Tak til Vedkommende.

Hr. Udgiver!

Da man er sikker på at De deler den anskuelse der såvel i "Søndagen" som i "Kjøbenhavnsposten" er udtalt i henseende til de ophævelser der gøres om Worm, håber man at De ikke vil nægte nedenstående plads i Deres meget læste blad.

* * *

Ved at betænke den deltagelse der fra publikums side er ydet morderen Worm, kan man rigtig nok ikke sige andet end at den danske godhjertethed har åbenbaret sig til gavn. Men ligesom alle gode ting kan misbruges, så har dette også her i en høj grad været tilfældet. Og da der såvel fra hans forsvarer som fra andres side var gjort alt muligt for at fri ham fra den velfortjente straf han fik, så synes der at være gjort så meget at man med en god samvittighed havde kunnet overlade stymperen til en lige så velfortjent forglemmelse. Men næppe er han borte, før man fra flere sider kappes om at forevige hans minde og opløfte hans rygte til skyerne. Ja et vist blad der af nogle kaldes den ildesindede, søger ikke alene at indbilde folk at Worm var ingen simpel morder, hvis forbrydelse var kvalificeret til den straf som overgik ham. Man går i sin fromme iver endog så vidt at det slet ikke vil erkende det for nogen overtro da ved hans henrettelse en person indfandt sig ikke som ved Ludvig den 16. s henrettelse for at dyppe sit lommetørklæde i blod, men for virkelig at drikke det som et helbredende middel. Der manglede nu i det hele kun en opfordring til Thorvaldsen at han ved sin kunstnerhånd ville forevige denne nationalhelt der ikke alene har givet folk emne til at tale om, men også forfattere stof til at skrive om, så at han som Tysklands Andreas Hoser, omgivet af en hellig gloria kan overleveres efterverdenen som en virkelig heltekarakter. 

Det var vel ikke umuligt at dette var sket, dersom ikke en stemme havde hævet sig kraftigt såvel i søndags som i Kjøbenhavnsposten, og derved ikke alene råbte stop til den tankeløse hob, men også fremstillet den ubetydelige Worm såvel som hr. Pastor Visbyes færd i det rette lys. Uagtet en røst har ladet sig høre i Dagen fra i torsdags, med et forsvar for hr. pastoren, lige så jammerligt som den sag han forsvarer, så kan det dog ikke forandre tænkende mænds mening om denne sag. Hvad Worms digte og øvrige smørerier angår, så kan indsenderen slet ikke få i sit hoved at der just skulle nogen Oehlenschläger eller Grundtvig til at skrive noget bedre. Man formener at enhver stymper med en smule hjerne især når han har fået en del af Wildts og Lafontaines romaner til livs, må kunne gøre det lige så godt, så at de der i den ædle hensigt at tilvejebringe en understøttelse for den værdige moder, har tilbudt at udgive hvad han har sammenflikket, ville have opnået hensigten bedre ved at indbyde til almindelig understøttelse, da der vist ville findes mange som ville yde deres skærv, og hvortil indsenderen ikke skal være med de sidste, uden derfor at ønske at eje en eneste pjalt af Worms lapperier. 

Idet indsenderen priser at den konge der altid har vist at det har været hans lyst at løse frem for at binde, at benåde frem for at dømme, her har ladet loven gå sin jerngang, uden at lade sig bevæge til nogen utidig medlidenhed, kan han heller ikke undlade på eget og fleres vegne at aflægge sin tak til de brave der såvel i søndags som i Kjøbenhavnsposten har søgt at standse hoben, da den tankeløs lod sig henrive af strømmen ligesom franskmændene da morderne Fieschi tilligemed den afskyelige Nina Lassave gjorde opsigt i Paris, til at beundre en usling hvis feje og karakterløse væsen vel kunne egne sig til medynk, men ingenlunde til agtelse og således ikke alene har givet publikum et anskueligt billede af hr. pastor V. færd, men også berøvet stymperen Worm et eftermæle blandt publikum som han ikke på ringeste måde har fortjent

J. C.

(Politivennen nr. 1198, Løverdagen, den 15de December 1838. Side 797-800)

Redacteurens Anmærkning.

Kandidat Jens Peter Tønder (1773-1836) boede i Nyhavn 65, 2. sal. Og om Worms mordsag er et kort resume i Wikipedia. Her på bloggen er hele sagen om Petri Worm og mordet på Tønder indgående omtalt i baggrundsartikel.

Velmeent Ønske.

For de fattige der nyder godt af den veldædige bespisningsanstalt, ville det være en velgerning om den ærede bestyrelse til den øvrige ulejlighed endnu ville drage omsorg for at de fattige hvor i blandt mange næsten nøgne gamle og svage og mange små børn måtte tildeles deres portioner efter deres numre. Det ville derved undgås som i de andre vintre i længere tid at stå og vente og i ondt vejr blive forkomne af frost og kulde, hvorved de ofte dyrt betaler den mad der er en velgerning for dem. For at ingen skal synes forurettet, kunne der jo den første måned begyndes med det første hundrede, den anden med det andet hundrede og så fremdeles. Når da nogen ikke kom efter sit nummer, måtte denne naturligvis vente til sidst. En endnu større velgerning ville det være om den ærede bestyrelse kunne skaffe de fattige et lokale hvori de kunne være til deres nummer kom uden at være nødt til i længere tid at stå på gaden.

(Politivennen nr. 1196, Løverdagen, den 1ste December 1838. Side 760-761)

Redacteurens Anmærkning

Anstalten blev omtalt i Kjøbenhavnsposten 22. november 1832:

Af den i disse Dage udkomne Beretning om den her i Staden indrettede Bespiisningsanstalt for Trængende i Vinteren 1831 og 1832, erfares, at denne høist gavlige Anstalt, der atter i Vinter vil træde i virksomhed, fra 20de Novbr. 1831 til 23 April 1832, ialt har uddeelt det betydelige Antal af 170,144 Portioner. Til Anstalten var bidraget i Penge 128 Rbd. 21 Sk. Sølv, og 5,779 Rbd 57 Sk. S. og T., af hvilke Hs. M. Kongen havde skjænket 525 Rbd., og andre Medlemmer af det høie Kongehuus 452 Rbd. Sedler; Udgifterne havde andraget 5,126 Rbd. 34 Sk. S. og T. og Penge-Beholdningen, 128 Rbd. 21 Sk. r. S. og 653 Rbd. 53 Sk. S. og T., var strax ved Indretningens Ophør indsat i Sparekassen for at gjøres frugtbringende, og er nu tildeels allerede anvendt til Forberedelserne for Bespiisningen i tilstundende Vinter. Foruden Pengebidragene modtog Committeen forskjellige Gaver i Naturalier og flere besparende Tjenestebeviisninger. Af de i Vinterens Løb uddeelte 150 Billetter, vare de 729 uddeelte af Velgjørerne selv; de øvrige 771 af den specielle Committee, der var valgt til at gjennemgaae og afgjøre de indkomne Ansøgninger om Understøttelse; disse sidste Billetter tildeeles 463 trængende Personer eller Familier.

Kan Menneskeblod helbrede for Slag?

Blandt den ringere almue er den tro temmelig almindeligt udbredt at nydelsen af menneskeblod i det øjeblik det udgydes, kan helbrede mennesker der har slag, ligfald osv.

Af denne grund har man ved flere henrettelser set mennesker nærme sig skafottet for at få blod af den henrettede, hvilket også var tilfældet i tirsdag da en bondedreng drak en portion af Worms blod.

Spørgeren er overbevist om at et sådant middel er aldeles unyttigt, og at troen på det stammer fra ældre tider da skarpretterne især i udlandet spillede en betydelig rolle, og er således lige som megen anden overtro forplantet til os. Han tillader sig derfor herved at anmode en eller anden af vores kyndige læger om at offentligt fremsætte sin mening om det, og skulle det da være tilfældet at denne var af samme mening som spørgeren, var det måske muligt som det var ønskeligt at der udkom et forbud mod en skik der sikkert i andre henseender kan have de sørgeligste følger og som frembyder et skue der må virke frygteligt på de tilstedeværende da alene tanken herom vækker ækelhed og væmmelse.

(Politivennen nr. 1195, Løverdagen, den 25de November 1838. Side 750-751)

Redacteurens Anmærkning

Petri Worm (1814 – 1838) blev halshugget 20. november på Amager Fælled 1838 for rovmordet på litteraten Jens Peter Tønder 18. juli 1836. Se Redacteurens Anmærkning for artiklen 15. december 1838, med tilhørende fyldig gennemgang fra Kjøbenhavnsposten.

Til D'Herrer Repræsentanter for det mosaiske Troessamfund.

I reglementet for det mosaiske religionssamfund af 29. mars 1814 er det som bekendt befalet at menighedens anliggender skal bestyres af 7 "såkaldte" repræsentanter, hvoraf de 2 årligt skal eller kan afgå, men at repræsentationen selv skulle vælge efterfølgerne (se reglementet af 29. marts 1814, § 1 og 2 og 23. marts 1827 § 23). Næsten 25 år er forløbet fra den tid, og vi har oplevet flere udskiftninger eller omvæltninger, dels til det bedre, dels formentlig til det mindre gode for de herværende mosaister. Det er bekendt at de herrer repræsentanter har indgivet andragender der sigter til at nærme sig mere og mere vores kristne medborgere. Men det forekommer indsenderen højst besynderligt at ikke endnu i det mindste før sådant skete har søgt regeringen om "valgbarhed" og "valgdygtighed" til repræsentantposterne i vores egne menigheder i og udenfor København! Det går mig som almuesmand over min forstand hvorledes det kan forstås fx at en ung aldeles fremmed, muligvis aldeles ukendt mand så at sige kan repræsentere mig, eller være min fuldmægtig, uden at jeg enten har tænkt mig at beskikke ham, eller på nogen måde ønsker ham på denne post. 

I menighedens navn tillader jeg mig derfor at anmode de herrer nuværende repræsentanter for det mosaiske trossamfund i København om med alle midler der kan anvendes, at ville udvirke forestilling om en forandring i førnævnte bestemmelser og således at denne sker i overenstemmelse med tidsånd og sand oplysning. At den fortrykker nuværende status med hensyn til menighedens finansielle anliggender, vil kunne afhjælpes når disse vores anliggender ved offentliggørelse i trykken turde se dagens lys, og at mange besparelser og indskrænkning af formentlig ufornødne embedsposter samtidigt kan indføres, derom er meningen i sandhed kun en. Måtte disse vink blive optaget med beredvillighed og tages til følge, er indsenderen og med ham vist nok flertallet tilfreds.

"Salem"

(Politivennen nr. 1193, Løverdagen, den 10de November 1838. Side 712-714)

Besværlige Schacker-Jøder paa Hjørnet af Læderstræde og Høibroplads.

På nævnte hjørne står som bekendt en hoben lurvetklædte jøder som trygler enhver forbigående om "gamle klæær". Denne måde at genere disse på, mener vi bør forbydes dem da enhver der ønsker at afhænde gamle klæder, vist nok selv kan finde lysthavere til dem, og der allerede er indrømmet jøderne nok ved at tillade dem at spærre fortovet som de nu gør. Hertil kommer endnu en slem unode, som disse personer har indført, nemlig at lette på hatten for hver hvem de nærmer sig til med deres væmmelig "gamle klæær" hvorved man ofte kan pådrage sig uforskyldt mistanke om at have med disse personer at bestille. Indsenderen skal således for få dage siden ledsage et selskab damer til slottet og kom forbi dette hjørne hvor han til sin ærgrelse fik flere hilsener skønt han aldrig har talt med disse personer, endsige handlet med dem. Damerne spurgte da også med forundring: "Hvad? Giver De dem af med det slags folk?" osv.

(Politivennen nr. 1191, Løverdagen, den 27de October 1838. Side 688-689)

Højbroplads 1844. Efter maleri af Henriques (Fra W. Mollerup: Danmarks gamle Hovedstad, 1912.)

Skandaler i Pedermadsensgang.

Skønt ovennævnte gang danner en bekvem gennemgang mellem to meget besøgte gader, ser man dog yderst sjældent ordentlige folk benytte sig af dem. Grunden til det må vist nok søges i al den smudsighed som øje og øre her må døje fra alle kanter af de forbigående. 

For nogle dage siden skulle indsenderen i en hast føre sin fader og søster fra Østergade til Grønnegade, og lod sig uheldigvis overtale til at benytte denne genvej. Men bittert måtte han fortryde det, da der fra de fleste vinduer og kælderhalse vankede en sådan mængde liderligheder og smudsigheder at man ikke uden væmmelse kunne høre på det. Vores driftige politi anmodes ærbødigst om at afvænne visse dybt sunkne skabninger med denne uskik der så vidt vi ved før i tiden kun går i svang ved højlys dag i nævnte stræde og i den berygtede Holmensgade.

(Politivennen nr. 1191, Løverdagen, den 27de October 1838. Side 686)

Et berømt foto fra Niels Ludvig Mariboes billedsamling af Peder Madsensgang. (Københavns Museum)

Om den Rumfordske Suppe.

Der var en tid da denne suppe, endog her til lands, vakte megen opmærksomhed, og nu har man i lang tid slet ikke hørt tale om den. Kun er det bekendt at den nydes af fangerne i straffeanstalten på Christianshavn. Denne suppe er vel nærende og kun lidt bekostelig når den tillaves i større kvantiteter. I Paris og flere store stæder kan de fattige på dertil indrettede spisekvarterer få Rumfords suppe for deres skilling. Burde man ikke her i Købehavn som har så mange fattig familier inden for dens mure, åbne de trængende adgang til dette sunde og fødende næringsmiddel der altid vil gøre sin opfinders navn velsignet. Da denne suppe nødvendigvis må koge i 5 eller 6 timer, så vilde ildebranden hvis den ikke koges i store portioner, snart tilintetgøre den fordel ingrediensernes ringhed ellers giver. Dog må man ønske at om et rumfordisk suppehus blev indrettet ved offentlig eller privat omhu, man så ville drage omhu for at suppen allerede første gang den sælges, var god og rigtigt tillavet. Mange fattige ville således få en sund og kraftig føde for det den ellers giver for et glas brændevin. 

(Politivennen nr. 1191, Løverdagen, den 27de October 1838. Side 684-685)

Forargelig Opførsel af Fangerne i Raadhusarresten.

I søndags kl. henved 2 havde en stor del fanger, mandelige og kvindelige, posteret sig i vinduerne hvor de klavrede sig fast i jernstængerne således at mange viste sig i fuld korpus ud til den såkaldte Slutterigade, og drev et fælt støjende væsen ved at råbe til deres medfanger i de andre arrester fra hvis inderste man hørte dybttonende svar. Ordene "ved Rundetårn - Du, min kæreste! Sig til mine forældre at jeg har fået lov at gå ud i aften, og at jeg går på komedie". Navnene Charlotte, Louise, nogle eder osv. var det referenten opsnappede ved sin gang gennem gaden. 

Man ved ikke om disse fanger alle er af det slags at det kan være ligegyldigt om de på denne måde sætter sig i rapport med deres medfanger eller endog med andre udenfor. Men at det til enhver tid er højst ubehageligt at se og høre på sådant, og især vederstyggeligt når man om søndagen vandrer til eller fra Guds hus, er vist. Er det end ikke gørligt at bringe sådanne mennesker til en værdig anvendelse af hviledagen, må de dog vel kunne bringes til at afholde sig fra en opførsel man næppe ville tåle af den frie borger.

(Politivennen nr. 1190, Løverdagen, den 20de October 1838. Side 669-670)

"Mange viste sig i fuld korpus ud til den såkaldte Slutterigade, og drev et fælt støjende væsen ved at råbe til deres medfanger." (Slutterigade 2015. Eget Foto)

Anmodning til Interessentskabet for Paquetfarten imellem Kjøbenhavn og Aarhus.

Det er til stor behagelighed og gavn for Jyllands og Sjællands beboere at der er oprettet en stadig og mindre bekostelig samfærdsel mellem disse steder ved paketskibene nr. 1 og nr. 2. At der er mange som foretrækker rejsen til søs mellem disse steder frem for en mere bekostelig og mere trættende over land, beviser det store store antal af endog konditionerede rejsende som i år har benyttet denne befordring. Det er derfor interessentskabets pligt såvel som det gavn at sørge for at alt indrettes så fuldkomment vel som muligt til passagernes bekvemmelighed og tilfredshed. Man tvivler ikke på at dette også er dets ønske, og man tillader sig derfor at gøre det opmærksom på en mangel som bør afhjælpes.

Anmelderen tog for nogen tid siden fra København til Århus med paketten nr. 1 der føres af kaptajn Michelsen. Dette skib er en fortrinlig sejler, og kaptajnen en dristig og kyndig sømand der såvel som skibets øvrige mandskab viser al mulig omhu og opmærksomhed mod passagerne. Men en mangel findes på skibet som det ikke står til ham at afhjælpe, og det er mangel af en retirade for mandlige passagerer. Vel står der til fornøden brug en slags kasse i forenden af skibet. Men denne kan man ikke afbenytte i stærk søgang uden at blive dyndvåd. Desuden skjules denne kasse kun af et stykke gammelt sort sejldug som ved den mindste blæst flyver til side, så at den der vil benytte stedet, nødes til at vise alle ombordværende en usømmelighed man ellers søger at undgå, og som ved en formedelst modvind eller stille længerevarende rejse oftere må gentages. Da der på alle skibe som er bestemt til at overføre passagerer, er indrettet lukkede retirader for begge køn, så håber man det ærede interessentskab vil afhjælpe denne mangel på paketskibet nr. 1 såvel som på nr. 2 om den også finder sted, hvilket anmelderen ikke er underrettet om.

Til slut kan anmelderen ikke undlade at fremsætte et ønske som det nærmest tilkommer føreren at påse opfyldt, nemlig at samtlige madrasser og køjeklæder i kahytterne efter hver fuldført rejse må udbankes og afbørstes da det jo let kan hænde at der blandt de forskellige passagerer som bruger denne befordring, kan findes en eller anden der var hjemsøgt af et vist slags påtrængende smådyr der er højst ubehagelig at modtage i indkvartering af folk som ikke ellers ikke er vant til sådant selskab.

(Politivennen nr. 1190, Løverdagen, den 20de October 1838. Side 665-667)

Redacteurens Anmærkning

Paketskibene transporterede stykgods, post og passagerer i regelmæssig rutefart. Ordet dækker mest over småskibe på indenlandske fragtruter. Paketskibe var havets fragtmænd.

Steam ferry-boat - Great Belt. The Illustrated London News, 26. april 1850.

Et Par Ord om Sædelighedstilstanden i Aalborg By.

Om denne større danske købstad har man i anførte henseende tidligere hørt ufordelagtige beretninger. Men dog næppe på prent set en sådan som den der er indflettet i stiftprovst Halds, i stænderforsamlingen oplæste forslag om midler til at forebygge løsagtighed. Forslaget selv der i øvrigt næppe stemmer med tidens erfaringer og anskuelser, synes næsten ganske at skylde sædelighedstilstanden på proponentens opholdssted sin tilværelse. Når det i en by på 7.000 mennesker er kommet så vidt med løsagtigheden at bordellerne afgiver tilflugtssteder for farlige forbrydere, at værterne der tjener til hælere for visse osv. osv., så er det vist nok på høje tid at den verdslige arm sætter skranker for sådant uvæsen og gådefuldt tillige at sådant ikke er sket hidtil. Dersom man tror at bordeller er et nødvendigt onde, hvori man må finde sig i en søstad som Aalborg, da tager man mærkeligt fejl. 

Det bedste bevis herimod er Helsingør hvor år for år vel 10 gange så mange søfolk opholder sig som i Aalborg. Der har man i de sidste år aldeles intet kendt til bordeller, og man holder de enkelte logerende fruentimmer så meget i skranker at de ikke forstyrrer den offentlige ro eller giver for megen skandale. Selv i København der naturligvis som hovedstad må i denne henseende underkastes en mildere bedømmelse, har politiet i den senere tid anvendt sin myndighed for at bringe det der vist nok til en vis grad nødvendige, onde inden visse grænser og hvis man skal slutte fra det som hidtil er udrettet, vil forargelse opvækkende løsagtighed til sidst blive ganske udryddet der. Men lader sådant sig realisere i Helsingør og København, så må det så meget lettere kunne ske i Aalborg når der kun lægges alvorligt hånd på værket. Hvis altså som indsenderen næsten befrygter, stiftsprovst Halds forslag i andre henseender ikke findes antagelige, så vil dog hans gode vilje i det mindste have den tilfredsstillelse at højere autoriteter lægger mere mærke til det om sig gribende onde i Aalborg og pålægge de ansvarlige at modarbejde samme med energi og sindighed.

(Politivennen nr. 1181, Løverdagen, den 18de August 1838. Side 517-519)

Sct. Olai Gade i Helsingør. Den har Politivennens ord for at der ingen bordeller var her dengang. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

P. T. Hald (1802-1964) var 1833 blevet residerende kapellan ved Budolfi Kirke i Aalborg, samme år sognepræst ved Frue Kirke, 1837 sognepræst ved Budolfi Kirke og stiftsprovst. I 1838 og 1840 var han kongevalgt medlem af de nørrejyske provinsialstænder. Hans ellers liberale holdninger afholdt ham ikke fra at optræde kraftigt mod baptismen.

En slem Karl ved Vesterports Bomhus.

Søndag den 29. juli ved middagstid kørte er par familier ud i besøg, og ved Vesterports bomhus betalte en af selskabet 1 mark hvorpå blev tilbagebetalt seks rigsbankskilling. Men da de rejsende om aftenen atter ankom til Vesterport, troede de at Cerberus var undsluppet fra helvede eller at en af de fatale toldbodhunde var opstået fra de døde. For således bjæffede og skældte en bomhuskarl ved navn Jeppe Pedersen dem i møde, idet han påstod at de om middagen havde givet ham en stor toskilling i stedet for et markstykke og med drøje eder forlangte erstatning samt truede med vagten hvis de ikke adlød. Da vi fuldkommen var overbevist om at have givet ham en mark, eftersom vi ikke engang havde en sådan toskilling, så havde vi godt ved at le ad hans trusler. Desuden burde han vel ved højlys dag have kendt forskellen, og da straks krævet tingen bragt i orden for at have nogen ret til at tale med. Men muligvis er han først hen ad aften blevet oplyst i ånden, så da han kunne fatte den høje tanke, på denne måde at få nogle ekstra skillinger. 

Dog nok herom, man kan jo ikke vide hvorfor karlen gik i drømme, dette er blot en tanke og tanker ved vi er toldfri. Ved hans støjen og folks tilløb blev bomforpagteren selv hr. Lassen opmærksom på det, kom ud og skønt han selv er en meget retskaffen og brav mand, kunne han naturligvis ikke afgøre på hvis side retten var, da han ikke havde modtaget pengene. En anden af selskabet på vognen gav da den grove karl det forlangte, skønt han harmede sig over at se sig nødsaget til for at undgå den skræk hvori børnene på vognene blev sat, at betale en afgift som alt engang var betalt. 

Da denne karl muligvis oftere bruger denne fremgangsmåde som en spekulationshandel, så gøres publikum herved opmærksom på at de er nødt til at bede omtalte karl Jeppe Pedersen at tage briller på i tide og siden tie stille, for kvittering for den betalte bomafgift er han vel ikke i stand til at give. I øvrigt var det at ønske at bomforpagteren afskedigede denne karl og i hans sted antog en anden der ville gøre sig den ulejlighed straks at bese de penge han fik leveret og i alt fald vidste at opføre sig anstændigt mod folk.

(Politivennen nr. 1179, Løverdagen, den 4de August 1838. Side 499-500)

Bøn til Kjøbenhavns Gouvernement.

Med sand taknemmelighed påskønnes de senere års foranstaltninger til forskønnelse af hovedstadens omegn. Hvori blandt den smukke gang neden om volden fra Rysensteens til Holcks Bastion, til bekvemmelighed for de som besøger badene, indtager en fortrinlig plads. Men den mere sædelige del af publikum må med lige så stor harme se hvorledes denne skønne promenadeplads bliver behandlet af alskens pøbel, som den ofte vrimler af. 

Governementet har ved at forunde enkelte familier adgang og meddeler disse tegn til promenade i nævnte gang og Kirsebærgangen tilkendegivet at denne gang kun er for dem som har fået adgangskort og på hvis sædelige opførsel man stoler. Ligesom der ikke alene også er oprejst tavler med indskrift der forbyder at gå udenfor de almindelige veje, bestige brystværnet eller afbryde grene, men også ved Vester- og Nørreport er placeret skildvagter for at afkræve enhver indpasserende tegn. Ved en låge der er anbragt på volden ved Holcks Bastion, findes derimod en gammel udlevet olding, og ved den låge som vender ud til tømmerpladsvejen, en sælgerkone, som begge har nøgler til lågerne. Og ved disse to indgangssteder indlades formodentlig uvedkommende. Disse to personer kan vel ikke bemyndiges til at afkræve nogen tegn, heller ikke kan de bedømme om man går til eller fra badehusene. Men man ser daglig hele klynger af børn i smudsige, forrevne og lasede klæder, håndværksdrenge og lazaroner bestige volden og i flokke nedstyrte sig i gangene hvor de ikke alene besværer den sædeligere del af publikum som det er tilladt at besøge stedet, men endog fornærmer de gående og - dette bør ikke finde sted.

Anmelderen blev således for nogle dage siden formelig bortjaget fra den bænk som er under volden ved Gyldenløves Bastion idet man fra det øverste af volden fordrev ham med nedkastede græstorv og sten. Denne sidstnævnte bastion, Holcks og Rysensteens bastioner, er i særdeleshed de steder hvor dette uvæsen drives, og man kan ved højlys dag se flere skarer af sådanne personer og børn forsamlede oven på brystværnet. Nede i gangen bliver ikke alene svære grene brækket af, men endog træer afsavede og træer som står nede ved graven, rokket fra den ene til den anden side så længe, indtil de brydes enten ind i gangen eller styrtes i graven da rødderne kun er svage. Møllerne eller de som har forpagtet græsningen, og som med besværlighed afmejer græsset og opsætter høet i stakke, får dette splittet ad over volden og gangen. Og de kan umuligt få den fred som deres forpagtning dog synes at burde hjemle dem. For omtrent 14 dage siden sad ikke mindre end 5 lasede drenge i et stort træ formodentlig et kirsebærtræ - som står bagved Holcks Bastion, og afrev og nedkastede alle de grønne bær de kunne nå . En sådan skadefryd fortjente dog i sandhed en alvorlig revselse.

Anmelderen som kan erindre at skildvagterne før var anderledes placeret på voldene end de er nu, så dengang aldrig sådanne overtrædelser. Og han tillader sig derfor at bede om at skildvagterne om sommeren må posteres således at de kan sørge for ordens overholdelse i Kirsebærgangen. Ligesom det også ville være ønskeligt om flere patruljer til ubestemte tider af dagen blev udsendt af vagterne for at holde orden, afkræve enhver tegn, og uden persons anseelse arrestere enhver som fandtes ad ulovlige vejen at have skaffet sig adgang til disse steder, der foretog sig nogen krænkende handling for den offentlige ro eller velanstændighed, eller endog modvillige gjorde skade. Det kan måske også pålægges skildvagterne ved de almindelige indgange at nægte adgang for de skarnsbørn der nu almindeligvis slutter sig en queue til en indpasserede barnepige for siden at sprede sig over gangene og drive et stygt uvæsen der. Endelig tillader man sig at foreslå at der på hvert adgangskort blev anført det højeste antal af personer som derved fik adgang til promenade.

(Politivennen nr. 1179, Løverdagen, den 4de August 1838. Side 496-499)

Redacteurens Anmærkning

Rysensteens Bastion var den sydligste på Københavnssiden af volden. Lidt nord for lå Holcks Bastion mellem Vester Voldgade og H.C. Andersens Boulevard omtrent mellem Ny Vestergade og Ny Kongensgade. Altså der hvor Rådhuset og Rådhuspladsen ligger i dag.

Tørreplads ligefor Kongeborgen.

Sandkisten Ved Stranden ligefor Christiansborg Slot afgiver just intet behageligt skue, men da den muligvis ikke kan borttages for ellers var det vel sket for en rum tid siden, så må den vel forblive hvor den er. Imidlertid tror man dog at man kunne forbyde at gøre den til en tørreplads for alskens vasketøj. Hvad mon den høje gæst under sit ophold på slottet har tænkt ved dagligt at se på de der ophængte, en gang imellem lasede særker, skjorter, benklæder osv.? Højstsamme har sikkert fundet at dette var en meget upassende tørreplads hvilket vel også enhver anden og især enhver fremmed hvis øje ikke er vant til at møde sådanne genstande ligefor en kongelig residens, vil finde. Man venter at denne tørreanstalt for fremtiden vil blive flyttet til et andeet sted.

(Politivennen nr. 1178, Løverdagen, den 28de Juli 1838. Side 482-483)

Venligst Anmodning til Forstanderne for Asylerne.

I Pilestræde nr. 28 bor på tredje bagsal en kurvemager der såvel som hans kone næsten hele dagen ikke er hjemme hvorved hans 4 børn er overladt til sig selv. Disse børn opholder sig for størstedelen i gården hvor de ved deres lege ikke alene foruroliger husets øvrige beboere, men ofte forårsager dem skade ved at ituslå vinduesruder osv. Det har ikke hjulpet at man har besværet sig derover hos moderen da hun giver dem medhold. Det var derfor at ønske om de herrrer der forestår asylerne, ville indskærpe disse børns forældre at lade børnene besøge disse velgørende anstalter da de ved således at være overladt til sig selv, ike lærer noget godt, og må blive aldeles fordærvede.

(Politivennen nr. 1177, Løverdagen, den 21de Juli 1838. Side 461)

Redacteurens Anmærkning.

Den omtalte adresse (Springgade 28) blev 1881 til Pilestræde 80, herefter 1937 henlagt til Gutenberghus.

Om den i Kjøbenhavnsposten nr. 195 indførte saakaldte Opfordring til Dr. Levison.

Ikke uden ængstelse ser vi atter striden angående det mosaiske samfunds kirkelige forhold bragt til diskussion i dagbladene på ny. Uden at ville indlade os på eller videre drøfte retsmæssigheden i den opfordring som er gjort til kateketen hr. dr. Levison i før nævnte blad, nemlig at afholde sig fra at prædike i Synagogen i præstens fravær mv., et inserat som formentlig indeholder en ikke lille fornærmelse mod denne mand, synes det dog nødvendigt at gøre en og anden opmærksom på hvorledes man som bekendt i den senere tid har lagt flid på at bruge denne embedsmand som en slags bold ved de forsøg der er gjort af adskillige mod hinanden fjendtligsindede om vi så må sige for "klubbrødres luner", hvis eneste skjold og bedste våben består i de gammeldags og nymodens skældsord: "pøbel", "ubetydelige subjekter", "vandaler", "nymodens jøder", "rå uvidende personer der bærer Gud på tungen, men had og misundelse i hjertet", osv. Det sidste kunne man sandelig underskrive om forfatterens og lignende inserater al den stund man dog i grunden ved at disse laster er de egentlige motiver der fremavler sådanne oprørende og i sig selv ligeså modsigende som hensigtsløse skriverier. Gammel vane, mener man, bider bedst!

I stedet for hvad den ægte mosaist eller kristen ville gøre, når han følte sig kaldet til at vise sin broder til rette, eller belære denne, nemlig at tale i en tone der er genstanden værdig, viser disse udbrud tilstrækkeligt at personerne altid vender ryggen til vores mestres første lærdom: Elsk din næste som dig selv. De søger kun at fornærme såvel medtroende som ordet. Vi må derfor tilråbe dem med Talmuds ord: er eders strid i Himlens navn, da vil den bestå, men er dens stolthedens og frækhedens forster, ja sandelig den skal forgå!

Fordi præsten formodentlig i embedsanliggender foretager en rejse og foranlediger derved adskillige opfordringer til hr. dr. Levison om sabbatsprædikenerne, hvilke uden tvivl hidrører fra et eneste individ, bør man derfor så at sige røre alarmtrommen ved lige så utidige som fripostige inserater der blot gør ondt værre. Da kateket Mannheimer var menighedens prædikant, forblev uenighederne i partierne indbyrdes. Nu derimod har man fået en videre mark at tumle sig på, og stridighederne bliver på forskellige måder kastet ind i hele menigheden. Og spørger vi hvem er de personer der vil opkaste sig til "autoriteter"? da må man vide at disse hverken før eller nu tænker på og langt mindre føler for lige så lidt som de virkeligt deltager i kirkeskikkene eller gudstjenesten, men kun idet de tænker på "egne interesser" bruger det helligste som skalkeskjul. Ja! i sandhed tør vi påstå at ikke 10 af menighedens medlemmer ville vedkende sig eller underskrive noget af det man om disse såkaldte stridigheder har set på tryk i bladene. Det er derfor på høje tid at vi anråber skriblerierne om fred og ro, at de dog omsider ville tænke på regnskabsdagen, bede dem nedlægge deres penne for denne gang og i det mindste i trykken afholde sig fra alt det der kan opvække nogen som helst forargelse. For vi antager at de kender den kronede sangers ord, salme 127:

Vergeblich ist der Künstler Arbeit,
Will Gott nicht selbst den Tempel bauen;
Vergeblich aller Wächter Fleiss,

Wenn Gott nicht selbst die Stadt bewacht!

(Politivennen nr. 1177, Løverdagen, den 21de Juli 1838. Side 458-460)

Redacteurens Anmærkning

Det afsluttende tyske citat fra Salmernes Bog kan oversættes således:

Hvis ikke Herren bygger huset,
er håndværkernes arbejde forgæves.
Hvis ikke Herren vogter byen,

våger vagterne forgæves.

Da artiklen i Kjøbenhavnsposten nr. 195, 18. juli 1838, s. 790 rummer en række interessante oplysninger og betragtninger, bringes den nedenfor i sin helhed.

Opfordring til Hr. Dr. G. Levison.

Den for et par Aar siden af den derværende mosaiske Troessamfunds Præst, Dr. Wolff, indførte nye Agende, der hævede flere i forrige Tider herskende Uordener ved den jødiske Gudstjeneste, mødte som bekjendt i Begyndelsen en Opposition, som selv den mildeste og sindigste reform aldrig undgaar ved sin første Fremtræden. Den nye Orden vakte en Stund Enkeltes indgroede Fordomme og onde Villie til Kamp; og nogle faa, skjøndt i Antal, Anseelse og alle andre Henseender uendelig ubetydelige personer, formaaede at fremkalde i det nye Gudshuus Scener, der kun alt for meget maatte saare Menighedens religiøse Følelse. Længe synes allerede disse Enkeltes Lidenskab at være betvungen, Fred og Ro er atter vendt tilbage, Gudstjenesten afholdes uforstyrret, og kun engang imellem røber et Inserat i Commissionstidenden , og en Artikel i raketten og beslægtede Balde, at den lavere Pøbel i Menigheden endnu haaber på Tider, da den kan fornye sine bestræbelser, og forstyrre den endelig tilveiebragt Fred.

Ved Hr. Dr. Wolffs Afreise fra Byen havde disse Mennesker atter sat sig i Bevægelse. Som bekjendt er det nemlig fastsat, at der hver Løverdag skal holdes Prædiken af Menighedens Præst, en Bestemmelse, som nu naturligviis ikke kan opfyldes. Skjøndt nu Prædikener ingenlunde er en nødvendig Deel af den mosaiske Gudstjeneste, der meget mere bestaar af Bøn og Sang; skjønt Menigheden, da Dr. Wolff for fem Aar siden i længere Tid var fraværende, undværede Prædikener uden at der herover førtes Klage; skjøndt Dr. Levison - det være sagt med al Agtelse for Mandens Personlighed - ingenlunde kan antages som Prædikant at kunne det Savn, som muligen vil føles af Dr. Wolffs tilhørere; skjøndt det Forhold, hvori Hr. Dr. Levison staaer til en stor Deel af Menigheden, er af den Natur, at Utilfredshed, Urolighed og nye Uordener let turde fremkaldes, naar han bestiger den Talestol, hvorfra en almindelig yndet Taler hidtil ene har prædiket: saa har man dog i de sidste Dage med en forunderlig Ivrighed stræbt at trække ham til Talerstolen, idet man deels i de offentlige Blade har opfordret ham til at holde religiøse Foredrag i Synagogen, deels ved directere Skridt har søgt ogsaa at nøde Synagoge-Forstanderskabet til en saadan Opfordring.

Det staar naturligviis her til Hr. L. selv at bestemme sig. Han kan følge den skete Opfordring, men han kan ogsaa ligesaa godt lade en uopfyldt; thi selv om Forstanderskabet skulde ville opfordre Hr. Katecheten til at prædike, er han derfor ingenlunde forpligtet dertil. Men jo mere frivilligt dette Skridt fra hans side er, desto stærkere maa Ansvaret derfor hvile paa ham. Det maa blive Hr. Doctorens egen Sag at betænke, om det er kolgt handlet af ham, der ellers er optraadt med saa synlig Ængstelse, frivilligt at stille sig paa Dr. Wolffs Talestol, ige overfor fjendtligsindede Gemytter, der elske Scandalen, der utaalmodigen oppebie Øieblikket, da de med Hosten, Latter og lignende Usømmeligheder kunne afbryde hans Foredrag. Kun dette ville vi give Hr. Doctoren at betænke: at idet han udsætter sin Person for offentlig Krænkelse, udsætter han tillige Kirkefreden for Vanhelligelse; han, Kirkens Tjener, bliver Aarsag til at den møisommeligt tilkæmpede Fred atter forstyrres, og ere Lidenskaberne først igjen vakte, da staar det sandelig ikke til ham, at bestemme, hvorvidt det skal gaae. Og at en saadan Fare er forhaanden, vil hr. Doctoren ikke kunne negte - om aldeles afgjort eller ikke, er her det samme; thi alt den blotte Sandsynlighed maa efter vort Tykke burde afskrække Hr. L. fra dette Skridt.

Vi opfordrer derfor, af Agtelse for den offentlige Gudstieneste og af Kjærlighed til Freden, Hr. dr. L. til ikke at betræde Talestolen i Dr. Wolffs Fraværelse; og vi ville bede Hr. L. og hans Venner lægger Mærke til, hvor mange og hvilke Lemmer af Menigheden, der gjøre denne opfordring til deres eget.

Om de mange omvandrende Musici.

Vi ser hvert år ved sommerens begyndelse en del fremmede kunstmachere og gøglere trække hertil for at tjene penge ved at fremvise deres præstationer i Dyrehaven. Da den tid de opholder sig her, i almindelighed er indskrænket til 6 til 8 uger, og de ikke hindrer vore landsmænd i deres erhverv, såsom disse ikke søger livets ophold ved sådan levevej, kan man vel ikke have noget imod deres besøg. Men anderledes forholder det sig med de mange musikere som ikke alene af egen drift, men endog indbudt af deres herboende landsmænd, kommer hertil om foråret og forbliver her til langt ud på efteråret. Disse spiller og synger i Dyrehaven, i Charlottenlund og på adskillige beværtningssteder udenfor staden, og skønt deres præstationer ikke er mesterlige, har de altid stort tilløb, for de er jo udlændinge, og alt hvad der er fremmed, smager os danske bedst. Hvad mon en sådan, som tyroler, alpesanger forklædt udlænding tænker om de danskes kunstsans eller smag for musik når han og kollegaer efter megen applaus om aftenen stikker en 20 til 25 rigsbankdaler i lommen, og mon han ikke ved sådan gavmildhed endnu mere bestyrkes i at bruge tyskernes bekendte epitheton om os danske? Mon han skulle tro at vores kapel der vel kan stå ved siden af de beste i udlandet, at vores konservatorium, vores selskab til musikkens udbredelse m.m. aldeles intet har virket til almenhedens smag for musikalsk underholdning? Dog han vil ved gentagen besøg blive overbevist om det modsatte, ogat det kun er nyheden som lokker den store mængde. Da familien Feruzzi for nogle år siden kom hertil, gjorde den ordentligt en slags furore. Den blev i begyndelsen inviteret i de største selskaber og i fornemme famliekredse, men man fandt snart at dens præstationer var under det mådelige, og den sank ned til at more gæsterne på simple værtshuse. Og således er det gået og vil gå med flere. Men ulykken er at der kommer hvert år nye og det eer det nye man løber efter.

Imidlertid skader disse besøg vores landsmænd som har lagt sig efter musik, og hvis udøvelse udgør deres eneste levevej. Vi mener især her oboisterne ved regimenterne. En stor del af dem er gift. De har kun en ringe gage, og kan kun tjene lidt ved at give informationer, eftersom der desuden er så mange dilettanter og private musikere som giver sig af hermed og hvis tid ikke indskrænkes af anden tjenesteforretning. Om vinteren da oboisterne kann have nogen fortjeneste ved at spille til bal, er de ved stadsmusikantens privilegium ndskrænkket til kun at måtte spille for adelen og de militære, og m sommeren ophører dres fortjeneste ganske, dels på grund af deres tjenesteforhold, dels fordi de familier i hvilke de giver information, rejseer pålandet. Og da de om sommeren hver søndag eftermiddag efter allerhøjeste befaling uden betaling giver musik for de spadserende i Frederiksberg og Rosenborg slotshaver, synes  det også rimeligt at der gives dem lejlighed til at tjene noget ved at spille i skovene og på andre forlystelsessteder udenfor staden. Vel er sådant dem ikke forment, men de fortrænges altid af de fremmede musikere. For en del år siden indfandt nogle af søetatens og siden nogle af citadeljægernes oboister sig i Charlottenlund Skov og spillede hver søndag og onsdag eftermiddag, men de fandt sig kun dårligt lønnede da man deres skønne musik uagtet, løb til de fremmede og de ikke havde en Hannchen eller Francisca som man ikke kan byde ringere end en rigsbankmark, skønt tallerkenen går om hvert øjeblik. 

Vore oboisters duelighed som musikere er almindelig kendt, og at deres musik høres med behag af Københavns indbyggere, ser man dagligt bevis på når de spiller ved hovedvagten, ved vagtparaden, på Kastelsvolden og andre steder. Det er derfor ingen tvivl underkastet at de ved at spille i skovene og på andre forlystelsessteder ville se deres arbejde og umage lønnet når det formentes fremmede musikere at indfinde sig der, ligesom også at konditorer og restauratører intet ville tabe ved at benytte de danske musikere i stedet for de fremmede, hvis kvindelige del ikke så ganske sjældent ved utugtige fagter, ja endnu værre leflerier er til forargelse. Ville man ikke aldeles forbyde sådanne omrejsende personer at komme hertil, kunne tilladelsen til at musicere her indskrænkes til Dyrehaven alene, og det kun i teltetiden. Fandtes det rimeligt og retfærdigt for nogle år siden at oplære og tage udlændinge i tjeneste, så synes det ikke mindre rimeligt at det blev forbudt dem at indkalde eller benytte fremmede musikere da vi selv har nok af dem og nok så duelige.

(Politivennen nr. 1176, Løverdagen, den 14de Juli 1838. Side 440-444)

Bøn til Politiet i Dyrehaven

Man har intet imod at der i skoven indfinder sig nogle få personer som søger en lille fortjeneste ved at skille Dyrehavens besøgende for den mængde støv som de bedækkes af på vejene. Men deres antal synes virkelig i år at være alt for stort, og af den grund falder de til nogen besvær da de så at sige slås om hvem af dem der kan komme i virksomhed. 

Allerede før man endnu når indgangen til skoven, omringes vognen af en skare af drenge med børster. Og næppe er man steget af vognen før man nolens volens føler sig bearbejdet af disse drenge der næsten med vold tvinger Dyrehavens besøgende til at lade sig børste. Da deres antal formodentlig i år ikke kan formindskes, indskrænker man sin bøn til det: at politiet vil formå eller holde dem til ikke at falde Dyrehavens gæster besværlig med deres ubehagelige overhæng, men lader det bero på enhvers forgodtbefindede om han vil benytte deres tjeneste eller ikke.

(Politivennen nr. 1175, Løverdagen, den 7de Juli 1838. Side 430-431)

Om de mosaiske Troesbekjenderes Edsfæstelse.

Atter bør man gribe pennen for at gøre de ansvarlige opmærksom på den høje pris der er forbundet med at lade en mosaist aflægge ed efter de lovbefalede ceremonier. Når denne handling for den kristne højst koster henved 3 rigsbankdaler, må man for en mosaist derimod betale 15 til 16 rigsbankdaler.

Vi har før gjort de ansvarlige opmærksom på at retssikkerheden på en måde er i fare når man ved overdreven høje procesomkostninger forhindrer borgerne fra at se deres rettigheder anerkendt. Og dette må vist nok med henvisning til foranførte kunne siges om en edsfæstelse for mosaister.

Vel er det sådan at man ved at indgive ansøgning til højeste ansvarlige en gang imellem kan blive fritaget for at betale. Men når trang eller andre væsentlige omstændigheder ikke soleklart er til stede hos den pågældende, nægtes sådant, og meget ofte.

Har man for eksempel en lille gældsfordring at inddrive, hvortil der behøves et mosaisk vidne for at afgive forklaring, da må man såfremt man vil undgå uudeblivelige indvendinger fra modpartens side lade vidnet edsfæste i Synagogen. Og selvom genstanden kun er 20 rigsbankdaler, koster denne handling som bemærket dog 15 til 16 rigsbankdaler, hvilket almindeligvis ikke bliver godtgjort nogen ved procesomkostningernes betaling. Heraf fremgår det vel tydeligt nok at vi trænger til en reform i denne henseende. Og det er på høje tid denne sker.

Så vidt indsenderen mindes, er der for nogen tid siden foreslået at præsten ved menigheden her i staden der som bekendt nyder en klækkelig løn, og de såkaldte 10 mænd (hvoraf der haves overflødighed ved de i Synagogen ansatte betjente mv. som ligeledes nu er godt aflagt) burde ingen betaling tilkomme. For det møde de i så henseende skulle afgive i Synagogen ligesom man har troet at edsrekvirenten selv burde kunne besørge præsten tilsagt og denne derom videre med sine betjente udstede de fornødne ordres. Herved blev sparet en udgift af mindst 13 rigsbankdaler.

At de juridiske eller gejstlige embedsmænd ved menighederne ikke for længe siden har indset og foreslået denne nødvendige forandring, er ikke så meget påfaldende da de derved ville gå glip af en betydelig indtægt. Men vi vil håbe at også de ønsker at skride frem med tidens oplysning og humanitet og heri såvel som i deres kommunalanliggender ved Repræsentantskaberne indføre en passende tidsorden og et offentlig i pressen besørget forhandlingssystem angående deres finansielle og økonomiske status. Gid også at det ret meget måtte ligge dem på hjerte at gøre deres medborgere af uplettet vandel valgdygtige og valgbare til samtlige repræsentantposter for de mosaiske trosbekendere i Danmark ved at ansøge om en forandring af reglementet af 29 marts 1814 §§ 1-2 og 14.

(Politivennen nr. 1175, Løverdagen, den 7de Juli 1838. Side 421-423)

Redacteurens Anmærkning

Sidstnævnte reglement af 29. marts 1814 er det såkaldte "Jødiske frihedsbrev". Den omtalte § 14 lød sådan:

Da Vi have authoriseret en Lærebog i Religionen for Ungdommen af den mosaiske Troesbekiendelse, saa skulle alle, saavel Drenge som Pigebørn, herefter være pligtige til, ved en offentlig Prøve at giøre Rede for hvad de, efter denne Bogs Veiledning, have lært, og derefter høitideligen aflægge deres Troesbekiendelse, samt give Løfte om ikke med frie Villie at handle mod de af dem erkiendte og i denne Bog foredragne Grundsætninger.  

Et stygt Malerie i Jægersborg Dyrehauge.

I tyske aviser og så vidt vises derfra optaget i nogle danske blade, har været indført en fortælling om en tyrkisk slagter der havde dræbt børn og fruentimmer, stegt og solgt kødet som blev nydt med megen begærlighed af hans landsmænd, og at han endelig da hans udåd var opdaget, dømtes til at kødet skulle skæres stykkevis af ham og kastes for hunde. 

På Bakken i Dyrehaven findes udhængt et tableau af detaljerede gyseligheder efter denne fortælling. Således findes afbildet slagterens bopæl og hans udsalgsbutik, hvori kødet findes ophængt. En anden afbildning forestiller slagteren, som holder et lille dræbt barn ved det ene ben. Et tredje viser hvorledes han stikker en kniv i et fruentimmers bryst. På flere findes nogle dræbte personer og endelig er afbildet dommens fuldbyrdelse på slagteren, der er bundet til en pæl mens bøddelen skærer stykker af hans arme og ben og kaster dem for hunde. Desuden findes der endnu nogle andre malerier, som forestiller forskellige personers henrettelse, alt meget blodigt og væmmeligt at beskue. 

Man har vel årsag til at spørge: Er det anstændigt og passende at ophænge sådanne gysopvækkende afbildninger på et sted hvor folk af alle klasser søger hen for at more sig. Når fremmede som besøger Dyrehaven, ser sådant sammen med den gamle blinde kone på Bakken, og den benløse mand der neden for samme i sin vogn gnider en violin, og desuden støder på adskillige betlere, må de da ikke tro at Københavns indbyggere er halvvilde da de kan finde glæde på et sted hvor gyseligheder, menneskelig elendighed, abestreger og støjende morskab udgør et for hver dannet infernalsk ensemble. 

I forrige år var der i Dyrehaven udhængt et maleri hvorpå den sørgelige passage med pigen på Toldboden var afbildet. Men dette skal efter nogle dages forløb på de ansvarliges foranstaltning være taget bort. Underligt er det derfor at omhandlede tableau er blev hængende så længe. For selv om fortællingen muligvis er opdigtet og helten i samme en tyrker, så er dog skuet af samme højst oprørende for enhver der har følelse for menneskelig elendighed.

(Politivennen nr. 1174, Løverdagen, den 30de Juni 1838. Side 410-412)

Asminderød Kro.

Med kromanden Hammers enkes død ophørte privilegiet til at holde kro i Asminderød. Men siden dette dødsfald som indtraf første påskedag, er der bestandig krohold på stedet. Er forordningen om landsbykroers nedlæggelse ikke ophævet, så ville det være meget passende om denne kro straks efter dødsfaldet var blevet nedlagt da ingen ville tabe, men manges moral og arbejdsomhed vinde ved det. Hvor overflødig denne kro er, vil ses deraf at den er den 13. i en omkreds af 2 mil, og næppe findes der i Danmark en egn der er således forsynet eller rettere overfyldt med kroer. Den omhandlede kro ligger således kun 1/4 mil fra Fredensborg hvor der er to kroer, en halv mil fra Tikøb, en mil fra Esrum som hver har sin kro. Desuden er der i en afstand af omtrent 2 mil fra samme kroer i Harrebæk, Gilleleje, Snekkersten, Humlebæk, Nivå, Sletten, Nøddebo samt på landevejen Nye Kro og Amsterdam. At kroer i landsbyer hvorigennem ingen landeveje går, er skadelige idet de giver lejlighed til lediggang og svir, er en gammel erfaring der også har foranlediget emanation af forordningen af 30. april 1734. Men da der i disse kroer også konstant sælges alle slags fornødenheder, skader de tillige købstadsindbyggernes handel, hvorfor det er ønskeligt at de overflødige kroer nedlægges ved ejerens død og in specie at den her omhandlede straks må nedlægges i overensstemmelse med nys nævnte forordning.

(Politivennen nr. 1173, Løverdagen, den 23de Juni 1838. Side 401-402)

Asminderød Kro som den ser ud i i nutiden. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020).

Redacteurens Anmærkning

Skribentens klage var forgæves. Asminderød Kro blev ikke lukket, den lever tilmed stadig. Kroen kan føre sin historie tilbage til 1678-79 hvor den også drev landbrug og købmandshandel. På Politivennens tid blev den drevet af Johannes Chr. Hammer. Hans søn, Fritz Hammer var kendt fra Københavns Bombardement 1807, hvor det lykkedes ham at ramme den engelske general Baird. Imponeret af dette hilste generalen på ham efter slaget. Som belønning fik han en pung med guldstykker og to meget smukke, sølvindlagte pistoler. De findes stadig, og Steen Steensen Blicher skrev et digt om begivenheden. Fritz arvede kroen i 1839.

Et velmeent Forslag.

Hr. Udgiver!
Jeg har ofte ærgret mig over den skandaløse behandling der vederfares beskænkede mennesker, og over andre gadeuordner som øjeblikkeligt burde standses, men ikke sjældent varer i flere timer af mangel på kraft eller vilje hos omboende eller forbigående til at påtale sådant. Politiet kan ikke være overalt, og jeg har derfor tænkt mig det muligt at der, på en tid da så mange nyttige selskaber danner sig, også kunne opstå en forening mellem en del af stadens borgere og embedsmænd i den hensigt at udføre på en måde de engelske konstablers tjeneste, ved nemlig når de traf på en eller anden uorden, straks at søge den fjernet ved deres umiddelbare indgreb. Det vil næppe være at betvivle at jo politidirektøren gerne ville meddele en sådan forenings medlemmer en slags tegn som kunne forevises hvis det skulle behøves for at sikre disse for overlast.
Y

***   ***   ***

Det er ganske vist harmeligt at være vidne til de ubehagelig optrin som undertiden finder sted på vores gader. Men hvilken fornuftig mand ville vel uden en slags autorisation påtale eller blande sig i sådant? For han kunne da vente straks at blive omringet og overfaldet af pøbel og uvorne gadedrenge. Og det ville gå ham som der står i visen: "Hvo som sig blander i andres tvist, får skam til tak for sin flid til sidst." Imidlertid er jeg i øvrigt enig med Dem i at udførelsen af deres forslag sikkert ville være gavnligt, og har derfor indrykket, skønt et lignende allerede i dette blads nr. 970, for 2. august 1834 har været fremsat under titel: "Gadepoliti uden bekostning" (se denne)

I sommeren 1831 da man her i staden svævede i stor frygt for den på andre steder grasserende og kolera der nærmede sig vores grænser, og gjorde mange foranstaltninger for muligt at undgå dens angreb og udbredelse, blev også renlighed i gårde og huse anprist som et særdeles virksomt middel til at forhindre fremavling og udbredelse af sygdommen. Men da erfaring havde lært at mange såvel husejere som lejere var ligegyldige i denne henseende, fremsattes i Politivennen det forslag: "at af hver gades beboere skulle udvælges 2 agtede mænd (eller hvilket var bedre, om de frivilligt meldte sig på øvrighedens opfordring) som skulle bemyndiges til dagligt at efterse i husene om alt var renligt, om vinduer åbnedes, senge- og gangklæder udluftedes og at intet som kunne forårsage stank eller ilde lugt, fangtes liggendes, at de i så fald ufortøvet skulle anmelde sådant for vedkommende øvrighed. Dette forslag fandt bifald, og kort efter opfordrede politidirektøren "de af staden agtede borgere der måtte findes villige til deri at hjælpe politiet ved jævnligt distriktsvis at føre ovennævnte tilsyn, at møde på politikammeret hvor det fornødne skulle blive ordnet". At mange agtede borgere en gang tilbød deres hjælp var bekendt, og man tvivlede ikke på at det samme ville blive tilfældet hvis en opfordring skete i anledning af det andet forslag om at påse orden på gaderne. Men forslaget fandt ikke indgang hos øvrigheden, hvorfor den sikker må have haft vægtige grunde. Men ikke kan man antage at det ikke blev tages til følge fordi øvrigheden frygtede for at agtede og sindige embedsmænd eller borgere ikke skulle bruge konduite, eller ville misbruge en myndighed som nu betros politiets underordnede betjente der for størstedelen er taget og tages af de mindre dannede klasser.
Udg.

(Politivennen nr. 1171, Løverdagen den 2den Juni 1838, s. 361-366)