Advarsel mod Bedragerier.

Da indsenderen den 18. august sad roligt ved sit arbejde, kom en middelmådig høj, gammelagtig, mager og koparret person klædt i en ulden strikket trøje, blå bukser, rød hue på hovedet og træsko på fødderne ind på værelset og hilste fra grosserer Rissing der boede i Vimmelskaftet nr. 26, og bad at jeg ville komme dagen efter mellem kl. 9-11 til ham for at modtage en stor del fordelagtigt arbejde der skulle være færdigt i hast, da hele familien skulle rejse. Tillige talte han meget fordelagtigt om grossererens formue og rigdom og de store fordele indsenderen kunne have ved dette arbejde når herskabet fandt sig fornøjet. Idet han ville til at gå, bad han om at få byttet 1 rigsbankdaler i småpenge. 

Dette skete. Men da han ser sedlen og småpengene forlanger han 1 rigsbankdaler, 1 mark, 14 skilling som efter hans sigende netop var den sum han straks i nærheden skulle betale nogle karle han den dag havde lejet til at hjælpe sig på pakhuset. For efter hans fortælling var han formand for arbejderne, hvorved han roste sig af store fordele som bestod deri at han på egen hånd turde sælge kaffebønnerne til 30 skilling pr. pund og de fineste vine til en meget lav pris, og derfor modtager betalingen. Han tilbød indsenderen af disse varer. Men da jeg for denne gang ikke ville have noget, gik han med det løfte straks at komme tilbage med de 7 mark, 14 skilling og at jeg skulle også få hans arbejde når han blev ærligt behandlet. 

Efter han var gået, faldt det mig ind at sende bud til nr. 26 i Vimmelskaftet. Men da hverken dette nummer eller den nævnte grosserer var at finde, indså jeg at den person var en bedrager og da jeg senere har erfaret at han hos andre familier har drevet samme håndværk i nogle år, så holder jeg det for min pligt at advare medborgere for at lade sig bedrage af denne skurk.

(Politivennen nr. 452. Løverdagen den 28de August 1824, s. 9111-9112)

"Den anmeldte bedrageriske person formodes at være den samme som den 16 i forrige måned på lignende vis fik 4 mark og en flaske og hvis herre skulle bo i Løvstræde nr. 122". (Løvstræde set mod Gråbrødretorv. Nr. 8 ligger på højre side med skiltet "Butik til leje" efter Det Grønlandske Hus. Stedet ligger kun få hundrede meter fra Skoubogade 4. Bogelskere vil måske huske at Haase lå her. (Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Vimmelskaftet nr. 26 er siden 1859 Skoubogade 4 hvis nuværende bygning er fra 1828. Løvstræde nr. 122 hedder siden 1859 nr. 8. Bygningen er fra 1734 og eksisterede altså på artiklens tilblivelsestidspunkt.

Artiklen blev besvaret i nr. 554, 11. september 1824, s. 9142-1943.

Anmodning til Vægteren i Skovboegaden om lidt mere Aarvaagenhed paa hans Post.

Af alle de forretninger der gives i det menneskelige liv, er vist nok den at være vægter en af de sureste og mest kedsommelige, især om vinteren hvor han i lange og mørke nætter som oftest er udsat for regn og slud, storm og uvejr.

En sådan mand der opofrer sin egen nattero for andres, våger over sin næstes liv og sikkerhed, udsætter sig som sagt for råt og ubehageligt vejrlig, og NB er hvad han i ordets strenge betydning bør være - vægter, fortjener til fulde at stadens indbyggere påskønner hans møjsommelige kald og med glæde yder deres skærv til hans underholdning. At den kære Morfeus, især ved højtiderne, hvor den lumske Bacchus så gerne vil spille mester, lige så vel kan få indpas hos en stakkels vægter om natten, som hos mange døgenigter ved højlys dag, er meget naturligt. For sådan en skrøbelighedens synd er ganske at fordømme ham, ville være ukristeligt, ligesom det også for en sjælden gang ville kunne undskyldes. Men når forsømmelsen ved hans natlige kald går så vidt at han undertiden efter kl. tolv ikke giver en lyd fra sig den øvrige del af natten eller råber kl. to i stedet for kl. tre, ja endog glemmer at banke folk op på til den time om hvilken man har anmodet ham, så synes det at man har rimelig årsag til at klage over en sådan uefterrettelighed. Således bemærkede indsenderen heraf sidste nat kl. 3 at vægteren i Skoubogade der ved tumlen af et par renovationsvogne som just ved nævnte klokkeslet rullede forbi hvor han sad og sov, pludselig opvakt af sin søde slummer og gav sig til, ventelig af lutter forstyrrelse, at råbe råbet to i stedet for tre, ligesom han også for ikke længe siden bankede en familie op til urette tid om natten, uagtet den to gange havde betydet ham det klokkeslæt på hvilket den ønskes at vækkes. Han anmodes derfor herved, i fremtiden såvel at være noget mere årvågen på sin post, som efterretteligere i opfyldelsen af sit natlige kald.

(Politivennen No, 318, Løverdagen den 2den Februar 1822, side 5107-5109)