Tranlugt i Byen og Lampeos i Theatret.

hvem af Københavns indbyggere ender ikke den afskyelige lugt som trankogeriet på Christianshavn udbreder over byen, og ved visse vinde især forpester Amalienborg og dens omegn, en lugt hvis tilværelse gør det til en kval at indånde endogså den i øvrigt reneste luft. I selve værelserne forfølges man af denne stank så at den for alle er uundgåelig. Skulle der da intet middel gives til at befri kongens residens og dens beboere fra en sådan daglig plage?

For nyligt efter om dagen at have indåndet denne pestilentialske tranlugt, gik indsenderen en aften i teatret for at glæde sig ved Lulus smukke musik. Men denne nydelse forbitredes og desværre ikke for første gang, ved flere osende lamper såvel i orkestret som foran scenen som udbredte en utålelig lugt over parterret og undertiden forårsagede at man kun ligesom gennem et slør af røg så hvad der foregik på scenen. Man håber at teaterdirektionens foranstaltning og omsorg vil vide i fremtiden at sikre tilskuerne for denne lampeos som er dobbelt ømfindtlig efter næsten hele dagen at have døjet tranlugten, ret som om man boede i eskimoernes land.

(Politivennen nr. 1151, Løverdagen, den 20de Januar 1838. Side 41-42)

Nogle Anker fra Christianshavns Beboere.

Da der ved Børsen er en meget betydelig færdsel både vinter og sommer og man til nogle tider af dagen, fx når Knippelsbro har været oppe, og en mængde mennesker er blevet samlet der, eller om morgenen når fiskerkonerne kommer fra kvaserne med 2 til 3 kurve på armene, har stor møje med at komme frem på det ene stakkels fortov, var det vist nok at ønske om der fra høje ansvarliges side blev truffet nogen foranstaltning hvorved passagen der blev noget mere fremkommelig.

Indsenderen mener blandt andet det ville hjælpe betydeligt dersom de handlende der havde udsalgssteder under Børsen, ville lade de vareartikler der optager en større plads som kaffe- og sukkerfade, jern, tjære, hamp, salt etc. modtages eller udleveres fra den anden side (Bag Børsen, den gade hvori indgangen til banken er) hvilket gerne med en lille ulejlighed kunne iværksættes til det offentliges bekvemmelighed.

Så vidt det er indsenderen bekendt skal der være en politi- eller anden øvrighedsforordning som forbyder at bære kurve eller byrder på fortovene. Forholder det sig således, da var det sandelig at ønske at den måtte blive indskærpet på ny og strengt overholdes.

Indsenderen må herved gøre politiet opmærksom på at der ved Børsens opgang som vender ud mod slotspladsen, om aftenen samles en mængde skøger etc. som på den skændigste måde driver deres uvæsen der, hvilket det var at ønske vægteren måtte indskærpes at forhindre.

Siden vi nu engang har begyndt at omtale passagen til og fra Christianshavn, så vil det ikke være af vejen at påtale flere ulemper som Christianshavns beboere hidtil tålmodigt har fundet sig i og der i blandt kan vist nok regnes den forpestede lugt som hyppigt udbredes der ved trankogningen på nogle skibsværfter. Sådant burde efter indsenderen mening aldrig tillades i byen, men foretages langt ude på et ubeboet sted fx på Amager Fælled. Når vinden bærer på fra natterenovationspladsen, har beboerne på Christianshavn plage nok af stanken derfra. Følgelig må trankogningen foretages så langt borte fra byen som muligt.

Brolægningen på Christianshavn er højst mådelig i de fleste gader og kunne sandelig trænge til også engang at forbedres.

Vejen langs med volden fra Weyses forrige jernstøberi til Amagerpost og fremdeles til reberbanen ligner en svinesti. Den er opfyldt med ækle, uartige  skidne børn, alskens uhumskhed, stinkende grøfter, kort sat alt for meget snavs til at burde tilstedes i en hoved- og residensstad.

Ved Knippelsbro må endnu erindres at klapperne (eller lemmene) burde nedlades før spærringskæderne tages bort. For når folk trænger på fra modsatte sider, kan der let afstedkommes ulykker.

Indsenderen nærer det håb at hans stemme ikke vil være en røst i ørkenen, men at ovennævnte ulemper snarest måtte blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 991, Løverdagen den 27de December 1834, s. 895-898)  

Om skadelige Røg- og Dampindretninger her i Staden.

Foranlediget af den i nærværende blads nr. 830 fremsatte anmodning til hr. Rønnenkamp om afværgelse af de skadelige røg- og saltdampe fra hans raffinaderier på Sankt Annæ Plads mener indsenderen det ikke bør være ubemærket at en stor del af staden ofte hjemsøges af en næsten pestagtig stank fra trankogeriet på Christianshavn og ligeledes andre dele af staden med en brystet meget angribende røg fra fyrene på den Kongelige Porcelænsfabrik. Indsenderen henstiller derfor til høje ansvarlige om der ikke måtte være anledning til for disse kongelige etablissementer hos den i anmodningen til hr. Rønnenkamp nævnte eller anden mekanicus hat søge råd for at få disse ulemper afskaffet, hvilket da rimeligvis ville have til følge at private som sæbesydere, bagere, bryggere, brændevinsbrændere og andre som bruger megen ild, fulgte eksemplet, både for at holde godt naboskab og  for desto lettere at få deres nu så ofte af røg og damp hjemsøgte værelser bortlejede.

Skulle midlet mod disse ulemper ikke som i forrige Politivennen synes forudsat allerede at være bekendt, ville det dog muligvis let kunne udfindes ved nogle forsøg, hvortil det Polytekniske Instituts forskellige værksteder og laboratorier muligvis med mindst bekostning kunne benyttes.

(Politivennen nr. 832, Løverdagen den 10de December 1831, s. 859-860)

Bøn til Trankogeriet og det polytechniske Institut.

Når vinden blæser fra sydøst og trankogningen (terminus technicus kender anmelderen ikke) finder sted, udbredes en utålelig ækel stank hen over hele staden. Man har i denne tid endog tydeligt kunnet spore den inde i værelserne ved Hauser Plads og Nørrevold. Da den fede, tykke trandamp for forvolder denne pestilentialske dunst ved et formodentligt lidt bekosteligt apparat kunne forbrændes, ja vel endog anvendes fordelagtigt fx til gas, og folks næser og lunger da befris fra denne pine at lugte og indånde en så infernalsk os, så anmodes de ovenfor nævnte hæderlige institutter om i skøn forening (det sidste måtte råde, det første lade sig råde) at bestræbe sig for at befri stadens indbyggere for dette ikke ubetydelige onde.

(Politivennen nr. 731, Løverdagen den 2den Januar 1830, s. 5-6)

"Man har i denne tid endog tydeligt kunnet spore den inde i værelserne ved Hauser Plads". (Hauser Plads, 1849. Langberg: Fra torv til torv, 1943)

Redacteurens Anmærkning

Om trankogeriet berettede Kjøbenhavnsposten, 25. marts 1828, side 100:

Iaftes Klokken henved 6 blev Hovedstaden allarmeret ved Brandklokkens Lyd, og en i Retningen fra Christianshavn fremvæltende svær og tyk Røgsky gav den bebude Ildsvaade et frygteligt Udseende. Til al Lykke var Faren imidlertid ei saa stor: Ilden var nemlig udbrudt ved Trankogning paa det grønlandske Compagnies Plads, hvorved en af Kogepanderne var antændt, og ikkun Tagværket og nogle Luger paa en tætved Brænderiet liggende Pakhuusbygning bleve beskadigede. Hans Majestæt Kongen begav sig ved den første Larm til Brandstedet.

Weg mit dem Speck.

De piller på hver side af Marmorbroen hvorpå lygterne er anbragt, er visselig i naturhistorisk henseende mærkværdige da man her har det særsyn at se det fra lygterne nedløbne tran forvandlet til spæk. Man har vel vidst at der af spæk kunne koges tran. Men at det kunne forholde sig omvendt, har man ikke før villet tro.

Da disse piller imidlertid som de nu er afgiver et væmmeligt skue, og da det især synes upassende at de beholder deres nu havende væmmeligt svinske dragt til den forestående højtidsdag, især da de allerede nyligt har paraderet på en sådan, så håber man at rette ansvarlige ville drage omsorg for at de forinden får et nogenlunde tækkeligt udvortes.

(Politivennen nr. 542. Løverdagen den 20de Mai 1826, s. 340) 

Forslag til Sælhundejagtskompagnier

Jeg tror det er højst såre ønskeligt om en trang af en nødvendig ting kunne afhjælpes som blokaden gør umuligt at få, og er dog ligeså nødvendig for belysningen, som for garverifabrikkerne. Nemlig tran. Til den ende antager jeg at der kunne anlægges en sælhundejagt på kysten af Sjælland, som vist ville standse noget af denne mangel, da jeg selv har skudt mange. Og altså vil denne jagt nok lykkes, især på Køge-kanten, hvor der er mange. Men stadighed udfordres dertil, og så snart den gribes an med kraft, lønner den.

Det vil desårsag være at ønske at sådanne grosserer eller skippere der føler for staden, ville indgå i et kompagni til en sådan sælhundejagt, og dertil anskaffe som folk til dette fags udførelse kunne være duelige, samt fartøjer som var lette og kunne trækkes på land om natten. Denne jagt ville være til stor nytte både for rederne som også i det hele for landet.

E. E. Meland
Second og Tøjhusløjtnant på
Batteriet Trekroner

(Politivennen nr. 538, 20. august 1808, s. 8632-8633)

Bøn til den Grønlandske Handel og Spørgsmaal til Missionen sammesteds.

Den Grønlandske Handel antager fra tid til anden matroser, håndværkere og andre arbejdsfolk til de grønlandske kolonier. Kårene for disse mennesker der rejser på tro til handelen som til deres antagne husbond over til et så ukendt land og klima, som vover derpå om deres helbred i en årrække bliver den samme der hvor lægemidler og doktor ikke vel kan haves, som for en ringe løn og en ubestemt forplejning underkaster sig det mest uindskrænkede tyendeskab, og den selvmægtigste overbefaling af deres husbonds undertjenere - opfordrer til den mest upartiske undersøgelse om der under deres ophold i Grønland sker dem ret, og til den største omhu for ved deres ansættelse herhjemme at handle således at ingen af dem siden skal kunne tro sig overlistet eller misbrugt på grund af sin uvidenhed.

Så langt den tanke altid vil være fra enhver veltænkende borger at en kongelig handel kan gøre sig skyldig i noget der lignede hvervelist, så lidt vil samme handels foresatte kunne optage anderledes end med velbehag ethvert vink der måtte pege på sådanne forandringer i adfærden mod folks ansættelse til de grønlandske kolonier hvorved endog den ildesindedes ugrundede skummel kan forebygges. Handelens bestyrelse har selv indset at det var godt at de antagne folk vidste noget om deres pligter og havde forsikring om det dem i betaling tilkommende. Sikkert i den prisværdige hensigt at opnå dette er det at handelen har ladet trykke et halvark vilkår eller om man vil kalde det en kontrakt. Men det ville være meget ønskeligt om denne ting var noget mere udførlig og især at den første artikel oplyses mere. Den lyder således:

"1) Jeg lover at efterleve de for landet allerede udgivne og herefter udgivende instrukser og anordninger, så vidt mig kan vedkomme. Ligesom også at være den kongelige inspektør samt stedets foresatte købmand og assistent hørig og lydig. Med al villighed og til alle tider ved dag eller nat når det forlanges at forrette alt hvad mig af bemeldte mine foresatte befales, være sig på togter ved fiskeriet eller husarbejde, samt andre forretninger som mig i handeles tjeneste måtte pålægges."

Her ville det være særdeles godt om et passende udtog af de allerede udgivne anordninger var hostrykt, såvel som det vedkommende af de omtalte instrukser. ikke mindre ville det være nyttigt om der blev gjordt nogen nøjere bestemmelse af det forrettende arbejdes størrelse og egenskaber.

Den anden artikel lyder således:

"Skulle det befindes at jeg ikke forstod eller ikke kunne bestride det arbejde jeg har påtaget mig, underkaster jeg mig at stedets foresatte nedsætter min løn i forhold til den mindre nytte jeg kan gøre i tjenesten. Foruden at jeg i tilfælde af dårlig opførsel må underkaste mig den straf som mig derfor bliver tilkendt. osv"

Her synes man at savne udtrykt hvad dog sikkert må være handelens bestyrelses mening at denne på betjentens vilje og skøn beroende nedsættelse i løn ikke kan finde sted om sygdom var skyld i at arbejdet ikke blev gjort eller om arbejdet ikke var af den beskaffenhed (da alt hvad det skal være kan befales ifølge første artikel) at den antagne kunne tros at være kyndig deri.

Den tredje artikel:

"Når jeg derimod forestående forpligtigelse i alle dele efterkommer og derom ved min hjemkomst kan forevise mine foresattes skudsmål, er mig foruden min forplejning i landet eller kostpenge tilgået i årlig løn ... Rigsdaler (for en matros 36 rigsdaler) som angår fra den dag skibet hvormed jeg overgår, letter anker på Københavns red og ophører den dag da jeg fra landet af går ombord på det skib som bringer mig her tilbage, også er mig for så vidt min tjeneste måtte bruges ved hvalfangsten, tillagt 4 skilling af hvert 2 tøndefad tran, som udkommer ved hvalspækkes afbrænding. På overrejsen såvel som på hjemrejsen nyder jeg også osten fri imod at jeg igen er pligtig at forrette inden skibsborde hvad arbejde der af mig måtte forlanges og behøves."

Ved denne artikel var det at ønske at de i Grønland givende kostpenge nøjere bestemtes.

Flere artikler indeholder forpligtelsen ikke. Derimod er neden under de ord trykte: Forestående forpligtelse at være lydelig oplæst for vedkommende bevidner. En sådan forsigtighed er meget priselig (skønt jeg har set forpligtelser hvor intet navn bevidnede denne lydelige oplæsning) kun måtte man hvor en forpligtelse er så lidt favorable, ønske tilføjet: og at vedkommende var ved sine fulde sind og ikke beruset, bevidnet.

Jeg tror ikke at det er for meget sagt at forpligtelsen er lidet favorable, da den på den ene side ikke kan ophæves, men når det skal være på den anden og da kolonisten (om man så kan kalde ham) må på hele hjemrejsen gøre det sværeste skibsarbejde for den blotte kost.

Man vil aldrig bedre kunne fatte hvor nyttige sådanne bestemmelser som de ovenfor ønskede ville være end når man ved at der fradrages enhver af kolonisternes 36 rigsdaler i tilfælde at en grønlænderinde ved ham føder et barn. Denne post anføres i deres afgørelse således: Bidrag til et uægte barn ved grønlænderinden N. N. 36 rigsdaler. Uden at vide om dette bidrag der udgør en sådan kolonists løn for et helt år, må erlægges som en følge af de i første artikel af forpligtelsen omtalte instrukser og anordninger eller som en efter anden artikel for dårlig opførsel tilkendt straf, tør man tro at det ville være en vigtig betragtning i enhver persons hoved der ville ansættes i handelens tjeneste og altså burde de nok aldrig lades i uvidenhed om en så stor ulykke og som de så lidt efter lovanalogi kunne formode.

Ingen vil vel have at de til Grønland opsendte kolonister skulle der [lusne] sætte børn ind i verden uden at bidrage til deres opfostring mm. Men det vil sikkert enhver ønske at dette i Grønland måtte ske i et forhold ligt det som i fædrelandets lovgivning følges. Også her skal faderen bidrage til et uægte barns opfostring, men han skal ikke dertil give alt hvad han ejer og har. Sikkert vil også missionen hvis handels bestyrelsen oplyser den herom, findes villig til at formilde sin mening i denne henseende. Man formoder dette så meget snarere som vores missionsvæsen i andre verdens egne ikke er så strengt *)

Det ville imidlertid fra missionens side være en oplysning man højlig måtte fornøjes ved om den ville forelægge almenheden en efterretning om anvendelsen af disse store opdragelsesbidrag.

*) I Vestindien tillader missionærerne de kulørte at leve med de ugifte blanke i et uindviet ægteskab og overlader det til faderen til et uægte barn hvor meget han vil anvende på sit afkom.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 196, 23 Januarii 1802, s. 3124-3131)

Redacteurens Anmærkning

Bemærk at der i de indledende afsnit tages alvorligt forbehold for "skummel". Skribenten går i clinch med embedsstanden, og kan herved risikere en tiltale for brud på Trykkefrihedsforordningen.

Om Tranbrænderiet

Blandt en hel del indretninger her i byen som sætter den tænkende i en ubehagelig forundring, er et stort tranbrænderianlæg inden for byens volde, ja tæt på dens midte, højst mærkeligt.

Den væmmelige stank fra denne tranfabrik, der i det mindste efter indsenderens mening overgår i ækelhed og usundhed al anden stank, forpester derfor altid, alt efter hvordan vinden blæser, noget af byen. Og da sydvestenvinden ikke er sjælden, så har Amalienborg meget ofte den ubehagelighed at være opfyldt med disse slemme dampe.

Hvor usund denne stank er, kan man læse i hver forbedringshuslems gustne ansigt. Indsenderen har kun en gang beset dette så besynderligt benævnte fængsel. Men den utålelige transtank han indtog der i en times tid (man ved at lemmernes uld er indsmurt i tran), gjorde ham dårlig i flere timer. Og en af hans venner, som var med og som på loftet åbnede en sidelem på et af de udgående aftræksrør som får fra stuerne op over taget, faldt om af den pludselige virkning af den i aftræksrøret samlede og stærkt opstigende stank.

Selv Hamborg, som ellers ikke er berømt for sin renlighed, har sit trankogeri uden for byen, ved Elbbredden neden for Hamborger Berg så byen kun under en vindretning er plaget med stanken.

Vel muligt at en konstitution bedre end en anden kan udholde transtank, men at mange lider usigeligt derved er sandt, og hvorfor skal disse lide?

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 193, 2. januar 1802, s. 3073-3075)

Hvorfor Christianshavn er anset så meget slettere end København

Det er kendt nok at huslejlighederne på Christianshavn hverken er så efterspurgte eller så højt betalt som københavnske. Christianshavn bliver anset for at være en forstad og næppe den bedste. Så mange som kan, flytter derfra ind til byen, og enhver krymper sig ved at flytte derud.

Det er dog nok umagen værd at se på de årsager, der gør denne store og anselige del af byen så modbydelig, for med det samme at lære midlerne til at ophæve denne modbydelighed.

Som den første årsag viser sig straks broerne, der er så få og usle. Den ene af disse, Langebro, er endda så afsidesliggende, at den kun har en yderst lille del af passagen. Den er desuden alt for smal, ikke oplyst om natten og næsten rådnet op. Knippelsbro er da så godt som Christianshavns eneste bro, og i sandhed er den elendig. Lige så stor og anselig som den måtte syne i Christian den Stores nys anlagt Christianshavn, er den ussel og utilstrækkelig for byens nuværende færdsel og folkemængde. Den standsning i færdslen som sker når den åbnes for skibene, er altid højst ubehagelig og tidsspilde. Men den kan endog for de, som har meget vigtige ærinder, være særdeles skadelig.

Fra kl. 10 om aftenen til et par timer op ad dagen gør natrenovationen denne bro til den væmmeligste overgang, og er sikkert en særdeles vigtig årsag til den lede man har ved at bo på Christianshavn.

Slagtere er der kun få af, og kunne være så dyre som de vil, da de ikke altid går an at sende ind til byen efter kød.

Grønttorv mangler ganske, og de finere grøntsager må derfor hentes den lange vej fra Amagertorv.

Blæser vinden fra syd har man en plagende stank fra renovationsmagasinet. Blæser den fra øst lider man meget af den endnu slemmere stank fra trankogeriet.

Mange slags nyttige næringsveje drives slet ikke på Christianshavn, og for en mængde varer er der ikke engang butikker.

Alle forlystelser, spadseregange, komedier og klubber må søges på byens side. Amager vold må ikke bestiges. Landevejen uden for porten tilbyder hverken frisk luft eller behagelig udsigt.

Der kunne endnu opregnes flere ubehageligheder. Men det er måske bedre at holde op, da der er nok at afhjælpe for det første. Man tror dog slet ikke dette er ugørligt. Der behøves blot to eller i det mindste en god bred bro mere, og den der er skal gøres bredere. Der behøves blot at trankogeriet flyttes langt uden for byen, således som andre steder er skik, da ingen anden hovedstad paraderer med sådan en stankfabrik. Der behøves blot at indføre den langt rimeligere metode at bortføre renovationen i pramme, og at opvække den industri hos agerdyrkeren at benytte sig deraf til gødning. Der behøves endelig for at afbøde alle de øvrige mangler, kun at gøre landet uden for Amagerport behageligt, ved plantninger, og ved en offentlig have, og at gøre volden til en yndet offentligt spadseregang. Og man ville snart se Christianshavn kappes med København om at tiltrække sig beboere!

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 165, 20. juni 1801, s.2631-2634)