Vi ser hvert år ved sommerens begyndelse en del fremmede kunstmachere og gøglere trække hertil for at tjene penge ved at fremvise deres præstationer i Dyrehaven. Da den tid de opholder sig her, i almindelighed er indskrænket til 6 til 8 uger, og de ikke hindrer vore landsmænd i deres erhverv, såsom disse ikke søger livets ophold ved sådan levevej, kan man vel ikke have noget imod deres besøg. Men anderledes forholder det sig med de mange musikere som ikke alene af egen drift, men endog indbudt af deres herboende landsmænd, kommer hertil om foråret og forbliver her til langt ud på efteråret. Disse spiller og synger i Dyrehaven, i Charlottenlund og på adskillige beværtningssteder udenfor staden, og skønt deres præstationer ikke er mesterlige, har de altid stort tilløb, for de er jo udlændinge, og alt hvad der er fremmed, smager os danske bedst. Hvad mon en sådan, som tyroler, alpesanger forklædt udlænding tænker om de danskes kunstsans eller smag for musik når han og kollegaer efter megen applaus om aftenen stikker en 20 til 25 rigsbankdaler i lommen, og mon han ikke ved sådan gavmildhed endnu mere bestyrkes i at bruge tyskernes bekendte epitheton om os danske? Mon han skulle tro at vores kapel der vel kan stå ved siden af de beste i udlandet, at vores konservatorium, vores selskab til musikkens udbredelse m.m. aldeles intet har virket til almenhedens smag for musikalsk underholdning? Dog han vil ved gentagen besøg blive overbevist om det modsatte, ogat det kun er nyheden som lokker den store mængde. Da familien Feruzzi for nogle år siden kom hertil, gjorde den ordentligt en slags furore. Den blev i begyndelsen inviteret i de største selskaber og i fornemme famliekredse, men man fandt snart at dens præstationer var under det mådelige, og den sank ned til at more gæsterne på simple værtshuse. Og således er det gået og vil gå med flere. Men ulykken er at der kommer hvert år nye og det eer det nye man løber efter.
Imidlertid skader disse besøg vores landsmænd som har lagt sig efter musik, og hvis udøvelse udgør deres eneste levevej. Vi mener især her oboisterne ved regimenterne. En stor del af dem er gift. De har kun en ringe gage, og kan kun tjene lidt ved at give informationer, eftersom der desuden er så mange dilettanter og private musikere som giver sig af hermed og hvis tid ikke indskrænkes af anden tjenesteforretning. Om vinteren da oboisterne kann have nogen fortjeneste ved at spille til bal, er de ved stadsmusikantens privilegium ndskrænkket til kun at måtte spille for adelen og de militære, og m sommeren ophører dres fortjeneste ganske, dels på grund af deres tjenesteforhold, dels fordi de familier i hvilke de giver information, rejseer pålandet. Og da de om sommeren hver søndag eftermiddag efter allerhøjeste befaling uden betaling giver musik for de spadserende i Frederiksberg og Rosenborg slotshaver, synes det også rimeligt at der gives dem lejlighed til at tjene noget ved at spille i skovene og på andre forlystelsessteder udenfor staden. Vel er sådant dem ikke forment, men de fortrænges altid af de fremmede musikere. For en del år siden indfandt nogle af søetatens og siden nogle af citadeljægernes oboister sig i Charlottenlund Skov og spillede hver søndag og onsdag eftermiddag, men de fandt sig kun dårligt lønnede da man deres skønne musik uagtet, løb til de fremmede og de ikke havde en Hannchen eller Francisca som man ikke kan byde ringere end en rigsbankmark, skønt tallerkenen går om hvert øjeblik.
Vore oboisters duelighed som musikere er almindelig kendt, og at deres musik høres med behag af Københavns indbyggere, ser man dagligt bevis på når de spiller ved hovedvagten, ved vagtparaden, på Kastelsvolden og andre steder. Det er derfor ingen tvivl underkastet at de ved at spille i skovene og på andre forlystelsessteder ville se deres arbejde og umage lønnet når det formentes fremmede musikere at indfinde sig der, ligesom også at konditorer og restauratører intet ville tabe ved at benytte de danske musikere i stedet for de fremmede, hvis kvindelige del ikke så ganske sjældent ved utugtige fagter, ja endnu værre leflerier er til forargelse. Ville man ikke aldeles forbyde sådanne omrejsende personer at komme hertil, kunne tilladelsen til at musicere her indskrænkes til Dyrehaven alene, og det kun i teltetiden. Fandtes det rimeligt og retfærdigt for nogle år siden at oplære og tage udlændinge i tjeneste, så synes det ikke mindre rimeligt at det blev forbudt dem at indkalde eller benytte fremmede musikere da vi selv har nok af dem og nok så duelige.
(Politivennen nr. 1176, Løverdagen, den 14de Juli 1838. Side 440-444)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar