Jens Jensen (1859-1928). (Efterskrift til Politivennen)

 Overpræsident Jensen død.

Overpræsident Jensen blev som bekendt, for kort Tid siden angrebet af en heftig Influenza, der straks gav Anledning til alvorlig Bekymring, og da den Nyre- og Galdesygdom, som Overpræsidenten tidligere har lidt af, atter brød op, tilraadede Lægen en Overflytning til Kommunehospitalet, paa Overlæge, Professor Sophus Bangs Afdeling. Her indtraadte straks en Bedring, men denne viste sig desværre kun at være af forbigaaende Art. Langsomt ebbede Kræfterne ud, og uden Smerter, stille og rolig, sov Overpræsidenten ind. Kl. 12.15 i Nat indtraadte Døden.

- - -

Overpræsident Jens Jensen vil alle Dage komme til at staa som en af Social-Demokratiets mest særprægede og nobleste Repræsentanter, en Mand, hvis Gerning og Livsværk har været af uvurderlig Betydning for hele Partiet. Kølig, sindig og ligevægtig har han, fra den første Dag han traadte ind i offentlig Virksomhed, arbejdet sig fremad, og uden store Ord og voldsomme Fagter, men med maalbevidst, sejg Energi, banet Vejen for det Parti, han viede sine Kræfter.

Født 18. April 1859 i Rørup paa Fyen i et Smaakaarshjem - Faderen var Murer og Lejehusmand - røbede han tidlig en umættelig Kundskabstrang, al sin Fritid benyttede han til Læsning, i Skolen var han stadig den første i sin Klasse, og de sidste Skoleaar benyttede Læreren ham endda som en Slags Hjælpelærer. Han kom i Malerlære i Aarup, blev Svend og arbejdede nogle Aar i Odense og Randers, sidstnævnte Sted malede han københavnske Sporvogne paa den store Fabrik "Skandia".

I 1879 kom han til Hovedstaden, just i den Periode, da "Kongens København" var ved at udvikle sig til "Folkets København", her kom han i sit rette Element. Han fik Arbejde hos det store Firma Bernhard Schrøder, og han var en dygtig Arbejder. Vil man se nogle af hans Arbejder fra den Tid, kan man gaa ind i Universitetets Solennitetssal og se paa Friserne, eller paa Ornamenterne i det kgl. Teaters Foyer. Det "Malerarbejde" har den senere Overpræsident ofte set paa med berettiget Tilfredshed

Fagforeningsbevægelsen tog han hurtig fangen; han blev formand for Malernes Fagforening, og allerede i 1886 stod han som Formand for De samvirkende Fagforbund, forholdsvis ung paa en saa fremskudt Post. Men han var Stillingen voksen, hans urokkelige Ro indgød Tillid, og paa de Tiders bevægede Møder i Rømersgade var han ofte den Bølgedæmper, der forhindrede Overilelser, og hans Ord havde altid Vægt, selv om han ikke var den fødte Taler; men man følte, at der stod en paalidelig Mand bag ved Ordene.

Sin største Opgave og vanskeligste Prøve fik Jensen i 1899 under den store Lockout, der varede næsten et halvt Aar, omfattede 34,000 arbejdere og kostede et Løntab af 11 Millioner Kroner. Det var en yderst alvorlig Krise, og det tjener Jensen til uvisnelig Ære, at han under de fortvivlede Forhold bevarede sin Ro og intet øjeblik lod sig forlede til Forløbelser. Heide, Bing og Trier gennemførte Forliget og høstede det meste af Æren, men de ville aldrig have kunne gjort det, om de ikke havde haft netop Jensen at forhandle med.

2. Marts 1903 blev den store Dag i Jens Jensens Liv, da han, efter 10 Aar at have siddet i Borgerrepræsentationen, blev valgt til Finansborgmester. Man forstaar ikke nu den mægtige Opstandelse, dette Valg vakte, den bitre Modstand, der mødte ham; i store Kredse følte man det som en Revolution, der herskede, jo endnu mange Steder "Socialistforskrækkelse", og netop i det saa meget betydende Finansborgmestersæde havde man saa vanskeligt ved at tænke sig en Arbejdernes Repræsentant. Men naar man nu ikke forstaar den Opstandelse Valget afstedkom, da er dette netop Jensens egen Fortjeneste. Han viste sig, mod saa manges Forventning, som den rette Mand paa den rette Plads, han lod sig intet Øjeblik forvirre, blev aldrig ør af sin Ophøjelse, leflede ikke og blev aldrig Snob, han bevarede sin Ro, forvaltede sit Embede og Byens Pengekasse saadan, at alle fik Respekt, selv hans argeste Modstandere, og han slog Bro over den Kløft, skilte Socialdemokraterne og de besiddende Klasser, han dræbte kort sagt Socialistforskrækkelsen i København Og han fik udrettet noget virkeligt, skønt han traadte til i en vanskelig Tid, netop i de Aar, da Byens Udvikling foregik. Hans Navn vil bl. a. evig være knyttet til saa store og betydende Institutioner som Fælledparken, Bispebjerg Hospital og Stadion.

Finansborgmesterens kloge og altid sympatiske Fremtræden skabte ham en mægtig Popularitet, man fik Bud efter ham fra mange Sider, og utallige var de Hæders- og Tillidshverv, der blev betroet ham. Det var en iøjnefaldende Modsætning i Stemningen ved Valgene i 1903 og i 1924. da Jensen gled ind Byens allerfineste Embede som overpræsident; nu fandt ingen det mærkeligt, det var nærmest en ren selvfølge, og Jensen, der aldrig har paataget sig en Opgave, han ikke kunde magte, har ogsaa her gjort god Fyldest. Har han ikke haft sine Forgængeres fornemme, repræsentative Egenskaber, havde han til Gengæld en bred, solid og folkelig Værdighed, han lod sig aldrig imponere, var saa ægte dansk og gav netop Udtryk for de bedste Egenskaber i den danske Folkekarakter. Derfor blev den Mand, man i sin Tid var bange for, efterhaanden en af vor Bys mest populære, og hans Bortgang føles som et virkeligt Tab, ogsaa af dem, der en Gang var hans Modstandere.

O. B.

(Aftenbladet 16. marts 1928)

Borgmester Jens Jensen på talerstolen i Borgerrepræsentationen (Riget 24. november 1910). 

Overpræsident Jensen død.

Fra København telegraferes, at Overpræsident J. Jensen i Nat Kl. 12.15 er afgaaet ved Døden.

I det danske Socialdemokratis Historie, i dansk Arbejderbevægelse er Jens Jensen et af de største Navne. Ikke fordi han naaede saa højt i Embeder og ydre Anseelse, men paa Grund af sit store Arbejde og sine fremragende Egenskaber.

J. Jensens Deltagelse i offentligt Liv spænder over næsten alle Felter og over langt mere end en Menneskealder. Kun 23 Aar gammel valgtes han i 1883 til Formand for Malernes Fagforening i København, og i de 45 Aar, der er gaaet siden da, har hans Navn været kendt i Offentligheden, og hans Arbejde været med til at præge dansk Samfundsliv.

Hans første Virksomhed faldt i Fagorganisationerne. Som Formand for sin Fagforening blev han trods sin Ungdom kaaret til Fagbevægelsens Leder. Ved den store skandinaviske Arbejderkongres i 1886 blev han Ordfører for den danske Delegation, og samme Aar var han med til at stifte og blev valgt til Formand for De samvirkende Fagforeninger i København - en Sammenslutning af alle Fagforeninger i Hovedstaden, senere kaldt Arbejdernes Fællesorganisation.

Herved kom J. Jensen ind paa et Felt, hvor han skulde komme til at vise enestaaende Evner. Fagbevægelsen led endnu den Gang under de Vanskeligheder, som var skabt ved Pios Bortrejse i 1877 og det deraf følgende Mismod i Arbejderbevægelsen. Det begyndte dog at gry. I 1881 valgtes de to første Socialdemokrater, P. Holm og Hørdum, til Folketinget. Social-Demokraten gik under Wiinblads Ledelse udmærket frem. De enkelte Fagforeninger var ogsaa voxet sig ret stærke, selv de ufaglærte Arbejdsmænd blev grebet af Organisationstanken. Men der manglede ligesom Samling, et fælles Udtryk overfor Samfund og Offentlighed.

Ved Dannelsen af De samvirkende Fagforeninger skabtes dette, og J. Jensen havde afgørende Indflydelse derpaa. Han havde mere end en overfladisk Forstaaelse af Sammenholdets Betydning. En Fagforening i Konflikt er ikke stærk overfor Arbejdsgiverne, men sammen med alle andre Fagforeninger dannes en Magtfaktor. Han forstod at føre Organisationstanken ud i sine Konsekvenser; Hver Mand sin Fagforening, hver Fagforening i sit Fagforbund, og hvert Fagforbund i Landsorganisationen. Og endnu videre: Hver Landsorganisation samlet i et Internationale, omfattende hele Verdens Arbejderklasse. - Ejendommeligt nok, var det netop J. Jensen, den danske Arbejderleder, der fik Idéen til og førte de første Forhandlinger om Dannelsen af det store Fagforeningsinternationale.

De danske Fagforeninger var ved at blive en Magt. Arbejdsgiverne følte sig truet og samlede sig i en Kamporganisation for hele Landet. I København havde man allerede længe diskuteret Dannelsen af et stort fælles Landsforbund. Og nu var Tiden moden. Under J. Jensens Førerskab, hvis Styrke det var altid at gøre det rigtige paa det rigtige tidspunkt, dannedes De samvirkende Fagforbund i 1898.

Næppe var De samvirkende Fagforbund blevet et Aar gammel, før Uvejrsskyerne trak sammen om den unge Organisation, og den store Lockout kom. 34,000 Arbejdere blev kastet paa Gaden, fordi Snedkersvendene i syv jyske Byer strejkede. Og det samlede Løntab for de 17 Ugers Konflikt blev 11 Mill. Kr. 

Saa meget kostede denne første store Konflikt danske Arbejdere. Men de vandt Respekt for deres Organisation. Den blev en med Arbejdsgiverne sideordnet Faktor. Organisationsretten var anerkendt.

Lockouten blev en mægtig Anspændelse af J. Jensens legemlige Kræfter og aandelige Evner. Han arbejdede baade Nat og Dag. Et uhyre Ansvar hvilede paa ham. 34,000 Arbejdere med Hustruer og Børn var ude i en Kamp, hvor det gjaldt Liv eller Død for Organisationen. Ikke en Dag længere end nødvendigt maatte Konflikten vare, men den maatte heller ikke sluttes en eneste Dag forinden Sejren var sikret. Jensen bar Ansvarets Byrde paa sig, og han førte med den Blanding af Maadehold og Fasthed, der altid har karakteriseret ham, Lockouten til en for Arbejderne lykkelig Afslutning. Ved Septemberforliget lagdes Grunden til den Retsorden, der bestaar mellem de to Parter, og den permanente Voldgiftsret - som senere fik Navneforandring til den faste - oprettedes.

Dannelsen af De samvirkende Fagforbund og Ledelsen af Arbejderne under Lockouten i 1899 er J. Jensens to store Bedrifter i Fagbevægelsen, store nok til at sikre hans Navn fra Forglemmelse.

Den 2. Marts 1903 valgtes han til Finansborgmester. Og for den nulevende Generation staar han i første Række som Borgmester Jensen eller som Overpræsidenten, med hele den mægtige 25 Aar lange administrative kommunale Virksomhed bag sig.

Forud havde han endda ogsaa en stor politisk og journalistisk Virksomhed bag sig. Han var Medarbejder ved Social-Dernokraten fra 1887 til 1903 og valgtes i 1895 til Folketingsmand for Københavns 10. Kreds.

I en kortvarig Periode blev han paany draget ind i Politik som Socialminister i Forretningsministeriet Friis efter Paaske-Kupet i 1920.

Men ellers helligede han sig Københavns Kommune i de mange Aar, efter at han havde forladt Fagbevægelsen.

Han valgtes i 1893 til Borgerrepræsentationen, han og K. M. Klausen var de første Socialdemokrater, der tog Sæde i Byens Raad.

Borgmester Jensen var ikke for intet Socialdemokrat. Han kendte selv Arbejdernes Kaar, han vidste selv, hvad det vil sige at bo i en lille 2 Værelsers Lejlighed i en mørk Baggaard. Derfor var det hans Maal at give Københavns Befolkning Adgang til Sol og Luft. Gaderne skulde gøres bredere og Haver og grønne Træer skulde erstatte de høje, skumle Lejekaserner. Af den samme Følelse udsprang Tanken om Fælledparken med Idrætsparken, der gav Idrætten, Ungdommens evigt rindende Sundhedskilde, en anerkendt Plads i København.

Et andet smukt Monument for J. Jensens sociale Virksomhed er Bispebjerg Hospital.

Først og sidst var han Manden, der bragte Orden i Kommunens Økonomi. Han viste, at Malersvenden var langt mere Finansmand end Ministerialkontorernes Departementschefer.

Han konsoliderede Kommunen, bragte Orden og System i Regnskabsførelsen, og under en rivende Udvikling med et voxende Antal Opgaver og en Mangedobling af Kommunens Balancesum bevarede han hele Tiden Herredømmet og Oversigten over Københavns finansielle Forhold.

Nu er altsaa hele denne Virksomhed endt. Et rigt Liv er afsluttet, og Manden er draget tilbage til den store Alnatur, hvoraf Liv og Død begge er Børn. Men som det gamle Havamaal siger, er Mennesket borte, saa lever hans Virke efter ham. Og J. Jensens Arbejde vil blive bevaret i Historien.

J. Jensen var Arbejderklassen en god Søn, ærlig, usvigelig Tro paa dens Ret og dens Fremtid fyldte hans Sind. Sine rige Evner som Organisator og Administrator anvendte han til Gavn for Arbejderne og for det Samfund hvis gode Søn han ogsaa var.

Han har selv en Gang sagt, at han altid følte sig som Tjener. Derfor var Pligtfølelse en af hans fornemste Egenskaber og sammen med hans Karakters uplettede Renhed fuldender det Billedet af en Mand, der var af de ædles Æt. 

Saaledes vil Arbejderklassen mindes ham, den trofaste Søn, Skaberen af Arbejdernes faglige Landsorganisation og Socialdemokratiets første Borgmester.

(Demokraten (Aarhus) 16. marts 1928)

Borgmester Jensen (nr. 2 fra højre) ses her sammen med cand. phil. Gandil, formand i Boldklubben af 1893, afdelingsingeniør Nobel, arkitekt Brandstrup og Dansk Idræts-Forbunds formand, overretsssagfører J. L. Nathansen. De var blandt de mænd der arbejdede for at få anlagt Idrætsparken. Riget 24. maj 1911.

Da Byen viste sin Overpræsident den sidste Ære.

Byen stod i Gaar i den store Begravelses Tegn. Et Følge paa 2000-3000 Mennesker fyldte Raadhushallen til den officielle Bisættelseshøjtidelighed for Overpræsident Jensen. Vort Billede til højre er taget derfra og giver et Indtryk af Sørgefestens pompøse Karakter. Neden under ser man det store Ligtog paa Vej ud ad Vesterbrogade med de flyvende Faner i Spidsen. Mange Tusinde Mennesker sluttede sig undervejs til Toget, saa det var et mægtigt Folketog, da det omsider naaede Vestre Kirkegaard.

(Nationaltidende 22.marts 1928)

Kongeparret ledsaget af en tilsyneladende tilfreds borgmester Jensen ved Bispebjerg Hospitals indvielse. Riget 20 september 1913.

Overpræsident Jensens sidste Færd gennem København.

En dybt gribende Sørgehøjtid i Raadhushallen. - Talere fra alle politiske Lejre hyldede den Afdødes Livsindsats. - I den storslaaede Procession gennem byen deltog over 200 Faner og et tusindtalligt Følge. - Afslutningen paa Kirkegaarden var præget af dyb Vemod.

STORSLAAET gribende og pompøs - saaledes formede Overpræsident Jens Jensens Bisættelse sig i Gaar. Ingen Konge eller Fyrste kunde have faaet en skønnere Jordefærd end denne Folkets tro Tjener, som fra fattige og foragtede Kaar havde kæmpet sig frem til at blive den første og ædleste Borger i Danmarks Hovedstad. Overalt hvor Ligtoget passerede gennem den solbestraalede By stod Tusinder af Mennesker og bøjede Hovederne til en sidste Hilsen da den sortbetrukne Ligvogn fulgt af den imponerede brogede raneskov passerede. Ikke siden Hørdum og Knudsen jordedes under overvældende Deltagelse har København oplevet et lignende Sørgetog. Fra utallige offentlige og private Bygninger vajede Flagene paa halv Stang smældende i den isnende Jævndøgnsblæst. Paa Vestre Kirkegaard, der laa som en lun og solbeskinnet Oase midt i den kolde Dag fyldtes alle Gange og Stier i Løbet af kort Tid af et  mægtigt Menneskehav, som andagtsfuldt overværede den sidste gribende Højtidsakt ved Graven. Længe efter at Højtideligheden var afsluttet valfartede nye Tusinder til Gravhøjen ved det store Kapel for at sige Byens Overpræsident det sidste Farve!.

Da Kisten førtes til Raadhushallen.

Ved Middagstid førtes Overpræsidentens hvide Kiste fra Kommunehospitalets Kapel til Raadhushallen. Otte Raadhusbetjente med Sørgebind om Armen bar den ud fra Kapellet til den sorte Rustvogn, som langsomt satte sig i Bevægelse fulgt af et Par Vogne med Familiens Medlemmer. Det lille Sørgetog passerede Social-Demokratens Bygning, hvor Flaget vajede paa halv, og et Kvarters Tid efter naaede Rustvognen den larmende Raadhusplads og forsvandt snart bag Nyrops skønne Raadhus. Klokken slog just 12, og samtidig lukkedes alle Raadhusets Kontorer. Den store Bygning laa tom og stille som paa en Helligdag med lukket Hovedindgang, som var flankeret af to grønne Laurbærtræer. Raadhusbetjentene bar Kisten ind i Hallen og anbragte den i et Blomstervæld paa den høje, sorte Katafalk, som var rejst midt paa Langsiden foran Hovedindgangen. Kisten var smykket med grønne Guirlander og en Dekoration af lyserøde Roser, og foran Baaren saas de mange hundrede Kranse med de farvede Baand Væggene i Hallen var ligeledes prydet med Kranse; et uforglemmeligt og skønt Syn.

Det mægtige Kransevæld.

Kongen, Dronningen og Kronprinsen havde sendt smukke Laurbærkranse. Lige foran Kisten paa en sort Fløjelspude laa en Sølvkrans af udhamrede Bøgeblade fra Embedsmænd og Læger ved Kommunens Hospitaler. Indenrigsministeriet og Undervisningsministeriet hædrede Overpræsidenten med smukke Blomsterdekorationer, og fra De samvirkende Fagforbund saas en dejlig Krans af Mahogniløv med Syrener og Kaméliaer. Lige ved Kisten hang to store Kranse fra mandlige og kvindelige Tjenestemænd i Raadhusforvalterens Kontor, og en Laurbærkrans fra Københavns Borgerrepræsentation.

Endvidere var der Krans fra Københavns Magistrat, Overpræsidentens Sekretariat, Den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe, Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Arbejdernes Fællesorganisation, Socialdemokratisk Forbund, Social-Demokraten. Dansk Kommunalarbejderforbund, Stjernen, Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet, Idrætsparkens funktionærer og Arbejder Guld-, Sølv- og Elektropletarbejderne- Organisation, Dansk Smede og Maskinarbejderforbund, Dansk Arbejdsmandsforbund, Keramisk Forbund og endnu en lang Række Fagorganisationer og socialdemokratiske Partiforeninger. Endvidere fra Finlands Præsident, Demokraten, Aarhus, Dansk Tonekunstnerforening. Den polytekniske Læreanstalt. Arbejdernes Andels Boligforening. Havnevæsenet, Welanderbjemmene, Dansk Købestævne, Statsbanerne, Arbetet, Malmø, Dansk Sten-industriforbund, Købstadsforeningen, Nationalforeningen, Husassistenternes Fagskole, Arbejdernes Læseselskab, Stockholms socialdemokratiske Stadsfuldmægtige. Tivolis Direktion, Det kooperative Fællesforbund, Stukkatørernes Fagforening, Malernes Fagforening. De samvirkende Sygekasser, Nationalmuseumsfondet, Kolonihaveforbundet, Det czekoslovakiske Gesandtskab, Prags kommune, Københavns Idrætspark, Kalvebod Bastion, Borups Højskole, .Socialdemokratisk Forbund, Odense, Foreningen til Lærlinges Uddannelse, Fængselshjælpen, Socialdemokratisk Døvstummeforening, Borgerrepræsentationens Presseloge. Politiken, Havnearbejdernes Fællesforbund, De forenede Bryggerier, Kvindeligt Arbejderforbund, Glyptoteket, Dansk Blindesamfund, Folkekøkkenerne, Kørselsafdelingen, Handelsbanken, Den olympiske Komite, Helsingør Byraad, Frihavnen, Dansk Idrætsforbund, Danmarks socialdemokratiske Ungdom, Funktionærer paa Thorvaldsens Museum, Belysningsvæsenet, Dansk Arbejde, Sporvejene, Dansk Brilæggerforbund, St. Hans Hospital o. s. v

Det imponerende Følge.

En Times Tid før Højtideligheden skulde indledes begyndte det store Følge at indfinde sig. Snart fyldtes Gulv og Balkonerne bag de bølgende Dannebrogsflag af Mennesker, og ved 2-Tiden var mellem 2 og 3000 samlet i Hallen. Nærmest Kisten ved den sorte Talerstol sad Talerne, Folkethingsmand Stauning. Borgerrepræsentationens Formand Em. Svendsen, Ingeniør Jul. Madsen. Dommer Jesper Simonsen og Borgmester Bååth fra Helsingborg. Tilhøjre for Kisten sad det samlede Ministerium fraregnet Undervisningsminister Byskov og Kirkeminister Bruun-Rasmussen. Derefter fulgte Kammerherre Krieger, den svenske, norske, finske, islandske, hollandske, tyske, polsk- og czekiske Minister. Paa den anden Side sad Borgmestrene og Raadmændene med deres Damer og Kommuners Direktører. Midt foran Katafalken fik Familiens Medlemmer anvist Plads. Her sad ogsaa Rigsdagens Præsidium og en Mængde af Borgerrepræsentationens Medlemmer. Endvidere saas Landsthingsmand C. C. Andersen, Redaktør Borgbjerg med Frue, Folkethingsmændene Vilhelm Rasmussen. Hans Nielsen, L. Rasmussen, Friis Skotte, Zahle og Pinstrup, Borgmestrene Godskesen og Parkov, Landsthingsmændene Josiassen Alb. Jensen, Ludvig Christensen og C. F. Sørensen, fhv. Borgmester Møller, Redaktør H. P. Sørensen, C. F. Madsen, Sekretærerne Hans Jacobsen og Johs. Hansen, Formanden for Kommunalarbejderforbundet Th. Thomsen, General Castenskjold, A. C. Meyer, Pastor Dahl Sædder, Generaldirektør Koefod o. fl. a. 

Uden om disse officielle Repræsentanter grupperede den mægtige, tavse, sortklædte Forsamling sig.

Sørgetoget passerer Akselborg.

Staunings gribende Mindetale.

Højtideligheden indlededes med at Gardens Orkester spillede Hartmanns pompøse Sørgemarch over Thorvaldsen. Saa sang Forsamlingen A. C. Meyers Sang, der i 4 smukke Vers gav en Karakteristik af Jens Jensens gærning. Vi citerer et Par af Versene:

Runden af Danmarks rige Muld,
skønt fattig selv, af Hjærtets Guid
han dannede sit Værge
og søgte hen til Smaamands Bo.
til Tidens Gæring, Trods og Tro,
den Tro der flytter Bjerge

Løftede den ham selv paa Skjold,
saa lønned' han den mangenfold
ved trofas! Borgenvirke,
hans milde Sind og faste Haand
har ydet sit i Tiden Aand
og rejst dens nye Kirke.

Stauning taler i Raadhushallen.

Stauning traadte derpaa op bag Kisten og holdt bevæget sin gribende Mindetale, hvoraf vi gengiver et Afsnit:

Byens Raadhus er i Dag klædt til Sorg. Landets Hovedstad tager farvel med en af sine bedste Mænd, Folkets brede Lag tager Afsked med e trofast Fører.

Den store Kreds, som er randt her i Afskedsstunden, er Repræsentanter for Tusinder, der med Smerte modtog Budskabet om Jens Jensens Død, og vi ved, at i denne Stund gaar Tanken fra mange Hjem til denne Baare, for ham, de mange Aars smukke og gode Gerning, til ham, der maatte forlade os længe før vi havde ventet det.

Vi ved at det er Byens Overpræsident, som er gaaet bort, men i vor Erindring staar ogsaa præget Træk fra andre Stadier af den Afdødes Liv og det er netop disse Træk, som opfylder den største Plads.

Over 45 Aar spændte hans offentlige Virksomhed, stille og beskeden udførte han sin Gerning i det Fag han havde lært, men fremadstræbende som han var, fandt han i de unge Aar Tid til den Selvudvikling, som fortsattes hele hans Liv.

23 Aar gammel blev han Formand i Malernes Fagforening, og hermed indlededes snart et saare rigt Afsnit af Liv. Med en egen fin Kultur kastede han sig over de store Opgaver, som skulle de løses igennem Organisationslivet.

Storslaaet var vor afdøde Vens Gerning. Den unge Fagforeningsmand lægger allerede i 1886 Grunden til den betydningsfulde Samvirken mellem de faglige Organisationer i Hovedstaden og i samme Aar lykkedes det ham at grundlægge en praktisk og værdifuld Skandinavisme, ved Afholdelse af den første skandinaviske Arbejderkongres. Og videre gaar hans Stræben frem til den store Landsorganisation: De samvirkende Fagforbund, hvis samfundsmæssige Værdi ingen kyndig vil benægte. Og atter herfra knyttes Baandene ud over Verden, i en international faglig Samvirksomhed, som Jensen tog Initiativet til.

Jensens Maal var at se Arbejderklassen blive jævnbyrdig med andre Befolkningslag. Han slog det fast, da Landsorganisationen dannedes i 1898, at dens Opgave ikke alene var økonomisk Højnelse, den stærke Organisation, sagde han, skal udvikle Mennesker.

Ja, dette var netop i saa høj Grad lndholdet i disse første 20 Aar af Jensens Liv som Fører. I enhver Side af Livet fandt han det der kunde tjene til Udvikling.

En betydningsfuld Epoke i dette Afsnit af Jensens Liv var den første faglige Storkamp, der fandt Sted i 1899. Det er ikke Stedet her at udrede Oprindelse og Skyld, men det vil utvivlsomt af alle blive erkendt, at Jensens Førerskab, ganske særlig ved Kampens Afslutning, kom til at betyde uhyre meget.

Stauning skildrede videre Jensens politiske og kommunale Indsats. I de 22 Aar, Jensen var Borgmester, styrede han med fast og sikker Haand Byens Økonoml.

Fælledparken. Bispebjerg Hospital og Idrætsparken.

er tre af de mest fremragende Vidnesbyrd om afdøde Jens Jensens Fremsyn og Forstaaelse. Og om disse grupperer sig gode Beboelseshuse, brede Gader, nye smukke Bydele og talrige Værker, som er fornødne for Byens og Folkets Trivsel.

VI ved, fra de mange Aar. hvorledes han omfattede Hustru, Børn og Hjem med Ømhed og Kærlighed. Og vi forstaar ogsaa, hvor meget det offentlige Liv har taget fra hans Hjem.

Hustru og Børn maatte vise Resignation. Naar Partiet kaldte, naar det offentlige Liv krævede Mands Gerning, naar Nationens Interesser krævede en Haandsrækning fra Københavns Finansborgmester, saa bød Pligtfølelsen, at han mødte og udrettede hvad han kunde og hvad der ventedes af ham, men meget af dette blev udrettet paa Bekostning af Familieliv, ved Ofre fra dem, han elskede saa højt.

VI tager da Afsked med den stilfærdige, men kloge og varmtfølende Borger, som viede hele sit Liv i Folkets Tjeneste.

VI takker Dig Jens Jensen for al din Gerning. Tak fra Hytterne, fra alle de Smaafolk, som stod dit Hjerte saa nær. Tak fra de Organisationer, der er de nødvendige Led i det bestaaende Samfund. Tak for din store Gerning, for din opdragende og højnende Virksomhed og

Æret være Jens Jensens Minde.

Em. Svendsens Mindeord

Borgerrepræsentationens Formand takkede i bevægede Mindeord Byens Sorg ved Tabet af Overpræsidenten. Jens Jensen efterlader sig et stort Savn. Jeg hørte til dem, der paa et tidligt Tidspunkt lærte Jensen at kende, og jeg beundrede snart hans store Indsats i den faglige Bevægelse. Han var Grundlæggeren af De samv. Fagforbund, en Indsats, der for evigt har knyttet hans Navn til den danske Arbejderbevægelse. Da han i 1903 blev Borgmester, jublede mange af os, men med en Understrøm af Vemod. En elsket Fører gik fra os over i en anden Gerning. Men vi bøjede os i dyb Taknemlighed for den Indsats, Maler Jensen havde ydet for Arbejderklassens Fremgang.

Det andet Afsnit af hans Liv optoges af 35 Aars kommunalt Arbejde, hvoraf de 25 foregik Indenfor Magistraten. Jeg skal ikke her skildre hans mangesidede Virksomhed, men prise hans store Udsyn. Fælledparken og Bispebjerg Hospital er Resultater heraf og vil bevare Jensens Navn længst.

Em. Svendsen rettede sluttelig nogle gribende Trøstens Ord til Jensens Hustru og Børn, og han sluttede med at sige: Vi siger ham Tak og vil længe bevare hans Minde!

Et betydeligt Menneske med store Ævner til Samarbejde.

Efter Svendsens Tale sang Forsamlingen Grundtvigs Salme "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder". 

Malernes Sangforening, som var anbragt paa Balkonen, sang for med skolede Stemmer.

Derefter talte Repræsentanten for den borgerlige Fællesgruppe, Ingeniør Julius Madsen, der karakteriserede Jensen som et betydeligt Menneske med Evner til Samarbejde. Det, som særlig prægede den afdøde Overpræsident, var hans Evne til ikke blot at løse Opgaver men ogsaa at løse dem paa allerbedste Maade. Han havde en betydelig Evne til at sætte sig ind i andres Tankegang og indlede et Samarbejde, der bar rige Frugter. Paa den borgerlige Fællesgruppe Vegne bringer jeg Overpræsident Jensen en Tak for hans gode Borgersind: Æret være hans Minde.

Byretsdommer Jesper Simonsen, der bragte en Hilsen fra den Radikale Gruppe, mindede bl. a. om, at Jensen sammen med fem andre Mænd tilførte Borgerrepræsentationen nyt Blod i 1893. Dette Valg blev Udgangspunktet for en Livsgerning af ganske særlig Betydning. Med Sans for Realiteter og med Respekt for Forskelligheder i de politiske Synspunkter søgte Jensen at skabe de sundeste og bedste Forhold for Byens Borgere. Hans store Grundighed og ualmindelige Kyndighed tillod ham at lære af andre Meninger, uden at han derfor svigtede sin egen Opfattelse. Først Fremtiden vil formaa rigtigt at vurdere hans store Forudseenhed. En dybfølt Tak for det gode Samarbejde og for det Eksempel til Efterfølgelse, Jens Jensen var for os

Svenske Mindeord..

Borgmester Bååth fra Helsingborg bragte paa Nordens sydsvenske Kreds Vegne en Tak for Overpræsidentens betydningsfulde Indsats i det skandinaviske Samarbejde. Overpræsident Jensen ejede et varmt Hjærte og en rig Intelligens og alt, hvad han beskæftigede sig med, forlenede han med et Præg af Personlig

Kisten bæres ud af Magistratens Medlemmer..

Talerne var nu forbi. En Kvartet, bestaaende af Kammermusikus Peder Maller. Koncertmester Johannes Schiørring, Violoncellisten Louis Jensen og Violinisten Chr. Sandby spillede Schuberts dejlige Andante i D-Moll, som paahørtes under andagtsfuld Stilhed.

Forsamlingen istemte "Dejlig er Jorden", og under Salmen løftede ti sortklædte Raadhustjenere Kisten ned af Katafalken. Saa traadte den samlede Magistrat til og bar med Borgmester Kaper og Raadmand Fr. Andersen i Spidsen Kisten ud til den ventende Ligvogn.

Bagefter fulgte et Par Hundrede sænkede Foreningsfaner, som under Højtideligheden havde været anbragt langs Væggene i Hallen. Tæt bag Kisten vajede to Faner fra Malernes Fagforening, Socialdemokratisk Forbunds Fane og røde Duge fra 3. og 6. Kreds Vælgerforeninger.

Tilskuerne blev paa Plads, til Sørgetoget var naaet udenfor, og uafladelig lød Tonerne af Chopins gribende, pompøse Sørgemarch.

Sørgetoget gennem Byens Gader til Vestre Kirkegaard.

I Sørgetoget gennem Byens Gader var en uforglemmelig betagende Oplevelse. Da Magistratens Medlemmer havde baaret Kisten ud til den ventende Ligvogn, satte Processionen sig langsomt i Bevægelse ud til Vesterbros Passage, hvis Fortove flankeredes af Tusinder af Tilskuere. Forrest red fire Politibetjente paa stejlende Gangere banende Vej for Ligvognen. Umiddelbart efter denne vajede en lille Afdeling af røde og blaa Faneduge, som smældede i den kraftige Blæst. Saa fulgte Overpræsidentens nærmeste Slægt i tre Vogne, Toget afsluttedes af et mylder af farvestraalende rødee, blaa og hvide Faner og Bannere. De blanke Messingspyd lynede i Solen, og Dugene fyldtes som Sejl af Blæsten, saa Fanebærerne havde stor Møje med at holde Balancen. Toget passerede forbi Axelborg, hvor Flaget vajede paa halv, videre ad Vesterbrogade til Enghavevej, som fulgtes til Ny Carlsbergvej. I dette typiske Arbejderkvarter var samlet Tusinder af Beboere, Mænd, Kvinder og Børn. Vinduespladserne var tæt besat af Folk, som vilde se et Glimt af Processionen. Paa en stor Nybygning paa Hjørnet af Ny Carlsbergvej og Vesterfælledvej stod Haandværkerne i deres Arbejdstøj med blottede Hoveder, da Kisten førtes forbi. Alléen op til Kirkegaarden dannede et sydende Hav af Mennesker, der alle søgte indenfor, hen til Graven, som er beliggende paa Skrænten ved den lille Sø tæt ved Kapellet.

Ved Indgangen trak de ridende Betjente sig tilbage, og Sørgetoget  svingede med Magistratens Medlemmer i Spidsen Ind paa den brede Vej op mod Kapellet, 

Højtidelighedens skønne Afslutning.

Omkring en halv Snes Tusind Mennesker stod samlet omkring Graven, hvis Vægge var smykket med grønne Grangrene. Under gribende Stilhed bar Raadhusbetjentene Kisten op paa Forhøjningen og sænkede den i Dybet, medens alle blottede Hovederne. Der fulgte nu en lille Pavse. Saa viste Pastor Rannow sig paa Platformen og holdt en smuk Mindetale over Overpræsidenten. Han priste Jensens store Kærlighed til Familien, en Kærlighed, som altid fandt rige og varme Udtryk. Præsten forrettede derpaa den gejstlige Handling, og Forsamlingen sang "Klokken slaar".

Overpræsidentens Søn, Fuldmægtig i Indenrigsministeriet Alf Jensen bragte sluttelig sin Fader en bevæget Hyldest for alt, hvad han havde betydet for sit Hjem og sin By. Han takkede Københavns Kommune for den pompøse Jordefærd, som var et Udtryk for den Betydning, man tillagde Overpræsidentens Livsgerning.

Den storslaaede Ligfærd var hermed til Ende. Fanerne blev rullet sammen, og Følget skiltes langsomt. Men længe efter valfartede nye Tusinder til Jens Jensens Grav for at bringe Byens Førsteborger en sidste taknemmelig Hilsen.

Kisten sænkes i Graven af Raadhusbetjente.

(Social-Demokraten 22. marts 1928)

Jens Jensens grav på Vestre Kirkegård, Afdeling A, rk. 5, nr. 5. Både kirkebogen og begravelsesprotokollen oplyser at han blev begravet på Vestre, men ikke nærmere hvor. I begravelsesprotokollen er der ikke noteret priser for jord eller andre handlinger i forbindelse med Jensens begravelse, måske fik han det gratis. Jens Jensen er i nogen grad stået i skyggen af andre socialdemokrater. Der er dog udkommet en biografi om ham som ses ovenpå rygsækken. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Søren Federspiel: 1. maj, Fælledparken og borgmester Jensen. Historiske meddelelser om København 1990. Side 100-141. 

40 Aars Fagforeningsjubilæum. (Efterskrift til Politivennen).

Den nuværende Bestyrelse i den jubilerende Forening.

Det er i Dag 40 Aar siden, den første Afdeling af Kvindeligt Arbejderforbund dannedes. Det var en lille Kreds af Kvinder, der hovedsagelig bestod af Vaskekoner og Strygersker, som gjorde et første Forsøg paa at samle de arbejdende Kvinder til et fælles Virke. Den ny Organisation fik Navnet "Den frie Kvindeforening", og den blev altsaa Moderforening til de mange Afdelinger, der nu danner Kvindeligt Arbejderforbund.

Foreningens første Formand blev, som det den Gang hed, Madam Jacobsen. Hun fungerede dog kun et halvt Aar, hvorefter Fru Emilie Jensen overtog Pladsen som Formand. Dette viste sig at være et heldigt Valg, idet der under Fru Jensens energiske Ledelse kom Fart i Organisationsbevægelsen.

Den københavnske Afdeling har i Anledning af Jubilæet udgivet et meget smukt Festskrift, der baade i Form og Indhold vidner højt og den kulturelle Betydning, som Organisationen har haft.

Det er vor Partifælle, Bogtrykker Emil Kristensen, St. Pederstræde 27, der har Æren for den smukke typografiske Udstyrelse, som Festskriftet har faaet. Men Indholdet skyldes de københavnske Afdelingers mangeaarige, energiske og afholdte Formand, Fru Johanne Jensen. Og netop fordi hun selv er Forfatter til Festskriftet har hun valgt at stille sig selv saa meget som muligt i Baggrunden, skønt hun mere end nogen anden fortjente en fremtrædende Plads i det smukke Hefte.

Formand, Fru Johanne Jensen i de københavnske Afdelinger.

Fru Johanne Jensen skildrer livligt og interessant de historiske Begivenheder i den jubilerende Forening gennem de 40 Aar. Det var jo ikke saaledes at den nydannede Forening straks tog fat paa at løse Løn- og Arbejdstidsspørgsmaalene. At Mændene stod i deres faglige Organisationer taaltes knapt af Arbejdsgiverne og mange af Pionererne stod da ogsaa paa den sort Tavle; men at Kvinderne skulde beskæftige sig med faglige Spørgsmaal og være organiserede - ja, det var jo - mente Borgerskabet - det rene Vanvid!

Lederne maatte da ogsaa lide mange Skuffelser i de første Aaringer, og for at ikke Pillen skulde blive altfor bitter at sluge baade for de kvindelige Arbejdere paa Arbejdspladserne og for Arbejdsgiverne, begyndte Organisationen med at være selskabelig; men det varede ikke længe før Ledelsen begyndte at pille ved de elendige Arbejdsforhold, hvorunder Kvinderne virkede paa de forskellige Arbejdspladser.

Der kom dog først rigtig Fart i Tingene, da vor afdøde Partifælle, Fru Olivia Nielsen valgtes til Formand. Med frisk Mod og glødende Tro paa Sagens retfærdighed tog hun sig den Opgave paa at samle de arbejdende Kvinder under faste organisationsmæssige Fortner, og med sikkert Blik satte hun straks det faglige i Forgrunden. Naturligvis led ogsaa Fru Olivia Nielsen Skuffelser, idet de fleste Kvinder den Gang troede, at naar blot de var kommet indenfor Rammerne, saa fik de gode Arbejdsforhold med det samme. Mange faldt derfor hurtig fra, idet de ofte lod sig lokke af gyldne Løfter fra Arbejdsgiverne, naar de blot vilde holde sig borte fra Fagforeningen. Løfterne blev naturligvis aldrig holdt.

Afdøde Forretningsfører Olivia Nielsen. Københavns Afdelinger.

Organisationen var imidlertid saa heldig at vinde et Par Strejker, hvorved Kvinderne opnaaede betydelige Fordele paa de paagældende Arbejdspladser. Dette gav Fagforeningen Vind i Sejlene og Lederne Mod til at fortsætte Organisationsarbejdet. Der blev dannet flere Afdelinger, og den 4. Juli 1897 afsløredes i Rømersgade en ny rød Fane, der blev Samlingsmærket for de organiserede Kvinder. Aaret efter havde man skabt saa mange Afdelinger i København, at de dannede et Forbund, som meldte sig ind i De samv. Fagforbund, som paa det Tidspunkt blev dannet.

I 1901 dannede Kvindeligt Arbejderforbund Landsforbund, og Olivia Nielsen valgtes til Forbundets første Forretningsfører; men 9 Aar senere - 1910 - blev hun syg paa en Kongres i Aarhus og døde derovre. Et godt Organisationsarbejde havde hun udført for sine Medsøstre - men strenge Aar havde det været.

Fru Johanne Jensen afløste Fru Olivia Nielsen som de københavnske Afdelingers Formand, hvilken Post hun siden med stor Dygtighed har bestridt.

Under Frk. Johanne Jensens Ledelse har der været mange Lønkonflikter, som Organisationen dens Medlemmer imidlertid er gaaet ud at med Ære og store Fordele.

Den jubilerende Forening i Blaagaardsgade 21 vil sikkert i Dag modtage mange velfortjente Lykønskninger for de 40 Aars dygtige og gode Værn for Kvinderne. Social-Demokraten bringer sin hjertelig Lykønskning til den jubilerende Afdeling.

F. K.

(Social-Demokraten 21. november 1925).

Ludvig Petersen, Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening. (Efterskrift til Politivennen)

Ludvig M. Petersen var medlem af bestyrelsen i Sukkerhusarbejdernes Fagforening af 1893 i hvert fald fra 1918:

Syndikalistbladene hæfter Skruebrækkernavnet paa hæderlige organiserede Arbejdere.

Siden 1. Januar d. A. har der mellem Kvindelig Arbejderforbund og Bladbudenes Forbund bestaaet en Uoverensstemmelse angaaende UdbringeIsen af de Blade Akts. Bladkompagniet har i Entreprise.

Denne Uoverensstemmelse har udartet sig til, at nogle Bladbude der staar tilsluttet Bladbudenes Forening nærer et saa forbitret Had imod Kvindelig Arbejderforbunds Bladbude, at de Ikke undser sig for at rette de mest løgnagtige Beskyldninger Imod disse og deres Organisations Ledelse. Denne Harme burde de rettest vende mod Bladbudenes Forbunds Ledelse, der selv har sit paa det tørre, naar de stod op og skraalede: Vi tager Kampen! (den Kamp, der slet ikke var).

Hr. Frederik Holm m. fl. - ikke Bladbudenes Forhunds Bestyrelse, der dog Ikke har saa meget Mod, at den selv underskriver Smæde- og Løgneartiklerne - har i den seneste Tid i "Solidaritet" (!!) og "Arbejdet" frækt kaldt ældre, hæderlige organiserede Arbejdere for Skruebrækkere, og har offentliggjort Navnene paa ca. en Snes Stykker af Kvindelig Arbejderforbunds Medlemmer, og betegnet disse hæderlige Arbejdere som Skruebrækkere.

Den Provokation der fra Hr. Holm og Co.s Side føres, og den Offentliggørelse af Navnene paa de ved Bladkompagniet ansatte Medlemmer af Kvindelig Arbejderforbund, samt disses Paarørende, er ganske latterlig, hvilket Læserne vil kunne forstaa, naar de hører, at dette Forbunds Afdl. 7 har ca. 450 Medlemmer beskæftigede ved Ombæring af Blade for Bladkompagniet.

Smædeskriverne synes dog at have faaet kølnet deres Skrivelyst. De har vel læst Fru Sofie Rasmussens Meddelelse om, at Kvindelig Abejderforbund nu, efter de 3 Maaneders Prøvetid, har fremskaffet ved Forhandling med Bladkompagniet, et saa udmærket Forslag til Overenskomst, at en Generalforsamling den 8. ds., der var besøgt af ca. 300 Medlemmer, enstemmigt vedtog Forslaget.

Den Kendsgerning, at Kvindelig Arbejderforbund nu har sluttet endelig Overenskomst med Bladkompagniet for 1 Aar til 1. April 1922, turde vel være tilstrækkelig til alle rettænkende Arbejdere kan forstaa, at her kan aldeles ikke være Tale om Skruebrækkeri, naar Forbundets Medlemmer retter sig efter den Overenskomst der bestaar mellem deres Forbund og Arbejdsgiveren.

Undertegnede, der i Forbindelse med at min Hustru i disse Løgneblade er bleven betegnet som Skruebrækker, har faaet mit Navn offentliggjort med TilføjeIsen "et kønt Eksemplar", trøster mig med, at mine Begreber om, hvad der er eller ikke er Skruebrækkerarbejde, ikke er forvirrede af de Uddunstninger fra den syndikalistiske Møgkule, som min Hustru med flere samt jeg selv i den seneste Tid har været udsat for.

Til de faa af Sukkerhusarbejderne og andre der i de sidste Dage har faaet deres Sind rystede, ved Læsningen af Syndikalistbladenes Meddelelse om, at Ledelsen af vor Fagforening for Tiden var i Hænderne paa en Mand, hvis Hustru set med syndikalistiske øjne, er Skruebrækker, vil jeg kun sige, "græder bare ikke, det turde være Løgn det hele".

Den Energi, der angaaende denne Sag fra visse Sider har været udfoldet, havde været en langt bedre Sag værdig, f. Eks. i Agitationen for de forestaaende Valg, eller til Styrkelse af Sammenholdet i den overordentlig vanskelige Situation Arbejderklassen for Tiden befinder sig i.

Jeg skal sluttelig henvise eventuelle Tvivlere til Fru Sofie Rassens Artikler i Social-Demokraten den 1., 2., ,4., 21., og 25. Januar og 9. ds.

Gunløgsgade 60, 2, den 10. Marts 1921.

Ludvig M. Petersen.

Form. f. Sukkerhusarb. Fagforen. 1893.

(Social-Demokraten 15. marts 1921)

Bladbudenes Strejke.

I "Social-Demokraten" for igaar har Formanden for Sukkerhusarbejdernes Fagforening, Ludvig Petersen, i en Artikel rettet Angreb paa undertegnede og Bladbudenes Forbund.

Hr. Petersen forsøger at give det Udseende af, at der faktisk ingen Konflikt er mellem Bladbudene og Bladkompagniet og skriver endvidere om, at den nu værende Overenskomst er saa udmærket, at der kun er Grund til at være begejstret, for hvad der er opnaaet, til Trods for, at det er en uomtvistelig Kendsgerning, at den ugentlige Fridag, som Budene gennem deres Forbund har tilkæmpet sig, bortfalder, at Lønnen er reduceret med indtil 50 pCt., at Distrikterne i enkelte Tilfælde er saa umuligt tilrettelagt, at selv Bladbude, som har holdt 25 Aars Jubilæum, erklærer ikke at kunne besørge disse; men hvor skal man kunne forlange, at Formanden for Sukkerhusarbejderne skal kunne tale med om dette. Det har altid før været en foragtet Rolle at falde kæmpende Kammerater i Ryggen, og at L. P. ikke kender denne simple Forudsætning for Arbejderklassens Kamp i det hele taget er jo kun beklageligt, specielt for de Arbejdere, hvis Interesser, han er valgt til at varetage. Men jeg kan oplyse om, at Medlemmerne af det Forbund, L. P er Formand for, heldigvis har en andet og finere Moral end deres Formand, idet vi igaar har modtaget en Skrivelse fra en Sukkerhusarbejder, hvori det blandt andet hedder:

Lad os faa nogle Lister herud paa Sukkerfabriken, vi skal nok samle en hel Del Penge ind til jer, da her er mange rettænkende Kammerater, som absolut ikke sympatiserer med, at vor fagforeningsformand tillader sin Hustru at modarbejde Bladbudenes fuldt berettigede Krav. Og til Slut hedder det: "med Ønsker om, at Bladbudene vil holde ud og sejre i deres Kamp for de Goder, de engang har vunde, med kammeratlig Hilsen" (Navnet).

Jeg skal til Slut overlade til Læserne at dømme om den Raahed, Hr. Petersen lægger for Dagen ved at kalde Bladbudenes Forbund (der bestaar af 700 hæderlige Bude, hvoraf de 400 gennem 2½ Maaned har kæmpet for deres Organisation) for en "syndikalistisk Møgkule". Denne Raahed karakteriserer Hr. L. P.s ormædte Moral, og Medlemmer af Sukkerhusarb.s Fagforening der kunde ønske en nærmere Redegørelse af hele dette Forhold, anbefaler jeg dem i Lighed med, hvad andre interesserede har gjort, at arrangere et Møde, hvor jeg kan faa Lejlighed til at diskutere dette Forhold med Hr. Ludvig Petersen.

For Bladbudenes Forbund

Frederik Holm.

(Solidaritet 16. marts 1921).

Sukkerfabrikerne forbereder sig til Lock-outen.

Kunderne forsynes med store Lagre.

Arbejderne standser alt Overarbejde.

Sukkerfabrikerne har allerede i Gaar taget fat paa at skabe Forhold, der kan tjene til at forlænge Lockouten og gøre den mindre følelig for deres Vedkommende.

De har nemlig paabegyndt en ganske overordentlig Forsyning af deres Kunder, og i Gaar holdt Vognene i lange Rækker i Sukkerfabrikernes Gaard og langt udenfor for at blive læssede og bringe Sukker ud til Kunderne. Man forlangte endda en Del Vogne læssede ved Overarbejde, saaledes at de straks i Dag til Morgen kan køre ud med Varerne.

Som Følge heraf har Sukkerhusarbejdernes Fagforenings Bestyrelse i nøje Kontakt med Dansk Arbejdsmands Forbund i Gaar udsendt Meddelelse til sine Medlemmer, hvori den paabyder, at der ikke maa udføres noget Arbejde udover det sædvanlige.

Ludvig M. Petersen,

Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening.

(Social-Demokraten 27. januar 1922)

I flere provinsaviser fremkom notitser om at et medlem af Sukkerhusarbejdernes Fagforenings bestyrelse, N. J. Rasmussen i beruset tilstand havde kastet flasker ind gennem sukkerfabriksbygningens vinduer ved Langebro hvor formand Otto på fabrikken havde bolig. Niels Rasmussen blev arresteret den 31. marts og løsladt 11. april 1922.

Rudeknuseren fra Langebro og den borgerlige Presse,

En fuld Mand Gærninger benyttes til Overfald paa Arbejderne, som er i Konflikt.

Den borgerlige Presse, der ved enhver given Lejlighed er parat til Overfald paa de af Arbejdsgiverne, Forvejen overfaldne Arbejdere, har i Gaar kastet sig over Sukkerhusarbejderne og disses Organisationsledere, og det alene af den Grund, at en Mand i Fuldskab har gjort sig skyldig i en Handling, som han i ædru Tilstand umuligt blot kunde tænke sig at udføre.

Sagen er den, at under de knappe Lokaleforhold, som de i Kamp værende Arbejdere for Tiden er udsat for - vore Forsamlingsbygninger har jo ikke Lokaler til alle organisationerne - har Sukkerhusarbejderne arrangeret sig med Restauratør A. Christensen, Langebrogade 8, og faaet dennes Lokaler til Kontor- og Kontrollokaler og nægtes kan det jo ikke, at overfor svage Karakterer virker det noget uheldigt, at der er for let Adgang til spirituøse Drikke - som det forhaandenværende Tilfælde desværre viser. Men her har den Ferslewske Presse og andre borgerlige Aviser da en Forklaring paa den "mærkelige Omstændighed", at et Par Bestyrelsesmedlemmer har været sammen "paa en Beværtning" med Rudeknuseren.

Denne, hvis Navn er Johannes Rasmussen, har, ophidset af de stærke Drikke og sin Harme imod dem, der falder de organiserede Arbejdere i Ryggen, begaaet denne uovertænkte og ubeherskede Handling, som ingen mere end Undertegnede beklager, og som Sukkerhusarbejderne alle maa tage Afvand fra.

Den Arbejderne fjendtlige Presse har benyttet denne Lejlighed til at vælte sig i endnu højere

Grad over Fagforeningsledeme en tidligere, blot fordi den Arresterede har udtalt, at han var Medlem af Sukkerarbejdernes Fagforenings Bestyrelse. Han blev ganske vist i Februar Maaned d. A indvalgt i Bestyrelsen, men endnu har han ikke deltaget i noget Møde, og han vil efter denne Handling heller ikke senere komme til det - i alle Tilfælde ikke med den nuværende Bestyrelse for vor Organisation.

Efter at have beskæftiget os med uheldige Kollega, skal vi derefter vende os mod Anmelderen og den Presse, der har opkastet til Forsvarer for ham.

Formand Otto, der af Fødsel er Tysker, har ved mange forskellige Lejligheder i sin Færden som Arbejdsleder gjort sig ufordelagtig bemærket - og senest ved sin Virken som Lockouthjælper - har han endog været saa langt ude, saa Sukkerhusarbejdernes Generalforsamling har maattet beskæftige sig med hans Person og vedtaget en Resolution, som tilsendtes Raffinaderiet "Phønix"'s Ledelse, og Arbejderne udtalte i denne Resolution at de ikke fortsat vilde tolerere denne Herres Brutalitet.

Hvis det ønskes, skal saavel Resolutionen som Hr. Ottos Opførsel blive offentliggjort.

Det er denne Herre, som den arbejderfjendtlige Presse nu er ved at gøre til Martyr.

Overfor den Ferslewske Presses Medarbejdere, der særligt har opkastet sig til  forsvarer for Hr. Otto, lader det til at denne Lockouthjælper har haft Held med sig til at faa rettet Angreb paa Undertegnede og vor Organisations Næstformand Aage Andersen, og en mere hadsk Artikel end den "Toreist" har skrevet, skal man lede længe efter.

Hr. Ottos uventede Møde med vor Næstformand Aage Andersen og Undertegnedes tilfældige Nærværelse ved et Opløb, som jeg tog i Øjesyn efter at være sprungen af en Sporvogn, har man straks fastslaaet som mistænkelige Omstændigheder, der kunde tyde paa "et Komplot" - altsaa at der skulde være en Forbindelse mellem os og Rudeknuseren,

Det havde unægtelig set bedre ud, om den Ferslewske Presse havde blot forsøgt at faa Sagen belyst fra mere end een Side, inden den skrev sin Artikel, og det samme kan vi sige til den øvrige Presses Skribenter, der har givet sig til at benytte den beklagelige Handling, som Rudeknuseren har gjort sig skyldig i.

Saavel Undertegnede som vor Næstformand har i Dag været til Afhøring paa Strandgades Politistation og har begge været i Stand til at bevise vort Alibi, og vi henstiller derfor til dem, der har set vor Nærværelse ved Langebro d. 31. Marts i Forbindelse med Rudeknuseren, at de tilbagekalder deres altfor gennemskuelige Beskyldning.

Der er Ikke den fjærneste Forbindelse mellem Rudeknuseren og Formanden og Næstformanden for Sukkerhusarbejdernes Fagforening. Det er dog for grov en Beskyldning over Folk, der har gjort alt, hvad de formaaede for at faa Kontiikten til at forløbe saa roligt som

muligt.

Vi skal senere vende tilbage til denne kedelige Affære, forsaavidt at d'Hrr. angribende Skribenter ikke finder det foreneligt med almindelig god Tone at give Hr. Aage Andersen og Undertegnede den Undskyldning vi mener at have Krav paa.

For Bestyrelsen for Sukkerhusarbejdemes Fagforening 1893.

Ludvig M. Petersen,

Formand.

(Social-Demokraten 4. april 1922)

Under forhøret senere erklærede Rasmussen at han selv havde fået ideen og at bestyrelsen ikke kendte hans planer. Kun at man ved bestyrelsesmødet havde talt om at det ville være godt om Otto fik en påmindelse om ikke at optage forladt arbejde. Rasmussens kæreste havde misforstået ham om at Ludvig Petersen var med i planerne. Rasmussen skal dog have hørt at Petersen syntes at sukkerhusarbejderne var de værste kujoner han kendte. Dommeren bortfaldt sigtelsen mod Ludvig Petersen.

Fra Arbejdsmandsforbundets kongres i august 1922. På fotoet ses foruden deltagerne også udenlandske gæster fra Tyskland, Holland, Sverige m.m. Social-Demokraten 7. august 1922.

Ved Dansk Arbejdsmands-Forbunds 14. kongres i Idrætshuset i august 1922 rettede Ludvig Petersen kritik mod hovedledelsen for at have forsømt sin pligt under generalstrejkesituationen i 1920. Det blev imødegået af Lyngsie.

Ludvig Petersen døde 5. december 1923. Han blev 39 år gammel. Han boede i Gunløgsgade 60. Han havde siden 1908 arbejdet som sukkerhusarbejder. Over en måned før han døde blev han syg og lå et par måneder på Kommunehospitalet. Han fik det bedre og blev overflyttet til sit hjem, men sidst i november forværredes han tilstand. Dødsårsagen var lungehindrebetændelse. Han blev begravet 9. december 1923 på Vestre Kirkegård. 

Mindestensafsløring paa Vestre Kirkegaard

Mindestenen afsløres for Sukkerhusarbejdernes tidligere Formand, Ludvig Petersen.

For et Aarstid siden døde en kendt og dygtig Partifælle, Sukkerhusarbejder Ludvig Petersen. Han var Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening og udrettede i denne Egenskab et stort og uegennyttigt Arbejde til Gavn og Held for sine Kammerater. Det er derfor naturligt, at disse har villet ære hans Minde ved at rejse en Sten paa hans Grav. paa Vestre Kirkegaard. Afsløringen at Mindesmærket foregik i Gaar. En stor Kreds af den afdøde Organisationsmands Fagfæller havde givet Møde ved Graven, som er beliggende i Nærheden af Østre Kapel.

Fagforeningens Formand. Hr. Jens Nielsen, foretog Afsløringen. Forinden opridsede han i en lille Tale Ludvig Petersens Betydning for Organisationen. Han mindedes sin Forgængers Bestræbelser for at naa til en Sammenslutning indenfor Branchen og fremhævede hans Flid og Arbejdsævne. Enighed gør stærk, - var Ludvig Petersens Valgsprog, og dette bør vi ogsaa tage Iære af til Gavn for vor Organisation.

Dækket faldt for Mindesmærket, der præsenterede sig som en smuk Granitsten. Foruden Ludvig Petersens Navnetræk bærer Stenen følgende Inskription: "Tak, for dit Arbejde. Skænket af Sukkerhusarbejdernes Fagforening."

Paa Slægtens Vegne lovede d'Hrr. Henry Jensen og Vilhelm Petersen at hæge og værne om Mindesmærket.

Den lille Højtidelighed afsluttedes med, at Repræsentanten for D. A. F. , Hr. Olsen, nedlagde en Krans med røde Silkebaand paa Graven.

Ludvig Petersens Enke, som stærkt bevæget overværede den Hyldest, der vistes hendes Mands Minde, beder os herigennem bringe alle Fagforeningens Medlemmer en hjærtelig Tak for det smukke Mindesmærke.

(Social-Demokraten 8. december 1924).

Sukkerhusarbejdernes Fagforenings Tilblivelse og Udvikling gennem 25 Aar. 1893—6. Aug.—1918. Historisk Tidsskrift.