Tranlugt i Byen og Lampeos i Theatret.

hvem af Københavns indbyggere ender ikke den afskyelige lugt som trankogeriet på Christianshavn udbreder over byen, og ved visse vinde især forpester Amalienborg og dens omegn, en lugt hvis tilværelse gør det til en kval at indånde endogså den i øvrigt reneste luft. I selve værelserne forfølges man af denne stank så at den for alle er uundgåelig. Skulle der da intet middel gives til at befri kongens residens og dens beboere fra en sådan daglig plage?

For nyligt efter om dagen at have indåndet denne pestilentialske tranlugt, gik indsenderen en aften i teatret for at glæde sig ved Lulus smukke musik. Men denne nydelse forbitredes og desværre ikke for første gang, ved flere osende lamper såvel i orkestret som foran scenen som udbredte en utålelig lugt over parterret og undertiden forårsagede at man kun ligesom gennem et slør af røg så hvad der foregik på scenen. Man håber at teaterdirektionens foranstaltning og omsorg vil vide i fremtiden at sikre tilskuerne for denne lampeos som er dobbelt ømfindtlig efter næsten hele dagen at have døjet tranlugten, ret som om man boede i eskimoernes land.

(Politivennen nr. 1151, Løverdagen, den 20de Januar 1838. Side 41-42)