Viser opslag med etiketten Store Kongensgade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Store Kongensgade. Vis alle opslag

10 januar 2024

Fysisk Kuranstalt. (Efterskrift til Politivennen)

En moderne Kuranstalt.

Omtrent midt i Store Kongensgade ligger en Institution, som i Aarenes Løb har vundet Ry videnom. ikke blot herhjemme, men ogsaa i Udlandet. Det er Overlæge Carl Ottosens Lysbade og Kuranstalt for Behandling af forskellige menneskelige Svagheder, den ældste og største i sin Art i Norden.

Fysisk Kuranstalt, som dens officielle Navn er, uåbnedes omtrent samtidig med det kendte Skodsborg Badesanatorium, der ligeledes staar under Overlæge Ottosens Ledelse. I den sidste Tid har Anstalten undergaaet forskellige Udvidelser og Forbedringer, saa den nu optager det meste af den store Dobbelte ejendom Nr. 36 - 38. Dr. Ottosen har i disse Dage forevist Anstalten med dens mangfoldige Indretninger. Appnlater og Lokaliteter for Pressen.

Det er saare interessant at gøre sig bekendt med dette Institut i alle dets Enkeltheder og Forgreninger, saa vidt det lader sig gøre under en Times Aftenbesøg. Selvom apparaterne er installerede i 16 større og mindre Rum i Mezzaninen. Her findes Lægernes Undersøgelsesværelse, og Afdelinger for Bade og Vandkure, herunder alle medicinske og elektriske Bade, Lysbehandlinger fra Rødlys til Buelys, Radiosol og Højsolsbehandlinger, alle elektriske Behandlingsapparater, fra de mindre for Faradisering til de store for Fircellebade, Bergonisering og Diathermi. Endvidere Afdelinger for Massage og elektromekanisk Vibration.

Paa 1. Sal er Lægernes Konsultationsstuer, Kurgæsternes Salon, Sygegymnastikken og Patientværelser. I de andre Etager er ligeledes Patientværelser, Køkken og Spisesal for Kurgie-terne m. m. 

Og hvad er saa Anstaltens Formaal?

Ja, siger Dr. Ottosen, det er først at byde sunde og raske, der vil bevare og forhøje deres Livskraft og Arbejdsevne samt øge deres Modstandskraft over for Sygdomsangreb, god og bekvem Lejlighed dertil.

Dernæst at hjælpe halvt raske til en bedre Sundhedstilstand med fuldt Velbefindende, Energi og Handlekraft ved Forbedring af Blodet, Blodomløbet og Stofskiftet. Endvidere at være en alsidig Kuranstalt for Mennesker, der plages af gamle og forsømte Svagheder som Reumatisme, Mave og Tarmlidelser, Nervesvagheder af forskellig Art, Hovedpine og Søvnløshed, Blegsot og Blodfattigdom, Fodsyge, Sukkersyge, Kredsløbsforstyrrelser m m.

Endelig at være et Sted, hvor ældre og gamle, der er mere eller mindre medtaget af Livets Haardhed, kan faa Lejlighed til, ved passende Behandling, atter at komme til Kræfter. Dr Ottosen bemærker, at det sidste Formaal ikke er lykkedes mindre end de andre, hvilket ses af. at Anstalten blandt sine ældre Kurgæster tæller ikke saa faa, der for længst har passeret 80 Aars Alderen.

Hvor omfattende Virksomheden er, kan skønnes af. at der paa Kuranstalten alene sidste Aar er givet ca. 25,000 Vandbehandlinger, ca. 18,000 kolde og varme Pakninger, ca. 13,000 Lysbade, ca. 21,000 Massagebehandlinger - foruden Tusinder forskellige Lysbehandlinger, medicinske Bade, Teslabehandlinger og andre elektriske Kure.

Lægetilsynet udføres af Overlæge Carl Ottosen sammen med Kurlæge. Dr A. Lindahl; men for Resten har Anstalten hele Tiden været til Raadighed for Lægestanden paa den Maade, at dens Personale ogsaa tager andre Lægers Patienter under Beliandling, naar de møder med skriftlig Lægeerklæring.

Om et Par Aar kan den store Institution fejre sit 25 Aars Jubilæum. Dens Grundlægger, Dr. Ottosen, kan med Stolthed se hen paa. hvad der i de forløbne Aar yed hans energiske Virksomhed er vokset op fra en ringe Begyndelse.

(Morsø Folkeblad, 24. januar 1921).

Foto fra Nationaltidende, 19. april 1926, 2. udgave der viser Store kongensgade 36-38 udsmykket med guirlander og flag i anledning af 25 årsjubilæet.

Store Kongensgade 36-38 fra en lidt anden vinkel. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Foryngelseskilden i St. Kongensgade

Fysisk Kuranstalt holder paa Mandag 25 Aars Jubilæum

I elektrisk Lysbad.

Fysisk Kuranstalt i Sf. Kongensgade fejrer paa Mandag 25-Aarsdagen for sin Aabning, og vi har i den Anledning aflagt den populære Anstalt et lille Besøg, for under Overlæge Carl Ottosens elskværdige Ledelse at forelage en Vandring gennem dens mange Afdelinger Denne moderne Kuranstalt, som saa mange Københavnere staar i et varmt Taknemmelighedsforhold til, er jo ikke blot et Sted, hvor kronisk Syge behandles, men ogsaa indrettet som en mangesidig Badeanstalt, hvor den Sunde kan finde alle de Hjælpemidler, der kan forhøje hans Sundhed, hans Arbejdsevne og hans Humør.

Disse elektro-hydroterapeutiske Behandlinger, disse Lys- og Massagebehandlinger, Vand og Svedekure, Massage-behandlinger, Sygegymnastiken osv., osv. har været søgt af mange Tusinde Mennesker i Aarenes Lob.

Antallet paa Badeanstaltens Gæster kan man ikke kontrollere, men det vides, at Anstalten i de forløbne 25 Aar har været besøgt af 24,225 Kurgæster eller egentlige Patienter, som i kortere eller længere Tid, som Regel 3-6 eller flere Uger, har underkastet sig Kuren.

Antallet af Behandlinger fordeler sig saaledes, at 9681 Patienter er behandlet for Nervesygdomme, 6784 for Gigt og Reumatisme, 2426 for Mave- og Tarmsygdomme, 2417 for Lidelser i Blodet, Blodkarrene og Hjertet, 1215 for Sukkersyge og andre Stofskiftelidelser, 965 for Luftvejslidelser, og endelig 737 for Nyre- og Blærelidelser.

Gaar man dernæst over til at undersøge, hvor mange fysiske Behandlinger af de forskellige Arter, som har været givet i de 25 Aar, kommer man til disse ret imponerende Tal: Af medicinske Bade (Saltbade, Saltgnidninger, Kulsyrebade, Nauheimerbade, Fyrrenaalsbade osv) 202,813, af elektriske Behandlinger 225,253, af hede og kolde Pakninger af hele Kroppen og enkelte Legemsdele 380,903, af Lysbehandlinger (Lokallys, Gløde- og Buelysbade, Højsolbade, Solarium, Polyaol og Radiosol) 427.478, af Massagebehandlinger 472,529 og af Bade og Vandbehandlinger af alle Arter 561,180.

Det betyder, at der tilsammen i de 25 Aar er givet over 2 ½ Million fysiske Behandlinger!

Saaledes er der virkelig noget at jubilere for paa Mandag. Overlæge Ottosen har for det første udsendt et smukt lille Jubilæumsskrift, for det andet har hans Hustru, Fru Johanne Ottosen, i Dagens Anledning forfattet en "Vegetarisk Kogebog for enhver Husholdning", for det tredie aabnes hele Kuranstalten Søndag Eftermiddag fra Kl. 2 ½- 6 for interesserede Københavnere, som her vil faaet Kig ind i de mange mystiske Ting, der til daglig gaar for sig i St. Kongensgade 36, og endelig fejres selve Jubilæumsdagen paa Mandag ved forskellige interne Festligheder.

(Nationaltidende, 17. april 1926).

En af patienterne på kuranstalten var Jeppe Aakjær som lå her i 1927. Marts 1927 blev Aakjær indlagt på Rigshospitalet med sukkersyge og fik koldbrand i sin venstre fod. Lægerne overtalte ham til at lade sig indlægge på Fysisk Kuranstalt i Store Kongensgade. Han blev udskrevet 13. maj 1928. Han skrev sine erindringer her og nåede 3 bind før han døde 22. april 1930.


Typisk annonce for Fysisk Kuranstalt, her fra Helsingørs Avis, 5. april 1929.

Fysisk Kuranstalt var anlagt af lægen Carl Jacob Ottosen (1864-1942) omkring århundredskiftet. Den eksisterede endnu i 1960'erne. Foto fra Ærø Venstreblad, 16. april 1926Nationaltidende, 18. april 1926 bragte nogle fotoer fra anstaltens indre.

18 februar 2023

Brand i Store Kongensgade 101 - To dræbt. (Efterskrift til Politivennen)

To Snedkerværksteder i Flammer.

En faretruende Ildløs.

Ved halvet-Tiden i Middags opstod i den Freilevske Ejendom, Store Kongensgade 101 , en Ildløs, som i halvanden Time krævede Brandvæsenets mest energiske Arbejde og meget let kunde være bleven skæbnesvanger for de omliggende Ejendomme, dels mod Gernersgade, dels mod Olfert Fischersgade.

Ilden opdagedes af Arbeidspersonalet hos Freilev. Dette havde netop spist sin Middagsmad, da man ved at aabne Døren mærkede en stærk Brandlugt. Personalets Spisestue findes paa 1. Sal i Ejendommens Baghus - Side om Side med Kontoret. I samme Etage laa Snedkermester Schmidts Værksted, hvor der laves Kontormøbler; den næste Etage optages ligeledes af dennes Værksteder, og paa 3. Sal havde "Jensens Sønner" Snedkerværksted.

Den stærke Brandlugt efterfulgtes i næste Øjeblik af hastigt spillende Flammer, som slikkede op om Trappegang og Gelænder og gjorde Passagen opefter umulig. Freilevs Personale løb da hurtigst muligt ned, fik Brandvæsenet alarmeret og Politiet tilkaldt.

Et Øjeblik efter ankom Adelgades Sprøjte; men allerede paa dette Tidspunkt var Ilden saa voldsom, at man ikke alene rekvirerede Dampsprøjten fra Adelgade men ogsaa den fra Hovedstationen. Samtidig ankom Vicebrandinspektør Liisberg, ledsaget af flere Fuldmægtige. Dampsprøjterne kørtes op, dels i Store Kongensgade, dels i Olfert Fischersgade, og den lange Brandstige rejstes.

Del var i yderste Øjeblik, at Hjælpen kom, om ikke Menneskeliv skulde være gaaet tabt. I de to Snedkerværksteder havde nemlig nogle af Svendene efter endt Middagsmaaltid lagt sig til at sove i Spaanerne, og den indtrængende Røg i Forbindelse med de knitrende Flammer vækkede dem heldigvis i rette Tid. Særlig svendene, fire ialt, paa Jensens Sønners Værksted var i absolut Fare. For at redde dem - Trappen fra 1. Tal og opefter var jo et Flammehav - maatte Brandvæsenet, indtil Stigen kom, hive dem ned fra Luge til Luge. Paa denne besværlige Maade blev to af dem reddede. Imidlertid var Stigen bleven stillet op, og de sidste fire blev saa hjulpet ned ad denne Vej. Bagefter mente man, at der var glemt en Snedkersvend, Jensen, som ikke var til at finde noget Steds, og som havde været der i Middagstimen. Ingen havde siden set noget til ham, og der var følgelig grundet Frygt for, at han var indebrændt.

Saasnart de nævnte Arbejdere var bleven bragte i Sikkerhed, førtes Slanger ind til den brændende Bygning, dels fra Store Kongensgade, dels fra Olfert Fischersgade, dels endelig fra Gernersgade.

Paa dette Tidspunkt var Bygningens to øverste Etager et eneste Flammehav, og saavel mod Gernersgade som mod Olfert Fischersgade var Baghusene, der indeholdt smaa Beboelseslejligheder, saa truede, at de maatte ryddes. Mod Gernersgade havde Ilden endog nu og da fat, idet Flammerne strakte sig over den snevre Gaardsplads og afsved Vinduesrammerne, ligesom Ruderne naturligvis sprængtes og og Murere sodedes. En kvælende Røg opfyldte desuden de snevre Gaardsrum og gjorde Smaalejlighederne. der vendte ud herimod, ubeboelige.

Trods den kvælende Røg og det farefulde Slukningsarbejde, idet den angrebne Bygning var gammel og saare brandfarlig, gik Brandmændene modigt til Arbejdet. Paa de om liggende Ejendommes Trappeafsatsers fra den hushøje Redningsstige, overalt, hvor der blot var Plads for et Menneske, stod en Brandmand med Straalerøret rettet mod Flammerne. I Begyndelsen syntes de store Vandmasser ikke at gøre den ringeste Virkning, idet Værkstedernes brandfarlige Indhold gav Ilden den bedst mulige Næring, men efterhaanden sporedes dog Virkningen. Taget, som var bleven gennembrændt, sprængtes væk af Dampsprøjtens Straale, Mursten og Bjælker styrtede ned paa Gaardspladsen og gav Ilden Luft. men ogsaa Brandmændene bedre Chancer. Efterhaanden maatte Ilden give tabt for de enorme Vandmængder som dængedes ind over den. og ved 2-Tiden kunne man erklære den for overvundet. Paa dette Tidspunkt var ganske vist Bygningens to øverste Slager aldeles ødelagte, og Freilevs Kontor, der findes paa 1. Sal, kun for saavidt skaanet, som Redningskorpset havde dækket Borde og Reoler med sine Presenninger.

Til Tider var Slukningsarbejdet absolut livsfarligt. To Brandmænd, der stod op paa et Halvtag ud mod Ejendommene i Olfert Fischersgade, slap med Nød og Næppe for at blive kvæstede under en glødende Bjælke og en Mængde Mursten, som slyngedes ned ved Dampsprøjtens Straale. Da Stenene begyndte at regne ned, sprang Brandmændene ned fra den udsatte Plads, og kun derved undgik de den i næste Sekund - faldende, antændte Bjælke.

- Det kneb en Del med at holde de Hundreder tilbage, som strømmede til Brandstedet og under allehaande Paaskud søgte at trænge sig ind.

Politiet under Assistent Schram afspærrede vel den nærmeste Del af Store Kongensgade; men endda var det besværligt for Brandvæsenet at faa Plads. Sporvognskørslen maatte ganske ophøre i de første fem Kvarter, og Vognene holdt helt ud til Østbanestationen uden at kunne komme videre. Saasnart Dampsprøjten indstillede Virksomheden, blev Slangerne rullede til Side og Sporet atter givet fri.

- Om Brandens Opkomst vidste man intet fuldt paalideligt, der er imidlertid ingen Tvivl om, at den er opstaaet paa selve Trappegangen, og Sandsynligheden taler for, at en af Arbejderne har tændt sin Pibe og kastet den endnu brændende Tændstik fra sig.

Skaden andrager sikkert omkring 50,000 Kr. 

To Mennesker indebrændte.

Da Brandvæsenet ved 3-Tiden ryddede op i Ruinerne, fandt man de forkullede Rester af to Mennesker. Ligene kunde ikke identificeres, men de formodes at være to Snedkersvende, Jensen og Petersen, som arbejder paa Jensens Sønners Værksteder.

Ligene blev lagt i et Stykke hvidt Linned og ført til Johannesstiftelsen.

(Nationaltidende 23. marts 1907).


En imponerende Begravelse

20,000 Mennesker viser Ofrene for de forbryderske Værksteder den sidste Ære

København. Langfredag.

I Dag blev de to Ofre fra Branden i Ølhandler Frejlevs Gaard begravet fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard. Der var ikke udstedt Opfordringer til Arbejderne om at møde ved denne Lejlighed, men det behøvedes heller ikke. Værkstedernes og Fabrikernes Mænd med deres Hustruer, der hver Dag paa en uhyggelig Maade maa mindes Salmistens Ord: Jeg gaar i Fare, hvor jeg gaar, de følte, at denne frygtelige Katastrofe var sket lige i deres Nærhed, og de mødte i Dag Tyvetusinde, ja, maaske flere i Tal, derude paa den vældige Kirkegaard.

Det lykkedes kun et Par Tusind Mennesker at slippe ind i Kapellets Gaard og kun Halvdelen af dem slap derfra ind i Kapellet, hvor de to Kister omringedes af de 6 Snedker-Organisationers røde Faner. Brandmændene var mødt med deres røde Banner og Snedkerlaugets Fane var ligeledes til Stede.

I Forsamlingen saas Laugets Oldermand, Kasper Rostrup, og alle Snedkerforbundets kendte Ledere.

De to Kister bakkedes af Kranse og paa hver af dem laa en mægtig Palmekrans fra Dansk Snedkerforbund.

Paa de røde Baand lastes med gylden Skrift :

"Farvel Kammerater!"

"Farvel trofaste Kollega! Vi skal mindes din Død!"

"Din sørgelige Død forpligtiger dine efterlevende Kammerater."

Den afdøde Hans P. Jensens gamle Fader, en hvidhaaret og forslidt gammel Mand vakler frem foran Sønnens Kiste, medens Orglet bruser og Forsamlingen istemmer: Kirkeklokke, ej til Hovedstæder . . .

Alle er dybt grebne og der er Taarer i mange Øjne.

Man føler sig Ansigt til Ansigt med en af Livets mest rystende Tragedier ved Synet af denne krumbøjede Olding, der selv hælder mod Graven, medens hans gamle Øjne maa falde Taarer foran den Kiste, der rummer Hans Søns skrækkelig mishandlede Lig.

Den lille grundtvigianske Pastor Larsen fra Marmorkirken træder frem og alle Øjne hænger næsten ængstelige ved ham.

Thi saa vidt er vi ved de mørke Missionsmænds Hjælp kommen her i Byen, at selv ved en Lejlighed som denne, hvor alle Sind bløder, da frygter man de iskolde Præsteord, som spotter Sorg og Taarer og truer med alle Helvedes Kvaler.

I dette Tilfalde var denne Angst ubegrundet. Pastor Larsen talte jævnt og ligefrem uden stærke Ord og store Følelser.

Han mindede om, at Døden altid betyder Sorg og Savn, men her staar vi særlig grebne af dens Alvor. Og hvorfor? Ja, hvem kan rede Livets vanskelige Traade og hvem kan forklare den dybere Mening i dette Drama. Jeg vil ikke forsøge derpaa. Jeg vil ikke kaste Skylden paa nogen, men jeg vil sige, at disse to Mænds Død er en Lære til os alle. Vi maa ikke slaa os til Ro med, at alt er, som det skal vare. Det ved jeg, at efterhaanden som Menneskene tager Naturens Kræfter i sin Tjeneste, da gælder det ogsaa, at Arbejdet bliver mere og mere farefuldt, men netop derfor bør der gøres alt for at hindre Ulykker som denne.

Nu talte Hr. Larsen i mere almindelige religiøse Vendinger og sluttede: Ære være Arbejdet! Fred med de døde!

Talen gjorde et godt Indtryk og Forsamlingen istemte: "Lyksalig, lyksalig, hver Sjæl, som har Fred', medens Bestyrelsesmedlemmer for Snedkernes Fagforeninger bar Kisterne ud af Kapellet. Udenfor stod Menneskemasserne som en vældig Mur over Pladser, Alleer og Gange og med stor Møje banede Ligtoget sig Vej ad de lange, lange Stier, som snor sig mellem de Titusinder af Grave. Et Musikkorps spillede Sørgemelodier og Masserne blottede ærbødig deres Hoveder, medens de to døde Kammeraters Lig i det herlige Foraarsvejr førtes til deres Grave.

Om disse opstod der en frygtelig Trængsel, der var lige paa Grænsen af Panik, da Formanden for Snedker og Stolemagernes Fagforening Hr. Friis traadte frem for at tale.

Under dybeste Stilhed udtalte han følgende :

I de døde Kammeraters Navn bringer jeg en Tak til de mange Tusinder. der i Dag har vist dem den sidste Ære.

Vi ved alle, at den Ulykke, der ramte vore to døde Kammerater, den er mange Arbejdere daglig udsat for under deres Kamp for Brødet, Hus og Hjem. Derfor vil vi mindes deres Død, thi den forpligter os efterlevende til at kræve Reformer, som hindrer slige forfærdelige Tab af Menneskeliv.

Fra samtlige Kammerater bringer jeg dig, Peter Jensen, og dig, Hans Petersen, vort sidste Farvel og Tak for den Trofasthed, hvormed I sammen med os har kæmpet for bedre Livsvilkaar for eders Stand.

Fred og Ære hvile over eders Minde!

Saa snart Hr. Friis sluttede, traadte Forretningsfører Carl Gran frem og udtalte :

Denne mægtige Forsamling er et Vidnesbyrd om, at Arbejderne har forstaaet dette Drama, hvis sidste Akt nu er sluttet.

I to dernede er foreløbig de sidste Ofre for de elendige Værksteder, der paa mange Maader stjal Livets Gode fra saa mangen Arbejder.

Men I ved ogsaa, at Arbejderne er uden Skyld i denne Ulykke. Vi har gjort, hvad vi kunde for at skaffe mindre farefulde Arbejdspladser, men vi manglede hidtil Magt til at gennemføre vore Krav.

I var gode Kammerater, der i Live gjorde eders Pligt. I faldt paa Arbejdets Valplads og eders frygtelige Død vil opflamme os til at arbejde videre. Vi takker jer og ærer jer.

Farvel, Kammerater!

En Slægtning af den afdøde Petersen takkede derefter paa Familiens Vegne, og søndagsklædte Arbejderkvinder trængte sig frem og kastede gule Paaskelillier og Vaarens første grønne Kviste ned i Gravene. Saa drog Folk langsomt bort.

H. N. 

(Fredericia Social-Demokrat 30. marts 1907)


Tegning fra Social-Demokraten 24. marts 1907, 2. udgave der gav detaljer om ejendommen (der beskrives som en brandfælde) og branden selv. Dagens Nyheder 24. marts 1907 bragte også en lignende beretning. Den var optaget af at nævne at møblementet til Frederikssunds nye hotel var gået op i flammer og nu måtte vente et par måneder til nye var fremstillet.

En arbejder Grested (St. Pederstræde 37, 3. sal) kastede sig ned ad den brændende trappe og blev frygtelig forbrændt kørt til Frederiks Hospital. Snedker Lassen (Blågårdsgade 17) styrtede sig ud af et vindue. 5-6 lykkedes at undslippe via en luge. Da brandvæsnet ankom, blev der yderligere rekvireret to dampsprøjter. Fire snedkersvende blev reddet ud af brandfolkene. 

Foto fra Dagens Nyheder 24. marts 1907: " Parti af den brændende Bygning, fra hvilken man søgte at redde Svendene i Snedkerværkstederne ved Hjælp af de rejste Stiger."

Ilden truede med at forplante sig til de omkringliggende beboelsesejendomme. H. Petersen, 38 år, Rigensgade og J. Jensen, 50 år, Tjørnegade brændte inde i bygningen. Begge ugifte. Snedkerne havde i længere tid kæmpet mod de livsfarlige værksteder. Se Social-Demokraten 24. marts 1907, 2. udgave for nærmere beskrivelse af den brandfarlige ejendom.

Jeg har ikke kunnet finde samtidige fotoer af brandstedet, hverken før eller efter. Dette foto er af Mogens Falk-Sørensen, Stadsarkivets fotografiske Atelier, og forestillet et baghus, smøgen set mod nordøst. Fremstillet 9. september 1963. Der findes andre fotoer af stedet, men de forestiller tilsyneladende gården efter nedrivning af baghuse. Kbhbilleder. Public Domain.


Dobbeltjordefærden paa Vestre Kirkegaard.

De indebrændte Snedkersvende.

Under enorm Deltagelse fandt Jordfæstelsen igaar Sted af de to ved Branden i St. Kongensgade forulykkede Snedkersvende, Jens Peter Jensen og Hans Pedersen.

En vældig Strøm af Mennesker bølgede ud ad Kirkegaarden til, og da vi kom derud stod mindst 1500 Mennesker og trængtes om at komme ind.

Det store Kapel, der godt og vel kan rumme et Par Hundrede Mennesker, blev formelig stormet.

Man havde ikke Tanke for at det var en Begravelse man skulde til, man foer løs under Raab og Skrig og trængte saa stærkt paa, at Børn og Kvinder ligefrem blev traadt ned.

Med Nød og Næppe fik Pastor Larsen fra Frederikskirken banet sig Vej ind gennem Massen og medens Koret faldt ind med den gamle Salme "Kirkeklokke ej til Hovedstæder" kom der endelig en Smule Ro over Forsamlingen indenfor medens de udenfor ventende Mennesker stadig larmede.

De to Kister der var stillet op ved Siden af hinanden, var fuldstændig dækkede af Vaarens Kønneste Flora og omkring dem stod Kammerater af de Afdøde med opplantede Faner. Vi noterede saaledes Snedkernes Fagforenings, Snedkerlaugets, Bygningssnedkernes, Brandfolkenes Organisations og Socialdemokratisk Forenings.

Efter Salmen traadte Pastor Larsen frem bag Kisterne og holdt en gribende Tale, der rørte Tilhørerne til Taarer.

- Disse to Menneskers Død giver Stof til Eftertanke. Man aldrig slaa sig til Ro men til en hver Tid være aarvaagen og erindre at man gaar i Fare, hvor man gaar - Lad det da være de Efterladte en Trøst at Adskillelsen fra de Kære kun er midlertidig: thi vi skal en Gang alle mødes igen. Jesus som i Dag for over 1900 Aar siden døde paa Korsets Træ, gik jo kun i Døden for at frelse Syndere fra Fortabelsen.

Efter Talen afsang man "Lyksalig, lyksalig - !" og Kammerater af de Afdøde bar kisterne ud paa Kirkegaarden idet et Orkester spillede Chopins Sørgemarch.

Og medens Vaarsolen sendte de to Arbejdere en sidste Hilsen ned i Graven, bad Pastoren en Bøn, og den smukke Højtidelighed var til Ende.

(Aftenbladet (København) 30. marts 1907).

11 marts 2022

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem 1867-1877. (Efterskrift til Politivennen)

En af de almindeligeste klager i vore Dage er vistnok den gjensidige klage, der lyder over Tyendeforholdet. Paa den ene Side anke Herskaberne over, at Tjenestepigerne ikke længer tilfredsstille deres Fordringer, og skifte dem derfor ofte, hyppigst i Utide, og for ringe Aarsagers Skyld; paa den anden Side have Tjenestepigerne faaet Fordringer til Livet, der ikke kunne tilfredsstilles og derfor volde hyppige Skiftninger fra deres Side, for at opnaae noget Bedre. Følgen heraf bliver, at vort gamle halvaarlige Tyendeforhold næsten ikke mere existerer, og at Tjenestepigerne i de fleste Tilfælde fæstes paa en Maaned, uden Hjælp i Sygdom, udsatte for Alt. Ude af sin Tjeneste, uden Støtte, uden Hjem her i Byen, er hun blottet for Alt, udsat for de største moralske Farer og Fristelser.

Vi bør imidlertid mindes, af hvilken Vigtighed denne klasse er for Samfundet. I vort Hjem betroe vi Alt til den, vort hele Liv ligger aabent for den, til den betroe vi det Bedste, vi eie, vore Børn. Og for det store Samfund er det denne Stands Betydning, at det er fra den, at Haandværkeren, Arbejderen, Folkets store Masse henter sig sin Hustru, Moderen til sine Børn, den kommende Slægt! Heri ligger en alvorlig Opfordring for os til at kæmpe mod de Farer, der omgive den unge Tjenestepige i hendes Tjenesteledighed, at søge at bevare hende uskadt for vore Hjem og for Fremtidens Slægt!

Drevne af de sørgelige Erfaringer, vi have gjort, have Undertegnede derfor besluttet, om vi kunde finde Bistand, at oprette el Hjem for Tjenestepiger, hvor de kunde søge hen under deres Tjenesteledighed, blive optagne mod ringe daglig Betaling, og derhos blive sysselsatte, til en ny Tjeneste kunde anvises dem. I dette Hjem vilde der ikke blive taget Hensyn til Religionsbekjendelsen, men der vilde blive strengt vaaget over, at Ingen bliver optaget, der ikke kan fremvise Vidnesbyrd for at have tjent og for sædelig Opførsel. For at lette Pigerne Adgang til at faae Tjeneste, ville vi arbeide for, at Husmødrene kunne fæste dem der.

Vinder dette vort Forehavende Tilslutning og Fremgang, da er det vort Ønske dermed at kunne forene et Sted, hvor Tjenestepigerne, der ønske det, kunde samles om Søndagen, for at arbeide paa deres Klæder og blive underviste ved Samtale eller Oplæsning, der passer for deres aandelige Udvikling, og maaskee en Opdragelsesanstalt for vordende Tjenestepiger fra det 14de Aar.

Med dette for Øie henvende vi os til enhver Moder, der er saa lykkelig at kunne beholde sine Børn i sit Hjem, til enhver Qvinde, der ikke behøver at forlade Hjemmet for at tjene blandt Fremmede, til enhver Mand, der vil modarbeide Fordærvelsen, der griber om sig, - med Bøn om, at de ved deres Bidrag, smaa eller store, een Gang for Alle eller aarlige, ville sætte os istand til at begynde vort Foretagende. Vi bede dem betænke, hvilken Lettelse det vil være for Forældres Sind, der sende deres Døttre ud at tjene, hvilken Betryggelse det vil være for dem at vide, at der vil være et Sted, der kjærligt aabner sig for dem, naar de staae uden Tjeneste, der vil vaage over dem med kjærligt Alvor, til hvilket de altid ville kunne tye i de Timer, der staae til deres Raadighed, og der tinde et Hjem, de saa ofte og dybt maa savne!

Vi henvende os derfor trestig til den christne Menighed og til Enhver i den, der besidder et christeligt Sind og et kjærligt Hjerte, til Enhver, der vil tjene Gud i at kæmpe mod det Onde, Neden og Fordærvelsen, med Bøn om at staae os bi med Bidrag og personlig Hjælp.

Kjøbenhavn den 20de Septbr. 1866.

Elisa Falkenskjold, Hauserpladsen 16.
Josephine Schneider,  Nørrebroes Skolegade 2.
Lauritz H. Schmidt, Præst ved Frederiks Hospital.

(Fædrelandet 28. september 1866).

Hjemmet åbnede den 1. januar 1867 i Østergade 52, mellembygningen og blev senere på året flyttet til Store Kongensgade 90, (Frederiks Kirkeplads). Sidstnævnte bygning er nedrevet, den nuværende er fra 1880.


Kjøbenhavns Tjenestepigehjem 

har i Halvaaret fra den 1ste Januar til 1ste Juli 1867 været benyttet af 42 Piger, der alle derfra have faaet passende Tjenester. 

I samme Tidsrum have Udgifterne været ialt 385 Rd. 1 Mk. 12 Sk., deraf 45 Rd. 5 Mk. 12 Sk. til Indjøb af noget Inventarium.

[Herefter følger en liste over indkomne bidrag]

Idet vi takke for den Hjælp, der alt er ydet os til at fremme Sagen, saavel i Gaver, aarlige Bidrag, Dhrr. Redaktørers velvillige Optagelse as vore Bekjendtgjørelse, som i den Beboelse Indenrigsministeriet har overladt os for en billig Leie, tillade vi os at henledt Opmærksomheden paa, at enhver af undertegnede Bestyrelse med inderlig Tak fremdeles modtager, hvad kjærlige Hjerter ville yde til Anstaltens Udvidelse.

Kjøbenhavn, den 1ste Juli 1867.

Elisa Falkenskjold, Hauserplads 16.
L. H. Schmidt, Præst ved Frederiks Hospital.
G. F. Borch, dr. med., Store Fiolstræde 17.
C. H. Boldt. Kassserer, Dosseringen 8.

(Dags-Telegraphen (København) 23. juli 1867).


Notits i Fædrelandet 6. november 1867 hvori der berettes om de første måneder af hjemmets eksistens.

En gang om ugen fik pigerne vejledning i syning. Og blev ellers sysselsat med vask og anden husgerning.

Beretning om Kjøbenhavns Tjenestepigehjem

2det Aars Virksomhed.

I det forløbne Aar er en Væsentlig Forandring foregaaet med Hjemmets hele Indretning, en Forandring, ved hvilken vi haabe at være satte istand til paa en fyldigere Maade at naa Anstaltens Formaal, nemlig at yde arbeidsløse, svage og fortabte Tjenestepiger et Tilflugtssted, i hvilket de kunne finde passende Beskjæftigelse, og hvorfra de ved Bestyrelsens Hiælp kunne gaa ud i  Tjenester afpassede efter deres Evner og Anlæg.

Medens Pigerne nemlig tidligere bleve tingede i Kost hos Vadskeribestyrerinde Madam Larsen, hvem Tilsynet med Pigerne og deres Beskjæftigelse paalaa, har Hjemmets Bestyrelse fra den 1ste August 1868 selv overtaget bemeldte Vadskeri samt den hele Økonomi under personlig Ledelse af medundertegnede Frk. Falkenskjold efterat have erhvervet den hertil nødvendige tekniske Assistance samt anskaffet det fornødne inventarium. Fordelen ved denne Forandring har navnlig været den, at det derved er blevet muligt at gjennemføre kontrollen med Pigerne under deres Ophold i hjemmet langt nøiagtigere, at udvikle deres Sands for Orden, Flid og Renlighed og i det hele taget at paavirke dem paa en saadan Maade, at de kunne gaa ud derfra ikke alene styrkede i fysisk Henseende, men ogsaa med en saadan Erindring om deres Ophold i hjemmet, at de ere sig bevidste, at de her ville finde et sikkert Tilflugtssted, hvis de atter skulde blive truede af Nød, som de ikke selv have forskyldt.

Endelig have vi haabet ved Vadskeriet at kunne skaffe hjemmet en Forøgelse i dets Indtægter, en Forøgelse, hvortil det høilig trænger forat kunne udvide sin Virksomhed; vi tillade os derfor ogsaa, idet vi fremsende denne Aarsberetning, paany at anbefale Stiftelsen til Publikums fortsatte og forøgede Velvillie. Bestræbelserne forat modarbeide og formindske den heri Byen overhaandtagende Nød og Elendighed har jo navnlig fundet sit Udtryk i den Sætning, at hjælpen skal komme ikke alene paa rette Sted men ogsaa i rette Tid, saaat man ved hjælpen forebygger en dybere Synken og sætter den Paagiældende istand til at arbeide sig iveiret. Men den som vi søge at yde den fattige Tjenestepige, er netop af denne Beskaffenhed, idet vi stræbe efter at hjælpe hende, medens det endnu er Tid, og herved at forebygge, at hun i sin Nød griber til sørgelige Udveie og synker. Maatte derfor forøget Interesse for Sagen sætte os istand til at udstrække hjælpen til endnu flere.

Hjemmet har i 1868 været besøgt af 182 piger (i 1867 af 95), heraf 14 i januar, 15 i februar, 13 i Marts, 15 i April, 18 i Mai, 14 i Juni, 14 i Juli, 17 i August, 12 i September, 14 i Oktober, 17 i November og 19 i December.

Som Følge af den omtalte Forandring paa Regnskabet for det forløbne Aar nødvendigt falde i 2 Afsnit, før og efter den 1ste Auguft, hvilken Dag Bestyrelsen selv overtog Vadskeriet og Økonomien. 

(Herefter følger regnskab, liste over bidragydere m.v.. Fra beretning om hjemmets første år.


- Kjøbenhavns Tjenestepigehjem har i 1868 fortsat sin Virksomhed med al yde arbejdsløse, svage og forladte Tjenestepiger et Tilflugtssted, hvor de kunne tinde passende Sysselsættelse, indtil de ved Bestyrelsens Hjælp kunne faae Tjeneste andetsteds. For at naae dette Formaal paa en fyldigere Maade har Hjemmels Bestyrelse fra 1ste Aug. f. A. selv overtaget det Vaskeri, hvori Pigerne sysselsættes; det er derved blevet muligt at føre et bedre Tilsyn med de i Hjemmet optagne Tjenestepiger og bedre at udvikle deres Sands for Orden, Flid og Renlighed. Bestyrelsen nærer tillige det Haab gjennem Vaskeriet at faae forøgede Indtægter, hvorved del kan blive muligt at give denne Virksomhed, der vistnok fortjener den største Paaskjønnelse og kraftig Støtte, et større Omfang. Vaskeriets Ledelse er overtaget af Frk. Elise Falkenskjold. - Hjemmet har 1868 været besøgt af omtrent dobbelt saamange Piger som i 1867, nemlig 182; dets Indtægt har været 2605 Rdl., hvoraf 1382 Rdl. i Aarsbidrag , 426 Rdl. i Bruttoindtægt af Vaskeriet og 711 Rdl. Beholdning fra forrige Aar; dets Udgift har været 1795 Rdl , hvoraf 450 Rdl. til Indkjøb af Vaskeriinventariet; dets eholdning ved Aarets Udgang var derefter omtrent 800 Rdl. Bestyrelsen bestaaer af Frk. Falkenskjold, Pastor L. H. Schmidt, Dr. med. Borch og Kasserer T. P. Thomsen.

(Fædrelandet 27. marts 1869)


Kjøbenhavns Tjenestepigehjem Det er en Kjendsgjerning, at det er ulige lettere at skaffe Hjælp og Understøttelse til den Faldne end til den, som under Modgangens Tryk har formaaet at holde sit Rygte uplettet, men som omsider i sin Fortvivleise og Nød tyer til Andres Bistand og trygler om en Haandsrækning. De Mange, som med Nidkjærhed virke for at føre den faldne Mand og Kvinde eller det vanartede Barn tilbage paa den rette vei, ville netop allerbedst ofte have havt Leilighed til at sande Rigtigheden af disse Bemærkninger. Det ligger imidlertid i Forholdenes Natur, at det er lettere at fyldestgjøre den Opgave at skaffe Hjælp til de Personer, som vise Anger over et tidligere lastefuldt Levnet, om ikke af den Grund, at en vis sygelig Følelse som oftest er raadende overfor den, der lover Bod og Bedring, medens man synes at glemme den pletfri Svage, som i lige høi Grad trænger til at støttes, - saa dog fordi disses Antal heldigvis altid er langt større, og Midlerne desaarsag ikke strække til at hjælpe Alle dem, der med lige Ret burde hjælpes. Det vundne Resultat kan maaske ogsaa for en overfladisk Betragtning synes bedre, naar man kan meddele, at saa og saa Mange ere ved godgjørende Menneskers Bidrag bragte til at føre et ordentligt, dadelfrie Levnet, end naar Beretningen kort og godt gaaer ud paa, at det er lykkedes at forhindre, at en Flok unge Piger eller forældeløse Børn have skeiet ud, idet man i deres øieblikkelige Nød tog dem under Armene og paa en haandgribelig Maade gav dem Bevis ihænde for, at naar Nøden er størst, er Hjælpen nærmest.

Besjælede af Ønsket om at udrette noget Godt for arbejdsløse, svage og forladte Tjenestepiger, nemlig ved at yde dem et Tilflugtssted, i hvilket de kunde finde passende Beskæftigelse, og hvorefter de kunde gaa ud i Tjenester, afpassede efter deres Evner og Anlæg, udsendte for omtrent 2 Aar siden Frøken Elisa Falkenskjold, Pastor L. H. Schmidt og dr. med. G. F. Borch en Opfordring til at give Bidrag til Oprettelse af et Tjenestepigehjem, og Tanken fandt saa megen Understøttelse, at man kort efter kunde begynde Virksomheden. Man tingede oprindelig Pigerne i Kost hos en Vadskeribestyrerinde, som førte Tilsyn med Pigerne og havde Ret til at benytte dem til sit vaskeri. Paa denne Maade gik det indtil 1ste August f. A. Selskabet hjalp i den Tid 193 Piger, og man havde ingen speciel Grund til at være misfornøiet med Tingenes Gang, men man kom ikke til nogen absolut Klarhed om de forskjellige Individers moralske Forhold, da den Tilsynshavende jo ikke var knyttet til Tanken med de samme Baand som Bestyrelsen. Ved den nævnte Tid fratraadte hun efter eget Ønske, og det gjaldt nu om at finde en Personlighed, til hvem man med Tryghed kunde betro Sagen. Man søgte og søgte, den Ene meldte sig efter den Anden, men Ingen fyldestgjorde de Betingelser, som Bestyrelsen troede at burde stille. De to mandlige Medlemmer af Bestyrelsen vare ligefrem fortvivlede over at skulle opgive Sagen; da gav Frøken Falkenskjold et Tilsagn, som i samme Øieblik bragte Fortrøstningen tilbage. "Skaf mig en passende Leilighed," udbrød Hun, "saa at jeg kan have mine Piger hos mig, og jeg vil selv paa mine gamle Dage overtage Styrelsen." I en Bygning i store Kongensgade, som efter vor Tids Begreber maa kaldes en Rønne, fandt man en Række værelser, hvor Gulvene paa første Sal dannede lutter Skraaplaner, og hvor en voxen Mand ikke kunde staa opret under Bjælkerne, men der var Plads inde og ude, det var nok, og en af de sidste Dage af Juli Maaned f. A. forlod den gamle Dame, som under hele sit tidligere lange Liv havde havt Hygge, Fred og Ro, først i Forældres og siden i sit eget Hjem, sin venlige mangeaarige Bolig og drog ind i den nye. Kun en Betingelse havde hun opstillet, og det var den, at hendes aarlige faste Indtægt skulde indflyde i Tjenestepigehjemmets Kasse; "jeg vil leve med mine Piger, som jeg finder for godt, og agter nu og da som tidligere at glæde mig i Theatret eller paa lignende Maade; bliver her lidt tilovers, skal det være til Gøde for Anstalten, thi jeg har altid brugt, hvad jeg havde at leve for, og særligt Regnskab vil jeg ikke føre"

Hvad har hun, den svage Kvinde, som aldrig tidligere var kommen i Berøring med Omverdenen, udrettet? Spørg hendes Piger og se paa dem, hvor deres Øine lyse af inderlig Kjærlighed, naar de fortælle Dig om den forunderlige, paa engang saa blide og strenge gamle Dame, som kunde skænde over Forsømmelighed, saa det havde baade Fynd og Klem, og som fordrede strengt og vedholdende Arbeide fra den aarle Morgen til den sildig Aften, men som kunde se paa sine Piger med saa milde, eiegode Øine og tale med dem paa en for dem saa forstaaelig Maade - en Gave, som maaske faa eller Ingen besidder som hun - at hun idelig og idelig maatte minde Pigerne om, at de maatte fæste sig bort i Løbet af en Maaned, da Opholdet efter Bestemmelsen ikke maa vare længere. Eller gaa en Dage ud i Hjemmet og se paa de mange tilfredse Ansigter. Det er Vask og Strygning hver Dag, Søndag undtagen; der skal arbeides flittigt, mindre fordi det er dyrt at leve og Indtægterne kan ere smaa, end fordi en af Hovedopgaverne er at vænne Pigerne til Flid og Arbeidsomhed. Hvad faa Husmødre med en mangeaarig Øvelse i at omgaaes Tjenestefolk kunne faa bestilt i en Dag, udrettes her med Liv og Lyst og lidt til endda. Eller se derud en Helligaften, naar den gamle hvidhaarede Dame sidder omgiven af sine Piger, baade nuværende og tidligere, som længes efter al høre hendes Stemme og se hendes kjærlige Ansigt, og Du vil kunne faa et Begreb om Sandheden af de Ord, som findes i Bestyrelsens Beretning: "det er blevet muligt at udvikle Pigernes Sands for Orden, Flid og Renlighed og i det Hele taget at paavirke dem paa en saadan Maade, at de kunne gaa ud herfra ikte alene styrkede i fysisk Henseende, men ogsaa med en saadan Erindring om deres Ophold i Hjemmet, at de ere sig bevidste, at de der ville finde et sikkert Tilflugtssted, hvis de atter skulle blive truede af Nød, som de ikke selv have forskyldt. Men gaa saa ikke bort, før Du har lagt en Sten til værket, og opsæt det ikke, thi det gjælder om at hjælpe ikke alene paa rette Sted, men ogsaa i rette Tid; det lider jo mod Aften og hvem skal engang - det ske sent - være hendes Afløser? m. s.

(Dags-Telegraphen 31. maj 1869)


Ifølge beretningen fra 3. virksomhedsår var hjemmet besøgt af 95 piger i 1867, 182 i 1868 og 200 i 1869.


- Kjøbenhavns Tjenestepigehjem har i 1869 været besøgt af 200 Piger. De Piger, der ere udgaaede derfra, ere blevne anbragte i passende Tjenester med Undtagelse af 1, der afgik ved Døden, og 1, der bortfjernede sig fra Hjemmet. Vadskeriet har givet Hjemmet det betydelige Overskud af 419 Rdl , idet Indtægten var 1513 Rdl. og Udgiften 1094 Rdl. Tjenestepigehjemmets samlede Indtægt var 1064 Rdl., hvoraf Bidrag een Gang for alle 760 Rdl. og Aarsbidrag for 1869 609 Rdl. Dets Udgift var 961 Rdl. og der fremkom saaledes et Overskud af 913 Rdl. Dets Formue udgjorde ved Aarets Slutning 1710 Rdl.

(Fædrelandet 19. februar 1870 1869)


I 1870 fik hjemmet 1500 rigsdaler af Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn i anledning af et jubilæum. Frk. Falkenskjold der efterhånden var en aldrende kvinde, blev i 1871 afløst som forstanderinde af enkefru Lund. Hjemmet blev i 1871 besøgt af 203 piger som i gennemsnit tilbragte seksten dage der.


Kjøbenhavns Tjenestepigehjem. Denne Stiftelse adskiller sig væsentlig fra de andre saakaldte Tjenestepigehjem og Tjenestepigeskoler derved, at den ikke har sat sig til Formaal at uddanne Tjenestepiger, men snarere maa kaldes et Asyl for Piger, idet den midlertidig optager saadanne Piger, der enten som Rekonvalescenter træde ud af et Hospital eller af anden Grund uden egen Skyld ere blevne tjenesteledige og ikke have noget andet Sted at ty hen. I de 6 Aar, pigehjemmet nu har bestaaet, har det ifølge den nu udgivne Beretning om det 6te Aars Virksomhed modtaget over 1000 Piger, og mange af disse ere vist herved blevne reddede fra Elendighed og Vanære, idet de her have fundet et Tilflugtssted netop paa den Tid, de mest trængte dertil, ligesom god Anvisning og Vejledning har aabnet deres Øine for deres sande Vel og Arbejdets Betydning. Netop i vore Dage, da mange forførende Stemmer, idet de tale om jordisk Nydelse og Herlighed, søge at giøre de lavere Stillede misfornøjede med det ringere Arbeide og afmale det at tjene som noget Tungt og det at lyde som noget Trykkende, og da man mærker de sørgelige Følger af, at Baandene brydes, ikke mindst for de Tjenendes Vedkommende, vil Alt, hvad der kan gjøres for at imødegaae hine Forførere, gavne hele Samfundet. (D.-T )

(Nykjøbing Avis (Nykøbing S) 27. februar 1873).


Kjøbenhavns Tjenestepigehjem. Blandt de i de senere Aar oprettede Stiftelser, der have til Hensigt at tage sig af de kvindelige Tyende, have nogle stillet sig til Opgave at uddanne Tjenestepiger. I Modsætning til disse har Kjøbenhavns Tjenestepigehjem sat sig til Formaal at skaffe saadanne Piger, der uden egen Skyld ere blevne tjenesteledige og ikke have noget andet Sted at tye hen, et midlertidigt sædeligt Tilflugtssted. Dels for at kunne give de optagne Piger tilstrækkeligt Arbejde, dels ogsaa for at skaffe Anstalten nogen Indtægt, er der med Pigehjemmet forbundet et Vaskeri, der kan regnes at give et aarligt Overskud af c. 400 Rdl. løvrigt bestaae Indtægterne af Renterne af en lille opsparet Kapital og af aarlige Medlemsbidrag. Kjøbenhavns Tjenestepigehjem har nu bestaaet i 6 Aar, og i den Tid have over 1000 Piger nydt Godt af det der tilbudte Asyl. At denne Stiftelse i forholdsvis kort Tid har kunnet udrette saa Meget, skyldes fornemlig den nys afdøde Frk. Falkenskjold, der var iblandt Stifterne, og som trods sin høje Alder i flere Aar havde overtaget den personlige Ledelse af Pigehjemmet. Hendes Død er et stort Tab for det, ikke blot i pekuniær Henseende, idet hendes betydelige. Bidrag bortfalder, men ogsaa hendes opofrende Interesse og praktiske Sans have gavnet Tjeneste pige hjemmet meget og skallet det mange Velyndere, og Bestyrelsen synes i den nu offenliggjorte Aarsberetning for 1872 at nære nogen Frygt for, at de bidragydende Medlemmer efter Frk. Falkenskjolds Død skulle tabe deres Interesse for Tjenestepigehjemmet. Dette vilde dog være saameget mere uheldigt, som der netop nu fore staaer en betydelig Reparation at Lokalet, hvortil dette alt længe har trængt. Og da Tjenestepigehjemmets ordinære Indtægter, navnlig nu da Priserne paa alle Livsfornødenheder ere i stadig Stigen, ikke ville kunne bære de saaledes forøgede Udgifter, retter Bestyrelsen i Aarsberetningen en indstændig Anmodning til alle dem, der interessere sig for Tjenestepigehjemmet og ønske dets fortsatte Bestaaen i samme Omfang som hidtil, om at hjælpe med Bidrag til Realisationen af Stiftelsens smukke Formaal. Bestyrelsen bestaaer af Fru Stiftsprovstinde Paulli, Frk. E .Zahlmann, Konferenssraad J. P. Holm, Pastor L. H. Schmidt, Dr. med. O. F. Borch og cand. jur. C. T. Bang, Kasserer.

(Dagbladet (København) 11. marts 1873).

Se også nekrologen over frøken Falkenskjold andetsted på denne blog.

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem. Bestyrelsen for denne i et ædelt Formaal oprettede og med en velsignet esrig Nidkjærhed opretholdte Stiftelse har nylig udgivet sin 7de Aarsberetning. Det er glædeligt derigjennem at se den Omsigt, hvormed Stifteliens Anliggender ere ledede, og paa samme Tid at erfare, at det uafviselig nødvendige Tilskud til Forehavendets Fremme heller ikke denne Gang er udeblevet. Medens nemlig nogle uopsættelige Reparationsarbejder og Inventarieanskaffelser bevirkede at den samlede Udgift overskred de regulære Indlægter for 1873 med 600 Rdl., havde Bestyrelsen havt den Glæde til sammes Dækning at være betrygget ved nogle nye Gaver, navnlig fra en unævnt Velgjører en Kjøbenhavns Kommuneobligation paa 600 Rdl., fra Criminal- og Politirettens Fattigkasse 50 Rdl. og fra Vallø Stift 100 Rdl. (med Tilsagn om et lignende Beløb for ethvert af de følgende 4 Aar) samt ved mindre Bidrag for det enkelte Aar af 67 Rdl., i Alt 717 Rdl., hvorved er fremkommet et Overskud for Aaret af over 200 Rdl. Det vil imidlertid let skjønnes, at Stiftelsen vedblivende trænger til et deltagende Publikums Imødekommen. Og naar det betænkes, at de midlertidig tjenesteledige Piger, som i 1873 der have fundet et i materiel og moralsk Henseende lige bensigtssvarende Asyl, udgjorde et Tal af 138, og at Bespisningsdagenes Tal i samme Aar var i Alt 3185, anse vi det for en Pligt at anbefale den til Medborgere eg Medborgerindere fortsatte Velvillie. Bestyrelsen bestaar af Fru Paulli, Frøken Zahrtmann, Konferensraad J. P Holm, Pastor Schmidt, Dr. med. Borch og Kassereren, Cand. jur. C T. Bang.

(Fædrelandet 12. februar 1874).


Kjøbenhavns Tjenestepigehjem oprettedes for en halv Snes Aar siden og har navnlig i de første Aar virket til megen Gavn ved at yde et midlertidigt Asyl til saadanne Piger, der uden egen Skyld vare blevne tjenstledige. Tallet af Piger, der have varet optagne i Hjemmet, steg i Aarene 1869-71 indtil omtr. 200 aarlig. Senere aftog Tallet af dem, der meldte sig til Optagelse, og Aarsagen hertil maa vel nærmest søges i en voxende Tilbøjelighed hos Tjenestepiger til at føre et mere frit og ubundet Liv og en Ulyst til at underkaste sig den Kontrol og det Tilsyn, som Opholdet i Tjenestepigehjemmet nødvendigvis maatte medføre. Af denne og flere medvirkende Grunde bestemte Bestyrelsen for Tjenestepigehjemmet sig derfor til at ophæve dette fra 1ste Januar 1877, idet den mente, at Udbyttet af Hjemmets Virksomhed nu ikke længere stod i noget rimeligt Forhold til de Pengemidler og Arbejdskræfter, der anvendtes derpaa, og den tog saameget mindre i Betænkning at standse sin Virksomhed, som der i Kjøbenhavn findes et andet Tjenestepigehjem, der arbejder under tildels heldigere Betingelser, og til hvilket endel af Formuen kunde overgaa. Kjøbenhavns Tjenestepigehjem havde nemlig i Aarenes Løb dels ved større Gaver, dels ved Vaskeriets Overskud samlet sig en Kapital, der udgjorde 11900 Kr. i Obligationer. Heraf overgaa 1200 Kr. efter Giverens Ønske til det lille Understøttelseselskab til Oprettelse af 2 Legatportioner for Tjenestepiger; af Resten, som Bestyrelsen havde erholdt Dispositionsret over, er der tildelt Tjenestepigehjemmet i Ryesgade 4000 Kr., Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole 2000 Kr., "Foreningen af 1843", der yder Udstyr til Tjenestepiger, 1000 Kr., Foreningen, der antager sig faldne Piger, 1000 Kr., Magdalenestiftelsen 1000 Kr., Asylet for unge straffede Kvinder 800 Kr. og det lille Understøttelsesselskab 900 Kr. samt den eventuelle Kassebeholdning, ventelig omtrent 100 Kr. Inventariet er overdraget Fru Dreyer til Anvendelse i de af hende oprettede Skoler. (Dagbl.)

(Fædrelandet 18. april 1877)

Det optalte hjem i Ryesgade 28 på Nørrebro var oprettet 1878 under navnet Kjøbenhavns forenede Børne- og Tjenestepigehjem. Dette hjem synes at have eksisteret indtil i hvert fald 1895. Bygningen er nedrevet og den nuværende opført i 1920.


En Mindeartikel om Kong Frederik VIII.

I Diakonissestiftelsens Blad "Føbe" har Førstepræsten, Pastor N. Dalhoff skrevet en køn og sympatetisk Mindeartikel om Stiftelsens nys afdøde Protektor, Kong I rederik den Ottende. Den belyser Træk hos den afdøde Konge, der var karakteristiske for hans Personlighed og fortjener at huskes.

- - -Forstanderinden paa et senere nedlagt Tjenestepigehjem i St. Kongensgade har fortalt mig, hvorledes hun uden at kende sin Gæst havde vist ham om i hele Huset og talt om mange Ting desangaaende, da han afbrød hende med, at han nu skulde hjem og spise til Middag, hvortil hun formanende btmærkede, at det rigtignok var en sen Tid, helt ud paa Aftenen, for saadan en ung Mand at spise til Middag; hun selv havde naturligvis spist Kl. 12!

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 14. juni 1912. Nationaltidende 23. juni 1912. Uddrag).

23 november 2019

Asphalt. (Efterskrift til Politivennen)

Grosserer Owens Forsøg med Asphalt-Brolægning udenfor hans Gaard i Store Kongensgade danner en glimrende Oase i det stenede Arabien, som Fodgjængere i denne Gade maae færdes igjennem. Det er unegteligt, at dette Experiment er udført paa en Maade, som er i høi Grad beregnet paa at sætte Asphalt-Brolægningen i Credit; ovenpaa et Underlag af Muursteen, som i sig selv vilde være en meget god Brolægning (skjøndt mindre varig end denne) er anbragt et Lag af Asphalt, hvori der er strøet hvidt Sand og dette Lag er deelt i aflange Fiirkante, som giver Fortoget et Udseende liig de brede Fliser, som bruges til de engelske Fortoge. Det forekommer os, at det eneste her muligt kunde indvendes mod dette Experiment er, at det er noget for kostbart; vi havde helst ønsket at see Forsøget gjort med et mindre kostbart Underlag, end Muursteen. Ønskeligt var det om Nogen nu ligeledes vilde gjøre et eller andet Forsøg med Trøbrolægning, der allerede er almindelig indført i flere store amerikanske Stæder og navnlig i Philadelphia.

(Kjøbenhavnsposten fra 28. august 1839)

Måske var det her asfaltbelægning for første gang blev lagt i Danmark. Owens Gård lå i daværende nr. 248, nuværende nr. 68 (1740 og ombygget 1882). Artiklen blev fulgt op den 5. november 1839 i Kjøbenhavnsposten. 

22 april 2018

Kjøbenhavns Bombardement 1807. (Eftereskrift til Politivennen)

Muurmester Schabers Gaard paa lille Kjøbmagergaden, som aldeles blev lagt i Aske under Bombardementet, kan betragtes som een af de ulykkeligste blandt de afbrændte Bygninger. Ikke en eneste af Husets Beboere fik noget af sin Eiendom reddet, og Hr. Schaber selv mistede en anseelig Samling Malerier og Konstsager.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 102, 3 October 1807)


Paa Amalienborg, hvor de kongelige Palæer ere, skal kun være falden een Bombe; men den dræbte Generaladjutant Lindholms eneste Barn.

(Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 21. september 1807)


Under Bombardementet har man havt Prøver paa Aandsnærværelse og Uforsagthed, hvoraf ikke faa fortjene offentlig Bekjendtgjørelse. Blandt andre er følgende især mærkelig: Medens Oversprøjtemester Damborg var 8 Dage paa Vagt i Citadellet, forskaanedes hans Huus i lille Larsbjørnsstræde for Bomber. Men uagtet dette Huus havde 22 Beboere, var dog ikke en eneste af dem tilstede, for i paakommende Ildebrandstilfælde at kunne hjelpe at slukke. Endog hans Drenge, som han havde bedet om at blive ved Huset, vare gaaede ned i Kjelderen, hvor 30 Mennesker vare samlede. Den tredie Nat kom en Bombe og slog Gavlen og qvisten af Huset itu, hvorved Gangen blev spærret. Damborgs uforsagte Kone, som forgjeves havde anmodet Folk om at staae hende bi, arbeidede sig nu igjennem den trange og af søndersplittede Bræder spærrede Vei med en Spand Vand i Haanden, og slukkede Bomben, som netop var sprrungen og havde tændt Ild i en Seng. Nu løb hun ned for hurtigt at faae nogle Folk til Hjelp, og var saa lykkelig at træffe en brav Mand, som ilede med hende op paa Loftet, men i det samme de kom derop sprang atter en Bombe. Dog, det skrækkede hende ikke; hun slukkede ligesaa uforsagt denne som den forrige Bombe.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 1, 14 October 1807)

(Red.:Vejviseren angiver en snedker, R. P. Damborg, lille Larsbjørnstræde 181 (i dag Lars Bjørnsstræde 19. Huset er fra 1797)


Bestyreren for Døvstummes Institut i Kjøbenhavn har under 26de f. M. indberettet, at han, efterat have saa meget som mueligt betrygget eet af Skoleværelserne mod Bomber, opholdt sig tillligemed alle Instituttets Elever, under den første Nat af Bombardementet i dette Værelse. Bomberne regnede fra Begyndelsen af i Gaden, saavelsom i Stiftelsens Hauge som i Nabohuse. Imellem Kl. 1 og 2 kom en Bombe ned i hans Etage, gik igjennem hans Chatoul og sprang, i det den passerede ned i Skoleværelset, hvor de alle opholdt sig og Bestyreren blev saaret. Da Bomben tændte overalt, maatte han med sin Familie og eleverne forlade Huset, af hvis Vinduer Ilden nu stod ud, men som ved Brandfolkenes Hjelp blev slukket inden ½ Time. Den anden Nat var han med Børnene paa Christianshavn. Men allerede den første Nat var der kommen saadan en Skræk i Børnene, at de zittrede hver Gang de saae en Bombe springe i Luften. Han tog derefter til Amager med dem, hvor han forblev i 12 Dage, indtil Værelserne i Institutet bleve satte nogenlunde istand igjen. Den 17de f. M. begyndte Undervisningen igjen, efterat have været standset fra midt i August.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 2, 17 October 1807)


Den i Provstegaardens Kjelder brændte store og sttærke Jern-Stiftskiste vedkom allene Stiftsprovstiet og indeholdt mange af dets Protokoller og Documenter. Dog bleve dette Embedes betydeligste Pengepapirer og enkelte af dets Protokoller reddede i en brandfri Kjelder paa Nørregade ved Hr. Conferetsraad Holtermans Godhed. Stiftsarkivet, som ogsaa i gamle Dage kaldtes Stiftskisten, og findes hos Biskoppen, er i Behold. 

(Nyeste Skilderie af København, nr. 6, 30 October, 1807)


Iblandt flere partikulaire Efterretninger læses i Provindsialaviser ogsaa af et Fruentimmer fra Kjøbenhavn en beskuelig Beskrivelse af Tilstanden i den ulykkelige Stad, under Bombardementet. "Hvilke skrækkelige Dage vi have oplevet - hedder det - mangler jeg Ord til at udtrykke, og kan Ingen, uden den, som har været nærværende, gjøre sig noget rigtigt Begreb om. I nyere Tid haves vel ei heller noget Exempel paa, at en Stad har lidt saa meget ved et 4 Dages Bombardement, som denne, fordi man ved Fienden Overlegenhed, Trods al Garnisonens og det brave Jægerkorps's Anstrængelse, ikke havde kundet forhindre, at jo Fienden opkastede sine Forskandsninger tæt uden for Staden, hans Bomber kunde altsaa bestride hele Staden og lovede ham uden stort Tab fra sin Side en vis Seier. Resten er blot bekjendte Begivenheder. Til Slutning maler Forfattersken, hvorledes hun ved Bombernes Skin, som oplyste Mørket, forlod med sit spæde Barn paa Armen, sin Mand og Ammen Huset. "Døden var for og bag og paa alle Sider af os. Ikke langt fra Slotspladsen slaaer en Bombe ned. Skildvagten raaber til os, at vi skulde kaste os ned paa Jorden, ellers bleve vi dræbte. Jeg trykker mit Barn tæt til mig og ventede saaledes paa den kommende Død. Men S..... trækker os over paa den anden Side af Gaden; Bomben falder 10 Skridt fra os i Sidegaden ved Billes Palats, som beskyttede os for de omspringende Stykker" o.s.v.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 6, 30 October, 1807)



Gråbrødretorv, med Ulfeldts skamstøtte til højre og tårnene fra Frue Kirke og Sankt Petri kirke bagest. (Det kongelige Bibliotek).



Næst Frue Kirke har ingen Kirke liidt mere ved Bombardementet end St. Petri. Den ødelæggelse, som indvendig er anrettet, overgaaer al Forestilling. Hele Alteret, endeel af Orgelværket og mange af Stolene ere aldeles sønderslåaaede. Bomberne ere gaaede lige ned i de dybeste Hvælvinger, og have sønderslaaet Ligkisterne. Igjennem de splittede Kister kan man endog see Ligene. Blandt Gravmælerne i Capellet have de Schulinske og Fiedlerske liidt meest. Et kostbart Malerie af Krok, forestillende Christi Opstandelse, som Menigheden har været budet 1000 Rdlr. for, og Altertavlen af samme Mester, ere aldeles sønderrevne. Man regner, at der ialt er faldet over 500 Bomber, foruden Brandraquetter etc. ned i denne Kirke, som maa have været en bestemt Sigtepunkt for Fienden. I Capelhvelvingerne ligge mangfoldige Bomber og Kugler af hvert Slags. Alting ligger forstyrret imellem hinanden. Anmelderen stødte med Foden paa den berømte Jomfru Bihls Ligplade, der formodentlig er bleven kastet i Veiret, da en Bombe faldt ned i Capellet og sønderslog hendes Ligkiste. Det besynderligste er, at denne Kirke, trods denne Bomberegn, dog blev sparet for Luerne; vel opkom der Ild indvendig, men den blev strax slukket igjen. Der er kun svag Udsigt til at denne gamle og i mange Henseender smykke Bygning kan blive istandsat igjen. Man har beregnet, at dens Istandsættelse vilde koste imellem 30 og 40,000 Rdlr. Desuden er ogsaa St. Petri og Thyms Pleiehuus i Larsleistræde afbrændt. Lemmerne have nu faaet Plads i det Peltiske Hospital, som lykkeligviis undgik Ødelæggelse. - Paa Kirkegaarden er der ligeledes faldet en Mængde Bomber og Kugler, som deels have sønderslaaet Ligstene, deels boret sig ned i Jorden.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 8, 7 November, 1807)


Een af de offentlige Bygninger, som baade i den store Ildebrand og under Bombardementet har undgaaet den truende Fare, at blive ødelagt, er det Kongelige Skuespilhuus. Endskjønt Bomberne regnede ned i Gjethuset, faldt der dog kun et eneste Bombestykke i Theaterbygningen, og foraarsagede ingen synderlig Skade.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 8, 7 November, 1807)


I det forrige dramatiske Selskabs Værelser i store Kongensgade have Bomberne især anrettet stor Ødelæggelse. I alt faldt der 18 Bomber, af hvilke een faldt i et Værelse, hvor ti Mennesker befandt sig, uden dog at tilføie nogen af dem nogen Skade. Det er nu anden Gang, at dette Selskab har maattet friste en saa haard Skjebne. I den store Ildebrand 1795 bleve deres Værelser i Frederiksberggaden ødelagte. Det er nu opløst, efterat det i en Række af 25 Aar har havt første Rang blandt alle Hovedstadens dramatiske Selskaber, og leveret den Kongelige Skueplads adskillige gode Subjecter.

H. H. Prinds Christian og Gemalinde er ankommen i Gaar til Kjøbenhavn. Hs. Hds. Palais er bleven istandsat. En svær Bombe var faldet i Hovedgangen, og anrettet betydelig Skade. En anden, som var faldet i Bibliotheket, havde kastet adskillige Hylder omkuld og beskadiget endeel Bøger.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 10, 14 November, 1807)

05 september 2017

Revue over Kjøbenhavns Handelsboutikker.

Vi må nu, gode ven for at finde genstande der fortjener vores opmærksomhed, gennemkrydse byen på kryds og tværs. Gå nu med mig gennem Dronningens Tværgade om i Store Kongensgade. Jeg beder dig, min gode ven, følg mit eksempel, tag hatten af. Du ser dog omkring og ved ikke af hvad grund. Den skal du straks få at vide. Her i den store gård har statsgældsafbetalisterne, jeg mener dem som afbetaler Danmarks statsgæld, og som du nok har hørt omtale, deres sammenkomst. Man kan ikke nok så meget ære dem der letter byrden for vores børn og børnebørn. Ser du der til venstre de store ordenskæder, stjerner og ordener hos hofjuveler Schrøder sådanne sager går os småfolks næser fordi. Det højeste en af os borgerlige kan slumpe til er det lille kors med Gud og kongen. Da vi imidlertid ikke er ærgerrige, vil vi lade de store bære deres kors, vi bærer dog selv et usynligt kors, desværre. 

Annonce fra Hofjuveler Schrøder. Adresseavisen 2. november 1877. 

Idet vi nu gør en tilbagegang ned ad Store Kongensgade og betræder de herlige asfaltfortorve udenfor de herrer grosserer Owens og vinhandler Petersens skønne gårde, føler du igen tørst. Vi står som Herkules på korsvejen. For begge har gode vine. Som elskere af dansk industri går vi imidlertid ned til Owens der har den fortjeneste af København at have gjort et vist material som ud på Amager, til en guldgrube. Vi vil derpå begive os op i den nordlige og vestlige del af København og gå op ad Gothersgade.

(Fortsættes)
(Politivennen nr. 1467. Fredagen, den 9 Februar 1844. Side 95-96). 

Redacteurens Anmærkning.


Denne anden skrivelse indeholder fire artikler: Fra 2. februar 1844, 9. februar 1844, 16. februar 1844 og 1. marts 1844.

05 februar 2017

Vink til Politiet.

På Kaninlængden flokker sig dagligt en mængde lurvede, pjaltede og væmmelige drenge, en del hjemmehørende i det såkaldte Besnavsede Anker i Store Kongensgade. Disse uopdragne lømler fordriver tiden med at opholde sig i folks døre, eller stå lænet op ad muren og i kådhed med hælene, som også med klinkspil bearbejde væggene. Især ses længden af brændevinsbrænder Brøndums ejendom kendeligt at være medtaget. Knapkastning i vejret truer og har ofte ramt vinduesruderne. Tiltales disse lømler, står folk i fare for at blive uleet eller udskældt. Ja, en gammel kone der ville jage dem fra sin ejendom, blev endog stødt således at hun faldt ind ad sin dør og slog arme og ben. Vist nok har gadens opsynsbetjent ofte truet og forjaget dem, men dette er blot øjeblikkelig. For så snart han fjerne sig, flokkes de igen. Vort årvågne politi vil ved at komme til rigtig kundskab herom, sikker sætte en skranke for dette overhåndtagende uvæsen.

(Politivennen nr. 1107, Løverdagen, den 18de Marts 1837. Side 174-175)

28 januar 2017

Paradis i store Kongensgade, og Gud alene Æren, i Nyhavn.

Når vores forfædre rejste huse, var det ikke sjældent at de i ærværdig fromhed prydede disse med et sindbillede eller med et sprog af den hellige skrift. Herved havde de til hensigt at vække og vedligeholde religiøse følelser såvel hos husets beboere som hos andre, ligesom vel også sådant skulle tjene til at give stedet et særkende på en tid da mangel på husnumre gjorde dette nødvendigt. Men ikke sjældent blev sådanne bygninger i tidernes løb anvendt til et ganske afvigende brug i forhold til deres første bestemmelse, og man havde ikke altid den opmærksomhed ved sådan lejlighed at borttage de nu unødvendige, ja endog når de findes på brændevinsboder og til veneris tjeneste indviede templer, forargelse vækkende emblemer eller indskrifter. 

Således findes i Store Kongensgade over en brændevinsbrænders udskænkningssted en afbildning af paradis med dertil hørende figurer in puris naturalibus og huset nr. 15 i Nyhavn har den indskrift Gud alene æren. Begge de her eksempelvis nævnte steder synes os passende på denne tid at burde undergå en forandring i den her omtalte henseende og det forekommer os at de hvis man skulle ønske at beholde egennavne for dem kunne med hensyn til deres nutidige anvendelse ret passende gives navnet den forbudne frugt.

(Politivennen nr. 1088, Løverdagen, den 5te November 1836. Side 712-713) 

Nyhavn 29. Jeg har ikke kunnet finde den omtalte indskrift "Gud alene æren". Men der er stadig "udskænkningssted". Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Redacteurens Anmærkning

Nyhavn 15 er nutidens nr. 29. Huset er fra 1683. Så måske findes indskriften der stadigvæk. 

07 januar 2017

Advarsel mod en Platslagerske.

For henved 4 uger siden da jeg gik i Store Kongensgade, blev jeg indhentet af et ungt fruentimmer som idet hun vedblev med at gå ved visen af mig, stillede mig spørgsmålet "hvorledes befinder De Dem?" Da jeg noget forundret så på hende, spurgte hun: "kender De mig ikke?" Og på svaret at hun var mig aldeles fremmed, sagde hun at hun nok ville sige mig hvem hun var, når jeg ikke ville blive vred. For at slippe dette følgeskab foregav jeg at have et ærinde i et hus i nærheden. Men da vi vær kommet dertil, gik hun med mig ind i forstuen, hvor hun da udlod sig med at jeg havde kendt hende meget godt da hun var lille, at hendes mor der var enke efter en Grandjean, foruden hende havde 4 små børn, og var nu i den beklageligste forfatning da hun ikke havde brød i huset. Denne fortælling blev ledsaget af en rigelig tårestrøm, hvorfor jeg gik ind i huset, vekslede 1 rigsbankseddel og lod hende bringe en lille gave.

Imidlertid har jeg siden erfaret at dette fruentimmer på denne måde daglig anholder folk på gaden for at tilvende sig penge. Således anholdt hun for nogle dage sige i Store Kongensgade en søofficer der for at skille sig af med hende, straks greb i lommen og gav hende penge. Når hun ser 2 personer stå i samtale, udvælger hun den ene af dem til sit bytte, nærmer sig ham og forlanger en samtale. Det nytter ikke at han vægrer sig, for hun er meget påtrængende, og hvis han forlader stedet, følger hun ham under idelige beklagelser over moderens fattigdom ledsaget af en rigelig tårestrøm der altid står hende til tjeneste. For at undgå sådant følgeskab der kunne synes mistænkeligt, griber man da i lommen og hun opnår sin hensigt. 

Men ikke alene på gaden anholder hun folk. Hun går også ind i husene og da indretter hun sine historier efter de folks metier som hun vil bevæge til medlidenhed. Således har hun på Østergade været hos en af mine bekendte der er handelsmand, hvor hun ligeledes har kaldt moderen enke efter en Grandjean. Men hos en handskemager foregav hun at hendes far havde været handskemager her i byen ved navn Møller, og hos en urtekræmmer sagde hun at faderen havde deres samme næringsvej. Da det af foran nævnte eksempler er klart at dette fruentimmer driver en skammelig håndtering og tilvender sig gaver der visselig hellere burde komme værdige, uforskyldt trængende til gode, har jeg troet at burde gøre mine medborgere opmærksom på hende. Hun synes at være i en alder af 18-20 år, er høj og mager, snart iklædt en sort kåbe og med en sort hat på hovedet, snart en lys sirtses kjole og sjal. Hendes opholdssted vides ikke, men efter al formodning er det i Dronningens Tværgade da man ofte ser hende der i nærheden.

(Politivennen nr. 1055, Løverdagen, den 19de Marts 1836. Side 185-187)