Ønske paa Kultorvet.

Det var ønskeligt om en politibetjent, kommissær eller anden autoriseret person om formiddagen måtte være til stede på Kultorvet for at påse at den anordning: at bønderne skal sælge deres tørv i snesevis, hvilken anordning formodes endnu at være i kraft, overholdtes, og at sælgeren ikke under påskud af læsset ikke er til at sælge i snesevis, opskruer prisen til det flerdobbelte. I sådant tilfælde skulle nævnte betjent have ret til at bestemme prisen efter rimelighed der således burde gælde som takst. 

Med hensyn til brændeved var det nok også såre meget at ønske at 1 eller 2 halve favnemål fandtes der til brug da som bekendt brænde-og tørvevogne er fyldt på bunden, dels for, dels bag, med halm eller fyldte sække som almindeligvis findes så omhyggeligt forvaret at man først ved aflæsningen bliver klar over det, og da må man nøjes med hvad man får, hvis man ikke vil høre en hel hoben bondesladder og banden når man taler om forurettelse. Disse favnemål kunne en på torvet eller i nærheden boende gårdejer anmodes om at have stående i sin gård eller måske der fandtes folk der imod en rimelig afgift for afbenyttelsen ville udleje justerede favnemål når det blev dem tilladt.

(Politivennen Nr. 1541, Fredagen den 23 Mai 1845, s. 313-314)

Kultorvet. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

En meget værdig Gjenstand for Politiets Opmærksomhed.

Det er enhver retsindig mands og god borgers pligt at henvende vores årvågne politis opmærksomhed  på uordener under dets ressort som uanset al den iver og anstrengelse hvormed det røgter sit udstrakte og byrdefulde kald dog kun lejlighedsvis kan komme til dets kundskab og forebygges. Blandt sådanne henregner indsenderen den uskik som meget jævnlig og især om søndagen foregår på Kultorvet og sandsynligvis på andre åbne pladser, idet flere dels lurvede og barfodede, dels bedre klædte drenge i en alder fra 5 til 10 til 12 år engang imellem med cigarer i munder har gjort sig det til en tidsfordriv eller næringsvej at fange fugle som søger næring der, ved på forskellige steder at henlægge havre og hakkelse, dækket af strå indsmurt i fuglelim. Denne fangst lykkes dem hyppigt og er derfor blevet en spekulation for flere korporationer som anvender hele og halve dage med denne beskæftigelse i stedet for at tilbringe deres tid i de åbne asyler og skoler med gavnlige sysler der kan betrygge dem en heldig fremtid og staten en god og brugbar ungdom.

Denne uskik fortjener så meget mere at blive standset som den ved hyppig gentagelse leder til laster og fordærvelige baner. Disse børn forsyner sig nemlig med de fornødenheder der hører til fangsten, ved at stjæle af de fodersække og krybber som bønder, droschekuske og andre udsætter for deres heste. Jævnligt bliver også de børn af bedre opdragelse der roligt går fra og til skolerne, kvinder og andre der ikke er medlemmer af sådanne korporationer, antastet med skældsord, slag og stenkast når de i uvidenhed ved at følge deres vej kommer de udsatte snarer for nær og skræmmer de fugle væk som er forsamlet om dem. Men især er det oprørende at se den mishandling som de fugle der er indviklet i fuglelimen og strået er udsat for når de ved flagren nær jorden søger at vikle sig ud og redde sig af den overhængende fare og da indhentes ved at blive ramt med træsko, sko, hatte, kasketter og sten og derpå stuves sammen i bure, æsker, krukker, hattepulde, lommer og tørklæder hvor de uden luft og sandsynligvis uden næring må tilbringe dagen indtil fangsten er tilendebragt. 

Indsenderen har endog engang været øjenvidne til at sådanne fuglefængere da fangsten gik mindre hurtig, udfyldte mellemrummene med at binde sejlgarn om foden af de fangne fugle og lod dem flyve et stykke i vejret og når de da med jubel over den genvundne frihed, havde svunget sig op i luften, blev trukket tilbage til jorden med en kraft der uundgåeligt må have sønderlemmelse til følge.

Vores virksomme politi vil sikkert finde hensigtsmæssige midler til snarligt at hæve og for fremtiden forebygge dette uvæsen.

(Politivennen nr. 1228, Løverdagen, den 13e Juli 1839. Side 434-436) 

Ærbødig Bøn til General-Postdirektionen.

Den ærede generalpostdirektions udmærkede virksomhed og sjældne takt for at imødekomme publikums ønsker lader indsenderen håbe at disse linjer ikke vil blive upåagtede.

Støj på gaden er vel et uundgåeligt onde for beboere af en hovedpassage i en stor stad. Ikke desto mindre ønsker sikkert mange af dem at befris fra unyttig eller overflødig støj, især når denne finder sted om natten.

Uden tvivl går det Kultorvets og Frederiksborggades beboere således med hensyn til den helsingoranske brevpostrytters øreskærende hornmusik både aften og især morgen på den tid da man endnu har adskilligt at sove. De som endelig vil vækkes tidligt, har desuden til sådant den bedste anledning i vægternes højst utidige banken på døre og vinduessprodser. Indsenderen ved vel ikke hvortil denne blæsen tjener, men tror den overflødig for en post som denne der hele året igennem må kunne gå og komme på minutten. Sker det for at avertere vagten, kan sådant jo ske i nærheden af porten ved et kort signal som skik er i andre kristne lande. Eller blæser han efter befaling udenfor nogen mands hus, kan det ske på samme måde, og i hvert tilfælde med halv tone som i nattens stilhed vil være stærk nok. Frygtende allerede at have været for vidtløftig, slutter indsenderen sin ærbødige p. m. og lever med flere i håbet om snart at befris fra denne øreskærende tuden!

(Politivennen nr. 1153, Løverdagen, den 3die Februar 1838. Side 73-74)

Til Vandvæsenet, Politiet og Brændeviinsbrænderen paa Hjørnet af Frederiksborggade og Kultorvet.

"Jeg kom da tids nok til at bo på Kultorvet"

Således sagde en god ven på hvis pande fortrædelighed og ærgrelse stod tydeligt malet ved min indtrædelse forleden hos ham.

Da jeg kendte ham og vidste at han var af et sangvinsk-kolerisk temperament, tog jeg roligt sæde i sofaen, stoppede en pibe og bad ham fortælle alle sine lidelser idet jeg håbede at de under fortællingen skulle opløse sig i intet.

Hans tale faldt da omtrent således: 

"Du ved at et glas frisk koldt vand er blevet en nødvendighed for mig, og at dette må være det første jeg regulerer min mave med om morgenen. Tænk dig da hvorledes jeg blev til mode da min karl den første morgen her på stedet bragte en tom karaffel og forkyndte mig at der ingen vandpost fandtes i gården og at der intet vand var i den offentlige post på torvet. Min vært sagde siden til mig at denne post er til stor ulempe for beboerne af de mange vandløse steder der på torvet meget ofte manglede vand, hvilket har sin grund dels i den mængde vand torvebøndernes heste kræver, dels i pumpens dårlige forfatning. Han tilføjede at han vel i de 9 år han havde boet på stedet havde haft lejlighed til at iagttage at pumperedskabet nu og da blev optaget og efterset, men at det kun varede meget kort før der atter var vandmangel. Samt at man af en hovedreparation foretaget for omtrent 5 år siden ikke havde sporet mere nytte. Manden havde ydermere den tro at det var rimeligt at en af torvets 2 brandpumper blev givet til assistance da man betalte en høj vandskat osv.osv. Men der står endnu de to fæle lange vandmænd med tilstoppede munde og giver os ikke en dråbe om vi så forsmægter af tørst. Hu, det er jo barbarisk!" 

"Siden åbnede jeg et vindue for at få noget frisk luft. Som du ved er min anden aldeles uundværlige fornødenhed.Men det varede ikke længe før stuen var opfyldt med en aldeles forpestet luft. Da jeg skulle undersøge årsagen til det, så jeg en vogn læsset med gødning holde neden for vinduet som jeg da straks måtte lukke og beholde lukke i flere timer. For så længe fandt køresvenden behag i at holde på dette sted. Hvor dette smukke læs kom fra, ved jeg ikke. Men stanken gav nok så meget til kende at indholdet var af den blanding som sædvanligvis udføres fra de steder her i byen hvor der holdes køer eller heste. Er det ikke skammeligt? Du kan tro jeg ønskede ret for et øjeblik at have været iklædt den velbekendte grønkravede røde kjole eller den blå med stjerne. Jeg skulle have vist den karl vintervejen. For det kan dog umuligt være tilladt således at forgifte luften der her i nabolaget ikke til nogen tid er af den bedste bonitet."

"Jo vist er det skammeligt," svarede jeg. "Men det er dog kun forbigående ubehageligheder, og du bor jo i øvrigt meget godt."

"Nå! Kan du kalde det en god bopæl hvor man midt i en hovedstad lider mangel på en drik vand, hvor man nødes til at indånde en forpestet luft og hvor den forbandede loftshejseapparater der ovre hos brændevinsmanden på hjørnet hvert øjeblik giver sig til at pibe og skrige så jammerligt og øreskærende at man umuligt kan holde tanker samlet ved sit arbejde, men må frygte for at ørehinden sprænges? Nys måtte jeg gå fra pulten. Nej, det er et afskyeligt sted! Og her skal jeg bo i det mindste ½ år. Det holder jeg aldrig ud!"

"Leve offentligheden, " svarede jeg da jeg mærkede at hidsigheden tiltog i stedet for at kølnes. "Alle disse ubehageligheder som du her beklager dig over, er jo af den beskaffenhed at de i sandhed ville blive afhjulpet når vedkommende gøres opmærksomme derpå. Såvel stadens vandvæsen som politiet har altid åbent øre for begrundede besværelser, og brændevinsbrænderen der ovre skal være en brav mand der vist vil give sin vinde den fornødne smørelse og ellers lade den efterse i sømmene, så meget mere som efterladenhed heri vil blive til hans egen skade ved forøget slid og måske afstedkomme sådanne ulykkelige tilfælde som hos hans kollega i Hellig Gertruds Stræde."

"Ja, du har min tro ret," udbrød den plagede og bad mig besørge det fornødne."Jeg ville virkelig befinde mig ret vel her når jeg kun kunne få vand og frisk luft, og så den fatale larm af det hejseapparat måtte ophøre," sagde han idet ansigtet kendeligt opklaredes. "Jeg ville endog da ikke bryde mig om min smukke svigerindes og mine niecers spot når de siger at jeg bor på Skidentorvet."

Som følge af ovenstående giver indsenderen sig ærbødigst den frihed at anholde om at den omtalte vandmangel på Kultorvet der er til megen ulempe for mange familier, måtte blive fjernet. Og at det må forbydes vogne læsset med gødning - alias blandingsgods - at "bæte" *) i flere timer på stadens gader eller torve. Også håber han at brændevinsbrænderen på hjørnet af Frederiksborggade og Kultorvet vil lade det omtalte loftshejseapparat efterse.

*) Jf Haandbog i Modersmaalet af J. C. Lange, København 1832.

(Politivennen nr. 1081, Løverdagen, den 17de September 1836. Side 601-606) 

Kultorvet i dag er radikalt anderledes end på Politivennens tid. Frederiksborggade rammer torvet fra venstre kant.

Redacteurens Anmærkning

"velbekendte grønkravede røde kjole eller den blå med stjerne" var hhv politiets og vægternes uniform og kendetegn.

En bekendtgørelse i Politivennen nr. 1084, 8. oktober 1836. side 657-658 oplyste at efter anken "har man ikke været generet af de møgvogne som før hyppigt tog stade der undertiden i flere timer ad gangen. Den slemme skærende lyd fra brændevinsbrænderens loftshejseapparat høres heller ikke mere. At brandpumper der er på torvet ikke er blevet åbnet for de mange vandmanglende beboere der omkring, har måske sin grund i at de yder brøndvand. Men kunne det ikke være ret brugeligt til de mange hestes vanding og til stænkning i Nørreports ravelin om sommeren? Selv til forskelligt brug i husholdningen er det jo anvendeligt." 

Uskik paa Kultorvet, i Frederiksborg- og Rosenborggaden.

Det er en slem uskik at bøndervognene på hele Kultorvet, Frederiksborg-, Rosenborggaden og på flere steder køres således sammen på torvedagene at man ofte må gå en lang omvej for at komme ind i et hus og at løse heste bindes ved korte og døre så at end ikke fortovet er frit. Det ville derfor vist være godt om en torvevægter fra den tid bønderne begynder at komme til torvs, var flittigt til stede allevegne og anviste ved hvert andet eller tredje hus så megen plads at et menneske i det mindste kan komme derigennem ind på fortovet.

(Politivennen nr. 1000, Løverdagen den 28de Februar 1835, s. 135-136)

Maler C. K.: Frederiksborggade og Kultorvet set gennem Nørreport. 1837. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Utilbørlig Gade-Spærring.

I de Kultorvet tilstødende gader især Frederiksborggade, finder en slem uorden sted ved at 2 til 3 rækker bøndervogne holder på begge sider af gaden, hvorved denne spærres for vogne som skal ud eller ind af Nørreport, ligesom også adgangen til husene derved gøres vanskelig. Når ligvogne med følge skal passere Frederiksborggade og ikke er ledsagede af politibetjente, ser man tit at de må holde indtil der er gjort plads for at de kan komme forbi. At bonden ikke bør tvinges til at tage ind i en gæstgivergård mens han forretter sine byærinder, synes udenfor al tvivl, men at lade hestene forspændte for vognen fædres af foderkisten, eller spændte fra vognen tage deres forder af denne eller en deri hensat balje, er vist en uorden. Sådanne vogne synes bekvemmest at kunne hnevises til Skidentorvet og Hauser Plads hvor de ikke var nogen i vejen.

(Politivennen nr. 857, Løverdagen den 2den juni 1832, s. 374-375).

Heinrich Gustav Ferdinand Holm (1803-1861): Kultorvet og Nørreport 1856. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Om dobbelt Næringsbrug.

Ved min ankomst hertil på ny besøgte jeg atter konditor Ottos butik i Vimmelskaftet for der at tilbringe nogle af mine fritimer. Jeg så nu andre ansigter og fandt varerne ikke var de samme, men jeg formodede det første var en følge af at man havde antaget en anden til at bestyre butikken, og det sidste fordi man anså sig at være gæsterne visse nok. For vinduesgardinerne og de fyldte glas i vinduerne var jo som før.

Endelig spurgte jeg om hr. Otto befindende og da erfarede jeg at dette hele var et blændværk. At hr. Otto var flyttet og at der boede en madame Dúrú, men da denne madame allerede er død, så spørger jeg: "hvorledes kan et dødt menneske drive borgerlige næring eller hvordan kan jeg på en gang være borger af de dødes og dette rige?" 

For nogle dage siden kom jeg ind hos en konditor på Kultorvet som hedder som jeg erindrer Helmcke. Nogle dage derefter kom jeg på et andet konditorsted hvor jeg traf en mand af samme navn. Jeg spurgte da om de var brødre, men man fortalte mig at det var mand og kone der var fraskilte, men førte et navn. Jeg er ikke jurist og ikke konditor, spørger altså disse om det kan være os nu om stunder tilladt at drive en og samme næringsgren flere steder, og om det ikke ved en proforma skilsmisse lod sig gøre at drive borgerlig næring på to forskellige steder.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 820-821) 

Konditor Helmcke holdt til her, Kultorvet 7. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

At Otto var flyttet, fremgik af Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 9. november 1829:

"Conditor F. A. Otto er flyttet fra Vimmelskaftet Nr. 138 til Gammelamagertorv Nr. 4c, skraaes for lille Helliggeist.stræde."

Skribenten huskede konditorens navn rigtigt, som det fremgår af følgende annonce i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 11. december 1829:

"Undertegnede giver sig herved den Frihed at anbefale sig til de ærede Familier, som i hans forrige Bopæl paa store Kjøbmagergade Nr. 48 beærede ham med deres Handel; og er han til forestaaende Julehøitid forsynet med et Udvalg af nyligen arriverede franske Deviser, Hamborger Sukkerdukker, samt Alt, hvad der henhører til at pynte Juletræer. Alle Salgs Confecturer, Brystsukker, Pebermyntekager, Bonbons, med andet Dragant-Arbeid, saavelsom enhver Conditori vedkommende Artikel, sælges til de billigste priser.

N. H. Helmcke
Kultorvet Nr. 88 og 89."

Kultorvet 88 og 89 er nutidens Kultorvet 7. Huset er fra 1810-11 og opført af murermester Peter Morten Quist.

Varsko!

Idet anmelderen fredag den 18. passerede forbi kælderen under nr. 136 på Kultorvet, følte han slaget af en lerkugle der vist nok var sendt ham gennem et pusterør. Kuglen slog an under det venstre øje, og ved at træffe et par centimeter højere kunne dette sikkert have haft meget ubehagelige følger for ham. Da han har hørt at der hyppigere er sket lignende pusteskud fra nævnte kælder, anmoder han sammes lejer om at give sine folk andet at tage vare på, og at formå dem til i deres fritimer at foretage deres pusteøvelser på steder hvor forbigående ikke udsættes for uberegnelig skade og genboernes vinduesruder for at ituslås.

(Politivennen nr. 756, Løverdagen den 26de Juni 1830, s. 407-408)

Forslage, til høiere Vedkommendes Bedømmelse, betræffende den paatænkte Kirke for Mosaisterne.

Det så ofte ytrede ønske at få de mange for en stor del vel endog upassende små synagoger afskaffede og forenet i en sirlig kirke, skal nu være målet nær, idet en del af den mosaiske menighed til dette øjemeds udførelse skal have subskriberet for en ikke ubetydelig kapital. Kun skal man være forlegen for en byggeplads, og det hedder man i denne henseende har henvendt opmærksomheden på Hauser Plads.

Denne turde imidlertid næppe være den bedste, både fordi de kirkesøgende meget må foruroliges af de bønder der dagligt besøger Kultorvet fra morgenstunden, og fordi Kultorvet allerede er lille nok. Kan man ikke få private grunde, synes det mere hensigtsmæssig at anmode om at blive overladt enten Gråbrødretorv, hvorved den så ofte påankede skamstøtte kunne forsvinde, eller et stykke af den del af Sankt Annæ Plads som nu bruges til det for kongeboligens nærhed upassende stenoplag *) og slagterbod eller det stykke af Rosenborg Have mellem eksercerhuset og brandvæsnets depothus, hvilket ligger helt ubrugt og hvis salg ville indbringe den kongelige kasse en ikke ubetydelig kapital, samt hvis bebyggelse ikke ville være til mispryd, men snarere til pryd for haven og Gothersgade. 

På hvilket af disse steder kirken blev opført, ville det vist både være mere hensigtsmæssigt og for staden sirligere end på Hauser Plads. Måske kunne det også være passende at benytte de ellers hensmuldrende ruiner af den engang påtænkte Frederiks Kirke og med mursten fuldføre efter det engang gjorte udkast. Hvor svag grunden end monne være, vil den dog når behørige forholdsregler tages, kunne bære en kirkebygning af mursten.

*) Til stenoplag ville andre pladser i mængde kunne fås, både i selve staden og på Christianshavn.

(Politivennen nr. 708, Løverdagen den 25de Juli 1829, s. 477-479)

Christen Købke: Portræt af en gammel polsk jøde, 1833. (Statens Museum for Kunst.)
 

Redacteurens Anmærkning

Jøderne havde siden 1684 tilladelse til at afholde offentlig gudstjeneste i private hjem eller i lejede lokaler. 1764-1795 havde de en synagoge i Læderstræde, som nedbrændte ved bybranden i 1795. Herefter blev oprettet ca 20 private synagoger. 

Ingen af de steder som skribenten foreslår i artiklen, blev brugt til synagoge. Men i 1800 var købt en grund i Krystalgade, og så tidligt som i 1804 havde Peter Meyn tegnet et projekt, som dog ikke blev opført. Det blev det heller ikke senere, men i stedet blev den nuværende bygning opført 1830-33, tegnet af G.F. Hetsch. En annonce fra Adresseavisen, 21. december 1829 antyder at der i Krystalgade 71 var en melbutik, hvor der få år efter kom til at ligge en synagogen:

I Krystalgaden Nr. 71, i Meelboutiken, faaes extra godt Hvedemeel af forskjeellige Fiinheder, fine Perlegryn, Bankebyg og Havregryn, sjeldne gode graae og gule Ærter, med flere Sorter særdeles gode Gryn, godt rugbrød, m. m. Alt meget billigt.

Allerede inden synagogen var færdig, afslørede adskillige artikler i Politivennen at jøderne var splittet mellem ortodokse og reformvenlige omkring den kommende overrabbiner Abraham Alexander Wolff. I Adresseavisen den 29. maj 1829 var annonceret at hans tiltrædelsestale nu kunne købes i boghandlen:

So eben ist erschienen: "Predigt beim Antritte seines Amtes als Priester der mosaischen Gemeinde zu Kopenhagen, am Sabbathe Emor 5589, den 16ten Mai 1829, gehalten von Dr. Abraham Alexander Wolff;" und wird zum Besten der Armen für 2 mk. verkauft in H. J. Bings Schulbuchhandling, Kronprindsensgade Nr. 36.

Der forekommer artikler fra begge "lejre". Mere om det i august, hvor årgangene 1831-1832 bliver publiceret. Se fx læse artiklen i Den Store Danske.

Det Kongelige Teater bidrog til udbredelsen af borgerskabets fordomme mod jøderne. I Thomas Overskous lystspil "Østergade og Vestergade, eller: Det er nytårsdag i morgen", der havde premiere på Det Kongelige Teater 31. december 1828 og blev spillet ca. 15 år, optræder en af teatrets komikere Johann Christian Ryge i rollen som karikeret jøde Ephraim Golz. Karikaturen består i at beskrive Golz' appetit på kristne pigers uskyld og deres fædres formue. Samtidig med at han optræder som udlåner og spekulation. Overskou var ikke den eneste. Oehlenschläger (Sanct Hansaften-Spil), Heiberg. Datidens revolutionære tanker i Europa blev i diktaturstaten Danmark i nogen grad omdirigeret til udslag i jødeforfølgelser. 

At sådanne forestillinger forplantede sig nedad i samfundet, fremgår af at efter grundstenen til synagogen var nedlagt den 13. september 1830 sneg nogle drenge og lærlinge ind på byggepladsen, lukkede deres kammesjukker ind og kastede sten mod Meyers Minde. Da Nathan Aaron Glodzier forsøgte at stoppe dem, begyndte mængden at slå løs på ham, uden at han dog kom alvorligt til skade. Seks betjente fik hurtigt stoppet mishandlingen. Overfaldsmændene blev idømt 30 dages vand og brød eller straffet med ris. Aftenen efter blev der dog igen slået ruder ind i Læserstræde, Pilestræde og kompagnistræde. Igen greb politiet hurtigt ind.

Thomas Overskous familiegravsted på Frederiksberg Kirkegård. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Anmodning til Bestyrerne ved Ladegaards-Fabriken.

Direktionen for ovennævnte stiftelse vil gøre sig hovedstadens indbyggere meget forbundet ved at nægte tilladelse til de mandlige og kvindelige personer der arbejder der, til at gå ud af hospitalet på egen hånd. Man kan uden for Nørreport og i visse af stadens gader ikke være sikker på at blive overvældet med de groveste skældsord af disse personer, når disse intet får ud af et tryglende overhæng.

Frederiksborggades og Kultorvets beboere plages især af disse væsner. De hjemsøger enhver butik, trygler og overøser enhver der ikke føjer deres ønsker, med de skammeligste skældsord. Og det ikke alene inden i selve butikken, de forsætter endog deres velsignelses- eller rettere forbandelsesønsker efter at de er kommet ud på gaden, hvilket ikke sjældent afstedkommer opløb og andre fæle optrin. 

Således var der søndag den 2. juli et slemt slagsmål i Frederiksborggade mellem 4 af disse skabninger der havde anvendt deres om dagen sammentiggede skillinger til at skaffe sig en reglementeret rus. Og lignende scener foregår næsten hver helligdags eftermiddag, mens man tillige har det ubehagelig syn at se en del af deres medstuderende ligge på fortovene for at sove den ud, og det meget ofte i højst uanstændige stillinger.

Anmelderen nærer det håb at et muligt antaget medlidenhedsprincip ikke vil lægge hindringer i vejen for at standse sådanne uordener. For som bekendt tåler denne menneskeklasse kun lidt frihed.

(Politivennen nr. 551. Løverdagen den 22de Juli 1826, s. 476-477)

Ladegårdslemmer på Åboulevarden med koste på vej til byen for at feje gader. Tegning af P. Klæstrup, 1880. Københavns Museum.

Om Værelser for fattige Folk.

Ved Københavns brand i året 1795 brændte 1.000 huse, og allerede efter 3 års forløb var den største del af disse opbygget igen. Ved Københavns bombardement i året 1807 afbrændte ikke halvdelen af det nævnte antal, og efter 16 års forløb ligger en stor del af dem endnu som tomter. Krigen, mangel på erhverv, pengevæsenets forandring, ejendommenes lave pris, har frataget byggelysten, og det vil have lange udsigter inden vi får at se at København atter fuldkommen har rejst sig af sine ruiner.

Ved branden i 1795 ødelagdes en del bygninger der indholdt smålejligheder for fattige folk. Ved genopbygningen blev en del mindre grunde slået sammen, og der blev altså kun bygget for den velhavende og rige. For huse egentlig bygget for lav husleje således som den fattige må formodes at kunne betale, blev slet ikke opført. De få som blev bygget efter bombardementet, har også enten haft til formål at tjene store indtægter ved at indrette værelser for formuende og rige, eller for at fortsætte en næringsvej på et fordelagtigt beliggende sted, bygget sit hus til egen afbenyttelse. Af sidstnævnte ses flere sådanne et-etagesbygninger på Kultorvet, Lille Købmagergade, Landemærket, ved volden, i Skindergade og flere andre steder. 

"De få som blev bygget efter bombardementet, har haft til formål at fortsætte en næringsvej på et fordelagtigt beliggende sted, bygget sit hus til egen afbenyttelse fx i Skindergade og flere andre steder". (Skindergade 37-41 i midten af billedet efter den røde murstensbygning er eksempler på byggerier 1798-1828. Eget foto, 2015).

Sådanne bygninger kunne vel tillades at opføres straks efter foregående ildebrand, da bygningsmaterialer og arbejdsløn falder dyrere end til andre tider. Men burde næppe for altid forblive uden flere etagers tilfæstning, da de både vansirer en hovedstad, og enkelte familier således ene optager en stor del af det rum der skal deles mellem flere tusind. De bygninger som således blev opført på slotspladsen efter branden i 1795 blev, da byen nogenlunde havde rejst sig af sin aske, solgt ved offentlig auktion. Afdøde brandmajor Kirkerup købte en del, som blev opsat i Amaliegade, og udlejet til mange fattige familier der for et par år siden måtte rømme dem, da de blev solgt til det almindelige fattigvæsen.

Vel er huslejen dog ikke af frydelige grunde, faldet noget. Nogle har ved at dele deres etager som før beboedes af en familie, gjort plads for 2 eller 3 familier, men lejen for sådanne lejligheder udgør dog altid 50 rigsbankdaler og derover. Den fattige som ikke engang kan udrede det halve af denne su, hvor får han husly?

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9237-9239)

Redacteurens Anmærkning

Om skadeserstatningerne (eller mangel på samme) som følge af bombardementet, se bl.a Politivennen nr. 714, lørdag den 5. september 1829, s. 577-582: "Videre Spørgsmaal, de Qvæstedes Fond og de dertil indkomne milde Gaver betræffende." af Maren Sophie Reinbold, født Bornemann. Se endvidere indlægget i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn i Redacteurens Anmærkning her. 

Et eksempel på sådanne byggerier: Soldins Stiftelse kendes denne bygning mest som. Men oprindelig hed den Trøstens Bolig og var for mindre håndværkere. Bygningen fortsætter på Dyrkøb. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Utilladelig Forprang paa Trækul.

Uagtet der er både politi og vægtere på Kultorvet, går der dog bestandig en kulpranger ved navn Peder Berthelsen og opkøber næsten alle de trækul her kommer på torvet; man kan endog se ham udenfor porten stoppe bønderne og aftale med dem om læsset. Han følger da med til de steder hvor han ved der behøves kul som han er underrettet om i forvejen, og hvad han så kan få mere end hvad han har aftalt med bonden, er hans profit. Almindelig har han 2 til 2 rigsbankdaler, og undertiden endog mere på sådant et læs kul; måske lige så meget som bonden tjener, der ofte har kørt 4 til 5 mil med det. At han længe har drevet denne handel, er kendt nok. Det var derfor ønskeligt at politiet ville forbyde denne ulovlige handel som skadelig både for den der sælger og den der køber. Jeg har ladet mig sige at det går lige sådan med tørv og brænde. Men derom er jeg ikke overbevist.

(Politivennen No. 242, Løverdagen den 19de August 1820, side 3912-3913)

Skjødesløshed med Heste.

Lørdag den 18. juni kl. 5.30 kom en stor vælig bondehest farende ud af Tvermoeses Gård på Kultorvet og løb langs ad fortorvet hen til Nørreport hvor den vel blev gennet af skildvagten, men tog i fuld spring vejen op af voldbakken. På volden modtes den af flere slidvagter der vel nødte den til at vende om, men da man ville gribe den, sprang den på optrinet bag kronen og tog flugten til henimod Østerport.

Omsider fandt en karl, formodentlig gårdskarlen fra omtalte gård, efter at have løbet sig træt, det rigtigst at hente magen til den bortløbne hest og satte nu i fuld karriere ud gennem Rosenborggade, Tornebuskegade og langs neden om volden henimod Østerport, hvorfra han efter et kvarters forløb kom i følge med en anden karl der red den bortløbne hest, jagende tilbage og ind i omtalte gård.

Lykkeligvis var der på det tidspunkt ingen spadserende på volden, ligesom den løse hest ikke så vidt anmelderen ved, på sin vej mødte på gamle, svage eller børn der har tungt ved at retirere med hurtighed, så at det for denne gang løb af uden at der skete skade. Kan altså i betragtning heraf den skødesløshed at slå heste løs i en åben gård for denne gang tilgives, så mener anmelderen dog at disse to karle der uden nødvendighed og efter at hesten var grebet, jog afsted i stærkeste fart tilbage, fortjener en korrektion eller  det mindste en formaning om at lade sådant være for eftertiden, da den stærke riden lige såvel som for stærk kørsel, er forbudt efter politianordningen.

(Politivennen No. 235, Løverdagen den 1ste Juli 1820, s. 3799-3801).

Tillæg til Erklæringen No. 201.

Forfatteren til den i sidste nummer af Politivennen indførte erklæring må herved bekendtgøre at han senere er blevet underrettet om at omtalte kommissær eller opsynsbetjent ikke var afskediget eller havde mistet sin tjeneste.

(Politivennen nr. 202. Løverdagen den 13de November 1819, s. 3246)

Erklæring.

Da forfatteren til den i Politivennen nr. 199 fremsatte klage fra Skidentorvet over Kultorvet har erfaret at kommissæren der har opsyn med sidstnævnte torv er blevet afskediget og har mistet sin tjeneste, så selv om han ikke kan tro at dette er en følge af nævnte klage, skylder han manden, sig selv og det offentlige at erklære: at han ved den klage ikke har haft til hensigt at beskylde eller dadle kommissæren for nogen pligtforsømmelse, men alene om muligt at få fejedagene forandret til onsdag og lørdag, uden hvilken forandring torvet bestandig må være tilsølet.

(Politivennen nr. 201. Løverdagen den 6de November 1819, s. 3229-3230)

Skidentorvets klage over Kultorvet.

Hr. udgiver!

Det er gud og hvermand bekendt at jeg altid har stræbt og endnu stræber efter at svare til det navn man har givet mig, og altså mener jeg at burde kunne bære det med rette uden at nogen deri bør søge indgreb eller forrang at gøre. Meget længe var Skidenstræde en torn i mine øjne, indtil det endelig for et par år siden blev oplagt og krystalliseret. Men nu er det Kultorvet som forårsager mig megen græmmelse. Jeg har derfor i lang tid haft i sinde at fremkomme med en klage eller besværing over det, da det ved i over år og dag at lige mig i skidenhed, ja endog at overgå mig deri, synes at ville gøre mig rangen stridig og tilvende sig mit navn. Hidtil tav jeg fordi jeg troede at en eller anden ville påtale min ret og lære nævnte torv til at holde sig inden dets tilbørlige grænser. Men da jeg med harme måtte se på at det søndag den 17. oktober efter at havde regnet om natten, var så skident at ingen kunne passere det uden at vandre til op over anklerne i hestemøg, gammelt foder, ja endog køkkenaffald, som dovne piger på visse steder havde henkastet, kunne jeg ikke bare mig for at opsætte denne min klage som sendes Dem med anmodning om at indføre den i Deres blad, da jeg mener dette vil have til følge at vedkommende som har med denne sag at gøre, ville hjælpe mig til min ret, ved enten at lade Kultorvet holde sig renere, eller give det navn af Skidentorv mod at jeg får et andet navn. Grundene for denne min påstand er følgende:

1) Enhver ting bør kaldes ved sit rette navn.

2) En stad som København bør ikke have to skidentorve.

3) Da Kultorvet er større, mere beboet end jeg, og har en rummeligere plads, hvorpå bøndervogne kan holde, så kan det lettere samle en mængde urenligheder der altid vil pryde det, når ikke det bortkøres i rette tid.

4) Fremmede rejsende som kommer igennem Nørreport og er uvidende om at torvet fejes hver tirsdag og fredag, men at bøndervognene dagen efter, nemlig onsdag og lørdag, indfinder sig der og atter tilsøler det, så at skarnet derfor ligger der næsten hele ugen, ville find navnet meget passende, og hvis de havde forretninger der, kunne de let finde stedet igen, om de end ikke kunne læse navnet på hjørnerne.

Skulle man ikke finde disse mine grunde fyldestgørende nok til at foretage en forandring med stedets navn, så ønskes og bedes at Kultorvet måtte fejes og skarnet køres bort lørdag og onsdag, når bøndervognene var borte. Herved ville bevirkes at det om søndagen og enkelte dage i ugen kom til at se anstændigt ud, og at jeg beholdt mit gode gamle navn og mine rettigheder ubeskåret.

Skidentorvet.

(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3194-3197)