Ligbrænding og Præster. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen om ligbrænding kom herefter i Højesteret i januar 1891. Her kom det frem at Sundhedskollegiet tilrådede at imødekomme foreningens andragende. Denne blev sendt til udtalelse hos biskopperne, og Kultusministeriet underkendte herefter Sundhedskollegiets udtalelse, der frarådede regeringen at imødekomme foreningens bestræbelser og henviste til de sundhedsrisici der var ved de eksisterende kirkegårde. Blandt argumenterne fra biskopperne var bl.a. at det var imod de kristne traditioner, det var hedenskab, og ville imødekomme "fritænkeriske bevægelser". En undtagelse var provst Skat Rørdam som ikke kunne se hvad der skulle hindre de der ønskede at blive brændt, i at gøre det. Under retssagen nævnte Justitsministeriet den kattelem at ligbrænding kunne foregå hvis der var en lov om det. 

Og det var præcis hvad der skete med den første ligbrændingslov 1. april 1892. Efter loven kunne alle over 18 år, der er ved deres fulde fornuft, beslutte at de ville brændes den dag, de døde. Det var dog et krav, at ønsket skulle nedskrives i et testamente og at liget blev lagt i en tilloddet zinkkiste, før det blev brændt. Loven tillod præster i den danske folkekirke at nægte at være til stede ved højtideligheder, hvor der skulle finde ligbrænding sted.

Ligbrændingen og præsterne.

Kultusministeriet har den 5. d. m. udstedt følgende cirkulære til biskopperne:

Med hensyn til den den 1. april d. å. emanerede lov om ligbrænding finder ministeriet sig foranlediget til at anmode Deres højærværdighed om behagelig at ville henlede stiftets gejstligheds opmærksomhed på at det er en selvfølge at så længe der ikke er meddelt nogen forandret bestemmelse i den henseende, vil folkekirkens præster fremdeles som hidtil savne hjemmel til uden særlig bemyndigelse at udøve nogen funktion ved lejligheder hvor lig er bestemt til at brændes eller hvor asken af brændte lig skal begraves på kirkegården eller hensættes i dertil indrettede rum. Idet sådan medvirken hvor præsten måtte være villig til at udøve den, således ikke er tilladt ifølge nogen almindelig regel, må vedkommende være henviste til i påkommende tilfælde at ansøge om særlig tilladelse dertil fra dette ministerium.

(Dagbladet (København), 14. december 1892).

Den første lovlige ligbrænding på landets første krematorium på Frederiksberg i København var chefen for Rigsdagens Bureau, David Dessau (1819-1893). Han døde i januar 1893, men aviserne nævnte dog ikke at han skulle brændes. 

Præsters medvirken var uklar, og derfor blev reglerne for gejstlig medvirkning klarlagt i 1894: Præster måtte foretage jordpåkastelsen i afdødes hjem eller i en kirke, hvorefter kisten blev oversendt til kremering. Det var udtrykkeligt forbudt for præster at virke i krematoriet eller ved urnenedsættelsen. 

5. januar 1897 kunne Dagens Nyheder meddele at krematoriet ved Nordre Fasanvej i 1896 havde foretaget 21 ligbrændinger, og i alt siden lovliggørelsen var der foretaget 58 ligbrændringer. Krematoriet var blevet udvidet med en forsamlingssal til 100 personer.

Fra 1910, blev det tilladt præster at virke i krematoriet, forudsat der var indrettet et kapel til formålet, men af hensyn til samvittighedsfriheden var det ikke en pligt for præster at medvirke og modstanden i gejstligheden var stadig betydelig. I 1914 foretoges kun 230 ligbrændinger i Danmark, tre fjerdedele med gejstlig deltagelse. I dag kremeres godt fire ud af fem døde.

Se endvidere Helle Blomquist: Aktivister for ligbrænding : En studie i ligbrændingslovgivningens tilblivelse. Historie, 1998 1, s. 67-90.