Aarhuus (Efterskrift til Politivennen)

Politivennen beskæftigede sig næsten ikke med Aarhus, der dengang langt fra havde den betydning som den har i dag, som Danmarks næststørste by. Kjøbenhavnsposten brugte imidlertid en hel artikel på byen. Så her er den:

Staden Aarhus er bekendt over hele Danmark af sin avis og det ikke formedelst de efterretninger, som nævnte avis meddeler fra Aarhus, men formedelst dem som den meddeler fra alle andre kanter i landet. Om Aarhus selv taler den kun lidt og adskiller sig derved fra adskillige andre provinsaviser, fx de fynske, der er uudtømmelige i meddelelser angående de mærkelige ting, som passerer indenfor deres publikums synskreds. Odense har gjort en hel del for at tildrage sig en mere almindelig opmærksomhed, det har fået sig et litterært selskab, det hører forelæsninger for herrer og damer, som det kunne være København. 

Aarhus er i opkomst og vil snart kunne blive en farlig rival for Odense. Allerede hører man tale om æstetiske forelæsninger og filosofiske prækener, det vil ikke vare længe for staden gennem sin avis eller andetsteds henleder opmærksomheden på sine opkommende notabiliteter. Begyndelsen til at søge den offentlige opmærksomhed er sket ved en artikel i Berlingske Tidende om de mange nye bygninger, som i den senere tid er opført. Formodenlig vil de som nylig have besøgt Hamborg, straks drømme om, at Aarhus måske har lignende herligheder at fremvise. 

Stiger man i land ved havnen, så får man imidlertid kun øje på en række af barakker, mod hvilke Nyboder ville stikke yderst fordelagtigt af, og efter at man i håb om at få nye herligheder at se med møje har arbejdet sig frem gennem de ofte højst ufuldkomment brolagte gader, kommer man endelig til byens centrum torvet, som forener i sig alt, hvad Aarhus har at opvise af moderne elegance og antik soliditet. Domkirken, et stort skrummel af en gotisk bygning, der har modtaget adskillige med det heles anlæg lidt passende reparationer (blandt andet en kort tårnspids, der ligner en kinesisk hue), skjuler den nedre del af sin facade bag et yderst simpelt rådhus, som står i den øverste ende af torvet og på højre og venstre side er omgivet af en del brøstfældige og, med undtagefte af et eneste nyt hus, yderst klodsede og lidet med hinanden passende bygninger. 

Dog hvad elegance og komfort angår, da vil den ægte århusianer vel sige: on peut se passer de tout cela, og vi skulle derfor ikke videre opholde os ved arkitekturen, som jo må blive vedkommendes egen sag. En anden sag er det med hvad der henhører til den offentlige bekvemmelighed, hvor man vistnok kan gøre store fordringer. Byen ligger i en smuk egn med en skov på hver side langs med stranden. Ud til disse skove går promenader, som kunne være smukke og hvoraf den ene for tiden er opbrudt. Desuden har byen en promenade indenfor sine porte bag ved katedralskolen, ligeledes langs med stranden. Ved at spadsere på denne, hvorfra man har en herlig udsigt over søen hen til Mols og Helgenæs, mindes man ret levende om at man befinder sig i en stad, hvor en knauserig sparsommelighed endog sætter det simpleste hensyn til publikums bekvemmelighed og byens egen ære til side; denne herlige promenade er givet til pris ikke mindre for alle slags uhumskheder end for havets voldsomhed, som snart ganske vil have ødelagt den. 

Og dog har Aarhus ad modum andre store stæder en forskønnelseskomite, som formodentlig står i den mening, at dens tilværelse er tilstrækkelig til at sikre byen besiddelsen af alle mulige skønheder, hvis ikke, hvad man dog nødig vil tro, denne komite skulle have mindre udviklede begreber om skønhed eller endog defekte sanseorganer. Dog om end komiteen kunne have nok så megen lyst til at forskønne eller i det mindste vedligeholde byens offentlige promenader, så er det vel mere end rimeligt, at den ikke så sig i stand dertil, med mindre den ville udrede pengene af sin egen lomme, for når kommunen endog skyer de allernødvendigste udgifter til vejvæsenet, så vil den formodenlig heller ikke give noget til, hvad den fra sit standpunkt må anse for overflødigt. 

Byens tilgange, navnlig fra den såkaldte Vesterport, er for ethvert ikke med træsko eller vandstøvler forsynet menneske at anse som spærrede, man synker ved hvert trin dybt ned i dyndet, som meget let kunde skaffes bort, da vejen der er brolagt. Ved siden af den brolagte kørevej findes en for fodgængere indrettet gang, som adskiller sig derved fra hin, at den er bundløs, hvorfor heller ingen vover sig ind derpå, men hellere foretrækker at vade gennem det omtrent en fod tykke lag af dynd på kørevejen. Og dog er denne, som er begyndelsen til en chausse, at kalde udmærket i sammenligning med de rædsomme veje rundt omkring byen, hvis bundløshed man søger at udfylde med al slags skarn, som imidlertid, så snart et nyt regnskyl indtræder, gør dem endnu mere ufremkommelige. X.

(Kjøbenhavnsposten, 17. december 1847).

Knauserig er et tysk ord som man vel bedst kan oversætte til nærig.

Aarhus 1823. Farvelagt radering af Søren L. Lange (1760-1828). Statens Museum for Kunst.

Skipper Jensens Menageri. (Efterskrift til Politivennen)

Allerede i flere år har skipperen på lods- og fyrskibet Drogden fundet god regning ved at opkøbe en del svin ombord på dette skib - den navnkundige proviant i bedrøvelig hukommelse. - Bopælen og øvrige bekvemmeligheder hvormed hr. skipper Jensen så smukt har forsynet sine firbenede yndlinger, er meget til hinder for passage og manøvrering, ligesom det store svineri og den hæslige stank dyrene frembringer, er til utålelig gene for Dragør lodser der er beordredet til såvel nat som dag, at holde vagt på "Drogdens" dæk. Når vi ved adskillige lejligheder har beført for lodserne det urigtige i, at de ikke for deres foresatte besværede sig over svineriet ombord i fyrskibet, har vi bestandig fået til svar: "Hvad kan det hjælpe? Vi er uden alt forsvar og ingen vil tage notits af vores besværinger!" Det er i sandhed i høj grad mærkværdigt.

Imidlertid mener vi dog at enten bør lodserne forskånes for opholdet ombord i Drogden eller der bør sørges for at det jensenske menageri med tilhørende bliver ryddet bort. For hvorledes end vedkommende tror sig at kunne være bekendt at behandle de danske lodser, så er det dog vel drøjt uden hensyn at tvinge en så agtværdig stand til at tage vagt ved siden af en svinesti.
København den 3. december 1847.
O. L.

(Kjøbenhavnsposten den 6. december 1847)

Fyrskibet Drogden lå oprindeligt ved Læsø, men blev i 1837 flyttet til Drogden Rende, ca. 7 km syd for Dragør. Dragør Lodseri fik som nævnt i artiklen indrettet en filial på skibet i 1837. På fyrskibet var der 6 køjepladser til fyrskibets mandskab i lodser, med fuld kost. Skibet var 22 meter langt, 6,6 meter bredt. Det er nu skrottet.

Fyrskibet var bl.a. bemandet med 6 lodser som havde nok at lave. I 1840'erne passerede årligt ca. 20.000 skibe. Det var udlagt 1. marts til 21. december. I tåge slog en af medarbejderne på gongong. G. J. Jensen var fyrskibsfører 1843-1953.

Stranding ved Stege (Efterskrift til Politivennen).

Den 24. septbr. d. å. indfandt vi undertegnede bådførere af Stege os ved 2 engelske skibe, som var strandede ved Ulfshale, natten imellem 23. og 24. samme måned, for at bjerge. Og da var oldermand Bergman fra Nyord kommet til skibet for at indgå bjergningsekontrakt, hvorpå han forpligtede sig til at møde med alle de 27 lodser, som er på samme ø; uagtet at der på samme tid lå over 40 skibe i deres distrikt og ventede på lods. Derefter indfandt sig skipperne fra Stege, som da deltog i den af oldermanden afsluttede bjergningskontrakt; og da vi som vel bevist, udviste al flid for at bringe nævnte skibe af grunden, hvilket også lykkedes os, lovede de interessenter som havde kontrakt, at vi skulle få part, lige del med dem, hvormed vi veltilfreds gjorde os al umage for at bjerge nævnte skibe. 

Uagtet vor udviste flid og den lovede betaling, nægtede dog såvel oldermanden som skipperne os vor part, og tilbød os kun hver 20 rbd. Men da vi anså det for en alt for ringe betaling imod hvad de forbeholdt dem selv, uden at de havde gjort nogen synderlig nytte, så bad vi dem indkaldte for en forligelseskommission, hvor forliget blev sluttet således, at vi som havde gjort størst nytte, fik hver 50 rbd., mens de andre store herrer forbeholdt sig hver 164 rbd. Vi henstiller derfor til enhvers bedømmelse om vi har fået for lidt for det af os udførte arbejde, eller om vi bør anses at være fyldestgjorte herfor, og tillader vi os dernæst at bringe det spørgsmål til de højere autoriteter: hvorvidt lodserne fra Nyord kan være berettigede til at forlade deres lodsdistrikt, og lade skibene forgæves vente efter lods, mens de begav sig hen at bjerge strandede skibe.

Stege den 15. November 1847.
Johannes Olsen. 
Anders Olsen. 
Hans Jacob.
Hans Lassen. 
Niels Jensen. 
P. Andersen.
Jacob Michael Sørensen

(Kjøbenhavnsposten, 18. november 1847)

Strand ved Ulfshale, Møn. Det kan have været i dette farvand at de to engelske skibe strandede i 1847. ("Ipigott", public domain)

Svar

på et inserat, indrykket i Kjøbenhavnsposten nr. 269 af nogle bådførere fra Stege, dateret den 15. dennes.

Om end efter at to engelske skibe - en brig og et barkskib - var strandet ved Ulfshale, disse bådførere foruden en mængde andre mennesker, indfandt sig der den 24. septbr. d. å. (hvilket i al fald ikke var tilfældet med den ene af dem, Anders Olsen) gav dette dem dog ingen ret til andel af bjergelønnen. De engelske kaptajner sluttede bjergningskontrakt med undertegnede og Steges Skipperselskab, og hver af parterne havde sit faste og bestemte mandskab, hvortil bådførerne ikke hørte. Det stod jo forresten alle og enhver frit for at tilbyde de strandede deres tjeneste. Men bjergningen måtte vel ene og alene vedkomme dem, som kaptajnerne antog. 

Uopfordret og uden at deres hjælp var fornøden, gik bådførerne derpå ombord i briggen og gav bjergerne en håndsrækning. Men at jeg eller nogen af de andre formand, der var med at slutte kontrakten, derfor lovede dem fuld part, erklæres herved for en løgnagtig beskyldning indtil de beviser det modsatte. Da jeg så at de ville ombord i briggen, spurgte jeg dem, om de manglede sjov, hvortil de svarede nej, men alle ville arbejde for egen regning og have fuld part, hvilket jeg udtrykkelig sagde dem de ikke fik eller havde nogen ret til. Dette har de heller ikke kunnet nægte. At jage dem fra borde, havde vistnok bjergerne haft ret til. Men da de alle stod i personligt bekendtskab til dem og nok undte dem en passende fortjeneste, undlod de dette. 

Deres anførte, at jeg forpligtede mig til at møde med alle 27 Lodser på samme tid, som der lå 40 sejlere og ventede på lods, er en åbenbar usandhed. Der var på den tid en eller to jagter under indsejling til Nyord med lods ombord, og der står ikke et ord i kontrakten om, enten der skulle møde lodser eller ikke. For når der møder tilstrækkeligt mandskab, er det jo vedkommende ligegyldigt hvem der møder. De skibe som længere hen på dagen blev i sigte, blev alle betimelig bragt i havn af lodserne. Den følgende nat, efter at flere jagter var bragt ud for at assistere ved bjergningen, lykkedes det at få skibene af grunden og dernæst, ifølge kontrakten at bringe dem til Helsingør. Straks efter lod bådførerne formændene for bjergerne indkalde for en forligelseskommission, hvor de gjorde følgende påstande:
1) at der var lovet dem fuld part,
2) at selvom dette ikke var tilfældet, tilkom den dem alligevel, da de - skønt uopfordret - havde været med at arbejde på det ene skib.
De stod altså i den besynderlige mening, hvilket man må tilgive deres uvidenhed, at når først en bjergningskontrakt var afsluttet, kan alle og enhver uden at de hørte til dem, der havde i påtaget sig bjergningen, og uden at nogen bad dem derom, styrte løs på et strandet skib, arbejde med efter godtbefindende, og siden få fuld andel af fortjenesten, hvis der vankede nogen, uden at bære noget af ansvaret. Det var også så ment. 

At undertegnede ikke havde lovet dem nogen part, tilstod de. Men hvilken af formændene eller de store herrer det så var, der havde givet dem et sådant løfte, derpå blev de svar skyldig, hvorvel de nu i deres inserat rask væk beskylder os alle i flæng derfor. De prøvede vel på ved forblommede trusler at tiltvinge sig en fuld part, og at deres kraftige, men ikke sandfærdige, inserat må sætte alverden i bevægelse og endnu måske hjælpe dem dertil, er sikkert en af de ideer, der nu spøger i deres hjerner. 

Da iøvrigt bjergningen var gået heldig af og disse bådførere lever i trange kår, tilbød undertegnede og de øvrige formænd dem hver 50 rbd., når de dermed ville være tilfredse. Det var af medlidenhed med deres stilling at vi tilstod dem en så ræsonabel dusør og ingenlunde fordi vi var forpligtede dertil. Men dette var noget, de ikke kunne fatte, og de spændte derfor fordringerne des højere. Rigtignok er to af dem, der har underskrevet bådførernes inserat, ikke bådførere eller i trange kår, men vi ville ingen forskel gøre. For øvrigt overlod vi til dem selv, om de ville modtage vores tilbud eller sagsøge os. De valgte meget viselig det første, uagtet de uafladelig lod os vide, at det ikke ville koste dem en skilling at køre proces mod os, men at de i den henseende var aldeles sikrede. Men hvorfor førte de da ikke processen, stolende på deres gode ret, i stedet for skriftlig at erklære sig for fyldestgjorte med de 50 rbd. til hver, og nu bagefter beklage sig over at være blevet forurettede?

Forresten tjener til tit nævnte bådføreres beroligelse, med hensyn til deres omhu for de sejlende i Nyords lodsfarvand, at ifølge en overenskomst mellem undertegnede og Stege skipperinteressentskab, arbejder dette og bjergerne på Nyord indtil videre i forening, når en stranding måtte indtræffe og bjergningen overlades en af parterne, uden dog at lodserne skulle være pligtige at møde personlig på strandingsstedet, dem undtagen der aldeles ikke på samme tid måtte savnes ved lodstjenesten, men at der desuagtet, uden at lodserne regnes med, i påkommende tilfælde med de bjergere på Nyord, hvilke ikke er lodser, ibefattet, er henved 40 mand at disponere over.

Imidlertid kan det ved indtræffende strandinger her på kysten, omstændighederne  undertiden være således, og det har de oftere været, at lodserne der øjeblikkelig er til stede, kan få et skib af grunden inden nogen vidste af at det havde været på, og uden at lodstjenesten derved forsømmes. Og skulle nu, hvilket bådførerne i deres inserat nok især sigter til, lodserne der ellers ved sådan lejlighed altid først må vove deres trøje, lægge hænderne i skødet, når måske omstændighederne var allermest gunstige til skibets frelse, turde det det stolteste skib være vrag inden hjælpen langvejs fra kunne komme.

Nyord, den 28. november 1847.
F. V. Bergman,
Lodsoldermand ved Nyords Lods

(Kjøbenhavnsposten, 30. november 1847).

I 1822 eller 1823 offentliggjorde en lods, Hans Larsen en skjult strøm som ikke som de daværende sandede til, Bøgestrømmen. Det var i nogle år blevet skjult fordi det var en omvej for lodserne, og disse begyndte da også at bagtale ham. Den norskfødte og nys udnævnte lodsoldermand Bergmann holdt da med Hans Larsen. Og da løbet på længere sigt viste sig at øge færdslen (i 1845 3.222 skibe), genvandt han sin anseelse, og blev i 1833 udnævnt til dannebrogsmand.

Ved folketællingen 1835 var Frederik Vilhelm Bergman 35 år, gift, 4 børn og 2 tjenestepiger.

Urtekræmmernes Nytaarsgaver. (Efterskrift til Politivennen)

Der circulerer i denne Tid iblandt Urtekræmmerne heri Byen en Opfordring til samtlige disses Interessenter om i Forening at virke for Ophævelsen af den hidtil stedfundne Uskik med Hensyn til Uddeling af Jule- og Nytaarsgaver til disses Kunder, eller sammes Tienestetyende.

Der er jo vistnok oftere gjort lignende Forsøg i denne Retning, ja samme ere endog, saavidt vides, for ikke mange Aar tilbage, udgaaede fra det Offentlige, men alle de gjorte Forsøg ere hidtil mislykkede. Den egentligt Grund, hvorfor dette Uvæsen hidtil ikke er blevet afskaffet, ligger jo derfor ikke saameget hos den Handlende, som hos Modtageren af slige Gaver, rimelige Beviser herfor ville ogsaa kunne fremføres, og troer jeg ikke at samme ere uden Interesse for Enhver.

Man har nemlig utallige Exempler paa, at mange Madmødre ved at indfæste deres Tjenestetyende, give samme et omtrentligt Register over hvor stort Beløb der til Nytaar vil kunne hæves hos Urtekræmmeren, Høkeren, Bageren etc., for derved at kunne bespare noget af Lønnens Størrelse, og omvendt, bliver meget ofte Madmoderen ved lignende Leilighed, paa lignende Maade adspurgt. Man har ofte havt Exempler paa at mangen saakaldet Frue eller Madamme har ladet deres Tyende tilbagelevere det hos een eller anden Handlende erholdte "Nytaar", med Paastand paa et større Beløb, ja, man har endog hyppigen havt de Tilfælde, at en Madmoder, over Utilfredshed med den erholdte Gave, har beordret sit Tyende, for stedse at forlade den paagjældende Handlende med sin Tegning; og stadigen seer man Huusmødre fordele deres, ofte kun ubetydelige Indkjøb, paa 3 a 4 forskjellige Steder, for paa hvert Sted især, at kunne hæve Jule- eller Nytaarsgave.

Det vilde sandelig være til stor Velgjerning om der af det Offentlige blev fastsat samme Straf for disse Modtagere af Gaver eller Presenter (Nytaarsgratulanter), som Loven bestemmer for den fattige Stakkel, der ialmindelighed kun forlanger een eneste Skilling, der vilde derved ikke alene blive forebygget meget Uvæsen, men enhver Huusmoder sikkert ogsaa finde bedre Regning derved.

Det er forresten beklageligt at, hvad denne Sag angaaer, Fornuften ikke kommer i bedre Anvendelse, og at ikke enhver rettænkende Huusmoder strængt forbyder sit Tyende at modtage slige Gaver, thi man maa betænke, at Størstedelen af Detailhandlerne paa denne Maade ere beskattede med 200, 300 ja endog flere med 600 Rbd. aarlig, og at denne Skat for Mange, især den mindre Formuende, er saa trykkende, at samme meget ofte giver Anledning til deres Ruin, thi aarligen at trække en saadan Capital ud af en, især mindre betydelig Handel, istedetfor at tilflyde samme, kan sandelig ikke virke velgjørende.

Skulde der ogsaa findes de Handlende, som af paagjeldende Madmødre paa anden Maade lade sig betale hvad der ydes dem eller deres Tjenestetvende, da er Sagen ikke engang dermed afgjort, thi mangen rettænkende Kjøbmand tvinges derved ikke alene til, maaskee , at behandle sin Næste ureelt, men hans Betjente og Lærlinge kunne derved letteligen have grundlagt Begyndelsen til fremtidig Umoral.

Jeg troer her korteligen at have fremstillet denne Sag i sin nogenlunde rigtige Form, og skal kun henstille til de Paagjældendes egen Dom om det kan ansees for Ære eller Skam at modtage disse oftomtalte Gaver. 309.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. november 1847)

Kanonade (Efterskrift til Politivennen)

- Ved en militær ligbegængelse, som fandt sted for omtrent fjorten dage siden, blev der på Garnisonspladsen udført en kanonade der fremkaldte et så voldsomt lufttryk, at en mængde ruder sprang i kirken og i flere huse i nabolaget, hvor man ikke havde været så forsigtig at tage vinduerne ud eller åbne dem. Dog denne skade kunne i alt fald guvernøren, som formodentlig mener at den militære ånd ikke kan undvære en sådan manifestation, erstatte, og ruderne er også senere blevet indsat. Men hvad derimod hverken den militære ånd eller de militære autoriteter kan erstatte, er den skade på liv og helbred, som forårsages ved en sådan affære, når den pludselig udbrydende kanontorden, der ryster husene og sprænger vinduer og døre, fremkalder en ikke sjældent dræbende skræk hos syge, sengeliggende personer. Et sådant tilfælde er da også denne gang indtruffet, idet en i nærheden boende ung pige, der længe havde ligget syg af en nervøs feber, men netop i de dage havde overstået krisen og af lægen var erklæret ude af fare, med påbud om streng ro, ved den omhandlede kanonade fik et så voldsomt tilbagefald, at hun uagtet hendes gode naturs modstand, har måttet bukke under og i disse dage er afgået ved døden.

Garnisonskirken. En mængde ruder blev sprængt i forbindelse med kanonaden da en general skulle hædres. Og en ung pige døde senere. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Man måtte nu vist nok ønske at sådanne ulykkestilfælde kunne forhindres, og at en generals død midt i den velsignede fredstid ikke skal behøve at foranledige scener, der ellers kun fremkommer i en med storm erobret by, og som i det højeste glarmestrene kan have nogen virkelig fornøjelse af. Men når man ved med hvilken strenghed man af diverse hensyn for tiden, såvel hos os, som i andre med stående hærvæsen forsynede stater, tror at måtte opretholde alt hvad der kan give den bevæbnede magt udvortes glans og anseelse, så er der ikke megen udsigt til at sådanne kanonader ved indtræffende lejlighed ikke atter skal blive gentaget. 

Imidlertid kunne man dog måske gøre sig håb om, at der ville blive taget så meget hensyn til de levende, at man lod disse exequier udføre på en så lidt skadelig måde som muligt, hvortil heldigvis den nyeste tids videnskabelige opfindelser har frembudt et middel, der fremfor noget kan anbefales, idet man ved dels anvendelse både kan udføre de samme honneurs som nu og dog undgå at ryste husene i deres grundvold og sætte syge menneskers liv på spil. Man behøvede nemlig kun i stedet for krudt at anvende eksploderende skydebomuld, der som bekendt, kun giver et svagt knald og næsten ingen røg. Man tør muligvis antage, at knaldets styrke ikke anses for hovedsagen ved en sådan højtidelighed, og anden indvending tror vi ikke at der kan opstilles imod dette forslag. Vi skal derfor i menneskelighedens navn anbefale det på det bedste til vore høje militær-autoriteters antagelse. De vil derved måske en anden gang kunne erhverve sig lidende menneskers erkendtlighed.

(Kjøbenhavnsposten, den 23. november 1847).

Baptister udvandrer til Fredericia (Efterskrift til Politivennen)

- Ved de ånd- og livløse former, hvori det herskende kirkevæsen også hos os fremtræder, er det en naturlig selvfølge at den religiøse trang som ikke lader sig tilfredsstille ved politimæssige foranstaltninger og befalede troslærdomme, fremkalder anskuelser der svarer til det trin af oplysning og dannelse hvorpå de utilfredsstillede befinder sig. Et eksempel herpå afgiver efterstående beretning, der er meddelt i "Aarh. Av." og stadfæster de tidligere beretninger om optrædelse af en ny sekt her i Sjælland, som måske dog kun fejlagtig identificeres med en anden fra Sverige bekendt sekt. Beretningen vidner i øvrigt tilstrækkeligt om, hvad intolerance vil sige:

- Korsør, den 16. novbr. I disse dage afgår herfra med skibslejlighed til Fredericia en forsamling af danske Erik-Jansenister, eller som de kalde sig "hellige brødre". Det er især skoletvangen, som har foranlediget denne lille udvandring. Medlemmerne af denne sekt betragter nemlig kirke og skole som al kætteris og vildfarelses sæde. Fra kirken står det dem nu frit for at afsondre sig (?). Deres børn derimod er underkastet skoletvangen. For at få denne ophævet har de som bekendt gjort hvad de formåede, og såvidt vi ved, har de vedk. præster også anbefalet deres ansøgning derom. Den er imidlertid blevet afslået, og mulkteringer indtil 24 sk pr. dag har derfor måttet finde sted. Da forældrene ikke har villet betale disse mulkter, har man skredet til eksekution, hvorimod de forgæves har protesteret med de ord af Bibelen: "Tyve og røvere skal ikke arve Guds rige". 

H. J. Hammer: Markedsdag i Fredericia. Datering ukendt. Statens Museum for Kunst, public domain.

De besluttede da først at udvandre til Amerika. Men da de for utilbørligheder ved gudelige forsamlingers afholdelse, står under retslig forfølgelse, har dette for tiden ikke kunnet bevilliges dem (?). De er da blevet enige om at nedsætte sig i Fredericia, hvor de have lejet et hus, der skal optage 30 til 40 mennesker, som er sammenstrømmede her fra alle Sjællands egne og som på deres nye opholdssted størstedels vil være blottede for alt erhverv. Det er imidlertid deres mindste bekymring. 

Til deres præst har de valgt en skræddersvend fra Pedersborg ved Sorø, Peder Jensen, søn af en skolelærer i Kindertofte, der i sommer har udlagt ordet for brødrene, og døbt nye proselyter i en eller anden indsø. Således har han, for ikke længe sid en, døbt en gift matrone i Kyringe Sø. Det er hans broder, der også er skræder i Pedersborg, hvis barn for et par år siden hemmeligt blev bortført natten før det, ved øvrighedens foranstaltning, skulle være døbt i kirken. Barnet er ikke siden blevet døbt, uagtet sognepræsten i Pedersborg, hr. lic. teol. Kierkegaard, blev truet med entledigelse, hvis han ikke forrettede denne handling. Barnets fader hørte dengang til baptistmenigheden, for hvilken hr. Mønster er forstander, men er siden udtrådt deraf og har har ladt sig døbe endnu engang "til sine synders forladelse". 

Han rejser nu også til Fredericia med det barn, der har foranlediget så stor bevægelse i den danske kirke. En tredje broder, der også er skræder og etableret i Ringsted, lod sig ifjor, af den oftere omtalte vagabonderende langelænder, tilligemed sin kone døbe i Tystrup Sø. Han og nogle flere, der endnu ikke ganske har kunnet bryde med "Verden", bliver imidlertid tilbage. Som bekendt tror de hellige brødre om sig selv, al de ikke mere kan synde. Det vil nu vise sig hvorledes denne sværm af fattige mennesker vil ernære sig i Fredericia og hvorledes de vil komme ud af det med de andre baptister, som har ladet sig omdøbe "til omdøbelse"

(Kjøbenhavnsposten, 27. november 1847)

I 1842 havde Christian 8. givet baptisterne mulighed for at flytte til fristaden Fredericia, under forudsætning af at børnene skulle døbes og mission var forbudt. Det nægtede baptistlederen Mønster, hvorefter politi og præster mødte op i baptisthjem og tvangsdøbte nyfødte og børn. Dette ophørte med indførelse af religionsfrihed i 1849.

Peder Christian Kiergaard var Søren Kierkegaards storebror. Han var ved at miste embedet fordi han nægtede at tvangsdøbe baptisterne. Han blev i 1849 valgt til landstinget, biskop for Aalborg Stift (1856-1875) og 1867-68 kultusminister. 

Kieler Liedertafel (Efterskrift til Politivennen)

Københavnerpressen udbredte sig flittigt om ethvert overgreb fra "tyske" embedsmænd, især i Slesvig. Op gennem 1840'erne fik disse artikler mere og mere karakter af at opbygge en frygt mod al tysk, forstærket ved Det Tyske Forbunds udvikling. Den sympati man i starten havde overfor liberale tanker, fx i Olshausens Kieler Correspondenzblatt, blegnede, omend langsommere i Kjøbenhavnsposten. 

I Slesvig så man formentlig anderledes på det: Her var truslen fra den danske enevælde synlig, og ledte til anti-dansk stemning, formentlig dog mindre jo tættere man kom til Kongeåen, grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Overgreb skelnede ikke mellem tysk og dansk, som det fremgår af nedenstående artikel.

Oprindelig var Liedertafel en forsamling af ligesindede venner som hyldede deres idealer i kærlighed og sang. Det ældste var Zeltersche Liedertafel i Berlin (1808). Der eksisterer i dag stadig talrige af slagsen, også i Østrig. Næst fulgte i Leipzig og i Frankfurt an der Oder i 1815. Herefter fulgte i de følgende årtier Hamburg, Danzig, Potsdam, Berlin, Mainz, Erlangen, Neustadt, Mannheim, og i 1841 Kiel. Koret var bl.a. stiftet af musiklærer Carl Peter Grädener (1812-1883). Dirigent 1844-1865 var Karl Friedrich Georg Langenbuch (1817-1867) der var organist ved klosterkirken i Kiel. Han "døde med støvlerne på", nemlig ved en sangfest i Dresden. 

- (Coll. Tid.) I en til hs. maj. indgivet, allerunderd. ansøgning har festkomiteen for Kieler Liedertafel, næst at andrage, at det på den i indeværende år af det nordtyske Sangerforbund *) i Lübeck afholdte sangerfest var blevet vedtaget, at fejre næste års fest i Kiel, anholdt om, at den i Kiels Slotshave til brug for Land- og Forstmændenes Forsamling opførte festhal, hvilken bygning, efter den i sin tid med bygningsentreprenørerne trufne overenskomst, skulle borttages så snart nysnævnte forsamling var tilendebragt, måtte blive stående til næste år, og at det måtte tillades at benytte denne festhal til den omhandlede sangerfest. 

Politimesteren i Kiel bemærkede i en ham i denne anledning affordret erklæring, at uagtet andragendet blot gik ud på tilladelse til at benytte den ovenmeldte festhal, idet andragerne havde forudsat, at der i øvrigt ingen tilladelse behøvedes for at holde en sådan fest som påtænkt, måtte han dog gøre netop denne sidste post til genstand for sin meningsytring. Det lod sig nu, bemærkede han endvidere, ikke miskende at der frembød sig væsentligere betænkeligheder ved en sammenkomst af et større antal af Liedertafeler end ved andre talrige sammenkomster, såsom den for kort tid siden stedfundne forsamling af Land- og Forstmænd. Mens nemlig ved forsamlinger som den nys nævnte flertallet af medlemmerne kunne formodes at være rolige og besindige mænd, var derimod liedertafelerne for en stor del sammensatte af medlemmer, som ikke frembød nogen særdeles garanti (!) mod politiske excesser, men tværtimod som oftest var beredte til at lægge deres om ikke i sig måske ikke dadelværdige, så dog hyppig umodne og vildledede politiske anskuelser for dagen på en ikke altid passende måde. I særdeleshed var det efter tidligere erfaringer næppe at betvivle, at hvis under de nuværende forhold en sådan forsamling skulle afholdes i Kiel, ville en stor mængde af deltagerne ønske at bringe en politisk demonstration i stand, som det selv med den bedste vilje fra festkomiteens og den største årvågenhed fra politiets side ville være umuligt ganske at undertrykke. På den anden side holdt dog politimesteren sig overbevist om, at nogen alvorlig forstyrrelse af den offentlige rolighed ikke var at befrygte, og han indskrænkede sig derfor til at henstille, hvorvidt den omhandlede fest måtte kunne tilstedes. 

Universitetets kurator henledte i den af ham afgivne betænkning opmærksomheden på at de store offentlige sangerfester i de senere år altid have haft en politisk tendens, navnlig også med hensyn på hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og at en sådan tendens vistnok heller ikke ville udeblive ved den påtænkte fest i Kiel. Han bemærkede endnu, at der selv i anledning af Land- og Forstmændenes forsamling blev gjort forsøg på en demonstration, der kun blev standset ved præsidentens energi og konduite samt politimesterens hensigtsmæssige foranstaltninger; og da det måtte anses for i høj grad tvivlsomt, hvorvidt det samme ville lykkes ved den nu omhandlede fest, troede han at måtte fraråde at tilstede denne. 

Det slesvig-holsten-lauenborgske kancelli var ligeledes af den mening, at de erfaringer, der foreligger med hensyn til de tidligere sangerfester, der iblandt også den, der i 1845 afholdtes i Itzehoe hvor forbudet mod brugen af visse faner på en utilbørlig måde blev omgået, frembød overvejende grund mod at meddele tilladelse til at afholde en sådan fest i Kiel, og efter at Kancelliet allerunderd. havde foredraget hs. maj. sagen, behagede det allerhøjsts. under 9. oktbr. sidstl. at resolvere således: "Da gentagne erfaringer har vist, at sangerfesterne ikke holder sig fri for politiske demonstrationer, og derhos flere af vore undersåtter har taget del i sådanne fester på en utilbørlig måde, så vil Vi, at det tilkendegives komiteen til indretningen af den af det nordtyske sangerforbund i det kommende år tilsigtede sangerfest i Kiel, at afholdelsen af denne fest i Kiel ikke kan tilstedes". Tillige er det blevet Kancelliet pålagt at drage omsorg for, at den i slotshaven i Kiel opbyggede festhal i henhold til den tidligere trufne bestemmelse ufortøvet igen bliver nedbrudt.

*) Ifølge statuterne for dette forbund er det sammes øjemed at tilvejebringe en inderligere forbinrelse mellem de enkelte sangforeninger. navnlig ved årlig afholdelse af en almindelig sangerfest.

(Kjøbenhavnsposten, 13. november 1847)

Kiel, Alte Veste ved Alten Markt. Kiel lå i hertugdømmet Holsten og var en vigtig handels- og håndværkerby på forbindelsen mellem København og Hamborg. Public Domain. Gesellschaft für Kieler Stadtgeschichte. 

Forestillingen om "dansk" undertrykkelse i Kiel, fik formentlig næring ved nedenstående tiltag - som Kjøbenhavnsposten dog udtrykte skepsis overfor: 

Ifølge Augsb. Allg. har det slesvig-holsten-lauenburgske Kancelli nu i sinde at overholde og indføre politisk ortodoksi ved Kiels Universitet, ved nemlig at gøre det til betingelse for de der ansættes til professorer, at de forinden erklærer at de anser "Kongen af Danmarks åbne brev af 8. juni 1846 for retskraftigt bestående og bindende og derimod den neumünsterske forsamlings beslutning for højforræderi". Vi tror lige så lidt at politiken som videnskabeligheden vinder noget ved den slags foranstaltninger.

(Kjøbenhavnsposten 16. december 1847).

Den anerkendte tyske digter Theodor W. Storm (som nægtede at aflægge troskabsed for kongen af Danmark, og efter nederlaget i 1850 fik frakendt sin mulighed for at arbejde som advokat i 1852, skrev i 1844 om koret i et brev: "Der Kieler Liedertafel, was an kräftigen Uebermuthhumor vielleicht nicht seines Gleichen hat". Det eksisterer stadig.

Korets rolle som deltager i demonstrationer ophørte ikke. I Berlingske den 14. august 1863 - altså mindre end et år for krigen 1864 - rapporteredes at en sangerfest afholdtes i Rendsborg den 8. august, og Kieler Liedertafels medlemmer skal have været aktive i disse. Korenes rolle var at understrege de lokale særpræg. I øvrigt lignende Turnvereins.


Mistænkeliggørelsen fortsatte også efter krigen 1848-50. 

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødsel i Dølgsmaal. Dom, afsagt i Criminal- og Politiretten. Et Fruentimmer, der tidligere havde avlet 4 uægte Børn, havde en Nat i Juni Maaned Kl. 2, medens hun var indlagt som Patientinde paa almindeligt Hospital for et Saar paa det ene Skinnebeen, født et Pigebarn, som hun uden at aabenbare det Passerede for Nogen havde ladet blive liggende under sit Sengetæppe, idet hun kun for at stille det ved Efterbyrden selv havde vendt det, saaledes at det, der laae med Næsen paa Sengemadratsen, nu kom til at ligge paa Ryggen, hvorpaa hun efter en halv Times Forløb ligeledes selv havde overskaaret Navlestrengen med en Sax, som hun havde i sin ved Sengen staaende Syæske, og da hun derefter fandt Barnet dødt, havde hun indsvøbt det i et Lærreds Tørklæde og lagt det paa Sengemadratsen under Hovedpuden. Da hun derpaa Dagen efter blev flyttet over i en anden Seng, havde hun taget Liget med og efter endnu at have svøbt en gammel Nattrøie udenom Tørklædet, havde hun gjemt det paa samme Maade. Saaledes havde hun havt Liget forvaret i 7 Dage, men da det nu var høi Grad forraadnet, havde hun lagt det i en Papkasse og efterat have faaet Tilladelse til at gaae ud af Hospitalet, baaret det ud i Esplanaden ved Østerport, hvor hun tog det ud af Æsken, aftog Nattrøien og en Blee, der vare viklede udenom og henlaae det, alene indbundet i et Tørklæde ved et Træ, i hvilken Tilstand det 2de Dage senere fandtes. Den optagne Obductionsforretning gav til Resultat at Barnet havde været fuldbaaret, men at Aandedrættet i al Fald kun kan have været meget ufuldstændigt og snart maa være ophørt. Det paagjældende Fruentimmer, der aktioneredes for Barnefødsel i Dølgsmaal eller i alt Fald for uforsvarlig Omgang ved Fødselen af det af hende avlede Barn og under Sagens Drist var bleven arresteret, ansaaes ved den idag i Criminal- og Politiretten afsagte Dom med en arbitrair Straf af 2 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. november 1847)

Mishandling af en Ægtefælle. (Efterskrift til Politivennen)

Domme afsagte i Criminal- og Politiretten. Leverdagen den 23de Oktober.

Justitssager. (Mishandling af en Ægtefælle.) 1) Cancelliraad, Prokurator Ring Actor, contra Arrestanten Johan Frederik eller Fritz Rose (Procurator d'Auchamp Defensor). Arrestanten actioneredes for uchristelig og tyrannisk Behandling af sin Hustrue, med hvem han havde været gift i noget over 20 Aar og havde avlet 12 Børn. Konens Klage gik ud paa, at han i den senere Tid daglig havde mishandlet hende, og at han navnlig deels havde omtrent 8 Dage, forinden hun henvendte sig til Politiet, med knyttet Haand bibragt hende Slag i Ansigtet, under Hjertet og i Siderne, samt sparket hende i Underlivet, og deels havde samme Dag, hun anmeldte det Passerede, om Morgenen, medens hun endnu laae i Sengen og var aldeles nøgen, slaaet hende med en Pidsk. Arrestanten tilstod, at han ved den af Konen først ommeldte Leilighed slog hende med Hænderne i Ansigtet og at Spoer af Slagene strax kunde sees, samt at han, der allerede engang for flere Aar siden havde en Morgen tidlig, da hans Kone var ganske nøgen, slaaet hende med en Pidsk, nu ogsaa den ovennævnte Dag havde om Morgenen Kl. 6, medens hans Kone laae i Sengen uden Linned, med en Pidsk bibragt hende nogle Slag paa Ryggen og over Armene. Den Pidsk, hvormed han slog Konen, var 5' Qvarteer lang og bestod i den tykke Ende, hvor Haandgrebet var, af Spanskrør, men forøvrigt af Fiskebeen og var omslynget med en Snoer samt tæt beviklet med Traad. En af PolitiLægen afgiven Erklæring gik ud paa, at Arrestantens Hustru paa næsten hele den høire Kind og paa Hagen havde Spoer af Euchymoser, der vare Følger af hende for nogen Tid siden bibragte Slag, og at lignende af temmelig betydelig Udbredning fandtes paa den venstre Arm, samt at der paa det høire Skulderblad, Ryggen og over hele den høire Arm vare store udbredte Euchymoser, paa hvilke endog nogle Steder huden var borttagen, ligesom ved Slag med Enden af en Pidsk. Med Hensyn til det Motiv, der havde bevæget Arrestanten til saaledes at behandle sin Kone, anførte han, at hun drak sig fuld og i saadan Tilstand gjorde Spektakler med ham og deres hjemmeværende 2de yngste Børn, hvilket han vilde vænne hende af med, hvorimod hun, der benegtede at være drikfældig, uden at det Modsatte blev fuldstændig beviist, angav som Grund til hendes Mands Forhold mod hende, at hun, der i omtrent 12 Aar havde været næsten blind, ikke kunde fortjene noget og ikke vilde, overeensstemmende med Mandens Ønske, lade sig indskrive som Lem i almindeligt Hospital. Med Hensyn hertil indrømmede Arrestanten, at han i flere Aar havde næret dette Ønske, men skjøndt hans Kone i det nævnte Tidsrum havde været ham til stor Besvær, havde hun dog ikke været at formaae dertil. Som et Moment, der tjener til at charakterisere Arrestantens Adfærd imod sin Kone, bemærkes det, at han efter sin egen Forklaring havde ved en enkelt Leilighed yttret til hende: "Naar jeg maatte, saa skulde jeg med ligesaa koldt Blod slaae Dig ihjel, som en af mine gamle Heste". (Han var nemlig Hesteslagter). Arrestanten, der var 47 Aar gl. og ikke førhen straffet, ansaaes efter Lovens 6-5-7 og Analogien af Fr. 4de Octbr. 1833 med en Straf af 8 Maaneders Forbedringshuusarbeide. Actor og Defensor tillagdes hver 5 Rbd. i Salair.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1847).

Om de hvidtede Huse. (Efterskrift til Politivennen)

Om de hvidtede Huse. Indsenderen af efterstaaende Aftryk af "Ugeskrift for Læger" Nr. 19 d. A. har i en lang Række af Aar lidt under det Onde, som deri paaankes. Jeg boer nemlig ligeoverfor en Mand, som føler en høi Grad af Tilfredsstillelse ved regelmæssige hver Sommer at hvidte sit Huus paa det omhyggeligste, og derved at frembringe et Lyshav, som i Ordets egentlige Forstand svider til mig og Mine. Jeg har for mange Aar siden indstændigt anmodet min Gjenbo om at skaane mig for denne Plage; jeg har tilbudt at udrede Omkostningerne til et eller andet Farvestof, hvilketsomhelst; jeg har forestillet ham, hvor inhumant og ubilligt, for ikke at sige uchristeligt, det er saaledes at berøve sine Medmennesker Udsigt og frift Luft; han har i mange Aar seet, hvorledes vi hver Eftermiddag maa tillukke og tildække vore Vinduer; han er ovenikjøbet selv i en Stilling, som fremfor enhver anden maae gjøre ham vidende om den Skade og Plage, ban foraarsager, og dog - har jeg ikke erholdt andet Svar end et vredt Ansigt og: "Huset er mit." - Man vil heraf see, at min Gjenbo hverken hører til de Fiintfølende eller til de Tjenstvillige, og det saameget mindre, som det Huus, hvori jeg boer, altid har en mørk Farve. Vilde man nu deraf slutte, at min Plage er noget Extraordinairt, og at Faren, som de hvidtede Huse foraarsage, dog vel ikke er saa stor, eftersom Folk i Almindelighed ikke kunne tilskrives en saa total Mangel paa Følelse, eller tre saa utjenstvillige, saa svarer jeg dertil, at det neppe kan kaldes en god Samfundsorden, hvor mit Velvære er betinget af saa tilfældige Egenskaber hos min Gienbo. Jeg paastaaer tvertimod, at Loven ogsaa i denne Henseende bør værne om mit Vel, og det glædede mig derfor saare meget at støde paa en Læges (Doctor Giersings) Yttringer, som efter min ringe Forstand udtømmende beviser, at jeg har Ret i ovennævnte Paastand. I min egen saavelsom i de Manges Interesse, der ere besværede paa den omhandlede Maade, ønsker jeg saaledes Doctor Giersings lille Artikel en udvidet Læsekreds. Gid den ikke maa blive en Røst i Ørkenen.

Om de hvidtede Huse i Byerne.

I mine Medicinalindberetninger har jeg i flere Aar tilladt mig at henlede det høie Sundhedscollegiums Opmærksomhed paa den store Ulempe, som hvidtede Mure i Gaderne foraarsage de respektive Gjenboere, i den Formening, at der for Sundhedspolitiet var tilstrækkelig Grund til at skride ind for Kjøbstædernes Vedkommende, og det saameget mere, hvis det forholder sig saaledes, som det er mig meddeelt, at der allerede for Hovedstaden existerer et Forbud imod, at Husenet Facader maae være hvidmalede. Da min ringe Stemme imidlertid ikke synes at have trængt tilstrækkeligt igjennem, og jeg dertil dagligen selv lider af slige solbestraalte hvidtede Mure, saa har jeg anseet det for hensigtsmæssigt korteligt gjennem Pressen at omtale denne Gjenstand med Opfordring til mine ærede Colleger trindt omkring i Landet at forene deres vægtigere Stemmer i denne Sag, hvis den virkelig maatte forekomme dem at være nogen Anstrengelse værd. Efter min Formening fortjener den i ikke ringe Grad Sundhedspolitiets Opmærksomhed.

Enhver Læge i en Kjøbstad vil have havt rig Leilighed til at iagttage, hvorledes slige hvide Mure fortrædige baade Sunde og Syge. Ikke alene de, der maae søge deres Livsophold ved Øinenes stadigt Brug, men ogsaa Embedsmænd med jevnlige Synstvirforretninger, hele den qvindelige Befolkning, der tilbringer en stor Deel af Dagen ved Syarbeide, ja selv Børnene i Skolerne ere i høieste Maade generede, naar de ere saa uheldige at komme til at boe ligeoverfor en saadan skinnende hvid Væg. Hvormeget den tiltagende Synssvækkelse og de hyppige Klager over Symptomer herpaa have deres Grund i de hvide Mure, er vistnok ikke let at afgjort; men de synes ad den rationelle Vei at maatte have en betydelig Deel den, ligesom det ogsaa er vist, at jeg undertiden har hørt slige Klager forsvinde, efterat en Gjenbo har været saa skikkelig at give sit Huus en Farve. Naar vi erindre, hvilken Virkning de resterterende Straaler fra en stor Sneeflade have paa Øiet, saa kan der vel neppe være Tvivl om, at de fra hvide Mure tilbagekastede Solstraalers stadige Indvirkning maa være høist stadelig.

Men lad os et Øieblik tænke os, at den, som er saa uheldig at faae et sligt Gjenboskab, bliver angreben af en Øienbetændelse, f. Ex. af en scrophulos med dens charakteristiske Lyssky, da vil der vel neppe yttre to Meninger om, at en Saadant Lidelser blive forøgede baade i Styrke og Udstrækning, ikke at tale om de pecuniaire Udgivter og Lægens sørgelige Stilling, at han ikke er istand til at hæve maaskee den væsentligste Grund til Sygdommens Vedbliven uagtet han har den ligefor Øinene. Den mere velhavende Syge kan vel her, som i saamange Tilfælde, hjælpe sig; men det fattige scrophnlose Barn, hvis Forældre ikke kunne undvære Daglyset i den eneste Stue, maa ligge med Ansigtet i Puderne hele Dagen, og trykke det saameget dybere ned i dem, som Solen skinner klart paa Gjenboens hvide Huus. Skulde her da ikke være Anledning for Sundhedspolitiet til efter Evne at værne om Menneskets ædleste Sands, som paa denne Maade staaer Fare for at at svækkes hos saa Mange, og at bidrage til, at de Øiensvage kunne befries fra unødvendige Lidelser, helbredes hurtigere, eller idetmindste ikke staae Fare for mere og mere at miste Synet? Man indvende ikke, at Vedkommende kunne skifte Boliger; thi man vil let tænke sig alle de Vanskeligheder, der under forskjellige Omstændigheder kunne reise sig herimod. Og selv om det lod sig arrangere, hvo indestaaer da for, at den nye Gjenbo ikke om kort Tid finder, at hans Huus dog seer bedre ud, naar det bliver hvidt? Tilmed bestaaer den hele Foranstaltning, hvorved Kjøbstadbeboerne kunne blive befriede fra et føleligt Onde, blot deri, at det paalægges enhver Huuseier at give sit Forhuus en anden Farve til Gaden end den hvide eller lysegule, et Paabud, som for et almindeligt Kjøbstadhuus kan foraarsage en Udgivt af høist 1 Rbd.

Enhver Læser af disse Linier, som i Hovedsagen maatte dele mine Anskuelser, opfordrer jeg derfor til efter Evne at gjøre det indlysende for høie Vedkommende, at her er Grund til Forandring i de bestaaende Forhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1847)

Pietro Købke Krohn (1840-1905): En købstadsgade. Statens Museum for Kunst. Til fri brug.

Assens. (Efterskrift til Politivennen)

Assens. Fyens Av. af 30te ds. meddeler: Vi have her i disse Dage paa eengang havt et større Antal reisende "Kunstnere" end i Mands Minde, nemlig foruden det Olsenske Skuespillerselskab, der i Forbigaaende sagt er tarveligt nok, ikke færre end fire forskjellige Slags Præstationer til Publikums Underholdning. Man skulde undres over, at en By med 2600 Indvaanere kunde give Fortjeneste til saa mange Udøvere af de frie Kunster, og dog see vi de forskjellige Forestillinger givne for godt Huus. Der maa altsaa være Penge i Assens og dette kan ikke negtes. Assens er velhavende og i sin Opkomst. See vi hen til hvad denne By tidligere var og hvad den nu er, kunne vi ikke Andet end glædes ved de Forandringer til det Bedre, man overalt sporer. De forhen ujevne og hullede Gader ere nu nyt og godt brolagte, og smagfulde Bygninger ere opførte i Mængde; vi ville blot nævne det nye Theater og Apotheket. - Byens nærmeste Omegn er bleven betydelig forskjønnet; saaledes afgiver det smukke Skovanlæg og Trottoirerne udenfor Byen behagelige og meget søgte Spadseregange. Paa gavnlige Indretninger og Stiftelser mangler det ei heller; af disse maae vi fremhæve Arbejdsanstalten. Denne stiftelse, der beskjæftiger og forplejer henved 40 Fattiglemmer, er fordeelagtig bekjendt endogsaa i Udlandet, og dens Fabricata ere saa søgte, at deres Salg i de sidste Aar har givet en Gennemsnitsindtægt af 13 -1400 Rbd. aarlig. Til denne Anstalt tilbygges i denne Tid et Sygehuus. At Byen saaledes Aar for Aar tiltager i Skjønhed, at gavnlige Foranstaltninger træffes og nyttige Stiftelser grundlægges, skyldes vel nærmest en dygtig og virksom Borgerrepræsentation; vi kunne derfor, idet vi glæde os over de nuværende Forhold, med Tryghed imødesee Fremtiden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. november 1847)

Julius Olsen (1796-1862) havde et omrejsende skuespillerselskab om hvilket Erik Bøgh skrev: "En ægte gammeldags Provinsskuespiller i Heltefaget, en Alvorsmand, der altid saa vel paa Scenen som i Hverdagslivet optraadte på de mest højhælede Koturner som Ridderen uden Frygt for Dadel, men som, naa det kom til Stykket, ikke kunde skjule, at han var en meget jævn Almuesmand. Han faldt hvert Øjeblikke ude af sin Rolle, udtalte alle fremmede ord galt og bandede som en Svabergast". Olsen turnerede fra 1848 til sin død i 1862 i Danmark på etårige bevillinger. "...personalet var altid uegalt med få habile, tildels dygtige, og mange middelmådige, tildels stymperagtige kræfter, og udførelsen derefter.

Assens var indtil Krigen 1864 det primære overfartssted til Slesvig og knudepunkt for trafikken mellem København og Hamborg. Den havde i 1820 fået en egentlig havn. Efter artiklen kom et gasværk (1855) og jernbaneforbindelse.

Confirmation dress, bridal dress, fisherman's wife. Costumer - island of Funen. The Illustrated London News, 26. april 1850.

Limensgade Fabriken. October 1847. (6). (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge en Indbydelse i Adresseavisen seer man atter et Selskab gaae sin Undergang imøde, idet Directionen for Fabriken i Limensgade paa Bornholm sammenkalder en Generalforsamling, hvor der skal disenteres om Selskabets Opløsning og dets Ejendommes Realisation. Dette Selskab gav virkelig i Førstningen grundet Haab om en gavnlig Virksomhed, og vi maae beklage, at dette, der maaskee kunde give den indenlandske Industrie et nyt Fremskridt, maa friste saa mange private Actieselskabers Skjæbne, som, fordi de have været bygget paa en usikker Calcule, ikke alene ikke have kunnet svare Renter af den indskudte Capital, men endogsaa paaført deres Actionairer et ikke ubetydeligt Pengetab. Vel skulde man formode, efter de heftige Avisdebatter, der ere blevne førte mellem det ovennævnte Selskabs Medlemmer, at der ved disse var vundet nogle for Selskabet heldige Resultater, men man seer nu, at disse mere have dreiet sig om Medlemmernes særegne Interesser, end Selskabets egentlige Tarv.

Imidlertid ere der dog flere andre Actieselskaber, der, skjøndt solide og byggede

paa en solid Basis, dog kun have fundet liden Sympathi hos det større Publikum, maaskee fordi de ei have lovet Guld og grønne Skove, men som netop heller ei have lovet mere end de kunde holde, og derfor uden Spræl eller Qvalm ikke alene have ydet deres Actionairer et rundeligt Udbytte, men derhos endogsaa, uden Actionairernes Tab, kunnet virke til det almene Bedste. Som et saadant maae vi nævne, Selskabet i Eiendommen Nr. 264 & 265 i store Kongensgade "Løven" kaldet. Dette Selskab har ei alene ydet sine Actionairer lige fra

dets Oprettelse 6 pCt., men disse have endnu den Glæde ved Nydelsen af dette meget anstændige Udbytte at kunne arbejde til et meget væsentligt Gode; thi ikke alene boe Familierne i bemeldte Eiendomme beqvemt og godt for en særdeles moderat Leie, men Actionairerne have alt ved Selskabets første Generalforsamling frivillig givet Afkald paa et større Udbytte end 6 pCt., for at der af Overskuddet aarlig kan udtrækkes en Deel af Actierne, indtil disse alle ere betalte med den indskudte Capital, saa at Ejendommen efter en Tidlang vil blive en Stiftelse, hvorpaa der ei hviler nogen Gjæld og som ifølge Statuterne skal blive en Bolig for Trængende, uden Betaling. Vi kunne ei andet end ønske dette Selskab alt mueligt Held, og glæde os over, at det har en Direction, der arbejder for ikke blot at skaffe Selskabets Medlemmer et sikkert og anseeligt Udbytte af deres Kapitaler, men derhos stræber for skaffe sine trængende Medmennesker, om ikke strax, saa dog ad Aare, et saa stort Gode som fri Bolig. Hvad der vistnok ville være til stor Gavn for Selskabet var, om det blandt sine Actionairer havde et Medlem af Stadens Øvrighed , fordi der maaskee snarere kunne hos Authoriteterne udvirkes nogle Bemyndigelser, hvorved Selskabets Formaal des snarere kunne opnaaes.

N

(Flyveposten 30. oktober 1847.)

Ejendommen 264 & 265 var resultatet af en sammenlægning i 1845 af 264 og 265. I 1859 blev det til Store Kongensgade 100, der i 1971 blev henlagt til Østre Landsret - der består af adresserne 2008 Bredgade 59/Fredericiagade 24-28, Store Kongensgade 100 og 106. Store Kongensgade 100 blev nedrevet og erstattet af andet byggeri i 1970. På KBHbilleder findes et foto af en løve som angiveligt sad på den nu nedrevne bygning.

Den indledende rapport fra Hammer blev udførligt refereret i Fædrelandet 7. juni 1840 og Bornholms Avertissements-Tidende 23. juni 1840.

Januar 1847 døde den svenske formand Jonas Carlsund, og en måned senere fabrikbestyrer Wodschou. En ekstraordinær indkaldt generalforsamling 8. april 1847 resulterede i en komite der konkluderede at selskabet burde opløses. Hvilket blev vedtaget på generalforsamlingen 22. december 1847. Dette sket med store tab. September 1850 solgtes Limensgade med fabriksbygningerne til interessentselskabet i cementfabriken Phønix for 3525 Rbd. 

Af fabrikken minder nu kun nogle tuer og små ujævnheder i ådalen vest for Limensgademøllen om dens eksistens. 

Hammer blev ansat ved det kongelige saltværk ved Oldesloe i Holsten. Senere ansat som bjergkontrollør, avancerede til bjerginspektør ved Segeberg gibsbrud. Denne stilling måtte han fratræde efter krigen 1864. Han fungerede herefter som hospitalsforstander i Randers til sin død 1883. 

Andre forsøgte sig med cement, fx Dampcementfabrikken "Haabet" i Rønne, ejet af J. F: Holmgreen. Cementfabrikken Godthåb (der 1870 blev solgt for 53 Rdr og inventaret for 10 Rdr!). Fra 1860'erne blev der forsøgt 25-30 cementfabrikker i Danmark, de fleste lå på Bornholm, de fleste eksisterede som det i Limensgade kun nogle ganske få år. 

Den merkantile Industriforening fusionerede kort til efter med Industriforeningen.

I starten af 1870'erne stod E. Frandsen & Meyers i København for cement, men hertil kom så "Hertha" ved Ringsted (den eksploderede i juli 1882) og Rødvig Cementfabrik sidstnævnte hentede ler fra Sverige og kalksten fra Stevns Klint. Fra 1870'erne flyttede cementindustrien til Nordjylland hvor der findes kridt og ler i meget store mængder ved Mariager Fjord og Limfjorden. Fjordene udgjorde desuden gode transportveje. Siden 1986 har Aalborg Portland været Danmarks eneste cementproducent.

I forbindelse med prisstigninger på cement under 1. verdenskrig var der en kortvarig opblussen af forsøg på udvinding på Bornholm, se senere indslag.

Retsusikkerheden i Jylland. (Efterskrift til Politivennen)

Cancelli Resolution. I et til Cancelliet indgivet Andragende havde Herredsfogderne i Hjelmslev og Gjern Herreder under Skanderborg Amt, i Hads og Ring Herreder og i Hasle, Framlev, Sabro og Vesterliisberg Herreder under Aarhuus Amt samt Birkedommeren i Grevskabet Frysenborgs Birk, henledet Collegiets Opmærksomhed paa de i Begyndelsen af Aaret i de dem anbetroede Jurisdiktioner begaaede hyppige Tyverier, forbundne med Indbrud. Vel havde man endnu ikke havt Exempel paa - i al Fald kun et ganske enkeltstaaende - at Gjerningsmændene tillige havde gjort sig skyldige i grovere Forbrydelser, navnlig ved under Tyveriernes Udførelse at anvende Vold eller Trusel med Vold; men Tyverierne røbede desuagtet jevnligen stor Dristighed og vare ikke sjeldent forbundne med Fare for Ildsvaade, idet Forbryderne under Gjerningen betjente sig af Frictions-Svovlstikker. Da der dengang ei i Communerne var Mangel paa Fødemidler, ligesom der ogsaa for den Flittige og Dygtige var tilstrækkeligt Arbeide med forhøiet Dagløn, kunde det ikke antages at den egentlige Grund til de hyppige Eiendomsindgreb var at søge i de daværende høie Priser paa Livets Forvovenheder, hvorimod flere Data lode formode, at de nærmest vare en Følge af, at adskillige alt længe som farlige for den offentlige Sikkerhed bekjendte Individer havde forenet sig, og at det var [en halv linje mangler] udstrakte Forbindelser at Kosterne. Som Steder, hvor Gjerningsmændene fornemmelig havde Tilhold, nævntes Sønder-Galthen og Storring Sogne i Hasle m. fl. Herreder, og i Hads-Ring Herreder Odder Sogn. Forsaavidt Frysenborg Birk angaaer anførte Birkedommeren, at det ikkun var i Løbet af det sidste halve Aar at hyppige Indbrudstyverier i hans Jurisdiction havde fundet Sted, samt at Formodningen om, at den nu indtraadte Forandring til det Værre fornemmelig hidrørte fra Complotter i de ovennævnte Distrikter i Nabojurisdictionen, blandt andet fandt Bestyrkelse derved, at det ikkun var i den disse tilgrændsende Deel af Birket, at Tyverierne vare blevne udøvede. Andragerne bemærkede fremdeles, at de havde foretaget hvad der stod i deres Magt for at haandhæve Retssikkerheden, men at de Midler, som Politimestrene paa Landet have til deres Raadighed, ikke ere tilstrækkelige, idet navnligen Sognefogderne deels have saa mange andre Forretninger at varetage, deels ofte, især naar Gemytterne ved Forbrydelsernes Hyppighed ere ængstede, af Frygt for Gjerningsmændenes Hevn ikke kunne ventes at ville yde dem saa kraftig Hjælp, som de ellers kunde. Bemeldte Embedsmænd foresloge derfor, at der som en interimistisk Foranstaltning maatte paa de Steder i deres Jurisdiction er, hvor der fornemmelig maatte antages dertil at være Trang, ansættes tvende Politiassistenter, nemlig een i Sønder-Galthen og een i Odder, og at derhos enhver af disse Assistenter maatte erholde de to Politibetjente til sin Disposition, der saavelsom Assistenterne skulde være beredne. For at Politiassistenterne kunne virke med behørig Kraft, ansaaes det endvidere fornødent, at de begge uden Hensyn til Jurisdictionsforskjel kunde fungere overalt i Aarhuus Amt og de nærmest tilgrændsende Jurisdiktioner, dog saaledes, at der angaaende det af Assistenterne Foretagne strax blev at gjøre Beretning til vedkommende Retsbetjent. Den Udgift, som ved dette Forslags Iværksættelse vilde opstaae for det Offentlige, formeentes ikke at burde komme i Betragtning mod den Nytte, Foranstaltningen kunde ventes at ville medføre, ikke blot med Hensyn til Opdagelsen af egentlige Forbrydelser, men ogsaa med Hensyn til endeel mod god Politiorden stridende Forseelser, hvilke med Politiets nærværende Kræfter ikke lode sig tilbørlig kontrollere.

Forinden videre foretoges i Anledning af dette Andragende, fandt kancelliet det nødvendigt, at der blev givet Amtsraadene for Skanderborg og Aarhuus Amter Ledighed til at yttre sig over Sagen. Det førstnævnte Amtsraad udtalte sig vel i sin derefter afgivne Erklæring for Hensigtsmæssigheden af den foreslaaede Foranstaltning, ogsaa med Hensyn til de i visse Egne af Skanderborg Amt særdeles hyppige Indbrudstyverier; men da det maatte ansees tilstrækkeligt oplyst, at disse Forbrydelser hidrørte fra de i Aarhuus Amt opstaaede og vidt forgrenede Tyvebander, holdt Raadet for, at Aarhuus Amtscommuue maatte være nærmest til at bære de til Opretholdelsen af den offentlige Sikkerhed nødvendige Udgifter, naar disse ikke kunde udredes af Statskassen. Amtsraadet for Aarhuus Amt tiltraadte ganske hvad der af Andragerne var yttret om Utilstrækkeligheden af den Hjælp, Politimestrene paa Landet have af Sognefogder og Sogneforstanderskaber, ligesom Raadet erkjendte, at Retsusikkerheden i Amtet var stor og i mærkelig Tiltagen, hvilket det søgte yderligere at documentere ved endeel fra forskjellige Sogne indhentede Oplysninger om Antallet af de i de sidste Aar forøvede Indbrud. Ogsaa antog Raadet, hvad ligeledes vedkommende Retsbetjente have indrømmet, at det kun er en liden Deel af de begaaede Tyverier der anmeldes fra Politimestrene. Da iøvrigt Tyverierne efter den almindelige Mening ledes af en fælles Bestyrelse, som antages at have sit Hovedsæde deels i Galthen eller Storring, deels i Odder, men denne Bande vistnok er temmelig vidt forgrenet og stedse søger sig nye Deeltagere paa forskjellige Steder, for at have Tilhold og kunne finde Skjul naar dette maatte behøves, havde Raadet været i nogen Tvivl, om det ikke heller burde tilraade en Commission nedsat for at angribe Ondet fra Roden og inddrage alle mistænkelige Personer under sin Virksomhed, hvilket andre Steder har ledet til heldige Resultater. Men da der ikke vare aldeles bestemte Data tilstede, hvorpaa en saadan Commission kunde støtte sin Virksomhed, og der efter Raadets Formening nødvendigen snarest muligt maatte skee en gennemgribende Forandring, havde det dog troet det hensigtsmæssigere at tiltræde Forslaget om Ansættelsen af tvende beredne Politiassistenter med det fornødne Antal ligeledes beredne Betjente, idetmindste som en interimistisk Fordigt, for at sikkre sig dygtige og erfarne Folk, at saavel Assistenterne som Politibetjentene aflagdes nogenlunde rundeligt, og foreslog derfor, at der maatte tilstaaes Assistenterne 800 Rbd. og Betjentene 400 Rbd. hver aarlig, Hestehold derunder indbefattet. Udgiften vilde saaledes beløbe sig til 3200 Rbd. aarlig. Halvdelen heraf formeentes at kunne udredes af vedkommende Amtsrepartitionsfond, medens den anden Halvdeel maatte blive at tilveiebringe paa anden Maade, uden at Raadet havde troet at burde indlade sig paa , om Beløbet af Finantserne vilde være at tilskyde, eller om det muligt kunde paalægges vedkommende Retsbetjente, som ved Assistenternes Ansættelse vilde erholde en ikke ringe Lettelse, at bidrage Noget dertil. For at de oftnævnte Assistenter ikke skulde være indskrænkede i Henseende til deres Virksomhed, ansaae ogsaa Amtsraadet det for rettest, at der ikke underlagdes dem, i Forhold til hinanden, noget bestemt Distrikt, men at de Begge kunde fungere overalt i Aarhuus Amt og ligeledes i den Deel af det til samme stødende Frysenborg Birk, der henhører under Viborg og Skanderborg Amter, hvorimod Raadet formeente, at deres Functionsdistrict vilde blive vel stort, hvis det tillige skulde omfatte Hjelmslev og Gjern Herreder i Skanderborg Amt.

Cancelliet, der efter de foreliggende Oplysninger maatte ansee det aldeles nødvendigt, at der snarest muligt blev truffet Extraordinaire og virksomme Forholdsregler til at modvirke den overhaandtagende Retsusikkerhed i de paagjældende Jurisdictioner, kunde ikke andet end være enigt med de vedkommende locale Autoriteter i Hensigtsmæssigheden af, at der interimistisk ansattes tvende Politiassistenter, hver med 2 Betjente, den ene i Sønder-Galthen og den anden i Odder, saaledes at disse, uagtet enhver af dem maatte ansættes hos En af Herredsfogderne , dog tillige erholdt Myndighed til at fungere i hele Aarhuus Amt, medens deres District ikke kom til at omfatte Hjelmslev og Gjern Herreder, for hvis Vedkommende ogsaa Herredsfogden har erklæret, at en Politiassistents Nærværelse i Sønder-Galthen, tæt ved Jurisdictionens Grændse, formeentlig i Forbindelse med de Midler, han selv har til sin Raadighed, vil være tilstrækkelig for at opretholde den fornødne Sikkerhed. Varigheden af denne extraordinaire Foranstaltning har Cancelliet troet at kunne indskrænkes til et Tidsrum af 2 Aar. Lønnen til Politiassistenterne og Betjentene er fundet passende at kunne fastsættes i Overeensstemmelse med Aarhuus Amtsraads Forslag, og Halvdelen af det dertil medgaaende Beløb er antagen at maatte blive at udrede af vedkommende Amtsrepartitionsfond, hvorimod Rentekammeret, hvis Yttringer man har indhentet, Intet har fundet at erindre; den anden Halvdeel antages foreløbigen, efter dertil fra Finantsbestyrelsens Side meddeelt Samtykke, at kunne afholdes af Finantskassen, dog at det gjøres til Gjenstand for Overvejelse, hvorvidt en Deel af Beløbet maatte kunne afholdes paa anden Maade, navnlig ved at det paalægges vedkommende Retsbetjente at overtage en Deel af samme. 

Under 28de September har derefter Cancelliet, hvis Mening har fundet allerhøieste Bifald, fra 1ste October d. A. at regne paa 2 Aar konstitueret Copiist i Kongens Fogeds Contoir her i Staden, Cand. juris A. Grønlund, og Cand. juris, Volontair under Kollegiet, St. Linnemann til Politiassistenter i Aarhuus Amt, den Første i Hasle m. fl. Herreder, den Anden i Hads og Ring Herreder, samt meddeelt dem den i saa Henseende fornødne Instruction, hvorhos Collegiet har tilskrevet Amtmanden over Aarhnus Amt om efter foregaaende Conference med vedkommende Retsbetjente og Nogle af Amtsraadets Medlemmer ligeledes fra samme Tid at ansætte to beredne Politibetjente hos Enhver af de nævnte Assistenter, hver med en aarlig Løn af 400 Rbd., derunder indbefattet Godtgjørelse for Hestehold, men paa den Betingelse, at de uden videre strax af Amtet kunne afskediges, saafremt vedkommende Politimestre efter Politiassistentens Indstilling maatte finde sig utilfredse med dem. Der er derhos indledet Forhandling med de vedkommende angaaende de Punkter, der, efter det Foranførte, vilde blive Gjenstand for nærmere Bestemmelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1847).

Et lille Bidrag til Usikkerheden i Aarhuus Amt. I Veile Avis af 22de ds. findes følgende Meddelelser fra Skanderborg af 22de Octbr. En Dag i denne Uge gjorde vor Politifuldmægtig en Tour til Aarhuus, hvor han var kjørt hen i Wienervogn. Ved sin Hjemkomst om Aftenen var til hans store Forbavselse hans Kuffert, der med en Strikke var fastbundet bagpaa, borte. Da han sendte et Par Mand tilbage for at efterspore den, fandtes den i Nærheden af Aarhuus paa Chausseen, men - aldeles tom for dens ikke ubetydelige Indhold. Endnu er Intet desangaaende opdaget.

- For nogen Tid siden skal en velklædt Person henimod Aften være kommen ind til Gaardmand Rasmus Jensen paa Framlev Mark her i Nærheden, hvor han gav sig ud for en reisende Kjøbmand, idet han bemærkede, at hans Karl og Dreng, der vare kjørende, strax kom efter. Idet han, utaalmodigt ventende, bad om Lys, fortalte han, at han endnu samme Aften skulde have et Pengebrev paa Posthuset i Skanderborg. Han aftæller nu i Mandens Nærværelse et Par hundrede Rigsdaler og pakker dem i Papir; men da de fylde for meget, beder han Rasmus Jensen, hvis det er ham muligt, at flye ham for disse to Hundrededaler-Sedler. Den troskyldiggjorte Mand, som herpaa svarer, at han kun eier en eneste Hundrededaler-Seddel, anmodes nu om at hente denne. Da han kom tilbage med den og flyede den fra sig, erholdt han det nu forseglede Brev, med den Bemærkning, at han (Rasmus Jensen) kunde beholde Brevet med de 200 Rbd. indtil han (Kjøbmanden) der vilde gaae over til en navngiven, i Nærheden boende Mand, for at faae endnu en Hundrededaler-Seddel, var vendt tilbage. Quasi-Kjøbmanden gik, og Rasmus Jensen gjemmer sit Brev. Da han imidlertid udeblev længe over den aftalte Tid, aabner Rasmus Jensen omsider Brevet og finder - lutter gamle Aviser istedetfor de 200 Rbd. En Person, der efter Hr. Justitsraad Blichfeldts offentliggjorte Stikbrev forleden blev arresteret paa Aarhuus Marked, er muligen Gjerningsmanden.

-For nogle Dage siden skal en ligeledes velklædt Person være kommen ind i Aldrup Mølle, hvor han fortalte, at han hvert Øieblik ventede en Flok fede Sviin, der skulde komme forbi Møllen, og kjøbte i saa Henseende af Mølleren en Tønde Byg , som han lader strøe om i Gaarden til de forventede Sviin. Men da disse udeblev længe, blev han utaalmodig og sagde, at han var bange for, at der var hændet hans Sviin et eller andet Uheld. Han bad derfor om at laane en Hest, for at ride tilbage efter dem. Den godhjertede Moller laante ham denne uden Betænkning - men hverken Mand, Sviin eller Hest lod sig siden see. Bygget, der var omstrøet i Gaarden, skal Møllerens Sviin have gottet sig ved, skjøndt det ikke var betalt. Formodentlig er den samme, ovenfor omtalte, i Aarhuus arresterede, Person, ogsaa Ophavsmand til dette Bedrageri.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. oktober 1847).