Da man første gang satte hegn om Holmens Kirkegård.
MAN har i Landstinget i anledning af forslaget om forlængelse af retten til begravelser på Holmens Kirkegård foreslået, at der opsættes en anstændig facade om kirkegården i stedet for det frønnede trægitter, der nu omhegner den smukke kirkegård, og denne sag er nu taget under alvorlig overvejelse.
Denne kirkegård, der er byens ældste, og den femte i rækken af de Holmens kirkegårde, byen har haft, har desværre ikke altid kunnet prale med pyntelighed eller videre orden. I gamle dage, da den kaldtes Skibskirkegården, tog man det ikke alt for nøje, om der var gitter eller indhegning om arealet, derom vidner følgende beskrivelse om opsætningen af en Indhegning. I 1733 beklagede borgerne, at kirkegården udenfor Østerport lå så uindhegnet, at køerne og svinene fra gårdene i omegnen trampede og sparkede over de dødes hvilesteder, og at svinene rodede op i gravene. Man besluttede da at råde bod på dette onde og sætte et hegn om pladsen, men det må ikke have hjulpet synderligt, for i 1769 gik man et stort skridt videre, og der blev gravet grøfter om terrænet, for, som det hedder i beskrivelsen, "at hindre kreaturernes overløb",
Da Skibskirkegården var overfyldt.
HOLMENS Kirkegård er næsten hundrede år ældre end den anden ærværdige kirkegård i København, nemlig Assistens Kirkegård på Nørrebro, der blev indviet i 1760. I 1662 fik en oberst Henrik Rüse kongelig befaling til at udvise og afmåle en plads til to kirkegårde, hvoraf den ene skulle ligge udenfor Østerport, hvor det bekvemmest kunne ske, som det hed i befalingen. At den gode oberst efter den tids sæd og skik ikke forhastede sig viser, at det varede fire år, før alt var i orden til indvielsen. Det skete i 1666 på Sct Laurenti Dag, og det hedder i de gamle registre over begravelser, at den ny Holmens Kirkegård udenfor Østerport blev indviet til begravelser af kgl. betjenteres lig, som ikke har middel til at lade sig begrave i byen, og at den første begravelse her var en bådsmand, Mogens Andersen Mørchtue.
Efter den kgl. bestemmelse skulle Skibskirkegården være en fattigkirkegård for de i den kongelige tjeneste stående uformuende matroser samt deres "koner og børn, og det blev strengt overholdt af kirkepatronen, at ingen af Holmens "betjentere", hvis efterladte havde midler til en betalt begravelse, blev jordet her. Men dette førte til, at den lille kirkegård. hvis omfang var en hel del mindre, end den er i dag, snart blev overfyldt. Under pesten i 1711, hvor man måtte anlægge en mængde små assistenskirkegårde i den gamle by indenfor voldene, lyste det hvide kors på mange gadedøre i Nyboder. Ud gennem Østerport skumplede ligvognene med dynger af ulykkelige, der var bukket under for den snigende pest, ofte næsten nøgne, eller når de efterladte havde haft midler til det, i en dårlig sammentømret sort fyrretræskiste Man tog ikke hensyn til, om der var plads eller ej, og ligene dyngedes sammen på den lille kirkegård på samme måde som på de øvrige kirkegårde inde i byen.
Men knapt var pesten så nogenlunde overstået, før en ny ulykke truede byen og fyldte endnu et lag over den overbelastede Skibskirkegård. Flåden var under Gyldenløve ankret op på Reden og lå med sine brøstfældige skibe og uden proviant og med 3000 syge matroser ombord, der var angrebne af skørbug og smitsomme sygdomme. De stakkels mennesker døde som fluer, og kort tid efter at døden havde huseret i byen og mejet tusinder af mennesker ned, blev dødens høst fra disse skibe ført til Skibskirkegården udenfor Østerport. I 1712, pesten varede fra juni 1711 til marts 1712, afgav man et skøn over forholdene og konstaterede at over en halv snes lig kun var dækket med tre tommer jord, og at kirkegården var mere end uhyggeligt overfyldt.
Fattigkirkegården blev fornem,
NU skyldes denne sundhedsfarlige overfyldning ikke blot de uhyggelige perioder i byens historie, men havde i nogen grad sin grund deri, at man lod sig lokke af de gratis begravelser. Det var efterhånden blevet almindeligt, at begravelserne foregik med pomp og pragt på Skibskirkegården, og med store følger og lange ligtaler. Det var ofte ikke alene Holmens fattige matros og jævne mand der blev jordet, men også velmeriterede skippere, kaptajner og løjtnanter, der tjente under flåden Da dette gik for vidt, blev man tvunget til at udstede anordninger, hvorefter alle, der havde råd til det, skulle betale, hvorimod sådanne folk som matroser, bøsseskytter og rughuggere, hvis dagløn ikke var meget mere end til at holde sulten fra døren og knap nok, skulle have fri begravelse. At man ikke formåede at sondre skarpt mellem gratister og ærlige fattige, ser man af regnskabet, idet der i årene 1732 til 73 foretoges tre til fire tusinder begravelser, men kirkegården indbragte knap 10 rbd årligt.
Da russerne blev jordet.
MEN når man nu går gennem Øster Farimagsgade og ser over det kriminelle trægitterværk, kan man iagttage, hvor stilfuld og smuk den nuværende Holmens Kirkegård er, en mindelund for mange gode og berømmelige navne og begivenheder i historien. Men der er også minder af en hel anden art, der vidner om fortidens ligegyldighed for en jævn sømands død og jordefærd. Det hændte i slutningen af det 18. århundrede, at en russisk eskadre lå på reden og der udbrød smitsomme sygdomme ombord blandt mandskabet. En masse sømænd blev ofre for soten, og disse russere skulle jordes på Skibskirkegården.
Nu foregik begravelserne om natten, mens Københavns borgere lå i deres senge og næppe havde lyst til at stå op for at trave udenfor Østerport for at se nogle russeres begravelse. Men nogen tid senere klagede samme borgere over. at de løst sammentømrede kistebrædder knap nok var dækket af muld, og at det første og bedste regnskyl ville være i stand til at blotte dem, foruden at mange af de arme afdøde matroser kun var indsyet i måtter.
Om 13 år er begravelsernes tid forbi her, og den gamle skibskirkegård vil når den forhåbentlig får en ny og smuk facade, have andre og smukkere minder at gemme på.
Urias.
(Social-Demokraten, 26. maj 1942).
