Adskillige mandfolk er i år i den varme årstid begyndt at bære en slags meget lette og prisbillige stråhatte i stedet for de meget tunge og dyrere filthatte. Men straks så man i et vist kvarter af byen skarnagerens assistent, en karl der sædvanligvis følger med renovationsvognen for at være behjælpelig med at læsse, prydet med en ny stråhat der ved sit pyntelige udseende stak ikke så lidt af mod hans øvrige påklædning. Det er bekendt at der i flere store stæder gives enkelte dagdrivere der af vedkommende i sagen interesserede lader sig højt betale for at bringe nye moder i vælten. Hos os har man dog næppe endnu bragt det så vidt. Men vi har lagt mærke til at man derimod flere gange ved det her påpegede middel har søgt at virke i en modsat retning, når en mere bekvem hovedbedækning truede med at blive mode.
Dog denne gang synes man ikke at ville indskrænke sig til en sådan passiv fremgangsmåde alene. En flink høvedmand må have sat sig i spidsen for et betydeligt korps for at føre en udryddelseskrig mod stråhatte som hovedbeklædning for mandspersoner, og at den måtte begyndes offensivt, følger af sagens natur. Man har således også hørt en stråhatbærende skarnagerkarl der netop besynderligt nok kom ud fra en hattemager, vise sin iver i tjenesten ved at sige højt til en forbigående der bar stråhat: "det er dog forbandet at man intet kan have for sig selv." I Kongens Have har man om søndagen set skidne karle promenere med stråhatte og med briller, under hvilke de så skævt til andre skikkelige folk der var samme slags hatte. I Charlottenlund har pøbelen i søndags om aftenen udbragt et hurra for de ensfarvede stråhatte og et ditto for de spraglede. Endelig har man midt i hovedstaden set 3 lurvet klædte personer samle sig på gaden om en mand med stråhat på, håne ham ved at tage hatten af ham og fortælle ham om dens lethed osv. osv. Kort sagt, hovedstaden har virkelig en alvorlig hattekrig for døren. Ja, den er allerede begyndt, og det endda ikke så ueffent.
Det lader sig vel gætte hvilken en korporation der i almindelighed kunne have nogen særdeles interesse ved at afstedkomme denne ufred blandt det fredelige danske folk. Derimod er det ikke så ganske let at udfinde det enkelte individ der er anfører og har erhvervet skarnagerkarle og lignende folk under sin fane. Kunne dette imidlertid lade sig gøre, var det rimeligt at man dannede en koalition, der fornemmelig skulle gå ud på at nægte sig brugen af denne mandsfabrikata om han end måtte være nok så duelig, opfindsom eller tænkende i sit fag. At man i nødstilfælde vil have en herlig allieret i vores gode politi, behøver vel næppe at nævnes.
Indsenderen mener i øvrigt at det ville være til spot og spe for det københavnske stridbare mandskab om det af skarnagerkarle og konsorter lod sig bevæge til at aflægge en bekvem og for helbredet gavnlig hovedbedækning. Når bare det første angreb er mødt med mands mod og hjerte, vil vel fjendens udholdenhed og tapperhed ikke være mange skillinger værd.
(Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 433-435)
At de var ret almindelige, dokumenterer en annonce fra Adresseavisen 1836. Man kunne tjene på vedligeholdelse af stråhatte:
Den stammer fra 1854, og der er flere om restudsalg i det følgende år 1855. Men det fremgår stadig ikke om der er tale om herre- og/eller damestråhatte. I 1849 reklameredes kun for dame- og børnestråhatte.
Først fra slutningen af 1800-tallet ved vi med sikkerhed at stråhatte - denne gang den flade gondolierehat - kom på mode. Mens Guccis far i 1897 gik konkurs med sin stråhatteforretning i Italien og sønnen i stedet satsede på lædervarer, startede Coco Chanel sit modeimperium med den enkle flade stråhat med minimalistisk pynt (kaldet "skipper"). I Danmark kendt fra skagensmalerne (P. S. Krøyer & Co.)
Dog denne gang synes man ikke at ville indskrænke sig til en sådan passiv fremgangsmåde alene. En flink høvedmand må have sat sig i spidsen for et betydeligt korps for at føre en udryddelseskrig mod stråhatte som hovedbeklædning for mandspersoner, og at den måtte begyndes offensivt, følger af sagens natur. Man har således også hørt en stråhatbærende skarnagerkarl der netop besynderligt nok kom ud fra en hattemager, vise sin iver i tjenesten ved at sige højt til en forbigående der bar stråhat: "det er dog forbandet at man intet kan have for sig selv." I Kongens Have har man om søndagen set skidne karle promenere med stråhatte og med briller, under hvilke de så skævt til andre skikkelige folk der var samme slags hatte. I Charlottenlund har pøbelen i søndags om aftenen udbragt et hurra for de ensfarvede stråhatte og et ditto for de spraglede. Endelig har man midt i hovedstaden set 3 lurvet klædte personer samle sig på gaden om en mand med stråhat på, håne ham ved at tage hatten af ham og fortælle ham om dens lethed osv. osv. Kort sagt, hovedstaden har virkelig en alvorlig hattekrig for døren. Ja, den er allerede begyndt, og det endda ikke så ueffent.
Det lader sig vel gætte hvilken en korporation der i almindelighed kunne have nogen særdeles interesse ved at afstedkomme denne ufred blandt det fredelige danske folk. Derimod er det ikke så ganske let at udfinde det enkelte individ der er anfører og har erhvervet skarnagerkarle og lignende folk under sin fane. Kunne dette imidlertid lade sig gøre, var det rimeligt at man dannede en koalition, der fornemmelig skulle gå ud på at nægte sig brugen af denne mandsfabrikata om han end måtte være nok så duelig, opfindsom eller tænkende i sit fag. At man i nødstilfælde vil have en herlig allieret i vores gode politi, behøver vel næppe at nævnes.
Indsenderen mener i øvrigt at det ville være til spot og spe for det københavnske stridbare mandskab om det af skarnagerkarle og konsorter lod sig bevæge til at aflægge en bekvem og for helbredet gavnlig hovedbedækning. Når bare det første angreb er mødt med mands mod og hjerte, vil vel fjendens udholdenhed og tapperhed ikke være mange skillinger værd.
(Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 433-435)
Redacteurens Anmærkning
Stråhatte blev brugt af både mænd og kvinder gennem hele middelalderen. Men på Politivennens tid var det mest for kvinder. Og hvis mænd, da fra eksotiske lande. Således findes en beretning i Archiv for Historie og Geographie, 1831 s. 379. "Brudstykke af Capitain Otto von Kotzebues Reise omkring Verden i Aarene 1823-1826" hvori det hedder om en øbo fra Sandwichøerne at "Han var iført en Skjorte, og paa Hovedet bar han en meget bred Straahat."At de var ret almindelige, dokumenterer en annonce fra Adresseavisen 1836. Man kunne tjene på vedligeholdelse af stråhatte:
Moderne Fiskebeenshatte ere at bekomme i forskjellige Couleurer, og Straahatte vadskes og bleges, gamle modtages til Ombytning, i Studiistrædet Nr. 54, i Stuen, ved Nørregade.Men annoncen drejer sig nok mest om stråhatte til kvinder. Den ældste annonce jeg har kunnet finde om stråhatte fra den ellers ret aktuelle Adresseavisen, er nedenstående:
Den stammer fra 1854, og der er flere om restudsalg i det følgende år 1855. Men det fremgår stadig ikke om der er tale om herre- og/eller damestråhatte. I 1849 reklameredes kun for dame- og børnestråhatte.
Først fra slutningen af 1800-tallet ved vi med sikkerhed at stråhatte - denne gang den flade gondolierehat - kom på mode. Mens Guccis far i 1897 gik konkurs med sin stråhatteforretning i Italien og sønnen i stedet satsede på lædervarer, startede Coco Chanel sit modeimperium med den enkle flade stråhat med minimalistisk pynt (kaldet "skipper"). I Danmark kendt fra skagensmalerne (P. S. Krøyer & Co.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar