Det Kristianshavn der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen).

Parti fra Baggaarden i Overgaden neden Vandet Nr. 29

Det kan gøre En ondt, at saa mange I gamle Huse staar for Fald derude paa Christianshavn. Men enhver, der passerer Torvegade, ser straks, hvor nødvendigt det er, at denne stærkt belastede Trafikaare udvides.

Dømt til Undergang i Løbet af nogen Tid er alle de ulige Numre i Torvegade, hele den Husrække, som man har paa sin venstre Haand, naar man kommer fra Københavns-Siden. Her ligger Nr. 9, hvor den gamle Vinstue var til Huse, og Apotekergaarden Nr. 19 med det gyldne Enbjørningshoved over Portalen; inde midt i Gaarden, ud for det gamle Laboratorium, staar i disse Dage en ung Gran med friske Skud. Blandt de Apotekere, der har boet i Ejendommen, var Kemikeren F. H. MüIler (1790-1795), Skaberen af den kongelige Porcelænsfabrik, og Assessor pharrn. J. C. Hauberg, Fader til Statsskovrideren og Museumsinspektøren og til den afdøde Formand for Arbejdsgiverforeningen, Direktør Hauberg. Naboejendommen, Nr. 21, bærer en Tavle med følgende Indskrift: "Grosserer Jacob Holm.K." Stifteren af Handelshuset Jacob Holm & Sønner, boede her fra 1794 til 1817. Det var just de Aar, da Jacob Holm, den senere Storbandelsmand og Industridrivende, havde sin Urtekrambod i Torvegade. Han skal, da han i 1794 etablerede sig, have været Christianshavns første Urtekræmmer. De gamle Huse paa Christianshavn kan fortælle meget om driftig Handelsaand og Arbejdsomhed, der førte til store Resultater. Et af de Kapitler bærer Jacob Holms Navn. Han begyndte med tomme Hænder. Alt, hvad der i 1794 var i hans Urtebod, havde han maattet tage par Kredit, bortset fra tolv Pund Chokolade. Da han var naaet frem til den store Position, købte han Appelbyes Plads og Asiatisk Compagnie Plads. Det første Sted opførte han de Huse, der kom til at bære hans Navn, "Holms Huse."

Brogade Nr. 4. Gaard-Interiør.

Yderst ude i Torvegade, ved Volden, ligger "Skibet", Huset, over hvis Indgang der er malet et Skib for fulde Sejl. Her finder man et meget ejendommeligt Gaardinteriør, med bred Svalegang, baaret af solide Bjælker med Skraaknægte under. Og saa kommer man, ved Ravelinen, til den morsomme lave Bygning med det fremspringende Tag, den gamle Vagtbygning, der ikke kan blive liggende, naar Gaden skal udvides, saaledes som det er planlagt. Der er dog Stemning for at gøre alt, hvad muligt er for at bevare dette fredede, historiske Bygværk. Man tænker sig at sætte det paa Ruller og trille det tilbage.

Parti fra Voldkvarteret ved Torvegade, til venstre ligger "Skibet".

Nedrivningen af Fængselet paa Chrislianshavns Torv er i Gang. Gaar man frem efter Planen, vil det næste, der falder, være det nærmest liggende Parti mod Syd, altsaa ud ad Amager til: Ejendommene Torvegade 49-57, Dronningensgade 59-62 og Prinsessegade 21-27. Af disse er Dronningensgade 62 fredet - men det betyder jo ikke, at Ejendommen er sikret mod Nedrivning. Fredningen viger, hvor "stærkere Hensyn" gør sig gældende. I det af Foreningen "Fremtiden" i 1894 udgivne Illustrerede "Gamle københavnske Huse og Gaarde (i Tegninger af Alfred Larsen, med Tekst af Erik Schiødte) finder man Dronningensgade 92 afbildet, og der staar følgende at læse oin Ejendommen: "Den er nu øde og forladt; ingen bebor den, og ingen vedligeholder den, endog den udvendige Stentrappe foran Døren er forsvunden. Og dog gør Ejendommen et udmærket Indtryk: Forholdene er fortræffelige, Vinduerne har endnu den klædelige Inddeling med smaa Ruder, og Dørpartiet staar elegant og dekorativ!" Siden da er Huset blevet restaureret. Over Døren er hugget en Indskrift i Stenen:

Anno 1729

Jochim Lentz

Susanna Pogs

An Gottes Seegen ist alles gelegen.

Overgaden neden Vandet. Den brede Facade yderst til højre er Nr. 29.

Med Husrækken i Torvegade forsvinder elterhaanden ogsaa nogle Ejendomme ind til Siden. Det kommer saaledes til at gaa ud over Brogade, over det fredede Nr. 30 i Strandgade og over Ejendommene Nr. 25-29 i Overgaden neden Vandet.

Strandgade Nr. 20 udmærker sig særlig ved sit smukke Dørparti og ved det ret store Basrelief i Facaden ud til Gaden: to Skikkelser, der bærer en mægtigt svulmende Vindrueklase paa en Stang. Af de til Nedrivning bestemte Bygninger i Overgaden neden Vandet er det fredede Nr. 29 den ejendommeligste. Ude fra Gaden er der ikke noget særligt at bemærke, men der er et overmaade malerisk Gaard interiør, i flere Afdelinger.

Det gælder ikke blot om Nr. 29, men ogsaa om de andre dødsdømte Ejendomme i Overgaden neden Vandet, at Facaden ud mod Gaden ikke frembyder nogen særlig Interesse. Men tilsammen taget, som de ligger her paa Række ud mod Elmetræerne langs Kanalen, danner de et smukt, gammeldags Gadebillede, set ovre fra den modsatte Side af Kanalen, fra Overgaden oven Vandet. Der var for resten - for en hel Del Aar siden - en Borgerrepræsentant, som gjorde sag til Talsmand for, at man skulde afskaffe disse to Navne: Overgaden neden Vandet og Overgaden oven Vandet, - Folk kunde aldrig hitte ud af, hvad der var oven og neden. Det gaar dog helt let, skulde man synes. Og det manglede blot, at to saa særegne Betegnelser, ikke lignende noget somhelst andet Gadenavn her i Byen, skulde udryddes!

Overgaden neden Vandet Nr. 29, det nordlige Hjørne af Baggaarden.

- Som man vil forslaa, tages Udvidelsen af Torvegade ikke i een Omgang. Hvad der her er Tale om, føres ikke igennem paa et Aar eller to. Men Husene er saa at sige mærkede, som de Skovens Træer, der venter paa Øksen.

Fra en Baggaard i Brogade.

Tiden er fuld af Færdselsproblemer. Torvegade repræsenterer et saadant Problem. - Carl Bernhard, der døde i 1665, efterlod sig nogle autobiografiske Fragmenter, og her finder man et Par Sider, som er af speciel Interesse i denne Forbindelse. Forfatteren, der blev født 1796 paa Hjørnet af Strandgade og Torvegade, skriver, at han fra sin tidlige Barndom kunde tilbringe Timer ved Vinduet med at betragte Gaden og dens Færdsel: "Og hvor tomme var ikke Gaderne dog den Gang, i Sammenligning med nu. Nogle lange, smalle, reimalede Amagervogne fyldte med Kaallhoveder og Grøntsager, og kjørte af værdige Amagere, der saa ud som hollandske Portraiter, om Vinteren deres fiirkantede, brogede og blomslermalede Slæder, der lignede store Børnesenge, med toøie Toppe paa Hjørnerne, mangefarvede Hynder, og en Mængde Bjælder paa Hestene, nogle Bønder- og Arbejdsvogne, faa Karether og ikke mange Fodgængere".

Saaledes skrev den gamle Herre, imponeret over Gadefærdseten, saaledes som den formede sig i Decenniet før Færdselsborgmester P. J. Pedersens Fødsel.

C. A. Clemmensen.

(Nationaltidende, 10. Juni 1928, Søndag)

Christian Albert Clemmensen (1869-1937). Journalist, forfatter og industrihistoriker, far til Carl Henrik Clemmensen (dræbt af Schalburg-Korpset i 1943) og Niels Clemmensen. Medarbejder ved Samfundet 1899-1905, Nationaltidende (fra 1931 Dagens Nyheder) fra 1905. Hans sympatier lå i den borgerlige lejr. Denne udgave af artiklen er udgivet mere end 70 år efter hans død.

Hovedstadens fremtidige Færdsels-Signaler. (Efterskrift til Politivennen).

 

Til venstre: Betjent Bøgholm-Larsen med den af ham konstruerede Handske med rødt Lys. I Midten: Den nye Signal-Lanterne, som skal ophænges over Krydsningsstederne. Til højre: Det Indre af Reguleringsskabet. Paa Bagsidens Trin har Færdselsbetjenten Plads ved Haandtager, hvormed Signalerne skiftes.

Antagelig paa Fredag vil Københavnerne, der passerer Frederiksborggade, før de naaer Søerne og begynder at spejde efter Marsvinet, faa noget andet at kigge paa, nemlig det første Færdselssignal af den nye Type, anbragt i Farimagsgade-Krydset, og som nu skal indføres ved alle de stærkt trafikerede Skæringspunkter.

I Gaar havde vi paa Politigaarden lejlighed til at bese den nye Konstruktion, til hvilken Magistraten har bevilget Pengene.

Som forleden omtalt, har Signalet, der anbringes i Kabel over Sporvejenes Ledningsnet, tre Lanterner, øverst den røde "Stop", i Midten det gule Varsel om Kørselsændringen og nederst det grønne "Kør".

Reguleringen sker fra et Skab opstillet inde paa Fortovskanten, og Betjenten faar Plads paa et en halv Meter højt Trin, saaledes at han har fuld Oversigt over Gaden.

For det Tilfælde, han maa forlade Posten, kan han ved blot at trykke paa en knap indstille Signalet til Selvbetjening, saa at Lyset skifter med et efter Trafikforholdene passende Mellemrum; den gule Varselslanterne kan saaledes f. Eks. stilles til at lyse fra 2 til 30 Sekunder.

Skabet rummer ogsaa Telefon med direkte Ledning til den nærmeste Politistation, som derved er i Stand til at underrette Betjenten om Numret paa stjaalne Vogne, som han da eventuelt kan stoppe, hvis de skulde komme forbi. Samtidig kan Posten naturligvis ogsaa tilkalde Assistance i Tilfælde af Ulykker o. I. Hele Signalkonstruktionen er dansk, bygget af Ingeniør Klein, der virkelig synes at have fundet en praktisk Løsning af det vanskelige Trafik-Problem.

Forøvrigt blev vi ved samme Lejlighed præsenteret for en fiks lille Opfindelse, udtænkt af Betjent, Cand. phil. Bøgholm-Larsen. Det drejer sig om et Par hvide Overtrækshandsker, der i Haandfladen bærer et rødt Lys. som dog først tændes, naar Haanden hæves over en bestemt Vinkel. Handskerne vil blive indført til Brug for Betjentene paa de Krydsningssteder, hvor der ikke findes Færdsels-Signaler.

(Aftenbladet 21. november 1928).

Omtalen af et marsvin i starten af artiklen hentyder til at nogen havde sluppet et marsvin ud i Søerne, hvor det tiltrak store mængder af nysgerrie.

I Morges toges det nye Færdsels-Signal i Brug.

Fra venstre: Den ophængte Lanterne. Til højre: Betjenten i Virksomhed ved Skabet paa Fortovskanten udfor Chr. Winthers Hus.

I Gaar Morges tog man fat paa Anbringelsen af det nye Færselsignal. Det er, som omtalt, Frederiksborggade-Farimaggade Krydset, der nyder Æren af at være det første Sted. hvor Nyordningen indføres

Arbejdet blev Dagen igennem fulgt  med den største Interesse af det forbipasserende Publikum, der navnlig var meget nysgerrigt efter at se, hvad der var inden i Reguleringsskabet.

Selve lanternen har man været nødsaget til at anbringe temmelig højt til Vejrs, nemlig over Sporvejens Ledningsnet. Det vil derfor nok komme til at knibe lidt for Automobilister, navnlig de lukkede, at se, naar Signalet skiftes, men ved Anbringelsen af et lille Spejl eller en Prisme, kommer man over denne Vanskelighed. Paa den anden Side har Lanternens Anbringelse højt til Vejrs den Fordel, at Lyset kan ses langt ned i Gaden, saa at Chaufførerne advares i god Tid.

Kl. 7 i Morges traadte Signalet i Virksomhed, og Starten gik glat. For den trafikledende Betjent betyder det selvfølgelig ogsaa en stor Behagelighed at kunne staa i Sikkerhed inde paa Fotovet og være fri for at blive oversprøjtet af Gadesnavs i sølet Vejr.

(Aftenbladet (København) 24. november 1928).

Vesterbrogade faar sin Trafik-Lanterne.

Signalet opsættes paa Lysstanderen ved Bernstorffgade-Krydset.

I Gaar fik Vesterbro Passage sin Trafik Lanterne, som fra i Dag afløser det mere uanselige Stopskilt. 

Signalet er anbragt paa Lysmasten ved Bernstorffsgade-Krydset, medens Betjeningsskabet er opstillet ved Standerens Fod og ikke, som i Frederiksborggade, inde paa Fortovskanten. Den posthavende Betjent vilde nemlig ikke kunne have tilstrækkeligt Overblik over Trafiken, hvis han skulde staa ved Fortovet.

løvrigt er Farvetonen i det grønne ændret af Hensyn til de Farveblinde. Mange af disse har nemlig Vanskelighed ved at skelne det røde og grønne Lys fra hinanden i Frederiksborggade-Lanternen, men efter øjenlægers Udtalelser skal den Forandring, der nu er foretaget, ophæve denne Fejl.

Politiet vil nu i nogen Tid se, hvorledes de to Lanterner virker, før man søger yderligere Bevilliger til Anskaffelse af flere ny Lanterner.

(Aftenbladet (København) 29. december 1928).

Lyssignalerne løste ikke problemet. I marts 1929 blev der stadig klaget over at man ikke kunne se farverne, eller om lyset overhovedet var tændt i sollys. Der blev derfor udstationeret folk ved signalerne til at råbe til bilisterne hvornår der var fri bane. 

Allerede i 1923 eksperimenterede 1. politiinspektorat med ordninger af trafikforholdene. 4. oktober 1923 således med det viste stopsignal. Det var tre meter højt og havde et varselssignal om "Giv Agt". Det blev afprøvet ved daværende Tivoligade. Foto fra Aftenbladet 5. oktober 1923.

De nedstyrtede Gesimser. (Efterskrift til Politivennen).

I Gaar styrtede der et Stykke Gesims ned i Bredgade dog uden at ramme nogen.

Til venstre: Afspærringen foran Restaurant "Rex". Til højre: Ejendommen Bredgade 63 med den stadig farlige Gesims.

Det er ikke for meget sagt, at Byen er stærkt opskræmt ved de to Gesimsulykker, som har fundet Sted med mindre end en Uges Mellemrum paa et Par af vore mest  befærdede Gader. De talrige Henvendelser fra vore Læsere viser det, og hvor kan det være anderledes?

Stadsingeniør Bjerre udtaler, at man indenfor den kommunale Administration i høj Grad har Opmærksomheden henvendt paa Spørgsmaalet om Lastbilernes skæbnesvangre Indflydelse paa Gesimser og andre Murstenspring. Baade Rystelsen og Støjen tages i Betragtning og Ulemperne modvirkes bedst ved engelsk Brolægning og Asfalt.

Hvis Brolægningen paa Trianglen skal have Skylden, finder Stadsingeniøren det dog mærkeligt, at en lignende Ulykke ikke er hændt i Stockholmsgade, hvor Brolægningen er daarligere og hvor der er Gesimser i Massevis. 

Nu ved vi altsaa hvad der venter os i Stockholmsgade. 

Bliver der ved paa denne Maade, maa vi i en Fart have udarbejdet nye Færdselsvejledninger, der viser Gadernes forskellige Fareklasse. 

I Fareklasse i kommer vist, saa vidt vi kan skønne, fremdeles Bredgade. Ovenstaaende Billede i Profil, der viser Ejendommen Nr. 63 - hvor den lille Dreng dræbtes forleden - giver et levende Indtryk af den særegne Byggemetode, som her er anvendt Den er egentlig ikke betryggende, men skaber Gysningsfornemmelser. 

I Gaar var der yderligere afspærret foran Restaurant "Rex" skraas overfor, hvor et Stykke Gesims ligeledes drattede ned - dog heldigvis uden at ramme nogen! - og saa Hjørnet af Bredgade og Fredericiagade. Billedet viser den førstnævnte Spærring.

(Aftenbladet (København), 18. september 1928).

Restaurant Rex lå i Bredgade 66. I 1923 havde den dengang nyåbnede restaurant Rex's restauratør Holger Andersen fået et æresdiplom af franske kokkeforeninger. Senere Dronningens Tværgade 43.

Strandvejen rettes ud. (Efterskrift til Politivennen).

 

Kurven mellem Trepilelaagen og Springforbi som nu forsvinder. Hjørnet ved det enligt staaende Træ forsvinder ogsaa.

Fra Taarbæk og udefter er Strandvejen jo fuld af Krøller og Kruseduller, der gennem Aarene har medført mange Kollisioner mellem mindre agtpaagivende Automobilister, som heller ikke har taget Hensyn til, at Vejen netop i Kurverne er særlig snæver.

Den stadig stigende Trafik har dog i Løbet af de sidste Aar tvunget de respektive Amtsraad til at søge de værste Sving rettet ud og Vejen samtidig gjort bredere. Siden Efteraaret er der saaledes bleven arbejdet paa at forbedre Forholdene i den furlige Kurve mellem Trepilelaagen og Springforbi. Her er Vejens vestre Side gravet af et godt Stykke ind i Bakken, hvorved Kørebanen bliver dobbelt saa bred som tidligere, og ved samtidig at lægge Have Fremspringet, der ses i Baggrunden af Billedets højre Side, med ud i Vejbanen, faar man paa det nærmeste Kurven rettet ud.

Det er en Modernisering, der sikkert vil vække almindelig Tilfredshed.

(Aftenbladet (København) 11. februar 1928).

Foto af et ikke nærmere specificeret sted på Standvejen fra Aftenbladet (København) 5. marts 1928. Formentlig omkring Klampenborg.

Et moderne Garageanlæg. (Efterskrift til Politivennen)

 

Efterhaanden har der jo omkring i Byens ydre Dele rejst sig store Garagekomplekser. Et af de største er i disse Dage blevet fuldført ude paa Hjørnet af Enghavevej og Matthæusgade, hvor en Række lave Butiker danner Rammen om et helt lille Garage-Gadeanlæg.

Indkørslen sker lige paa Hjørnet gennem et stort Benzintankanlæg, og inde i Gaarden straaler der 3 brede Gader ud med Garager paa begge Sider. For Enden af Gaderne ligger en meget stor Vaskehal med Vaskemaskiner, hvor 20 Automobiler paa én Gang kan renses. Garagerne har Plads til ca. 100 Autoer. 

Naturligvis er der ogsaa et Reparationsværksted, og overhovedet findes der overalt de mest moderne Indretninger og Bekvemmeligheder. 

Komplekset er opført af Murmestrene Kr. Kristensen og Martin Olsen efter Tegninger af Arkitekt Jens Jørgensen.

(Aftenbladet (København) 19. januar 1927).

Kæmpen, der faldt. (Efterskrift til Politivennen)

En Sørgefest paa St. Hans Torv.

Vor alvise Magistrat, der som alle andre længe har været klar over de vanskelige Trafikforhold, der hersker paa St. Hans Torv paa Grund af de mange sammenstødende Kørselslinier, resolverede forleden, at der ved Udløbet af Elmegade og Guldbergsgade i Torvet skulde rejses en Lysmast, fru hvis Top der skulde udkastes saa stærkt et Lys, at hele dette Hjørne af Torvet fra Mørkets Frembrud vilde være belyst som af den klareste Dag.

Evnerne indenfor vor kommunale Administration staar imidlertid som bekendt ikke altid paa Højde med den gode Vilje. Ordren til Teknikerne lød paa. at der skulde rejses en høj, "en mægtig Mast". Og en skønne Dag - eller rettere en skønne Aften - rejstes der vel den højeste Lysmast, der fandtes i Byen, paa det udpegede Sted en Mast, hvis Lys tillod Beboerne af 4 og 5. Sals Lejlighederne i omliggende Huse at Iæse om Aftenen og den hele Nat, uden at bruge deres egen Elektricitetsmaaler, medens hele Gadekrydset nedenunder, der var det, der skulde belyses, fortsat henlaa i et ægyptisk Mørke, i hvis Midte Masten stod som en undersøisk Klippe til den største Fare for Trafiken og til største Rædsel for Bilkørere og andre kørende Folk.

Nu staar Masten der imidlertid ikke mere. Den blev nedlagt i Aftes.

Ved 18-Tiden kom Taxadroske K 1304 godtronde og intetanende jollende fra Guldbergsgade ind paa Torvet for at hugge sig en af Stadepladserne dér. Og midt I Gadekrydsets Mørke stod Masten høj og fræk og spærrede Kørebanen, saa det var Bilen plat umuligt at slippe udenom.

Den brasede lige løs paa Fodstykket. Og med et Brag, der hørtes over det ganske St. Hans Torv,  væltede Kæmpen og lagde sig til Hvile i hele sin mægtige Længde, medens Bilen, der havde faaet Køleren og hele Forpartiet shinet fladt, stillede sig til Hvile ved Siden af, som en dybtsørgende Paarørende. 

Politiet kom i stort Tal. Man forsøgte at løfte paa den faldne Kæmpe. Men han var urokkelig. Han blev liggende, hvor han Iaa, og Politiet maatte gaa hjem med uforrettet Sag efter, af Hensyn til Nattens kommende Trafik, at have afmærket Pladsen med Lygter og Tovværk og Stakit.

I Morges tidligt, da Politiassistent Vindinge paa sin Inspektionsrunde kom forbi den faldne Kæmpe, standsede han brat ved Synet af en mægtig Halmkrans, der i Nattens Løb var henlagt paa Graven. Og ved Kransen var hæftet et stort Stykke hvidt Karton, paa hvilket der med 4-Tommers Bogstaver var skrevet følgende lidt ubehjælpsomme men uhyre velment

Gravskrift.

Ingen havde paa Dig kaldt,
derfor din Levetid blev kort
Du skal have Tak for alt,
hvad Du gjorde, før Du gik bort.

En, der lykkeligt undgik Dig.

Gravskriften samlede i Løbet af ganske kort Tid en mægtig Sørgeskare omkring Stedet. Og da Trafiken truede med at gaa rent Staa, maatte Politiassistenten til sidst give Ordre til at fjerne Kransen og Plakaten, der foreløbig er bleven taget i Forvaring paa Fælledvejens Station.

Hvornaar Kæmpens Begravelse finder Sted, er endnu ikke bestemt.

Den laa paa Valen endnu i Formiddags ved Redaktionens Slutning.

Svip.

(Aftenbladet (København), 16. december 1926).

Allerede dagen efter blev masten imidlertid rejst igen, så Aftenbladet kunne den 17. december 1926 bringe ovenstående foto af den. Og digteren - bladet antog det var en chauffør eller bilist - var på spil igen: Velkommen tilbage, Du kære Ven. Lad os haabe Du snart bliver væltet igen. Men skulde det ske Du igen vil opstaa. Da vil vi ej køre, langt heller gaa.

Den gamle Flaskekro skal rives ned. (Efterskrift til Politivennen)

De gamle, straatækte Krobygninger ved Harrestrup Aa, som nu skal nedrives.

Inden det endnu er endelig afgjort, hvornaar man kan blive enige om den nye Køge Strandvejs Retning, har Københavns Kommune taget fat paa at udvide sin Del af den gamle Landevejschaussé, der i nogle Slægtled var glemt, men som nu gaar en stor Fremtid imøde.

Arbejderne er allerede i fuld Gang lige fra Broen over Jernbanen ved Valby Station, ud til "Friheden" paa Grænsen af Hvidovre Kommune, en Kilometer paa den anden Side Harrestrup-Aaen. Ved denne Aa danner den gamle Vej, som mange vil vide, et for Færdselen meget farligt Sving, for at komme uden om den gamle Flaskekros straatækte og mosgroede Rejselade, og dette Knæk kan man ikke have paa den nye Vej. Derfor maa Flaskekroens maleriske, gamle Bindingsværks-Huse nu falde for den moderne Tids Krav om mere Plads til Færdselen.

Københavns Kommune har eksproprieret alle Kroens gamle Bygninger for at kunne rette Vejen ud, og i Løbet af faa Dage begynder man at rive det gamle Hus paa den østlige Side af Vejen, samt Rejseladen paa den modsatte Side ned.

Selve Krobygningen faar Lov til at ligge en Tid endnu, men ogsaa den skal fjernes.

Ejeren, Hr. Jørgensen, lover, at der nok skal komme en smuk og stilfuld Erstatning for den kgl. priviligerede Kros gamle Bygninger, der menes at være mindst 200 Aar gamle. Kroens Privilegier er flere Hundrede Aar gamle, og Flaskekroen var i sin Tid en af Landets mest kendte og største Landevejskroer. Bjerringgaard, der ligger oppe ved Vejknækket ved "Friheden", hørte ind til for nogle Aar siden under Kroen. Til Gaarden hørte henved 100 Tdr. Land, som nu er udstykket til Parcelbebyggelse.

(B. T. 15. maj 1926).

Jernbeton paa Roskildevej: Der bliver lagt Jernbeton paa Roskildevej i denne Tid. Ovenfor ses Maskinen, der glatter Betonen. I Arbejde, nedenfor ser man Jernkonstruktionen, før den fyldes med Beton. Fotoer fra B. T. 18. maj 1926.

Naar Trafiken gaar over Vandet. (Efterskrift til Politivennen)

Naar Langebro har været svinget ud i fire Minutter.

Der gaar næppe en Dag, hvor der ikke lyder Veraab over de fortvivlede Færdselsforhold ved Knippels- og Langebro. 

At disse Klager er fuldt berettiget, har selv Byens Myndigheder indrømmet. Men en hel anden Ting er at faa dem ændret. Da nuværende Borgmester, daværende Havnebygmester Møller i sin Tid projekterede disse Broer, drømte han ikke om den rivende Udvikling, Trafiken skulde tage i Løbet af en Snes Aar. Men nu er man altsaa saadan stillet, at Forbindelsen med Amager maa siges at være Hovedstaden uværdig.

Der tales og diskuteres om hvad  der skal gøres. Der udarbejdes Planer, som atter henlægges, og i Mellemtiden bryder Trafiken sammen Gang paa Gang og der spildes Tid, som ikke er til at indhente igen.

Et Forslag, som har Myndighedernes Øren, fordi det intet koster, gaar ud paa, at henvise alle Hestekøretøjer og Trækkevogne til Knippelsbro, saa Automobiltratiken udelukkende førtes over Langebro, som derved kunde befares langt hurtigere end nu, hvor det er det langsomste Køretøj - ofte en Trækkevogn -, der bestemmer Hastigheden.

En yderligere Forbedring af dette Forslag gaar ud paa at lægge  en Træpromenade paa hver Side af Broen til Brug for Fodgængere.  De nuværende Fortove skulle da benyttes af Cyklister, for hvem det nu nærmest er livsfarligt at køre over Broen og Automobilerne kunde da yderligere forcere Farten.

Af ovenstaaende Billeder fremgaar det, hvorledes Vognene hobes op, efter af Langebro har været svinget ud i blot fire Minutter. Køretøjerne maa holde i tre Korsoer, som saa af den posterede Betjent efterhaanden ledes ind over Broen.

At Situationen med den stadig øgede Trafik er uholdbar, siger sig selv.

Endnu svæver Højbroen fra Dybbølsgade til Skydebaneterrænet nærmest i Luften. Der vil vel forløbe adskillige Aar, før dette Projekt  bliver til Virkelighed. Men hvorledes kal det gaa i Mellemtiden? Ja. der sker vel intet, før Handelsstanden rejser sig til enstemmig Protest, som de høje Myndigheder ikke kan sidde overhørig.

Tid er Penge, og af dem spildes der altsaa mange under de forhaandenværende Forhold.

(Aftenbladet (København) 20. maj 1924).

I 1927 forsøgte man at ordne forholdene ved at forbyde trækkevogne at passere på kørebanen. De skulle holde sig til fortovet. Foto fra Aftenbladet (København) 25. januar 1927.

Frederik August Vilhelm Bagge (9: Sidste år 1915-1928). (Efterskrift til Politivennen)

 Hofbogtrykker Bagge frifundet.

Medens Hofbogtrykker Fr. Bugge forrige Efteraar var paa en Rejse i Syden, udspilledes der en uhyggelig Drengefilm paa hans Villa, RahbeksaIle Nr. 34.

Hans halvvoksne Søn og en jævnaldrende Skolekammerat af ham Poul Nielsen, en Søn af Skuespiller ved Dagmarteatret Peter Nielsen legede sammen i Haven.

Under lægen paastaar Poul, at den unge Bagge trak en Revolver frem og skød efter Poul, der flygtede op Huset. Her spærrede unge Bagge Kammeraten inde i et lille Rum i Tagetagen vel Siden af sit Værelse og affyrede atter nogle Browning-Revolverskud.

Den unge Poul Nielsen, der var meget forskrækket over Indespærringen og Revolverskudene, afstrøg en Tændstik for at orientere sig i Mørket og tændte sig en Cigaret for at berolige sine Nerver.

Tændstikken kastede han hen i en Krog, hvor der laa nogle Ruller Film, der anvendtes til et Stuefilmsforevisnings-Apparat, og det brændbare Materiale stod straks i lys Lue, der antændte Rummet og den ulykkelige Drengs Klæder.

Poul raabte Brand og om Hjælp; men paastaar, at den unge Bagge alligevel, undlod at aabne Døren, før længe efter.

Brandvæsenet blev tilkaldt og Ilden hurtigt slukket, men Poul Nielsen maatte bringes paa Sct. Josephs Hospital, hvorfra han kom ud i Foraaret frygteligt vansiret i Ansigtet af Brandarrene og med den højre Haand lemlæstet, idet Scener og Muskler var brændt over.

Poul Nielsens Fader, Skuespiller Peter Nielsen, anlagde nu Sag til Erstatning for Hospitalsophold og Massagebehandling mod Bogtrykker Bagge som Fader og Værge og bebudede senere yderligere Erstatningskrav for senere Massagebehandling, Lægehjælp, for Svie og Smerter, Lyde og Vansir.

Sagen verserede ved Frederiksberg Birk, og der er ført mange Vidner baade der og i København; men det blev ikke fuldt oplyst, at Bogtrykker Bagges Søn havde skudt ej heller at han havde nægtet at aabne Døren, da Branden brød ud.

Skuespiller Peter Nielsen skal endda betale Sagens Omkostninger med 25 Kroner.

Imidlertid bliver Sagen sikkert appelleret til Overretten.

Sagen er for Hofbogtrykkeren ført af hans Svigersøn, Overretssagfører Angelo, for Skuespilleren af Overretssagfører Frederik Winther.

(Folkets Avis - København 30. september 1915).

Hofbogtrykker Bagges Automobilsag.

Københavns Overret har paakendt den fra Frederiksberg Birk indankede Sag, hvorunder Hofbogtrykker Bagge var sat under Tiltale for Overtrædelse af § 37 i Politivedtægten for Frederiksberg. Nævnte Paragraf bestemmer: "Kørende og Ridende skal holde sig til den Side af offentlig Gade eller Vei, der er paa deres høire Haand, og maa ikke, naar Vejen er fri, køre eller ride midt ad denne. Paa de i offentlig Gade eller Vej nedlagte Sporvejsskinner maa der ikke uden Nødvendighed køres ....

Kørende og Ridende skal derhos paa Sporveje altid vige til Side for Sporvogne, hvad enten disse moder dem eller kører i samme Retning." I Vedtægtens § 61 hedder det dernæst, "at paa Gader eller Veje, hvor Sporvejsspor er anbragt i den ene Side. er de Cyklekørende ikke pligtige til at køre mellem Skinnerne".

I Pilealléen er der et Dobbeltspor; Afstanden fra det Spor, der ligger længst ude, til det ene Fortov er 5,40 Meter og til det andet 4,86 Meter. Den Del af Kørebanen, i hvilken der ikke er Spor, er saa bred, at to Køretøjer af almindelig Bredde kan passere hinanden.

Bogtrykker Bagge kørte en Aften i Maj i Fjor sit Automobil fra Falkonerallé gennem Pilealléen og overkørte der et Barn som fra Fortovet løb ud paa Gaden, hvorved Barnet kom alvorligt til Skade. Bagge kørte saaledes, at han havde det Spor, som findes 5,40 Meter fra det Fortov, han havde paa venstre Haand, tæt opad sin højre Side, altsaa omtrent midt i Gaden. Han gjorde under Sagen gældende, at han havde forstaaet Politivedtægten saaledes, at det er forbudt Kørende at færdes i den Del af Gaden, hvor Sporvejsskinnerne er, at Kørebanen følgelig kun kunde omfatte den 6.40 Meter brede, for Sporvejsfærdsel frie Del af Gaden, og at han ved under de foreliggende Forhold at holde sig tæt til Højre i denne Del af Gaden havde handlet overensstemmende med Vedtægtens Paabud.

Overretten fandt imidlertid, at Ordene i Politivedtægtens § 37 maa forstaas saaledes, at de kun forbyder uden Nødvendighed at køre paa selve Sporvejsskinnen, men ikke forbyder Vognfærdsel i den Del af Gaden, over hvilken Skinnerne er lagt, hvorved kan henvises til Bestemmelsen om, at Kørende og Ridende "paa Sporveje" altid skal vige til Side for Sporvognen. En i § 56 indeholdt Bestemmelse om Anvendelsen af Reglen om Cyklekørsel (§ 51) paa Automobilkørsel forstaas naturligt som efter Reglen i § 37 med Hensyn til kun sigtende til Kørsel med Motorcykler, hvorefter Reglen i § 87 med Hensyn til egentlige Automobiler (Motorvogne) maa antages i et Tilfælde som det foreliggende at foreskrive Kørsel i højre Side af den hele Kørebane, heri indbefattet den Del, hvori Skinner er nedlagte. Bagge har heller ikke godtgjort, at Frederiksberg Politi, som af ham paastaaet, tidligere havde hævdet en anden Forstaaelse.

Herefter billigede Overretten, at Bogtrykker Bagge var idømt Bøde ved Politiretsdommen. Men Bøden, der var fastsat til 20 Kr., forhøjedes af Overretten til 100 Kr.

(Nationaltidende 31. januar 1916, 2. udgave)

Erstatning for Paakørsel. København, Lørdag. Hofbogtrykker Fr. Bagge, der for et Aars Tid siden paakørte en lille Dreng i Pilealléen saa han blev Krøbling, er i Dag ved Frederiksberg Birks Ekstraret dømt til at betale en Erstatning paa 6000 Kr. samt i Sagsomkostninger 50 Kr. og i Lægehonorar 85 Kr.

(Ribe Stifts-Tidende 6. maj 1916)

Dommen blev stadfæstet i september 1916 ved Overretten. Bøden blev forhøjet i overretten til 100 kr. Ulykken skete den 24. maj 1915 på hjørnet af Jacobys Alle og Pilealle da folk gik hjem efter en tur i Søndermarken. Den 4-årige dreng løb ud foran bilen og fik foden kvæstet så den måtte amputeres.

Trafiken paa Strøget.

En Automobilist.

For at høre en typisk Automobilists Mening om Strøgfærdselen har vi henvendt os til Hofbogtrykker Fr. Bagge.

- Først og fremmest mener jeg, at Autobusserne bør fjernes fra Strøget, siger Hofbogtrykkeren. Det er store, uhandlelige Kasser, som ikke hører hjemme der.

- Mener De, at Automobilkørselen bør indskrænkes?

- Det er ikke nødvendigt, blot Kørselshastigheden bliver sat ned paa Strøget. Den nugældende bliver endda ikke altid overholdt. Jeg er tilhænger af, at ingen Vogn holder paa Strøget. Det er jo f. Eks. rent galt paa det smalle Sted ud for Boghandler Gad. Og jeg mener ikke det bør tillades at køre uden om. 

- Cyklister paa Strøget?

- Det bør forbydes at trække med Cykel.

- Og den ene Kørselsretning, der har været Tale om.

- Ja, hvilken Retning skulde det være. Jeg mener ikke, at der behøves nogen Indskrænkning her, hvis blot de Forbud gennemførtes, som jeg har nævnt.

Hofbogtrykkeren slutter med at sige, at Automobilisterne maa give Afkald paa nogle Rettigheder for at bevare Kørselen paa Strøget.

(Nationaltidende 29. juni 1919).

Den 30. juli 1919 brændte Gothersgade 14 og 8. Nr. 14 bestod da af  hele 5 mellembygninger. Ilden opstod i Bagges lager. Foruden et meget stort beløb mistede Bagge også nogle manuskripter der var uerstattelige. Den 30. september 1919 var den igen gal, denne gang i kælderen i Gothersgade 14.  

En "Kilometersluger" bremset i 2 Aar.

For en Maaned siden kom Hofbogtrykker Bagges 22aarige Søn, Erling Frederik Bagge, kjørende paa Motorcykle med en Passager paa Bagsædet ad Jagtvejen mod Nørrebros Runddel i Kjøbenhavn. Hans Fart var ganske vanvittig, antagelig 75 Km., og Følgen blev da ogsaa, at Motorcyklen slog en helt Saltomortale i Svinget. Mærkeligt nok skete der ikke nogen Ulykke. Sagen har været til Behandling hos Dommer Olufsen, der spurgte den unge Bagge, om han var fuld, "Nej, men jeg havde været til Bal og skulde skynde mig hjem."

Efter den Forklaring faldt der i Følge "Berl. Tid." en Bøde paa 300 Kr., og Kjøretilladelsen blev frataget Bagge i 2 Aar.

(Jyllandsposten 30. juli 1920).

Bagge appellerede til Østre Landsret der nedsatte bøden til 200 kr. samt frakendelse af køretilladelse til 6 måneder.

I august 1922 købte Bagge en Rolls Royce af generalkonsul Glückstadt.

Bogtrykker Frederik Bagge er traadt ud af sit Firma Fr. Bagges Kgl. Hof-Bogtrykkeri. Dette fortsættes uforandret af den hidtidige Deltager, Hr. Sven Aage Bagge.

(Nationaltidende 1. november 1922, 2. udgave)

 I 1920 overtog sønnen Send Aage der siden 1914 havde arbejdet i trykkeriet, firmaet efter ham.

Den 1. juli 1923 støtte Bagge ind i en lillebil på Lyngbyvejen. Begge biler blev stærkt beskadiget, men ingen mennesker kom til skade.

Frederik Bagge's Kgl. Hofbogtrykkeri ApS blev opløst efter konkurs i 1993.

Bagges gravsted på Vestre Kirkegård. På stenen er angivet følgende navne: Frederik Bagge, Lissa Bagge, Inger Bagge, Erling Bagge, Emilie Bagge, Else Bagge, Sven Aage Bagge (sidstnævnte overtog overtog firmaet i 1920) og Carl Bagge. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Cyklister og Drosker i Borgerrepræsentationen. (Efterskrift til Politivennen)

Hele Interessen ved Mødet i Borgerrepræsentationen i Aftes samlede sig om det fra Magistraten indsendte Forlag om Nedsættelse af et Fællesudvalg Anledning af Politidirektørens bekendte Idé til Forholdsregler mod Cyklekørselen. Tilskuerpladsen var fuldstændig overfyldt af Cyklister, der havde stillet deres lette Befordringer til Ro i Forhallen, hvor Bisp Absalon til dagligdags troner i ensom Majestæt. I Salen herskede en tropisk Hede, men de interesserede Tilhørere holdt troligt ud, medens Politidirektørens Forslag blev sønderlemmet paa det grundigste af Forsamlingens Viceformand, Assessor Koch, samt vor Partifælle J. Jensen.

Formanden meddelte, at de Aktstykker, hvortil Politidirektøren støtter sig angaaende Bestemmelserne vedrørende Cyklekørslen, ikke var til Stede. Hvis noget Medlem derfor forlanger Sagen udsat, vil dette ske. Da Ingen begærede saadan Udsættelse gaves Ordet til Viceformanden.

Assessor Koch, der indledte sin Tale med den Bemærkning, at han meget godt forstaar, at store Lag af Befolkningen har følt sine Interesser truet ved de af Politidirektørens foreslaaede Bestemmelser. Cyklen er fra et Fornøjelsesmiddel blevet til et Befordringsmiddel af overordentlig stor Betydning. Enkelte af de foreslaaede Bestemmelser kan være ret fornuftige og Overvejelse værd, saaledes Forslaget om, at Cyklister skal have tændt Lygte paa Cyklen efter Mørkets Frembrud. Vi har ganske vist ikke lignende Bestemmelser overfor Vogne, men det kan dog forsvares, da Cyklerne er mere lydløse end Vogne. Andre Bestemmelser, som f. Eks. Forbudet mod Cyklekørsel paa Købmagergade, kan vel overvejes, men er dog meget betænkelige, og Forbudet imod Cyklekørsel paa Ridestierne er absolut forkasteligt. Det vil genere Cyklisten meget uden at være til ringeste Nytte. Saadanne Bestemmelser som Forbud imod Væddekørsel af Cyklister paa Københavns Gader kan være meget fornuftige, men er absolut overflødige, thi der maa jo f. Eks. heller ikke finde Fodvæddeløb Sted paa Københavns Gader. Mærkeligst er dog Hensynet til de Ridende. Der er jo ikke et Menneske her i Byen, der bruger Ridehest for at befordre sig fra det ene Sted til det andet. De holdes udelukkende for Fornøjelse eller af hygieiniske Grunde, og har endelig enkelte Militære Brug for deres Rideheste som Transportmiddel, saa maa saadanne Heste sandelig være saa vel dresserede, at de ikke bliver bange for en Cykle. Man kan meget ofte gaa en Tur paa Københavns Boulevarder uden at møde en eneste Ridende, medens man altid træffer Snese af Cykler. Endelig er Forslaget om Numerering af Cykler i højeste Grad upraktisk. Man vil efter et saadant Forbud ikke kunne leje en Cykle, og Cyklister fra Provinserne vil ikke kunne køre her i Byen, uden at risikere Straf. Tænk Dem saa endelig disse Cykler med et 5-chifret Tal paa Lygten. Et saadant Monstrum af en Lygte vil blive helt ud latterligt. Hvem vilde tænke paa at binde et Numer paa Halen af en Hest, som der nu foreslaas malet bag paa Sædet af Cyklen. (Munterhed). Jeg har ikke noget imod Nedsættelsen af det foreslaaede Udvalg, men det bliver ganske vist kun faa og ubetydelige Ændringer, jeg vil kunne gaa med til.

E. Salomon fandt, at Droskeejerne blev temmelig haardt medtaget ved Politidirektørens Forslag. Iøvrigt var han enig med Koch, idet han dog maatte bemærke, at han ikke kunne anse det for rigtigt, at Cyklister fik [forbud?] at passere Købmagergade.

Dr. Ørum kunde i det hele slutte sig til Assessor Koch; men han var dog taknemlig mod Politidirektøren og Magistraten, fordi de havde foranlediget, at denne Sag kom frem til Behandling. Der var mange Ting at rette paa, og særlig trængte Droskeforholdene til en gennemgribende Reform. Naar man, som Taleren, maatte tilbringe en Dag i disse umagelige Æsker, fik man at føle Ømheden bagefter. Derimod kunde han ikke billige Politidirektørens Paastand om, at Droskekuskene flaaede Folk. De flaar nemlig ikke de Indfødte, og de Fremmede, ja det kommer jo egenlig ikke os ved. (Munterhed.) Om Cyklisterne sagde Næstformanden meget godt, men der kan dog ogsaa siges en Del ondt. Af Cyklisterne er bleven en Landeplage eller en Byplage, kan vi dog vel alle være enige om. Derfor bør man alligevel ikke lave Love for Cyklister alene, og Politidirektørens Bestemmelser forekom Taleren ganske urimelig. Navnlig var det galt at numerere Cyklisterne ligesom Kvæg, der skal paa Fælleden. Heller ikke Forbudet mod at passere Købmagergade forekom ham rimelig. At de ikke maatte komme paa Østergade, kunde endda gaa an; thi der kunde man dreje om ad Lille Kongensgade, men det nye Forbud vilde virke meget generende. Faren ved Cyklekørslen kommer dels fra dem, der ikke kan køre, og en saadan Fyr frembyder dog et skrækkeligt Syn, dels fra de hensynsløse, lad os sige Bøllerne, der i susende Fart kiler gennem Gaderne. Overfor de sidste er der intet andet at gøre, end at stoppe dem og overgive dem til politiet, indtil de lærer at tage Hensyn til andre Folks Liv og Lemmer.

Arkitekt Koch mente, at Livet nu var taget saa temmelig af Politidirektørens monstrøse Forslag, og han skulde derfor ikke yderligere sparke til det.

Hr. Trier var ikke tilbøjelig til at godkende Hr. Ørums Retsgrundsætninger med Hensyn til Forholdet mellem Droskekuske og Fremmede. Han oplæste en Skrivelse fra Dansk Bicycle Club, hvori der protesteredes imod Vedtagelsen af Politidirektørens Forslag. Enhver Hovedstad trænger til at kunne ligge paa Landet til daglig Brug, og Cyklen hjælper svært til med at komme ud over Brolægningen. Vedtagelsen af Politidirektørens Forslag vil betyde meget alvorlige Hindringer for Cyklekørselens Udvikling og undergraver Politiets Autoritet ved at skabe altfor mange Forseelser. Styrk Cyklisternes Æresfølelse, det vil hjælpe bedre end alle Politireglementer.

Dr. Ørum havde ikke billiget Droskekuskenes Optrækkeri overfor Fremmede. Han havde blot ment, at de hellere maatte trække Fremmede op end os selv. (Munterhed.)

H. Trier: Jeg har den modsatte Opfattelse. Skal endelig nogen trækkes op, lad det saa blive os selv og ikke de Tilrejsende.

A. Meyer var glad over, at Politidirektørens Forslag var kommen frem. Derved kom Sagen til Forhandling.

J. Jensen: Ogsaa jeg er enig med Viceformanden i den Kritik, han har underkastet Politidirektørens Forslag. Jeg kunde have ønsket, at Magistraten havde skilt disse 2 Sager, saaledes at man kunde beskæftige sig indgaaende med Droskeforholdene i vor By uden at beskæftige sig med Cykler. Disse trænger vist nok ikke til noget Politireglement. Hverken i denne Forsamling eller i Pressen er der kommet noget som helst frem, der kunde begrunde Trangen til et saadant Reglement, og Pressen har dog - naturligt nok - beskæftiget sig ret indgaaende med dette Thema. Alle saadanne Forbud og Reglementer maa virke uheldigt, thi Rytteren maa jo tilsidst stadigt sidde og spekulere paa, om han nu ikke overtræder en eller anden urimelig Bestemmelse. Man opnaar kun ved saadanne Bestemmelser at sætte Befolkningen i Gangkurv, medens man ved at overlade den Art Ting til Folkets sunde Sans, opdrager og udvikler Befolkningen. Hr. Eugen Petersen har givet os Meddelelser om indskrænkende Bestemmelser, der er i Kraft i andre Lande. Disse Meddelelser siger ikke ret meget og er meget ufuldstændige. Det maa saaledes betvivles, at han kan skaffe os Oplysning om nogen indskrænkende Bestemmelser for Brug af Cykler fra selve Cyklens Hjemsted, England. Naar Dr. Ørum har kaldt Cyklisterne en Landeplage, saa har han vistnok overdrevet noget, og naar han taler om pæne Folk, deriblandt Læger, som ogsaa kører paa Cykle, saa taler han i en Form, som er lidet tiltalende. Fordi der vitterlig eksisterer cyklende Bøller, er det dog ikke nødvendigt at genere alle de Tusinder af Cyklister, der opfører sig vel. Fordi enkelte Medborgere kunde trænge til at faa Haandjærn paa, faldt det dog ingen ind at anvende saadanne Sikkerhedsforanstaltninger overfor alle Landets Borgere Jeg forbeholder mig ved Diskussionens Slutning at foreslaa delt Afstemning om denne Sag, saa at man kun henviser Bestemmelserne om Droskekørselen til det forestaaede Fællesudvalg, men lade Cyklisterne fare i Fred. 

Tømrermester Thomsen antog, Politidirektøren ikke havde anden Brug for de sidst bevilgede 100 Betjente havde lavet sine drakoniske Forslag for at give dem noget at bestille.

Paludan: En stor Del af Befolkningen ser skævt til Cyklisterne, og jeg kan ikke indse, at det kan skade dem at blive numererede. Jeg anbefaler Fællesudvalget.

Urtekræmmer Munck støttede J. Jensens Forslag om delt Afstemning.

Will fandt, at Politidirektørens Forslag var et meget godt Grundlag for et Fællesudvalgs Arbejder.

Kommandør Nielsen kunde slutte sig hertil. Faren ved Cyklerne var deres lydløse Kørsel. Kunde man ikke hænge Bjælder paa dem?

Assessor Lassen: Selv om man er nok saa utilfreds med Politidirektørens Forslag, saa bør man alligevel sende dem i Fællesudvalg. Det modsatte var ikke rigtig velanstændigt. Han maatte beklage, at der i Aviserne var rettet Angreb imod Politidirektøren personlig.

J. Jensen: Jeg kunde ikke tænke mig noget værre, end naar enhver Cykle skulde behænges med en stadig ringende Klokke. Det vilde blive et evindeligt og uudholdeligt Kimeri. Saadanne og lignende Forslag kan jeg ikke se Trangen til og derfor ønsker jeg ikke, at vi skal nedsætte et Fællesudvalg til Overvejelse af reglementerede Bestemmelser, som vi mener, at vi ikke trænger til. Han havde ikke med sit Forslag tænkt at ville fornærme Politidirektøren men maatte dog hævde Forsamlingens Selvstændighed overfor denne Embedsmand. . .

Assessor Koch vilde ligeledes anbefale at forkaste Jensens Forslag. Det var mest høfligt. I Retning af Avislæsning havde han i den sidste Tid levet i en sand Uskyldighedstilstand, da han havde været paa Landet og kun læst "Dagbladet". (Stormende Munterhed.)

K. Mostrup vilde stemme for J. Jensens Forslag. enten det saa var høflig eller ej.

Dr. Ørum var vedblivende af ganske modsat Anskuelse.

J. Marstrand: Den bedste Protest imod Politidirektørens Forslag er følge J. Jensen og standse Sagen straks. Bestemmelserne er upraktiske og uigennemførlige. Vi har desuden allerede en Bestemmelse af 1883, der tillader Politiet at fordre, at Cykler er forsynede med Klokke eller Bjælder.

Borgmester Hansen: Jeg har ikke ønsket at blande mig i denne Sags Realitet, men maa dog advare Dem imod at vedtage J. Jensens Forslag. Justitsministeren kan fordre et Svar, da han nu engang har ønsket at høre vor Mening; men dette Svar kan jo meget godt gaa ud paa, at vi ikke vil have noget Cyklereglement. Lad os i hvert Fald give et Svar.

Diskussionen var dermed tilende.

J. Jensen stillede Forslag om straks at svare Justitsministeren, at man ansaa de gældende Bestemmelser er tilstrækkelige til at regulere Cyklekørselen heri Staden og derfor ikke ønskede de af Politidirektøren forestaaede Bestemmelser optagne i Politivedtægten; men Forslaget forkastedes med 16 St. imod 9. Derpaa vedtoges det at henvise Ministerens Skrivelse til et Fællesudvalg, hvortil Borgerrepræsentationen valgte følgende fem Medlemmer: Asessor Koch, Dr. Ørum, Assessor Lassen, Arkitekt Koch og Axel Meyer.

(Social-Demokraten 2. juli 1895).

Fotograf N. Zachariasen: Cyklister. Haslev. 1896. Foto fra erindring af Ebba Scheel, født 1892. "Fra venstre: min far sagfører Gustav Scheel, Holbæk. Fru apoteker Ipsen, Holbæk. Bankdirektør Petersen (Landmandsbankens afdeling, ???). Min mor, Fru Marie Scheel f. Fungersen, Holbæk. Person 5 husker jeg ikke navnet på, men kan skaffe det, hvis ønskes idet min bror, fhv. generalkonsul Poul Scheel lever og kender alt!!. […] Mine forældre cyklede – lidt af en sensation i 1896 – og til det brug havde de særlige pludderbukser. Ellers gik mor i lange, hvide kjoler med kantebånd, og man holdt op i den på en ganske bestemt måde – albuen ud til siden – hvis man var en rigtig dame. Man gav hinanden hånden på samme måde, albuen ud! […] Da jeg var 8 år, fik jeg en cykel, den stod i spisestuen til mig, og jeg var stum! På samme tid begyndte jeg at rejse alene ud i verden, til Marslev præstegård ved Odense, hvor min mors søster var gift med præsten, og børnene og jeg var jævnaldrene. Jeg drog af med min cykel, stor dukkekuffert (alle mine lege var koncentreret om dukker og deres mange fornødenheder) og så min egen kuffert. Først skulle jeg med toget til Roskilde, der skulle jeg vente i 3 timer, de var lange, og jeg vovede mig ikke bort fra ventesalen, for tænk, om jeg ikke kunne finde tilbage igen!" Tekst af Ebba Scheel. Fotoet er ikke fra København, men giver måske et indtryk af datidens cyklisme. Kbhbilleder. Public domain.

Strømkæntring. (Efterskrift til Politivennen)

Bicyklesportens Overdrivelser begynder nu at fremkalde talrige Protester. Vi skal nedenfor gjengive to karakteristiske Udtalelser i saa Henseende.

I et Brev fra Kjøbenhavn til "Sorø Amtstidende" hedder det bl. a.:

"I den senere Tid hører det ligefrem til Dagens Orden, at Bladene bringer Meddelelser om Cyklister, der volder Ulykke ved hensynsløs og uforsigtig Kjørsel. I og for sig kan disse hyppige "Uheld" være tilstrækkelige til at bringe Cyklekjørslen i Miskredit hos det ikke-cyklende Publikum, men værre er det, at de Herrer Cyklemænd yderst sjælden optræder som Gentlemen, naar de har foraarsaget Skade. De pile om det nærmeste Gadehjørne for at slippe væk, uden engang at yde lidt Hjælp til den, de har paakjørt; de bliver grove og skjælder ud paa den, de har forulæmpet, og kan de endelig ikke unddrage sig alt Ansvar, saa søger de ved alle mulige Midler at slippe saa billigt som muligt.

Den sidste Politiefterretning om en Sag af denne Art lyder saaledes: "Den 22de Juni kjørte en Kontorelev ad Østergade med en Bicyklette; ved et Gadehjørne saa' han sig om og paakjørte derved en Barnevogn, hvori der var to smaa Børn. Disse kom heldigvis ikke til nogen Fortræd, men Vognen ødelagdes, og Moderen til Børnene, som kjørte Vognen, blev af Skræk paa Grund af sin Tilstand syg og maatte samme Dag indlægges paa Kommunehospitalets 3dje Afdeling, uden at den hende ved Overkørslen foraarsagede Skræk og en Del Lændesmerte har haft nogen skadelig Indflydelse paa hendes Tilstand. Sagen mod den uforsigtige Bicyklist har en Gang tidligere været foretaget i Retten, hvor den unge Mand erklærede sig villig til at betale de Udgifter, der vilde blive Følge af den af ham foraarsagede Paakjørsel, men Sagen blev udsat for at afvente Konens Helbredelse. Nu mødte den unge Mand i Retten, ledsaget af en Slægtning; her gjorde Konens Mand - en Haandværker - Paastand paa at blive tilkjendt for Udgifter i Anledning af Konens Sygdom og for Barnevognens Reparation ialt et Beløb af 40 Kr., men han fik kun et Tilbud paa 10 Kr. Spørgsmaal om Erstatningen vilde derfor være at henvise til et privat Søgsmaal, hvorimod Cyklisten blev ikjendt en Bøde af 25 Kr. for sin Kjørsel."

Er nu ikke Haandværkerens Forlangende om 40 Kr. i Erstatning saa aldeles rimelig, og er Tilbudet om de 10 Kr. ikke rent ud uforskammet? Nu skal Manden gaa til "privat Søgsmaal", og det er en dyr Vej, men vi haabe da, at han henvender sig til "Retshjælpen for ubemidlede".

Det er Træk af denne Art, der gjør Cyklisterne forhadte hos en stor Del af Publikum. Man kan lidt nok forsikre, at Cyklen er en glimrende Opfindelse, der netop kan komme Samfundets brede Lag til Nytte - det hjælper ikke, naar Bladene Dag ud og Dag ind maa bringe Meddelelser om hensynsløs Kjørsel og unfair Optræden af Cyklister.

Tager de Herrer sig ikke i Agt. da kan det let komme dertil, at der træffes generende Foranstaltninger overfor dem. Vil de redde sig ved ilsom Flugt, eller vil de optræde som Bøller, i Tillid til, at de er ukjendte, da kunde det være ret passende, om Politiet foreskrev, at enhver Cykle skulde bære et stort Nummerskilt bagpaa; og møder de som mindreaarige i Retten for at smutte fra en Erstatning, da vilde det være paa sin Plads, om vi fik den Bestemmelse, at mindreaarige, naar de kjører paa Cykle, skal ledsages af deres lovlige Værge!

Cyklen har absolut Fremtiden for sig, men skal den bruges til Sport, maa den holde sig til afstukne og afstukkede Baner, og skal den anvendes som almindeligt Befordringsmiddel, da maa den underkastes lignende Regler som dem, der gjælder for andre Befordringsmidler."

Endelig bringer "Nationaltidende" i Gaar følgende Artikel:

"Hvem hilste dem ikke med Undren og Glade, da de kom, Bicyklerne, disse dristige, hurtige Landevejs Befordringsmidier. Del var sund Sport for Ungdommen, der trænger til Bevægelse - til Fart. Fritiden vilde ikke mere døses hen paa Kafeer, Friluftsturene gjøre Lemmerne trætte mod Aften. Dansebulerne og Natterestavranterne maatte tabe i Tillokkelse. Andre Interesser, sundere Interesser! Alverden blev nu Sportsmand. Det var som en Epidemi, der slog ned, en Mode, der skulde vare. Og havde man i Begyndelsen set med nogen Undren paa de nye Sportsmand, blev man efterhaanden fortrolig med dem, nu da man blev rendt paa Ærmet af dem hvert Øjeblik. Rendt paa Ærmet! De trættede en. Deres evindelige Kimen, deres mere og mere forcerede Fart gjorde nervøs. Tidligere sprang man med Fornøjelse i Vejgrøften, naar man mødte en af de Herrer paa "den høie"; det var jo saa sjældent at se, og saa morsomt, at man kunde staa længe og maabe efter ham. Og blev man væltet en enkelt Gang af en uheldig Bicyklist, Herre Gud. det tog man fra den gemytlige Side; det var ikke hver Dag, man oplevede noget saadant. Den Gang var der jævn Fart, og Sammenstødene var nærmest ufarlige. Men Tiderne forandrer sig! Hurtigheden tiltog. Rekorderne sattes, og som en Sværm af halsende Hunde fo'r Bicyklisterne henad vore Landevej. Der var Kapløb over det hele; de før fredelige Landeveje blev Væddeløbsbaner. Plads for Cyklisten! - De begyndte at trætte, deres hæsblæsende Jagen irriterede Nerverne, Synet var ikke længer saa smukt. Stillingerne som Regel klodsede paa Grund af de nyere Konstruktioner. Men det kunde i og for sig være en anden ligegyldig blot de holdt sig for sig selv. Men det var det, de ikke gjorde, de havde faaet Vind i Seilene. Ryet fulgte dem; deres Sportsfester florerede og fejredes. De troede sig Herrer paa Landevejene. Fra den taalte Tilværelse, de førte paa Vognenes og Fodgængernes Veje, troede de paa Grund af den Opmærksomhed, de vakte, den interesserende Omtale, de fik, at kunne kujonere Fodgængerne. De troede sig Nr. 1 dér, hvor de aldrig kunde føre andet end en taalt Tilværelse. Naar de med mer eller mindre Jærnbanefart kom farende, jog de Skræk i mange, adskillige i Grøften - skikkelige spaserende, der kun langsomt skred frem ad deres lovhjemlede Fodsti. Men Bicyklister holder ogsaa af Fodsti, og hvor Politiet er fjærnt, er der Cyklister, som ikke er bange for at rende Folk over Ende, hvis de ikke hurtigst muligt viger af Vejen for Naadigherren, der har Hastværk. Det minder en Del om de gamle Herremands Jagen med deres Firspand, mens Bønderne stod dybt bøjede paa Grøftekanten. Thi en Bicyklist er selvbevidst - han er ogsaa kulturbærende! Hvem der er Ophavsmand til denne Ironi, véd jeg ikke, men i hvert Fald tages den au serieux af Sportsmænd. Hvad Kultur og Cyklevæsen har at gjøre med hinanden, ses ikke; det maa vist bero paa en Begrebsforvirring. - Nu kan den paakjørte Bonde, alias Fodgænger, med et Suk se efter den flygtende Kultur; den er og bliver borte! - Men Spøg til Side! Bicyklisterne rummer en større eller mindre Fare for Landevejenes Fodgængere og Vogne. En gammel Bicyklist kan have adskillige muntre Æventyr med forskrækkede og væltede Folk paa sin Samvittighed. Men Bicyklisterne maa, for ikke at tabe for megen Sympathi i Befolkningen, være yderligere forsigtige, huske, at deres Plads med den nuværende Fart egentlig hører hjemme paa de lukkede Veje. En Rytter er som Regel galant, en Bicyklist er det aldrig! At Politiet ikke kan kontrollere dem overalt paa de vilde Landeveje, er en Selvfølge. Derfor maa Cykleforeningerne selv tage Sagen i Haand, indskærpe Cyklisterne atter og atter, at de altid og ved alle Lejligheder - viger af Vejen for Fodgængerne. Vogne og Jærnbaner er nødvendige; man maa finde sig i, at der nu og da sker Ulykkestilfælde ved dem; men Ulykkestilfælde ved Bicyklister behøver man ikke at finde sig i. Og at gjøre Ulykker paa andre kan Bicyklisten altid undgaa ved at vise Forsigtighed. Det er skandaløst, at en Bicyklist raaber: "til Side!" til en Fodgænger, der gaar paa en af Stierne langs Landevejene, og saaledes tvinger ham over i Grøften for at undgaa Sammenstød. En Bicyklist skulde altid kjøre ad selve Kjørebanen, eller i alt Fald et Stykke fra bøje udenom Fodgængeren. Væddeløb udenfor afspærrede Veje, saaledes som de tidt finder Sted, burde ikke tilstedes. Thi naar man nu og da hører om Ulykkestilfælde, foraarsagede af Bicyklister, hvor Bicyklisten har absenteret sig hurtigst muligt, efterladende den overkjørte til sin egen Skæbne, er der Grund til at raabe Vagt i Gevær! Og det maa saa blive Cyklisternes Sag at indskærpe hinanden indbyrdes de Kjøreregler, som den sunde Fornuft tilsiger og Fodgængernes Ukrænkelighed fordrer."

(Morgenbladet (København) 21. august 1892).

hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt f. Petersen (1866-1931). Mand og cykel, 1892. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.