Historien lærer at der til alle tider har været mennesker der dels af sværmeri, dels i andre hensigter har adskilt sig fra den herskende kirke. Også i nutiden som dog glæder sig ved en større grad af oplysning, er langt fra at være fri for separatistiske konventikler. På mange steder i Jylland og Fyn såvel som på Sjælland findes der folk som har afsondret sig fra den offentlige gudstjeneste og stiftet hemmelige forsamlinger hvori bønder, fiskere og skræddere giver sig af med at forklare bibelen og med at prædike. Så uskyldigt end sådant synes, kan det dog have højst sørgelige følger. For får sådanne mennesker det i hovedet at gudstjeneste bedre og mere bekvemt kan holdes i deres egen stue, og at en fiskers eller skrædders snak kan opbygge mere end præstens tale, så behandler de snart den offentlige gudstjeneste med koldsindighed og foragt og satte omsider mistanke til læren selv. Men løsnes først et bånd som binder dem til staten, vil attrå efter at løsne flere vist nok snart opstå. Allerede giver disse personer sig navn af "troende" og "opvakte", mens de kalder andre som ikke er af deres parti, vantroende eller folk af den nymodens tro hvilke de af alle kræfter søger at omvende.
Ser man hen til den iver hvormed nogle af de mest ivrige separatister søger at gøre proselytter eller forøge deres parti, skulle man let falde på at tro at de blev styret af en skjult hånd der brugte dem til visse hensigters opnåelse. Således lader en bonde ved navn Peter Larsen fra Skræppenborg og en ditto Anders Larsen fra Gamborg i nærheden af Middelfart det ikke være nok med at virke i deres egen kreds, men de rejser omkring i hele Fyn, ja endog i Jylland for at holde forsamlinger og udbrede deres lære. For at have et påskud til sådan omflakken, fører de gerne et kreatur eller en anden varesort med sig som de siger sig at handle med.
Også på Sjælland især i den vestlige og sydvestlige del har dette sektuvæsen slået rødder og endelig vækket øvrighedens opmærksomhed. Blandt de mest ivrige nævner man skolelærer Rasmus Sørensen i Venslev der er bekendt af hans strid med dr. og ridder Bastholm i Slagelse. Denne mand har i flere år holdt gudelige forsamlinger og hans trang dertil har været så stor at han hverken ved biskoppens formaning eller efter at han af kancelliet var beordret tiltalt var at formå til at ophøre med det, før man i retten tog det løfte af ham at holde op med det indtil sagen var endt. Han har ikke indskrænket sig til sit eget sogn, men også holdt forsamlinger i andre sogne og er nu ved Antvorskovs birks ekstraret idømt en mulkt af 100 rigsbankdaler for overtrædelse af forordningen af 13. januar 1741. I samme dom er indbefattet husmand Hans Oested af Vemmelev som er idømt at betale 25 rigsbankdaler, husmand Søren Rasmussen af Ormitsløv og gårdmand Hans Andersen hver 20 rigsbankdaler, samt enken Ane Jensdatter af Foerløv, 10 rigsbankdaler sølv. Men de har samtlige erklæret at ville appellere dommen.
Skønt sådanne forsamlinger er ulovlige, finder de dog medhold og opmuntring i den Nordiske Kirke-Tidende som glæder sig hver gang den får kundskab om at sådanne forsamlinger er begyndt på et eller andet sted eller når med dens egne ord end livsrøre er begyndt blandt folket. Den opmuntrer til udholdenhed og trøster med at det større parti omsider vil gå af med sejren. De præster som efter ed og pligt har overholdt forordningen af 13. januar 1741 og angivet overtræderne for den civile øvrighed nemlig pastor Koch i Wedder, i Ribe stift, pastor Sørensen i Sinding i Århus stift, pastor Jørgensen i Hjarup ved Kolding, pastor Olsen i Holtum ved Vejle, pastor Dalhoff i Nykøbing på Morsø og pastor Duus i Vemmeløv på Sjælland - mænd hvoraf de fleste har givet prøve på kundskaber i flere videnskabsfag - erklæres for åndelig udygtige og tillægges åndelig afmagt.
"Vist nok" siges deri "kan mange åndelige rørelser både for det enkelte menneske og i mindre og større kredse være skæv, ja meget værre end dette. Men er det en virkelig åndelig livsrøre og ikke en kødelig beregnet beregnet bevægelse, da lader den sig ingenlunde slå ned med udvortes våben. For enhver mand er dog sagtens stærkere end kød og blod. Men ved enhver udvortes hindring bryder den stærkere på, og den ild som først er tændt, blusser stærkere jo mere man udefra pirrer ved og stænger for den - og fremdeles "at åndelige rørelser skal mødes og afvæbnes alene med åndelige våben, hvis de skal bekæmpes og besejres og at enhver som møder dem med verdslige våben, bekender på engang både sin afmagt og sin dumhed."
Dog ved sådanne henkastede ytringer vil vist nok hverken disse mænd eller nogen gejstlig der stræber at opfylde sit kalds pligter, lade sig afholde fra efter yderste evne og i forbindelse med den civile øvrighed at gøre ende på et uvæsen der kan udarte til fanatisme eller ende med vanvid. Hvilket er mere end tænkeligt når aldeles uvidende mennesker bilder sig ind at være inspireret af den hellige ånd. Således har nogle af de opvakte erklæret at de når ånden kom over dem, kunne prædike og forklare skriften lige så godt som præsten. Ja en bonde i Vemmeløv sogn som med megen iver søgte at gøre proselytter, sagde til en kone der ikke ville bide på krogen, men erklærede at være fornøjet med sin præst: "Nej, du skulle høre præsten i S., det er en anderledes mand, han er ikke født til verden som andre mennesker, han er en af de hellige som står for Guds trone og er sendt herned for at prædike det rene og sande Guds ord." Er dette langt fra vanvid?
(Politivennen nr. 1141, Løverdagen, den 11de November 1837. Side 699-704)
Ugebladet Nordisk Kirke-Tidende udkom fra 8. januar 1833 til 21. februar 1841. Herefter skiftede det navn indtil 13. februar 1842 navn til Dannebroge. Redaktør og udgiver var præsten J.C. Lindberg. Derudover bidrog også Grundtvig. Bladet agiterede for sognebåndsløsning og imod ændringer i de gamle kirkeritualer.
Foruden linkene til internettet er vækkelsesbevægelserne grundigt beskrevet i "Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. århundrede" bind 1-7. 1960-1977, hvorfra nedenstående stammer:
På Sjælland begyndte den gudelige vækkelse i landsbyen Venslev ved Skælskør i 1829. Bevægelsen sluttede i 1850. Den rettede sig bl.a. mod de såkaldte "rationalistiske præster". Hensigten med at trække dem i retten efter konventikelplakaten af 13. januar 1741 var at knytte dem til statskirken, mere end at undertrykke forsamlingerne.
Hans Bastholm (1774-1856) var sognepræst i Sct. Peders kirke i Slagelse 1802-1846 og udtalt rationalist. Han mente at almuen skulle lære af det dannede borgerskab og folk som kunne give "videnskabelige" grunde for deres anskuelser.
Skolelærer Søren Rasmussen helligede sig fra 1840 politisk og folkeoplysende arbejde, bl.a. i landboforeninger. I sine pjecer brugte han et voldsomt sprog mod Bastholm som anlagde injuriesag. Søren Rasmussen tabte.
Se også Kjøbenhavnsposten nr. 80, 5. april 1831, side 265-267.
Ser man hen til den iver hvormed nogle af de mest ivrige separatister søger at gøre proselytter eller forøge deres parti, skulle man let falde på at tro at de blev styret af en skjult hånd der brugte dem til visse hensigters opnåelse. Således lader en bonde ved navn Peter Larsen fra Skræppenborg og en ditto Anders Larsen fra Gamborg i nærheden af Middelfart det ikke være nok med at virke i deres egen kreds, men de rejser omkring i hele Fyn, ja endog i Jylland for at holde forsamlinger og udbrede deres lære. For at have et påskud til sådan omflakken, fører de gerne et kreatur eller en anden varesort med sig som de siger sig at handle med.
Også på Sjælland især i den vestlige og sydvestlige del har dette sektuvæsen slået rødder og endelig vækket øvrighedens opmærksomhed. Blandt de mest ivrige nævner man skolelærer Rasmus Sørensen i Venslev der er bekendt af hans strid med dr. og ridder Bastholm i Slagelse. Denne mand har i flere år holdt gudelige forsamlinger og hans trang dertil har været så stor at han hverken ved biskoppens formaning eller efter at han af kancelliet var beordret tiltalt var at formå til at ophøre med det, før man i retten tog det løfte af ham at holde op med det indtil sagen var endt. Han har ikke indskrænket sig til sit eget sogn, men også holdt forsamlinger i andre sogne og er nu ved Antvorskovs birks ekstraret idømt en mulkt af 100 rigsbankdaler for overtrædelse af forordningen af 13. januar 1741. I samme dom er indbefattet husmand Hans Oested af Vemmelev som er idømt at betale 25 rigsbankdaler, husmand Søren Rasmussen af Ormitsløv og gårdmand Hans Andersen hver 20 rigsbankdaler, samt enken Ane Jensdatter af Foerløv, 10 rigsbankdaler sølv. Men de har samtlige erklæret at ville appellere dommen.
Skønt sådanne forsamlinger er ulovlige, finder de dog medhold og opmuntring i den Nordiske Kirke-Tidende som glæder sig hver gang den får kundskab om at sådanne forsamlinger er begyndt på et eller andet sted eller når med dens egne ord end livsrøre er begyndt blandt folket. Den opmuntrer til udholdenhed og trøster med at det større parti omsider vil gå af med sejren. De præster som efter ed og pligt har overholdt forordningen af 13. januar 1741 og angivet overtræderne for den civile øvrighed nemlig pastor Koch i Wedder, i Ribe stift, pastor Sørensen i Sinding i Århus stift, pastor Jørgensen i Hjarup ved Kolding, pastor Olsen i Holtum ved Vejle, pastor Dalhoff i Nykøbing på Morsø og pastor Duus i Vemmeløv på Sjælland - mænd hvoraf de fleste har givet prøve på kundskaber i flere videnskabsfag - erklæres for åndelig udygtige og tillægges åndelig afmagt.
"Vist nok" siges deri "kan mange åndelige rørelser både for det enkelte menneske og i mindre og større kredse være skæv, ja meget værre end dette. Men er det en virkelig åndelig livsrøre og ikke en kødelig beregnet beregnet bevægelse, da lader den sig ingenlunde slå ned med udvortes våben. For enhver mand er dog sagtens stærkere end kød og blod. Men ved enhver udvortes hindring bryder den stærkere på, og den ild som først er tændt, blusser stærkere jo mere man udefra pirrer ved og stænger for den - og fremdeles "at åndelige rørelser skal mødes og afvæbnes alene med åndelige våben, hvis de skal bekæmpes og besejres og at enhver som møder dem med verdslige våben, bekender på engang både sin afmagt og sin dumhed."
Dog ved sådanne henkastede ytringer vil vist nok hverken disse mænd eller nogen gejstlig der stræber at opfylde sit kalds pligter, lade sig afholde fra efter yderste evne og i forbindelse med den civile øvrighed at gøre ende på et uvæsen der kan udarte til fanatisme eller ende med vanvid. Hvilket er mere end tænkeligt når aldeles uvidende mennesker bilder sig ind at være inspireret af den hellige ånd. Således har nogle af de opvakte erklæret at de når ånden kom over dem, kunne prædike og forklare skriften lige så godt som præsten. Ja en bonde i Vemmeløv sogn som med megen iver søgte at gøre proselytter, sagde til en kone der ikke ville bide på krogen, men erklærede at være fornøjet med sin præst: "Nej, du skulle høre præsten i S., det er en anderledes mand, han er ikke født til verden som andre mennesker, han er en af de hellige som står for Guds trone og er sendt herned for at prædike det rene og sande Guds ord." Er dette langt fra vanvid?
(Politivennen nr. 1141, Løverdagen, den 11de November 1837. Side 699-704)
Redacteurens Anmærkning
Artiklen fulgtes op af "Mere om separatistiske Forsamlinger" som citerer en artikel fra Dresden fra 14. november. Politivennen nr. 1144, lørdag den 2. december 1837, side 754-756.Ugebladet Nordisk Kirke-Tidende udkom fra 8. januar 1833 til 21. februar 1841. Herefter skiftede det navn indtil 13. februar 1842 navn til Dannebroge. Redaktør og udgiver var præsten J.C. Lindberg. Derudover bidrog også Grundtvig. Bladet agiterede for sognebåndsløsning og imod ændringer i de gamle kirkeritualer.
Foruden linkene til internettet er vækkelsesbevægelserne grundigt beskrevet i "Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. århundrede" bind 1-7. 1960-1977, hvorfra nedenstående stammer:
På Sjælland begyndte den gudelige vækkelse i landsbyen Venslev ved Skælskør i 1829. Bevægelsen sluttede i 1850. Den rettede sig bl.a. mod de såkaldte "rationalistiske præster". Hensigten med at trække dem i retten efter konventikelplakaten af 13. januar 1741 var at knytte dem til statskirken, mere end at undertrykke forsamlingerne.
Hans Bastholm (1774-1856) var sognepræst i Sct. Peders kirke i Slagelse 1802-1846 og udtalt rationalist. Han mente at almuen skulle lære af det dannede borgerskab og folk som kunne give "videnskabelige" grunde for deres anskuelser.
Skolelærer Søren Rasmussen helligede sig fra 1840 politisk og folkeoplysende arbejde, bl.a. i landboforeninger. I sine pjecer brugte han et voldsomt sprog mod Bastholm som anlagde injuriesag. Søren Rasmussen tabte.
Se også Kjøbenhavnsposten nr. 80, 5. april 1831, side 265-267.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar