Lørdag den 18. juni kl. 5.30 kom en stor vælig bondehest farende ud af Tvermoeses Gård på Kultorvet og løb langs ad fortorvet hen til Nørreport hvor den vel blev gennet af skildvagten, men tog i fuld spring vejen op af voldbakken. På volden modtes den af flere slidvagter der vel nødte den til at vende om, men da man ville gribe den, sprang den på optrinet bag kronen og tog flugten til henimod Østerport.
Omsider fandt en karl, formodentlig gårdskarlen fra omtalte gård, efter at have løbet sig træt, det rigtigst at hente magen til den bortløbne hest og satte nu i fuld karriere ud gennem Rosenborggade, Tornebuskegade og langs neden om volden henimod Østerport, hvorfra han efter et kvarters forløb kom i følge med en anden karl der red den bortløbne hest, jagende tilbage og ind i omtalte gård.
Lykkeligvis var der på det tidspunkt ingen spadserende på volden, ligesom den løse hest ikke så vidt anmelderen ved, på sin vej mødte på gamle, svage eller børn der har tungt ved at retirere med hurtighed, så at det for denne gang løb af uden at der skete skade. Kan altså i betragtning heraf den skødesløshed at slå heste løs i en åben gård for denne gang tilgives, så mener anmelderen dog at disse to karle der uden nødvendighed og efter at hesten var grebet, jog afsted i stærkeste fart tilbage, fortjener en korrektion eller det mindste en formaning om at lade sådant være for eftertiden, da den stærke riden lige såvel som for stærk kørsel, er forbudt efter politianordningen.
(Politivennen No. 235, Løverdagen den 1ste Juli 1820, s. 3799-3801).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar