Ved Folkethingsmand, Professor Brix er der blevet overrakt Justitsministeren et Andragende fra 85 Grundeiere i St. Kongensgade, Dronn. Tvergade og Bredgade, hvori de andrage om, at der maa blive nægtet Tilladelse til paa St. Kongensgades Dampmølles Brandtomt at gjenopføre en Dampmølle eller Dampfabrik af nogensomhelst Art. "Skulde der - hedder det endvidere i Andragendet - i vor nuværende Lovgivning mulig ikke findes tilstrækkelig Hjemmel til et saadant reent Forbud, saa maae vi dog insistere paa, at der ved en eventuel Tilladelse til Gjenopførelsen, i Lighed med hvad der var Tilfældet i ældre Bevillinger, som i Medhold af Cancelliskrivelse af 29de Juli 1824 blev meddeelt til Dampmaskiners Anlæg og Drift i Hovedstaden, tages det Forbehold, at Dampmaskinens Anlæg og Drift ikke medfører Ulemper for de Omboende, og vedkommende Eier af Dampfabriken i Tilfælde af Klage er underkastet Politidirecteurens eller Magistratens Bestemmelser i saa Henseende." Andragendet motiveres navnlig ved Henviisning til, at den Ildebrand, som den 27de Februar opkom i Dampmøllen, var af saa voldsom Natur, at, hvis den var indtruffen i Blæst eller om Natten - i hvilken Henseende det bemærkes, at Møllen holdtes i Gang ligesaavel om Natten som om Dagen - vilde flere af de omliggende og tilgrændsende Bygninger paa Naboeiendommrne neppe have været til at redde, og de deri boende Mennesker have været udsatte for den største Fare for at omkomme. Det tilføjes, at det er anden Gang, at denne Dampfabrik i Løbet af omtrent 25 Aar er totalt nedbrændt, foruden at der flere Gange har været Ild i den, hvorved Naboejendommene have været truede af store Ildfunker, som udkastedes derfra, og til daglig Brug have de Omboende varet plagede af ulidelig Kulrøg, kulstøv eller Kulsod og megen Støi derfra.
Efterat Justitsministeren havde gjort sig bekjendt med Andragendets Indhold, svarede Hs. Excell Overbringerne, at Loven ikke indrømmede ham Myndighed til at forbyde Opførelsen af Dampfabriker, men at han vilde være meget villig til, indenfor Lovens Grændser, at værge Eierne af de omliggende Steder mod de paapegede Ulemper.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. maj 1880).
St. Kongensgade Dampmølle lå Skt. Annæ Vester 234 (?) fra 1850 til 1879. Møllen (der også havde dampbageri) dannede i 1874 sammen med Christianshavns Mølle (David Halberstadt & Co.s dampmølle, 1857) De forenede Dampmøller A/S. Kort efter branden fik det konkurrence fra det nystiftede Kjøbenhavns Dampmøller. Samtidig skiftede direktør A. Schmidt til sidstnævnte. I 1897 blev selskabet opslugt af De danske Dampmøller.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar