Ghana - Guldkysten. (Efterskrift til Politivennen)

To artikler i Kjøbenhavnsposten fortæller noget om at i overgangsperioden til slaveriets endelige afskaffelse forsøgte man at "civilisere de barbariske afrikanere". Men bemærk dog hvad det er de skal civiliseres til. 

Den danske Missionair Riis og Kongeriget Ashanti.

- Tidener fra Jamaica, som nyligen ere ankomne til London, berettes følgende: "Det første Forsøg paa at civilisere Afrika ved vestindiske Negere, har begyndt den 8de Februar, paa hvilken Dag Brigantinen "Joseph Andrew" Capitain Honau, afseilede fra Port Royal. Den medtager DHr. Riis, Wiidmann og Thomson, Fru Riis og Fru Thomson samt en og tyve christelige Negere fra Vestindien. Denne Missions Bestemmelsessted er Kongeriget Ashanti paa Guldkysten." Dette Forsøg paa at civilisere Afrika udgaaer fra Tydskland, og er Resultatet, af heltemodige Anstrengelser, som vel fortjene at blive nærmere bekjendte. Andreas Riis er Missionair for det Baseler Selskab, men en født dansk Mand. Selskabet i Basel besluttede i 1823 at oprette en Mission i dansk Accra paa Guldkysten og sendte fem Missionairer derhen, der efterfulgtes i Aaret 1832 af tre Andre, blandt hvilke var Riis. Feberen paa Kysten bortrev i faa Aar hele Missionen med Undtagelse af Riis, der i Aaret 1815 henflyttede Missionens Sæde 40 engl. Mile fra Havet til den høitliggende Stad Akrapong, Hovedstaten i Aguapim, hvor han med Held oprettede Skoler, holdt prædikener og foretog derfra Reiser i det Indre. I A. 1859 reiste han til Kumassi, Hovedstaden i Ashanti, hvor han blev nogle Uger og talte flere Gange med Kongen, men uden at modtage nogen særdeles Opmuntring af ham. Det næste Aar endte han med svækket Sundhed, men med den urokkelige Beslutning at hellige Afrikas Civilisation sit Liv, tilbage til Basel, hvor han fandt Selskabet meget nedslaaet over det store Tab af Missionairer, Hans Mod indgjød hans Venner atter Haab og Kraft, og man besluttede at foretage en ny Expedition, hvorved man saameget som muligt søgte at undgaae de Farer, som den Første havde bukket under for. Man besluttede at hverve blandt de mæhriske Brødres sorte Menigheder i Vestindien civiliserede Negere, der deels skulde spare de hvide Missionairer det Haandarbeide, for hvilket de første vare bukkede under, deels tjene som Catecheter, deels skulde lære Afrikanerne Agerdyrkning og de nødvendigste Konster. En stor Hindring i Afrika er, at Negeren anseer Europæeren for et Væsen af en anden Natur, hvis Gjøren og Laden han ikke kan efterligne. Denne Fordom vil man modarbeide ved de vestindiske Negeres Exempel. 

Riis fattede den modige Beslutning, at anlægge sin nye Mission i Hjertet af Landet, i Kumassi, fordi det nuværende Barbari paa hele Guldkysten der har sit Sæde. Han fandt i Basel en ung Neger, Georg Thompson, fra Cap Mount, der i Aaret 1852 var bragt af den Baseler Missionair Lessing i Liberia til Europa, og senere var bleven opdragen i Basel. Han besluttede at tage ham med saavelsom Missionairen Wiidmann, en Würtemberger. Han forfattede i Basel en Lærebog i Ashantsproget og lod den trykke; Selskabet forsynede ham med Plouge og allehaande Værktøi, og dets Hensigt er om muligt, at sende en Dampsaugmølle til den intenderede Anstalt, for at lette Ashantierne i at forvandle deres Skove til Brædder, og at udføre dem til Kysten, hvor man i den Grad mangler Træ, at Brædderne til Europæernes Huse blive hentede fra Nordamerika. Det Første man maa lære i Afrika er Arbeide, uden hvilket personlig Frihed er utænkelig, og Plougen er det Første, som er nødvendig, naar man vil udrydde Slavehandelen. Riis reiste nu til Danmark, hvor Kongen modtog ham naadigt og lovede ham Bistand af de danske Øvrigheder i Vestindien og Afrika; derfra tog han til England, hvor Lord Stanley forsynede ham med Breve til de engelske Øer, og endelig til Antigua og Jamaica, hvor han blandt de mæhriske Brødres Elever hvervede de eenogtyve Negermedhjelpere, hvormed han tilsidst indskibede sig. 

De Omstændigheder, under hvilke Missionen ankommer til Ashanti, ere gunstigere end de, under hvilke Riis havde besluttet sin Expedition. Kongen af Ashanti havde nemlig efter den lange Krig, som han havde ført med de engelske Colonier og deres Allierede, sluttet i Aaret 1831 en Tractat med den engelske Gouverneur paa Guldkysten, i hvilken han lovede fri Communication med Kysten, Fred med sine Naboer og Afskaffelsen af visse grusomme Skikke. Som Garanti overgav han Gouverneuren 600 Unzer Guld og to af hans Neveuer, Ansah og Ouantamissu. Guldet blev tilbagegivet i 1837, og begge Neveuerne opdragne i England paa Bekostning af Methodisternes Missionsselskab indtil 1811, da de bleve sendte tilbage med Nigerexpeditionen. Methodisternes Missionsselskab medgav dem en allerede til Klimaet vant Missionair, Hr. Freeman, der, som jeg troer, er en Mulat. Til samme Tid sendte de i Kongen af Ashanti forskjellige Foræringer, blandt Andet en smuk engelsk Stadsvogn. Hans vilde Majestæt var meget henrykt over Europæernes Adfærd, de 600 Unzer Gulds Tilbagegivelse havde allerede stemt ham gunstig, men Efterretningen om Vognen, der vilde skænke Hans Regering en i Afrika uhørt Glands, var en overvættes stor Triumpf for ham. Han lod anlægge en Vei og Broer og sendte 100 Dragere til Kysten, men som ikke fandtes tilstrækkelige til at transportere de unge Prindsers Eiendele, Dronningen af Englands og Missionsselskabets Foræringer. Man tog derfor endnu 150 Dragere ved Kysten, og saaledes satte Karavanen sig i Bevægelse og naaede efter en fyrretyve Dages Marsch Kumassi. Vognen ankom endelig efter uendelige Vanskeligheder og blev overgiven Kongen under Folkets store Tilløb og Jubel, hvorpaa han sagde: "Dronningen af England er de Hvides Dronningers Dronning, og jeg er de Sortes Kongers Konge, og nu have vi eens Vogne; det er meget godt!" 

Det er ikke let at give et tydeligt Begreb om Tilstanden i Ashanti. Nationen staaer midt mellem Vilde og Barbarer, den har endnu de Vildes barnlige Mangel paa Betænksomhed og Eftertanke, medens der hos deres Høvdinge har udviklet sig hiint Hang til Pomp og Grumhed, som er Barbarernes charakteristiske Tegn. Under Kongen staae nogle hundrede Høvdinge, kaldet Cabocir, der anføre deres Livegne Krig, have visse Rettigheder og vise sig ved Hoffet med Solskærme; naar en af dem døer, bliver et Antal af hans Livegne ofret paa hans Grav, forholdsviis efter Enhvers Rang, og hvor uhyre mange Mennesker derved ødelægges, kan man forestille sig deraf, at den nuværende Konge ved sin Broders Død lod halshugge 2000 fangne Fantis, 1000 af hans egne Slaver og 1000, som vare blevne leverede dertil fra de forskjellige Landsbyer. Ligene bleve kastede paa Gaden og Kumassi er hele Aaret igiennem forpestet af deres Forraadnelse. Den meget ringe Grad af Civilisation, som Nationen bar opnaaet, forbinder nogle Træk, som ere laante af Mohamedanerne, med de for Negerne eiendommelige Sæder. Jeg hidsætter her Beskrivelsen af en Hoffest, som Kongen gav Missionairen Freeman den 3die Januar 1341, og som uden Tvivl er det prægtigste Specimen af Ashantis Ceremonier, som man kunde anføre: "Kl. 4 kom Sendebude til vort Huus, for at kalde os til Kongen; vi bleve førte til en stor indesluttet Gaard, og fandt der Kongen i et ophøiet Værelse, som var aabent ud til Gaarden, siddende under en pragtfuld Silkesolskjærm og omgiven af nogle af sine Koner, sine Søstre og Døttrene af sine to Forfædre. En Side af Gaarden var besat med hans øvrige Koner og deres Tjenerinder. Ligeover for dem sadde ligeledes i et aabent Værelse Musikanter, og foran dem, i Gaarden, Kongens første Gilding og et Antal Smaadrenge af hans Følge. De to Prindser, min Ledsager Brooking, min Tolk og jeg satte os i Gaarden, tilhøire fra os stode tyve Drenge med Sværd med Guldgreb og bedækkede med Guldsmykker. Mange Medlemmer af den kgl. Familie bare nye Silkeklæder og vare bedækkede med Guldzirater, Kongen bar et smukt Tøi af indenlandsk Arbeide, en Hue af Leopardskind smykket med Guld, Guld-Hals- og Armbaand, og Sandaler som overalt vare besatte med Guld og Sølv. De voxne Prindser, med Undtagelse af Ansah og Quantamissu saavelsom alle Mænd, paa os nær, vare udelukkede, fordi de ikke torde see Kongens Koner; naar disse gaae paa Gaden, maae alle Mænd ile ind i Husene eller vende sig med Ansigtet mod Væggen indtil de ere forbi. Kongen kom ned og sagde, at han mod Sædvane havde indbudt os til denne Fest, som det bedste Middel til at vise sin Taknemmelighed for Prindsernes Tilbagekomst og den Godhed, man havde beviist dem og ham. Musiken begyndte og nogle af Kongens Koner begyndte at dandse om i Gaarden med hurtige og ziirlige Vendinger. Deres Bevægelser havde intet Anstødeligt eller Uanstændigt; saasnart de ophørte, kom Kongen ned og begyndte selv at dandse; da han kom os nær, sagde han, at Kongerne af Ashanti aldrig tillode Nogen at være tilstede naar de dandse for deres Koner, men han gjorde det af Respect for Dronningen af England; han dandsede derpaa hen til sin Plads. Herefter dandsede andre af hans Koner, der tillige sang Krigssange til hans Ære; nu kom han atter selv ned, dandsede med Konerne, forklarede os Hentydningerne i Sangene, tog et Sværd af Haanden paa en Dreng, dandsede lidt, tog derpaa et Gevær dansede atter, kom hen til mig, gav mig Haanden og dandsede hen til Qvinderne. Da det blev Aften dannede han med Qvinderne i deres Silkeklæder og deres Masse af Guldsmykker den besynderligste Gruppe, vi nogensinde havde seet. Vi gik bort Klokken syv."
(Sluttes)

(Kjøbenhavnsposten 25. april 1843)

Den danske Missionair Riis og Kongeriget Ashanti.

(Sluttet.)

Kongen af Ashanti forsikkrede gientagne Gange Hr. Freeman, at han tidligere havde tvivlet paa Europæernes Uegennyttighed ved deres Forsøg paa at civilisere Afrika og havde seet deres Besøg med Mistillid, men at han nu var overtydet om deres gode Villie og vilde hjelpe dem ved at indføre Civilisationen. Freeman lod ved sin Ledsager Brooking aabne en Skole, til hvilken Kongen strax anviste ham Plads, og den blev besøgt af Osai Rujoh, den nærmeste, og af Apoko, den anden Thronfølger, som viste stor Iver for at lære at læse. Kongen og Rujoh begyndte at bygge Steenhuse og anlægge bedre Veie. Freeman forlod Kumassi i Begyndelsen af afvigte Aar og lod Brooking blive tilbage, fra hvem man har Efterretninger indtil Septbr., der bestandig lyde gunstige.

Trods disse gunstige Udsigter er Missionen udsat for store Farer, ikke alene for de uundgaaelige, som et fjendtligt Klima frembyder, der hvert Øieblik kan bortrive de faa Europæere og tilintetgjøre Alt hvad der er skeet, men især de Farer, som Ubestandigheden og de brutale Lidenskaber hos en barbarisk Despot og en halvvild Nation kunne føre med sig. Kongen har Intelligents nok til at beundre en dannet Nations Produkter og ønske at besidde dem, men det er umuligt, at han kunde forestille sig den overordenlige Forandring, som Indførelsen af et om ogsaa kun ringe Trin af Civilisation vilde kunne frembringe i hver af hans personlige Livs Handlinger. Naar Missionærerne ville prædike Monogami, Agtelse for Liv og Eiendom, Afskaffelse af Fetischerne, Menneskeoffringerne og Gudsdomme, saa er det at vente, at Overtroen og de barbariske Sæder ofte ville modsætte sig samme. Der gives Høvdinge i Ashanti, der have trehundrede Koner, og Antallet af Kongens veed Ingen; Menneskeoffringerne ansees for en hellig Pligt, og da Riis var første Gang i Kumassi, bade de Indfødte ham om, vel at vogte sig for at tale til Kongen derom, thi han kunde ikke vedblive at være Konge naar han vilde afskaffe dem. De have ogsaa et politisk Øiemed: Kongen er nemlig ikke Slavehandler; da Freeman talte til ham derom, sagde han, at han ikke tillod Nogen at sælge Hans Undersaatter udenlands, men at Stammerne i det Indre førte indbyrdes Krige og solgte deres Fanger, disse tillod han sine Undersaatter at kjøbe og sælge, og de vare ogsaa saa stupide, at de ikke duede til noget Bedre, og i Grunden vare som Dyr. Dette er en Fordeel, fordi i det mindste hans pecuniaire Interesse ikke hænger sammen med Slavehandelen som hos Stammerne ved Nigeren og paa Kysten, men det uhyre Antal Menneskeoffringer har det politiske Øiemed, at de skulle forebygge Slavekrige, hvoraf flere ere udbrudte og have sat Kongen i stor Fare. Han fortalte selv til en Missionair, at han for nogle Aar siden havde medbragt 20,000 Slaver fra et Felttog, hvoraf han havde ladet Halvdelen henrette og badet sin Throne i deres Blod, for at forebygge, at de skulde frembringe en flet Stemning blandt hans Undersaatter; den anden Halvdeel havde han fordeelt blandt sine Høvdinge. Men om han endog havde fast Villie til at giøre en Ende paa det nuværende System af Rædselshandlinger, saa vilde dette ingenlunde være saa let; en af hans Forfædre, Osai Quamina, mistede sin Throne og sit Liv, fordi han vilde afskaffe nogle Skikke. Fetischpræsternes Magt er betydelig, og de ville anvende Alt for at vedligeholde den gamle Overtro; deres Indflydelse paa Folket, medens den Art af Raseri vedvarer, som de store Mordscener ved Festlighederne frembringe, er uindskrænket, og Ingen er i disse Dage sikker paa sit Liv.

Men ligesaa stor som Faren er, ligesaa stort er Øiemedet; thi Ashanti og Dahomay danne mellem Vestkysten og Nigeren Hovedstøtterne for det gamle Barbari i Afrika, og et i Kumassi vundet heldigt Resultat maatte udstrække sine Virkninger vidt og bredt. Hidtil var det Kongerne af Ashantis Politik, saa meget som muligt at indskrænke Communicationen med Guldkysten og de europæiske Colonier, og denne gaaer saa vidt og drives paa en saa systematisk Maade, at de erholde største Delen af deres europæiske Fornødenbeder ikke fra den nærliggende Kyst, men fra Tripolis, hvorhen Karavaner drage over Haussa. Ogsaa Slavehandelen, som Ashantierne drive, finder ikke Sted paa den nærliggende Guldkyst, men paa Nordgrændsen af Landet mod Vesten og Østen. Hidtil har derfor dette store Land sat Europæernes Indflydelse paa det Indre af denne Deel af Afrika en uoverstigelig Grændse imøde! Ashanti er en krigerisk Stat, som i Forhold til sin Størrelse og Landets Rigdom driver leden Handel. Organisationen er feudalistisk. Cubocirerne ere arvelige Vasaller, hvoraf Enhver i det Mindre holder et Hof som Kongen og ligesom han har Rettigheder over sine Undersaatters Liv og Eiendom. Kongen sikkrer sig ved et System af hemmeligt Politi, og da det er Høiforræderi at dadle ham, saa finder han altid Leilighed til at lade de Vasaller, der indgyde ham Bekymring, anklage og rydde dem af Veien. Han arver det Guld, som hans Undersaatter eie, uden forsaavidt det er forarbeidet til Smykker; af denne Grund forvandler Enhver sine Rigdomme, forsaavidt han faaer Tilladelse dertil, til Smykker og bærer dem til Skue paa sig og sine Slaver, deraf hidrører den uhyre Masse Guld, man faaer at see ved alle Optog. Cubocirerne bære endog store Klumper Guld ved Lænker, der ofte ere saa svære, at  Slaver maae gaae ved Siden af dem for at holde Guldklumperne. En egen Art Luxus ere de Silkeklæder og skjærme, som forarbeides i Landet. Man kjøber dertil i Tripolis de sværeste Lyonerstoffer, Tøierne blive optrevlede og det nye Stof vævet deraf. Deri og i Krud og Geværer bestaaer Hovedindførselen af de europæiske Fornødenheder. Armeen bestaaer af 200,000 Mand, hvori enhver Vaabendygtig er indskreven, og den kunde bringes endnu høiere, da Undersaatterne og de skattepligtige Stammer udgjøre 4 til 5 Mill. Mennesker. Disciplinen er meget streng og satte i den sidste Krig Englænderne i Forbauselse. Landet er saa rigt paa Guld, at den aarlige Production, trods den ufuldkomne Maade hvorpaa Udvastningen skeer og Bjergværkerne drives, overstiger 100,000 Unzer. Ved Siden af Guldet er Hovedudførselsproducterne Elfenbeen og Goranødder, som gaaer gjennem hele Afrika indtil Middelhavet og dyrkes som et Surrogat for Kaffe. Den voxer vildt og er en meget væsenlig Handelsartikel.

Disse Details kunne være tilstrækkelige til at vise, hvor stort og vanskeligt det Foretagende er, som de Baseler Missionairer have begyndt. De finde Omstændighederne gunstigere, end Riis kunde ahne, da han sidste Gang forlod Kysten, og den Coloni christelige Negere, som han bringer med, er Begyndelsen til en Række Forsøg, af hvis heldige Resultat efter al Formodning Afrikas Fremtid er afhængig. Thi det er ingen Tvivl underkastet, at man ikkun ved sorte Agenter under europæisk Ledning vil kunne gjøre et dybt Indtryk paa Negernationerne. Den fornemste Aarsag til den engelske Nigerexpeditions uheldige Skjæbne var den, at den indbefattede altfor mange Europæer og vilde gjøre Alt ved dem. De mæhriske Brødres Bestræbelser, der saalænge og under de vanskeligste Omstændigheder have helliget sig til de vestindiske Slavers Civilisation, staae nu endelig paa det Punkt at frembringe en Virkning, som staaer langt over deres oprindelige Beregning ; men man kan neppe haabe, at det første Forsøg strax vil lykkes; at civilisere et saa gammelt og saa dybt liggende Barbari er en meget vanskelig Sag, og man maa derfor være fattet paa at Forsøget gjentagne Gange vil slaae feil, indtil der endelig kan skee et afgjørende Skridt fremad. Man kan ansaae de Første, der begynde Værket for visse Martyrer for den gode Sag, og deres Hæder er saameget desto større, som man med Bestemthed kan sige, at det Høieste, de kunne opnaae, er at bane Veien. Barbariet har altid fundet Folk der vare rede til at opoffre deres Liv for den ringeste Ære eller den ringeste Fordeels Skyld, hvorfor skulde da ikke Civilsationen ogsaa kunne finde saadanne Folk?
(A. Z.)

(Kjøbenhavnsposten 26. april 1843)

Englændere. (Efterskrift til Politivennen)

I Söndags Aftes havde to Engelskmænd, som sad imellem Tilskuerne paa 2den Plads paa det helsingörske Theater, faaet isinde at opholde sig over Komedien, Tilskuerne og alt hvad der var dansk. Til Ulykke sad en Færgemand nær dem, som forstod engelsk, og uden videre Omstændighed gik lös på dem, paa Nazionens Vegne og slæbede derefter den ene ud af Huset efter den anden.

(Dagen, 13. december 1803)

Det er usikkert hvilket teater der er tale om. Helsingør Theater blev opført senere, i 1817 og lå på hjørnet af Bjergegade og Groskenstræde. Helsingør Theater kan i dag ses i Den Gamle By hvortil det blev flyttet i 1961. 

Frederikssund Færgested. (Efterskrift til Politivennen)

Det er en sand Fornöielse, naar den Rejsende paa offentlige Anstalter og Indretninger kan spore idelige Forbedringer til Nytte og Fornøielse. Dette har allerede i den nye Færgemands förste Aar Sted i udmærket grad ved Friderikssunds Færgested. En ny Færge vil  snart blive færdig som koster 1600 Rd., imidlertid er en anden anskaffet, som gjör god Tjeneste. Gode Baade er tilstæde; den östre Dæmnings Steenkiste er gjort i Stand, og det vil og formodentlig snart skee med den vestre. Paa Hovedet af hver Dæmning er anbragt en Opgangs eller saa kaldet Falderevs Trappe, til störste Bekvemmelighed for dem, som gaae over i Baade. Ligeledes er paa hvert Hoved en Lygtepæl med Lygte og en Plakatpæl til Taxtens Ophængelse opsat. Ogsaa for den Rejsendes Beværtning og Fornöjelse er fortræffelig sörget. I Stuen hænger en Prisliste paa henimod et Dosin gode tildeels fine Vinstorter. Og for den der helst vil nyde i Naturens Sköder, ikke allene en velplejet Have til Tjeneste, men Hr. Knudsen har og erholdet höjeste Tilladelse til denne Ende at bruge det bag ved liggende romantiske skjönne Stykke af Jægersprises Skov, hvor Sveitserhuset (der ogsaa til anstændige Gæsters Beværtning maa bruges af Hr. Knudsen nu er bygget. Med megen Smag har Hr. K. her opsat en Deel Bænke paa Steder, der give indtagende og dog forskjellig Udsigt over den dejlige Omegn. Et Monument over 2 Aprils Faldne er han ifærd med at opsætte. Med eet Ord, man maatte önske hvert Danmarks Færgested saaledes forbedret som dette. Og Elskere af den skjönne Natur ville tillige vide det höje Kollegium Tak, efter hvis Ordre de af Hr. Knudsen opsögte Udsigter ved de foretagende Forstplantninger ikke maae betages.

(Dagen, 5. august 1803)

Födsel paa Vimmelskaftet. (Efterskrift til Politivennen)

I Forgaars blev et ungt Fruentimmer, som fra en af Forstæderne, i Selskab med en Kone, sögte Födselsstift., saa angreben af Födselssmerterne, da hun kom i Vimmelskaftet, at hun under Skrigen og Venen maatte söge ind i en Port der i Gaden, hvor hun födte. Til Lykke kom just Politiadjut. Hr. Eller til. Han lod strax Porten slaae i og bevogte, saa at ikke engang ugivte Fruentimmer, langt mindre Mandspersoner indlodedes. Han lod imidlertid hurtig en Gjordemoder hente, og en Vogn, som bragte den Lidende til sin Bestemmelse. Alle de som vare Vidner til denne Tildragelse, vare enige i berömme Hr. Ellers vakre og skaanende Adfærd.

(Dagen, 9. september 1803)

Ulykke i Helsingør. (Efterskrift til Politivennen)

For nogle Dage siden tildrog sig i Helsingör den Ulykke, at to af Hr. Balfours Svende i hans Brænderi omkom i et af de store i Jorden staaende Brændevinskar. Den ene var först gaaet ned ad en Stige for at strense Karret, men da han kom paa det nederste Trin af Stigen, blev han kvalt af Dunsterne og faldt om död. Den anden, som gik ned for at komme ham til Hjelp, havde samme Skæbne. Kun denne sidste kom ved den duelige Kirurgs Hjelp til Live, men levede dog ikkun nogle faa Timer.

(Dagen, 9. september 1803)

Der er formentlig tale om skibsklarerer- og handelsfirmaet Balfour, Ellah og Reynes. Det var bl.a. ledet af den amerikanske konsul i Helsingør, Thomas Ellah (1764-1831)

Jægerspris. (Efterskrift til Politivennen)

I Söndags var paa Jægerspris ved Sveitserhuset Höstgilde forenet med en Höitidelighed til Erindring af 2 April - Ved Stötten, som allerede tilforn i dette Blad er omtalt, knejsede det danske Flag, og paa dens Bagside vare disse tvende Vers anbragte:

Saaledes hædrede jeg faldne Brödres Minde

Ved denne Urne saae jeg Folkets Taarer rinde.

H. K. H. Arveprindsens tvende Döttre beærede Höjtidelighederne med deres Nærværelse, og bleve om Morgenen da de ankom satte over i den istandsatte Færge, som saaledes for förste Gang blev brugt, og hilsedes med 26 Kanonskud. - Selve Höstgildet begyndte Kl. 5½ da Bönderne vare samlede. Enhver af Byerne gav Hr. Knudsen Öl og Brändeviin. - Ved Herskabets Ankomst begyndte Höjtideligheden da Bönderkarlene og Bönderpigerne marserede op til Stötten placerende sig paa hver Side; efterat Herskabet havde taget Plads resiterede Hr. Knudsen nogle Linier til de faldne Krigeres Anmeldelse, og Prindsesserne hængte tvende Laurbærkrandse paa Urnen. Höjtideligheden endte med den sang: Jeg synger til Ære, til Hæder og Roes, som Hr. Knudsen udförte, og ved hvis sidste Strofer 27 Skud blev lösnede. Herpaa begyndte Dandsen, hvor de höje Prindsesser dandsede med adskillige Bönder. Da det begyndte at mörkne toge Prindsesserne bort og al Dands ophörte. Ved deres Nedgang til Færgegaarden og under deres Overfart bleve de diverterede ved et Fyrværkeri paa Söen, og underholdt med Musik, og 27 Æresskud lösnedes.

(Dagen den 16. august 1803)

Den Knudsen som er nævnt nedenfor, er dog næppe Færgegårdens nye ejer, men den i samtiden nok så bekendte skuespiller H. C. Knudsen. Et supplement til notitsen:

I Tirsd. Dagen No. 132 hvor Höstgildet paa Jægerspris er berettet ere fölgende Omstændeligheder udeglemte. Den Urne, som er opstillet ved Sveitserhuset paa en smuk Fod, er den samme som Hr. Knudsen har brugt ved alle Konserterne paa hans Rejse til Bedste for de Kvæstede. Under det i hint No. anförte Vers, som staaer bag paa Støtten, staaer Navnet: Knudsen, hvilket er nödvendigt for at forstaae det. Foran Urnen stod en Fattigbösse, hvori ved denne Lejlighed samledes (Prindsesserne gav Exemplet) 42 Rd. for Jægersprises Fattige. I Övrigt bör det bemærkes, at det hele var uforberedet. Prindsesserne gjorde den Dag en Lystrejse  til Jægerspris og spiste til Middags der, og Hr. Knudsen benyttede sig af dette Tilfælde for at indvie sin Støtte.

(Dagen 20. august 1803)

Indkaldelse af Soldater. (Efterskrift til Politivennen)

(Uddraget af et Brev fra en Civilist ved det til Lolland afmarserte Regiment) Mandag Morgen (d. 20 Juni) Kl. 6 marserte vi fra Kbhvn. Vejret godt. Kl. to var vi i Roskildekro, hvor vi hvilede en Time. Kl. 5½ kom vi til Kjöge. Mit kvarteer var hos Jörgen Kristensens Enke, som beværtede godt og ingen Betaling vilde modtage. Tirsdagmorgen Kl. 4 gik Reveillen og Kl. 6 marserte vi videre igjennem de behagelige Egne af Vallø, Billeshauge og Herlöf. Om Middagen hvilede vi i Karise. Officierer og Civilister besaae det Moltkiske Mausole, som er prægtigt, men Kirken ussel. Onsd. Kl. 6 vækkede Reveillen os, vi spiste vort Melkebröd, og fornyede vor Mars Kl. 6. Vejret var kun maadeligt. En Kirurgus maatte hver Dag efter Tur fölge Bataillonen til Fods. En Artillerist blev overkört af en Kanon. Kirurgen maatte altsaa staae stille og forbinde ham under den stærkeste Regn, dette varede omtrent en Time. Han og den Syge satte sig paa en Sygevogn og indhentede Bataillonen i Faxe. Jeg gik med nogle af Officererne ind i Kroen og spurgte om vi kunde faae Fleskepandekage, ja, sagde Pigen og klöede sig i R--- her kan De faae alt hvad De vil have. Vi spiste og kom til Vindbyholdt. Nogle af Officererne begjerte Mad i Kroen. De fik stegte Kyllinger, Vin og Smörrebröd. Da de vare færdige forlangte Vertinden 4 Mk. per Mand. De fortröd nu Appetiten, og foredrog Obersten Sagen. Denne vakre Mand spurgte Konen hvormeget Kyllinger der var spiist, og hvad hver kostede, ligeledes det övrige, og betalte det efter hendes Opgivelse; ved Udregning fandtes da at hver Mand fik 24 Sk. at give. Nu marsertes videre i samme slette Vejr. Kl. 5½ kom vi til Alerslöv hvor Staben laae. Her skiftede jeg förste Gang Klæder. Jeg maatte i Aften og ligeledes Dagen efter om Torsdagen, som var Rastdag, besöge Syge af vore Folk i forskjellige Landsbyer. Fredag Kl. 3 om Morgenen gik Reveillen. Men Aftenen för var Kanoner, Bagage og Regimentskirurgen gaaet forud, for at intet Ophold skulde skee ved Vandet. Kl. 3½ marsertes af og kom Kl. 7 til Vordingborg. Der blev vi nogle Timer og gik derpaa til Færgen. Da Fartøierne ikke vare komne tilbage fra første Transport, varede det til Kl. 4 om Eftermiddagen inden alle vare over. Medens vi opholdt os paa den Sjellandske Side kom en Köbmand ved Navn Stoll, (Staal) tiil og spurgte om Soldaterne havde noget at leve af. Vi svarte at med 6 Skilling gjortes ikke stort Traktement. Han svarede at hvis vi vilde opholde os lidt vilde han skikke noget, og efter en halv Times Forlöb kom en Vogn med 10 store Bröd, 1 Lpd. Smör, 5 store OSte, 2 Tönder Öl og et Anker Brændevin. I en Billet bad Hr. Staal Officererne uddele denne Foræring til Bataillonen. Ligeledes trakterede han den anden Bataillon, som endnu var i Vordingborg. Vi vare kun 2 Timer paa Vandet. Kl. 4 kjörte vi igjennem Falster, et deiligt Land og velsignet med höfligere Bönder end de sjællandske. Vi laae ved Guldborg Færge. Löverdag Morgen gik vi over Sundet til Lolland, og marserte til Saxköbing, hvor vi ankom Kl. 111. Officererne og vi andre samledes i en Gjestgivergaard og smagte Vinen; Hoboisterne spillede og vi dandsede nogle engelske Dandse med endeel vakre Piger som vare tilstede. Kl. 1 marsertes igjen og Kl. 5 var vi i Mariboe. Her blev vi Söndagen over og kom Mandageftermiddag til vor Bestemmelse Naskov. Vi lever her meget venskabelig sammen. Men her er meget dyrt. Jeg har spurgt min Vert, hvad det koster, men han svarede blot, det kommer vi nok ud af, og jeg lader det nu for det förste komme an derpaa.

(Dagen, den 5. juli 1803)

Kvinder og Arbejde. (Efterskrift til Politivennen)

Nylig har en Pige, nemlig Jfr. A. M. Helmuth erholdt Bevilling efter Moderens Död at maatte drive, som hun, Bogbinder Professionen. Dette troer man at burde anmældes, fordi det desværre er en Sjældenhed hos os, at Fruentimmer drive nogen Næringsvej, uagtet de ofte til samme kunde have lige eller större Duelighed, og derved faae Besiddelse af en Selvstændighed, hvortil de ligesaafuldt som Mændene have Adkomst.

(Dagen den 27. juni 1803)

En Soldat stial for nogle Dage siden paa en Blegdam udenfor Kiöbenhavn en Dames hele Habit. En Jödekone og en anden Person, som mærkede dette, vilde anholde ham, men han kastede dem begge til Jorden, og löb sin Vej med Byttet; dette fik Eierinden af Klæderne at vide, satte strax efter Tyven, indhentede ham og greb ham i Brystet. Karlen, som ellers ikke er bange for tre andre, blev saa forskrækket over denne Dames Syn og Mod, at han uden nogen Modværge lod sig före i Arrest. Et Beviis paa, at en eneste Dame ofte formaaer meere end to eller tre Mænd.

(Dagen den 12. juli 1803)

Ulykke ved de såkaldte "Holger Danskes Briller". (Efterskrift til Politivennen)

I Onsdags var en lille Dreng, som formodentlig havde hentet en Hest paa Fælleden, og altsaa reed den uden Sadel og Tömme, nær druknet i en af Holger Danskes Briller, hvor Hesten, der blev sky ved at see Garden exersere, foer ud. Et Par Veltænkende, som just reed forbi, fik reddet Drengen, men Hesten var det umuligt at faae op; da Baron Vedel Jarlsberg, som övede Garden, kom til og saae dette, lod han nogle Mænd sætte af, som med megen Umage reddede det stakkels Dyr, der allerede næsten var færdigt at opgive Aanden. Dyrvennen glæder sig, naar han, desværre kun sjelden, lærer at kjende Mennesker, der kunne föle for et lidende Dyr, dog, hvad kan Dyrkjerligheden haabe,saalænge man endnu med Premier maae opmuntre til Menneskekjærlighed!

(Dagen den 3. oktober 1803)

Nyboder. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Skolerne i Nyboder er nu indrettede Gymnastiske Ôvelsespladser med dertil hörende Indretninger. Da disse Galger og Master rejser sig höjt over Husen og Plankeværker give de et artigt Syn i Nyboders Borgergade

(Dagen, 2. maj 1803)

Arve Bravkarl: Mestertyven der blev en Legende. (Efterskrift til Politivennen)

 Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 1. juli 1802:

Undvigte.
Da den fra Aggerhuus Fæstning i Aaret 1787 til Kronborgs Fæstnings Slaverie afgivne uærlige og brændemærkede Slave Arve Svendsen, der er bekiendt under Navnet Arve Bravkarl, har den 27 hujæs om Aftenen funden Leilighed at undvige fra sidstnævnte Sted; saa maae man tienstligst anmode enhver, som skulle antræffe dette for den offentlige Sikkerhed farlige Menneske, at ville behage at anholde og tage ham under strængeste Bevogtning, da han ufortøvet, naar saadant Commandantskabet paa Cronborg tilmældes, skal vorde afhentet, og de paa hans Anholdelse, opbringelse og Arrest anvendte Bekostninger ved hans Modtagelse blive betalte. Til fornøden Oplysning tiener, at førnævnte Slave Arve Svendsen er 60 Aar gammel, har et skummelt Udseende er mørk af Øine og Haar, hvilket sidste er rundt afskaaren, han har mange Kopar i Ansigtet, er bred af Skuldre og stærk af Lemmer. Paa den lille Finger af den høire Haand bærer han en Ring, som han ikke uden ved Affiling kan faae af. Foruden disse synlige Mærker har han en paa sit Bryst af en Spanskflue. Da man efter hans Undvigelse har opdaget, at han i Helsingøer ved adskillige bedrageriske Opfindelser har tilvendt sig Penge og couleurte Klæder, saa kan hans Paaklædning ikke bestemt opgives.

En næsten enslydende efterlysning stod i Kongelig allernaadigst privilegerede Aarhuus Stifts Adresse-Contoirs Tidender, 10. juli 1802:

En uærlig brændemærket Slave, bekiendt under Navn af Arve Bravkarl, er undvigt fra Cronborg Fæstning; og da dette farlige Menneske i Helsingøer har vidst at tilvende sig Penge og couleurte Klæder, saa kunde det interessere den almindelige Sikkerhed at see ham giort kiendelig: Han er 60 Aar gammel, af skummelt Udseende, mørk af Øine og Haar som ere rund afskaarne, har mange Kopar i Ansigtet, bred af Skuldre og stærk af Lemmer. Paa høire Haands lille Finger bærer han en Ring, som ikke kan faaes af uden Affiling. Paa sit Bryst har han et Mærke af en spansk Flue.

Rekonstruktion af en slavecelle på Kronborg (Foto: Erik Nicolaisen Høy)

Hans curriculum som tyv ser ud til at starte allerede i 1784, hvis der ellers er tale om ham i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 22. oktober 1784:

Høieste-Rets paadømte Sager (uddrag).

Procurator Lange, c. Arve Svendsen, Peder Brubak, Christence og Johanne Jons Datter, samt Ole Jensen Reerbye og Hustrue Anna Maria Ols Datter, fra Norge, sm for adskillige forøvede Tyverier ere dømte saaledes: Arve Svendsen at kagstryges, have Tyvsmærke paa sin Pande, og arbeyde i Jern i Fæstning Livstid; Peder Brubak at kagstryges og arbeyde i Jern Livstid; Christence Jons Datter at stryges til Kagen, og arbeyde i Tugthuus Livstid; Johanne Jons Datter at miste sin Hud i Fængslet; men Ole Jonsen Reerbye og Hustrue frifunden for videre Tiltale.

I Topographisk Journal for Norge, bind 17, 1796, s. 62-67 findes en biografi om ham. Hovedpunkterne er: Arve Svendsen Gangnæs, født 1751 i Lindal, Norge. Boede hos forældrene til han var 19 år. Han rejste til Sverige i selskab med flygtende slaver og blev involveret i vold og tyveri. Straffet med spidsrod. Han holdt sig kun lovlig i et par år før han indledte en 14 årig løbebane som tyv. Blev fanget og i 1784 sendt til evigt slaveri i København. Journalen er fra 1796, og slutter derfor der. Slutningen af kapitlet afslører at han allerede i live var begyndt at blive en legende:  

Adskillige Röverier gik i hans Tid i Svang, som urigtig blive anförte paa hans Regning. Hans Rygte opfyldte almindelig Mand med Skræk og Agtelse. Som Bussemand ville nogle have seet ham her igjen, imidlertid han selv vandrede i Cronborg Fæstning, og paa et blot Rygte holdte en og anden Nattevagt om deres Huse, og nu er han for saavidt glemt. Velværdighed Hr. Gill, Sognepræst i Höland, har, som den der nærmest har kunnet faae vide noget om ham, meddeelt mig det meste af det, som er meldt.

Her antydes at selvom han sad i Kronborg, blev han alligevel tilskrevet ting han ikke kan have gjort. Og artiklen havde ikke ret i at han blev glemt, for Arve Bravkarl gik over i historien. Fx omtaltes han også i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 19. september 1809 således:

Trenck, Peer Mikkelsen, Arve Bravkarl have alle practisk bevist, at de tungeste Lænker ere intet for den, der forstaaer at afryste eller overfile dem, og at den stærkeste Muur er for svag til at holde den forslagne. 

Og endnu senere, fx i Lolland-Falsters Folketidende, 14. marts 1874, er han nærmest blevet sådan lidt Robin Hood-agtigt:

Mestertyven Arve Bravkarl.

(Efter "Aftrykt.")

Den danske Kriminalhistories Annaler have adskillige Tyve at opvise, som erhvervede sig en vis Berømthed for den List og Snedighed, hvormed de udførte deres Forbrydelser. Til disse hørte den bekjendte Ole Thagersen og den ikke mindre bekendte Per Mikkelsen, hvilke levede i første Del af dette Aarhundrede, og af hvilke den sidstnævnte for en tredive Aar siden afgik ved Døden i Slaveriet, hvor han var inddømt paa Livstid. Deres Forbillede syntes dog at have været en endnu berømtere Tyv, Arve Bravkarl, et Navn, som mange ældre Folke vistnok endnu mindes. Om ham meddeler afdøde Major Wadskjær, der i Slutningen af forrige Aarhundrede tjente som Officer ved Garnisonen i Helsingør, Følgende:Ved at høre nogle Træk af den i sin Tid baade i Danmark og Norge som ogsaa i Sverige saa bekjendte og omtalte Arve, der var født i Frederikshald og for sit Mod fik Tilnavnet Bravkarl, vil man indse, at denne Tyv I Snildhed og Uforfærdethed næppe har havt sin Ligemand i Norden. Han blev ogsaa af alle Slaverne i Kronborg, hvor han var indsat, kaldet "Faer", og naar han fortalte sin Bedrifter, lyttede de altid med spændt Opmærksomhed. Et Par Gange under min Vagt paa Kronborg gav jeg mig i Snak med ham, skjøndt hans skumle Ansigt just ikke indbød dertil. En Gang sagdejeg til ham: "Sig mig, Arve, hvilket af dine Tyverier holder Du for det mesterligste?" Han svarede mig herpaa smilende, at han ej saa lige vidste det, men at det dog nok var det, som han begik mod en gjerrig, norsk Præst. Han fortalte nu, hvorledes han var sig ad dermed. Det vil være for vidtløftigt at gjentage hans Fortælling, det kan være nok at anføre, at han derved udviste en overordentlig Snildhed og skilte Præsten ved 7000 Rd., som denne havde samlet ved smudsig Gjerrighed, og over hvis Tab han ogsaa gik fra Forstanden. "Men hvad kom det mig ved!" tilføjede Arve. "Præsten burde ej giøre Penge til sin Afgud. Havde jeg", sagde han videre, "den Gang jeg var Herre over disse 7000 Rigsdaler, taget til Sverige og kjøbt mig en Gaard, saa havde jeg handlet klogt; men i det Sted tog jeg til Kristiania og klædte mig med Guldgaloner paa Vesten og spillede Billard og levede højt, indtil det Hele var forødt."

En anden Gang fortalte han følgende Træk af sine Bedrifter. "En Dag kom jeg i Norge ud fra en Skov, hvor jeg om Natten havde gjæstet den nærmest liggende Bøigd, da jeg mødte en Bonde, der saa mismodig ud. "Hvad fattes jer? spurgte jeg ham. Og hans Svar var: "Hvad kan det nytte, jeg siger Jer det, I kan dog ikke hjælpe med." - "Hvem ved!" sagde jeg, "derfor sig mig kun, hvad der ligger Jer paa Hjerte." Bonden fortalte mig da, han skulde til Fogden for at betale 50 Rdlr. i Skatter, og disse Penge havde han ikke. "Ikke andet end det!" sagde jeg da, og saa spurgte jeg ham om han havde hørt om Arve Bravkarl. "Kors! det har jeg desværre," sagde Bonden, "jeg og de Andre henne i Bøigden, vi ligge jo hver Nat i Frygt for ham." - "Synes I da, at jeg er saa frygtelig?" - "Kors! Kors! er I Arve Bravkarl?" udbrød Bonden i Skræk. - "Naa, vær nu bare ikke bange, men hør, hvad jeg siger: I ved, der er udsat 50 Rdlr. for min Paagribelse." - Det havde Bonden nok hørt. - "Nu da", vedblev jeg, "bring I mig til Fogden som Fange, saa faar I den udsatte Præmie, og med den betaler I skatterne." Bonden troede, det var min Spøg, han vilde nok vogte sig for at føre mig bort som Fange. "Men jeg siger, I skal, lad mig sørge for det Øvrige." Saa fulgtes vi begge ad til Fogden, der boede en Mils Vej derfra. Da Bonden havde overleveret mig som Fange og faaet Pengene udbetalt, sagde Fogden til mig: "Det er godt, at jeg har Dig igjen, nu kan du være vis paa, at Du nok skal lade mig vide, naar Du gaar, og ikke tredie Gang løbe fra mig." Jeg blev derpaa sat i et Fangetaarn, hvor jeg fik en Jernbøjle om Livet, fra hvilken der gik en Lænke, der var fastgjort til Gulvet ved en Krampe, som ikke lod sig rokke. Det var mig ikke let at se, hvorledes jeg skulde slippe bort, især fa Fangevogteren nat og Dag opholde sig under mig og kunde høre, naar jeg blot rørte mig. Den eneste Vej til at tage Flugten var gjennem Vinduet, men dette sad saa højt, at jeg kun ved at gjøre en Forhøjning af mit Bord og Stol var i Stand til at naa det. Det første, jeg tænkte paa, var at befri mig fra Lænken. Dette forsøgte jeg paa ved at lade mig falde paa min Livbøjle, hvoraf den, som jeg mente, maatte springe. Jeg forsøgte flere Gange dette farlige Stykke Arbejde; endelig en Dag sprang Bøjlen. Da denne og Lænken daglig blev efterset to til tre Gange paa ubestemte Tider, kaldte jeg paa Fangevogteren og viste ham, at min Bøjle var sprungen. Da han saa det, sagde han: "Du skal have Tak, Arve, fordi Du er saa ærlig at vise mig dette. Jeg skal nu sende Bøjlen til Smeden for, at han kan sætte den i Stand." - "Gjør det", sagde jeg, "men tjen mig i at kjøbe nogle Ansjoser og fyld saa min Krukke med Vand." - Det skete. Strax begyndte jeg at spise og tyllede alt det Vand i mig, jeg kunde, hvorved mit Underliv blev udspændt. Nu kom Fangevogteren med Smeden, der bragte den istandsatte Bøjle med sig. Smeden prøvede den om mit Liv, men kan kunne ikke tvinge den sammen; han gik derfor hjem med den for at smede et Stykke til. Tilsidst passede den, og saaledes saa Fangevogteren mig atter spændt i Lænken. Ikke længe efter var mit Underlivs Opspænding hævet, jeg kunde skyde Bøjlen ned og befri mig for den, naar jeg ønskede det. Nu stod kun tilbage at se min Fangevogters Aarvaagenhed dysset i Søvn. Dermed bar jeg mig ad paa følgende Maade: Jeg lod snart mit Bord, snart min Stol falde overende, og naar da Fangevogteren kom for at se, hvad der var paa Færde, sagde jeg til ham: "Det skal I aldrig bryde Jer om! Den Larm jeg gjør, er af Desperation over at se mig saaledes fangen, at jeg aldrig kan slippe bort herfra." Dette troede Fangevogteren, og saa vidste jeg, at naar jeg ved Hjælp af Bord og Stol søgte at krybe ud igjennem Vinduet og de styrtede om, som let kunde hænde, vilde Fangevogteren ikke bekymre sig derom. Et Par Nætter derefter gjorde jeg mig løs fra Bøjlen, lavede mit Stillads op til Vinduet, hvorved jeg bandt mine Lagener, som jeg havde revet i Stykket og snoet til et Reb, og firede mig saa ned. Ingen stansede mig paa Flugten, og da jeg ikke havde glemt, hvad Fogden havde sagt mig, listede jeg mig hen til hans Bolig, bankede paa Vinduet og raabte: "Foged, nu gaar Arve Bravkarl!".

Hvad der især karakteriserede denne Arve Bravkarl var, at han undertiden stjal fra de Rige og gav de Fattige. Hans Opførsel i Kronborg Slaveri var saa god, at han i en Del Aar om Dagen var ude af Slaveriet og gik Ærinder for Fæstningens Officerer, og aldrig hørte man i den Tid noget Strafværdigt om ham. Han fortalte, at det første Tyveri, han begik, bestod i sex Skilling, han stjal fra sin Moder, hvilke laa, som han godt erindrede, under en Strømpe paa Ovnen, og fra dette første Forsøg gik han videre og videre i Tyvsforbrydelser. Han beklagede kun, at han ikke havde lært at læse og skrive, "thi" ytrede han, "saa skulde jeg være bleven en hel anderledes Karl!" Desværre viste hans Smil ved denne Ytring, at han mente, at han da skulde have drevet det bedre som Forbryder. Ved de Forhør, han ofte var underkastet, udfoldede han en mærkelig Snildhed, der som oftest bragte Forhørsdommeren aldeles i Vilderede. "Frygt", sagde han "kjender jeg ikke", og dette beviste han ogsaa derved, at han, da han sidste Gang blev taget til Fange i Norge, blev omringet af Soldater og først overgav sig, da han var rammet af tre Kugler og Bajonetstik. Gjentagne Gange var han i Norge og Sverrig undvegen selv fra de stærkeste Fængsler, og naar han derfor spurgte ham, om han ikke tænkte paa at komme bort fra Kronborg Slaveri, svarede han: "Nej, nu jeg er nogle og tredsindstyve Aar gammel, er det ej at tænke paa." Imidlertid rømte han dog derfra i Selskab med et svensk Fruentimmer til Sverrig. Man hørte ikke senere noget til ham, og Rygtet gik, at han var druknet paa Overfarten.

(Lolland-Falsters Folketidende, 14. marts 1874)

Fisk. (Efterskrift til Politivennen)

Nyhavn, Börssiden, Gammelstrand og saa videre, ere nu fuldkommen möblerte med Fartöjer, der have bragt Fornödenhederne af alle Slags. Födevarerne have i Provindserne været höjt indköbte, og Skipperne synes forstenede over, at ikke engang Krigsrrygterne have kunnet bringe dem til her at stige saaledes som de havde spekuleret.

I forrige Uge havde man ved gammel Strand den Nyhed, at en Jagt fuld af fersk Sild fra Nibe udsolgte der i Oelviis. Salget varede flere Dage, og Prisen faldt hverdag, tilsidst 1Mk. Oelen.

I forrige Uge havde man ogsaa ved Stranden Fiskevogne fra Karrebæk, der bragte Gjedder og Emter, denne sidste Fisk er sjælden i Kbhvn, hvor den ogsaa kaldes Strandkarpe, eller Karpeus Horeunge. Man siger ellers at Horeunger ere de flinkeste, men her har dette Forhold ikke Sted.

Den Fiskeart, som ved gl. Strand bestandig koster mindst er Rokk?, som sælges 3 Sk. Pd. Denne Fisk, som udgjör Parisernes Delice, spises i Kbhvn kun af de allerfattigste; saa forskjellig Smagen.

Man gjör nu ved Stranden Forskjæl paa ægte Holstensk Sild og paa uægte, som ogsaa kaldes pommersk. De sidste sælges 3-4 for Skillingen, medens de förste gælde 1, 1½ til 2 Sk.

(Dagen, 19. april 1803)

Jøders Erhvervfordeling. (Efterskrift til Politivennen)

Man veed at de jödiske Danske, ved Oplysning, Fordumsfrihed og Tolerance, udmærke sig frem for deres Troesforvandte paa andre Steder, og da dette er en naturlig Fölge af deres kristne Medborgeres Oplysning og Tolerance, saa seer man endnu större Fremskridt imöde. En af de gode Fölger af denne gjensidige Tolerance sees allerede deri, at ikke faa jödiske Medborgere sætte deres Börn til Professioner og Kunster. D. 2 Marts 1803 vare i Kbhvn. af den jödiske Sekt: Mestere 10, nemlig, Guldsmede og Juvelerer 2, Kattuntrykkere 5, Sadelmager 1, Kunstdrejer 1, Bogtrykker 1; i alt 10 Mestere. Svende: Uhrmagere 4, Guldsmede 6, Murere 2, Tömmermænd 3, Snedkere 2, Kattuntrykkere 6, Formskjærere 3, Bogtrykkere 6, Skræddere 3, Bager 1, Skomager 2; i alt 38 Svende. Drenge: Skomagere 2, Guldsmede 10; Uhrmager 2, Sadelmager 1, Bogtrykkere 6, i alt 16 Drenge. Og altsaa 64 Professionister af bemældte Menighed.

(Dagen 28. marts 1803)