Johan Gottfred Matthison-Hansen (1832-1909). (Efterskrift til Politivennen)

Johan Gottfred Matthison-Hansen (Johann, Gotfred) (1832-1909) var søn af organisten og komponisten Hans Matthison-Hansen. Han debuterede som organist i Malmø 1856. 1859 blev han organist ved Frederiks Tyske Kirke i København, fra 1871 ved Sankt Johannes Kirke. Han gav i årene 1874-77 over 100 Koncerter i Danmarks købstæder, optrådte 1877 i Hannover, 1878 i Leipzig og 1884 i Weimar. 1881-1909 ved Trinitatis Kirke. Han var en af sin tids betydeligste organister og orgelkomponister. I 1863 fik han Det anckerske Legat og drog på studierejse til Tyskland. Ved hjemkomsten var han sammen med Grieg, Rikard Nordraak og Emil Horneman med til at stifte koncertforeningen Euterpe.

Ved konservatoriets stiftelse 1867 blev han lærer i orgelspil, senere også i klaverspil. Blandt sine elever talte han Johan Bartholdy, Jørgen Ditleff Bondesen, Asger Hamerik, Gustav Helsted, Johan Adam Krygell, P.E. Lange-Müller, Otto Malling og Frederik Rung. I 1891 blev han professor og fra 1900 blev han medlem af bestyrelsen. I en lang årrække afholdt han årligt 3-4 eftermiddagskoncerter i Trinitatis Kirke, hvor han fremførte værker af den klassiske og moderne orgellitteratur. Desuden gav han i årene 1874-1877 ca. 100 koncerter rundt om i danske byer. I 1898 udnævntes han til Ridder af Dannebrog.

En stor del af hans musik er for klaver eller orgel, men han skrev dog også kammer- og orkestermusik og sange.

I forbindelse med Grundtvigs død 2. september 1872 var Matthison-Hansen involveret i en affære. En læge J. H. Matthiessen havde anmodet om at få komponeret musik til en tekst til en march som han havde skrevet. (Den var trykt i Dansk Kirketidende 1872, s. 585-588). Matthiessen der var amatørdigter, påduttede således Matthison-Hansen sit værk. Matthison-Hansen (der dengang boede i Slotsgade på Nørrebro) fik verset forelagt. Efter at have læst digtet, meddelte han først at han havde opgivet at sætte musik til de stive og stridige rytmer i digtet. Men ombestemte sig uden at ane hvem der skulle synge det (i Køge eller kirken?). Oven i det kom der det problem at Matthison-Hansen havde ønsket at overtage hele orgelspillet, men det ville Peter Andreas Fenger (1797-1879) som var sognepræst ved Vor Frelsers Kirke og Grundtvigs ældste dalevende præsteven, ikke vide noget af, han ville ikke afsætte organiset J. A. Gether (1826-1913). Desuden mente han at der ikke kunne blive tid til Matthiessens sørgemarch. Matthison-Hansen talte så med Gether som ikke spændte ben for at han kunne komme og spille sørgemarchen. Men Fenger ville ikke vide noget af det. Den 9. september meddelte Matthison-Hansen at han opgav det hele: Matthiessen havde udsat marschen da det firestemmige mandskor skulle ledsages af en Kragelund-basun. Men også Fenger blev rasende. Men det hele endte dog med at Grundtvigs kiste blev båret ud af kirken til den Matthiessensk-Matthison-Hansenske sørgemarch. I 1873 komponerede han en melodi til Grundtvigs "Sov sødt, barnlille".  

Budtz Müller: Gottfred Matthison-Hansen. (1832-1909). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Professor Gottfred Matthison-Hansen.

Et 50-Aars Jubilæum.

Der er i Dag forløbet et halvt Aarhundrede, siden den da 27-aarige Johan Gottfred Matthison-Hansen modtog Ansættelse som Organist ved Frederiks tyske Kirke paa Kristianshavn.

Som ældste Søn af den fremragende Orgelspiller og Komponist Hans Matthison-Hansen var han saa at sige prædestineret til musikalsk Virksombed og blev da ogsaa som Barn undervist i Orgelspil af Organist Barth og af sin Fader, Domorganisten i Roskilde. Han tog imidlertid Studenterexamen og begyndte paa Juraen, men snart vandt de kunstneriske Tilbøjeligheder Overhaand, og han kastede sig for Alvor over Musiken.

Som Orgelspiller debuterede Gottfred M.-H. i Aaret 1856 i Malmø og har siden da udfoldet en ganske overordentlig stor og ærefuld Virksomhed som Koncertgiver paa dette Instrument. Ikke blot herhjemme, men ogsaa i Udlandet er hans Navn højt anset som en af de betydeligste Orgelvirtuoser, og hans Kompositioner - af hvilke en Mængde er udkommet i Tyskland - udmærker sig ved dets vægtige musikalske Indhold ikke mindre end ved deres noble og smukke Form.

I Trinitatis Kirke, til hvilken Professor Gottfred Matthison-Hansen har været knyttet siden 1881, har Kunstneren i en længere Aarrække afholdt højst interessante Orgel foredrag med Fremførelse af ældre og nyere Værker, Foredrag. som vandt ualmindelig Tilslutning og Paaskønnelse. Ved det Kgl. Musikkonservatorium er Professoren en lige saa udmærket som afholdt Lærer i Orgel- og Klaverspil.

Med uskrømtet Hjærtelighed vil man da i Dag fra utallige Sider sende den gamle ypperlige Kunstner og den sjældent noble og elskværdige Mand Lykønskninger til Jubilæet i taknemmelig Beundring for hans betydelige og udmærkede kunstneriske Livsgerning.

G. K. H.

(Dannebrog 1. februar 1909)

Christian Rasmus Neuhaus (1833-1907): Helga Maria Matthison-Hansen (1841-1919). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

G. Matthison-Hansen

- - -

Omkring Navnet Matthison-Hansen staar der Glans i den danske Musiks Historie. Den Flensborg Skippersøn, Hans Matthison-Hansen, der som 25-aarig fik Landets bedstlønnede Organistembede, ved Domkirken i Roskilde, blev Stamfader til en Kunstnerslægt, til en Slægt af Musikere, indenfor hvilke den ældstefødte Søn Gottfred Matthison-Hansen var den, der naaede længst ind paa sin berømte Faders Berømmelse.

Johan Gottfred Matthison-Hansen blev født den 1. November 1832 og skal have vist musikalske Anlæg saa tidligt, at han kunde synge Melodier længe før han kunde tale. Af Faderen fik han, som naturligt var, sin første Undervisning i Klaverspil, men fra sit 10. til sit 13. Aar fortsattes Undervisningen, der nu ogsaa kom til at omfatte Musikteori, hos den kendte Organist og Teoretiker W. Barth. Imidlertid viste Gottfred Matthison-Hansen ogsaa Kærlighed til Bogen, og han blev Student i sit 18. Aar og valgte Juraen som Studium. Men efter nogle Aars Tilværelse som Regensianer blev Bøgerne lagt til Side (1855) og Musikken hans eneste Kærlighed; og saaledes perfektionerede han sig i Orgelspil, at han allerede Aaret efter med Held optraadte ved en Koncert i Malmø. Den 1. Februar 1859 ansattes han som Organist ved "Frederiks tyske Kirke" i København, hvorfra han 1871 forflyttedes til Johanneskirken og fra denne igen 1881 som Prof. A. P. Berggreen’s Efterfølger til Trinitatis Kirke.

I Aarene 1862—63 berejste han paa det Ancker’ske Legat Tyskland og optraadte da ved flere Koncerter som Orgelvirtuos. Hjemkommen fra denne Rejse blev han Medstifter af "Euterpe" (se Side 147), og 1867 indtraadte han som Lærer ved Københavns Musikkonservatorium, først i Orgelspil, senere (1884) ogsaa i Klaverspil, og ved denne Anstalt faldt indtil 1905 en betydelig Del af hans Virksomhed, ikke mindst i de sidste fem Aar, da han efter August Windings Død blev Konservatoriets Meddirektør.

Som en Adspredelse i sit Livs lange Arbejdsdag foretog G. Matthison-Hansen flere Rejser, der gjorde ham kendt og æret i Udlandet. Saaledes gæstede han som spillende 1877 Hannover ved "Allgemeiner deutscher Musikverein"s Musikfest, 1878 Leipzig til en Koncert i Thomas-Kirken og 1884 Weimar, hvor Fr. Liszt, med hvem han sluttede personligt Venskab, var blandt hans Tilhørere. Og i Danmark besøgte han 1874—77 forskellige Byer og afholdt omved 100 Koncerter.

G. Matthison-Hansen.

"Orgelmesteren" blev han kaldt blandt de danske Orgelspillere. Han var ikke blot Virtuos, en fuldkommen Teknikker og fantasifuld Kolorist, men han var ved sit Instrument en højtkultiveret Kunstner, der med fintmærkende Sans og Smag forenede ægte Begejstring og stor Aandfuldhed. — Sin Autoritet som Kunstner og Orglets Mester styrkede han grundigt ved de Eftermiddagskoncerter — 3 á 4 aarligt — han fra 1883 i ca. 20 Aar gennemførte i Trinitatis Kirke, og ved hvilke en Mængde ny Orgellitteratur lød for første Gang i Danmark. Ogsaa en Del af hans egne Kompositioner fik deres Førsteopførelse her, og som Komponist er hans Navn knyttet til følgende Værker *):

[Her listen]

Af disse Værker vil navnlig Orgelkompositionerne bevares gennem Aarene, thi Orgelkompositionerne er dem, der i stærkeste Grad er Udtryk for det oprindelige hos den hedenfarne Mester; dog er ogsaa Cello-Sonaten (Op. 16), Klavertrioen (Op. 5) o. a. interessante Mindesmærker om en Kunstner, der i en Tid, hvor Gades og Hartmanns Aand "svævede over Vandene", holdt sig fri af Paavirkning fra den Side. Idealerne fra Ungdommen, Wagner og Liszt, svigtede han aldrig, det kendes paa hans Værker, og hans Interesse for det moderne i Tiden og Ungdommens musikalske Radikalisme svækkedes ikke. —

Efter Niels W. Gades Død udnævntes G. Matthison-Hansen til Professor (den 21. Januar 1891 samtidig med Barnekow). Ridderkorset blev ham tildelt den 8. April 1898, og Dannebrogsmændenes Kors kom til at smykke hans Bryst paa 50 Aars Dagen som Organist — og ikke ved Indvielsen af det kgl. Musikkonservatoriums nye Bygning, da et Blad ved en Fejltagelse nævnte Matthison-Hansens Dekoration blandt dem, der uddeltes i den Anledning. — G. Matthison-Hansen, der nød Ry som vor første Orgellærer (han var ogsaa paa det Omraade for at bruge et af hans egne Yndlingsudtryk saa »knusende dygtig«), talte blandt sine mange, mange Orgelelever bl. a. Bartholdy, J. D. Bondesen, Ove Christensen, Geisler, Grieg, Asger Hamerik, G. Helsted, Adam Krygell, Lange-Müller, Otto Malling, Fr. Rung o. m. m. a.

I al sin Færd som Menneske var G. Matthison-Hansen en helstøbt Personlighed, "en Aristokrat som Musiker og Menneske". Paa en Maade kom han til at staa ret ensom i vort Musikliv, men ikke uden Venner, der ærede ham som den rigtbegavede Kunstner og højsindede Mand, og ude i Verden er hans Navn et af de faa danske Musikernavne, der virkelig har fæstnet sig i Musikverdenens Bevidsthed.

*) Fortegnelsen er velvilligt tilstillet Forf. af Fru Professorinde Helga Matthison-Hansen, f. Müller.

(Gerhardt Lynge: Danske Komponister i det tyvende Aarhundredes Begyndelse. 2. udgave 1917. Uddrag).

Matthison-Hansens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Om Kirkevæsen. (Efterskrift til Politivennen)

Om Kirkevæsen. Der er sikkerligen i vore Dage, da Secter og Sværmerpartier træde op imod vor Folkekirke, medens det catholske Kirkenæsen i vor Hovedstad ikke forholder sig uvirksomt; der er sikkerligen, hvis man ikke vil lade Kirkens Medlemmer splittes ad, al god Grund til og Opfordring for vor Hovedstads Kirker til endnu mere at varetage Menighedens Tarv og Bedste, end skeet er, saa at Menigheden, naar Kirken siges for der at oplives og opløftes, ogsaa i Sandhed kan finde, hvad den søger. Hvad der i saa Henseende er gjort fra Kirkens Side ved den saakaldte Aftengudstjeneste, der dog kun saa sparsomt er indskrænket til een eneste Kirke i vor Hovedstad, maa man - hvor fattigt og ringe end dette Resultat er - ikke undlade at rose. Men hvormange Mangler staae ikke endnu tilbage? Hvormange Feil eg Misbrug burde ikke rettes og afskaffes? At Psalmesangen i vore Kirker just ikke udmærker sig ved dens Fynd og Kraft, er en Erfaring, som vist alle Kirkegjængere ville stadfæste; med Undtagelse af enkelte Kirker, som Slots-, Vartou- og Frue-Kirke, kan man gjerne paastaae, at Orgelet og Chordrengenes Sang i den Grad dominere, at man i Sandhed skulde troe, at Organisten eller hans Vicarius holdt privat Øvelse med sit Chor af Drenge; thi hvor skulde man kunne føle sig opbygget, naar Orgeltonerne i den Grad dæmpe den menneskelige Stemme, at man ikke er mægtig at høre sin egen endsige Menighedens Psalmesang, og er det dog ikke den, der ligesaafuldt skal, ja stundom sandere og fyldigere end Prædikenen kan vække og opløfte? Orgelet indtager i vor Gudstjeneste meer og meer en aldeles falsk Plads; istedetfor at tjene Sangen, hersker det over den, istedetfor blidt og fiint at lede og lyde den menneskelige Sangstemme, tordner og buldrer det som en altknusende Tyran, der ikke vil lade en eneste Lyd høre ved Siden af sin Røst; med herskesyg Vælde undertrykker den dem, der tvertimod skulde og burde opløftes. 

Naar man behøver et Beviis for Sandheden af denne Menighedssangens opløftende Natur, - thi de ærede Organister eller Organistassistenter synes atter og atter at fordre et saadant, - da umage man sig blot at besøge den catholske Kirke eller den heri Staden nysstiftede Sects Forsamlingssal, - man bliver uvilkaarligen greben af hiin Sangs Harmoni og Ro. 

For i den modsatte Retning at anføre et Exempel paa den Taktløshed, hvormed Psalmemelodierne spilles, kan anføres det Psalmespil - om det ellers kan betitles saalunde - som Trinitatis Kirke til Aftensang i Søndags den 7de December udmærkede sig ved. Af de 4 Psalmer, som spilledes, var det aldeles umuligt at følge en eneste, hvilket ogsaa viste sig deri, at der overhovedet slet ingen Psalmesang fandt Sted; med en vis utrolig Hurtighed, med en vis ubegribelig Virtuositet af Smagløshed fulgte den ene Accord i et Nu efter den anden, medens et buldrende Forte overdøvede de svage Forsøg, der gjordes paa at følge Melodien.

Hvad gavner vel Orgel, naar sligt et Spil, der har sin Mage i flere andre, som Garnisons-, Helliggeistes- og Holmens-Kirke, kan finde Sted? Jeg er overbeviist om, at Menigheden langt hellere ønskede den blotte Chorsang, i hvilken da Menighedens kunde blande sig, end den nuværende; det er saaledes rigtignok foranderligt at en Post lønnes, som man helst ønskede borte; men skulle vi beholde, hvad vi have, var det da ikke paa Tide nu og netop nu, da vor Gudstjeneste overhovedet ei taaler megen Criticeren , at vi paamindende og foreholdende forbedrede, hvad der var forslidt, at vi rettede, hvor der var Feil, erstattede, hvor der var Mangler?

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. december 1851, 2. udgave).

Der er i dag fire orgler i Trinitatis Kirke. Fotoet viser hovedorglet som stammer fra L. D. Kastens (1733). Foto Erik Nicolaisen Høy. 

Til Underretning for Trinitatis Menighed. (Efterskrift til Politivennen)

Den 30te Mai dette Aar anmodede jeg Hr. Klokker og Dbmd. Petersen om at indskrive et Barn til Daab, i hvilken Anledning jeg tilstillede Hr. Dr. og Sognepræst Rothe 3 Rbd. og Hr. Klokkeren 2 Rbd., som Betaling for deres Uleilighed med denne Forretning. Ved mit Bud, som havde overbragt Betalingen etc. behagede Hr. Klokkeren at lade mig vide, at Graverne ogsaa skulle betales. Dette havde jeg jo rigtignok ogsaa ved tidligere Leiligheder gjort, men da jeg ikke indsaae, hvad en Graver har at bestille ved Daaeben, troede jeg dennegang at kunne spare denne Udgift. Jeg skrev derfor til Hr. Klokkeren, og anmodede ham venskabeligst om, at oplyse mig om det ved Anordningerne var befalet, at Graverne skulle betales ved saadan Leilighed, samt om hvormeget enhver i saa Fald tilkom. Mit Bud bragt mig mit Brev tilbage med den mundtlige Besked fra Hr. Klokkeren, at han bestandigt var kommet godt ud af det med mig, og at han ikke vilde sige Graverne Grovheder. Efter dette Svar antog jeg at Betalingen til Graverne var frivillig, og altsaa Alt ordnet med Hensyn til Kirkebetjentenes Betaling, og dette havde jeg saa meget mere Grund til at antage, som Klokkerens Pige kort efter indfandt sig hos mig, for at anmode mig om, da flere Børn skulde døbes Kl. 12, at lade mit Barn være i Kirken Kl. 11½ i Stedet for Kl. 10, som var den forhen fastsatte Tid.

Til den bestemte Tid indfandt min Kone sig med Barnet, ledsaget af Jordemoderen, og blev af en Kirkebetjent indlukket i en Stol. Kort derpaa henvendte Hr. Pastor og Katechet Øllgaard sig til hende med det Spørgsmaal, om ikke Barnets Fader var nærværende, hvortil blev svaret, at han havde været syg hele Vinteren, og endnu ikke befandt sig saa vel, at han kunde over være Handlingen. Hr. Pastoren gjorde derpaa min Kone opmærksom paa, at han ikke kunde døbe Barnet, da Kirkens Betjente ikke vare betalte. Min Kone svarede ham derpaa, at Betaling var tilstillet saavel Præsten som Klokkeren, hvorpaa Hr Pastoren atter gjensvarede, at førend Graverne vare betalte, kunde han ikke døbe Barnet, og da min Kone gjorde Hr. Pastoren opmærksom paa, at hun ingen Penge havde hos sig, men at Betaling skulde blive Graverne tilstillet, fik hun atter til Svar: disse maae først betales, før døber jeg ikke Barnet, hvorpaa han forføiede sig bort. Til alt held havde Jordemoderen 1/3 Sp. og 3 Sølv 12 Sk. hos sig, som bleve givne den ventende Graver,og da han saaledes var tilfredsstillet blev Daaeben paa sædvanlig Maade fuldført. Havde Jordemoderen ikke heldigviis havt disse Penge hos sig, havde en Familifader, der tidligere har ladet døbe 8 Børn i denne Kirke, og derfor betalt til Præsten og Kirkens Betjente henved 100 Rbd. lidt den Krænkelse, at see sin Kone og sit Barn viist ud af Kirken. Jeg veed ikke hvo der er den egentlige Ophavsmand til denne Behandlling, som er mødt min Kone, men ligesom jeg ikke kun tror, at en Katechets Tjeneste ved Kirken er af en saa underordnet Natur, at Hr. Pastor Øllgaard skulde være nødtvungen til at lade sig bruge som Værktøi af sin Foresatte, til at krænke en Familie, der troer stedse at have handlet saaledes, at man mindst fra den geistlige Side skulde kunne vente en saadan Fremgangsmaade paa et Sted og ved en Handling, hvor en Moder vist sjelden møder uden med Følelser og Tanker, der ikke egne sig til at blive krænkede paa en saa uopdragen Maade, saaledes kan jeg heller ikke antage, at en Mand, som Hr. Dr. og Pastor Rothe, skulde være saa lidet anseet af sine Undergivne, at disse uden videre Forespørgsel skulde turde fordriste sig til, at behandle hans Sognefolk paa en maade, der ikke just egner til tilat gjøre ham eller dem agtet og elsket af Menigheden. Det vilde være høist ønskeligt, at den Autoritet, hvorunder Kirkens Betjente hører, vilde betyde dem, at de ikke oftere brugte en Fremgangsmaade, der er saa upassende for den Stand og Stilling, de beklæde i Samfundet, ligesom det vilde være ønskeligt om det passerede maatte give Anledning til, at en bestemt Betaling blev fastsat for enhver Forretning, hvortil man bruger Præst og Kirkens Betjente; thi at Provster og Præster efter eget Skjønnende skulle kunne bestemme eller blive enige om, hvorledes deres >rbeidee skal betales, er en Maade at fastsætte Betaling paa, der i og for sig er høist mislig, ligesom man kan befrygte, som ovenstaaende Exempel viser, at den vil føre til at de betjente sig af Uartigheder til at indrive den af dem selv bestemte Betaling.

Skulde denne offentlige Bekjendtgørelse om det krænkende Tilfælde, der er mødt mig, kunne bevirke, at mine Medsognefolk i Fremtiden kunne blive forskaanede for Sligt, da skal det glæde mig. Jeg skal sikkert i Fremtiden, naar jeg ikke er nødtvungen dertil, aldrig oftere henvende mig til Trinitatis Kirke. Slutteligen tillader jeg mig at tilføie, at, om end Nogen skulde fremkomme med et Svar, for at besmykkeden brugte Fremgangsmaade, er dette det Første og det Sidste, man i denne Sag seer fra mig.

C. F. Holmblad.

(Kjøbenhavnsposten den 8. juni 1838)

Skjøndt jeg holder det for Skyldighed og Pligt, ikke videre at indlade mig paa Hr. Farver Holmblads inserat i Nr. 155 af dette Blad, førend høiere Foresatte have erklæret sig, tilskynder dog Ærbødighed for Medborgeres Omdømme mig til foreløbig at bemærke:

At Hr. Holmblads flere Gange gjentagne Paastand, at jeg har negtet at døbe hans Barn, forinden Graverne vare betalte, er usand, saa at jeg først, efterat Daaben var forrettet, blev vidende om, at Mad. Holmblad havde ydet Graverne noget Salarium

At Hr. Holmblads Paastand om uartig Adfærd af mig mod hans Kone er i directe Modsigelse med hendes personlige flere Gange i hans Paahør til min nærmest Foresatte  givne Erklæring om min artige Adfærd mod hende.

Endelig at det vil være indlysende, at jeg ikke har været nogens Værktøi, eftersom jeg først ved min ankomst i Kirken til Daaben erfarede Hr. Holmblads Vægring, at affinde sig med Graverne.

W. Øllgaard. 

(Kjøbenhavnsposten den 13. juni 1838)

I det af mig i Kjøbenhavnsposten Nr. 155 indførte Stykke betitlet: "Til Underretning for Trinitatis Menighed", erklærede jeg i Slutningen, ikke at vilde besvare hvad Vedkommende vilde blive anført for at besmykke Sagen, idet jeg troede, at man i det Høieste vilde søge at sætte Sagen i et gunstigere Lys, end den ved min Fremstilling var sat i. Den af Hr. Katechet Øllgaard i Kjøbenhavnsposten Nr. 160 indførte Erklæring nøder mig imidlertid til, desuagtet at tage til Gjnemælde, da jeg troer at skylde mig selv, ikke lade et Udsagn, hvori jeg beskyldes for at have nedskrevet en Usandhed, staae ubenegtet. For imidlertid saa meget muligt at forhindre yderligere Skriveri i offentlige Blade, indskrænker jeg mig til at bemærke til Hr. Øllgaards Anførte; at Fremstillingen af Begivenheden i Kirken, da mit Barn blev døbt, er sand, og kan, naar forlanges, beediges af min Kone, og at Herr Pastor Øllgaard har misforstaaet mine Yttringer om den af ham udviste Adfærd, der aldeles ikke have Hensyn til Formen, herunder den skete, men kun til Handlingens egen Character.

Kjøbenhavn den 19de Juni 1838

C. F. Holmblad. 

(Kjøbenhavnsposten den 19. juni 1838)

Affæren udviklede sig til flere retssager, hvis udfald blev kommenteret i Kjøbenhavnsposten 24. februar 1840. I den ene sag, Øllgaard mod Holmblad, billigede retten ikke Øllgaards adfærd, men idømte alligevel Holmblad 50 Rbd. mulkt på grund af manglende juridisk bevis. I den anden sag som pastor Rothe havde anlagt mod Holmblad, blev Holmblad frifundet. 

En styg Uskik i Trinitatis Kirkegang.

Ved at passere ovennævnte gang har anmelderen ofte i den seneste tid set at karle og piger har banket gulvtæpper som var hængt over rækværket i gangen. Selv på helligdage under gudstjenesten har sådan uskik fundet sted. Det var tilfældet skærtorsdag formiddag under højmessen. Da gangen står åben til fri passage, betrædes den af mange som således ikke alene udsættes for at få deres klæder tilstøvet, men vel endog kunne få et rap i hovedet af det spanskrør, som bruges ved bankningen. Man håber at kirkens ærede værge vil søge at hæmme dette uvæsen ved at pålægge graverkarlen der dog jævnligt færdes på kirkegården, at bortvise dem som kommer i den hensigt at banke gulvtæpper, samt tillige at bortjage de mange drenge, som næsten dagligt spiller klink eller foretager andre unoder i gangen

(Politivennen nr. 1376, Løverdagen, den 14de Mai 1842. Side 314-315)

Langt Præludium i Utide.

Organisten i Trinitatis Kirke har den skik at præludere ved kommunionen længe efter at denne er begyndt. Således fredag den 5. oktober da han opvartede med et intetsigende præludium indtil et betydeligt antal kommunikanter allerede havde forlat alteret, i stedet for at han bør lige så snart præsten begynder at uddele brødet, slå an med en af de så skønne til handlingen bestemte salmer, da det er den eneste passende musik og sang mens kommunionen foregår.

(Politivennen nr. 878, lørdag den 27de October 1832, s. 712-713) 

Advarsel til Communicanterne i Trinitatis Kirke.

Søndag den 23. i denne måned kommunicerede jeg og min hustru i Trinitatis Kirke, og efterlod i en stol i den brede gang, da vi gik op til alteret: et par sorte skindhandsker, et rødternet lommetørklæde, en rødternet sypose med forgyldt lås og kæde, hvori der var 4 mark. 5 skilling, et rødternet lommetørklæde og en elfenbens snustobaksdåse, som alt sammen var borte da vi kom ned igen, uden at derom kunne fås nogen oplysning. Jeg offentliggør dette for at andre, i lignende tilfælde, kan vide sig for skade at tage vare.

(Politivennen nr. 826, Løverdagen den 29de October 1831, s. side 750)

Bemærkninger i Trinitatis Kirke.

Trinitatis Kirke er vist nok en af de smukkeste af hovedstadens kirker i henseende til dens indre. Og da dens små mangler let kunne afhjælpes, så tror man at burde gøre dens værger eller foresatte opmærksomme på samme:

1) Kirken kunne skaffes mere lys når de gamle vinduer forsynedes med nyt og bedre glas således som allerede er sket med de 3 øverste fag ud mod Landemærket, hvori rudernes antal i hver kvadrat kun er 20, mens det i de gamle er 30.

2) De gamle gardiner for vinduerne på kirkens søndre side burde afløses af nye, da de ikke formår at skærme for solen, på grund af deres mange huller.

3) Den lysekrone der ligner en ballon og som hænger i koret, burde hænges nederst i kirken hvorimod de 2 glaslysekroner som plejer at hænge der, ved højtidelige lejligheder kunne placeres på begge sider af koret, således at hele alteret kunne ses  af kirkebesøgerne. Nu derimod betager denne lysekrone aldeles skuet af alteret.

4) Siden Frue Kirkes menighed holdt gudstjeneste i denne kirke, blev den såkaldte klokkertavle ombåret såvel til højmesse som til aftensang. Herimod kan intet indvendes, eftersom hver menighed kun holdt en gudstjeneste om søndagen. Nu da Frue menighed har sin egen kirke, indses ikke hvorfor denne tavle endnu ombæres såvel til højmesse som til aftensang, da sådant før Frue Kirkes brand ikke var tilfældet. Mange tavler trætter kirkegængernes velgørenhed, så at de lægger noget i de første, men lader de sidste gå forbi. Herved går det som det plejer, ud over de fattige hvis tavler er de sidste.

5) Endelig kunne man også ønske at alterlysene måtte ligesom i andre af hovedstadens kirker, tændes for tjenestens begyndelse. Nu sker det først når præsten holder bøn fra prædikestolen, og at se en graver sysle med denne forretning som ofte kan medføre en lille klapren eller raslen, kan næppe bidrage til at vække tilhørernes andagt. Den smule voks der ved den attråede forandring ville medgå, kunne vist betales med 1 rigsbankdaler om året. Et offer som selv den mest påholdne klokker ikke ville vægre sig for at yde.

Observatøren.

(Politivennen nr. 725, Løverdagen den 21de November 1829, s. 759-762)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen 767, 11 september 1803 bekendtgjordes at de gamle vinduesruder ud til Landemærket nu var afløst af nye og større.

Nogle Bemærkninger i Anledning af det i Nyeste Morgenpost Nr. 58 for d. A. Indrykkede om "Kirke-Ufred paa en Høitidsdag"

Ganske vist havde hr. Timm der som bekendt er en åndelig taler, tiltrukket en talrig forsamling tilhørere til Trinitatis Kirke på anden juledag til aftensang. Men den uhyre tilhørerskare som skribenten i nyeste Morgenpost omtaler, må vel også for en stor dels vedkommende tilskrives den nysgerrighed og heftige ønske mange havde om at høre den kantate som var bebudet i anledning af julefesten i nævnte kirke, og som efter indsenderens mening rettere burde være afsunget efter end før prædiken. 

Indsenderen af dette indrømmer gerne at kirkebetjentene som i embeds medfør med iagttagelse af den største ro og orden ombærer indsamlingstavlerne, i en så stor trængsel let kan forulempe adskillige af tilhørerne, især dem der står nærmest stolene i kirkegangene. Men skribenten vil sikkert som indsenderen finde at især på sådant sted er det både forargeligt og højst upassende at et eller andet individ af den grund burde tillade sig sådanne udtryk mod disse, såsom: Bort med graveren! Eller "væk med tavlerne! Ligeledes at en sådan adfærd forårsager en langt større tummel og forstyrrelse af andagten, end den som den blotte ombæring af tavlerne frembringer.

"Det er både forargeligt og højst upassende at et eller andet individ af den grund burde tillade sig sådanne udtryk mod disse, såsom: Bort med graveren! Eller "væk med tavlerne!  (Trinitatis Kirke, eget foto, 2015)

For om muligt at se dette tavlebesøg under prædiken bandlyst af kirken foreslår skribenten i nævnte blad at sætte bækkener eller fast blokke ved døren, så de som ynder den stiftelse eller præst der skal have gavn af indtægten, måske endog mere frivilligt deri kunne yde deres bidrag. Så vidt indsenderen har hørt, skal man også engang for få år siden have gjort forsøg med det i en af stadens kirker. Men da hensigten med denne foranstaltning ikke blev opnået, og adskillige offentlige indretninger, der skulle nyde godt af disse bidrag, led et for stort tab ved det, måtte man igen ty til den gamle skik. Til slut bemærkes at da vores forfædre der nok næppe stod tilbage for os i andagt og gudsfrygt, altid uden nogen ophævelse har fundet sig i dette af anmelderen påankede tavlebesøg, så mener indsenderen at den nærværende slægt heller ikke vil misbillige en indretning der har et så gavnligt øjemed til følge, og som vedkommende for de indvendinger og forslag der hidtil er skrevet imod det, ikke heller endnu har fundet fornødent at afskaffe.

(Politivennen nr. 680, Løverdagen den 10de Januar 1829, s. 21-23)

Indsamlingsblokke i Frelser Kirke på Christianshavn. Det er formentlig sådanne faste blokke som skribenten hentyder til skal opsættes i Trinitatis Kirke. Sådanne blokke står også i Holmens Kirke og andre af Københavns kirker.

Redacteurens Anmærkning

Herman Andreas Timm var kateket ved Trinitatis Kirke 1826-1835. Han er før blevet belært i Politivennnen. Kateketerne udførte alskens præstearbejde og benyttede mest derse stilling til at avancere til et bedre lønnet embede. (M. Kirsten Sandholt: Præster i Trinitatis gennem 350 år. 2011).

Der berettes også om forstyrrelser i Helligåndskirken i artiklen "Nogle slemme, andagtsforstyrrende Uordener i Helliggeistes Kirke," Politivennen nr. 798, lørdag den 16. april 1831, s. 264-266, om vandren ud og ind af kirken, ombæren af tavler mm.

Slemt Potpurri ved Trinitatis Kirke og Taarn.

Flere gange har anmelderen gået forbi Trinitatis Kirke og er blevet opmærksom på at de vinkler som pillerne danner såvel ved tårnet som ved kirken, har været besudlet med menneskeekskrementer og urin. Vel vil sådant være vanskeligt at forebygge, når mængden ikke har så megen agtelse for stedet at de ikke finder det upassende at efterlade sig sådant der. Men at det ligger offentligt til skue højt op ad dagen er forargeligt. Man kan derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at kirkens værge eller graver eller hvem det ellers er pålagt at tage sig at sådant, ville have indseende med at graverkarlen hver morgen måtte bortfeje samme. Det ville vist nok være gavnligt for murens vedligeholdelse hvis det endvidere blev pålagt ham et par gange om ugen at rense krogene med en kost for den fosforiske skorpe som sætter sig sammesteds. I modsat fald ødelægges muren.

(Politivennen nr. 677, Løverdagen den 20de December 1828, s. 863-864)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 678. Kirkemuren eksisterer ikke mere.

Nogle Contra Spørgsmaale, i Anledning af et utidigt Spørgsmaal.

Mandag den 8. december 1828 indfandt indsenderen sig efter indbydelse i et sørgehus for at ledsage en gammel bekendt til sit hvilested. Begge klædt i borgerlig-militær uniform. Den ene i borgerlig infanteri og den anden i borgerlig artilleriuniform med flor om venstre arm. Hr. pastor Rothe der var til stede i embedsforretning, behagede da at spørge os hvad der foranledigede os her i borgerlig-militær uniform. Hvilket han fandt upassende til ligbegravelse. Dette spørgsmål forekom os meget påfaldende, da det er almindeligt bekendt at ikke alene militære, men endog andre civile embedsmænd indfinder sig ved begravelser i den for dem reglementerede uniform. Og da vi ikke kunne se at den af hans majestæt kongen for stadens borgervæbning allernådigst befalede uniform skulle være mindre hæderlig for dem der er berettigede til at bære den, så har vi eftersom spørgsmålet fremsattes for en offentlig forsamling, fundet os foranlediget til offentligt at fremsætte følgende spørgsmål hvis besvarelse muligt ville tjene andre til rettesnor ved lignende lejligheder.

1. Eksisterer der noget forbud mod at en mand der er berettiget til at bære en uniform, må indfinde sig i samme ved ligbegravelser eller andre højtideligheder?
2. Er hr. pastoren ved en sådan lejlighed berettiget til at fremkomme med en sådan ytring eller at tiltale nogen på sådan upassende måde?
3. Mener hr. pastoren ikke at hjertet kan slå sig lige så varmt for konge, fædreland og almenvellet samt besjæles af lige så inderlige følelser for venners sorger og glæde under den røde kjole som under den sorte

To individer af

Kjøbenhavns Borgervæbning.

(Politivennen nr. 676, Løverdagen den 13de December 1828, s. 842-843)

Borgerlig Artilleri i fuld uniform. Lahdes kobbertryk.

Redacteurens Anmærkning

Der kan være tale om Valdemar Henrik Rothe (1777-1857) der på daværende tidspunkt var kapellan ved Trinitatis Kirke (1822-1830, senere præst 1830-1857), ifølge M. Kirsten Sandholt: Præster i Trinitatis gennem 350 år (2011). Dansk Biografisk Leksikon skriver at han med nidkærhed tog sig af de kirkelige anliggender, måske lidt for nidkært, ifølge to to ovennævnte herrer.

Anmodning til Vedkommende ved Trinitatis og Frue Menighed.

Da begge ovennævnte menigheder sammen benytter den førstnævnte menigheds kirke, ville det være ret ønskeligt at der ved anmelderen om prædikanterne i avisen tillige blev anført for hvilken menighed der prædikedes. Vel er det sandt at den menighed der har højmesse den ene dag, har aftensang den anden. Men hint forslags iværksættelse, i det mindste når andre end menigheden præster prædikede, ville rimeligvis forhindre at de der havde lejet stole til den ene menigheds gudstjeneste enten af uagtsomhed eller med overlæg benyttede dem når de ikke havde ret til det. Denne uorden ved anmelderen fandt sted sidste skærtorsdag da pastor Hornsyld prædikede i Trinitatis Kirke for denne kirkes egentlige menighed.

(Politivennen nr. 590. Løverdagen den 21de April 1827, s. 235-236).

Redacteurens Anmærkning

Vor Frue Kirkes menighed holdt efter Københavns Bombardement til i Trinitatis Kirke, Dette fremgik af Adresseavisen den 1. oktober 1807:

De som have havt Stole og Stader i Vor Frue Kirke, ville behage at forevise deres Stolebreve for bemeldte Kirkes borgerlige Værge Urtekræmmer Friborg, boende paa store Kiøbmagergade lige over for Runde Kirkemuur, da han er villig at anvise Stole og Stader i Runde Kirke, mod at Vedkommende betaler et halvt Aars Leie fra Michaeli til Paaske 1808, og isamme Forandring lader paategne Brevet. Kiøbenhavn den 29 Septbr. 1807 Friborg.

Pastor Hornsyld er formentlig Sognepræst Jens Hornsyld (1757-1840). På Trinitatis Kirkes hjemmeside er han omtalt således: "Hornsyld havde været sognepræst i Assens, og da han blev pensioneret, kom han til København, hvor han på opfordring prædikede i mange af byens kirker, altid for en meget stor forsamling. Hornsyld var en af Grundtvigs oprigtige venner, og han kom også meget i hjemmet hos Søren Kirkegaards familie, hvilket først og fremmest skyldtes, at de var i slægt med hinanden."

Fra M. Kirsten Sandholt: Præster i Trinitatis gennem 350 år (2011) følgende liste af præster mm. ved Trinitatis Kirke på Politivennens tid:
Sognepræster (biografier i bogen):
Christian Holst 1782-1807
Lorenz Nicolai Fallesen 1808-1824
Nicolai Ensmark Øllgaard 1824-1830
Valdemar Henrik Rothe 1830-1857
Kapellaner:
Jørgen Lomborg Paludan 1791-1822
Valdemar Henrik Rothe 1822-1830
Peter Christian Stenersen Gad 1831-1845
Kateketer:
Carsten Nicolai Meldal 1800-1808
Niels Henrik Gude 1809-1826
Herman Andreas Timm 1826-1835
Wilhelm Øllgaard 1835-1847
Andre
Jørgen Thisted, Fallesens personlige kapellan 1822-1824

Utilgivelig Uorden i Trinitatiskirke paa første Paaskedag.

Det er en skik og dertil en gavnlig skik, at politibetjente ved visse særdeles højtidelige lejligheder har opsigt foran kirkens døre. Men at deres nærværelse også kan være nødvendig udenfor disse lejligheder, vil følgende sandfærdige fortælling tjene som bevis for.

"Næppe havde taleren trådt op på prædikestolen før et usselt menneske (formodentlig et almisselem) særdeles beskænket kom ravende ind i kirkens nordre gang hvor just anmelderen stod" (Trinitatis Kirkes prædikestol. Den nordre gang må være den yderst til venstre. Eget foto, 2015)

Ìndsenderen af dette overværede gudstjenesten påskedag til aftensang for at opbygges ved dr. Mynsters prædiken. Men næppe havde taleren trådt op på prædikestolen før et usselt menneske (formodentlig et almisselem) særdeles beskænket kom ravende ind i kirkens nordre gang hvor just anmelderen stod. Hans krydsen frem og tilbage forstyrrede straks tilhørernes opmærksomhed og andagt, da næsten enhver i denne gang måtte give plads for dette væsen. Men endnu mere blev dette tilfældet da adskillige velklædte personer begyndte at le og drive løjer med den drukne. Denne så oprørende scene i Guds hus blev forstørret ved en vedvarende banken på døren. Enten af folk som med magt ville trænge sig ind, skønt der ingen plads var til overs, eller også af kåde drenge. Hertil kom for at fuldende det hele at kirkens betjente da de gik med tavlerne, talte højt og lydeligt om dagens begivenheder og andre dem magtpåliggende ting.

Det er derfor indsenderen ligeså frimodige som rimelige ønske, et ønske han deler med flere, at der må træffes sådanne foranstaltninger at den kristen der møder andagtsfuld i Herrens hus, ikke ved sådanne højst oprørende optrin skal blive forstyrret i denne sin andagt og ikke med harme forlade det sted hvor han søger trøst og beroligelse.

(Politivennen nr. 535. Løverdagen den 1ste April 1826, s. 213-214)

Den bortblevne Syepose i Trinitatis Kirke.

"Søndag den 24. april er i dåbsstolen i Trinitatis Kirke glemt en fløjlspose med lås og sølvkæde". Således er det averteret i Adresseavisen nr. 95. Skønt finderen er anmodet om at aflevere den i Knabrostræde nr. 107 mod en passende dusør, har dog ingen meldt sig. Posen blev efterladt i dåbsstolen ved opgangen til dåben, og skal i stolen af en af kirkens korpiger være blevet set efter at dåben i det hele var fuldbragt og fadderne var gået bort. Den omstændighed at ejerinden af posen gik sammen med de øvrige faddere samt jordemoderen med barnet, forbi førnævnte dåbsstol og begave sig ud af kirken, forårsagede at dåbsstolen ikke straks blev undersøgt og posen først savnet ved hjemkosten med barnet. - Straks derefter blev der hos kirkebetjentene gjort anmeldelse om det skete tab og eftersøgning skal have fundet sted. Men der blev erklæret at den savnede pose ikke var blevet fundet. På den tid posen blev efterladt i dåbsstolen, befandt der sig i det hele samme sted fadderne til 5 børn, og det kan ikke formodes at nogen af disse faddere skulle være så nedrige at ville have anmasset sig, og uagtet den skete efterlysning beholdt oven nævnte pose. For imidlertid at komme efter hvem oven meldte faddere havde været og hvor de boede, gav graveren kun det ufyldestgørende svar: at faddernes navne ikke kendtes, heller ikke numrene på deres bopæl, men blot gaderne. Det er vist nok påfaldende at man end ikke i guds hus og under udøvelsen af en religiøs handling, kan være sikker på at beholde hvad man ejer samt at der ikke skulle kunne findes ud af hvem fadderne har været og hvor de er at finde.

(Politivennen nr. 488. Løverdagen den 7de Mai 1825, s. 9671-9673)

Hvad der ikke fremgik af Politivennens artikel, fremgik af annoncen i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 25. april 1825, nemlig adressen: Knabrostræde 107, i stuen.

Forsømmelse af en Graver eller Klokker

Tirsdag den 5. lod anmelderens 2 døtre sig tegne til skriftemål og kommunion om fredagen for Frue Menighed i Trinitatis Kirke. De indfandt sig i god tid i kirken. Men da de ville gå op til skriftestolen med de øvrige der var i kirken, blev de stoppet af en graver som sagde at de måtte vente til de blev kaldt op. Dette skete imidlertid slet ikke, og de måtte altså forlade kirken uden at hensigten med deres komme der var opnået. Anmelderen bekendtgør dette for at vedkommende kan få underretning derom og sørge for at sådan forsømmelse eller forglemmelse ikke sker oftere.

J. Nielsen.

(Politivennen nr. 485. Løverdagen den 16de April 1825, s. 9612-9613) 

"Anmelderens 2 døtre havde tegne sig til skriftemål og kommunion om fredagen for Frue Menighed i Trinitatis Kirke." (Alteret i Trinitatis Kirke, 2015. Eget foto).

Ønske i Trinitatis Kirke.

Forleden fredag var anmelderen til gudsbord i Trinitatis Kirke. Under sangen søgte han i sin salmebog efter de salmer som stod på tavlerne, men af melodierne så han at det ikke var dem som blev afsunget, og siden erfarede han at de numre der stod på tavlerne, var fra søndagen før. Han var derfor i forlegenhed, især da graverne ikke, hvilket dog nogen gange skal være tilfældet, ved en lille seddel som sendes rundt til kommunianterne, gjorde ham opmærksom på de salmer der skulle afsynges. Han han derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at hvis vedkommende finder det for besværligt at lade alle tavlerne vise de salmenumre som ved enhver gudstjeneste om fredag eller onsdag skulle afsynes, da i det mindste en tavle anbragt på prædikestolen og en ved uret måtte angive sådant. På disse to steder i Trinitatis Kirke ville tavlerne kunne overses af alle tilstedeværende, som vel kunne vente så megen opmærksomhed af kirkens betjente.

(Politivennen nr. 413. Løverdagen den 29de November 1823, s. 6688-6689)

Slemme Sager ved Trinitatis Kirke

Man ønsker at den uhumskhed som vansirer vinklerne mellem blændingerne på Trinitatis kirkemur ud til Landemærket må blive bortskaffet og foranstaltning truffet til at denne uorden for eftertiden bortfalder. Den er for sædelige mennesker modbydelig at se. Man kunne nævne flere offentlige kunstværker og bygninger der ved gitter eller vagt sikres for at blive gemmested for urenlighed. Langt mere burde dette være tilfældet med ovennævnte sted.

(Politivennen nr. 394. Løverdagen den 19de Julii 1823, s. 6381-6382).

"Man ønsker at den uhumskhed som vansirer vinklerne mellem blændingerne på Trinitatis kirkemur ud til Landemærket må blive bortskaffet". (Det er den i dag. Kirkemuren er ganske enkelt fjernet. Rester af kirkegården ud mod Landemærket. Eget foto, 2015)

Et Par Uordener i Trinitatis Kirke.

Den renlighed man finder i ethvert anstændigt hus på søn- og helligdage, kan man med god grund gøre krav på at finde i en kirke. Men at dette ikke altid er tilfældet, blev anmelderen overbevist om skærtorsdag formiddag da han kommunierede i Trinitatis Kirke. Sammen med familie var han i en stol på 2. etage, og ved at læne os til væggen blev vi alle så oversmurt med støv eller limfarve at enhver kunne aflæse vores kirkebesøg på rygstykkerne. At denne stil såvel som flere andre i kirken trænger til afpudsning eller rengøring, kan de ansvarlige let overtyde sig om. Og man er aldeles ikke i tvivl om at de derfor vil foranstalte det fornødne, for sådant er jo kirkebetjentenes absolutte pligt.

"Tilligemed familie var han i en stol i 2. etage, og vi blev alle ved at læne os til væggen så oversmurt med støv eller limfarve at enhver kunne læse vores kirkebesøg på rygstykkerne.". (Trinitatis Kirke. 2. sal er aflåst, så man kan ikke se om der stadig var pladser der, endsige om hygiejneforholdene er kommet i orden. Eget foto 2015)

I lige måde ønskes en større nøjagtighed ved tavlerne der angiver nummer på de salmer som skal synges. I torsdags angav 2 af de tavler som kunne ses fra nævnte stol, nr. 377, og en tredje tavle derimod 375. Det er soleklart at sådan ubestemthed ikke tjener til at vedligeholde eller forbedre andagten.

(Politivennen nr. 384. Løverdagen den 10de Mai 1823, s. 6227-6228).

Engang maa det dog hjelpe

Ligesom det er kendt at kun få embedsmænd har så store indtægter i forhold til deres arbejde som nogle af de i aviserne så ofte karakteriserede kirkebetjente, således er det også kendt at disse ikke sjældent møder folk med uhøfligheder. Disse er så meget mere krænkende som de i almindelighed sker på et sted hvor man allermindst venter dem og allermindst er forberedt på at svare disse subjekter, hvis opførsel man ikke første, anden eller tredje gang har klaget over i dette blad. Men det lader til at det kun har båret lidt frugt. Er der noget sted hvor man kan kræve fred og at blive behandlet blidt er det uden tvivl i kirken (til hvilken vi alle har lige rettighed og bør mødes med lige forekommenhed, hvad enten det er den rundhåndede rige eller den pengeløse fattige). Men netop i kirken tager de omtalte kirkebetjente sig ofte mere frihed end deres kald berettiger dem til. Dog er det ikke dem alle, der findes undtagelser og disse linjer er ikke skrevet til dem.

Således bekendtgøres virkelig med en slags vemod hvorledes et brudepar i Trinitatis Kirke den 22. i forrige måned før og efter vielsen blev behandlet på en meget fornærmende måde. De mødte nemlig efter klokkerens forud indstændige begæring præcis kl. halvti i kirken. Men endnu så de hverken graver eller klokker der. De ventede henimod et kvarter. Der kom ingen. Da de trætte af at stå på det kolde kirkegulv endelig så en sortklædt mand med et knippe nøgler, troede de han var kirkebetjent. Hvilket han formodentlig også var. De klagede over at de havde stået så længe og bad ham om at lukke dem ind i en stol. Men han svarede med sand graver- eller klokkeralvor "Jeg hører ikke til Deres sogn (Frue) og behøver altså ikke at lukke Dem ind. De må vente indtil den rigtige kommer" (kristelig tjenstagtighed!). Denne rigtige var formodentlig graveren. Men da han stadig ikke kom og den høflige kirkemand havde stået lidt, vendte han sig nådigt til brudeparret og åbnede en stol nede i kirken for dem med de ord "nu får jeg da vel så lukke Dem ind". 

"De bad ham at lukke dem ind i en stol, men han svarede med sand graver eller klokkergravitet "Jeg hører ikke til Deres sogn (frue) og behøver altså ikke at lukke Dem ind. De må vente indtil den rigtige kommer" (Trinitatis kirke. Eget foto).

Endelig kom den rigtige betjent og lukkede dem på anmodning (jeg siger ikke frivillig) ind i en stol højere oppe i kirken. Da brud og brudgom ville kommuniere før vielsen, blev de siddende i denne stol som de nu med grund troede var deres bestemte plads under højtideligheden. Men da kommunionen var forbi, og de atter ville vende tilbage til stolen, var denne lukket, og den antikke graver hvis pligt det nok har været at være til stede og lukke den op igen fordi han havde lukket stolen, var forsvundet. De måtte nu tage til takke med en stol nede i kirken som de heldigvis fandt åben. Her satte de sig for i stille andagt at forrette en oprigtig bøn. Men blev opvakt af en uventet stemme der spurgte: "Er de brudefolk? Må jeg da ikke bede dem om min dusør. Jeg har gjort stolen som de sidder i ren, og jeg har intet andet at leve af end dusøren". Lidt overrasket ved denne påtrængenhed bad man hende holde inde med sin fordring til vielsen var forbi: Hvilket hun også, skønt uvilligt tilstod. 

Men næppe havde brudeparret knyttet det bånd der binder dem til fælles at bære livets goder og onder, af hvilke de sidste de allerede i kirken fik den første forsmag, før den omtalte kone gentog sin fordring med fornyet påtrængenhed. Og da man herover ikke gav hende så meget, som hende ellers var tiltænkt, nægtede hun at modtage gaven og fjernede sig med hårde udtryk. Næppe havde nævnte tilbageholdende kone der på en så behagelig måde vidste at bringe de nys viede sin velmente lykønskning, fjernet sig før der kom en dreng og fordrede for sangen. Og efter ham endnu en anden dreng. Men han bad og derfor fik han sin dusør. Men til hvem skal som ubekendt, være usagt.

Enhver ville vist med største velvilje give de omtalte fordrede dusører ved sådan lejlighed når bare de blev begæret på en måde som var mere i overensstemmelse med høflighedens regler og tillige var mere passende hvad angår tid og sted.

Men da der så ofte har været klaget over sådant i dette blad til de ansvarlige, og da der ikke synes at være kommet synderlige resultater af disse klager (af hvilke årsager er indsenderen ubekendt), så giver den velvilje som højere foresatte bestandig lægger for dagen ved at afhjælpe eller befordre ting som er værdige deres omhu og på en passende måde bliver gjort til genstand for deres opmærksomhed, så giver denne velvilje indsenderen dristighed til at spørge om følgende:

1. Burde sådan en påtrængenhed (eller lad os kalde det ligefrem som det i grunden er: uforskammet tiggeri) finde sted i kirken?
2. Var det ikke bedre om disse sportler blev betalt hos vedkommende når man erlægger de til kirken øvrige bestemte afgifter?
3. Var det ikke gavnligt om der blev fastsat en vis bestemmelse i henseende til betalingen for omtalte kirkebetjente (klokkere, gravere etc) for derved at forebygge mange ubehageligheder som interessen så såre let foranlediger?

(Politivennen nr. 289. Løverdagen den 14de Julii 1821, s. 4643-4648).

Redacteurens Anmærkning

Ordningen med de aflåste og reserverede stolerækker på Politivennens tider beskrevet i redacteurens anmærkning til dette indlæg fra 17. marts 1817. En udførlig historisk beskrivelse af Trinitatis Kirke fra Danmarks Kirker findes på internettet.