Om at bære paa Fortougene.

Ved politiplakat af 14. feb. 1810 bestemtes den såkaldte fortovsret for gående, hvorved de før så ofte indfaldende barnagtige tvistigheder om hvem der skulle vige, og som ikke sjældent udartede til voldsomheder, lidt efter lift forsvandt, og nu næsten ikke høres mere. Ved samme plakat blev ældre politiforbud mod at bære og hvile med byrder på fortovene tillige gentaget.

Slagtersvende og drenge bliver derimod ved med at bære på fortovene: kød og blodige huder, sælgerkonerne deres kurve, sjoverne deres flæskesider og håndværksdrengene deres byrder, og alle gør det med en dristighed og en tryghed som om ingen lov var dem imod. Gives der engang en enkelt som har det mod at bede disse folk om at gå ud på gaden, møder han enten grovhed eller bliver frækt ud, leet, og dette gør at alle tier og forlader fortovet som dog egentlig er bestemt for dem. Anm. heraf er fuldkommen overbevist om at enhver som således uberettiget bærer på fortovene, vil blive straffet i overensstemmelse med anordningerne når han kun bliver angivet, men der gives så få som enten har lyst eller lejlighed til det, eller ved hvorledes han rettest har at forholde sig derved. For det anstændige og velklædte fruentimmer som egentlig mest lider ved bæren med smudsige ting for fortovene fordi hun i proper beklædning og med tyndt skotøj ofte i en hast nødes til at søge den skidne gade, er det næsten en umulighed. Skønt den her anmeldte selvrådige opførsel hos bærende ikke hører til politidirektørens allervigtigste embedssorger, så er den dog heller ikke uvigtig, og derfor både ønskes og håbes det at der må blive sat vedbørlige grænser for den. Det håbes med så megen mere grund som politidirektøren altid har vist at han besidder ikke alene midler, men også klogskab til at anvende disse for at få de love efterlevet som han fundet sig beføjet til at give.

(Politivennen Nr. 1559, Fredagen den 16 Mai 1845, s. 300-301)

Anmodn. til Vedk.

Når gaderne fejes, bliver urenlighederrne samlet i bunker ved rendestenene på begge sider af gaden for at renovationsvognene kan køre midt ad gaden og således komme til på begge sider at læsse på vognen. Denne indretning synes meget god. Men de karle der kører renovationsvognene, har den uskik at to kører jævnsides midt ad gaden når de vil pålæsse, og således spærrer al passage for kørende der vil køre på gaden. Anm. har ofte været vidne til ubehagelig ordveksling mellem nævnte karle og andre kuske som tror at gaden ikke uden nødvendighed bør spærres på denne måde. Ikke sjældent går striden så vidt at man idet man stoler på sin vogns styrke, kører på hinanden og forsøger om den kan holde. Men da tabet som herved kan forårsages, dog kommer  på husbondens regning, og sådan adfærd i sig selv kan kaldes uordentlig, så vil det være godt om gadekommissæren eller også renovationskontrahenten pålagde kørekarlene at de ikke måtte køre jævnsides, men at den ene burde i det mindste holde så langt fra den anden at en anden vogn kan passere mellem dem. Herved ville megen disput og vognmolestrering blive forebygget

(Politivennen Nr. 1555, Fredagen den 2 Mai 1845, s. 269-270)

Gade-Uorden paa Gl. Mønt.

Det er naturligvis glædeligt når man ser en mand med dristighed og kraft udvide sin næringsvej. Dog bør dette ikke ske på hans andre medborgeres bekostning eller være dem til gene. Hr. destillatør Lassen på Gammel Mønt har således efter forrige flyttedag anlagt et damp-brændevinsbrænderi i samme gade. I egenskab som brænderi kan dette vel ikke synes at genere gadens andre beboere, derimod foranlediger det et andet onde på hvilket vi tror med føje at burde henlede politiets opmærksomhed. Næsten hver formiddag er det smalle terræn udenfor brænderiet og hele gaden spærret af en mængde, ofte indtil 30 vogne af hvilke en del er fyldt med kartofler, en anden del henter bærme. Herved opstår en stor uorden da vognene holder i to rækker i gaden, ja endog i de tilstødende gader. Den ene vogn der kører ind i gården, støder på den anden der kører ud. Kuskene, bønder og amagere bander og støjer, kommer i håndgemæng hvilket hører til den daglige orden. Og andre hr. Lassens affærer uvedkommende vogne, ja endog postvogne, formår ikke at trænge igennem dette virvar af køretøjer.

At gaden således hver formiddag udelukkende er overladt til hr. Lassens frie rådighed, kan dens andre beboere imidlertid ikke være tjent med. For en sådan støj og uorden bortskrækker fredelige folk fra at bebo dette larmfulde terræn hvorved ejendommens besiddere lider tab. Rimeligheden synes således at tale for at det ikke blev tilladt entreprenørerne af sådanne anlæg at oprette disse i sådanne smalle gader som Gammel Mønt da det ikke kan forlanges at en stor del borgere skal fortrædiges fordi en enkelt sådan kan berige sig. Må imidlertid den hver formiddag stedfindende tummel, støj og slagsmål vedblive for remtiden, så kan dog gadespærringen forhindres ved at det indskærpes hr. Lassen at sørge for at vognene holder blot i en række og på en side af Gammel Mønt og de tilstødende gader.

(Politivennen nr. 1423. Løverdagen, den 7de April 1843. Side 220-221). 

Redacteurens Anmærkning.

Destillatør C. F. Lassen boede ifølge vejviseren i Gammel Mønt 252. Adressen blev 1906 dels indbefattet i komplekset 2008 Gammel Mønt 2-4/Grønnegade 1/Store Regnegade 2, dels udlagt til offentlig gade. Huset er altså for længst nedrevet.

En Bemærkning angaaende Omnibusserne.

Det er vist utilladeligt at omnibusserne især de firspændte, med en sand Jehus-fart ikke alene gennemkører stadens gader, men at denne fart ikke nogenlunde sagtnes ved at passere den smalle Vesterport ligesom broerne, da på denne årstid mange fodgængere befærder samme. Det ville være ønskeligt om det pålagdes disse omnibuskuske hvilket endog burde være regel for enhver kørsel der gennemstrejfer stadens gader, at køre i mag eller i trav så længe de befarer stadens grund. For det har vel ikke så stor hast for de mere formuende om de kommer en kort tid før eller senere til deres forlystelsessted, at gående der måske en gang ugentlig vil nyde frisk luft, skal udsættes for overkørsel og muligt radbrækning. Man håber derfor at der fra de ansvarliges side vil blive taget forholdsregler i denne henseende og det så meget mere som en omnibus kun forspændt med to heste har væltet i Gothersgade, ikke langt fra politidirektørens bopæl.

(Politivennen nr. 1374, Løverdagen, den 30te April 1842. Side 281-282)

Om utilbørlig Kjøren og Riden paa Gaderne.

Man har anordninger mod den stærke kørsel og riden på hovedstadens gaden. Men hvorledes overholdes disse? Dagligt handles derimod, og det synes besynderligt hvis politiet ikke skal kunne se eller vide dette. For nogle uger siden tilkørtes - formodentlig af en slagter - en ung vælig hest gennem Vimmelskaftet, Amagertorv, Østergade etc. 3 gange kørte han ind på fortovet, en mand frelste en pige, dog med opofrelse af en ny silkeparaply etc. - I forrige uge løb et par heste uden kusk, i Vimmelskaftet med en bræddevogn. En dreng på vognen og en mand på fortovet var nær ved at blive ofre. - Hvorledes færdslen dagligt er gennem Østergade, på  hjørnerne af Købmagergade og Amagertorv etc. er vitterlig for alle. - Hvad erstatning kan det være for nogen at i et enkelt sjældent tilfælde en idømmes en ubetydelig mulkt, eller at man efter en besværlig procedure, med vidneførelse osv. måske får badskærerlønnen tildømt - som hos den dømte siden ikke kan fås, og hvor ussel er desuden denne erstatning? - Hvorledes og af hvem kan fx overkrigskommisær Øst der blev overkørt på Amagertorv, får erstatning for et 5 måneders smertefuldt sygeleje, og for at han hele sin øvrige levetid bliver en krøbling? - Når en håndværker, kunstner, overhovedet hvem som helst der skal leve af sin tid og flid, men ikke nyder embedsløn, og derhos er familiefar, lemlæstes ved overkørsel, bliver tabet for ham næsten aldeles uerstatteligt. Det synes derfor ved den tiltagende luksus med heste og vogne at burde komme i betragtning at indbyggerne får en større sikkerhed for dere liv og lemmer mod ubændig kørsel og riden.

(Politivennen nr. 1076, Løverdagen, den 13de August 1836. Side 528-529)

Om alt for iilfærdige Renovations-Kudske.

Disse er en vigtig genstand for politiopsynets strengeste opmærksomhed. Ædruelighed er en almindeligvis prisværdig dyd. Men forandringen er hensigtsløs når den strengt kræves i tilfælde hvor den er af mindre vigtighed end i andre hvor den er af større, og røber mangel på dømmekraft. De som betros heste og vogne, bør frem for alt ikke som ovennævnte renovationskuske være i en fortsat rus fra morgen til aften. Andre menneskers liv og lemmer bliver alt for meget udsat for fare ved det. Indsenderen har ved dagligt at passere ind og ud gennem Nørreport, lejlighed til at se hvorledes disse karle, drukne indtil fæiskhed, næppe er i stand til at kunne holde sig på deres sæder. Og når de kommer tilbage med tomme vogne, jager de i fuld galop ad broen og endog lige ind gennem porten. 

Men fredag den 1. februar var han nær kommet til at gøre en sørgelig erfaring da han af en af oven nævnte der kom farende som beskrevet, blev påkørt lige midt i porten. Og at han ikke faldt og kom ind under heste og vogn, ved han slet ikke at henregne til andet end forsynets vidunderlige beskyttelse. Mange ville vist fremdeles blive udsat for ulykke så længe dette misbrug mod lov og anordninger blive tålt. Men vel ikke alle frelst som indsenderen.

(Politivennen nr. 893, Løverdagen den 9de Februarii 1833, s. 108-109)  

"Han var nær kommet til at gøre en sørgelig erfaring da han af en af oven nævnte der kom farende som beskrevet, blev påkørt lige midt i porten. Og at han ikke faldt og kom ind under heste og vogn, ved han slet ikke at henregne til andet end forsynets vidunderlige beskyttelse." (C. W. Eckersberg: Nørreport, 1807. Statens Museum for Kunst).

Jehus Fart paa Kjøbmagergade.

I forrige uge kom en karet farende gennem Købmagergade i fuld fart, så at kusken uden at ænse fodgængerne, kørte på en af Trinitatis Sogns præster der skred over gaden for at gå i embedsforretning. Hans velærværdighed der faldt om på gaden, fik foruden et slemt stød, sin embedsdragt således tilsølet at han måtte ty ind til en familie i nabolaget hvorfra han fik sendt bud hjem efter andre klæder. Kusken greb till det sædvanlige middel, nemlig at køre endnu stærkere for at komme ud af syne, mens de to herrer som sad i vognen, og hvoraf den ene var en læge, viste sig så ligegyldige ved det skete at de ikke lod holde, for at erfare om ulykke var sket. Man kan i denne anledning ikke undlade at fremsætte det ønske der før i dette blad har været ytret at kareter, wienervogne osv. måtte forsynes med nummer og ejerens navn på bagsiden for at disse endog i flugten kunne kendes.

(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 874-875)

Bøn til Politiet.

I anledning af et 9 årsbarns overkørsel og grusomme lemlæstelse i Store Strandstræde søndag den 9. oktober tager indsenderen sig den frihed at gøre politiet opmærksom på følgende.

Intet sted i byen burde forbuddet mod den for hurtige kørsel mere overholdes end i Store Strandstræde. Gennemfærdslen er nemlig meget betydelig, gaden smal, fortovene så smalle og dårlige, især ved de mange udstående trapper og kælderhalse, at de fleste fodgængere fristes om ikke nødes til, at søge ud på gaden. Men dertil kommer især at vognene så vanskeligt høres på den makadamiserede vej. Desuagtet overholdes dette forbud intet sted mindre end her, og intet under når man betænker den lindring som hest, vogn og kusk og kørende må føle ved at komme fra Kongens Nytorv eller Sankt Annæ Plads ind i den lykkelige gade hvor den korte hvile er forundt. Men hertil kommer på enkelte dage endnu andre grunde, således som sidste søndag konfirmation i Garnisonskirken. Enhver der så hvorledes kareterne omtrent midt på dagen jagede i denne gade frem og tilbage, vil ikke undre sig at et barn derved blev lemlæstet, men snarere at ikke flere blev det. Man tillader sig altså at foreslå politiet at på sådanne dage hvor gennemkørslen i Store Strandstræde må formodes at blive usædvanlig stor, især af lette vogne, en betjent må stilles ved hver ende af gaden for at afværge sådanne ulykkelige tilfælde. En betjent ville i øvrigt kunne være tilstrækkelig, eller ingen behøves hvis vognene her som i så mange andre stæder var forsynet med hver sit nummer er især på hyrekareterne, stod bag på vognen med store og læselige tal. Indtil dette befales, vil forbuddet mod den for hurtige kørsel aldrig kunne overholdes. Det gælder jo nu kun at køre ret dygtigt til, hvem vil da gøre dem noget? Således tænkte også kusken i søndags, og se om han ikke havde ret!

(Politivennen nr. 824, Løverdagen den 15de October 1831, s. 710-711)

Ferskvands-Posten i Springgaden.

Som en følge af den store virksomhed i hr. Brøndums etablissement og at nu flere dannede familier bebor de efterhånden i Pilestræde bedre indrettede bygninger, er vognfærdslen meget større end før, og det er højst rimeligt at den vil endnu forøges efterhånden som de øvrige ejendomsbesiddere af de givne eksempler lærer at indse at det svarer bedre regning at indrette deres steder bekvemme og sirlige ind- og udvendigt og have dannede beboere, som giver en forholdsmæssig højere leje, end at lade bygningerne se ud som forfaldne og gamle arresthuse, klostre eller kaserner, udpyntede med uhyggelige skilte og at have beboere som svarer dertil.

Den færdsel som allerede er i gaden, generes imidlertid meget af den uden for Trinitatis kirkemur ind i gaden stående post, og de mange til dels børn som henter vand fra posten, er ikke sjældent udsat for at komme til skade når som ofte er tilfældet, flere vogne møder hinanden eller gaden spærres af vogne som kører ud eller ind til hr. Brøndoms etablissement, eller må holde udenfor den lige overfor boende brændevinsbrænder for af- og pålæsning osv.

Da nu denne færdsel som meldt kan ventes at blive endnu større, henstiller indsenderen til høje ansvarlige om det ikke måtte være passende i tide og medens sommeren er for hånden, at gennembryde kirkemuren og ligesom i Landemærket anbringe posten i en forhugning i samme.

Til slut bemærker indsenderen at selv ved den sidste ildebrand i Landemærket, viste det sig at posten endog står ubekvemt for slufferne da når en henter vand, en anden vanskeligt kan komme forbi.

(Politivennen nr. 806, Løverdagen den 11te juni 1831, s. 419-421)

Jehit-Fart paa Østergade.

Lørdag den 16. dennes holdt en vogn i middagsstunden uden for nr. 72 på Østergade. En anden vogn kom fra Amagertorv, og idet den var lige for denne, kom en droske fra Kongens Nytorv hvis kusk uden at agte på at gaden ikke var bred nok til at 3 vogne jævnsides kunne passere den, og uden at give tid til at den vogn der kom ham i møde, var kommet forbi den holdende, ved at piske sin hest, for i strygende fart forbi samme. Drosken kom under denne manøvre til at passere fortovet hvor den i farten stødte til en amme der kom gående der og som havde et lille barn på armen. Begge faldt til jorden og blev derpå bragt ind i et hus i nærheden hvor ammen der var besvimet af skræk, ved en tilkommende læges hjælp igen kom til besindelse. Efter at de begge i en vogn var besørget hjem, har man erfaret at ammen ved stødet af droskehjulet har fået en betydelig kontusion på den højre hånd samt på hoften, og barnet formodentlig af faldet et ikke ubetydeligt hul ved tindingen. At her ikke indtraf større ulykke, var vist nok ikke kuskens skyld som også viste sig meget ligegyldig ved det skete. Men underligt var det at ingen blandt de mange der var til stede, anholdt ham og bragte ham til politiet som vel ville have lært ham at droskekuske ikke mere end enhver anden vognejer har tilladelse til at fare i galop gennem gaderne. For i modsat fald måtte man sørge for at der blev oprettet en assurance for liv og lemmer. Nævnte kusk var iført en grøn frakke med rød kant om kraven og kørte en brungul droske der var forspændt med en brun hest.

(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 674-676).

Scenen udspillede sig her: Vognen holdt ud for nr. 16, nu Guineness World Records. Vognen fra Amagertorv kom bag fra fotografen, mens drosken kom farende fra Kongens Nytorv (Charlottenborg anes i baggrunden). Der er stadig ikke megen plads på denne strækning til at tre køretøjer kan passere forbi hinanden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

Østergade 72 er nutidens nr. 16. Det er opført 1853 for skræddermester C. Christensen, nu Guinness World Records Museum

Om Spærring af Veien ved Assistence-kirkegaarden.

Da anmelderen i mandags den 19. om formiddagen klokken halv elleve kørte fra Jagtvejen ad Nørrebro, fandtes denne ved Assistenskirkegården besat af kareter hvis kuske ventede på et ligfølge og for god bekvemmeligheds skyld holdt i to rækker, således at de optog stenbroens hele bredde. På anmodning om at gøre plads, svarede en af de bageste tølpere idet han målte bukkens længde med en del af sin egen, at der jo var plads nok på begge sider og rørte sig så lidt som nogen af de andre. Idet han stolede på sin egen som på hestens dygtighed kørte altså anmelderens kusk ud i moradset - der gik vognen til hjulnavene - og slap efter temmelig nær at være væltet lykkeligt igennem, med den ærgrelse at se det gode endnu meget unge dyr anspænde alle kræfter for at slæbe vognen op af æltet.

På grund af det og da vejen jo er for alle, tager anmelderen sig den frihed at bede de ansvarlige også udenfor staden at indføre den sædvanlige orden ved vognes opstilling då at stenbroen ikke må spærres der for jordvejen ikke kan passeres uden fare.

(Politivennen nr. 748, Løverdagen den 1ste Mai 1830, s. 284-285)

Jagtvej 53. Tæt på nuværende Nørrebros Runddel (Søllerødgade/ Julius Blomsgade. Tegning, formentlig fra omkring år 1900, men Stadsarkivets kort antyder at ejendommen lå der også i 1856. Fra Grandjean: Stamtavler over to kjøbenhavnske familier Jæger og Knudsen, 1913.

Om Kanekjørsel.

Af alle anordninger er der vist næppe nogen som bliver mindre overholdt end den der byder at hestene for alle kaner og slæder skal have bjælder på. Dagligt ser man bønder komme her til hovedstaden med slæder for hvilke hestene aldeles ingen bjælder har. Hvis bønderne som kører disse slæder, altid i tide råbte varsko når fodgængere var nær foran hesten, gik det endda. Men da de ofte er meget efterladne hvad det angår, så må man ønske at de blev tilholdt at have de befalede bjælder på deres heste.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 84-85)

Spørgsmaal.

Natterenovationskarlene vedbliver bestandigt at jage med Jehus fart gennem gaderne så at vinduerne ryster. Herved spildes ikke alene en del af deres ladning, som både forvolder fæl stank og siden må bortkøres af dagrenovationen hvorved udgifterne til denne forøges. Men folks nattero forstyrres, og den syge der er faldet i en kvægsom blund, farer i angst op af samme og hans lidelser forøges. Er det intet forbud mod sådan kørsel ved nattetid, eller har vægterne der dog skal påse orden på deres post, ingen ordre til at bringe disse vogne til at fare i mag? Efter hvad ovenfor er sagt, og når man tænker på fragten, har man vel årsag til med en vis mand at spørge: "Har es denn eine solche Eile?"

(Politivennen nr. 674. Løverdagen den 29de November 1828, s. 805)

Et Landsby-Ønske.

Da vejene er eller til dels bliver indrettet bekvemt endog for fodgængere, så var det at ønske at landsbygaderne også blev indrettet fremkommeligt, da man almindeligvis må vade gennem gaderne i snavs til midt på benene når der er søleføre. De som lider mest derved, er børn som søger skole. Da det på de fleste steder er umuligt for dem at komme frem uden at blive så våde på fødderne som om de havde vadet, ja ofte taber i træskoene og bliver nødt til at træde i sølet med de blotte strømper. Børnene må nu sidde hele dagen med de våde strømper og hvilken skade er det ikke for deres helbred? 

"Det var at ønske at landsbygaderne også blev indrettet fremkommeligt, da man almindeligvis må vade gennem gaderne i snavs til midt på benene når der er søleføre." (Thorald Læssøe: Vej gennem en dansk landsby, 1831-78. Statens Museum for Kunst.)

Anmelderen foreslår derfor at lade en rad nogenlunde flade sten omtrent 3/4 alen brede og 3 tommer ovenfor jorden, lægges langs med den ene side af gaden eller hvad der var bedre ved begge sider af gaden. Dette kunne uden nogen vanskelighed iværksættes og når alle, både gårdmænd og husmænd blev beordret til det en dag, så ville der ikke blive meget tilbage for den følgende.

(Politivennen nr. 671, Løverdagen den 8de November 1828, s. 753-754)

Ønske, betræffende Seiladsen mellem Christianshavn og Nyhavn.

Der er som bekendt til almenhedens bekvemmelighed truffet den foranstaltning at man kan sættes over fra Nyhavn til Christianshavn og vice versa med både. Denne i sig selv gode indretning ville medføre en endnu mere udbredt nytte hvis der på Charlottenborgsiden ligesom på den anden side - Nummersiden eller Sladderrækken kaldet - anbragtes en ordentlig skibsbro ved hvilken bådene kunne lægge an, så at man også derfra kunne lade sig sætte over. Dette er nu næsten en umulighed. For næppe vover unge og raske endsige aldrende og svagelige personer at stige op og ned af den derværende stejle som for det meste er en stige besudlet med menneskeekskrementer. Og de er således i den nødvendighed at måtte vandre til fods op ad Charlottenborgsiden og ned ad Nummersiden (her ofte udsatte for den mest brændende solhede) forinden de kan bestige en af de både som ligger ved denne side.

Man tillader sig derfor at fremsætte ønske om at der i den henseende bliver truffet de fornødne foranstaltninger til almenhedens bekvemmelighed. Og anmelderen mener at bådenes humane ejer vil gøre sig en glæde af at bidrage til opfyldelse af dette højst rimelige ønske. Ligesom han også formoder at høje ansvarlige med al redebonhed vil møde ethvert andragende han måtte ville fremsætte desangående.

(Politivennen nr. 662, Løverdagen den 6te September 1828, s. 585-586)

Nyhavn 71. Her kunne godt trænges til en anløbsbro. Bygningerne til højre eksisterede ikke på Politivennens tid. Kun nr. 71 til venstre i fotoet. Skuespilhuset er opført på en senere udvidelse af havnen. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Klage over Veien fra Nørrebro til Søborghus.

Et mærkeligt bidrag til de mange ulykker som næsten dagligt sker for de passerende på vejstykket mellem Nørrebro og Søborghus og som så himmelråbende taler for at forbedringen af dette vejstykke som passeres af mange dog engang blev påtænkt, synes det at være at en mand for ikke længe siden væltede midt på vejen af dette vejstykke og blev straks slået ihjel, uden at der på vognen var noget sådant læs som kunne bidrage til dens væltning. Og at dette ikke behøvedes, vil enhver som passerer vejen, endog på denne årets tid hvor dog ellers ethvert føre er fremkommeligt, ikke alene kunne overbevise sig om, men må endog undre sig over at der ikke høres oftere om sådanne ulykker.

En anden, men dog mindre sørgelig tildragelse som ligeledes er indsenderen bekendt, synes heller ikke her at stå på urette sted. En karl væltede nemlig ligeledes midt på denne vej for omtrent 2 år siden og brækkede sit ene ben på 2 steder, hvoraf han er en krøbling, skønt husbonden måtte betale 40 rigsbankdaler badskærerløn for ham. Da væltning i øvrigt hører til dagens orden på omtalte vejstykke, er det altså ikke vejen, men forsynet man har at takke for at der ikke dagligt høres om sådanne ulykker, hvorom indsenderen har haft lejlighed til at overbevise sig om da han har set holstenske vogne vælte på denne vej med 8 til 10 personer på, dels kavallerer, damer og børn. Dog uden at nogen er kommet til skade.

(Politivennen nr. 656, Løverdagen den 26de Juli 1828, s. 492-494)

Efterretning for Vedkommende.

Anmelderen har hørt at befordringsvognene eller de såkaldte returvogne hvert år bliver besigtiget for at de skal være forsvarlige og således at rejsende som benytter dem, intet har at udsætte på dem. Men hvis dette er tilfældet, da må det være længe siden et sådant syn fandt sted. For forleden dag så anmelderen i Store Kongensgade en sådan vogn der skulle befordre to damer til Helsingør, og som manglede alt hvad man kan henregne til bekvemmelighed. Ja selv trinnet op på den venstre side af vognen var borte. Karlen havde ingen stige, og det havde set slemt ud for de stakkels damer dersom ikke en husejer i nabolaget der så deres forlegenhed, havde ladet en karl hente en trappestige ved hvis hjælp de endelig slap op på den høje og umagelige vogn.

Man anmelder dette da det kunne være muligt at vognen kunne få retur med fremmede rejsende og der er vist ingen tvivl om at disse da ville finde en sådan befordring dårlig og ubekvem, især med hensyn til betalingen. At nogen vognmand skulle befordre rejsende med vogne der ikke var synet og godkendt, kan man vel ikke formode. Hvem denne omtalte vogn tilhørte, ved anmelderen ikke. Men kusken var en næsvis holstener der besvarede de spørgsmål han blev stillet, studs og inurbant.

(Politivennen nr. 646, Løverdagen den 17de Maj 1828, s. 316-317).

Om Vognes Holden paa Gaderne.

Når i en stad som København gaderne er for den offentlige passage og ingen handlende må udstille noget på fortorvene, hvorved passagen for fodgængere indskrænkes eller optages, har da vognmænd og hyrekuske rettighed til at optage en stor del af gaden ved at lade deres kareter, ja endog gadevogne holde i lange rækker udenfor og i nærheden af deres bopæl? I smalle gader fx Store Strandstræde er sådan holden af vogne ikke alene til megen hinder for de mange vogne som skal til kirke og til palæerne, men de stopper vogne ikke alene til megen hinder for de mange vogne som skal til kirke og til palæerne, men de stopper også adgangen til de næringsdrivende uden for hvis døre de holder eller betager skuet af et eller andet som i vinduer er udsat til skilt, så at ofte derved forvoldes tab i næringen. Dersom det er en selvtaget ret, så kunne man ønske den indskrænket. For enhver næringsdrivende borger bør jo på egen bekostning skaffe sig det til hans drift fornødne lokale og uden at hans medborgere for hans skyld skal lide skår i deres ret.

(Politivennen No. 477, Løverdagen den 19de Februar 1825. Side 9489-9490)

En slem Uorden.

Det er forbudt kuskene at jage gennem gaderne om dagen. Ret dertil kan altså næppe være dem tilstået om natten eller i mørket da vandreren mindre kan tage sig i agt, og mange gange er i en ravende tilstand. Højligt må man undres over at skade på lemmer og liv ikke oftere anrettes derved. Især tror man at kunne nævne renovationskuskene som de der gør sig skyldige i sådan farlig og skadelig jagen. Særdeles beboerne i de gader hvorigennem en stor del af renovationen går, fx en del af Amagertorv, langs Børsen etc. må man inderlig beklage. Den stærke kan vel vænne sig til den ilende, skærende, buldrende fart hvormed renovationsvognene (i dette hensyn sande helvedesmaskiner) bringer husene til at skælve, som var der et jordskælv der afbrød nattens tavshed. Men hvad barselskonen, den syge, den nervesvage, leder derved, formår ingen ord at skildre. Indsenderen taler af egen smertelig erfaring. Hver menneskeven måtte ønske at høje foresatte ville alvorligt pålægge vedkommende kuske at køre menneskeligt.

(Politivennen No. 471, Løverdagen den 15de Januar 1825, Side 9420-9420)

Politivennen springer fra nr. 471 til 473. Der findes således ikke et nr. 472.

Er Politieplacaten om Fortougsretten hævet?

Med skønsom tak modtoges nævnte plakat og nytten af dens tydelige og bestemte forskrifter blev erkendt. Men hvorfor er denne allerede glemt, efter så kort tids forløb? Eller er den mod anmelderens tro ophævet?

Overalt, men især på Østergade, puffes man atter af bærebøre, kurve, bærekarle, bærekoner etc., pirres i øjnene og på hattene af paraplyspidser. De respektive damer synes heller ikke at kende højre fra venstre. Eller vil de muligvis afprøve mandfolkenes høflighed? Hvem vil i almindelighed ikke også vise dem skyldig respekt, med opofrelse af sin fortovsret. Men at man næsten skal nedtrædes, både hverdag og søndag, af de slemme, pyntede voksne københavnske drengebørn der kommer arm i arm som de sammenlinede bønderheste, eller et helt og halvt kavalleri i tarok, er et mere end ubehageligt og utåleligt lapsevæsen. 

"Overalt, men især på Østergade, puffes man atter af bærebøre, kurve, bærekarle, bærekoner etc., pirres i øjnene og på hattene af paraplyspidser" (Østergade, Illustreret Tidende 5. maj 1861).

Hvorledes kan sådant rime sig sammen med det antagne fornemme væsen? Et uvoksent, tølperagtigt dansebodsvæsen og al den hvide og fine staffage med og uden snøreliv? O! Tempora! O! Mores! O! Holberg! Hvad om ikke alene Politivennen skæmtede med dem derom, men også det højlovlige politivæsen gav dem fornøden lærdom desangående.

(Politivennen nr. 442. Løverdagen den 19de Juni 1824, s. 8047-8048)