Af alle de forretninger der gives i det menneskelige liv, er vist nok den at være vægter en af de sureste og mest kedsommelige, især om vinteren hvor han i lange og mørke nætter som oftest er udsat for regn og slud, storm og uvejr.
En sådan mand der opofrer sin egen nattero for andres, våger over sin næstes liv og sikkerhed, udsætter sig som sagt for råt og ubehageligt vejrlig, og NB er hvad han i ordets strenge betydning bør være - vægter, fortjener til fulde at stadens indbyggere påskønner hans møjsommelige kald og med glæde yder deres skærv til hans underholdning. At den kære Morfeus, især ved højtiderne, hvor den lumske Bacchus så gerne vil spille mester, lige så vel kan få indpas hos en stakkels vægter om natten, som hos mange døgenigter ved højlys dag, er meget naturligt. For sådan en skrøbelighedens synd er ganske at fordømme ham, ville være ukristeligt, ligesom det også for en sjælden gang ville kunne undskyldes. Men når forsømmelsen ved hans natlige kald går så vidt at han undertiden efter kl. tolv ikke giver en lyd fra sig den øvrige del af natten eller råber kl. to i stedet for kl. tre, ja endog glemmer at banke folk op på til den time om hvilken man har anmodet ham, så synes det at man har rimelig årsag til at klage over en sådan uefterrettelighed. Således bemærkede indsenderen heraf sidste nat kl. 3 at vægteren i Skoubogade der ved tumlen af et par renovationsvogne som just ved nævnte klokkeslet rullede forbi hvor han sad og sov, pludselig opvakt af sin søde slummer og gav sig til, ventelig af lutter forstyrrelse, at råbe råbet to i stedet for tre, ligesom han også for ikke længe siden bankede en familie op til urette tid om natten, uagtet den to gange havde betydet ham det klokkeslæt på hvilket den ønskes at vækkes. Han anmodes derfor herved, i fremtiden såvel at være noget mere årvågen på sin post, som efterretteligere i opfyldelsen af sit natlige kald.
(Politivennen No, 318, Løverdagen den 2den Februar 1822, side 5107-5109)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar