30 april 2024

Mordforsøg og Selvmord! (Efterskrift til Politivennen)

En ung Pige, Astrid H., har i Forgaars Aftes skudt paa en i Turesensgade boende Bogholder uden at træffe ham og derpaa skudt sig selv en Kugle gennem Brystet.

Hun har indtil for 2 Maaneder siden været Tjenestepige, men var nu hjemme hos Moderen, der har Middagsabonnement. Hun gjorde Bogholderens Bekendtskab en Aften paa Gaden og har i den senere Tid, navnlig tilskyndet af Moderen, søgt at holde Bogholderen fast i Forholdet. Moderen forfulgte Bogholderen paa Gaden, satte Sedler med lidet smigrende Indhold paa hans Dør og tilskrev ham Truselsbreve. Tilsidst meldte han hende til Politiet.

Dette undersøgte Sagen og gav Fru H. en skarp Advarsel om at lade Bogholderen være i Fred. Fra den Tid forsøgte hun at føre Datteren i Ilden og i Forgaars Aftes Kl. 6½ kom denne hjem i Bogholderens Bopæl, var overordenlig ophidset og stillede nogle Krav, nærmest af pekuniær Natur, som hendes Kontrapart ikke vilde opfylde. I samme Øjeblik hun fik hans Svar, trak hun en Revolver op af Lommen og fyrede et Skud af imod ham. Kuglen foer tæt forbi hans ene Arm og ind i en Dragkiste. Med et Udraab vendte hun derpaa Vaabnet imod sig selv og trykkede løs. Kuglen trængte ind i den nederste Del af Brystet og har gennemboret Leveren, hvor den sandsynligvis sidder endnu.

Der blev straks hentet en Læge, som lod hende indlægge paa Kommunehospitalet. Hun var ved Indlæggelsen i stærk lidende Tiland, men efter en kraftig Morfinindsprøjtning sov hun om Natten, og ved Lægeundersøgelsen i Gaar mentes det, at hun kunde være helbredet om tre Uger.

(Social-Demokraten 21. december 1892).

Astrid blev udskrevet fra hospitalet i slutningen af januar 1893. Kuglen lykkedes det ikke at fjerne. Ved samme lejlighed bemærkede Social-Demokraten at hendes mor sagde at hun hverken havde forsøgt pengeafpresning på ham eller skudt på ham.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar