Stænderforsamlingerne. (Efterskrift til Politivennen)

I "Allg. zeit." af 13de dennes læses følgende Skrivelse fra Holsteen: "De Forventninger, som man i Danmark og Hertugdømmerne nærede om de nye Institutioner, ere ved Stændertidendernes Skeletagtige Indhold blevne noget nedstemte, ligesaalidt som Takadresserne hos Folket finde den forventede Gjenklang. Over Adressen fra Roeskilde-Forsamlingen udtalte "Kbhposten" sig med aaben dadel. Dens overordentligt frimodige Artikler vise, hvilket vidt Spillerum man i denne Sag der giver Pressens Raisonnement. Torde vi tillade os overhovedet at bedømme saavel den danske som den holsteenske Landdag, saa viser det sig i begge Forsamlinger paany, at man først maa gjennemgaa en Skole, førend der af de stænderske Forhandlinger tør ventes nogen Takt og sikkert baseret, regelmæssige Virksomhed. Stænderbladene give vel kun af og til Anledning til disse Bemærkninger, idet de temmeligt nødtørftigen fremlægge Discussionernes almindelige Resultater; imidlertid veed man dog i Publikum ret vel, hvorledes det gaar til i Forsamlingerne, og tør ikke formeget undre sig over, at disses Virksomhed mere bære den collegialske end den friere stænderske Karakteer. Om en Opposition, jeg mener i Ordets bedre Forstand, synes Talen endnu ikke at kunne være, idet en stor deel af de Deputerede vel endnu fattes sikkert ledende Principer for Statsforvaltning. Om Budgettet har, saavidt vi vide, Talen endnu hverken været i Roeskilde eller i Itzehoe, og dette skulde dog strax og i Særdeleshed gjøre Krav paa Stændernes Opmærksomhed, for at tjene til Basis for meget alvorlige Forhandlinger. Derimod underkastes i flere offentlige Blade Statens finansielle Stilling en omfattende og ikke sjelden skarp Bedømmelse, hvorom vi med det Første ville meddele meget Nærmere. Den holsteenske Landdag skal, efter Forlydende, allerede sluttes før Aarets Ende. Hvis dette er grundet, torde ikke Fjerdedelen af de allerede indledede Arbeider blive fuldførte."

(Kjøbenhavnsposten 24. november 1835)

Fangeflugt fra krudttårnene i Kastellet. (Efterskrift til Politivennen)

Den af Directionen for Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset nylig efterlyste Livsfange, Hans Hansen, 21 Aar gammel, der ved høi lys Dag er undvegen fra et af Fangetaarnene i Citadellet, har paa en sindrig Maade vidst at undslippe sine Vogtere. Ved at bemærke, at nogle Murfolk arbeidede ved Taarnet, har han, da alle der vare fraværende, optaget et Bræt i Gulvet og hidset sig ned i Stue-Etagen, hvor han forefandt Murer-Materialer. Efter tilbørligt at have indsmurt sine Klæder med Kalk, er han gaaet bort, har sagt til Drengen, hvem han mødte, og for hvem han teede sig som Haandlanger, at han ikke vilde arbeide længere hos Mester R. R., og da Drengen henviste ham til Svenden, til hvem han burde melde saadant, er han gaaet bort, og endog underveis tiltalt den intet anende Skildvagt. At vort virksomme Politi har anvendt særdeles Omhu for atter at faae fat paa Forbryderen, er noget man kunde vente; især er der paabuden og overholdes særdeles Aarvaagenhed om Natten.  

(Kjøbenhavnsposten 1835)

Smør. (Efterskrift til Politivennen)

Den 12te f. M. sendt en Forpagter paa Landet en Vogn herind med 45 Fjerdinger Smør til Forhandling. Accisen betaltes for det nævnte Antal Fjerdinger. Ved Afleveringen af Accisesedlen befalede Toldbetjentene dem alle aflæssede, for at veie dem. Da det herved befandtes, at hver Fjerding havde omtrent 2 Pd.Overvægt, fordredes herfor en Mulkt af noget over 5 Rbd. Forgjeves gjorde man opmærksom paa, at denne Overvægt hidrørte fra Træet ... man maatte saaledes finde sig i at erlægge den forlangte Mulkt, uagtet Forpagteren, ved hjemme at veie sit Smør i hver Fjerding iforveien ikke holdt over den sædvanlige Vægt. Flere Landmænd skulle i den senere Tid have deelt samme Skjebne,og adskillige lignede Mulkter, afpressede ved den urimelige Fordring at alt det Smør, de bragte til Torv, skulde udtages af Fjerdingerne, ere paa denne Maade tilflydt Toldvæsenet.

(Kjøbenhavnsposten 12. november 1835. Uddrag)

Kjøbenhavn den 7de November 1835. (Efterskrift til Politivennen)

- Ifølge dertil indløbne Efterretninger fra de dansk vestindiske Øer var der i Fortet Christiansstæd paa St. Croix opdaget et Mytteri iblandt den derværende garnison, som gik ud paa at sætte sig i Besiddelse af den danske Brig og flygte over til Columbia. Planen blev røbet, førend man havde forsøgt paa at sætte den i Udførelse og Ophavsmanden og Deeltagerne i samme saae deres Straf imøde. Man tør forvente nærmere detailleret Efterretning om denne Begivenhed, om hvilken ogsaa allerede Indberetning skal være indløben til det Kongl. Admiralitets og Commissariats Collegium.

(Kjøbenhavnsposten 7. november 1835)

Fandens Hovedkasse i Krystalgade. (Efterskrift til Politivennen)

Om en i denne Tid for Kjøbenhavns Politiret svævende Hexesag læses følgende Meddelelse i Bib. Samler: "En Kone havde bildt nogle Tjenestepiger ind, at Fandens Hovedkasse var i Krystalgaden; dertil kunde de indgive Ansøgninger, og, naar de betalte hende godt derfor, kunde de være sikkre paa, at hun nok skulde tale godt for dem hos Fanden, til hvem hun havde specielt Bekjendtskab, og at deres Ønsker skulde blive opfyldte; en Pige har saaledes betalte disse Forbønner hos hans diabolske Majestæt med Victualier, for at komme i Besiddelse af 100 Rbd. En anden Pige ønskede at faae at vide, hvorledes hendes i Udlandet værende kjæreste befandt sig, og om hun skulde blive hans Kone. Denne Videbegjærlighed lovede Konen ogsaa at tilfredsstille. Efterat Pigen nemlig havde erlagt et Honorar af 10 Rbd. blev hun ført ind i et Værelse, hvor den kloge Kone igjennem en magisk Røg lod hende see en Mandsperson; men da Pigen erklærede, at dette ikke var hendes Kjæreste, fik hun til Svar: "Ja, det er dog ham, Du skal faae til Mand." Efterat der i Danmark er gjort saa særdeles meget for Folkeoplysning, skulde man næsten ansee det for umuligt, at Overtroen endnu kunde have saa faste Tilhængere."- Efter hvad Red. om denne vistnok saare mærkværdige Sag har bragt i Erfaring, skal ommeldte Kone, der virkelig er sat under Tiltale her for Politiretten, være beskyldt for, under det nævnte Foregivende af, at hun stod i Forbindelse med Fanden og kunde vise sig igjen, m. fl. Hexekonster, at have fralokket flere Tjenestepiger heri Staden Penge. De omtalte Victualier, som een af disse Piger havde præsteret, bestode i to Fleskeskinker og 3 Lspd. Aal, som Konen foregav at Fanden, der, som bekjendt, holder meget af fede Sager, netop behøvede til et Gilde, han vilde give. Flere heelt kuriøse Ansøgninger, stilede til Fanden, om Laan af hans Hovedkasse, ere blevne producerede for Politiretten. Den Anklagede nægter paa det meest haardnakkede Sandheden af de mod hende fremførte Sigtelser.

Fandens Hovedkasse skulle ligge et sted i Krystalgade. Fotoet viser de bygninger som eksisterede dengang den lå der. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

(Kjøbenhavnsposten, 17. november 1835)

Tørlægning af Nakskov Fjord. Anden Omgang: Lund får Ret i Overretten 1836. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavnsposten den 27. oktober 1835:

- Angående den i dette blad nr. 239 nævnte sag mellem Nakskov søfolk m. fl. og landvæsenskommissær Lund til Fredsholm, samt kaptajn-løjtnant Leth, i egenskab af havne-inspektør, og det kongl. Generaltoldkammer og Kommercekollegiums indblanding i sagen m. m. har red., fra 3 borgere i Nakskov, modtaget følgende yderligere fremstilling og oplysninger, som man da denne ikke umærkelige sag heri bladet er blevet almenheden forelagt, ligeledes tror at burde bringe til offentlig kundskab: "Det kan være omtrent 4 år siden, at hr. landvæsenskommissær Lund til Fredsholm egenmægtigt lod afgrave og derved også formene Saunsø Byes ejendomsbønder en af dem fra Arilds tid benyttet alfar genvej til Nakskov. Bønderne, som blev understøttede med Benificium paupertatis, anlagde sag imod hr. landvæsenskommissæren, der ikke ville bekvemme sig til at hæve de af ham for vejens benyttelse lagte hindringer, med mindre de ville forbinde sig til årlig at udkøre visse læs gødske for ham! De frie ejendomsbønder ville ikke lade sig forpligte hertil, men fremmede sagen ved retten, hvor den også blev vundet af bønderne. 

Fra den i Nakskov Fjord liggende Skandse tværs over en arm af fjorden til Færgelandet påbegyndte i 1822 daværende ejer af Steensø anlæggelsen af en våse eller kørevej, i hvilken anledning daværende havnekommission erklærede, at de "for deres vedkommende" intet havde imod våsens anlæg, uden hvilken også vedkommendeejers tilladelse til at passere over Færgelandet, ejeren af Steensø hverken kunne komme kørende, gående eller ridende til Nakskov. Det bemærkes at havnevæsenet ingen lod eller del har i den arm af fjorden, eller af bunden i samme, hvorpå våsen blev anlagt, og havnekommissionens erklæring indeholder således i det højeste kun at den ved våsens anlæg forårsagede spærring af det mellem Færgelandet og Skandsen værende strømløb eller farvand ingen skadelig influens ville have på havnen. 

Senere da hr. landvæsenskommissær Lund blev ejer af Steensø, konvenerede det ham at få købstædvej fra Fredsholm til Nakskov over fjorden, Steensø, Skandsen og Færgelandet, hvorved han forkortede sin sædvanlige købstædvej fra omtrent 1 mil, på en til visse tider af året aldeles ufremkommelig vej, til en fjerdedel mil god vej, i hvilket øjemed hr. landvæsenskommissæren lod kaste en mængde sten og fyld mellem Fredsholms nokke og Steensø, imellem denne og Skandsen og imellem Skandsen og Færgelandet, hvorved den nye, usurperede vej blev passabel for kørende, ridende og gående. Men det må ikke glemmes at hr. landvæsenskommissær Lund som meldt ikke kunne komme ad denne vej, uden at passere: dels over Færgelandet, der er i anden mands hævd og besiddelse, og hvorpå ingen uden ejerens tilladelse har vej fra Skandsen af, dels over nævnte 3 arme eller løb af fjorden, hvilke fra umindelige tider og indtil den vej egenrådigt blev anlagt, har været sejlbar for både, især strømløbet mellem Færgelandet og Skandsen, og derfor også er benyttet meget såvel af dem, der daglig færdedes mellem Nakskov og en del af Lollands Sønderherred, som af dem der fra byen daglig drog på fiskeri i de sønden for denne våse værende fjordvande. 

Der var således intet naturligere end at de, der mest led ved landvæsenskommissærens anlæg på anden mands grund, søgte at få denne hindring for en fri afbenyttelse af deres ejendom og den fra umindelige tider hjemlede brugsret hævet, så meget mere som den fredsholmske landvæsenskommissær ikke har været at formå til at jævne sagen i mindelighed på de ham tilbudte, yderst rimelige vilkår. En grøft lig den landvæsenskommissæren som ovenmeldt, for få år siden lod grave tværs over over en af de Saunsø bønder i over hævds tid befaret vej, hvori han forresten ingen fæ-lod eller del havde, lod nu Færgelandsejeren grave, men på sit eget, Færgelandet, så at ingen nu kunne befare vejen derover fra Skandsen af. Over dette sidste foretagende, hvortil en mand dog vel måtte være berettiget på sin egen grund, gjorde landvæsenskommissæren mange ophævelser, uagtet han som nys meldt, og hvad vel må bemærkes, selv for få år siden havde ladet grave en lignende grøft, ikke på sit eget, men på alfarvej, og det i den hensigt at tvinge hoverifri ejendomsmænd, for hvilke vejen var uundværlig, til årlig at køre gødske for sig. Opbragt over at Færgelandsejeren, der er en simpel mand, ikke ville lade herren til Fredsholm køre over Færgelandet, forlængede denne våsen mellem Skandsen og Færgelandet, omtrent 90 alen og i en lige linje hen ad strandbredden. Men da denne ikke mindre end selve Færgelandet, hvoraf den udgør en del, tilhører en og samme ejer, blev også denne egenrådigt anlagte vej forpurret ham. 

- Især byens søfolk og andre som jævnligt enten drog på fiskeri i fjordvandene syd for våsen eller havde forretninger at besørge i en del af Sønderherred, havde allerede i en del år beklaget sig over den omvej som lukningen af dette farvand forårsagede dem. Men da enhver, især den simple mand, flyer de omkostninger og fortrædeligheder en vidtløftig proces fører med sig, blev også våsen upåtalt henliggende indtil i februar d. å. - altså omtrent i 13 år. Et tidsløb dog som enhver ved, ikke er langt nok til at give hævd! Først for et års tid siden da Færgelandsejeren gjorde landvæsenskommissæren vejen over Færgelandet stridig, besluttede en stor del af byens indbyggere sig til om muligt også at flytte våsen, og at gøre de der forhenværende farvande sejlbare for deres både igen. De henvendte sig først til byens Magistrat og stiftamtet, men forgæves! Ingen ville tage sig at sagen. Men fra alle kanter henvistes sagen til lands lov og ret - hvilket vel også var det rigtigste. 

Da det offentlige eller byen således ikke ville antage sig denne sag, og man selv måtte forskaffe sig vej, blev der på våsen brudt en sejlbar åbning, omtrent en halv snes alen bred. Dagen efter at denne åbning var gjort, indfandt hr. landvæsenskommissærens forvalter sig med en del bønder, forsynede med spader, skovle, hakker m. v. og udkastede det dagen forud ved gennemgravningen opkastede grus m. v., dels i den gravede åbning, dels i vandet ved begge sider af våsen. Men samme dags eftermiddag blev åbningen af modpartiet atter sat i sejlbar stand. Det er denne gennemgravning der gav landvæsenskommissæren anledning til at søge dem, som deltog deri, både for vold og til erstatning. De indstævnte derimod procederer dels til frifindelse, dels, efter udtagen kontrastævning, til at få hr. landvæsenskommissær Lund dømt til inden en passende frist og under en daglig mulkt at flytte den tilbagestående del af våsen m. v. og at sætte denne arm af fjorden i sejlbar stand, således som den var før våsen i 1822 blev påbegyndt. 

Men mærkværdigt nok! efter at sagen af begge parter således er gjort til genstand for domstolenes kendelse og mens den der endnu står under behandling og kendelse, arbejder hr. landvæsenskommissæren ad sine veje på også at få sagen gjort til genstand for kollegial afgørelse, og dette er for så vidt lykkedes ham som det kongelige Generaltoldkammer- og Kommercekollegium - et som man ved, i øvrigt lige så meget ved sin liberalitet, som ved sin dygtighed udmærket Kollegium - til hvilket hr. landvæsenskommissæren skal have henvendt sig med besværing over den formentlig lidte uret, allerede for flere måneder siden udsendte kanal-, havne- og fyrinspektør kaptainløjtnant Leth, for at undersøge gennembruddet på våsen og dets indflydelse på havnen m. v. Resultatet af denne undersøgelse, der forresten foretoges uden at nogen af de i gennembruddet deltagne underrettet derom, skal som man til sin store forbavselse hører, have været, "at havneinspektøren - der er en svoger af hr. landvæsenskommissæren - skønner det indlysende, at den foretagne gennemgravning vil bevirke havnens tilslemning", hvorfor også højbemeldte Kollegium, støttende sig på det af hr. kaptajnløjtnant Leth afgivne skøn, under 25. juni d. å., har resolveret: "at hr. landvæsenskommissær Lund bemyndiges til atter at fylde åbningen på våsen, og såfremt han ikke dertil ville bekvemme sig og der skulle være periculum in mona for havnens konservation, skulle havnekommissionen fra stiftamtet tillægges ordre til at foranstalte åbningen fyldt for havnekassens regning." 

- Da hr. landvæsenskommissæren med denne resolution i hånden troede at have vundet spillet, vægrede han sig for selv at fylde åbningen på våsen, hvorfor stiftamtet tillagde havnekommissionen ordre hertil. Men da havnekommissionen, der til al lykke nu består af andre medlemmer, end dem der var det da våsens anlæg i 1822 blev påbegyndt, efter den lokale kundskab den har skaffet sig, ikke anser åbningen på våsen for at være til skade for havnen i nogen navnlig måde og mener at den ikke, som havneinspektøren har villet skønne, kan bevirke havnens tilslemning, har kommissionen under 30. juli d. å., vægret sig for at fylde åbningen. Senere har havnekommissionen modtaget kommunikation af en skrivelse fra det kongelige Generaltoldkammer- og Kommercekollegium til stiftamtet af 1. aug. d. å. indeholdende: at havneinspektøren, under 1. s. m. var tillagt ordre til at meddele havnekommissionen anvisning til på hensigtsmæssig måde at lukke åbningen på førnævnte våse, "Da lukningen interesserer havnen"; at havnekommissionen tillægges ordre til at sagsøge de i gennembruddet deltagende, til erstatning af hvad lukningen vil koste; og endelig at der skal indledes underhandling med landvæsenskommissær Lund om at købe våsen af ham, m. v. 

- Hvad Havnekommissionen herpå har svaret, har man ikke haft lejlighed til at erfare; men at svaret må have været i konsekvens med kommissionens tidligere erklæring, derfor borger de nuværende Havnekommissærers selvstændighed og bekendte retskaffenhed, og når kommissionen finder at åbningen på våsen ingen skadelig indflydelse ytrer på havnen, og at den in specie ikke som havneinspektøren - for at få Kollegiet til at tage sig af sagen som havnesag - foregiver, kan bevirke havnens tilslemning, så er der ikke heller anledning for kommissionen, hverken til enten at besørge den, dog kun konditionaliter påbudne lukning, eller til at anlægge sag, for at indtale erstatning af omkostninger, der endnu ikke er gjort eller bør gøres, eller endelig til  at afkøbe herren til Fredsholm våsen, hvis eksistens eller ikke-eksistens anses for at være indifferent for havnevæsnet. 

Ligesom landvæsenskommissærens kontraparter i denne mærkelige retssag lige indtil førnævnte 2 resolutioner indløb, havde været aldeles uvidende om landvæsenskommissærens besværing til stiftamtet og Kollegiet, såvel som om den af havneinspektøren foretagne undersøgelse, og om de grunde, hvorpå hans betænkning til Kollegiet støtter sig, så lidt som de i det hele taget vidste eller anede, at denne retssag skulle gøres til en havne- og Kollegiesag, i den forstand at det kongl. Generaltoldkammer og Kommercekollegium skulle afgive endelig dom eller resolution deri - således tør vi heller ikke tro andet, end at højbemeldte Kollegium, både da det lod havneinspektøren undersøge de lokale forhold ved havnen, og da det afgav de 2 resolutioner om tillukningen af åbningen på den in quæstione værende våse, må have været aldeles uvidende om tilværelsen af retssagen, hvorunder det i de for den civile proces anordnede former procederes netop om det, hvorom Kollegiet har resolveret, - sandsynligvis forledt dertil ved havneinspektørens ensidige og næppe så aldeles upartiske indstilling. 

Under andre omstændigheder indser man ikke at det høje Kollegium har kunnet komme til at afgive resolutioner som de ovennævnte; for ligesom H. M. Kongen og højsalige forfædre på tronen, uagtet deres aldeles suveræne og ubundne magt, altid har afholdt sig fra, ved egen allerhøjeste resolution at decidere i de til påkendelse ved domstolene indstævnte private sager, således holder man sig også overbevist om, at de kongl. Generaltoldkammer og Kommercekollegium vil have handlet i samme ånd, og ikke unødvendigt givet sig af med at afsige resolution eller kendelse i nærværende sag, såfremt det høje Kollegium af vedkommende var blevet gjort opmærksom på at den svævede for retten. 

- Da Kollegiet imidlertid som nævnt, nu engang til samme tid havde gjort sig til part og til dommer i sagen, og denne Kollegiets afgørelse af sagen står i direkte modstrid med den hos os så højt priste domstolenes uafhængighed, med hensyn til de under disses ressort hørende sagers upartiske påkendelse, har man under 16. august søgt Hans Majestæt om, at højbemeldte Kollegie resolutioner af 25. juni og 1. august d. å., allernådigst måtte blive suspenderede og sagen derefter gå sin afgørelse ved domstolene imøde, på det at ingen af parterne skal få anledning til at beklage sig over at lands lov og ret er blevet dem nægtet." -  (Om sagens videre gang og endelige udfald har meddelerne af føranførte lovet, i videre kontinuation af deres beretning om samme, at sætte red. i kundskab).

Kjøbenhavnsposten, 2. marts 1836:

Fra kammerråd Lund på Fredsholm ved Nakskov har red. modtaget følgende kundgørelse med tilhørende udskrift af domkonklusionen i den tidligere i dette blad omhandlede sag mellem ham og nogle borgere af Nakskov: 

"I Kjøbenhavnsposten Nr. 239 og 252 f. å. lod nogle anonyme borgere af Nakskov indrykke to avertissements, i anledning af en af mig imod nogle i Nakskov anlagt sag, fordi disse den 24. og 25. febr. f. å. udøvede en voldsom selvtægt på min lovlige ejendom, ved nemlig egenmægtigt at gennemgrave og derved ødelægge min dæmning. Man meddelte ved denne lejlighed tillige dette blads læsere en del såkaldte oplysninger og forklaringer om bemeldte retssag, samt om mit forhold såvel i denne, som i en med Saunsøe bymænd tidligere haft bisag. Enhver som kendte de her omhandlede sager, indså let det usandfærdige, det modsigende og fordrejede i de bekendtgørelser, og optog disse med den foragt som de fortjente. 

Jeg værdigede dem af den årsag heller ingen videre forklaring eller gendrivelse - men skønt de anonyme mænd dengang tillige lovede, at når den i nævnte af mig anlagte sag blev afsagt dom, skulle denne ligeledes komme til offentlig kundskab, så kunne det dog muligvis være noget, inden man fik domsakten beskrevet m. m.; og jeg kan derfor ikke undlade foreløbig at meddele mine venner: at den konstituerede sættedommer hr. birkedommer Chr. Møller under 22. dennes, i oftnævnte sag har afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

"Contra-Citanterne Kjøbmand og Dannebrogsmand Jens Andrea, Lods Paul Weiløe, dennes Søn Peder Weiløe, Lods Hans Nielsen, skibstømmermand Jens Jacobsen, Muursvend Hans Jyde, Matros Joh. Bøehm, Frederik Riddersborg, Tjenestekarl Claus Eriksen, Matros Morten Hansen, Skipper Kristian Dideriksen, Eduard Andrea, Matros Christen Holm, Chr. Weiløre, Dines Hansen, Bager Anders Lehm, Matros Peter Chr. Severin. Skipper Sowe, Tjenestekarl Henrik Christensen og indstævnte Skipper Hans Jørgensens Søn Peter Hansen bør hver for sig bøde trende fyrretyve lod sølv til Deling paa anordnet Maade, samt Een for Alle og Alle for Een erstatte Hoved-Citanten Kmraad Lund paa Fredsholm den Skade. som de ved at gjennembryde hans Dæmning eller Kiøre-Vaase imellem Skandsen og Færgelandet den 24de og 25de Februar f. A. have foraarsaget, efter uvillige af Retten udnævnte Mænds skjøn, dog at denne Erstatning ei overstiger 3000 Rbd. S., ligesom de in solidum betale Hoved-Citanten Processens Omkostninqer skadesløs. Indstævnte Skipper Lars Andersens Søn, Chr. Andersen bør for Hoved-Citantens Tiltale i denne Sag fri at være. Forsaavidt Contra-Søgsmaalet er anlagt at Andre end dem, der ere saggivne af Hoved-Citanten, afvises Samme, og iøvrigt bør Hoved-Citanten for Contra-Citanternes Tiltale i denne Sag fri at være. Det idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven. Møller."
Fredsholm, den 25. Februar 1836
H J Lund

Nakskov Fjord, 1830. Omend kortet er temmelig udetaljeret, fremgår dog at fjorden syd for Nakskov er meget bredere end nu, og at der ligger flere øer i den. Udsnit af Sidney Hall. Foto anvendt efter  Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 International license.

Tørlægningen af Nakskov Fjord. Første Omgang: Byretten 1835. (Efterskrift til Politivennen)

Politivennen gjorde i en artikel fra 1824 opmærksom på de problemer der opstod i kølvandet på tørlægningen af Søborg Sø. Men det var ikke det eneste sted hvor især godsejere havde gang i lignende projekter som endnu i dag præger vores landskaber. Et andet stort projekt foregik syd for Nakskov. Og det årtier før det som man normalt forbinder med sloganet "Hvad udad tabes, må indad vindes".

Som sådan er sagen ved Nakskov ikke bare lokalhistorie, men også danmarkshistorie, fordi den ikke er enestående, men et eksempel på hvordan det gik så mange andre steder. Også ved Nakskov var det en godsejer som ønskede og gennemførte den, ofte i modstrid med den lokale befolkning, men under dække af at det var til fordel for den. Sagen er rig på detaljer om datidens forhold mellem fiskere, landbefolkning, købstadsborgere o, godsejere. Og giver et indblik i hvordan retssystemet og embedsapparatet altid i sidste ende arbejdede for godsejernes interesser. Retssager der sled de mindre bemidlede op, selv når de juridisk fik ret, så de til sidst kastede håndklædet i ringen.

Herregården Fredsholm daterer tilbage til 1630. I 1819 var den blevet solgt som dødsbo til Simon Andersen Dons og Johan Ferdinand de Neergaard, som dernæst solgte den videre til Søren Henrik Lund. Han iværksatte et omfattende og dyrt inddæmningsprojekt i vigen mellem Vejlø og Fredsholm. Fuldt gennemført af hans søn Henrik August Lund, som overtog Fredsholm i 1822. Den vellykkede inddæmning gav ham mod på flere, men det førte til en strid med fiskerne i Nakskov. En retssag tabte han i første omgang, vandt i Overretten, men endeligt tabte i Højesteret. Nakskovitterne fejrede det med at fiskerne sejlede med fakler gennem løbet, der blev døbt ”Frihedskanalen”. 

Det blev Lund for meget: I 1840 solgte han Fredsholm til August Villads Bech. Han fortsatte arbejdet med inddæmningen, men også han opgav projektet. Måske som følge af de stridigheder som artiklerne i Kjøbenhavnsposten afspejler. Men allerede 6 år senere kastede en ny godsejer med friske kræfter sig ud i kampen, i 1853 også velvilligt bakket op af aviser og kommunalbestyrelse. Kort sagt blev de lokale banket møre, Frihedskanalen blev opgivet og godsejeren fik ikke bare sin dæmning og kørevejen, men også flere hundrede tønder land indvundet hav. I 1865 blev Fredsholm overtaget af brødrene Casse, som fuldendte inddæmningen af 600 tønder land. 

Sådan ligger landskabet altså stadig. Fiskerne tabte. Noget tyder på at det gjorde godsejeren ironisk nok også: Økonomisk var det ikke nogen stor gevinst. En anden stor taber set med nutidens øjne, var naturen: Inddæmningen forvandlede vige til enge og marker, øer til fastland. Det skete for øvrigt mange andre steder, og berøvede derved Danmark en rig natur til fordel for landbrugsarealer. Måske for stedse. 

Kort over Nakskov Sogn, 1818. Mellem den indre fjord sydøst for købstaden lå der nogle øer, bl.a. Færgeland. Sammenlign med kortet nederst i denne artikel, og man vil se, at øerne helt er forsvundet og erstattet af landbrugsjord bag en dæmning. Nakskov Fjords sejlrende er stort set det eneste som er tilbage af det Nakskov Fjord syd for byen som er aftegnet på dette kort. 

Teksterne er lange. Jeg har indsat nogle afsnit hist og her for at gøre dem mere overskuelige, og som sædvanligt nænsomt omskrevet til moderne dansk.

Første omgang 1835: Byretten dømmer imod Lund

Kjøbenhavnsposten, 8. oktober 1835.

København d. 7. oktober 1835. - Fra to borgere i Nakskov har red. modtaget følgende meddelelse med anmodning om at bringe samme til offentlig kundskab:

"Et mærkeligt bevis på hvorledes en kollegial og en judiciel autoritet på en og samme tid kan blande sig i en sag, som først anhængiggort for domstolen, formentlig ikke kan være genstand for et kollegiums bydende, afgiver følgende verserende sag i Nakskovs byting: vandvæsenskommissær, proprietær Lund på Fredsholm, har for få år siden købt sig en tæt ved Nakskov beliggende ø, Steensø. Den forrige ejer af denne ø havde for at kunne køre til og fra Byen, fyldt en vej fra nævnte ø til den såkaldte Skandse, og fra denne igen til Færgelandet, som er forbundet med byen ved Langebro. 

For at køre over Færgelandet svarede nævnte ejer af Steensø til Færgelandsejeren visse tønder korn årligt efter overenskomst. Da proprietær Lund blev ejer af Steensø, fyldte han nogle sten i den arm af fjorden der adskiller Fredsholm fra Steensø, således at han kunne køre over til sidstnævnte ø, og benyttede således denne ø og den vej den forrige ejer af Steensø havde fyldt til Færgelandet for at komme til Nakskov, skønt han derved kun sparede et ubetydeligt stykke vej. Lund der ikke ville svare noget til Færgelandsejerne fordi han kørte over deres ejendom, fandt for godt sidste efterår at forlange den af formanden anlagte vej eller våse, for at undgå at køre på selve Færgelandet, men derimod at kunne køre langs Strandbredden, hvilket han påstod ingen kunne forbyde ham. Da Færgelandet er Nakskovs grund, så henvendte dets ejere sig til byens valgte borgere med besværing over den dem af Lund gjorte uret. Disse borgere fandt sig ikke alene ved Færgelandsejernes besværing, men også af andre grunde beføjede til at forbyde Lund vejen. Men tillod ham dog at få fri kørsel på følgende Vilkår: at Lund skulle affinde sig med Færgelandsejerne; at han skulle give en skriftlig tilståelse for at han selv ville vedligeholde vejen uden at den i fremtiden skulle blive byen til byrde; og at han skulle anlægge en bro af en vis bredde igennem den fyldte våse, således at både kunne sejle derunder.

For det må bemærkes, at der ved enden af den af formanden anlagte våse var en åbning, hvorigennem både kunde passere, men som Lund ved at forlænge våsen, aldeles havde spærret. Tillige skulle Lund finde sig i at dersom nogen af byens købmænd eller andre enten ville lade bygge pakhuse eller anlægge skibsværft der ved strandbredden, hvor hans vej skulle gå, at denne da blev forlagt op til den gamle Møllevei som er tæt ved. Endelig skulle han afstå Skandsen til byen, der er ham til ingen, men byen til stor nytte som kølhalerplads o. lign. Men Lund ville hellere undvære vejen end have den betingelsesvis. 

Således stod sagen uafgjort og vejen uafbenyttet, da en del borgere af Nakskov, som hidtil havde plejet at stange ål i de bag våsen liggende vande, og nu skulle nødes til at gøre over en halv mils omvej, indgav en ansøgning til Magistraten, hvori de besværede sig over Lunds handlemåde ved at have spærret dem en vej, der fra Arilds tid havde stået åben, og altid været befaret såvel af Nakskovs Fiskere, som af de nærliggende landsbybeboere, når disse drog til og fra købstad med deres produkter. De forlangte Lund ved dom forpligtet til at borttage den af ham egenmægtigt fyldte våse. Magistraten indhentede de valgte borgeres mening, og disse erklærede uforbeholdent, at Lund lige så lidt som nogen anden ejer af øen, nogensinde havde fået ret til at anlægge en vej i førnævnte farvande; og at de ansøgende følgelig måtte have ret til at borttage hvad der var dem til hinder i deres næringsvej. 

Da imidlertid Magistratens svar udeblev den ene måned efter den anden, besluttede borgerne at grave en åbning igennem våsen, hvilken de også fuldførte, og skaffede sig således atter vej til de farvande som fra umindelige tider have været benyttet af byens indbyggere, og hvis benyttelse ikke ved noget kongebud er ophørt, men kun for en tid var afbrudt ved en privatmands lovløse magtsprog. 

Disse her faktisk anførte omstændigheder foranledigede naturligvis en retssag. Lund søger vedkommende borgere for vold, og til at istandsætte våsen. Disse kontrasøger ham ligeledes for vold og til at borttage våsen. Ved denne retssag vil det altså blive afgjort, om Lund har ret til at anlægge en våse i nævnte farvande eller ikke; - om købstadens fiskeridrivende borgere har ret eller ikke ret til at fiske hvor deres fædre fra Arilds tid har fisket; - om de tilgrænsende landsbybeboere har ret eller ikke ret til at sejle med deres produkter til købstaden. 

Det er dog udenfor al tvivl, at disse spørgsmål må blive afgjort ved domstolen ved sagens endelige kendelse, og vi indser derfor ikke med hvilken ret det kongI. Generaltoldkammer og Kommercekollegium har blandet sig i denne sag. - Nogen tid efter at borgerne havde åbnet sig vej igennem våsen, ankom havne- og fyrinspektør kapt. Leth, (der, in parenthi sagt, står i familieforhold til Lund) til Nakskov, tog våsen i øjesyn, og fra Kollegiet indløb kort derpå ordre til havnekommissionen at den gjorte åbning skulle tilstoppes som skadelig for havnen og kommissionen søge regres for omkostningerne hos de Folk, der har gjort åbningen, ligesom der også længere hen fra Kollegiet indløb skrivelse til havnekommissionen om, at det anså det rigtigt, at kommissionen købte Lund "den for havnen så nyttige dæmning."

Havnekommissionen, der ikke kunne udføre disse ordrer uden at måtte handle imod sin overbevisning, har ved underdanigst forestilling gjort Kollegiet opmærksom på våsens sande beskaffenhed, samt hvor aldeles unyttig den er og må blive for havnen. Man skulle formode at Kollegiet måtte mere tage hensyn til kommissionens udsagn, der stemmer overens med de flere vidners forklaring der i den anledning er afhørt i retten, end til en enkelts erklæring. - Den der har taget våsen i øjesyn, kan vist ikke nok så meget undre sig over de fra Kollegiet givne ordrer, og det synes sandsynligt at kapt. Leth i sin erklæring til Kollegiet må have afmalet våsen med langt smukkere farver end den findes i virkelighed, for hele våsen er dog kun noget henkastet fyld med risgærder på siderne, som når vandet stiger 1½ til 2 Fod over daglig vande, er ganske af syne. Skulle imod formodning, og som vi langt fra ikke tør påstå, kapt. Leth ved sin erklæring angående våsen, har bevirket disse ordrer fra Kollegiet i det øjemed at hjælpe Lund til vej, hvor han ikke har allermindst ret til vej, da må vi rigtig tilstå, at Lunds fremgangsmåde ved at forlænge den af formanden anlagte vej, er så anmassende og lovstridig, at den ikke fortjener sådan understøttelse. Men, Gud være lovet! der er lov og ret til i Landet. Borgerne have derfor henvendt sig til H. M. Kongen med en allerunderdanigst Bøn om, at hele Sagen må på det nøjeste blive undersøgt, og udførelsen af General-Toldkammerets ordrer suspenderet, indtil sagens endelige afgørelse ved domstolen."

Nutidigt foto fra Nakskov Fjord, albuen. Landskabet kunne måske minde hvordan der så ud før tørlægning. (Ophavsmand Michael Larsen, udgivet som offentlig ejendom).

Hexe. (Efterskrift til Politivennen)

I "Ugeblad for den danske Bonde" Nr. 14 af 4 d. læses, under Overskrift "Hexeri" følgende Artikel: "At Oplysningen iblandt Almuen er i vore Dage gaaet betydeligt fremad, paastaaer man, og det med Rette; men mener Nogen, at Overtroen allerede er udryddet, da tager man meget feil. - I disse Dage, de sidste af September Maaned 1836, kom til sin Sognepræst en dybt bedrøvet Gaardmandskone fra Annexet. Vilde Du, min Læser, gjætte Aarsagen til den tunge Bekymring, der nedtrykkede hende, kunde Du vist ofte gjætte forgjæves. Hverken var hendes kjære Ægtefælle hjemsøgt af Sygdom eller nogen af hendes vakkre Børn af Døden hende røvet; nei, det var ikke af de almindelige Sorger, der her trykkede. Det var synligt, at Konen ikke uden en vis Forlegenhed fremførte Beretningen herom. Sagen var hverken meer eller mindrre, end at man havde beskyldt hende, hendes Mand og deres 3 ældste Børn for Hexeri. Anledningen dertil var allerede et heelt Aar gammel. En Enkekone, som besidder en Udflyttergaard, hvis Mark støder til deres, mistede for omtrent et Aar siden en ung Hest, som i Nogen Tid havde været syg. Først havde hun betalt en Dyrlæge; men da han ei strax kunde opdage Sygdommen og curere den, saa forlod hun ham, og lod hente en flere Mile borte boende Mand, der forhen havde været brugt i Nabolauget til syge Mennesker, naar man havde Formodning om, at Hexeri var med i Spillet. Naturligviis forsikrede Hexedoctoren strax, at Hesten var forgjort; men han forstod nok, hvorledes de skulde bære dem ad, for at opdage Hexen; thi denne vilde være den første, der kom til det syge Dyr, naar han havde forladt det. - "Nu skulde vi være saa ulykkelige" vedblev Konen i sin Fortælling, "at min Mand var den første, der kom i Nærheden af Hesten. For at indkræve Penge til Skolevæsenet gik han til Enkekonens Gaard, og idet han gaaer over Marken, kommer han forbi Hesten; han træder da nærmere til den og betragter den. Da Vagten, der var paa Udkig, nu seer ham, er man strax fuldt og fast overbeviist om, at han er den Skyldige. Siden er man endog gaaet saa vidt, at beskylde baade ham og mig og vore 3 ældste Børn for at vi alle er Hexe,og Skyld i alle de Ulykker, der i mange Aar er mødte i Enkekones Gaard." - Ved Forestillinger om, hvor latterlige og intetsigende Beskyldninger af denne Art ere i alle fornuftige og oplyste Menneskers Øine, begav den bekymrede Kone sig noget beroliget til sit Hjem. -- (Hvor langt det er fra, at Overtro af den nævnte Art skulde være udryddet hos Almuen i Danmark, derom vilde i Særdeleshed flere Forligelsescommissairer paa forskjellige Steder i Landet kunne meddele mærkværdige Erfaringer. Det er nemlig endnu den Dag i Dag ingenlunde nogen Sjeldenhed, at Folk formeligen indklages til Forligsmælgling i Anledning af Beskyldninger for Hexeri, Trolddom, for at have forgjort Mennesker eller Qvæg etc og var ikke selv Forligelsesvæsenet, og derhos tillige Almuemandens temmelig almindelige Ulyst til Processer til Hinder derfor,  vilde der uden Tvivl desangaaende opstaae ikke ubetydelige Retssager - altsaa virkelige Hexeprocesser, vistnok ligesaa latterlige som de i forrige Tider vare frygtelige.

(Kjøbenhavnsposten den 18. oktober 1836)

Overfald på landevejen mellem Roskilde og Holbæk. (Efterskrift til Politivennen)

Omtrent i Midten af f. M. kjørte en ved Stranden boende Fisker og Udflytterbonde fra Eiby paa Roeskilde Amt, ved Navn Peder Pedersen, med sin Stedsøn, Jørgen Jørgensen, hjem fra Roeskilde, hvor han havde afhændet et Læs røgede Flynder, og igjen indhandlet for nogle Daler Urtekramvare, som han havde paa sin med een Hest forspændte Vogn; - Resten af de ved Salget indkomne Penge havde Stedsønnen hos sig. Henad Aften, omtrent Klokken 8 eller 9, strax efter at de fra Hovedlandeveien havde dreiet af ad den igjennem Borreville Skov løbende Bivei, kom tvende med Knipler væbnede Personer farende frem af Skoven; den ene greb Hesten i Tøilen og standsede den, medens den anden med sin Knippel bibragte den paa venstre Side siddende Jørgen Jørgensen et saadant Slag over Armen, at han styrtede ned af Vognen. Peder Pedersen, der er en Mand over de 50, men rask og rørig, sprang strax af Vognen, og medens begge Stratenrøverne vendte sig imod ham, lykkedes det Stedsønnen at undløbe til et nærliggende Huus, hvor han vilde søge at faae Folk kaldede til Hjelp. De to Røvere overmandede snart den Gamle og fordrede nu de Penge, han havde medbragt, og da han forsikrede ei at have dem hos sig, gjennemsøgte de hans Klæder, fratoge ham en Marks Penge, han havde paa sig, visiterede derpaa Vognen og satte sig i Besiddelse af de ovenfor nævnte Urtekramvare. Da der Intet videre var at finde, sagde de til Fiskeren, at nu kunde han kjøre, og begave sig ind i Skoven med deres Bytte, der, da Stedsønnen, som ovenfor meldt, havde Pengene hos sig, vel var betydeligt ringere end de havde ventet. Den Gamle var sluppen derfra uden legemlig Beskadigelse; Jørgen Jørgensen, hvis Bestræbelse for at faae opskreget Nogen til Hjelp, blev aldeles frugtesløse, havde derimod ved Slaget med Knippelen faaet sin Arm saaledes forstuvet, at han maatte søge Lægehjelp i Holbek og nogen Tid efter bære Armen i Bindsel. Anmeldelse til Politi eller Øvrighed om dette Overfald og Stratenrøveri vides ikke at være gjort; sandsynligviis har den hos Menigmand sædvanlige Frygt for Uleilighed med Forhøret og Rettergang afholdt begge de Paagieldende derfra. Begivenheden blev imidlertid snart bekjendt i Egnen, og da flere lignende kom for Orde - saaledes at nogle Prangere vare blevne overfaldne og de Penge, de havde paa sig, vare dem fratagne, at Præstens Karl fra Rye var bleven eftersat, og kun ved sine Hestes Hurtighed undslap etc. - ligesom ogsaa Kreaturet fandtes ihjelslagne paa Marken, med Huden afflaaet,og der saaledes vare Vidnesbyrd nok om Ugjerningsmændenes Tilstedeværelse og Dristighed...

(Kjøbenhavnsposten 23. juni 1835)

Efterfølgende artikler forsøgte at påpege at det kun var i skoven der kunne være fare på færde, mens stiftsamtmanden grev Knuth afviste at der overhovedet havde været overfald, i hvert fald ingen meldte.

Vi erfare fra en paalidelig Haand, at den yngste af de tvende Forbrydere, et ungt Menneske paa omtrent 17 à 18 Aar, har tilstaaet, at være deelagtig med den ældre og endnu ikke paagreben Person, i otte Voldsgjerninger, som han meget omstændelig har oplyst. Den Ældre, der allerede tidligere har gjort sig skyldig i lignende Udaad, og derfor lidt Straf, vedbliver at benægte Sandheden af den Yngres Udsagn. Hvor dumdristigt de have drevet deres Haandværk, sees deraf, at de, efter Sigende, have overfaldet en Pige i Klostermarken, en meget besøgt Spadseregang lige ved Roeskilde, og at de have skjult deres Tyvekoster i nogle Stakke, som findes paa Marken tætved Byen. Dette skal først have ledet til den Formodning, at Gjerningsmændene havde deres Tilhold i Roeskilde... Den store Skræk, Almuen har for at indlade sig med Retten, gjør det begribeligt, at de Overfaldne ei have anmeldt det for vedkommende Politimestere; men ubegribeligt bliver det, at man ei offentlig har opfordret de muligen Overfaldne til at anmelde det. Naar Rygtet var saa almindeligt, at man ansaae det for passende, at lade Posten eskortere af Husarer, saa var det ogsaa Grund nok til at anvende alle midler for at erholde Kundskab om Rygtet var grundet eller ikke... (Skrevet d. 1ste Juli)

(Kjøbenhavnsposten 8. juli 1835 (i uddrag)

I Kjøbenhavnsposten 17. juli 1835 antydede en notits at affæren var et mellemværende mellem nogle bønder. Dette blev dog tilbagevist:

I en Bekjendtgjørelse fra Byfogedcontoiret i Roeskilde sees nu en offentlig Vedgaaelse, ogsaa fra Autoriteternes Side, af at der er begaaet "Overfald paa Landeveiene", heri Sjælland. Fra beemeldte Contoir fremlyses nemlig endeel Sager, som "formodentlig ere stjaalne, eller ved Overfald paa Landeveiene røvede", og til hvilke Eierne anmodes at melde sig, til Oplysning i Justitssager imod adskillige anholdte Personer; og der ommeldes in specie "et Overfald paa Kjøbenhavns Hovedlandevei imellem Hedehusene og Roeskide Hvile" saavelsom at "en Mand under Drivten med nogle Svin er overfalden paa Kallundborg Hovedlandevei imellem Kornerup og Svogersløv."

(Kjøbenhavnsposten 24. september 1835)

Om den tiltagende Lediggang, Dovenskab og Immoralitet blandt Landalmuen og den derved tiltagende Fattigdom

For at standse dette Onde har man tænkt paa Oprettelse af Arbeidshuse; men uden Hensyn til, at disse ville blive for kostbare for de fleste Communer, opnaaede man neppe Hensigten, da de, som ville arbeide, ogsaa næsten altid kunne faae Arbeide paa Landet. Skulde altsaa det tilsigtede Formaal opnaaes, mener man, at et Tvangs-Arbeidshuus idetmindste maatte oprettes i hvert Amt. At der ved slig Indretning, forenet med et mulig anderledes indrettet Landpoliti, kunde virkes meget godt, ligesom ved Foreninger til Moralskfordærvedes Forbedring, er vel unægteligt; imidlertid ere alle saadanne Indretninger dog kun Palliativer; det Onde oprykkes derved ikke fra Roden. Ligesom en Læge ikke kan fuldkommen helbrede en Sygdom, uden at kjende dens Aarsag, saaledes bør man ogsaa her see til at finde Grunden til den tiltagende Lediggang og moralske Fordærvelse blandt Landalmuen, og den synes nærmeste at kunne udledes af følgende tre Aarsager.

(Kjøbenhavnsposten, 24. og 25.  juni 1835 (i uddrag)

Artiklen nævner her at den tvungne skolegang gør at ingen bønder vil tage børn i tjeneste fordi de gik i skole 2-3 dage om ugen, at den indbyrdes undervisning betød at eleverne spildte deres tid med ikke at lære noget, og endelig at biskop Balles lærebog opdrog bønderbørn til at opremse hele stykker af lærebogen uden at tænke og var desuden indholdsmæssig ikke egnet for bønderbørn.

Pindse i Charlottenlund. (Efterskrift til Politivennen)

Charlottenlund Skov har i de nysforløbne Pidsedage været Skuepladsen for nogle tumultariske Optrin imellem endeel Haandværkersvende herfra Staden og Fiskere fra Skovshoved, hvilke sildig om Aftenen begge Dage have leveret hverandre smaae Batailler, der have havt endeel Arrestationer til Følge. Som Aarsag til Uenigheden angives, at Haandværkssvendene skulle have villet tvinge nogle af det qvindelige Personale, Fiskerne havde med, til at dandse med sig i Skoven.- Sammesteds er i Løverdags bleven fundet en Person hængt i Skoven, med Spor af underløbet Blod, der tyde paa udvortes Vold. Sagens Sammenhæng efterspores nu af Politiet.

(Kjøbenhavnsposten 11. juni 1835)

Kvinder og Undervisning. (Efterskrift til Politivennen)

"Thi naar man spørger sig om Hensigten af disse Forelæsninger, da kan den ikke være at gjøre vore Damer lærde; endnu mindre, at gjøre dem halvlærde; heller ikke kan den være at danne Tilknytningspunkter i Conversationen, thi denne vilde da tabe al Forfriskning; heller ikke at gjøre Damerne skikkede til med Interesse at høre paa fornuftige Mænds Samtaler; thi ere disse fornuftige, ville de gjøre det alligevel; desuden hvis Hensigten var en af disse to sidst anførte, da vilde bag Øiemedet være at gjøre Damerne lærde - en Ting som ingen forstandig Mand kan ønske ... Indsenderen vil ikke undersøge, hvorvidt det egentlig er meest behageligt for den dannede Mand selv at undervise sin Kone i saadanne Kundskaber, - dette Spørgsmaal er mindre vigtigt, - men han truer at kunne antyde, at de nærværende Forelæsninger i Almindelighed maae kaldes skadelige, nemlig: fordi de af flere Grunde ikke staae i nogen Sammenhæng med Pigernes øvrige Underviisning og Vilkaar i dette Land.... Deels har ogsaa vore Damers almindelige Pyntelyst og Fornemhed, forbundet med den danske Charakteers Uselvstændighed, paa den senere Tid ledet dem til mere og mere at miskjende deres Bestemmelse, nemlig engang at være Mødre og Huusholdersker ... (indsenderen) mener kun, at der i deres Dannelse bør tages mere Hensyn til deres Natur og deres Bestemmelse. Medens nu hiin kræver, at de meest uddannes fra Følelsens Side, saa at der bliver gjort mere ofr Religion, Poesie, Musik, Tegning o. A., end der gjøres, kræver denne, at de lære at bestyre et Huus og opdrage Børn."

(Kjøbenhavnsposten, den 6. maj 1835)

Koppeanstalten på Søkvæsthuset. (Efterskrift til Politivennen)

Efter Stadsphysici Erklæring, at jeg havde Kopper, blev jeg i Januar Maaned d. A. bragt i den, saa lidet yndede, Koppevogn ud paa det til Koppehospital indrettede Lokale paa Søqvæsthuset. Ved Ankomsten dertil mødte mig det ubehagelige Syn, at Trappegangen var opfyldt med lasede, pjaltede, halvnøgne og smudsige personer af begge Kjøn; de vare Patienter, som jeg erfarede, og da jeg blev ført til Qvarteermesterens Værelse, fulgtes jeg af denne Skare Nysgjerrige. (Qvarteermesteren, en gammel Sømand Beck, synes at være mindre skikket til at fungere i en saadan Post, hvor han maa have at gjøre med saa mange af den laveste Klasse, og hvortil han vistnok mangler Kraft). Jeg tilstaaer, at jeg speculerede paa Flugt; men Dr. Klingborg kom strax efter, og idet han gjorde Undskyldning for Leiligheden, lovede han at jeg skulde faa det bedste Værelse muligt. En Opvartningskone ledsagede mig til dette; efterat have passeret flere Gange og Trapper kom jeg til en Plads, der lignede et Loft; en Dør blev aabnet, og jeg inviteret til at træde ind. Dog maatte jeg først indaande den noget friere Luft fra Loftet, førend jeg traadte ind i den grueligste Atmosphære, forvoldet ved en meget stærk Hede og endnu ubehageligere Ingredientser. I Baggrunden saae jeg et lille Bord, omgivet af 3 Personer, hvilket jeg nærmede mig, tog Plads og fandt at Selskabet bestod af skikkelige Personer. Da jeg mærkede til Sult, bad jeg om min Aftensmad, men fik til Svar, at jeg denne Aften intet fik, hvorfor jeg imodtog Tilbudet at nyde noget med en af mit nuværende Selskab, skjøndt det, han spiste, i min Tilstand neppe var mig tjenligt. Min Seng blev nu redet, jeg fik mine egne Sengeklæder, med Undtagelse af Lagen, og med Bøn til Gud snart at befrie mig fra dette Opholdssted, faldt jeg i Søvn.

Om Morgenen vækkedes jeg ved et Hvin, blandet med Støi og Sladdren, kort jeg veed ei hvad. Jeg laae i en phantastisk Drøm, og pludselig forstyrret foer jeg op, men blev saa indviklet i Lagenets større og mindre Rifter, at jeg neppe kunde røre mig. Dog efter megen anvendt Møie kom jeg løs, og for at erfare Grunden til den hørte Larm, dreiede jeg Ansigtet od den Kant, hvorfra den kom, opdagede også en stor Revne i det Skillerum, som var imellem min Stue og - Damernes. Trods min bedre Følelse kunde jeg ikke undlade at tilfredsstille min Nysgjerrighed; jeg saae alstaa - en halvpaaklædt Borgerkone med et nøgent, vrælende, med Kopper besat Barn paa Skjødet; ved Siden stod en Dame i Chemise, og en Tredie næsten in puris naturabilus. Da jeg vendte mig bort fra dette Syn, ytrede jeg lydeligen min Mening om Urigtigheden af at tvinge Folk, især Fruentimmer, hvis sædeligheds-Følelse saa høiligen maatte saares ved stedse at vide sig udsat for Paatrængendes Blik, til at afbenytte en saadan, ikke bedre indretteet, Anstalt. Mit Selskab fortalte mig, at dette var det bedste Dameværelse, og at det kun havde den Feil, at Skillerummet mellem det og vort var forsynet med Kighuller, at det paa den anden Side stødte op til Tugthuusfangernes Lokale, hvis Conversation og Sange Patienterne maatte høre, og paa den tredie til et Slags Ligstue, hvorfra Liglugt trængte ind i Værelset, foruden et andet Slags Stank, som saavidt muligt burde fjernes fra en Sygestue. Jeg beklagede de stakkels Fruentimmer, men sov ind igjen og vaagnede først Kl. henimod 11, hvorpaa jeg stod op, drak Theevand, og tog mig en Bog at læse i. Lidt efter kom Opvartningskonen ind, og satte en Tinskaal paa Kakkelovnen; jeg spurgte, hvad det var, og erholdt til Svar, at det var min Middagsmad. Jeg undersøgte strax mine Retter, men hvor væmmedes jeg, da jeg af den saakaldte Kirsebærssuppe udtrak flere lange Haar, samt andet smaat Snavseri, der svømmede paa Suppens Overflade; jeg forsøgte at smage paa den, men istedetfor af Kirsebær smagte og lugtede den utaaleligt af Rødløg, hvilket de andre patienter bekræftede som en Erfaringssætning. Maden blev staaende urørt, og jeg forblev - sulten. Slige Fata, som jeg havde hver Dag under mit Ophold paa denne Anstalt, vilde være for vidtløftige til specielt at opregne; jeg vil derfor indskrænke mig til at omtale de betydeligste Mangler, som jeg kunde opdage, og som vistnok kunne give enhver Lidelsesbroder Anledning til Klage.

1) Lokalet. At tænke sig et slettere indrettet Hospital end Koppehospitalet er, kan vist ikke være muligt, og dette er desto sørgeligere, som Bygningen er stor nok, og kunde, sikkert uden nogen meget betydelig Kapital, indrettes hensigtsmæssigen. Bestyrelsen har vel neppe ventet, at en saadan Mængde skulde angribes af Kopperne, eller at den bedre Klasse skulde kunne faae dem, thi ellers havde den sandsynligvis sørget for at saadanne ikke kom paa den samme Stue, hvor Folk af den laveste Pøbel, Ladegaardstvangslemmer o.s.v. ere indqvarterede.

I Stue-Etagen findes ingen Sygestuer, kun et Værelse til Portørerne, og et andet, der, om jeg saa maa sige, ei kan betragtes uden som Pulterkammer, thi deri findes et Lukaf, der forestiller Qvarteermesterens Kontoir ((?), opfyldt med Valler, smudsigt Tøi, og i samme Værelse er tillige en saakaldet Badeanstalt. Samtlige øvrige Værelser, som kunne indrettes til herlige Sygestuer, beboes af en pensioneret Enke. - Paa første Sal findes de egentlige Mandfolkestuer, nemlig 2 meget store (hver omtrent paa 25 Senge) og en tredie noget mindre. Paa anden Sal have Fruentimmerne 2 store Værelser; ved Siden af disse er der en lille Stue paa 2 Senge, det eneste nogenlunde taalelige Værelse paa hele Anstalten. Den anden halve Deel af denne Etage bestaaer af et Slags Loft, hvorpaa 2 Værelser ere indrettede, det ene for Fruentimmer, det andet for Mandfolk. Fruentimmernes er før beskrevet, det har 4 Senge, og de, som ikke generes ved at blive beskuede i hvilkensomhelst Stilling, kunne taale at høre raa Forbryderes Conversation, og indaande Stank fra Liigstuen og Retiraden, ville der have det ret godt; for øvrigt er der i det før omtalte lille Værelse 2 Senge; ere der flere end 6 Fruentimmerpatienter, af hvilken Stand de end maatte være, maae de ned paa de forpestede Langstuer. - Mandfolkeværelset, der ogsaa har 4 Senge, er noget bedre, og man kan, uden Skade for sin Sundhed, tilbringe sin Fængselstid der; alle øvrige Patienter maae ned paa en af Langstuerne, og der skal en honet Borger nødes til at være i Selskab med over en Snees pjaltede, halvnøgne Mennesker, der ideligen udstøde Eder og Forbandelser, spille Kort, synge og dandse, og maaske neppe lade ham Ro, imedens han drages med Døden.

2) Føden. Patienterne ligge paa halv eller heel Kost. De paa halv Kost skulle spise Kl. 11, og erholde den føromtalte, saakaldede, Kirsebærsuppe og stundom, naar Lægen tillader det, fersk Torsk; denne er yderst slet. Naar fersk Fisk kun kjøbes et Par Gange om Ugen, og saltes til de andre Dage, kan den neppe være tjenlig for Sunde, end sige for Syge; naar denne Fisk desuden er død, eller i alt Fald mat, ved Indkjøbet, da er det endnu værre. Dagen før jeg kom, blev Fisken sendt tilbage med Protest, som aldeles raaden. Istedetfor Smør bemærkes et Slags Meelsauce paa Tallerkenen; 2 Franskbrød med Smør følge med; skjøndt Smørret neppe er til at see. Heel Kost er noget bedre; kun kommes der Smør eller Fedt i Bygsuppen, og Kjødet er undertiden temmelig seigt. Klagen til Stadsphysikus over Maden har maaske gjort nogen Forandring til det Bedre. Øl, Smør, Brød og Theevand er upaaklageligt.

3) Inventariet er i den usleste Forfatning; kun faa Kammerpotter, ingen Spyttebækkener, ingen Kitler til Patienterne, ingen Tøfler, daarligt Linned, ingen Rullegardiner - kort total Mangel paa de første Fornødenheder ved et Hospital. Fattige Børn, der ei have Skoe og Strømper, maae ei gaae med Træsko, men barbenede paa de kolde Trapper, hvilket neppe er sundt for en Koppepatient.

4) Badeanstalten er i maadelig Forfatning; der er intet særskilt Badeværelse. Badekarret staaer i en Krog af det saakaldte Qvarteermester-Kontoir; omkring det ere opstillede to rødmalede Skjermbrædter, bag hvilket Hegn baade Fruentimmer og Mandfolk skulle bade sig, og udsættes forr Beskuelse. Der er kun eet meget stort Badekar, i hvilket alle Patienter komme, ei i reent lunkent Vand, men i en Blanding af fedtagtige Partikler og Koppeskorper, da det ei er muligt at holde Karret reent, eftersom det, skjøndt i Bunden forsynet med en Prop, er saaledes, at Vandet ei kan udledes af samme. Desuden mærker man i Værelset Træk og Kulde istedetfor Varme, og ved saadant Bad paadrog jeg mig en hidsig continuerende Feber. 

5) Opvartningen. Paa hele Anstalten ere kun 2 Opvartningskoner, een paa Fruentimmernes og een paa Mandfolkenes Stuer. Hver af dem har omtrent 40 Patienter at opvarte, saa at man vel kan indsee, hvor umuligt det maa være for dem at passe alle. De nogenledes Raske maae passe sig selv; de mere Syge maae derimod ofte næsten vansmægte, hvis ei en menneskekjærlig Staldbroder vil række dem en Lædskedrik. Heller ikke er der flere end 2 Vaagekoner; paa det Værelse, hvor jeg var, saaes ingen, hvorfor ogsaa en honet Borgermand, der var meget syg, maatte bekvemme sig til at tage ned paa en af de afskyelige Langstuer, fordi han ei kunde undvære Hjelp om Natten. Betjenterne, saavel mandlige som kvindelige, ere for øvrigt flinke Folk, som ved Omhuh og Utrættelighed søge at bøde paa det ringe Antal.

6) Inspectionen er æqval - 0. Efter Sigende skal der være en Inspecteur ved Qvæsthuset; men er han end Regnskabsfører, saa paaseer han ikke iøvrigt Stiftelsens Tarv som Politimester. Enhver gjorde hvad han vilde, Mandfolk spøgede med Fruentimmer ofte paa en meget haandgribelig Maade, Drengene pryglede hinanden, Støi og Spektakel hørtes paa Stuer og Gange - kort, Uorden overalt. 

7) Læge hjelp og Læge Tilsyn er det eneste man kan glæde sig ved; den ydes Patienterne med samme Omhu og Opmærksomhed som paa et andet velindrettet Hospital.

Enhver der læser Ovenstaaende, vil sikkert med mig ønske, at Vedkommende, der have Bestyrelsen over denne Anstalt, enten ville sørge for, at den Bestemmelse, "at enhver Koppepatient skal paa Qvæsthuset", blev hævet, eller og i modsat Fald giøre de Lidendes Ophold paa Stiftelsen saa taaleligt, som muligt; da vilde man gjerne afbenytte en Anstalt, som nu baade afskyes og hades af Enhver, der kjender den, om end blot af Rygte.

J. Möller.

(Kjöbenhavnsposten, nr. 62, torsdag den 12. marts 1835)

Koppeepidemien kostede 434 mennesker livet i København:

Fastelavn. (Efterskrift til Politivennen)

Hovedstaden har iaar ingenlunde havt Mangel paa Fastelavns-Moro. Som man veed fra Baggesen bærer vort Karneval mere et østligt end et sydligt Præg, idet at visse østerlandske Præsenter hos os have formet sig til Fastelavnsriis. Ligesaa lidet Sporer man den sydlige Characteer i de offeentlige og Private-Maskarader, som her gives Publicum til Bedste. Lystigheden er betydeligt tempereret og et skarpt nørd-østligt Pust synes at afkjøle det Hele. Medens den sørgelige sorte Domino dominerer over Charaktererne, er en characteers speidende Munkekutte Alt hvad der minder os om Syden, og mangt et bekjendt Ansigt røber sig, idet at en vedhæftet Næse udgjør dets eneste Maskering. Man har ogsaa iaar, til offentlig Moro, seet den gamle Leeg øvet, som af Menigmand kaldes: "at slaae Katten af Tønden": den ulykkelige Kat stemmer imidlertid ikke længer Folk til Medlidenhed; den har forvandlet sig til en livløs Figur, der hverken er formet efter Skjønhedens eller den sunde Fornufts regler, en Straamand, der ligner en monstrøs Fugleskræmsel, og kun vækker uskyldig Latter. "At pidske Folk op" er en forældet Skik, som man skulde troe forlængst var gaaet af Brug. Den er dog ikke reent uddød; men har ganske tabt sit forrige frygtindjagende Præg: man tager nu smilende mod riset og giver en krydret Bolle i skyldigst Taksigelse.

(Kjøbenhavnsposten 3. marts 1835)

Om den simple Mands Læsning i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Forf. tager Ordet "Læsning" baade i en negativ og i en positiv Betydning og deler derfor sin Undersøgelse i 2de Afsnit: I) "Om dem af Almuen, som ikke læse" og II. "Om dem af Almue-Klassen, som læse". Til de første, der "ikke benytte deres Læseevne til Andet, end til ialfald at læse en Gadevise, eller ved Flytte- og Skifte-Tiderne at gjennemstave Adresseavisens Rubrikker: "Tjeneste søges" og "Huusværelser tilbydes"; og hvis Tal "omfatter den største Deel af Hovedstadens Folkemængde", henregner han "foruden Pluraliteten af Beboerne i Kjelderne, Kvist- og Lofts-Etagerne, samt Bag-, og Side-Husene over hele Byen, næsten uden undtagelse ogsaa den øvrige Menneskemængde i de meest befolkede Dele af Byen, eller hvad der i daglig Tale benævnes: Smaagaderne. Den bestaaer i Regelen af Alt, hvad der hører til Arbeidsfolk, Ugekoner, Sjouere, Matroser, Vægtere, Hyrekudskekarle, en Mængde Høkere, Kjeldermænd og Værtshuusholdere, Massen af Haandværkerssvende, en stor Deel af de ringere Haandværkere selv, især af Frimesterne, Pluraliteten af Tjenestefolk, navnligen af Mandkjønnet, foruden en Mængde Andre, hvis Stilling paa Mandtalslisterne forekomme under de forskjellige Benævnelser, lige fra dem "der sælge kogte Kartofler" til Adskillige af dem, "der leve af deres Penge". Grunden til at denne store Klasse af Individer, efter engang at have lært at læse, siden gjør saa liden Brug af denne Færdighed, søger han fornemmeligen i tre Omstændigheder: "Mangel paa Lyst, Mangel paa Tid og Mangel paa Formue", af hvilket han anseer den første for den vigtigste. Denne "Mangel paa Lyst" udleder Forf. af at "Almueklassen ikke i Skolen har lært at læse som den bør: den har vel lært med Munden at fremplappre Bogens døde Ord, men det aandelige Liv er ikke blevet vakt i den" - altsaa af "en Grundfeil i Læremethoden", idet man "ogsaa her synes at have ladet det practiske Synspunkt ud af Øie". De tvende andre Omstændigheder: Mangel paa Tid og Formue finde især Sted hos Arbeidsklassen: "Mennesker, der maae arbeide hele Dagen, for at kunne existere, og der om Atenen eller Søn- og Helligdage, naar de kunne have en Time tilovers, heller søge anden Fornøielse end den, som Læsning kan forskaffe dem", og der "ligesom de ikke have Tid, heller ikke have Raad til at læse." - Til "dem af Almue-Klassen, som læse" regner Forf. foruden enkelte Individer af dem, der i Begrebet ere henførte til den forrige Klasse: "Mængden af de ringere Haandværkere, en stor Deel af Svendeklassen, Mange af de høiere Tjenestetyende og den hele store Klasse af Modehandlerinder, Sypiger, Skræderjomfruer og de mangfoldige Andre, der, efter Adresseavisens Udvisende, hver Dag i hundredevis anbefale sig til "at træffe i Bobinet, sye klare Kapper, kruse Hamborgerpiber, besørge fiin Vadsk, undervise i Ridsning, Maaltagning og Skrædersyning", eller "som iøvrigt leve paa deres egen Haand." "Spørges der nu", siger han, "hvad det er, at denne Klasse læser, da er Svaret herpaa kun lidet glædeligt, og det er vel et spørgsmaal, om det ikke for Mængden af dem vilde være bedre at de slet Intet læste. Det, de læse, er nemlig, foruden Adresseavisen, der regnes med til det daglige Brød, en masse af slette og slibrige Romaner, som lånes fra et eller andet skident Leiebibliothek, og som i Særdeleshed er Lecturen for det kvindelige Personale, der henhøre under denne Klasse, samtlige Smuds- og Pøbel-Blade, som deels læses paa Kipper og Ølhuse, deels holdes i mange Kjeldere og Stuer, og endeligen en Utallighed af Markspiecer, der specielt ere skrevne for denne Klasse." Forf. indskrænker sig til at omtale en enkelt Deel af denne Smuds-Literatur, der forekommer ham at være den fordærveligste af alle dens forskjellige Arter. Det er den hele Skare af Hexebøger, Drømmebøger, Spaabøger og Lotteribøger. "Man maa", siger han, "foransees over den Mængde af Piecer af denne Art, som hvert Aar kommer for Lyset". For at gjøre dette ret anskueligt, leverer han en Fortegnelse paa ikke færre end 15 saadanne Piecer, af hvilke adskillige have oplevet flere Oplag og den største Deel maa antages at være trykt i de sidste Aar. De Exempler han anfører paa at de "fra Først til Sidst ikke indeholde Andet end Nonsens", ere heel kuriøse. "Hvilket Begreb", udbryder Forf., "maa Man dog danne sig om de ringere Klassers Aandelige Liv, naar Man seer, at en saadan Mængde af de urimeligste Spaa-, Hexe- og Drømme-Bøger kan finde Afsætning, og det, som de forøgede Oplag vise, og som de, der ere vel indviede i Sagen, bekræfte, en stedse rivende Afsætning? 

(Kiøbenhavnsposten citerede 9. marts 1835 fra "Dansk Ugeskift", 158 og 159)

(Herefter går artiklen helt grassat).

Tartarisk Kunsthest. (Efterskrift til Politivennen)

Fortiden forevises i Vildmanden paa Østergade en tartarisk Kunsthest, som virkeligen synes at have mere end almindelig Hesteforstand; thi den udfører flere overraskende Stykker, der minde os om den kloge, vidtberømte hund Munito, af hvem hiin Hest synes at være en Aandspaarørende. Hans Kongl. Høihed Prinds Frederik Ferdinand og Gemalinde toge for kort siden denne Hest i Øiesyn, ved hvilken Leilighed det behagede det høie Par at tilkjendegive Eieren, der tillige har dresseret den, sin Tilfredshed og sit Bifald. Betalingen for at see oftnævnte kundstige Hest er meget billig; den er kun 1 Mk., for hvilken Pris man tillige faaer at see en bedaget Dverginde, endeel Pappagøier o. s. v.

(Kjøbenhavnsposten den 20 februar 1835)

Censur. (Efterskrift til Politivennen)

Den 19. juli 1834 redegjorde Kjøbenhavnsposten i Artiklen "Til Kjøbenhavnspostens Abonnenter" for det sagsanlæg som kancelliet anlagde. Den 8. juli 1834 forbød en kancelliplakat indførelse af det norske blad "Morgenblad". Det affødte en kommentar:

...da bemeldte blad er det eneste i Norge udkommende Dagblad, i hvilket Gjenstande af politisk eller literair Interesse for et med os saa nær beslægtet Folk komme under offentlig Discussion .. Det vil, som vi tidligere have viist, jo dog ingenlunde kunne forhindre Indsmuglingen og udbredelsen heri Landet netop af saadanne Artikler som dem, hvis Publication her man har villet forebygge, og Erfaring har jo ogsaa i dette Tilfælde noksom viist, at de forbudne Frugter søges med størst Begjærlighed

Artiklen nævner udgivelsen af Joh. welhavens digt "Norges Dæmring, et polemisk Digt" (der udløste den såkaldte "Dæmringsfejde"), og citerer en artikel:

"Behøvede man ... et nyt practisk Beviis for den af alle oplyste Frihedsvenner forlængst anerkjendte Sandhed, at politisk Frihed er nødvendig for sand Almeenaands Udbredelse blandt Statens Borgere, da kan man blot gjøre en flygtig Sammenligning imellem den danske Avislitteratur før og efter den danske Konges endelige Beslutning om Stændernes Sammenkaldelse. Med hensyn til den indre Politik kan man ikke tænke sig en større Tomhed end den, der forhen herskede i de danske Aviser, hvis indenlandske Meddelelser for det Meste indskrænkede sig til ubetydelige Artikler af Hverdagslivet og om Theatret; men neppe er den Smule politisk Frihed forkyndt, som Kongen har indrømmet, førend pludselig en anden Aand er udbredt over Folket og gjengives i Bladene ... I Særdeleshed finder man, at den bornerte Frygt for at røre ved Personerne, som endnu for en stor Deel hersker hos os, allerede er forjaget, idetmindste i Kjøbenhavn. Allerede længe har man i denne Hovedstads Dagblade ..."

(Kjøbenhavnsposten, 17. januar 1835 (i uddrag)

"En lysende Fakkel paa Jordlivets Vandring". (Efterskrift til Politivennen).

Admiralsønnen, der blev Skillingsbladsredaktør, solgte selv Bladet ved Dørene og endte sit Liv for Morderhaand.

"Raketten", "Lynstraalen", "Sværmeren", "Kometen", "Raketten med Stjerner" og "Sandhedsfaklen" var Navne, som straalede paa den københavnsk Dagspresses Firmament i forrige Aarhundredes første Halvdel. Men det var ogsaa kun Navnene, der straalede. Indholdet i disse Blade var mindre glimrende, og deres moralske Habitus blev af Søren Kierkegaard karakteriseret ved Betegnelsen "lejede Sjovere", som den store Tænker fæstede paa de forpjuskede Eksistenser, der gjorde Tjeneste som Redaktører af denne idéforladte Skandalepresse.

Men midt i dette journalistiske Ildsvæsen Indtog et lille Blad, hvis Navn var det mere fordringsløse "Gammelt og Nyt", en Særstilling, fordi dets Indhold ikke var baseret paa Skandalehistorier.

"Gammelt og Nyt"s Redaktør og Udgiver var den "københavnske Diogenes" Jens Peter Tønder, der af en samtidig Forfatter skildres saaledes "Vinter og Sommer saa man ham gaa paa Københavns Gader i en lang graa Vadmelsfrakke, hvide Lærredsbenklæder, der i Frostvejr, men ogsaa kun da, ombyttedes med et Par blaa Vadmels, en grov, ikke ganske hvid Skjorte, gennem hvilken det aabne Bryst viste sig, intet Halstørklæde, et Par saakaldte Kommissko og hvide Strømper af groft Uldgarn. Han var en imponerende Skikkelse, høj og muskuløs; hans vejrslagne Ansigt med skarpe Kanter og en stor, fremstaaende Næse manglede ikke et vist ædelt Udtryk; af hans store graa Øjne lyste en Forstand, som undertiden, naar han blev varm under en Samtale, kunde han slaa over i Ekstase, og hans kort afskaarne mørke Haar, graasprængt hist og her, og hvis filtrede Tilstand røbede ringe Bekendtskab med Kammen, fuldendte en Figur, der vidnede om fysisk Kraft."

Han var visselig, hvad man med et moderne Udtryk vilde kalde en underlig Snegl. De, der kendte han Livshistorie, kaldte ham et interessant Vrag. Man vidste at fortælle om en romantisk Kærlighed, han i sin Ungdom havde næret til en ung Pige, der tjente i hans Forældres Hjem. Han vilde gifte sig med hende, men Forældrene satte sig derimod, og for at hævne sig tog han en Rcscrvevægterplads og sang Vægterversene flere Nætter i Rad i den Gade, hvor Forældrene boede.

Hvem var da hans Forældre og Slægtninge?

Et Sted i sin Avis siger han: "Jeg har i min nærmeste Familie haft tre Admiraler, en Gehejmeraad, syv Kammerherrer, der have galt husholdet, mens de levede, og efter deres Død efterladt mig i Fattigdom og Elendighed. Jeg vilde derimod ønske, at jeg havde haft i min Familie nogle Agerdyrkere, Skorstensfejere, Smede og andre af den simple Klasse, naar de kun havde ført en fornuftig Husholdning, mens de levede, og efter deres Død efterladt mig del, jeg behøvede til en anstændig Levemaade."

Det var rigtigt, at Tønder, der fødtes 1773 - i disse Dage for halvandet Hundrede Aar siden - hørte til en af Landets saakaldte bedste Familier, hans Fader var Admiral og Chef paa Holmen, og i sin tidligste Ungdom var Tønder anbragt i Huset hos en nær Slægtning, den kendte Professor i Historie Sneedorff. Her studerede hun Teologi og tog en sin Eksamen, hvorefter han I en kort Tid ernærede sig ved Sprogundervisning.

Men da det kun var et kummerligt Udbytte, han fik af sine Informationer, og da hans Familie havde slaaet Haanden af ham paa Grund af Kærlighedshistorien med den tjenende unge Pige, tog han, efter at have været Natvægter em Tid, Hyre som almindelig Matros, og foer viden om til Nordamerika, Kina og Ostindien.

Da han blev ked af Sølivet, prøvede han paa at faa et Præstekald. Han prædikede i et Par af Hovedstadens Kirker, men helt almindelige var de Anskuelser, han fremsatte, ikke, og dermed var den gejstlige Vej lukket for ham.

Alle Sunde syntes saaledes lukkede for Tønder, der var for ærekær til at tigge om Hjælp hos sin rige Familie, og han begyndte da det Liv, der gjorde ham bekendt i Datidens København. Han lejede sig et Tagkammer i Brøndstræde, senere i Nyhavn, og herfra udgav han "Gammelt og Nyt", som han selv solgte for to Skilling paa Gader og Stræder og ved Dørene. Spurgte man ham, hvad det var for et Blad, svarede han uvægerligt: "Det er en lysende Fakkel paa Jordlivets Vandring." - "Den lysende Fakkel" blev derved efterhaanden Bladets populære Navn.

Indholdet af Bladet var Fortællinger, Digte, filosofiske Betragtninger og Fabler, alt skrevet af Tønder selv og alt af en moraliserende Karakter. Han opstillede tolv Bud for, hvorledes man bør leve Livet. Et af disse Bud var nu temmelig livefjendsk: at leve bestandig i den ugifte Stand; et andet komplet uforstaaeligt: at have Haaret tæt afklippet ved Hovedet. Men andre var saamænd meget fornuftige: at høre med den største Ligegyldighed, ja med Foragt Daarens og den Ukyndiges og alle vrange og urigtige Dømme, men derimod aleneste at agte højt den indsigtsfulde, redelige og upartiske Dom; aldrig at blænde Øjnene med en falsk Glans, aldrig at ville anses, men være virkelig, endog uformærket, i Gerningen fortjent; ikke at lade sig henrive af en falsk Indbildning, men i alle Ting bestræbe sig for at blive ved roligt Overlæg: at gaa tidlig til Sengs, men staa tidlig op; bestandig at være i frisk Luft, ja endog ofte om Natten at sove for aabent Vindue.

Paa Gaderne saas Tønder ofte, ligesom Filosoferne i det gamle Grækenland, i lange filosofiske Samtaler med dem, der købte Bladet af ham, men om sine personlige Forhold talte han aldrig, kun yndede han som den Gerrige at fremstille sig som en yderst fattig Mand.

Fattig var han nu ikke i de senere Aar, men gerrig var han, og denne Gerrighed blev hans Ulykke, idet Rygtet, som altid havde travlt med denne sære og ejendommelige Gadefigur, efterhaanden udspredte, at han var hovedrig og havde alle sine Penge skjult hjemme paa sit Tagkammer.

Delte kom ogsaa en ung Købmandssøn fra Nyborg for Øre, og han - Petri Claudi Ferdinand Worm hed han, der havde været Underofficer ved et københavnsk Regiment, men opgivet denne Stilling, fordi han i det hele taget ingen Ynder var af regelbundet Arbejde, besluttede at sætte sig i besiddelse af Tønders Penge.

En Dag i Sommeren 1836 gik han da op til Tønder, der den Gang boede i Nyhavn, for at finde en Lejlighed til at stjæle Pengene. Worm foregav at ville have Undervisning i Fransk, og han blev hurtig enig med Tønder om Prisen, han maatte sælge sin eneste Skjorte for at skaffe de tre Mark. 

Ved Worm næste Besøg paa Tagkammeret i Nyhavn havde han el Par Butterdejgskager med, hvoraf den ene af ham var bleven fyldt med Iidt Opium. Han bød Tønder Kagerne, og den gamle Gnier satte dem med Graadighed til Livs - og var lige frisk bagefter. Et Par Dage senere bød Worm ham paany Kager, der indeholdt en stærkere Dosis Gift, men denne Gang vilde Tønder Ikke spise dem. De forrige havde ikke smagt ham, sagde han.

Men Worm var nu fast besluttet paa at faa fat i den Gamles Penge under dette Besøg, og i et ubevogtet Øjeblik tog han et Stykke groft Sejlgarn, der laa paa Bordet, slog det om Tønders Hals og kvalte ham. Han tog derpaa fra Gnierens Brystlomme Nøglerne til hans Gemmer, satte sig i Besiddelse af Obligationer til et Beløb af 12,000 Rigsdaler, en stor Mængde Guld- og Sølvpenge samt Medaljer og en Pose med Specier. Inden han forlod Gerningsstedet, ordnede han omhyggeligt alt i Stuen og satte en Hængelås for Døren.

Der gik flere Dage, før Mordet opdagedes, og det skete først, da Husbeboerne generedes af den raadne Stank, der trængte ud fra Kammer. At "den lysende Fakkel paa Jordlivets Vandring" ikke var udkommen i længere Tid, havde ikke vakt nogen Opmærksomhed.

Ingen anede, hvem Forbryderen var, men gennem et Pengebrev, som Worm havde afsendt til sin Familie, kom man paa Sporet, idet Brevet blev aabnet paa Posthuset, for at Summen kunde bekræftes. Derved fik man Afsenderene Navn. Det oplystes, at han var rejst til Lübeck for at fortsætte til England, men inden han forlod Lübeck, blev han anholdt og ført hjem til København.

I Fængslet opførte han sig mønsterværdigt og var saa angrende og indsmigrende, at Fængselspræsten, daværende residerende Kapellan paa Kristianshavn, Pastor H. C. Visby gjorde alt, hvad der stod i hans Magt for af vække Sympati for Morderen. bl. a. lod han en Række rørende Breve og sentimentale Digte, som Morderen skrev i Fængslet, offentliggøre.

Men alle Anstrengelser for at frelse hans Liv strandede. Den 20. November 1838 blev "den sentimentale Morder", som Folk kaldte ham, ved Solopgang henrettet paa Amager Fælled i Overværelse af store Skarer af Mennesker.

Dagen for Henrettelsen skrev Worm sit sidste Digt, der former sig som en Bøn om at blive begravet paa Kirkegaarden. Det hedder heri:

Førend Lynet rammer mig, som knuser
Dødens Laas for denne Herlighed.
Tanken om din Skønhed mig beruser,
Plet af Jord, hvor ene der er Fred.
Sang og Klang og mangen bitter Taare
følger Støvets Sønner til dit Skød.
Dine Porte lukkes for min Baare,
dog ved den saa bitter Taare flød.
Vil du nægte mine Ben sin Hvile
paa det Sted, der rar mig, o! saa kær;
skal paa Graven aldrig Blomster smile?
Verden! med mit Støv 

Vidar Bruun.

(Social-Demokraten, 24. december 1924).

Politivennen Live Blogging har tidligere offentliggjort artikler om mordet på Tønder. Vidar Bruun (1878-1940) var journalist og forfatter.