Viser opslag med etiketten Holmens Kirkegård (Efterskrift). Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Holmens Kirkegård (Efterskrift). Vis alle opslag

08 juli 2025

Skibskirkegården får ny facade. (Efterskrift til Politivennen)

Da man første gang satte hegn om Holmens Kirkegård.

MAN har i Landstinget i anledning af forslaget om forlængelse af retten til begravelser på Holmens Kirkegård foreslået, at der opsættes en anstændig facade om kirkegården i stedet for det frønnede trægitter, der nu omhegner den smukke kirkegård, og denne sag er nu taget under alvorlig overvejelse.

Denne kirkegård, der er byens ældste, og den femte i rækken af de Holmens kirkegårde, byen har haft, har desværre ikke altid kunnet prale med pyntelighed eller videre orden. I gamle dage, da den kaldtes Skibskirkegården, tog man det ikke alt for nøje, om der var gitter eller indhegning om arealet, derom vidner følgende beskrivelse om opsætningen af en Indhegning. I 1733 beklagede borgerne, at kirkegården udenfor Østerport lå så uindhegnet, at køerne og svinene fra gårdene i omegnen trampede og sparkede over de dødes hvilesteder, og at svinene rodede op i gravene. Man besluttede da at råde bod på dette onde og sætte et hegn om pladsen, men det må ikke have hjulpet synderligt, for i 1769 gik man et stort skridt videre, og der blev gravet grøfter om terrænet, for, som det hedder i beskrivelsen, "at hindre kreaturernes overløb", 

Da Skibskirkegården var overfyldt.

HOLMENS Kirkegård er næsten hundrede år ældre end den anden ærværdige kirkegård i København, nemlig Assistens Kirkegård på Nørrebro, der blev indviet i 1760. I 1662 fik en oberst Henrik Rüse kongelig befaling til at udvise og afmåle en plads til to kirkegårde, hvoraf den ene skulle ligge udenfor Østerport, hvor det bekvemmest kunne ske, som det hed i befalingen. At den gode oberst efter den tids sæd og skik ikke forhastede sig viser, at det varede fire år, før alt var i orden til indvielsen. Det skete i 1666 på Sct Laurenti Dag, og det hedder i de gamle registre over begravelser, at den ny Holmens Kirkegård udenfor Østerport blev indviet til begravelser af kgl. betjenteres lig, som ikke har middel til at lade sig begrave i byen, og at den første begravelse her var en bådsmand, Mogens Andersen Mørchtue.

Efter den kgl. bestemmelse skulle Skibskirkegården være en fattigkirkegård for de i den kongelige tjeneste stående uformuende matroser samt deres "koner og børn, og det blev strengt overholdt af kirkepatronen, at ingen af Holmens "betjentere", hvis efterladte havde midler til en betalt begravelse, blev jordet her. Men dette førte til, at den lille kirkegård. hvis omfang var en hel del mindre, end den er i dag, snart blev overfyldt. Under pesten i 1711, hvor man måtte anlægge en mængde små assistenskirkegårde i den gamle by indenfor voldene, lyste det hvide kors på mange gadedøre i Nyboder. Ud gennem Østerport skumplede ligvognene med dynger af ulykkelige, der var bukket under for den snigende pest, ofte næsten nøgne, eller når de efterladte havde haft midler til det, i en dårlig sammentømret sort fyrretræskiste Man tog ikke hensyn til, om der var plads eller ej, og ligene dyngedes sammen på den lille kirkegård på samme måde som på de øvrige kirkegårde inde i byen. 

Men knapt var pesten så nogenlunde overstået, før en ny ulykke truede byen og fyldte endnu et lag over den overbelastede Skibskirkegård. Flåden var under Gyldenløve ankret op på Reden og lå med sine brøstfældige skibe og uden proviant og med 3000 syge matroser ombord, der var angrebne af skørbug og smitsomme sygdomme. De stakkels mennesker døde som fluer, og kort tid efter at døden havde huseret i byen og mejet tusinder af mennesker ned, blev dødens høst fra disse skibe ført til Skibskirkegården udenfor Østerport. I 1712, pesten varede fra juni 1711 til marts 1712, afgav man et skøn over forholdene og konstaterede at over en halv snes lig kun var dækket med tre tommer jord, og at kirkegården var mere end uhyggeligt overfyldt. 

Fattigkirkegården blev fornem,

NU skyldes denne sundhedsfarlige overfyldning ikke blot de uhyggelige perioder i byens historie, men havde i nogen grad sin grund deri, at man lod sig lokke af de gratis begravelser. Det var efterhånden blevet almindeligt, at begravelserne foregik med pomp og pragt på Skibskirkegården, og med store følger og lange ligtaler. Det var ofte ikke alene Holmens fattige matros og jævne mand der blev jordet, men også velmeriterede skippere, kaptajner og løjtnanter, der tjente under flåden Da dette gik for vidt, blev man tvunget til at udstede anordninger, hvorefter alle, der havde råd til det, skulle betale, hvorimod sådanne folk som matroser, bøsseskytter og rughuggere, hvis dagløn ikke var meget mere end til at holde sulten fra døren og knap nok, skulle have fri begravelse. At man ikke formåede at sondre skarpt mellem gratister og ærlige fattige, ser man af regnskabet, idet der i årene 1732 til 73 foretoges tre til fire tusinder begravelser, men kirkegården indbragte knap 10 rbd årligt. 

Da russerne blev jordet.

MEN når man nu går gennem Øster Farimagsgade og ser over det kriminelle trægitterværk, kan man iagttage, hvor stilfuld og smuk den nuværende Holmens Kirkegård er, en mindelund for mange gode og berømmelige navne og begivenheder i historien. Men der er også minder af en hel anden art, der vidner om fortidens ligegyldighed for en jævn sømands død og jordefærd. Det hændte i slutningen af det 18. århundrede, at en russisk eskadre lå på reden og der udbrød smitsomme sygdomme ombord blandt mandskabet. En masse sømænd blev ofre for soten, og disse russere skulle jordes på Skibskirkegården.

Nu foregik begravelserne om natten, mens Københavns borgere lå i deres senge og næppe havde lyst til at stå op for at trave udenfor Østerport for at se nogle russeres begravelse. Men nogen tid senere klagede samme borgere over. at de løst sammentømrede kistebrædder knap nok var dækket af muld, og at det første og bedste regnskyl ville være i stand til at blotte dem, foruden at mange af de arme afdøde matroser kun var indsyet i måtter.

Om 13 år er begravelsernes tid forbi her, og den gamle skibskirkegård vil når den forhåbentlig får en ny og smuk facade, have andre og smukkere minder at gemme på.

Urias.

(Social-Demokraten, 26. maj 1942).

Lige numre over for Holmens Kirkegård, Øster Farimagsgade. Fotograf Emil Stæhr (1827-1912). Til højre ses at der er ganske åbent mod kirkegården. Andre fotoer viser plankeværket. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

21 juni 2025

Hvi rose I så vore fædre. (Efterskrift til Politivennen)

---

En af de pudsigst beliggende sangerindeskure var ved indgangen til Holmens Kirkegård. "Ved Gravens Rand" kaldtes det betegnende. Når datidens drenge kiggede ind ad døren til det for dem forbudte sted, slog en os af øl og tobak dem i møde, og man hørte koret synge datidens slagsang:

En skorsten uden røg
en bøfsteg uden løg

Der var altid fuldt hus, og råb og skrig blandede sig med kvidrelærkernes mere eller mindre falske toner. Unægteligt et mærkeligt billede på gravens fred.

Men hvad gravens fred angår var det endnu for et halvt århundrede siden kun så som så i datidens København.

(Frederiksborg Amts Tidende (Hillerød), 28. december 1936. Uddrag).

Christian Beyer (1841-1933): Alleenlyst på Østerbro, ca. 1860. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sangerinderpavilloner fandtes i København fra 1850'erne. De fleste på Frederiksberg og Vesterbro. "Ved Gravens Rand" hed egentlig "Alleenslyst". Omkring 1864 oplyste politiet at der var 21. Alleenslyst bestod af en pavillon med åben veranda omgivet med lukkede lysthuse. I 1853 var værtshusholderen Niels A. Nielsen. Senere overtaget af pianist og musiklærer Philip Theodor Otterdahl med syngepiger.

Interiør fra Alleenlyst ved Lille Triangel, Øster Farimagsgade. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. Efter motivet at dømme synes det at ligne den stadig eksisterende på Bakken.

10 maj 2025

Uhygge på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

To opkastede kranier til offentlig beskuelse.
En klage.

Et par navngivne damer har henvendt sig til os med nedenstående klage over et forhold ved Holmens Kirkegård, som i allerhøjeste grad synes egnet til nærmere undersøgeIse og påtale.

- Vi kom mandag aften ved halvsyvtiden gående over kirkegården, fortæller den ene af damerne, da vi pludselig et lille stykke fra indgangen ved Lille Triangel blev opskræmte ved at opdage et par særdeles velbevarede kranier med store gule tænder, der lå i kanten af en opkastet jordvold fra en grav. En herre stod og pirrede ved dem med sin stok, og kirkegårdsarbejderne var gået hjem.

Det var aldeles tydeligt at kranierne var slængt hen til siden af funktionærerne, og selv om disse ifølge deres metier mulig efterhånden udvikler et mere, skal vi sige forretningsmæssigt syn på døden og de døde end vi andre - så synes det dog at være rimeligt at forlange, at der fra kirkegårdens og dens folks side vises en sømmelig pietet overfor de jordiske rester af de døde, som vi pårørende betror til kirkegårdens omsorg og stille fred ...

Skal man endelig anlægge et rent forretningsmæssigt synspunkt, så lad os ikke glemme, at Holmens Kirkegård er en at landets allerdyreste. Alene hensynet hertil burde afholde funktionærerne fra ligefrem at "spille fodbold" med hovederne af deres "kunder"!

Jeg ved i hvert fald, slutter vor meddeler, at synet i mig skabte en tilstand af uhygge, der holdt sig natten over, så at jeg bogstaveligt talt ikke fik blund i øjnene. Jeg har selv begge mine forældre liggende på Holmens Kirkegård, og den tanke, at samme skæbne kunne overgå dem, når deres grav er hjemfaldet, fyldte mig med rædsel.

(Aftenbladet, 17. april 1929).


Et angreb på Holmens Kirkegård.

Inspektøren afviser angrebet som aldeles uberettiget.

Et middagsblad har bragt et skarpt angreb på ledelsen af Holmens Kirkegård, som man påstår udviser hensynsløshed og mangel på sømmelighed i behandlingen af de benrester, der undertiden grave op.

Det påstås således, at der i går på et Iøjnefaldende sted var henslængt to hovedskaller lige ved vejen.

- Det er, siger inspektøren på vor henvendelse, et aldeles perfidt angreb. Jeg så meget vel i går, at der stod en mand og pillede med sin stok i to hovedskaller, som lå her på kirkegården, og at to damer, som nu har offentliggjort angrebet, sluttede sig til hans nyttige foretagende. Men det havde været betydeligt mere passende, om de havde holdt sig for sig selv både under deres kirkegårdsbesøg og i deres fornærmelser mod os.

- Hovedskallerne Iå altså på jorden?

- Ja, vi er ved at foretage en omlægning af den bekendte stendysse her lige ved indgangen og kontoret. Stadsgartner Fabricius Hansen har udarbejdet en plan til forskønnelse af stedet, og den er vi ved at gennemføre.

Til dette formål må vi imidlertid foretage en ændring af stendyssen, der var blevet meget faldefærdig, og under et gravearbejde kom der to kranier frem. De blev lagt på grønsværen i det korte tidsrum, der gik indtil jorden kunde fyldes i hullet igen. Vi har meget strenge instrukser i så henseende.

- Lå kranierne lige ved vejen?

- Nej. Hvis man ikke var nysgerrig af naturen, så behøvede man slet ikke at se dem. De lå mellem en mængde store sten som var taget fra højen, og kun, hvis man beskæftigede sig med arbejdet, var man nødt til at se dem. Vi viser altid den største hensyntagen netop i dette spørgsmål, så jeg skal ikke nægte, at jeg føler mig krænket.

- Hvad gøres der af de benrester, der findes ved nyanlæg af grave?

- Hver eneste lille stump bliver gravet ned i et hjørne af den nye grav. Men i de allerfleste tilfælde er der intet tilbage, når tyve år er gået. Og de to hovedskaller fra i går, som danner en undtagelse, blev således også straks begravet igen

Salix

(Nationaltidende, 18. april 1829 - 2. udgave).

Denne notits blev refereret i Aftenbladet med følgende tilføjelse:

Så vidt inspektøren. Vi har til morgen talt med den ene af de to damer som bestemt fastholder at optrinnet fandt sted klokken halvsyv aften, at det pågældende gravearbejde var ophørt for den dag og at de to kranier således for natten var overladt til deres mere eller mindre tilfældige skæbne

(Aftenbladet, 19. april 1929).

26 april 2025

Johan Ludvig Heibergs Grav. (Efterskrift til Politivennen).

 Johan Ludvig Heibergs grav i et skandaløst forfald.

En privatindsamling med mindre tilskud fra Undervisningsministeriet for at redde graven.

Krav om at staten skal overtage denne vor betydeligste litterære grav næst efter Holberg-graven i Sorø.

Graven på Holmens Kirkegård hvor fru Gyllembourg, Johan Ludvig og Johanne Luise Heiberg hviler.

Man har en gang sagt, at en slægts kultur hl. a kan måle efter den måde, hvorpå den handler med de dødes grave.

Er det rigtigt, har vi grund til at skamme os. Det er i de senere år hændt ikke en, men mange gange, at der med fuld føje er blevet anket over den hensynsløshed og mangel på pietet, hvormed vi lod en grav forfalde, der gemte de jordiske rester af en dansk mand, hvem hele slægten skylder taknemmelighed. Af og til har den rejste kritik givet anledning til, at graven blev sat i passende stand, enten fordi de glemsomme slægtninge vågnede til handling, eller fordi beundrere at den store afdøde tog initiativet dertil.

I disse dage, da Det kgl. Teater fejrer hundredeåret for dem første opførelse af vort nationale festspil "Elverhøj", peger nulevende venner af Johan Ludvig Heibergs digtning med en forståelig harme på den fuldkommen skandaløse tilstand af forfald, hvori hans grav på Holmens Kirkegård befinder sig - dem samme grav, hvori Thomasine Gyllembourg og Johanne Luise Heiberg hviler. 

Gravens tilstand har Iænge været usømmelig. Til tider er den et fuldkomment morads, uplejet og forfalden i en hver henseende, fordi ingen har taget sig af dens pasning. Disse forhold har foranlediget, at en lille kreds af Heiberg-beundrere for nylig har taget den opgave op, som andre synes at have glemt: at redde graven for eftertiden og først og fremmest nu sætte dem i en sømmelig stand.

Der er udsendt fortrolige opfordringer til deltagelse i en privat-Indsamling, som skulle indbringe et beløb af i alt 675 kr. Det er den sum, der kræves til at sikre gravens vedligeholdelse indtil nedlæggelsen af kirkegården.

Det ejendommelige ved denne "gehejme" indsamling er, at arrangørerne af den har modtaget tilsagn fra undervisningsministeriet, om at dette godt kunne tænke sig at betale en lille del af de 675 kroner, under forudsætning af, at resten skaffedes som tænkt ad privat vej!

Med al mulig påskønnelse af den private offervillighed tør man nok med nogen forbavselse rejse spørgsmålet: Skylder Det kgl. Teater ikke Johan Ludvig Heiberg og hans minde så meget, at undervisningsministeriet uden betænkning kunne have lagt hele summen, de odiøse 675 kroner, på bordet? Og ville det ikke have set ganske pænt ud just nu ved "Elverhøj"-jubilæet! 

Teaterhistorikeren Robert Neiiendam giver os til fuldkommenhed medhold i denne betragtning, da vi forelægger ham sagen.

- Graven på Holmens Kirkegård, udtaler han, er den betydeligste litterære grav, vi ejer, næstefter Holberg-graven i Sorø, og selvfølgelig burde den gå over i offentligt eje. Derved kunne man bl. a. også få den fredet og forhindre fremtidige nye begravelser i den, så vi undgik den skandale, vi oplevede for nogle år siden, da en af adoptivdøtrene blev begravet deri, og de gamle kranier lå og flød på kirkegården. Det var en sørgelig mangel på pietet, der vistes ved den lejlighed!

Som graven nu længe har henligget, er den en skandale. Jeg har selv tegnet mig for et bidrag til den private indsamling, men i grunden giver jeg dem ganske ret i, at dette burde være en statsopgave. Om ikke andet, så burde ministeriet have søgt ekstrabevilling dertil på finansloven. Det er sagen stor nok til. Og det er da kun 675 kr., det drejer sig om. Tænk på, hvilke umådelige summer, Det kgl. Teater i årenes løb har indtjent på Heibergs stykker! Siden 1910 har teatret kunnet spille ham gratis. Hvor mange gange har ikke "Aprilsnarrene", "Elverhøj" og "Recensenten og Dyret" fyldt teatret siden da? Bare de tre stykker gik en enkelt aften, det ville jo være tilstrækkeligt til at betale graven!

Clerk.

(Nationaltidende, 4. november 1928)

Indsamlingen gav resultat, graven blev istandsat og sikret i 40 år. Heibergs gravsted som det så ud i 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

J. L. Heibergs Grav paa Søetatens Kirkegaard. Illustreret Tidende, 23. august 1861.

24 april 2025

Provst Hans Mathias Fenger (1850-1930). (Efterskrift til Politivennen).

Hans Mathias Fenger (1850-1930), Teologisk kandidat 1873, Elers kollegium. 1878-1880 kateket ved Skt. Stefans kirke, 1880-188 residerende kapellan ved Frelsers kirke, 1888-1890 residerende kapellan ved Garnisons kirke, og 1900 blev han efter Christian IXs personlige ønske Holmens provst. 1915 blev han kgl. konfessionarius. Sad i bestyrelsen for Københavns indre mission og sømandsmissionen. Politisk konservativ; bl.a. skal han have øvet indflydelse på kongen under påskekrisen 1920. Han er begravet på Holmens Kirkegård.


Tegning fra Folkets Avis - København 26. januar 1907 i anledning af at pastor Fenger havde dundret imod Holger Drachmann (1846-1908) og Georg Brandes (1842-1927). Fenger fordømte Drachmanns "forargelige flerkoneri" og "... den rendesten som forsvares af den jødedreng Georg Brandes". Underteksten til tegningen lyder: Drachmann: Tilgivelse, hr. Pastor. Det var først tredie og vist desværre sidste gang. Man er jo ikke helt ung længere. Brandes: Hvis De selv, hr. Pastor, havde prøvet skilsmissens sødme, ville De bære over med os unge mennesker.

I anledning af provst, dr. theol H. M. Fengers 50 års jubilæum i den danske folkekirke, bragte Nationaltidende 7. oktober 1928 (søndagstillægget) en længere artikel, hvoraf her bringes udvalgte citater:

Jeg ser gerne, at de Yngre rykker op og fylder Kirkerne, saaledes som det jo endnu er lykkedes for mig men der er det underlige i København, at her er der jo ikke ret mange Kirker, der fyldes.

- - -

Det var i Bispegaarden, den unge Fenger, selv 22, aflagde Præsteløftet for den gamle Biskop, han alle Dage satte saa højt. Og nu gik han da til Gerningen i den kønne Kirke, hvis beds!e Smykke er Dorphs Billede af Jesu Besøg hos Martha og Maria i Emmaus. Et Rabarberkvarter var han pludselig sat i - men det gik jo. Han kendte allerede Fattigkaar fra Arbejdet i Understøttelsesforeningen, og nu, naar han kaldtes til Hjemme-Daab, og Moderen maatte stelle med at varme Vand og gøre andre Forberedelser, tog han Barnet paa Armen og "vissede" med det, saa godt han kunde.

Og kækt gav han sig i Lag med Arbejdet. Han lavede "Bibellæsning" - der kom tre for at høre den Mand, der senere talte for Tusinder. Men Volf vejledede ham, og i det lille Hjem i Griffenfeldtsgade blev der Stunder til at udarbejde for Licentiatgraden en Afhandling om Hans Egede - to lykkelige Ungdomsaar.

Saa dør Onklen, Peter Andreas Fenger, og under Holck som Sognepræst bliver Fenger i 1880 residerende Kapellan ved Vor Frelsers Kirke, og bliver der i otte gode Aar. Kirken var jo skøn nok, trods de tre Rader Pulpiturer over hinanden. Theophilus Hansen, der var hjemkaldt fra Wien for at tegne Udkast til det efter Branden i 1884 først nu genrejste Christiansborg, sad en Dag og faldt i Begejstring over Rummet, og udbrød:

-Ja, det er en Kirke! En virkelig Kirke - men den er aldrig blevet færdig!

Og ud fra dette Centrum øvede Fenger da sin Gerning. Her blev Bibellæsningerne holdt for store Skarer i Søkvæsthuset, og med Missionærerne Clausen og Wright holdt han Møder i Gaardene og paa Volden - ikke altid lige hyggeligt. "Jødens Bule", som Perlstein ejede, var jo lige saa forfærdende som Husene i Sønder Voldstræde. Men naar Fatter om Sommeraftener kom frem i det aabne Vindu og lyttede ved sin Pibe, mens Kornene stod dernede og sang efter de store Sangruller, skabtes der alligevel et godt Grundlag, der forsonede med, at Boligen i Overgaden, en Kvistlejlighed, laa med Smedeværksted i Gaarden og Burmeister & Wain som Genbo. Det var ikke fredelige Omgivelser. Fredeligere var der ofte heller ikke oppe paa Volden, naar Kartofler og Flasker og Sten fløj om Ørene paa dem, der talte et godt Ord i det urolige Kvarter.

12 Aars Gerning ved Garnisons Kirke.

Dog - det opslidende Arbejde tog paa Helbredet. Menigheden skænkede Fenger en Italiensrejse, men Lægen raadede til mindre Anstrengelse, og i 1888 kom Fenger til Garnisons Kirke fra den socialistisk prægede Arbejderbydel, hvor han havde vundet Mændenes Hjerter ved at tillade deres røde Faner inde i Kapellerne ved Begravelser - naar der da ikke netop paa Dugen stod: "Op med Satan" og "Ned med Jesus". 

- - -

Da Christian IX. fik Fenger til Holmens

I 1900 døde Provst Shepelern, og Fenger havde egentlig tænkt at blive ved Garnisons, men efler el Taffel paa Amalienborg sagde Kongen: "Jeg ved nok, hvem jeg gerne saa som hans Efterfølger!"

"Hvem tænker Deres Majestæt paa?" - og Kongen pegede paa Fenger. "Jeg har været saa glad ved at være vel Garnisons Kirke, men naar Deres Majestæt synes, vil jeg søge Embedet!" sagde Fenger - og han fik det og overtog det den 31. Maj 1903.

- - -

Emil Aars

(Nationaltidende Søndag 7. oktober 1928).

"Jødens Bule" lå på hjørnet af Lille Søndervoldstræde og Overgaden oven Vandet. Det blev opført i starten af 1800-tallet og nedrevet i 1890'erne. Urtekræmmer Levy ejede den i midten af 1800-tallet.

Foto fra Nationaltidende, 28. oktober 1928.

17 april 2025

Flyulykke Juli 1928. (Efterskrift til Politivennen).

De tre forulykkede flyvere. Fra venstre til højre: Kadet Poetzold, dækskonstabel Balsgaard og kadet Gudmundsson.


Efter ulykken.

Militær flyvning over byen forbydes!

Det er for sent at kaste brønden til. Ja, det er ingenlunde militærets skyld, at katastrofen i forgårs ikke fik et endnu langt frygteligere omfang. En nedstyrtning som denne måtte komme en gang, og træffes der ikke nu virkelige effektive foranstaltninger, vil det vel før eller senere komme til en lignende katastrofe, eller rettere en katastrofe af langt frygteligere virkninger.

Endelig synes de høje militære nu at være blevet betænkelige, hvilket fremgår af forskellige fremsatte udtalelser. Direktør i Krigsministeriet, Glærst Wilkenschildt, erklærer således, at der nu vil komme et forbud mod militære flyvninger over København, hvilket vil sige, at mititære flyvninger over København skal være forbudt, når de ikke er absolut nødvendige. Et sådant forbud vil komme til at gælde såvel land- som vandflyvemaskiner.

Han udtaler endvidere, at den militære flyveplads ved Kløvermarksvej vil blive flyttet så snart som muligt. Man har besigtiget 5 forskellige steder på Sjælland, men endnu er der ikke truffet nogen afgørelse. Det vil dog også tage tid at anlægge en ny militær lufthavn. Foreløbig har hærens Flyvere som bekendt fået lov til at benytte en del af Kastrup Lufthavn. Endnu er dette arrangement dog ikke gået helt i orden.

- I går eftermiddags blev de to forulykkede kadetters bårer ført fra Retsmedicinsk Institut til Holmens Kirkes kapel. Den ene af kisterne var svøbt i dannebrog, den anden i det islandske flag. I dag føres Dalsgaards kiste til Holmens Kirkes kapel. Alle tre dræbte vil antagelig tirsdag blive jordet på Holmens Kirkegård

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 15. juli 1928).


Var det en skypumpe?

Fra den svenske kyst observerede man en skypumpe som muligvis har forårsaget flyveulykken.

København.

Den svenske skuespiller Anders de Wahl, som i aftes kom hertil fra et besøg i Skåne, udtaler til "Pol." den formodning at den store flyveulykke skyldes en skypumpe. Han havde på det pågældende tidspunkt opholdt sig hos nogle venner i Saltvik ved Barsebäk og bemærkede dér en skypumpe, som fra den danske kyst trak over mod den svenske, hvor den anrettede forskellig småravage.

Forbud med militære flyvninger over byen.

Om ulykken i øvrigt meddeles, at forsvarsminister Brorsen og trafikminister Stensballe i går har haft en konference med lederne af vort militære flyvevæsen, og denne konference førte til det resultat, at der allerede i dag vil blive udstedt forbud mod, at militære flyvemaskiner går ind over byen, når det ikke er strengt nødvendigt.

Direktør i krigsministeriet, oberst Wilkenchildt, udtaler, at den militære flyveplads ved Kløvermarksvej vil blive flyttet så snart som mulig. Man har besigtiget 5 forskellige steder på Sjælland, men endnu er der ikke truffet nogen afgørelse. Det vil dog også tage tid at anlægge en ny militær lufthavn. Foreløbig har hærens flyvere som bekendt fået lov til at benytte en del af Kastrup Lufthavn. Endnu er dette arrangement dog ikke gået helt i orden.

De forulykkedes begravelse.

I går eftermiddags blev de to fordykkede kadetters bårer ført fra Retsmedicinsk Institut til Holmens Kirkes kapel. Den ene af kisterne var svøbt i dannebrog, den anden i det islandske flag. I dag føres Balsgaards kiste til Holmens Kirkes kapel. Alle tre dræbte vil antagelig tirsdag blive jordet på Holmens Kirkegård.

(Bornholms Social-Demokrat, 15. juni 1928).

30 marts 2025

Præsten kom for sent. (Efterskrift til Politivennen).

En pinlig situation på Holmens Kirkegård.

Da begravelsen skulle foregå, manglede præsten, og man måtte sende bud efter ham.
En ret pinlig situation indtraf i går paa Holmens Kirkegård under en begravelse.

Hvor er præsten?

Kl. 12:30 skulle en enkefru Rasmussen begraves, og der var mødt et stort følge. Da klokken nærmede sig det fastsatte tidspunkt, var følget samlet i kapellet, ligesom koret og nogle musikere, der skulle spille ved sørgehøjtideligheden. Den eneste, der manglede, var præsten, hr. pastor Glahn fra Frederiksberg. Klokken blev 5 minutter over tiden, den blev 10 minutter over, og der kom stadig ingen præst. Familien og de nærmeste begyndte at blive urolige, og da klokken nærmede sig stærkt til kl. 1, blev man enige om pr. telefon at spørge i præstens hjem.

Det viste sig da, at der fra præstens side var begået en fejl angående klokkeslættet, og hurtigst muligt arriverede da den uheldige præst til begravelsen. 

De øvrige begravelser blev forsinkede.

På familien såvel som på det store følge gjorde tildragelsen et pinligt indtryk, og følgen af præstens fejltagelse blev, at dagens øvrige begravelser blev forsinkede ikke så lidt. Fra korets side forsøgte man at få musikken strøgel for at få begravelsen til at gå så hurtigt som muligt, men selvfølgelig indlod man sig ikke på det. Og begravelsen foregik da planmæssigt, men altså betydelig forceret.

En undskyldning fra præsten.

Vi har talt med hr. pastor Glahn, der selvfølgelig er meget ked af historien. - Det er afgjort min fejl, og jeg har givet familien den mest uforbeholdne undskyldning. Jeg er meget ked af det, men sket er jo sket, og det er mig, der har gjort fejlen. Det indrømmer jeg åbent og ærligt og har gjort min undskyldning derfor. Andet kan jeg jo ikke nu bagefter.

(Klokken 5 (København), 14. december 1927).

25 marts 2025

Forlig i en faglig strid. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejderne på Garnisons Kirkegård.

Gartneriarbejder Christensen har ved Landsretten sagsøgt gartneriarbejdernes afdeling under Dansk Gartneriarbejderforbund til at anerkende hans ret til at arbejde på Garnisons Kirkegård samt til at betale ham en erstatning på 735 kr. for tabt arbejdsfortjeneste.

Årsagen til sagsanlægget er at Christensen der har arbejdet på Holmens Kirkegård, havde fået arbejde på Garnisons Kirkegård, men han kom ikke i arbejde, da foreningen nedlagde indsigelse med den motivering at fire gamle arbejdere der havde været på kirkegården fra 17 til 30 år, var arbejdsløse, og de måtte have første ret.

Afdelingen hævder at den ikke har hindret Christensen i at gå i arbejde, men kun henstillet at man også ansatte de gamle arbejdere.

Efter en meget lang procedure enedes man om et forlig gående ud på at Christensen får en erstatning på 400 kr., og sagens omkostninger. På den anden side forbeholdt forbundet sig ret til at indbringe sagen om ansættelse af arbejdere ved kirkegårdene efter anciennitet for den faste voldgiftsret.

(Social-Demokraten, 19. oktober 1927).

11 marts 2025

En skandaleaffære fra Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

Gravstedet der blev solgt to gange.
Det var optaget da det skulle tages i brug.

På Østerbro tales der i disse dage meget stærkt om en affære fra Holmens Kirkegård af ikke helt almindelig art.

En familie, der har købt et gravsted, fik for nogen tid siden anmodning om at fjerne det lig, der uretmæssigt var blevet begravet der. Der blev naturligvis stor bestyrtelse over denne anmodning, og man henvendte sig på kirkegårdens kontor og foreviste den kvittering, man i sin tid havde fået.

Til en begyndelse blev kvitteringens ægthed bestridt, men imidlertid blev en af kontorpersonalet klar over at det var ham, der havde skrevet kvitteringen, hvorefter sagen blev taget op til en grundig undersøgelse.

Af denne fremgik det, at alle de gravsteder, der var købt for en årrække, men som ikke var blevet tilset gennem flere år, var solgt påny. Således også det gravsted, her er tale om.

I 46 år havde gravstedet ikke været tilset, og det var derfor blevet solgt igen.

Nu, efter at den ny ejer har haft det i 11 år, vil skæbnen, at de gamle ejere, efter 57 års forløb, atter får brug for gravstedet, og så finder det overdraget på andre hænder. Nu raser der en hård strid om, hvem der har ret til det.

Således fortælles det. Vi har forsøgt at komme i forbindelse med klokkerkontoret uden at det dog er lykkes os, men vi skal i morgen vende tilbage til sagen.

(Folkets Avis - København, 6. maj 1927).


Affæren fra Holmens Kirkegård.

Der er iværksat en undersøgelse for at få opklaret den mystiske sag.

I anledning af den i går omtalte affære fra Holmens Kirkegård hvor et gravsted er solgt to gange, har vi i går henvendt os til klokkerkontoret hvor vi talte med hr. kancelliråd Hansen der imidlertid kun kunne give den besked, at der er en undersøgelse i gang for at få sagen opklaret, og før det sker, kan der ikke meddeles noget.

Kancelliråden ville dog ikke benægte at der var en stor sandsynlighed for at den kedelige fejltagelse foreligger.

(Folkets Avis - København, 7. maj 1927).


Uhyggelig begivenhed på Holmens Kirkegård.

Enken fandt sin mands grav kastet op og en anden begravet deri.

På Holmens Kirkegård i København har en gammel dame i firserne, enkefru Rafn, i mange år med stor omhu tilset og passet sin afdøde mands grav. En dag fornylig, da hun som sædvanlig kom på kirkegården, fandt hun til sin forfærdelse graven udslettet, og i dens sted var en frisk grav. Gravstenen var blevet fjernet og sendt til stensliber for at blive gjort rede til et nyt navn.

Da enken undersøgte forholdet, viste det sig, at familiegravstedet var købt på 40 år og at denne tid var udløbet, så administrationen var i sin juridiske ret til at lade en anden få graven. Kirkegården havde ikke, hvad man ellers plejer, givet meddelelse om, at retten til gravstedet skulle fornyes.

Grundet på klager over dette og lignende forhold på kirkegården, vil man nu udarbejde forslag til en omordning af kirkegårdens administration.

(Demokraten (Århus) 9. juli 1928).


En uhyggelig begivenhed på Holmens Kirkegård.

Graven var sløjfet og kirkegårdsledelsen havde glemt at meddele enken det.

Da enkefru Rafn forleden kom ud på Holmens Kirkegård i København for at se til sin afdøde mands grav, blev hun forfærdet over at opdage, at graven var sløjfet og gravstenen sendt til sliber for at blive slebet af til et nyt navn på den friske grav, der var anlagt på pladsen.

Administrationen var i sin juridiske ret: Familiegravstedet var købt på 40 år, og tiden var udIøbet, og retten til gravstedet var ikke blevet fornyet. Familien havde ikke været opmærksom på at de 40 år var gået. Uden at give noget varsel, uden at skrive til familien, uden at sætte sig i forbindelse med enken, som til stadighed kom på kirkegården og passede graven omhyggeligt, havde man taget gravstedet i brug påny.

Der har været ført forhandlinger med Marineministeriet, under hvilket kirkegården sorterer; men her har man holdt sig til sin juridisk i ret også under hensyn til at enken efter den sidst begravede mand var fortvivlet ved tanken om at kisten skulde flyttes.

I "Politiken" udtaler kaptajn baron Schaffalitzky de Muckadell i Marineministeriet, at man havde ladet et år gå over tiden. Man kendte ikke den gamle dames adresse, men for fremtiden vil man på gravstederne opsætte plader, når lejemålet er ved at udløbe, og så undgå en gentagelse af dette pinlige tilfælde. I det hele taget, udtaler kaptajnen, går vi i gang med en systematisk ændring af administrationen. Den har ikke været så god, som den burde være.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 11. juli 1928)

06 januar 2025

Monumentet over kammerrådens grav. (Efterskrift til Politivennen).

Et sagsanlæg mod stenhuggerfirmaet Wiegand-Møller.

I morges inkamineredes Landsrettens 4. afdeling en sag der er anlagt af afdøde kammerråd Petersens enke, Nybrogade, imod den kendte stenhuggermester Wiegand-Møller i Store Kongensgade.

1 oktober 1923 traf fru Petersen, der er enke efter den i sin tid så populære Casino-kammerråd Petersen - som almindelig gik under og selv smilende accepterede navnet Leverpostejsen - . aftale med Wiegand-Møller om at han skulle lave og rejse et monument på kammerrådens grav ude på Holmens Kirkegård. Og fruen betalte a conto et beløb på 2000 kr., idet stenhuggeren forpligtede sig til at have monumentet opstillet inden for en tidsfrist af 4 måneder.

Fristen udløb imidlertid, uden at monumentet blev færdigt. Og hen på sommeren 1924 forlangte fru Petersen derfor kontrakten annulleret.

Ved forhandlinger, hvorunder stenhuggeren hævdede, at grunden til forsinkelsen var dette, at svenskerne, hos hvem han havde bestilt råmaterialet, ikke havde leveret dette, fik han en ny frist til monumentets levering.

Men da også denne frist for længst er udløbet og den gamle kammerråds grav stadig ligger hen nøgen og bar, har fruen nu set sig nødsaget til at gå til retten, hvor hun foreløbig nøjes med at kræve kontrakten annulleret samt hr. Wiegand-Møller dømt til at tilbagegive hende de 2000 kr. hun har betalt ham på hånden. 

(Aftenbladet, 6. marts 1925).

03 januar 2025

Den forsømte kirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

En kirkegård der er forsømt. 

Et karakteristisk billede fra Holmens Kirkegård der på alt for mange steder synes at gøre et forsømt og mere end trist indtryk. Inde i bladet fortæller vi lidt om hvorledes ligegyldighed og mangel på pietet efterhånden synes at have sat et stempel på den gamle kirkegård.

En sørgelig, forsømt kirkegård.

Holmens Kirkegård er i sin nuværende tilstand en skamplet på byen.


Stadslæge B. O. Wincklers grav. hvor der kun findes en stump af gravstenen, al indhegning mangler og graven er nedtrampet.

København har lov til at glæde sig ved smukke kirkegårde. Både Vestre og Bispebjerg kirkegårde er rent landskabeligt set og i sine anlæg mønsterkirkegårde, Assistens, Garnisons, Frederiksberg og Fasankirkegårdene er ligesom den mosaiske og den katolske kirkegård velholdte og velplejede. Men her findes en sørgelig undtagelse - det er Holmens Kirkegård! Går man en tur rundt på denne, der ligger midt i byen og daglig besøges af en mængde mennesker, da må man nærmest forfærdes over den ligegyldighed og forsømthed, for ikke at sige rent ud: det griseri, der præger hver krog af denne gravplads, der absolut ikke går sig fortjent til navnet "De dødes have". Det tilsnit af havemæssige anlæg, der måske i sin tid har haft, er nemlig forlængst forsvundet, og virkelig havekunst er ikke øvet her i en lang årrække. Det hele er så sørgeligt forsømt og forfaldent at ethvert besøg efterlader et trist indtryk.

Kirkegården er på de fleste sider omgivet af hæslige træplankeværker, og man finder ikke nogen steder mindste forsøg på at dække over grimheden med espalier eller beplantning. - de grimme, frønnede og forfaldne brædder griner overalt frem i hele deres ublufærdige nøgenhed. Gange og stier er alle måske lige den store hovedallé undtagen, smudsige og elendig holdte, alle pladerne til affaldet fra gravene ligger i modsætning til forholdet på vore andre kirkegårde fornærmende iøjnefaldende. De ligger her som det de ganske vist også er, møddinger, men langt værre, end de behøvede at være, hvis et skønsomt øje og en ditto hånd vågede over kirkegården.

Og intet sted finder man så mange forsømte, forfaldne og hæslige gravsteder som på Holmens Kirkegård. De gravsteder, der støder øjet herude, er i overvældende majoritet. Det vrimler med hældende, vinde, skæve og sønderslåede mindesmærker, grave, der et fuldstændig overgroede af ukrudt, tavler og mindesten, hvis tekst er ulæselig på grund at snavs og mos. Et sted ser vi en grav med hældende kors, der hvert øjeblik kan falde, og ved foden af det står et skår af en marmorflade - den øverste fjerdedel - resten er forsvundet - hækken eller indhegningen - hvis der nogen sinde har været nogensinde har været nogen - er borte, og græsset er nedtrampet og nøgen. Et andet sted ligger et stakitværk væltet ind over en grav: sådan har det ligget længe blomster og vækster er vokset op gennem hullerne i det. Kirkegårdsinspektionen, eller hvem der har ansvaret, vil måske forsvare sig med, at gravstedsejerne selv må sørge for deres gravssteder, men den undskyldning gælder til Vandsbeck! - Når et gravsted er i en så miserabel tilstand, at det skamskænder sine omgivelser, må kirkegården selv tage affære.

På kirkegården ligger den store fællesgrav for heltene fra Slaget på Reden - den burde vel være vedligeholdt og velplejet: Men den er alt andet. Den er oprindelig smukt anlagt og omgivet af en tæt hæk, inden for hvilken der er en sti, så man kunne gå helt rundt om og se graven fra alle sider. Men det kan man ikke mere, træer og buske har fået lov at vokse vildt og har overdækket stien, så man næppe kan bane sig vej. Overalt får man beviser på den utrolige ligegyldighed, der vises; vi vil blot peg på, at udenfor selve Indgangen til det i sig selv ikke særlig velholdte kapel ligger en grav, der i sin tid har været omgivet af et jerngelænder. Dette er nu borte, -- der står kun en lille stump tilbage, der netop understreger den mangel på orden og skønhedsans, der hersker overalt på denne kirkegård. Og dette forsømte gravsted ligger netop og råber højt på et sted som alle, der skal overvære en begravelse-, er nødt til at passere, de kan ikke undgå at se det.

Og dette er en kirkegård, der frem for nogen skulle være smuk og velplejet; her ligger foruden de store krigergrave en mængde af landets berømte sønner. Vi nævner i flæng: H. C. Lumbye, Christian Winther, Henrik Rung, P. Heyse, admiral Suenson o. m. m. fl. Her burde frem for noget sted herske skønhed og pietet, men her hersker desværre kun - det er hårdt at sige det, men det er sandt - det rene griseri! Her trænger til en alvorlig oprydning - jo før jo bedre.
Larus.

(Aftenbladert, 24. januar 1925).

Marineministeriet vil tage affære.

Departementschef kommandør Topsøe-Jensen indrømmer klagens berettigelse.

Vor artikel i lørdag - om den- forsømte Holmens Kirkegård - er åbenbart faldet i god jord. Vi talte i går med en ældre marineofficiant, der udtalte:

- Det var et ord i rette tid og på rette plads - mellem Marinen- og Holmens Folk har det længe været et stående samtaleemne, at vi måtte skamme os over vor kirkegård - Vi, der har gravsteder derude, kan ikke komme der, uden at vi ærgrer os, og vi kan næppe være bekendt at tage fremmede med derud.

Holmens Kirkegård sorterer under Marineministeriet, og vi har forelagt sagen for departementschef, kommandør Topsøe-Jensen, der sagde :

- Jeg må desværre give Dem ret! Selv kommer jeg meget sjældent på kirkegården, men det træffer sig netop så mærkværdig, at jeg selv i disse dage er blevet opmærksom på forholdet. Jeg kom forleden dag forbi, sammen med mine sønner, og ville da vise dem den store krigergrav. Men jeg kan ikke nægte, jeg blev meget forbavset ved at se den tilstand graven befandt sig i. Den er jo helt overgroet af plantevækst - bregner og buske dækker mindestenene, så man kun med stort besvær kan læse inskriptionerne. Og stien omkring graven er, som De meget rigtigt bemærker i Deres artikel, ganske ufarbar. Det er jo et uforsvarligt forhold.

De andre tilfælde, De omtaler, kan jeg ikke i øjeblikket tale med om af personlig erfaring, og kirkegården sorterer ikke direkte under mig. Men jeg vil nu forelægge sagen for ministeriets direktør, kommandør Recknitzer, og de af ministeriets embedsmænd, der har med sagen at gøre, og i løbet af et par dage håber jeg at kunne meddele Dem, hvad der vil blive gjort. At der må gøres noget, er der jo igen tvivl om.

Larus.

(Aftenbladet, tirsdag den 27. januar 1925).


Den forsømte kirkegård

Til foråret får den et grundigt eftersyn.

I går fik vi, efter at hr kommandør Topsøe-Jensen havde forberedt det, en samtale med den mand, der har det øverste ansvar for kirkegården, kirkeværgen ved Holmens Kirke, departementschef C V. Olsen. Departementschefen var åbenbart ret ilde berørt af vor kritik, og forsøgte et forsvar, som vi dog nok tør sige var ret svagt, idet hun gav tilsagn om, at der ville blive rådet bod på de mest graverende af de misforhold, vi har påpeget.

- Hvad den store krigergrav angår, sagde departementschefen, da har jeg Ikke personligt lagt mærke til at den er forsømt, men forholder det sig således, at beplantningen er vokset vildt, kan der jo let rådes bod på det ved hjælp af en havesaks, og det vil også blive gjort. Vi vil intet hellere end at værne om kirkegården, og det forbavser mig. at den skulle være så forsømt. Med hensyn til de private, forsømte gravsteder er vi vanskeligt stillet, dem må gravstedejerne selv tage ansvaret for.

- Men når de er i en sådan tilstand, at de ligger og skamskænder deres omgivelser, indskyder vi, bør inspektionen da ikke skride, ind?

- Det gør vi også, idet vi tilskriver gravstedejerne og gør dem opmærksom på forholdene. I det tilfælde, De har draget frem, hvor et stakit ligger væltet ind over graven, har vi fx gjort det. 

- Men det har altså ikke hjulpet, stakittet har ligget således i flere måneder!

- Ja. det er nu i vintermånederne, men er det ikke fjernet til foråret, vil vi gøre det. Men det  er meget vanskeligt at skride ind over for private folk, de råder dog selv over deres gravsteder, og vi får ubehageligheder, når vi gør det.

- Vi kan ikke indse bedre, end at forholdet, burde være omvendt, bemærker vi, når private folk ødelægger en kirkegårds hele ydre, ved at forsømme deres gravpladser, burde det være dem, der fik "ubehageligheder". Således er forholdet på andre kirkegårde. 

- Jeg mente ikke, at vor kirkegård var værre end de andre, men til foråret vil den i alt fald nu få et grundigt eftersyn, og vi vil gøre, hvad vi kan. Men sagen er jo også et pengespørgsmål, vi har ikke meget at råde over. På ministeriets budget er kun bevilliget 25,000 kroner til vedligeholdelse af Holmens Kirkegård og Holmens Kirke! Det rækker ikke langt, med den arbejdsløn, der må udredes nu til Dags.

- Skal der også af de 25.000 udredes gage til kirkegårdsinspektøren?

- Nej, inspektøren er kun lønnet med de sportler, embedet giver ham.

Her er vi altså ved sagens kerne! Man må indrømme 25.000 kr ikke meget at holde både en stor kirke og en stor kirkegård vedlige for. At det loves at kirkegården skal få et eftersyn, den så hårdt trænger til, er allerede meget. Men der må dog vist kunne gøres en lille smule mere ud af summen når blot den rette vilje er der? Holmens Kirkegård er for end til at bære et sådan fattigdommens præg som den går nu!

Larus.

(Aftenbladet, 28. januar 1925).


Holmens Kirkegaard

Gravene styrter sammen.
Ogsaa de grave som Kirkegaarden vedligeholder, er i en uhyggelig Tilstand.

Vi har modtaget følgende fra en Indsender, der for Redaktionen har opgivet sit Navn og sin Adresse:

Som Gravstedejer paa Holmens Kirkegaard har jeg med lnteresse læst Artiklen i Aftenbladet angaaende Gravstedernes Tilstand paa denne Kirkegaard. og maa det maaske være mig tillad med disse Linier at give den fremkomne Klage min Tilslutning.

Det har i lang Tid ærgret mange Gravstedejere, at saa stort et Antal af Gravstederne henligger i en aldeles utilladelig Stand, ligesom Kirkegaardens Gange i højeste Grad mangler Pasning. - Forholdet er jo det, at mange Gravstedejere selv skal vedligeholde de dem tilhørende Grave, men selv saadanne Gravsteder burde være underkastet noget Tilsyn af Kirkegaardens Inspektør, hvilket ikke synes at være Tilfældet. Langt mere beklageligt er det imidlertid, at de af Gravstederne, hvis Vedligeholdelse paahviler Kirkegaardens Ledelse, da der betales herfor af Gravstedsejerne, ogsaa lader meget tilbage at ønske, i Retning af tilfredsstillende Pasning. I Aarets Sommermaaneder dækkes disse Grave at Ukrudt, om Efteraaret af et tæt Lag visne Blade, som ikke fjærnes, før dette sker ved Ejernes Foranstaltning, saafremt da ikke Gravstedet lige i dette Tidsrum rammes af den aarlige Rivning, som Kirkegaardsstyrelsen lader foretage, men som jo ikke kan forventes at lade Gravstederne fremtræde i passende Tilstand gennem hele Aaret.

Der findes særdeles mange uhyggelige Jordforskydninger paa denne Kirkegaard, ja flere Steder danner 5 a 6 Grave en hel lille Dal, fremkommen ved Sammenstyrtning af Kisterne, dette er f. Eks. noget Vest for Krigergraven, og i Regnperioder dannes her et helt, ufremkommeligt Morads. Sker det, at disse Jordforskydninger - eller Storm - vælter en Gravsten, bliver denne roligt liggende, indtil Gravstedsejeren selv lader den rejse. Dette burde Kirkegaardens Ledelse dog efterse, og udbedre Skaden, i hvert fald paa de Gravsteder hvis Vedligeholdelse paahviler den. Gangene mangler Grus, Træer og Buske Beskæring, Kirkegaarden en passende Indhegning og ligeledes var det ønskeligt, om visne Kranse blev fjernet noget hastigere fra de nye Grave, saaledes at disse ikke i lang Tid som Tilfældet nu er, henligger som en Art Mødding.

Det ved Kirkegaarden ansatte Personale er sikkert daglig i Arbejde; men da man kun ser 4 a 5 Mand beskæftiget daglig derude, kan Aarsagen til de Kirkegaarden lidet værdige Forhold maaske søges i for lille Mandskabsstyrke, hvad der dog ikke undskylder Ledelsen, da de Priser, der betales for Vedligeholdelse, samt for i det hele taget at have et Gravsted derude, maa tillade Ansættelse af til trækkeligt Personel.

Maatte Aftenbladets Paatale af disse uheldige Forhold bevirke en Bedring i disse, vil meget være opnaaet, og Holmens Kirkegaard i sin sidste Periode atter komme til at blive et værdigt Hvilested for de mange betydelige Mennesker, det hviler der og hvis Livsarbejde vel nok tør siges, at have gjort dem tortjente hertil.

Lexa.

- - -

Som bekendt har Departementchef C V. Olsen, der er Værge for Kirkegaarden, udtalt til os at man i Ledelsen var klar over Manglerne, og at man nu ogsaa vil tage Initiativet til at faa dem afhjulpet.

(Aftenbladet (København) 2. februar 1925).

16 november 2024

En bekendt kunstners datter finder sin faders ben på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Hvorledes vore berømte mænd behandles.

I "Berlingske Tidendes" aftennummer stod i går en artikel om vore kirkegårde og gravenes hjemfaldelse og sløjfning, og den slutter med følgende stykke, der er i høj grad egnet til at vække opsigt, - vi er jo alle interesseret i kirkegårdsforhold, og en meddelelse som denne er jo stærkt egnet til at skabe uhygge.

Bladet skriver:

At kirkegårdskontorerne ikke altid er lige heldige med deres forsøg på at ville avertere de pårørende om lejemålenes udløb, giver en forhenværende teaterdirektør, hvis virksomhed særlig vil erindres på grund af hans pietetsfølelse og forkærlighed for den danske litteraturs klassiske periode os følgende eksempel på:

Fru Gyllembourg hvis jordiske rester er spredt for alle vinde.

En af vore kunstnere herhjemme, som endnu 40 år efter sin død vil mindes som en af vore største, blev begravet i sin svigerfamilies gravsted på Holmens Kirkegård. For 10 år siden hændte et dødsfald i denne svigerfamilie, og skønt gravstedet var stort nok - så stort, at der endnu var megen ubenyttet plads tilbage - undså man sig ikke for - blot for at spare sig lidt ulejlighed med at flytte en sten - at grave kunstnerens rester op og foretage en ny begravelse i samme grav .... uden at underrette den afdødes datter, der passede sin faders grav med kærlighed og højagtelse.

- Nogen tid senere kom datteren derud, og det er let at forstå hendes bevægelse og hendes lidelse, da hun opdagede, at den grav, som hun elskede og værnede om, var borte og det slog hende med rædsel, da hun ved lidt nærmere eftersyn fandt nogle enkelte benrester ligge ovenpå jorden. Man havde ikke engang gjort sig den ulejlighed at forvisse sig om, at det, der var kommen op ved gravningen af den nye grav, var fjernet igen.

Det er det lumbyeske gravsted det drejer sig om
Samtale med inspektøren på Holmens Kirkegård.

VI talte i dag med inspektøren på Holmens Kirkegård, der selvfølgelig følte sig meget ilde berørt. Han udtalte:

Der sker aldrig noget sådant her på kirkegården, og i de 17 år jeg har været her, mindes jeg ikke et eneste tilfælde, hvor en grav er blevet sløjfet før tiden var udløbet. Vi lader tværtimod altid nogen tid forløbe ud over den stipulerede.

Af store kunstnergrave her på kirkegården, kan jeg kun tænke mig en eneste, som her
kan sigtes til. Det er det store Lumbyeske gravsted, hvor der for nogle år siden blev sløjfet en slægtnings grav, gravstedet er i to afdelinger, og på den ene var en grav, der måtte sløjfes for at give plads, - men det var ganske i overensstemmelse med de gældende lovbestemmelser. Graven var hjemfalden, - og når "Berlingske" fortæller en hårrejsende historie om benrester, der ligger spredte på jorden, er dette absolut fri fantasi, - grim fantasi tilmed.

De rester, der er tilbage i sådanne grave, bliver altid, med al pietet, gravet ned i en stor grav andetsteds på kirkegården. 

Fru Thomasine Gyllembourgs jordiske rester fjernet af sin slægtning, godsejer Westenholz.

Ellers ved jeg kun et tilfælde, hvor en kendt kunstners grav er sløjfet. Det var fru Thomasine Gyllembourgs, der efter ønske af godsejer Westenhohl, der er hendes nærmeste nulevende slægtning, og som råder over gravstedet, og skulle bruge pladsen, forlangte sig denne udlagt. Men der var absolut intet tilbage i graven, alt var hensmuldret, - men hun havde jo også ligget det meste af et århundrede.

(Folkets Avis, 5. juli 1923).

13 november 2024

Thit Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Min Yndlingskrog.

Fru Thit Jensen


- Min yndlingskrog er på en kirkegård, siger fru Thit Jensens stemme i telefonen. Hvis De vil følge mig derhen, må De gerne tage et billede af mig til KØBENHAVN ...

Tanken forekom mig i øjeblikket absurd. Ja, hvorfor ikke sige det rentud, ikke så lidt hysterisk. Men efterhånden som overraskelsen over den underlige idé havde bundfældet sig, steg en lille venlig og forstående tanke op til mit sinds overflade. Og den sagde: En kirkegård kan jo også have sin charme. I hvert fald kan man ikke refusere et forslag uden at vide hvorfor. Chaqu 'un son gout!

Og på den måde gik det til, at ovenstående billede blev taget af fru Thit Jensen på den lille, hvide bænk, som står under det store, smukke asketræ lidt indenfor på Holmens Kirkegård, omgivet af grave og gravmonumenter.

Udenfor, på den anden Side gitteret, der vender mod Øster Farimagsgade. larmer livet. Sporvognene klemter, automobilerne tuder, tunge arbejdsvogne gungrer i stenbroen, men herinde i de dødes have er der stilhed og fred. Blæsten suser gennem træernes grene i blide akkorder. Det lyder som fjern og dæmpet musik.

Vi sidder sammen paa den lille hvide bænk og lytter efter fjerne og nære lyde.

- Hvorfor holder De så meget af dette sted? spørger vi.

- Jeg har holdt af kirkegårde, siden jeg var barn, svarer fru Thit. Hjemme i Farsø i Himmerland havde vi et gammelt, forsømt gravsted. Aften efter aften kunne jeg sidde der og drømme og tænke. Her lagde jeg planer, her formede jeg mine fremtidsmål. Senere da jeg ikke længere kunne søge til barndomshjemmet, søgte jeg til kirkegårdene. De blev for mig ligesom en del af hjemmet. Det kommer måske også af, at jeg havde flere af mine søskende på kirkegården. Jeg syntes, jeg genfandt dem dér. Ikke alene paa kirkegården i Farsø, men på enhver kirkegård.

Og jeg kender mange. Kender jeg en by, kender jeg også dens kirkegård, Derhen vender jeg først mine skridt. Ikke alene herhjemme, men også i udlandet. Kirkegårde virker på mig sådan som musik virker på andre. Der er den samme stemning, og den står i så nøje forbindelse med hele mit sjæleliv. Når de levende går mig på nerverne, søger jeg derfor til de døde. De er af en betydelig fredeligere art. De giver mig den fred som de levende aldrig gav mig.

-Tænker De uden frygt på at De engang selv skal hvile her?

- Ja det er måske underligt, men jeg skal selv aldrig begraves på en kirkegård. Jeg vil brændes og - forsvinde. Så vidt som loven tillader det. Min aske skal graves ned et sted ingen kender - -

- Men fru Thit Jensen, De holder dog af livet?

- Jeg hader livet. 

Det lyder næsten som en snerren.

- Er det ikke snarere menneskene De hader.

- Nej, det er livet selv. Menneskene, dem der er nødt til at leve livet, har jeg ondt af - - Vil De sige mig hvad har man ud af det? Hvad når vi af alt det vi gerne ville?

Fru Thit Jensen sidder og ser langt bort. Det er slet ikke den mundrappe, evigt fægtende Thit Jensen der langer ud til højre og venstre efter sine modstandere, det er en kvinde der har gået sig træt, men som skal leve.

Og som i en slags intuition siger fru Thit Jensen:

- Jeg vil slet ikke forsøge at forklare at jeg ikke er nær så grum som de fleste mener. Det er der alligevel ingen der vil tro. Som barn havde jeg det blideste, fredsommeligste sind. Alt det andet skabte livet. Derfor synes jeg også livet er så svært - - Man bebrejder mig at jeg aldrig kan se mit køns, men kun mændenes fejl, og at jeg aldrig har nogen kritik overfor kvinderne. Jeg vil dertil sige at det synes jeg ikke jeg behøver. Det gør mændene så udmærket. For resten: Jeg vil overhovedet aldrig dømme kvinder. Jeg synes de er så forfordelt i livsvilkår at meget må kunne tilgives dem - - Men synes De nu ikke her er dejligt - -

Luften er så mild og forårsagtig som var det marts. Solen bryder et øjeblik gennem de grå skyer og kaster et gyldent lys over de granklædte grave med deres hvide og sorte kors og monumenter. Træerne tegner deres skarpe, regnmærke silhuetter mod himlen, og grenene spinder deres net over os.

Kan De så forstå hvorfor dette er min yndlingskrog?

Fru Maja.

(København, 25. maj 1923).

Et Attentat mod Thit Jensen

Da Faldlemmen i Vordingborg Forsamlingssal aabnede sig for hendes Fod.

Fru Thit Jenten, der for Tiden hjemsøger Provinserne og alle større Landsbyer i Danmarks Land med et Foredrag om "Mænds og Kvinders Kærlighed" eller "Kan Mænd undværes?", optraadte i Aftes i Vordingborg, hvor hendes Ry havde fyldt Byens største Sal med en Forsamling, der naturligvis overvejende bestod af Kvinder.

Dog var der ogsaa enkelte Mandfolk iblandt. Bl. a. en Smed fra en af Nabobyerne - en kæmpemæssig Grovsmed, der hørte Fruen for nogen Tid siden i sin Hjemby og aabenbart har følt sig forarget over den nedsættende og haanlige Maade, hvorpaa Fruen til Stadighed omtaler og "omskriver" alle Mænd. Thi siden har Smeden ligefrem forfulgt hende, han har smidt baade Forhammer og Skødeskind og forladt sin Ambolt for at "følge hende" - ikke som en Discipel, i Begejstring og Hengivenhed, men med et rentud fanatisk Had, der giver sig Udslag deri, at han stiller hver eneste Aften til hendes Møder og til Stadighed afbryder hende med Tilraab og Forespørgsler, der til Trods for, at Fruen, som bekendt, baade selv kan sige og kan "staa for" en hel Del, hyppigt er af en saa drastisk og uselskabelig Natur, at de har faaet selve Foredragsholdersken til at rødme.

Ogsaa i Aftes var Smeden mødt frem til Foredraget, hvor han, som han raabte ved Indgangen, "ikke kan undværes". Og han maa have været der i særdeles god tid - hvis det da, hvad Fruen bestemt mener, virkelig er ham, der har tilrettelagt det Attentat mod hendes Liv, der afsløredes, lige da hun skulde til at begynde sit Foredrag, og heldigvis saa betids, at Faren afværgedes.

Smeden - eller en anden Ugerningsmand - har i sit fanatiske Had til Thit Jensen sneget sig op under Forsamlingssalens Scene og løsnet den Faldlem, der findes i Gulvet, og gennem hvilken Skurken I de større Dramaer laver sine Forsvindingsnumre.

Heldigvis havde Smeden ikke rigtigt forstaaet Lemmens Hemmelighed, - Mekanikken, om jeg saa maa sige. Han havde ikke ladet den staa paa Faid, paa Klem, hvilket vilde have rummet den allerstørste Fare, men derimod aabnet den helt. Og saa snart Fruen betraadte Scenen og gik hen imod Talerstolen, kunde hun ikke undgaa at opdage Hullet i Gulvet, der uåbnede sig som en gabende Afgrund for hendes Fod.

Skrækslagen for den lille Frue tilbage, blegnede og saa et Øjeblik ud, som skulde hun besvime og styrte om, men - tog sig saa sammen med en Kraftanstrengelse, trippede uden om Afgrunden, steg op paa Talerstolen, purrede op i sine Krøller og begyndte:

- Mine Damer og mine Herrer! Kan Mænd undværes? - Jeg mener Ja !

- Jæj mener Næj, skreg Smeden nede fra sin Krog. Og det samme mener alle de Kvinder, Jeg har kendt og kender. Og det er rigtige Kvinder!

Hermed var Aftenens Tone anslaaet. Og den holdt sig troligt heIe Foredraget igennem, medens Begejstringen steg og steg, baade for Fruen og for Smeden!
 
Mest dog for Thit Jensen.

Thi - hun kan, trods alt, absolut ikke undværes!

Referenten

(Aftenbladet (København), 18. oktober 1928).