Tjenestepigen Signe Gundersen død af Sult i Esbønderup. (Efterskrift til Politivennen)

Da tjenestepigen Signe Gundersen der havde tjent i 27 år hos enken Petrea Larsen, blev fundet død under elendige forhold, vakte det opstandelse i de fleste aviser i hele landet:

Den gamle Tjenestepiges mystiske Død.

Politiet optager Rapport paa Esbønderup Sygehus.

HILLERØD, Lørdag (Privat)

En 58-aarig Pige, Sofie Gundersen, der tjente hos Enkefru Larsen paa Villerødegnen, blev den 15. ds. indlagt paa Esbønderup Sygehus, og her afgik hun i Dag ved Døden under saadanne Omstændigheder, at Politiet blev underrettet og optog Rapport.

Sofie Gundersen havde for en 14 Dages Tid siden skrevet til en Broder og fortalt ham, at hun var syg og trængte til Hjælp. Sygehuslæge Dahl, Esbønderup, tog da ud til det afsides liggende Sted, og her fandt han Pigen i en elendig Forfatning, liggende i en gammel Lo, hvor der var mørkt og hundekoldt. Sengen var en gammel Slagbænk og Sengetøjet en smule Pjalter. Den ulykkelige Pige var tilsyneladende i høj Grad underernæret, og hun var fyldt med Utøj. Hun blev naturligvis straks ført til Sygehuset, men Hjælpen var kommet for sent.

Sofie Gundersen havde tjent hos Fru Larsen i ikke mindre end 27 Aar. Hun var saa indskrænket, at hendes rette Plads egentlig havde været paa en Anstalt. At hun af sin Madmoder har faaet en uforsvarlig Behandling, synes efter det hidtil oplyste at være en given Sag. Fru Larsen havde selv en 4 Værelses Lejlighed, og Penge havde hun ogsaa. Hun skal saaledes til Skattevæsenet have opgivet en Formue paa 70,000 Kr.

Sofie Gundersens Lig blev i Dag obduceret af Amtslæge Hansen, Hillerød, og en Assistent fra Retsmedicinsk Institut, men Politimesteren havde endnu ikke i Aften modtaget det officielle Dokument om Resultatet.

(København 27. april 1924).

Frederiksborg Amts Avis 27. april 1924 tilføjede at stedet var øst for Villingerød, i området "Rusland" hvor Rudolf Tegner har opstillet Ødipus og Antigone.

Det store Sulte-Drama.

I Gaar aflagde en af "Klokken 5"s Medarbejdere Besøg paa Ejendommen, hvor den gamle Pige, Sofie Gundersen, blev plaget, pint og sultet ihjel.

En Samtale med den Afdødes uhyggelige Plageaand.

Sophie Gundersens Broder fortæller "Klokken 5" om sin Søster og hendes gerrige, velhavende Madmoder.

Vor Medarbejder tog i Gaar dette Billede af den hovedrige Petrea Petersens Ejendom i "Rusland". I Skuret til højre havde den syge Tjenestepige sit Opholdsrum.

"Klokken 5"s Omtale af Sultedramaet i Nordsjælland har vakt den største Opsigt. Flere Morgenblade beskæftiger sig i Dag med Affærens Enkeltheder.

Dramaet var i Gaar Samtaleæmne overalt i København. Vi fortsætter i Dag med at bringe nye opsigtsvækkende Enkeltheder.

Hvor Dramaet foregik.

En af vore Medarbejdere paa den uhyggelige Gaard.

For rigtig at kunne give vore Læsere et Indtryk af, hvad der er foregaaet, hvad den stakkels Kvinde har maattet gennemgaa, suste en af "Klokken 5" s Medarbejdere i Gaar Eftermiddags paa Motorcykle til Villingerød, for paa selve Aastedet for Dramaet at samle de Oplysninger, der foreligger og give vore Læsere en Skildring af den uhyggelige Tilværelse den ulykkelige Kvinde har levet det sidste Aarstid.

Villingerød ligger midt imellem Hornbæk-Villingerød og Esrom knap ½ Times Gang fra Kysten. Ca. 15 Minutters Gang fra Byen Nordøst paa ligger

Petra Larsens Hus,

hvor Dramaet udspillet. I Nærheden ligger to andre Boelsmandshuse; men ellers er der langt til Mennesker herude, øde og tomt. De store Sand- og Lyngbakker har da ogsaa faaet Navnet Rusland.

Her ligger som sagt det Hus, hvor den gamle Tjenestepige Sofie Gundersen i Vinter har

gennemgaaet de frygteligste Pinsler.

Huset er en lang Længe med en Sidebygning, et typisk dansk Boelsmandsted. Værtinden Petrea Larsen sidder inde bag Vinduet og stirrer os i Møde; hun rejser sig op og skygger med Haanden for Øjnene, da vi nærmer os Huset, og før vi endnu er indenfor Hørevidde, har hun lukket Døren op og placeret sig i den.

En uhyggelig Kvinde.

Vi blev advaret.

Hos den 80-aarige.

Hun er 80 Aar og ser nærmest uhyggelig ud. I hele sit Liv har hun sparet og spinket for at samle Penge sammen. Vi holder os i behørig Afstand fra den noble Kvinde, der lod sin gamle Tjenestepige dø af Sult. En Gaardejer nede I Byen havde advaret os mod at komme hende for nær, da vi ellers risikerede ikke at komme til at gaa alene derfra, men i Selskab med en skrækkelig Mængde Utøj.

- Hvor var det, De lod Deres gamle Tjenestepige ligge syg og hjælpeløs hele Vinteren? spurte vi.

Den Gamle mumler noget uhørligt og peger over mod det Træskur, der udgør Ejendommens Sidebygning.

- Hvorfor hjalp De hende ikke da hun blev syg og ikke kunde klare sig?

Paa dette Spørgsmaal fik vi intet Svar. Petrea Larsen smækkede skyndsomt Døren i for os og forsvandt, medens hendes lille Hund halsende efter os ned gennem Lyngbakkerne.

Børnene døde og Manden hængte sig.

Men der er andre end Petrea Larsen, der ved noget om hendes Liv og Levned; der er Naboens og Genboens, og her gaar vi ind.

- Jo se, siger Manden, hun har jo saa rædsom mange Penge. Der er dem, der siger 200.000 Kr., og det skal ogsaa nok passe, idet hun sidste Aar 70,000 Kr. til Skattevæsenet i Formue. Og herude bruger man kun at opgive en Tredjedel af det vi virkelig ejer.

- Kommer De aldrig sammen med hende?

- Nej, nej. Man risikerer jo at blive fyldt med Utøj, og forøvrigt nænner hun ikke engang at spise sig selv mæt, langt mindre at give andre Mennesker en Bid Brød.

- Hvor har hun faaet sine mange Penge fra?

- Hun og Manden har haft to store Gaarden inde i Byen, hvor Jorden er god; men den sidste Gaard solgte hun for nogle Aar siden, da Manden hængte sig.

- Hvorfor hængte han sig.

Han havde da ikke økonomiske Sorger.

- Nej - nej. Saa langt fra, men jeg tænker mig, og det gør vi alle herude, at hun har gjort ham ked af Livet ved daglige Pinsler, og for at blive hende kvit har han søgt Døden ....

- Har hun ingen Børn?

- Nej. Hun har haft to, men de døde lægge som mindreaarige. Den Gang fortalte Rygtet, at de var døde af Mangel paa Pasning, og det kan synes meget troligt nu, da man ser den Behandling, hun har givet.

Hun er en arrig Kvinde, der sikkert en skønne Dag dør af Mangel paa Næring. Hun nænner Ikke selv at spise sig mæt bare for at pude Penge sammen. Alt, hvad hun faar ind af sine Høns, lægger hun til Side for engang, naar hun kommer til Byen, at sætte dem i Sparekassen. - Ja, det maa være en underlig Tilværelse, slutter vor Hjemmelsmand.

Hos den døde Kvindes Broder.

Fra Villingerød kørte vi over Esrum til Harritshøj, hvor den afdøde Tjenestepige har en Broder. I et lille Hus udenfor Byen bor han, der af Profession er Murer, men forøvrigt dyrker en halv Snes Tdr. Land, der hører til Huset.

- Det er jo en meget kedelig Historie, siger Gundersen, men hvad skal man gøre. Jeg har hele Vinteren ligget meget syg, og er først for et Par Dage siden kommet op, saa jeg har ikke kunnet se over til min Søster - jeg har heller ikke vidst at hun var syg, før at hun skrev til mig, og da tog min Kone ogsaa øjeblikkelig derover for at hjælpe hende - men det var altsaa for sent. Havde hun bare skrevet noget før, saa var det nok ikke sket.

- Fru Gundersen, der var i Villigerød hin Aften for at hente Svigerinden, kommer frem i Døren.

- Ja,

De kan tro, at den stakkel Kvinde har lidt meget. 

Hun har sikkert aldrig faaet Mad nok, men har dog ikke beklaget sig til os, fordi hun frygtede, at vi skulde tage hende bort fra Pladsen. Petrea Larsen havde nemlig fortalt hende, at hvis hun vilde blive, saa skulde hun - Petrea - hvert Aar sætte nogle Penge ind paa en Sparekassebog til hende.

- Har hun gjort det?

- Nej - nej. Det er bare noget, hun har bildt den stakkels, svagt begavede Kvinde ind for at beholde hende - saa længe hun var rask, var hun jo til stor Nytte i Huset.

Liget i Pjalter

Hun laa derinde i den mørke Lo.

Ingen Mennesker gør sig Forestilling om, i hvilken Forfatning den stakkels Kvinde laa, da vi den Aften kom ind for at hente hende herhjem. Hun var mere død end levende og sagde selv, at hun ikke kunde flyttes. Hun laa derinde i den mørke Lo med Lergulvet - i en slags Slagbænk. Hendes Sengeklæder var Pjalter og uden ringeste Varmeevne. Her har hun syg og sulten tilbragt den Vinter, der nu ligger bag os. Et rask Menneske kunde ikke holde det ud, langt mindre et sygt.

Det vrimler med Utøj paa Hende,

da de nogle Dage senere fik hende op paa Sygehuset og tog Klæderne af hende, viste det sig, at 

Utøjet havde gravet store Huller rundt om paa hendes Krop.

Hvad hun i denne Vinter har gennemgaaet uden at Petrea Larsen har gjort det ringeste for at hjælpe hende, gør man sig ingen Forestilling om.

- Hvad sagde hendes Madmoder, da De kom for at hente hende?

- Jeg bebrejdede hende, at hun ikke havde tilkaldt en Læge til det syge Menneske, saaledes at hun kunde komme paa Hospitalet.

- Ja - sagde hun saa - men jeg synes nu

at hun ligesaa godt kan ligge og dø derude som paa Hospitalet.

I Morgen skal den Ihjelsultne Kvinde begraves fra Tikøb Kirke. Broderen havde foreholdt hendes Madmoder det rimelige i, at hun betalte Begravelsen, der dog kun vilde være et yderst beskedent Afdrag paa den Løn, som den Afdøde efter 27 Aars Arbejde har fortjent. Men nej, det vilde hun ikke. Skal hun begraves, ja, saa maa enten Familien eller Sognet betale det, siger hun. Selv Døden kan ikke gøre hende mere rundhaandet.

25 Øre om Ugen.

- Fik hun ikke anden Løn for sit Arbejde end den, der skulde indsættes paa Sparekassebogen?

- Jo, 25 Øre om Ugen, som hun købte Sigtebrød for, da hendes Madmoder ikke vilde give hende andet end Rugbrød.

- - -

Saaledes lyder Familiens Beretning om Dramaet og om den Kvinde, der i sin sygelige Gerrighed sulter et andet Menneske ihjel.

Dødsaarsagen er ikke med Sikkerhed oplyst.

Døden maa antages at skyldes Underernæring.

Liget af den afdøde Sofie Gundersen blev i Gaar obduceret paa Hillerød Sygehus under Medvirkning af en Læge fra Retsmedicinsk Institut. - Ved Obduktionen konstateredes det, at Sofie G., der er 58 Aar gammel og 138 cm. høj, kun vejede 22½ kg.

Iøvrigt meddeler den officielle Rapport om Obduktionen følgende konklusion:

"Dødsaarsagen er ikke med Sikkerhed oplyst ved Obduktionen, men der er ved den paavist en Afmagring i saa udpræget Grad, at Døden maa antages at skyldes en udtalt Underernæring, idet der ikke er paavist andre Tegn til Sygdommen, ejheller Vold".

Nu vil Sagens Akter blive tilstillet Statsadvokaten, der skal træffe Afgørelse om, i hvilket Omfang der skal rejses Tiltale mod den uhyggelige Madmoder.

(Klokken 5 29. april 1924)

Den omtale artikel var blevet bragt dagen før, 28. april 1924.

En Gaardmandsenke i Nordsjælland sulter sin Tjenestepige ihjel.

[Første del af artiklen minder om artiklen i Klokken 5]

Drevet sin Mand i Døden.

Men Petrea Larsen, der skildres som en sand Djævel i Menneskeskikkelse, har allerede for 17 Aar siden forvoldt et andet Menneskes Død - nemlig sin egen Mands. Han var en velstaaende Gaardejer i Horneby ved Hornbæk. Gaarden solgte han, fordi Konen vilde se rede Penge, og han nøjedes nu med et Parcelliststed i Villingerød. Men en Dag hængte han sig, Enken solgte Ejendommen og købte det Hus, hun nu bebor i "Rusland". Om Grunden til, at Manden tog sig af Dage. fortæller Sognefoged Johansen følgende:

- Hun pinte og mishandlede sin Mand, som hun har pint og mishandlet Sofie Gundersen. Skønt hun ejer over 100,000 Kr., nænner hun ikke at købe ordentlige Klæder til sig selv, langt mindre har hun nænnet at give sin Tjenestepige Føde. Medens Manden endnu levede og boede i Hornbæk, tvang hun ham en Dag til at bære Hovedet og Indvoldene af en Ko 1 1/4 Mil i en Sæk. Manden mødte en Bekendt, der spottede ham og opfordrede ham til at gaa hjem og spænde en af Hestene for en Vogn. Det var dog en nemmere Maade at transportere Koresterne paa. Det gjorde Larsen ogsaa, men da han kom hjem, modtog Konen ham med Hug og Slag og tvang Iram til at gaa tilbage med Sækken.

Medens de to boede i Villingerød, tvang Konen sin Mand til at tage et Aag paa Nakken og bære to tunge Beholdere med Frugt til Markedet i Helsingør. Det var tre Mil frem og tilbage, men der stod 4 Heste i Stalden, som ikke maatte benyttes, fordi de i saa Fald aad for meget.

Dette er blot nogle faa Exempler paa Petrea Larsens Sind og Karakter. Alt, hvad hun foretager sig, udspringer af Begærlighed og Havesyge, og hendes Ringeagt for Hensynet til andre er uden Grænse. Naar hun ikke allerede i Lørdags blev anholdt, skyldes det udelukkende hendes høje Alder. Saaledes viser Politiet dette Umenneske større Hensyn, end hun nogensinde har vist sine Omgivelser.

Bliver Straffen en Bøde?

Men selv om den gamle Pengepugerske ikke er fængslet, vil hun, efter Obduktionen af Sofie Gundersens Lig, ikke kunne undgaa, at der rejses Tiltale. Spørgsmaalet er blot, om vor humane Tidsalder, som navnlig Storagrarerne saa hidsigt angriber, kan tillade, at en 75-aarige Kvinde anbringes bag Laas og Slaa. Paa Egnen er der dem, der mener, at en meget høj Bøde tor uforsvarlig Adfærd vil ramme den gerrige Gamling haardede end en kort Fængselsstraf.

I Morgen vil der finde nyt Forhør Sted, og først da faar Statsadvokaten til Opgave at bestemme, paa hvilket Grundlag Anklagen skal rejses.

Dette er maaske til syvende og sidst underordnet Men den uhyggelige Tildragelse giver Indseende med sociale Forhold af saa rystende og oprørende Art, at end ikke Hovedstadens skumleste Baggaarde kender dem værre. Gang paa Gang har "Bondekulturen" rejst sig mod Tidens Humanisme. Og Gang paa Gang har det vist sig, at Humanismen forgæves søger at trænge ind i "Bondekulturens" Allerhelligste, dér hvor Egoisme og Raahed trives, medens Underklassen holdes nede i Snavs, Elendighed, Sult og Raaddenskab.

Begivenheden i Villingerød vil ogsaa for Efterslægten blive staaende som et Udtryk for, hvilke skjulte Forbrydelser der endnu i 1924 kunde udøves af de rige mod de fattige.

(Social-Demokraten 29. april 1924).

En Samtale med Sultedramaets Hovedperson

DET LILLE HUS, der beboes af den rige Enke. Bag det lille Vindue (x) boede Pigen.

DET UHYGGELIGE HUL, hvori Sofie boede.

Enken fra Villingerød fortæller om den døde Pige, "Jeg har behandlet hende godt, men hun truede med at slaa mig ihjel."

Naar man taler med Beboerne paa den smukke Egn omkring Villingerød om det Sulte-Drama, der er udspillet i den gamle Enkes Hus, saa rystes der uforstaaende poa Hovedet. Man kan ikke begribe, at noget saadant kan passére. Men paa den anden Side hor man alligevel længe varet klar over Forholdet, uden at man har fundet det nødvendigt at skride ind.

GAARDMANDSENKEN Enke Petrea Larsen, der beskyldes for at have sultet sin Pige, Sofie Gundersen, ihjel.

Enken paastaar, at Pigen har sultet sig selv.

Den gamle Enke, om hvem der gaar saa mange Rygter i disse Dage, tager sig det hele ganske let. Trods de 80 Aar er hun en robust og kraftig Kvinde, der mere end alt andet ligner en af de gamle Kulsvierkoner. Hun fortæller om den afdøde Pige at det var hende selv, der ikke vilde have Mad.

- Tænk, siger hun, jeg kunde saamænd ikke faa hende til at spise Kalvesteg, eller Syltetøj eller Pandekager. Hun tog sin Bitterflaske, sit Stykke Rugbrød, en Kop The med Sirup. Hun blev taget med fra Gaarden i sin Tid.

Det var hende selv, der vilde. Hvis hun var misfornøjet, saa kunde hun jo være gaaet for længe siden.

Jeg gaar ikke til Politiet.

skal De jo i Forhør en af Dagene?

- Jeg i Forhør? Det vil sige hvis Politiet vil tale med mig, maa Politiet komme her. Jeg flytter mig ikke herfra.

- Fik den gamle Pige nogen Løn

- Ja. hun fik 6 Kr. om Maaneden og saa fik hun Klæder og Kost.

Naar man har set de Pjalter, som Signe Gundersen har gaaet med, forstaar man, at den gamle Enkes Udgifter til Klæder ikke har været særlig store.

Petrea Larsen gør alt, hvad hun kan, for at sværte den Afdøde. Hun var en Gris. Det var umuligt at faa hende til at vaske sig. Og saa var hun tilmed ond. En Gang truede hun med at slaa mig ihjel. Og det havde hun saamænd ingen Grund til. Men det kan nok være, at jeg fik hende til at bede om Forladelse. Det skal ogsaa nok vise sig ved Undersøgelsen, siger den Gamle, at jeg intet har gjort. Jeg har passet mig selv, og bare alle andre Mennesker vilde gøre det samme, saa var der ikke saa meget ondt til.

Jeg skal ikke slaas ihjel -

Vi spurgte Enken, hvordan hendes Forhold var til Manden, der døde for nogle Aar siden.

Der kom ligesom et Glimt i den Gamles kolde Øjne.

- Naa, ja, ham. Jo, Sagen er den, at jeg i mine unge Dage holdt af en anden Mand. Jeg vilde have ham for alt i Verden. Men min Fader og en anden, satte sig derimod. De tvang mig den Mand paa, som jeg saa senere blev gift med. Men baade han og vore to Børn er døde ....

- Har De mange Penge?

- Jeg har ca. 60,000 Kroner og saa Ejendommen. Der er saa mange Mennesker, der har søgt at faa fat i de Penge paa forskellige Maade. Da det blev vanskelige Tider for Bankerne var der flere, der sagde til mig, at jeg skulde tage Pengene ud af Banken, for den var ikke sikker. Men saadan et Fjols var jeg dog ikke. Jeg skal ikke slaas ihjel for mine Penges Skyld.

- Har De været i Forhør?

- Nej, det har jeg ikke, men der kom en Mand her for nogen Tid siden og talte med mig om Pigens Død. Da han havde faaet en Del Oplysninger, spurgte han mig, om jeg vilde laane ham 3000 Kr. Del vilde jeg naturligvis ikke. Saa spurgte han mig, om ogsaa vilde kautionere for ham, men det fandt jeg heller ingen Grund til.

- - -

Som man ser af det hele, tager Petrea Larsen sig Sagen let.

Nu har Politimesteren i Hillerød modtaget de Rapporter som Sognefogden og Politiet har udarbejdet, og Sagen vil derefter gaa til Statsadvokaten. Antagelig vil Enken komme Forhør en af Dagene.

Ad sandede Hedeveje kommer man over et smukt lyngklædt Terræn til Enke Petrea Larsens Gaard.

(B. T. 30. april 1924, 2. udgave).

Sulte-Dramaets sidste Akt.

Sofie Gundersen, der blev sultet ihjel, begraves i Dag paa Tikøb Kirkegaard.

Den rige Enke havde 200,000 Kroner paa sin Bankbog. - Alligevel sultede hun sin trofaste Pige og gik Tiggergang.

Gaardmandsenken Petrea Larsen.

Den gamle Tjenestepige Sofie Gundersen, der blev sultet ihjel, begraves i Dag paa Tikøb Kirkegaard. Vor Omtale af denne Affære har fremkaldt den største Indignation mod den dødes rige Plageaand og den største Medfølelse med hendes ulykkelige Offer.

De tavse Naboer

Hjælpen der kom for sent.

Men det er for sent at vise Sympati, naar Hjælpen og Sympatien er overflødig. Den skulde selvfølgelig være ydet den Gang, der var Haab om at redde Sofie G.s Liv - redde hende ud af den hjerteløse Kvindes Vold. Vi kan ikke tro andet end at de to Nabofamilier har vidst, hvorledes det var fat derovre I Nabohuset, og de har ogsaa til Betjenten udtalt, at de har set den stakkels Kvinde slæbe sig hjælpeløs og afkræftet hen over Gaardspladsen. Det vilde derfor ikke have været mere end deres Pligt at underrette Familien eller Sogneraadet om, at der var noget, som ikke var rigtigt. Det er et tungt Ansvar, der hviler paa alle dem, der bar forsømt deres Pligt som Mennesker.

Samvittighedens Røst! 

SIipper den rige Enke fri for Straf?

Tilsyneladende gaar Undersøgelsen af Sagen meget Langsom fremad. Politibetjent Hviid. Gilleleje, har foretaget de foreløbige Forhør saavel over Madmoderen som den afdødes Familie og de to Nabofamilier, men den gamle ondsindede Kvinde, der ganske følelsesløst lod sin gennem 27 Aars Tjeneste veltjente Pige ligge og da af Sult, synes ikke engang at være ramt af Samvittigheden. Hun er saa sygelig karrig, at hun end ikke begriber det forfærdelige hun har gjort. Det anfægter hende ikke. Hun mente, at den syge Kvinde lige saa godt kunde dø i sine Pjalter paa Loens Lergulv som paa et Hospital. Og hvis Sofie Gundersen iikke havde samlet Kræfter til at tilkalde sin Broder - ja, saa vilde Døden have Indhentet hende i Loen, og den stenrige Enke vilde ikke fælde nogen Taare af den Grund. Nu mærkede den gamle ulykkelige Pige et Strejf af Venlighed i Dagene før sin Død. Hvis det stod til hendes Madmoder, skulde Sofie Gundersen være begravet i Fattigjord paa Sognets Regning

Den rige Enke i Pjalter.

Tiggersken med en Formue paa 200,000 Kroner.

Den rige Enkes Gerrighed var grænseløs. Om Sommeren klædte hun sig i Pjalter og vandrede til Hornbæk, hvor hun tiggede hos Landliggerne. Hun gik med Tiggerstaven, medens der stod 200,000 Kroner paa hendes Bankkonto. Ofte har Naboerne set hende komme hjem med sin Kurv fuld af Mad. Og de kontante Beløb, hun tiggede sammen, vandrede lige l Sparekassen. Maden nænnede hun ikke at spise, den stod ofte og blev fordærvet, medens hendes Tjenestepige langsomt sultede ihjel.

Skal den 80-aarige straffes?

Petra Larsen - den rige Enke - er 80 Aar. Et Menneske, der har handlet saaledes, som hun har gjort det, mod et af sine Medmennesker, kan ikke være tilregnelig. Det er Ikke vor Sag at dømme. Det maa Samfundet om. Men naar den stakkels forpinte Sofie Gundersen i Dag er sænket i Jorden paa den Lille Kirkegaard, saa vil vi huske, at hendes Plageaand lever. Vi maa forlange, at denne Sag undersøges til Bunds, og at der gives klar Besked om Sultedramaets Enkeltheder.

Sagen er først i Gaar af Politibetjent Hviid afsendt til Politimester Hutzen i Hillerød. En Gang i Løbet af Dagen i Dag eller maaske først i Morgen vil Statsadvokaten træffe sin Afgørelse med Hensyn til Tiltaltes Ansvar. En Ting er givet: Befolkningen paa Egnen har Intet højere Ønske, end at den gamle hjærteløse Gnierske maa komme til Erkendelse af, at hun har begaaet en Forbrydelse mod sin Tjenestepige. Ikke en Røst vil rejse sig til Petra Larsens Forsvar, dersom Politimyndighederne forlanger hende straffet.

(Klokken 5 (København) 30. april 1924).

Dødsannonce fra Frederiksborg Amts Avis 30. april 1924. Begravelsen foregik stilfærdig, præsten var provst Petersen. 

Den gamle Tjenestepiges Død.

Hun var sær og aandsløv; hendes Føde bestod af Rugbrød, Sirup og The.

Politimester Hutzen i Hillerød har igaar fra Statspolitiet faaet Indberetning om de nærmere Omstændigheder, der har foraarsaget den 57aarige Tjenestepige Sofie Gundersens Død paa Esbønderup Sygehus, hvor hun blev indlagt for 14 Dage siden.

Paa vor Henvendelse udtalte Politimesteren iaftes:

- Den gamle Pige er utvivlsomt død af Mangel paa Næring og som Følge af Forsømmelse og Vanrøgt, selv om der ikke ved Obduktionen er fremkommet egentligt Bevis for, at hun er død af Sult.

Hun har i mange Aar tjent bos den næsten 80aarige Enkefrue Petrea Larsen, og de to Kvinder levede meget isoleret.

Sofie Gundersen var noget aandssløv, og Fru Larsen, som er bleven afhørt, har til en Politirapport forklaret, at Pigen var meget sær med, hvad hun vilde have at spise. Hun vilde saaledes aldrig have Kød, men kun Rugbrød, Sirup og The.

Denne Forklaring af Fru Larsen bekræftes for saa vidt af Sygeplejersken paa Sygehuset, overfor hvem hun. medens hun laa syg, stadig forlangte de tre mærkelige Retter. Det er jo ikke helt sandsynligt, at den gamle Pige, som i saa mange Aar har boet hos sin paaholdende Madmoder, har levet sig saaledes ind i de usle og elendige Forhold, at hun aldrig har savnet noget, men hun var meget uhyggelig at se paa og vejede kun ca. 50 Pund.

- Vil der blive rejst Tiltale mod Fru Larsen?

- Naar jeg er færdig med Undersøgelsen, vil Sagen blive indsendt til Statsadvokaten, der skal træffe Bestemmelse derom, men det kan jo blive vanskeligt nok at finde nogen Paragraf i Straffeloven, der rammer et saadant Tilfælde, naar man ikke ligefrem vil anvende Paragraferne om Manddrab. Der er formentlig ikke øvet nogen Tvang mod den gamle Pige, saa jeg kan ikke i Øjeblikket se, hvad Tiltalen mod den 80aarige Fru Larsen skulde gaa ud paa. Det er jo saadan, at man har Straffebestemmelser om Vanrøgt af Dyr, men ikke af Mennesker.

- Er der noget om, at Fru Larsen skulde have været Skyld i sine Børns Død?

- Det er vist kun Fantasi, og jeg har ikke tænkt mig at undersøge det. Saa vidt jeg véd, er hendes to Børn døde i den spæde Alder, men da hun nu er omtrent 80 Aar, maa det jo ligge mindst 40 Aar tilbage i Tiden, og den Undersøgelse kan vist ikke give noget Resultat.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 30. april 1924)

Storbonde-Enken forsøger at forsvare sin Optræden mod Tjenestepigen Signe Gundersen.

Politimester Hutzen slutter i Morgen Undersøgelsen og sender Sagen til Statsadvokaten.

I en Del nordsjællandske Aviser har Storbonde-Enken Petrea Larsen, Villingerød, faaet optaget et Forsvar for den uhørte Hjærteløshed, hun har lagt for Dagen overfor sin gamle Tjenestepige Signe Gundersen. Vi gengiver her Petrea Larsens Indlæg, som bærer tydeligt Præg af at være formet af en velnæret Storbonde-Journalist:

Undertegnede Enke Petrea Larsen, Villingerød Mark, skal i Anledning af de i Bladene Indrykkede Angreb paa mig m. H. t. Signe - ikke Sofie - Gundersens Død bemærke, at det absolut ikke forholder sig rigtigt, hvad der er anført om, at jeg skulde være Aarsag i nævnte Signe Gundersens Død ved at sulte hende ihjel. Signe Gundersen har, lige til hendes Sygdom Indtraf, haft samme Adgang som jeg selv har til at gaa ud i Spisekammeret og der tage Føde til sig.

Da hun blev syg, laa hun i en Stue op til Køkkenet Der var flere Ting, som hun ikke vilde spise. Derimod brugte hun en Del forskellig Medicin. Med Hensyn til Utøj, da har hun haft det i den Tid hun har været hos mig, og da jeg sagde til hende, at hun skulde tage til et Sygehus og lade sig rense, svarede hun, at det vilde hun ikke, saa vilde hun hellere... - . , ,. gaa paa Hovedet i en Tørvegrav. Hun sagde, at hun kunde pille sig. Da jeg i sin Tid tog ophold i "Rusland", vilde Signes Moder, at jeg skulde tage Signe med, og jeg gjorde det, idet jeg sagde, at hun kunde følge med for Føden og Klæderne, hvilket Moderen og Signe indgik paa. Noget almindeligt Fæstemaal blev ikke indgaaet. Signes Broder og dennes Hustru er flere Gange kommet til mig og har set til Signe. Det vilde være mærkeligt om de, hvis der havde været noget forkert i mm Behandling af Signe, Ikke havde skredet ind og forlangt at Signe skulde flytte fra mig. De har aldrig udtalt sig om noget saadant for mig.

At ovenstaaende er i Overensstemmelse med Sandheden, kan jeg edelig bekræfte.

Petrea Larsen.

Her foreligger Tilstaaelse for, at den uhyggelige "Mad"moder i 27 Aar har ladet sin aandssvage Tjenestepige plage af Utøj. Og man søger forgæves en Benægtelse af, at Petrea Larsen har ladet den dødssyge Stakkel ligge i Loen i en Kasse fyldt med skidne, stinkende Klude. Hvor vidt denne Kasse stod i Nærheden af Spisekammeret eller ej er komplet ligegyldigt, eftersom den syge Kvinde hverken kunde gaa eller staa og altsaa heller Ikke slæbe sig hen til Spisekammeret. Men selv om hun havde været i Stand dertil, havde det nyttet hende lidet. Spisekammeret Indeholdt nemlig kun, hvad den robuste Petrea Larsen kunde taale, ikke hvad den svagelige Tjenestepige turde spise.

Men medens hun laa i den mørke Lo, dækket af Pjalter, som krøb mød Utøj, var der én, som glemte hende og forsømte hende. Det var Petrea Larsen, Storbonde-Enken med de 100,000 Kr. paa Kistebunden. Overfor disse kendsgerninger virker alle Forsvarsskrifter som en Krænkelse af de simpleste Sømmelighedshensyn. Der er for Petrea Larsen kun et Standpunkt at tage, nemlig dybt at angre sin grænseløse Ondskab overfor et Medmenneske, der i 27 Aar har været en trofast Tjenerinde. Men her er det, at Offentligheden staar allermest uforstaaende: End ikke efter Signe Gundersens ynkelige Død har "Mad"moderen antydet Gnist af Medfølelse eller lagt mere Deltagelse for Dagen, end om det var en skabet Rotte, der var død i sit Hul. Selvbebrejdelser havde man næppe ventet fra en Storbonde-Enke af denne Type. Men at hun Uskyldighed, er dog et Numer for groft.

Iøvrigt var Politimester Hutzen, Hillerød, i Gaar i Villingerød for personlig at sætte sig Ind i Sagen. Han meddeler, at Signe Gundersen for 30 Aar siden led af Tyfus, og siden den Gang den Gang var hun ikke blot aandssløv, men led ogsaa af daarlig Mave. Dr. Krieger advarede hende mod at spise saltholdig Mad, og denne Advarsel har hun omhyggelig respekteret i 30 lange Aar, ligesom hun ogsaa stadig brugte den Medicin, som der blev anvist hende. Hun vilde gerne have Fisk eller Mælkemad og allerhelst Sødsuppe. Men det fik hun bare ikke. Det var Petrea Larsen, der fastsatte Spisesedlen, og hun havde - mærkeligt nok - en Forkærlighed netop for Saltmad.

Politimester Hutzen indrømmer, at den Afdødes Opholdsrum var et Menneske uværdigt, og han erkender at her foreligger grov Vanrøgt.

- Men, siger Politimesteren, skulde jeg træffe Beslutning, vilde jeg ikke rejse Tiltale, for der findes, saa vidt jeg kan se, ingen Lovbestemmelse, der straffer Petrea Larsens Adfærd.

Politimesteren har tidligere udtalt, at drejede Sagen sig om et Dyr, var han ikke i Tvivl om. at Petrea Larsen skulde sættes under Tiltale. Nu er det kun et fattigt Menneske, der er død paa Grund af Vanrøgt.

Politimester Hutzen slutter Undersøgelsen i Morgen, og Sagens Akter sendes derpaa til Statsadvokaten, der dog maaske kan finde en Paragraf, hvorefter Storbonde-Enken kan drages til Ansvar. Det er maaske ogsaa tænkeligt, at Justitsministeriet vil Interessere sig for denne Sag, der brutalt afslører Underklassens elendige Kaar ude i Landets mørke Egne.

(Social-Demokraten 3. maj 1924).

Storbonde-Enken tilbyder 3000 Kr. i Bestikkelse

Affæren i Villingerød tager en sensationel Vending.

Sagen skulde dysses ned.

Et Blad bragte forleden i forblommede Udtryk den Meddelelse, at Storbonde-Enken Petra Larsen, Villingerød, havde været udsat for Pengeafpresning. En Person havde henvendt sig til hende og sagt, at dersom hun vilde betale ham 3000 Kr., eller kautionere for et saadant Beløb, skulde han drage Omsorg for, at Offentligheden intet fik at vide om Tjenestepigen Signe Gundersens frygtelige Behandling.

Efter den Form Bladmeddelelsen havde, kunde det se ud som om det var en Øvrighedsperson, der saaledes havde misbrugt sin Stilling, og Sagen har da ogsaa givet Anledning til, at der paa Egnen verserer Rygter af den Art. Politimester Hutzen, Hillerød, har derfor ladet iværksætte en grundig Undersøgelse, og den har givet et ret forbløffende Resultat. Herom meddeler Politifuldmægtig Gemzøe.

- Efter at Signe Gundersen havde tilskrevet sin Broder i Harritsø, at hun laa syg og hjælpeløs, tog en Bekendt af Familien til Villingerød Mark for at undersøge hvordan Sagen egentlig forholdt sig. Han fandt den døende, udsultede Kvinde liggende i sin skidne Kasse, dækket af stinkende Pjalter, og oprørt over dette Syn bebrejdede han nu den rige Enke, Petrea Larsen, at hun bød sin fattige Tjenestepige saa dyriske Kaar. Den gamle, gridske Bondekone blev ængstelig og bød Manden 3000 Kr. for at tie med, hvad han havde set. Manden tog ikke mod Tilbudet, men efter at være kommet hjem, tænkte han over sin Situation, og da han var i Forlegenhed, henvendte han sig paany til Enken, idet han opfordrede hende til at yde ham et Prioritetslaan paa 3-4000 Kr. Nu var Enken imidlertid kommet paa andre Tanker og afslog at yde Laanet. Først derefter kom den uhyggelige Sandhed for Dagen, og Signe Gundersen førtes til Sygehuset, hvor hun døde.

Det forekommer os, at denne grimme Tilføjelse til den i Forvejen saa hæslige Affære, stiller Storbonde-Enken i et endnu mere uheldigt Lys. Hun har overfor en konservativ Presse besvoret, at hun har en god Samvittighed, men den der tilbyder en anden Penge for at dække over noget, røber netop en meget befængt Samvittighed. At den nærige Enke i sidste Øjeblik fortrød sit Tilbud ændrer intet ved Sagen.

De her tilvejebragte Oplysninger vil antagelig bidrage til, at Statsadvokaten kræver kriminel Undersøgelse indledet.

(Social-Demokraten 4. maj 1924).

Den gamle Tjenestepiges ynkelige Død.

Politimesteren tvivler om, at der kan rejses Tiltale mod Madmoderen.

Politimester Hutzen i Hillerød har nu afsluttet Undersøgelserne i sagen om den gamle Tjenestepige, Signe Gundersen, der døde af Underernæring.

Gaardmandsenken, Petrea Larsen, Villingerød, har været i indgaaende Forhør, og har forklaret og godtgtort, at hun virkelig har købt Medicin til Pigen, senest den 3. Marts, men om denne "Omsorg" for Pigen er af nogen Værdi, er vist meget tvivlsomt, eftersom man stadig har brugt Medicin efter en Recept, der er udstedt for 15 Aar siden.

løvrigt dækker Gaardmandsenken sig under det Forhold at, den afdøde Kvinde var aandsløv og "sær" og tildels selv Skyld i de ynkelige Forhold, under hvilke hun levede - hun nægtede for Eksempel bestemt at tage Ophold paa Sygehuset for at blive renset for den utrolige Masse Utøj, hun var befængt med, og af den Grund havde Enken ikke villet have hende ind i Stuerne.

De to Kvinder boede meget afsides og alene, og der er ingen, der tilfulde kender dette Forhold, og der er derfor kun Enkens Forklaring at holde sig til.

Politimoster Hutzen erklærer, at han ikke nærer Tvivl om, at den gamle Pige er blevet frygteligt vanrøgtet, men det er dog meget tvivlsomt, om der paa det foreliggende Grundlag kan rejses Tiltale mod Enken.

Statsadvokaten vil nu komme til at sige det afgørende Ord i denne uhyggelige Sag.

(Aftenbladet 5. maj 1924)

Den gamle Tjenestepiges Død.

Ingen Tiltale mod Madmoderen?

Politiet i Hillerød har foretaget en Række Afhøringer i Anledning af den 58-aarige Tjenestepige Sigrid Gundersens Død, og Sagen vil en af de første Dage blive indsendt til Statsadvokaten, som skal tage Bestemmelse om, hvorvidt der skal rejses Tiltale mod den gamle Piges Madmoder, Enkefru Petrea Larsen i Villingerød. "Berl. Tid." har spurgt Politimester Hutzen, om der var kommen noget Nyt frem i de sidste Dage.

- Jeg var i Fredags i Villingerød for at afhøre Fru Larsen, udtalte Politimesteren, og hun gav mig en lang Forklaring om sit Forhold til Pigen. Jeg nærer ikke Tvivl om, at Signe Gundersen er bleven vanrøgtet; men jeg saae dog, at der stod flere Medicinflasker med Pigens Navn paa, og dem maa Fru Larsen have betalt, da Pigen ingen Penge havde. Den sidste var fra 5. Marts i Aar, og der stod en anden Flaske med Kinaroborans, som ogsaa var kjøbt fornylig. Pigen har for 15 Aar siden søgt Dr. Krieger, som gav hende Recept paa noget Medicin, og den gamle Recept er hun vedbleven at kjøbe efter. Dr. Krieger havde sagt, at hun ikke maatte faa Salt, derfor levede hun mest af The, Mælk, Honning, Sirup og andre søde Sager. Hun havde efter Fru Larsens Udsagn ikke villet spise Kjød, men ellers faaet "almindelig Bondekost". Før hun kom paa Sygehuset, laa hun til Sengs paa Gaarden i 8 Dage, og i de første Dage havde hun spist normalt, medens hun intet nød i de sidste Dage. Hun var dog ikke mere syg, end at hun kunde skrive til sin Broder om at komme over og se til hende.

- Har man det Brev?

- Nej, det har Broderen brændt; men efter hvad man siger, indeholdt det ingen Beklagelser eller Bebrejdelser mod Fru Larsen.

- Hvorfor har Familien ikke tidligeretaget sig af Pigen?

- Ja, det er jo ogsaa mærkeligt, at Broderen, der boer i Nærheden, ikke har set til hende i det sidste Aar. For Resten blev der jo ikke øvet nogen Tvang mod hende; hun kunde være gaaet sin Vej, hvis hun syntes, hun blev daarligt behandlet.

- Men de Forhold, hun levede under, var dog meget usle og elendige? 

- Ja, de var nærmest frygtelige. Hun var jo bl. A. fyldt med Utøj, og det var Grunden til, at Fru Larsen ikke vilde have hende inde i Stuen, men lod hende ligge ude i Rummet ved Loen. Fru Larsen forklarede, at hun havde tilbudt Pigen at komme paa Sygehuset for at blive renset for Utøj; men saa havde hun svaret, at hun hellere vilde springe i en Tørvegrav end ind paa Sygehuset. Dette er jo kun Fru Larsens Forklaring; og at den gamle Pige i betydelig Grad har lidt under Mangel paa ordentlig Behandling og Pleje, er der ikke Tvivl om; men hun har jo nok været sær og har maaske ikke ønsket det anderledes.

- Det siges, at Fru Larsen har tilbudt en Mand 3000 Kr. for at hindre, at der kom noget offentligt frem om Pigens Død.

- Ja, det hører jeg i Dag, men det vidste jeg ikke i Fredags. Hun fortalte selv, at en Mand havde villet laane 3000 Kr. af hende, men ikke, at hun selv tidligere havde tilbudt Pengene.

- Vil der kunne rejses Tiltale?

- Jeg tror det næppe; men det bliver jo Statsadvokaten, der skal afgjøre det. Vi har jo i Grunden ikke andet end Fru Larsens Forklaring at holde os til. da Ingen paa Egnen og heller ikke Pigens Familie kom paa Gaarden; og Pigen kunde skrive, hvis hun havde haft noget at beklage sig over; men det har hun altsaa ikke gjort.

(Jyllandsposten 7. maj 1924).

Kinaroborans var en bitter med påståede styrkende egenskaber. Formentlig en slags mirakelmiddel. 

Petrea Larsen blev i slutningen af maj 1924 indkaldt til retten. Dommeren havde stillet et køretøj til rådighed for hende, men hun mødte ikke op. Statsadvokaten rejste ikke tiltale. Politimesteren rejste efterfølgende tiltale efter tyendelovens §§ 7 og 8. Hun blev efterfølgende frifundet for tiltalen efter §7, men fik en bøde på 100 kr. for at have overtrådt tyendelovens § 8 angående natteophold i et uhyggeligt rum m.m., idet det var enkens pligt at drage omsorg for at pigen blev renset for utøj.

Politimester Harry William Hutzen (f. 1872 i Vejle, cand. jur. 1896) var blevet politimester i Hillerød Købstad m. v. fra 24. marts 1921. Hans embedsbolig var i slotsgartnerboligen på Batzkes Bakke.

Vandringsløse Tidende har en nutidig beskrivelse af egnen hvor disse begivenheder fandt sted.

De mystiske Dødsfald paa Statsbanens Centralværksted. (Efterskrift til Politivennen)

De maa sikkert skyldes de usunde Omgivelser.

Saavidt Arbejderne bekendt, er der intet foretaget i den af Bladet den 10. ds. fremdragne Sag ang. de hygiejniske Forhold ved Statsbaneværkstederne. Det er sandsynligvis den samme Opfattelse, der gør sig gældende nu, som da vi for flere Aar tilbage fremdrog Sagen her i Bladet, men Forholdene har i disse Aar udviklet sig i en saadan Grad, at Arbejderne ikke vedblivende vil finde sig i det farlige Naboskab - Kloaksumpen - der jo nu som paavist er langt farligere efter at Inddæmningen i Kalvebodstrand har fundet Sted.

Efter det sidste Dødsfald indsendte Organisationen en Prøve af Olien til Undersøgelse hos den Læge, der havde behandlet Patienten, og herfra er der modtaget følgende Svar:

Lægeerklæringen fra Rigshospitalet.

I den olieagtige Vædske, jeg har modtaget fra Dem, fandtes ingen Bakterier. Det kan saaledes anses for udelukket, at den direkte har haft nogensomhelst Indflydelse paa Sygdomstilfældets Opstaaen.

At den indirekte - gennem sin Fordampning og Dampenes eventuelle skadelige Indflydelse paa Slimhinderne - kan være skadelig, anser jeg ikke for sandsynligt. Herom vil man ialt Fald ikke kunne udtale sig nærmere, før det er oplyst, hvilke kemiske Bestanddele der findes i Væsken.

(sign.)
Carl Sonne.

Om Statsbanerne eller andre Autoriteter herefter vil foretage videre i Sagen, vil Arbejderne vel næppe erfare noget om, men af ovennævnte Erklæring vil man da kunne slaa sig til Ro med, at Faren ikke er at finde Olien, men da de to Dødsfald upaatvivlelig ikke kan tilskrives ganske almindelige Aarsager, ligger det nær at søge Aarsagen i Værkstedets Sundhedsforhold, og vi skal til yderligere Belysning heraf oplyse følgende:

Værkstederne er bygget paa en Skarnbunke.

Værkstederne ligger paa en opfyldt Grund, hvis væsentligste Bestanddel er Dagrenovation. Igennem det store Maskinværksted fører en Hovedkloak,

der har sit Udløb fra Vesterbrokvarteret, og paa sin Vej tager imod Tilløbet fra Værkstedernes W. C.

Fra de / Værkstederne anbragte Rensebrønde opstiger til Tider en ganske ulidelig Stank, og da Værkstedet er som et helt lukket Drivhus, er der ingen Adgang til Fornyelse af Luften.

De Indlagte Varmeledninger, der iøvrigt var beregnet paa at indblæse frisk Luft i Værkstederne, bliver af Sparsommelighedshensyn ikke benyttet, og saalænge Luften udenfor er lige saa daarlig som inde i Værkstederne, vilde det heller ikke være til synderlig Nytte.

"Belvedere-Kloaken«.

"Belvedere-Kloaken" fungerer som en Art Hjælpekloak for den, der fører igennem Værkstedet, idet der paa denne findes Porte, der ved stærkt Tilløb, Regn o. l. automatisk aabner sig, og dens Overflod løber da ud i den aabne Kloak. Ved saadanne Lejligheder flyder da Menneskeekskrementer rundt i flere Dage i den aabne Kloak til de helt opløses eller gaar til Bunds!

Under disse utroligt uforsvarlige hygiejniske Forhold tilbringer Arbejderne 10½ Time daglig i et Statsværksted, og det er nu ikke saaledes, at det her er Arbejderne alene, der beklager sig; alle vore Overordnede lider under akkurat de samme Forhold og er ganske enige med Arbejderne om, at dette sundhedsfarlige Forhold forlængst burde være fjærnet. Skal denne Kloak endnu have Lov at udøve sin Virksomhed i den kommende Sommer, saa lover vi at invitere alle Sundhedsautoriteterne til at stifte nærmere Bekendtskab med den, naar den rigtig en varm Sommerdag staar i fuld Gæring.

En Epidemifare.

VI er ikke forhaabningsfulde, vi venter naturligvis ikke, at man nu straks tager fat paa at ordne dette Forhold, vi venter kun at se, hvem der bliver den næste; thi nu har i ventet i snart 10 Aar paa Forbedringer, og vor største Glæde er nu, saa snart det er Fyraften, hurtigst muligt at søge bort fra Statsbanens Terræn, hen, hvor der blæser en frisk Vlnd, der ligesom giver os nyt Liv; skulle en Epidemi indtræffe, vilde vi vel næppe være saa glade ved hver Dag at forlade en saadan Smittekilde for muligvis at bringe Smitten hjem til Familien.

Vi skal senere komme tilbage til denne Sag og vil vedblive dermed til der bliver taget alvorligt fat paa en Forklaring.

(Social-Demokraten 24. oktober 1917).

Allerede 6. juni 1911 havde Social-Demokraten klaget over at Rosenåen som løb fra Godsbanegården forbi Statsbanernes centralværksted ud til Kalvebod Strand, var en sort, stinkende sump hvis stank generer arbejderne i maskinværkstederne.

Mogens Falk-Sørensen, Stadsarkivets fotografiske Atelier: Vasbygade og DSB-arealet. Optaget fra taget af turbinehallen på H.C. Ørstedsværket. På billedet ses kolonihaver og lokomotivværkstedet på Otto Busses Vej. I baggrunden ses Ingerslevsgade. Foto optaget for Stadsingeniørens Direktorat af Stadsarkivets fotografiske Atelier. 1949. Kbhbilleder. CC-BY.

Fejlagtigt Lægemiddel foraarsager Barns Død. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barns Død, foranlediget ved Udlevering af feilagtigt Lægemiddel. I Anledning af Meddelelsen i vort Numer for den 19de ds. med denne Overskrift have vi modtaget forskjellige Oplysninger, navnlig fra den farmaceutiske Examinand, der har udleveret det dræbende Lægemiddel. Af disse Oplysninger fremgaaer det, at den paagjældende Recept, hvad der ikke er ualmindeligt, navnlig med Fattigvæsensrecepter, var affattet særdeles skødesløst; der var navnlig derpaa ordineret en Formel, som aldeles ikke existerer i nogen Farmakopoe. nemlig Syrupus moschi orientalis, og denne Formel var, hvad der er udtrykkelig forbudt i Lovgivningen, abbrevieret saaledes Syrupus moschi or. Skriften var derhos Høi Grad utydelig, saa at Expedienten læste en i Farmakopoen bekjendt Formel Syrupus morphii acetici, og han skal have faaet Medhold i at læse Recepten paa denne Maade ikke alene af sine Kolleger i Apotheket, men ogsaa af flere ansete Apothekere og lægevidenskabelige Kapaciteter. Dertil kom, at Distriktslæge Storch, hvad der ogsaa udtrykkelig er forbudt i Lovgivningen, ikke havde forsynet Recepten med Signatur, saa at Expedienten ikke kunde se at Medicinen skulde bruges til et Barn, eller i hvor store Doses den skulde indtages; havde han kunnet se dette, vilde hans Opmærksomhed rimeligvis være bleven vakt, men efter Alt hvad der forelaa, og eftersom det, som bemærket, er kun altfor almindeligt, at der indløber skødesløst affattede Recepter, havde han ingen Anledning til at nære nogen Tvivl om at han udleverede et rigtigt Lægemiddel. Dagen efterat Ulykken var passeret, blev den anmeldt for Stadslægen, og denne saavelsom Sundhedskollegiet maa rimeligvis have antaget, at en væsentlig Del af Skylden for den, ja maaske den allervæsentligste, hviler paa Districtslæge Storch; thi de have foranlediget Justitssag anlagt saavel mod ham som mod Expedienten. Districtslæge Storchs Stilling til den hele Sag fremtræder iøvrigt efter de ikke faa Oplysninger, vi have modtaget, i et ejendommeligt Lys; han har fra Begyndelsen villet vælte hele Skylden over paa Expedienten og har endog villet paastaa, at denne havde forbyttet Flaskerne til to Recepter, den ene paa Morfin, den anden par Moskus, men denne Paastand har han senere i Expedientens Nærværelse maattet frafalde. Sagen er, som ovenfor omtalt, nu Gjenstand for en Retssag, og da den deri faldende Dom om føie Tid vil foreligge Offentligheden, vil det neppe vare længe, inden det vil komme til dennes Kundskab, hos hvem Skylden for den passerede Ulykke hovedsagelig er at søge.

(Dags-Telegraphen (København) 13. juni 1868).

Fotograf Moritz Unna (1811-1871): Oscar Paolo Samuel Storch (1833-1896). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De implicerede i sagen var barnet Elsine C. M. A. R, distriktslæge Storch og exam. pharm. Lorentzen.

Distriktslæge Oscar Paolo Samuel Storch (1833-1896) vandt 1857 en pris for en af Videnskabernes Selskab stillet opgave om guano. Han tog lægeeksamen 1858 og var de følgende år kandidat ved Almindeligt Hospital, 1861-62 læge ved Sygehjemmet og samtidig kirurgisk prosektor, 1862-65 reservemedikus ved Almindeligt Hospital og det nye Kommunehospital. Han var medredaktør af Hospitalstidende og 1864-65 læge ved den mediko-pneumatiske anstalt. I 1865 erhvervede han sig doktorgraden for en afhandling om den akute fosforforgiftning, foretog derpå med stipendium en studierejse og konkurrerede 1867 til det nye lektorat i retsmedicin og hygiejne hvor han vandt over den senere (1886-1897) stadslæge i København Just Adam Christian Tryde (1834-1904). Han flyttede i 1869 fra Fødselsstiftelsen til Nørrebro 11, stuen. 1868-70 var Storch distriktslæge på Nørrebro.

Sundhedskollegiet konkluderede at Storch ikke kunne frikendes for al skyld ved at have udstedt en uhjemlet formel der var ubekendt for farmaceuten, skærpet af en utydelig håndskrift og forkortet. Heroverfor burde ekspedienten ikke have udleveret medikamentet uden at være fuldkommen sikker på hvad der stod før han havde henvendt sig til en læge. Desuden var det kritisabelt at der ikke stod at det var til et barn. Udtalelsen overlod herefter fejlgrebene til øvrigheden.

I den efterfølgende sag blev stadslæge Schleisner bedt om en udtalelse. Han stillede tvivl ved dødsårsagen og mente ikke at nogen af de implicerede personer kunne have noget strafansvar. Sundhedskollegiet svarede at udtalelsen ikke var særlig klar, og han måtte komme med en uddybning. Materialet blev overbragt Kriminal- og Politiretten som efter en undersøgelse igen bad Sundhedskollegiet om en udtalelse ud fra dette, bl.a. forhørene. Den fremkom i januar 1869. Det omtalte materiale er gengivet i uddrag nedenfor:

Ved at fremsende Udskrift af et Forhør, der var optaget ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret til Oplysning om Barnet Elsine C. M. A. R.'s Død, foranlediget ved feilagtig udleveret Medicin fra Nørrebros Apothek, udbad Politidirektøren sig i 399, forinden Bestemmelse toges om, hvorvidt der maatte være Grund til Tiltale mod Dr. med., Distriktslæge Storch og Exam. pharm. Lorentzen eller mod Nogen af dem, for ved Uagtsomhed at være bleven Aarsag til det nævnte Barns Død, Kollegiets Yttringer over Sagen.

Under 29de Mai 1868 tilstillede Stadslæge, Justitsraad Schleisner Kollegiet følgende Skrivelse (266):

"Jeg undlader ikke herved at give Kollegiet Underretning om et beklageligt Tilfælde, som er indtruffet for Distriktslægen i 4de udenbys Distrikt, Dr. med. Storch. Ved at udfærdige en Recept paa en Moschussaft for et 14 Maaneder gammelt Barn blev denne Recept af Expedienten Lorentzen paa Nørrebros Apothek læst som Morphinsaft og expederet som saadan, hvorved Patienten døde efter den første Indgivt. Som det vil sees af den hosfølgende Recept, maa Misforstaaelsen fra Expedientens Side ansees for undskyldelig, saa meget mere som der blandt de af Lægerne brugte officinelle Formler ikke findes nogen Formel for Moschus-, men derimod for Morphinsaft (rigtignok med en fra den her brugte forskjellig Specialdosis), og jeg troer derfor neppe, at der kan være Tale om noget Strafansvar for Expedienten ligesaa lidt som for Lægen, og at navnlig ikke Straffelovens § 198 her kan finde nogen Anvendelse. Derimod kan man med Rette gjøre Lægen den Bebreidelse, at han ikke har forsynet sin Recept med Signatur, hvorved maaskee denne beklagelige Misforstaaelse vilde være bleven undgaaet, og jeg skal derfor bemærke, at, da jeg ved denne Leilighed er kommen til Kundskab om, at flere af Byens Distriktslæger have for Skik ikke at forsyne deres Fattig-Recepter med Signatur, har jeg i den Anledning draget Omsorg for, at der gjennem Magistratens 3die Afdeling er blevet udstedt et Cirkulære til samtlige Byens Distriktslæger, hvori denne Forpligtelse bliver dem indskjærpet.

Iøvrigt skal jeg ikke tilbageholde den Bemærkning, der fra Apothekernes Side hyppigt føres Klage over Lægernes skjødesløse Receptskrivning, en Uskik, der næsten synes at være i stadig Tiltagende, og jeg skal derfor henstille til Kollegiets nærmere Overveielse, hvorvidt der maatte være Anledning til at paalægge samtlige Læger at forordne alle Lægemidler, hvor Specialdosis er 2 Gran og derunder, paa magistrel Maade, uden Hensyn til de bestaaende Formler. Om der fremdeles maatte være Anledning til specielt at gjøre opmærksom paa Forvexlingen af Moschus med Morphinsaft, da en saadan, efter hvad der er blevet mig meddeelt, oftere skal være indtraadt, skal jeg ligeledes henstille."

Herpaa svarede Kollegiet Stadslægen under 17de Juni saaledes:

"I Anledning af Hr. Justitsraadens Skrivelse af 29de f. M., hvori De indberetter til Sundhedskollegiet et Forgiftningstilfælde, som er foranlediget derved, at der fra Nørrebros Apothek er udleveret Morphinsaft istedetfor Moschussaft, skal Sundhedskollegiet, ved at tilbagesende den Recept, hvorefter det omhandlede Middel er udleveret, herved underrette Dem om, at det under Behandlingen af en foreliggende almindelig Sag vil komme under Overveielse, hvilke Regler der ville være at indskjærpe til Iagttagelse ved Receptskrivning; men imidlertid maa Kollegiet bifalde det Skridt, De har foretaget til at paaminde Byens Distriktslæger om, at deres Fattigrecepter forsynes med Signatur.

Hvad selve det omhandlede Forgiftningstilfælde angaaer, da er det efter Deres Anmeldelse ikke klart for Kollegiet, at der ikke er Anledning til at foranledige Sag anlagt i Henhold til den almindelige borgerlige Straffelovs § 198."

Efter Modtagelsen af denne Kollegiets Skrivelse gjorde Stadslægen i Skrivelse af 20 de Juni Anmeldelse til Politidirektøren om det indtrufne Tilfælde. "Hvad denne Sags Realitet angaaer hedder det i denne Skrivelse da maa jeg udtale mig derhen, at jeg ikke skjønner, at der kan være Tale om noget egenligt Strafansvar, hverken for Expedienten eller Lægen. At Expedienten har læst syrupus moschi orientalis som syrupus morphii acetici, maa, som det vil fremgaae af den hoslagte Recept, ansees for undskyldeligt, og denne Feiltagelse er in casu saa meget mere forklarlig, som der blandt de af Lægerne brugte officinelle Formler ikke findes nogen Formel for Moschus-, men derimod for Morphinsaft, rigtignok med en fra den her brugte forskjellig Specialdosis. Hertil kan endnu føies, at Dr. Storch boer i Apothekets Gaard, saa at det maa antages, at Expedienten ikke har havt mindste Tvivl om Rigtigheden af sin Læsning, da han i modsat Fald let vilde kunne haye hentet den fornødne Oplysning hos Lægen. Hvad Udfærdigelsen af Recepten angaaer, da skjønner jeg ikke, at den er utydeligere affattet end de fleste af Lægerne udfærdigede Recepter. Vistnok vil man med Rette kunne gjøre Lægen den Bebreidelse, at han ikke har forsynet sin Recept med Signatur (Angivelse for Patienten om, hvor ofte det foreskrevne Middel skal bruges), da Expedienten maaskee derved vilde være kommen i Tvivl om Rigtigheden af sin Læsning; men i saa Henseende maa be mærkes, deels at Dr. Storch oftere har forskrevet Moschussaft uden Signatur, deels at Undladelsen af Signaturen ved et saa uskyldigt og mildt virkende Middel som Moschussaft vanskeligt kan betragtes som Tegn paa en uforsvarlig Uagtsomhed eller Skjødesløshed fra Lægens Side. Jeg skjønner saaledes ikke rettere, end at dette ulykkelige Tilfælde ene maa tilskrives en høist beklagelig Misforstaaelse. Næst at bemærke, at jeg, navnlig da jeg var kommen til Kundskab om, at Distriktlsægerne i Fattigpraxis meget ofte undlade at signere deres Recepter, heraf har taget Anledning til at udvirke, at der gjennem Magistratens 3die Afdeling er blevet udstedt et Cirkulære til samtlige Byens Distriktslæger, hvori denne Forpligtelse bliver dem indskjærpet, skal jeg derfor ganske henstille til Deres Høivelbaarenhed, hvorvidt det maatte ansees rigtigt, at der foretages videre i denne Sag."

Sagen blev derefter overgiven til Kriminal- og Politirettens Behandling, og ved de i denne Anledning optagne Forhør ere følgende nærmere Oplysninger i samme fremkomne. Da det 14 Maaneder gamle Pigebarn Elsine C. M. A. R. havde havt Kighoste i omtrent 4 Uger, lod Moderen i Begyndelsen af Mai Maaned 1868 Barnet tilsee af Distriktslægen i 4de udenbys Distrikt, Dr. med. O. Storch; Barnet fik en Brystsaft med Moschus, og efter 14 Dages Forløb var ifølge Moderens Forklaring Hosten ogsaa i Aftagende, da Dr. Storch den 22 de Mai skrev følgende Recept for det: "Rp. Syrup. moschi or. grij-3j d." Recepten blev sendt til Nørrebros Apothek, hvor Exam. pharm. Lorentzen, som expederede efter den, læste Ordene "moschi or." for "morphii ac." og udleverede en Saft med 2 Gran morphium aceticum. Ved Modtagelsen saae Moderen strax, at Medicinen denne Gang var forandret, idet Saften nu var ganske hvid, medens den tidligere havde været brun; men, da hun ved at smage paa den, fandt den "sød og behagelig", antog hun, at Lægen denne Gang havde ordineret Altheasaft. Kl. 934 Aften fik Barnet en Theeskeefuld af Saften, og det varede ikke længere end 2-3 Minuter, inden det faldt i en meget haard Søvn, som vedvarede hele Natten igjennem; da Moderen saae til det Kl. 3, var det dødt, efterat det en halv Time i Forveien endnu var befundet sovende. Hun underrettede derefter Lægen om det Passerede, og Kl. 8-9 indfandt han sig, besigtede Liget og bad om Resten af Saften, idet han sagde, at han vilde lade den undersøge paa Apotheket. Omtrent en Time efter kom han igjen og beroligede Moderen med den Forklaring, at Barnet ikke havde faaet anden Medicin end den, som det skulde have. Paa Forlangende gav han Konen en Dødsattest, hvorpaa som Dødsaarsag stod angivet: tussis convulsiva. Da Dødsaarsagen stod paa Latin, viste hun Dødsattesten til tvende navngivne Personer, og af deres Udtalelser synes hun at have fattet Mistanke om, at der var noget Galt med Hensyn til Barnets Død. Hun gik derfor igjen til Lægen og foreholdt ham Sagen, hvorefter han meddeelte hende, at Barnet var dødt ved Nydelsen af en feilagtig Medicin, idet Expedienten paa Apotheket ikke havde læst Recepten rigtigt. Han tog nu den først udstedte Dødsattest tilbage og udfærdigede en anden, hvorpaa som Dødsaarsag var anført "veneficium morphii". Saaledes ifølge Moderens Forklaring. Med Hensyn til Moderens Yttringer, at Barnet var bedre, da han den 22de Mai skrev den omhandlede Recept, har Dr. Storch bemærket, at efter hans Skjøn var dette ingenlunde Tilfældet, og at denne Omstændighed netop var Grunden til, at han forskrev en stærkere Medicin. Grunden, hvorfor han først sagde til Moderen, at Barnet ikke havde faaet urigtig Medicin, forklarer han at være den, at han efter Omstændighederne ansaae det for bedst, at hun ikke erfarede Sagens rette Sammenhæng, da dette, som Sagen nu engang stod, ikke vilde være hende til nogen Nytte. Han gav hende da Dødsattesten med tussis convulsiva som Dødsaarsag. Da hun derefter atter kom til ham, og han af hendes Yttringer kunde skjønne, at hun havde et Slags Forestilling om, at der var skeet en eller anden Feiltagelse, forklarede han hende Sagens virkelige Sammenhæng og udstedte nu den anden omtalte Dødsattest. Med Hensyn til Barnets Dødsaarsag har Dr. Storch bemærket, at, skjøndt Barnet var haardt angrebet af Kighoste, og det vilde være vanskeligt at sige, hvorvidt det kunde være blevet helbredet for denne Sygdom, saa nærer han dog ingen Tvivl om, at den nærmeste og umiddelbare Aarsag til Barnets Død har været Nydelsen af den Samme feilagtigt givne Medicin, hvorhos han har tilføiet, at der muligen ved Modmidler, indgivne det inden dets Død, med Held kunde være arbeidet mod Morphinens Virkning, ligesom ogsaa det ordinerede Qvantum, anvendt paa en Voxen, ikke vilde have havt dødelig Virkning. Hvad dernæst selve Receptens Affattelse angaaer, bemærker Dr. Storch, at Recepten er affattet med samme Haandskrift som hans øvrige Recepter, og at den ved Sammenligning vil findes at være ligesaa tydelig som, om ikke tydeligere end de fleste andre Recepter, hvorefter der dagligen expederes i Stadens Apotheker. Med Hensyn til, at der ikke blandt de officinelle Formler forekommer en Formel for syrupus moschi orientalis, bemærker han, at syrupus moschi sælges i Haandkjøb paa de fleste Apotheker, og at han selv faa Dage forinden netop fra Nørrebros Apothek har faaet expederet en Recept lydende paa syrupus moschi (hvorom Mere nedenunder). Naar han ikke har tilføiet nogen Signatur paa Recepten, da hidrører dette derfra, at han, da han blev Distriktslæge i Februar Maaned 1868, af Forskjellige af sine Kolleger hørte, at de ikke brugte at forsyne deres Recepter med Signatur, fordi de, som det rigtignok bagefter har viist sig, med Urette, antoge derved at spare Fattigvæsenet nogen Udgift, idet der nemlig paa Apothekerregningen foruden for selve Medicinen beregnes Betaling for Ombinding, Prop og Signatur. Han har derhos for sit eget Vedkommende anseet Signaturen for temmelig overflødig, i det mindste ligeover for den fattige Deel af Befolkningen, da denne vanskeligt kan læse, hvorimod han har lagt Vægt paa udførligen mundligt at instruere Vedkommende i saa Henseende. Exam. pharm. Lorentzen har forklaret, at han aldeles ikke nærede nogensomhelst Tvivl om, at det paa Recepten forskrevne Medikament var syrupus morphii acetici, idet han ikke kjender nogen Formel for syrupus moschi orientalis. Havde han næret nogensomhelst Tvivl, vilde han ikke have undladt at henvende sig enten til Apothekern eller efter Omstændighederne til Dr. Storch, som boer paa Apotheket. Han fremhæver, at han, hvis der havde været Signatur, lydende paa, hvor hyppigt Medicinen skulde tages, eller hvis der havde været antydet, at Lægemidlet var bestemt til et Barn, med Lethed vilde være bleven opmærksom paa sin Feiltagelse, og Ulykken saaledes være forebygget, og han anfører i Forbindelse hermed, at han for ikke længe siden netop ved Hjelp af Signaturen opdagede en Feilskrift paa en Recept og, ved at henvende sig til vedkommende Læge, fik Feilen rettet. Hertil har Dr. Storch bemærket, at, skjøndt han ikke vil modsige, at Signaturens Tilføielse undertiden kan være veiledende for Expedienten, saa er dette dog kun undtagelsesviis saa, og det er i alt Fald ikke sammes egenlige Hensigt. Der gives desuden, som han tilføier, en Maade at anføre Signaturen paa, der er meget gængse, og hvorefter den antydede Veiledning i ethvert Tilfælde aldeles vil mangle, nemlig naar det hedder "at bruge efter Aftale". Han bemærker derhos, at der paa Fattigvæsenets Recepter blot nævnes Navnet, uden at der tilføies Noget om Personens Alder eller deslige, med mindre Talen er om udøbte Børn, hvor Navnet af den Grund ikke kan anføres. Paa Anledning har Exam. pharm. Lorentzen derhos forklaret, at det forholder sig rigtigt, at der for Signatur, Prop og Ombinding, uden Hensyn til Lægemidlets Værdi, beregnes 212 ẞ, uden at der dog atter gjøres nogen Sondring mellem disse 3 Poster indbyrdes. Der fremlagdes i Retten en den 18de Mai af Dr. Storch skreven Recept paa Moschussaft (saaledes lydende: Rp. Syrup. moschi gr.ij-3j d.), efter hvilken der rigtigen var udleveret den forlangte Moschussaft. For saa vidt der paa denne Recept staaer "syrup. moschi" og ikke "syrup. moschi orient.", som paa den den 22de Mai udstedte, bemærker Dr. Storch, at dette er en ligegyldig Omstændighed, og at man snart tilføier, snart undlader at til. føie Ordet "orientalis" i Abbreviation. Med Hensyn til hin Recept har Lorentzen, der iøvrigt ikke er den, som har expederet efter den, forklaret, at, ligesom den er tydeligere skreven, saaledes vilde han vanskeligen kunne have expederet feil efter den, netop fordi den lyder paa syrup. moschi alene uden Tilføining af Abbreviationen "or.", idet han, selv om den havde været mindre tydeligt skreven, vanskeligen vilde have kunnet læse den som forskrivende syrupus morphii, da der nemlig ikke er nogen Formel, som lyder paa syrup. morphii alene, hvorimod Formlen er for syrupus morphii acetici. Det var nemlig det abbrevierede "orientalis" paa den omhandlede Recept af 22de Mai, der af ham blev læst som en Abbreviation for "acetici" og derved atter foranledigede ham til at læse det mindre tydeligt skrevne Ord moschi som morphii.

I Svarskrivelse til Politidirektøren af 24de September bemærkede Kollegiet:

"Ved de Kollegiet tilstillede ufuldstændige Oplysninger, hvorved der særlig findes Anledning til at beklage Mangelen af Obduktion af Barnets Lig, er det ikke fuldkomment godtgjort, at Barnets Død er bevirket ved den det indgivne Morphinsaft, om end Sandsynligheden taler derfor.

Med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvem Ansvaret for den skete Feiltagelse paahviler, skal Kollegiet anføre, at det var Lægens Hensigt at forskrive et ikke farligt Medikament; men denne Hensigt er udført paa en Maade, som i flere Henseender maa dadles: han har villet forskrive moschus orientalis blandet med en Syrup, og istedetfor, som han burde, at forskrive Moschus blandet i en bestemt angiven Syrup, har han forskreven Blandingen, som om der existerede en officinel Formel for den, hvilket ikke er Tilfældet; der findes ikke i nogen offenlig autoriseret eller almindeligt bekjendt privát Pharmakope nogen syrup. moschi orientalis. Det er bekjendt, at Apothekerne uden særlig Hjemmel, naar der i Haandkjøb forlanges "Moschussaft", udlevere Moschus tilsat en af dem selv valgt Saft, saa vidt vides Altheasyrup; om nu end Valget af Saften her i Regelen er ligegyldigt, saa er dog dette Forhold af flere Grunde en Uskik, som Lægen i sin Receptskrivning ikke bør følge, da han derved nøder Pharmaceuten til et saadant vilkaarligt Skjøn, som ellers ikke er ham tilladt.

Naar Lægen nu i nærværende Tilfælde har benyttet en Formel, som ikke har nogensomhelst Hjemmel, og som er ubekjendt for Pharmaceuten, og naar han derhos skriver denne saaledes abbrevieret og med saa utydelig Haandskrift, at den, hvad ikke kan benægtes, faaer nogen Lighed med en utydeligt skreven, Pharmaceuten bekjendt Formel, syrupus morphii acetici, saa kan Lægen neppe frikjendes for al Skyld i den skete Feiltagelse. Sees imidlertid hen til, at det Medikament morphium aceticum, som Pharmaceuten har meent at maatte læse paa Recepten, er af den Betydning, at han ikke bør udlevere det, naar han ikke er fuldkommen sikker paa, at det er det, som Recepten lyder paa, da er han sikkerlig heller ikke uden Skyld. Skriftens Utydelighed og den Omstændighed, at Recepten foreskriver gr.ij-3j, medens den formeentlig forskrevne Formel indeholder morphii acet. gr.j, syrupi sacchari 3iv, maatte gjøre ham meget tvivlraadig og bringe ham til ikke at udlevere et saa farligt Medikament, uden forinden at have henvendt sig til den ham bekjendte, i samme Hus boende. Læge; dog er det i saa Henseende uheldigt, at Lægen ei paa Recepten havde antydet, at det forskrevne Medikament var bestemt for et Barn, og hvorledes det skulde anvendes.

Det lader sig saaledes ikke nægte, at saavel Lægen som Pharmaceuten i denne Sag har ladet det mangle paa den fornødne Opmærksomhed; hvorvidt deres Feilgreb bør paatales af Øvrigheden, tilkommer det ikke Kollegiet at afgjøre."

I 560 fremsendte derefter Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret Ákterne i den mod Dr. med. Storch og Exam. pharm. C. Lorentzen nu anlagte Sag med Anmodning til Kollegiet om at afgive yderligere Erklæring over det i det sidst optagne Forhør (den 9de December) Fremkomne, og navnligen om og hvorvidt det kan ansees som sædvanemæssigt at benytte Abbreviationer i Recepter.

Efrerat Kollegiet i denne Sag havde afgivet sin Erklæring af 24de September til Politidirektøren, blev der beordret Sag anlagt mod de Paagjeldende. Under det sidst optagne Forhør fremlagdes følgende Skrivelse fra Stadslægen af 4de December: "I Skrivelse af 27de f. M. har Kriminal- og Politiretten forlangt min Erklæring angaaende den Uovereensstemmelse, der finder Sted mellem min af 20de Juni og den af det kgl. Sundhedskollegium af 24de September d. A. afgivne Betænkning angaaende Aarsagen til Barnet Elsine C. M. A. R.'s formeentlig ved feilagtig indgiven Medicin stedfundne Død. I den Anledning skal jeg ikke undlade at bemærke, at, for saa vidt det kgl. Sundhedskollegium har udtalt det som tvivlsomt eller i alt Fald som ikke fuldkomment godtgjort, at Barnets Død er bevirket ved den indgivne Morphinsaft, i hvilken Anledning Kollegiet beklager Mangelen paa foretagen Obduktion da skjønner jeg ikke rettere, end at det navnligen maa være Kollegiets Sag nærmere at motivere denne Udtalelse. For mig blev Sagen anmeldt som et Dødsfald, foranlediget ved den feilagtige Indgivelse af en Morphinsaft, og den behandlende Læge, Dr. med. Storch, yttrede ikke nogensomhelst Tvivl i saa Henseende med Hensyn til Dødsaarsagen. Til at lade foretage Obduktion var der saà meget mindre Anledning, som jeg efter Alt, hvad der forelaae, maatte ansee denne tilfældige Forgiftning som fremkaldt ved en høist beklagelig Misforstaaelse uden noget egenligt Strafansvar for nogen af de deri implicerede Personer, og som Sagen først blev indledet til retslig Undersøgelse ved min Skrivelse til Politidirektøren af 20de Juni, altsaa en Maaned efter Barnets Død. Hertil kan jeg endnu ikke undlade at føie den Bemærkning, at, saafremt den af det kgl. Sundhedskollegium opkastede Tvivl angaaende Aarsagen til Barnets Død er beføiet, da forekommer dette mig at være en yderligere Grund til, at man havde ladet denne Sag beroe ved de Oplysninger, som ved den foreløbige Politiundersøgelse vare blevne bragte tilveie."

Dr. Storch har, efter at være bleven gjort bekjendt med denne Stadslægens Skrivelse, udtalt, at han fremdeles maa fastholde sin tidligere yttrede Formening om Kausalitetsforholdet mellem Barnets Død og den Samme indgivne Morphinsaft. Han beder derhos endnu bemærket, at han efter sin Erfaring og Praxis har anseet Formlen syrupus moschi for at være fuldberettiget og forstaaelig, om den end ikke er officinel, ligesom der blandt Andet fra Christianshavns Apothek i Haandkjøb udleveres Medicin med Paaskrift "Syrupus moschi". Han beder ligeledes fremhævet, at han ikke har kjendt noget Lovbud eller nogen Praxis, hvorefter det skulde være nødvendigt at anføre Andet end Personens Navn, uden at der derimod er nogen Nødvendighed for at betegne den som Barn, end sige anføre dens Alder. Endelig have saavel han som Exam. pharm. Lorentzen bemærket, at efter deres Erfaring blive Abbreviationer hyppigt anvendte i Recepter.

Kollegiet erklærede derefter i Skrivelse af 12te Januar 1869:

«Kollegiet finder sig ikke foranlediget ved det i bemeldte Forhør Fremkomne til at forandre sin i Skrivelse til Politidirektøren af 24de Sept. f. A. udtalte Anskuelse saavel om Sagen i det Hele som om, hvorvidt Kausalforholdet mellem Barnets Død og den indgivne Morphinsaft er godtgjort. Det fremsatte Spørgsmaal, om og hvorvidt det kan ansees sædvansmæssigt at benytte Abbreviationer i Recepter, maa besvares derhen, at det vistnok er Sædvane at benytte Abbreviationer, dog ikke saaledes, at det kan medføre nogen Vanskelighed for Apothekeren at forstaae, hvad der menes."

(Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1868, s. 95-106)

Sagen fik tilsyneladende ikke de store konsekvenser for Storch. Han var 1870-75 læge ved Københavns Amts sygehus, 1869-96 ved Ladegårdens sygeafdeling, 1873-79 ved Københavns Amts Ting- og Arresthus. 1871-74 var han censor ved lægeeksamen og virkede i et længere tidsrum som klinisk privatdocent med brystsygdommene som specialæmne. I 1874 blev Storch medlem af Sygehjemmets bestyrelse, 1882 meddirektør for lægernes enkekasse. I 1894 fik han professortitelen. I 1869 ægtede han Marie Félicité Louise Gamél, datter af grosserer Antoine Gamél. Han er begravet på Assistens Kirkegård.

Forgiftede Sviin paa Lossepladser. (Efterskrift til Politivennen)

Forgiftning af Sviin paa Hovedstadens lossepladser. Det er bekjendt, at Eierne eller Leierne af de Pladser, hvor Nat- og Dagrenovationen udlosses, holde en stor Mængde Sviin. Disses Antal udgjorde ifjor Foraar, ifølge en af Stadslægen, Dr. Schleisner, med Sundhedspolitiets Bistand, foretagen Undersøgelse, ikke færre end 646. Blandt det Affald, som kjøres ud paa disse Pladser, findes der ikke sjelden giftige Substantser, og Dr. Schleisner beretter i sit nylig udkomne interessante Skrift: "Bidrag til Belysning af Asphyxien og Døden", at det ved den nævnte Undersøgelse viste sig, at dødelige Forgiftninger indtraf saa hyppigt, at blandt de 11 Ihændehavere af disse Lossepladser, de 10 af disse alene i eet Aar (1865) derved havde mistet c. 50 Sviin. Det oplystes bl. A., at der meget hyppigt blandt det udkjørte Affald fandtes Æsker med Rottepiller og Rottesalve (Phospor); engang fandtes der endog en heel Foustage af Phosporstikker (fordærvede ved Fugtighed), og en enkelt af de Paagjældende angav, al han for nogle Aar siden paa een Dag havde mistet 16 Sviin, i hvilket Tilfælde det senere oplystes, at det hidrørte fra Affald fra en i Byen værende Svovlstikkefabrik. Alle vare enige om, at disse Forgiftninger især fandt sted kort efter hver Flyttedag. For at overbevise sig om, at her ikke forelaa en mulig Forvexling med Miltbrand, eller maaskee med en acut Trichonose, beordrede Dr. Schleisner de næste indtrædende Dødsfald blandt Svinene anmeldte for Sundhedspolitiet, og det viste sig da i disse Tilfælde, at Døden var fremkaldt ved Phosphorforgiftning. Skjøndt nu dennes Beskaffenhed vanskelig kan miskjendes, da Kjødet derved bliver saa misfarvet, at det umuligt kan afsættes i Handelen, er det - bemærker Forf - "ikke sikkert, at jo et og andet Sviin, som fik en mindre Dosis, og som overlevede den første acute Forgiftning, kunde slippe igjennem til Slagtning", Dr. S. tilføier, "at det altsaa vil skjønnes, at Svinekjød paa tredobbelt Maade kan blive farligt, nemlig ved at overføre Trichiner, Miltbrand (der hos os væsentlig kun opstaaer hos Sviin) og Gift (navnlig Phosphor, Arsenik og Antimon), og at han af disse anseer den ucomplicerede Trichinose, hvis Dødsmaade endnu langtfra er tilstrækkelig oplyst, for "mindst farlig". Fra et sanitairt Synspunkt, bemærker han, burde det vistnok Neppe tillades at holde Sviin paa lossepladser, "men at sætte dette igjennem, vil være forbundet med overmaade store Vanskeligheder". - Det forekommer os imidlertid, at denne Sag er af saa stor Vigtighed, at Spørgsmaalet ikke bør forblive staaende derved, men at der fra Sundhedspolitiets Side maa skee Noget til Betryggelse og Beroligelse for, at ligesaalidt forgiftet som trichinbefængt Svinekjød kommer i Handelen. Dr. Schleisner indrømmer Hensigtsmæssigheden af, at en Chemiker og navnlig en Veterinairkyndig fik Sæde i Sundhedscommissionen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. marts 1868).

Ifølge opgørelse fra Københavns Politi fra 1868 var der ved udgangen af 1865 1.316, ved udgangen af 1866 946 og ved udgangen af 1868 834 svin, heraf 416 på åbne lossepladser. Koholdet var i samme årstal 3.106, 2.839 og 2.560 - ved udgangen af 1868 2.555. Svinene vedblev at være på lossepladserne. I 1887 udbrød der svinedifteritis, og besætninger blev slået ned på 7 lossepladser på Amager og 2 i Københavns Amts nordre birk. Der blev dræbt 823 svin. Lov af 14. december 1887 forbød herefter svinehold på lossepladser. Et andragende til ministeriet om at tilbagetrække loven blev afslået i 1889. I 1895 fik en husejer i Sundbyøster en bøde i politiretten for at have haft 8 store svin gående på en losseplads. Herefter blev der i aviserne stille om fænomenet.

Brøndgravere døde i Helsingøer og Vibenshuus. (Efterskrift til Politivennen)

I Helsingør har Uforsigtighed kostet tvende Mennesker Livet. En Grundeier der i Byen, som ønskede en i 13 Aar ikke aabnet Brønd af 11½  Alens Dybde efterseet og renset, overdrog dette Hverv til Byens Vandkiger, som i Løverdags sendte 2 af sine Folk til at udføre Arbeidet. 2 Timer efter at Dækslet var aftaget og en Stige nedladt, steg den Ene ned, men ankommen midt paa Stigen, tumlede han ned i Brønden. Den Anden, der vilde redde ham, steg derpaa ligeledes ned, men deelte øieblikkeligt sin Kammerats Skjæbne. Med megen Anstrængelse fik man Begge op ved Hjalp af Brandhager, men som Liig. - Som bekjendt udvikler der sig ofte i lange tillukkede nogenlunde dybe Brønde forskjellige Luftarter, især Kulsyre og Svovlbrint, af hvilke navnlig førstnævnte er meget farlig, og som oftest dræbende for hvert animalsk Liv; da disse Luftarter ere tungere end den atmosphæriske Luft, uddrive de under Udviklingen denne af Brønden indtil i en Afstand af 5 a 6 Alen fra Overfladen. Tilstedeværelsen af saadanne giftige Luftarter kjendes ved Nedsænkning af et brændende Lys i Brønden, idet dette kun kan brænde saa lange den atmosphæriske Luft er tilstede, men udslukkes, saasnart det naaer ned under denne i hine Luftarter. Dette Forsigtighedsexperiment var ved hint sørgelige Tilfælde ikke blevet iagttaget. - Stadphysicus Klem, som strax blev hentet, da Ulykken var skeet, lod Forsøget foretage, men Lyset slukkedes i en Dybde af 5 Alen; et næste Dag gjentaget Forsøg viste samme Resultat. (Hels. A.) 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. juli 1849)

Mærkeligt nok er der i Nærheden af Kjøbenhavn passeret en ganske lignende Begivenhed som den i Helsingør med den forgiftede Brønd. I Løverdags skulde der i en i Store Vibenshuus værende Brønd, der ikke havde været brugt siden sidste Vinter, nedsættes et nyt Pumpetræ. En Brøndgraver, Peter Larsen, var nede og skulde i 5 Alens Dybde slaae en Klampe fast, da han tabte sin Hammer; han lod sig da Heise ned med Spanden i en Dybde af 12 Alen, men idet han gav Signal til at trækkes op, faldt han død om, dræbt af de ved Kulsyren og Svovlbrinten udviklede giftige Dunster. Man troede, at han kun var kommen tilskade ved at stude sig, og en anden Brøndgraver, Peter Petersen, lod sig derfor Heise ned til hans Hjælp; men ikke saasnart var denne kommen 6 til 7 Alen ned, førend de giftige Dunster ligeledes øieblikkeligt dræbte ham. Med megen Møie fik man Begge trukne op som Liig. For end yderligere at overtyde sig om Brøndens forgiftede Tilstand, lod man et brændende Lys gaae ned, og det slukkedes strax i en Dybde af 5 Alen. - Maatte disse beklagelige Ulykkestilfælde være en Advarsel for Fremtiden om at anvende en storre Forsigtighed ved Brønde, der ikke i længere Tid have været i Brug. (Flvp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. august 1859)