Uhygge på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

To opkastede kranier til offentlig beskuelse.

En klage.

Et par navngivne damer har henvendt sig til os med nedenstående klage over et forhold ved Holmens Kirkegård, som i allerhøjeste grad synes egnet til nærmere undersøgeIse og påtale.

- Vi kom mandag aften ved halvsyvtiden gående over kirkegården, fortæller den ene af damerne, da vi pludselig et lille stykke fra indgangen ved Lille Triangel blev opskræmte ved at opdage et par særdeles velbevarede kranier med store gule tænder, der lå i kanten af en opkastet jordvold fra en grav. En herre stod og pirrede ved dem med sin stok, og kirkegårdsarbejderne var gået hjem.

Det var aldeles tydeligt at kranierne var slængt hen til siden af funktionærerne, og selv om disse ifølge deres metier mulig efterhånden udvikler et mere, skal vi sige forretningsmæssigt syn på døden og de døde end vi andre - så synes det dog at være rimeligt at forlange, at der fra kirkegårdens og dens folks side vises en sømmelig pietet overfor de jordiske rester af de døde, som vi pårørende betror til kirkegårdens omsorg og stille fred ...

Skal man endelig anlægge et rent forretningsmæssigt synspunkt, så lad os ikke glemme, at Holmens Kirkegård er en at landets allerdyreste. Alene hensynet hertil burde afholde funktionærerne fra ligefrem at "spille fodbold" med hovederne af deres "kunder"!

Jeg ved i hvert fald, slutter vor meddeler, at synet i mig skabte en tilstand af uhygge, der holdt sig natten over, så at jeg bogstaveligt talt ikke fik blund i øjnene. Jeg har selv begge mine forældre liggende på Holmens Kirkegård, og den tanke, at samme skæbne kunne overgå dem, når deres grav er hjemfaldet, fyldte mig med rædsel.

(Aftenbladet, 17. april 1929).

Et angreb på Holmens Kirkegård.

Inspektøren afviser angrebet som aldeles uberettiget.

Et middagsblad har bragt et skarpt angreb på ledelsen af Holmens Kirkegård, som man påstår udviser hensynsløshed og mangel på sømmelighed i behandlingen af de benrester, der undertiden grave op.

Det påstås således, at der i går på et Iøjnefaldende sted var henslængt to hovedskaller lige ved vejen.

- Det er, siger inspektøren på vor henvendelse, et aldeles perfidt angreb. Jeg så meget vel i går, at der stod en mand og pillede med sin stok i to hovedskaller, som lå her på kirkegården, og at to damer, som nu har offentliggjort angrebet, sluttede sig til hans nyttige foretagende. Men det havde været betydeligt mere passende, om de havde holdt sig for sig selv både under deres kirkegårdsbesøg og i deres fornærmelser mod os.

- Hovedskallerne Iå altså på jorden?

- Ja, vi er ved at foretage en omlægning af den bekendte stendysse her lige ved indgangen og kontoret. Stadsgartner Fabricius Hansen har udarbejdet en plan til forskønnelse af stedet, og den er vi ved at gennemføre.

Til dette formål må vi imidlertid foretage en ændring af stendyssen, der var blevet meget faldefærdig, og under et gravearbejde kom der to kranier frem. De blev lagt på grønsværen i det korte tidsrum, der gik indtil jorden kunde fyldes i hullet igen. Vi har meget strenge instrukser i så henseende.

- Lå kranierne lige ved vejen?

- Nej. Hvis man ikke var nysgerrig af naturen, så behøvede man slet ikke at se dem. De lå mellem en mængde store sten som var taget fra højen, og kun, hvis man beskæftigede sig med arbejdet, var man nødt til at se dem. Vi viser altid den største hensyntagen netop i dette spørgsmål, så jeg skal ikke nægte, at jeg føler mig krænket.

- Hvad gøres der af de benrester, der findes ved nyanlæg af grave?

- Hver eneste lille stump bliver gravet ned i et hjørne af den nye grav. Men i de allerfleste tilfælde er der intet tilbage, når tyve år er gået. Og de to hovedskaller fra i går, som danner en undtagelse, blev således også straks begravet igen

Salix

(Nationaltidende, 18. april 1829 - 2. udgave).

Denne notits blev refereret i Aftenbladet med følgende tilføjelse:

Så vidt inspektøren. Vi har til morgen talt med den ene af de to damer som bestemt fastholder at optrinnet fandt sted klokken halvsyv aften, at det pågældende gravearbejde var ophørt for den dag og at de to kranier således for natten var overladt til deres mere eller mindre tilfældige skæbne

(Aftenbladet, 19. april 1929).

Johan Ludvig Heibergs Grav. (Efterskrift til Politivennen).

 Johan Ludvig Heibergs grav i et skandaløst forfald.

En privatindsamling med mindre tilskud fra Undervisningsministeriet for at redde graven.

Krav om at staten skal overtage denne vor betydeligste litterære grav næst efter Holberg-graven i Sorø.

Graven på Holmens Kirkegård hvor fru Gyllembourg, Johan Ludvig og Johanne Luise Heiberg hviler.

Man har en gang sagt, at en slægts kultur hl. a kan måle efter den måde, hvorpå den handler med de dødes grave.

Er det rigtigt, har vi grund til at skamme os. Det er i de senere år hændt ikke en, men mange gange, at der med fuld føje er blevet anket over den hensynsløshed og mangel på pietet, hvormed vi lod en grav forfalde, der gemte de jordiske rester af en dansk mand, hvem hele slægten skylder taknemmelighed. Af og til har den rejste kritik givet anledning til, at graven blev sat i passende stand, enten fordi de glemsomme slægtninge vågnede til handling, eller fordi beundrere at den store afdøde tog initiativet dertil.

I disse dage, da Det kgl. Teater fejrer hundredeåret for dem første opførelse af vort nationale festspil "Elverhøj", peger nulevende venner af Johan Ludvig Heibergs digtning med en forståelig harme på den fuldkommen skandaløse tilstand af forfald, hvori hans grav på Holmens Kirkegård befinder sig - dem samme grav, hvori Thomasine Gyllembourg og Johanne Luise Heiberg hviler. 

Gravens tilstand har Iænge været usømmelig. Til tider er den et fuldkomment morads, uplejet og forfalden i en hver henseende, fordi ingen har taget sig af dens pasning. Disse forhold har foranlediget, at en lille kreds af Heiberg-beundrere for nylig har taget den opgave op, som andre synes at have glemt: at redde graven for eftertiden og først og fremmest nu sætte dem i en sømmelig stand.

Der er udsendt fortrolige opfordringer til deltagelse i en privat-Indsamling, som skulle indbringe et beløb af i alt 675 kr. Det er den sum, der kræves til at sikre gravens vedligeholdelse indtil nedlæggelsen af kirkegården.

Det ejendommelige ved denne "gehejme" indsamling er, at arrangørerne af den har modtaget tilsagn fra undervisningsministeriet, om at dette godt kunne tænke sig at betale en lille del af de 675 kroner, under forudsætning af, at resten skaffedes som tænkt ad privat vej!

Med al mulig påskønnelse af den private offervillighed tør man nok med nogen forbavselse rejse spørgsmålet: Skylder Det kgl. Teater ikke Johan Ludvig Heiberg og hans minde så meget, at undervisningsministeriet uden betænkning kunne have lagt hele summen, de odiøse 675 kroner, på bordet? Og ville det ikke have set ganske pænt ud just nu ved "Elverhøj"-jubilæet! 

Teaterhistorikeren Robert Neiiendam giver os til fuldkommenhed medhold i denne betragtning, da vi forelægger ham sagen.

- Graven på Holmens Kirkegård, udtaler han, er den betydeligste litterære grav, vi ejer, næstefter Holberg-graven i Sorø, og selvfølgelig burde den gå over i offentligt eje. Derved kunne man bl. a. også få den fredet og forhindre fremtidige nye begravelser i den, så vi undgik den skandale, vi oplevede for nogle år siden, da en af adoptivdøtrene blev begravet deri, og de gamle kranier lå og flød på kirkegården. Det var en sørgelig mangel på pietet, der vistes ved den lejlighed!

Som graven nu længe har henligget, er den en skandale. Jeg har selv tegnet mig for et bidrag til den private indsamling, men i grunden giver jeg dem ganske ret i, at dette burde være en statsopgave. Om ikke andet, så burde ministeriet have søgt ekstrabevilling dertil på finansloven. Det er sagen stor nok til. Og det er da kun 675 kr., det drejer sig om. Tænk på, hvilke umådelige summer, Det kgl. Teater i årenes løb har indtjent på Heibergs stykker! Siden 1910 har teatret kunnet spille ham gratis. Hvor mange gange har ikke "Aprilsnarrene", "Elverhøj" og "Recensenten og Dyret" fyldt teatret siden da? Bare de tre stykker gik en enkelt aften, det ville jo være tilstrækkeligt til at betale graven!

Clerk.

(Nationaltidende, 4. november 1928)

Indsamlingen gav resultat, graven blev istandsat og sikret i 40 år. Heibergs gravsted som det så ud i 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

J. L. Heibergs Grav paa Søetatens Kirkegaard. Illustreret Tidende, 23. august 1861.

Provst Hans Mathias Fenger (1850-1930). (Efterskrift til Politivennen).

Hans Mathias Fenger (1850-1930), Teologisk kandidat 1873, Elers kollegium. 1878-1880 kateket ved Skt. Stefans kirke, 1880-188 residerende kapellan ved Frelsers kirke, 1888-1890 residerende kapellan ved Garnisons kirke, og 1900 blev han efter Christian IXs personlige ønske Holmens provst. 1915 blev han kgl. konfessionarius. Sad i bestyrelsen for Københavns indre mission og sømandsmissionen. Politisk konservativ; bl.a. skal han have øvet indflydelse på kongen under påskekrisen 1920. Han er begravet på Holmens Kirkegård.

Tegning fra Folkets Avis - København 26. januar 1907 i anledning af at pastor Fenger havde dundret imod Holger Drachmann (1846-1908) og Georg Brandes (1842-1927). Fenger fordømte Drachmanns "forargelige flerkoneri" og "... den rendesten som forsvares af den jødedreng Georg Brandes". Underteksten til tegningen lyder: Drachmann: Tilgivelse, hr. Pastor. Det var først tredie og vist desværre sidste gang. Man er jo ikke helt ung længere. Brandes: Hvis De selv, hr. Pastor, havde prøvet skilsmissens sødme, ville De bære over med os unge mennesker.

I anledning af provst, dr. theol H. M. Fengers 50 års jubilæum i den danske folkekirke, bragte Nationaltidende 7. oktober 1928 (søndagstillægget) en længere artikel, hvoraf her bringes udvalgte citater:

Jeg ser gerne, at de Yngre rykker op og fylder Kirkerne, saaledes som det jo endnu er lykkedes for mig men der er det underlige i København, at her er der jo ikke ret mange Kirker, der fyldes.

- - -

Det var i Bispegaarden, den unge Fenger, selv 22, aflagde Præsteløftet for den gamle Biskop, han alle Dage satte saa højt. Og nu gik han da til Gerningen i den kønne Kirke, hvis beds!e Smykke er Dorphs Billede af Jesu Besøg hos Martha og Maria i Emmaus. Et Rabarberkvarter var han pludselig sat i - men det gik jo. Han kendte allerede Fattigkaar fra Arbejdet i Understøttelsesforeningen, og nu, naar han kaldtes til Hjemme-Daab, og Moderen maatte stelle med at varme Vand og gøre andre Forberedelser, tog han Barnet paa Armen og "vissede" med det, saa godt han kunde.

Og kækt gav han sig i Lag med Arbejdet. Han lavede "Bibellæsning" - der kom tre for at høre den Mand, der senere talte for Tusinder. Men Volf vejledede ham, og i det lille Hjem i Griffenfeldtsgade blev der Stunder til at udarbejde for Licentiatgraden en Afhandling om Hans Egede - to lykkelige Ungdomsaar.

Saa dør Onklen, Peter Andreas Fenger, og under Holck som Sognepræst bliver Fenger i 1880 residerende Kapellan ved Vor Frelsers Kirke, og bliver der i otte gode Aar. Kirken var jo skøn nok, trods de tre Rader Pulpiturer over hinanden. Theophilus Hansen, der var hjemkaldt fra Wien for at tegne Udkast til det efter Branden i 1884 først nu genrejste Christiansborg, sad en Dag og faldt i Begejstring over Rummet, og udbrød:

-Ja, det er en Kirke! En virkelig Kirke - men den er aldrig blevet færdig!

Og ud fra dette Centrum øvede Fenger da sin Gerning. Her blev Bibellæsningerne holdt for store Skarer i Søkvæsthuset, og med Missionærerne Clausen og Wright holdt han Møder i Gaardene og paa Volden - ikke altid lige hyggeligt. "Jødens Bule", som Perlstein ejede, var jo lige saa forfærdende som Husene i Sønder Voldstræde. Men naar Fatter om Sommeraftener kom frem i det aabne Vindu og lyttede ved sin Pibe, mens Kornene stod dernede og sang efter de store Sangruller, skabtes der alligevel et godt Grundlag, der forsonede med, at Boligen i Overgaden, en Kvistlejlighed, laa med Smedeværksted i Gaarden og Burmeister & Wain som Genbo. Det var ikke fredelige Omgivelser. Fredeligere var der ofte heller ikke oppe paa Volden, naar Kartofler og Flasker og Sten fløj om Ørene paa dem, der talte et godt Ord i det urolige Kvarter.

12 Aars Gerning ved Garnisons Kirke.

Dog - det opslidende Arbejde tog paa Helbredet. Menigheden skænkede Fenger en Italiensrejse, men Lægen raadede til mindre Anstrengelse, og i 1888 kom Fenger til Garnisons Kirke fra den socialistisk prægede Arbejderbydel, hvor han havde vundet Mændenes Hjerter ved at tillade deres røde Faner inde i Kapellerne ved Begravelser - naar der da ikke netop paa Dugen stod: "Op med Satan" og "Ned med Jesus". 

- - -

Da Christian IX. fik Fenger til Holmens

I 1900 døde Provst Shepelern, og Fenger havde egentlig tænkt at blive ved Garnisons, men efler el Taffel paa Amalienborg sagde Kongen: "Jeg ved nok, hvem jeg gerne saa som hans Efterfølger!"

"Hvem tænker Deres Majestæt paa?" - og Kongen pegede paa Fenger. "Jeg har været saa glad ved at være vel Garnisons Kirke, men naar Deres Majestæt synes, vil jeg søge Embedet!" sagde Fenger - og han fik det og overtog det den 31. Maj 1903.

- - -

Emil Aars

(Nationaltidende Søndag 7. oktober 1928).

"Jødens Bule" lå på hjørnet af Lille Søndervoldstræde og Overgaden oven Vandet. Det blev opført i starten af 1800-tallet og nedrevet i 1890'erne. Urtekræmmer Levy ejede den i midten af 1800-tallet.

Foto fra Nationaltidende, 28. oktober 1928.

Flyulykke Juli 1928. (Efterskrift til Politivennen).

De tre forulykkede flyvere. Fra venstre til højre: Kadet Poetzold, dækskonstabel Balsgaard og kadet Gudmundsson.

Efter ulykken.

Militær flyvning over byen forbydes!

Det er for sent at kaste brønden til. Ja, det er ingenlunde militærets skyld, at katastrofen i forgårs ikke fik et endnu langt frygteligere omfang. En nedstyrtning som denne måtte komme en gang, og træffes der ikke nu virkelige effektive foranstaltninger, vil det vel før eller senere komme til en lignende katastrofe, eller rettere en katastrofe af langt frygteligere virkninger.

Endelig synes de høje militære nu at være blevet betænkelige, hvilket fremgår af forskellige fremsatte udtalelser. Direktør i Krigsministeriet, Glærst Wilkenschildt, erklærer således, at der nu vil komme et forbud mod militære flyvninger over København, hvilket vil sige, at mititære flyvninger over København skal være forbudt, når de ikke er absolut nødvendige. Et sådant forbud vil komme til at gælde såvel land- som vandflyvemaskiner.

Han udtaler endvidere, at den militære flyveplads ved Kløvermarksvej vil blive flyttet så snart som muligt. Man har besigtiget 5 forskellige steder på Sjælland, men endnu er der ikke truffet nogen afgørelse. Det vil dog også tage tid at anlægge en ny militær lufthavn. Foreløbig har hærens Flyvere som bekendt fået lov til at benytte en del af Kastrup Lufthavn. Endnu er dette arrangement dog ikke gået helt i orden.

- I går eftermiddags blev de to forulykkede kadetters bårer ført fra Retsmedicinsk Institut til Holmens Kirkes kapel. Den ene af kisterne var svøbt i dannebrog, den anden i det islandske flag. I dag føres Dalsgaards kiste til Holmens Kirkes kapel. Alle tre dræbte vil antagelig tirsdag blive jordet på Holmens Kirkegård

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 15. juli 1928).

Var det en skypumpe?

Fra den svenske kyst observerede man en skypumpe som muligvis har forårsaget flyveulykken.

København.

Den svenske skuespiller Anders de Wahl, som i aftes kom hertil fra et besøg i Skåne, udtaler til "Pol." den formodning at den store flyveulykke skyldes en skypumpe. Han havde på det pågældende tidspunkt opholdt sig hos nogle venner i Saltvik ved Barsebäk og bemærkede dér en skypumpe, som fra den danske kyst trak over mod den svenske, hvor den anrettede forskellig småravage.

Forbud med militære flyvninger over byen.

Om ulykken i øvrigt meddeles, at forsvarsminister Brorsen og trafikminister Stensballe i går har haft en konference med lederne af vort militære flyvevæsen, og denne konference førte til det resultat, at der allerede i dag vil blive udstedt forbud mod, at militære flyvemaskiner går ind over byen, når det ikke er strengt nødvendigt.

Direktør i krigsministeriet, oberst Wilkenchildt, udtaler, at den militære flyveplads ved Kløvermarksvej vil blive flyttet så snart som mulig. Man har besigtiget 5 forskellige steder på Sjælland, men endnu er der ikke truffet nogen afgørelse. Det vil dog også tage tid at anlægge en ny militær lufthavn. Foreløbig har hærens flyvere som bekendt fået lov til at benytte en del af Kastrup Lufthavn. Endnu er dette arrangement dog ikke gået helt i orden.

De forulykkedes begravelse.

I går eftermiddags blev de to fordykkede kadetters bårer ført fra Retsmedicinsk Institut til Holmens Kirkes kapel. Den ene af kisterne var svøbt i dannebrog, den anden i det islandske flag. I dag føres Balsgaards kiste til Holmens Kirkes kapel. Alle tre dræbte vil antagelig tirsdag blive jordet på Holmens Kirkegård.

(Bornholms Social-Demokrat, 15. juni 1928).

Præsten kom for sent. (Efterskrift til Politivennen).

En pinlig situation på Holmens Kirkegård.

Da begravelsen skulle foregå, manglede præsten, og man måtte sende bud efter ham.

En ret pinlig situation indtraf i går paa Holmens Kirkegård under en begravelse.

Hvor er præsten?

Kl. 12:30 skulle en enkefru Rasmussen begraves, og der var mødt et stort følge. Da klokken nærmede sig det fastsatte tidspunkt, var følget samlet i kapellet, ligesom koret og nogle musikere, der skulle spille ved sørgehøjtideligheden. Den eneste, der manglede, var præsten, hr. pastor Glahn fra Frederiksberg. Klokken blev 5 minutter over tiden, den blev 10 minutter over, og der kom stadig ingen præst. Familien og de nærmeste begyndte at blive urolige, og da klokken nærmede sig stærkt til kl. 1, blev man enige om pr. telefon at spørge i præstens hjem.

Det viste sig da, at der fra præstens side var begået en fejl angående klokkeslættet, og hurtigst muligt arriverede da den uheldige præst til begravelsen. 

De øvrige begravelser blev forsinkede.

På familien såvel som på det store følge gjorde tildragelsen et pinligt indtryk, og følgen af præstens fejltagelse blev, at dagens øvrige begravelser blev forsinkede ikke så lidt. Fra korets side forsøgte man at få musikken strøgel for at få begravelsen til at gå så hurtigt som muligt, men selvfølgelig indlod man sig ikke på det. Og begravelsen foregik da planmæssigt, men altså betydelig forceret.

En undskyldning fra præsten.

Vi har talt med hr. pastor Glahn, der selvfølgelig er meget ked af historien. - Det er afgjort min fejl, og jeg har givet familien den mest uforbeholdne undskyldning. Jeg er meget ked af det, men sket er jo sket, og det er mig, der har gjort fejlen. Det indrømmer jeg åbent og ærligt og har gjort min undskyldning derfor. Andet kan jeg jo ikke nu bagefter.

(Klokken 5 (København), 14. december 1927).

Forlig i en faglig strid. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejderne på Garnisons Kirkegård.

Gartneriarbejder Christensen har ved Landsretten sagsøgt gartneriarbejdernes afdeling under Dansk Gartneriarbejderforbund til at anerkende hans ret til at arbejde på Garnisons Kirkegård samt til at betale ham en erstatning på 735 kr. for tabt arbejdsfortjeneste.

Årsagen til sagsanlægget er at Christensen der har arbejdet på Holmens Kirkegård, havde fået arbejde på Garnisons Kirkegård, men han kom ikke i arbejde, da foreningen nedlagde indsigelse med den motivering at fire gamle arbejdere der havde været på kirkegården fra 17 til 30 år, var arbejdsløse, og de måtte have første ret.

Afdelingen hævder at den ikke har hindret Christensen i at gå i arbejde, men kun henstillet at man også ansatte de gamle arbejdere.

Efter en meget lang procedure enedes man om et forlig gående ud på at Christensen får en erstatning på 400 kr., og sagens omkostninger. På den anden side forbeholdt forbundet sig ret til at indbringe sagen om ansættelse af arbejdere ved kirkegårdene efter anciennitet for den faste voldgiftsret.

(Social-Demokraten, 19. oktober 1927).

En skandaleaffære fra Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

Gravstedet der blev solgt to gange.

Det var optaget da det skulle tages i brug.

På Østerbro tales der i disse dage meget stærkt om en affære fra Holmens Kirkegård af ikke helt almindelig art.

En familie, der har købt et gravsted, fik for nogen tid siden anmodning om at fjerne det lig, der uretmæssigt var blevet begravet der. Der blev naturligvis stor bestyrtelse over denne anmodning, og man henvendte sig på kirkegårdens kontor og foreviste den kvittering, man i sin tid havde fået.

Til en begyndelse blev kvitteringens ægthed bestridt, men imidlertid blev en af kontorpersonalet klar over at det var ham, der havde skrevet kvitteringen, hvorefter sagen blev taget op til en grundig undersøgelse.

Af denne fremgik det, at alle de gravsteder, der var købt for en årrække, men som ikke var blevet tilset gennem flere år, var solgt påny. Således også det gravsted, her er tale om.

I 46 år havde gravstedet ikke været tilset, og det var derfor blevet solgt igen.

Nu, efter at den ny ejer har haft det i 11 år, vil skæbnen, at de gamle ejere, efter 57 års forløb, atter får brug for gravstedet, og så finder det overdraget på andre hænder. Nu raser der en hård strid om, hvem der har ret til det.

Således fortælles det. Vi har forsøgt at komme i forbindelse med klokkerkontoret uden at det dog er lykkes os, men vi skal i morgen vende tilbage til sagen.

(Folkets Avis - København, 6. maj 1927).

Affæren fra Holmens Kirkegård.

Der er iværksat en undersøgelse for at få opklaret den mystiske sag.

I anledning af den i går omtalte affære fra Holmens Kirkegård hvor et gravsted er solgt to gange, har vi i går henvendt os til klokkerkontoret hvor vi talte med hr. kancelliråd Hansen der imidlertid kun kunne give den besked, at der er en undersøgelse i gang for at få sagen opklaret, og før det sker, kan der ikke meddeles noget.

Kancelliråden ville dog ikke benægte at der var en stor sandsynlighed for at den kedelige fejltagelse foreligger.

(Folkets Avis - København, 7. maj 1927).

Uhyggelig begivenhed på Holmens Kirkegård.

Enken fandt sin mands grav kastet op og en anden begravet deri.

På Holmens Kirkegård i København har en gammel dame i firserne, enkefru Rafn, i mange år med stor omhu tilset og passet sin afdøde mands grav. En dag fornylig, da hun som sædvanlig kom på kirkegården, fandt hun til sin forfærdelse graven udslettet, og i dens sted var en frisk grav. Gravstenen var blevet fjernet og sendt til stensliber for at blive gjort rede til et nyt navn.

Da enken undersøgte forholdet, viste det sig, at familiegravstedet var købt på 40 år og at denne tid var udløbet, så administrationen var i sin juridiske ret til at lade en anden få graven. Kirkegården havde ikke, hvad man ellers plejer, givet meddelelse om, at retten til gravstedet skulle fornyes.

Grundet på klager over dette og lignende forhold på kirkegården, vil man nu udarbejde forslag til en omordning af kirkegårdens administration.

(Demokraten (Århus) 9. juli 1928).

En uhyggelig begivenhed på Holmens Kirkegård.

Graven var sløjfet og kirkegårdsledelsen havde glemt at meddele enken det.

Da enkefru Rafn forleden kom ud på Holmens Kirkegård i København for at se til sin afdøde mands grav, blev hun forfærdet over at opdage, at graven var sløjfet og gravstenen sendt til sliber for at blive slebet af til et nyt navn på den friske grav, der var anlagt på pladsen.

Administrationen var i sin juridiske ret: Familiegravstedet var købt på 40 år, og tiden var udIøbet, og retten til gravstedet var ikke blevet fornyet. Familien havde ikke været opmærksom på at de 40 år var gået. Uden at give noget varsel, uden at skrive til familien, uden at sætte sig i forbindelse med enken, som til stadighed kom på kirkegården og passede graven omhyggeligt, havde man taget gravstedet i brug påny.

Der har været ført forhandlinger med Marineministeriet, under hvilket kirkegården sorterer; men her har man holdt sig til sin juridisk i ret også under hensyn til at enken efter den sidst begravede mand var fortvivlet ved tanken om at kisten skulde flyttes.

I "Politiken" udtaler kaptajn baron Schaffalitzky de Muckadell i Marineministeriet, at man havde ladet et år gå over tiden. Man kendte ikke den gamle dames adresse, men for fremtiden vil man på gravstederne opsætte plader, når lejemålet er ved at udløbe, og så undgå en gentagelse af dette pinlige tilfælde. I det hele taget, udtaler kaptajnen, går vi i gang med en systematisk ændring af administrationen. Den har ikke været så god, som den burde være.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 11. juli 1928)

Monumentet over kammerrådens grav. (Efterskrift til Politivennen).

Et sagsanlæg mod stenhuggerfirmaet Wiegand-Møller.

I morges inkamineredes Landsrettens 4. afdeling en sag der er anlagt af afdøde kammerråd Petersens enke, Nybrogade, imod den kendte stenhuggermester Wiegand-Møller i Store Kongensgade.

1 oktober 1923 traf fru Petersen, der er enke efter den i sin tid så populære Casino-kammerråd Petersen - som almindelig gik under og selv smilende accepterede navnet Leverpostejsen - . aftale med Wiegand-Møller om at han skulle lave og rejse et monument på kammerrådens grav ude på Holmens Kirkegård. Og fruen betalte a conto et beløb på 2000 kr., idet stenhuggeren forpligtede sig til at have monumentet opstillet inden for en tidsfrist af 4 måneder.

Fristen udløb imidlertid, uden at monumentet blev færdigt. Og hen på sommeren 1924 forlangte fru Petersen derfor kontrakten annulleret.

Ved forhandlinger, hvorunder stenhuggeren hævdede, at grunden til forsinkelsen var dette, at svenskerne, hos hvem han havde bestilt råmaterialet, ikke havde leveret dette, fik han en ny frist til monumentets levering.

Men da også denne frist for længst er udløbet og den gamle kammerråds grav stadig ligger hen nøgen og bar, har fruen nu set sig nødsaget til at gå til retten, hvor hun foreløbig nøjes med at kræve kontrakten annulleret samt hr. Wiegand-Møller dømt til at tilbagegive hende de 2000 kr. hun har betalt ham på hånden. 

(Aftenbladet, 6. marts 1925).

Den forsømte kirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

En kirkegård der er forsømt. 

Et karakteristisk billede fra Holmens Kirkegård der på alt for mange steder synes at gøre et forsømt og mere end trist indtryk. Inde i bladet fortæller vi lidt om hvorledes ligegyldighed og mangel på pietet efterhånden synes at have sat et stempel på den gamle kirkegård.

En sørgelig, forsømt kirkegård.

Holmens Kirkegård er i sin nuværende tilstand en skamplet på byen.

Stadslæge B. O. Wincklers grav. hvor der kun findes en stump af gravstenen, al indhegning mangler og graven er nedtrampet.

København har lov til at glæde sig ved smukke kirkegårde. Både Vestre og Bispebjerg kirkegårde er rent landskabeligt set og i sine anlæg mønsterkirkegårde, Assistens, Garnisons, Frederiksberg og Fasankirkegårdene er ligesom den mosaiske og den katolske kirkegård velholdte og velplejede. Men her findes en sørgelig undtagelse - det er Holmens Kirkegård! Går man en tur rundt på denne, der ligger midt i byen og daglig besøges af en mængde mennesker, da må man nærmest forfærdes over den ligegyldighed og forsømthed, for ikke at sige rent ud: det griseri, der præger hver krog af denne gravplads, der absolut ikke går sig fortjent til navnet "De dødes have". Det tilsnit af havemæssige anlæg, der måske i sin tid har haft, er nemlig forlængst forsvundet, og virkelig havekunst er ikke øvet her i en lang årrække. Det hele er så sørgeligt forsømt og forfaldent at ethvert besøg efterlader et trist indtryk.

Kirkegården er på de fleste sider omgivet af hæslige træplankeværker, og man finder ikke nogen steder mindste forsøg på at dække over grimheden med espalier eller beplantning. - de grimme, frønnede og forfaldne brædder griner overalt frem i hele deres ublufærdige nøgenhed. Gange og stier er alle måske lige den store hovedallé undtagen, smudsige og elendig holdte, alle pladerne til affaldet fra gravene ligger i modsætning til forholdet på vore andre kirkegårde fornærmende iøjnefaldende. De ligger her som det de ganske vist også er, møddinger, men langt værre, end de behøvede at være, hvis et skønsomt øje og en ditto hånd vågede over kirkegården.

Og intet sted finder man så mange forsømte, forfaldne og hæslige gravsteder som på Holmens Kirkegård. De gravsteder, der støder øjet herude, er i overvældende majoritet. Det vrimler med hældende, vinde, skæve og sønderslåede mindesmærker, grave, der et fuldstændig overgroede af ukrudt, tavler og mindesten, hvis tekst er ulæselig på grund at snavs og mos. Et sted ser vi en grav med hældende kors, der hvert øjeblik kan falde, og ved foden af det står et skår af en marmorflade - den øverste fjerdedel - resten er forsvundet - hækken eller indhegningen - hvis der nogen sinde har været nogensinde har været nogen - er borte, og græsset er nedtrampet og nøgen. Et andet sted ligger et stakitværk væltet ind over en grav: sådan har det ligget længe blomster og vækster er vokset op gennem hullerne i det. Kirkegårdsinspektionen, eller hvem der har ansvaret, vil måske forsvare sig med, at gravstedsejerne selv må sørge for deres gravssteder, men den undskyldning gælder til Vandsbeck! - Når et gravsted er i en så miserabel tilstand, at det skamskænder sine omgivelser, må kirkegården selv tage affære.

På kirkegården ligger den store fællesgrav for heltene fra Slaget på Reden - den burde vel være vedligeholdt og velplejet: Men den er alt andet. Den er oprindelig smukt anlagt og omgivet af en tæt hæk, inden for hvilken der er en sti, så man kunne gå helt rundt om og se graven fra alle sider. Men det kan man ikke mere, træer og buske har fået lov at vokse vildt og har overdækket stien, så man næppe kan bane sig vej. Overalt får man beviser på den utrolige ligegyldighed, der vises; vi vil blot peg på, at udenfor selve Indgangen til det i sig selv ikke særlig velholdte kapel ligger en grav, der i sin tid har været omgivet af et jerngelænder. Dette er nu borte, -- der står kun en lille stump tilbage, der netop understreger den mangel på orden og skønhedsans, der hersker overalt på denne kirkegård. Og dette forsømte gravsted ligger netop og råber højt på et sted som alle, der skal overvære en begravelse-, er nødt til at passere, de kan ikke undgå at se det.

Og dette er en kirkegård, der frem for nogen skulle være smuk og velplejet; her ligger foruden de store krigergrave en mængde af landets berømte sønner. Vi nævner i flæng: H. C. Lumbye, Christian Winther, Henrik Rung, P. Heyse, admiral Suenson o. m. m. fl. Her burde frem for noget sted herske skønhed og pietet, men her hersker desværre kun - det er hårdt at sige det, men det er sandt - det rene griseri! Her trænger til en alvorlig oprydning - jo før jo bedre.

Larus.

(Aftenbladert, 24. januar 1925).

Marineministeriet vil tage affære.

Departementschef kommandør Topsøe-Jensen indrømmer klagens berettigelse.

Vor artikel i lørdag - om den- forsømte Holmens Kirkegård - er åbenbart faldet i god jord. Vi talte i går med en ældre marineofficiant, der udtalte:

- Det var et ord i rette tid og på rette plads - mellem Marinen- og Holmens Folk har det længe været et stående samtaleemne, at vi måtte skamme os over vor kirkegård - Vi, der har gravsteder derude, kan ikke komme der, uden at vi ærgrer os, og vi kan næppe være bekendt at tage fremmede med derud.

Holmens Kirkegård sorterer under Marineministeriet, og vi har forelagt sagen for departementschef, kommandør Topsøe-Jensen, der sagde :

- Jeg må desværre give Dem ret! Selv kommer jeg meget sjældent på kirkegården, men det træffer sig netop så mærkværdig, at jeg selv i disse dage er blevet opmærksom på forholdet. Jeg kom forleden dag forbi, sammen med mine sønner, og ville da vise dem den store krigergrav. Men jeg kan ikke nægte, jeg blev meget forbavset ved at se den tilstand graven befandt sig i. Den er jo helt overgroet af plantevækst - bregner og buske dækker mindestenene, så man kun med stort besvær kan læse inskriptionerne. Og stien omkring graven er, som De meget rigtigt bemærker i Deres artikel, ganske ufarbar. Det er jo et uforsvarligt forhold.

De andre tilfælde, De omtaler, kan jeg ikke i øjeblikket tale med om af personlig erfaring, og kirkegården sorterer ikke direkte under mig. Men jeg vil nu forelægge sagen for ministeriets direktør, kommandør Recknitzer, og de af ministeriets embedsmænd, der har med sagen at gøre, og i løbet af et par dage håber jeg at kunne meddele Dem, hvad der vil blive gjort. At der må gøres noget, er der jo igen tvivl om.

Larus.

(Aftenbladet, tirsdag den 27. januar 1925).

Den forsømte kirkegård

Til foråret får den et grundigt eftersyn.

I går fik vi, efter at hr kommandør Topsøe-Jensen havde forberedt det, en samtale med den mand, der har det øverste ansvar for kirkegården, kirkeværgen ved Holmens Kirke, departementschef C V. Olsen. Departementschefen var åbenbart ret ilde berørt af vor kritik, og forsøgte et forsvar, som vi dog nok tør sige var ret svagt, idet hun gav tilsagn om, at der ville blive rådet bod på de mest graverende af de misforhold, vi har påpeget.

- Hvad den store krigergrav angår, sagde departementschefen, da har jeg Ikke personligt lagt mærke til at den er forsømt, men forholder det sig således, at beplantningen er vokset vildt, kan der jo let rådes bod på det ved hjælp af en havesaks, og det vil også blive gjort. Vi vil intet hellere end at værne om kirkegården, og det forbavser mig. at den skulle være så forsømt. Med hensyn til de private, forsømte gravsteder er vi vanskeligt stillet, dem må gravstedejerne selv tage ansvaret for.

- Men når de er i en sådan tilstand, at de ligger og skamskænder deres omgivelser, indskyder vi, bør inspektionen da ikke skride, ind?

- Det gør vi også, idet vi tilskriver gravstedejerne og gør dem opmærksom på forholdene. I det tilfælde, De har draget frem, hvor et stakit ligger væltet ind over graven, har vi fx gjort det. 

- Men det har altså ikke hjulpet, stakittet har ligget således i flere måneder!

- Ja. det er nu i vintermånederne, men er det ikke fjernet til foråret, vil vi gøre det. Men det  er meget vanskeligt at skride ind over for private folk, de råder dog selv over deres gravsteder, og vi får ubehageligheder, når vi gør det.

- Vi kan ikke indse bedre, end at forholdet, burde være omvendt, bemærker vi, når private folk ødelægger en kirkegårds hele ydre, ved at forsømme deres gravpladser, burde det være dem, der fik "ubehageligheder". Således er forholdet på andre kirkegårde. 

- Jeg mente ikke, at vor kirkegård var værre end de andre, men til foråret vil den i alt fald nu få et grundigt eftersyn, og vi vil gøre, hvad vi kan. Men sagen er jo også et pengespørgsmål, vi har ikke meget at råde over. På ministeriets budget er kun bevilliget 25,000 kroner til vedligeholdelse af Holmens Kirkegård og Holmens Kirke! Det rækker ikke langt, med den arbejdsløn, der må udredes nu til Dags.

- Skal der også af de 25.000 udredes gage til kirkegårdsinspektøren?

- Nej, inspektøren er kun lønnet med de sportler, embedet giver ham.

Her er vi altså ved sagens kerne! Man må indrømme 25.000 kr ikke meget at holde både en stor kirke og en stor kirkegård vedlige for. At det loves at kirkegården skal få et eftersyn, den så hårdt trænger til, er allerede meget. Men der må dog vist kunne gøres en lille smule mere ud af summen når blot den rette vilje er der? Holmens Kirkegård er for end til at bære et sådan fattigdommens præg som den går nu!

Larus.

(Aftenbladet, 28. januar 1925).

Holmens Kirkegaard

Gravene styrter sammen.

Ogsaa de grave som Kirkegaarden vedligeholder, er i en uhyggelig Tilstand.

Vi har modtaget følgende fra en Indsender, der for Redaktionen har opgivet sit Navn og sin Adresse:

Som Gravstedejer paa Holmens Kirkegaard har jeg med lnteresse læst Artiklen i Aftenbladet angaaende Gravstedernes Tilstand paa denne Kirkegaard. og maa det maaske være mig tillad med disse Linier at give den fremkomne Klage min Tilslutning.

Det har i lang Tid ærgret mange Gravstedejere, at saa stort et Antal af Gravstederne henligger i en aldeles utilladelig Stand, ligesom Kirkegaardens Gange i højeste Grad mangler Pasning. - Forholdet er jo det, at mange Gravstedejere selv skal vedligeholde de dem tilhørende Grave, men selv saadanne Gravsteder burde være underkastet noget Tilsyn af Kirkegaardens Inspektør, hvilket ikke synes at være Tilfældet. Langt mere beklageligt er det imidlertid, at de af Gravstederne, hvis Vedligeholdelse paahviler Kirkegaardens Ledelse, da der betales herfor af Gravstedsejerne, ogsaa lader meget tilbage at ønske, i Retning af tilfredsstillende Pasning. I Aarets Sommermaaneder dækkes disse Grave at Ukrudt, om Efteraaret af et tæt Lag visne Blade, som ikke fjærnes, før dette sker ved Ejernes Foranstaltning, saafremt da ikke Gravstedet lige i dette Tidsrum rammes af den aarlige Rivning, som Kirkegaardsstyrelsen lader foretage, men som jo ikke kan forventes at lade Gravstederne fremtræde i passende Tilstand gennem hele Aaret.

Der findes særdeles mange uhyggelige Jordforskydninger paa denne Kirkegaard, ja flere Steder danner 5 a 6 Grave en hel lille Dal, fremkommen ved Sammenstyrtning af Kisterne, dette er f. Eks. noget Vest for Krigergraven, og i Regnperioder dannes her et helt, ufremkommeligt Morads. Sker det, at disse Jordforskydninger - eller Storm - vælter en Gravsten, bliver denne roligt liggende, indtil Gravstedsejeren selv lader den rejse. Dette burde Kirkegaardens Ledelse dog efterse, og udbedre Skaden, i hvert fald paa de Gravsteder hvis Vedligeholdelse paahviler den. Gangene mangler Grus, Træer og Buske Beskæring, Kirkegaarden en passende Indhegning og ligeledes var det ønskeligt, om visne Kranse blev fjernet noget hastigere fra de nye Grave, saaledes at disse ikke i lang Tid som Tilfældet nu er, henligger som en Art Mødding.

Det ved Kirkegaarden ansatte Personale er sikkert daglig i Arbejde; men da man kun ser 4 a 5 Mand beskæftiget daglig derude, kan Aarsagen til de Kirkegaarden lidet værdige Forhold maaske søges i for lille Mandskabsstyrke, hvad der dog ikke undskylder Ledelsen, da de Priser, der betales for Vedligeholdelse, samt for i det hele taget at have et Gravsted derude, maa tillade Ansættelse af til trækkeligt Personel.

Maatte Aftenbladets Paatale af disse uheldige Forhold bevirke en Bedring i disse, vil meget være opnaaet, og Holmens Kirkegaard i sin sidste Periode atter komme til at blive et værdigt Hvilested for de mange betydelige Mennesker, det hviler der og hvis Livsarbejde vel nok tør siges, at have gjort dem tortjente hertil.

Lexa.

- - -

Som bekendt har Departementchef C V. Olsen, der er Værge for Kirkegaarden, udtalt til os at man i Ledelsen var klar over Manglerne, og at man nu ogsaa vil tage Initiativet til at faa dem afhjulpet.

(Aftenbladet (København) 2. februar 1925).

En bekendt kunstners datter finder sin faders ben på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Hvorledes vore berømte mænd behandles.

I "Berlingske Tidendes" aftennummer stod i går en artikel om vore kirkegårde og gravenes hjemfaldelse og sløjfning, og den slutter med følgende stykke, der er i høj grad egnet til at vække opsigt, - vi er jo alle interesseret i kirkegårdsforhold, og en meddelelse som denne er jo stærkt egnet til at skabe uhygge.

Bladet skriver:

At kirkegårdskontorerne ikke altid er lige heldige med deres forsøg på at ville avertere de pårørende om lejemålenes udløb, giver en forhenværende teaterdirektør, hvis virksomhed særlig vil erindres på grund af hans pietetsfølelse og forkærlighed for den danske litteraturs klassiske periode os følgende eksempel på:

Fru Gyllembourg hvis jordiske rester er spredt for alle vinde.

En af vore kunstnere herhjemme, som endnu 40 år efter sin død vil mindes som en af vore største, blev begravet i sin svigerfamilies gravsted på Holmens Kirkegård. For 10 år siden hændte et dødsfald i denne svigerfamilie, og skønt gravstedet var stort nok - så stort, at der endnu var megen ubenyttet plads tilbage - undså man sig ikke for - blot for at spare sig lidt ulejlighed med at flytte en sten - at grave kunstnerens rester op og foretage en ny begravelse i samme grav .... uden at underrette den afdødes datter, der passede sin faders grav med kærlighed og højagtelse.

- Nogen tid senere kom datteren derud, og det er let at forstå hendes bevægelse og hendes lidelse, da hun opdagede, at den grav, som hun elskede og værnede om, var borte og det slog hende med rædsel, da hun ved lidt nærmere eftersyn fandt nogle enkelte benrester ligge ovenpå jorden. Man havde ikke engang gjort sig den ulejlighed at forvisse sig om, at det, der var kommen op ved gravningen af den nye grav, var fjernet igen.

Det er det lumbyeske gravsted det drejer sig om

Samtale med inspektøren på Holmens Kirkegård.

VI talte i dag med inspektøren på Holmens Kirkegård, der selvfølgelig følte sig meget ilde berørt. Han udtalte:

Der sker aldrig noget sådant her på kirkegården, og i de 17 år jeg har været her, mindes jeg ikke et eneste tilfælde, hvor en grav er blevet sløjfet før tiden var udløbet. Vi lader tværtimod altid nogen tid forløbe ud over den stipulerede.

Af store kunstnergrave her på kirkegården, kan jeg kun tænke mig en eneste, som her

kan sigtes til. Det er det store Lumbyeske gravsted, hvor der for nogle år siden blev sløjfet en slægtnings grav, gravstedet er i to afdelinger, og på den ene var en grav, der måtte sløjfes for at give plads, - men det var ganske i overensstemmelse med de gældende lovbestemmelser. Graven var hjemfalden, - og når "Berlingske" fortæller en hårrejsende historie om benrester, der ligger spredte på jorden, er dette absolut fri fantasi, - grim fantasi tilmed.

De rester, der er tilbage i sådanne grave, bliver altid, med al pietet, gravet ned i en stor grav andetsteds på kirkegården. 

Fru Thomasine Gyllembourgs jordiske rester fjernet af sin slægtning, godsejer Westenholz.

Ellers ved jeg kun et tilfælde, hvor en kendt kunstners grav er sløjfet. Det var fru Thomasine Gyllembourgs, der efter ønske af godsejer Westenhohl, der er hendes nærmeste nulevende slægtning, og som råder over gravstedet, og skulle bruge pladsen, forlangte sig denne udlagt. Men der var absolut intet tilbage i graven, alt var hensmuldret, - men hun havde jo også ligget det meste af et århundrede.

(Folkets Avis, 5. juli 1923).

Thit Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Min Yndlingskrog.

Fru Thit Jensen

- Min yndlingskrog er på en kirkegård, siger fru Thit Jensens stemme i telefonen. Hvis De vil følge mig derhen, må De gerne tage et billede af mig til KØBENHAVN ...

Tanken forekom mig i øjeblikket absurd. Ja, hvorfor ikke sige det rentud, ikke så lidt hysterisk. Men efterhånden som overraskelsen over den underlige idé havde bundfældet sig, steg en lille venlig og forstående tanke op til mit sinds overflade. Og den sagde: En kirkegård kan jo også have sin charme. I hvert fald kan man ikke refusere et forslag uden at vide hvorfor. Chaqu 'un son gout!

Og på den måde gik det til, at ovenstående billede blev taget af fru Thit Jensen på den lille, hvide bænk, som står under det store, smukke asketræ lidt indenfor på Holmens Kirkegård, omgivet af grave og gravmonumenter.

Udenfor, på den anden Side gitteret, der vender mod Øster Farimagsgade. larmer livet. Sporvognene klemter, automobilerne tuder, tunge arbejdsvogne gungrer i stenbroen, men herinde i de dødes have er der stilhed og fred. Blæsten suser gennem træernes grene i blide akkorder. Det lyder som fjern og dæmpet musik.

Vi sidder sammen paa den lille hvide bænk og lytter efter fjerne og nære lyde.

- Hvorfor holder De så meget af dette sted? spørger vi.

- Jeg har holdt af kirkegårde, siden jeg var barn, svarer fru Thit. Hjemme i Farsø i Himmerland havde vi et gammelt, forsømt gravsted. Aften efter aften kunne jeg sidde der og drømme og tænke. Her lagde jeg planer, her formede jeg mine fremtidsmål. Senere da jeg ikke længere kunne søge til barndomshjemmet, søgte jeg til kirkegårdene. De blev for mig ligesom en del af hjemmet. Det kommer måske også af, at jeg havde flere af mine søskende på kirkegården. Jeg syntes, jeg genfandt dem dér. Ikke alene paa kirkegården i Farsø, men på enhver kirkegård.

Og jeg kender mange. Kender jeg en by, kender jeg også dens kirkegård, Derhen vender jeg først mine skridt. Ikke alene herhjemme, men også i udlandet. Kirkegårde virker på mig sådan som musik virker på andre. Der er den samme stemning, og den står i så nøje forbindelse med hele mit sjæleliv. Når de levende går mig på nerverne, søger jeg derfor til de døde. De er af en betydelig fredeligere art. De giver mig den fred som de levende aldrig gav mig.

-Tænker De uden frygt på at De engang selv skal hvile her?

- Ja det er måske underligt, men jeg skal selv aldrig begraves på en kirkegård. Jeg vil brændes og - forsvinde. Så vidt som loven tillader det. Min aske skal graves ned et sted ingen kender - -

- Men fru Thit Jensen, De holder dog af livet?

- Jeg hader livet. 

Det lyder næsten som en snerren.

- Er det ikke snarere menneskene De hader.

- Nej, det er livet selv. Menneskene, dem der er nødt til at leve livet, har jeg ondt af - - Vil De sige mig hvad har man ud af det? Hvad når vi af alt det vi gerne ville?

Fru Thit Jensen sidder og ser langt bort. Det er slet ikke den mundrappe, evigt fægtende Thit Jensen der langer ud til højre og venstre efter sine modstandere, det er en kvinde der har gået sig træt, men som skal leve.

Og som i en slags intuition siger fru Thit Jensen:

- Jeg vil slet ikke forsøge at forklare at jeg ikke er nær så grum som de fleste mener. Det er der alligevel ingen der vil tro. Som barn havde jeg det blideste, fredsommeligste sind. Alt det andet skabte livet. Derfor synes jeg også livet er så svært - - Man bebrejder mig at jeg aldrig kan se mit køns, men kun mændenes fejl, og at jeg aldrig har nogen kritik overfor kvinderne. Jeg vil dertil sige at det synes jeg ikke jeg behøver. Det gør mændene så udmærket. For resten: Jeg vil overhovedet aldrig dømme kvinder. Jeg synes de er så forfordelt i livsvilkår at meget må kunne tilgives dem - - Men synes De nu ikke her er dejligt - -

Luften er så mild og forårsagtig som var det marts. Solen bryder et øjeblik gennem de grå skyer og kaster et gyldent lys over de granklædte grave med deres hvide og sorte kors og monumenter. Træerne tegner deres skarpe, regnmærke silhuetter mod himlen, og grenene spinder deres net over os.

Kan De så forstå hvorfor dette er min yndlingskrog?

Fru Maja.

(København, 25. maj 1923).

Et Attentat mod Thit Jensen

Da Faldlemmen i Vordingborg Forsamlingssal aabnede sig for hendes Fod.

Fru Thit Jenten, der for Tiden hjemsøger Provinserne og alle større Landsbyer i Danmarks Land med et Foredrag om "Mænds og Kvinders Kærlighed" eller "Kan Mænd undværes?", optraadte i Aftes i Vordingborg, hvor hendes Ry havde fyldt Byens største Sal med en Forsamling, der naturligvis overvejende bestod af Kvinder.

Dog var der ogsaa enkelte Mandfolk iblandt. Bl. a. en Smed fra en af Nabobyerne - en kæmpemæssig Grovsmed, der hørte Fruen for nogen Tid siden i sin Hjemby og aabenbart har følt sig forarget over den nedsættende og haanlige Maade, hvorpaa Fruen til Stadighed omtaler og "omskriver" alle Mænd. Thi siden har Smeden ligefrem forfulgt hende, han har smidt baade Forhammer og Skødeskind og forladt sin Ambolt for at "følge hende" - ikke som en Discipel, i Begejstring og Hengivenhed, men med et rentud fanatisk Had, der giver sig Udslag deri, at han stiller hver eneste Aften til hendes Møder og til Stadighed afbryder hende med Tilraab og Forespørgsler, der til Trods for, at Fruen, som bekendt, baade selv kan sige og kan "staa for" en hel Del, hyppigt er af en saa drastisk og uselskabelig Natur, at de har faaet selve Foredragsholdersken til at rødme.

Ogsaa i Aftes var Smeden mødt frem til Foredraget, hvor han, som han raabte ved Indgangen, "ikke kan undværes". Og han maa have været der i særdeles god tid - hvis det da, hvad Fruen bestemt mener, virkelig er ham, der har tilrettelagt det Attentat mod hendes Liv, der afsløredes, lige da hun skulde til at begynde sit Foredrag, og heldigvis saa betids, at Faren afværgedes.

Smeden - eller en anden Ugerningsmand - har i sit fanatiske Had til Thit Jensen sneget sig op under Forsamlingssalens Scene og løsnet den Faldlem, der findes i Gulvet, og gennem hvilken Skurken I de større Dramaer laver sine Forsvindingsnumre.

Heldigvis havde Smeden ikke rigtigt forstaaet Lemmens Hemmelighed, - Mekanikken, om jeg saa maa sige. Han havde ikke ladet den staa paa Faid, paa Klem, hvilket vilde have rummet den allerstørste Fare, men derimod aabnet den helt. Og saa snart Fruen betraadte Scenen og gik hen imod Talerstolen, kunde hun ikke undgaa at opdage Hullet i Gulvet, der uåbnede sig som en gabende Afgrund for hendes Fod.

Skrækslagen for den lille Frue tilbage, blegnede og saa et Øjeblik ud, som skulde hun besvime og styrte om, men - tog sig saa sammen med en Kraftanstrengelse, trippede uden om Afgrunden, steg op paa Talerstolen, purrede op i sine Krøller og begyndte:

- Mine Damer og mine Herrer! Kan Mænd undværes? - Jeg mener Ja !

- Jæj mener Næj, skreg Smeden nede fra sin Krog. Og det samme mener alle de Kvinder, Jeg har kendt og kender. Og det er rigtige Kvinder!

Hermed var Aftenens Tone anslaaet. Og den holdt sig troligt heIe Foredraget igennem, medens Begejstringen steg og steg, baade for Fruen og for Smeden!

 

Mest dog for Thit Jensen.

Thi - hun kan, trods alt, absolut ikke undværes!

Referenten

(Aftenbladet (København), 18. oktober 1928).

Departementschef Rentzmanns Jordefærd. (Efterskrift til Politivennen).

En sørgehøjtidelighed i Nicolaj-bygningen.

Fhv. departementschef P. N. Rentzmann blev i går eftermiddags bisat fra den smukke bygning, til hvis genrejsning han viede sit liv, Sct, Nikolaj Kirkebygning.

Højtideligheden fandt sted i den store midtersal, hvor den hvide kiste stod smykket med lyserøde nelliker. På det lille alter stod alterlysene fra Holmens Kirke, og om kisten var stillet floromvundne kandelabre. To underbibliotekarer fra Københavns Kommune biblioteker paraderede som sørgemarskaller ved kisten, og mange kranse sendte deres tunge blomsterduft ud i salen.

Der var kranse fra justitsministeriet, Lehnskontrollen, overformynderiet, Magistraten og Borgerrepræsentationen, Kommunebibliotekerne, Arbejdernes Læseselskab og mange andre.

Følget, som fyldte kirken, talte en række kendte ansigter. Borgerrepræsentationens formand, Stauning, skoleinspektør P. J. Pedersen, rådmand Jessen, ministrene Appel og Rytter, politidirektør Dybdal, og mange andre.

Efter at Holmens Kirkes kor under ledelse af kantor Wøldiche havde sunget: "Gå nu hen og grav min grav", talte pastor Fenger.

- Lykkelig det menneske, der finder noget i sit hjerte, han kan samle sig om, udtalte præsten bl. a. Denne kirkebygning viser, hvad han, den gamle, ensomme mand, ved hvis båre vi er samlet, havde på hjerte. Taleren skildrede den afdødes kærlighed til sine nærmeste, en kærlighed, der også var blevet denne gamle kirkebygning til del. Han tænkte på hele folket, det folk han elskede, og alle sine minder, og han gav denne kirke det bedste, han ejede.

Da præsten havde talt, sang koret en lille klangfuld og smuk hymne, hvorefter embedemænd fra Lehnskontrollen og bestyrelsesmedlemmer ria Landbygningernes Brandforsikring bar kisten ud til rustvognen.

Ved jordefæstelsen, som fandt sted på Holmens Kirkegård, forrettede provst Fenger jordpåkasteIsen. Derefter talte Borgerrepræsentationens formand, Th. Stauning:

- Den mand, ved hvis grav vi står, viste sig i gerning som en uselvisk og god borger i vor by. Med utrættelig kærlighed arbejdede han i mange år på at rejse den bygning, fra hvilken han i dag er ført herud. Han viste herigennem sin kærlighed til minderne og sit ønske om at smykke vor by og skabe en bygning, der også kunne tjene nyttig formål, formål, som gik ud på at højne ånd og kultur blandt vor bys befolkning.

Stauning sluttede med at udtale en tak til den afdøde fra byens kommunalbestyrelse og dens borgere.

Ære være hans minde! 

(Social-Demokraten, 3. maj 1923).

P. N.Rentzmann er begravet ved indgangen til Holmens Kirkegård, nederst på et større monument for kaptajn og grosserer Carl F. Rentzmann og Christine Rentzmann hvis relief pryder den øverste del.

Erna Juel-Hansen (1845-1922). Del 4: Forfatterskab og Død. Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er fjerde og sidste del af en serie på 4 om Erna Juel-Hansen (1845-1922): Del 1 behandler børnehaver, del 2 gymnastik, del 3 kvindesagen og del 4 hendes forfatterskab.

Erna Juel-Hansen skrev og udgav 1881-1917 seks romaner og to novellesamlinger. Et par skuespil blev opført på henholdsvis Dagmarteatret og Casino uden at vække megen opsigt i samtiden. I samtiden skabte derimod romanerne forargelse, og Erna Juel-Hansen blev betragtet af mange som en usædelig kvinde. Men dog såvel læst som anerkendt af stadig flere. Hun er repræsentant for Det Moderne Gennembrud, og fik samme skæbne som andre kvindelige repræsentanter: Hun blev glemt og kun nævnt i korte omtaler i leksika m.m. og ellers mest kendt som "Holger Drachmanns søster". Først fra 1970'erne kom hun mere frem i lyset igen, se fx Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Pia Sigmund: Oldemor Erna, 1991 og Pil Dahlerup: Det moderne gennembruds kvinder, 1983.

Gennemgående temaer i Erna Juel-Hansens bøger er dels at skildre hvordan opvækstvilkår og psykiske strukturer påvirker unge borgerpiger opvækst, dels Erna Juel-Hansens egne personlige erfaringer og nederlag, den voksne kvindes i det dengang moderne tilværelse. 

For at kunne forsørge sig selv og sine fire børn oversatte hun alt fra Dostojevsky til føljetonromaner. 

Hendes første bog "Mellem 12 og 17" (1881) udkom ikke usædvanligt for tiden, under pseudonymet Arne Wendt. En flok unge pigers blomstrende fantasiliv afdækker hvad man  dengang forventede dannede unge damer ikke beskæftigede sig med.

Fra en annonce i Fædrelandete 1. oktober 1881. Bag navnet Arne Wendt gemte sig Erna Juel-Hansen. Fornavnet Arne er Erna læst bagfra. Og Wendt - omvendt.

I 1885 omtales Niels og Erna Juel Hansen i en brevveksling mellem Amalie og Erik Skram. Det omtalte værk må være "Sex Noveller". Her er nogle udpluk:

Amalie til Erik Hornbæk 24. juli 1885: "Om aftenen (på mandag forstår du) da vi havde drukket te, og vi begge sad og læste i hver vor Turgenjew blev der dundret på vor havedør, og ind træder Juel-Hansen og frue våde fra top til tå, for at hilse os velkommen. "Når det regner i Hornbæk – ja, for ser de altså, det regner jo ikke så hyppig, men altså, når det sætter ind med den slags vind, her blæser vinden gjerne fra tre forskjellige kanter, men altså, siger jeg, når det regner i Hornbæk forstår de" – o.s. v. Jeg havde lyst til at råbe "kjæften te", der sad fru Juel-Hansen, og fik bogstavelig ikke komme til orde. - - - Iaften skal vi hen på kroen og sidde og drikke vin sammen med Juel-Hansens; det var hende som fandt på det; hun har nu ikke sét et menneske, siden hun flytted herned, og så fik hun lyst. Rosenstand og Bergsøes og Madvigs sidder der altid om aftenen vi var der engang; Rosenstand havde bedt os hver dag om endelig at komme; han havde i kommission fra de andre at be os; men jeg tror ikke det var blevet, hvis ikke Juel-Hansen var kommen inden og havde inviteret "ung Jakob" til "et glas øl på kroen". Så gik jeg med, og det var nokså morsomt. 

Erik til Amalie, Fægtergården, Flensborg 28. juli 1885: Fru Juel-Hansen er bleven så fornærmet på en fru Madvig, som undertiden optræder på kroen en ubetydelig, koket liden pyntedukke af en dame, styg og tilstelt. Fru J.H. vil have hørt hende tale fornærmeligt om hende, men det er vist en fejltagelse. Jeg synes fru J.H. har været lidt simpel af sig eller ikke egentlig simpel, men dog lagt for meget bræt på det. Imidlertid gav det os anledning til megen moro da vi sidste søndag var forsamlede til punsch hos Juel-Hansens. Fru J.H. har ikke noget godt lov på sig herude; de, hun har boet hos siger hun er det fæleste menneske der er til, og at børnene er så grove mod hende spytter på hende o.s. v. Når jeg tænker på J.H.s fortællinger om deres rørende kjærlighed og ridderlighed, så kan jeg ikke rime det sammen. 

Amalie til Erik Hornbæk 31. juli 1885: Jeg kan ikke fatte at fru Juel-Hansen kan læse op for mig så snart hun har skrevet en side, som nu med hendes nye novelle. Igår fik jeg igjen bud at jeg måtte komme for at høre på, og noget så ufærdigt som de to sider hun læste, kan du ikke tænke dig. Ja, jeg forstår det ikke – jeg generer mig nu lidt på det område. - - - Du, for en lise det er at Juel-Hansen er rejst! I aften har jeg også fået bud fra fru J.H. om at komme derop. Det blir næsten vel meget af det gode. Jeg føler med bedrøvelse at hun er mere glad i mig end jeg i hende, men det kan jeg jo ikke hjælpe for. 

Erik til Amalie, 11. oktober 1885: Jeg måtte afsted til Fru Juel-Hansens Gymnastikprøve. Den var ikke synderlig morsom, de unge Damer havde kun tre Måneders Undervisning og var strængt taget ikke præsentable. Jeg er bange for, at vor gode Veninde ser Tingene i for lyserødt Skær; hvis der mellem de mange indbudte Skuelystne var Fagmennesker og Folk, som interesserer sig for hendes Konkurrenter, får hun et Smæk. Jeg, som kun forstår mig overfladisk på Tingene, kunde se Løsheden og Usikkerheden i næsten enhver af de udførte Øvelser, den af Fru Juel Hansen så meget ringeagtede Poul Petersen har i adskillige År vist et fire fem Gange så stort Antal unge Piger helt anderledes fortrinlig indøvede, og så skulde dette til med være et Hold af Lærerinder. Selve Systemet imponerede mig heller ikke, men derom tør jeg ikke dømme. Der burde absolut ingen Præsentation være foregået eller den burde have været helt og holdent privat. Der var dernæst et Roderi og Uorden med Tilskuere og Udøvere, som på pinagtig Måde løb imellem hinanden og ikke Spor af Stemning over det hele. Den unge svenske Dame, der kommanderede, var flink. Jeg ærgrede mig på Fru Juel Hansens Vegne, men hun selv syntes desværre ikke at savne noget. Peter Nansen, som var tilstede og ikke har det mindste Begreb om Tingen, fik med sin underlige Sporsans Indtryk af Fiasko, men gik naturligvis bort for at skrive i lutter rosende Ord om Prøven - - - Forleden hos Aporta, da jeg var der med Galschiøt, løb jeg naturligvis i Armene på Juel-Hansen. Han gav sig til at snakke om Politik, jeg svarte høfligt undvigende, og vi satte os hver til sit, jeg glemte at takke for sidst. Jeg tænkte, at jeg havde krænket ham, men idag ved Gymnastikprøven var Mennesket omtrent som han altid plejer at være. Det vil da sige, at han så ud som den skinbarlige Natterangel. Han fik af mig at vide, hvem Peter Nansen var og gik så lige på ham. "Jeg er Fru Juel-Hansens Mand" sagde han med sit længste Tonefald. "Ah, Hr Erna-Juel-Hansen!" sa Peter Nansen og bukkede. Det var ikke ment ondt, men lød jo nok så morsomt.

"En ung Dames Historie" (1888) vakte en del opmærksomhed da den på en forholdsvis frimodig måde beskriver en ung piges erotiske oplevelser med en kunstner.

Den voksne kvindes besværligheder med at komme overens med sit køn og sin tid udfoldes tematisk fint i de to sammenhængende romaner "Terese Kærulf" (1894, anmeldelse i Aarhuus Stifts-Tidende 17. juni 1894) og "Helsen & Co." (1900, genudgivet i 1979). Hovedpersonen Terese følges fra sin pure ungdom, hvor hun forældreløs og fuld af selvtillid går i gang med en uddannelse til kunsthåndværker, gennem to forelskelser, og til hun gifter sig og etablerer kompagniskab med den mand, hun elsker. I Helsen & Co. gennemskrives det moderne ægteskabs historie, hvor Terese og Helsen sammen opbygger et velfungerende firma baseret på hendes kreativitet og hans håndværk, mens deres ægteskab udvikler sig fra det intense, erotiske kærlighedsmøde til et mere hverdagsligt forhold. Romanen følger Terese på nært hold, mens mandens stormende forelskelse tager af, og hun smerteligt giver afkald på bid efter bid af sine store idealer. Romanen besynger til slut resignationen. De selvbiografiske elementer er til at få øje på, men de bliver gennem romanerne udsat for en kunstnerisk fortolkning, som hæver dem op over Erna Juel-Hansens egne, personlige problemer.

Brev fra Hovedstaden.

(Fra vor Meddeler).

Kjøbenhavn. den 30. November.

Kasino.

I Aftes havde man paa Kasino den Fornøjelse at se et nyt originalt dansk Lystspil, skrevet af Fru Erna Juel-Hansen. Det hedder "Principerne leve," og er i sit Indhold en mild Satire over Kvindesagsvennernes Sædelighedskrav. Handlingen er kortelig denne:

Godsejer Meinert, der har en noget bevæget Fortid, er bleven gift med en Kvinde, som fordrer samme Rinhed hos Manden som hos Kvinden før Bryllupet. De er kommen til Kjøbenhavn og skal her bl. a. tilbringe en Akten paa et Karneval. Det føjer sig imidlertid saa uheldigt, at en voxen Datter, som han - uden Hustruens Vidende - har som Minde om en Ungdomsforelskelse, og som antager ham for at være hendes Onkel, er bleven indbudt til det samme Karneval, og her træffer Fru Meinert naturligvis sin Mand i en temmelig om Situation sammen med den unge Pige. Først giver hun en Scene, men da hun erfarer, at den unge Pige er hendes Mands Datter, resignerer hun, og da det tilmed vise sig, at Datteren er bleven forlovet, ender alt i Fryd og Glæde.

Indholdet er. som man ser, noget tyndt, især til tre Akter; men Stykket virkede dog underholdende, fordi Replikskiftet er livligt og utvungent, og fordi der er en saa hjemlig Duft over alle Optrin. En Sang til Glædens Pris, som Forfatterindens Broder havde skrevet. og hvortil Hr. Ch. Kierulff havde sat en ganske frist Melodi, blev foredraget paa Karnevalet af Hr. Pio. men var i og for sig for ubetydelig til at kunne kalde nogen høj Stemning til Live. Publikum var imidlertid vel fornøjet med selve Stykket og gav sin Tilfredshed til Kjende ved 2-3 Fremkaldelser. Om Theatret vil faa nogen varig Glæde af denne Nyhed, er dog tvivlsomt. Det er en beklagelig Kjendsgiærning, at det ikke just er originale danske Lystspil, der trækker Hus paa Kasino; men saa meget mere fortjener Direktøren Anerkjendelse, fordi han har bragt vor hjemlige dramatiske Literatur dette Offer.

Sammen med Fru Juel-Hansens Lystspil opføres den gamle franske Farce "Mordet i Pigallegaden", hvori Kasinos Farcefluespillere boltrer sig af Hjærtens Lyst. De mange pudsige Situationer morede Publicum i høj Grad.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 1. december 1894)

Hendes 2 akter "Aftenen før" (1890) blev vist på Dagmarteatret 10 gange i perioden 29. september til 3. november 1890. "Principerne leve" gik den 29. og 30. november 1894 i Casino. Ifølge "Dansk Forfatterleksikon" er stykkerne ikke opført siden.

Kærlighedens Veje.

Af

Erna Juel-Hansen.

176 Sider. (P. G. Philipsen).

Fru Juel-Hansens nye Fortælling bestaar egenlig af to Fortællinger.

Om Bord paa en Middelhavsdamper er samle| et ganske lille Rejseselskab: et nygift Par og en enlig Dame. I en Indledning paa et Par Sider præsenteres Læseren løseligt for dette Selskab, som sammen med Kaptejnen netop har bænket sig i Skibets Rygesalon for at drikke Kaffe efter Middagen; og et Par Sider i Slutningen af Bogen giver ligeledes et Situationsbillede af Sejladsen og Livet om Bord.

Indenfor denne lidt spinkle Ramme stifter man saa Bekendtskab med to Menneskers Livshistorie, Kaptejnens og den enlige Dames. Den første fremtræder som en Fortælling, Kaptejnen giver tilbedste om en Ven og Kammerat, der i Virkeligheden ikke er nogen anden end Kaptejnen selv; og den anden erholder man i Form af et Brev, som den enlige Dame har skrevet og afsendt til sin Elskede i Hjemmet, inden Bogen begynder, men som hun nu, under Indflydelse af Kaptejnens Fortælling genkalder i sine Tanker, Sætning for Sætning.

Ret meget har disse to Fortællinger i og for sig ikke med hinanden at gøre. De synes heller ikke - hvad der kunde tænkes hos denne Forfatterinde - at skulle illustrere en og samme Teori. De søger begge at belyse de mange underlige Veje, ad hvilke Kærligheden her i Verden bevæger sig; ellers er de i det enkelte højst forskellige.

Kaptejnens Historie fortælles som et Bevis paa, "at en Mands Kærlighed kan dele sig og gælde to og dog være tro mod den ene", og Damens Historie er en Beretning om en Kvinde, der som ung hengiver sig til en Mand, hun hele Livet igennem elsker, men hvis oprigtige Kærlighed det først flere Aar efter lykkes hende at vinde.

Som Komposition betragtet har Bogen saaledes sine Fejl. Til Gengæld bereder dens Enkeltheder Læserne megen Nydelse.

Særlig den sidste og største Del af den, det omtalte "Brev", er en saare indtagende Skildring af en Kvindes Lidelser og Længsel og hendes Glæde tilsidst, da hun omsider "rejser den store Lykke i Møde".

Med stor Interesse følger man Udviklingen hos den kække og noble Dame. Først elsker hun som den unge, uerfarne Pige, naivt, sværmerisk, paa intet Punkt læggende Skjul paa sine Følelsers Styrke. Men da hun skuffes, forandres hendes Optræden.

Livet lærer hende den store Sandhed, at det i Kærlighed ikke altid gaar an at lægge sine Følelser blot, og at man ofte vinder mere ved at vise lidt Tilbageholdenhed end ved straks at falde den Elskede for Fode. Og hun omgiver sit Væsen overfor ham med en ydre Skal, som hun bevarer, selv efter at han forlængst er kommen til at elske hende, lige ind til en Andens Bejlen til hende, viser hende, hvor højt hun i Virkeligheden elsker ham.

Der er mange fine Træk til Forstaaelse af Kvindens Maade at tænke og føle paa, mange fortræffelige Bidrag til Elskovens Psykologi i det hele nedlagt i denne friske Skildring.

P. C. V. H.

(København 5. maj 1895).

Kvinderne.

Kvindernes Udstillings-Kalender 1896. Udgivet af Literaturudvalget ved Erna Juel-Hansen (Andr. Schou.)

- - -

Den officielle Kalender, som det i sin Tid blev overdraget Kvindeudstillingens Literaturudvalg at besørge, er nu udkommen under Redaktion af Fru Erna Juel-Hansen. En Del af de skrivende Damer har som bekendt været misfornøjet med denne Redaktrice, om hvem de antog, at hun næppe vilde sætte tilbørlig Pris paa deres poetiste Ævner, og Frugten af denne Misfornøjelse blev det tidligere omtalte Festskrift, hvor Nymferne Camilla Egholm og Laura Kieler gik i Vandet til stor Munterhed for Mændene og dyb Undseelse for alle udenforstaaende Kvinder. Udstillingen nægtede at forhandle dette alt andet end festlige "Tidsskrift", og der har i den Anledning raset en af de opmuntrende Batailler, som denne Udstillings-Sommer har været saa rig paa.

Nu er Kalenderen kommet og har endt Striden. Den indeholder i hvert Fald ingen kompromitterende Bidrag - men det kan ikke nægtes, at den er en lidt tynd Repræsentation for, hvad vore kvindelige Forfattere formaar at præstere. Den bringer kun et enkelt Vidrag af virkelig Værdi: Fru Amalie Skrams Børne-Skitse "Skolegutter", hvori der med denne Forfatterindes ejendommelig skarpe og sikre Opfattelse gives et lille Billede af det rørende Sjæleliv Hos Drenge og Piger i tolv fjorten Aars Alderen. Paa Emilie Mundts Illustrationer til Fortællingen er Børnene gjort for smaa.

Resten af Kalenderens Indhold er temmelig ubetydeligt og hæver sig ikke over den gængse Almanaklekture. Hvis man har ventet, at Literaturudvalget vilde slaa et Slag - at vore skrivende Damer ved denne Lejlighed vilde opbyde al deres Kraft for at demonstrere, hvad de formaar - saa bliver man unægtelig skuffet. Fru Erna Juel-Hansen selv har ingenting skrevet; Fru Emma Gad savnes ogsaa. 

[Her følger omtaler af nogle af bidragene]

Det Hele er som sagt en lovlig ubetydelig Repræsentation for dansk Kvindeliteratur - absolut ubetydeligere, end den behøvede at være. 

(Social-Demokraten 27. august 1895).

Fru Erna Juel-Hansen.

Hun er Datter af den bekendte Læge, Professor Dr. A. G. Drachmann og Hustru Vilhelmine Stæhr og fødtes i Kbhv. 1845. Hun er opvokset under lykkelige Forhold i et frisindet Hjem, hvor mange gode Interesser og mange humane Idéer fremmedes. Som ung Pige hjalp Frk. Drachmann ivrig sin Fader med Indførelsen af Gymnastik for den kvindelige Ungdom, hvilken Sag hun havde studeret i Paris. Senere tog hun Lærerinde-Eksamen, rejste til Berlin for at sætte sig ind i de saakaldte "Frøbelske Børnehaver" og oprettede siden den første af disse "Børnehaver" herhjemme. 1871 ægtede hun Kand. N. Juel-Hansen. Hendes litterære Debut var den under Pseudonymet "Arne Wendt" udgivne Bog: "Mellem 12 og 17", der giver fortræffelige Skildringer af københ. unge Piger i Tøsealderen, en Specialitè for Fru Juel-Hansen, dygtig og naturtro udarbejdet. Senere har hun offentliggjort flere større Fortællinger og nogle mindre dramatiske Arbejder. Vi nævner: "Seks Noveller" (1885), "En ung Dames Historie" (1889), "Therese Kjærulf" (1894), "Kærlighedens Veje" (1895) o. fl. Allerede Novellerne er løftegivende; de er livlige og friske og med et Strøg af fin Satire. Ypperst er "Tøbrud" med den fortrinlige Skildring af Moderkærligheden. Fru J.-H. beviser netop her, at der er Omraader, paa hvilke Kvinder beskriver bedre end Mænd, og Følelser, som kun hine evner at tolke. Allerede Madame de Genlis siger, at kun en Kvinde kan skildre Moderkærligheden. I de øvrige Bøger viser Forfatterinden sig som en paalidelig og ofte overlegen dygtig Skildrer af kvindelige Karakterer. Hun analyserer sikkert, er modig og djærv, med vaagen Forstaaelse af det menneskelige og naturlige, og hun ejer et Følelsesliv saa stærkt og varmt, at det ikke kan undgaa at paavirke Læserne stærkt. Ikke altid er Kompositionen saa naturlig og simpel som ønskelig; men der er overalt en saa ærlig Stræben mod virkelig Kunst, saa personlig en Stil og saa rig en Stemning, at man ganske sikkert tør spaa Forf. en Fremtid af Betydning. Ogsaa som Oversætter fra Russisk har hun indlagt sig Fortjeneste.

(Anton Andersen: Danske forfatterinder i det nittende hundredaar. 1896)

Midlertidig understøttelse af kultusministeriet på årligt ca. 500 kr. Oversatte føljetonromaner til fx Ærø Avis og avisen København 1902-1903: E. Werner: Præstevælde, Husets Hemmelighed, Fergus Hume: Mordet i Nelsons Allee. Conan Doyle: "Djævlehunden" - (Baskervilles hund), Florence Marryatt: Genopstanden. I 1903 fik hun en klasselotterikollektion. Et større antal lodder blev delt, og hun fik overdraget en af parterne.

"Strandby Folk" ved Skagen.

Det sidst nye paa Friluftsteatrets Omraade er Opførelsen af Drachmanns "Strandby Folk" paa et Teater, der er arrangeret helt ude paa Grenen. Til Venstre paa Billedet ses Teateret Direktør, Oddgeir Stephensen, og Drachmanns Søster, Fru Erna Juul Hansen. Til Højre ses Tilskuerpladsen og helt bag ude de spillede med Havets store blaa Tæppe som Baggrund.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 31. juli 1912).

Hendes sidste bog "Henriks Mor" (1917) handler en moders kamp for uafhængighed af en voksen søn, der med en let tuberkulose som påskud nægter at løsrive sig. Hun var ateist, hun troede ikke på en medfødt kvindelighed eller på, at kvinden skulle være manden underdanig, og hun forkastede også påstanden om, at den kvindelige drift kunne slumre, indtil den lod sig udløse i mødet med manden i det institutionelle ægteskab.

Fru Erna Juel-Hansen og "Henriks Mor"

Den allersidste Bog.

Fru Erna Juel Hansen.

- Det bliver min sidste Bog, siger Fru Erna Juel-Hansen med et Suk, da vi beder hende fortælle om sin nye Bog, der om nogle Dage udkommer paa Chr. Nielsens og Otto Hallings "Nyt nordisk Forlag" .... mine Forlæggere har vist mig den Opmærksomhed, at udsende Bogen paa min 71-Aars Fødselsdag. Den bliver da dobbelt en Mærkedag i mit Liv. Paa den ender min Forfatterbane. Naar jeg nu ser tilbage paa mine første Arbejder - helt tilbage til mine første frygtsomme Ungpigenoveller - saa opdager jeg at de skildrer Kvinden paa alle Stadier i hendes Liv. Da jeg i sin Tid begyndte at skrive, drømte jeg slet ikke om en saadan Plan for mit Forfatterskab, men saaledes er det blevet. Jeg har skrevet om Backfischene - om de unge Kvinder - om den modne Kvinde - og nu i min sidste Bog om Moderen. Hende er det, jeg har villet skildre: hendes Glæder og Sorger og hendes Ansvars Storhed. Et Sted i Bogen lader jeg hende sige til sin Henrik: - Ja, du. Jeg gør, hvad du vil. Det er det, en Mor er til.

Saadan tror jeg nemlig, enhver Mor i det afgørende øjeblik vilde tale til sit Barn. Mine Hovedpersoner bliver ikke lykkelige tilsidst - er det ikke det gængse Anmelder-Udtryk? - men alligevel er det ingen bedrøvelig Bog mere vil jeg ikke sige. Lad den nu tale for sig selv, naar den snart kommer.

- Naar De nu siger, at det er Deres sidste Bog, betyder det saa ogsaa, at De ikke tænker paa at udgive Deres Memoirer?

- Ja. Jeg hader at stille mit Privatliv til Skue. Naar jeg engang er død, saa haaber Jeg, at mine Venner i mine Bøger kan finde det, der var mig ... Andre Memoirer bryder jeg mig ikke om at efterlade mig.

Hr. Ib.

(B . T. 15. februar 1917)

Erna Juel-Hansen,

f. Drachmann, 

For alle dem, der er kommen i nærmere Berøring med Fru Erna Juel-Hansen, og da især for hendes Venner, har den 5. Marts i mange Aar været en Festdag.

De vidste, at de vilde blive modtaget med et straalende Smil og et trofast Haandtryk af "Fødselsdagsbarnet", der stolt og lykkelig gik rundt mellem Vaarens dejligste Blomster, mellem Syrentræer og Rhododendron, Roser og italienske Anemoner.

Op mens de sad og fik sig en hyggelig Passiar med Værtinden, strømmede stadig Blomster og Breve og Telegrammer ind i Stuen. Der var ingen Tvivl: dette var Husets Festdag.

Naar Mennesker kommer op i Aarene, hænder det tit, at de helst vil ignorere den Dag, der i Barndom og Ungdom var en Festdag, man glædede sig til længe i Forvejen, hver Gang Dagen kommer igen, lægger man jo et Aar til sin Alder.

Jep tror aldrig Erna har tænkt paa at ignorere sin Fødselsdag. Selv om til Tider ogsaa denne Dag har været mindre lys, fordi Sorgen kastede sine Skygger over den, vidste hun, at den 5. Marts tænkte alle hendes Venner paa hende. Og hun fik altid Syn for Sagen. Lykkelige Erna, der nu fylder 70 og er ung i Sindet, som kunde hun være de 30!

Alle vi, der kender hende og holder af hende, vi ved saa godt, hvad der er SkyId deri. Og jeg vil ikke være karrig, men fortælle dem, der ikke ved det, hvorfor hun har kunnet bevare sit Sind ungt og sin Hukommelse grøn.

Erna Juel- Hansen har havt en lykkelig Barndom. Naar hun taler om den, lyser hendes Øjne og hendes Stemme faar en skælvende Klang. Og Barndommens Helt, den beundrede, den elskede som aldrig glemmes, aldrig fordunkles af nogen anden, det var hendes Fader, Professor Drachmann. Selv vi, der ikke har set ham, kender ham gennem Datterens Udsagn. Den berømte Læge, Professoren, Æresdoktor ved Universitetet i Upsala, var i sit Hjem lige saa beundret og elsket som uden for det, af sine Patienter. Da Erna var det ældste af Børnene, en intelligent og begavet Pige, med et livligt Temperament og desuden interesserede sig stærkt for Faderens Gerning, var det ikke säa underligt, at Fader og Datter, du hun kom til Skelsaar og Alder, levede sig ret inderligt sammen.

Erna vilde geine have været Student for at kunne studere Medicin. Men Ministeriets Tilladelse - der den Gang krævedes - blev hende nægtet. Hun maatte nøjes med at gaa sin Fader til Haande i hans praxis. I 1866 rejste hun med ham til Paris, hvor hun fik Interesse for Kvindegymnastik - det Laisnéske System - , og da hun kom hjem til København, indførte hun den i sin Faders Gymnastikinstitut. Her ledede hun Kvindegymnastikken og uddannede Gynnastiklærerinder, der efterhaanden indførte Systemet i en Del Pigeskoler.

Erna Drachmann gav sig hen i sit Aibejde med hele sin Aands Energi. Hun havde faaet den uvurderlige Gave at kunne føle Arbejdets Glæde, op gennem hele sit Liv har hun bevaret den. Det er en af Grundene lil hendes Sinds Ungdom under de hvide Haar.

1870 tog hun Almueskolelærerinde Examen og rejste til Berlin for at studere de Frøbelske børnehaver. 

1 1871 giftede hun sig med Skolebestyrer Niels Juel-Hansen og aabnede i København den første Frøbelske børnehave.

Senere rejste hun til Stockholm for at studere den saakaldte svenske Gymnastik (Lings System). Og 1884 oprettede hun Gymnastikinstituttet for Kvinder, efter nævnte System.

Altid i Virksomhed, aldrig forknyt underviste hun selv, mens hendes Børn var smaa og en Husmoders Pligter hvilede paa hende i Hjemmet. Og altid bevarede hun sin Livsglæde, sit gode Humor op sit Vennesind.

I 1871 debuterede hun som Forfatterinde og har siden skrevet en Del Bøger, som sikkert de fleste af dette Blads læsere kender. Jeg vil ikke indlade mig paa at kritisere hendes Forfatterskab, men jeg véd, at hendes Bøger er meget læste, og jeg synes de fortjener det.

Det er ikke Forfatterinden Erna Juel-Hansen, jeg vil fremhæve her. Det er Mennesket i hende, der synes mig mindst lige saa værdifuldt. I mange Aar har jeg kendt hende og holdt af hende. Jeg har kendt hende i Glæde og Sorg, og altid har der været noget forfriskende menneskeligt i hendes Væsen.

Skuffelser har Erna havt mange af. Maaske ogsaa fordi hun alle sine Dage har fordret noget af Livet, til Gengæld for det, Livet krævede af hende. Men ogsaa Skuffelserne forstod hun at bære.

"Hvergang jeg syntes, at nu havde jeg det rigtig godt, har jeg faaet en lige i Synet," sagde hun en Gang til mig, da hun lige havde havt en stor Skuffelse. "Men jeg retter mig nok igen." Og det har hun gjort. Gang paa Gang.

Mennesker hun troede paa og holdt af, har skuffet hende. Men hun vandt nye Venner i deres Sted, og staar nu, da hun fylder 70, med en Kreds af trofaste Venner om sig. En broget Venneflok har Erna, unge og gamle, Kvinder og Mænd, og alle ser de i hende den gode Kammerat, ikke som man skulde tro for de unges Vedkommende, den moderlige Veninde.

Utroligt har hendes Liv været, hendes Arbejde mange Slags. Undervisning, Oversætter- og Forfattervirksomhed, i det senere Aar Klasselotterikollektrice. Og saa det, at hun siden 1871 har maattet flytte utallige Gange. Hver Gang hun har faaet ordnet sin Bolig, syntes hun, den var det dejligste Hjem, hun havde havt, naar blot Solen kunde finde Vej ind i hendes Stuer. Og naar hun saa havde hygget sig og elskede hver Krog i sit Hjem, tvang en eller anden Omstændighed hende til at flytte.

Der var nogle Aar hun drog bort, gemte sig ude paa Landet, blufærdig som et Menneske, der ikke vil forstyrre Vennerne med sin Sorg. Men hun glemte dem ikke. 

Når sorgen var mildnet, og Smilet atter kunde lyse os i Møde, saa kom Erna tilbage. Og vi modtog hende med aabne Arme. Og ramte Sorgen os, da kom hun stille ind i vor Stue, hendes Stemme var blød og hendes Haandtryk saa fast. Umærkeligt kunde hun dreje Samtalen saaledes, at vi maatte smile med hende og forstaa, at hun vidste, der vilde komme bedre Dage ogsaa for os.

En god Ven er Erna for dem, hun holder af!

Da vi sidst talte sammen, var Krigen blandt andet vort Emne. Og som det er naturligt, har det grufulde Verdensopgør, det meningsløse Menneskeslagteri oprørt hendes Sind. Hun talte om de Krige, hun har oplevet, og skønt hun var en lille Pige, da Treaarskrigen sluttede, stod vort Folks Sejer i hendes Hukommelse som et straalende Minde. Soldaternes Indtog, hendes Onkler, der marcherede forbi med Kranse om Bajonetten op nikkede op mod Vinduet, hvor hun stod og kastede Blomster ned til dem. Middagen hos Mormoderen, hvor Erna gik fra Arm til Arm, Blomster, Smil og Sang. "Der staar Glans fra den Tid i mit Sind"

I 1864 plejede hun de saarede paa Lasarettet, hvor hendes Fader var Overlæge. Her kom hun Krigens Rædsler og Alvor paa nært Hold, og Smerten over vort Nederlag gjorde Sorgen end større.

I 1870 oplevede hun den fransk-tyske Krig i Berlin, og fra den Tid findes en ypperlig Skildring i "Terese Kjærulf".

Og nu dette grufulde Verdensopgør!

"Men ogsaa denne Krig maa og dog tilsidst holde op," siger Erna, "og for Fremtiden vil de store nok betænke sig paa at begynde Krig igen." - -

Mens Krigsfaklen luer over Europa og Dønningerne fra Stormen derude naar helt op til os i det fredelige lille Danmark, vil Erna fejre sin 70 Aars Fødselsdag i sine Venners Kreds. Blomster vil smykke hendes Stuer, Hilsner og Lykønskninger vil strømme ind til hende, der har kunnet bevare sit gode Humør og sit lyse Sind gennem alle Livets Omskiftelser. Til hende, der kender Arbejdets Glæde og forstaar at nyde det Velvære, hendes Flid har kunnet skaffe hende. Lykønskninger til hende, af hvem vi alle kan lære aldrig at give op, altid at sætte os et nyt Maal, naar det, vi stræbte etfer, er naaet.

Thi det er jo den evige Sindets Ungsom, at Mennesket stadig skuer fremad, og kun i de stille Timer tilbage.

Op saa vil jeg slutte med et Ord, en af Ernas Venner sagde en Gang: "Jeg holder saa meget af Erna, fordi hun ikke bliver træt af at kæmpe for at kunne have det godt. Fordi hun stiller saa store Fordringer til Livet."

Martha Ottosen.

(Dagbladet (København) marts 1915).

Martha Ottosen (1866-1928) var forfatter.

Anne Henriette Eline Andersen (1864-1935): Erna Juel-Hansen. Bemærk cigaren i venstre hånd. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Erna Juel-Hansen blev portrætteret af Michael Ancher, Hugo Larsen og E. Hein. 

Har Kvinden Sans for Humor?

Fru Erna Juel-Hansen.

"Kun faa Kvinder har virkelig Sans for Humor"

Ude paa Frederiksberg i el lille, lunt og hyggeligt Kabinet, med Udsigt til en gammel Haves vinterligt nøgne Træer, sidder vi overfor en hvidhaaret Dame, Forfatterinden Fru Erna Juel-Hansen.

"Jeg synes ikke, at Kvinder i al Almindelighed har Sans for Humor," siger Fruen.

"Humor er jo ikke det samme som Komik eller Satire, er tværtimod noget ganske bestemt, afgrænset, som slet ikke har noget med Lystighed at gøre. Humor er først og sidst Overlegenhed. Og Overlegenhed er jo nu en Gang ikke Kvindernes stærke Side. Dernæst gaar Humoren i Dybden af Tingene, medens Satiren dog trods al mulig Pseudo-Dybsindighed kun spiller paa Overfladen.

Selvfølgelig findes der Kvinder med udpræget Sans for Humor, og som har denne Sans medfødt Men de er som sagt kun faa. At tilegne sig det humoristiske Syn paa Livet og Menneskene lader sig vel ogsaa gøre for ganske enkeltes Vedkommende; men jeg tror, det kræver en ganske overordentlig Begavelse og en ikke ringe Kultur."

"Har De truffet Kvinder, der ejede denne Sans for Humor?"

"Ja, de Undtagelser, som skal til for at bekræfte Regelen. Jeg har f. Eks. en meget god Veninde (ja, jeg vil saa nødigt nævne Navne), som i Følge sin Stilling kommer i Berøring med mange Mennesker og ind i mange forskelligtartede Forhold. Hun har Sans for Humor! Hendes Breve (hun bor nemlig helt oppe paa Skagen) bærer et tydeligt Vidne herom."

"Der siges for Resten, at Kvinder skal have særlig Sans for at skrive morsomme Breve!".

"Ja - - for saa vidt," Fru Erna Juel-Hansen ler, "ondskabsfulde Breve, satiriske Breve, perfide Skildringer af Situationer og Karakteriseringer af Mennesker - alt dette vrimler Kvindebreve som Regel af. Men Humor! Hvor ofte finder De mon Humorens forstaaende og overbærende og frem for alt overlegne Smil i en Kvindes Breve?"

"Men i Kvindernes litterære Produktion da?"

"Kan De nævne mig een eneste Forfatterinde, hvis Bøger bærer Humorens Stempel, for jeg kan ikke. Der er Damer, som har skrevet umaadeligt fornøjelige Ting, og som gennem deres Produktion har vist en ikke ringe Sans for Komiken, men Humoren savner jeg hos dem alle. Ja, de fleste skrivende Kvinder (og det endda ikke de ringeste) er jo som Regel grav alvorlige, tager forfærdeligl tungt paa Tingene og er ikke sjældent en Smule sentimentale.

VI Danskere er jo sentimentale, og - skønt det lyder som et Paradoks - det er denne vor Sentimentalitet, som efter min Mening er Skyld i, at vi Europa over er blevet stemplede for "det danske Grin"! Thi ikke mindst de danske Kvinder ynder at skjule deres rørte Følelser under en taabelig Latter. En Latter, der jo ikke har det mindste med Humor at gøre."

"Hvori tror De, det ligger, and Kvinden som Skribent har vist saa lidt Sans for Humor?"

"For det første er Kvindens Grundræson Subjektivitet. Derfor har hun ganske naturligt svært ved at se objektivt paa Tingene, hvad der jo er en absolut Betingelse for at tilegne sig det humoristiske Livssyn. Dernæst er hun jo ikke saa udviklet som Manden; hun, der i Aartusinder har været holdt udenfor al offentlig Virken og Kunnen! Saa det er jo egentlig en Selvfølge, at hun mangler hans Overlegenhed. Men, slutter Fru Erna Juel-Hansen, den kommer maaske i Løbet af nogle Slægtled."

(Nationaltidende 12. marts 1918)

Efter afstemningen i 1920 flyttede hun fra København til sin søn der var toldinspektør i Aabenraa. Sønnen Oscar Juel-Hansen var med Korsørtoget i den store Vigerslevulykke 1919, og han medvirkede i redningsarbejdet. I april 1921 vendte hun hjem til Aabenraa efter at have opholdt sig i København pga. sygdom. I januar 1922 kom Erna Juel-Hansen til kommunehospitalet i København fra Aabenraa for at blive indlagt til en massagekur for en hoftelidelse.

Erna Juel-Hansen er død.

Forfatterinden Erna Juel-Hansen er afgaaet ved Døden i en Alder af 77 Aar. Hun var bærer af megen Tradition, thi hun var Datter af Professor A. G. Drachmann og saaledes Søster til Holger Drachmann og Professor A. B. Drachmann og Tante til Folketingsmand Povl Drachmann.

Den Afdøde var et ejendommenligt og særpræget Menneske.

Gamle Professor Drachmann var som bekendt Leder af vort første "Institut for medicinsk og ortopædisk Gymnastik" eller som Københavnervittigheden kaldte det: "Retterstedet".

Og der var noget ret og rankt over alle Professor Drachmanns Børn, ikke mindst over Erna Drachmann, der i en ung Alder rejste med Faderen til Paris, hvor hun uddannede sig til Gymnastiklærerinde i naturlig Tilslutning til lnstitutets Virksomlied.

Det var i 1866. Den Gang var det ikke helt almindeligt, at en ung Dame af Borgerskabet brød sig en selvstændig Bane. Naar det skete, var Undervisningen og Uddannelsen derfor maaske heller ikke rigtigt lagt an for Kvinder. I hvert Fuld var der over Erna Juel-Hansen noget vist mandhaftigt, som man ikke nu til Dags nødvendigvis finder hos Gymnastiklærerinder.

Dette lidt maskuline Væsen var dog ikke en blot og bar ydre Skal. Der var i Erna Juel-Hansen en Mands Initiativ og Energi, og det var hende, som efter i 1870 at have taget Almueskolelærerinde-Eksamen Aaret efter stiftede den første Frøbelske Børnehave, for senere at vende tilbage til sit oprindelige Felt og i 1884 oprette et Gymnastikinstitut for Kvinder efter det saakaldte svenske System.

Der skal i denne Sammenhæng erindres om, at hendes Maal egentligt var højere, og at hun havde ønsket at tage medicinsk Embedseksamen for at overtage Læge-Praksis efter sin Fader, hvem hun gik til Haande og stadig ledsagede paa hans Studierejser rundt om i Europa 

Men paa Ansøgningen om af maatte tage Studentereksamen fik den unge Erna Drachmann allernaadigst Afslag fra Kultusministeriet.

Den aarlige Charabane med hvidklædte, huebedækkede "Ra'er" vil studse ved at læse dette.

Paa det Frøbelske Omraade, som Erna Drachmann studerede i Berlin, traf hun den unge rand jur. Niels Juel-Hansen, en ualmindelig elskværdig og kundskubsrig Mund, der med sit lidt vege Væsen var hendes fuldstændige Modsætning. Men de havde begge et moderne Fremsyn paa Undervisning og oprettede i Fællesskab en Skole for Drenge og Piger i Forening.

Tiden var imidlertid ikke moden til et saadant Eksperiment, og Forsøget maatte opgives med pekuniært Tab.

Men ikke for intet var Erna Juel-Hansen en Søster til Holger Drachmann, og da hun ikke kunde faa fuld Anvendelse for sine Evner og Kræfter paa de Omraader, der laa hende nærmest, blev hun i Begyndelsen af Firserne Forfatterinde.

Der var ingen Lyrik i hende som i Broderen Tværtimod! Baade i sine Bøger som "En ung Dames Historie," "De smaa Piger" og "Henriks Mor", der udkom 1917, og i et enkelt paa Dagmarteatret opført Stykke "Aftenen før..." er hun Realist. Hun var aandeligt beslægtet baade med de dansk-norske Forfatterinder Magdalena Thoresen og Amalie Skram og selv næsten lidt norsk anstrøget i sin djærve Forfægtelse af Sundhed og Sundhed i Opdragelsen, ikke mindst af den unge Kvinde, hvem man ikke gør uskyldsren gennem Fortielse, men ved at lade hendes medfødte Blufærdighed reagere naturligt mod Livets for hende oplyste Forhold.

Erna Juel-Hansen har paa Kvindesagens Omraade været en Pioner, hvis Betydning man maaske først rigtigt vil opdage ved hendes Død.

De, der kendte hende, bevarer Mindet om en betydelig Personlighed. Hendes Søn er Trafikinspectør Juel-Hansen, der efter Genforeningen blev ansat i Aabenraa, og hos hvem Moderen boede til sin Død i den Landsdel, hvorom Holger Drachmann skrev: "Derovre fra Grænsen -"

Carl Muusmann.

(Nationaltidende 1. december 1922).

Erna Juel-Hansen blev bisat fra Bispebjerg krematories kapel i stilhed, kun familien og nære venner deltog, bl.a. folketingsmand Povl Drachmann

(B. T. 15. februar 1917)

Erna Juel-Hansen er begravet på Holmens Kirkegård i København.

Erna Juel-Hansens gravsted på Holmens Kirkegård. Foto Leif JørgensenFoto Leif Jørgensen, udgivet under Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 International licenseCreative Commons Attribution-Share Alike 4.0 International license. Fotoet er beskåret i forhold til originalen.

Dansk Pædagogisk Historisk Forening har siden 1989 hvert år uddelt "Erna-prisen" opkaldt efter hende.

I samarbejde med Pædagogernes Pensionskasse eksisterede et Oldekolle i en opgang (31A) i pensionskassens byggeri på Østerfælled torvpensionskassens byggeri på Østerfælled torv (fra 1993). Pensionskassen solgte byggeriet i  2006, men der findes pt (2024) en rest på 5 "Erna"- lejligheder - som nok forsvinder sammen med de nuværende lejere.

På internettet findes af Erna Juel Hansen:

En ung dames historie (1888).
Terese Kaerulf: to afsnit af en ung kvindes liv (1894).
Kærlighedens veje (1895).