Premierløjtnant Hans Fenger, Finlandskorpset. (Efterskrift til Politivennen).

De første danskere som faldt i 2. verdenskrig, var nogle af de ca. 1.000 "finlandsfrivillige" som deltog i vinterkrigen 30. november 1939-marts 1940 på Finlands side. Om dette spørgsmål havde statsminister Stauning i sin nytårstale 1939/40 udtalt:

Nu har vi krigen, og den har endda fået uhyggeligere udfoldelse end man måske forud forestillede sig ... Store tab og hårde lidelser er allerede påført de neutrale, særlig gennem skibsfarten, og jeg har ingen tro på at en bedring forestår. Jeg mener at man bør nære tillid til de aftaler man indgår, og jeg tror derfor på holdbarheden af traktater som er indgået med Danmark. Det er forståeligt om nogle har fået rokket ved deres tro ved den skæbne som er undergået Finland, og vi her i de nordiske lande føler det naturligvis meget pinligt ... jeg og mine meningsfæller har ventet at de aftaler der forelå mellem Rusland og Nordens lande skulle bevare deres gyldighed, og det er en bitter skuffelse vi har oplevet. 

I starten af krigen var det ikke tilladt for danskere og danske officerer at melde sig frivilligt i finsk krigstjeneste, men nogle gjorde det alligevel. Oberst Alf Erland Giersing (1882-1968), chef for gardehusarregimentet (1934-1942), havde derfor sendt et åbent brev til Stauning, som besvarede dette den 12 januar:

"Landets kræfter skal selvfølgelig sættes ind for at afværge angreb på landets neutralitet - når jeg ikke har betonet dette i mine udtalelser ved årsskiftet, var det for at undgå selvfølgeligheder". 

Giersings støtter opfattede det som at man ville forsvare Danmark, og udtalelsen skabte derfor en følelse af forræderi fra regeringens side da Danmark blev besat den 9. april. Også blandt de Finlandsfrivillige som generelt følte en beundring for finnernes modstand, og tilsvarende afsky over for den danske regering der ikke havde ydet særlig megen modstand. Ca. 500 Finlandsfrivillige vendte tilbage til Danmark. Nogle af de frivillige kom tilbage til Danmark efter den tyske besættelse. Tyskerne ville så give dem en heltemodtagelse, men nogle havde det svært med det. 

Fengers gravmæle findes tilsyneladende ikke længere på Vestre Kirkegård, men en anden finlandskæmper - Carl Knut Kalmberg - har stadig sit på Garnisonskirkegården, se teksten nedenfor. På stenen står: Søløjtnant Carl Knut Kalmberg. Født 12.1.1913. Faldet 13.2.1940. For Finland. Han steg saa fro mod overmagt. Som fugl mod morgenrøden. Til med et smil af ringeagt. Han mødte selve (?) døden. Rejst af kammerater i den danske flaade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De finlandsfrivillige kom ikke i kamp, bortset fra ti danske militærflyvere, hvoraf seks blev skudt ned: løjtnant Fritz Rasmussen, søløjtnant Knut Kalmberg, flyverløjtnant Erhard Krag-Juel-Vind-Frijs, premierløjtnant Hans Fenger og flyverløjtnant Carl Mogens Heiner Kristensen. 21. marts skiftede korpset navn til Den Danske Finlandsbataillon. Hans Fenger (1914-1940) gjorde tjeneste ved Nylands dragoner og faldt 17. februar 1940 ved Ladogasøen. Han blev indsat i Svenska Friviligkåren og kom til Nylands Dragonregiment den 19. januar. Den 16. februar 1940 blev  han indsat i kampene på det Karelske Næs, hvor han efter få minutter inde i den første træfning blev ramt af en maskingeværsalve. 

"Dagligt liv ved regimentet". Heri er også et billede af premierløjtnant Hans Fenger. Det finske Hufvudstadsbladet,  4. April 1940:

"Specialopgaverne, som tildeltes Kavalleriet, blev udført paa en fortræffelig Maade. Disse Opgaver var bl. a. "Mottirensning" (en finsk Benævnelse for de "Fælder", som Finnerne ved Flankeangreb bragte Fjenden i, og som det var Rytteriets Opgave at rense), en Opgave, hvorefter enhver Kavallerist, som deltog, fortjener sit Heltedigt i denne Krigs »Fændrik Stål«. Kavalleristerne veg ikke fra deres Pladser, trods Saar og Træthed. Først naar til sidst Haanden slappedes, eller Foden svigtede, var de at formaa til at søge Lægehjælp og en haardt tiltrængt lille Tids Hvile. Mangen dygtig Officer, Underofficer og Menig kom ikke til at opleve Mottistridens Sejrsdag; men de, som ofrede sig, gav dem, der fortsatte Striden, et smukt Eksempel paa, hvorledes en Kavallerist bør leve, kæmpe og dø.« Den danske Gardehusarløjtnant Hans Fenger faldt 50 m foran sin Deling. Efter en saadan større »Mottirensning« oplæstes et Telegram til Nylands Dragonregiment fra dettes Hæderschef:

"Til Kommandøren for Kavalleribrigaden, Oberst .......

Modtag selv og frembær for mit Regiment, Officerer, Underofficerer og Mandskab min Tak, fordi de med Blod har skrevet et nyt, lysende Blad i dets ærefulde Historie. Idet jeg hædrer Mindet om dem, der faldt som Helte, udtrykker jeg min faste Tillid til Regimentets Vilje til at kæmpe til sidste Mand for vort Fædrelands Frihed.

Mannerheim."

I Fædrelandet blev hans begravelse på Vestre Kirkegård beskrevet:

En af regimentets officerer, premierløjtnant Hans Fenger, forlod i december 1939 i utålmodighed regimentet og landet uden rejsetilladelse for at melde sig som frivillig i Finland, men mange ansøgninger fra regimentets hjemsendte personel om sådan rejsetilladelse blev giver ...

Hans død vakte sorg overalt, ikke kun ved regimenet; divisionschefen udtalte således over for regimentschefen: "I anledning af det smertelige tab, som Garderhusarregimentet har lidt ved Premierløjtnant H. Fengers død på ærens mark i kamp for Finlands og Nordens frihed og ret, udtaler jeg over for Gardehusarregimentets divisionens og min personlige, dybeste deltagelse. Premierløjtnant Fenger gav efter for et dybtfølt kald og faldt under udøvelsen af dette som en tapper og rask soldat til ære for vort land og vor hær og som et forbillede for os alle. Jeg udtaler på divisionens vegne et: Æret være hans minde."

Den danske Finlandskæmper Flyverløjtnant Fengers Bisættelse i Gaar.

Oberst Giersing taler om den usle Regering ved Graven.

Den hede danske sommerdag var som selve moderlandets varme hjerte, der i går drog den tapre danske flyverløjtnant Fenger ind til sig. Som den skarpeste modsætning til krigens iskolde gru, som han havde oplevet den i Finlands polarnætter tog nu den varme danske muld imod hans urne på Vestre Kirkegård. Løjtnant Fengers urne - ham, der vidste, at livet ikke er det at leve, men først og fremmest det, der giver det Indhold og gør det skønt, - selv om det først er bagefter .... når det er forbi.

Den blide luftning greb af og til i silkefanens folder - fik dannebrog til at vifte et lydløst farvel - og tak for den ære og glans, du nu også har været med til at skabe om mig.

 

Ved graven talte bl.a. oberst Giersing:

- Det er en mand som løjtnant Fenger, dansk ungdom i dag har at se op til som ideal. Han var en god soldat og vi er stolt over ham. Hans ritmester sagde engang, at det var den bedste løjtnant, han havde haft. Og det var en gammel ritmester.

Videre udtalte obersten:

- Ved juletid sagde Fenger, at han ville til Finland. Han ville være med til at kæmpe for Nordens frihed - og han havde på fornemmelsen, at regeringen ikke ville benytte sig af den danske hær! Og så rejste han.

Idet Oberst Giersing let berørte begivenhederne den 9. april og sigtede til regeringens skændige handlinger, sagde han:

- Selv ved et åbent gravsted må man skamme sig over en sådan ussel regering.

En repræsentant for familien takkede for den mægtige sympati og deltagelse, der havde været dem til en stor trøst i deres sorg.

ove.

(Fædrelandet, 5. juni 1940.)

I en artikel af oberst Langberg: "Erindringsglimt fra besættelsestiden", udtrykkes en lignende harme over regeringen over 9. april: 

"Jeg var godt frustreret, havde mister respekten for foresatte, måske uretfærdigt, det var dog regeringen, der havde ansvaret for landets politik. Der var heldigvis også lyspunkter: Oberst Helge Bennike, der tog med dele af sit regiment til Sverige og oberst Giersings forsøg på at samle Gardehusarregimentet i Nordsjælland."

Landbrugernes Dagblad (Maribo), 20. september 1941: Løjtnant Jørgen Hagemann, faldet i Finland bisættes. 

De finlandsfrivllige gik vidt forskellige veje. En del gik over de de engelske styrker i Norge. En mindre del finlandsfrivillige blev senere medlemmer af modstandsgruppen Holger Danske (nok så bekendt er "Citronen" Jørgen Hagen-Schmidt) og Josef "Tom" Søndergaard), en større del kom under nazistisk indflydelse, og af disse deltog en del i tysk krigstjeneste på østfronten i Frikorps Danmark anført at officeren Christian Frederik von Schalburg der faldt 2. juni 1942 i kamp under tysk ledelse.

Lona Barrison Død. (Efterskrift til Politivennen).

Den yngste af søstrene opholder sig i København,

I vor omtale af testamentet efter den tidligere så berømte danserinde Lona Barrison skrev vi at hun var den sidste af de fem søstre.

Det viser sig at den yngste, Gertrude Barrison, lever endnu og hun opholder sig endda her i København hos en familie på Østerbro. Hun kom hertil for at deltage i Lona Barrisons begravelse.

(Social-Demokraten, 25. marts 1939).

Foto fra Nationaltidende, 24. marts 1939, forestillingen Lona Barrison under en optræden i København 1901. Artiklen fortæller at ægteparret flyttede til Wien hvor de levede under 1. verdenskrig og årene efter. Efter nazisternes "Anschluss" flyttede hun til København hvor hun 18. februar 1939 døde som enkefrue. 

Barrison-søstrene.

Lona Barrison der som omtalt i går efterlader sig en formue der bliver til et legat, døde i den tro at hun var den sidste af de fem søstre. Forbindelsen mellem de fem søstre var imidlertid i de senere år glippet - på et tidspunkt da i hvert fald to søstre levede og Lona bestemte derfor at hvis en søster meldte sig, skulle hun nyde godt af renterne.

Nu viser det sig at Gertrude Barrison - en mange år fejret danserinde efter at truppen forlængst var opløst - er ankommet til København efter Lonas død. Hun har i de senere år opholdt sig i Tyrkiet og givet danseundervisning i Istanbul. Nu bliver hun, i hvert fald foreløbig, i København og udgiver sandsynligvis sine erindringer og dermed de fem danske søstres usædvanlige roman.

(Nationaltidende, 25. marts 1939).

Illustration af Lona Barrison fra Social-Demokraten, 24. marts 1939

Legat til idealister.

Der er fremkommet meddelelse om at nyligt afdøde enkefru Abelone Marie Fleron har testamenteret sin formue til et legat der fortrinsvis skal tilfalde "værdige trængende personer der i deres liv har arbejdet med idealistiske, navnlig politiske og sociale formål for øje".

Bag meddelelsen ligger et helt livs mærkelige roman. Enkefru Fleron var nemlig identisk med den yngste af de verdensberømte danske Barrison-sisters, Lona Barrison. I sin tid tændte de hjerterne i brand i alle storbyer og gengaves i postkort, porcelænsfigurer og sæbe - en berømmelse på højde med "Snehvide og Dværgene". Legatet der får navnet "Journalist og forfatter William Fleron og hustrus mindelegat", skal være meget stort. Det nævnes at det skrives med et sekscifret tal.

(Demokraten (Århus), 25. marts 1939).

Lona Barrison boede ifølge Social-Demokraten 27. oktober 1928 i en villa på Carit Etlars Vej, hvor denne forfatters villa oprindelig sted. Lona Barrison døde af en hjerneblødning på Sct. Josef Hospital februar 1939.

Tjenestepigen Signe Gundersen død af Sult i Esbønderup. (Efterskrift til Politivennen)

Da tjenestepigen Signe Gundersen der havde tjent i 27 år hos enken Petrea Larsen, blev fundet død under elendige forhold, vakte det opstandelse i de fleste aviser i hele landet:

Den gamle Tjenestepiges mystiske Død.

Politiet optager Rapport paa Esbønderup Sygehus.

HILLERØD, Lørdag (Privat)

En 58-aarig Pige, Sofie Gundersen, der tjente hos Enkefru Larsen paa Villerødegnen, blev den 15. ds. indlagt paa Esbønderup Sygehus, og her afgik hun i Dag ved Døden under saadanne Omstændigheder, at Politiet blev underrettet og optog Rapport.

Sofie Gundersen havde for en 14 Dages Tid siden skrevet til en Broder og fortalt ham, at hun var syg og trængte til Hjælp. Sygehuslæge Dahl, Esbønderup, tog da ud til det afsides liggende Sted, og her fandt han Pigen i en elendig Forfatning, liggende i en gammel Lo, hvor der var mørkt og hundekoldt. Sengen var en gammel Slagbænk og Sengetøjet en smule Pjalter. Den ulykkelige Pige var tilsyneladende i høj Grad underernæret, og hun var fyldt med Utøj. Hun blev naturligvis straks ført til Sygehuset, men Hjælpen var kommet for sent.

Sofie Gundersen havde tjent hos Fru Larsen i ikke mindre end 27 Aar. Hun var saa indskrænket, at hendes rette Plads egentlig havde været paa en Anstalt. At hun af sin Madmoder har faaet en uforsvarlig Behandling, synes efter det hidtil oplyste at være en given Sag. Fru Larsen havde selv en 4 Værelses Lejlighed, og Penge havde hun ogsaa. Hun skal saaledes til Skattevæsenet have opgivet en Formue paa 70,000 Kr.

Sofie Gundersens Lig blev i Dag obduceret af Amtslæge Hansen, Hillerød, og en Assistent fra Retsmedicinsk Institut, men Politimesteren havde endnu ikke i Aften modtaget det officielle Dokument om Resultatet.

(København 27. april 1924).

Frederiksborg Amts Avis 27. april 1924 tilføjede at stedet var øst for Villingerød, i området "Rusland" hvor Rudolf Tegner har opstillet Ødipus og Antigone.

Det store Sulte-Drama.

I Gaar aflagde en af "Klokken 5"s Medarbejdere Besøg paa Ejendommen, hvor den gamle Pige, Sofie Gundersen, blev plaget, pint og sultet ihjel.

En Samtale med den Afdødes uhyggelige Plageaand.

Sophie Gundersens Broder fortæller "Klokken 5" om sin Søster og hendes gerrige, velhavende Madmoder.

Vor Medarbejder tog i Gaar dette Billede af den hovedrige Petrea Petersens Ejendom i "Rusland". I Skuret til højre havde den syge Tjenestepige sit Opholdsrum.

"Klokken 5"s Omtale af Sultedramaet i Nordsjælland har vakt den største Opsigt. Flere Morgenblade beskæftiger sig i Dag med Affærens Enkeltheder.

Dramaet var i Gaar Samtaleæmne overalt i København. Vi fortsætter i Dag med at bringe nye opsigtsvækkende Enkeltheder.

Hvor Dramaet foregik.

En af vore Medarbejdere paa den uhyggelige Gaard.

For rigtig at kunne give vore Læsere et Indtryk af, hvad der er foregaaet, hvad den stakkels Kvinde har maattet gennemgaa, suste en af "Klokken 5" s Medarbejdere i Gaar Eftermiddags paa Motorcykle til Villingerød, for paa selve Aastedet for Dramaet at samle de Oplysninger, der foreligger og give vore Læsere en Skildring af den uhyggelige Tilværelse den ulykkelige Kvinde har levet det sidste Aarstid.

Villingerød ligger midt imellem Hornbæk-Villingerød og Esrom knap ½ Times Gang fra Kysten. Ca. 15 Minutters Gang fra Byen Nordøst paa ligger

Petra Larsens Hus,

hvor Dramaet udspillet. I Nærheden ligger to andre Boelsmandshuse; men ellers er der langt til Mennesker herude, øde og tomt. De store Sand- og Lyngbakker har da ogsaa faaet Navnet Rusland.

Her ligger som sagt det Hus, hvor den gamle Tjenestepige Sofie Gundersen i Vinter har

gennemgaaet de frygteligste Pinsler.

Huset er en lang Længe med en Sidebygning, et typisk dansk Boelsmandsted. Værtinden Petrea Larsen sidder inde bag Vinduet og stirrer os i Møde; hun rejser sig op og skygger med Haanden for Øjnene, da vi nærmer os Huset, og før vi endnu er indenfor Hørevidde, har hun lukket Døren op og placeret sig i den.

En uhyggelig Kvinde.

Vi blev advaret.

Hos den 80-aarige.

Hun er 80 Aar og ser nærmest uhyggelig ud. I hele sit Liv har hun sparet og spinket for at samle Penge sammen. Vi holder os i behørig Afstand fra den noble Kvinde, der lod sin gamle Tjenestepige dø af Sult. En Gaardejer nede I Byen havde advaret os mod at komme hende for nær, da vi ellers risikerede ikke at komme til at gaa alene derfra, men i Selskab med en skrækkelig Mængde Utøj.

- Hvor var det, De lod Deres gamle Tjenestepige ligge syg og hjælpeløs hele Vinteren? spurte vi.

Den Gamle mumler noget uhørligt og peger over mod det Træskur, der udgør Ejendommens Sidebygning.

- Hvorfor hjalp De hende ikke da hun blev syg og ikke kunde klare sig?

Paa dette Spørgsmaal fik vi intet Svar. Petrea Larsen smækkede skyndsomt Døren i for os og forsvandt, medens hendes lille Hund halsende efter os ned gennem Lyngbakkerne.

Børnene døde og Manden hængte sig.

Men der er andre end Petrea Larsen, der ved noget om hendes Liv og Levned; der er Naboens og Genboens, og her gaar vi ind.

- Jo se, siger Manden, hun har jo saa rædsom mange Penge. Der er dem, der siger 200.000 Kr., og det skal ogsaa nok passe, idet hun sidste Aar 70,000 Kr. til Skattevæsenet i Formue. Og herude bruger man kun at opgive en Tredjedel af det vi virkelig ejer.

- Kommer De aldrig sammen med hende?

- Nej, nej. Man risikerer jo at blive fyldt med Utøj, og forøvrigt nænner hun ikke engang at spise sig selv mæt, langt mindre at give andre Mennesker en Bid Brød.

- Hvor har hun faaet sine mange Penge fra?

- Hun og Manden har haft to store Gaarden inde i Byen, hvor Jorden er god; men den sidste Gaard solgte hun for nogle Aar siden, da Manden hængte sig.

- Hvorfor hængte han sig.

Han havde da ikke økonomiske Sorger.

- Nej - nej. Saa langt fra, men jeg tænker mig, og det gør vi alle herude, at hun har gjort ham ked af Livet ved daglige Pinsler, og for at blive hende kvit har han søgt Døden ....

- Har hun ingen Børn?

- Nej. Hun har haft to, men de døde lægge som mindreaarige. Den Gang fortalte Rygtet, at de var døde af Mangel paa Pasning, og det kan synes meget troligt nu, da man ser den Behandling, hun har givet.

Hun er en arrig Kvinde, der sikkert en skønne Dag dør af Mangel paa Næring. Hun nænner Ikke selv at spise sig mæt bare for at pude Penge sammen. Alt, hvad hun faar ind af sine Høns, lægger hun til Side for engang, naar hun kommer til Byen, at sætte dem i Sparekassen. - Ja, det maa være en underlig Tilværelse, slutter vor Hjemmelsmand.

Hos den døde Kvindes Broder.

Fra Villingerød kørte vi over Esrum til Harritshøj, hvor den afdøde Tjenestepige har en Broder. I et lille Hus udenfor Byen bor han, der af Profession er Murer, men forøvrigt dyrker en halv Snes Tdr. Land, der hører til Huset.

- Det er jo en meget kedelig Historie, siger Gundersen, men hvad skal man gøre. Jeg har hele Vinteren ligget meget syg, og er først for et Par Dage siden kommet op, saa jeg har ikke kunnet se over til min Søster - jeg har heller ikke vidst at hun var syg, før at hun skrev til mig, og da tog min Kone ogsaa øjeblikkelig derover for at hjælpe hende - men det var altsaa for sent. Havde hun bare skrevet noget før, saa var det nok ikke sket.

- Fru Gundersen, der var i Villigerød hin Aften for at hente Svigerinden, kommer frem i Døren.

- Ja,

De kan tro, at den stakkel Kvinde har lidt meget. 

Hun har sikkert aldrig faaet Mad nok, men har dog ikke beklaget sig til os, fordi hun frygtede, at vi skulde tage hende bort fra Pladsen. Petrea Larsen havde nemlig fortalt hende, at hvis hun vilde blive, saa skulde hun - Petrea - hvert Aar sætte nogle Penge ind paa en Sparekassebog til hende.

- Har hun gjort det?

- Nej - nej. Det er bare noget, hun har bildt den stakkels, svagt begavede Kvinde ind for at beholde hende - saa længe hun var rask, var hun jo til stor Nytte i Huset.

Liget i Pjalter

Hun laa derinde i den mørke Lo.

Ingen Mennesker gør sig Forestilling om, i hvilken Forfatning den stakkels Kvinde laa, da vi den Aften kom ind for at hente hende herhjem. Hun var mere død end levende og sagde selv, at hun ikke kunde flyttes. Hun laa derinde i den mørke Lo med Lergulvet - i en slags Slagbænk. Hendes Sengeklæder var Pjalter og uden ringeste Varmeevne. Her har hun syg og sulten tilbragt den Vinter, der nu ligger bag os. Et rask Menneske kunde ikke holde det ud, langt mindre et sygt.

Det vrimler med Utøj paa Hende,

da de nogle Dage senere fik hende op paa Sygehuset og tog Klæderne af hende, viste det sig, at 

Utøjet havde gravet store Huller rundt om paa hendes Krop.

Hvad hun i denne Vinter har gennemgaaet uden at Petrea Larsen har gjort det ringeste for at hjælpe hende, gør man sig ingen Forestilling om.

- Hvad sagde hendes Madmoder, da De kom for at hente hende?

- Jeg bebrejdede hende, at hun ikke havde tilkaldt en Læge til det syge Menneske, saaledes at hun kunde komme paa Hospitalet.

- Ja - sagde hun saa - men jeg synes nu

at hun ligesaa godt kan ligge og dø derude som paa Hospitalet.

I Morgen skal den Ihjelsultne Kvinde begraves fra Tikøb Kirke. Broderen havde foreholdt hendes Madmoder det rimelige i, at hun betalte Begravelsen, der dog kun vilde være et yderst beskedent Afdrag paa den Løn, som den Afdøde efter 27 Aars Arbejde har fortjent. Men nej, det vilde hun ikke. Skal hun begraves, ja, saa maa enten Familien eller Sognet betale det, siger hun. Selv Døden kan ikke gøre hende mere rundhaandet.

25 Øre om Ugen.

- Fik hun ikke anden Løn for sit Arbejde end den, der skulde indsættes paa Sparekassebogen?

- Jo, 25 Øre om Ugen, som hun købte Sigtebrød for, da hendes Madmoder ikke vilde give hende andet end Rugbrød.

- - -

Saaledes lyder Familiens Beretning om Dramaet og om den Kvinde, der i sin sygelige Gerrighed sulter et andet Menneske ihjel.

Dødsaarsagen er ikke med Sikkerhed oplyst.

Døden maa antages at skyldes Underernæring.

Liget af den afdøde Sofie Gundersen blev i Gaar obduceret paa Hillerød Sygehus under Medvirkning af en Læge fra Retsmedicinsk Institut. - Ved Obduktionen konstateredes det, at Sofie G., der er 58 Aar gammel og 138 cm. høj, kun vejede 22½ kg.

Iøvrigt meddeler den officielle Rapport om Obduktionen følgende konklusion:

"Dødsaarsagen er ikke med Sikkerhed oplyst ved Obduktionen, men der er ved den paavist en Afmagring i saa udpræget Grad, at Døden maa antages at skyldes en udtalt Underernæring, idet der ikke er paavist andre Tegn til Sygdommen, ejheller Vold".

Nu vil Sagens Akter blive tilstillet Statsadvokaten, der skal træffe Afgørelse om, i hvilket Omfang der skal rejses Tiltale mod den uhyggelige Madmoder.

(Klokken 5 29. april 1924)

Den omtale artikel var blevet bragt dagen før, 28. april 1924.

En Gaardmandsenke i Nordsjælland sulter sin Tjenestepige ihjel.

[Første del af artiklen minder om artiklen i Klokken 5]

Drevet sin Mand i Døden.

Men Petrea Larsen, der skildres som en sand Djævel i Menneskeskikkelse, har allerede for 17 Aar siden forvoldt et andet Menneskes Død - nemlig sin egen Mands. Han var en velstaaende Gaardejer i Horneby ved Hornbæk. Gaarden solgte han, fordi Konen vilde se rede Penge, og han nøjedes nu med et Parcelliststed i Villingerød. Men en Dag hængte han sig, Enken solgte Ejendommen og købte det Hus, hun nu bebor i "Rusland". Om Grunden til, at Manden tog sig af Dage. fortæller Sognefoged Johansen følgende:

- Hun pinte og mishandlede sin Mand, som hun har pint og mishandlet Sofie Gundersen. Skønt hun ejer over 100,000 Kr., nænner hun ikke at købe ordentlige Klæder til sig selv, langt mindre har hun nænnet at give sin Tjenestepige Føde. Medens Manden endnu levede og boede i Hornbæk, tvang hun ham en Dag til at bære Hovedet og Indvoldene af en Ko 1 1/4 Mil i en Sæk. Manden mødte en Bekendt, der spottede ham og opfordrede ham til at gaa hjem og spænde en af Hestene for en Vogn. Det var dog en nemmere Maade at transportere Koresterne paa. Det gjorde Larsen ogsaa, men da han kom hjem, modtog Konen ham med Hug og Slag og tvang Iram til at gaa tilbage med Sækken.

Medens de to boede i Villingerød, tvang Konen sin Mand til at tage et Aag paa Nakken og bære to tunge Beholdere med Frugt til Markedet i Helsingør. Det var tre Mil frem og tilbage, men der stod 4 Heste i Stalden, som ikke maatte benyttes, fordi de i saa Fald aad for meget.

Dette er blot nogle faa Exempler paa Petrea Larsens Sind og Karakter. Alt, hvad hun foretager sig, udspringer af Begærlighed og Havesyge, og hendes Ringeagt for Hensynet til andre er uden Grænse. Naar hun ikke allerede i Lørdags blev anholdt, skyldes det udelukkende hendes høje Alder. Saaledes viser Politiet dette Umenneske større Hensyn, end hun nogensinde har vist sine Omgivelser.

Bliver Straffen en Bøde?

Men selv om den gamle Pengepugerske ikke er fængslet, vil hun, efter Obduktionen af Sofie Gundersens Lig, ikke kunne undgaa, at der rejses Tiltale. Spørgsmaalet er blot, om vor humane Tidsalder, som navnlig Storagrarerne saa hidsigt angriber, kan tillade, at en 75-aarige Kvinde anbringes bag Laas og Slaa. Paa Egnen er der dem, der mener, at en meget høj Bøde tor uforsvarlig Adfærd vil ramme den gerrige Gamling haardede end en kort Fængselsstraf.

I Morgen vil der finde nyt Forhør Sted, og først da faar Statsadvokaten til Opgave at bestemme, paa hvilket Grundlag Anklagen skal rejses.

Dette er maaske til syvende og sidst underordnet Men den uhyggelige Tildragelse giver Indseende med sociale Forhold af saa rystende og oprørende Art, at end ikke Hovedstadens skumleste Baggaarde kender dem værre. Gang paa Gang har "Bondekulturen" rejst sig mod Tidens Humanisme. Og Gang paa Gang har det vist sig, at Humanismen forgæves søger at trænge ind i "Bondekulturens" Allerhelligste, dér hvor Egoisme og Raahed trives, medens Underklassen holdes nede i Snavs, Elendighed, Sult og Raaddenskab.

Begivenheden i Villingerød vil ogsaa for Efterslægten blive staaende som et Udtryk for, hvilke skjulte Forbrydelser der endnu i 1924 kunde udøves af de rige mod de fattige.

(Social-Demokraten 29. april 1924).

En Samtale med Sultedramaets Hovedperson

DET LILLE HUS, der beboes af den rige Enke. Bag det lille Vindue (x) boede Pigen.

DET UHYGGELIGE HUL, hvori Sofie boede.

Enken fra Villingerød fortæller om den døde Pige, "Jeg har behandlet hende godt, men hun truede med at slaa mig ihjel."

Naar man taler med Beboerne paa den smukke Egn omkring Villingerød om det Sulte-Drama, der er udspillet i den gamle Enkes Hus, saa rystes der uforstaaende poa Hovedet. Man kan ikke begribe, at noget saadant kan passére. Men paa den anden Side hor man alligevel længe varet klar over Forholdet, uden at man har fundet det nødvendigt at skride ind.

GAARDMANDSENKEN Enke Petrea Larsen, der beskyldes for at have sultet sin Pige, Sofie Gundersen, ihjel.

Enken paastaar, at Pigen har sultet sig selv.

Den gamle Enke, om hvem der gaar saa mange Rygter i disse Dage, tager sig det hele ganske let. Trods de 80 Aar er hun en robust og kraftig Kvinde, der mere end alt andet ligner en af de gamle Kulsvierkoner. Hun fortæller om den afdøde Pige at det var hende selv, der ikke vilde have Mad.

- Tænk, siger hun, jeg kunde saamænd ikke faa hende til at spise Kalvesteg, eller Syltetøj eller Pandekager. Hun tog sin Bitterflaske, sit Stykke Rugbrød, en Kop The med Sirup. Hun blev taget med fra Gaarden i sin Tid.

Det var hende selv, der vilde. Hvis hun var misfornøjet, saa kunde hun jo være gaaet for længe siden.

Jeg gaar ikke til Politiet.

skal De jo i Forhør en af Dagene?

- Jeg i Forhør? Det vil sige hvis Politiet vil tale med mig, maa Politiet komme her. Jeg flytter mig ikke herfra.

- Fik den gamle Pige nogen Løn

- Ja. hun fik 6 Kr. om Maaneden og saa fik hun Klæder og Kost.

Naar man har set de Pjalter, som Signe Gundersen har gaaet med, forstaar man, at den gamle Enkes Udgifter til Klæder ikke har været særlig store.

Petrea Larsen gør alt, hvad hun kan, for at sværte den Afdøde. Hun var en Gris. Det var umuligt at faa hende til at vaske sig. Og saa var hun tilmed ond. En Gang truede hun med at slaa mig ihjel. Og det havde hun saamænd ingen Grund til. Men det kan nok være, at jeg fik hende til at bede om Forladelse. Det skal ogsaa nok vise sig ved Undersøgelsen, siger den Gamle, at jeg intet har gjort. Jeg har passet mig selv, og bare alle andre Mennesker vilde gøre det samme, saa var der ikke saa meget ondt til.

Jeg skal ikke slaas ihjel -

Vi spurgte Enken, hvordan hendes Forhold var til Manden, der døde for nogle Aar siden.

Der kom ligesom et Glimt i den Gamles kolde Øjne.

- Naa, ja, ham. Jo, Sagen er den, at jeg i mine unge Dage holdt af en anden Mand. Jeg vilde have ham for alt i Verden. Men min Fader og en anden, satte sig derimod. De tvang mig den Mand paa, som jeg saa senere blev gift med. Men baade han og vore to Børn er døde ....

- Har De mange Penge?

- Jeg har ca. 60,000 Kroner og saa Ejendommen. Der er saa mange Mennesker, der har søgt at faa fat i de Penge paa forskellige Maade. Da det blev vanskelige Tider for Bankerne var der flere, der sagde til mig, at jeg skulde tage Pengene ud af Banken, for den var ikke sikker. Men saadan et Fjols var jeg dog ikke. Jeg skal ikke slaas ihjel for mine Penges Skyld.

- Har De været i Forhør?

- Nej, det har jeg ikke, men der kom en Mand her for nogen Tid siden og talte med mig om Pigens Død. Da han havde faaet en Del Oplysninger, spurgte han mig, om jeg vilde laane ham 3000 Kr. Del vilde jeg naturligvis ikke. Saa spurgte han mig, om ogsaa vilde kautionere for ham, men det fandt jeg heller ingen Grund til.

- - -

Som man ser af det hele, tager Petrea Larsen sig Sagen let.

Nu har Politimesteren i Hillerød modtaget de Rapporter som Sognefogden og Politiet har udarbejdet, og Sagen vil derefter gaa til Statsadvokaten. Antagelig vil Enken komme Forhør en af Dagene.

Ad sandede Hedeveje kommer man over et smukt lyngklædt Terræn til Enke Petrea Larsens Gaard.

(B. T. 30. april 1924, 2. udgave).

Sulte-Dramaets sidste Akt.

Sofie Gundersen, der blev sultet ihjel, begraves i Dag paa Tikøb Kirkegaard.

Den rige Enke havde 200,000 Kroner paa sin Bankbog. - Alligevel sultede hun sin trofaste Pige og gik Tiggergang.

Gaardmandsenken Petrea Larsen.

Den gamle Tjenestepige Sofie Gundersen, der blev sultet ihjel, begraves i Dag paa Tikøb Kirkegaard. Vor Omtale af denne Affære har fremkaldt den største Indignation mod den dødes rige Plageaand og den største Medfølelse med hendes ulykkelige Offer.

De tavse Naboer

Hjælpen der kom for sent.

Men det er for sent at vise Sympati, naar Hjælpen og Sympatien er overflødig. Den skulde selvfølgelig være ydet den Gang, der var Haab om at redde Sofie G.s Liv - redde hende ud af den hjerteløse Kvindes Vold. Vi kan ikke tro andet end at de to Nabofamilier har vidst, hvorledes det var fat derovre I Nabohuset, og de har ogsaa til Betjenten udtalt, at de har set den stakkels Kvinde slæbe sig hjælpeløs og afkræftet hen over Gaardspladsen. Det vilde derfor ikke have været mere end deres Pligt at underrette Familien eller Sogneraadet om, at der var noget, som ikke var rigtigt. Det er et tungt Ansvar, der hviler paa alle dem, der bar forsømt deres Pligt som Mennesker.

Samvittighedens Røst! 

SIipper den rige Enke fri for Straf?

Tilsyneladende gaar Undersøgelsen af Sagen meget Langsom fremad. Politibetjent Hviid. Gilleleje, har foretaget de foreløbige Forhør saavel over Madmoderen som den afdødes Familie og de to Nabofamilier, men den gamle ondsindede Kvinde, der ganske følelsesløst lod sin gennem 27 Aars Tjeneste veltjente Pige ligge og da af Sult, synes ikke engang at være ramt af Samvittigheden. Hun er saa sygelig karrig, at hun end ikke begriber det forfærdelige hun har gjort. Det anfægter hende ikke. Hun mente, at den syge Kvinde lige saa godt kunde dø i sine Pjalter paa Loens Lergulv som paa et Hospital. Og hvis Sofie Gundersen iikke havde samlet Kræfter til at tilkalde sin Broder - ja, saa vilde Døden have Indhentet hende i Loen, og den stenrige Enke vilde ikke fælde nogen Taare af den Grund. Nu mærkede den gamle ulykkelige Pige et Strejf af Venlighed i Dagene før sin Død. Hvis det stod til hendes Madmoder, skulde Sofie Gundersen være begravet i Fattigjord paa Sognets Regning

Den rige Enke i Pjalter.

Tiggersken med en Formue paa 200,000 Kroner.

Den rige Enkes Gerrighed var grænseløs. Om Sommeren klædte hun sig i Pjalter og vandrede til Hornbæk, hvor hun tiggede hos Landliggerne. Hun gik med Tiggerstaven, medens der stod 200,000 Kroner paa hendes Bankkonto. Ofte har Naboerne set hende komme hjem med sin Kurv fuld af Mad. Og de kontante Beløb, hun tiggede sammen, vandrede lige l Sparekassen. Maden nænnede hun ikke at spise, den stod ofte og blev fordærvet, medens hendes Tjenestepige langsomt sultede ihjel.

Skal den 80-aarige straffes?

Petra Larsen - den rige Enke - er 80 Aar. Et Menneske, der har handlet saaledes, som hun har gjort det, mod et af sine Medmennesker, kan ikke være tilregnelig. Det er Ikke vor Sag at dømme. Det maa Samfundet om. Men naar den stakkels forpinte Sofie Gundersen i Dag er sænket i Jorden paa den Lille Kirkegaard, saa vil vi huske, at hendes Plageaand lever. Vi maa forlange, at denne Sag undersøges til Bunds, og at der gives klar Besked om Sultedramaets Enkeltheder.

Sagen er først i Gaar af Politibetjent Hviid afsendt til Politimester Hutzen i Hillerød. En Gang i Løbet af Dagen i Dag eller maaske først i Morgen vil Statsadvokaten træffe sin Afgørelse med Hensyn til Tiltaltes Ansvar. En Ting er givet: Befolkningen paa Egnen har Intet højere Ønske, end at den gamle hjærteløse Gnierske maa komme til Erkendelse af, at hun har begaaet en Forbrydelse mod sin Tjenestepige. Ikke en Røst vil rejse sig til Petra Larsens Forsvar, dersom Politimyndighederne forlanger hende straffet.

(Klokken 5 (København) 30. april 1924).

Dødsannonce fra Frederiksborg Amts Avis 30. april 1924. Begravelsen foregik stilfærdig, præsten var provst Petersen. 

Den gamle Tjenestepiges Død.

Hun var sær og aandsløv; hendes Føde bestod af Rugbrød, Sirup og The.

Politimester Hutzen i Hillerød har igaar fra Statspolitiet faaet Indberetning om de nærmere Omstændigheder, der har foraarsaget den 57aarige Tjenestepige Sofie Gundersens Død paa Esbønderup Sygehus, hvor hun blev indlagt for 14 Dage siden.

Paa vor Henvendelse udtalte Politimesteren iaftes:

- Den gamle Pige er utvivlsomt død af Mangel paa Næring og som Følge af Forsømmelse og Vanrøgt, selv om der ikke ved Obduktionen er fremkommet egentligt Bevis for, at hun er død af Sult.

Hun har i mange Aar tjent bos den næsten 80aarige Enkefrue Petrea Larsen, og de to Kvinder levede meget isoleret.

Sofie Gundersen var noget aandssløv, og Fru Larsen, som er bleven afhørt, har til en Politirapport forklaret, at Pigen var meget sær med, hvad hun vilde have at spise. Hun vilde saaledes aldrig have Kød, men kun Rugbrød, Sirup og The.

Denne Forklaring af Fru Larsen bekræftes for saa vidt af Sygeplejersken paa Sygehuset, overfor hvem hun. medens hun laa syg, stadig forlangte de tre mærkelige Retter. Det er jo ikke helt sandsynligt, at den gamle Pige, som i saa mange Aar har boet hos sin paaholdende Madmoder, har levet sig saaledes ind i de usle og elendige Forhold, at hun aldrig har savnet noget, men hun var meget uhyggelig at se paa og vejede kun ca. 50 Pund.

- Vil der blive rejst Tiltale mod Fru Larsen?

- Naar jeg er færdig med Undersøgelsen, vil Sagen blive indsendt til Statsadvokaten, der skal træffe Bestemmelse derom, men det kan jo blive vanskeligt nok at finde nogen Paragraf i Straffeloven, der rammer et saadant Tilfælde, naar man ikke ligefrem vil anvende Paragraferne om Manddrab. Der er formentlig ikke øvet nogen Tvang mod den gamle Pige, saa jeg kan ikke i Øjeblikket se, hvad Tiltalen mod den 80aarige Fru Larsen skulde gaa ud paa. Det er jo saadan, at man har Straffebestemmelser om Vanrøgt af Dyr, men ikke af Mennesker.

- Er der noget om, at Fru Larsen skulde have været Skyld i sine Børns Død?

- Det er vist kun Fantasi, og jeg har ikke tænkt mig at undersøge det. Saa vidt jeg véd, er hendes to Børn døde i den spæde Alder, men da hun nu er omtrent 80 Aar, maa det jo ligge mindst 40 Aar tilbage i Tiden, og den Undersøgelse kan vist ikke give noget Resultat.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 30. april 1924)

Storbonde-Enken forsøger at forsvare sin Optræden mod Tjenestepigen Signe Gundersen.

Politimester Hutzen slutter i Morgen Undersøgelsen og sender Sagen til Statsadvokaten.

I en Del nordsjællandske Aviser har Storbonde-Enken Petrea Larsen, Villingerød, faaet optaget et Forsvar for den uhørte Hjærteløshed, hun har lagt for Dagen overfor sin gamle Tjenestepige Signe Gundersen. Vi gengiver her Petrea Larsens Indlæg, som bærer tydeligt Præg af at være formet af en velnæret Storbonde-Journalist:

Undertegnede Enke Petrea Larsen, Villingerød Mark, skal i Anledning af de i Bladene Indrykkede Angreb paa mig m. H. t. Signe - ikke Sofie - Gundersens Død bemærke, at det absolut ikke forholder sig rigtigt, hvad der er anført om, at jeg skulde være Aarsag i nævnte Signe Gundersens Død ved at sulte hende ihjel. Signe Gundersen har, lige til hendes Sygdom Indtraf, haft samme Adgang som jeg selv har til at gaa ud i Spisekammeret og der tage Føde til sig.

Da hun blev syg, laa hun i en Stue op til Køkkenet Der var flere Ting, som hun ikke vilde spise. Derimod brugte hun en Del forskellig Medicin. Med Hensyn til Utøj, da har hun haft det i den Tid hun har været hos mig, og da jeg sagde til hende, at hun skulde tage til et Sygehus og lade sig rense, svarede hun, at det vilde hun ikke, saa vilde hun hellere... - . , ,. gaa paa Hovedet i en Tørvegrav. Hun sagde, at hun kunde pille sig. Da jeg i sin Tid tog ophold i "Rusland", vilde Signes Moder, at jeg skulde tage Signe med, og jeg gjorde det, idet jeg sagde, at hun kunde følge med for Føden og Klæderne, hvilket Moderen og Signe indgik paa. Noget almindeligt Fæstemaal blev ikke indgaaet. Signes Broder og dennes Hustru er flere Gange kommet til mig og har set til Signe. Det vilde være mærkeligt om de, hvis der havde været noget forkert i mm Behandling af Signe, Ikke havde skredet ind og forlangt at Signe skulde flytte fra mig. De har aldrig udtalt sig om noget saadant for mig.

At ovenstaaende er i Overensstemmelse med Sandheden, kan jeg edelig bekræfte.

Petrea Larsen.

Her foreligger Tilstaaelse for, at den uhyggelige "Mad"moder i 27 Aar har ladet sin aandssvage Tjenestepige plage af Utøj. Og man søger forgæves en Benægtelse af, at Petrea Larsen har ladet den dødssyge Stakkel ligge i Loen i en Kasse fyldt med skidne, stinkende Klude. Hvor vidt denne Kasse stod i Nærheden af Spisekammeret eller ej er komplet ligegyldigt, eftersom den syge Kvinde hverken kunde gaa eller staa og altsaa heller Ikke slæbe sig hen til Spisekammeret. Men selv om hun havde været i Stand dertil, havde det nyttet hende lidet. Spisekammeret Indeholdt nemlig kun, hvad den robuste Petrea Larsen kunde taale, ikke hvad den svagelige Tjenestepige turde spise.

Men medens hun laa i den mørke Lo, dækket af Pjalter, som krøb mød Utøj, var der én, som glemte hende og forsømte hende. Det var Petrea Larsen, Storbonde-Enken med de 100,000 Kr. paa Kistebunden. Overfor disse kendsgerninger virker alle Forsvarsskrifter som en Krænkelse af de simpleste Sømmelighedshensyn. Der er for Petrea Larsen kun et Standpunkt at tage, nemlig dybt at angre sin grænseløse Ondskab overfor et Medmenneske, der i 27 Aar har været en trofast Tjenerinde. Men her er det, at Offentligheden staar allermest uforstaaende: End ikke efter Signe Gundersens ynkelige Død har "Mad"moderen antydet Gnist af Medfølelse eller lagt mere Deltagelse for Dagen, end om det var en skabet Rotte, der var død i sit Hul. Selvbebrejdelser havde man næppe ventet fra en Storbonde-Enke af denne Type. Men at hun Uskyldighed, er dog et Numer for groft.

Iøvrigt var Politimester Hutzen, Hillerød, i Gaar i Villingerød for personlig at sætte sig Ind i Sagen. Han meddeler, at Signe Gundersen for 30 Aar siden led af Tyfus, og siden den Gang den Gang var hun ikke blot aandssløv, men led ogsaa af daarlig Mave. Dr. Krieger advarede hende mod at spise saltholdig Mad, og denne Advarsel har hun omhyggelig respekteret i 30 lange Aar, ligesom hun ogsaa stadig brugte den Medicin, som der blev anvist hende. Hun vilde gerne have Fisk eller Mælkemad og allerhelst Sødsuppe. Men det fik hun bare ikke. Det var Petrea Larsen, der fastsatte Spisesedlen, og hun havde - mærkeligt nok - en Forkærlighed netop for Saltmad.

Politimester Hutzen indrømmer, at den Afdødes Opholdsrum var et Menneske uværdigt, og han erkender at her foreligger grov Vanrøgt.

- Men, siger Politimesteren, skulde jeg træffe Beslutning, vilde jeg ikke rejse Tiltale, for der findes, saa vidt jeg kan se, ingen Lovbestemmelse, der straffer Petrea Larsens Adfærd.

Politimesteren har tidligere udtalt, at drejede Sagen sig om et Dyr, var han ikke i Tvivl om. at Petrea Larsen skulde sættes under Tiltale. Nu er det kun et fattigt Menneske, der er død paa Grund af Vanrøgt.

Politimester Hutzen slutter Undersøgelsen i Morgen, og Sagens Akter sendes derpaa til Statsadvokaten, der dog maaske kan finde en Paragraf, hvorefter Storbonde-Enken kan drages til Ansvar. Det er maaske ogsaa tænkeligt, at Justitsministeriet vil Interessere sig for denne Sag, der brutalt afslører Underklassens elendige Kaar ude i Landets mørke Egne.

(Social-Demokraten 3. maj 1924).

Storbonde-Enken tilbyder 3000 Kr. i Bestikkelse

Affæren i Villingerød tager en sensationel Vending.

Sagen skulde dysses ned.

Et Blad bragte forleden i forblommede Udtryk den Meddelelse, at Storbonde-Enken Petra Larsen, Villingerød, havde været udsat for Pengeafpresning. En Person havde henvendt sig til hende og sagt, at dersom hun vilde betale ham 3000 Kr., eller kautionere for et saadant Beløb, skulde han drage Omsorg for, at Offentligheden intet fik at vide om Tjenestepigen Signe Gundersens frygtelige Behandling.

Efter den Form Bladmeddelelsen havde, kunde det se ud som om det var en Øvrighedsperson, der saaledes havde misbrugt sin Stilling, og Sagen har da ogsaa givet Anledning til, at der paa Egnen verserer Rygter af den Art. Politimester Hutzen, Hillerød, har derfor ladet iværksætte en grundig Undersøgelse, og den har givet et ret forbløffende Resultat. Herom meddeler Politifuldmægtig Gemzøe.

- Efter at Signe Gundersen havde tilskrevet sin Broder i Harritsø, at hun laa syg og hjælpeløs, tog en Bekendt af Familien til Villingerød Mark for at undersøge hvordan Sagen egentlig forholdt sig. Han fandt den døende, udsultede Kvinde liggende i sin skidne Kasse, dækket af stinkende Pjalter, og oprørt over dette Syn bebrejdede han nu den rige Enke, Petrea Larsen, at hun bød sin fattige Tjenestepige saa dyriske Kaar. Den gamle, gridske Bondekone blev ængstelig og bød Manden 3000 Kr. for at tie med, hvad han havde set. Manden tog ikke mod Tilbudet, men efter at være kommet hjem, tænkte han over sin Situation, og da han var i Forlegenhed, henvendte han sig paany til Enken, idet han opfordrede hende til at yde ham et Prioritetslaan paa 3-4000 Kr. Nu var Enken imidlertid kommet paa andre Tanker og afslog at yde Laanet. Først derefter kom den uhyggelige Sandhed for Dagen, og Signe Gundersen førtes til Sygehuset, hvor hun døde.

Det forekommer os, at denne grimme Tilføjelse til den i Forvejen saa hæslige Affære, stiller Storbonde-Enken i et endnu mere uheldigt Lys. Hun har overfor en konservativ Presse besvoret, at hun har en god Samvittighed, men den der tilbyder en anden Penge for at dække over noget, røber netop en meget befængt Samvittighed. At den nærige Enke i sidste Øjeblik fortrød sit Tilbud ændrer intet ved Sagen.

De her tilvejebragte Oplysninger vil antagelig bidrage til, at Statsadvokaten kræver kriminel Undersøgelse indledet.

(Social-Demokraten 4. maj 1924).

Den gamle Tjenestepiges ynkelige Død.

Politimesteren tvivler om, at der kan rejses Tiltale mod Madmoderen.

Politimester Hutzen i Hillerød har nu afsluttet Undersøgelserne i sagen om den gamle Tjenestepige, Signe Gundersen, der døde af Underernæring.

Gaardmandsenken, Petrea Larsen, Villingerød, har været i indgaaende Forhør, og har forklaret og godtgtort, at hun virkelig har købt Medicin til Pigen, senest den 3. Marts, men om denne "Omsorg" for Pigen er af nogen Værdi, er vist meget tvivlsomt, eftersom man stadig har brugt Medicin efter en Recept, der er udstedt for 15 Aar siden.

løvrigt dækker Gaardmandsenken sig under det Forhold at, den afdøde Kvinde var aandsløv og "sær" og tildels selv Skyld i de ynkelige Forhold, under hvilke hun levede - hun nægtede for Eksempel bestemt at tage Ophold paa Sygehuset for at blive renset for den utrolige Masse Utøj, hun var befængt med, og af den Grund havde Enken ikke villet have hende ind i Stuerne.

De to Kvinder boede meget afsides og alene, og der er ingen, der tilfulde kender dette Forhold, og der er derfor kun Enkens Forklaring at holde sig til.

Politimoster Hutzen erklærer, at han ikke nærer Tvivl om, at den gamle Pige er blevet frygteligt vanrøgtet, men det er dog meget tvivlsomt, om der paa det foreliggende Grundlag kan rejses Tiltale mod Enken.

Statsadvokaten vil nu komme til at sige det afgørende Ord i denne uhyggelige Sag.

(Aftenbladet 5. maj 1924)

Den gamle Tjenestepiges Død.

Ingen Tiltale mod Madmoderen?

Politiet i Hillerød har foretaget en Række Afhøringer i Anledning af den 58-aarige Tjenestepige Sigrid Gundersens Død, og Sagen vil en af de første Dage blive indsendt til Statsadvokaten, som skal tage Bestemmelse om, hvorvidt der skal rejses Tiltale mod den gamle Piges Madmoder, Enkefru Petrea Larsen i Villingerød. "Berl. Tid." har spurgt Politimester Hutzen, om der var kommen noget Nyt frem i de sidste Dage.

- Jeg var i Fredags i Villingerød for at afhøre Fru Larsen, udtalte Politimesteren, og hun gav mig en lang Forklaring om sit Forhold til Pigen. Jeg nærer ikke Tvivl om, at Signe Gundersen er bleven vanrøgtet; men jeg saae dog, at der stod flere Medicinflasker med Pigens Navn paa, og dem maa Fru Larsen have betalt, da Pigen ingen Penge havde. Den sidste var fra 5. Marts i Aar, og der stod en anden Flaske med Kinaroborans, som ogsaa var kjøbt fornylig. Pigen har for 15 Aar siden søgt Dr. Krieger, som gav hende Recept paa noget Medicin, og den gamle Recept er hun vedbleven at kjøbe efter. Dr. Krieger havde sagt, at hun ikke maatte faa Salt, derfor levede hun mest af The, Mælk, Honning, Sirup og andre søde Sager. Hun havde efter Fru Larsens Udsagn ikke villet spise Kjød, men ellers faaet "almindelig Bondekost". Før hun kom paa Sygehuset, laa hun til Sengs paa Gaarden i 8 Dage, og i de første Dage havde hun spist normalt, medens hun intet nød i de sidste Dage. Hun var dog ikke mere syg, end at hun kunde skrive til sin Broder om at komme over og se til hende.

- Har man det Brev?

- Nej, det har Broderen brændt; men efter hvad man siger, indeholdt det ingen Beklagelser eller Bebrejdelser mod Fru Larsen.

- Hvorfor har Familien ikke tidligeretaget sig af Pigen?

- Ja, det er jo ogsaa mærkeligt, at Broderen, der boer i Nærheden, ikke har set til hende i det sidste Aar. For Resten blev der jo ikke øvet nogen Tvang mod hende; hun kunde være gaaet sin Vej, hvis hun syntes, hun blev daarligt behandlet.

- Men de Forhold, hun levede under, var dog meget usle og elendige? 

- Ja, de var nærmest frygtelige. Hun var jo bl. A. fyldt med Utøj, og det var Grunden til, at Fru Larsen ikke vilde have hende inde i Stuen, men lod hende ligge ude i Rummet ved Loen. Fru Larsen forklarede, at hun havde tilbudt Pigen at komme paa Sygehuset for at blive renset for Utøj; men saa havde hun svaret, at hun hellere vilde springe i en Tørvegrav end ind paa Sygehuset. Dette er jo kun Fru Larsens Forklaring; og at den gamle Pige i betydelig Grad har lidt under Mangel paa ordentlig Behandling og Pleje, er der ikke Tvivl om; men hun har jo nok været sær og har maaske ikke ønsket det anderledes.

- Det siges, at Fru Larsen har tilbudt en Mand 3000 Kr. for at hindre, at der kom noget offentligt frem om Pigens Død.

- Ja, det hører jeg i Dag, men det vidste jeg ikke i Fredags. Hun fortalte selv, at en Mand havde villet laane 3000 Kr. af hende, men ikke, at hun selv tidligere havde tilbudt Pengene.

- Vil der kunne rejses Tiltale?

- Jeg tror det næppe; men det bliver jo Statsadvokaten, der skal afgjøre det. Vi har jo i Grunden ikke andet end Fru Larsens Forklaring at holde os til. da Ingen paa Egnen og heller ikke Pigens Familie kom paa Gaarden; og Pigen kunde skrive, hvis hun havde haft noget at beklage sig over; men det har hun altsaa ikke gjort.

(Jyllandsposten 7. maj 1924).

Kinaroborans var en bitter med påståede styrkende egenskaber. Formentlig en slags mirakelmiddel. 

Petrea Larsen blev i slutningen af maj 1924 indkaldt til retten. Dommeren havde stillet et køretøj til rådighed for hende, men hun mødte ikke op. Statsadvokaten rejste ikke tiltale. Politimesteren rejste efterfølgende tiltale efter tyendelovens §§ 7 og 8. Hun blev efterfølgende frifundet for tiltalen efter §7, men fik en bøde på 100 kr. for at have overtrådt tyendelovens § 8 angående natteophold i et uhyggeligt rum m.m., idet det var enkens pligt at drage omsorg for at pigen blev renset for utøj.

Politimester Harry William Hutzen (f. 1872 i Vejle, cand. jur. 1896) var blevet politimester i Hillerød Købstad m. v. fra 24. marts 1921. Hans embedsbolig var i slotsgartnerboligen på Batzkes Bakke.

Vandringsløse Tidende har en nutidig beskrivelse af egnen hvor disse begivenheder fandt sted.

De mystiske Dødsfald paa Statsbanens Centralværksted. (Efterskrift til Politivennen)

De maa sikkert skyldes de usunde Omgivelser.

Saavidt Arbejderne bekendt, er der intet foretaget i den af Bladet den 10. ds. fremdragne Sag ang. de hygiejniske Forhold ved Statsbaneværkstederne. Det er sandsynligvis den samme Opfattelse, der gør sig gældende nu, som da vi for flere Aar tilbage fremdrog Sagen her i Bladet, men Forholdene har i disse Aar udviklet sig i en saadan Grad, at Arbejderne ikke vedblivende vil finde sig i det farlige Naboskab - Kloaksumpen - der jo nu som paavist er langt farligere efter at Inddæmningen i Kalvebodstrand har fundet Sted.

Efter det sidste Dødsfald indsendte Organisationen en Prøve af Olien til Undersøgelse hos den Læge, der havde behandlet Patienten, og herfra er der modtaget følgende Svar:

Lægeerklæringen fra Rigshospitalet.

I den olieagtige Vædske, jeg har modtaget fra Dem, fandtes ingen Bakterier. Det kan saaledes anses for udelukket, at den direkte har haft nogensomhelst Indflydelse paa Sygdomstilfældets Opstaaen.

At den indirekte - gennem sin Fordampning og Dampenes eventuelle skadelige Indflydelse paa Slimhinderne - kan være skadelig, anser jeg ikke for sandsynligt. Herom vil man ialt Fald ikke kunne udtale sig nærmere, før det er oplyst, hvilke kemiske Bestanddele der findes i Væsken.

(sign.)
Carl Sonne.

Om Statsbanerne eller andre Autoriteter herefter vil foretage videre i Sagen, vil Arbejderne vel næppe erfare noget om, men af ovennævnte Erklæring vil man da kunne slaa sig til Ro med, at Faren ikke er at finde Olien, men da de to Dødsfald upaatvivlelig ikke kan tilskrives ganske almindelige Aarsager, ligger det nær at søge Aarsagen i Værkstedets Sundhedsforhold, og vi skal til yderligere Belysning heraf oplyse følgende:

Værkstederne er bygget paa en Skarnbunke.

Værkstederne ligger paa en opfyldt Grund, hvis væsentligste Bestanddel er Dagrenovation. Igennem det store Maskinværksted fører en Hovedkloak,

der har sit Udløb fra Vesterbrokvarteret, og paa sin Vej tager imod Tilløbet fra Værkstedernes W. C.

Fra de / Værkstederne anbragte Rensebrønde opstiger til Tider en ganske ulidelig Stank, og da Værkstedet er som et helt lukket Drivhus, er der ingen Adgang til Fornyelse af Luften.

De Indlagte Varmeledninger, der iøvrigt var beregnet paa at indblæse frisk Luft i Værkstederne, bliver af Sparsommelighedshensyn ikke benyttet, og saalænge Luften udenfor er lige saa daarlig som inde i Værkstederne, vilde det heller ikke være til synderlig Nytte.

"Belvedere-Kloaken«.

"Belvedere-Kloaken" fungerer som en Art Hjælpekloak for den, der fører igennem Værkstedet, idet der paa denne findes Porte, der ved stærkt Tilløb, Regn o. l. automatisk aabner sig, og dens Overflod løber da ud i den aabne Kloak. Ved saadanne Lejligheder flyder da Menneskeekskrementer rundt i flere Dage i den aabne Kloak til de helt opløses eller gaar til Bunds!

Under disse utroligt uforsvarlige hygiejniske Forhold tilbringer Arbejderne 10½ Time daglig i et Statsværksted, og det er nu ikke saaledes, at det her er Arbejderne alene, der beklager sig; alle vore Overordnede lider under akkurat de samme Forhold og er ganske enige med Arbejderne om, at dette sundhedsfarlige Forhold forlængst burde være fjærnet. Skal denne Kloak endnu have Lov at udøve sin Virksomhed i den kommende Sommer, saa lover vi at invitere alle Sundhedsautoriteterne til at stifte nærmere Bekendtskab med den, naar den rigtig en varm Sommerdag staar i fuld Gæring.

En Epidemifare.

VI er ikke forhaabningsfulde, vi venter naturligvis ikke, at man nu straks tager fat paa at ordne dette Forhold, vi venter kun at se, hvem der bliver den næste; thi nu har i ventet i snart 10 Aar paa Forbedringer, og vor største Glæde er nu, saa snart det er Fyraften, hurtigst muligt at søge bort fra Statsbanens Terræn, hen, hvor der blæser en frisk Vlnd, der ligesom giver os nyt Liv; skulle en Epidemi indtræffe, vilde vi vel næppe være saa glade ved hver Dag at forlade en saadan Smittekilde for muligvis at bringe Smitten hjem til Familien.

Vi skal senere komme tilbage til denne Sag og vil vedblive dermed til der bliver taget alvorligt fat paa en Forklaring.

(Social-Demokraten 24. oktober 1917).

Allerede 6. juni 1911 havde Social-Demokraten klaget over at Rosenåen som løb fra Godsbanegården forbi Statsbanernes centralværksted ud til Kalvebod Strand, var en sort, stinkende sump hvis stank generer arbejderne i maskinværkstederne.

Mogens Falk-Sørensen, Stadsarkivets fotografiske Atelier: Vasbygade og DSB-arealet. Optaget fra taget af turbinehallen på H.C. Ørstedsværket. På billedet ses kolonihaver og lokomotivværkstedet på Otto Busses Vej. I baggrunden ses Ingerslevsgade. Foto optaget for Stadsingeniørens Direktorat af Stadsarkivets fotografiske Atelier. 1949. Kbhbilleder. CC-BY.

Jens Jensen med Tilnavnet Frost. (Efterskrift til Politivennen)

Onsdagen den 1ste September.

Nr. 163. Høiesteretssagfører Hansen
contra
Jens Jensen, med Tilnavn Frost
(Defensor Klubien),

der tiltales for at have forvoldet Enken Nikoline Hendriksinc Christensens Død, for Brandstiftelse, Omgængelse mod Naturen eller Forsøg herpaa, uterligt Forhold samt Tyveri.

Viborg Kjøbstads Extrarets Dom af 27de Februar 1880:

"Arrestanten Jens Jensen, kaldet Frost, bør hensættes til Tugthusarbeide i 16 Aar samt udrede i Erstatning til "den almindelige Brandforsikring for Landbygninger" 508 Kr. 90 Øre og til "de mindre Landeiendomsbesidderes Brandforsikringsforening for rørlige Eiendomme i Nørrejylland" 535 Kr. 50 Øre; saa bor han ogsaa udrede alle af denne Sag lovligt flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor, Cancelliraad, Overretsprokurator Møller, 40 Kr., og til Defensor, Prokurator Esmann, 30 Kr. Den idømte Erstatning at udrede inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og Dommen i det Hele at efterkommes under Adfærd efter Loven."

Viborg Landsoverrets Dom af 26de April 1880: "Underretsdommen bør ved Magt at stande. I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Justitsraad Neckelmann og Prokurator Isaacsen, betaler Arrestanten 50 Kr. til hver. De idømte Erstatningsbelob udredes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og iøvrigt at efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

Efter de Høiesteret forelagte, tildels efter den indankede Doms Afsigelse tilveiebragte Oplysninger er der ikke tilstrækkelig Grund til at antage, at Tiltalte har været tilregnelig Aarsag til Nicoline Hendriksine Christensens Død, i hvilken Henseende fremhæves, at det efter en Høiesteret forelagt ny Erklæring fra Distriktslægen ikke er usandsynligt, al hun allerede var død, da Tiltalte bandt Tørklædet om hendes Mund. Som Følge heraf bliver der ikke Spørgsmaal om Anvendelse af Straffelovens § 188, hvorhos Tiltaltes i Dommen ommeldte Tilegnelse af forskjellige af bemeldte Enkes Eiendele vil være at henføre under § 230 i Forbindelse med § 243 , 2det Led sammenholdt med § 46.

Hvad de øvrige Tiltalte imputerede Forhold angaaer, billiges Overrettens Bedømmelse deraf, dog saaledes at Straffelovens § 177 i det Hele bliver at sammenholde med § 46. Straffen lindes at maatte bestemmes til Tugthusarbeide i 12 Aar, hvorhos Tiltalte vil have at udrede Erstatning og Actionens Omkostninger efter Dommens Bestemmelser.

Thi kjendes for Ret:

Jens Jensen med Tilnavn Frost bor hensættes til Tugthusarbeide i 12 Aar. Iøvrigt bør Landsoverrettens Dom ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Høiesteretssagfører Hansen og Advokat Klubien 100 Kroner til hver.

(Fortsættes i næste Nr.)

(Højesteretstidende 1180-1881, nr. 17, side 271-272)

(Fortsættes fra Nr. 17).

Nr. 163. Højesteretssagfører Hansen
contra
Jens Jensen, med Tilnavn Frost (Defensor Klubien).

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Arrestanten Jens Jensen med Tilnavn Frost — der er født i Aaret 1851 og som ifølge Overrettens Dom af 10de April 1876 har været anset for Tyveri og Attentat paa Brandstiftelse efter Straffelovens § 228 samt § 281 sammenholdt med § 46 med Forbedringshusarbeide i 2 Aar — tiltales under denne Sag for at have forvoldet Enken Nicoline Hendriksine Christensens Død, for Brandstiftelse, Omgængelse mod Naturen eller Forsøg herpaa, uterligt Forhold samt Tyveri.

Natten mellem den 2den og 3dio Juli f. A. nedbrændte et den 72-aarige Aftægtskone Nicoline Hendriksine Christensen, Mads Sørensens Enke, tilhørende Hus paa Vinkel Mark, og blev Enken, der havde boet ene i Huset, den paafølgende Morgen fundet død paa Brandstedet, hvor hendes Lig, der var stærkt forbrændt og forkullet, laa i et Rum i den Del af Huset, der havde været benyttet som Tørvelade, med Hovedet paa en Kasse, hvori der var Sand. Efter de senere fremkomne Oplysninger maa den ommeldte Ulykke antages at være foraarsaget af Arrestanten, der efter den 30te Juni f. A. at være undvegen fra Viborg, hvor han sad arresteret som mistænkt for at have gjort sig skyldig i Omgængelse mod Naturen, havde flakket omkring i Omegnen af bemeldte Kjøbstad, indtil han den 5te Juli blev paagrebet i Vium, hvor han Dagen forud havde taget Ophold hos Aftægtsmand Ole Nielsen.

Efter Arrestantens Forklaring var han, der vilde tale mod en Mand paa Vinkel Mark, den 1ste Juli om Aftenen paa Veien til dennes Hus kommen i Nærheden af Mads Sørensens Enkes Hus, og havde da besluttet at søge Nattelogis sammesteds, idet han, der vidste, at Huset kun var beboet af en enlig Kone, som han, der ikke saa Lys i Huset, desuden antog var gaaet tilsengs, mente at kunne gjøre dette uden at frygte for at blive paagrebet. Han gik derfor ind i Husets Lade, hvis Dør forneden kun var lukket med to Stene, medens den foroven var lukket med en udvendig anbragt Pind, der gik gjennem et Træøie paa Dørkarmen, og lagde sig, efterat have tillukket Døren indvendig med en Haspe, til at sove i noget Halm i en tilstedende Tærskelo.

Da han vaagnede næste Dag, som han antager noget for Middagstid, vilde han ind til Enken for — som han har udtrykt sig — paa en eller anden Maade at faae hende til at levere ham nogle Fruentimmerklæder, idet det var hans Mening at udklæde sig som Fruentimmer for lettere at undgaae at blive opdaget og paagrebet, men da han fandt Husets Dør ud til Haven aflaaset, og udenfor Vinduet havde spurgt, om der var Nogen hjemme uden at faae Svar, besluttede han, der nu antog, at Enken var paa Arbeide og ikke vilde komme hjem for om Aftenen, at bane sig Adgang fra Loen til Beboelsesleiligheden for sammesteds at stjæle nogle Fruentimmerklæder. Han gik derfor tilbage til Loen og steg derfra ved Hjælp af et omvendt Kar op paa Loftet, hvorfra han gjennem en Lem kom ned i Husets Forstue, idet han ved Nedstigningen benyttede en Stige, som hang i Forstuen paa en Krog ved Lemmen, og som han tog ved at rakke Haanden gjennem Lemmen. Fra Forstuen gik han gjennem Dagligstuen ind i Sovekammeret, hvor han tilvendte sig to Underskjørter, en Trøie, et Par Strømper og et trekantet ca. 2 Alen langt Tørklæde, som laa paa en Stol ved Sengen, og vilde nu iføre sig disse Klædningsstykker istedetfor sine egne, men da han frygtede for at foretage Omklædningen i Sovekammeret, fordi Folk fra Veien kunde see ind i Værelset gjennem Vinduet, tog han Tøiet under Armen og gik med samme gjennem Dagligstuen tilbage til Forstuen, idet han, der tænkte sig Muligheden af, at der kunde komme Nogen, medens han opholdt sig i Huset, for saavidt muligt at skjule sin Tilstedeværelse, lukkede Døren mellem Dagligstuen og Forstuen paa samme Maade, som den havde været lukket, inden han aabnede den, nemlig ved at binde en Snor omkring Klinken, ligesom han ogsaa hængte den Stige han havde benyttet ved Nedstigningen fra Loftet, paa den Plads hvor han havde taget den. Derpaa gik han gjennem Kjøkkenet ud i den ved Siden af samme værende Tørvelade, hvor han gik ind i et Rum, der ved et ca. l½ Alen høit Træværk var adskilt fra den øvrige Del af Tørveladen, hvorfra der dog var Adgang til Rummet gjennem en i Træværket værende Aabning. I dette Rum, der maa antages oprindelig at have været indrettet til Faarefold, men hvori der nu opbevaredes en Kasse med Sand og noget Pindebrænde m. m.,  afførte han sig sine Klæder med Undtagelse af Skjorten, og begyndte at udklæde sig som Fruentimmer, men medens han var beskjæftiget hermed, kom Mads Sørensens Enke, der maa være kommen hjem, uden at Arrestanten havde mærket det, ind i Tørveladen, og Arrestanten skjulte sig da hurtig bag det ovennævnte Træværk. Enken kom imidlertid, som Arrestanten antager for at hente noget i Faarefolden, hen til Aabningen ind til samme, og da hun saa Arrestanten skjult sammesteds, gav hun et høit Skrig fra sig og styrtede baglænds om, saaledes at hendes Fødder kom til at ligge inde i Faarefolden og den øvrige Del af hendes Legeme udenfor samme. Arrestanten, der strax saa, at det var Mads Sørensens Enke, hvem han kjendte fra tidligere Tid, foldede nu det trekantede Tørklæde, som han havde medtaget fra Sovekammeret, flere Gange sammen og bandt det om Hovedet paa Enken, der var bleven liggende bevidstløs paa Jorden, saaledes at Tørklædet dækkede hendes Mund, men efter Arrestantens Paastand ikke hendes Næse og lod hende blive liggende saaledes, som han antager ca. 10 Minutter, medens han gik ind i Dagligstuen, hvor han fra en Kommode og et Skab, der henstod sammesteds tilvendte sig 45 à 46 Kr. samt forskjellige Klædningsstykker og en Pengepung. Derefter vendte han tilbage til Torveladen og løste Tørklædet, som han havde bundet om Enkens Hoved, men da hun, der iøvrigt endnu var varm og bøielig i Leddene, ikke bevægede sig eller gav noget Livstegn fra sig, og hendes Arme hang slappe ned fra hende, kunde han mærke, at hun var død, og han slæbte hende ind i Faarefolden og lagde hendes Hoved op mod den der henstaaende Kasse. Efter Arrestantens Forklaring havde det ikke været hans Hensigt at berøve Enken Livet, og han vil end ikke have gjort sig nogen Tanke om, at han ved at binde for hendes Mund kunde bevirke hendes Død, hvorimod han alene vil have gjort dette for at forhindre, at hun, naar hun vaagnede af sin Besvimelse, skulde skrige og derved hidkalde Folk, eller, som han ogsaa har udtrykt sig, at det blot var hans Hensigt at faae Tid til at faae andre Klæder paa og fjerne sig. Dersom hun atter var vaagnet op, da han løste Tørklædet, vilde han hurtig væren løben bort ad samme Vei, som han var kommen ind i Huset, og da han mærkede at hun ikke gav nogen Livstegn fra sig, vilde han, der iøvrigt ikke gjorde noget Oplivelsesforsøg, fordi han — som han har udtrykt sig -- aldrig før havde sét døde eller besvimede Folk, gjerne have bragt hende til Live, og det var Grunden til at han lagde hendes Hoved op mod Kassen, idet han tænkte sig, at hun ved at ligge saaledes lettere kunde komme til sig selv igjen, medens hans Tanke ved at slæbe hende ind i Faarefolden iøvrigt var den, at hun, dersom hun atter kom til Live, ikke saa let kunde komme hen til Døren og raabe om Hjælp. Efterat have slæbt Enken ind i Faarefolden, gik Arrestanten ind i Sovekammeret, men vendte efter nogle Minutters Forløb atter tilbage til Tørveladen, og da han ved atter at see paa Enken blev overbevist om, at hun virkelig var død, besluttede han at tilvende sig de i Huset værende Fruentimmersager, samt derefter afbrænde Huset for at skjule, at han havde foraarsaget Enkens Død. Han forblev imidlertid i Huset, som han antager, omtrent til Kl. 11 om Natten, idet han, der af og til gik ind i Tørveladen for at see til Enken, som vedblev at ligge stille hen, iøvrigt maa antages for det meste at have opholdt sig i Dagligstuen, hvor han, der tildækkede Vinduet med et Klæde, som han antog bestemt dertil, af Kommoden og Skabet sammesteds udtog alle de Gjenstande, som han syntes at kunne have Brug for, navnlig en stor Mængde Fruentimmerklæder, Knive, Gafler, Tallerkener, Kopper, Skeer o. s. v. Efter tilsidst at have bragt disse Gjenstande saavelsom dem, han tidligere havde tilegnet sig, og sit eget Tøi, bunden sammen i to Pakker, ud i Haven, vendte han endnu engang tilbage til Tørveladen, hvor han afrev endel Tændstikker, som han kastede i et sammesteds henliggende Halmknippe, og da Ilden strax fængede, forlod han, efterat have aflaaset Døren ud til Haven og medtaget Nøglen, som Enken ved sin Hjemkomst maa have ladet siddet i Døren, med sine to Pakker Huset.

Efterat være kommen lidt derfra, kastede han den medtagne Nøgle fra sig paa Veien, hvor den senere er funden, og gik derpaa, medens han hyppig vendte sig om og saa, at Ilden blev stærkere og stærkere, gjennem Kandrup Mølle forbi Almind Kirke gjennem en Slugt ned til Hald Sø, hvor han kastede sine egne Klæder i Søen, idet han vilde give det Udseende af, at han havde druknet sig sammesteds. Da Enkens Lig, som meldt, den næste Morgen blev fundet paa Brandstedet i en stærk forbrændt og forkullet Tilstand, har der ikke med Nytte kunnet foretages Obduction af Liget til Oplysning om Dødsaarsagen, og der foreligger overhovedet ikke andre Oplysninger desangaaendo eller om de med Arrestantens forbryderiske Forhold forbundne nærmere Omstændigheder end Arrestantens egen Forklaring, som derfor i det Hele maa blive at lægge til Grund ved Sagens Paadømmelse. Naar der imidlertid efter denne Forklaring maa gaaes ud fra, at Enken var dod længe for Arrestanten stak Ild paa hendes Hus, og hun saaledes ikke kan være omkommen ved Branden, er der ingen Grund til at betvivle, at hendes Død er foranlediget vod at Arrestanten, efter paa den af ham omforklarede Maade at have bundet for hendes Mund med et Tørklæde, der sandsynligvis ogsaa har tildækket Næsens Aabninger, har ladet hende ligge saaledes i bevidstløs Tilstand i nogen Tid og uden efter Tørklædets Løsning at foretage noget Oplivelsesforsøg; thi vel har Distriktslægen i en under Sagen afgiven Erklæring antydet, at det kunde være muligt, om end lidet sandsynligt, at hun kunde være død af Skræk, eller at hun kunde have slaaet sit Hoved, da hun faldt omkuld i Tørveladen, og at dette Slag i Forening med Skrækken kunde have dræbt hende, men Arrestantens Forklaring giver ingen Anledning til at antage, at hun ved Faldet skulde have faaet noget Slag i Hovedet af større Betydning, og Muligheden for, at hun kunde være død af Skrækken alene, maa efter Omstændighederne og navnlig Indholdet af Distriktslægens Erklæring anses for saa fjern, at den ikke kan komme i videre Betragtning. 

Med Hensyn til Bedømmelsen af Arrestantens Forhold maa det derhos bemærkes, at det ikke imod hans Benægtelse kan anses godtgjort, at han har villet dræbe Enken, eller at han overhovedet har havt anden Hensigt, end midlertidig at sætte hende ude af Stand til at tilkalde Hjælp, forat han kunde have Leilighcd til at bringe sig og sine Koster i Sikkerhed, men da han dog efter Omstændighederne burde have forudset Enkens Død som en rimelig eller ialfald ikke usandsynlig Folge af sin Gjerning, maa der ved Fastsættelsen af Straffen for hans heromhandlede Forhold — der forøvrigt forsaavidt angaar den med Vold forbundne Tilegnelse af Enkens Gods, maa blive at betragte som Røveri — tillige blive at tage Hensyn til Straffelovens § 188, hvilket i Forbindelse med do øvrige ved Røveriet forbundne Omstændigheder maa medføre, at dette bliver at henføre under Straffelovens § 243 andet Led, medens den dermed forbundne Brandstiftelse vil være at straffe efter bemeldte Lovs § 281 1ste Led, hvorved bemærkes, at Actionsordren vel ikke særlig nævner Røveri, men at dette ikke findes at kunne være til Hinder for at bringe førstnævnte Straffebestemmelse til Anvendelse. Størstedelen af de Penge, som Arrestanten havde tilvendt sig i Enkens Hus, saavelsom samtlige øvrige Gjenstande, han havde taget sammesteds — hvilke Gjenstande under Sagen tilsammen ere vurderede til 51 Kr. 9 øre — bleve ved Arrestantens Anholdelse fundne i hans Besiddelse og ere senere udleverede Enkens Arvinger, der have frafaldet Krav paa videre Erstatning. Derimod have den almindelige Brandforsikkring for Landbygninger og de mindre Landeiendomsbesidderes Brandforsikkring for rørlige Eiendomme i Nørrejylland, der i Anledning af Ildebranden have udbetalt i Brandskadesorstatning m. m. henholdsvis 508 Kr. 90 Øre og 535 Kr. 50 øre, paastaaet sig disse Beløb erstattede af Arrestanten, der ikke har gjort nogen Indsigelse imod at tilsvare samme.

Efter Arrestantens egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger har han endvidere gjort sig skyldig i efternævnte Forbrydelser:

Da Arrestanten den 4de Juli f. A. ved sin Ankomst til Aftægtsmand Ole Nielsen Hus i Vium, hvor han, som meldt, den næste Dag blev paagreben, ikke strax traf Nogen hjemme, tilvendte han sig en Nielsen tilhørende Skjorte, der beroede i dennes Dragkiste,.og vel har Arrestanten, der strax iførte sig Skjorten og maa antages ikke ved Nielsens Hjemkomst at have omtalt, at han havde taget den, villet gjøre gældende, at han vilde have lavet sig en anden Skjorte om Natten og ladet Nielsens blive tilbage, naar han forlod dennes Hus, men til dette Anbringende vil der ikke kunne tages Hensyn. Skjorten, der under Sagen er vurderet til 50 Øre, er tilbageleveret Ole Nielsen, der har frafaldet Krav paa videre Erstatning.

Den 11te Mai f. A. har Arrestanten, der den nævnte Dag havde truffet Tjenestedreng Hans Peder Pedersen i Nærheden af Viborg, hvor denne vogtede Faar paa en Mark ved Landeveien, opfordret Drengen til at lade sig bruge af Arrestanten til Omgængelse mod Naturen, og da Drengen ikke vilde indlade sig med ham, med Magt lagt ham ned i Grøften ved Landeveien og derefter nedknappet hans Benklæder samt søgt at bringe sit Lem ind i hans Endetarm, ved hvilken Ledighed Sæden gik fra Arrestanten. Ligeledes har Arrestanten til forskjellige Tider i Aaret 1878 søgt at formaae 3 andre Mandspersoner til at lade sig bruge af ham til Omgængelse mod Naturen, men uden at disse vilde indlade sig med ham.

I October Maaned 1877, medens Arrestanten boede i Viborg, har han, da en i samme Hus som han boende Enkes dengang knap 6 Aar gamle Datter en Dag var kommet op i hans Værelse, lagt hende ned paa Gulvet, og idet han lagde sig ovenpaa hende og tog hendes Klæder op, ført sit Lem mod hendes Kjønsdele, som han har udtrykt sig paa samme Maade som om han skulde pleie legemlig Omgang med hende, hvad han dog paa Grund af hendes unge Alder ikke kunde. Barnets Kjønsdele vare i nogen Tid derefter i en sygelig Tilstand, men efter Lægens Forklaring under Forhoret er der ikke tilføiet hende nogen Skade af blivende Natur.

Endelig har Arrestanten en Eftermiddag i Foraarct 1874, medens han tjente paa Marsvinslund, frastjaalet sin daværende Husbond Proprietær Hansen en Skinke af Værdi 8 Kr., der tilligemed flere andre Skinker opbevaredes i en uaflaaset Kasse paa et Loft, hvortil Arrestanten skaffede sig Adgang ved i Gaardens Bryggers at staae op paa en Stol og derefter krybe op paa Loftet gjennem et Hul, som han frembragte ved at borttage nogle løse Fjæl, men for dette Tyveri, der er begaaet forinden Anlæggelsen af den af Overretten under 10de April 1876 paadømte Justitssag, hvorunder Arrestanten, som meldt, for Tyveri og Attentat paa Brandstiftelse blev anset med Forbedringshusarbeide i 2 Aar, og som, dersom det var blevet inddraget under bemeldte Justitssag, efter Omstændighederne ikke kan antages at ville have medført nogen Forhøielse af den ham idømte Straf, vil der i Medfør af Straffelovens § 64 ikke kunne gjøres noget Strafansvar gjældende imod ham, og forsaavidt Arrestanten endvidere har vedgaaet, at han den 30te Juni f. A., efter den nævnte Dag at være undvegen fra sin Arrest i Viborg, har i Jens Jørgensens Hus paa Viborg Mark — hvis Beboere vare fraværende og hvor Arrestanten, der fandt Indgangsdøren til Beboelseslejligheden aflaaset, gik ind gjennem Stalddøren, som kun var lukket udvendig med en Krog — stjaalet Fødemidler af Værdi 25 Øre, at han den næste Dag i Jens Peder Andersens Hus paa Luvel Hede — hvor han, der ikke traf Beboerne, hjemme og fandt Indgangsdøren til Beboelsesleiligheden aflaaset, gik ind gjennem Døren til Kostalden, som kun var lukket udvendig medeon Krog — har drukket noget Mælk samt stjaalet et Stykke Brød med Smør paa og 3 Æg af Værdi 10 Øre, hvilke Æg han dog ved sin Bortgang fra Huset efterlod ved Døren ind til Kostalden, og at han, der den sidstnævnte Dag paa sin Omflakken i Omegnen omkring Viborg var kommet til Nørreaa, har taget en sammesteds henliggende S. H. Funder tilhørende Baad, som han dog, efterat være seilet med samme over Aaen, efterlod ved dennes anden Bred, da vil der, idet de Forurettede ikke have ønsket ham tiltalt for de ommeldte Forseelser — af hvilke Benyttelsen af Baaden maatte henføres under Straffelovens § 236, og Tyverierne under samme Lovs § 235 — heller ikke under denne Del af Sagen kunne idømmes ham nogen Straf.

Derimod vil Arrestanten for sit øvrige ovennævnte Forhold være at ansee, foruden, som meldt, efter Straffelovens § 243, 2det Lod, jfr. § 188 samt S 281, 1ste Led, tilligo efter bemeldte Lovs § 173, jfr. § 46, § 177, tildels sammenholdt med § 46 og § 230, 1ste Led, med en Straf, der efter Sagens Omstændigheder lindes passende at kunne bestemmes til Tugthusarbeide i 16 Aar, og da Underretsdommen har samme Strafbestemmelse vil bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Erstatningen til de ovennævnte Brandforsikkringsselskaber og Actionens Omkostninger billiges, saaledes være at stadfæste."

(Højesteretstidende 1180-1881, nr. 18, side 273-279)

Nicoline Henriksine Christensen (1809-1879) var enke efter Mads Sørensen Brand (1806-1871). Mads havde købt huset i 1866. Dødsfaldet blev opdaget efter en brandalarm. Vinkel Kirke havde fået ny kirkeklokke der om eftermiddagen var blevet afprøvet. Ved brandalarmen havdenogen derfor undret sig over at den blev afprøvet om natten. En mand der var klædt som kvinde og udgav sig for malkepige, blev anholdt. Det viste sig at være den fra arresten i Viborg undvegne fange, Jens Jensen (Frost). Huset blev ikke genopført. Svigersønnen, A. Nielsen overtog ejendommen som eneste arving.