Det er en skik og dertil en gavnlig skik, at politibetjente ved visse særdeles højtidelige lejligheder har opsigt foran kirkens døre. Men at deres nærværelse også kan være nødvendig udenfor disse lejligheder, vil følgende sandfærdige fortælling tjene som bevis for.
"Næppe
havde taleren trådt op på prædikestolen før et usselt menneske
(formodentlig et almisselem) særdeles beskænket kom ravende ind i
kirkens nordre gang hvor just anmelderen stod" (Trinitatis Kirkes prædikestol. Den nordre gang må være den yderst til venstre. Eget foto, 2015)
Ìndsenderen af dette overværede gudstjenesten påskedag til aftensang for at opbygges ved dr. Mynsters prædiken. Men næppe havde taleren trådt op på prædikestolen før et usselt menneske (formodentlig et almisselem) særdeles beskænket kom ravende ind i kirkens nordre gang hvor just anmelderen stod. Hans krydsen frem og tilbage forstyrrede straks tilhørernes opmærksomhed og andagt, da næsten enhver i denne gang måtte give plads for dette væsen. Men endnu mere blev dette tilfældet da adskillige velklædte personer begyndte at le og drive løjer med den drukne. Denne så oprørende scene i Guds hus blev forstørret ved en vedvarende banken på døren. Enten af folk som med magt ville trænge sig ind, skønt der ingen plads var til overs, eller også af kåde drenge. Hertil kom for at fuldende det hele at kirkens betjente da de gik med tavlerne, talte højt og lydeligt om dagens begivenheder og andre dem magtpåliggende ting.
Det er derfor indsenderen ligeså frimodige som rimelige ønske, et ønske han deler med flere, at der må træffes sådanne foranstaltninger at den kristen der møder andagtsfuld i Herrens hus, ikke ved sådanne højst oprørende optrin skal blive forstyrret i denne sin andagt og ikke med harme forlade det sted hvor han søger trøst og beroligelse.
(Politivennen nr. 535. Løverdagen den 1ste April 1826, s. 213-214)
Ìndsenderen af dette overværede gudstjenesten påskedag til aftensang for at opbygges ved dr. Mynsters prædiken. Men næppe havde taleren trådt op på prædikestolen før et usselt menneske (formodentlig et almisselem) særdeles beskænket kom ravende ind i kirkens nordre gang hvor just anmelderen stod. Hans krydsen frem og tilbage forstyrrede straks tilhørernes opmærksomhed og andagt, da næsten enhver i denne gang måtte give plads for dette væsen. Men endnu mere blev dette tilfældet da adskillige velklædte personer begyndte at le og drive løjer med den drukne. Denne så oprørende scene i Guds hus blev forstørret ved en vedvarende banken på døren. Enten af folk som med magt ville trænge sig ind, skønt der ingen plads var til overs, eller også af kåde drenge. Hertil kom for at fuldende det hele at kirkens betjente da de gik med tavlerne, talte højt og lydeligt om dagens begivenheder og andre dem magtpåliggende ting.
Det er derfor indsenderen ligeså frimodige som rimelige ønske, et ønske han deler med flere, at der må træffes sådanne foranstaltninger at den kristen der møder andagtsfuld i Herrens hus, ikke ved sådanne højst oprørende optrin skal blive forstyrret i denne sin andagt og ikke med harme forlade det sted hvor han søger trøst og beroligelse.
(Politivennen nr. 535. Løverdagen den 1ste April 1826, s. 213-214)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar