Uorden paa Amagertorv.

Sidste lørdag kom en bonde og kone ind på Amagertorv med en balje i sin vogn med blåbær og ville sælge dem til 8 skilling potten. Da kom der en del sælgerkoner sammen med deres frugtdragere, et sidestykke til flæskedragere. De skældte den stakkels bonde ud fordi han ikke ville tage 10 skilling for potten, og de ville tvinge ham til at sælge det hele til dem for selv at få hele handelen. Det er netop disse koner og deres drabanter som river alt af vognen, såvel i gæstgivergårdene som på torvene, og derfor er det de stakket grønt- og frugthandlere må gå i armod. Når sælgerkonerne har revet alt af vognen, så sætter de sig på bøtten uden at nogen kan få noget af det. Det er mærkeligt at politiet og borgerrepræsentanterne tillader at over 200 amager- og valbykoner sidder og sælger fra solens op- til dens nedgang, hænger deres kurve på ærtevognene og løber gade op og gade ned, hus til hus, sal til sal. 

Lad amager- og valbykonerne stikke fingeren i jorden og lugte hvor de er født. Det er rigtig nok mere mageligt at sidde fra morgen til aften med hænderne i skødet og vakle hen i en kaffestue og leve af fint brød end at arbejde, spinde og gøre gavn på landet. Det var ønskeligt at denne uorden måtte blive afskaffet og det kan bedst ske ved at pålægge hver af dem på torvet og i porte og døre fra 10 til 20 portioner næringsskat. Jeg som landboer ville skamme mig ved at høkre mine frugter ud i en stad hvor så mange skal leve af det med kone og børn og betale husleje. Det samme er tilfælde med tørv, brænde, koste og kartofler som bonden høkrer ud for de handlendes døre i skillingevis. Det er derfor intet under at så mange stue og kælder står ledige og ejere og lejere ødelægges i bund og grund.

(Politivennen nr. 1438. Fredagen, den 21de Juli 1843. Side 449-450). 

Bagsværd Kroe.

Blandt de mange steder hvor politiet vel kan undværes er den ovennævnte kro af de allerværste. hele året igennem er her forsamlingssted for en mængde forvorpne, drikfældige og brutale individer som på deres vej fra og til København her har deres bedested og for en stor del sætter al fortjenesten til. Ofte forekommer også slagsmål og alskens uorden af beskænkede mennesker. Det var derfor ikke af vejen at der bestandig fra politiets side var opsigt med dette sted. Så vidt vides havde den forrige birkedommer justitsråd Knudsen samme steds ansat en politibetjent i dette øjemed. Men det fandtes utilstrækkeligt. I stedet for da at ansætte to, forblev det ved det gamle slendrian, og al opsigt faldt bort. Dersom det lader sig gøre at ansætte to betjente, er der ingen tvivl om at det også bør ske, og idet man anbefaler dette til birkedommerens overvejelse, nærer man det håb at denne energiske mand vil vide at holde over ordenen i hans jurisdiktion og ikke hvile før han ser sig i stand til at lægge en tømme på den kådhed, det fylderi, trekortspil osv. som drives her. 

Det synes mere end tilstrækkeligt når bonden her hviler en time eller i det højeste halvanden. Det bør da forhindres at de sidder der flere timer. Bønderne selv ville stå sig godt ved det, især de fattige som i byen samler sig alt hvad de har til indtægt, og hvis familie lider under den uordentlige sviren i kroen. I al fald er det politiets sag at holde over den udvortes orden, og når fx ved Bagsværd Kro gaden spærres af en lang række vogne, er dette en uorden som absolut ikke bør finde sted. Imidlertid kunne dette også forhindre på en anden måde når nemlig det offentlige købte ejeren ud af det sted som ligger straks over for kroen, hvorved gaden blev så bred at passagen i alle tilfælde kunne være uhindret.

(Politivennen nr. 1318, Løverdagen, den 3die April 1841. Side 221-222). 

Redacteurens Anmærkning

Der blev tidligere klaget over kroen 7. juni 1828 og over kroværten i 1829. 

Vore Bønders Mangel af Selvstændighed.

Landalmuens dannelse og opdragelse har så megen vigtighed i enhver stat. Ikke blot fordi denne klasse er den talrigeste på individer, men også fordi dens erhvervskilde er ganske fremmed for alt åndeligt indhold, at den regering som sætter sig til mål at bringe bondestanden i større samklang med de øvrige stænder og vække dens interesse for noget andet end det materielle, nemlig for almenvel og almenoplysning, derved har adkomst til den mest hæderlige ros af samtiden og til efterslægters taknemmelighed. Det er alle bekendt at vores afdøde konge hvad dette angik ikke stod tilbage for de bedste folkefædre, og vi ser med glæde de herlige frugter af det han virkede for den ringeagtede del af nationen. En sammenligning mellem det som bondestanden var ved hans regerings tiltrædelse og hvad den er nu, vil i enhver dansk mands bryst fremkalde en følelse af taknemmelighed mod den forevigede og glæde over hans fredelige virke. 

Men vi kan ikke føle dette uden tillige at ønske vores fædreland at en sådan velsignelsesrig virke må blive fortsat til held for den gode bondestand. At det fremdeles vil være den danske konge magtpåliggende at sørge for sine bønders oplysning og åndelige forening med den øvrige del af nationen, så at der må fremstå en stor åndelig enhed i det danske folk, ligesom i vores ældste forfædres tid, da enhver dansk mand var en broder og ligemand til enhver hans konges undersåt. Det er derfor ikke nok at Frederik den Sjettes efterfølger beskytter og vedligeholder de institutter til folkedannelsen som er blevet til på en tid mens landboens åndelige tarv var lettere at tilfredsstille end nu, da en anden retning i samfundslivet også har vist sig hos os. Også dette skylder vi den forevigede konge, at alt ikke mere er opløst i private interesser og personlige hensyn, at den ene provins ikke mere står fremmed for den anden. De almindelige lands- og folkeanliggender træder i vores tid første gang under det oldenborgske hus' regering op med den fordring at gennemtrænge folket i sin helhed og vindicere det danske folk en næsten glemt nationalitet. Folket kan da ikke længere nøjes med de midler som hidtil måtte anses for tilstrækkelige til tilfredsstillelsen af dets åndelige tarv. For at ingen stilstand eller vel endog tilbagegang skal finde sted, må der tænkes på foranstaltninger som kan sætte bondestanden i forbindelse med den nyere tids anskuelser.

Under den forrige regering kunne landalmuens interesse sorteres under de to rubrikker: kundskab til agerbrug og kundskab til menneskets almindelige rettigheder og pligter. Med hensyn til disse formål er gjort alt hvad der hidtil er virket for bondestanden. De fædrelandske interesser var endnu ikke genstand for almuens opmærksomhed således som tilfældet nu er siden stænderinstitutionens stiftelse. Og regeringen havde da heller ingen anledning til at henvende sin omhu på bondens statsborgerlige dannelse. Desto mere levende må trangen nu føles til sådanne foranstaltninger som kan bibringe bondestanden den fornødne forstand på hans interesse som led i samfundet og en nogenlunde sikker takt og selvstændighed til at varetage den uden at lade sig drive og tilskynde til handlinger hvis motiver bonden ikke forstår at bedømme.

Stænderforsamlingen i Roskilde, 1835 og 1836, set i Kjøbenhavnsposten 15. juni 1836. På den medfølgende liste over de 69 valgte, ses ikke en eneste fra bondestanden. Udelukkende fra embedsstanden, og den økonomiske og kulturelle elite.

Denne sag synes at fortjene alvorlig overvejelse. I det forløbne år har vi set hvorledes bønder i de forskellige egne af landet overtalt af omrejsende prædikanter, har givet sig hen til ganske modsatte anskuelser. Og for ikke at tale om at udfaldet af et par stændervalg har vist os endog i disse dage, at bønderne lader sig bevæge til at vælge mænd til deres stands repræsentanter som er deres interesse fremmede. Man har endog for kort tid siden erfaret det forunderlige tilfælde at 50 bønder i et vist distrikt for ramme alvor har villet vælge kongen selv til deres deputerede. Sådanne fænomener bør i  sandhed ikke blive upåagtede, og det er i overbevisningen om sine landsmænds deltagelse for sagen og erkendelse dens vigtighed at indsenderen bringer den på bane.

Skulle det ikke være muligt at bringe bonden et skridt videre fremad, så han kan nå det punkt som fører ham ind i en forstandig erkendelse af stænderinstitutionens betydning og hans eget forhold til den? Det ville i sandhed være sørgeligt om dette skulle besvares benægtende. Og i hensyn til det meget regeringen hos os har udrettet til bondestandens oplysning i andre henseender, kan det vist ikke heller betvivles at det jo også var muligt at bibringe den hæderlige stand det højst nødvendige af statsborgerlig indsigt uden at dertil behøvedes en hel menneskealder eller mere. I særdeleshed da undervisningsvæsnet i en lang række af år har været i en sådan stand at der ikke kan savnes den nødvendige forberedelse til kundskabens erhvervelse.

Man har sagt. "Frederik den Sjette gjorde bonden til menneske, Christian den ottende vil gøre ham til borger". Og så vidt som dette er træffende og indeholder sandhed, så sandt er også tiden kommet til at drage omsorg for at bonden kan blive en forstandig borger som kender sin egen interesse og kan bestemme sig uden andres indflydelser. Dette mål kan måske forekomme mange læsere alt for vanskeligt eller dog langsomt at nå. Men tager vi i betragtning hvad bonden som vælger og som deputeret skal præstere, da må det sikkert vise sig både let og nærliggende, såfremt der kun foretages noget alvorligt. Det kan jo ikke være bondens sag at glimre mellem de forsamlede folkerepræsentanter ved kundskaber og veltalenhed. Det gør intet til sagen om han i lighed med sin stand står på et lavere trin når han kun er sig klart bevidst hvad han vil og hvorfor han bør ville dette eller hint. Ikke heller kommer det an på om vælgerne blandt bondestanden er i stand til at bestemme sig til fordel for dette eller hint politiske parti, når de kun bestemmer sig selv af hensyn til deres erkendte fordel og gør da meget bedre i at overlade den valgte selv hvilket parti han vil tage som den der repræsenterer dem og er udvalgt dertil som den mere kyndige. At bringe bonden til dette punkt af statsborgerlig forstandighed, kan ikke være så vidtskuende en forhåbning. Det vil være muligt forhåbentligt endog i meget kort tid ved hjælp af nogle så lidt bekostelige foranstaltninger.

Det første og vigtigste skridt i denne henseende er at vække bondens interesse for landets anliggender i almindelighed. Og da dette alene kan ske ved at tilfredsstille almuens så karakteristiske nysgerrighed, vil det være meget godt om det blev foranstaltet at ethvert skoledistrikt på landet kunne have sin avis at læse. Dette kunne gerne være stiftstidenden eller en anden provinsavis som tillige indeholder uddrag af stændertidenden. Og det kunne pålægges skolelæreren en vis aften i ugen at forelæse den holdte tidende for dem i distriktet som ville indfinde sig i denne anledning. For at forebygge uordener, måtte det være præsten pålagt i forening med vedkommende øvrighedsperson at have tilsyn med denne forelæsning og udelukke derfra hvem som forstyrrede god orden. Antallet af de fremmødte måtte indskrænkes efter omstændighederne. Så vidt vides er en lignende indretning allerede for længe siden foreslået i Jyllandsposten. Men om den er realiseret eller hvad held den har haft, er indsenderen ubekendt.

Dernæst ville ikke så lidt udrettes ved en forandring af Folkebladets karakter. Da dette blad har til hensigt at udbrede almenoplysning, kunne det ikke siges at være stridende mod øjemedet, at det i sin sædvanlige moderate tone behandlede statsborgerlige anliggender hvorom begreberne hos mængden som ovenfor vist, er i sørgelig grad forvirrede.

Folkebladet er vidt udbredt, og når det stadigt leverede sammenhængende udviklinger af de social forhold, ville dette ikke blot geråde bladets læsere til nytte, men ved kundskabens meddelelse i de hyppige samtaler om sådanne genstande, en langt videre kreds.

Som en tredje bemærkning til opnåelse af dette gavnlige øjemed fortjener det også at erindres hvor megen nyttig tid der går til spilde for soldaten mens han gør tjeneste ved militæret. Hvor mange døgn drives ikke unyttigt bort i vagtstuen, og hvor mange hele og halve dage bortslentrer ikke soldaten på gaden og offentlige pladser. Vist nok vil det ikke kunne gå an at tage hans tid i beslag mere end højst nødvendigt. Men det kan på den anden side intet skade om der blev draget omsorg for at tjenestetiden som i så mange henseender er til nytte for bondekarlen, især til at vænne ham til raskhed, orden og renlighed, også blev anvendt til at give hans åndelige væsen et lettere sving. Var der i enhver vagtstue henlagt tidender og nyttige småskrifter, måtte de bidrage til at fordrive en kedsommelig tid som på denne måde kunne blive nyttigt anvendt. En lignende foranstaltning lod sig vel også udføre på kasernen.

Anvendelse af disse midler mener indsenderen at være tilstrækkelig til at afhjælpe den omtalte mangel. Men i erkendelse af at sådant ingen kraftig fremgang får, så længe der ikke understøttes af autoriteterne, da erfaring har lært at private foretagender af den art laborere af en vis afmagt, tør han ingen forhåbning om deres gavnlige anvendelse nære med mindre incitamentet gives ovenfra. I forventning om at vores konge er for oplyst til at ønske sig enten blinde modstandere eller blinde talsmænd, håber han at Hans Majestæt også vil hellige denne sag en overvejelser og iværksætte de tjenlige midler. Fiat!

(Politivennen nr. 1308, Løverdagen, den 23de Januar 1841. Side 49-57).  

Den første holstenske stænderforsamling i Itzehoe, 1835. Johan Friederich Fritz (1837). Det kongelige Bibliotek.

Om Slavers Anvendelse til Privatarbeide.

Det må synes påfaldende at man ikke for statens regning sysselsætter de til fæstningsarbejde dømte samt alle andre fanger således at statskassen kan undgå de betydelige udgifter der anvendes på deres underhold, og fangerne tillige selv erhverver et overskud som efter deres løsladelse ved straffetidens udløb kan tjene dem til understøttelse eller til at begynde en lille håndtering med, for ikke tvunget ved nød og elendighed på ny at måtte gribe til forbrydelser.

I Preussen bruges sådanne mennesker til at istandsætte landevejene, hvilket da også synes langt mere rimeligt end at pålægge landmanden sådanne personlige byrder. I det mindste burde det stå disse frit for at betale staten en godtgørelse for det ved fanger udførte arbejde eller selv at besørge det forsvarligt fuldført under det sædvanlige opsyn af vejvæsenets embedsmænd og disses underordnede. Det allerbedste var vel således som nærværende forfatter allerede for nogle år siden foreslog i Politivennen at pålægge en almindelig vejskat (efter derom at have først hørt provinsialstændernes mening); for nu ligger hele byrden med vejenes anlæg og istandholdelse ene og alene på bondestanden og de øvrige mindre landejere, hvilket dog vist aldrig kan antages at være i overensstemmelse med rimelighed og retfærd. 

Glostrup Kirke er stort set det eneste som eksisterer af Glostrup Sogn på Politivennens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Således må ejere af bondegårde i Glostrup Sogn ofte i den for bonden allertravleste tid sende deres folk og vogne til arbejde på Frederikssundsvejen omtrent en mils vej fra deres hjem, ja endog til Grøndal og Falkoneralle mens de der boende lyststedsejere og priviligerede jordejere ganske roligt og mageligt kan sidde indenfor deres pragtvinduer og betragte de arbejde som de mindre begunstigede under kommando af vejbetjente må fuldføre til deres bekvemmelighed. Og nemlig er det især sådanne velhavende jordejere der kører på de istandsatte veje uden at betale andet end bompenge, hvilket bonden også må betale, uagtet det er ham selv som ved flid og opofrelse af mange arter har tilvejebragt vores nu fortrinlige kunstveje. Enhver som holder heste og vogne, burde betale sin forholdsmæssige andel af vejskatten; da kunne vejbyrderne anses at være nogenlunde fordelte. Og hvad vejvæsenet kostede mere året om efter afdrag af vejskattens og bompengenes totalbeløb, kunne da fordeles på det samtlige hartkorn og indkræves med januar eller april kvartals skatter.

En sådan foranstaltning ville sikkert medføre en betydelig lettelse for landmanden, og for statskassen ville det være en betydelig besparelse når en stor mængde fanger kunne, naturligvis under tilstrækkeligt opsyn, beskæftiges på de større og minde landeveje. Det er næsten ubegribeligt hvorledes man kan undgå hyppigere undvigelser af slaverne da de så ugenert vandrer om på Københavns gader, blot under opsyn af en for det meste affældig justitssergeant og hele tiden tilstedes i hele flokke at påtage sig havearbejde hos gartnere og andre haveejere i omegnen af København. Langt bedre var det at de således som vi har har foreslået, og som i andre lande er brug, aflaste bonden og befriede ham fra at spilde sin ofte kostbare tid. - Desuden gives der jo andre måder hvorpå staten kan benytte disse arbejdsdygtige folk, istedet for at private benytter deres flinkhed og førlighed. De nordamerikanske fristater giver heri som i så meget andet, et lysende eksempel for vores ældre verdensdel: ikke ofte nok kan man påpege deres tænksomme færd og hensigtsmæssige foranstaltninger. 

Der findes i Nordamerika to fængselssystemer. Men begge fører til et både for staten og for fangerne højst gavnligt resultat, ja så heldbringende at man for længst burde have være betænkt på at foranstalte noget lignende hos os. Ikke alene spares derved fangernes underhold som hvert år løber op i mange tusinder, men hvad der er det vigtigste, fangernes karakter forbedres ved denne arbejdsmåde og det dermed forbundne opsyn, og foruden det de ved deres arbejde godtgør staten for underhold og varetægt, beholder de altid en lille sum til overs som ved udtrædelsen af fængslet levere dem, hvormed de kan begynde en lille næringsvej og ikke behøver at overgive sig til laster og forbrydelser. Vel hedder det at vore fangehuses indretning hindrer indførelsen af dette menneskekærlige og statsgavnlige system. Men dels kan det jo for længst have været sat i værk i Københavns Forbedringshus ved dets opførelse på ny, når man ikke i så lang en årrække havde ladet grund og rudera henligge til mispryd for hovedstaden, dels mangler det i øvrigt især kun på kraftig vilje, for kunne der findes udvej til at vedligeholde en staldetat hvortil havren alene, efter generalkrigskommissær dr. Neergaards offentlige beretning, kostede årligt 60.000 Rbd., og kunne man skaffe penge til den nye kaserne på Christianshavn som kostede 3 til 4 tønder guld, da måtte der el også kunne blive råd til en så indgribende foranstaltning som den her omtalte der ville i moralsk og materielt hensyn gavne ikke blot den nulevende genration, men endog ufødte slægter.

(Politivennen nr. 1251, Løverdagen, den 21de December 1839. Side 795-799)  

Redacteurens Anmærkning

Flere eksempler på sådanne arrangementer stod omtalt i Kjøbenhavnsposten den 22. april 1845:

I en Gaard i Amaliegaden ligeover for den Side, der vender ud mod Hs. Maj. Palais, og ved Siden af Gouverneurens Bolig, foretages i denne Tid en Hovedreparation, hvorved der arbeider en Deel Slaver. - Det maa vistnok ansees for et høist forargeligt Misbrug, saaledes at udleie Straffefanger til Private: thi foruden at henvise til det Upassende i at lade dømte Forbrydere arbeide i Fællesskab med Haandværkere, og derved anvende de værnepligtige Soldater til Vogtere, kan man vel med Føie spørge, hvorledes skal den arbeidende Classe kunne fortjene det Fornødne til Livets Ophold, naars dens Arbeide paa en saadan Maade og ved saadanne Midler underbydes af det Offenlige? Med slig en Bygherre vil da heller ingen anden kunne concurrere.

Og dagen efter i Kjøbenhavnsposten 23. april 1845:

Paa Hjørnet af Regnegaden og Gammelmønt, hvor man er ifærd med at nedrive et gammelt Huus og opføre et nyt, sees det samme uhyggelige Syn, som igaar paankedes i dette Blad, at nemlig Straffefanger fra Stokhuset i Arbeidet blandt Haandværkerne, medens en Soldat med skarptladet Gevær staaer midt iblandt dem for at bevogte Slaverne. 

Ønsker til Kjøbenhavns Politie fra en Landmand.

Torsdag den 22. marts var jeg kørt til København med 3-4 tønder kartofler som jeg for størstedelens vedkommende solgte i gaderne. Efter at jeg havde passeret nogle gader, og en del købere på den medfølgende drengs råb havde indfundet sig hos mig, blev jeg holdende på hjørnet af Store Regnegade og Gothersgade. Det har jeg ofte gjort før og fundet at være almindelig skik og brug ved gadesalg. Men her var straks to herrer med store stokke i hænderne til stede, og næppe havde jeg begyndt at indlade mig i handel med de tilstedeværende købere før straks en, derpå to af disse stokkemænd med deres opløftede knipler og under en del upassende udtryk som jeg ikke erindrer, truende jog mig til at køre fra mine kunder. Imidlertid fulgte nogle af disse som ønskede at handle med mig, efter min vogn hen i Gothersgade hvor jeg atter dristede mig til at gøre holdt. Her spurgte jeg på grund af ovennævnte omstændighed nogle af de tilstedeværende hvem disse herrer der førte en så ualmindelig streng kommando, vel måtte være. Og fik det svar at de to som tiltalte mig, og hvoraf den ene havde et blegt ansigt og den anden var temmelig korpulent og af et ret smukt udvortes, var politibetjente.

Da jeg ved min holden på hjørnet af omtalte gader ikke var i stand til i hvilket retning jeg end vendte mig, at få øje på nogen vogn som var i nærheden og for hvilken jeg kunne anses at være til hinder, ligesom der ikke for mig kom andre fodgængere til syne end køberne ved min vogn og de 3 stokkemænd samt nogle enkelte personer der passerede fortovet på begge sider af gaden, så har jeg grund til at tro at Københavns politibetjente for så vidt de alle eller flertallet af dem, fører en så streng kommando som de oven omtalte førte mod mig, må være særdeles årvågne og nidkære ved andre mere vigtige tilfælde til stadens sande tarv. Og jeg tillader mig derfor at fremsætte et eget ønske som vist også er fleres: at sådanne påpasselige personer måtte flyttes til en anden efter min anskuelse mere nødvendig post, nemlig de smalle gader, Vognmagergade, Gammel Mønt, Kristen Bernikows Gade og flere andre lignede steder, hvor man næsten hver søgnedag ikke uden stor besværlighed og risiko kan passere gaden for torve-, brænde- og kartoffelvogne, dels for skarnagere og andre vogne. I det mindste har dette været tilfældet i alle de år jeg er kommet til København. Det forekommer mig at en kraftig inspektion er mere nødvendig i sådanne smalle gader end i de rummelige hvor 3 til 4 vogne kan mødes og hvor så at sige ingenting er i vejen.

Endelig finder jeg mig ved førnævnte tildragelse beføjet til at fremsætte det ønske at før nævnte eller andre virksomme politibetjente for eftertiden vil drage omsorg for eller have et vågent øje med stadens is- og renovationsvogne, så disse ikke holder midt i gaderne for at læsse og derved spærrer passagen. Jeg antager nemlig at de gerne kunne holde tæt til rendestenen og ikke som almindelig er tilfældet, i midten af gaden hvorfra de yderst sjældent i mindelighed især efter en bondes nok så høflige anmodninger er at formå til at rykke til side. Det var også ønskeligt at alle stadens vogne, kørende eller holdende, delte gader, porte og broer med enhver imødekommende da der derved ville forebygges mange ubehageligheder som desværre ofte indtræffer især for den simple bondes heste og vogne. Der synes at være så megen større grund for dette ønske som man står i den formening at Københavns politibetjente og kommissærer lige så vel er bestemt til at våge over orden med stadens vognes færdsel som til at møde bonden om morgenen tidligt langt ude på broerne, følge ham ind ad porten og ledsage ham omkring i byen, for så vidt vejret og lejlighed dertil gives

Pederstrup den 2. april 1838
J. P. Rasmussen

Lægsmand og jordbruger.

(Politivennen nr. 1165, Løverdagen, den 28de April 1838. Side 272-275)

Bøn om Borttagelse af Vandtruget paa Skidentorvet!

Hr. Udgiver!

En ven af kreaturerne har ladet hensætte et vandtrug ved posten på Skidentorvet hvoraf de torvende bønders heste kan få en læskedrik før de begiver sig på deres hjemrejse. Så priselig end dette foretagende er, så kan dog dette trug der forbliver stående på sin plads natten over, forårsage ulempe, idet folk i mørke og ved vægtermåneskin kan tørne mod samme og således komme til skade.

Man beder derfor hr. Udgiver at De gennem Deres blad vil anmode den ubekendte veltænkende mand om at borttage truget når bønderne henimod aften forlader torvet, eftersom brugen af samme fra den tid er unødvendig og man tvivler ikke på at han jo gerne efterkommer denne anmodning. For han besidder vist nok så megen menneskekærlighed at det ville smerte ham at erfare om nogen ved at støde mod dette trug i mørke blev uduelig til ægteskab eller fik et eller andet men der muligvis kunne blive livsvarigt.

(Politivennen nr. 1142, Løverdagen, den 18de November 1837. Side 726-727)

Redacteurens Anmærkning.

Allerede i næste nummer af Politivennen nr. 1143, 25.november 1837, side 746, bekendtgjordes at vandtruget på Skidentorvet borttoges om aftenen når bønderne forlod torvet og udsattes igen om morgenen.

Skidentorvet. På artiklens tilblivelsestidspunkt lå Ahlefeldts Bastion og Nørreport umiddelbart til venstre i billedet. Også i dag et af de mest befærdede torve i København. Eget foto, 2016.

Om vore Dages Separatister.

Historien lærer at der til alle tider har været mennesker der dels af sværmeri, dels i andre hensigter har adskilt sig fra den herskende kirke. Også i nutiden som dog glæder sig ved en større grad af oplysning, er langt fra at være fri for separatistiske konventikler. På mange steder i Jylland og Fyn såvel som på Sjælland findes der folk som har afsondret sig fra den offentlige gudstjeneste og stiftet hemmelige forsamlinger hvori bønder, fiskere og skræddere giver sig af med at forklare bibelen og med at prædike. Så uskyldigt end sådant synes, kan det dog have højst sørgelige følger. For får sådanne mennesker det i hovedet at gudstjeneste bedre og mere bekvemt kan holdes i deres egen stue, og at en fiskers eller skrædders snak kan opbygge mere end præstens tale, så behandler de snart den offentlige gudstjeneste med koldsindighed og foragt og satte omsider mistanke til læren selv. Men løsnes først et bånd som binder dem til staten, vil attrå efter at løsne flere vist nok snart opstå. Allerede giver disse personer sig navn af "troende" og "opvakte", mens de kalder andre som ikke er af deres parti, vantroende eller folk af den nymodens tro hvilke de af alle kræfter søger at omvende.

Ser man hen til den iver hvormed nogle af de mest ivrige separatister søger at gøre proselytter eller forøge deres parti, skulle man let falde på at tro at de blev styret af en skjult hånd der brugte dem til visse hensigters opnåelse. Således lader en bonde ved navn Peter Larsen fra Skræppenborg og en ditto Anders Larsen fra Gamborg i nærheden af Middelfart det ikke være nok med at virke i deres egen kreds, men de rejser omkring i hele Fyn, ja endog i Jylland for at holde forsamlinger og udbrede deres lære. For at have et påskud til sådan omflakken, fører de gerne et kreatur eller en anden varesort med sig som de siger sig at handle med.

Også på Sjælland især i den vestlige og sydvestlige del har dette sektuvæsen slået rødder og endelig vækket øvrighedens opmærksomhed. Blandt de mest ivrige nævner man skolelærer Rasmus Sørensen i Venslev der er bekendt af hans strid med dr. og ridder Bastholm i Slagelse. Denne mand har i flere år holdt gudelige forsamlinger og hans trang dertil har været så stor at han hverken ved biskoppens formaning eller efter at han af kancelliet var beordret tiltalt var at formå til at ophøre med det, før man i retten tog det løfte af ham at holde op med det indtil sagen var endt. Han har ikke indskrænket sig til sit eget sogn, men også holdt forsamlinger i andre sogne og er nu ved Antvorskovs birks ekstraret idømt en mulkt af 100 rigsbankdaler for overtrædelse af forordningen af 13. januar 1741. I samme dom er indbefattet husmand Hans Oested af Vemmelev som er idømt at betale 25 rigsbankdaler, husmand Søren Rasmussen af Ormitsløv og gårdmand Hans Andersen hver 20 rigsbankdaler, samt enken Ane Jensdatter af Foerløv, 10 rigsbankdaler sølv. Men de har samtlige erklæret at ville appellere dommen.

Skønt sådanne forsamlinger er ulovlige, finder de dog medhold og opmuntring i den Nordiske Kirke-Tidende som glæder sig hver gang den får kundskab om at sådanne forsamlinger er begyndt på et eller andet sted eller når med dens egne ord end livsrøre er begyndt blandt folket. Den opmuntrer til udholdenhed og trøster med at det større parti omsider vil gå af med sejren. De præster som efter ed og pligt har overholdt forordningen af 13. januar 1741 og angivet overtræderne for den civile øvrighed nemlig pastor Koch i Wedder, i Ribe stift, pastor Sørensen i Sinding i Århus stift, pastor Jørgensen i Hjarup ved Kolding, pastor Olsen i Holtum ved Vejle, pastor Dalhoff i Nykøbing på Morsø og pastor Duus i Vemmeløv på Sjælland - mænd hvoraf de fleste har givet prøve på kundskaber i flere videnskabsfag - erklæres for åndelig udygtige og tillægges åndelig afmagt. 

"Vist nok" siges deri "kan mange åndelige rørelser både for det enkelte menneske og i mindre og større kredse være skæv, ja meget værre end dette. Men er det en virkelig åndelig livsrøre og ikke en kødelig beregnet beregnet bevægelse, da lader den sig ingenlunde slå ned med udvortes våben. For enhver mand er dog sagtens stærkere end kød og blod. Men ved enhver udvortes hindring bryder den stærkere på, og den ild som først er tændt, blusser stærkere jo mere man udefra pirrer ved og stænger for den - og fremdeles "at åndelige rørelser skal mødes og afvæbnes alene med åndelige våben, hvis de skal bekæmpes og besejres og at enhver som møder dem med verdslige våben, bekender på engang både sin afmagt og sin dumhed." 

Dog ved sådanne henkastede ytringer vil vist nok hverken disse mænd eller nogen gejstlig der stræber at opfylde sit kalds pligter, lade sig afholde fra efter yderste evne og i forbindelse med den civile øvrighed at gøre ende på et uvæsen der kan udarte til fanatisme eller ende med vanvid. Hvilket er mere end tænkeligt når aldeles uvidende mennesker bilder sig ind at være inspireret af den hellige ånd. Således har nogle af de opvakte erklæret at de når ånden kom over dem, kunne prædike og forklare skriften lige så godt som præsten. Ja en bonde i Vemmeløv sogn som med megen iver søgte at gøre proselytter, sagde til en kone der ikke ville bide på krogen, men erklærede at være fornøjet med sin præst: "Nej, du skulle høre præsten i S., det er en anderledes mand, han er ikke født til verden som andre mennesker, han er en af de hellige som står for Guds trone og er sendt herned for at prædike det rene og sande Guds ord." Er dette langt fra vanvid?

(Politivennen nr. 1141, Løverdagen, den 11de November 1837. Side 699-704)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fulgtes op af "Mere om separatistiske Forsamlinger" som citerer en artikel fra Dresden fra 14. november. Politivennen nr. 1144, lørdag den 2. december 1837, side 754-756.

Ugebladet Nordisk Kirke-Tidende udkom fra 8. januar 1833 til 21. februar 1841. Herefter skiftede det navn indtil 13. februar 1842 navn til Dannebroge. Redaktør og udgiver var præsten J.C. Lindberg. Derudover bidrog også Grundtvig. Bladet agiterede for sognebåndsløsning og imod ændringer i de gamle kirkeritualer.

Foruden linkene til internettet er vækkelsesbevægelserne grundigt beskrevet i "Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. århundrede" bind 1-7. 1960-1977, hvorfra nedenstående stammer:

På Sjælland begyndte den gudelige vækkelse i landsbyen Venslev ved Skælskør i 1829. Bevægelsen sluttede i 1850. Den rettede sig bl.a. mod de såkaldte "rationalistiske præster". Hensigten med at trække dem i retten efter konventikelplakaten af 13. januar 1741 var at knytte dem til statskirken, mere end at undertrykke forsamlingerne.

Hans Bastholm (1774-1856) var sognepræst i Sct. Peders kirke i Slagelse 1802-1846 og udtalt rationalist. Han mente at almuen skulle lære af det dannede borgerskab og folk som kunne give "videnskabelige" grunde for deres anskuelser.

Skolelærer Søren Rasmussen helligede sig fra 1840 politisk og folkeoplysende arbejde, bl.a. i landboforeninger. I sine pjecer brugte han et voldsomt sprog mod Bastholm som anlagde injuriesag. Søren Rasmussen tabte.

Se også Kjøbenhavnsposten nr. 80, 5. april 1831, side 265-267.

En Landmands Klage over en Uorden paa Landeveien.

Da jeg onsdag den 8. i denne måned om eftermiddagen mellem 5 og 6 kørte fra hovedstaden med min kone ved min side og 2 mandspersoner bag i vognen, mødte jeg mellem Assistenskirkegården og værtshuset Hvide Svane en halv snes vogne hver læsset med et omtrent 20 alen langt mastetræ eller noget lignende. De kørende anså jeg for artillerikuske. Skønt min vogn for øjeblikket var den eneste der kom dem i møde, og kørte ganske langsomt på den højre side ved de unge alletræer, så passerede disse vogne ikke midt ad vejen, men kørte mig så nær at en af kuskene tog fat i min kones paraply som hun for at beskytte sig mod regnen holdt over sig, og havde som hun sagde, nær trukket hende af vognen. Dernæst kørte en af de bagerste kuske med sin bagvogn og enden af det lange svære træ så nær på livet af mig at jeg for om muligt at undgå den øjensynlige livs- og lemmers fare der truede os, i muligste hast måtte dreje heste og vogn ind imellem de unge alletræer op på en jordbunke der var opkastet ved samme. Dog slap jeg ikke for at min bagvogn fik et skub af enden af det svære mastetræ.

Enhver kan sikkert tænke sig hvor stor livsfare vi uskyldige mennesker var stedt i hvis mastetræets ende med nogen større kraft havde tørnet mod vores vogn og kastet denne med heste og os alle ned i den dybe landevejsgrøft.

Det er vist nok ikke vores gode konges og vores retskafne øvrigheds vilje at vi bønder og landmænd der efter vores stand hver især bærer skatter og byrder i forhold til statens øvrige borgere, på sådan eller lignende måde skal tåle vilkårlig behandling. Især af vores egne krigsfolk, hvilke vi for en stor del selv har opfødt og underholder. Nej! for vi ser og erfarer dagligt store beviser på at konge og regering ved flere lejligheder viser stor godhed og kærlighed for undersåtterne og folket i det hele, uden persons anseelse. Det hører vel heller ikke til for at kaldes duelige og dygtige soldater at man chikanerer og fortrædiger imødekommende, ridende, kørende eller gående personer. For så var englænderne i året 1807 ikke dygtige soldater da de som fjender på landet og på vejene udviste stor, ja langt større humanitet mod os bønder end vore egne soldater.

Det hedder i de årlige landmilitssessioners plakater: "Ved mandskabets afmarch fra lægderne bør det betydes samme at den ringeste uorden de udøver på deres vej til og fra regimenterne vil på det alvorligste blive straffet når bevislig klage indløber." Så sluttes heraf og kan ikke tvivles om at der må være dem pålagt lige så stor om ikke større straf når de i tjenestetiden enten i stadens porte eller på vejene, i ord eller gerning fornærmer nogen. Hertil kan vel svares at når nogen bevislig klage over sådant måtte indkomme, da skal den pågældende på det strengeste blive tiltalt og straffet. Men hvorledes ville det være muligt for enkelt mand eller enkelt person der blev chikaneret eller fornærmet af en imødekommende stor eller lille flok krigsfolk, at fastholde den pågældende eller søge bevis blandt de øvrige? Den der ville prøve på sådant, ville da vist komme til at tåle endnu værre fornærmelser uden at nå sit øjemed: På lovlig måde at bevise den uret han er tilføjet.

Jeg fornemmer derfor efter mit skøn at det bedste middel mod sådan uskik måtte være at de herrer officerer hvem det er pålagt at undervise og overhøre deres undergivne i deres militære kundskaber og pligter, tillige ville underrette dem om deres moralske pligter mod staten og dens borgere. At de ville indskærpe dem at det ikke alene er soldatens pligt i krig at forsvare fædrelandet, men at han også i fredstid bør overholde god orden, værne om enhver borgers sikkerhed og ejendom, og således bidrage til det almindelige vel. At de ville lægge sig på hjertet at det gode som de således udfører i deres tjenestetid med tiden vil blive gengældt dem af en yngre slægt, så at de som bønder ikke behøvede at frygte for ulempe, når de på landevejen eller på andre steder skulle møde vore egne krigsfolk. Det er vist også troligt at om en eller anden ikke skulle lytte til formaningerne eller følge de give gode lærdomme, men handle derimod ved at begå en eller anden uorden, da ville vist hans kammerater søge at holde ham fra det og ikke give ham medhold. Almenånden hæver sig hos det danske folk dag for dag. Dens frugter er humanitet og gensidig føjelighed med sine medmennesker. Gid de snart viser sig blandt os, da opnås væres gode og allernådigste konges ønske.

Pederstrup, den 14. marts 1837
P. Rasmussen
Lægsmand og jordbruger.

(Politivennen nr. 1113, Løverdagen, den 29de April 1837. Side 265-268)

Københavns Museum har ovenstående foto af et gæstgiveri "Hvide Svane" på Nørrebrogade 169-171, formentlig på hjørnet til Heinesgade. Det er det lave hus til venstre. Men om det har set sådan ud i 1837, er mere end usikkert, og de øvrige huse har med garanti ikke været der. Der har formentlig blot været landevej. Stedet passer med at jordbrugeren var på vej hjem til Pederstrup, mens militæret var på vej ind mod enten Fælleden eller byen med tømmeret.

Redacteurens Anmærkning

Samme landmand havde en artikel i Kjøbenhavnsposten 28. januar 1835 i anledning af kongens "nådesbevisning" af 15. maj 1834 om stænderforsamlinger (i uddrag):

"Og ligesom Jesus Christus ved sit guddommelige Ord talte til Mennesket og sagde: "Kommer til mig alle I, som ere besværede, jeg vil trøste og vederqvæge Eder", saaledes er dette en Lignelse, ved hvilken Kongen ligesom vilde sige til alle os Undersaatter: "Ved disse af Eder selv udnævnte gode Mænd, nemlig Repræsentanterne i Raadsforsamlingen, kan Enhver af Eder i sit District uden Persons Anseelse meddele Eders Trængsler og Besværinger, som da af denne igjen, ved herpaa følgende første Raadsforsamling, vil blev fremført ..."

Artiklen slutter med en overdådighed af roser, lovprisninger og hyldest af kongen. 

Udbytte fra en Tour til Fredensborg.

Så mange kære minder fra mine ungdoms dage knytter sig til Fredensborg at jeg årligt må besøge det på et par dage. Således var jeg der også en søndag i forrige måned. Efter at jeg henimod aften havde promeneret i slotshaven, halv vemodig stemt over den dødlignende stilhed der herskede der, og som kontrasterede meget mod det liv og den munterhed som fandtes her i gamle dage, besluttede jeg at gøre en lille tur i omegnen. Som jeg bøjede ind på en markvej så jeg i nogen afstand en ung bondekarl sidde på kanten af grøften, og da jeg nærmede mig ham, hørte jeg at han sang Rahbeks skønne sang: "Den hele landsby samler sig; så glade alle er." 

For ikke at forstyrre ham, og da jeg gerne ville lytte til hans gode, naturlige stemme, blev jeg stående med ansigtet vendt fra ham som om jeg ventede nogen skulle komme bag efter mig. Da sangen var tilende, fortsatte jeg min gang og idet jeg kom ham ganske nær, rejste han sig, tog sin hat af og hilste mig med de ord: "Guds fred, god aften, herre!" Jeg standsede, gav mig i samtale med ham om vejrliget, den skønne aften, den smukke egn og spurgte ham blandt andet hvor han havde lært den skønne vise. Han svarede at han havde hørt sin præsts datter synge den til klaveret, og da den stemte med hans gemyts beskaffenhed, havde han bedt hende om en afskrift som han havde lært udenad og fandt fornøjelse i hver søndag aften når hans forretninger på gården var til ende, at synge på dette sted der havde et vist sørgeligt minde for ham. Men som han dog ikke videre ville omtale. 

Jeg mærkede at karlen var noget tungsindig, hvori en ulykkelig kærlighed vel var årsagen, og spurgte ham hvorfor han ikke søgte adspredelse blandt de andre unge karle og piger som jeg vidste hver søndag aften morede sig med dans i den store kro inde i byen? Nej, herre, svarede han, deri finder jeg, som der står i visen, ingen glæde mere. Men om jeg endog ville, så er det nu forpurret, for der må ikke danses mere. Jeg spurgte om årsagen til dette forbud hvilken han angav som følger. Som jeg hører, ved herren at vore unge karl og piger samlede sig hver søndag aften i den store kro og morede sig med dans til kl. 12. Alt gik ordentligt og roligt af, og der er aldrig klaget over at nogen uorden fandt sted der. Men i afvigte efterår kom en del herskaber her ud i egnen, og deres tjenere fandt da på en søndag aften at gå ind i kroen og deltage i dansen. At de dansede med vore piger, blev tålt, men da de ville drive gemenskab med dem, blev de unge karle vrede, og det kom til klammeri og slagsmål og nogle af tjenerne fik dygtige prygl, og siden er det forbudt at der må danses i kroen. Jeg indvendte at denne passage vel ikke alene kunne være årsagen til forbuddet, men han forsikrede mig om at det forholdt sig således. Under denne samtale var vi kommet til et sted hvor vores vej tog en modsat retning, hvorfor vi skiltes, idet han gik til sit og jeg til den store kro, hvor jeg fandt det så stille som i graven, skønt klokken kun var halv ti. Jeg begav mig derfor også straks til ro da jeg om morgenen skulle foretage en 5 miles fodrejse.

Københavns indbyggere har ikke mangel på adspredelse efter alvorlige arbejder. Således gives der komedier, klubber, baller, assembler, koncerter mv. ja de ringere klasser tillades endog at besøge de vist nok ikke uskyldige danseboder og det ikke alene søndag aften, men endog nogle andre aftener til langt ud på natten. Skønt jeg derfor ikke kan tro at øvrigheden på landet skulle være mere streng, og uden særdeles vigtig grunde, forbyde ungdommen der må tilbringe hele ugen i svært arbejde et par timers adspredelse om søndagen, tillader jeg mig hr. udgiver! at sende Dem dette til indrykning i Deres blad, i det håb at vække de ansvarliges opmærksomhed på denne vist ikke helt ligegyldige sag, og for hvis karlens påstand nogenlunde forholder sig rigtig, muligvis at bevirke tilbagekaldelse af et forbud der kunne give anledning til at ungdommen af mangel på adspredelse i dens eget hjem, ville søge fornøjelser i andre byer eller i nærmeste købstæder der kunne både falde mere kostbare og måske være mindre uskyldige end den forbudte, samt forledes til at blive ude om natten,hvorved deres arbejde ville forsømmes til skade for deres husbonder.

(Politivennen nr. 1070, Løverdagen, den 2den Juli 1836. Side 424-428)

Søren Henrik Petersen: Holte. Esrum Sø ved Fredensborg, 1832. (Statens Museum for Kunst.)

Atter Noget om de Militaires Øvelser i Feldttjenesten og deraf følgende Indtrængen i Hauger.

Det synes at være uden for al tvivl at det beror især på de højere kommanderende om de af egen human følelse vil ved given ordre forhindre deres underordnede fra at trænge ind i og igennem haver under deres øvelser. Følgende tilfælde kan give nogen oplysning om det: Torsdag den 10. i denne måned da anmelderen var i arbejde med at lade en stak flytte ind i hus, kom 2 soldater uventet marcherende frem hos ham over haven mellem træer og stakplads. Denne gang som oftere ved lignende lejlighed trådte jeg hen til dem og sagde: "Jeg ser ikke gerne at soldater kommer her gennem haven." og stillede mig for dem i gangen, idet jeg stolede på min lovlige ret og på at jeg denne gang havde behørige vidner, dem loven kræver for at en mand tør tænke på at tage sig selv til rette ved sådan ulovlig indtrængen over hans skel ind på hans enemærker. Jeg håbede at soldaterne ved denne tiltale skulle lade sig bevæge til at rykke tilbage igen, hvortil jeg engang før havde formået nogle som jeg traf idet de var i færd med at ville bryde hul i stakittet. Men den ene som påtog sig at føre ordet, råbte: Hvad, hvad! Vi må ikke komme her? Jo vi kommer just her og skal videre frem efter kommando! 

Jeg rykkede da straks 3 skridt til side og nøjedes med at turde tænke: --- på denne plet var jeg allerede betroet mand da han kun var en lille pog i Fyn! På denne plet hvor jeg i dette øjeblik sveder ved mit arbejde, for at kunne skaffe den skærv til veje - , på denne plet skal jeg lade mig befale af ham, jeg skal vige tilside for at give ham plads og se på at han nedtræder for sin fod det som jeg med møje og anstrengelse har plantet og fredet, han som ingen anden ret synes at have her end den der er givet ham i spydstagen han fører med sig. Mens jeg derimod i højeste grad har rimelighed og lovens rene og tydelige bogstav for min ret. Næppe var de 2 mænd passeret før mit øje mødte andre af deres lige som i forskellige retninger drog gennem haven og jeg måtte ønske mig til lykke at lysten til at prøve på med alvor at vise de første bort, var så hastigt forgået hos mig. 

En korporal anførte nogle. Ham gik jeg i møde og sagde ligeledes: "jeg ønsker ikke gerne at militære trækker her gennem haven, da det aldrig går af uden beskadigelse og det synes heller ikke at være tilbørligt med sådan gennemmarch." Han svarede: "De undskylder! Vi er befalet til at marchere her igennem!" En af arbejderne ved stakken som hørte og så alt, omtalte nu at kaptajnen ved første kompagni af kongens regiment som disse omtalte soldater alle hørte til, havde på det mest bestemte forbudt at betræde nogen have under disse øvelser. Lignende forbud vides ligeledes at være udgået fra højeste befalende for 2. Jydske Infanteri Regiment. Højligt er det at ønske at disses gode eksempel måtte finde almindelig efterlignelse.

Koch. Landmand
Rolighed på Ladegårdsvejen.

(Politivennen nr. 1043, Løverdagen den 26de December 1835, s. 847-850). 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen føjer sig til en række lignende klager, fx i nr. 1038, 21. november 1835.

Gjentaget Ønske om Licitation over Brændetransporten fra de kongelige Skove.

I forrige års december måned blev der i Politivennen nr. 990 fremsat det ønske at brændekørslen fra de kongelige skove ved Esrum og omliggende egn til Esrum Kanal måtte overlades til omegnens bønder ved licitation, i stedet for at denne transport i de seneste år er overdraget skovfogederne uden licitation. De grunde hvorpå man støttede ønskets fremsættelse var:

1) At skovfogderne som i almindelighed kun holder 2 heste, ikke selv kan besørge brændets kørsel og derfor tilbyder bønderne at udføre dette arbejde for det halve, og nogen gange næppe det halve af den betaling de selv får.
2) At den fortjeneste som således tilfalder skovfogederne, synes mere rimeligt at tilfalde bønderne, da de første lønnes af starten og de sidste derimod svarer pligtarbejde og skatter tl samme.
3) At skovfogederne når brændetransporten kom til licitation, kan deltage deri på samme vilkår som bønderne.
4) At man kan vente at licitationen ville falde ud til fordel eller besparelse for staten da der ingen tvivl kan være om at bønderne lige så gerne og lige så billigt vil køre for staten som for skovfogederne.
Hertil kommer endnu:
5) At bønderne i skovegne i almindelighed har mådelige jorder så at de avler kun lidt og ved mådelige kornpriser har vanskelighed ved at udrede deres skatter og afgifter, hvorfor de kan trænge til enhver lovlig fortjeneste.

Ønsket var måske fremsat på en tid da der allerede var truffet aftale med sognefogederne om kørslen, og dette er formodentlig årsag til at der ikke blevet taget hensyn til det. Men da nu skovningen er begyndt eller snart skal begynde, tillader man sig herved at gentage det, i håb om at se det opfyldt, da det er vitterligt at høje ansvarlige i flere henseende interesserer sig for bondens stilling i staten og alvorligt arbejder på sammes forbedring.

(Politivennen nr. 1038, Løverdagen den 21de November 1835, s. 769-771).

"Brændekørslen fra de kongelige skove ved Esrum og omliggende egn til Esrum Kanal måtte ønskes overladt til omegnens bønder ved licitation." (Reminiscenser af Esrum Kanal. Trækstien hvor hestene trak tømmeret er stadig farbar som gangsti. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Esrum Kanal forbandt Dronningmølle og Esrum Sø og blev gravet i begyndelsen af 1800-tallet for at transportere brænde til København, så det kan ikke have været ubetydelige transporter der her er tale om. Resterne af den kan endnu ses, og den er delvis vandførende. Se Vandringsløse Tidende 1. juli 2016. 

Utilladelig Gjennemmarch af Militaire.

Uagtet en af mine naboer forrige vinter i dette blad påankede at militære på felttjeneste havde taget vejen gennem hans gård og have, hvorved unge træbeplantninger var udsat for at beskadiges, og man altså skulle have troet at et eftertrykkeligt forbud var blevet udstedt mod denne krænkelse af ejendomsretten, så går dog den samme uskik for sig i denne vinter. Således gik en afdeling af prins Christians Regiment torsdag den 12. i denne måned over grøften og en ung tjørnehæk gennem min have og ud på den anden side, og i en mindre have på den anden side af bygningerne udrev de nogle stænger som stod til hegn og gik såvel over her som gennem den levende hæk på den anden side mod gården. Om der end ikke i sådanne tilælde sker nogen skade så er det dog alligevel nok at skade kan ske. Ung tjørnebeplantning trænger til omhyggelig fredning før den rigtig kommer i vækst og hvor let er den ikke nedtrådt.

Vist mange ønsker derfor med mig at et almindelig lovbud måtte blive udstedt mod sådan egenrådighed hos de herrer officerer og underofficerer hvem skylden ene må tillægges, såsom det er velkendt at soldaten kun handler efter ordre. Uden et sådant offentligt lovbud vil også mange grundejere som tit tilfældet er være i tvivl om sådan gennemmarch er tilladelig eller ikke, og derfor af slendrian uden indsigelse lader det ske som dog efter en()gere retsprincipper ikke kan gives anden benævnelse end vold. Og - hvad der er det værste - vold af den art at det kun lidt ville nytte om man her ville gøre brug af sin husret. Høje ansvarlige anbefales derfor sagen i henseende til udstedelsen af et sådant offentligt lovbud hvis nødvendighed jeg håber at have gjort indlysende.

Sindshvile i Falkoner Alle, den 16. november 1835
G. C. Fohrmann. 

(Politivennen nr. 1038, Løverdagen den 21de November 1835, s. 767-769).

"Den ene som påtog sig at føre ordet, råbte: Hvad, hvad! Vi må ikke komme her? Jo vi kommer just her og skal videre frem efter kommando!" (Landstedet Rolighed år 2015. Gården ligger bag. Eget foto.)

Redacteurens Anmærkning

De omtalte artikler stod i Politivennen nr. 21. februar 1835. En anden artikel af landmand Koch, se nr. 1043, 26. december 1835. Rolighed ligger stadig på Rolighedsvej, Frederiksberg.