Politivennen gjorde i en artikel fra 1824 opmærksom på de problemer der opstod i kølvandet på tørlægningen af Søborg Sø. Men det var ikke det eneste sted hvor især godsejere havde gang i lignende projekter som endnu i dag præger vores landskaber. Et andet stort projekt foregik syd for Nakskov. Og det årtier før det som man normalt forbinder med sloganet "Hvad udad tabes, må indad vindes".
Som sådan er sagen ved Nakskov ikke bare lokalhistorie, men også danmarkshistorie, fordi den ikke er enestående, men et eksempel på hvordan det gik så mange andre steder. Også ved Nakskov var det en godsejer som ønskede og gennemførte den, ofte i modstrid med den lokale befolkning, men under dække af at det var til fordel for den. Sagen er rig på detaljer om datidens forhold mellem fiskere, landbefolkning, købstadsborgere o, godsejere. Og giver et indblik i hvordan retssystemet og embedsapparatet altid i sidste ende arbejdede for godsejernes interesser. Retssager der sled de mindre bemidlede op, selv når de juridisk fik ret, så de til sidst kastede håndklædet i ringen.
Herregården Fredsholm daterer tilbage til 1630. I 1819 var den blevet solgt som dødsbo til Simon Andersen Dons og Johan Ferdinand de Neergaard, som dernæst solgte den videre til Søren Henrik Lund. Han iværksatte et omfattende og dyrt inddæmningsprojekt i vigen mellem Vejlø og Fredsholm. Fuldt gennemført af hans søn Henrik August Lund, som overtog Fredsholm i 1822. Den vellykkede inddæmning gav ham mod på flere, men det førte til en strid med fiskerne i Nakskov. En retssag tabte han i første omgang, vandt i Overretten, men endeligt tabte i Højesteret. Nakskovitterne fejrede det med at fiskerne sejlede med fakler gennem løbet, der blev døbt ”Frihedskanalen”.
Det blev Lund for meget: I 1840 solgte han Fredsholm til August Villads Bech. Han fortsatte arbejdet med inddæmningen, men også han opgav projektet. Måske som følge af de stridigheder som artiklerne i Kjøbenhavnsposten afspejler. Men allerede 6 år senere kastede en ny godsejer med friske kræfter sig ud i kampen, i 1853 også velvilligt bakket op af aviser og kommunalbestyrelse. Kort sagt blev de lokale banket møre, Frihedskanalen blev opgivet og godsejeren fik ikke bare sin dæmning og kørevejen, men også flere hundrede tønder land indvundet hav. I 1865 blev Fredsholm overtaget af brødrene Casse, som fuldendte inddæmningen af 600 tønder land.
Sådan ligger landskabet altså stadig. Fiskerne tabte. Noget tyder på at det gjorde godsejeren ironisk nok også: Økonomisk var det ikke nogen stor gevinst. En anden stor taber set med nutidens øjne, var naturen: Inddæmningen forvandlede vige til enge og marker, øer til fastland. Det skete for øvrigt mange andre steder, og berøvede derved Danmark en rig natur til fordel for landbrugsarealer. Måske for stedse.
Kort over Nakskov Sogn, 1818. Mellem den indre fjord sydøst for købstaden lå der nogle øer, bl.a. Færgeland. Sammenlign med kortet nederst i denne artikel, og man vil se, at øerne helt er forsvundet og erstattet af landbrugsjord bag en dæmning. Nakskov Fjords sejlrende er stort set det eneste som er tilbage af det Nakskov Fjord syd for byen som er aftegnet på dette kort.
Teksterne er lange. Jeg har indsat nogle afsnit hist og her for at gøre dem mere overskuelige, og som sædvanligt nænsomt omskrevet til moderne dansk.
Kjøbenhavnsposten, 8. oktober 1835.
København d. 7. oktober 1835. - Fra to borgere i Nakskov har red. modtaget følgende meddelelse med anmodning om at bringe samme til offentlig kundskab:
"Et mærkeligt bevis på hvorledes en kollegial og en judiciel autoritet på en og samme tid kan blande sig i en sag, som først anhængiggort for domstolen, formentlig ikke kan være genstand for et kollegiums bydende, afgiver følgende verserende sag i Nakskovs byting: vandvæsenskommissær, proprietær Lund på Fredsholm, har for få år siden købt sig en tæt ved Nakskov beliggende ø, Steensø. Den forrige ejer af denne ø havde for at kunne køre til og fra Byen, fyldt en vej fra nævnte ø til den såkaldte Skandse, og fra denne igen til Færgelandet, som er forbundet med byen ved Langebro.
For at køre over Færgelandet svarede nævnte ejer af Steensø til Færgelandsejeren visse tønder korn årligt efter overenskomst. Da proprietær Lund blev ejer af Steensø, fyldte han nogle sten i den arm af fjorden der adskiller Fredsholm fra Steensø, således at han kunne køre over til sidstnævnte ø, og benyttede således denne ø og den vej den forrige ejer af Steensø havde fyldt til Færgelandet for at komme til Nakskov, skønt han derved kun sparede et ubetydeligt stykke vej. Lund der ikke ville svare noget til Færgelandsejerne fordi han kørte over deres ejendom, fandt for godt sidste efterår at forlange den af formanden anlagte vej eller våse, for at undgå at køre på selve Færgelandet, men derimod at kunne køre langs Strandbredden, hvilket han påstod ingen kunne forbyde ham. Da Færgelandet er Nakskovs grund, så henvendte dets ejere sig til byens valgte borgere med besværing over den dem af Lund gjorte uret. Disse borgere fandt sig ikke alene ved Færgelandsejernes besværing, men også af andre grunde beføjede til at forbyde Lund vejen. Men tillod ham dog at få fri kørsel på følgende Vilkår: at Lund skulle affinde sig med Færgelandsejerne; at han skulle give en skriftlig tilståelse for at han selv ville vedligeholde vejen uden at den i fremtiden skulle blive byen til byrde; og at han skulle anlægge en bro af en vis bredde igennem den fyldte våse, således at både kunne sejle derunder.
For det må bemærkes, at der ved enden af den af formanden anlagte våse var en åbning, hvorigennem både kunde passere, men som Lund ved at forlænge våsen, aldeles havde spærret. Tillige skulle Lund finde sig i at dersom nogen af byens købmænd eller andre enten ville lade bygge pakhuse eller anlægge skibsværft der ved strandbredden, hvor hans vej skulle gå, at denne da blev forlagt op til den gamle Møllevei som er tæt ved. Endelig skulle han afstå Skandsen til byen, der er ham til ingen, men byen til stor nytte som kølhalerplads o. lign. Men Lund ville hellere undvære vejen end have den betingelsesvis.
Således stod sagen uafgjort og vejen uafbenyttet, da en del borgere af Nakskov, som hidtil havde plejet at stange ål i de bag våsen liggende vande, og nu skulle nødes til at gøre over en halv mils omvej, indgav en ansøgning til Magistraten, hvori de besværede sig over Lunds handlemåde ved at have spærret dem en vej, der fra Arilds tid havde stået åben, og altid været befaret såvel af Nakskovs Fiskere, som af de nærliggende landsbybeboere, når disse drog til og fra købstad med deres produkter. De forlangte Lund ved dom forpligtet til at borttage den af ham egenmægtigt fyldte våse. Magistraten indhentede de valgte borgeres mening, og disse erklærede uforbeholdent, at Lund lige så lidt som nogen anden ejer af øen, nogensinde havde fået ret til at anlægge en vej i førnævnte farvande; og at de ansøgende følgelig måtte have ret til at borttage hvad der var dem til hinder i deres næringsvej.
Da imidlertid Magistratens svar udeblev den ene måned efter den anden, besluttede borgerne at grave en åbning igennem våsen, hvilken de også fuldførte, og skaffede sig således atter vej til de farvande som fra umindelige tider have været benyttet af byens indbyggere, og hvis benyttelse ikke ved noget kongebud er ophørt, men kun for en tid var afbrudt ved en privatmands lovløse magtsprog.
Disse her faktisk anførte omstændigheder foranledigede naturligvis en retssag. Lund søger vedkommende borgere for vold, og til at istandsætte våsen. Disse kontrasøger ham ligeledes for vold og til at borttage våsen. Ved denne retssag vil det altså blive afgjort, om Lund har ret til at anlægge en våse i nævnte farvande eller ikke; - om købstadens fiskeridrivende borgere har ret eller ikke ret til at fiske hvor deres fædre fra Arilds tid har fisket; - om de tilgrænsende landsbybeboere har ret eller ikke ret til at sejle med deres produkter til købstaden.
Det er dog udenfor al tvivl, at disse spørgsmål må blive afgjort ved domstolen ved sagens endelige kendelse, og vi indser derfor ikke med hvilken ret det kongI. Generaltoldkammer og Kommercekollegium har blandet sig i denne sag. - Nogen tid efter at borgerne havde åbnet sig vej igennem våsen, ankom havne- og fyrinspektør kapt. Leth, (der, in parenthi sagt, står i familieforhold til Lund) til Nakskov, tog våsen i øjesyn, og fra Kollegiet indløb kort derpå ordre til havnekommissionen at den gjorte åbning skulle tilstoppes som skadelig for havnen og kommissionen søge regres for omkostningerne hos de Folk, der har gjort åbningen, ligesom der også længere hen fra Kollegiet indløb skrivelse til havnekommissionen om, at det anså det rigtigt, at kommissionen købte Lund "den for havnen så nyttige dæmning."
Havnekommissionen, der ikke kunne udføre disse ordrer uden at måtte handle imod sin overbevisning, har ved underdanigst forestilling gjort Kollegiet opmærksom på våsens sande beskaffenhed, samt hvor aldeles unyttig den er og må blive for havnen. Man skulle formode at Kollegiet måtte mere tage hensyn til kommissionens udsagn, der stemmer overens med de flere vidners forklaring der i den anledning er afhørt i retten, end til en enkelts erklæring. - Den der har taget våsen i øjesyn, kan vist ikke nok så meget undre sig over de fra Kollegiet givne ordrer, og det synes sandsynligt at kapt. Leth i sin erklæring til Kollegiet må have afmalet våsen med langt smukkere farver end den findes i virkelighed, for hele våsen er dog kun noget henkastet fyld med risgærder på siderne, som når vandet stiger 1½ til 2 Fod over daglig vande, er ganske af syne. Skulle imod formodning, og som vi langt fra ikke tør påstå, kapt. Leth ved sin erklæring angående våsen, har bevirket disse ordrer fra Kollegiet i det øjemed at hjælpe Lund til vej, hvor han ikke har allermindst ret til vej, da må vi rigtig tilstå, at Lunds fremgangsmåde ved at forlænge den af formanden anlagte vej, er så anmassende og lovstridig, at den ikke fortjener sådan understøttelse. Men, Gud være lovet! der er lov og ret til i Landet. Borgerne have derfor henvendt sig til H. M. Kongen med en allerunderdanigst Bøn om, at hele Sagen må på det nøjeste blive undersøgt, og udførelsen af General-Toldkammerets ordrer suspenderet, indtil sagens endelige afgørelse ved domstolen."
Nutidigt foto fra Nakskov Fjord, albuen. Landskabet kunne måske minde hvordan der så ud før tørlægning. (Ophavsmand Michael Larsen, udgivet som offentlig ejendom).
Som sådan er sagen ved Nakskov ikke bare lokalhistorie, men også danmarkshistorie, fordi den ikke er enestående, men et eksempel på hvordan det gik så mange andre steder. Også ved Nakskov var det en godsejer som ønskede og gennemførte den, ofte i modstrid med den lokale befolkning, men under dække af at det var til fordel for den. Sagen er rig på detaljer om datidens forhold mellem fiskere, landbefolkning, købstadsborgere o, godsejere. Og giver et indblik i hvordan retssystemet og embedsapparatet altid i sidste ende arbejdede for godsejernes interesser. Retssager der sled de mindre bemidlede op, selv når de juridisk fik ret, så de til sidst kastede håndklædet i ringen.
Herregården Fredsholm daterer tilbage til 1630. I 1819 var den blevet solgt som dødsbo til Simon Andersen Dons og Johan Ferdinand de Neergaard, som dernæst solgte den videre til Søren Henrik Lund. Han iværksatte et omfattende og dyrt inddæmningsprojekt i vigen mellem Vejlø og Fredsholm. Fuldt gennemført af hans søn Henrik August Lund, som overtog Fredsholm i 1822. Den vellykkede inddæmning gav ham mod på flere, men det førte til en strid med fiskerne i Nakskov. En retssag tabte han i første omgang, vandt i Overretten, men endeligt tabte i Højesteret. Nakskovitterne fejrede det med at fiskerne sejlede med fakler gennem løbet, der blev døbt ”Frihedskanalen”.
Det blev Lund for meget: I 1840 solgte han Fredsholm til August Villads Bech. Han fortsatte arbejdet med inddæmningen, men også han opgav projektet. Måske som følge af de stridigheder som artiklerne i Kjøbenhavnsposten afspejler. Men allerede 6 år senere kastede en ny godsejer med friske kræfter sig ud i kampen, i 1853 også velvilligt bakket op af aviser og kommunalbestyrelse. Kort sagt blev de lokale banket møre, Frihedskanalen blev opgivet og godsejeren fik ikke bare sin dæmning og kørevejen, men også flere hundrede tønder land indvundet hav. I 1865 blev Fredsholm overtaget af brødrene Casse, som fuldendte inddæmningen af 600 tønder land.
Sådan ligger landskabet altså stadig. Fiskerne tabte. Noget tyder på at det gjorde godsejeren ironisk nok også: Økonomisk var det ikke nogen stor gevinst. En anden stor taber set med nutidens øjne, var naturen: Inddæmningen forvandlede vige til enge og marker, øer til fastland. Det skete for øvrigt mange andre steder, og berøvede derved Danmark en rig natur til fordel for landbrugsarealer. Måske for stedse.
Teksterne er lange. Jeg har indsat nogle afsnit hist og her for at gøre dem mere overskuelige, og som sædvanligt nænsomt omskrevet til moderne dansk.
Første omgang 1835: Byretten dømmer imod Lund
Kjøbenhavnsposten, 8. oktober 1835.
København d. 7. oktober 1835. - Fra to borgere i Nakskov har red. modtaget følgende meddelelse med anmodning om at bringe samme til offentlig kundskab:
"Et mærkeligt bevis på hvorledes en kollegial og en judiciel autoritet på en og samme tid kan blande sig i en sag, som først anhængiggort for domstolen, formentlig ikke kan være genstand for et kollegiums bydende, afgiver følgende verserende sag i Nakskovs byting: vandvæsenskommissær, proprietær Lund på Fredsholm, har for få år siden købt sig en tæt ved Nakskov beliggende ø, Steensø. Den forrige ejer af denne ø havde for at kunne køre til og fra Byen, fyldt en vej fra nævnte ø til den såkaldte Skandse, og fra denne igen til Færgelandet, som er forbundet med byen ved Langebro.
For at køre over Færgelandet svarede nævnte ejer af Steensø til Færgelandsejeren visse tønder korn årligt efter overenskomst. Da proprietær Lund blev ejer af Steensø, fyldte han nogle sten i den arm af fjorden der adskiller Fredsholm fra Steensø, således at han kunne køre over til sidstnævnte ø, og benyttede således denne ø og den vej den forrige ejer af Steensø havde fyldt til Færgelandet for at komme til Nakskov, skønt han derved kun sparede et ubetydeligt stykke vej. Lund der ikke ville svare noget til Færgelandsejerne fordi han kørte over deres ejendom, fandt for godt sidste efterår at forlange den af formanden anlagte vej eller våse, for at undgå at køre på selve Færgelandet, men derimod at kunne køre langs Strandbredden, hvilket han påstod ingen kunne forbyde ham. Da Færgelandet er Nakskovs grund, så henvendte dets ejere sig til byens valgte borgere med besværing over den dem af Lund gjorte uret. Disse borgere fandt sig ikke alene ved Færgelandsejernes besværing, men også af andre grunde beføjede til at forbyde Lund vejen. Men tillod ham dog at få fri kørsel på følgende Vilkår: at Lund skulle affinde sig med Færgelandsejerne; at han skulle give en skriftlig tilståelse for at han selv ville vedligeholde vejen uden at den i fremtiden skulle blive byen til byrde; og at han skulle anlægge en bro af en vis bredde igennem den fyldte våse, således at både kunne sejle derunder.
For det må bemærkes, at der ved enden af den af formanden anlagte våse var en åbning, hvorigennem både kunde passere, men som Lund ved at forlænge våsen, aldeles havde spærret. Tillige skulle Lund finde sig i at dersom nogen af byens købmænd eller andre enten ville lade bygge pakhuse eller anlægge skibsværft der ved strandbredden, hvor hans vej skulle gå, at denne da blev forlagt op til den gamle Møllevei som er tæt ved. Endelig skulle han afstå Skandsen til byen, der er ham til ingen, men byen til stor nytte som kølhalerplads o. lign. Men Lund ville hellere undvære vejen end have den betingelsesvis.
Således stod sagen uafgjort og vejen uafbenyttet, da en del borgere af Nakskov, som hidtil havde plejet at stange ål i de bag våsen liggende vande, og nu skulle nødes til at gøre over en halv mils omvej, indgav en ansøgning til Magistraten, hvori de besværede sig over Lunds handlemåde ved at have spærret dem en vej, der fra Arilds tid havde stået åben, og altid været befaret såvel af Nakskovs Fiskere, som af de nærliggende landsbybeboere, når disse drog til og fra købstad med deres produkter. De forlangte Lund ved dom forpligtet til at borttage den af ham egenmægtigt fyldte våse. Magistraten indhentede de valgte borgeres mening, og disse erklærede uforbeholdent, at Lund lige så lidt som nogen anden ejer af øen, nogensinde havde fået ret til at anlægge en vej i førnævnte farvande; og at de ansøgende følgelig måtte have ret til at borttage hvad der var dem til hinder i deres næringsvej.
Da imidlertid Magistratens svar udeblev den ene måned efter den anden, besluttede borgerne at grave en åbning igennem våsen, hvilken de også fuldførte, og skaffede sig således atter vej til de farvande som fra umindelige tider have været benyttet af byens indbyggere, og hvis benyttelse ikke ved noget kongebud er ophørt, men kun for en tid var afbrudt ved en privatmands lovløse magtsprog.
Disse her faktisk anførte omstændigheder foranledigede naturligvis en retssag. Lund søger vedkommende borgere for vold, og til at istandsætte våsen. Disse kontrasøger ham ligeledes for vold og til at borttage våsen. Ved denne retssag vil det altså blive afgjort, om Lund har ret til at anlægge en våse i nævnte farvande eller ikke; - om købstadens fiskeridrivende borgere har ret eller ikke ret til at fiske hvor deres fædre fra Arilds tid har fisket; - om de tilgrænsende landsbybeboere har ret eller ikke ret til at sejle med deres produkter til købstaden.
Det er dog udenfor al tvivl, at disse spørgsmål må blive afgjort ved domstolen ved sagens endelige kendelse, og vi indser derfor ikke med hvilken ret det kongI. Generaltoldkammer og Kommercekollegium har blandet sig i denne sag. - Nogen tid efter at borgerne havde åbnet sig vej igennem våsen, ankom havne- og fyrinspektør kapt. Leth, (der, in parenthi sagt, står i familieforhold til Lund) til Nakskov, tog våsen i øjesyn, og fra Kollegiet indløb kort derpå ordre til havnekommissionen at den gjorte åbning skulle tilstoppes som skadelig for havnen og kommissionen søge regres for omkostningerne hos de Folk, der har gjort åbningen, ligesom der også længere hen fra Kollegiet indløb skrivelse til havnekommissionen om, at det anså det rigtigt, at kommissionen købte Lund "den for havnen så nyttige dæmning."
Havnekommissionen, der ikke kunne udføre disse ordrer uden at måtte handle imod sin overbevisning, har ved underdanigst forestilling gjort Kollegiet opmærksom på våsens sande beskaffenhed, samt hvor aldeles unyttig den er og må blive for havnen. Man skulle formode at Kollegiet måtte mere tage hensyn til kommissionens udsagn, der stemmer overens med de flere vidners forklaring der i den anledning er afhørt i retten, end til en enkelts erklæring. - Den der har taget våsen i øjesyn, kan vist ikke nok så meget undre sig over de fra Kollegiet givne ordrer, og det synes sandsynligt at kapt. Leth i sin erklæring til Kollegiet må have afmalet våsen med langt smukkere farver end den findes i virkelighed, for hele våsen er dog kun noget henkastet fyld med risgærder på siderne, som når vandet stiger 1½ til 2 Fod over daglig vande, er ganske af syne. Skulle imod formodning, og som vi langt fra ikke tør påstå, kapt. Leth ved sin erklæring angående våsen, har bevirket disse ordrer fra Kollegiet i det øjemed at hjælpe Lund til vej, hvor han ikke har allermindst ret til vej, da må vi rigtig tilstå, at Lunds fremgangsmåde ved at forlænge den af formanden anlagte vej, er så anmassende og lovstridig, at den ikke fortjener sådan understøttelse. Men, Gud være lovet! der er lov og ret til i Landet. Borgerne have derfor henvendt sig til H. M. Kongen med en allerunderdanigst Bøn om, at hele Sagen må på det nøjeste blive undersøgt, og udførelsen af General-Toldkammerets ordrer suspenderet, indtil sagens endelige afgørelse ved domstolen."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar