De træer der for ikke så længe siden er plantet ved den skønne anlagte sti på Strandvejen fra Vibenshus og udefter ligesom også på denne side til Østerport, skulle vel næppe længe beholde deres planteliv dersom de ikke får anden kunstig hjælp end den naturen nu er i stand til at yde. For den dybe grøft ved siden og jordens borttagelse så nær deres rod hvorfra de som plantebørn skal have næringsstoffer, vil utvivlsomt inden kort tid forvolde dem svindsot og død, hvortil den skarpe nordlige og østlige vind og tørke fornemmelig virker.
Derimod menes de særdeles at ville blive helbredt hvis der gjordes en lille hulhed i jorden omkring stammen som kunne holde vandingen ved kunst eller naturlig regn ved dem, hvoraf de forneden kunne have væske til deres vegetation. Det var dog synd mod naturen at så mange af dens poder skal dø som endnu var at frelse. Den dybe grøft ved siden af træerne tager al væske fra dem, og synes dybere end fornødent.
Anmelderen som er en elsker af naturens forskønnelse, har ment det var en pligt at gøre opmærksom på det så at der kan rådes bod på skaden i tide, og plantningen komme til kræfter og fremvækst. Ved anden lejlighed er ydet anmelderens tanker om den almindelige mangel på træbeplantning ved vejene, hegn, morads og udøde gamle skove som også ved anlægget af nye, der ligesom dør under fødslen og meget fordi der gives mennesker der er ligesom hadere af naturens gaver og gør alt for at forstyrre og nedbryde dens skønneste orden og øjemed, ved ufred og vold der hvor det blev dem muligt, hvorom alleens beplantninger og plantager kan fremvise de kendeligste spor, i stedet for at sådanne selv burde tænke hvor gavnligt for dem at frede og opelske træers vækst der er og må vedblive at være kostbart blot med hensyn til brændsel, foruden den anden og større nytte det er at have forråd deraf til så mangehånde gavnbrug som er uundværligt foruden dets skønne velsmagende frugter som næringsmiddel betragtet.
(Politivennen nr. 178, Løverdagen den 29de Maj 1819, s. 2874-2876)
Derimod menes de særdeles at ville blive helbredt hvis der gjordes en lille hulhed i jorden omkring stammen som kunne holde vandingen ved kunst eller naturlig regn ved dem, hvoraf de forneden kunne have væske til deres vegetation. Det var dog synd mod naturen at så mange af dens poder skal dø som endnu var at frelse. Den dybe grøft ved siden af træerne tager al væske fra dem, og synes dybere end fornødent.
Anmelderen som er en elsker af naturens forskønnelse, har ment det var en pligt at gøre opmærksom på det så at der kan rådes bod på skaden i tide, og plantningen komme til kræfter og fremvækst. Ved anden lejlighed er ydet anmelderens tanker om den almindelige mangel på træbeplantning ved vejene, hegn, morads og udøde gamle skove som også ved anlægget af nye, der ligesom dør under fødslen og meget fordi der gives mennesker der er ligesom hadere af naturens gaver og gør alt for at forstyrre og nedbryde dens skønneste orden og øjemed, ved ufred og vold der hvor det blev dem muligt, hvorom alleens beplantninger og plantager kan fremvise de kendeligste spor, i stedet for at sådanne selv burde tænke hvor gavnligt for dem at frede og opelske træers vækst der er og må vedblive at være kostbart blot med hensyn til brændsel, foruden den anden og større nytte det er at have forråd deraf til så mangehånde gavnbrug som er uundværligt foruden dets skønne velsmagende frugter som næringsmiddel betragtet.
(Politivennen nr. 178, Løverdagen den 29de Maj 1819, s. 2874-2876)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar