Politivennen Live Blogging

Historierne som historiebøgerne ikke fik med.

Find rundt:

• Emner: Sted, begivenhed, profession osv. (se højremenu)
• Kort over København.
• Kort resten af landet. 
• Politivennens artikler 1798-1845 (se højremenu).
• Efterskrifter 1700-1959 (se højremenu).
• Søgefelt øverst til venstre samt i højremenuen.
• Om Politivennen. 

Indhold

• 4.586 artikler fra ugemagasinet Politivennen 1798-1845. (4,4 MB)
• 2.627 "efterskrifter", avisartikler 1600-1969. (10,7 MB). 
• 2.000 fotografier og illustrationer, fx fra Det Kongelige Bibliotek, SMK og Kbhbilleder.

Af ældre aviser kan bl.a. nævnes: 529 fra Kjøbenhavnsposten, 154 fra Dagen, 118 fra Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 60 fra Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler og Adresseavisen. 

Af nyere fx: Berlingske, Flyveposten, avisen København, Ribe Stifts-Tidende, Social-Demokraten, Aalborg Stiftstidende og flere. 

Perioden 1840-1865 er desuden dækket af tyske aviser hvad angår hertugdømmerne Slesvig og Holsten, Krigen 1848-50 og Krigen 1864.

Eksempler på efterskrifter (komplet liste i højremenuen):

Barrison-søstrene, Bornholm - Limensgade, Børn, doktor Dampe, Dronninglund-mordsagen 1841, Frederiksberg Fattighus, Frederik 6.'s død og begravelse, Husvilde, Jøder, Krigen 1848-50, Krigen 1864, Kjøbenhavns Satirisk-komiske Veiviser, Kvinder, Nakskov Fjords tørlægning, St. Croix, Sædelighedsskandalen 1895, Vestre Kirkegård og: Gravsteder på Vestre Kirkegård, Katolsk Vestre Kirkegård og Mosaisk Vestre Begravelsesplads.

Følg med på Politivennens Facebookside! 

Anbefaling af Liv Thomsen (Historieselskabet) om Politivennen Live Blogging: 

"Erik Nicolaisen Høy ... har begået en kæmpe bedrift, en slags folkegave, nemlig ved at læse, oversætte, offentliggøre, kommentere tidsskriftet ‘Politivennen’. Det var københavnsk ugeblad, der udkom i årene 1798 til 1846 med et hav af kommentarer og klager fra borgerskabet over den uorden, der herskede i København. Erik og jeg taler om digitaliseringens glæder og om at fortælle de danmarkshistorier, man ellers ikke hører."

... nemlig på podcasten Historiemagasinet #3 Liv i Historien.

Stjernenatten paa Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

I disse frostklare Aftener er der overvældende Tilstrømning til Folkeobservatoriet.

Udsigt fra Rundetaarn i Aftes, da Byen laa som et lysende Smykke under Stjernehimlen.

Der er et livligt Rykind i Rundetaarn i disse stjerneklare Aftener, og Folk staar under Folkeobservatoriets Kuppel saa tæt som Sild i en Tønde for at komme til at beskue Stjernehimlen gennem den store Kikkert.

I Aftes, da vi tilfældigt aflagde et Besøg der oppe, gæstedes Observatoriet af ca. 500 Mennesker, og det var Folk af alle Livsstillinger og Aldre - Grosserere. Lærere. Haandværkere. Studenter, Bydrenge og Kontorfolk. Og mange unge Kærestepar var der, som følte Trang til at svimle over Universets Uendelighed.

Og Stemningen deroppe under Kuppelen var saa hyggelig familiær. Observator Nissen, som bestyrede Kikkerten, er Manden paa sin Plads. Ikke blot forstaar han at spænde Interessen for Universets Undere - han er ogsaa fortrolig med den Kunst at faa Folk til at være taalmodige og vente pænt. Tilmed optræder han med en rigtig Astronom-Kalot paa Hovedet og er næsten lige saa morsom som Gissemand.

Ungdommelige Astronomer om en af Kikkerterne ude paa Rundetaarns Platform.

Vi vekslede et Par Ord med Observatoriets Leder, Magister C. Luplau Janssen, der var meget begejstret over, at Idéen med Observatoriet er lykkedes saa godt,  fortalte, at der siden 1. Januar i Fjor har været godt 16,000 Besøgende, og at Gæsternes Antal stadig stiger. Onsdag Aften besøgtes Observatoriet af 635 Mennesker.

- Vi kan lige akkurat ta' dem tilføjer Observator Nissen og klør sig under Kalotten.

En ekstra Glæde faar man af et Besøg paa Rundetaarns Observatoriet, naar man efter at have set i Kikkerten gaar ud paa Taarnets Platform og kaster Blikket ud over Byen. Den laa i Aftes under den vældige, stjernebesaaede Frosthimmel som et uhyre lysende Smykke.

(Aftenbladet 18. december 1929)

De kvindelige Fanger. (Efterskrift til Politivennen)

Dansk Kvindesamfund kræver Amtsarrester med kvindeligt Tilsyn ude i Landet og flere kvindelige Politibetjente, samt en kvindelig Fængselslæge for de kvindelige Fanger i København

I en Artikel, optrykt i Dansk Kvindesamfunds Medlemsblad, paataler Overingeniør Simonsen det lidet heldige i den Omstændighed, at kvindelige Fanger rundt om i Landet er under Opsigt af mandlige Arrestbetjente. Han foreslaar Indretningen af særlige Amtsarrester ned kvindeligt Tilsyn for kvindelige Fanger, i Lighed med Statens Kvindefængsel her i Kobenhnvn, hvor Tilsynet formentligt er indrettet paa, at det drejer sig om kvindelige Fanger.

Til dette Krav slutter Dansk Kvindesamfund sig aldeles og tilføjer yderligere for egen Regning: 

Alligevel er Forholdene i København alt andet end ideelle, idet Kvinders Anholdelse, saavelsom deres Transport lil og fra Forhorskamrene foregaar ved mandlige Beljente, ligesom legemlig Undersøgelse af Kvinder næsten altid foregaar ved mandlige Læger.

Dansk Kvindesamfund foreslaar -

D. K. foreslaar derefter en Ordning, hvorefter der i hver Politikreds i Provinsen uddannes der bosiddende Kvinder til at bislaa Politiet og Arrestbetjentene ved Anholdelse, Transport og Bevogtning af Kvinder.

Desuden bør det baade i Provinsen og København gøres obligatorisk, at politimæssig, legemlig Undersøgelse af Kvinder skal ske ved kvindelige Læger, ganske uanset om de paagældende Kvinder forlanger det.

Desuden bør der ansættes det fornedne, overordnede kvindelige Personale indenfor saavel Københavns Politi som Statspolitiet og Anklagemyndighederne, ligesom et Par kvindelige Dommere i Københavns Byret.

Fængselsdirektør Erik Kampmann.

- Vi har forelagt en Del af Overingenior Simonsens og D. K.s Ønsker for Fængselsdirektør Erik Kampmann, der elskværdigt svarer os:

- Efter min Mening er Idealet absolut: Kvindeligt Tilsyn med kvindelige Fanger; men jeg mener, at vi, saavel ved Statens Kvindeafdeling herude paa Vestre Fængsel som ved Københavns Kommunes Kvindefængsel paa Nytorv og Arresthuset paa Blegdamsvej har det fyldestgørende kvindelige Arrestpersonale.

Jeg kan ikke se noget uheldigt i, at Fængselslægerne er Mænd, tværtimod mener jeg, at netop visse Kvindetyper, der ofte findes mellem de kvindelige Fanger, hellere man undersøges af en mandlig end af en kvindelig Læge.

Arrestforvarerens Hustru skal i Provinsen visitere de kvindelige Arrestanter.

Med Hensyn til Ønsket om kvindeligt Personale i Provinsens Arrester, er man heller ikke saa daarligt stillet, som D. K. mener. Ifølge en Lovbestemmelse helt fra 1846, er det nemlig paabudt, at Arrestforvarerens Hustru, eller i  Mangel heraf en af Politimesteren beskikket dertil egnet Kvinde, skal visitere de kvindelige Arrestanter.

Et par større Central-Kvindefængsler ude i Landet.

Yderligere Udvidelse af kvindeligt Arrestpersonale i Provinsen vil foreløbig blive alt for bekosteligt; men hvis vi en Gang faar den store Fængselsreform, som vi alle ønsker, vil der antagelig blive oprettet et eller to større Central-Kvindefængsler for de kvindelige Arrestanter ude fra Landet, der staar foran en Afsoning af længere Varighed, f. Eks. et i Jylland og et paa Fyn, og her mener jeg, at hele Personalet bør være Kvinder

Hvor findes Kvinden?

Med Hensyn til D. K.s Ønske, om Kvinder i de overordnede Stillinger indenfor Anklagemyndighederne o. s v., saa har jeg absolut intet principielt mod Sagen, blot det i saa Fald bliver en Kvinde, der i sig forener Myndighed og alle de andre til et saadant Embede nødvendige Egenskaber - og det vil maaske ikke være saa ganske let at finde hende.

Gunver.

(Nationaltidende, 18. december 1929).

Pastor Hansen-Lavind. (Efterskrift til Politivennen)

En alvorlig Anklage mod Pastor Hansen-Lavind, Aagerup.

"Social-Demokraten" bringer i Dag en Sag frem, som i længere Tid har været kendt Mand og Mand imellem, og hvis ene Hovedperson er Pastor Hansen-Lavind, Aagerup-Kirkerup.

Sagens Forhistorie er kort fortalt denne: I Sommer søgte en gammel Dame i Sognet, den 89-aarige Enkefru Birthe Willumsen, Aldersrente. I Ansøgningen var der skrevet, at hun kun havde en Formue paa ca. 2000 Kr., og denne, som de andre Oplysninger i Skemaet, var attesteret af Sognets Præst, Pastor Hansen-Lavind og Sogneraadsmedlem, Gaardejer Oluf Petersen.

Da Sogneraadet blev bekendt med gamle Dame ofte sultede, og da de opfaldt i Forundring over, at den gamle Dame kun havde en saa ringe Formue. Almindeligvis blev Fru Willumsen betragtet som en efter Forholdene velstillet gammel Dame.

Da det imidlertid blev fortalt, at den gamle Dame ofte sultede og da de Oplysninger, der var givet i Skemaet, var attesteret af Præsten og et Sogneraadsmedlem, blev man enige om, at bevilge hende Aldersrente.

Resultatet af en Undersøgelse, foretaget af Gaardejer Olaf Petersen, Aagerup, blev det opsigtvækkende, at Enkefru Willumsen havde forklaret ham, at hun havde givet Pastor Hansen-Lavind en Sparekassebog, hvorpaa der indestod 12,000 Kr. Disse Penge havde Præsten faaet mod at forsørge den gamle Dame hele Resten af hendes Liv.

Endvidere oplyste Olaf Petersen, at den gamle Dame var blevet meget forundret, da hun første Gang havde faaet udbetalt Aldersrente. Da hun havde skrevet under paa Ansøgningen, havde Præsten nemlig ikke gjort hende bekendt med, at det var en Ansøgning om Aldersrente, hun skulde sætte sit Navn under.

Endelig havde den gamle Dame meddelt Olaf Petersen, at hun meget ofte var gaaet sulten i Seng.

Pastor Hansen-Lavind havde saaledes ikke overholdt den Overenskomst, han var gaaet ind paa, at sørge for den gamle Dame for Resten af hendes Liv.

Sogneraadets Undersøgelse.

Herefter gav Sogneraadsformand, Gaardejer Nørhave sig paa Sogneraadets Vegne til at undersøge Sagen, og der kom meget overraskende Ting frem.

Pastor Hansen-Lavind har nemlig overfor Sogneraadsformanden tilstaaet ikke blot, at han har faaet de 12,000 Kr. for at sørge for den gamle Dame, men ogsaa at han tidligere har modtaget store Laan af hende. I 1920 har Pastor Hansen-Lavind saaledes laant 4200 Kr. til en Bil og senere har han laant 1100 Kr. til en Udenlandsrejse.

Disse Penge er ikke blevet betalt tilbage. Præsten har end ikke betalt Renter deraf, og da han udfyldte Skemaet om Aldersrenten, har han "glemt" at opgive den gamle Dames Tilgodehavende hos sig selv - til Trods for, at dette Tilgodehavende skal paaføres Skemaet som Formue.

Under Forhandlingerne mellem Sogneraadsformanden og Præsten om denne Sag havde Pastor Hansen-Lavind ved en enkelt Lejlighed den omstridte Sparekassebog med, men han vilde ikke give nogen som helst Oplysning om, hvor mange Penge, der endnu indestod paa Sparekassebogen.

Det vilde ellers være rart at faa at vide, om der er hævet nogle af disse 12,000 Kr., hvem der har hævet dem - og hvad Pengene i saa Fald er brugt til, skriver Bladet.

Under en Forhandling med Sogneraadsformanden, sagde Pastoren: Naar der skal være saa meget Vrøvl om denne Sag, skal jeg hilse fra Enken og sige, at hun ikke længere ønsker at faa Aldersrente!

Sogneraadet, der har faaet alle de Oplysninger, vedtog selvfølgelig at inddrage Aldersrenten til Birthe Willumsen og vedtog samtidig at meddele hende Grunden til, at Aldersrenten blev inddraget.

Paa Egnen er der ualmindelig Sympati for den 89-aarige Fru Willumsen, Men samtidig med, at der er Sympati for den gamle Kvinde, er der, skriver "Social-Demokraten" Harme mod Pastor Hansen-Lavind.

Interview med Sogneraadsformand Nørhave.

En Bebrejdelse mod Pastor Hansen-Lavind.

Ved en Henvendelse til Sogneraadsformand Nørhave, udtaler denne: Sagen er ordnet mellem den gamle Kone og Sogneraadet. Det forholder sig saadan, at vi i August Maaned fik Enkefru Willumsens Anmodning om Aldersrente, som Pastor Hansen-Lavind havde hjulpet hende med at udfylde; men senere kom det Sogneraadet for Øre, at hun, da hendes Mand døde for 14 Aar siden, ejede Ejendommen, hvor hun boede, og havde en 10-12,000 Kr. endda.

Pastor Hansen-Lavind har ikke tilstaaet noget overfor mig om de 12,000 Kr., men derimod er det rigtigt, at han har laant 4200 Kr. til en Bil og faaet Penge som Gave. Kendsgerningen er, at hendes Kapital er smuldret hen.

Pastoren har oplyst, at Fru Willumsen selv tilbød at betale et Sygehusophold for Fru Hansen-Lavind og ligeledes selv tilbød Pengene til en Pariserrejse for Hr. Hansen-Lavind og Frue- Det var for 2-3 Aar siden. Rejsepengene var en Gave, hævder Pastoren meget bestemt, ligesom han erklærer at have haft Bemyndigelse til at hæve paa den gamle Kones Sparekassebog.

Sagen er ordnet paa den Maade, at Pastor Hansen-Lavind paa Enkens Vegne har indgaaet paa snarest at betale den Aldersrente tilbage, hun har faaet.

- Jeg synes, slutter Sogneraadsformand Nørhave, at man kan bebrejde Pastor Hansen-Lavind, at han har gjort Forsøg paa at faa det offentlige til at yde Enkefru Willumsen Understøttelse, efter at han selv har faaet Penge til Laans - og til Gave - af hende.

Pastor Hansen-Lavind tilbageviser Angrebet

"B. T." har haft en Samtale med Pastor Hansen-Lavind. Pastoren, der endnu ikke var bekendt med det voldsomme Angreb, der er rettet mod ham, bliver yderst bestyrtet ved at erfare derom.

- Hvorledes stiller De Dem over for de Beskyldninger, der rettes imod Dem?

- Jeg er aldeles stum over for den Artikel, som De her har skitseret for mig. Jeg fatter slet ikke noget af det hele.

- Hvorledes forholder det sig med de 12,000 Kr.?

- Jeg kender intet til de 12,000 Kr. Jeg har ikke laant de Penge af den gamle Enke.

- Vil De da tilbagevise det hele?

- Jeg kan ikke udtale mig i Detailler, før jeg har nøje gennemlæst de Beskyldninger, der rettes imod mig. Jeg stod paa en overordentlig god Fod med den gamle Dame og jeg skal ikke lægge Skjul paa, at hun i sin Tid laante mig 4000 Kr. til en Bil. Hun har bedt mig om at være sig behjælpelig med forskellige Ting, og det har jeg været.

- De vil ikke foretage Dem noget i Sagen?

- Nej, det maa jeg lade andre om. Jeg vil roligt afvente Begivenhederne Udvikling.

- Det paastaas, at Enken nærmest har sultet de sidste Aar?

- Det er rent hen i Vejret.

(Roskilde Avis 14. december 1929)

Pastor Hans Peder Hansen-Lavind (1885-1964). Foto fra Social-Demokraten 17. december 1929. .

Mærkelig Præsteaffære ved Roskilde.

Pastor Hansen-Lavind i ejendommelig Belysning.

Laan eller Gave?

I Aagerup-Kirkerup Sogn ved Roskilde er man I disse Dage optaget af en Aflære, der kaster et mindre flatterende Lys over Sognepræsten den landskendte Foredragsholder Hansen-Lavind.

I Sommer søgte den 89-aarige Enkefru Birthe Willumsen Aldersrente. Hun var anset for at være velsitueret, men i Ansøgningen opgav hun kun at eje en Formue paa ca 2000 kr. Oplysningerne om hendes pekuniære Forhold var attesteret al Sognepræsten og et Sogneraadsmedlem.

Imidlertid kom det frem, at den gamle Dame ofte sultede, og efter en Del Forhandling bevilgede Sognerandet hende Aldersrente.

Men nu gav et af Sogneraadets Medlemmer sig til at undersøge, hvordan det egentlig forholdt sig med Birthe Willumsens Formueforhold. og han kom til det Resultat, at Sogneraadet var blevet ført bag Lyset.

Pastorens Opfordring.

Enkefru Willumsen forklarede ham, at hun ikke anede, at det var en Ansøgning om Aldersrente, hun havde skrevet under paa. Præsten havde lagt Papiret for hende og opfordret hende til at skrive under, uden at gøre hende bekendt med, hvad Skrivelsen drejede sig om. 

Hun fortalte endvidere, at hun tidligere havde givet Pastor Hansen-Lavind 12.000 kr.. mod at han forpligtede sig til at forsørge hende Resten af hendes Liv.

Siden har Pastor Hansen-Lavind overfor Sogneraadsformanden tilstaaet. at han ikke blot har faaet de 12,000 kr.. men i 1920 tillige 4200 Kr til en Bil og senere 1100 Kr. til en Udenlandsrejse.

Disse Penge har Præsten hverken betalt tilbage eller forrentet, og i den gamle Dames Ansøgning om Aldersrente har han undladt at opføre dem, skønt de naturligvis skulde have været nævnt som Tilgodehavende, svarende til Formue.

Sogneraaadsformand Nørhave om Sagen.

Præsten vil nu betale Pengene tilbage.

Under en Samtale i Morges med Formanden for Aagerup-KirkerupSogneraad, Gaardejer Nørhave, udtaler denne til os, at Præsten overfor Sogneraadet har erklæret, at han snarest vilde betale Pengene tilbage.

Og samtidig har han paa den gamle Dames Vegne trukket Ansøgningen om Aldersrente tilbage ... Og saa er Sogneraadet jo ikke interesseret i Sagen mere.

Præsten opbevarede Fru Willumsens Penge.

Sogneraadsformanden fortæller endvidere, at Præsten havde været Birthe Willumsens Raadgiver og opbevaret hendes Penge, siden hendes Mand for en halv Snes Aar siden døde.

- Hvordan er Præstens Forhold til Befolkningen? spørger vi.

- Han er ret afholdt. Han har været her i 14 Aar ... Jo, man kan godt sige, at Folk her syntes om ham. Men man har længe snakket om, at han brugte Birthes Penge. For Resten er Præsten jo en landskendt Mand. Foruden at være Foredragsholder, har han optraadt som Forfatter. En af hans Bøger hedder "De Gamles Ønsker og de Unges Maal".

- Hvor gammel er Pastor Hansen-Lavind ?

- Omkring de 43.

Den angrebne Præst nægter at udtale sig.

"Jeg agter intet at foretage mig!"

Vod Redaktionens Slutning i Formiddags lykkedes det os at faa Telefonforbindelae med den angrebne Sognepræst.

Pastor Hansen-Lavind syntes meget pinlig berørt over Sagens Fremkomst. men var iøvrigt stærkt utilbøjelig til at udtale aig.

- Vil De afkræfte, at De har modtaget Pengene?

- Nej!

 Hvad agter De at foretage Dem i Sagen? spørger vi.

- Intet, svarer Sognepræsten. Alle, som kender mig, véd. at den almindelige Fremstilling af Sagen er ganske ved Siden af.

- Sender De ikke Ministeriet en Redegørelse ?

- Nej!

- Er det rigtigt, at De har været den gamle Dames økonomiske Raadgiver?

- Nej.

Trods Pastorens Ordknaphed kan man dog vist med Sikkerhed gaa ud fra, at denne mere end mærkelige Affære ikke hermed er afsluttet, idet Ministeriet selvfølgelig vil forlange en Indberetning.

(Aftenbladet (København) 14. december 1929).

Menighedsrådets næstformand, gårdejer Søren Jensen forsvarede pastoren:

Birthe Willumsen og Pastor Hansen-Lavind.

Til Karl Petersen.

Det glæder mig at se Karl Petersens Underskrift saa véd man da, hvem man skriver til. Jeg tænkte det nok, men var ikke helt sikker; men kom bare, jeg skal nok besvare.

Jeg skrev for at give en Forklaring af de Forhold, da jeg kunde se, at du ikke vidste rigtig Besked. Birthe Villumsen har personlig takket mig for Artiklen, at den var rigtig; saa maa din Artikel altsaa være gal. For hvad der angaar Præstens Forsørgelsespligt, saa har jeg i Dag set i Testamentet, at han ingen har. Du skriver, at efter den Livsførelse, den gamle Birthe brugte, kunde Renterne godt slaa til. Det vilde være helt umuligt i Krigsaarene og vel ogsaa siden

Du kaster den første Sten. Men du kommer udenfor dette og tror, du kan plette mit Navn ved at skrive, at jeg ogsaa har forsørget og arvet en gammel Kone (Birthe Karls). Hertil skal jeg svare, at det er rigtigt, at jeg fik Lov til tildels at sørge for hende, da det gik galt med Bondestandens Sparekasse, og hun blev af med 5000 Kr., for ellers vilde hun have faaet brugt alle Pengene, saa der ikke var blevet noget at give til de 13 Søskendebørn. Men jeg indgav det hele til Roskilde Skifteret, da hun var død, og den delte Arven. Saa hvis du tror, der er noget galt, saa henvend dig dér; jeg tænker nok, den klarer sig.

Men da du er saa klog, hvorfor brugte du saa ikke din Klogskab, da du reviderede Sygekassens Regnskab og underskrev det som rigtigt, endskønt der bagefter blev konstateret Fejl for over 1000 Kr. Er dit Navn saa lige godt? Du skulde have skrevet: "Ovenstaaende Regnskab har jeg ingen Forstand paa. Karl Petersen." Saa tror jeg, dit Navn vilde have haft en bedre Klang.

Jeg har givet dig et Raad før, da du blokerede mig, da jeg var Formand for Dampmaskinen. Det var: Pas dig selv, for vi skal nok passe os! Dette har du ikke rettet dig efter. Men jeg vil alligevel give dig et Raad til, som jeg selv har brugt og bruger endnu. Det var, da jeg kom ud over Lømmelalderen, af jeg vilde gøre alle Folk de Tjenester, jeg kunde, og skade dem saa lidt som muligt. Om jeg har naaet dette, vil jeg lade andre bedømme.

Aagerup, den 17. december 1929.

Søren Jensen.

(Roskilde Avis 18. november 1929)

Kendsgerningerne i Pastor Hansen-Lavind-Affæren

Det er ikke Enken, der har ønsket Aldersrente. - Præstens modstridende Udtalelser og Erklæringer. - Oplysningerne i Sogneraadet

Som vi skrev i Gaar, er Præstemanden fra Aagerup ved at blive Indfiltret I et saadant Væv af Erklæringer, at Sagens Realitet et ved at komme lidt i Baggrunden, men de mange Erklæringer har to utvlvlsomme Fordele, nemlig 

1) at de ikke har rokket en Tøddel ved de Angreb, vi har rettet mod Præsten,

2) at Præstens Udtalelser og Erklæringer staar i Indbyrdes Modstrid. 

Og det er ikke svært at paapege denne Uoverensstemmelse i Præstens Erklæringer.

Straks efter, at vore Angreb kom frem, udtalte han:

- Jeg kender intet til de 12,000 Kr.!

Efter at have faaet refereret vort Angreb, spørges Præsten direkte:

- Vil De afkræfte, at De har modtaget Pengene?

Hertil svarer Præsten:

- Nej!

Og paa Spørgsrnaalet, om det er rigtigt, at han har været den gamle Dames økonomiske Raadgiver, svarer han ligeledes:

- Nej!

Endelig blev Pastor Hansen-Lavind i Lørdags spurgt om, hvor meget han har laant af den gamle Dame, og hertil svarer Præsten:

- Det husker jeg ikke!

Efter at have fremsat det første Virvar af Udtalelser skrev Præsten 2 Erklæringer.

I den første hævder han, at den udbetalte Aldersrente var blevet betalt tilbage - og denne Erklæring blev omgaaende dementeret af Sogneraadsformand, Gaardejer Jacob Nørlund.

I den anden Erklæring gaar Præsten ind paa vore Angreb, men hævder, at det "kun" drejer sig om 10,26 Kr. 48 Øre og ikke som vi skrev: ca. 12,000 Kr., og han indrømmer, at han har givet falske Oplysninger i Aldersrenteskeamet, men han undskylder sig med - Tankeløshed.

- - - 

Saaledes er Udviklingen af Præstens Stilling.

Sagen udvikler sig stadig. Den er Genstand for en embedsmæssig Undersøgelse - og den vil forhaabentlig for alle Parter snart være tilendebragt.

Men for at vende tilbage til Sagen om Præsten og hans Erklæringer er det maaske tilstrækkeligt - særligt med Henblik paa Prajstens Erklæring om, at det er den 89-aarige Enke, der er kommet til ham og har bedt ham om at sørge for, at hun fik Aidersrente - at slaa fast, at det i Sogneraadet er blevet oplyst:

1) at Birthe Willumsen ikke vidste, det var en Aldersrentebegæring, hun havde skrevet under paa,

2) at Birthe Willumsen i det hele taget ikke vidste, at hun skulde have Aldersrente, før Præsten gjorde hende opmærksom derpaa.

Det vilde være rart, om enhver, der yderligere beskæftiger sig med Sagen - og ganske specielt for Præsten - at holde sig disse Kendsgerninger efterrettelige!

(Social-Demokraten 19. december 1929)

Biskop Fonnesbech-Wulff besluttede i januar 1930 at indsende hele materialet som fremkom under undersøgelser, til Kirkeministeriet. Den 6. marts mødte pastor Hansen-Lavind hos Kirkeminister Dahl for at indgive sin ansøgning om orlov indtil 1. september, eller afsked hvis han da ikke havde fået et nyt job. Det blev straks bevilliget. Pastoren havde da været præst i 15 år i sognet. I august 1930 blev han sognepræst i Enderslev-Vraaby (Roskilde), indtil 31 august 1939. Så blev han afskediget med pension på grund af svagelighed. Allerede året efter blev han sognepræst i Snøde på Langeland, og døde marts 1964, 78 år gammel.

Hvor Svinene spiser Østers, Hummer, Gaasesteg og Dyreryg. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg i et af Danmarks største Svinestutterier.

Til venstre: Manden for det hele, Sognefoged Chr. Christensen. Øverst: Midtergangen i en af Staldene. Nederst: Fem glade Grise.

Det er sikkert kun de allerfærreste Københavnere, der aner, at vi her i Byens umiddelbare Nærhed har et af Landets allerbedst - maaske det bedste - Svinestutteri, - en ren Mønsterbedrift, der stadig besøges af baade inden- og udenlandske Interesserede, der her høster Belæring.

Det er Sognefoged Chr. Christensen, "Stevnsbogaard", Avedøre, der ejer denne Mønsteranstalt der fra en ganske ringe Begyndelse er basret frem af sin Ejers Energi, Dygtighed og glødende Interesse til at blive førende i sin Art.

Københavnernes fineste Levninger.

Vi staar i Porten til den store smukke og yderet velholdte Gaard for at begynde en Rundgang gennem de store Svinestalde. da en mægtig Lastbil, fyldt med store Zinktønder, ruller op. "Vær saa god." siger Hr. Christensen, "der skal De se "Dinér transportable"! Der kommer Maden serveret fra Hotel d Angleterre, Phønix, Wivel, Paraplyen m. fl. første Klasses Københavner-Kaféer. - Vær saa god og kig - det er vel nok Kram"

Vi kigger i tønderne og skimter de lækreste Sager, ganske vist i en mindre appetitlig Sammenblanding, end den serveres inde paa d'Angleterre, - men Sagerne er gode nok. Der ligger et Gaaseskrog, der ikke er pillet særlig rent, der ligger Østers, hele Portioner Majonaise, en Bøf, lækre Grøntsager, Laks etc. m. m. m.

- Ja, fortæller Christensen, det er jo ikke hel almindelig Svinemad; - jeg aftager alt Affald fra alle de bedste Restauranter, og det er noget, Svinene kan lide! Jeg har gjort flere pudsige Iagttagelser, Resterne af Hummer er Grisene f. Eks. helt tossede efter, - der maa være et Stof baade i Dyrene og Skallerne, som smager særlig godt. Og Østersskæg laber de ogsaa i med stort Velbehag. Men de faar ikke en Stump, før alt er godt gennemkogt !

Og vi gaar ind i det stor Dampkøkken. hvor Affaldet koges i store Beholdere, hvorfra det føres ned i vældige Svalekar, hvor det staar, indtil det næste Morgen serveres i Foldene.

- Her koges det hele for at undgås ethvert Sygdomskim. Maden er selvfølgelig god nok, men der er dog Ting imellem, overfor hvilke man maa sikre sig, f. Eks. alle Indvolde, der er renset ud fra Fjerkræ og Vildt. De kan nemlig godt indeholde Bakterier og Tuberkler, uden at Dyret derfor har været sygt. - og det maa vi gardere os overfor. Men mine Svin trives storartet af Københavnernes Levninger. - og af den Tilsætning, jeg selv giver dem. Foruden Levningerne faar de nemlig ca. 5000 Tønder Korn, Hvede, Byg og lidt Majs. plus Mælk til et Beløb af omkring 10,000 Kroner om Aaret.

Det er Menneskene, der har vænnet Svinene til Svineri!

Saa træder vi ind i en af de store Stalde, der er afdelt i Folde, der hver rummer 10 a 12 store Svin. Her er ikke Spor af daarlig Luft eller Lugt, tværtimod friskt og luftigt, og overalt ser man den mest gennemførte Renlighed. 

- Det er en ren Misforstaaelse, at Svin skal leve i Svineri, - siger Hr. Christensen, det er kun et menneskeligt Paafund. Svin er, ligesom de fleste andre Dyr, renlige af Naturen. og de trives bedst i Renlighed. I hver Fold er Halvdelen af Gulvpladsen indrettet til Liggeplads. Over et Betonunderlag er et Lag af Molér, overtrukket med syrefrit Asfalt, der holder paa Varmen, - der ligger Svinene lunt, mens den øvrige Gulvplads bestaar af Mursten, der altid er koldere. Og Svinene undgaar selv at smudse deres Liggeplads til.

Ventilationen her i Staldene er den bedste, der overhovedet kan etableres. Her er et Kanalsystem, der ved Hjælp af en Thermostat virker ganske automatisk. Naar Luften her I Rummet naar en bestemt Varmegrad, sætter Thermostaten selv Ventilationen i Gang. og den pumper, inde fra Gulvet, hvor den daarlige Luft, som jo er den tungeste, lægger sig, alt ud gennem lange Kanaler, og samtidig strømmer den friske Luft ind ad Ledninger, der ligger langs Loftet. Man kan komme henad tidlig om Morgenen, og Luften er lige saa frisk, som om alle Vinduer havde været aabne hele Natten. Her bliver pumpet 2200 Kubikmeter Luft ind i Timen.

Vinduerne kan forresten slet ikke aabne, og det behøves heller ikke. De er alle forsynet med "Vita-Glas ", der ikke som andet Vinduesglas opsuger de ultraviolette Straaler, men lader dem frit passere, og det forhøjer i betydelig Grad Dyrenes Velbefindende.

Og ser man paa Grisene her rundt omkring, bekræfter deres Udseende Hr. Christensens Ord. Hvert Dyr er saa buttet og forbavsende rent over hele Kroppen, at det mest af alt minder om de Marcipangrise, man ser i Konfektureforretningerne. 

- Hvor stor er Svinebestanden ? spørger vi.

- Her er Plads til 700, og der gaar omkring 2000 Svin gennem mine Stalde aarlig. Jeg opdrætter ikke selv, men køber Grisene, naar de er ca. 6 8 Uger gamle, og naar de saa er fedet op til den rette Form, gaa de til Roskilde Slagteri, og derfra videre til England, - eller ind til Københavnerne, hvis Madrester de har levet af.

Her er ikke noget for Jeppe Aakjær at gøre!

Og saa gaar vi en lille Rundgang paa Ejendommen, der er en Mønstergaard helt igennem. Den har sit eget Mølleri, hvor alt Kornet males, og i Hestestalden, der rummer en halv Snes pragtfulde Dyr, præsenteres vi for et automatisk virkende Anlæg, der sørger for, at baade Foder og Vand tilføres Krybberne til bestemte Tider.

- Ja, Dyrene har det godt her paa Gaarden, - siger Hr. Christensen med berettiget Stolthed, - men derfor glemmer vi ikke Menneskene!

Og vi bliver ført ind i Tjenestefolkenes Kamre. - eller rettere Stuer - store, smukt møblerede VæreIser med baade elektrisk Lys og Centralvarme.

- Jeg tror ikke selv Jeppe Aakjær vilde finde noget at kritisere her, - siger Ejeren med et glad Smil.

Og det har han Ret i. Et Besøg paa "Stevnsbogaard" indgyder kun Stolthed over dansk Landbrugs nuværende høje Standard.

(Aftenbladet (København) 10. december 1929).

Christen Christensen døde i oktober 1936, 65 år gammel efter længere tids svaghed. August 1943 faldt en 18-årig medhjælper (Axel Hansen) ned i karret med svineføde. Han fik alvorlige forbrændinger i ansigt, bryst, ben og arme. Gården var 1972-1994 produktionsskole, og den forfaldt stille og roligt.

Husflidshjemmet for Arbejdsledige og Hjemløse. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg i de nye Lokaler i det tidligere Marinehospital.

Øverste Billede viser Børstenbinderiet med Pastor Ege i Baggrunden, nederste et Interiør fra Skomagerværkstedet.

Paa Initiativ af Kordegn Koefoed ved Christianskirken blev der for et Par Aar siden oprettet et Husflids-Daghjem for Hjemløse, der hurtigt viste sig nyttigt og blev godt besøgt. Det havde i Fjor til Huse i Oliemøllen, som Kommunen havde overladt det, men Forholdene der var for primitive og for trange. Nu er det imidlertid rykket ind i en Fløj af det tidligere Marinehospital i Prinsessegade, hvor det ved Imødekommenhed fra Statens Side har faaet overladt en Række gode rummelige og lyse Lokaler.

Vi aflagde Besøg derude i Gaar og fandt da Virksomheden, der lige har aabnet den ny Sæson, i fuld Gang. Et halvt Hundrede unge arbejdsledige og hjemløse unge Mennesker var beskæftiget. fordelt paa de forskellige Afdelinger, der omfatter Børstenbinderi, Kurvemagerværksted. Skomageri og Legetøjs- fremstilling.

Kordegn Koefoed, der selv i det daglige leder Arbejdet, og Pastor Ege, der er Formand i den Forening, som staar bag Husflidshjemmet, gav en Fremstilling af, hvordan der virkes.

Det første, den Arbejdsløse der melder sig paa Hjemmet, bliver sat til, er at forsaale sine Støvler; og efter at have faaet ny Strømper paa og har barberet og vadsket sig kommer han ind paa den Arbejdsafdeling, der passer ham bedst.

De Arbejdsløse synes at være glade for Husflidshjemmet, og der er ingen Tvivl om, at Virksomheden, der baade betyder et Tilholdssted og en lille lndtægt for dem, løser en Opgave og fortjener al mulig Støtte.

Foreløbig er Husflids- og Daghjemmet holdt oppe af Kristeligt Samvirke for hjemIøse Mænd, hvis Formand er Pastor Ege, og blandt hvis Ledere man iøvrigt træffer Forstander Faurhøj, Major Kossbeck Frelsens Hær. Pastor Petersen Centralmissionen, Forstander Aagaard, Revisor Riis-Mogensen og Pastor Ree. Men i det lange Løb bliver det nødvendigt for Hjemmet at faa Støtte fra videre kredse. Og da Mulighederne for at afsætte de paa Hjemmet fremstillede Varer i Øjeblikket ikke er videre store, opfordrer Ledelsen Folk til at købe de Hjemløses Børster, Legetøj og Kurvevarer.

(Aftenbladet (København) 4. december 1929).

Bygningen er i dag Christianshavns skole. Den blev tegnet af arkitekten Bernhard Ingemann (1869-1923), 1915 som militærhospital. I oktober 1928 flyttede Militærhospitalet til Tagensvej, sammen med Garnisonshospitalet ("Grødslottet") i Rigensgade. Det er i denne periode Husflidshjemmet holdt til her.

1928-1940 var bygningen i Prinsessegade 45 overtaget af Østifternes Åndssvageanstalt. Under besættelsen 1940-43 brugte personellet fra Værløselejren bygningen, hvorfor bygningen kom til at hedde Prinsessegades Kaserne. Herefter fungerede det som tysk lazaret. 1949 købte Københavns Kommune den om ombyggede den til kommuneskole fra 1950, Christianshavns skole.

Røveren fra Wesselsgade. (Efterskrift til Politivennen)

Røveren fra Wesselsgade idømt 5 Aars Tugthus.

Efter at han havde drukket sine Penge op, foretog han to Røverier.

Nævningetinget behandlede i Gaar Sagen mod den 31-aarige Helge Nybroe, som var tiltalt for Røveri og Vold samt Tyveri af en Haandtaske fra en gammel Dame paa Assistens Kirkegaard.

Røveren og hans Forsvarer.

Dommerne var Axel Rasmussen, Bohn Rasmussen og Hvidt, medens Anklagemyndigheden repræsenteredes af Statsadvokat Gammeltoft, og som Forsvarer mødte Overretssagfører Oluf Bay.

Som Nævninger blev udtrukket:

Repræsentant Aistrup. Kommunelærer Baltzar, Toldbodarbejder Baggesen, Hospitalsforvalter Borch, Kontorchef Boyesen, Konduktør H. P. Kristensen, Prokurist J. H. Erichsen, Prokurist C. M. Hansen, Bogholder Heinricy, Former Anthon Rasmussen, Varemægler Simmelhag og Bogholder Pelck.

Nævningerne valgte til Ordfører Hospitalsforvalter Borch.

Anklagen.

Statsadvokaten forelagde derefter Anklageskriftet, der lød paa, at Nybroe sættes under Tiltale for en Aften i Wesselsgade at have overfaldet en 63-aarlg Dame Fru Bodil Madsen og slaaet hende ned med en Jernstang. Derefter løb han ind paa Assistens Kirkegaard, hvor han stjal en Taske fra en ældre Dame .

I det første Tilfælde var hans Optræden af en saadan Karakter, at det er et Under, at han Ikke knuste Hovedet paa den gamle Dame. Som Følge heraf sættes han under Tiltale for Forsøg paa Drab, men da han aabenbart i nogen Grad er aandssvag, kan der være Tale om formildende Omstændigheder.

Røverens Forklaring.

Retsformanden forelog nu en Afhøring af Helge Nybroe. Den Tiltalte oplyste, at han, da han var 10 Aar gammel, blev anbragt paa et Optagelseshjem, hvor han opholdt sig i 7 Aar. Men han kunde ikke fortælle noget om Aarsagen til, at han var blevet anbragt paa Hjemmet.

Da han var 17 Aar gammel, kom han ud at tjene, og senere fik han Arbejde paa en Sølvvarefabrik. Hvorfor han maatte forlade den Plads, kunde han ikke give nogen Forklaring om.

Efter den Tid har han haft Plads forskellige Steder. Som arbejdsløs fik han 20 Kroner om Ugen i Arbejdsløshedsunderstøttelse. Af dette Beløb skulde han betale sine Forældre 12 Kroner om Ugen for at bo hos dem i deres Havehus. Men i flere Tilfælde brugte han alle Pengene, og hans Fader havde derfor sagt til ham, at hvis han en Gang til drak alle Pengene op, kunde han godt blive borte.

Retsformanden: Saa kom den 10. August, da De paany soldede Pengene op.

Tiltalte: Ja, den Dag købte Jeg en Snes Bajere hos en Urtekræmmer, og senere tabte jeg Resten af Pengene ved at rafle paa Værtshus med nogle, som jeg ikke kender.

- Hvorfor gik De ikke hjem.

- Jeg turde ikke. Jeg gik ud paa Fælleden og sov til Kl. 10 om Søndagen. Derefter gik jeg rundt i Gaderne til jeg kom til Biaagaards Plads. Her satte jeg mig til at spekulere over at skaffe Penge.

Det farlige Vaaben findes.

Nybroe forklarer videre, at han fra Biaagaards Plads gik ind i en Gaard i et nødvendigt Ærinde. Inde i Gaarden fandt han en Jernstang, der var formet som et Vinkeljern. Det faldt ham ind, at han kunde bruge Jernstangen til et Indbrud. Men da han kom ud paa Gaden, saa han den gamle Fru Bodil Madsen komme gaaende med en Mælkekande i den ene Haand og en Portemonnæ i den anden Haand. Han fik da den Idé at følge efter hende og slaa hende ned for at røve Portemonnæen, som han troede indeholdt en Del Penge.

Statsadvokaten: De har tidligere forklaret, at De allerede ude paa Fælleden havde besluttet at gaa ind i en Gaard for at finde et Vaaben, som kunde anvendes til at slaa et Menneske ned.

Nybroe: Det kan jeg ikke huske.

Retsformanden: Tænkte De ikke paa, at De kunde slaa den gamle Kone ihjel?

Nybroe: Det har jeg ikke skænket en Tanke.

- Hørte De hende sige: "Nu har jeg aldrig kendt Mage?"

- Nej, jeg hørte hun raabte, og saa løb jeg.

Nybroe forklarede videre, at han derefter gik rundt paa Assistens Kirkegaard til han saa sit Snit ti! at stjæle en Haandtaske, men da han vilde løbe bort med den, blev han anholdt.

Vidneforklaringerne.

Derefter mødte Fru Bodil Madsen i Skranken som Vidne. Hun fortalte jævnt og naturligt om, hvorledes hun, da hun gik opad Trappen, blev slaaet ned bagfra af en Mand, der havde en Jernstang i Haanden. I første Øjeblik havde hun ikke nogen Opfattelse af, hvor haardt hun var blevet ramt, men da hendes Naboerske kom til og saa Blodet flyde, blev der tilkaldt en Ambulance. Den gamle Kone fik derefter et Hospitalsophold paa 3 Uger.

De Betjente, der foretog Anholdelsen, forklarede derefter at Nybroe var fuldkommen ædru, og at han straks havde sagt, at han havde været inde i en Gaard for at finde et Vaaben.

Nybroe: Naar Betjentene siger det, maa det vel være rigtigt.

Dommen.

Der oplæstes en Erklæring fra Professor Wimmer om, at Nybroe ikke er sindssyg, men noget drikfældig og i lettere Grad aandssvag.

Proceduren blev derefter foretaget, og efter den kendte Nævningerne Tiltalte skyldig i Røveri af særlig farlig Karakter og i Tyveri. Men de tog samtidig Taabeparagrafen i Anvendelse.

Dommerne idømte derefter Nybros 5 Aars Tugthus.

(Social-Demokraten 5. december 1929).

25 Aar ved Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

På søndag den 1. december kan inspektøren ved Vestre Kirkegård, Chr. Beck Skrydstrup, holde sit 25-års jubilæum i Københavns Begravelsesvæsens Tjeneste, hvor han først var ansat som assistent og senere avancerede til inspektør. Inspektør Skrydstrup der nu i sommer fyldte de halvtreds, har gennem de svundne år udført en solid og omfattende gerning, der har gjort ham højt værdsat i vide kredse. Selv fortæller han på vor foranledning om årene, der henrandt:

-  Det var i 1870, Vestre Kirkegård blev anlagt på de gamle valbygårdes udmarker. Gamle kammerråd Bahnson, der lever endnu, samarbejdede med professor Hans Holm og den daværende havearkitekt Glæsel om de af professoren udarbejdede planers gennemførelse - og da jeg så, jo langt senere, kom med i arbejdet, var det jo såre interessant at føre det, de havde begyndt, videre.

Efterhånden blev Vestre Kirkegård jo en mønster-kirkegård, som gang på gang har kaldt velbekendte og ansete personligheder ude fra Europa hertil for at se den. Og selv jeg, der jo nu har været ude for at se på de fleste europæiske kirkegårde, synes, at vi meget vel kan være anstrengelserne bekendt - Vestre Kirkegård hævder smukt sin fremtrædende stilling som en virkelig mønsterværdigt anlagt og gennemført begravelsesplads.

- Står man foran udvidelser af kirkegården? spørger vi jubilaren.

-  Nu er antallet af begravelser væsentlig, som det har været gennem de senere år, svarer inspektør Skrydstrup. Men, tilføjer han, der er jo også sket væsentlige udvidelser herude i årenes løb - de store terrasseanlæg ud imod Valbygårdsvej og Vigerslev Allé er gennemført ....

Den planlagte urnehave ved dammen som det så ud i 1910, ifølge Vestre Kirkegårds 100-årsjubilæum.

En ny urnekirkegård. 

-  Det første, der nu forestår, er anlægget af en ny og interessant urnekirkegård til venstre for hovedindgangen. Her er der et firkantet vandhul. Det bevares som en dam i umekirkegårdens midte, og omkring den vil så den kommende kirkegård hæve sig amfiteatralsk som et “terrasse-anlæg”, det bliver, efter hvad vi håber, et smukt syn. (Elan)

(Nationaltidende, 27. november 1929, 2. udgave).

Nutidigt foto af urnehaven som den fremstår i 2010. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Chr. Beck Skrydstrup blev uddannet bl.a. i Rosenborg Have og havebrugskandidat i 1904, samme år kom han til Københavns begravelsesvæsen, bl.a. som assistent på Vestre Kirkegård. Fra 1916 var han 3 år inspektør ved Assistens Kirkegård, dernæst næsten 50 år på Vestre Kirkegård. Her afløste han inspektør Bahnson i 1919 efter at denne havde være inspektør siden kirkegårdens start. Ægteparret Skrydstrup boede på Kochsvej på Frederiksberg, men i en høj alder flyttede de til sygehjemmet i Ordrup hvor de i 1971 kunne fejre krondiamantbryllup (65 år). Han var da 92 år.

Nu gaar Bogsæsonen ind --. (Efterskrift til Politivennen).

En Samtale om Bøger og Mennesker.

Stadsbibliotekar J. Aarsbo i sit Kontor i Nikolaj Kirkebygning.

- En Gang troede vi, at Radioen vilde hæmme Iæselysten, siger Stadsbibliotekar J. Aarsbo. - men vi tog fejl. Boglaanene viser ingen Nedgang, og vi faar tidt Besøg af Folk, som har hørt en Radiooplæsning af den og den Forfatter og nu gerne vil læse noget mere af ham. Nej, Jeg ser ikke, at Radioen skader Bibliotekerne.

- Hvor mange Laanere har Kommunens Biblioteker?

- Der staar udmeldt 70 Tusind og Udlaanene var sidste Aar 1,900,000 ... Bindenes Antal er 280,000. Det er omtrent en Bog til hveranden Indbygger. For 15 Aar siden, da jeg begyndte ber, havde vi kun 40,000 Bind ialt

- Hvem er de bedste Læsere?

- Det er ikke nemt at svare paa. Kommunebibliotekerne søges af Folk i alle Samfundslag. Men blandt Arbejderne har vi mange af vore mest interesserede og dygtigste Læsere. Der er jo en vældig Opdrift i Arbejderne

De Indfødte og de Indvandrede

- Hvad læses mest?

- Folk søger fortrinsvis Skønliteratur. Men man maa sige, at Udlaanet af Fagliteratur er meget stort, det andrager ca. 600,000 Bind eller 33 pCt. af det samlede Bogudlaan. Vi har en Mængde populærvidenskabelig Literatur, som ikke kan faas paa Statens Biblioteker, jeg vil eksempelvis nævne geografiske Værker, Rejseskildringer og den Slags. De Bøger er nu gerne udenlandske. Paa dansk findes der næsten ingen moderne populær geografisk Literatur. Svenskerne er mere med.

- Hvilke skønliterære Forfattere læses mest?

- Andersen-Nexø, Jeppe Aakjær, Thomas Olesen Løkken, Johs. V. Jensen, Bergstedt, Gyrithe Lemcke, Maric Bregendahl, Sigrid Undset og Selma Lagerløf. Af "Pelle Erobreren" har vi 150 Eksemplarer, og de cirkuler stadig.

- Thomas Olesen Løkken og Marie Bregendahl? Københavnerne interesserer sig altsaa for Hjemstavnsliteratur?

- Nej, det er skam ikke de indfødte Københavnere, der læser Hjemstavnsforfatterne, - det er de indvandrede. Tænk, hvor mange Jyder, der er i København ... De er forresten ogsaa stærkt interesserede i Topografi og Lokalhistorie. Vi maa købe alle Amternes historiske Aarbøger.

Bibliotekerne og Boghandlerne.

- Der er dem, der paastaar, at Bibliotekerne skader Boghandlerne.

Jeg tror ikke, Bogsalget lider noget Afbræk ved Bibliotekernes Virksomhed. De, der vil læse det nyeste, kan ikke vente, og har altsaa ingen Fordel af Bibliotekerne, - der gaar nemlig gerne en 2-3 Maaneder, inden vi kan udlaane de nye Bøger. Og det Antal Eksemplarer vi køber, er alt for ringe til at kunne tilfredsstille Efterspørgslen. Hvad tror De, at de 100 Eksemplarer, vi har af "Kirsten Lavransdatter" forslaar? Hele Kvindeverdenen vil læse den Bog ...

- Forfatternes 5 Øre spøger stadig!

- Ja - Forfatterne overser, at Bibliotekterne ikke har nogen Indtægt ved Bogudlaanet, og slutter, at naar Restaurationsmusik kan lægge Penge i Restauratørernes Lommer, saa maa Bogudlaanet ogaa kunne være indtægtsgivende. Men Bibliotekerne her er jo ikke Lejebiblioteker. Forfatterne maatte hellere slutte fra Forholdet med Kunstnerne, der har solgt Billeder til Gallerierne, - de maa jo nøjes med den Betaling, de en Gang har faaet. Og Kunstmuseet tager dog Entre.

Indførelsen af 5 Øresafgiften vilde bare betyde, at de Forfattere, der tjener godt i Forvejen, vilde faa flere 5-Ører, mens de, der hverken sælges eller udlaanes i større Grad, ikke vil de vinde noget videre. Maaske kunde man tænke sig en kollektiv Fordeling. Men vil de, der tjener godt, være glade for at afstaa noget til dem, der har smaa Indtægter. Forfatterne er vist ikke anderledes paa det Punkt end andre Mennesker. Forresten er der mange Forfattere, der er glade for Bibliotekerne. Vi bliver tidt ringet op af Skribenter, som spørger os, hvorfor vi ikke har skaffet deres Bøger ... Og efter vor Mening er Bibliotekerne i Virkeligheden rene Reklameanstalter for Literaturen. Her lærer Folk Bøger at kende og faar Lyst til at danne private Bogsamlinger.

Storbyen er en Heksekedel.

- Er Aaandskulturen i Tilbagegang eller hvad?

- Man kan ikke sige, at det moderne Liv gaar i Dybden. Storbyen er en Heksekedel, der tvinger Folk til at hvirvle rundt ... Man spreder sig for meget. Men ikke desto mindre er der mange Mennesker, der har opdaget, at virkelig Uddannelse kræver Fordybelse. Og vil man danne sig nogen rigtig Mening om Kulturens Stade i Øjeblikket, saa maa man ikke glemme at tage i Betragtning, at helt nye Folk er kommet med, Samfundslag, som tidligere var helt udenfor det kulturelle Liv. Det giver sine Udslag. Forresten maa vi sige, at da de aandelige Værdier ikke kan vejes, bliver det altid noget af en Smagssag, om det Hele er værre eller bedre ...

Men, siger Stadsbibliotekaren til Slut, - De har jo helt glemt at spørge om Læsesalene! De besøges i Aarets Løb af 420,000 Mennesker, der læser Faglitteratur, Tidsskrifter og Blade ...

Steen.

(Aftenbladet (København), 23. november 1929).