Om Sælgere og Sælgerinders Raaben med Varer.

Enhver god gammel skik bør holdes i ære, men enhver uskik hæves. Man har ofte fundet det højt urimeligt at københavnernes ører dagligt, ja endog ikke med undtagelse af søndagen under gudstjeneste, skulle plages af den ovennævnte musik. De eneste blandt disse vokalmusici som har et tåleligt organ, er amagerpigerne. De øvriges er i almindelighed så ubehagelig at man ikke kan tænke sig noget mere disharmonisk. Det lader sig næppe praktisere at danne disse tonekunstnere i en syngeskole således som man for en del år siden foreslog med hensyn til stadens vægtere. At lade dem udråbe deres varer i portene og i gårdene som det har været skik i mange købstæder, vil heller ikke kunne lade sig gøre for beboernes skyld, og at gøre det som ofte finder sted, efter gammelskik at de går omkring ved dørene til et lovbud, ville være yderst generende for beboerne og undertiden fristende for disse omvandrende personer, da som ordsproget siger "lejlighed gør tyve".

Det bedste ville uden tvivl være at man anviste dem hver især et fast stade på torvet ved siden af deres brødre og søstre hver enhver kunne efter behag sende sit bud hen for at købe det fornødne.

(Politivennen nr. 1406. Løverdagen, den 10de December 1842. Side 802-803).

Besværlige Schacker-Jøder paa Hjørnet af Læderstræde og Høibroplads.

På nævnte hjørne står som bekendt en hoben lurvetklædte jøder som trygler enhver forbigående om "gamle klæær". Denne måde at genere disse på, mener vi bør forbydes dem da enhver der ønsker at afhænde gamle klæder, vist nok selv kan finde lysthavere til dem, og der allerede er indrømmet jøderne nok ved at tillade dem at spærre fortovet som de nu gør. Hertil kommer endnu en slem unode, som disse personer har indført, nemlig at lette på hatten for hver hvem de nærmer sig til med deres væmmelig "gamle klæær" hvorved man ofte kan pådrage sig uforskyldt mistanke om at have med disse personer at bestille. Indsenderen skal således for få dage siden ledsage et selskab damer til slottet og kom forbi dette hjørne hvor han til sin ærgrelse fik flere hilsener skønt han aldrig har talt med disse personer, endsige handlet med dem. Damerne spurgte da også med forundring: "Hvad? Giver De dem af med det slags folk?" osv.

(Politivennen nr. 1191, Løverdagen, den 27de October 1838. Side 688-689)

Højbroplads 1844. Efter maleri af Henriques (Fra W. Mollerup: Danmarks gamle Hovedstad, 1912.)

Ønsker til Kjøbenhavns Politie fra en Landmand.

Torsdag den 22. marts var jeg kørt til København med 3-4 tønder kartofler som jeg for størstedelens vedkommende solgte i gaderne. Efter at jeg havde passeret nogle gader, og en del købere på den medfølgende drengs råb havde indfundet sig hos mig, blev jeg holdende på hjørnet af Store Regnegade og Gothersgade. Det har jeg ofte gjort før og fundet at være almindelig skik og brug ved gadesalg. Men her var straks to herrer med store stokke i hænderne til stede, og næppe havde jeg begyndt at indlade mig i handel med de tilstedeværende købere før straks en, derpå to af disse stokkemænd med deres opløftede knipler og under en del upassende udtryk som jeg ikke erindrer, truende jog mig til at køre fra mine kunder. Imidlertid fulgte nogle af disse som ønskede at handle med mig, efter min vogn hen i Gothersgade hvor jeg atter dristede mig til at gøre holdt. Her spurgte jeg på grund af ovennævnte omstændighed nogle af de tilstedeværende hvem disse herrer der førte en så ualmindelig streng kommando, vel måtte være. Og fik det svar at de to som tiltalte mig, og hvoraf den ene havde et blegt ansigt og den anden var temmelig korpulent og af et ret smukt udvortes, var politibetjente.

Da jeg ved min holden på hjørnet af omtalte gader ikke var i stand til i hvilket retning jeg end vendte mig, at få øje på nogen vogn som var i nærheden og for hvilken jeg kunne anses at være til hinder, ligesom der ikke for mig kom andre fodgængere til syne end køberne ved min vogn og de 3 stokkemænd samt nogle enkelte personer der passerede fortovet på begge sider af gaden, så har jeg grund til at tro at Københavns politibetjente for så vidt de alle eller flertallet af dem, fører en så streng kommando som de oven omtalte førte mod mig, må være særdeles årvågne og nidkære ved andre mere vigtige tilfælde til stadens sande tarv. Og jeg tillader mig derfor at fremsætte et eget ønske som vist også er fleres: at sådanne påpasselige personer måtte flyttes til en anden efter min anskuelse mere nødvendig post, nemlig de smalle gader, Vognmagergade, Gammel Mønt, Kristen Bernikows Gade og flere andre lignede steder, hvor man næsten hver søgnedag ikke uden stor besværlighed og risiko kan passere gaden for torve-, brænde- og kartoffelvogne, dels for skarnagere og andre vogne. I det mindste har dette været tilfældet i alle de år jeg er kommet til København. Det forekommer mig at en kraftig inspektion er mere nødvendig i sådanne smalle gader end i de rummelige hvor 3 til 4 vogne kan mødes og hvor så at sige ingenting er i vejen.

Endelig finder jeg mig ved førnævnte tildragelse beføjet til at fremsætte det ønske at før nævnte eller andre virksomme politibetjente for eftertiden vil drage omsorg for eller have et vågent øje med stadens is- og renovationsvogne, så disse ikke holder midt i gaderne for at læsse og derved spærrer passagen. Jeg antager nemlig at de gerne kunne holde tæt til rendestenen og ikke som almindelig er tilfældet, i midten af gaden hvorfra de yderst sjældent i mindelighed især efter en bondes nok så høflige anmodninger er at formå til at rykke til side. Det var også ønskeligt at alle stadens vogne, kørende eller holdende, delte gader, porte og broer med enhver imødekommende da der derved ville forebygges mange ubehageligheder som desværre ofte indtræffer især for den simple bondes heste og vogne. Der synes at være så megen større grund for dette ønske som man står i den formening at Københavns politibetjente og kommissærer lige så vel er bestemt til at våge over orden med stadens vognes færdsel som til at møde bonden om morgenen tidligt langt ude på broerne, følge ham ind ad porten og ledsage ham omkring i byen, for så vidt vejret og lejlighed dertil gives

Pederstrup den 2. april 1838
J. P. Rasmussen

Lægsmand og jordbruger.

(Politivennen nr. 1165, Løverdagen, den 28de April 1838. Side 272-275)

Anmodning til vore Grønthandlersker.

Da anmelderen for et par dage siden havde adskillige udvendige forretninger der krævede hans nærværelse på flere steder i byen, var han flere gange vidne til at hunde vædede den kål og de grøntsager der var hensat i kurve på fortovet og i porten, med et fluidum hvorved hunde i almindelighed skiller sig når de står på tre ben.

Denne omstændighed vakte hos anmelderen det ønske at vore grønthandlersker ville anskaffe sig så høje bænke hvorpå de kunne sætte deres kurve så det blev umuligt for hundene på denne måde at besudle de varer der skal tjene mennesker til føde og han har i denne hensigt nedskrevet ovenstående.

(Politivennen nr. 1117, Løverdagen, den 27de Mai 1837. Side 324-325)

Slemme Knappenaals-Tøse paa Vestergade.

Indsenderen der daglig kommer på Vestergade, har hos en husejer samme sted tit hørt klager over at de såkaldte knappenålskoner og -piger der stadig opholder sig i denne gade, hele tiden benytter hans gadetrappe til hvile- og samlingssted, og herved spærrer passagen såvel for ind- som udpasserende. På spørgsmålet om hvorfor husets ejer ikke jager dem bort, fik indsenderen det svar: at sådanne fruentimmer i dette tilfælde ville overøse ham med skældsord, hvoraf kun ville følge at han fik en dygtig ærgrelse, og dagen efter ville være i sin gamle orden, eller uorden uden at vedkommende brød sig det mindste om hans tiltale.

I anledning af ovenstående tillader indsenderen sig at gøre høje ansvarlige opmærksomme på at sådan uorden der virkelig i høj grad generer såvel husejeren som husets andre beboere og enhver der har ærinde der, burde hæmmes, hvilket let kunne ske ved de jævnligt forbipasserende politibetjente. At udpege de huse hvis gadedøre og trapper især trænger til at renses for de omtalte ubudne gæster, må anses overflødigt, da sådan trang desværre er alt for iøjnefaldende.

(Politivennen nr. 969, Løverdagen den 26de Juli 1834, s. 526-527)

Anmodning til Hr. Hørkræmmer Ebbesen.

Ejeren af huset nr. 57 på hjørnet af Vestergade og volden, hr. urtekræmmer Ebbesen, ville meget forbinde sig sine lejere og andre der har forretninger hos dem, dersom han i fremtiden ville rense sin gadedør for den mængde sælgekællinger og piger der hyppigt, til stor ulempe for de ind- og udgående, tager stade der, og ofte optager hele forstuen. At man må være ængstelig for at træde ind i et sådant hus som desuden ikke udmærker sig ved renlighed, kan enhver let begribe der kender den slags mennesker. Og indsenderen har også ofte der været vidne til sande Gammelstrands-scener, ja endog set nævnte damer kæmme deres hår hvorved der da let kan falde dit og dat af.

At sådant må skræmme enhver fra huset der nødvendig må komme der, indses sikkert af hr. Ebbesen selv, som forhåbentlig nu vil sætte en skranke for dette uvæsen, da han er gjort opmærksom på det.

(Politivennen nr. 927, Løverdagen, den 5te October, 1833. Side 676-677)  

Redacteurens Anmærkning

Vestergade 57/Vestervold 57 blev 1868 sammenlagt med nr. 58 og i 1906 indbefattet i 276. Den nuværende adresse er Frederiksberggade 40, Rådhuspladsen 45-47 og Vestergade 37, og bygningen eksisterer ikke længere. Der findes et foto fra 1880 af området (Før og Nu, 1915), men det er usikkert om ikke de bygninger man kan se på dette, er af nyere dato.

Kort Proces.

Søndag den 26. dennes blev 2 drenge som udenfor Østerport drev handel med cigarer uden at være berettiget til det, af en civilklædt person grebet og ført til det ved vejen til Classens Have værende bomhus. Ved ankomsten hertil forkyndtes drengene af nævnte person at de her skulle indespærres i 14 dage. En straf der dog kunne formidles til en tid af 24 timer hvis de ville bekvemme sig til at udlevere ham alle de penge de havde, sammen med resten af deres handelsvarer. De uberettigede handlende bed naturligvis efter kort betænkning i det sure æble og udleverede deres penge, henimod 1 rigsbankdaler, sammen med resten af cigarerne og de øvrige tilderes handel hørende småsager. Hvorefter de indespærredes i det aldeles tomme og mørke bomhus hvor de forsynet med et stykkebrød og en skål vand, blev liggende på gulvet til næste dag da personen atter indfandt sig, lukkede op for dem, bød dem at gå og med nogle ørefigner kraftigt indprentede dem den advarsel ikke oftere at indlade sig i uberettiget handel.

Det vil vist være kært for de udenfor byen spadserende der så ofte overhænges af pjaltede cigarhandlere at erfare at man søger at indskrænke denne handel, om end ikke måden hvorpå det sker i enhver henseende kan billiges.

C. C. Olsen.

(Politivennen nr. 870, Løverdagen den 1ste September 1832, s. 570-572.)  

Redacteurens Anmærkning.

Sagen viste sig at være pure opspind, og dementeres i Politivennen nr. 872, 15. september 1832, s. 615-616.

Om Kabberuse. *)

Nogle af de personer som giver sig af med at sælge og købe alskens brugte sager har indgået en forening om i fællesskab at købe løsøre på auktioner og siden dele fordelen mellem interessenterne. Og denne forening kaldes: Kabberuse. Hermed går det således til: Når på en auktion en af selskabet byder, tier de andre for at sagerne kan fås for godt køb. Byder derimod en uvedkommende, da driver selskabet ved overbud den ting der sælges, op for den bydende og lader sig den tilstås, om det endog skal betale meget dyrt, da den fælles fordel på andre købte sager, dækker et muligt tab. Efter auktionen holder selskabets interessenter indbyrdes på et eller andet sted, auktion over de købte ting, og den sum som nu udbringes over den virkelige auktionspris, deles mellem interessenterne. Denne uskik fremvirker virkelig større skade end ved første øjekast synes. For den hindrer den fri gang enhver offentlig auktion bør have, idet nogle enkelte ubemærket styrer samme og bringer priserne på de ting der sælges, til at stige og falde efter eget forgodtbefindende. Ved de lave priser der som oftest er under tingenes virkelige værdi, taber boernes kreditorer og arvinger ligesom også auktionskontoret en del af de dette tilkommende indtægter. Kabberusens interessenter har vist nok ikke den fordel de mener at have. For enhver enkelt interessent må på den indbyrdes auktion betale hvad han køber dyrere, end det på den virkelige auktion er blevet solgt for og en del af den part der tilkommer ham af det fælles udbytte, må han anvende på brændevin, punch m.m. hvormed der beværtes på det private auktionssted. At det her forefalder skænden, banden og anden usømmelig snak, som desværre ofte finder sted i udannede menneskers forsamling, vil man ikke omtale, da det anførte må være nok for at vise at denne uskik er skadelig. Men om den tillige kan anses ulovlig, er anmelderen ikke jurist nok til at kunne bedømme. Han udbeder sig derfor af en kyndigere svar på det, for ifald dette besvares bekræftende og han erfarer at uskikken ikke efter denne anmeldelse er ophørt, da at kunne give rette vedkommende en nærmere og fuldstændig oplysning om samme.

*) Ordet er her bogstaveret således som anmelderen har hørt det udtales. Formodentlig kommer det af de hebraiske ord: eller hvoraf det første betyder en selskabsbroder, det andet et selskab eller forsamling.

(Politivennen nr. 753, Løverdagen den 5te Juni 1830, s. 357-360)

Noget om de saakaldte Probenreutere.

Indsenderen tror at burde gøre de højere ansvarlige opmærksom på en uskik som desværre finder sted, vel ikke alene her i staden, men også i købstæderne. Den nemlig at de såkaldte probenreutere som kommer hertil i læssevis, efter behag kan tilbyde deres varer til de mindre kræmmere, og af disse modtage bestillinger på halve stykker varer og et, ja et halvt dusin tørklæder. Grossereren som sidder med en talrig familie og som passer borgerlige skatter, er det pålagt ikke at sælge mindre end hele stykker varer, og nævnte probenreutere skal efter forgodtbefindende kunne sælge for deres udenlandske huse så lidt og så meget som kræmmeren, efter sin afsætning, bestiller hos ham. Forskriver kræmmeren selv varerne, så er det jo naturligt at han kan lade komme så lidt han vil, fx når en varesort er udgået. Men at de udenlandske handlende skal kunne sende deres agenter rundt i landet, og disse til de småhandlende sælge et enkelt stk. varer, ja endog derunder. Dette finder indsenderen højst utillladeligt. Man vil næppe fortænke kræmmeren når en sådan probenreuter tilbyder ham et enkelt stk. varer på 6 til 9 måneders kredit. Men hvoraf skal da grossereren leve som for at afhænde sine varer desto billigere, selv rejser udenlands, og som endelig når han efter megen møje og risiko har fået sine varer hjem, får til svar at man af probenreutrene kan få dem nogle procent biligere, og man ikke behøver at tage så stort kvantum ad gangen? Skal da sådanne landstrygere nyde større ret end borgeren der må svare skatter og afgifter? Indsenderen mener nej, og tror derfor at burde gøre de ansvarlige opmærksom på det, i håb om at der vil tages forholdsregler mod denne uskik, som vistnok ikke gavner, men tværtimod skader den desværre så ubetydelige handel.

(Politivennen nr. 749, Løverdagen den 8de Mai 1830, s. 291-292)

Redacteurens Anmærkning.

Ifølge ODS er en probenreuter Probenreuter (fra tysk probe, vareprøve og reuter (rytter) en betegnelse for en (tysk)handelsrejsende (agent, repræsentant).

Uddrag af et Brev fra Helsingøer, af 14de Februar.

Når en skipper kommer i land i Helsingør, så bliver han så snart han har forladt Øresunds toldkammer efter at have meldt sig der til klarering, overhængt af en mængde slagtere og slagterkoner, grønthandlere og grønthandlersker, tiggere osv. Denne modtagelse må vist nok være højst ubehagelig for en fremmed mand. Og han kunne let derved foranlediges til at få dårlige tanker om vores politiorden i så henseende. Lige så ubehageligt er det for det menneske som ledsager skipperen fra Øresunds toldkammer til vedkommende handelshus, undertiden at blive tiltalt på en uhøflig måde når han ikke øjeblikkeligt vil føje de gode slagtere og grønthandlersker med at trække skipperen til en af dem, hvorved han dog også er udsat for ubehageligheder idet sådanne folk søger at tage brødet af munden på hinanden, hvilket som oftest giver anledning til slagsmål og rettergang mellem slagtere og grønthandlermadammerne.

Det ville vist nok være højst gavnligt for disse gode folk selv hvis denne uskik blev ganske afskaffet, og de blev hjemme i deres bod hvor enhver nok vil vide at finde dem når der behøves. Så derfor smigrer man sig med det håb at der vil blive lagt mærke til oven anførte linjer af de ansvarlige.

(Politivennen nr. 738, Løverdagen den 20de Februar 1830, s. 113-114)

"Så snart en skipper har forladt Øresunds toldkammer efter at have meldt sig der til klarering, bliver han overhængt af en mængde slagtere og slagterkoner, grønthandlere og grønthandlersker, tiggere osv." (Adolph Kittendorph: Helsingørs Havn, efter maleri udstillet på Charlottenborg 1859. Statens Museum for Kunst.)

"Bergamotter, Bergamotter 4 Sk. en Snees; Carviner - Carviner, faa Pærer - Pærer 4 Sk. en Snees."

Så højrigtigt at det må synes at enhver i sin erhvervsgren søger på bedste måde at virke sig til gavn og andre ikke til skade, så ofte kan det dog ved enkelte lejligheder falde andre til besvær, om just ikke til skade. Fx findes på hjørnet af Antonigade og Kristen Bernikows Gade fra mørkets begyndelse indtil langt ud på aften to udmærket højrøstede frugthandlersker som hele tiden af fuldeste hals - ude ophør - udskriger deres ovennævnte frugter til salg.

Indsenderen der bør tæt i nærheden, hører til den klasse der skal arbejde med pen, og følgelig kræves dertil i det mindste mere ro end den vist anordningsstridige adfærd tillader. Endog kun simpelt, uden hovedanstrengende arbejde at opholde sig i værelser i den strækning hvor den utålelige øreskurrende lyd forplanter sig, er højst pinefuld. Det må dog derfor synes rimeligt at dette virkelige uvæsen blev hævet. Da man ikke tør antage at beboerne af Antonigade, Kristen Bernikows Gade og omliggende gader skal have mindre krav på nydelse af almindelige ro, end beboerne i ethvert andet af byens kvarterer, hvor efter anmelderens overbevisning sådan uskik er hævet.

(Politivennen nr. 724, Løverdagen den 14de November 1829, s. 747-749)

Ønske i Amagerport.

Amagers og Christianshavns indbyggere har haft den glæde i nogle år at Amagerport var fri for at være udsalgssted, men må nu desværre beklage at dette gode er ophørt, og at den derimod ikke alene er blevet til et udsalgssted, men også til et værtshus der bestyres af et ikke belevent fruentimmer som endog har tilfælde af slag der forvolder skrækkelige tumulter i porten når det kommer over hende, så at ikke alene færdslen spærres, men det forårsager tillige et frygteligt skue for dem som skal passere porten. 

Indsenderen vover på grund af det at bede de høje ansvarlige at disse linjer må blive taget i betragtning så at Amagerport må nyde samme rettighed - nemlig at være fri for at være udsalgssted og værtshus - som stadens øvrige porte. Indsenderen er overbevist om at der er små lejligheder nok at få for en billig leje på Christianshavn uden at det behøver at spærre og vansire fortovene eller stadens porte.

(Politivennen nr. 723, Løverdagen den 7de November 1829, s. 728-729)

Redacteurens Anmærkning

Amagerport var stadig lukket om natten endnu i 1834, hvad der fremgår af artiklen "Ønske om Passage igjennem Amagerport om Natten." Politivennen nr. 980, lørdag den 11. oktober 1834, s. 701-703.

Forslag til en ny Næringsvei.

Man hører altid boghandlere og forlæggere klage over den ringe afsætning på danske bøger og skrifter i København, og at det næppe lønner sig at udgive noget på tryk. Men hvad gør de også for at befordre afsætningen? Det nys udkomne skrift bekendtgøres i Adresseavisen og i Statstidende, og nu lader man det komme an på om der findes købere. Læseselskaber og lejebiblioteker anskaffer sig i almindelighed et eksemplar. Men ofte undgår en sådan bekendtgørelse andre læselystnes opmærksomhed. Eller hvis den bemærkes, har man ikke for øjeblikket lejlighed til at sende bud efter den, og den forglemmes således, eller den fortrænges af en anden bekendtgørelse, eller af noget andet nyt.

Ser man derimod hen til den betydelige afsætning som endog den mest usle gadevise har, så tager man næppe fejl når man tror at måden hvorpå disse falbydes, eller så at sige stikkes køberne i hænderne, bidrager det meste til det.

I Paris findes der folk som påtager sig at gå rundt og sælge aviser, lejlighedspjecer og andet dagsnyt. De finder deres udkomme ved det og befordrer afsætningen til gavn for forlæggeren. Skulle et lignende foretagende ikke give et lignende resultat her? Man tror jo.

I Adresseavisen ser man næsten dagligt at folk søger ansættelse, ja endog tilbyder betaling for at få samme. Her er en vej åben hvorved en eller muligvis flere kunne tjene brødet på en anstændig måde. Et forsøg tror man i det mindste burde anstilles.

Anmelderen foreslår derfor at en af vores boghandlere lader en anstændig klædt person der kun behøver at kunne læse og skrive, blive forsynet med en portefølje eller en læderkasse, fyldt med de sidst udkomne blade, pjecer og skrifter. Hermed går personen nu om dagen på de steder hvor han kan vente at træffe de fleste læselystne, fx i kancellibygningen, råd- og domhuset og flere sådanne steder. Ja vel også på kaffehuse, restaurationer og spisekvarterer. Om aftenen bør han være forsynet med de stykker, som repertoiret angiver, og indfinder sig med samme i Skuespilhusets forsal, hvortil han sikkert ikke vil blive nægtet adgang.

Ingen vil nægte at kundskab om nye, udkomne skrifter på denne måde udbredes langt mere end ved en avis, og det just blandt folk af de klasser hvori de fleste læselystne findes. Enhver som har erfaret hvor meget lejligheden at få noget til købs bidrager til at man køber og som ved hvor nødigt en bogelsker lader en bog der tilbydes ham gå ulæst fra sig, vil vist med anmelderen tro at en sådan vandrende boghandler som man måske kunne kalde bogfører, ved at få en vis provision af det solgte, ville kunne ernære sig på en anstændig måde og tillige gavne den forlægger der måtte betro ham sine forlagsartikler til salg. 

Anmelderen der uden mindste egennytte har fremsat dette forslag, vil ønske at en eller anden vil gøre et forsøg dermed til prøve. Og det ville glæde ham meget om resultatet svarede til forventningen.

(Politivennen nr. 683, Løverdagen den 31te Januar 1829, s. 65-68)

En ubehagelig Skraaler.

Som et sidestykke til den i dette blad adskillige gange omtalte sandvræler, kan anføres en person der næsten hver formiddag lader sin behagelige stemme høres i strøget af Møntergade, Pilestræde, Kronprinsensgade og Sværtegade. Hans evindelige pinnæ-brænde-pinnæ-brænnæ (pindebrænde) fremfører han i den ynkeligste tone eller retter hylen, så at man skulle tro at et menneske var kommet til skade. - Da vist flere sammen med indsenderen ønsker at denne vrælen måtte ophøre, tager man sig den frihed at anmode skråleren om at holde inde med denne vederstyggelige musik.

(Politivennen nr. 666, Løverdagen den 4de Oktober 1828, s. 676)

En farlig glubsk urtekræmmersvend i Silkegaden.

Tirsdag den 20. i denne måned var anmelderen på hjørnet af Pilestræde og Silkegade vidne til en hændelse der i høj grad oprørte hans faderhjerte.

Udenfor den på det angivne sted værende urtekræmmerbutik var der lagt nogle sukkerfade. En del drenge morede sig med at betragte disse fade, javel endog med at berøre eller slikke dem, hvilket anmelderen imidlertid ikke nøje kan opgive da han først kom til efter at urtekræmmersvenden havde tilføjet en 7 års dreng et så farligt slag i hovedet med et stykke træ at blodet flød ud af det hul som slaget medførte tæt ved tindingen.

Da en sådan adfærd ikke alene er i strid med loven når den byder: "Ingen må tage sig selv ret, men enhver skal tale og dele sig til rette", men endog kan have følger der ikke let kan beregnes, så har anmelderen ikke villet undlade at give nævnte urtekræmmersvend det råd for fremtiden at moderere sin vrede og ikke tage de strengere midler i anvendelse hvor de mildere er tilstrækkelige.

Til slut vil anmelderen gøre opmærksom på at en slagtersvend for omtrent et år siden blev idømt en straf på 4 dages fængsel på vand og brød for voldsom adfærd imod en hund. Er man nu berettiget til at slutte fra dette præjudikat, da vil man let kunne gætte sig til resultatet når der måtte blive spørgsmål om hvorledes voldsomheder mod mennesker bør straffes.

(Politivennen nr. 650, Løverdagen den 14de Juni 1828, s. 377-378)

"På hjørnet af Pilestræde og Silkegade tilføjede urtekræmmersvenden en 7 års dreng et så farligt slag i hovedet med et stykke træ at blodet flød ud af det nærved tindingen sig befindende, ved slaget tilføjede hul." (Silkegade. Pilestræde krydser ved det røde hus med karnappen med det grønne tag. Herefter hedder det Antonigade. I baggrunden skimtes Kr. Bernikowsgade. Eget foto, 2015)

Mere om Sand, Sand, Sa-hand.

Det værste er ikke at øret lider under det afskyelige sandbrøl, men drøftes nytten og skadeligheden af den omkring kørende sandvogn, da kommer et dårligt resultat. Som oftest kan man spore at denne vogn gennem alle de forskellige gader dens fører vræler i, efterlader sig en ikke ubetydelig del sand som fylder gaderne med støv der jo flyver i rendestenen og til sidst ender i kanalerne hvor det med store omkostninger bliver opmudret. Og lægges nu mærke til at den som har monopol på at køre om med sand til salg i gaderne, bekendtgjorde i Adresseavisen den 22. oktober 1822: "Et læs hvidt gulvsand kan fås for 4 rigsbankdaler med bemærkning at de udsælgende ved blot at holde pris med de omkørende vogne, har en fordel af 1 rigsbankdaler pr. læs" så ser man klart hvilken fordel stadens beboere har ved at lade deres tyende hente sand udenfor døren i stedet for at lade dem gå nogle skridt til nærmeste høker eller kældermand som ved denne sandomkørsel har lidt indgreb i deres næringsvej. For ikke at tale om at de der behøver et helt læs sand, kunne få det på de anordnede steder langt under den halve pris. 

I Politivennen nr. 388 påankedes nogle sandbunker som ligger på slotspladsen mod Fisketorvet og vejerboden og som er skadelige for kanalen. Man antog allerede den gang at disse ikke var nødvendige til slottets brug og at vedkommende bestyrere af slotsbygningerne vist ville kunne anvise plads inde på slotsgården for den til murerarbejdet sammesteds fornødne sand. Nu er der forløbet 4 år, men sandbunkerne har deres gamle plads, og at sandet ikke er til slottets brug, men er privat entreprise. Derom vil man let blive overbevist da der dagligt bortkøres flere læs derfra, såvel af vognmændskarle som af bygmestres kuske, ja selv den vrælende sandkusk forsynes fra samme bunker. De af det offentlige og af private opførte sandkister er vist nok tilstrækkelige til stadens forsyning, og da sådanne oplag under åben himmel er til stor skade for kanalerne, ønsker man disse bandlyste. Så meget mere som slotskirken nu er indviet til gudstjeneste og besøges af en talrig skare der ved den mindste heftige vind lider meget både i øjne og på klæder af allerede nævnte sandbunker.

Ligeledes blev i Politivennnen nr. 346 ytret ønske om borttagelse af den på slotspladsen værende faldefærdige sandkiste og skuret på samme, som tager udsigten fra Højbro og omegn til Stormgade og Filosofgangen. Kisten har som bekendt i en årrække ikke været benyttet til sandoplag eller udsalg. Skuret har i de seneste år gjort tjeneste til at sole og banke gulvtæpper på. Og kistens dæksel hvoraf en del er bortranet, er så råddent at tæppebankerne ved udøvelsen af deres formentlig ulovlige kald da en god del støv derved falder i kanalen og de forbigåendes klæder besudles, risikerer at plumpe igennem og lemlæstes. Selve kisterummet tjener alene til logi for omflakkende lazaroner. Da denne kiste således ikke er til nytte, men tværtimod til skade og vansir, nærer man det rimelige ønske at det offentlige vil foranstalte den sløjfet.

(Politivennen nr. 595. Løverdagen den 26de Mai 1827, s. 328-331). 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er en opfølgning af Politivennen nr. 592. Løverdagen den 5te Mai 1827, s. 271-272. 

Spectakel paa Høibroplads.

Såvidt indsenderen erindrer sig er der før i dette blad anket over den stimmel af mennesker der en gang imellem næsten spærrer passagen over denne plads. Men lagt fra at aftage, er denne menneskevrimmel snarere forøget. Man finder at Højbro Plads tjener som bivauk for tre slags folk, nemlig:

1. 

Mosaiske lazaroner med hele puklen fuld af gamle klæder, nogle med isenkram og andre ting. De optgaer det stykke fra Læderstrædes hjørne og noget ud på torvet.

2.

Sjovere og lastdragere. Da disse altid opholder sig i midten af pladsen og desuden ikke er mange, så nævnes de blot for fuldstændighedens skyld, og undes gerne deres stade.

3. 

Landsoldater eller konstituerede sjovere. Af disse er der en frygtelig mængde som tager fortjenesten fra den virkelige sjover, hvilket ikke sjældent giver anledning til opløb og slagsmål. De er ellers meget stille og gør gerne plads for folk, men deres kontraparter er dem for nær at der ikke skulle opvækkes misundelse og en gang imellem vanke lidt prygl.

Af alle 3 slags der alle forvolder uro og måtte ønskes behørigt kontrollerede, er de første unægteligt de farligste. Den københavnske sjover kender politiets kraft, landsoldaten frygter sine foresatte. Men den mosaiske lazaron frygter hverken Gud eller en anden mand. Med deres afskyelige påtrængenhed insulterer de alle forbigående, og med deres "Keew doch denne saks!" - "denne sigenect!" forfølger en langs op ad gaden.

For ikke at tale om smughandel, hæleri osv. tror man at det er de fleste af stadens indbyggeres ønske at en af de første i København ved politiets foranstaltning måtte blive renset og nogenlunde ryddeliggjort.

(Politivennen nr. 593. Løverdagen den 12te Mai 1827, s. 303-304)

Robert Batty (1789-1848): Højbro Plads. 1828. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Ansøgning om en Mundkurv til den slemme Mand, der vræler med "Sand! Sand! Sa-hand!"

På en af de vogne der sælger sand i gaderne, findes en udråber hvis lungers kraft vist nok er en stor del af stadens indbyggere bekendt. Hans evige uafladelige råb: "Sand, sand, Sa-hand!" lyder langt borte som det frygtelige brandråb, og jo nærmere man kommer jo skarpere trænger tonerne ind i øret og truer med at sprænge trommehinden. Ser man  nu oven i købet kandidaten, da tror man at han har mavepine eller lignende. For han gebærder sig så frygteligt og gaber dertil så højt at hans mund ser ud som en lille spyttebakke. 

På vognen er ligeledes en dreng. Når denne blander sin spæde skrigende stemme med udråberens Stentorrøst, da opstår en sand helvedeskoncert der i de gader hvor sandet finder købere, uafladeligt fortsættes et helt kvarter ad gangen. Tænker man sig hvad gamle svage folk og syge til dagligt i halve timer og kvartervis må udstå af denne skrålhals, og overvejer man dernæst at hans afskyelige skrigen ikke lokker købere til vognen, men snarere holder dem i ærbødig afstand for at spare ørerne for pinen, så kan man vist nok ikke andet end ønske at det må pålægges krabaten at moderere sit råb.

(Politivennen nr. 592. Løverdagen den 5te Mai 1827, s. 271-272).

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om gulvsand, fint, lyst sand, der på Politivennens tid brugtes til at strø på gulvet. Brugen af det må have været ret udbredt og mængden af det enormt, for i en artikel i Politivennen fra 5. april 1823 klager en skribent over at loftet ganske enkelt brasede sammen under vægten af det og var ved at slå ham ihjel.

Artikel blev fulgt op i Politivennen nr. 595. Løverdagen den 26de Mai 1827, s. 328-331.

Et eksempel på en annonce for sand kunne læses i Adresseavisen den 22. oktober 1822...."

Hvo, som ønsker sig god, hvid Gulvsand, frit tilkjørt, i store Læs, mod Erlæggelse af 4 Rbd. pr. Læs, ville behageligst aflægge en Seddel, med Husets Nr., i Adelgaden Nr. 211, første Sal. Tillige bemærkes for Udsælgende, at blot ved at holde Priis med de omkjørende Vogne, haves en Fordeel af 1 Rbd. pr. Læs.

Et Par Ord om Udlændinge der vinde Borgerskabet her i Landet.

Herr Udgiver!

Deres blad har til hensigt at hæmme en del uordener der på grund af mangel på påtale ellers måske let opdagedes af den der efter at være kommet til kundskab om dem, med fornøjelse bidrog til deres afskaffelse. Derfor tillader indsender sig at indsende disse linjer for at gøre Dem ulejlighed med at indrykke følgende:

Det skal ofte være tilfældet at der her i landet kommer udlændinge der er indkaldt af familie eller venner som allerede opholder sig her. Disse mennesker der aldeles ikke kender til handel, men blot har drevet om for hver mands dør og på markeder med en kasse pilleri på nakken og ikke har stået visse år i lære (hvilket jo er pålagt enhver indlænding der vil sætte sig ned enten hvor der er laug eller ikke), går siden i kompagniskab med andre der allerede har borgerskab. Og når disse sidste, hvilket oftest er tilfældet, efter at have fyldt deres pung på næstens bekostning, rejser hjem for nu ret anstændigt at sætte sig i virksomhed i hjemmet, tager kompagnonen borgerskabet og afløser sin bortrejste landsmand for til sin tid atter at kunne følge i hans fodspor. 

Dette skal også finde sted i købstæder på landet hvor det italienske eller fremmede navn snart viser hvorfra købmanden (om man bør kalde en sådan ukyndig i faget således) har sin oprindelse. At dette sker til fornærmelse for indlændingen der ikke uden møje kommer så vidt at han bliver kvalificeret til at tage borgerskab NB om han har evne til at blive sin egen mand, er jo meget naturligt. Og at købere heller ikke altid finder sig tilfredse med at handle med personer der ikke står i den forbindelse med landet og dets beboere som indlændingen der er født, opdraget, oplært i samme, er jo lige så antageligt. Man måtte derfor ønske at det i fremtiden også på landet blev gjort mere vanskeligt for udlændingen at vinde borgerskab, allerhelst på en tid da der gives så mange munde om enhver bid brød.

(Politivennen nr. 580. Løverdagen den 10de Februar 1827, s. 86-87).

Fem fingre i Suppen.

Onsdag den 9. i denne måned om aftenen mellem kl. 8 og 9 var indsenderen af dette øjenvidne til en meget oprørende scene på Kongens Nytorv.

En gammelagtig sælgerkone blev nemlig under hurraråb og piben i fingrene ledsaget af en stor flok drenge. Under deres larmende skrig lød ofte det udråb: "Det er Fem Fingre i Suppen!". Denne kone blev uophørligt forfulgt af disse drenge der udøvede deres kådhed mod hende. For mens nogle stødte hende i ryggen så at hun hvert øjeblik var udsat for at styrte med ansigtet ned på brostenene, passede andre lejligheden til at nappe hende i klæderne så at disse omsider hang i laser og sank ned omkring fødderne på hende. Herved blev det hende endnu mere umuligt at komme væk, og da genlød netop drengenes hurraskrig og piben forenet med gentagne uartigheder mod den stakkels gamle kone.

"Indsenderen var øjenvidne til en meget oprørende scene på Kongens Nytorv." (Kongens Nytorv med Hovedvagten. Christoffer Wilhelm Eckersberg, 1807. Statens Museum for Kunst). 

Der var ingen af de tilstedeværende der hjalp hende, og indsenderen bemærkede også omsider at dette havde været til ingen nytte. For da nemlig en aldrende mand forsøgte at forsvare konen, og at formå hende til at skynde sig hjem, begyndte drengene at knurre ad ham, og sagde: "Se til politibetjenten der går", og nu genlød atter hurraråb ledsaget af en frygtelig piben i fingrene så at manden for at være i fred for de slemme københavnske drenge, måtte bortfjerne sig og overlade konen til sin egen skæbne. 

Da indsenderen også forføjede sig bort fra dette stygge skuespil, ved han ikke hvorledes det videre gik med konen. Kun nærede han ved sin bortgang det ønske at der på stedet havde indfundet sig et par politibetjente for at adsprede pøbelen der var nær ved at gøre konen rent forrykt i hovedet. *)

*) Uagtet vist ingen kan billige den brugte ovennævnte fremgangsmåde af en hob kåde drenge, så kan man dog ikke lade ubemærket at omtalte kælling næppe så ganske ufortjent måtte udstå en medfart som den omhandlede. For det er vist nok alle og enhver bekendt at nævnte kvinde er en af stadens mest mundstærke skændegæster. Og da hun endog jævnligt øver sin kunst på vægtere og politibetjente der hverken med det gode eller onde formår at bringe hende til tavshed, så kan man derfra slutte sig til den adfærd hun kan tillade sig mod enhver anden. Forøvrigt tør man med vished antage at anmelderens frygt for at drengene skulle gøre omtale kælling forrykt i hovedet er aldeles utidig.

Redactionens Anm.

(Politivennen nr. 555. Løverdagen den 19de August 1826, s. 529-531)

Redacteurens Anmærkning

Redactionens (Kristen Kristensens) hårde dom over den gamle kone stammer sandsynligvis fra andre klager over Fem Fingre i Suppen. Bl.a. er hun omtalt i Politivennen 22. maj 1824. Her faldt optrinnet sted på Højbro Plads.