Mordforsøg og Selvmord! (Efterskrift til Politivennen)

En ung Pige, Astrid H., har i Forgaars Aftes skudt paa en i Turesensgade boende Bogholder uden at træffe ham og derpaa skudt sig selv en Kugle gennem Brystet.

Hun har indtil for 2 Maaneder siden været Tjenestepige, men var nu hjemme hos Moderen, der har Middagsabonnement. Hun gjorde Bogholderens Bekendtskab en Aften paa Gaden og har i den senere Tid, navnlig tilskyndet af Moderen, søgt at holde Bogholderen fast i Forholdet. Moderen forfulgte Bogholderen paa Gaden, satte Sedler med lidet smigrende Indhold paa hans Dør og tilskrev ham Truselsbreve. Tilsidst meldte han hende til Politiet.

Dette undersøgte Sagen og gav Fru H. en skarp Advarsel om at lade Bogholderen være i Fred. Fra den Tid forsøgte hun at føre Datteren i Ilden og i Forgaars Aftes Kl. 6½ kom denne hjem i Bogholderens Bopæl, var overordenlig ophidset og stillede nogle Krav, nærmest af pekuniær Natur, som hendes Kontrapart ikke vilde opfylde. I samme Øjeblik hun fik hans Svar, trak hun en Revolver op af Lommen og fyrede et Skud af imod ham. Kuglen foer tæt forbi hans ene Arm og ind i en Dragkiste. Med et Udraab vendte hun derpaa Vaabnet imod sig selv og trykkede løs. Kuglen trængte ind i den nederste Del af Brystet og har gennemboret Leveren, hvor den sandsynligvis sidder endnu.

Der blev straks hentet en Læge, som lod hende indlægge paa Kommunehospitalet. Hun var ved Indlæggelsen i stærk lidende Tiland, men efter en kraftig Morfinindsprøjtning sov hun om Natten, og ved Lægeundersøgelsen i Gaar mentes det, at hun kunde være helbredet om tre Uger.

(Social-Demokraten 21. december 1892).

Astrid blev udskrevet fra hospitalet i slutningen af januar 1893. Kuglen lykkedes det ikke at fjerne. Ved samme lejlighed bemærkede Social-Demokraten at hendes mor sagde at hun hverken havde forsøgt pengeafpresning på ham eller skudt på ham.

Ligbrænding og Præster. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen om ligbrænding kom herefter i Højesteret i januar 1891. Her kom det frem at Sundhedskollegiet tilrådede at imødekomme foreningens andragende. Denne blev sendt til udtalelse hos biskopperne, og Kultusministeriet underkendte herefter Sundhedskollegiets udtalelse, der frarådede regeringen at imødekomme foreningens bestræbelser og henviste til de sundhedsrisici der var ved de eksisterende kirkegårde. Blandt argumenterne fra biskopperne var bl.a. at det var imod de kristne traditioner, det var hedenskab, og ville imødekomme "fritænkeriske bevægelser". En undtagelse var provst Skat Rørdam som ikke kunne se hvad der skulle hindre de der ønskede at blive brændt, i at gøre det. Under retssagen nævnte Justitsministeriet den kattelem at ligbrænding kunne foregå hvis der var en lov om det. 

Og det var præcis hvad der skete med den første ligbrændingslov 1. april 1892. Efter loven kunne alle over 18 år, der er ved deres fulde fornuft, beslutte at de ville brændes den dag, de døde. Det var dog et krav, at ønsket skulle nedskrives i et testamente og at liget blev lagt i en tilloddet zinkkiste, før det blev brændt. Loven tillod præster i den danske folkekirke at nægte at være til stede ved højtideligheder, hvor der skulle finde ligbrænding sted.

Ligbrændingen og præsterne.

Kultusministeriet har den 5. d. m. udstedt følgende cirkulære til biskopperne:

Med hensyn til den den 1. april d. å. emanerede lov om ligbrænding finder ministeriet sig foranlediget til at anmode Deres højærværdighed om behagelig at ville henlede stiftets gejstligheds opmærksomhed på at det er en selvfølge at så længe der ikke er meddelt nogen forandret bestemmelse i den henseende, vil folkekirkens præster fremdeles som hidtil savne hjemmel til uden særlig bemyndigelse at udøve nogen funktion ved lejligheder hvor lig er bestemt til at brændes eller hvor asken af brændte lig skal begraves på kirkegården eller hensættes i dertil indrettede rum. Idet sådan medvirken hvor præsten måtte være villig til at udøve den, således ikke er tilladt ifølge nogen almindelig regel, må vedkommende være henviste til i påkommende tilfælde at ansøge om særlig tilladelse dertil fra dette ministerium.

(Dagbladet (København), 14. december 1892).

Den første lovlige ligbrænding på landets første krematorium på Frederiksberg i København var chefen for Rigsdagens Bureau, David Dessau (1819-1893). Han døde i januar 1893, men aviserne nævnte dog ikke at han skulle brændes. 

Præsters medvirken var uklar, og derfor blev reglerne for gejstlig medvirkning klarlagt i 1894: Præster måtte foretage jordpåkastelsen i afdødes hjem eller i en kirke, hvorefter kisten blev oversendt til kremering. Det var udtrykkeligt forbudt for præster at virke i krematoriet eller ved urnenedsættelsen. 

5. januar 1897 kunne Dagens Nyheder meddele at krematoriet ved Nordre Fasanvej i 1896 havde foretaget 21 ligbrændinger, og i alt siden lovliggørelsen var der foretaget 58 ligbrændringer. Krematoriet var blevet udvidet med en forsamlingssal til 100 personer.

Fra 1910, blev det tilladt præster at virke i krematoriet, forudsat der var indrettet et kapel til formålet, men af hensyn til samvittighedsfriheden var det ikke en pligt for præster at medvirke og modstanden i gejstligheden var stadig betydelig. I 1914 foretoges kun 230 ligbrændinger i Danmark, tre fjerdedele med gejstlig deltagelse. I dag kremeres godt fire ud af fem døde.

Se endvidere Helle Blomquist: Aktivister for ligbrænding : En studie i ligbrændingslovgivningens tilblivelse. Historie, 1998 1, s. 67-90.

Ildebrand paa Frederiksberg Alle. (Efterskrift til Politivennen)

Katastrofen paa Frederiksberg.

X Kjøbenhavn, d. 10. Decbr.

I Mands Minde har ingen stor Ulykke fremkaldt en saadan Bestyrtelse i Kjøbenhavn som den Brand, der i Nat lagde en Arbejderkaserne paa Frederiksberg i Aske, beredte syv Mennesker en kvalfuld Død, saarede en Mængde andre og ruinerede en Snes Familier.

Paa Falkoneralleen Nr. 94 har Snedkermester Holm et Finérskjæreri, en Villa, hvori han selv bor, og en Mellembygning, der ved en Brandmur tværs igjennem er delt i to særskilte Dele, som hver især er indrettet til 2 Værelsers Lejligheder og bebos af Arbejderfamilier. I begge Ejendomme findes baade Hovedtrappe og Køkkentrapper. Flere af Beboerne var ansatte i Holms Fabrik, hvorfra de hjembragte Høvlspaaner og andet Brændselsmateriale, som var ophobet i Kjælderrummene.

Her var det, at Ilden opstod ved 2- Tiden i Morges og blev opdaget af - en Hund, hvis rasende Gjøen tilkaldte en Politibetjent. Denne allarmerede strax Brandvæsenet, som imidlertid viste sig daarligt udrustet. Da Sprøjten ankom, havde Ilden allerede bredt sig over hele Bygningen, og saa skulde man endda først til at spænde Hestene fra for at løbe hjem til Stationen og hente den store Redningsstige. Imidlertid anrettede Ilden sit Ødelæggelsesværk med frygtelig Hurtighed.

Beboerne, som efter deres anstrængende Dagværk næsten alle laa i tung Sovn, fandt allerede begge Trappegangene spærrede af Ild og Røg, da de kom ud af Sengene.

Den Rædsel, der bredte sig iblandt dem, lader sig ikke beskrive. Fra Gaden var Brandfolkene Vidne til deres jamrende Nødraab oppe fra Vinduerne, uden at det var muligt at bringe Hjælp. Enkelte forsøgte at trænge sig frem gjennem de brændende Trapper, men maatte hurtigt vende om og søge Frelse gjennem Vinduerne. Mange sprang ned og kom til Skade i Faldet; andre lykkedes det at komme uskadte til Jorden. Omsider fik man bragt Stiger til Veje, og baade Brandfolk og andre behjærtede Mænd vovede med største Udholdenhed og Mod Livet for at frelse saa mange som muligt.

Af de 24 Familier, der boede i Huset, og som tilsammen antoges at tælle omkring 60 Medlemmer, lykkedes det med uhyre Anstrengelser at frelse dem alle paa 7 nær. Saa godt som ingen af dem var iført andet end deres Natdragt, og de blev hurtigt anbragt dels hos nærboende Familier, dels hos en Restauratør, der viste dem stor Opmærksomhed.

Oppe paa Kvisten boede en 31-aarig Enkemadam Trepsen tilligemed sin 75-aarige Moder, Madam Neermann og sine tre smaa Børn, en 12-aarig Pige og Drenge paa henholdsvis 11 og 4 Aar. Den gamle Kone og Børnene antoges hurtigt at være bleven kvalt af Røgen; Madam Trepsen derimod naaede frem til Kvistvinduet, og herfra saa de rædselsslagne Tilskuere hende styrte sig ned og knuses mod den frosne Jord. En Søstersøn af hende, den 21-aarige Brolægger Jensen Neermann, der boede i samme Lejlighed, indbrændte ligeledes.

Det syvende Offer var en Snedkersvend Haagensens Kone. Haagensen havde først søgt at trænge sig ned ad Trapperne med sin Kone ved Haanden, men da dette viste sig umuligt, vendte han tilbage til sit Værelse, for at slippe ud af Vinduet. I Forvirringen havde Konen sluppet hans Haand og er faldet om paa Trappen, hvor man i Formiddags fandt hendes forkullede Lig. Haagensen frelste derimod Livet ved sit Spring ned i Gaarden.

Ligene af de andre indebrændte Personer, som man har fundet i Løbet af Dagen, var alle i den Grad fortærede af Flammerne, at de var ganske ukjendelige.

Et sandt Heltemod udviste en Arbejdsmand Niels Petersen under Redningsarbejdet. Han boede paa første Sal og frelste hurtigt sin Hustru og sine Børn. Derefter lykkedes det ham ved Hjælp af Brandstigen at frelse en Familie, som boede paa 3. Sal. For 3die Gang ilede han op i den brændende Bygning, stadig i det blotte Linned, krøb ud paa de hede Tagsten, huggede Hul i Loftet og frelste fra en Kvist en Enke med to Børn, som han maatte trække hen over Taget ved Hjælp af et Reb. hans modige Færd vakte den største Beundring.

Hvorledes Ilden er opstaaet, har man endnu ikke kunnet faa oplyst, men den almindelige Anskuelse er, at den er paasat. Hvis saa er, har Forbryderen faaet et tungere Ansvar, end han vist havde tænkt sig. Paa den anden Side syntes Faren for, at mange Mennesker maatte indebrændes, at være saa øjensynlig, at man vanskeligt kan tænke sig, at Nogen kan være djævelsk nok til at iværksætte en saadan Mordbrand.

Naturligvis havde faa eller ingen af de fattige Mennesker assureret, og Ulykken rommer dem dobbelt haardt midt i Vinterens Hjærte.

(Aarhus Amtstidende 12. december 1892).

Ejendommen nr. 94 lå på Falkoneralle mellem Rolighedsvej og Ladegårdsåen. Den bestod af et forhus og et baghus med 4 etager foruden kælder og kvist. Ved siden af lå et træskæreri. Det hele tilhørte snedkermester L. R: Holm. Bagbygningen var beboelse, små 2-værelses lejligheder hvor der boede fattige familier. I kælderen var oplagret brændsel m. v. Frederiksberg Socialdemokratiske Forening indkaldte til et møde på Vodroflund den 11. december 1892. Salen til 1.000 mennesker skal have været overfyldt. Blandt talerne var A. C. Meyer, Jeppesen Borgbjærg, 

På mødet blev der vedtaget en resolution (se Social-Demokraten 13. december 1892):

Taleren stillede derpaa, som frederiksbergsk Borger, følgende Resolution:

En Forsamling af over 1000 Arbejdere og frederiksbergske Borgere, samlede paa Vodroflund Dagen efter den forfærdelige Brand i Falkoneralleen, udtaler sin sorgfyldte Harme over at 7 Menneskeliv er gaaet tabt, som sikkert kunde være reddet, hvis Brandvæsenet havde været i Orden, og opfordrer Frederiksberg Kommunalbestyrelse til ufortøvet at reformere sit eget Brandvæsen og samtidig tilvejebringe en organisk Samvirken med Københavns.

Forsamlingen opfordret endvidere den samme Kommunalbestyrelse til at underkaste Kommunens Beboelsesforhold en grundig Reform og til i højere Grad end hidtil at varetage den store og stadig voksende Arbejderbefolknings Tarv.

Forsamlingen bemyndiger Bestyrelsen for Frederiksberg socialdemokratiske Forening til at overbringe Kommunalbestyrelsen denne Resolution og til at anvende de ved dette Møde indkomne Penge til øjeblikkelig Hjælp for de Brandlidte.

Foreningen indsamlede 647 kr. til de 21 brandlidte familier

Branden paa Frederiksberg.

Som naturligt er, 'har den ulykkeligt Brand i Falkoneralleen sat Sindene i en usædvanlig hæftig Bevægelse, der dels giver sig Udslag i Forbitrelse mod den velstaaende, men gjerrige Frederiksberg'ske Kommune, dels i en velvillig Imødekommenhed mod den Appel til Godgjørenheden, som er fremkommen baade fra Bladenes Side og fra en særlig Komite. Der er allerede nu indkommet 5-6000 Kr. til de brandlidte, og saa vidt det kan skjønnes, vil det lykkes fuldt ud at gjenoprette den materielle Skade, Branden har anrettet. En Mængde af Bidragyderne forlanger udtrykkelig, at deres Gave eller en Del af den skal tilfalde den modige Arbejdsmand Niels Petersen, der reddede saa mange, og som endnu langtfra er helbredet for sine Brandsaar. Forhaabentlig vil rette vedkommende sørge for, at han faar den Redningsmedaille, han ærlig har fortjent. Foreløbig har Kongen hædret ham ved at kalde ham til Audiens i Dag og give ham en Sum Penge samtidig med, at Majestæten i anerkjendende Ord roste hans Optræden.

De forulykkede Mennesker vil blive begravede fra Frederiksberg Kirke paa Søndag.

(Aarhus Amtstidende 15. december 1892).

Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

Mødet den 15 December.

Formanden meddelte - udenfor Dagsordenen - , at der til Kommunalbestyrelsen var indløbet en Resolution, som Dagen efter Branden i Falkeneeralleen var vedtaget paa et Møde paa Vodrofslund af Arbeidere paa Frederiksberg, og som bl. a. indeholdt en Opfordring til organisk Samvirkning med Kjøbenhavns Brandvæsen med forskjellige gode Raad. Formanden oplyste i Anledning af den omtalte Brand, at Brandinspektøren havde afgivet en Beretning. Denne gjorde først Rede for Ildebrandens Opkomst og Udvikling og for de lokale Forhold paa Brandstedet. 

Om Bygningsforholdene var det af Bygningsinspektøren oplyst, at Bygningen i Aaret 1884 var blevet opført i Overensstemmelse med den da gjældende Bygningslov; den kunde endnu opføres baade paa Frederiksberg og i Kjøbenhavn. Den eneste Forskjel mellem den nugjældende Byggelov for Frederiksberg og Kjøbenhavn var, at paa Frederiksberg kunde man nu kun opføre fem, i Kjøbenhavn sex Etager. Der kunde ikke Indvendes Noget imod Trappernes Beliggenhed. 

Brandvæsenet var blevet allarmeret Kl. 2,28 Min., og Sprøiten var kommen til Brandstedet 7 1/4 Min. senere. Brandinspektøren var mødt Kl. 2.50, Politiet Kl. 2.40 eller saa. Det var konstateret, at de 7 omkomne Personer vare omkomne, inden Brandvæsenet var kommet til Stede. Taleren meddelte en Del Oplysninger fra Politiforhørene. Det oplystes, at Enken Jepsens Slægtninge vare omkomne, inden Brandvæsenet var ankommet, og at hun ligeledes havde styrtet sig ud inden dette Tidspunkt. Dette var forklaret af to af de reddede Personer og af tilstedeværende Vidner. De syv omkomne Personer vare utvivlsomt omkomne inden Brandvæsenets Ankomst. Om de omkomne Personer vare kvalte i deres Senge eller paa anden Maade omkomne, havde ikke kunnet oplyses. Altsaa, Ulykken var skeet, inden Brandvæsenet kom til Stede. Da det var kommet til Stede, havde det reddet alle de andre Personer undtagen Enken Nielsen og hendes tre Børn. Disse Personer bleve reddede af Arbeidsmand Niels Sirenius Petersen, Vævermester Jensen, Uhrmager Johansen, Overpolitibetjent Christensen og Brandassistent Tullin. Der var nogen Uenighed mellem vidnerne om den Del, flere af de Hjælpende havde havt i Redningsarbeidet for den nævnte Families Vedkommende. Brandmand Jessen havde været behjælpelig med at frelse andre Beboere, ved Hjælp af Krybestiger, som gjordes fast i Nederetagens vinduer og førtes op til den øvre Etage. 

Den Brandmand, som var kommet til Skade, havde havt dette Uheld ved Rydningsarbeidet. Brandinspektør Brodersen havde givet nærmere Oplysninger om Redningsarbeidet. Redningsstigen var bleven anskaffet i Aaret 1887 af hans Forgænger, og denne havde i sin Tid gjort opmærksom paa, at der behøvedes Heste, for at den kunde være fuldt nyttig. Naar den denne Gang blev hentet, var det for at hjælpe til ved Slukningsarbejdet. Fra Kjøbenhavn var der indhentet Oplysninger om Redningsstigernes Anvendelse. Der kunde ikke rettes Bebrejdelser mod Autoriteterne herude; Brandvæsen og Politi havde gjort sig fortjente til særlig Roes. Mange havde gjort sig fortjente til Roes. Retfærdighed bød at tilføie, at Niels Petersen ikke havde været ene om sit Redningsarbejde. Vævermester Jensen og Uhrmager Johansen samt Overpolitibetjent Christensen og Brandassistent Tullin havde tilligemed Brandmand Jessen fortjent lige saa megen Roes. Brandvæsenet var mødt i Tide og havde benyttet sit Materiel paa bedste Maade. Det var fuldstændig grebet ud af Luften, at Frederiksberg Brandvæsen med Villie havde undladt at tilkalde Kjøbenhavns Brandværn, for at dette ikke skulde faa Del i Æren for Redningsarbeidet. Redningsstigens Fraværelse havde ikke hindret Redningen af noget Menneskeliv; den havde høist kunnet lette Redningen af dem, der bleve frelste. Da Redningsstigen blev kaldt til, var det væsenlig af Hensyn til Slukningsarbeidet. Redningsstigen kunde skaffes til Stede mellem 10 og 15 Minuter, efterat Brandvæsenet var blevet allarmeret. 

Det var ubeføjet i Almindelighed at sige, at en Institution var uforsvarlig, fordi der ved en Leilighed viste sig et Hul. Selv om en Mangel fremkaldte et Uheld, var det forhastet at sige, at Institutionen var Skyld deri. Det var lettere at være bagklog end forklog. Hvad man bebrejdede Frederiksberg Brandvæsen i dette Tilfælde, var ubeføjet. Det var efter hans Skjøn meget uberettiget, at man vilde sammenligne Kjøbenhavns og Frederiksbergs Institutioner og rette Bebrejdelser mod den sidste Kommune. Man rettede ikke saadanne Bebreidelser mod andre Kjøbstæder, end mindre mod Uttersløv og Sundbyerne; det gik med Urette altid ud over Frederiksberg Brand. Inspektøren havde indhentet Oplysninger fra Odense, som var en Fremskridtsby men der vare Forholdene ganske anderledes tilbage end i Frederiksberg. Kommunens Brandværn stod ikke i Høide med Kjøbenhavns, men det var ikke provinsielt.

Ogsaa paa andre Omraader blev der fældet lige saa ubeføiede Domme. Dette gjaldt saaledes Hospitalsvæsenet. Frederiksberg havde sin Skyld deri; man gjorde sig Umage for at følge med, men man tog ogsaa et Hensyn til Skatteyderne. Der havde aldrig været fremsat Forslag om at holde Heste til Redningsstigen, men nyttigt og betryggende vilde det være at have Heste og Folk og han skulde stille Forslag derom. Men selv om man fik dette ordnet, havde man ikke dermed naaet fuld Betryggelse. En Mangel var det, at de Øverstbefalende ikke kunde komme saa tidligt som i Kjøbenhavn, men her havde man da ogsaa først i den allersidste Tid naaet saa vidt. Frederiksberg kunde med sine smaa Forhold ikke holde Dampsprøite. Man havde søgt at gjøre Fremskridt ogsaa paa dette Omraade med berettigede Hensyn til andre Forhold. 

Det var ubeføiet at bebreide Kommunens Brandvæsen Noget, naar det dog var det næstbedste i Landet. Andre Kommuner havde lige saa høie Bygninger. Saalænge Kommunen var selvstændig, var det naturligt at det ikke gik ind under Kjøbenhavns Brandvæsen, men beholdt sine egne Institutioner. Han rettede en Tak til hele Brandmandskabet, fra de høieste til de laveste, og henvendte særlig denne Tak til de nævnte Brandmænd. Han foreslog, at Politimesteren og Taleren fik Bemyndigelse til at udbetale Brandmandskabet en Pengebelønning, og at Brandkornmissionen blev opfordret til at tage Brandvæsenets Ordning under Overvejelse. Det maatte antages, at al Nød vilde blive afhjulpet ved den private Hjælp. Resolutionen fra Vodrofflund var overflødig og ubeføiet. Om Bygningernes Indretning kunde Kommunalbestyrelsen ikke bestemme noget; det var, som bekendt, en Lovgivningssag. Det var givet, at de Kvarterer, som i den nyere Tid vare byggede for Arbeidere herude, vare bedre og sundere end f. Ex. Bygningerne i Sidegaderne til Vesterbro. Den allerstørste Del af Formue- og Leilighedsskatten blev anvendt netop til Fordel for den arbejdende Befolkning. Han afviste den Bebreidelse, som laa i Resolutionen, og de Anker, som i Øieblikkets Lidenskab og Sorg vare blevne rettede mod Frederiksbergs Institutioner.

Formandens Forslag blev derefter enstemmig vedtaget.

- - -

(Dagens Nyheder 16. december 1892. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Katastrofen paa Frederiksberg.

X Kjøbenhavn, den 18. Decbr.

Ofrene jordes.

De syv Ofte for Branden paa Falkoneralleen blev i Middags jordede paa Fasankirkegaarden efter forudgaaende Gudstjeneste i Frederiksberg Kirke. Som det var at vente, havde Tusender af Mennesker trods Storm og Slud givet Møde. Imponerede denne Jordefærd end ikke ved noget glimrende Følge eller ved pragtfulde Kranse, saa viste den dog, hvor dybt denne Ulykke havde grebet Befolkningens brede Lag. Det var en Arbejderbegravelse i stor Stil, uden Pomp og Pragt, men med dyb Følelse af Højtidelighedens gribende Betydning.

I Frederiksberg Kirke var der fuldt fra Gulv til Loft i samme Øjeblik, som Dørene aabnedes. Flere Timer i Forvejen var Folk strømmet til i tætte Skarer, saa at Kirkegaarden tilsidst maatte afspærres. I lange Rækker stod de opstillet udenfor kirkens Port, indtil Højtideligheden kl. 12½ begyndte. Til Beboerne af den brændte Ejendom og de Afdødes nærmeste Slægtninge var der reserveret 70 Pladser i kirken.

Kl. 12 blev de fem Kister - de tre Børn laa i en kiste - baaret ind i kirken gjennem den store Forsamling, som blottede Hovederne. Alle kisterne opstilledes foran Alteret og rundt omkring dem havde de Afdødes Slægtninge Plads.

Midt i kirken opplantedes to Fagforeningsfaner - Savskjærernes og Hattemagernes - samt to Dannebrogsfaner; alle disse Faner var floromvundne. En Æresvagt dannede Hattemagerne med floromvundne Marskalstave. Den gamle Enkemadam Neermanns Ægtefælle har nemlig i sin Tid været en bekjendt Hattemager. Savskjærerne var mødt for at hædre Haagensens Hustru, idet Haagensen, der ved Branden blev forbrændt i Ansigtet og endnu i Dag gik med Bind om Næsen, tilhører dette Fag.

Som Repræsentant for Frederiksberg kommune var kommunalbestyrelsens Formand. Højesteretssagfører Asmussen, mødt.

Efter at en Sangforening havde afsunget "Lær mig, o Skov, at visne glad", holdt Pastor Ewaldsen Talen: "De knuste Hjærter føler bedst, hvad denne store Julefest, for Glæde har at bringe". Saaledes staar der i Julesalmen, som vi allerede havde begyndt at nynne paa, da den store Ulykke hændte. Den minder os om, at samtidig med, at der er Sorg og Trængsler her nede paa Jorden, er der et Liv i evig Glæde blandt Himlenes Hærskarer.

Tanken om, at vi er bleven skilt fra vore kjære, viger Pladsen for den straalende Vished om, at de er gaaet ind til det evige Liv. De er ikke døde, men levende. Vi er kun skilte for en Stund for at mødes igjen.

Det var syv Sjæle, der saa brat blev kaldt bort fra Slægt og Venner. Her sidder en Ægtemand, hvis Hustru maatte forlade ham kort efter, at hun blev forenet med ham. Nu maa han holde sin Jul alene, medens hans Hustru holder Jul med Vorherre. Her hviler en gammel Enke, prøvet i Slid og Møje; hun havde ingen anden Verden end den Stue, hvori hun levede og trofast opfyldte en Bedstemoders Gjerning. Her hviler en ung Mand, som kaldtes bort i Ungdommens Vaar; han var brav og dygtig og havde intet højere Ønske end at vise, hvad han kunde udrette med sine flittige Hænder. Og her hviler Enken, hende som jeg kjendte bedst af dem alle, hende, som stred og stræbte for at give sine Børn den bedste Opdragelse og ikke havde anden Tanke end de smaas Vel. Hele sit Liv var hun ligesom forfulgt af Uheld; den ene Prøvelse rakte saa at sige den anden Haanden. Men der var ogsaa mange, der gjerne vilde hjælpe hende, thi hun gjorde næsten det umulige muligt. Endnu Aftenen for den frygtelige Brand kom hun til mig, og det var som sædvanlig for Børnenes Skyld. Hun vilde vide, om min Hustrus Bortgang for kort Tid siden havde gjort nogen Forandring i den sædvanlige Juleglæde for de fattige. Og da jeg fortalte hende, at hendes Børn ligesom tidligere skulde fejre en glad Jul, gik hun fra mig med et straalende Ansigt. Ingen af os anede, at før Solen atter oprandt, skulde hun og hendes Børn være gaaet gjennem Dødens mørke Port.

Det er en mægtig Advarsel til os om altid at være beredt, og i din Haand, Herre, ligger jeg disse Dødes Sjæle. Ingen af dem, der hviler her, har mig bekjendt, vendt sig fra Korset. Derfor kan jeg trygt bede for dem og befale dem i Herrens Varetægt. Lad dem hvile vel i din Favn, kjære Herre! Se til den efterladte Ægtemand; besøg ham og lad ham fornemme, at Du ikke har glemt ham. Her gik en hel Husstand bort, men giv Slægt og Venner Naade til at paa, at de er gaaet bort til Lyset og Klarheden. Giv os alle Naade til, at vi ikke forgjæves har været samlede her i denne korte Stund, saa at vi kan sige med Salmen: "Og blændes end min Frydesang med Graad og dybe Sukke, saa skal dog Korsets haarde Tvang mig aldrig Munden lukke. Naar Hjærtet sidder mest beklemt, da bliver Glædens Harpe stemt, at den kan bedre klinge, og knuste Hjærter føle bedst, hvad denne, store Frydefest for Glæde har at bringe". Amen !

Talen gjorde et saa overvældende Indtryk, at det undertiden næppe var muligt at høre Præstens Ord gjennem den højlydte Graad og krampagtige Hulken.

Et Damekor afsang nu "Med Sorgen og Klagen hold Maade", hvorefter Kisterne bares ud til de fem Ligvogne, som langsomt kjørte den lange Vej til Fasankirkegaarden, fulgt af et Følge paa 2-3000 Mennesker. Tusinder stod opstillede langs den Vej, som Toget passerede. Ude paa Kirkegaarden var der gravet to Grave, en mindre for Madam Haagensen, og en stor og meget dyb for Familien Neermann, til hvilken Broligger Peter Jensen ogsaa hørte.

Medens Kisterne bares gjennem Mængden, blottede alle Hovedet, og under Nedsænkningen i Graven udførte et stort Musikkorps en Koral, medens Fanerne sænkedes over Graven.

Jordpaakastelsen forrettedes af Pastor Bülow, der i faa, men gribende Ord mindedes de ulykkelige Ofre for Branden. Vi andre burde dog ikke beklage dem, som Vorherre nu havde kaldt op til sig for at fejre Julen med ham.

Da Børnenes Kiste nedsænkedes, erindrede han om Jesu Ord: Lader de smaa Børn komme til mig! Han takkede alle de mange Mennesker, der havde vist Deltagelse i de Efterladtes store Sorg. og sluttede hver Jordpaakastelse med Ordene: Herren være med Dig i sit Himmerige!"

Dermed var den gribende Højtidelighed til Ende, og Mængden forlod langsomt Kirkegaarden.

(Aarhus Amtstidende 19. december 1892).

Branden paa Frederiksberg. Der er nu endelig - ved Overenskomst mellem de Brandlidte paa Frederiksbjerg og Indsamlingskomiteen - taget Beslutning om Anvendelsen af de 13,000 Kr., som i Løbet af et Par Dage indkom til Beboerne af den nedbrændte Ejendom i Falkoneralleen. I Brandskade og som Erstatning for det ved Arbejdsløshed og paa anden Maade fremkomne Tab udbetales der i alt 8300 Kr. til de brandlidte, og dermed er disse særdeles fornøjede. Resten vilde Komiteen gjærne anvende til Juleglæde for andre Fattigfolk paa Frederiksbjerg, og disse kunde vel ogsaa nok trænge dertil; men dette protesteredes der imod fra alle Sider. Folk havde jo skjænket Pengene netop i dette specielle Øjemed, og man kunde af Hjærtet unde de brave Redningsmænd en klækkelig Belønning. Til Niels Petersen var særlig indkommen 750 Kr., og disse Penge kunde man naturligvis ikke forholde ham. Men der var fire andre, Brandassistent Holm, Væver Jensen, Uhrmager Johansen og Overbetjent Christensen, der havde været lige saa ivrige til at frelse deres Medmennesker, og de fik da tilkjendt hver 500 Kr. Tre andre, som ogsaa havde vist Mod ved denne Lejlighed, fik hver 200 Kr. Efter at Begravelsen er betalt og nogle andre Udgifter afholdte, bliver der saa kun et Par hundrede Kroner tilovers. Niels Petersen har desuden faaet sin Sølvmedalje, efter at en omhyggelig Undersøgelse har vist, at han ærlig fortjente den.

(Aarhus Amtstidende 24. december 1892).

Skarp lud. (Efterskrift til Politivennen)

En tysk lov mod bøller

Der et som bekendt endnu små kvarterer her i byen som fredelige folk ikke gerne vover sig ind i, mindst ved nattetid. Der er smågyderne på Christianshavn, et par gader ude i Adelgadekvarteret og først og fremmest Brøndstræderne og Vognmagergade. Da historier om overfald på sagesløs mand, slagsmål med knive og soutenørspeklakler der så at sige daglig er til behandling oppe i den offentlige ret, vidner højt nok om hvor berettiget denne frygt er.

Men ret beset er det dog i grunden vanvid at man så at sige ganske roligt lader en halv snes banditter som "den dovne Dreng", "Peberbøssen" og hvad andre smukke navne disse celebre herrer har, gøre et helt kvarter usikkert. For hvad er det vel for straffe, der rammer disse fyre - en mulkt og når det kommer højt noget vand og brød. Straffe, som i virkeligheden at forbryderne kun anser for at være en behagelig rekreation efter nogle ugers svir og leben. Hvor er det i grunden ikke parodi at tænke sig, at en af disse fyre omtrent bestandig underholdes af kommunen for at slå et af sine medmennesker  halvt ihjel engang imellem.

Der skal skarp lud til skurvede hoveder. Her i Aftenbladet har vi mere end en gang udtalt ønskeligheden af at disse herrer i stedet for fængsel fik nogle gode tørre prygl. I Tyskland lader man nu til at ville slå ind på systemet. I hvert fald er der i den tyske rigsdag i disse dage ad privat vej blevet indbragt et lovforslag som sigter i den retning.

Lovforslaget går ud på at bekæmpe den tiltagende usædelighed og råhed (Verrohung). Det fordrer et skarpere og strengere tilsyn med prostitutionen, ønsker virkningsfuldere forholdsregler mod det særlig i rigshovedstaden grasserende rufferi, vil have nøjere tilsyn med handelen og udbredelsen af utugtige billeder, lukkede viser og andre sjofle produkter og sætter endelig meget strenge straffe for overtrædelse af loven, straffe der for rufferi kan gå så højt som til bøder på 6.000 mark og 5 års tugthus.

For forbrydere, hvis bedrifter bærer særlig karakter af grov råhed foreslår lovforslaget nogle meget krasse straffe. For slagsmål med knive skal den skyldige straffes med vand og brød og de første 8 uger af hans fængselsstraf skal han endvidere straffes med hårdt leje, det vil sige om natten sove på en træbriks uden tæpper og uden at komme af klæderne. Overfald og angreb på sagesløs og værgeløs person straffes på samme måde, men der kan til det hårde leje tillige føjes legemlig straf, så og så mange slag tamp eller rotting i døgnet, alt at udmåle efter den mere eller mindre rå karakter, overfaldet har haft. Vi har den overbevisning, at det nok skal bide på fyrene. Det vil sikkert ikke smage dem at hvile en gennemhanket ryg på briksens hårde brædder.

Når man læser det tyske lovforslag igennem og ved, at det sikkert vil blive vedtaget, fristes man til at ønske en lignende lov hos os. Den ville virke magtig hen til fredeligere og mere trygge tilstande og forhold i de kvarterer, der nu er en skræk for fredelige folk. Og snart for politiet med.

(Aftenbladet, 10. december 1892).

Vand og Kloak i Utterslev. (Efterskrift til Politivennen)

Utterslev Marks Grundeierforening holdt i Aftes paa "Børsen" et Møde, som blev ledet af Lærer Henriksen.

Formanden for Foreningen, Hr. L. Rasmussen mindede om, at et Udvalg for et Par Aar siden var blevet nedsat i Anledning af Branden paa Louisevei. Denne Brand vilde sikkert have blevet høist uheldig, hvis Kjøbenhavns Brandvæsen ikke var kommet til Hjælp. Den Sprøite, man havde paa Utterslev Mark, passede ikke længere til Forholdene, da der nu var bygget høie Huse her. Sprøiten manglede Sugeværk og laa desuden afsides, næsten udenfor Distriktet og langt fra Mandskabet. Man havde ønsket disse Forhold ordnet og derhos krævet, at Sprøitens Betjening skulde forandres. Man kunde ikke forlange, at en Arbejdsmand, som havde travlt hele Dagen, skulde arbeide hele Natten. Paa den Maade blev der ingen Disciplin. Byrden burde flyttes fra Leierne til Eierne. Adskillige Huseiere boede udenfor Kommunen og var helt fri, og lige overfor bedre stillede Folk undsaa Brandfogden sig ved at kræve personligt Arbeide. Sogneraadet havde stillet sig uvilligt overfor disse Fordringer. Foreningen havde saa henvendt sig til Birkedommeren, som oplyste, at Sogneraadet havde forhandlet med Amtet, men Amtet havde stillet denne Sag i Bero. Der var desuden den Ulempe, at Vandforsyningen var høist uheldig. Der fandtes egenlig kun en righoldig Brønd, og den fandtes i en Fabrikants Gaard. Der var ikke et eneste offenligt Vandsted. De fleste Brønde vare saa fattige, at de ikke kunde taale at blive benyttede af Andre end Eieren. Baade af Hensyn til Brandfaren og de hygiejniske Forhold maatte man ønske en offenlig Brønd anlagt. Kloakforholdene vare maadelige, idet hver enkelt Eier havde sørget for sin Grund. Sundhedsforholdene krævede, at Kommunen lagde nogle Hovedløb; paa sine Steder vare Forholdene nu høist uheldige, idet Vandet blev staaende i Rørene Det var uheldigt, at Kommunen havde lagt en Afløbsgrøft, hvori man i længere Tid, i Nærheden af en hel Række Huse, kunde se en død Hund ligge. Distriktslægen burde ikke bo ved Nørrebros Runddel, men paa Utterslev Mark. Lignings- og Snekastningslisten samt Budgettet burde ikke fremlægges i Brøndshøi By, men paa "Børsen"; Flertallet af Beboerne havde jo deres Arbeide ikke i Brøndshøi, men i Kjøbenhavn

Sogneraadsformand, Propritær Thierry oplyste, at Sogneraadet ikke havde turdet indlade sig paa at give 2200 Kr. til en Sprøite med Sugeværk. Han ansaa ikke Sprøitens Beliggenhed for saa fjern; i alfald maatte Grundejerforeningen anvise Pladsen. Det vilde være meget vanskeligt og dyrt at grave artesiske Brønde gjennem Kridt- og Flintlaget; de hidtil gjorte Forsøg viste Vanskelighederne. Det var uheldig for Utterslev Mark, at den var halvt By, halvt Land. Et Forslag om at forhøie Hartkornsskatten med 50 pCt. vilde falde i Sogneraadet. Der blev nu svaret 60 Kr. pr. Td. Hartkorn; det var den høieste Hartkornsskat, som blev svaret, ja maaske i hele Danmark. Den Skat, der blev svaret af Utterslev Mark, stod ikke i Forhold hertil. Brønshøi Sogneraad havde altid stillet sig velvilligt til Andragender fra Utterslev Mark, særlig naar det gjaldt sanitære Forhold, og han havde personligt søgt at lægge Pres paa Beboerne for at faae sanitære Forholdsregler gjennemførte. Hvis Utterslev Mark vilde fremsætte positive Forslag til Forbedringer vilde det blive modtaget med Velvillie, men Buen maatte ikke spændes for høit med Hensyn til pekuniære Fordringer til Sogneraadet. Naar der ikke blev gjort Mere paa Utterslev Mark, var det, fordi Skatterne vare saa ringe. Der var skeet store Fremstridt i de sidste 15-20 Aar. Ulykken var, at man var begyndt uden Byggereglement m. m.

Formanden mente, at Sogneraadet burde kjøbe Plads til Sprøitehus i den bebyggede Del af Utterslev Mark. Kom en Epidemi, vilde det se sørgeligt ud. Det kunde gaa mange Næringsdrivende, som det nylig gik Eieren af den brændte Klædefabrik paa Bispebjergvei, Stansning af Fabriksvirksomheden og Ulykke for Arbejderne. Nu havde man Sprøjte for en Forms Skyld. Man havde tænkt sig at faa leiet Brandmandskab; Bekostningen herved burde lægges paa Grundeierne og Betalingen ydes i Timevis. Man burde muligvis ligesom Kjøbenhavn være fri for at hjælpe ved Ildebrande i andre Kommuner.

Thierry mente, at Klædefabriken paa Bispebjergvei vilde være brændt, selv om der havde været det bedste Brandvæsen. Fabriken havde selv intet Vand þ- hvad den brugte, hentede den fra Utterslev By - og havde ikke Udslukkende Bomber.

Dirigenten fremhævede, at det saae ud til, som om Sogneraadet ikke var uvillligt til at samarbeide mrd Grundarbeiderforeningen. Han foreslog at nedsætte et Udvalg, suppleret med et Par Sogneraadsmedlemmer. 

Thierry og Murermester Larsen mente, at Grundeierforeningen burde henvende sig til Sogneraadet. Den Sidste mente, at der Intet var at gjøre, saa længe der af 3-400 Mennesker ikke mødte mere end 3-4ved en Brand. Resten skulde man lede op. Foreløbig var Sprøjten god nok.

Brandfoged Olsen hævdede, at Sprøjten var rent umulig.

Fabrikant Ipsen opfordrede Grundeierforeningen til at tage Initiativet til Anlæget af en artesisk Brønd. Den kunde vel med Lethed skaffe 1500 Kr. Ved Talerens Fabrik var der for 750 Kr. anlagt en artesisk Brønd paa 93 Fods Dybde med et 3 Tommers Rør. Den gav l Td. Vand i Minutet. Hartkornet kunde ikke taale mere Byrde.

Formanden mente, at Kommunen havde visse Forpligtelser til Gjengjæld for den Skat, den fik fra Utterslev Mark.

Man forlod dermed Brand- og Vandvæsenet.

Thierry gik derefter over til at behandle Kloakvæsenet. Han indrømmede, at Forholdene vare uheldige. Man mærkede det paa Stanken fra Risterne. Men Sogneraadet var ikke ukjendt hermed og havde ogsaa ladet udarbeide en Plan samt andraget hos Amtet om et Bidrag paa 1000 Kr. Sogneraadet havde tilmed fremhævet, at Amtet havde sin Del af Brøden. Det gjorde ham ondt, at Beboerne havde maattet være med til at gjøre Forholdet værre, idet den aabne Grøft langs Bispebjergveien var bleven tilkastet og hver Grundeier havde lagt sin Kloakledning. Han fremhævede, at man kunde vente Koleraen til næste Aar, men udtalte det Haab, at maa til den Tid vilde have Forholdet ordnet. Det Bidrag, som der vilde blive krævet af en Huseier, 100 Kr. i ti Aar, var meget ubetydeligt, og det vilde lønne sig, fordi Grundeierne da vilde faa gode Leiere i Stedet for det Udskud, de fik fra Kjøbenhavn. Kommunen vilde ogsaa kunne staa sig, hvis den fik bedre Leiere. Han syntes godt om Alderdomsforsørgelsen, men desværre kostede den Kommune 4000 Kr. om Aaret. Derfor burde Eierne sortere Leierne, som kom fra andre Kommuner, cn lille Smule mere. Det havde været en stor Feil, at Kommunen i sin Tid havde tilladt Beboerne at bruge Vragrør og selv at lægge Kloakerne. Det straffede sig nu, Kommunen fik gode Rør for en billigere Pris, end Beboerne gav for Vragrør; Kommunen fik nemlig 35 pCt. Rabat og kunde skaffe Beboerne dem for samme Pris. Han fremhævede, at det var ubilligt, at Kommunen skulde yde noget Bidrag til et Kloakanlæg, for at en Mand, som havde givet 2000 Kr. pr. Td Land, skulde kunne faa 28.000 Kr. pr. Td De tidligere omtalte Lister skulde blive fremlagte paa Utterslev Mark. Lægespørgsmaalet var vanskeligt at berøre. Sogneraadet havde imidlertid forbeholdt sig, at Kommunelægen eventuelt skulde bosætte sig paa Utterslev Mark. Desuden var han jo hver Dag at træffe en Time paa Kommunekontoret.

Fabrikant Ipsen ønskede en Læge midt i Kredsen. Kommunelæge Schleisner havde boet i Befolkningens Midte og havt en Praxis paa 5000 Kr. Hans Efterfølger, Dr. Lassen havde faaet Tilladelse til at flytte ind til Nørrebro, hvad der havde været uheldigt.

Formanden udtalte sig i samme Retning. Han henledte iøvrigt atter Sogneraadets Opmærksomhed paa forskjeliige Mangler, som burde afhjælpes ved Raadets Hjælp.

Under Forhandlingen blev der gjentagne Gange og fra forskjellige Sider peget paa den Fare, som vilde true Utterslev Mark, hvis Koleraen ad Aare skulde vise sig.

(Dagens Nyheder 8. december 1892).

Det nye Almindelig Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

Det store Byggekomplex, der som bekjendt ligger ved Nørre Allee og oprindelig var bestemt til at afløse Ladegaarden, fik ved den nuværende Fattigborgermesters Initiativ en helt anden Bestemmelse. I Stedet for at huse Samfundets mindst heldige Individer, de mange yngre Mænd og Kvinder, der udgjør Ladegaardens Befolkning, kom dette Bygningscomplex til at yde Husly til Kjøbenhavns gamle, uformuende eller uheldigt stillede Borgere, fra de ældste indtil de yngste Led.

I Aaret 1886 begyndte Byggearbejdet og det kan egenlig ikke siges at være færdigt endnu. Beboerne ere flyttede fra de gamle, mindre heldige Bygninger i Amaliegade og rykket ind i nye, pæne Bygninger, der tilfredsstille alle mulige hygiejniske Krav.

Hvorledes var det gamle almindelige Hospithal, et Navn, som jo egenlig talt er mindre passende, med mindre man gaaer tilbage til Ordets oprindelige Betydning. Ventilationen var mangelfuld, og Bygningerne vare brandfarlige. Det gamle Hospital - 150 Aar er dets Alder - havde mange Etager, Vaskeri- og Økonomilejligheden var for lille. Man var f. Er. til sine Tider nødt til, naar man havde vasket hjemme paa Hospitalet, at ty til andre Anstalter for at faae Tøiet tørret, saaledes paa Ladegaarden. Det gamle Hospital havde endvidere fem Filialer, medens del nye kan nøies med en, den paa Vandløse Mark, som er bestemt for idiotiske Piger. Paa den gamle Anstalt fandtes Klosetterne paa selve Stuerne.

Den nye Anstalt, hvis Bygninger alle ere holdte i jævn Stil, solidt og tarveligt, men dog net udstyrede, har fyldestgjort alle de Krav, Nutiden stiller til Bygninger, der skulle huse gamle eller svagelige Folk. Ventilationen er for det Første fortrinlig. Mange af de gamle eller svagelige Mennesker ligge jo urenligt; hvorledes Forholdet i Virkeligheden er, skulle vi ikke komme nærmere ind paa. Vi nøies med at oplyse, at paa en enkelt Stue maa Linnedet skiftes fire Gange om Dagen. Men skjønt der kan være ti Mennesker paa en saadan Stue, er Luften dog ikke fordærvet.

Sunde, livskraftige Mennesker, hvis Stilling ikke netop fører dem i Nærheden af disse Forhold, ane ikke, hvor ulykkelige, ja forfærdelige Forholdene kunne være. Der ligger saaledes derude en stakkels Handelskontorist, værkbruden og hjælpeløs, i en Tilstand, som vilde gjøre ham til et Kors for sin Familie, hvis den skulde have ham i Hjemmet og blot yde ham den tarveligste Pleie. Ledegigt har gjort ham til et hjælpeløst, uhelbredeligt Vrag, og hver Morgen kræves der mindst en Times Pasning for hans Persons Vedkommende. Vore Læsere ville kunne skjønne, hvor megen Kjærlighed og Taalmodighed der her kræves fra Opsynets Side. Vi skulle tilføie, at den Sygepleierske, som passer ham, ved Flytningen fra det gamle Hospital gjorde særlige Anstrængelser for fremdeles at beholde Pleien af ham.

Bygningerne danne som nævnt et Komplex og rumme foruden Lemmernes Hjem Bolig for Inspektør og Funktionærer. Vaskeri o. s. v. Medens de Gamle tidligere maatte op i 5. eller 6. Etage, komme de nu høist taget op i 2. Etage. Vaskeriet er fortrinligt og vel enestaaende her i Landet. Tøiet - og man huske, hvilket Tøi der her ofte kan være Tale om - gaaer først i Blødekarret og derpaa i Dampkogekarret. Saa trilles det paa smaa, snilde Vogne til Vaskemaskinen og vaskes her i et Kvarter. Efterhaandcn gaaer det derefter til Skyllemaskinen, til Vridemaskinen til Tørrestuen, til Rullestuen. I Løbet af 6 Timer er et Stykke Tøi vasket rent og tørret. Vaskeriet kan vaske 3000 Stykker Tøi om Dagen og besørger i Gjennemsnit 1800 Stykker daglig.

Til Vaskeriet hører Maskinhus, Rullestue, Skillestue, hvor Tøiet ordnes og fordeles, Lappestue, Oplagsstue for Raamaterialet og Magasin for det rene Tøi.

Økonomien synes at være fortrinlig og skal da ogsaa være saa at sige enestaaende. I det store Kiøkken findes over 20 store Kjedler, som der kan rumme 800 Portioner Mad. Her findes en systematisk gjennemført Orden og saa mange Lettelser og Hjælpemidler, at Tusinder og atter Tusinder af Husmødre kunde ønske sig et saadant Kjøkken. Her er tænkt paa Alt. Uden for holder en Vogn, der transporterer Maden til de forskjellige Bygninger. De Kar, hvori Maden skal bringes, staa opstillede og have tydelig Angivelse af, til hvilken Bygning, Gang og Stue de skulle bringes. Maden, som vi have havt Leilighed til at smage, var ligefrem appetitlig, og det var dog den Mad, som Lemmerne synes mindst om, nemlig Kartoffelsuppe. Selve Økonomien er nu ikke saa lige at løbe til. Alle Lemmerne kunne jo ikke spise en og samme Mad. Der tages Hensyn til Alder, til Sygdom og Lignende. Men det er iøvrigt Plads nok, til at alle Hensyn og Krav kunne blive fyldestgjorte.

Opvarmningen, der spiller en saa betydelig Rolle for de Gamle og Svagelige, er ypperlig. Her findes ikke, som i de gamle Bygninger, Træk fra kolde Gange. Her er jævn Varme i Stuerne og paa Gangene, netop som det skal være for Folk, der i Varme se et af Livets store Goder.

Klosetsystemet er ypperligt og staaer høit over, hvad de ni Tiendedele af Byens Befolkning har Evne til at skaffe sig. Klosetterne ere selvvirkende, automatiske, og indeholde Tørvesmuld, saa at end ikke den fjerneste Ulempe kjendes.

Inden vi gaa over til at omtale de egenlige Leiligheder, skulle vi anføre, at der findes Ligstue, Medicinstue - her findes et Portræt af Etatsraad Brandes, skjænket paa hans 70 Aars Fødselsdag af Læger, der have arbeidet under ham - Konsultationsstue med Ventesal - Sygestuer o. s v. Der er Brug for denne Slags Lokaler; i Gjennemsnit døer derude 250 Mennesker om Aaret.

Sygeafdelingen har jo sin store Interesse - er man ikke hærdet, skal man nok blive bevæget ved at se, hvad der her rummes af Ulykke - men med større Glæde besøger man dog de Bygninger, hvor Alderdoms- og Pleiehjemmene findes.

Man har her naaet at kunne skaffe Boliger for gamle Ægtefolk, Noget, der selvfølgelig længe har været Ønsket. El enkelt gammelt Par, som har været paa Stiftelsen i 18 Aar og i den Tid boet hver for sig, har nu kunnet faae sit Ønske opfyldt og boer sammen i sin lille, hyggelige Familieleilighed. Af saadanne findes der 24 belagt, men der kunde gjerne være dobbelt saa mange - de vilde snart være optagne. Der er altid Efterspørgsel efter dem.

Det gjør et overmaade venligt, hyggeligt, rart Indtryk at færdes i disse Hjem, i de rigtige Familiehjem og i Opholdsstuerne, hvor der nu høist taget kun findes ti Personer. Selve Opholdsstuerne ere tiltalende, hyggeligt indrettede efter de forskjellige Beboeres Smag, og saa hører der til dem Rygeværelser, hvor de gamle Mænd kunne spille Dam og Domino eller arbeide. Thi adskillige af de Gamle ligge ikke ledige: Mand og Kone kan man se hjælpe hinanden med Arbeidet.

Det gjør et sjælden godt Indtryk at se det Forhold, som findes mellem Lemmer og Opsynet, lige fra den nederst stillede Betjent og op til Inspektøren. Selv de ældste Folk - og her er meget gamle Mennesker, det ældste er 96 1/4 Aar - Folk, som have mistet Talens Brug, gjør; med deres rystende, næsten uforstaaelige Tale Forsøg paa at udtrykte deres Tak i Ord, tage Inspektøren i Haanden og søge paa andre Mander at vise deres Taknemlighed. De yngre Lemmer have den samme Følelse lige overfor deres Omgivelser. Mildhed, Kjærlighed, Taalmodighed - de bedste af alle menneskelige Dyder - ser man her øvede overalt

Taalmodighed skal der til for at kunne leve her. Thi findes der end mange Lemmer, som det gjør En godt at se paa og tale med, findes der jo ogsaa saadanne, fra hvem man helst vender sig, ulykkelige, sjælelig og aandelig halvdøde Skikkelser, fra hvem ethvert æsthetisk Peæg er forsvundet, eller saadanne, der med den ene Fod i Graven kunne være saa urimelige, at de maa isoleres. Men i det Hele taget maa det dog siges, at trods al Ulykke og al Sorg, hvoraf man har faaet et saa stærkt Indtryk, gaaer man dog bort med en stærk Følelse af, at Alt, hvad der kan gjøres, er gjort, at Alt, hvad Kjærlighed, Mildhed og Taalmodighed kan udrettes her øves paa en Maade, som vækker den største Respekt.

Naar der kan gjøres saa meget, hidrører det til Dels ogsaa derfra, at Pladsforholdene ere rundelige. I Modsætning til gammel dansk Skik cg Brug har man her været forsynlige med Pladsen og har derfor kunnet sondre mellem Elementerne og skille Klinten fra Hveden. Der bliver taget stærkt Hensyn til Lemmernes Forhold. Iøvrigt er Anstalten ikke helt færdig. Et Drankerasyl vil saaledes blive oprettet derude.

Hele denne store Anstalt, der raader over 14 Tdr. Land - den gamle matte nøies med 24,000 Kvadratalen Grund - har talt 1620 Senge; hvert Lem har 600 Kubikfod Luft, hver Patient 750.

Af de Mænd, der have medvirket ved Opførelsen, skulle vi nænt:: Professor Vilh. Petersen, Ingeniør Ramsing og Konduktør, Arkitekt Wrisberg, Stadsarkitekten med Bistand af Arkitekt Becher og Stadsingeniøren med Bistand af Ingeniør Voigt,

Paa Søndag vil Kirken blive indviet.

(Dagens Nyheder 15. december 1892).

De gamles by efter at det ophørte med sin funktion. Foto Erik Nicolaisen Høy (2022).

En Kirkestrid. (Efterskrift til Politivennen)

Vi er alle lige for Vorherre! paastaas der. Dette Sprichwort gælder dog lige saa lidt paa Bornholm som andre Steder. Forleden tog Allinge Menighed sin nyrestaurerede Kirke i Brug, og det vakte straks Misfornøjelse blandt Matadorerne, at man ikke havde bibeholdt den gamle Rangforordning i Kirken saaledes, at Rigmændene sad øverst og alle de, der havde Raad til at betale for en Kirkestol, ned efter i Række, arrangeret efter Vægten af deres Pengepose.

Saa blev der sammenkaldt til en Slags Generalforsamling i Kirken forrige Lørdag, og Præsten begyndte at anvise Borgerne deres Stole, men den gik ikke. Antallet af Stolestader er nemlig forøget op imod Alteret og Prækestolen. Disse nye Pladser mente Præsten skulde være Fripladser, og saa skulde de, der havde havt faste Stole før, beholde deres gamle Pladser, men det vilde Byens fine Familier ikke paa nogen Maade indlade sig paa. De havde siddet øverst i Kirken før, og Borgmester, Postmester og andre Kapaciteter vilde sandelig ikke udsætte sig for, at "usselige" Arbejdsmænd, der ikke havde Raad til at betale et Sæde i Kirken, kom til at sidde foran dem.

En af de tilstedeværende Stormænd ytrede som sin allerkristeligste Mening, at de, som ikke kunde betale, enten maatte staa op eller ogsaa blive udenfor. Hele Kirkestoledelingen opløstes i vild Forvirring. Præsten maatte sende Forsamlingen hjem igen og love at lave en ny Plan, som var mere i Overensstemmelse med Allingeboernes religiøse Rangforening.

(Social-Demokraten 6. december 1892).

Allinge Kirke var annekskirke til Olsker indtil 1941. Kirken er formentlig allerede i middelalderen blevet forlænget. En større forlængelse skete imidlertid i 1892 under ledelse af Mathias Bidstrup. Den oprindelige kirke (østlige del) blev fjernet til fordel for et tværskib og korbygning så den kunne rumme 600 siddepladser (i dag dog det halve). Foto Erik Nicolaisen Høy (2020)

Hammeren Stenbrud. (Efterskrift til Politivennen)

En Lejekontrakt.

Det tyske Selskab, som driver Hammerens Stenbrud, har opført et Par Rækker Huse til Arbejderboliger. Lejlighederne i disse er ganske smaa, et Værelse, et Køkken og el lille bitte Kammer, hvor der akkurat kan staa en Seng. For disse Lejligheder forlanger Selskabet en Leje af 91 Kr. aarlig eller 1 Kr. 75 Øre ugenlig, som tilbageholdes af Lejerens Løn. Denne Pris er ganske ublu i Forhold til de almindelige Lejepriser i Allinge og Sandvig, hvor Lejligheder af den omhandlede Størrelse kun koster 60 a 70 Kr. aarlig.

I Selskabets Lejekontrakter bestemmes det, at Lejeren selv skal vedligeholde sin Lejlighed, noget, der ellers altid plejer at paahvile Værten. Selskabet har endog betinget sig Ret til at lade foretage Reparationer paa Lejerens Regning og fradrage det i hans Løn.

Det er altsaa dyre Lejligheder at beboe, men de er ogsaa lette at komme ud af igen. Selskabet forbeholder sig nemlig Ret til at smide Lejeren ud straks uden Opsigelse i følgende Tilfælde:

a. naar han ikke ved Forfaldstid har betalt den skyldige Leje, 

b. naar han lader Boligen forfalde eller ikke holder den i tilbørlig Stand,

c. naar han i Løbet af de sidste 14 Dage af en eller anden Grund frivillig eller ufrivillig ikke har været i Arbejde hos Udlejeren

d. naar han paa Grund af Opsætsighed eller anden ham tilregnelig Aarsag er bleven afskediget af Udlejernes Tjeneste.

Det er hyggelige Lejeforhold. Hvis til Eksempel en Mand bliver syg og altsaa ufrivillig bliver borte fra Arbejdet i 14 Dage, eller, hvis Selskabet ikke i et lignende Tidsrum har noget til ham at bestille, kan han uden videre smides paa Gaden, og det samme kan ske saa snart han afskediges, idet Selskabet jo altid kan finde et Paaskud til at erklære, at hans Afskedigelse skyldes ham selv. Ligeledes kan han smides ud, hvis hans Indtægter ikke tillader ham at holde Lejligheden saa pyntelig, som Selskabet finder paa at forlange.

Kontraktens drakoniske Bestemmelser har naturligvis til Hensigt at skaffe Selskabet fuldstændig Hals- og Haandsret over de Arbejdere, der er tvungne til at bo i dets Huse.

Det gælder jo om at sikre sig "villige" Arbejdere, for at de tyske Pengesække kan blive fyldt saa hurtigt som muligt.

Arbejderboligerne Sandlinjen i Sandvig. Foto Erik Nicolaisen Høy (2021).

Livsfarlig Arbejdsmetode.

Stenbrudene ved Hammeren er anlagt terrasseformigt i to Etager. Den første begynder nede ved Søen og den anden 60 a 70 Fod højere oppe. Paa begge Terrasserne er anlagt Skinneveje til Tipvogne, som fører de sprængte Sten ned til Huggepladserne. Den øverste Terrasse er imidlertid saa smal, at man har maattet anlægge Skinnevejen helt ude ved den stejle Skraaning til nederste Etage, og det hænder meget ofte, at Tipvognene vælter, saa baade Vogn og Sten rutscher ned over dem, der arbejder underneden.

Hidtil er der ikke forefaldet noget alvorligt Ulykkestilfælde, men det har flere Gange været et rent Vinunder, at de nedenfor værende Arbejdere har frelst Livet. Man huske paa, at det her drejer sig om nedstyrtende Stenblokke paa flere hundrede Punds Vægt. Denne Fare kunde afværges ved Anbringelsen af el Jærnrækværk langs den øverste Terrasse, men et saadant koster Penge og da Selskabet holder mere af sine Penge end af sine Arbejdere, faar det Lov at gaa som det gaar, i hvert Fald indtil der sker saa alvorlige Ulykker, at den offenlige Mening skræmmes op.

(Social-Demokraten 6. december 1892).

Stenbruddet ved Hammersø er i dag bedre kendt som Opalsøen. Siden 1892 blev der nok brudt mere granit her. Men fotoet giver måske et indtryk af det stejle brud, og størrelsen ved personerne på den lavere "etage". Foto Erik Nicolaisen Høy (2020).

Jensines korte Herreliv. (Efterskrift til Politivennen).

Tjenestepigen Jensine er vist som Regel en rigtig rar Pige, men naar det stikker hende, kan hun faa de særeste Indfald.

Som nu forleden Aften.

Da mødte hun i "National" med en anden Dame under Armen. Det havde Jensine naturligvis Lov til.

Men hvad hun ikke havde Lov til, det var at optræde i Herredragt, og det gjorde hun.

Hendes yppige Former gjorde sig godt i et Par Herrepantalons, og i det hele saa hun meget indbydende ud.

Den forvandlede Jomfru vakte fortjent Opmærksomhed Deltagende Mennesker stimlede sammen om hende, og tilsidst kom ogsaa en Politibetjent stimlende.

Han havde Betjentes indgroede Vane: han noterede.

Og derfor maatte den smukke Jensine i Gaar møde i Retten og staa til Ansvar for sit korte Herreliv.

Hvorfor hun havde forklædt sig?

For Løjer.

Men den Slags Løjer maatte man ikke bedrive.

Jensine smiler overlegent.

Det er 12 Kroner til den 16de December. 

Jensine vilde gærne betale med det samme.

Det gjorde hun. Og saa gik hun, seende sig omkring som en Dronning af Blodet og fulgt af Publikums beundrende Blikke.

Hun lader magelig Forestillingen gaa om igen ved Lejlighed.

Kvik

(København 3. december 1892).

Etablissementet National. Interiør fra Restaurations- og koncertsalen mod hjørnet af Vesterbrogade og Vester Farimagsgade (senere Axeltorv), ca. 1885. Kbhbilleder. Public Domain.

Barnemord i Randers. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barnemord for Højesteret.

Den 31. Oktober i Fjor foregik der ved Randers et Barnemord, som vakte en Del Opsigt. En 24-aarig Tjenestepige, Christiane Pedersen, der var forlovet med en Tjenestekarl Simon Andersen, havde med denne to Børn, hvoraf det ene var sat i Pleje hos Simons Forældre.

Da Simon rejste ud som Sømand, kom hun, der var noget løs paa Traaden, i Forhold til en anden Mandsperson, med hvem hun fik et Barn der - for at Simon ikke skulde faa noget at vide - blev sat i Pleje hos en konduktør Poulsen i Randers. Det var Christiane Pedersens Mening at aabenbare Sagen for Simon, naar hun en Gang, som hun haabede, blev gift med ham.

Den nævnte Oktober Aften kom hun imidlertid til Konduktør Poulsen og hentede Barnet; hun vilde have det tilbage, sagde hun. Poulsens Kone opfordrede hende meget indtrængende til ikke at gaa saa sent ud med Barnet der laa og sov; men hun fastholdt sin Beslutning. Hun troede, at Poulsens Kone vilde tilbyde at tage Barnet til sig, hvad denne ogsaa nok havde Lyst til; hun undsaa sig imidlertid ved at fremkomme med noget Tilbud, fordi Christiane Pedersen al Tid havde giort sig ud for at sidde godt i det.

Hun gik nu ud af Byen omtrent en halv Times Vej og kom til et Vandhul, Saa vaklede hun i sit Forsæt og gik rundt en Times Tid, men da var hendes Beslutning moden. Hun klædte Barnet af og kastede det tre Alen ud i Pandet; det gik til Bunds, kom lidt efter op igjen, men gik saa til Bunds for sidste Gang. Mordersken gik nu tilbage til Randers, boede paa en Gjæstgivergaard og besøgte næste Morgen sine to andre Børn. Det sidste Sted, hun var, blev hun anholdt. Dagen efter Mordet blev Liget fundet af nogle unge Mennesker.

Medens hun sad arresteret, døde Simon Andersen af Kulosforgiftning i Bergen paa samme Tid, som hans Kæreste fik sin Dom ved Randers Kjøbstads Extraret. Den lød paa Dødsstraf og blev stadfæstet af Overretten.

Ved Sagens Behandling for Højesteret var Oct. Hansen Aktor. Han giennemgik Begivenheden, som den ovenfor er skildret, berørte hendes pekuniærs Forhold, der ikke var saa gunstige, som hun vilde give dem ud for, og hævdede iøvrigt, at hun efter alt, hvad der forelaa havde begaaet Mordet med Overlæg.

Naar Dokumentationen i Morgen tidlig er endt, vil Højesteretssagfører Salomon saa Ordet som Morderskens Defensor.

(Aarhus Amtstidende 2. december 1892).

Barnemordssagen fra Randers.

X Kjøbenhavn, den 2. Decbr.

Efter endt Dokumentation blev Proceduren i Barnemordssagen fortsat i Morges.

Som Defensor for den Tiltalte mødte Højesteretssagfører Salomon, der først henpegede paa Christiane Pedersens ulykkelige Horhold, idet Sømanden Simon Andersen slet ikke vilde hjælpe hende med at underholde de Børn, han var Fader til: han lod hende endog betale til det ene af dem hos hans egne Horældre. Hun nærede derfor heller ikke saa kærlige Følelser for ham, som Aktor syntes at mene. Forøvrigt var der Grund til at nære Tvivl om, at Christiane Pedersen var ganske normal. Hendes Forhold overfor Dragonerne tydede paa et meget let Sind, og man maa desuden erindre, at hun var frugtsommelig, da hun begik Forbrydelsen. Det er jo en bekjendt Sag, at Svangerskabet kan have Indflydelse paa de intellektuelle Evner. Selv om hun forud har været noget abnorm, kan dette desuden godt have været skjult for de Folk, hun havde været i Tjeneste hos. Sikkert er det, at der ikke i hendes tidligere Liv foreligger noget som helst, som kan give Tilknytning til en saadan moralsk Depravation, som maatte til for at myrde sit ½ Aar gamle Barn, uden at hun først havde gjort noget Skridt for at faa det anbragt.

Defensor havde foranlediget, at der for Højesteret kunde foreligge en Erklæring fra Sundhedskollegiet om Christiane Pedersens mentale Tilstand. Hun blev indlagt til Observation paa et Hospital, men Lægerne erklærede, at hun i mental Henseende var normal. Der er saaledes ikke mere for Desensionen at gjøre i denne Henseende.

Spørgsmaalet er nu, om det med Rette kan siges, at Mordet er begaaet med Overlæg. Det kunde ikke nægtes, at hun alt i nogen Tid havde syslet med det Fantasteri, om hun skulde tage Livet af sig selv eller dræbe sit Barn. Med disse Overvejelser gik Tiden indtil den 31. Oktober, idet hun med den formentlige Snedighed, som Fruentimmerne ynder at betjene sig af, søgte at faa konduktør Poulsen - hos hvem Barnet var i Pleje, og som holdt meget af det - til at tage den Lille til sig. Først den 31. Oktober om Morgenen fattede hun den Beslutning, at hun vilde dræbe Barnet, hvis Poulsens ikke af sig selv tilbød at tage Barnet til sig. Da dette ikke skete, besluttede hun sig til at begaa Mordet, men en Times Tid efter blev hun dog bange for sit Forehavende, og først efter nogen Vaklen udførte hun den skæbnesvangre Handling. Defensor vilde henstille, om man under disse Omstændigheder kunde sige, at Forbrydelsen var begaaet med Overlæg og saaledes krævede Dødsstraf.

Endnu vilde Defensor fremhæve, at der var al mulig Grund til at nære den største Medlidenhed med Christiane Pedersen. Hun havde stærke Følelser, Drifter, som hun ikke kunde betvinge; det blev hendes Ulykke. Hvis hun var bleven gift med sin Simon, var alt gaaet godt. Hun vilde rimeligvis have født ham en Mængde Børn, hvilket man i Bondestanden anser for en Velsignelse. Hun var, hvad man kalder et reelt Fruentimmer, der ikke vilde lyve; hun vilde ikke bilde Poulsen ind, at hun kunde betale for Barnets fortsatte Pleje, naar hun ved sig selv vidste, at dette var umuligt. I det hele fortjente hun Sympati, og Desensor vilde derfor indstille hende til Rettens mildeste Straf.

Efter en Times Votering faldt Dommen, der lod paa Stadfæstelse af Overretsdommen (Dødsstraf) i Henhold til de deri anførte Grunde. Højesteret begrundede dog yderligere sin Dom deri, at Lægesynet havde erklæret Mordersken for fuldstændig normal.

(Aarhus Amtstidende 3. december 1892).

Skadeserstatningssag fra Krigen 1864. (Efterskrift til Politivennen)

27. Fra P. Pedersen af Holstebro om Invalideforsørgelse; ( Indbragt den 17de November 1892 af Folketingsmanden for Ringkøbing Amts 5te Valgkreds, Clausager). Andrageren bemærker, at han blev indkaldt til Militærtjeneste 1859 og 1861 og deltog i Vinterfelttoget 1863-64, indtil han blev syg og kasseret. Indtil Sygdommen begyndte, har han altid kunnet udføre sin Tjeneste uden at mærke til noget Sygdomstegn og uden at være behandlet for noget Sygdomstilfælde. Før Indkaldelsen var han altid sund og frisk, ligesom intet Anlæg til Brystsyge, hvoraf han lider, har været sporet i hans Familie. Det var først under Operationerne i Jylland i Vinteren 1864, at han ved Anstrengelse og Kulde angrebes af Sygdommen og efter Hjemkomsten fra en natlig Patrouille indlagdes paa forskellige Lasaretter, indtil han 1ste Juli 1864 blev kasseret paa Grund af Brystsyge. Han har siden den Tid lidt af Sygdommen og har forgæves søgt Hjælp for den hos forskellige Læger. I de senere Aar er den saaledes tiltagen, at næsten alt Arbejde er umuligt for ham, saa at han, der er uden Formue, og hvis økonomiske Forhold ved Sygdommen ere aldeles ødelagte, ikke kan ernære fig og Familie. Da Ansøgninger om Invalideforsørgelse til Invalidebestyrelsen og Finansministeriet ere blevne afslaaede, fordi man ikke har fundet konstateret, at Sygdommen er en Følge af den militære Tjeneste, henvender han sig til Folketinget for ved dets Medvirkning at opnaa en saadan, da han anser det for godtgjort, saa vidt saadant overhovedet er muligt, at Aarsagen til Sygdommen ikke kan søges forud for hans militære Tjeneste, men alene i de Forhold, der vare forbundne med udførelsen af denne, der under alle Omstændigheder efter hans Formening har fremskyndet Udbruddet af Sygdomen og forværret den, saa at han tidligere end ellers og i langt større Omfang er bleven erhvervsudygtig.

Udvalget foreslaar Andragendet henvist til Finansministerens Undersøgelse.

(Rigsdagstidenden 1892-93)

Søndermarken. (Efterskrift til Politivennen)

(Brev fra København)

For ganske nylig blev der i et herværende Hovedstadsblad fremsat Ønsket om, at Søndermarken maatte blive Københavnernes Boulogneskov, det vil sige, det Sted, hvor det København, der morer sig, det København, der er i Stand til at benytte visse Timer af Dagen til Spadsere-, Køre- og Rideture for at se og ses, kan tage hen i een strakt Promenadelinie fra Grønningen langs Bredgade, over Kongens Nytorv, Østergade, Amagertorv, Vimmelskaftet, Nygade og Frederiksberggade ud til Tivoli, og derfra videre ad Vesterbrogade til Søndermarken.

Aa, ja, hvorfor ikke, hvis det kun gjaldt om at lede Strømmen af Spadserende til Fods, til Hest og til Vogns ud ad Vesterbro og Frederiksberg til og forøvrigt ingen Skade gjorde; men det er det netop, hvad det gør. 

Der blev taget til Genmæle mod dette Forslag og sagt, at ved en saadan Ordning, ville alle de gamle pensionerede Præster, og andre Pensionister fordrives fra deres nu saa fredede Enemærker, og det vilde være Synd for dem.

Det er sandt, det ville det; men det vil ogsaa være Synd for andre, nemlig for Menigmand, for Tusinder af fattige Folk og deres Børn.

De daglige Dage, er Frederiksberg Have og Søndermarken saa temmelig stille, folketomme er de dog aldrig, en og anden tager altid derud, enten alene eller i Følge med et lille Selskab. Parkerne derude er dog altid et Surogat for Skoven, der ligger alt for langt borte til at andet end unge og raske Ben kan gaa derud, og det at køre koster 50 Øre pro Persona; til Frederiksberg og Søndermarken derimod, kan gamle Ben trisse saa smaat af Sted, i jævn Passiar med Vennerne man følges med, og paa den Maade kan man nok komme i Skoven, uden at det koster for meget, der kan ogsaa blive lidt tilovers til en Kop Kaffe eller Chokolade, hvis det er Fødselsdag eller deslige. Og har man ikke Aftensmaden med sig, kan man magelig komme hjem til Thetid efter at have tilbragt en rar Dag ude i frist Luft og under de store, bredgrenede Træers kølige Skygge, hvor Par efter Par af de gamle Mennesker, der har boet paa Landet i det meste af deres Levetid, slidt og stræbt i en eller anden Livsstilling, og nu, det er blevet Aften, har slaaet sig til Ro i Hovedstadens Nærhed paa det stille idylliske Frederiksberg, spadser forbi, gamle og rokkende, støttet til hinanden, undertiden lige affældige begge to, og nydende i lange Drag Sommerdagens balsamiske, krydrede Luft, der stærk og bedøvende af de mange blomstrende Linde, lader dem i Mindet atter opleve deres Ungdoms fagre Drømme.

Det er om Hverdagene.

Om Søndagene derimod, da er der store Menneskemængder forsamlede herude fra den aarle Morgen. Det er Fattigfolk, egentlig ikke saa meget fra selve Frederiksberg og Omegn som inde fra Byen og inde fra Vesterbros og Nørrebros Sidegader.

Fattigfolk, det er maaske for meget sagt, men i alt Fald er det Smaakaarsfolk, der Ugen igennem lever i deres lille beklumrede Lejlighed paa et eller to Værelser uden Luft eller Lys, der er jo i Byen Tusinder og atter Tusinder af Lejligheder, hvor Gaarden set fra oven er at ligne ved en Brønd, fra hvis Dyb, der opstiger kvælende Stank, og fra neden ved en smal Tragt, ved hvis øverste Ende et Glimt af Himlen stimles, det er nu ikke for det, Lejlighederne paa Broerne kan være slemme og sundhedsfarlige nok, jeg kunde fortælle Hundreder af Eksempler derpaa, men vil her, hvor det egentlig ikke er Meningen at tale om Lejligheder, uden for saavidt, det staar i Forbindelse med deres Beboeres Berettigelse til at nyde frisk Luft og Synet af grønne Træer og Hvile i deres Skygge, mindst en Gang om Ugen.

Det var i Sommer, en varm solhed, Søndag Formiddag, at jeg gik op paa Nordvestvej 5te Sals Kvist til en Familie, hvis Smaabørn jeg havde lovet en Tur paa Landet.

Familien har to Værelser og Køkken; Manden er Urmagersvend, og saavel han som Konen og Børnene var rene og pæne. Værelserne var ogsaa nette; men der var en Atmosfære af Sol, stegt Flæsk og Røg, og Vorherre maa vide, hvad mere, saa at jeg, der dog ellers er saa temmelig vant til fattige Folks Lejligheder herinde og den daarlige Luft i disse, jeg fik nu ondt, og med en højst ubehagelig Kvalmefornemmelse maatte jeg indskrænke mig til at bede Konen om at komme hen til mig og saa skynde mig ud.

Da Konen kom, spurgte jeg hende om, hvor det kunde være, at Luften i deres Lejligheden var saa gennemtrængende usund. Hun forsikrede mig, at det ikke stod i hendes Magt at andre det. Luften i Lejligheden var, begrundet paa det usle Komfur, der altid røg, paa Solen om Sommeren, og Kulden om Vinteren, saa usund, at Lægen havde givet den Skylden for hendes egen og deres Smaabørns store Sygelighed; en lille Pige paa 10 Aar havde saaledes først begyndt at faa Tænder, da hun var 7 Aar gammel, og hendes Ben voksede krumme, alt som hun blev ældre, flere af de andre Børn led af Halssyge og Kirtelsyge paa forskellig Maade, men de havde nu boet i den Lejlighed i fjorten Aar, Værten kendte dem og tog det ikke saa nøje med Huslejen. Om det en og anden Gang gled over med Betalingen, naar det var smaat med Arbejdet, saa vidste han, at de var ærlige og at han fik sine Penge, naar det blev bedre Tider, derfor turde de ikke flytte, derfor satte de baade deres eget og deres Børns Helbred til, derfor, at de vilde være og anses for at være ærlige Folk, og saa maaste derfor, at de ikke var oplyste nok til at forstaa det forfærdelige Ansvar, de tog paa sig ved bevidst at bo i en usund Lejlighed.

Men for den Slags Mennesker og deres Lige maa netop Søndermarken vedblive at bestaa i hele dens ejendommelige, gammeldags Skikkelse, denne smukke Skov i Københavns umiddelbare Nærhed, hvor Folk har Lov at strække de modige Lemmer, hvor de har Lov til at lege og brede Dug paa den grønne Engbund og under de løvede Træers Kroner  og saaledes bøde en Smule paa den daarlige Luft, Lungerne har faaet tilført i Ugens Løb. Her behøver de ikke at genere sig, og de plages ikke af Solen som paa Fælleden.

Nej, det er Synd at tage Søndermarken fra disse, Synd at tage den fra de gamle Mennesker derude, og fra alle de andre som er glade for den.

Lad den fine og muntre Verden nøjes som hidtil med Langelinje, med Smedelinien og Strandvejen, men lad Frederiksberg være Folkets Ejendom.

S-h.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. november 1892).

Norske Hus i Søndermarken der skal efterligne et norsk landskab. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I Frijord! (Efterskrift til Politivennen)

Lidt udenfor Byen ligger den vidtstrakte Vestre Kirkegaard med Grave fra to og tyve Aar og Plads til mange fler. Der findes derude gamle, smukt anlagte Partier, som minder om en Lynpark i uregelmæssig Stil med mange Stensætninger og Pryd- og Slyngplanter paa alle Høje og t alle Fordybninger. Hver Fure mellem Stenene er bevokset. Hist og her skimter man Korsene, som fortæller, at det er Grave der ligger mellem det tætte Buskværk. Paa andre Steder findes store Strækninger med lange Rækker ny opkastede Grave; den bare Jord stiuner overalt igennem det brogede Tæppe af halvt visne Kranse og Blomster.

Efter Rang og Rigdom ligger de Døde derude. De flot anlagte Familiebegravelser gaaende i Arv gennem hundrede Aar og de købte for tyve Aar maa bøde paa de triste Strækninger af Jorden, som laanes de fattige, den knapt tilmaalte Frijord, hvor Gravene, næppe adskilte, høiner sig i ét, og Kors ved Kors gnider sig mod hinanden. Nøgenheden og de klodsede Trækors eller daarligt malede Blikplader fortæller tydeligt, at her hviler Fattigmands Støv, her hviler Samfundets Stedbørn, hvis Efterladte har andet at tænke paa end pynte op den lille Jordhøj, der gemmer den Dødes Støv.

Her kaster Byen sine fattige Borgere hen, naar de ikke længer kan være den til Nytte, naar Arbejdet i de skumle Værksteder og Fabriker har tæret al Livskraften bort. Her læsser den Ligene af sig - Ligene af de, som har ligget underst i den rasende Kamp for Brødet, som skaber dens Storhed, som bygger dens høje Kaserner og dens pragtfuld Bygninger, som frembringer Maskinerne, Fremskridtene og alle Livsfornødenhederne. Naar Hospitalernes Arbejde er endt, køres de Døde herud til Kapellet Til Søndagen graves saa den lange Fællesgrav, hvor Ligene Side om Side sænkes ned, hvor Samfundet viser dem den sidste Barmhjærtighed, laaner dem Jorden til at raadne i.

Alle Gravene kastes til samtidig. Jorden er fælles, som dækker alle disse Kister, der skubber til hinanden. I Fællesskad raadner de herude, alle disse Mænd, Kvinder og Børn, hvis Skæbne var fælles, den at være fattig. 

Kapellet, hvorfra Fattigbegravelserne foregaar, er et stort Træskur, inddelt i flere Rum. Midt for den ene Væg i et af Rummene staar Kisten, og bag ved den paa en Skammel træder Præsten op, mens Deltagerne samler sig rundt om i en Halvcirkel. Sveddryppende ekspederer Præsterne én efter én de Døde. Efter en kort Tale kastes de 3 Skovle Jord paa Kisten. Ofte er der næppe et Kvarter mellem hver Begravelse. Kammeraterne viser saa den Afdøde den sidste Ære og bærer Kisten til Graven, og mens Fagforeningens Faner vajer, sænkes Kisten ned.

Og Aar for Aar vokser denne Mark for Sygdom og Raadenskab, stadig gødes den med fler og fler Lig. Tæt udenfor Byen ligger denne fugtige, frugtbare Jord, hvis Hovedbestanddel er halvraadne Lig. Dunster stiger op deraf og driver ind over Byen, hvis Usundhed forøges.

Hvor længe endnu mon dette Barbari vil vare ved, som holdes for helligt, fordi Jøderne for 2000 Aar siden indførte den Stik at begrave de Døde?

Edvard Steenberg.

(Social-Demokraten 12. november 1892).

Vatfabrikens Brand.. (Efterskrift til Politivennen)

X Kjøbenhavn, den 10de Novbr.

Den mægtige Brand, som i Aftes lagde Nørrebros Vatfabrik i Aske, var den største, Kjøbenhavn har set i det sidste Aars Tid. Det har i forholdsvis lange Tider været en magelig lid for vore raske Brandfolk, hvis Officerer da ogsaa længe har været forberedt paa en større Ildsvaade. Statistiken sagde, at den maatte være nær forestaaende.

Af alt, hvad der lokker Kjøbenhavnerne, er der absolut intet, der kan maale sig med saadan en rigtig mægtig Ildebrand. Den virker ganske som en Folkeforlystelse i stor Stil. Alene Sprøjternes Raslen gjennem Gaderne og deres idelige højlydte klemten faar Hjerterne til at banke af forventning! den letbenede Ungdom følger Sprøjten i Hælene, selv om den kun stal hen og slukke en Skorstensild i den modsatte Ende af Byen, og drejer det sig om en større Historie, en Brand, der giør Himlen rød og lysner op i stor Afstand, saa stormes Droskerne af de voxne, og det gaar med størst mulige Hurtighed mod Brandstedet.

En saadan dragende Magt havde Vatfabrikens Brand ude i Blaagaardsgade. Det var allerede helt mørkt, da Ilden fængede i Fabrikens Stueetage, rimeligvis ved en Drengs Uforsigtighed, og i Løbet af et Kvarters Tid stod den hele Fabrik i lys Lue.

Den Næring, Ilden fik ved denne Lejlighed, var endnu gunstigere for Branden, end da Pakkassefabriken i Fjor gik op i Luer. Der var i Fabriken samlet uhyre Oplag af Bomuld, og paa Lofterne fandtes desuden færdige Bader til mange Tusinde Kroners Værdi.

Intet Under derfor, at der opstod nogen Panik blandt Fabrikens Personale, som kun bestod af en Snes Mennesker, overvejende unge Piger. De fleste af dem maatte flygte i største Hast, og man nærede endda Frygt for, at nogle af dem var indebrændte. Dette sidste viste sig dog heldigvis ikke at være Tilfældet! alle kom ud i god Behold, men ellers blev intet reddet. 

I mindre end en Time var den hele Fabrik forvandlet til en rygende Ruin, og i Dag staar de sværtede Ydermure og gaber midt imellem de gamle og ny Bygninger, som findes tæt omkring og som det kun med utrolige Anstrengelser fra Brandvæsenets Side lykkedes at frelse fra at lide samme Skjæbne. Ilden fik dog fat i en Bygning, der rummede et stort Bogbinderi, og her blev bl. a. et stort Oplag af Salmebøger og Protokoller ødelagte.

Adskillige Tusinde Mennester stormede ud ad Nørrebro til, medens Branden stod paa. Selve Blaagaardsgade holdtes strængt afspærret af en talrig Politistyrke, men alle de tilstødende Gader var som et bølgende Menneskehav. Navnlig ved Dronning Louises Bro frembød Branden et pragtfuldt Skue, idet den lyse Himmel afspejlede sig i Søerne og i de lange Husrækkers Ruder.

Fabrikens Ejer havde alt assureret, men Standsningen bringer selvfølgelig Tab baade for ham og hans lille Arbejderflok. Det var netop Aarets travleste Tid, i hvilken de rigtigt skulde tjene Penge til Julen.

(Aarhus Amtstidende 11. november 1892).

Fabrikken - firmaet Magnus & Ko. -  lå i en gammel toetages bygning i Blågårdsgade overfor Anker Heegaards jernstøberier, tæt på Blågårds Seminarium, Nørrebros Badeanstalt og Ulrichsens Stiftelse, der dog ikke blev omfattet af ilden. Den var en af de sidste bygninger fra før etagebyggeriernes indtog.