Viser opslag med etiketten fagforeninger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fagforeninger. Vis alle opslag

04 august 2025

Portræt af det nye BF: Fagforeningens hamskifte. (Efterskrift til Politivennen)

I året 2000 afholdt Foreningen af Københavns Kommunes Biblioteker generalforsamling. Som specielt inviteret gæst optrådte en vis Tobias Blomgren fra Sønderjysk Universitetscenter hvor han fremlagde nogle forskningsresultater om hvordan fagbevægelsens fremtid så ud, set i lyset af den dengang fremvoksende New Public Management i den offentlige sektor - herunder biblioteksvæsnet.

Bag forklædningen, en stor grå paryk og et til lejligheden Mogens Lykketoft-lignende skæg, gemte sig såmænd den kommende redacteur for Politivennen Live Blogging, bibliotekar Erik Nicolaisen Høy. Ansat ved Københavns Kommunes Biblioteker og fagreferent for bl.a. bøger om virksomhedsledelse. Desuden lektør ved Dansk Bibliotekscenter for bøger om samme emne. Taleren havde således et godt kendskab til litteratur om virksomhedsledelse. Og det var på denne baggrund nedenstående tale blev til.

Gimmicken var planlagt i allerdybeste hemmelighed, og eneste anden involverede var foreningens daværende formand som havde givet carte blanche til taleren om talens indhold. Indslaget på generalforsamlingen var i øvrigt et punkt på dagsordenen, og hvis nysgerrige bibliotekarer ville undersøge talerens baggrund i bibliotekssystemet, fandtes der en post om bogen - den var dog så ny at den endnu ikke var indkøbt til noget bibliotek. Af gode grunde. For også bag bogens tilforladelige forside gemte sig en - jumbobog! Hvilket blev afsløret i allersidste minut af talen til ære for de for hvem gimmicken endnu ikke var blevet åbenbart. 

Talen blev senere optrykt in extenso i Bibliotekarforbundets blad, hvoraf bringes nedenstående artikel:

Jeg er godt klar over, at bibliotekarerne her i København er vant til at svinge med de røde faner. At der skulle være en fremtid i det, er dog ikke ligefrem hvad jeg er nået frem til i mine studier, fremholdt Tobias Blomgren, arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Sønderjysk Universitetscenter, da han i et foredrag på Foreningen Københavns Kommunes Bibliotekarers generalforsamling i midten af marts beskrev bibliotekarernes og deres fagforenings aktuelle situation og kurs og forsøgte at anvise nogle handlemuligheder i det nye årtusinde.

Tobias Blomgren har netop fremlagt sine forskningsresultater i bogen "Den danske fagbevægelses innovative rolle – Set i lyset af Bibliotekarforbundets kreative jobskabelsesimplementering i sen-halvfemserne".

Bibliotekspressen bringer her et sammendrag af Blomgrens betragtninger fra sidelinjen.

Vi befinder os i et paradigmeskift. Vi er på vej væk fra de traditionelle virksomheder. Dem, som byggede på den såkaldte scientific management, og er karakteriseret ved mange beslutningsled, centralisering og kontrol, faste produkter og arbejdsgange samt specialisering og rutinejob.

Vi er på vej mod fleksible, lærende organisationer, som er karakteriseret ved flade, decentrale strukturer, værdibaseret ledelse, kundeorientering og innovation, tværfunktionelle kerneprocesser og netværk og selvstyrende grupper. Undersøgelser viser at fleksible organisationer er op til 30% mere produktive. Og også biblioteksvæsenet må vælge mellem forandring gennem fleksibilitet og innovation. Eller holde fast i det gamle.

Fagbevægelsen vil få en ny rolle. Lige så indlysende som, at du går til læge, når du er syg. Eller til VVS-manden, når toilettet lækker. Lige så indlysende bør det være at gå til Folketinget, Magistraten eller EU-parlamentet, når du lider af demokratiunderskud, eller til fagforenigen når du mangler faglighed.

Men det kræver en omstilling i fagbevægelsen. Det kræver en kompetenceudvikling i retning af en professionaliseret, faglig organisation. Og Bibliotekarforbundet er godt på vej. Kompetente hovedbestyrelsesmedlemmer med sekretariatet i ryggen har ved tålmodigt at gentage årsagssammenhængene i de nye, indviklede forhold, formået at få protester, tvivl og modstand til at forstumme. For år tilbage bar generalforsamlingerne præg af at være en sandkasse for samfundskritiske styrvolter. Af ungdommelig idealisme og floskelpolitik. Generalforsamlingerne obstrueredes med endeløse kværulanterier om solidaritet med fx arbejdsløse, solidarisk lønpolitik osv. Dette bagstræberi er nu ved at blive afløst af en større lødighed og faglighed. Gennemarbejdede dokumenter fra hovedbestyrelsen tilsvines nu ikke længere pr. automatik i Bibliotekarernes blad. Det ser jeg som et første tegn på medlemmernes voksende respekt for de professionelle fagfolk. De overlader det nu trygt til de professionelle at sætte sig ind i alt det nye.

Et andet, mere måleligt tegn er, at politikinnovatorerne i hovedbestyrelsen er blevet voksne og har lagt det ungdommelige overmod bag sig. Siden 1983 er hovedbestyrelsernes gennemsnitsalder steget fra godt 34 år til knap 44 år. Altså hele 10 år, og væksten er taget til.

Hovedbestyrelsens modning og kompetenceudvikling er sket sideløbende med udviklingen i BF’s sekretariat. I 80’erne gik mellem 41 og 44% af medlemmernes kontingent til sekretariatet. Siden 1990 har sekretariatet været inde i en opgangsperiode, kun afbrudt af et hop i 1997, hvor der var ekstraordinære udgifter til udfasning af sekretariatschef, konsulent og assistent (851.816 kr.). Udviklingen pågår stadig og har nu nået et niveau på 53,2%.

Et tredje tegn er at hvor hovedbestyrelsens formænd før ofte var ledere, ja så er det ændret til, at BF’s formænd bliver ledere. Arbejdet i hovedbestyrelsen kvalificerer til lederstillinger. Mon ikke der venter den nuværende formand en ministeriel stilling.

Tillad mig her lidt lønhistorie. Hovedaftalen af 1899 brød med de daværende lønsystemers gennemskuelighed og forklarlighed.

Et eksempel. Byens skarprettere – på københavnsk vist bødler – blev aflønnet med en fast sum penge, en grundløn. Oven i den fik de tillæg for specialfunktioner som afklipning af lemmer, brændemærkning, radbrækning. I nedgangstider gav lønsystemets fleksibilitet mulighed for barbering, bortskæring og tandudtrækning. En ældre form for funktionstillæg. De kunne rejse til udlandet og indgå i teambuildings med fx Guillotin i Frankrig. De opkvalificerede sig, og gjorde sig fortjent til kvalifikationstillæg. I særligt rebelske perioder kunne der blive tale om resultatløn, hvis der skulle fjernes specielt mange hoveder, eller udstilles på hjul og stejle.

NY Løn, som vi kender den i dag, er en videreførelse af disse løndannelser. En dannelse i form af dialog, modsat grove og splidsættende forhandlinger. Det er naturligt at erstatte den nuværende lønforhandling med en lønsamtale. Gerne i forlængelse af eller direkte med i medarbejderudviklingssamtalerne (MUS), således som førende kredse allerede har gjort.

Lønnen kan på sigt blive et strategisk værktøj til målopfyldning via lønpolitikken. Solstråler følger nemlig i det nye lønsystems fodspor. På Frederiksberg har tjenestemændene ikke alene fastholdt deres tidligere løn og rettigheder. De har endog ved de periodiske lønforhandlinger fået resultatet udspecificeret til enkelte fortjentsfulde medlemmer. I modsætning til før i tiden, hvor alle uden hensyn til kvalifikation fik et lille symbolsk beløb.

Det kræver professionelle lønforhandlere. Det stiller store krav til det faglige apparat om uddannelse, viden og kompetence.

Og så tilbage til tillidsrepræsentanterne. For ikke kun lønsystemet danner grundlaget for nye udfordringer for tillidsrepræsentanterne.

Samarbejdsudvalgssystemet giver tillidsrepræsentanterne indflydelse på regnskabet. Med det følger ansvaret for økonomien. Et ansvar over for skatteborgerne og et ansvar for, at mere løn kan betyde serviceforringelser for bibliotekets brugere. Eller nej til ergonomiske arbejdspladser, nye publikumsterminaler eller selvbetjeningsautomater.

Andre opgaver er lokale forhandlinger for enkeltpersoner, økonomistyring gennem en bevidst anskaffelsespolitik for udskiftning af adækvate arbejdskraftressourcer osv.

Og mens alle medlemmer før var tvunget til i forbindelse med overenskomstforhandlingerne at enes om få, stive krav, vil hvert enkelt medlem nu frit kunne vælge sit krav, alt efter sin differentierede lønkonstellation.

Tillidsrepræsentanterne vil sammen med BF på sigt kunne opbygge en række services og merchandises, som medlemmer kan vælge netop passende deres behov. Måske kan forbundet endog markedsføre dem udadtil.

Denne proaktive proces kræver en professionalisering af BF, af tillidsrepræsentanterne og samarbejdsudvalgsrepræsentanterne.

Strategien er afprøvet inden for jurist- og økonomforbundet, hvor der har været lønstigninger på 11%. Jo tættere på beslutningssystemet, desto højere løn. Hvem andre end djøf’ere støber kuglerne til de offentlige arbejdsgiveres lønforhandlinger.

For BF åbner sig et nyt marked: Forbundet stiller sig til rådighed med bistand til ændringer på et bibliotek. Biblioteket får herefter brug for forbundets konsulenthjælp til at fortælle, hvordan biblioteket skal håndtere ændringerne. Når ændringerne så er gennemført, har biblioteket brug for forbundet til at fortælle at omgivelserne nu har ændret sig så meget at det er nødvendigt med nye ændringer. Og vi kan starte forfra.

De økonomiske ressourcer er tilstede. Fire ministerier har afsat tocifrede millionbeløb netop til udvikling af træningsfaciliteter til at produktudvikle konsulentbranchens ydelser, bl.a. gennem en 1-årig diplomproceskonsulentuddannelse. Det er i den retning, I på sigt skal have drejet fagforeningens professionellepotentiale.

Og hvis I ikke gør det, så kan I være sikre på, at andre vil gøre det.

Kort sagt: det drejer sig om kvalitetsforbedringsprocesser, om omstruktureringspilotprojekter. Dvs. metoder til mere effektivt at producere ting biblioteksvæsenet før ikke kunne indse det var nødvendigt at lave. Her spiller den enkelte medarbejder en helt central rolle.

Det enkelte medlem må omstille sig. I DSB vanker der bøder til virksomheden, hvis der ikke er "tog til tiden". Hvorfor ikke uddele bøder til biblioteker der ikke leverer "bog til tiden". De offentlige arbejdsgivere er allerede ved at få øjnene op for det forbedringspotentiale som ligger i at konkurrenceudsætte de offentlige serviceydelser.

I dag bliver mange projekter egenfinansieret eller finansieret af forskellige offentlige instanser. At konkurrenceudsætte biblioteksvæsenet – det man i gamle dage kaldte udlicitere – betyder at overskride disse grænser og foretage et opgør med forestillingen om at biblioteksudlån er en rettighed og derfor en kommunal opgave.

Lad os forestille os et bibliotek. Firmaer som fx McDonald driver indkøbet, materialevalget osv., Microsoft står for inventaret og Dansk Supermarked for personaletiden. De danner måske et til lejligheden passende konsortium – Danish Library Systems Inc. – som sidder inde med en basal viden, erfaring og produktivitet på nogle områder, som kommunen slet ikke kan matche.

Kommunen køber så i stedet disse kompetencer. Samtidig slipper kommunen for besværet med lønforhandlinger, budgetlægning, forlagsaftaler mv. Og det nye lønsystem er gearet til netop sådan en produktivitetsforbedring.

Allerede nu foregår procesforbedringen på bibliotekerne. Der sker en værdiimplementering af paradigmeskiftets operationelle platform. Medarbejderne er inde i en processuel udvikling med en øget egenindsigt og teamwork.

Biblioteksvæsenet overfører i disse år gennem en såkaldt business process reengineering mange ressourcer fra rutinepræget og uudviklende arbejde, fx bogopsætning, til mere lærende projektarbejder, virksomhedskonferencer og bench-learning.

Medarbejderne er på linje med olie, jern, bøger eller køer virksomhedens ressource. Og som sådan kan denne ressource også opfylde nogle målkrav. Der er allerede udviklet metoder til at opstille kriterier for sådanne målkrav. Metoden hedder SMART-metoden, og det står for Specifikke, Målbare, Accepterede, Realistiske og Tidsbegrænsede kriterier.

Hvilke kompetencer har vi – hvad betaler vi for?

Hvilke kompetencer ønskes – hvad vil vi betale?

Hvilke kompetencer er nødvendige – hvad skal vi spare?

Og ikke mindst: Hvilke kompetencer kan vi undvære – hvad sparer vi?

Det er hvad der i kompetenceudviklingsøjemed må tages stilling til! I må åbne jer for det nye. I må opbløde de stive sind og til jer selv og hinanden sige:

Vi hjælpes ad med det nye!

Vi er loyale over for det nye!

Vi er sparringspartnere med det nye!

TOBIAS BLOMGREN

(Bibliotekspressen 7. 11. april 2000).

New Public Management, er en nyliberalistisk, frit-valg-teori. Den udbredte sig i 1980'erne fra de angel-saksiske lande til det meste af Europa, herunder også Danmark. Grundelementerne var marketisering/privatisering og korporativ ledelse, men derudover et varieret mix af beslægtede ting - fx "outsourcing" overført fra den private sektor. Den dannede også grundlag for forskellige varianter, fx total quality management.

Mange årtier senere diskuteres new public management stadig og offentlig ledelse i Danmark bærer i høj grad præg af NPM. En af kritikpunkterne har været at den fremmer en bureaukratisk offentlig service - på trods af at et af argumenterne netop var at erstatte denne - at den offentlige sektor blev fragmenteret, dvs. splittet op i et antal forskellige organisationer som dog havde behov for at koordinere netværk, at de autonome og halvautonome organisationer var mindre troværdige. En senere bølge forsøgte at rette op på disse skævheder, men gerådede ud i nye og større komplikationer.

07 april 2025

Jens Jensen (1859-1928). (Efterskrift til Politivennen)

 Overpræsident Jensen død.

Overpræsident Jensen blev som bekendt, for kort Tid siden angrebet af en heftig Influenza, der straks gav Anledning til alvorlig Bekymring, og da den Nyre- og Galdesygdom, som Overpræsidenten tidligere har lidt af, atter brød op, tilraadede Lægen en Overflytning til Kommunehospitalet, paa Overlæge, Professor Sophus Bangs Afdeling. Her indtraadte straks en Bedring, men denne viste sig desværre kun at være af forbigaaende Art. Langsomt ebbede Kræfterne ud, og uden Smerter, stille og rolig, sov Overpræsidenten ind. Kl. 12.15 i Nat indtraadte Døden.

- - -

Overpræsident Jens Jensen vil alle Dage komme til at staa som en af Social-Demokratiets mest særprægede og nobleste Repræsentanter, en Mand, hvis Gerning og Livsværk har været af uvurderlig Betydning for hele Partiet. Kølig, sindig og ligevægtig har han, fra den første Dag han traadte ind i offentlig Virksomhed, arbejdet sig fremad, og uden store Ord og voldsomme Fagter, men med maalbevidst, sejg Energi, banet Vejen for det Parti, han viede sine Kræfter.

Født 18. April 1859 i Rørup paa Fyen i et Smaakaarshjem - Faderen var Murer og Lejehusmand - røbede han tidlig en umættelig Kundskabstrang, al sin Fritid benyttede han til Læsning, i Skolen var han stadig den første i sin Klasse, og de sidste Skoleaar benyttede Læreren ham endda som en Slags Hjælpelærer. Han kom i Malerlære i Aarup, blev Svend og arbejdede nogle Aar i Odense og Randers, sidstnævnte Sted malede han københavnske Sporvogne paa den store Fabrik "Skandia".

I 1879 kom han til Hovedstaden, just i den Periode, da "Kongens København" var ved at udvikle sig til "Folkets København", her kom han i sit rette Element. Han fik Arbejde hos det store Firma Bernhard Schrøder, og han var en dygtig Arbejder. Vil man se nogle af hans Arbejder fra den Tid, kan man gaa ind i Universitetets Solennitetssal og se paa Friserne, eller paa Ornamenterne i det kgl. Teaters Foyer. Det "Malerarbejde" har den senere Overpræsident ofte set paa med berettiget Tilfredshed

Fagforeningsbevægelsen tog han hurtig fangen; han blev formand for Malernes Fagforening, og allerede i 1886 stod han som Formand for De samvirkende Fagforbund, forholdsvis ung paa en saa fremskudt Post. Men han var Stillingen voksen, hans urokkelige Ro indgød Tillid, og paa de Tiders bevægede Møder i Rømersgade var han ofte den Bølgedæmper, der forhindrede Overilelser, og hans Ord havde altid Vægt, selv om han ikke var den fødte Taler; men man følte, at der stod en paalidelig Mand bag ved Ordene.

Sin største Opgave og vanskeligste Prøve fik Jensen i 1899 under den store Lockout, der varede næsten et halvt Aar, omfattede 34,000 arbejdere og kostede et Løntab af 11 Millioner Kroner. Det var en yderst alvorlig Krise, og det tjener Jensen til uvisnelig Ære, at han under de fortvivlede Forhold bevarede sin Ro og intet øjeblik lod sig forlede til Forløbelser. Heide, Bing og Trier gennemførte Forliget og høstede det meste af Æren, men de ville aldrig have kunne gjort det, om de ikke havde haft netop Jensen at forhandle med.

2. Marts 1903 blev den store Dag i Jens Jensens Liv, da han, efter 10 Aar at have siddet i Borgerrepræsentationen, blev valgt til Finansborgmester. Man forstaar ikke nu den mægtige Opstandelse, dette Valg vakte, den bitre Modstand, der mødte ham; i store Kredse følte man det som en Revolution, der herskede, jo endnu mange Steder "Socialistforskrækkelse", og netop i det saa meget betydende Finansborgmestersæde havde man saa vanskeligt ved at tænke sig en Arbejdernes Repræsentant. Men naar man nu ikke forstaar den Opstandelse Valget afstedkom, da er dette netop Jensens egen Fortjeneste. Han viste sig, mod saa manges Forventning, som den rette Mand paa den rette Plads, han lod sig intet Øjeblik forvirre, blev aldrig ør af sin Ophøjelse, leflede ikke og blev aldrig Snob, han bevarede sin Ro, forvaltede sit Embede og Byens Pengekasse saadan, at alle fik Respekt, selv hans argeste Modstandere, og han slog Bro over den Kløft, skilte Socialdemokraterne og de besiddende Klasser, han dræbte kort sagt Socialistforskrækkelsen i København Og han fik udrettet noget virkeligt, skønt han traadte til i en vanskelig Tid, netop i de Aar, da Byens Udvikling foregik. Hans Navn vil bl. a. evig være knyttet til saa store og betydende Institutioner som Fælledparken, Bispebjerg Hospital og Stadion.

Finansborgmesterens kloge og altid sympatiske Fremtræden skabte ham en mægtig Popularitet, man fik Bud efter ham fra mange Sider, og utallige var de Hæders- og Tillidshverv, der blev betroet ham. Det var en iøjnefaldende Modsætning i Stemningen ved Valgene i 1903 og i 1924. da Jensen gled ind Byens allerfineste Embede som overpræsident; nu fandt ingen det mærkeligt, det var nærmest en ren selvfølge, og Jensen, der aldrig har paataget sig en Opgave, han ikke kunde magte, har ogsaa her gjort god Fyldest. Har han ikke haft sine Forgængeres fornemme, repræsentative Egenskaber, havde han til Gengæld en bred, solid og folkelig Værdighed, han lod sig aldrig imponere, var saa ægte dansk og gav netop Udtryk for de bedste Egenskaber i den danske Folkekarakter. Derfor blev den Mand, man i sin Tid var bange for, efterhaanden en af vor Bys mest populære, og hans Bortgang føles som et virkeligt Tab, ogsaa af dem, der en Gang var hans Modstandere.

O. B.

(Aftenbladet 16. marts 1928)

Borgmester Jens Jensen på talerstolen i Borgerrepræsentationen (Riget 24. november 1910). 


Overpræsident Jensen død.

Fra København telegraferes, at Overpræsident J. Jensen i Nat Kl. 12.15 er afgaaet ved Døden.

I det danske Socialdemokratis Historie, i dansk Arbejderbevægelse er Jens Jensen et af de største Navne. Ikke fordi han naaede saa højt i Embeder og ydre Anseelse, men paa Grund af sit store Arbejde og sine fremragende Egenskaber.

J. Jensens Deltagelse i offentligt Liv spænder over næsten alle Felter og over langt mere end en Menneskealder. Kun 23 Aar gammel valgtes han i 1883 til Formand for Malernes Fagforening i København, og i de 45 Aar, der er gaaet siden da, har hans Navn været kendt i Offentligheden, og hans Arbejde været med til at præge dansk Samfundsliv.

Hans første Virksomhed faldt i Fagorganisationerne. Som Formand for sin Fagforening blev han trods sin Ungdom kaaret til Fagbevægelsens Leder. Ved den store skandinaviske Arbejderkongres i 1886 blev han Ordfører for den danske Delegation, og samme Aar var han med til at stifte og blev valgt til Formand for De samvirkende Fagforeninger i København - en Sammenslutning af alle Fagforeninger i Hovedstaden, senere kaldt Arbejdernes Fællesorganisation.

Herved kom J. Jensen ind paa et Felt, hvor han skulde komme til at vise enestaaende Evner. Fagbevægelsen led endnu den Gang under de Vanskeligheder, som var skabt ved Pios Bortrejse i 1877 og det deraf følgende Mismod i Arbejderbevægelsen. Det begyndte dog at gry. I 1881 valgtes de to første Socialdemokrater, P. Holm og Hørdum, til Folketinget. Social-Demokraten gik under Wiinblads Ledelse udmærket frem. De enkelte Fagforeninger var ogsaa voxet sig ret stærke, selv de ufaglærte Arbejdsmænd blev grebet af Organisationstanken. Men der manglede ligesom Samling, et fælles Udtryk overfor Samfund og Offentlighed.

Ved Dannelsen af De samvirkende Fagforeninger skabtes dette, og J. Jensen havde afgørende Indflydelse derpaa. Han havde mere end en overfladisk Forstaaelse af Sammenholdets Betydning. En Fagforening i Konflikt er ikke stærk overfor Arbejdsgiverne, men sammen med alle andre Fagforeninger dannes en Magtfaktor. Han forstod at føre Organisationstanken ud i sine Konsekvenser; Hver Mand sin Fagforening, hver Fagforening i sit Fagforbund, og hvert Fagforbund i Landsorganisationen. Og endnu videre: Hver Landsorganisation samlet i et Internationale, omfattende hele Verdens Arbejderklasse. - Ejendommeligt nok, var det netop J. Jensen, den danske Arbejderleder, der fik Idéen til og førte de første Forhandlinger om Dannelsen af det store Fagforeningsinternationale.

De danske Fagforeninger var ved at blive en Magt. Arbejdsgiverne følte sig truet og samlede sig i en Kamporganisation for hele Landet. I København havde man allerede længe diskuteret Dannelsen af et stort fælles Landsforbund. Og nu var Tiden moden. Under J. Jensens Førerskab, hvis Styrke det var altid at gøre det rigtige paa det rigtige tidspunkt, dannedes De samvirkende Fagforbund i 1898.

Næppe var De samvirkende Fagforbund blevet et Aar gammel, før Uvejrsskyerne trak sammen om den unge Organisation, og den store Lockout kom. 34,000 Arbejdere blev kastet paa Gaden, fordi Snedkersvendene i syv jyske Byer strejkede. Og det samlede Løntab for de 17 Ugers Konflikt blev 11 Mill. Kr. 

Saa meget kostede denne første store Konflikt danske Arbejdere. Men de vandt Respekt for deres Organisation. Den blev en med Arbejdsgiverne sideordnet Faktor. Organisationsretten var anerkendt.

Lockouten blev en mægtig Anspændelse af J. Jensens legemlige Kræfter og aandelige Evner. Han arbejdede baade Nat og Dag. Et uhyre Ansvar hvilede paa ham. 34,000 Arbejdere med Hustruer og Børn var ude i en Kamp, hvor det gjaldt Liv eller Død for Organisationen. Ikke en Dag længere end nødvendigt maatte Konflikten vare, men den maatte heller ikke sluttes en eneste Dag forinden Sejren var sikret. Jensen bar Ansvarets Byrde paa sig, og han førte med den Blanding af Maadehold og Fasthed, der altid har karakteriseret ham, Lockouten til en for Arbejderne lykkelig Afslutning. Ved Septemberforliget lagdes Grunden til den Retsorden, der bestaar mellem de to Parter, og den permanente Voldgiftsret - som senere fik Navneforandring til den faste - oprettedes.

Dannelsen af De samvirkende Fagforbund og Ledelsen af Arbejderne under Lockouten i 1899 er J. Jensens to store Bedrifter i Fagbevægelsen, store nok til at sikre hans Navn fra Forglemmelse.

Den 2. Marts 1903 valgtes han til Finansborgmester. Og for den nulevende Generation staar han i første Række som Borgmester Jensen eller som Overpræsidenten, med hele den mægtige 25 Aar lange administrative kommunale Virksomhed bag sig.

Forud havde han endda ogsaa en stor politisk og journalistisk Virksomhed bag sig. Han var Medarbejder ved Social-Dernokraten fra 1887 til 1903 og valgtes i 1895 til Folketingsmand for Københavns 10. Kreds.

I en kortvarig Periode blev han paany draget ind i Politik som Socialminister i Forretningsministeriet Friis efter Paaske-Kupet i 1920.

Men ellers helligede han sig Københavns Kommune i de mange Aar, efter at han havde forladt Fagbevægelsen.

Han valgtes i 1893 til Borgerrepræsentationen, han og K. M. Klausen var de første Socialdemokrater, der tog Sæde i Byens Raad.

Borgmester Jensen var ikke for intet Socialdemokrat. Han kendte selv Arbejdernes Kaar, han vidste selv, hvad det vil sige at bo i en lille 2 Værelsers Lejlighed i en mørk Baggaard. Derfor var det hans Maal at give Københavns Befolkning Adgang til Sol og Luft. Gaderne skulde gøres bredere og Haver og grønne Træer skulde erstatte de høje, skumle Lejekaserner. Af den samme Følelse udsprang Tanken om Fælledparken med Idrætsparken, der gav Idrætten, Ungdommens evigt rindende Sundhedskilde, en anerkendt Plads i København.

Et andet smukt Monument for J. Jensens sociale Virksomhed er Bispebjerg Hospital.

Først og sidst var han Manden, der bragte Orden i Kommunens Økonomi. Han viste, at Malersvenden var langt mere Finansmand end Ministerialkontorernes Departementschefer.

Han konsoliderede Kommunen, bragte Orden og System i Regnskabsførelsen, og under en rivende Udvikling med et voxende Antal Opgaver og en Mangedobling af Kommunens Balancesum bevarede han hele Tiden Herredømmet og Oversigten over Københavns finansielle Forhold.

Nu er altsaa hele denne Virksomhed endt. Et rigt Liv er afsluttet, og Manden er draget tilbage til den store Alnatur, hvoraf Liv og Død begge er Børn. Men som det gamle Havamaal siger, er Mennesket borte, saa lever hans Virke efter ham. Og J. Jensens Arbejde vil blive bevaret i Historien.

J. Jensen var Arbejderklassen en god Søn, ærlig, usvigelig Tro paa dens Ret og dens Fremtid fyldte hans Sind. Sine rige Evner som Organisator og Administrator anvendte han til Gavn for Arbejderne og for det Samfund hvis gode Søn han ogsaa var.

Han har selv en Gang sagt, at han altid følte sig som Tjener. Derfor var Pligtfølelse en af hans fornemste Egenskaber og sammen med hans Karakters uplettede Renhed fuldender det Billedet af en Mand, der var af de ædles Æt. 

Saaledes vil Arbejderklassen mindes ham, den trofaste Søn, Skaberen af Arbejdernes faglige Landsorganisation og Socialdemokratiets første Borgmester.

(Demokraten (Aarhus) 16. marts 1928)

Borgmester Jensen (nr. 2 fra højre) ses her sammen med cand. phil. Gandil, formand i Boldklubben af 1893, afdelingsingeniør Nobel, arkitekt Brandstrup og Dansk Idræts-Forbunds formand, overretsssagfører J. L. Nathansen. De var blandt de mænd der arbejdede for at få anlagt Idrætsparken. Riget 24. maj 1911.


Da Byen viste sin Overpræsident den sidste Ære.

Byen stod i Gaar i den store Begravelses Tegn. Et Følge paa 2000-3000 Mennesker fyldte Raadhushallen til den officielle Bisættelseshøjtidelighed for Overpræsident Jensen. Vort Billede til højre er taget derfra og giver et Indtryk af Sørgefestens pompøse Karakter. Neden under ser man det store Ligtog paa Vej ud ad Vesterbrogade med de flyvende Faner i Spidsen. Mange Tusinde Mennesker sluttede sig undervejs til Toget, saa det var et mægtigt Folketog, da det omsider naaede Vestre Kirkegaard.

(Nationaltidende 22.marts 1928)

Kongeparret ledsaget af en tilsyneladende tilfreds borgmester Jensen ved Bispebjerg Hospitals indvielse. Riget 20 september 1913.


Overpræsident Jensens sidste Færd gennem København.

En dybt gribende Sørgehøjtid i Raadhushallen. - Talere fra alle politiske Lejre hyldede den Afdødes Livsindsats. - I den storslaaede Procession gennem byen deltog over 200 Faner og et tusindtalligt Følge. - Afslutningen paa Kirkegaarden var præget af dyb Vemod.


STORSLAAET gribende og pompøs - saaledes formede Overpræsident Jens Jensens Bisættelse sig i Gaar. Ingen Konge eller Fyrste kunde have faaet en skønnere Jordefærd end denne Folkets tro Tjener, som fra fattige og foragtede Kaar havde kæmpet sig frem til at blive den første og ædleste Borger i Danmarks Hovedstad. Overalt hvor Ligtoget passerede gennem den solbestraalede By stod Tusinder af Mennesker og bøjede Hovederne til en sidste Hilsen da den sortbetrukne Ligvogn fulgt af den imponerede brogede raneskov passerede. Ikke siden Hørdum og Knudsen jordedes under overvældende Deltagelse har København oplevet et lignende Sørgetog. Fra utallige offentlige og private Bygninger vajede Flagene paa halv Stang smældende i den isnende Jævndøgnsblæst. Paa Vestre Kirkegaard, der laa som en lun og solbeskinnet Oase midt i den kolde Dag fyldtes alle Gange og Stier i Løbet af kort Tid af et  mægtigt Menneskehav, som andagtsfuldt overværede den sidste gribende Højtidsakt ved Graven. Længe efter at Højtideligheden var afsluttet valfartede nye Tusinder til Gravhøjen ved det store Kapel for at sige Byens Overpræsident det sidste Farve!.

Da Kisten førtes til Raadhushallen.

Ved Middagstid førtes Overpræsidentens hvide Kiste fra Kommunehospitalets Kapel til Raadhushallen. Otte Raadhusbetjente med Sørgebind om Armen bar den ud fra Kapellet til den sorte Rustvogn, som langsomt satte sig i Bevægelse fulgt af et Par Vogne med Familiens Medlemmer. Det lille Sørgetog passerede Social-Demokratens Bygning, hvor Flaget vajede paa halv, og et Kvarters Tid efter naaede Rustvognen den larmende Raadhusplads og forsvandt snart bag Nyrops skønne Raadhus. Klokken slog just 12, og samtidig lukkedes alle Raadhusets Kontorer. Den store Bygning laa tom og stille som paa en Helligdag med lukket Hovedindgang, som var flankeret af to grønne Laurbærtræer. Raadhusbetjentene bar Kisten ind i Hallen og anbragte den i et Blomstervæld paa den høje, sorte Katafalk, som var rejst midt paa Langsiden foran Hovedindgangen. Kisten var smykket med grønne Guirlander og en Dekoration af lyserøde Roser, og foran Baaren saas de mange hundrede Kranse med de farvede Baand Væggene i Hallen var ligeledes prydet med Kranse; et uforglemmeligt og skønt Syn.

Det mægtige Kransevæld.

Kongen, Dronningen og Kronprinsen havde sendt smukke Laurbærkranse. Lige foran Kisten paa en sort Fløjelspude laa en Sølvkrans af udhamrede Bøgeblade fra Embedsmænd og Læger ved Kommunens Hospitaler. Indenrigsministeriet og Undervisningsministeriet hædrede Overpræsidenten med smukke Blomsterdekorationer, og fra De samvirkende Fagforbund saas en dejlig Krans af Mahogniløv med Syrener og Kaméliaer. Lige ved Kisten hang to store Kranse fra mandlige og kvindelige Tjenestemænd i Raadhusforvalterens Kontor, og en Laurbærkrans fra Københavns Borgerrepræsentation.

Endvidere var der Krans fra Københavns Magistrat, Overpræsidentens Sekretariat, Den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe, Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Arbejdernes Fællesorganisation, Socialdemokratisk Forbund, Social-Demokraten. Dansk Kommunalarbejderforbund, Stjernen, Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet, Idrætsparkens funktionærer og Arbejder Guld-, Sølv- og Elektropletarbejderne- Organisation, Dansk Smede og Maskinarbejderforbund, Dansk Arbejdsmandsforbund, Keramisk Forbund og endnu en lang Række Fagorganisationer og socialdemokratiske Partiforeninger. Endvidere fra Finlands Præsident, Demokraten, Aarhus, Dansk Tonekunstnerforening. Den polytekniske Læreanstalt. Arbejdernes Andels Boligforening. Havnevæsenet, Welanderbjemmene, Dansk Købestævne, Statsbanerne, Arbetet, Malmø, Dansk Sten-industriforbund, Købstadsforeningen, Nationalforeningen, Husassistenternes Fagskole, Arbejdernes Læseselskab, Stockholms socialdemokratiske Stadsfuldmægtige. Tivolis Direktion, Det kooperative Fællesforbund, Stukkatørernes Fagforening, Malernes Fagforening. De samvirkende Sygekasser, Nationalmuseumsfondet, Kolonihaveforbundet, Det czekoslovakiske Gesandtskab, Prags kommune, Københavns Idrætspark, Kalvebod Bastion, Borups Højskole, .Socialdemokratisk Forbund, Odense, Foreningen til Lærlinges Uddannelse, Fængselshjælpen, Socialdemokratisk Døvstummeforening, Borgerrepræsentationens Presseloge. Politiken, Havnearbejdernes Fællesforbund, De forenede Bryggerier, Kvindeligt Arbejderforbund, Glyptoteket, Dansk Blindesamfund, Folkekøkkenerne, Kørselsafdelingen, Handelsbanken, Den olympiske Komite, Helsingør Byraad, Frihavnen, Dansk Idrætsforbund, Danmarks socialdemokratiske Ungdom, Funktionærer paa Thorvaldsens Museum, Belysningsvæsenet, Dansk Arbejde, Sporvejene, Dansk Brilæggerforbund, St. Hans Hospital o. s. v

Det imponerende Følge.

En Times Tid før Højtideligheden skulde indledes begyndte det store Følge at indfinde sig. Snart fyldtes Gulv og Balkonerne bag de bølgende Dannebrogsflag af Mennesker, og ved 2-Tiden var mellem 2 og 3000 samlet i Hallen. Nærmest Kisten ved den sorte Talerstol sad Talerne, Folkethingsmand Stauning. Borgerrepræsentationens Formand Em. Svendsen, Ingeniør Jul. Madsen. Dommer Jesper Simonsen og Borgmester Bååth fra Helsingborg. Tilhøjre for Kisten sad det samlede Ministerium fraregnet Undervisningsminister Byskov og Kirkeminister Bruun-Rasmussen. Derefter fulgte Kammerherre Krieger, den svenske, norske, finske, islandske, hollandske, tyske, polsk- og czekiske Minister. Paa den anden Side sad Borgmestrene og Raadmændene med deres Damer og Kommuners Direktører. Midt foran Katafalken fik Familiens Medlemmer anvist Plads. Her sad ogsaa Rigsdagens Præsidium og en Mængde af Borgerrepræsentationens Medlemmer. Endvidere saas Landsthingsmand C. C. Andersen, Redaktør Borgbjerg med Frue, Folkethingsmændene Vilhelm Rasmussen. Hans Nielsen, L. Rasmussen, Friis Skotte, Zahle og Pinstrup, Borgmestrene Godskesen og Parkov, Landsthingsmændene Josiassen Alb. Jensen, Ludvig Christensen og C. F. Sørensen, fhv. Borgmester Møller, Redaktør H. P. Sørensen, C. F. Madsen, Sekretærerne Hans Jacobsen og Johs. Hansen, Formanden for Kommunalarbejderforbundet Th. Thomsen, General Castenskjold, A. C. Meyer, Pastor Dahl Sædder, Generaldirektør Koefod o. fl. a. 

Uden om disse officielle Repræsentanter grupperede den mægtige, tavse, sortklædte Forsamling sig.

Sørgetoget passerer Akselborg.

Staunings gribende Mindetale.

Højtideligheden indlededes med at Gardens Orkester spillede Hartmanns pompøse Sørgemarch over Thorvaldsen. Saa sang Forsamlingen A. C. Meyers Sang, der i 4 smukke Vers gav en Karakteristik af Jens Jensens gærning. Vi citerer et Par af Versene:

Runden af Danmarks rige Muld,
skønt fattig selv, af Hjærtets Guid
han dannede sit Værge
og søgte hen til Smaamands Bo.
til Tidens Gæring, Trods og Tro,
den Tro der flytter Bjerge

Løftede den ham selv paa Skjold,
saa lønned' han den mangenfold
ved trofas! Borgenvirke,
hans milde Sind og faste Haand
har ydet sit i Tiden Aand
og rejst dens nye Kirke.

Stauning taler i Raadhushallen.

Stauning traadte derpaa op bag Kisten og holdt bevæget sin gribende Mindetale, hvoraf vi gengiver et Afsnit:

Byens Raadhus er i Dag klædt til Sorg. Landets Hovedstad tager farvel med en af sine bedste Mænd, Folkets brede Lag tager Afsked med e trofast Fører.

Den store Kreds, som er randt her i Afskedsstunden, er Repræsentanter for Tusinder, der med Smerte modtog Budskabet om Jens Jensens Død, og vi ved, at i denne Stund gaar Tanken fra mange Hjem til denne Baare, for ham, de mange Aars smukke og gode Gerning, til ham, der maatte forlade os længe før vi havde ventet det.

Vi ved at det er Byens Overpræsident, som er gaaet bort, men i vor Erindring staar ogsaa præget Træk fra andre Stadier af den Afdødes Liv og det er netop disse Træk, som opfylder den største Plads.

Over 45 Aar spændte hans offentlige Virksomhed, stille og beskeden udførte han sin Gerning i det Fag han havde lært, men fremadstræbende som han var, fandt han i de unge Aar Tid til den Selvudvikling, som fortsattes hele hans Liv.

23 Aar gammel blev han Formand i Malernes Fagforening, og hermed indlededes snart et saare rigt Afsnit af Liv. Med en egen fin Kultur kastede han sig over de store Opgaver, som skulle de løses igennem Organisationslivet.

Storslaaet var vor afdøde Vens Gerning. Den unge Fagforeningsmand lægger allerede i 1886 Grunden til den betydningsfulde Samvirken mellem de faglige Organisationer i Hovedstaden og i samme Aar lykkedes det ham at grundlægge en praktisk og værdifuld Skandinavisme, ved Afholdelse af den første skandinaviske Arbejderkongres. Og videre gaar hans Stræben frem til den store Landsorganisation: De samvirkende Fagforbund, hvis samfundsmæssige Værdi ingen kyndig vil benægte. Og atter herfra knyttes Baandene ud over Verden, i en international faglig Samvirksomhed, som Jensen tog Initiativet til.

Jensens Maal var at se Arbejderklassen blive jævnbyrdig med andre Befolkningslag. Han slog det fast, da Landsorganisationen dannedes i 1898, at dens Opgave ikke alene var økonomisk Højnelse, den stærke Organisation, sagde han, skal udvikle Mennesker.

Ja, dette var netop i saa høj Grad lndholdet i disse første 20 Aar af Jensens Liv som Fører. I enhver Side af Livet fandt han det der kunde tjene til Udvikling.

En betydningsfuld Epoke i dette Afsnit af Jensens Liv var den første faglige Storkamp, der fandt Sted i 1899. Det er ikke Stedet her at udrede Oprindelse og Skyld, men det vil utvivlsomt af alle blive erkendt, at Jensens Førerskab, ganske særlig ved Kampens Afslutning, kom til at betyde uhyre meget.

Stauning skildrede videre Jensens politiske og kommunale Indsats. I de 22 Aar, Jensen var Borgmester, styrede han med fast og sikker Haand Byens Økonoml.

Fælledparken. Bispebjerg Hospital og Idrætsparken.

er tre af de mest fremragende Vidnesbyrd om afdøde Jens Jensens Fremsyn og Forstaaelse. Og om disse grupperer sig gode Beboelseshuse, brede Gader, nye smukke Bydele og talrige Værker, som er fornødne for Byens og Folkets Trivsel.

VI ved, fra de mange Aar. hvorledes han omfattede Hustru, Børn og Hjem med Ømhed og Kærlighed. Og vi forstaar ogsaa, hvor meget det offentlige Liv har taget fra hans Hjem.

Hustru og Børn maatte vise Resignation. Naar Partiet kaldte, naar det offentlige Liv krævede Mands Gerning, naar Nationens Interesser krævede en Haandsrækning fra Københavns Finansborgmester, saa bød Pligtfølelsen, at han mødte og udrettede hvad han kunde og hvad der ventedes af ham, men meget af dette blev udrettet paa Bekostning af Familieliv, ved Ofre fra dem, han elskede saa højt.

VI tager da Afsked med den stilfærdige, men kloge og varmtfølende Borger, som viede hele sit Liv i Folkets Tjeneste.

VI takker Dig Jens Jensen for al din Gerning. Tak fra Hytterne, fra alle de Smaafolk, som stod dit Hjerte saa nær. Tak fra de Organisationer, der er de nødvendige Led i det bestaaende Samfund. Tak for din store Gerning, for din opdragende og højnende Virksomhed og

Æret være Jens Jensens Minde.

Em. Svendsens Mindeord

Borgerrepræsentationens Formand takkede i bevægede Mindeord Byens Sorg ved Tabet af Overpræsidenten. Jens Jensen efterlader sig et stort Savn. Jeg hørte til dem, der paa et tidligt Tidspunkt lærte Jensen at kende, og jeg beundrede snart hans store Indsats i den faglige Bevægelse. Han var Grundlæggeren af De samv. Fagforbund, en Indsats, der for evigt har knyttet hans Navn til den danske Arbejderbevægelse. Da han i 1903 blev Borgmester, jublede mange af os, men med en Understrøm af Vemod. En elsket Fører gik fra os over i en anden Gerning. Men vi bøjede os i dyb Taknemlighed for den Indsats, Maler Jensen havde ydet for Arbejderklassens Fremgang.

Det andet Afsnit af hans Liv optoges af 35 Aars kommunalt Arbejde, hvoraf de 25 foregik Indenfor Magistraten. Jeg skal ikke her skildre hans mangesidede Virksomhed, men prise hans store Udsyn. Fælledparken og Bispebjerg Hospital er Resultater heraf og vil bevare Jensens Navn længst.

Em. Svendsen rettede sluttelig nogle gribende Trøstens Ord til Jensens Hustru og Børn, og han sluttede med at sige: Vi siger ham Tak og vil længe bevare hans Minde!

Et betydeligt Menneske med store Ævner til Samarbejde.

Efter Svendsens Tale sang Forsamlingen Grundtvigs Salme "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder". 

Malernes Sangforening, som var anbragt paa Balkonen, sang for med skolede Stemmer.

Derefter talte Repræsentanten for den borgerlige Fællesgruppe, Ingeniør Julius Madsen, der karakteriserede Jensen som et betydeligt Menneske med Evner til Samarbejde. Det, som særlig prægede den afdøde Overpræsident, var hans Evne til ikke blot at løse Opgaver men ogsaa at løse dem paa allerbedste Maade. Han havde en betydelig Evne til at sætte sig ind i andres Tankegang og indlede et Samarbejde, der bar rige Frugter. Paa den borgerlige Fællesgruppe Vegne bringer jeg Overpræsident Jensen en Tak for hans gode Borgersind: Æret være hans Minde.

Byretsdommer Jesper Simonsen, der bragte en Hilsen fra den Radikale Gruppe, mindede bl. a. om, at Jensen sammen med fem andre Mænd tilførte Borgerrepræsentationen nyt Blod i 1893. Dette Valg blev Udgangspunktet for en Livsgerning af ganske særlig Betydning. Med Sans for Realiteter og med Respekt for Forskelligheder i de politiske Synspunkter søgte Jensen at skabe de sundeste og bedste Forhold for Byens Borgere. Hans store Grundighed og ualmindelige Kyndighed tillod ham at lære af andre Meninger, uden at han derfor svigtede sin egen Opfattelse. Først Fremtiden vil formaa rigtigt at vurdere hans store Forudseenhed. En dybfølt Tak for det gode Samarbejde og for det Eksempel til Efterfølgelse, Jens Jensen var for os

Svenske Mindeord..

Borgmester Bååth fra Helsingborg bragte paa Nordens sydsvenske Kreds Vegne en Tak for Overpræsidentens betydningsfulde Indsats i det skandinaviske Samarbejde. Overpræsident Jensen ejede et varmt Hjærte og en rig Intelligens og alt, hvad han beskæftigede sig med, forlenede han med et Præg af Personlig

Kisten bæres ud af Magistratens Medlemmer..

Talerne var nu forbi. En Kvartet, bestaaende af Kammermusikus Peder Maller. Koncertmester Johannes Schiørring, Violoncellisten Louis Jensen og Violinisten Chr. Sandby spillede Schuberts dejlige Andante i D-Moll, som paahørtes under andagtsfuld Stilhed.

Forsamlingen istemte "Dejlig er Jorden", og under Salmen løftede ti sortklædte Raadhustjenere Kisten ned af Katafalken. Saa traadte den samlede Magistrat til og bar med Borgmester Kaper og Raadmand Fr. Andersen i Spidsen Kisten ud til den ventende Ligvogn.

Bagefter fulgte et Par Hundrede sænkede Foreningsfaner, som under Højtideligheden havde været anbragt langs Væggene i Hallen. Tæt bag Kisten vajede to Faner fra Malernes Fagforening, Socialdemokratisk Forbunds Fane og røde Duge fra 3. og 6. Kreds Vælgerforeninger.

Tilskuerne blev paa Plads, til Sørgetoget var naaet udenfor, og uafladelig lød Tonerne af Chopins gribende, pompøse Sørgemarch.

Sørgetoget gennem Byens Gader til Vestre Kirkegaard.

I Sørgetoget gennem Byens Gader var en uforglemmelig betagende Oplevelse. Da Magistratens Medlemmer havde baaret Kisten ud til den ventende Ligvogn, satte Processionen sig langsomt i Bevægelse ud til Vesterbros Passage, hvis Fortove flankeredes af Tusinder af Tilskuere. Forrest red fire Politibetjente paa stejlende Gangere banende Vej for Ligvognen. Umiddelbart efter denne vajede en lille Afdeling af røde og blaa Faneduge, som smældede i den kraftige Blæst. Saa fulgte Overpræsidentens nærmeste Slægt i tre Vogne, Toget afsluttedes af et mylder af farvestraalende rødee, blaa og hvide Faner og Bannere. De blanke Messingspyd lynede i Solen, og Dugene fyldtes som Sejl af Blæsten, saa Fanebærerne havde stor Møje med at holde Balancen. Toget passerede forbi Axelborg, hvor Flaget vajede paa halv, videre ad Vesterbrogade til Enghavevej, som fulgtes til Ny Carlsbergvej. I dette typiske Arbejderkvarter var samlet Tusinder af Beboere, Mænd, Kvinder og Børn. Vinduespladserne var tæt besat af Folk, som vilde se et Glimt af Processionen. Paa en stor Nybygning paa Hjørnet af Ny Carlsbergvej og Vesterfælledvej stod Haandværkerne i deres Arbejdstøj med blottede Hoveder, da Kisten førtes forbi. Alléen op til Kirkegaarden dannede et sydende Hav af Mennesker, der alle søgte indenfor, hen til Graven, som er beliggende paa Skrænten ved den lille Sø tæt ved Kapellet.

Ved Indgangen trak de ridende Betjente sig tilbage, og Sørgetoget  svingede med Magistratens Medlemmer i Spidsen Ind paa den brede Vej op mod Kapellet, 

Højtidelighedens skønne Afslutning.

Omkring en halv Snes Tusind Mennesker stod samlet omkring Graven, hvis Vægge var smykket med grønne Grangrene. Under gribende Stilhed bar Raadhusbetjentene Kisten op paa Forhøjningen og sænkede den i Dybet, medens alle blottede Hovederne. Der fulgte nu en lille Pavse. Saa viste Pastor Rannow sig paa Platformen og holdt en smuk Mindetale over Overpræsidenten. Han priste Jensens store Kærlighed til Familien, en Kærlighed, som altid fandt rige og varme Udtryk. Præsten forrettede derpaa den gejstlige Handling, og Forsamlingen sang "Klokken slaar".

Overpræsidentens Søn, Fuldmægtig i Indenrigsministeriet Alf Jensen bragte sluttelig sin Fader en bevæget Hyldest for alt, hvad han havde betydet for sit Hjem og sin By. Han takkede Københavns Kommune for den pompøse Jordefærd, som var et Udtryk for den Betydning, man tillagde Overpræsidentens Livsgerning.

Den storslaaede Ligfærd var hermed til Ende. Fanerne blev rullet sammen, og Følget skiltes langsomt. Men længe efter valfartede nye Tusinder til Jens Jensens Grav for at bringe Byens Førsteborger en sidste taknemmelig Hilsen.

Kisten sænkes i Graven af Raadhusbetjente.

(Social-Demokraten 22. marts 1928)

Jens Jensens grav på Vestre Kirkegård, Afdeling A, rk. 5, nr. 5Både kirkebogen og begravelsesprotokollen oplyser at han blev begravet på Vestre, men ikke nærmere hvor. I begravelsesprotokollen er der ikke noteret priser for jord eller andre handlinger i forbindelse med Jensens begravelse, måske fik han det gratis. Jens Jensen er i nogen grad stået i skyggen af andre socialdemokrater. Der er dog udkommet en biografi om ham som ses ovenpå rygsækken. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Søren Federspiel: 1. maj, Fælledparken og borgmester Jensen. Historiske meddelelser om København 1990. Side 100-141. 

28 januar 2025

40 Aars Fagforeningsjubilæum. (Efterskrift til Politivennen).

Den nuværende Bestyrelse i den jubilerende Forening.

Det er i Dag 40 Aar siden, den første Afdeling af Kvindeligt Arbejderforbund dannedes. Det var en lille Kreds af Kvinder, der hovedsagelig bestod af Vaskekoner og Strygersker, som gjorde et første Forsøg paa at samle de arbejdende Kvinder til et fælles Virke. Den ny Organisation fik Navnet "Den frie Kvindeforening", og den blev altsaa Moderforening til de mange Afdelinger, der nu danner Kvindeligt Arbejderforbund.

Foreningens første Formand blev, som det den Gang hed, Madam Jacobsen. Hun fungerede dog kun et halvt Aar, hvorefter Fru Emilie Jensen overtog Pladsen som Formand. Dette viste sig at være et heldigt Valg, idet der under Fru Jensens energiske Ledelse kom Fart i Organisationsbevægelsen.

Den københavnske Afdeling har i Anledning af Jubilæet udgivet et meget smukt Festskrift, der baade i Form og Indhold vidner højt og den kulturelle Betydning, som Organisationen har haft.

Det er vor Partifælle, Bogtrykker Emil Kristensen, St. Pederstræde 27, der har Æren for den smukke typografiske Udstyrelse, som Festskriftet har faaet. Men Indholdet skyldes de københavnske Afdelingers mangeaarige, energiske og afholdte Formand, Fru Johanne Jensen. Og netop fordi hun selv er Forfatter til Festskriftet har hun valgt at stille sig selv saa meget som muligt i Baggrunden, skønt hun mere end nogen anden fortjente en fremtrædende Plads i det smukke Hefte.

Formand, Fru Johanne Jensen i de københavnske Afdelinger.

Fru Johanne Jensen skildrer livligt og interessant de historiske Begivenheder i den jubilerende Forening gennem de 40 Aar. Det var jo ikke saaledes at den nydannede Forening straks tog fat paa at løse Løn- og Arbejdstidsspørgsmaalene. At Mændene stod i deres faglige Organisationer taaltes knapt af Arbejdsgiverne og mange af Pionererne stod da ogsaa paa den sort Tavle; men at Kvinderne skulde beskæftige sig med faglige Spørgsmaal og være organiserede - ja, det var jo - mente Borgerskabet - det rene Vanvid!

Lederne maatte da ogsaa lide mange Skuffelser i de første Aaringer, og for at ikke Pillen skulde blive altfor bitter at sluge baade for de kvindelige Arbejdere paa Arbejdspladserne og for Arbejdsgiverne, begyndte Organisationen med at være selskabelig; men det varede ikke længe før Ledelsen begyndte at pille ved de elendige Arbejdsforhold, hvorunder Kvinderne virkede paa de forskellige Arbejdspladser.

Der kom dog først rigtig Fart i Tingene, da vor afdøde Partifælle, Fru Olivia Nielsen valgtes til Formand. Med frisk Mod og glødende Tro paa Sagens retfærdighed tog hun sig den Opgave paa at samle de arbejdende Kvinder under faste organisationsmæssige Fortner, og med sikkert Blik satte hun straks det faglige i Forgrunden. Naturligvis led ogsaa Fru Olivia Nielsen Skuffelser, idet de fleste Kvinder den Gang troede, at naar blot de var kommet indenfor Rammerne, saa fik de gode Arbejdsforhold med det samme. Mange faldt derfor hurtig fra, idet de ofte lod sig lokke af gyldne Løfter fra Arbejdsgiverne, naar de blot vilde holde sig borte fra Fagforeningen. Løfterne blev naturligvis aldrig holdt.

Afdøde Forretningsfører Olivia Nielsen. Københavns Afdelinger.

Organisationen var imidlertid saa heldig at vinde et Par Strejker, hvorved Kvinderne opnaaede betydelige Fordele paa de paagældende Arbejdspladser. Dette gav Fagforeningen Vind i Sejlene og Lederne Mod til at fortsætte Organisationsarbejdet. Der blev dannet flere Afdelinger, og den 4. Juli 1897 afsløredes i Rømersgade en ny rød Fane, der blev Samlingsmærket for de organiserede Kvinder. Aaret efter havde man skabt saa mange Afdelinger i København, at de dannede et Forbund, som meldte sig ind i De samv. Fagforbund, som paa det Tidspunkt blev dannet.

I 1901 dannede Kvindeligt Arbejderforbund Landsforbund, og Olivia Nielsen valgtes til Forbundets første Forretningsfører; men 9 Aar senere - 1910 - blev hun syg paa en Kongres i Aarhus og døde derovre. Et godt Organisationsarbejde havde hun udført for sine Medsøstre - men strenge Aar havde det været.

Fru Johanne Jensen afløste Fru Olivia Nielsen som de københavnske Afdelingers Formand, hvilken Post hun siden med stor Dygtighed har bestridt.

Under Frk. Johanne Jensens Ledelse har der været mange Lønkonflikter, som Organisationen dens Medlemmer imidlertid er gaaet ud at med Ære og store Fordele.

Den jubilerende Forening i Blaagaardsgade 21 vil sikkert i Dag modtage mange velfortjente Lykønskninger for de 40 Aars dygtige og gode Værn for Kvinderne. Social-Demokraten bringer sin hjertelig Lykønskning til den jubilerende Afdeling.

F. K.

(Social-Demokraten 21. november 1925).