Træbeskjæring i Frederiksberg Allee. (Efterskrift til Politivennen)

I Berlingske Tidende for 2den Mai har "en (partner" anket over, at de gamle Lindetræer i Frederiksberg Allee nu ikke beskjæres, hvorimod dette har været Tilfældet før. Det er virkelig saa: førhen ere disse Træer ofte i den Grad blevne beskaarne, at Affaldet har været en ikke ringe Indtægt for den Gartner, der udførte Beskjæringen. Denne stærke Beskjæring, som Træerne i vore Alleer have været underkastede, har bevirket, at skjøndt faa Hovedstæder i Europa kunde have saa smukke Alleer som Kjøbenhavn, er dog maaskee ved ingen anden Hovedstad Alleerne overfyldte med en saadan Bestand af stygge Træer.  Ved den fortsatte Beskjæring har Træet modtaget saadanne Vansiringer, at det seer ud til at Træets form hvert Aar har maattet rette sig efter vedkommende Gartners Brændebehov. Pragtexemplarer paa denne Vandalisme frembyde især Træerne paa Volden og i Frederiksberg Allee; det er især paa sidste Sted, at den ufornuftige Beskjæring har gjort Træerne i høieste Grad formfase og lidende; ver at vedblive med denne Fremgangsmaade vilde de blive endnu styggere og mere affældige, ligesom deres Død derved vil fremskyndes.

Da Træernes Beskjæring saaledes hos os lykkes saa slet og har fremdragt saa sørgelige Resultater, foretrækker den, som nu fører Opsynet med Kjøbenhavns Alleer, at undgaae al Beskjæring for paa denne simple Maade at erholde en Bestand af sunde, smukke Træer, der kan afløse de mishandlede, sygelige Exemplarer, der nu fylde vore Alleer. Og denne Anskuelse finder Medhold deri, at et Træ, der frit kan udvikle sig uden at beskjæres, altid vil blive smukkere end et, der underkastes denne Behandling), hvortil endnu kommer, at de ved Beskjæringen frembragte Saar, ligesaavelsom Amputationer paa de dyriske Legemer, ere Kilder til Sygdomme. Svagelighed og Affældighed, om end ikke i den Grad hos Planterne som hos Træerne.

Chr. B.

*) Andre Hensyn kunne undertiden gjøre det nødvendigt at beskjære Alleetræer, og at dette kan skee uden at Træer derved vanzires, derpaa kan man i Udlandet see mange Exempler, men hos os er dette endnu ei præsteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. maj 1858).

Udgaven fra 2. maj findes ikke i Mediestream. Gartneren svarede senere og forklarede bl.a. at alletræerne også led af ælde.

Træer. (Efterskrift til Politivennen)

I Hempels Avis findes følgende Udtog af en Besvarelse af det i Aviserne for anførte Spørgsmaal: om Lovene imod Nedhuggelsen af hele Strækninger gode friske tildeels unge Træer *) ere tilbagekaldte eller ophævede, især med Hensyn til Skovenes Udryddelse i Jylland og Fyen? Efter at have anmærket, at dette Spørgsmaal kommer, i det mindste for Jylland, 20 til 30 Aar for sildig, da der ikke er synderlig mere Skov at ødelægge, ledes Forfatteren til en anden vigtigere Beregning over Følgerne, naar den Kulde, som føles ikke kan bortdemonteres, og ønsker, at Skov-Forfølgerne maatte i Købstæderne og de usle og aabne Landsbohytter være Vidne til den Elendighed, der findes blant Flokke af Børn, som for ikke at forkomme af Kulde - blandt Syge og Gamle, hvis naturlige Varme er borte, og see den Urenlighed og forpestede Luft, som fremkommer, fordi mennesker ei kunne undvære deres egen Uddunstning, for et at stivne. Og til hvilke Sygdomme og Elendigheder kan slig en Levemaade ikke blive Anledning?

*) Saaledes arbejder Øxen endnu daglig paa at oprykke den sidste spæde Levning af den skjønne Marienlunds Skov nær ved Odense, og Ingen veed hvorfra han om faa Aar skal tage sit Brændsel, ei at tale om de ædle Øjeblikke, Vandringen gjennem Naturens Herrredømme tilbød saavel Mennesket som Digteren, hvis Begejstring saa ofte hentede Næring i Lundene - Melpomenes rolige hjem

(Dagen, 12. februar 1805)

Om unge Grantræers Ødelæggelse i Juletiden.

I de seneste år er det blevet en almindelig skik i juletiden at familier der har børn, anskaffer sig juletræer som behænges med lys og med småforæringer til børnene. For så vidt disse træer er forarbejdede af træ eller papir og således kan bruges i flere år, er denne skik vist nok uskyldig. Men bruges dertil toppe af grantræer eller små hele træer, er den helt sikkert skadelig. For det er utroligt hvilken mængde af sådanne toppe og træer der på den tid indføres i staden og hvoraf uden tvivl størstedelen er erhvervet på ulovlig måde, hvorover man hører hyppige klager på landet. Betænker man hvor lang tid der går inden et sådant træ når den størrelse at det kan afhugges toppen, eller oprykkes til nævnte brug og at denne træart som opvokser af sig selv i andre lande, på Sjælland må plantes og fredes samt at flere tusinde træer således ruineres alene på den lille ø, Sjælland, så må vel enhver ønske at denne skik eller uskik kunne afskaffes eller på nogen måde indskrænkes ved en eller anden foranstaltning. Lagdes der fx en høj accise på sådanne træer og toppe, eller når der ved indførelsen af samme gennem stadens porte blev afkrævet vedkommende fuldgyldig bevis for at det var deres lovlige ejendom, ville vist allerede meget være vundet ved det, og mange hundrede grantræer årligt spares for ødelæggelse.

(Politivennen nr. 1093, Løverdagen, den 10de December 1836. Side 791-793)

Varsko i lille Helliggeistesstræde.

Ud for huset nr. 159 i ovennævnte gade står et træ hvorfra en gren rækker ud over midten af gaden og det så lavt at et menneske på et højt læs let kan tørne derimod. Anmelderen var vidne til hvorledes en kusk på karetbuk ved højlys dag stødte hovedet derimod så at hatten faldt af, og da han i hurtighed ville gribe efter den, var selv nær faldet baglæns af bukken. Da denne så lavt hængende gren i mørke nætter kan afstedkomme en ulykke, så beder man ejeren af nævnte træ at lade denne nævnte gren afskære.

(Politivennen No. 482, Løverdagen den 26de Marts 1825. Side 9576-9577)

Om Jule-Træer

Det ville være synd og urimeligt at misunde den glade og lykkelige barndom at frydes ved det vi kalder juletræer, som på det seneste er blevet mere og mere i brug i mange familier og cirkler, eller at misunde de ømme og kærlige forældre den fest at tilberede og skænke deres børn og små venner juletræer. Man ser at forældrene omhyggeligt og nogle dage i forvejen, på et sted skjult for børnene, tilbereder disse juletræer, behængt med adskillige små ting som fx lys, illuminationer osv. som gør børnenes juletid ubeskrivelig lykkelige. Altså er skikken både uskyldig og god i sig selv. Kun beklageligt er det at den måde det foregår på har en anden skadelig følge, som vi her vil bemærke.

Man ser allerede, og har i nogle dage set, at aviserne annoncerer hvor juletræer var at få til købs. Man har set amagere og andre bønder sætte dem til salg på torvene og i gaderne. Det er nemlig toppen af unge taks-, gran eller andre nåletræer som for deres smukke og til hensigten passende dannelser er mest bekvem at sætte i baljer eller på anden måde til at opstilles. På disse hænger forældrene små foræringer, så synet af dette når dørene åbnes til helligdommen, fryder børnene. 

Man ser blandt disse mange unge træer som er trukket op af jorden med rode. Er det ikke skadeligt at ødelægge nogle hundrede årligt bare for en kort fornøjelse for børn i nogle dage. Og hvis det breder sig endnu mere, måske et stort antal af unge tilvoksende træer? Det træ der rykkes op med rode, er ødelagt. Og det træ hvis smukke top er hugget af, bliver forknyt og kan aldrig blive til et træ. Hvor let kan det ikke forlede en bonde til for at tjene nogle markedspenge ved at ødelægge træer der med flid har været plantet og hvis vækst er meget langsom. Hvor let kan den bonde der kører igennem en plantage, ikke forledes til at hugge eller rykke unge træer op for denne øjeblikkets gevinst.

"Hvor let kan den bonde der kører igennem en plantage, ikke forledes til at hugge eller rykke unge træer op for denne øjeblikkets gevinst" (Nok er det ikke vinter, men dette sted ved Frederiksberg Alle, malet af Christen Købke o. 1845-47 kunne da være et sted for en bonde at forsøge sig. Statens Museum for Kunst).

Det synes indsenderen uomgængeligt at forstvæsenet eller anden ansvarlig myndighed med grund og rimelighed burde udstede strengt forbud mod salg og brug af disse slags toppe og træer til nævnte juletræer.

Skulle en snedkermester ikke kunne finde på at udfærdige en passende opsats af pinde eller deslige til at bruge i stedet for juletræer. Forældre havde da den fordel at kunne gemme et sådant træ fra det ene år til det andet.

(Politivennen 469, løverdag 25. december 1824, s. 9365-9368)

Et Ønske i Anledning af Poppelpilene paa Jagtveien.

Skønt det nu vel ikke er den årstid at træerne rettelig beskæres, var det dog meget ønskeligt om i det mindste de poppelpil hvormed den del af Jagtvejen der fører fra Runddelen ved Assistenskirkegården til Falkoner Alle er beplantet, kunne blive beskåret på den indre side, ligesom sådant årligt er sket på den side af træerne der vender mod kørevejen og derved alle de grene blive borttagne der ved deres nedhængen ulejliger enhver der følger fodstien langs med grøften.

(Politivennen No. 243, Løverdagen den 26de August 1820, side 3930)

En Bemærkning angaaende Træerne paa det nye Anlæg ved Charlottenlund

De træer der for ikke så længe siden er plantet ved den skønne anlagte sti på Strandvejen fra Vibenshus og udefter ligesom også på denne side til Østerport, skulle vel næppe længe beholde deres planteliv dersom de ikke får anden kunstig hjælp end den naturen nu er i stand til at yde. For den dybe grøft ved siden og jordens borttagelse så nær deres rod hvorfra de som plantebørn skal have næringsstoffer, vil utvivlsomt inden kort tid forvolde dem svindsot og død, hvortil den skarpe nordlige og østlige vind og tørke fornemmelig virker. 

Derimod menes de særdeles at ville blive helbredt hvis der gjordes en lille hulhed i jorden omkring stammen som kunne holde vandingen ved kunst eller naturlig regn ved dem, hvoraf de forneden kunne have væske til deres vegetation. Det var dog synd mod naturen at så mange af dens poder skal dø som endnu var at frelse. Den dybe grøft ved siden af træerne tager al væske fra dem, og synes dybere end fornødent. 

Anmelderen som er en elsker af naturens forskønnelse, har ment det var en pligt at gøre opmærksom på det så at der kan rådes bod på skaden i tide, og plantningen komme til kræfter og fremvækst. Ved anden lejlighed er ydet anmelderens tanker om den almindelige mangel på træbeplantning ved vejene, hegn, morads og udøde gamle skove som også ved anlægget af nye, der ligesom dør under fødslen og meget fordi der gives mennesker der er ligesom hadere af naturens gaver og gør alt for at forstyrre og nedbryde dens skønneste orden og øjemed, ved ufred og vold der hvor det blev dem muligt, hvorom alleens beplantninger og plantager kan fremvise de kendeligste spor, i stedet for at sådanne selv burde tænke hvor gavnligt for dem at frede og opelske træers vækst der er og må vedblive at være kostbart blot med hensyn til brændsel, foruden den anden og større nytte det er at have forråd deraf til så mangehånde gavnbrug som er uundværligt foruden dets skønne velsmagende frugter som næringsmiddel betragtet.

(Politivennen nr. 178, Løverdagen den 29de Maj 1819, s. 2874-2876)

Skadelige Insecter af Gadedrenge

De af Gothersgades beboere som bor lige over for Kongens Have har den store behagelighed at kunne forlyste sig med naturens på denne årstid så mangfoldige udvikling og ynde. Men denne behagelighed forbitres stundom for dem ved at nogle skadelige insekter af gadedrenge rovgerrigt overfalder de træer som står inden for kongens havemur og prunkende med deres skønne top rækker deres grene over muren til forlystelse endogså for forbigående. 

 "Nogle skadelige insekter af gadedrenge overfalder rovgerrigt de træer som står inden for kongens havemur og prunkende med deres skønne top rækker deres grene over muren til forlystelse endogså for forbigående". (Gothersgade med Kongens Have til venstre i dag. Der er ingen mur, men et gitterværk. Træerne er der. Eget foto.)

Således vovede nogle drenge i lørdag eftermiddag den 31. maj forsynet med en sten i et bånd at kaste denne op i et af de ovennævnte træer for derved at trække og nedrive blade og grene. Anmelderen kom til sit vindue og så denne utilladelige adfærd, harmedes derover og da ingen ville værne og træernes fred, påtog han sig den umage at jage disse drenge bort. Dog førnævnte adfærd blev gentaget efter 1½ times forløb af nogle andre drenge der var mere dristige og uforskammede. Væbnede med en stor sten forsøgte de ligesom de forrige at få grene og blade ned ved at kaste den op i træet, og det uanset den nogle gange nær havde truffet de forbigående i hovedet. Da de efter adskillige forsøg til sidst slog en tagsten på muren i stykker og de mærkede at anmelderen var opmærksom på dem, blev de bange og forlod i al hast deres vovestykke. 

Sådanne og andre lignende drengespilopper kunne dog let hæmmes når forbigående som så sådant ikke ville være ligeglade med det eller beboere af kældre og stuer der kunne være nærmest ved hånden, ville jage sådanne gadedrenge bort fra de slette streger de kan finde på og som vel har sin grund i barnagtighed, men derfor dog ikke er mindre skadelige.

(Politivennen nr. 76, Løverdagen den 14de Juni 1817, s. 1289-1291)

Træfordærvere ved Østerport.

Af de ved den vestre ende af krudttårnet ved Østerport plantede unge træer, benyttes 2 til en slags gynge for kåde drenge som ved at bøje toppen til jorden sætter sig derpå og lader sig derefter hæve i vejret af træets kraft. Det tredje træ er brækket af omtrent en halv meter fra jorden formodentlig på ovennævnte skammelige måde.

Ved at gøre den ansvarlige skildvagt opmærksom på det, svarede han at det ikke var ham muligt at afværge denne uorden fordi han måtte opholde sig i nærheden af sit skilderhus som står ved et af de nærmeste Østerport værende depothuse for der at yde vedkommende den tilbørlige honeur. Om soldaten heri handlede rigtig eller ej, overlades til vedkommendes behagelige omdømme. 

Det var derfor ønskeligt at der ved nævnte krudttårn nu som før stod en skildvagt så denne kunne have det fornødne tilsyn med de der plantede og herefter plantende træer som uden dette vil være til ingen nytte.

(Politivennen nr. 62, Løverdagen den 8de Marts 1817, s. 967-968)

Om Fred og Hegn paa Landeveje

(Indsendt)

Det synes ligesom umuligt at få fred, hegn og hævd for træer og beplantninger som er sat ved veje, grøfter og jorde. Hvem harmes ikke over at se de unge træer rykket op, brækket eller hugget i, dels rykket løs ved roden, som gør at de inden kort tid taber vegetationer og dør. De som ikke fordærves på en af disse måder fordi de har for stærke rødder og stamme, bliver barken helt eller delvist revet af så at de ligesom de øvrige dør. 

Med smerte og fortrydelse har anmelderen og andre i disse dage set dels i alleerne uden for byen og dels på landevejene, ligesom på Amager at en mængde træer således er ødelagt af ondskab. For andet navn kan det vel ikke have da næppe den usle fordel at røve og rane så lidt kan være umagen værd her. Men lige så skønt det er at vandre i skyggen af sådanne træer, så kvægende er det for dyret selv under vægten af sin byrde her at nyde livskraft på en brændende solhed dag på en lang vej der ofte må tilbagelægges i al hast. 

Med hensyn på det skulle den pågrebne volds- og ransmand straffes på pungen. Første gang med en mulkt efter skadens størrelse af 10 til 100 rigsbankdaler. Samt en offentlig skarp irettesættelse med navns nævnelse til advarsel for ligesindede. For anden gang med det dobbelte af det, foruden lignende irettesættelse på den mest offentlig måde og tillige skulle han ikke kunne anses habil eller værdig til at få nogen hædersforretning i sin stilling eller kreds som almuemand, eller i borgerlig stilling, uden at det var godtgjort at han kendeligt og bevisligt havde forbedret sit forhold og vandel. Forbrød han sig tredje gang kunne det næppe være for hårdt at sådan en ondskabsfuld forbryder dømtes til fængselsarbejde på kongens nåde, som en højst skadelig og farlig lem af det offentlige samfund. At hans navn indførtes i en offentlig bog for at tjene til advarsel for andre, så at det kunne læses af alle og enhver, hvorledes han nu havde mistet frihed og ære for gentaget forøvet vold og ondskab.

Dette synes at være nødvendigt for at vinde fred og hævd her, hvor så mange alt for længe har ført begrundet klage.

(Politivennen nr. 33, Løverdagen den 17. aug juli 1816, s. 497-499)

Træernes Mishandling i Filosofgangen.

Det synes pligt at gøre de ansvarlige opmærksomme på at det er aldeles umuligt at de hist og her fra Prinsensgade til Vesterport plantede unge træer kan nå fremvækst så længe det uhindret tillades at nehænge dem med klædesnore og svært linned hvorved rødderne daglig løsnes. Således er der ikke langt fra Vesterports vagt for nyligt plantet 2 stk. der ved denne daglige mishandling begge er løse.

Det synes tigtigt at det pålagdes vagterne at hæmme denne uorden. Ligesom også at skildvagterne afværgede den skade voldene lider ved at drengene morer sig med at glide ned af dem. Da nok ingen af delen bør være tilfældet.

(Politivennen nr. 422, 25. maj 1806, side 6706-6707)

Barktyveri af Drenge

At der endnu gives eksempel på skadefro ringeagt for lovene og den opvoksende generations misdannelse, viste sig i aftes kl. 7 på den såkaldte Jagtalle ved Frederiksberg. En 6-7 stykker drenge og piger var i fuld gang med at slå alleens træer, da en borger her fra staden og jeg i forbigående blev vidner til dette stygge optog. De var udrustede med gode knive og sække til byttet, hvilket efter min mening vidnede om, at handlingen ikke blot var børnespil, men planlagt iværksat på ældres vegne. Muligvis for at få materialer til brænde eller garveri. Vi anså det for vor pligt at angive sådan en udåd, og troede at sognefogeden var den mand vi kunne at henvende os til. Børnene løb fra os, på nær 2, som vi ville have ført til sognefogden for om han måske kendte dem. For selv ville de ikke sige os hvem de tilhørte. 

Men da vi kom ind i Frederiksberg By med dem, stimlede en mængde mennesker på grund af børnenes larmende skrig, sig omkring os, og tvang os til sidst under trusler at give slip på dem. Endelig kom sognefogden til, og da jeg fortalte ham sagen, fik jeg til svar: At det ikke kom ham ved, men gartner Petersen. Da jeg nu ikke vidste hvor denne mand boede og heller ikke havde tid længere at opholde mig, så leverede jeg sognefogden en af knivene, som jeg havde taget til mig.

København, den 23. maj 1805
A. C. Høyer
Stud. Theologiæ
Torvegaden nr. 197

(Politivennen nr. 371, 1. juni 1805, side 5893-5895)

Forestillinger tilegnde Oekonomie- og Kommers-Kollegium, General-Toldkammeret og Magistraten

Ege- og birkebark er et uundværligt materiale til garverierne. Men det begynder at skorte på det efterhånden som skovene mindskes. Denne mangel er ikke kun her, men allevegne i Europa, garveriernes største forhindring. Derfor er det forbudt at udføre bark både i England, Preussen og Sverige. Hos os er der derimod ikke et forbud, og som følge af det udføres en mængde af vores bark. Især fra Norge til England og andre steder.

Den yndest som hans majestæt gennem forskud og andre måder har vist garverierne, lader håbe at det ikke vil være forgæves at landets garvere ønsker barkens udførsel til fremmede steder provisorisk enten forbudt eller besværet gennem forhøjet told når det kollegium under hvis pleje og forsorg fabriksfliden er henlagt, bedre end det er undertegnede muligt, måtte ville udvikle hvor meget mere fordelagtigt det er for landet at gøre indførsel af fremmed læder unødvendig eller vel endog for den forædlede vare, tilberedt læder, at indløse penge fra de fremmede selv, end - at give udlændingen en daler for læder for at kunne indlæse en skilling for rå huder og en ditto for det rå materiale, bark.

Det kongelige Generaltoldkammer vil bedst af alle kunne understøtte dette andragende ved at meddele kollegiet beløbet af barkens og de rå huders udførsel, og af forarbejdet læders indførsel for nærværende tid.

Man kan frygt at adskillige garverier til vinter må holde op med at arbejde af mangel på bark. 

Efter her kort men som jeg håber tilstrækkeligt har berørt en for alle danske staters garveriers fælles interesse, må det være mig tilladt at omtale et særegent anliggende for de københavnske garverier.

Den usundhed som garveriernes uddunstninger truer med, når de er anlagt midt i en tæt bebygget og folkerig stad, har foranlediget det ønske hos regeringen, at disse garverier efterhånden måtte forlægges uden for staden, enten i forstæderne eller længere borte.

Hvor en regering udmærker sig ved kærlighed og omsorg for borgerne, der går disse med glad opofrelse ethvert ønske fra regeringen i møde. Adskillige garverier er forlagt og anlagt udenfor voldene og det indses let at sådant ikke sker uden stort tab. Men sikkert vil vores hovedstads magistrat være enig med mig i at sådanne gavnlige foretagender på inden måde bør møde større eller flere forhindringer end sagens natur selv uomgængelig medfører.

Transportens tidsspilde, rettere fordobling, og dens store omkostning forenet med folkelønnens større dyrhed og den nødvendighed stadig at have et udsalg i staden, er vanskeligheder som ingen kan borttage fra ethvert fabriksanlæg i forstæderne.
Men de hindringer som Generaltoldkammeret og Magistraten kan afhjælpe, og som de sikkert vil afhjælpe på min anstændige forestilling er følgende.

1) Portpengene hvorfra nu ikke engang de fabriksejere er fritaget der før h har haft fri passage. Denne udgift tynger fabriksejerne uden at være nogen stor genstand for stadens indtægter. Ligesom den synes mig hård, når man betænker at en sådan på stadens broer bosat fabrikant dog svarer alle stadens ordinære byrder.

2) Konsumtionen. en rå hud giver 4 skilling i konsumtion. Disse 4 skilling godtgøres vel fabrikanten på den rå til forarbejdelse udførende hud. Men når den forarbejdet igen indføres, må han betale 18, 20 til 22 skilling igen (10 2/3 skilling af lispundet) herved sættes forstadens fabrikant tilbage, da han taber 10 til 12 procent og må dog holde pris med den indenbys garver.

Dersom det på denne min forestilling måtte besluttes at fritage forstadens garvere fra denne byrde, tror jeg at sådant meget godt uden tab eller svig kunne ske på følgende måde: I konsumtionskontoret kunne være et stempel af skarpe spidser fx med de ord: Ind og Udførselsstempel til forarbejdelse. Hermed stempledes hver rå udført hud i skilten, og nød da ingen godtgørelse. Når den forarbejdet igen indførtes, og bar sit stempel, var den igen fri for afgift. Til sikkerhed for svig kunne i samme kontor være en bog hvori hver fabrikant havde en folio som vist antallet af det ind- og udførte.

Dersom det fra højere steder måtte lægges mærke til det her ytrede, vil sådant i tiden sikkert bevæge flere til at flytte ud, og således opfylde fornufts-, sundheds og regerings ønske.

Kildevæld på Østerbro d. 10. dec. 1800.
M. Bresselau
Kongelig privilegeret læderfabrikant.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 138. 13de december 1800, s. 2194-2197)

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1800 står opført Læderfabrikør Breslau, Lille Strandstræde 100.

En offentlig Spadseregang anlagt af en Borgemester.

I staden Tønder er en borgmester ved navn Richtsen der fortjener at opstilles som eksempel for alle borgmestre i verden. Ikke alene har han med egen udgift istandbragt meget til nytte for sin stad, hvoraf især her må mærkes et offentligt tørvmagasin (hvornår får København et sådant?), men han har endog for mange kommende slægter sørget for sine elskede tønderers munterhed, sundhed og uskyldige fornøjelse.

Som borgmester havde han brugen af et stykke land ved staden som lå bekvemt til derpå at anlægge en offentlig spadseregang. Richtsen fik dette landstykke til sin spadseregang imod at mageskifte det med et rigeligt godtgørende stykke af hans egne jorder. En eng som tilhørte kongen, og som indbød til alleens forlængelse, udvirkede han så meget lettere skænket til staden til dette brug som kammerpræsidenten på sin rejse selv havde set og beundret både anlægget og anlæggeren.

Dette fine engstykke var aldrig så snart erobret før den utrættelige Richtsen lod på egen bekostning nogle tusinde læs jord påføres. Alleen som har at imodstå den voldsomme havvind, består af otte til nidobbelte rækker af træer, for hvis vedligeholdelse der sørges med største omhu, såvel ved tilsatte støtter og i tørke ved vanding, som ved bekvemt anlagte planteskoler. Hvor stadseregangen bøjer sig er anlagt en forskønnende runddel. Smukke bænke er oprettede i gangene for at yde den trættede spadserer en behagelig hvile. Endelig har denne fortræffelige mand i sinde at legere en del af sin formue til vedligeholdelsen af denne så nyttige som smagfulde borgerskænk.

Oh, at enhver af vores stakkels af dræk ligesom belejrede stæder hvor man næppe tørskoet kan komme til hinanden uden i en fjerdeldel af året, hvis indkørsler gerne er bundløse moradser, hvis torve og gader er møddingesteder og vedkaster, og hvis fleste indbyggere næppe ved hvad det er at spadsere, måtte finde i en nidkær embedsmand, i en formuende medborger en ædelt tænkende Richtsen! Selskabelighed, sundhed, munterhed som nu i det højeste søges i en klub, den ikke engang alle stæder har, og den medborgerinderne er udelukket fra, ville ved sådanne anlæg lidt efter lidt blive nationalegenskaber og afløse hvad jeg ikke vil nævne.

Selv Jyllands vestre stæder måtte man ønske sådanne borger. Ikke måtte det afskrække dem at egnen er skov og træløs. Ikke burde de låne øre til vestjydens så modløse ord: her kan ingen træer vokse. Tønder ligger lige såvel udsat for vestvinden som Ribe, Ringkøbing, Varde og andre.

De træarter som Richtsen har anvendt, er ask, poppel, el, pil, kastanje, avnbøg, røn og løn. Og det fortjener at bemærkes at akacien som af nogle roses så meget og af andre lige heftigt forkastes, her trives og holder sig fortrinlig og vel.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 92, den 25 Januar 1800, s 1460-1463)

Endnu engang et Ord om de omplantede Træer paa Vesterbro.

Uagtet der såvel i disse som andre blade så ofte er klaget over de omkring de nyplantede træer på Vesterbro opkastede jord- og stendynger, som ikke alene formindsker fortovet meget, men endog gør det farligt om natten og ubehageligt om dagen da man hvert øjeblik har en af de løse hist og her af drenge kastede sten for fødderne, er der dog ingen forbedring sket.

Dersom Magistraten er overbevist om at disse træer bør stå på fortovet uagtet alt det man derimod ikke uden grund kunne indvende, fx 1) At disse træer når de bliver store, vil gøre fortovet lige så ubrugeligt som bankerne gør det nu fordi der altid sætter sig en forhøjning omkring en stor træstamme. 2) At der efter regn bliver et ubehageligt dryp i lang tid for de gående som altså må søge kørebanen og overlade fortovet til de kære træer. 3) At husejerne må finde sig fornærmet ved at se deres udsigt betaget eller formindsket uden at de endog kan skaffe sig luft ved at borthugge en eller anden gren med mindre Magistraten som virkelig var rimeligt nok, skænkede hver husejer de uden for hans hus plantede træer. 5) At husejerne med tiden vil se deres vinduer, tage og mure udsat for regndryp og fugtighed - dersom Magistraten dog synes godt om træer i denne gade. Så borttager den dog disse unyttige banker og omgiver de unge stammer istedet derfor med fire små planker således som man ser så mange steder her i byen.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 84, den 30 November 1799, s 1335-1336)

Nørrebro og Træers Plantning der

Et stykke af Nørrebro er nu draget op af den søle hvori det forhen lå, og fodgængere har der fået en bekvemmelighed de aldrig burde savne i nogen stad eller storstad: Et ordentligt fortov hvor de gående kan have sikkerhed for vogne og heste. Men da fortovene på Nørrebro har måttet lægges temmelig lavt, og rendestenen kun er lille, så vil fortovet snart oversvømmes med vand og skarn når skarnet løber fra kørebroen i rendestenen, og på grund af det standse vandets afløb. Man kommer til at vade i det, således som man har været vant til om efteråret og vinteren på fortovet over Peblingesøen, dersom sådant ikke forebygges ved vedvarende fejning og renholdelse.

Det kan imidlertid ikke tvivles om, at vedkommende, som såvel har sørget for fodgængernes bekvemmelighed, jo også vil sørge for, at samme kommer dem til nytte. Det tros, at sådant bedst og med mindst befolkning opnås, når de beboere, uden for hvis bygning fortovet går, fejer hver for sin dør, eller rettere sagt, for sin bygnings grund, således som skik er i København. Men de, som foruden bygningerne har betydelige havepladser, fx Store Ravnsborg, kunne det vel med rimelighed pålægges også at renholde det fortov, som støder til deres havers indhegninger?

Den øvrige del af fortovene kunne hele efteråret og vinteren godt renholdes når en mand for sædvanlig dagleje og med godtgørelse for redskab gaves dette arbejde enten under eftersyn, eller med akkord om at holde forsvarligt rent. Der indtræffer ofte sådant vejrlig, at han ikke kan overfare alt arbejde på 1 eller 2 dage, men han måtte da gøre det nødvendigste først, nemlig at skaffe vandet afløb, og siden efterhånden bortfeje og sammenskovle urenligheden.

Det var for broens renlighed at ønske, at man tillige kunne afskaffe den skik som bruges ved nogle af renovationsvognene her, at bagsmækken på dem oplettes, så snart de har passeret Blågård, og undertiden før, såvel som den skik, at mange kørekarle jage med læs i fuld trav, og derved overøser broen med skarn i det de tillige martrer livet af de elendige heste som er betroede deres umenneskelige hænder.

Ved den ene side af kørebroen har man nu gravet huller, formodentlig for at plante træer i dem. Dersom disse ikke skal blive lige sådanne vantrivninger, som de der står ude forbi Assistens Kirkegårdene omkring til Vibenhus, så må dem skænkes nogen mere omhyggelighed. Til den ende burde man hjertelig bede vedkommende, at lade afkappe 1/3 del af de træers højde som udgør alleen ved Blågård. Derved vindes en smule sol, som er så nødvendig til at befordre de unge træers vækst, og til at tørre broen efter falden regn. Hin alle taber derved intet, den bliver endog tættere, og når man gentager sådan kapning hvert fjerde eller femte år på rette tid, kan den aftappede top bruges til erteris, hvoraf mange husejere er forlegne og betaler det temmelig dyrt. Til at befordre denne de unge træers hurtigste vækst var det gavnligt, at de ikke plantedes før foråret, men at man derimod nu fyldte hullerne med god gødning, som ved at ligge vinteren over meddelte jorden omkring sig god næringssaft. Denne gødning skulle da til foråret bortføres, og træerne plantes i god jord, blandet af jord fra den gamle renovation i i sandgravene og den fra hulerne nu opkastede jord. Det forstår sig, at træernes rødder ved plantningen måtte stærk begydes med vand, og den første sommer igennem ikke mangle væde, de måtte også forsynes med afvisere, at ikke bønderne, som elsker det bløde, skulle nedkøre dem.

(Politivennen. 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 436-439. [Estimeret dato: 3. november 1798])