Om den i Kjøbenhavnsposten nr. 195 indførte saakaldte Opfordring til Dr. Levison.

Ikke uden ængstelse ser vi atter striden angående det mosaiske samfunds kirkelige forhold bragt til diskussion i dagbladene på ny. Uden at ville indlade os på eller videre drøfte retsmæssigheden i den opfordring som er gjort til kateketen hr. dr. Levison i før nævnte blad, nemlig at afholde sig fra at prædike i Synagogen i præstens fravær mv., et inserat som formentlig indeholder en ikke lille fornærmelse mod denne mand, synes det dog nødvendigt at gøre en og anden opmærksom på hvorledes man som bekendt i den senere tid har lagt flid på at bruge denne embedsmand som en slags bold ved de forsøg der er gjort af adskillige mod hinanden fjendtligsindede om vi så må sige for "klubbrødres luner", hvis eneste skjold og bedste våben består i de gammeldags og nymodens skældsord: "pøbel", "ubetydelige subjekter", "vandaler", "nymodens jøder", "rå uvidende personer der bærer Gud på tungen, men had og misundelse i hjertet", osv. Det sidste kunne man sandelig underskrive om forfatterens og lignende inserater al den stund man dog i grunden ved at disse laster er de egentlige motiver der fremavler sådanne oprørende og i sig selv ligeså modsigende som hensigtsløse skriverier. Gammel vane, mener man, bider bedst!

I stedet for hvad den ægte mosaist eller kristen ville gøre, når han følte sig kaldet til at vise sin broder til rette, eller belære denne, nemlig at tale i en tone der er genstanden værdig, viser disse udbrud tilstrækkeligt at personerne altid vender ryggen til vores mestres første lærdom: Elsk din næste som dig selv. De søger kun at fornærme såvel medtroende som ordet. Vi må derfor tilråbe dem med Talmuds ord: er eders strid i Himlens navn, da vil den bestå, men er dens stolthedens og frækhedens forster, ja sandelig den skal forgå!

Fordi præsten formodentlig i embedsanliggender foretager en rejse og foranlediger derved adskillige opfordringer til hr. dr. Levison om sabbatsprædikenerne, hvilke uden tvivl hidrører fra et eneste individ, bør man derfor så at sige røre alarmtrommen ved lige så utidige som fripostige inserater der blot gør ondt værre. Da kateket Mannheimer var menighedens prædikant, forblev uenighederne i partierne indbyrdes. Nu derimod har man fået en videre mark at tumle sig på, og stridighederne bliver på forskellige måder kastet ind i hele menigheden. Og spørger vi hvem er de personer der vil opkaste sig til "autoriteter"? da må man vide at disse hverken før eller nu tænker på og langt mindre føler for lige så lidt som de virkeligt deltager i kirkeskikkene eller gudstjenesten, men kun idet de tænker på "egne interesser" bruger det helligste som skalkeskjul. Ja! i sandhed tør vi påstå at ikke 10 af menighedens medlemmer ville vedkende sig eller underskrive noget af det man om disse såkaldte stridigheder har set på tryk i bladene. Det er derfor på høje tid at vi anråber skriblerierne om fred og ro, at de dog omsider ville tænke på regnskabsdagen, bede dem nedlægge deres penne for denne gang og i det mindste i trykken afholde sig fra alt det der kan opvække nogen som helst forargelse. For vi antager at de kender den kronede sangers ord, salme 127:

Vergeblich ist der Künstler Arbeit,
Will Gott nicht selbst den Tempel bauen;
Vergeblich aller Wächter Fleiss,

Wenn Gott nicht selbst die Stadt bewacht!

(Politivennen nr. 1177, Løverdagen, den 21de Juli 1838. Side 458-460)

Redacteurens Anmærkning

Det afsluttende tyske citat fra Salmernes Bog kan oversættes således:

Hvis ikke Herren bygger huset,
er håndværkernes arbejde forgæves.
Hvis ikke Herren vogter byen,

våger vagterne forgæves.

Da artiklen i Kjøbenhavnsposten nr. 195, 18. juli 1838, s. 790 rummer en række interessante oplysninger og betragtninger, bringes den nedenfor i sin helhed.

Opfordring til Hr. Dr. G. Levison.

Den for et par Aar siden af den derværende mosaiske Troessamfunds Præst, Dr. Wolff, indførte nye Agende, der hævede flere i forrige Tider herskende Uordener ved den jødiske Gudstjeneste, mødte som bekjendt i Begyndelsen en Opposition, som selv den mildeste og sindigste reform aldrig undgaar ved sin første Fremtræden. Den nye Orden vakte en Stund Enkeltes indgroede Fordomme og onde Villie til Kamp; og nogle faa, skjøndt i Antal, Anseelse og alle andre Henseender uendelig ubetydelige personer, formaaede at fremkalde i det nye Gudshuus Scener, der kun alt for meget maatte saare Menighedens religiøse Følelse. Længe synes allerede disse Enkeltes Lidenskab at være betvungen, Fred og Ro er atter vendt tilbage, Gudstjenesten afholdes uforstyrret, og kun engang imellem røber et Inserat i Commissionstidenden , og en Artikel i raketten og beslægtede Balde, at den lavere Pøbel i Menigheden endnu haaber på Tider, da den kan fornye sine bestræbelser, og forstyrre den endelig tilveiebragt Fred.

Ved Hr. Dr. Wolffs Afreise fra Byen havde disse Mennesker atter sat sig i Bevægelse. Som bekjendt er det nemlig fastsat, at der hver Løverdag skal holdes Prædiken af Menighedens Præst, en Bestemmelse, som nu naturligviis ikke kan opfyldes. Skjøndt nu Prædikener ingenlunde er en nødvendig Deel af den mosaiske Gudstjeneste, der meget mere bestaar af Bøn og Sang; skjønt Menigheden, da Dr. Wolff for fem Aar siden i længere Tid var fraværende, undværede Prædikener uden at der herover førtes Klage; skjøndt Dr. Levison - det være sagt med al Agtelse for Mandens Personlighed - ingenlunde kan antages som Prædikant at kunne det Savn, som muligen vil føles af Dr. Wolffs tilhørere; skjøndt det Forhold, hvori Hr. Dr. Levison staaer til en stor Deel af Menigheden, er af den Natur, at Utilfredshed, Urolighed og nye Uordener let turde fremkaldes, naar han bestiger den Talestol, hvorfra en almindelig yndet Taler hidtil ene har prædiket: saa har man dog i de sidste Dage med en forunderlig Ivrighed stræbt at trække ham til Talerstolen, idet man deels i de offentlige Blade har opfordret ham til at holde religiøse Foredrag i Synagogen, deels ved directere Skridt har søgt ogsaa at nøde Synagoge-Forstanderskabet til en saadan Opfordring.

Det staar naturligviis her til Hr. L. selv at bestemme sig. Han kan følge den skete Opfordring, men han kan ogsaa ligesaa godt lade en uopfyldt; thi selv om Forstanderskabet skulde ville opfordre Hr. Katecheten til at prædike, er han derfor ingenlunde forpligtet dertil. Men jo mere frivilligt dette Skridt fra hans side er, desto stærkere maa Ansvaret derfor hvile paa ham. Det maa blive Hr. Doctorens egen Sag at betænke, om det er kolgt handlet af ham, der ellers er optraadt med saa synlig Ængstelse, frivilligt at stille sig paa Dr. Wolffs Talestol, ige overfor fjendtligsindede Gemytter, der elske Scandalen, der utaalmodigen oppebie Øieblikket, da de med Hosten, Latter og lignende Usømmeligheder kunne afbryde hans Foredrag. Kun dette ville vi give Hr. Doctoren at betænke: at idet han udsætter sin Person for offentlig Krænkelse, udsætter han tillige Kirkefreden for Vanhelligelse; han, Kirkens Tjener, bliver Aarsag til at den møisommeligt tilkæmpede Fred atter forstyrres, og ere Lidenskaberne først igjen vakte, da staar det sandelig ikke til ham, at bestemme, hvorvidt det skal gaae. Og at en saadan Fare er forhaanden, vil hr. Doctoren ikke kunne negte - om aldeles afgjort eller ikke, er her det samme; thi alt den blotte Sandsynlighed maa efter vort Tykke burde afskrække Hr. L. fra dette Skridt.

Vi opfordrer derfor, af Agtelse for den offentlige Gudstieneste og af Kjærlighed til Freden, Hr. dr. L. til ikke at betræde Talestolen i Dr. Wolffs Fraværelse; og vi ville bede Hr. L. og hans Venner lægger Mærke til, hvor mange og hvilke Lemmer af Menigheden, der gjøre denne opfordring til deres eget.