Francois Petitgas. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns sidste Hattefabrikant.

Det var en Gang, at der i en af Axel Schwanenflügels Revuer blev sunget et Refræn, der lød saadan noget som :

Petitgas
Chapeau-bas
Ah - Ah - Ah ... .

Og der har vel næppe været én Kjøbenhavner, uden at han har været paa det rene med, hvem der blev sigtet til. At Petitgas blev nævnet i Forbindelse med en Chapeau bas, var nu heller ikke saa mærkeligt. Thi udenpaa den fine Hattebutik paa Kjøbmagergade Nr. 5 staar jo hans Navn i Guldbogstaver, og bagved den store Glasrude finder man altid et Udvalg af sidste Parisermodes Klaphatte og høje Silke-do.

- Francois Petitgas er efter at gamle Bodecker er død og har overdraget Forretningen til Sønnerne, Kjøbenhavns ældste Hattefabrikant. Som vore Læsere alt véd fylder han i Morgen sit 70de Aar, og det er i Anledning heraf, at "Dannebrog" i Dag skal fortælle et og andet om den gamle Hædersmands Liv og Virksomhed.

Petitgas fødtes i Paris den 30te Jan. 1825 og kom i en meget ung Alder i Hattemagerlære. I Paris ligger alle Hattefabrikerne i Kvarteret Marrés, kun faa Minutters Gang fra Hotel de Ville - Gader som Rue Beaubour, Rue du Temple, Rue Rambiteau osv.

Her fik Petitgas sine første Begreber om, hvorledes en Silkehat kommer til Verden, Men saa snart han var blevet Svend, drog han til Kjøbenhavn for her at grundlægge en selvstændig Virksomhel. Efter 4 Aars Forløb var han da sin egen Mand, og den 23de April 1857 aabnede han sin Hatteforretning Kjøbmagergade Nr. 5. Stedet saa den Gang langtfra saa fint ud som nu til Dags; der var smaa, bitte Vinduer og en ganske lille Butik - der maatte jo begyndes beskedent.

Nu ejer Petitgas selv Huset, og udenfor straaler om Aftenen 2 store elektriske Lamper, i hvis hvide Skjær den fine, lyse Butik ligger og bader sig.

Men den nu saa grundmurede Forretning har da ogsaa i Løbet af disse 38 Aar taget et mægtigt Opsving. Altid havde Petitgas det nyeste nyt paa Hattenes Omraade, og hans franske Svende forstod at give dem det rette Parisersnit.

Mindst én Gang om Aaret drager Petitgas da ogsaa selv ned til sit kjære Paris for at gjøre Indkjøb og studere de nyeste Faconer. Og at Kjøbenhavnerne har vidst at paaskjønne hans Virksomhed, fremgaar af, at mindst et Par Hundrede Tusind Hatte i disse 38 Aar er udgaaede fra den gamle Forretning paa Kjøbmagergade (gjennemsnitlig 5 a 6000 aarlig).

Petitgas er saaledes i Aarenes Løb blevet en velstaaende Mand. Han ejer saaledes i Charlotteniund sit eget Landsted, let kjendeligt paa Trikoloren, der paa Sommer-Søndage regelmæssig vajer udenfor.

Ved Siden deraf har han Ord for at være en grumme godgjørende Mand; en Mængde velgjørende Foreninger tæller i ham et virksomt Medlem.

Endelig noterer vi for Fuldstændighedens Skyld, at Petitgas selvfølgelig er Medlem af den herværende Forening af Hattemagermestre.

- Ved mange Lejligheder er hans smukke Arbejder blevne udmærkede og anerkjendte paa forskjellig Maade. Han har Sølvmedailler fra Udstillingerne i Stockholm (1866), Kjøbenhavn (1872 og 1888) og Paris (1867 og 1889) og endvidere Diplom fra 1888 og Broncemedaille for udstillede Arbejder ved sidste Pariserudstilllng

Den lille, sirlige Herre med det decideret franske Ydre vil forhaabenlig endnu i adskillige Aar kunne ses bag den store Spejlglasrude paa Kjøbmagergade, modtagende Kunderne med sit affableste Smil. 

Hans mange Venner, hvortil Dannebrog slutter sig, vil i Morgen bringe ham en hjærtelig Lykønskning.

Viggo

(Dannebrog (København), 29. januar 1895).

Francois Petitgas' første annonce for sin hattefabrik i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 25. april 1857. 

Annonce for Petitgas, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 28. december 1857. Francois Petitgas døde 13. juni 1913, hans enke Caroline fortsatte forretningen indtil hun selv døde, 14. september 1917. 

Kort efter besættelsen bragte Nationaltidende, 11. oktober 1940 denne annonce for Petitgas. Bemærk at de stumme bogstaver T og S er tonet ud i hvidt. Kun de bogstaver som udtales, er helt sorte.

Hatteforretningen Petitgas, Købmagergade 5. Foto Erik Nicolaisen Høy. Her på bloggen er han omtalt i forbindelse med begravelsen af Hadj Saib Ben Achmed i juni 1895 på Vestre Kirkegård.

Tyveri af en Hat. (Efterskrift til Politivennen)

En hjempermitteret Trainkudsk, der er Bagersvend af Profession, indfandt sig Søndagen den 15de Mai om Aftenen mellem Kl. 7 og 8 hos "Cappelens Efterfølger" paa Østergade, for i Selskab med en Bekjendt at indtage Forfriskninger. Da disse vare clarerede, forlede de Værtshuset , og medtog Bagersvenden en i Forstuen ophængt Silkehat, i hvis Sted han efterlod sin egen. En Tømmersvend reiste sig kort efter fra Aftensbordet, for at begive sig videre, og forefinder istedetfor sin, nylig hos Marx kjøbte, Silkehat, ubehageligen overrasket, en Hovedbedækning, der ved Ælde og Smuds var paafaldende uliig hiin. Hvo der tilhørte den smudsige Hat, vidste ingen af Gjæsterne, men en af dem, en forhenværende Værtshuusholder, havde seet en Person nedtage en Hat fra den Knage, hvorpaa Tømmersvenden opgav at have ophængt sin Hat, og i ham gienkjendt den ovennævnte Bagersvend. Næste Dags Eftermiddag gik en Politibetjent ombord paa Dampskibet "Iris", der laae klar til Afrejse, og efter at have talt nogle Øieblik med en af Passagererne, der havde en ny Hat paa Hovedet, forlode de begge hurtigen Dampskibet, og fortsattes derefter Samtalen paa Politikammeret. Betjentens Ledsager, den ovennævnte Bagersvend, kunde ikke negte, at han ved Bortgangen fra "Cappelens Efterfølger" Aftenen iforveien - efterat have nydt flere snapse, hvoraf han var bleven noget svirende, dog ikke i høiere Grad end at han var sig bevidst hvad han foretog sig - af en Fejltagelse havde medtaget en ny silkehat istedetfor sin egen, der rigtignot var endeel simplere, men han havde først opdaget Forbytningen da han var kommen udenfor Vesterport, og i den Tanke, at Ejermanden til den nye Hat nu havde forladt Værtshuset, var han ikke vendt tilbage til dette, for at berigtige Feiltagelsen. I Criminalkammerforhøret vedgik Tiltalte, efter en alvorlig Formaning til Sandhed, at han, med frit Forsæt, og med Bevidstheden om, at det en var hans egen, havde taget den fremmede silkehat, som han saae var langt bedre end hans, og var det hans Agt, Dagen efter med "Iris" at tage til Aarhuus, for der at søge Fortjeneste ved sin Profession. Tiltalte, der er 23 Aar gammel og i Aaret 1842 straffet med Riis for et hos hans Mester forøvet Pengetyveri, blev ved Criminal- og Politirettens Dom af 31te Mai nu anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. juli 1853, 2. udgave).

Cappelens Efterfølger (H. J. Hansen) lå på Østergade 54, blev 1931 henlagt til matrikel 53, og omfatter i dag Pilestræde 1 og 13, Købmagergade 20, Silkegade 4 og Østergade 52.

Annonce for hatteforretningen Marx i Pilestræde, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 28. marts 1860. Den store ejendom i Pilestræde 50 (1844) var opført for hattemager David Frederik Marx (1798-1867) og Caroline Jakobine Cathrine Hagen (1830-1906). På opførelsestidspunktet havde Marx (sag 12/44) ved dom fået en erstatning for tabte varer af det Kgl octroierede Kjøbenhavnske Brandassurance-Compagni på 4.570 Rbd. 2 Mk.. 

8 Dages Fængsel for Hatte-Tyveri. (Efterskrift til Politivennen)

Sigtelse for Tyveri. Under en af Criminal- og Politiretten imod Tiltalte Johan Jansson eller Johansson, en 34aarig svensk Skomagersvend, for Tyveri eller i alt Fald for Bedrageri anlagt Sag var det oplyst , at da han Mandagen den 26de Juli sidstleden var tilstede hos en Værtshuusholder Hansen, hvor han kun opholdt sig ganske kort Tid, tog han ved sin Bortgang en til 5 Rbd. vurderet, Skrædersvend Slotmann tilhørende, Hat, med sig, samt efterlod paa bemeldte Sted sin egen til 1 Rbd. vurderede Hat, der var let kjendelig fra hiin. Han begav sig derpaa til sit Huus og beholdt samt brugte Slotmanns Hat, uden at foretage noget for at oplyse den, indtil han den 3die Aug. næstefter blev anholdt og ført til Politikamret, hvor han til Rapporten, efter først at have forklaret, at han havde kjøbt Hatten og bortgivet sin gamle til en ham ubekjendt Person, vedgik, at han, som meldt, havde taget den Hat, hvoraf han fandtes i Besiddelse, paa det ommeldte Sted. Om denne Besiddelsestagelse afgav han en Forklaring, der gik ud paa, at han, der var noget beskjænket, dog ikke i høiere Grad, end at han godt vidste hvad han foretog sig, den ovennævnte Dags Aften gik ned i en Kjelder, som han ikke senere erindrede hvor var, og da han, efter at have forlangt en halv Flaske Dobbeltøl, mærkede at han fik ondt, greb han en Hat og ilede ud af Kjelderen, hvorefter han begav sig hjem uden at bemærke, at han havde taget en feil Hat, uagtet den ikke passede ham som hans egen, førend han den næste Morgen saae, at det ikke var hans Hat. Da Tiltalte imidlertid, som af ham forklaret, ikke vidste, hvor han havde faaet Hatten, saae han efter i Adresseavisen, om den ikke efterlystes af Nogen, men da han intet der bemærkede, vedblev han at gaae med den indtil han anholdtes. Ifølge det saaledes Anførte skjønnedes det ikke , at Tiltalte, imod sin vedholdende Benegtelse, kunde ansees overbeviist om at have taget Hatten i det bestemte Forsæt at fravende Eieren den; men derimod fandtes han, der havde været heri Landet siden Aar 1847, at have paadraget sig Ansvar ved ikke at have oplyst Hatten, saaledes som i Lovgivningen er forestrevet om Hittegods, efterat han var kommen til Kundskab om, at den ikke tilhørte ham, uden at det skjønnedes at kunne komme ham tilgode, at han, som af ham paastaaet, havde paatænkt at ville fremlyse Hatten i Aviserne, naar det efter en passende Tidsfrist viste sig, at Eieren ikke efterlyse den, og det saa meget mindre, som flere Omstændigheder talte imod dette Foregivendes Sandhed, navnligt - foruden den ovenfor omtalte urigtige Forklaring til Rapporten - at Tiltalte havde foretaget Forandring ved Hatten for at kunne passe den, og at han havde vedgaaet , at han afgav hiin urigtige Forklaring, fordi han antog at det havde været hans Pligt at fremlyse Hatten i Aviserne. Den Straf som Tiltalte , der var 34 Aar gl. og ikke førhen straffet, for sit ovenanførte Forhold fandtes at have forskyldt i Analogi af Bestemmelsen i Frdgn. 11te April 1840 § 53. blev bestemt til simpelt Fængsel i 8 Dage, hvorhos han tilpligtedes at udrede alle af Actionen flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor Procurator Alberti og Heckscher 5 Rbd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. november 1852, 2. udgave).

Artiklen  beskriver ikke hattens udseende, men det kunne måske være en af disse fra Rubens franske Hatte-Etablissement på Østergade 68. Fra en annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. februar 1856.

Hattekrig.

Adskillige mandfolk er i år i den varme årstid begyndt at bære en slags meget lette og prisbillige stråhatte i stedet for de meget tunge og dyrere filthatte. Men straks så man i et vist kvarter af byen skarnagerens assistent, en karl der sædvanligvis følger med renovationsvognen for at være behjælpelig med at læsse, prydet med en ny stråhat der ved sit pyntelige udseende stak ikke så lidt af mod hans øvrige påklædning. Det er bekendt at der i flere store stæder gives enkelte dagdrivere der af vedkommende i sagen interesserede lader sig højt betale for at bringe nye moder i vælten. Hos os har man dog næppe endnu bragt det så vidt. Men vi har lagt mærke til at man derimod flere gange ved det her påpegede middel har søgt at virke i en modsat retning, når en mere bekvem hovedbedækning truede med at blive mode. 

Dog denne gang synes man ikke at ville indskrænke sig til en sådan passiv fremgangsmåde alene. En flink høvedmand må have sat sig i spidsen for et betydeligt korps for at føre en udryddelseskrig mod stråhatte som hovedbeklædning for mandspersoner, og at den måtte begyndes offensivt, følger af sagens natur. Man har således også hørt en stråhatbærende skarnagerkarl der netop besynderligt nok kom ud fra en hattemager, vise sin iver i tjenesten ved at sige højt til en forbigående der bar stråhat: "det er dog forbandet at man intet kan have for sig selv." I Kongens Have har man om søndagen set skidne karle promenere med stråhatte og med briller, under hvilke de så skævt til andre skikkelige folk der var samme slags hatte. I Charlottenlund har pøbelen i søndags om aftenen udbragt et hurra for de ensfarvede stråhatte og et ditto for de spraglede. Endelig har man midt i hovedstaden set 3 lurvet klædte personer samle sig på gaden om en mand med stråhat på, håne ham ved at tage hatten af ham og fortælle ham om dens lethed osv. osv. Kort sagt, hovedstaden har virkelig en alvorlig hattekrig for døren. Ja, den er allerede begyndt, og det endda ikke så ueffent.

Det lader sig vel gætte hvilken en korporation der i almindelighed kunne have nogen særdeles interesse ved at afstedkomme denne ufred blandt det fredelige danske folk. Derimod er det ikke så ganske let at udfinde det enkelte individ der er anfører og har erhvervet skarnagerkarle og lignende folk under sin fane. Kunne dette imidlertid lade sig gøre, var det rimeligt at man dannede en koalition, der fornemmelig skulle gå ud på at nægte sig brugen af denne mandsfabrikata om han end måtte være nok så duelig, opfindsom eller tænkende i sit fag. At man i nødstilfælde vil have en herlig allieret i vores gode politi, behøver vel næppe at nævnes.

Indsenderen mener i øvrigt at det ville være til spot og spe for det københavnske stridbare mandskab om det af skarnagerkarle og konsorter lod sig bevæge til at aflægge en bekvem og for helbredet gavnlig hovedbedækning. Når bare det første angreb er mødt med mands mod og hjerte, vil vel fjendens udholdenhed og tapperhed ikke være mange skillinger værd.

(Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 433-435)

Redacteurens Anmærkning

Stråhatte blev brugt af både mænd og kvinder gennem hele middelalderen. Men på Politivennens tid var det mest for kvinder. Og hvis mænd, da fra eksotiske lande. Således findes en beretning i Archiv for Historie og Geographie, 1831 s. 379. "Brudstykke af Capitain Otto von Kotzebues Reise omkring Verden i Aarene 1823-1826" hvori det hedder om en øbo fra Sandwichøerne at "Han var iført en Skjorte, og paa Hovedet bar han en meget bred Straahat." 

At de var ret almindelige, dokumenterer en annonce fra Adresseavisen 1836. Man kunne tjene på vedligeholdelse af stråhatte:

Moderne Fiskebeenshatte ere at bekomme i forskjellige Couleurer, og Straahatte vadskes og bleges, gamle modtages til Ombytning, i Studiistrædet Nr. 54, i Stuen, ved Nørregade.

Men annoncen drejer sig nok mest om stråhatte til kvinder. Den ældste annonce jeg har kunnet finde om stråhatte fra den ellers ret aktuelle Adresseavisen, er nedenstående:

Den stammer fra 1854, og der er flere om restudsalg i det følgende år 1855. Men det fremgår stadig ikke om der er tale om herre- og/eller damestråhatte. I 1849 reklameredes kun for dame- og børnestråhatte. 

Først fra slutningen af 1800-tallet ved vi med sikkerhed at stråhatte - denne gang den flade gondolierehat - kom på mode. Mens Guccis far i 1897 gik konkurs med sin stråhatteforretning i Italien og sønnen i stedet satsede på lædervarer, startede Coco Chanel sit modeimperium med den enkle flade stråhat med minimalistisk pynt (kaldet "skipper"). I Danmark kendt fra skagensmalerne (P. S. Krøyer & Co.)

Ønske om at den Skik, at blotte Hovedet ved Begravelser, maatte afskaffes.

På landet har det fra gammel tid været skik at der i kirken holdes ligtale over døde ved begravelsen. Og om det vel nu ikke er gået til som i de tider da Holberg lader Per Degn sige: "Før min tid holdt folk her i byen alle ligsange for lige gode, men jeg har bragt det på den fod at jeg kan sige til en bonde: hvilken salme vil du have? den koster så meget, den så meget. I lige måde når der skal kastes jord på den døde: vil du have fint sand, eller slet og ret jord" så vedligeholdes dog denne skik endnu. 

Her i hovedstaden har man i de sidste år set indført den skik som nu er blevet så almindelig, at man dagligt i Adresseavisen indsætter taksigelser til præster for afholdte ligtaler endog over aldeles ubetydelige personer. Man indrømmer gerne at denne skik er uskadelig. Og det er vist at den er indbringende eller gavnlig for nogle. Men det er skadeligt for mange gamle, svagelige personer der følger en slægtning eller ven til graven, på vinterdage at stå på en åben kirkegård med blottet hoved for at høre på en lovtale over den afdøde. Især når taleren for at gøre det ret godt, trækker den noget langt ud. Og det er næppe underkastet tvivl at jo mange ved at følge sin ven eller pårørende til graven, af sådan årsag hurtigt er fulgt ham i graven.

Man ønsker af den grund at den skik at stå med blottet hoved under en tales afholdelse ved åben grav måtte ophøre. Og man er sikker på at dette ønske vil opfyldes når nogle af vores værdige gejstlige ved deres indflydelse ville bidrage dertil. Det skønnes ikke at der kan være noget at indvende imod det, da militære i uniform hverken ved begravelser eller som vagthavende under gudstjenesten i kirken aftager deres hovedbeklædning, men blot ved at lægge hånden på samme, ligesom ved hilsen viser deres ærbødighed for stedets og handlingens hellighed. 

Også de mosaiske trosbekendere der dog iagttager sådanne ceremonier, står med bedækket hoved under deres gudstjeneste og tillader ingen anden trosbekender at overvære samme med blottet hoved. Selv den uoplyste og læge mand har et slags begreb om at den allerhøjeste ser på hjertets og tankens renhed og ikke på klædedragt og ceremonier. Således sagde en gammel bonde der en vinterdag kom ind i en kirke med sin hat på hovedet, til en mand som forklarede ham at han burde tage hatten af mens præsten lyste velsignelsen: jeg er gammel, har intet hår på hovedet og kan ikke tåle kulde. Men jeg tænker: er velsignelsen god, trænger den nok gennem hatten. 

(Politivennen nr. 993, Løverdagen den 10de Januar 1835, s. 22-25)

Redacteurens Anmærkning.

Et eksempel på at "Man indsætter dagligt i Adresseavisen taksigelser til præster for holdte ligtaler endog over aldeles ubetydelige personer." kan ses i Adresseavisen den 13. januar 1835, hvor en pastor Waage har talt ved marskandiserenke Ane Marie Holtes begravelse:

Mandagen den 5te Dennes bortkaldte Gud vor kjære stræbsomme Moder, Marchandiser-Enke Ane Marie Holte, fød Lorensen, efter længere Tids Svaghed og 3 Ugers Sygeleie; hvilket herved sørgeligst bekjendtgjøres af hendes efterladte Børn. Hr. Pastor Waage takkes forbindtligst for de skjønne Ord, der uanmodet fremsagdes ved den afdødes Grav.

En farlig uskik som ønskes afskaffet.

Indsenderen hvis levevej medfører at komme omkring i mange huse her i staden, tillader sig at gøre høje ansvarlige (enten politiet eller brandvæsnet) opmærksom på en højst farlig uskik. Det er nemlig på denne årstid meget gængse at lade damehatte svovles, hvilket dagligt kan erfares af Adresseavisen. Hos de fleste som driver denne næringsgren, sker det som oftest på små loftskamre der desuden er propfulde af baller, bøtter og tørvesmuld og flere let fængelige sager, ved at hensætte en kasse med en ildpotte og svovl i, og heri hattene som er af strå. Hvorpå det hele forlades og ved lejlighed går man da op igen for at tage hattene ud. Potten bliver stående. 

Mere behøves vist ikke at blive sagt for at kunne indse den store fare som sådan håndtering udsætter staden for. Kun tilføjes at flere familier som bor i disse svovlehuse, har beklaget sig for indsenderen over at dette svovleri udover den bestandige angst de lever i, også medfører en dræbende stank i deres og de andre husbeboeres loftslokale. Man må derfor højligt ønske disse svovlere under straf blev pålagt at drive denne håndtering i gården hvor faren for derved opkommende ildsvåde er mindre, og hvor stanken snart trækker bort.

(Politivennen nr. 759, Løverdagen den 17de Julii 1830, s. 459-460)

Redacteurens Anmærkning.

Hattelivet beskrives ganske malende i denne annonce fra Flyveposten, 9. marts 1850:

R. Løvgreen

Silkehattefabrikant

Adelgade 236 (mellem Dr. Tværgade og Prindsensgade), anbefaler sig med smukke Hatte fra 10 Mk. til højere Priser, alt paa Filt; gamle Hatte modtages tl Reparation, nemlig: en Hat presses og paasættes en smuk og varig Glands for 12 Sk; Hatte presses og kantes for 24 Sk; Hatte som ere gennemtrukne af Sved og Haarpomade afkoges saa de blive som nye for 4 Mk. For Arbeidets propre Behandling indestaaes. Gamle Silkehatte kjøbes og tages tilbytte.

Om Nørrebroes Theater.

Teateret på Nørrebro er vel nok indrettet for et sommerteater. Men dets parterre er for horisontalt eller ikke skråt nok. Personer som ikke er over middelhøjde, kan slet ikke se hvad der foregår på scenen. Ligesom endog meget høje personer hindres i udsigten når, hvad der ofte sker, de foran siddende damer med store solhatte rejser sig fra deres sæder og behager at blive stående. Man håber at direktionen ved at være blevet gjort opmærksom på det, vil foranstalte parterret forhøjet. Hvilket let og uden synderlig bekostning kan ske, samt anmode de foran siddende damer at forblive siddende på deres pladser under forestillingen.

(Politivennen nr. 703, Løverdagen den 20de Juni 1829, s. 403-404)

De store og brede Dame Solhatte i Parquettet.

Hovedsagen når man går i Skuespilhuset er at se. Og dette kan man nu engang ikke når man i parkettet er stødt på at sidde bag ved en eller flere damer med store og brede solhatte. Og har disse placeret sig på de forreste bænke, er synskredsen spærret for adskillige. I mine tanker burde ingen dame med en sådan hovedpynt tilstedes adgang på en af de forreste bænke, men anvises plads bagved, ... og betale noget mere for billetten. L...de under spillet ville tage den af f/s... denne anke bort. 

Det er ellers en besynderlig ting midt om vinteren at gå med en storskygget, bred solhat som damerne desuden har største møje med at regere på hovedet i de stormfulde dage, og er en pynt der alene synes at tilhøre forår og sommer. Og da nu københavnerinderne har ord for at klæde sig godt og passende, så tvivler jeg ikke på at der jo gives de blandt dem som når de læser dette, indser rimeligheden af denne opofrelse og tager hensyn til at de der sidder bagved også må blive delagtige i at se det som de har givet deres penge for. Man hører undertiden stemmer som råber: "Sid ned" til dem der stående betager synet. De kunne ligeledes let falde på at råbe "solhatten af".

(Politivennen nr. 681, Løverdagen den 17de Januar 1829, s. 38-39)

Svar fra Eieren af Huset Nr. 282 i Adelgaden.

Skønt det i bladet nr. 662 i dette år indrykkede stykke mod mig ikke fortjener svar, vil jeg dog for mine medborgeres skyld og for at oplyse indsenderen om alle hans vildfarelser, svare ham denne gang. De klager over at min gård ikke er ryddelig og at De tabte Deres nye hat i rendestenen, hvilket gør mig hjertelig ondt at De skulle være så uheldig. Men da der er 3/4 alen fra murstenene til rendestenen, finder jeg og vist enhver at De må have plads nok med mindre De var svimmel. Murstenene er opstablet fordi den foregående ejer af stedet var befalet af Bygningskommissionen at sætte tre stivere til sidehuset. Og da disse finder sted på fortovet, har jeg ladet sætte mursten eller om De vil murbrokker for derved at hindre folk fra at komme til skade i mørke. 

Hvad det mig tilhørende "Ros" angår, da er jeg ikke så dårlig at formode at De ville løfte eller flytte et stykke på grund af at Deres gode klæder og fine hat vist ville blive tilsmudset. Men derimod tror jeg at De må være af temmelig svagt syn, især når spiritussen har forstyrret Deres hoved. Desuden underretter jeg Dem om at når der bygges i en gård, så kan den ikke befindes så ryddelig som andre gårde. 

Jeg må også lade Dem vide at De har sonderet fejl på lokummet, for der var ingen mur at bryde ud. At jeg lod grave til et større lokale, behøver jeg vel ikke at aflægge Dem regnskab for. Når De havde set nøjere til, ville De erfaret at sammes udvidelse var en nødvendighed. Skulle hestegødningen endnu forårsage stank for Dres næse, da vil jeg lade Dem vide at i de fleste gårde hvor der holdes heste, finder det samme sted. Men da jeg har hørt at hestegødning skal være tjenlig for nogle sygdomme, ønskede jeg (skønt De synes at være min uven) at De ville hvis De havde et tilfælde som kunne kureres med samme, benytte min gødning til det. 

At to lokummer altid er i den orden de bør være, har jeg sørget for. Og dersom De behøver at benytte lokummet når De igen besøger Deres familie som bor i sidehuset, vil De finde at det forholder sig rigtigt. Jeg forventer, højtærede hr. Ven, når De igen kommer, at De vil først besøge mig, da jeg med glæde vil ledsage Dem frem og tilbage. Det øvrige De anfører er usandheder og fortjener intet svar, lige så lidt som jeg værdiger Dem at svare flere gange.

R. Knudsen.

(Politivennen nr. 663, Løverdagen den 13de September 1828, s. 603-605)

Redacteurens Anmærkning.

Adelgade 282 eksisterer ikke længere. Det blev i 1856 til Adelgade 57 og i 1945 udlagt til offentlig gade. Det må have ligget omtrent på højde med Sølvgade.

Venskabelig Erindring til theaterbesøgende Damer.

Da det Kongelige Teaters forestillinger nu forestår, så anmodes behageligst de damer som besøger parterrerne mv., at de vil være så betænksomme at lade deres solhatte (som dog ikke behøves der) blive hjemme for at skaffe de der sidder bagved den fornødne udsigt for hvilken enhver betaler. Hvis dette ikke efterkommes, nødsages man til at anmode den ærede direktion som viser al mulig omsorg for tilskuernes bekvemmelighed, at træffe de fornødne foranstaltninger også i denne henseende.

(Politivennen nr. 661, Løverdagen den 30te August 1828, s. 572-573)

P. J. Heyn.

Hattemagermester fra Altona og borger her i staden har flere gange i Adresseavisen anbefalet sig selv og anbefalet gode, fine vandtættet "børstel-hatte", såvel til det høje som ærede publikum.

Indsenderen vile se og måske købe af disse anbefalede hatte som han troede at være af et ganske nyt slags. Men han fandt dem at være af den samme sort han fra sin barndom har slidt. Børstel-hatte må altså være noget tysk, indsenderen og formodentlig flere ikke forstår. For stykket forlangtes 11 rigsbankdaler, og de billige priser som fandtes i hr. Heyns anbefaling i Adresseavisen findes vel altså kun der. For 11 rigsbankdaler er den højeste pris nogen hattemagermester nu forlanger for de fineste hatte, men børstel-hatte kaldes de just heller ikke.

Hvordan i øvrigt hr. Heyn som er børstel-hattemagermester fra Altona (formodentlig altså ikke i København) har ladet sig føres hertil fra Altona til landets anden ende, er vanskeligt at begribe. Efter rygtet har hr. Heyn ladet sig gøre til mester i Altona for noget over ½ år siden. Hvis dette skulle være sandt, kan man ikke ret vel antage at han der har været etableret. Men han er kun blevet mester der. Mon hr. Heyn skulle tro at titlen "hattemager fra Altona" skulle imponere det københavnske publikum så forfærdeligt, at han deraf turde vente sig nogen særdeles vinding? Nej, det er ikke muligt. Han vidste nok at vi ikke så ganske er "die dummen Dänen", og havde altså i så fald i det mindste ladet sig gøre til mester i Paris eller London. Altså må der ligge en anden, ikke så let gættet årsag til grund derfor. For ellers var vist hr. Heyn blevet mester i den stad i hvilken han agtede at drive sin profession, og således på den rigtigste måde erhvervet sig plads blandt denne hos is i en række af år hæderligt agtede klasse af medborgere. Denne grund ville det være interessant at erfare.

(Politivennen nr. 537. Løverdagen den 15de April 1826, s. 243-245)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i artiklen "Svar til Spørgeren i Nr. 537 samt et Contraspørgsmaal" i Politivennen nr. 539, 29. april 1826, s. 276-281. Denne artikel er ikke på denne blog. 

Hattemager P.I. Heyn holdt til i Store Grønnegade i København. Han lavede hatte til Thorvaldsen efter 1838. To af disse findes i dag på Thorvaldsens Museum. En af den kostede 9 rigsbankdaler

Svar fra Hattemagersvendene.

I anledning af et i nr. 463 af dette blad indrykket stykket, med titlen "En munter Liigfærd" tjener følgende til berigtigelse at forfatteren af dette stykke enten må have et personligt had til en enkelt blandt os, eller også ved en fejl underretning må være blevet forledt til at nedsætte et helt lavs agtelse i publikums øjne. Han har blandt andre usandheder anført at vi til langt ud på natten sang og klinkede. Det er aldeles urigtigt, da vi alle var borte inden kl. 4 om eftermiddagen. Endvidere at det var sket den 28. forrige måned, hvilket er lige så falsk. 

Den sande sammenhæng af sagen var denne: En af vores kolleger, den ældste blandt os, var død og blev den 11. i forrige måned ledsaget til sit hvilested af os alle. Da hans huslejlighed ikke var stor nok til at rumme det talrige personale der fulgte ham til graven, besluttede vi på vores herberg at nyde de forfriskninger som den afdødes forfatning ikke tillod at yde os. Vores forsamling der skiltes ad inden kl. 4 om eftermiddagen foregik uden al støj og larm. 

Forfatteren af dette stykke må altså hvis han ikke af ondskab har søgt at sværte os, været fejl underrettet. Det kan så meget des lettere være tilfældet at det var håndværkere fx barberer som har deres deres forsamlingssted i samme hus. Og har der altså den nævnte tid fundet noget drikkesamkvem eller lystighed sted, hvilket vi hverken vil benægte eller bekræfte, så har de deltagende været personer som er hattemagersvendenes samfund aldeles uvedkommende.

På egne og kollegers vegne
H. Vithe   H. E. Poulsen

(Politivennen nr. 465. Løverdagen den 27de November 1824, s. 9305-9307)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er svar på Politivennen nr. 463. 13. november 1824

En munter Liigfærd.

Hr. Udgiver!

Torsdag aften den 28. oktober besøgte jeg en syg ven hos hvem jeg skulle våge om natten. Han bor i Bredgade i nærheden af hattemagersvendenes herberg som er i nr. 200. Hele aftenen til lige ud på natten hørte vi sang, klinken og hurra-råb når der blev drukket skåler, hvoriblandt værtens ikke blev glemt. Da jeg hos en nærboende forhørte mig om årsagen til denne fest, der forekom mig usædvanlig på en dag da det ikke var krodag, fortalte han mig at i dag var en hattemagersvend blevet begravet. Ligbærerne og ligfølget som bestod af hattemagersvende, var om formiddagen kommet kørende til herberget hvor de samlede sig og derpå tog til lighuset. Efter at den døde var begravet, kørte man alle igen til herberget for at drikke den afdødes gravøl, og at det var det man var i færd med. Hvad synes De om denne skik?

(Politivennen nr. 463. Løverdagen den 13de November 1824, s. 9272-9273)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 465. 27. november 1824.

Adressen Norgesgade 200 skiftede i 1859 til Norgesgade 11 og i 1877 til Bredgade 11. Adressen eksisterer ikke længere. Den lå nogenlunde hvor Palægade blev anlagt i 1870'erne.

Varsko i Gothersgaden.

Ved at passere Gothersgade mandag formiddag så anmelderen at man uden for et vindue i stueetagen af huset nr. 19 havde udhængt en markise der meget hindrede passagen på fortovet, for stængerne var sat så lavt at intet voksent menneske kunne gå derunder uden at støde hovedet. Et fruentimmer som kom der forbi, fik sin hat fortykket, og af flere mandspersoner blev hatten stødt af hovedet. En matros som stod der i nærheden og blev disse små uheld var, fik det indfald da han så at der i stueetagen boede en skomager, at spørge:

Mon mandens støvleskind
ej tåler sol og vind.

(Politivennen nr. 386. Løverdagen den 24de Mai 1823, s. 6260).

Redacteurens Anmærkning

Gothersgade 19 blev 1859 til nr. 22. I 1946 blev  det udlagt til offentlig gade. 

Raad til nogle Professionister.

Dersom en del af vore professionister såvel de hvis frembringelser er nødvendige til legemets bedækning som de hvis arbejde skaffer os andre livets bekvemmeligheder, en gang imellem ville tænke lidt mere på hold end zir, levere forsvarligt arbejde, og overalt følge vores store lærers skønne regel: handle imod andre som du af dem vil behandles, så ville man muligvis sjældnere høre de nu kun alt for hyppige klager over mangel på arbejde og afsætning og deraf følgende pengetrang og ringe fortjeneste. En arbejder er sin løn værd, men arbejdet bør også svare til betalingen. Er dette ikke tilfældet, bliver man fortrydelig, og hvem vil da fortænke den der behjælper sig med surrogater eller kalde den upatriotisksindet der hellere køber gode arbejder af fremmede, end lade sig narre af egne landsmænd. Anmelderen vil derfor råde sine medborgere at levere godt arbejde, og det til muligst billige priser, men for alt at lade velbetalt arbejde være godt og forsvarligt.

Anledning til at give ovenstående råd har anmelderen flere gange haft. Men kan den sidste vil jeg her fremsætte. Sidste år købte jeg mig en ny filthat. Jeg henvendte mig ikke til nogen fusker, men til en mester der stod i ord for at fabrikere gode hatte, og betalte ham 11 rigsbankdaler for en hat. Da jeg næppe havde haft den på hovedet en snes gange og aldrig i regnvejr, gik skyggen foran løs fra pullen. Jeg sendte derfor hatten til hattemageren og viste ham at hatten trods den omhyggeligste behandling, nu var i jammerlig stand og bad ham at hvis den ikke kunne repareres godt, han da imod nogen tillæg i betalingen ville levere en god ny hat. Men svaret var at den skulle blive istandsat. 

Efter nogle dages forløb blev hatten sendt tilbage og fandtes da at skyggen var syet til pullen og forsynet med en skindlap for styrkes skyld. Når anmelderen brugte hatten, vendte jeg denne skrøbelige side bagud fordi den således led mindst, men efter 14 dages forløb løb nu også den anden side af skyggen fra pullen, og da den blev helbredt på samme måde, blev hatten på grund af disse lapper, så uanselig at en ny hat måtte anskaffes. Anmelderen henvendte sig nu til en anden fabrikant der ligeledes stod i ry for gode hatte, men denne forlangte 12 rigsbankdaler. Forundret over at hattene var dyrere i år end i fjor, hvortil jeg ikke kunne finde nogen grund, og af frygt for at få en hat som den forrige, valgte jeg at købe en silkefloshat hos R. Petersen i Møntergade nr. 50. Denne hat har nu i tre måneder udholdt alle slags vejrlig og ser ud som den dag den blev købt. Og da anmelderen har hørt af nogle at de har brugt en sådan hat i 2 til 3 år, så kan han ikke undlade at bekendtgøre dette for enhver der ikke har lyst eller evne til muligvis hver 3. måned at give 12 rigsbankdaler til en ny hat for at de kan gøre en prøve med denne slags hatte der foruden at de har en smuk facon, sælges for 5 rigsbankdaler 3 mark, altså kun det halve af det en tvivlsom filthat betales med.

De mange kasketter og huer af læder og skind som i den senere tid er kommet så meget i brug hos os, synes at vidne om at flere har haft samme erfaring som anmelderen. Men skulle disse hovedbesætninger såvel som silkefloshattene, fortrænge filthattene eller muligvis fremme indførsel af udenlandske hatte, ti lskade for vore hattefabrikanter, hvis er da skylden?

(Politivennen nr. 383. Løverdagen den 3die Mai 1823, s. 6206-6209).

Forslag til en Skat paa vore Skjønnes Strudsfjær

Overdådighed kan det vist nok kaldes at vores skønne bærer så stort antal af strudsefjer i deres hatte. Foruden at disse fjer hentes udenlands fra og pengene således går ud af landet, så har moden i den senere tid endog budt at den af vores damer der foretrækker pragt for den i vores pengeløse tid så nødvendige indskrænkning ses at bære 1 og flere strudsefjer. Og således til denne pynt har beskattet sin mand eller far for i det mindste 60 rigsbankdaler. Ja, her er falbudt en hat med 28 fjer for hvilken der blev forlangt 120 rigsbankdaler. Var det således ikke rimeligt om der til statens tarv og ødselhedens hæmmelse blev pålagt en skat af 1 rigsbankdaler for hver strudsefjer vores skønne bærer på deres hatte for at de om muligt derved kunne finde sig i at undvære en prydelse som første ejere har brugt til at skjule sin bagdel med.

(Politivennen nr. 47, Løverdagen den 23. november 1816, s. 732-733)

Bekjendtgiørelse

For et års tid siden var der i Politivennen ønsker om større anstændighed og bekvemmelighed ved vores årlige offentlige skuer af kunstarbejder på Kunstakademiet. I år er bemærket dog den gode forbedring at tilskuerne ikke som før lader hattene sidde på. Det er derfor pligt at anmelde denne som enhver anden fremgang til det bedre. Enhver forsvindende råhed er en vinding. 

Der bliver endnu ønsker tilbage for disse akademiets kunstskuer: 1) Ønskes da atter at når de aldeles offentlige dage var forbi, en dag måtte være adgangsdag blot for betalere. Prisen skulle ikke være fastsat til mere end 1 mark. Nok til at holde pøbelen borte, og hvem som ville give mere, handlede desto prisværdigere. Herved vandtes en bekvem lejlighed til kunstnydelse for mange personer, der nu for vrimlens skyld og alt hvad dermed er forbundet, bliver borte. Og desuden vandt akademiet en lille sum som dets tarvelige udstyr og indtægt kunne være tjent med. 2) Er det evig et ønske at en sådan indretning gøres at ingen med hænder og fingre, endsige med stokke, kunne beskadige noget af kunstværkerne. I Paris må stokke lægges udenfor indgangen til en dertil ansat person, som ved modtagelsen giver en seddel derfor, og ved tilbageleveringen modtager en styver af stokkens ejer. 3) Bør det endelig også ønskes at ingen hunde og ingen personer i smudsige eller skidne klæder tilstedes adgang.

(Politivennen nr. 571, 8. april 1809, s. 10063-10064)

Uorden ved Vejen til Tømmerpladsen

(Efter indsendt)

På vejen til tømmerpladsen ved stadens brændeoplag ses ugerne nu som aldrig før et hæsligt syn og uorden af hatte, en del laser og pjalter, af de druknede og på anden måde aflivede der er lagt i dødehuset . Mange som passerer denne vej ønsker dels i forretninger og dels for fornøjelse at denne uorden måtte fjernes, da disse forrådnede, urenlige og stinkende ting kunne være skadelige og ser tillige ilde ud. Muligt var det bedst at sådanne ting enten kastedes i søen eller blev begravet.

(Politivennen nr. 523, 7. maj 1808, s. 1896-8397)

Uordener.

3) På hjørnet af Kristen Bernikows Gade og Regnegade har frugtsælgersken sit vareskilt så lavt hængende at det let kan - hvilket også skete i onsdags - slå hatten af de forbigående og vel endda om man slipper med det. Overalt har alle hjørnerne på dette sted mangler. Således har det ene intet gadenavn påmalet, og et andet, det til Gammel Mønt, har en grøntkone i besiddelse om dagen og en frugtkone om aftenen. Og for at ingen skal læse det påmalede gadenavn, har høkeren været så forsigtig at skjule det med sit skilt.

(Politivennen nr. 460, 14. februar 1807, side 7305-7306)

Uvæsen på Parterret

(Efter indsendt)

Selv om der under denne overskrift kunne siges vel meget, er det man her vil klage over dog hverken den urimelighed hvormed drenge og ynglinge bemægtiger sig parterrets få bænke og lader de gamle stå sig trætte. Heller ikke den uforskammethed at tilsmøre sin formand eller sidemænd med pudrede og pomaderede hatte. Ikke den unode at spytte på de foranståendes tøj. Ikke den mangel på velanstændighed at lægge sig ind over parterrelogerne eller lægge armene på rælingen af samme. Ikke det svineri at udbrede stank omkring sig. Ikke det lapseri hvert øjeblik at istemme et bedøvende hys der gør langt mere skade, end den hosten eller snyden man hysser. Ikke den intetsigende, men for andre højst besværende sliddersladder under spillet osv.  osv. Skønt disse uordener kun alt for meget finder sted, til græmmels e for den fornuftige skuespilbesøgende. 

Men den mangel på levemåde, som nu i disse sidste tider tager overhånd, nemlig at sætte hatten på imellem akterne, ja endog selv under spillet, uden agtelse for publikum eller selv for det tilstedeværende herskab.

Før var det danske parterres levemåde at tage hatten af fra det øjeblik da musikken begyndte, til man gik ud.

Man ønsker denne danske velanstændighed indført igen, den klæder sandelig bedre end den fremmede raskhed og utvungenhed man vil efterabe, og som med sit rette navn kun kan kaldes pøbelagtighed og råhed.

(Politivennen nr. 454, 4. januar 1807, side 7225-7226)