Leo Manuel Jenrich, 1910-1944. (Efterskrift til Politivennen)

Leo Manuel Jenrich. Født 27. september 1910 i København. Arbejdsmand. Medlem af DNSAP, hvor han sendte hilsner til deltagerne i Waffen-SS. Marinevægter på Høegh Rasmussens Maskinfabrik i Vanløse. Han blev forsøgt likvideret den 21. december 1944, og døde dagen 22. december 1944 efter af sine skudsår på Nyelandsvejens Lazaret på Frederiksberg. Han blev bisat på Vestre Kirkegårds tyske afdeling, 28. december 1944 kl. 11.00. I dag findes hans grav samme sted med nummer B/581-582.

Omkring december 1944 havde en Holger Danske gruppe fået at vide at Høegh-Rasmussens Maskinfabrik i Vanløse fremstillede vitale dele til Værnemagten. Der var da også sabotagevagter på fabrikken som under modstandsfolkenes rekognesering havde beskudt dem. Dedn 21. december 1944 forsøgte modstandsfolk at sprænge fabrikken i luften, men det blev forpurret af fabrikantens søn som godt nok forhindrede sabotagen, men ved samme lejlighed blev skudt.

Vagtværnsfolkene blev holdt op. Ingeniør Høegh Rasmussen, Dybendalsvej 49, tilkaldte i Aftes Vagtværnet, fordi der var Indbrud i hans Maskinværksted, Bogholderallé [Bogholder Allé] 76 i Vanløse. Da Vagtværnets Folk ankom, viste Hr. Høegh Rasmussen dem fra Kontoret over til Maskinværkstedet, men saasnart de tog i Døren, kom 3 revolverbevæbnede Mænd farende og tvang dem til at stille sig med Ansigtet mod Væggen. Ogsaa Chaufføren blev hentet ind og stillet op mod Væggen. I Mellemtiden var der kommet yderligere 3 revolverbevæbnede Mænd til. De skyndte sig at lægge forskellige Effekter i en Sæk og trak sig derefter tilbage med Ordre til Vagtværnets Folk om ikke at røre sig det første Kvarter, da de ellers vilde blive skudt. Det viste sig, at alle Skabene i Kontoret var brudt op, Pengekassen tømt og nogle Cykler i Cykleskuret skrællet.

(Redaktør Søren Hansens Beretninger om Tiden fra den 19. September 1944 til den 4. Maj 1945. Fredag den 8. december 1944)

Mand dræbt i Bogholder Allé 76. I Morges blev Brandvæsenets Ambulance kaldt ud til Bogholder Allé 76. De tilstedeværende fortalte Ambulancefolkene, at en Mand laa dræbt inde i Ejendommen, men at de ikke skulde gaa derind, da der var udlagt Sprængstof. Da det hævdedes bestemt, at Manden var død, kørte Ambulancen tilbage. Ved 10-Tiden blev der ringet fra det tyske Politi og forlangt en Vogn til at køre den Døde bort. Samtidig opgav man, at Sprængstoffet var fjernet. Der blev saa sendt en Rustvogn ud efter den Afdøde, som kørtes til Nørre Hospital, og derfra senere til Retsmedicinsk Institut. Det er siden blevet opklaret, at den Dræbte var en ca. 20-aarig Sabotagevagt, Høgh-Rasmussen. Nogle Sabotører havde udlagt en Sprængbombe i Ejendommen, men Høgh-Rasmussen rev Lunten af og blev saa skudt. Senere kom Folk fra Sommers Vagtkorps til Stede og tog Affære.

(Redaktør Søren Hansens Beretninger om Tiden fra den 19. September 1944 til den 4. Maj 1945. Torsdag den 21. december 1944).

Episoden i Bogholder Allé 76. I Ejendommen Bogholder Allé 76, hvor en ung Sabotagevagt, Høgh-Rasmussen i Gaar blev dræbt, findes en Maskinfabrik, og det var den, Sabotageforsøget blev rettet imod. Fabrikens Indehaver er den dræbte unge Mands Fader, Ingeniør Høgh-Rasmussen.

Vagtposterne satte sig iøvrigt til Modværge, og det kom herunder til Ildkamp. Sabotørerne flygtede i en Bil.

(Redaktør Søren Hansens Beretninger om Tiden fra den 19. September 1944 til den 4. Maj 1945. Fredag den 22. december 1944).

Efterspil fra mislykket Sabotageforsøg. Den i Morgenbladene i Dag omtalte Leo Jerrick, som Fredag Eftermiddag blev saaret ved Skud i Bogholder Allé, var Marinevægter og tilknyttet Vagten i Høgh-Rasmussens Maskinfabrik, Bogholder Allé 76, hvor et Sabotageforsøg forleden mislykkedes, og hvor en Søn af Indehaveren blev skudt, da han skar Lunterne til Bomberne over.

(Redaktør Søren Hansens Beretninger om Tiden fra den 19. September 1944 til den 4. Maj 1945. Lørdag den 23. december 1944).

Gravsten B/581-582 på Vestre Kirkegårds tyske afdeling. Leo Jenrich, Wächter. 27.9.1910 22.12.1944. Nedenunder står Seekadett Eduard Tombrink, som død en alder af 18 år. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den berygtede Stikker, Marinvægter Leo Jenrich, der var Sabotagevagt paa Høegh Rasmussens Maskinfabrik i Bogholderalle 76, blev i Fredags saa haardt saaret af en Revolvermand udfor Arbejdsstedet, at han nu er afgaaet ved Døden. Desværre blev Revolvermanden, den 25-aarige Henning Hansen fra Hillerød selv saaret under Kampen med Stikkeren og var død inden Ankomsten til Hospitalet.

(Information 28. december 1944).

Der blev i den illegale presse regelmæssigt berettet om marinevægtere der begik vold og skudepisoder, også når de var hjemme på orlov. De omtaltes også ofte som stikkere. Blev de anholdt, afleveredes de til tyskerne der som regel løslod dem igen. Se fx Information for perioden op til december 1944. Der er dog ikke beretninger desangående Leo Jenrich, men læsere af den illegale presse har formentlig forbundet ham med andre marinevægteres opførsel.

Høegh-Rasmussens Maskinfabrik i Bogholder Alle er blevet ødelagt ved Sabotage. Der har to Gange tidligere været gjort Forsøg paa at ødelægge Virksomheden, men først tredie Gang lykkedes det.

(Information 12. januar 1945). Sabotagen skete den 9. januar 1945.

Se eventuelt Dines Bogøs fremstilling af sagen.

Niels Andreas Jensen. (Efterskrift til Politivennen).

Tre af de Dræbte begravet

København, 31.1. (RB.)

Tre af de ved bombeangrebet i onsdags dræbte blev i dag begravet. Fra det store kapel på Vestre Kirkegård begravedes den 44 årige sukkerhusarbejder Niels Andreas Jensen, Gunløgsgade 16. Den 30-årige sukkerhusarbejder Eigil Einer Olsen, Dronning Dagmars Allé 4, begravedes fra Timoteuskirken og jordfæstedes ligeledes på Vestre Kirkegård.... Alle tre Begravelser fandt sted under overvældende deltagelse, og mange af de dræbtes arbejdskammerater, funktionærer og repræsentanter for sukkerfabrikkernes ledelse fulgte deres bårer. Ligeledes sås et væld af kranse.

(Hejmdal, 1. februar 1943)

Sukkerfabrikken Phønix efter det engelske bombardement. Det Kongelige Bibliotek. Billedet er muligvis beskyttet af loven om ophavsret.

De to arbejdede på Raffinaderiet Phønix. Bombningen den 28. januar 1943 ved 17-tiden var det første egentlige bombardement i Danmark. Bombemålet var B&W der fremstillede dieselmotorer til tyske u-både. Sukkerraffinaderiet blev alvorlig ramt, ligesom skader på ejendomme i kvarteret. 5 blev dræbt og andre såret.

Efter luftangrebet 28 januar 1943 var der flere blindgængere og tidsindstillede bomber på Islands Brygge. De blev fjernet af sprængningseksperter. Kvarteret var under arbejdet evakueret og sprængningerne forløb som beregnet. (Fotoer af begravelsen i Vestsjællands Social-Demokrat, 1. februar 1943. Landbrugernes Dagblad (Maribo), 1. februar 1943. Nationaltidende 1. februar 1943). Et fjerde offer, sukkerhusarbejder Knud Svend Nissen, Ny Carlsbergvej blev begravet 4. februar 1943 på Vestre Kirkegård.

Raffinaderiet lå Langebrogade 1-3. Det var opført 1912 på Applebyes Plads, tegnet af Emil Jeppesen, udvidet ved Louis Jeppesen. Administrationsbygningen blev delvis nedrevet og ombygget 1988. Bygningen er ret markant synlig fra Langebro. 

Arbejdsløse til Kontrol. (Efterskrift til Politivennen).

Den frygtelige Arbejdsløshed som stadig stiger, sætter sit Præg paa mange omraader. Ikke alene i Hjemmene, hvor Savn og Nød bliver en mere og mere hyppig Gæst, men ogsaa paa Gader og Stræder. Ovenstaaende Billeder hører ikke til de lyse Solstrejf fra Storbyen. - Øverst ser man ledige Arbejdsmænd til Kontrol i Suhmsgade. Nederst til venstre gengiver vi en Situation foran Smedenes Kontrol i Vester Søgade, og tilhøjre endnu et Billede fra Suhmsgade.

(Social-Demokraten 12. oktober 1927).

Krystal Sodavand. (Efterskrift til Politivennen)

En "Grænsestrid" mellem to Fagforeninger.

Kampen om en Fabrik. - Den ene erklærer Blokade, den anden giver fri Bane.

Mineralvandsfabriken "Krystal" i Flensborggade er blokeret af "Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejderforbund", og fornøden Meddelelse herom er udsendt. Men i Dag til Morgen skriver Landstingsmand Lyngsie i "Social-Demokraten" paa "Dansk Arbejdsmands Forbund"s Vegne, at Fabriken har Overenskomst med hans Forbunds Øl- og Mineralvandsarbejderafdeling, i hvilken Organisation alle dens Arbejdere staar som Medlemmer. Det hele er en Grænsestrid mellem to Fagorganisationer, siger Hr. Lyngsie, og denne Sgtrid bør ikke komme Fabriken til Skade paa dens gode Navn og Rygte.

(Aftenbladet (København) 9. maj 1928).

Frænde er Frænde værst

Det gamle Ord, at Frænde er Frænde værst, bekræfter sig ikke sjældent ved Konflikter mellem Arbejdsgiverne og Fagforeningslederne, hvor Arbejdsgiveren er tidligere Fagforeningstillidsmand.

I det sidste Aars Tid har der paa Vesterbro i København hersket en saadan bitter Strid mellem to tidligere Fagforeningskammerater. En fhv. Næstformand i Bryggeriarbejdernes Forbund har begyndt for sig selv med en Sodavandsfabrik "Krystal" og har som Ejer af den lille Fabrik haft den Dristighed at tage en Chauffør fra Arbejdsmændenes Arbejdsløshedsanvisning en Morgen, da han stod og skulde bruge en Mand i en Fart, og BryggeriarbejderforbundetsFormand ikke havde faaet Kontoret lukket op. Der blev Avispolemik og Processer i lange Baner, og Chaufføren, der havde gaaet ledig i over et Aar, skønt han var en dygtig Mand, maatte atter ud og suge paa Labben. Ved Processen skete der det mærkelige, at Chaufføren fik en stor Erstatning, men ved Højesteret blev "Krystal" dømt til at tage en ny Chauffør fra Bryggeriarbejderforbundet.

Det vilde Manden fra "Krystal" ikke, og Formanden i Forbundet vilde ikke lade sin gamle Kammerat i Fred, og saa blev der dekreteret Blokade paany. Imidlertid har Sodavandsfabrikanten nu spillet Bryggeriarbejderforbundet det Puds at flytte det Par Mand, som han beskæftiger, over i Lyngsies Arbejdsmandsforbund, og da Lyngsie i de praktiske Forhandlinger er en lige saa stor Ynder af at skære hurtig igennem Vrøvlet, som han til Tider kan være rask til at slaa i Bordet, er han nu faret i Blækhuset og har skrevet i "Social-Demokraten", at Bryggeriarbejderne skal holde op med deres Blokade-Vrøvl. Fabrikens Folk hører under Lyngsie, og saa er der ikke mere om den Blokade.

Mærkeligt nok synes Bryggeriarbejderformanden at ville putte Reprimanden i Lommen, idet han nu udtaler offentligt, at der nu ikke mere er tale om Blokade, og at Sagen vil blive afgjort ved Voldgift.

(Sorø Amts Dagblad 14. maj 1928).

Hjørnet af Flensborggade 8 og Broagergade - Krystal Sodavand, Foto Erik Nicolaisen Høy.

Arbejdsløse til Kontrol. (Efterskrift til Politivennen)

 

Den frygtelige Arbejdsløshed som stadig hærger, sætter sit Præg paa mange Omraader. Ikke alene i Hjemmene, hvor Savn og Nød bliver en mere og mere hyppig Gæst, men ogsaa paa Gader og Stræder. Ovenstaaende Billeder hører ikke til de lyse Solstrejf fra Storbyen. - Øverst ser man ledige Arbejdsmænd til Kontrol i Suhmsgade. Nederst tilvenstre gengiver vi en Situation foran Smedenes Kontrolsted i Vester Søgade, og tilhøjre endnu et Billede fra Suhmsgade.

(Social-Demokraten, 12. oktober 1927).

Et Besøg i Københavns Proletarkvarterer. (Efterskrift til Politivennen)

Mennesker, der lever som Dyr i uhumske Huler. - Hvordan Skøger og Forbrydere udklækkes.

Ved et Møde, som Kirkens Korshær afholdt forleden, fremkom der en Række Oplysninger om de frygtelige Boligforhold, der hersker i det saakaldte mørke København. En af vore Medarbejdere, som har aflagt Besøg i de forskellige Kvarterer, giver her en Skildring af de mildest talt forfærdende Forhold, som raader.

Fra den velholdte Vesterbrogade, der er Hovedfærdselsaaren fra Raadhuspladsen og udefter til Valby, strækker sig en Række Sidegader, bag hvis høje Arbejderkaserner der adskillige Steder skjuler sig et helt ukendt Kvarter, som man almindeligvis næppe skænker en Tanke.

Det er her i de saakaldte Vesterbros Sidegader, at Københavns "Forbryderkvarter" findes. Her er nemlig Arnestedet for hele den lovløse Prostitution, hvis Hærskare af ulykkelige Kvinder hver Aften og Nat hjemsøger Raadhuspladsen og Vesterbrogade. Søger man ind gennem en af Portene i en saadan Sidegade, opdager man at den ene Bygning gemmer sig bag den anden. Der kan være 1., 2. og 3. Bagsal, som det kaldes, og her kan man finde 1-Værelsers Lejligheder. Et enkelt Sted fandtes her et usselt Hummer, hvor der levede en hel Familie bestaaende at Fader og Moder, to voksne Døtre, en voksen Søn og fire Børn i Alderen fra 5 til 12 Aar. Yderligere fandtes der 1 Logerende, en Veninde til en af Døtrene. Alt Familieliv foregik aabenlyst i denne Hule, hvor den udslidte Kone prøvede paa at holde saa nogenlunde rent. Vi spurgte hende, hvorfor hun ikke søgte at faa Børnene ud, og hun svarede, at saa længe de kunde blive i Reden, havde de dog et Hjem. Andre Steder var det værre, der havde man Værelset adskilt i to Afdelinger af Hensyn til Datteren, som ernærede Familjen ved Prostitution, og hvis Kæreste ogsaa boede i "Lejligheden".

Saadanne frygtelige Forhold finder man i Massevis af, og man kan derfor ikke forundre sig over, at de Børn, der vokser op under disse Omgivelser, bliver moralsk ødelagte allerede inden de bliver konfirmeret, og holder man endelig "Stien ren" indenfor det lille Hjems egne Døre, saa er der nok af Ting, der foregaar alle andre Steder i det samme Hus, der kan ødelægge Børnene.

Nogle Steder kan man se en "enlig Dame", som i Forhuset sidder med en Treværelserslejlighed, hvor hun selv bebor et usselt Hummer, der kaldes "Pigekammer". medens de tre Stuer er lejet ud til en af Gadens Piger og lader, som om de ikke hører eller aner hvad der foregaar i dette Værelse.

Akkurat de selvsamme Forhold finder man i det saakaldte Rabarberkvarter paa Nørrebro, og ikke langt der fra kan man finde et helt nyt Kvarter, hvor den saakaldte "finere Prostitution" holder til.

I selve den gamle By i Aabenraa og Landemærket og andre Steder finder vi den københavnske Ghetto. Det er her, at vore polske Gæster holder til. Disse Folk er af en hel anden Type end Beboerne paa det yderste Nørrebro eller Vesterbro. De polske Jøder er myreflittige Folk, som stuver sig sammen ligesom Rotter i en Rede. Ofte kan man finde ligefremme Huler, livor hver eneste Plads er udnyttet, og hvor der hersker det frygteligste Griseri. Mange af disse polske Boliger er rene Udklækningsanstalter for Væggetøjet, der i de senere Aar er blevet en sand Plage i København. I de varme Sommere breder de sig til andre Kvarterer, og det er jo en Kendsgerning, hvordan disse Dyr har bidt sig haardnakket fast i Husvildebarakkterne, der jo meget viseligt syens at være bygget netop saaledes, at en rationel Udryddelse ikke kan iværksættes.

Det, der imidlertid rummer den største Fare, rent samfundsmæssigt er imidlertid de overfyldte

Huse med 1 Værelsers Lejligheder, idet det er her, at den opvoksende Ungdom bliver ødelagt. Man kan ikke fortænke Børnene i, at de hellere vil være uden for Hjemmet undtagen lige netop, naar de skal sove, og hvad der kan foregaa i disse overfyldte Værelser, er ikke sundt for Barnesindet. For en ikke ringe Del kan man regne dette grelle Udslag af Bolignøden som Aarsag til den stigende Umoralitet blandt de sidste Aars Ungdom. Derfor burde ogsaa en Løsning af Boligspørgsmaalet sættes langt frem foran adskillige andre Sager, der udmærket godt kunde vente.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 17. februar 1926).

Luskeprinser og Sløjbergere. (Efterskrift til Politivennen)

Den faste Voldgiftsret.

De samvirkende Fagforbund har fra Dansk Arbejdsmandsforbunds og dettes  københavnske Fabrikarbejder-Afdelings Vegne indbragt en Klage for Den faste Voldgiftsret. Sagen angaar et paastaaet Overenskomstbrud af Firmaet V. Madsens Røgerier.

(Social-Demokraten 29. oktober 1924)

Annonce for Madsens Røgerier i Jyllandsposten 25. maj 1921

2 uforbederlige Luskeprinser.

Vi meddelte for nogen Tid siden her i Bladet, at 2 af vore tidl. Medlemmer, Jensen Kjær, Vendersgade 9 st., og Aron Christensen, Valdemarsgade 26, 3., der arbejder paa V. Madsens Røgerier, Vesterbrogade 89, ikke var til at formaa til at ordne deres Forhold til Forbundet.

Foruden at staa udenfor Organisationen optraadte disse 2 noble Herrer ogsaa paa dette Tidspunkt som Løntrykkere, idet de arbejdede for en Timeløn, der laa 20 Øre under den overenskomstmæssige Løn i Røgerifaget.

Ved Indgriben fra Forbundets Side blev Lønforholdene ordnet saaledes, at Firmaet nu betaler den samme Løn, som de andre Røgerifirmaer, hvilket vil sige, at de 2 gæve Sløjbergere ved Forbundets Hjælp fik en stor Lønforhøjelse, og som Tak derfor praler de nu af, at de vil blæse Fagforeningen et langt Stykke. Vi henstiller til alle rettænkende Arbejdere, at hvor de træffer disse 2 Luskeprinser, da at behandle dem som de har fortjent, deres Optræden overfor Fagforeningen er af den Beskaffenhed, at de ikke burde taales blandt organiserede Arbejdere.

For Fabrikarbejdernes Forbund
Martin Svendsen

(Social-Demokraten, 21. februar 1925)

Fabrikarbejdernes Forbund hos til i Forsamlingsbygningen Jagtvej 69, Nørrebro.

Til Fabrikarbejderne

Det er forbudt vore Medlemmer at tage Arbejde paa Vesterbros Røgeri, Vesterbrogade 89, og hos Røgeriejer H. F. Hansen, Naboløs 3, da begge Firmaer kun beskæftiger uorganiserede Folk.

Paa Vesterbros Røgeri gaar vore gamle Kendinge, de to Luskeprinser, Aron Christensen, Valdemarsgade 26, 3., og Jensen Kjær, Vendersgade 9, stadeig og drysser om.

H. F. Hansen har afskediget et af vore Medlemmer, og antaget en anden Mand til en Ugeløn af 35 Kr., der siges, at denne Mand skal være et helt Amfibium, idet han er baade Pølsemand, Røgeriarbejder og Løntrykker - det sidste passer i alle Tilfælde - men han er nok ogsaa en bedre Mands Søn og arbejder kun for sin Fornøjelses Skyld.

For Fabriksarbejdernes Forbund

Martin Svendsen.

(Social-Demokraten 21. marts 1925).

En yngre Sliber fra Raadvaddams Fabriker Aron Christensen kom en dag i Maj Maaned ulykkelig af Dage ved et Ulykkestilfælde. Da han kom cyklende i Park Alle, blev han revet om af et Par løbske Heste, og fik saa svære Læsioner, at de medførte Døden.

Køretøjet tilhørte Københavns Kommune. Kusken, Søren Knudsen Sørensen, har forklaret, at han havde spændt Skaglerne fra, inden han forlod Vognen, men at den ene Hest var meget nervæs, og at det aabenbart var den, der havde begyndt den vilde Fart.

Ved Landsretten kræver den Dræbtes enke en Erstatning paa 13,918 for Tabe af Forsørger.

(Klokken 5 (København) 2. marts 1929).

William Elof Arnold Madsen havde formentlig overtaget det efter sin far, formodentlig Jens Peter Madsen. Et af Madsens røgerier lå også i Tordenskjoldsgade 11.

Handelen med den røgede Sild.

Uden at komme nærmere ind paa den for Tiden standende Strid paa Bornholm angaaende bornholmske røgede Sild, vilde det maaske - ikke mindst for at dæmpe de ophidsede Fiskergemytter paa Bornholm - være paa sin Plads at gøre opmærksom paa:

1) at de Priser, der ifølge Bornholmernes eget Udsagn er betalt for røgede Sild i Sæsonen 1934 svarer til en Gennemsnitspris af ca. 35 Øre pr. kg for fersk Sild, betalt netto til Fiskerne paa Fiskepladsen uden Udgift til Kasser, Is eller lign. i alle Sæsonens 6 Maaneder.

2) at ingen andre danske Fiskere faar eller kan vente en tilsvarende pris.

3) at denne Pris og saadanne Forhold kun er opstaaet gennem et mangeaarigt loyalt Samarbejde mellem københavnske Røgeriejere og bornholmske Fiskere, idet københavnske Røgerier i Sommermaanederne ikke røger Sild, men i Stedet forhandler de bornholmske.

4) at det udelukkende er takket være denne Ordning, at de bornholmske Sild har vundet det Indpas i København, som de har, hvilket bevises ved, at Varen aldrig har kunnet sælges i Provinsen, hvor de stedlige Røgerier og Fiskere producerer en lige saa god - til Tider bedre Vare.

5) at de bornholmske Fiskere ingen Krav har paa at være Eneleverandører af røgede Sild til København i Sommermaanederne, idet baade københavnske Røgeriejere, københavnske Røgeriarbejdere og de øvrige Fiskere i Landet ogaaa har et berettiget Krav paa at existere og selvfølgelig vil kampe for Existensen, naar den trues.

William Madsen,

Indehaver af Firmaet

Vesterbro Røgeri,

W . Madsens Røgerier, København

(Bornholms Social-Demokrat 31. januar 1935)

Valdemarsgade 26. Det var på tredje sal, Aron Christensen, der arbejder paa V. Madsens Røgerier, Vesterbrogade 89, boede. Foto Erik Nicolaisen Høy.

W. Madsen blev senere forretningsfører for Bornholms og Christiansø's Fiskeriforening. Han vedblev dog at bo i København.

Carmen Sylvia Rovsing. (Efterskrift til Politivennen)

Carmen Sylvias triste Jul.

Den kærlige Fabrikant, den uvidende Jærnbaneassistent og den unge Kvinde der fødte i Dølgsmål.

Den unge Moder løslades til Sagen behandles ved Nævningeretten.

I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.

En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.

Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.

Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Carmen Sylvias Forklaring.

Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.

I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.

For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.

Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.

Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.

Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samoavej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.

Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.

3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.

Dommerens Protokollat.

Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.

Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn. 

Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.

Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.

Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.

Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.

De to Mænd.

Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.

For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.

Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.

Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.

Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.

(Social-Demokraten 15. januar 1925).

Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.

Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.

Brev fra Moserne. (Efterskrift til Politivennen)

To københavnske Arbejdere, der for Tiden er paa Tørvearbejde i Jylland, sender os følgende friske og interessante Hilsen fra Mosen.

Augustdag i Mosen

Hier sendes en lille Hilsen til "KLOKKEN 5" fra en jysk Tørvemose paa Grindsted-Egnen. Hele Sommeren har vi slidt i det, fra Solen om Morgenen stod op til den om Aftenen gik ned langt vesterude. Varmt har det været at bjærge Tørvene op af de vaade Tørvegrave, men hvad gør de "dovne Arbejdere" ikke for at tjene 50-60 Kroner om Ugen og for at hæve den danske Krone.

Mange Arbejdere herude bor i selvlavede Hilse. Det vil sige,

vi graver et Hul i Lyngjorden

graver Pæle ned, rejser Mure af Lyngtørv, og Taget laver vi af Granstænger og tørret Græs. Komfortabelt er det jo ikke, men det er nøjsomme Folk, der slider herude langt fra Civilisationens Goder og Rigmænds luksuøse Villaer. Og der kan være helt lunt i "Hulen", naar Aftensmaden er fortæret, og Aftenvinden synger over Mosen, varslende Efteraarets Komme.

Konfortabelt er det jo ikke, men det er nøjsomme Folk, der slider herude.

Det er iøvrigt et haardt Arbejde at grave Tørv. Kun de Indviede kan gøre sig nogen Forestilling om, hvilke Savn og Vanskeligheder Tørvearbejderne maa døje.

Deres Slid og Slæb,

deres Levned og Tilværelse er den kraftigste Protest mod Overklassens Fraser om, at nu om Dage vil Folk intet bestille, men kun gaa og drive rundt som Arbejdsløse og kun ryge Cigaretter og løbe i Biograf.

For at holde en beskeden Dagløn maa vi arbejde i hurtigste Tempo

10-11 Timer i Døgnet, mens Solen bager og brænder.

Saadanne Dage slipper Øllet hurtigt op, og Drikkevand er kun at faa paa lang Afstand.

Og naar Aftenen kommer, slæber vi os hjem - sultne og trætte, og hvad venter der os saa? God Mad, bløde Stole og en Divan? Nej! Nej! Vanskeligheder og Afsavn fremdeles. Det er ikke Herreretter, der vanker herude. I Reglen Øllebrød eller kogte Kartofler, der spises tit stegt Flæsk. Resten af Dagen staar den paa Rugbrød, Margarine, Ost og Spegepølse. Yndet i vore Kredse er det ogsaa nu og da at købe Hakkekød, som raat smøres paa Brødet og spises med Løg og Sult. Det giver Kraft og Styrke til Slidet.

Fra alle Landets Egne - ogsaa fra København - kan vi træffe Arbejdere i Landets Tørvemoser. Vi maa jo søge hen, hvor Arbejde er at finde. Humøret herude er godt. Man kan høre Sange som: "Snart dages det, Brødre" og "Naar Vinteren rinder", sunget ved Arbejdet.

Snart er Tørvegravningen forbi for i Aar. Mange Tons er allerede i Hus, og naar Trækfuglene for Alvor haster sydpaa, da siger ogsaa vi Moserne Farvel og haster hjem til Kone og børn.

... Naar Trækfuglene for Alvor haster sydpaa, siger ogsaa vi Moserne Farvel.

(Klokken 5 (København) 28. august 1924).

Strejke paa Carlsberg. (Efterskrift til Politivennen).

Fra ølstrejken 1924:

Der er Øl i Byen til flere Uger.

Alt tyder paa at Strejken skal blive langvarig. Den omfatter 4.600 Mand,

Morgensituation fra Tuborg. De opmagasinerede Vogne

Da B. T. i Lørdags meddelte, at Bryggeristrejken vilde komme Mandag, kom det i høj Grad overraskende for det almindelige Publikum. Kun de færreste havde troet paa en omfattende Strejke i dette Foraar.

Ikke destomindre er Strejken en Kendsgerning idag, og 4600 Mand er blevne ledige ved denne store Arbejdsnedlæggelse.

Strejken omfatter de fleste store Bryggerier i København og Provinsen, undtagen "Hafnia" og saadanne Provinsbryggerier som Ringsted, Sønderborg og Tønder.

Dog er en Del større Hovedstadsbryggerier som "Hafnia", Glostrup, Vanløse og Husum udenfor Strejken, medens De forenede Bryggerier i Følge Samarbejdet med "Tuborg" ogsaa er indbefattet i Strejken.

Endelig er der en Kreds af Sodavandsfabrikanter med en særlig Organisation, som staar udenfor Strejken.

Ogsaa Krystalisværket paa Frederiksberg har indstillet Driften men der er sikret Hospitalerne Is til flere Uger, og det almindelige Publikum kan jo nok undvære Is lige i de første Dage.

Bliver Strejken langvarig?

Paa Fagforeningskontoret erklærer man, at man gør Regning paa, at det bliver en langvarig Konflikt. Man har selv Midler til at understøtte de 4600 Mand, som Strejken omfatter, i mindst 3 Maaneder og desuden har man Gensidighedsoverenskomet med Sveriges Bryggerifagforbund. Der er idag begyndt paa Strejkekontrolmøderne og der er udstillet Strejkevagter ved alle Bryggerier.

løvrigt mener man, at Strejkevagterne faar det let, thi man gaar ud fra, at Bryggerierne ikke vil udlevere Øl til Forretningerne, selv om disse vil afhente det selv. Kun Hospitaleme menes at ville faa udleveret Øl. og det vil de Strejkende ikke modsætte sig.

Et Kig ind i den standsede Virksomheds Mineralvandsafdeling.

Bryggeriernes Stilling.

Paa Carlsberg bekræfter man, at der ikke vil blive udleveret Øl til Folk, som selv vil hente det. Kun Hospitalerne kan hente deres Forsyning selv.

Hvorvidt Konflikten kan blive langvarig, har man ikke nogen Mening om, men Parterne er jo ret langt fra hinanden.

Bryggerierne har tilbudt en Lønforhøjelse paa 3 Kr. om Ugen, men Arbejderne forlangte oprindelig mindst 10 Kr. ud over denne Forhøjelse.

Forligsmanden vil ikke gribe ind foreløbig.

I Forligsmandsinstitutionen erklærer man at man ikke agter at gribe ind foreløbig. Det forkastede Forslag var ganske vist ikke et egentligt Mæglingsforslag, men et Resultat af Forhandlinger mellem Parterne selv ved Forligsmandens Medvirkning, men da Forslaget er forkastet med saa stor Majoritet, mener Forligsmændene ikke, at det kan nytte at stille et egentligt Mæglingsforslag i dette Øjeblik.

Hvornaar bliver Ølmanglen følelig?

Der er delte Meninger om, hvorlænge Restauratorernes og de Handlendes Iagre kan strække til. Nogle Restauratorer erklærer at have Øl nok til flere Uger, medens de Handlende hævder, at de kun har til en halv Snes Dage.

Paa Carlsberg erklærer man, der ikke er udleveret til saa særlig mange Dage forud.

Der har i den sidste Tid været et dagligt Forbrug af ca. 1½ Mill. Flasker om Dagen af Carlsberg, og stort mere har Carlsberg Bryggerierne ikke kunnet præstere.

E. n,

(B. T. 5. maj 1924)

Den tavse By

Øverst: Gamle Carlsbergs Bryggerier. Nederst: Ny Carlsbergs tomme Ølvogne.

Carlsberg Bryggerierne danner en By for sig i den store By, men nu ligger denne lille By tavs og død, medens den store By lever og larmer rundt om den.

Strejken har standset Livet paa Carlsberg og paa de andre Bryggerier. Deres Skorstene ryger ikke, de varme Dampe vælder ikke ud fra Bygningerne. Øllet flyder ikke fra den ene Bygning til den anden, Fadene fyldes ikke, Aftapningsmaskinerne er stumme, og i Gaarde, paa Pladser og i Garager staar Vogne og Automobiler tomme og urørlige, medens Hestene faar en uvant Ferie.

Og for hver Bajer, der drikkes ude i Byen, nærmer den Stund sig mere og mere, da en halv Bajer ikke kan vejes op med Guld.

Hvis ikke Parterne forinden faar sig talt til Rette.

Foreløbig er Udsigterne dertil lig Nul.

(Aftenbladet 7. maj 1924).

Ølstrejkens Afslutning.

I Dag er der taget fat med fuld Kraft for at forsyne Byen med Øl

Øverst: Kuskene møder op ved Kontrolporten. - I Midten: Arbejdssøgende ved Kontoret. - Nederst: Det første Hold Vogne parat til at køre ud.

Ikke mindre end 63 af de 100 Deltagere i Bryggeriforbundets Kongres udtalte sig i Gaar om Folketingsmand Andreasens Mæglingsforslag, saa man forstaar, at Mødet, der, som meddelt, begyndte Kl. 11. ikke kunde afsluttes før Kl. 5. Resultatet af Afstemningen blev, at Forslaget vedtoges med alle Stemmer mod 3. Saa snart Resultatet forelaa, blev der afsendt Meddelelse fil Bryggeriforeningen, hvis Forhandlingsudvalg, der jo var forsynet med Mandat til at slutte Forlig straks accepterede Mæglingsforslaget. Hermed var Strejken altsaa forbi, og det vedtoges at Arbejdet straks fra Dags Morgen skulde genoptages i fuld Udstrækning. Ølstrejken varede altsaa i 30 Dage, hvilket ganske sikkert var de 25 for mange.

Den nu afsluttede Overenskomst gælder for 2 Aar, nemlig til 1. Maj 1926. Arbejderne faar straks 1 Kr mere om Ugen i Minimalløn - de havde her i Byen før Strejken 62 Kr. 18 Øre - fra 1 Mai 1925 forhøjes Ugelønnen yderligere med 1 Kr. Til Gengæld faar Arbejderne i Fremtiden kun Ret til 5 Bajere pr. Dag i Stedet for de 6, de tidligere maatte faa.

Naturligvis er der til Morgen sat fuld Kraft paa for saa hurtigt som muligt at skaffe den tørstende By den saa længselsfuldt ventede Læskedrik.

De første morgentimer paa Carlsberg

Da Portene til Carlsberg-Bryggerierne i Morges ved 5-Tiden var slaaet op, varede det ikke mange Minutter, før Livet derinde paa det mægtige Terræn pulserede paa fuld Kraft.

Og Humøret var højt overalt. Man mærkede tydeligt Glæden hos de mange Menesker over igen al kunne komme til at tage fat. Det eneste Sted, hvor der herskede Alvor, var blandt mange Hundrede Arbejdssøgende, der straks strømmede til, men for hvis Hænder der endnu ikke var Brug.

Ude paa Pladsen traf vi Arbejdsinspektør Jensen, der øjensynlig var lige saa glad som Arbejderne over Kampens Afslutning

- Hvorledes vi! De nu forsyne den tørstende By? spurgte vi.

- Naturligvis faar Restauratørne Første-Grøden. Den bestaar i Hektoliter Fad-Øl, der køres ud i Morgen. Opad Dagen følger der mere efter. Øl har vi selvfølgelig nok af, men det er jo ikke tappet. Men nu er der 800 Kvinder i Gang med det Arbejde, og jeg tænker der kommer et lignende Antal il! od paa Formiddagen.

Vi kører hele Dagen i Dag og i Morgen med, saa at Restaurationerne kan være forsynede til Søndagens Rykind. Derimod maa Byens Handlende vente til Mandag Morgen, for vi kan ikke have Flaskeøl nok til Disposition. Men saa er vi ogsaa over det værste.

- - -

Oppe ved Depoterne begyndte Vognene at køre frem. De staldkande Heste var næsten ikke til at styre efter den tre Uger lange Ferie. Vogn paa Vogn fik læsset Smaatønderne paa og strøg af Sted ud gennem Gitterportene.

Livet pulserede atter.

(Aftenbladet (København) 31. maj 1924).

Morgenmusik for Arbejdsløse. (Efterskrift til Politivennen)

 

Som bekendt møder de Arbejdsløse i Morgentimerne bl.a. til Kontrol paa den gamle Ladegaard ved Aaboulevarden. Vor Fotograf har taget nogle Lynskud fra den store Forsamling af Arbejdsmænd, der her møder op, og hvor et Par musikalsk anlagte Kammerater forkorter Ventetiden ved en lille "Morgenmusik" med Violin og Guitar. Nederst ses et Parti af Vodroffsvej med Bagsiden af "Strygejernet" og Kontrolstedet.

(Social-Demokraten, 24. februar 1924).

En net Herre! (Efterskrift til Politivennen)

Paa Howitzvej Nr. 18 i Kælderen bor en Hørkræmmer Hansen, som har den heldigvis ret enestaaende Opfattelse, at han mener at kunne byde sine Leverandørers Personale hvad som helst; det er jo kun Arbejdere, som der intet Hensyn bør tages til. Formentlig søger denne egenmægtige Hørkræmmer ikke sine Kunder blandt Arbejderklassen, da han i saa Fald vanskeligt kunne formene det foreneligt med sin Overklassestilling at fremsætte fuldstændig meningsløse og ubegrundede Beskyldninger for Tyveri mod disse.

Da saaledes en Carlsberg-Medhjælper for nogen Tid siden skulde have nogle tomme Flasker retur for leveret Øl, og disse har deres Plads i en mørk Kælder, hvor det er ganske umuligt at tælle Flaskerne, var der - da Hjælperen kom op i Forretningen, 4 Flasker for meget i Kassen. Dette foranledigede Hr. Hansen til at overfuse Medhjælperen med Beskyldninger for at ville stjæle de 4 Flasker, og som Motivering herfor kunne anføre, at der i Løbet af et Aar var forsvundet en hel Kasse Flasker, og hvem andre end Medhjælperne paa Bryggervognene skulde vel have stjaalet disse Flasker. Nu vil enhver, der har blot det mindste Kendskab til Ølhandel, straxs være klar over, at en Kasse Flasker er for intet at regne i Løbet af et Aar. hvorfor den fremsatte Beskyldning er saa meget mere meningsløs.

Da imidlertid Hr. Hansen ikke har været at formaa til at tilbagekalde sine gemene Beskyldninger, har vi ikke villet undlade at gøre Offentligheden, specielt Kunderne i bemeldte Forretning, opmærksom paa, hvad denne Hørkræmmer mener at kunne byde hæderlige Arbejdere, ligesom vi nu ad Rettens Vej vil kræve Oprejsning for de fremsatte Beskyldninger

Bryggeriarbejdernes Forbund for
København og Omegn.
Niels Hoppe

(Social-Demokraten, 21. januar 1924).

Der er tale om hørkræmmer Chr. Hansen.

Sult og Kulde. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsmændene sulter, Hr. Kragh!

Medens Ekscellencen lader vente paa sig, fryser og sulter de arbejdsløse Arbejdsmænd og deres Familie.

Vi skrev for nogle Dage siden, at Formanden for Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse, Hr. Johs. Nielsen, havde rettet en Henvendelse til Indenrigsminister Kragh om ekstra ordinær Hjælp til de marine frysende og sultende Arbejdsmænd og deres Familier.

De Tilstande, der hersker i mange Hjem, er saa forfærdelige, at man skulde have troet, at Ekscellencen straks vilde have sammenkaldt Rigsdagsudvalget, og der forelagt et Forslag om saa hurtigt som muligt at lukke op for Hjælpen til disse Mennesker, der uforskyldt er kommet i Nød. Men vi indrømmer nu. at vi havde forregnet os, thi endnu 14 Dage efter er der Intet sket for at stille disse Mænd, Kvinder og Børns Sult. Ganske vist har Ekscellencen indkaldt Rigsdagsudvalget til Møde den 24. Januar, altsaa paa Torsdag - ca. 3 Uger efter, at han fik den forfærdelige Statistik fra Arbejdsløshedskassen - men sultne Mennesker kan nu en Gang ikke blive mætte af, at man meddeler dem, at det Udvalg, der skal Afgørelsen, vil blive Indkaldt i Løbet af 3 Uger. Det er en blodig Haan mod disse Mennesker, en urimelig Maade at optræde paa, som ikke kan fordømmes stærkt nok.

Interview med Jobs. Nielsen.

Vi spurgte i Gaar Johs Nielsen om der var sket noget nyt med Hensyn til den Henvendelse, han havde rettet til Ministeren?

- Ikke ud over, at Udvalget er kaldt sammen til Møde den 24. Januar.

- Hvordan er Situationen blandt de Arbejdsløse?

- Nærmest forfærdelig. Jeg bliver saa bedrøvet, naar Jeg tænker paa al den Elendighed, disse Mennesker maa gennemgaa, men jeg staar magtesløs overfor Ministeren. Jeg kan jo desværre ikke selv træffe Afgørelse om Udbetaling af Hjælp, ellers kan De tro, at dette var sket for længe siden.

- Er det nødvendigt for Ministeren at have saa lang Betænkningstid?

- Det maa det jo være, ellers ved jeg ikke. hvorfor det trækker saa længe ud, men forfærdeligt er det for disse ulykkelige Mennesker - men jeg kan godt tilgive Ministeren han Langsommelighed, saafremt han vil gøre sit Forslag saa fyldigt som muligt, saaledes at alle de Arbejdsløse kommer ind under Lovens § 31.

- - -

Saaledes er Situationen I Dag. Vi skal blot gentage: Arbejdsmændene sulter, Hr. Kragh!

(Klokken 5 (København) 19. januar 1924).

En krisefond blev den 1. februar 1924 åbnet op for 30.000 arbejdsmænd og 2.500 landarbejdere. Den gav 80 øre, dertil 42 øre pr. barn, pr. dag. Dette var hvad der var blevet bedt om.

Ludvig Petersen, Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening. (Efterskrift til Politivennen)

Ludvig M. Petersen var medlem af bestyrelsen i Sukkerhusarbejdernes Fagforening af 1893 i hvert fald fra 1918:

Syndikalistbladene hæfter Skruebrækkernavnet paa hæderlige organiserede Arbejdere.

Siden 1. Januar d. A. har der mellem Kvindelig Arbejderforbund og Bladbudenes Forbund bestaaet en Uoverensstemmelse angaaende UdbringeIsen af de Blade Akts. Bladkompagniet har i Entreprise.

Denne Uoverensstemmelse har udartet sig til, at nogle Bladbude der staar tilsluttet Bladbudenes Forening nærer et saa forbitret Had imod Kvindelig Arbejderforbunds Bladbude, at de Ikke undser sig for at rette de mest løgnagtige Beskyldninger Imod disse og deres Organisations Ledelse. Denne Harme burde de rettest vende mod Bladbudenes Forbunds Ledelse, der selv har sit paa det tørre, naar de stod op og skraalede: Vi tager Kampen! (den Kamp, der slet ikke var).

Hr. Frederik Holm m. fl. - ikke Bladbudenes Forhunds Bestyrelse, der dog Ikke har saa meget Mod, at den selv underskriver Smæde- og Løgneartiklerne - har i den seneste Tid i "Solidaritet" (!!) og "Arbejdet" frækt kaldt ældre, hæderlige organiserede Arbejdere for Skruebrækkere, og har offentliggjort Navnene paa ca. en Snes Stykker af Kvindelig Arbejderforbunds Medlemmer, og betegnet disse hæderlige Arbejdere som Skruebrækkere.

Den Provokation der fra Hr. Holm og Co.s Side føres, og den Offentliggørelse af Navnene paa de ved Bladkompagniet ansatte Medlemmer af Kvindelig Arbejderforbund, samt disses Paarørende, er ganske latterlig, hvilket Læserne vil kunne forstaa, naar de hører, at dette Forbunds Afdl. 7 har ca. 450 Medlemmer beskæftigede ved Ombæring af Blade for Bladkompagniet.

Smædeskriverne synes dog at have faaet kølnet deres Skrivelyst. De har vel læst Fru Sofie Rasmussens Meddelelse om, at Kvindelig Abejderforbund nu, efter de 3 Maaneders Prøvetid, har fremskaffet ved Forhandling med Bladkompagniet, et saa udmærket Forslag til Overenskomst, at en Generalforsamling den 8. ds., der var besøgt af ca. 300 Medlemmer, enstemmigt vedtog Forslaget.

Den Kendsgerning, at Kvindelig Arbejderforbund nu har sluttet endelig Overenskomst med Bladkompagniet for 1 Aar til 1. April 1922, turde vel være tilstrækkelig til alle rettænkende Arbejdere kan forstaa, at her kan aldeles ikke være Tale om Skruebrækkeri, naar Forbundets Medlemmer retter sig efter den Overenskomst der bestaar mellem deres Forbund og Arbejdsgiveren.

Undertegnede, der i Forbindelse med at min Hustru i disse Løgneblade er bleven betegnet som Skruebrækker, har faaet mit Navn offentliggjort med TilføjeIsen "et kønt Eksemplar", trøster mig med, at mine Begreber om, hvad der er eller ikke er Skruebrækkerarbejde, ikke er forvirrede af de Uddunstninger fra den syndikalistiske Møgkule, som min Hustru med flere samt jeg selv i den seneste Tid har været udsat for.

Til de faa af Sukkerhusarbejderne og andre der i de sidste Dage har faaet deres Sind rystede, ved Læsningen af Syndikalistbladenes Meddelelse om, at Ledelsen af vor Fagforening for Tiden var i Hænderne paa en Mand, hvis Hustru set med syndikalistiske øjne, er Skruebrækker, vil jeg kun sige, "græder bare ikke, det turde være Løgn det hele".

Den Energi, der angaaende denne Sag fra visse Sider har været udfoldet, havde været en langt bedre Sag værdig, f. Eks. i Agitationen for de forestaaende Valg, eller til Styrkelse af Sammenholdet i den overordentlig vanskelige Situation Arbejderklassen for Tiden befinder sig i.

Jeg skal sluttelig henvise eventuelle Tvivlere til Fru Sofie Rassens Artikler i Social-Demokraten den 1., 2., ,4., 21., og 25. Januar og 9. ds.

Gunløgsgade 60, 2, den 10. Marts 1921.

Ludvig M. Petersen.

Form. f. Sukkerhusarb. Fagforen. 1893.

(Social-Demokraten 15. marts 1921)

Bladbudenes Strejke.

I "Social-Demokraten" for igaar har Formanden for Sukkerhusarbejdernes Fagforening, Ludvig Petersen, i en Artikel rettet Angreb paa undertegnede og Bladbudenes Forbund.

Hr. Petersen forsøger at give det Udseende af, at der faktisk ingen Konflikt er mellem Bladbudene og Bladkompagniet og skriver endvidere om, at den nu værende Overenskomst er saa udmærket, at der kun er Grund til at være begejstret, for hvad der er opnaaet, til Trods for, at det er en uomtvistelig Kendsgerning, at den ugentlige Fridag, som Budene gennem deres Forbund har tilkæmpet sig, bortfalder, at Lønnen er reduceret med indtil 50 pCt., at Distrikterne i enkelte Tilfælde er saa umuligt tilrettelagt, at selv Bladbude, som har holdt 25 Aars Jubilæum, erklærer ikke at kunne besørge disse; men hvor skal man kunne forlange, at Formanden for Sukkerhusarbejderne skal kunne tale med om dette. Det har altid før været en foragtet Rolle at falde kæmpende Kammerater i Ryggen, og at L. P. ikke kender denne simple Forudsætning for Arbejderklassens Kamp i det hele taget er jo kun beklageligt, specielt for de Arbejdere, hvis Interesser, han er valgt til at varetage. Men jeg kan oplyse om, at Medlemmerne af det Forbund, L. P er Formand for, heldigvis har en andet og finere Moral end deres Formand, idet vi igaar har modtaget en Skrivelse fra en Sukkerhusarbejder, hvori det blandt andet hedder:

Lad os faa nogle Lister herud paa Sukkerfabriken, vi skal nok samle en hel Del Penge ind til jer, da her er mange rettænkende Kammerater, som absolut ikke sympatiserer med, at vor fagforeningsformand tillader sin Hustru at modarbejde Bladbudenes fuldt berettigede Krav. Og til Slut hedder det: "med Ønsker om, at Bladbudene vil holde ud og sejre i deres Kamp for de Goder, de engang har vunde, med kammeratlig Hilsen" (Navnet).

Jeg skal til Slut overlade til Læserne at dømme om den Raahed, Hr. Petersen lægger for Dagen ved at kalde Bladbudenes Forbund (der bestaar af 700 hæderlige Bude, hvoraf de 400 gennem 2½ Maaned har kæmpet for deres Organisation) for en "syndikalistisk Møgkule". Denne Raahed karakteriserer Hr. L. P.s ormædte Moral, og Medlemmer af Sukkerhusarb.s Fagforening der kunde ønske en nærmere Redegørelse af hele dette Forhold, anbefaler jeg dem i Lighed med, hvad andre interesserede har gjort, at arrangere et Møde, hvor jeg kan faa Lejlighed til at diskutere dette Forhold med Hr. Ludvig Petersen.

For Bladbudenes Forbund

Frederik Holm.

(Solidaritet 16. marts 1921).

Sukkerfabrikerne forbereder sig til Lock-outen.

Kunderne forsynes med store Lagre.

Arbejderne standser alt Overarbejde.

Sukkerfabrikerne har allerede i Gaar taget fat paa at skabe Forhold, der kan tjene til at forlænge Lockouten og gøre den mindre følelig for deres Vedkommende.

De har nemlig paabegyndt en ganske overordentlig Forsyning af deres Kunder, og i Gaar holdt Vognene i lange Rækker i Sukkerfabrikernes Gaard og langt udenfor for at blive læssede og bringe Sukker ud til Kunderne. Man forlangte endda en Del Vogne læssede ved Overarbejde, saaledes at de straks i Dag til Morgen kan køre ud med Varerne.

Som Følge heraf har Sukkerhusarbejdernes Fagforenings Bestyrelse i nøje Kontakt med Dansk Arbejdsmands Forbund i Gaar udsendt Meddelelse til sine Medlemmer, hvori den paabyder, at der ikke maa udføres noget Arbejde udover det sædvanlige.

Ludvig M. Petersen,

Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening.

(Social-Demokraten 27. januar 1922)

I flere provinsaviser fremkom notitser om at et medlem af Sukkerhusarbejdernes Fagforenings bestyrelse, N. J. Rasmussen i beruset tilstand havde kastet flasker ind gennem sukkerfabriksbygningens vinduer ved Langebro hvor formand Otto på fabrikken havde bolig. Niels Rasmussen blev arresteret den 31. marts og løsladt 11. april 1922.

Rudeknuseren fra Langebro og den borgerlige Presse,

En fuld Mand Gærninger benyttes til Overfald paa Arbejderne, som er i Konflikt.

Den borgerlige Presse, der ved enhver given Lejlighed er parat til Overfald paa de af Arbejdsgiverne, Forvejen overfaldne Arbejdere, har i Gaar kastet sig over Sukkerhusarbejderne og disses Organisationsledere, og det alene af den Grund, at en Mand i Fuldskab har gjort sig skyldig i en Handling, som han i ædru Tilstand umuligt blot kunde tænke sig at udføre.

Sagen er den, at under de knappe Lokaleforhold, som de i Kamp værende Arbejdere for Tiden er udsat for - vore Forsamlingsbygninger har jo ikke Lokaler til alle organisationerne - har Sukkerhusarbejderne arrangeret sig med Restauratør A. Christensen, Langebrogade 8, og faaet dennes Lokaler til Kontor- og Kontrollokaler og nægtes kan det jo ikke, at overfor svage Karakterer virker det noget uheldigt, at der er for let Adgang til spirituøse Drikke - som det forhaandenværende Tilfælde desværre viser. Men her har den Ferslewske Presse og andre borgerlige Aviser da en Forklaring paa den "mærkelige Omstændighed", at et Par Bestyrelsesmedlemmer har været sammen "paa en Beværtning" med Rudeknuseren.

Denne, hvis Navn er Johannes Rasmussen, har, ophidset af de stærke Drikke og sin Harme imod dem, der falder de organiserede Arbejdere i Ryggen, begaaet denne uovertænkte og ubeherskede Handling, som ingen mere end Undertegnede beklager, og som Sukkerhusarbejderne alle maa tage Afvand fra.

Den Arbejderne fjendtlige Presse har benyttet denne Lejlighed til at vælte sig i endnu højere

Grad over Fagforeningsledeme en tidligere, blot fordi den Arresterede har udtalt, at han var Medlem af Sukkerarbejdernes Fagforenings Bestyrelse. Han blev ganske vist i Februar Maaned d. A indvalgt i Bestyrelsen, men endnu har han ikke deltaget i noget Møde, og han vil efter denne Handling heller ikke senere komme til det - i alle Tilfælde ikke med den nuværende Bestyrelse for vor Organisation.

Efter at have beskæftiget os med uheldige Kollega, skal vi derefter vende os mod Anmelderen og den Presse, der har opkastet til Forsvarer for ham.

Formand Otto, der af Fødsel er Tysker, har ved mange forskellige Lejligheder i sin Færden som Arbejdsleder gjort sig ufordelagtig bemærket - og senest ved sin Virken som Lockouthjælper - har han endog været saa langt ude, saa Sukkerhusarbejdernes Generalforsamling har maattet beskæftige sig med hans Person og vedtaget en Resolution, som tilsendtes Raffinaderiet "Phønix"'s Ledelse, og Arbejderne udtalte i denne Resolution at de ikke fortsat vilde tolerere denne Herres Brutalitet.

Hvis det ønskes, skal saavel Resolutionen som Hr. Ottos Opførsel blive offentliggjort.

Det er denne Herre, som den arbejderfjendtlige Presse nu er ved at gøre til Martyr.

Overfor den Ferslewske Presses Medarbejdere, der særligt har opkastet sig til  forsvarer for Hr. Otto, lader det til at denne Lockouthjælper har haft Held med sig til at faa rettet Angreb paa Undertegnede og vor Organisations Næstformand Aage Andersen, og en mere hadsk Artikel end den "Toreist" har skrevet, skal man lede længe efter.

Hr. Ottos uventede Møde med vor Næstformand Aage Andersen og Undertegnedes tilfældige Nærværelse ved et Opløb, som jeg tog i Øjesyn efter at være sprungen af en Sporvogn, har man straks fastslaaet som mistænkelige Omstændigheder, der kunde tyde paa "et Komplot" - altsaa at der skulde være en Forbindelse mellem os og Rudeknuseren,

Det havde unægtelig set bedre ud, om den Ferslewske Presse havde blot forsøgt at faa Sagen belyst fra mere end een Side, inden den skrev sin Artikel, og det samme kan vi sige til den øvrige Presses Skribenter, der har givet sig til at benytte den beklagelige Handling, som Rudeknuseren har gjort sig skyldig i.

Saavel Undertegnede som vor Næstformand har i Dag været til Afhøring paa Strandgades Politistation og har begge været i Stand til at bevise vort Alibi, og vi henstiller derfor til dem, der har set vor Nærværelse ved Langebro d. 31. Marts i Forbindelse med Rudeknuseren, at de tilbagekalder deres altfor gennemskuelige Beskyldning.

Der er Ikke den fjærneste Forbindelse mellem Rudeknuseren og Formanden og Næstformanden for Sukkerhusarbejdernes Fagforening. Det er dog for grov en Beskyldning over Folk, der har gjort alt, hvad de formaaede for at faa Kontiikten til at forløbe saa roligt som

muligt.

Vi skal senere vende tilbage til denne kedelige Affære, forsaavidt at d'Hrr. angribende Skribenter ikke finder det foreneligt med almindelig god Tone at give Hr. Aage Andersen og Undertegnede den Undskyldning vi mener at have Krav paa.

For Bestyrelsen for Sukkerhusarbejdemes Fagforening 1893.

Ludvig M. Petersen,

Formand.

(Social-Demokraten 4. april 1922)

Under forhøret senere erklærede Rasmussen at han selv havde fået ideen og at bestyrelsen ikke kendte hans planer. Kun at man ved bestyrelsesmødet havde talt om at det ville være godt om Otto fik en påmindelse om ikke at optage forladt arbejde. Rasmussens kæreste havde misforstået ham om at Ludvig Petersen var med i planerne. Rasmussen skal dog have hørt at Petersen syntes at sukkerhusarbejderne var de værste kujoner han kendte. Dommeren bortfaldt sigtelsen mod Ludvig Petersen.

Fra Arbejdsmandsforbundets kongres i august 1922. På fotoet ses foruden deltagerne også udenlandske gæster fra Tyskland, Holland, Sverige m.m. Social-Demokraten 7. august 1922.

Ved Dansk Arbejdsmands-Forbunds 14. kongres i Idrætshuset i august 1922 rettede Ludvig Petersen kritik mod hovedledelsen for at have forsømt sin pligt under generalstrejkesituationen i 1920. Det blev imødegået af Lyngsie.

Ludvig Petersen døde 5. december 1923. Han blev 39 år gammel. Han boede i Gunløgsgade 60. Han havde siden 1908 arbejdet som sukkerhusarbejder. Over en måned før han døde blev han syg og lå et par måneder på Kommunehospitalet. Han fik det bedre og blev overflyttet til sit hjem, men sidst i november forværredes han tilstand. Dødsårsagen var lungehindrebetændelse. Han blev begravet 9. december 1923 på Vestre Kirkegård. 

Mindestensafsløring paa Vestre Kirkegaard

Mindestenen afsløres for Sukkerhusarbejdernes tidligere Formand, Ludvig Petersen.

For et Aarstid siden døde en kendt og dygtig Partifælle, Sukkerhusarbejder Ludvig Petersen. Han var Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening og udrettede i denne Egenskab et stort og uegennyttigt Arbejde til Gavn og Held for sine Kammerater. Det er derfor naturligt, at disse har villet ære hans Minde ved at rejse en Sten paa hans Grav. paa Vestre Kirkegaard. Afsløringen at Mindesmærket foregik i Gaar. En stor Kreds af den afdøde Organisationsmands Fagfæller havde givet Møde ved Graven, som er beliggende i Nærheden af Østre Kapel.

Fagforeningens Formand. Hr. Jens Nielsen, foretog Afsløringen. Forinden opridsede han i en lille Tale Ludvig Petersens Betydning for Organisationen. Han mindedes sin Forgængers Bestræbelser for at naa til en Sammenslutning indenfor Branchen og fremhævede hans Flid og Arbejdsævne. Enighed gør stærk, - var Ludvig Petersens Valgsprog, og dette bør vi ogsaa tage Iære af til Gavn for vor Organisation.

Dækket faldt for Mindesmærket, der præsenterede sig som en smuk Granitsten. Foruden Ludvig Petersens Navnetræk bærer Stenen følgende Inskription: "Tak, for dit Arbejde. Skænket af Sukkerhusarbejdernes Fagforening."

Paa Slægtens Vegne lovede d'Hrr. Henry Jensen og Vilhelm Petersen at hæge og værne om Mindesmærket.

Den lille Højtidelighed afsluttedes med, at Repræsentanten for D. A. F. , Hr. Olsen, nedlagde en Krans med røde Silkebaand paa Graven.

Ludvig Petersens Enke, som stærkt bevæget overværede den Hyldest, der vistes hendes Mands Minde, beder os herigennem bringe alle Fagforeningens Medlemmer en hjærtelig Tak for det smukke Mindesmærke.

(Social-Demokraten 8. december 1924).

Sukkerhusarbejdernes Fagforenings Tilblivelse og Udvikling gennem 25 Aar. 1893—6. Aug.—1918. Historisk Tidsskrift.

Helge Andersen (1895-1923). (Efterskrift til Politivennen).

En ung Arbejder dræbt i Gasværkshavnen.

Havnearbejder Helge Andersen, der blev et Offer for Orkanen.

I Gaar Eftermiddags,ved 4 ½ -Tiden er der ombord i Damperen "Romø" i Gasværkshavnen sket en Ulykke, der har kostet en ung Arbejder Helge Andersen, Dybbølsgade 46, Livet.

Andersen havde netop endt sit Arbejde med at losse og vilde gaa fra Borde, da en Kammerat bad ham efter, om der ikke var noget i Vejen mod Hejseværket. I det samme kom et mægtigt Orkanstød, der rev Halvtaget af er Motor paa en af Kul-Kranerne og slyngede dette ned paa Skibets Dæk.

Halvtaget ramte Andersen og slyngede ham ned i Lasten. Og da man fik ham op, var han saa frygtelig tilredt, at det stod klart for alle, at der ikke var langt tilbage.

Andersen udaandede da ogsaa, før Ambulancen naaede Kommunehospitalet.

Den afdøde Havnearbejder, der var en flink og afholdt ung Mand, blev kun 27 Aar gammel og efterlader sig en ung Hustru og en 5-aarig Søn.

Han havde - efter længere Tids Arbejdsløshed - nu fornylig faaet Arbejde hos Kampmann & Herskind.

(Aftenbladet (København) 17. november 1923)

Kullosning i Gasværkshavnen. Dampskibet i baggrunden er dampskibet ROLF (I) (1871-1902) tilhørende Dampskibsselskabet Danmark A/S, som var et af De Carlske Rederier. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

En Storm-Ulykke i Gasværkshavnen.

En ung Arbejder kunst mod Skibslastens Gulv.

Den stærke Storm i Fredags foranledigede en Ulykke i Gasværkshavnen. En 29-aarig Maskinist, Helge Hjalmar Andersen, mistede Livet ved at blive slynget ned i Lasten paa Damperen "Romø", der losser Kul ved Kampmann & Herskinds Plads.

Andersen var ved 4 Tiden beskæftiget paa Dækket ved Lugen. Stormen rev Overdelen af en stor Svingkran, og den tunge Indretning ramte Andersen i Ryggen og slyngede ham ud over Lugekarmen ned i den 18 Fod dybe Last.

I Faldet blev han fuldstændig knust. Hovedet var en blodig og ukendelig Masse, og de fleste Lemmer var blevet brudt. Alt Liv var straks udslukt.

Hans Kammerater alarmerede Brandvæsenets Ambulance, der kørte den dræbte til Kommunehospitalet.

Ulykken gjorde et uhyggeligt Indtryk paa alle Arbejderne, der standsede Arbejdet. Dobbelt smærteligt virkede Ulykken ved, at den dræbtes gamle Fader, der ogsaa deltog i Losningen, var Vidne til sin Søns uhyggelige Død, og han maatte bringe Ulykkesbudskabet til sin Svigerdatter og lille Sønnesøn, der bor i Dybbølsgade 46.

Politiet, der har foretaget en nøje Undersøgelse af Ulykken og dens Aarsag, kan kun fastslaa, at den er foregaaet som ovenfor meddelt, og at det altsaa er Stormen der har krævet et Offer.

(Social-Demokraten 18. november 1923)

Kranfører H. Andersens Jordefærd.

En stemningsfuld Højtidelighed.

I Gaar begravedes den 28-aarige Kranfører Henry Andersen, som i Fredags mistede Livet under sit Arbejde i Gasværkshavnen.

Jordefærden havde en gribende Karakter. I det store Kapel paa Vestre Kirkegaard samledes Afdødes Venner og Arbejdsfæller sammen med Familien, hvis Midtpunkt var den unge sørgende Hustru med sit Barn ved Haanden. Firmaet Kampman & Herskind var repræsenteret ved Direktør Kampmann og Prokurist Schmidt.

Fra Afdeling II af Smede- og Maskinarbejdernes Forbund var mødt Formanden og Sekretæren Kisten var prydet med talrige signerede Kranse, fra Fagforeningen, fra Firmaet og fra mange Private.

Pastor Rlchard Thomsen, Gladsakse, holdt en dybt bevæget Tale baaret oppe af Kærlighed til Arbejdets Udøvere, der røgter deres Kald under Livsfare, skønt Lønnen ofte kun er ringe.

Koncertsanger Adolf Samuelsen sang et stemningsfuldt Farvel, og det store Følge samledes om Graven, der dækkedes af hvide Sneflokke.

Den stilfulde Jordefærd gjorde et stærkt Indtryk paa alle.

(Social-Demokraten 23. november 1923).