To opkastede kranier til offentlig beskuelse.En klage.
Et par navngivne damer har henvendt sig til os med nedenstående klage over et forhold ved Holmens Kirkegård, som i allerhøjeste grad synes egnet til nærmere undersøgeIse og påtale.
- Vi kom mandag aften ved halvsyvtiden gående over kirkegården, fortæller den ene af damerne, da vi pludselig et lille stykke fra indgangen ved Lille Triangel blev opskræmte ved at opdage et par særdeles velbevarede kranier med store gule tænder, der lå i kanten af en opkastet jordvold fra en grav. En herre stod og pirrede ved dem med sin stok, og kirkegårdsarbejderne var gået hjem.
Det var aldeles tydeligt at kranierne var slængt hen til siden af funktionærerne, og selv om disse ifølge deres metier mulig efterhånden udvikler et mere, skal vi sige forretningsmæssigt syn på døden og de døde end vi andre - så synes det dog at være rimeligt at forlange, at der fra kirkegårdens og dens folks side vises en sømmelig pietet overfor de jordiske rester af de døde, som vi pårørende betror til kirkegårdens omsorg og stille fred ...
Skal man endelig anlægge et rent forretningsmæssigt synspunkt, så lad os ikke glemme, at Holmens Kirkegård er en at landets allerdyreste. Alene hensynet hertil burde afholde funktionærerne fra ligefrem at "spille fodbold" med hovederne af deres "kunder"!
Jeg ved i hvert fald, slutter vor meddeler, at synet i mig skabte en tilstand af uhygge, der holdt sig natten over, så at jeg bogstaveligt talt ikke fik blund i øjnene. Jeg har selv begge mine forældre liggende på Holmens Kirkegård, og den tanke, at samme skæbne kunne overgå dem, når deres grav er hjemfaldet, fyldte mig med rædsel.
(Aftenbladet, 17. april 1929).
Et angreb på Holmens Kirkegård.
Inspektøren afviser angrebet som aldeles uberettiget.
Et middagsblad har bragt et skarpt angreb på ledelsen af Holmens Kirkegård, som man påstår udviser hensynsløshed og mangel på sømmelighed i behandlingen af de benrester, der undertiden grave op.
Det påstås således, at der i går på et Iøjnefaldende sted var henslængt to hovedskaller lige ved vejen.
- Det er, siger inspektøren på vor henvendelse, et aldeles perfidt angreb. Jeg så meget vel i går, at der stod en mand og pillede med sin stok i to hovedskaller, som lå her på kirkegården, og at to damer, som nu har offentliggjort angrebet, sluttede sig til hans nyttige foretagende. Men det havde været betydeligt mere passende, om de havde holdt sig for sig selv både under deres kirkegårdsbesøg og i deres fornærmelser mod os.
- Hovedskallerne Iå altså på jorden?
- Ja, vi er ved at foretage en omlægning af den bekendte stendysse her lige ved indgangen og kontoret. Stadsgartner Fabricius Hansen har udarbejdet en plan til forskønnelse af stedet, og den er vi ved at gennemføre.
Til dette formål må vi imidlertid foretage en ændring af stendyssen, der var blevet meget faldefærdig, og under et gravearbejde kom der to kranier frem. De blev lagt på grønsværen i det korte tidsrum, der gik indtil jorden kunde fyldes i hullet igen. Vi har meget strenge instrukser i så henseende.
- Lå kranierne lige ved vejen?
- Nej. Hvis man ikke var nysgerrig af naturen, så behøvede man slet ikke at se dem. De lå mellem en mængde store sten som var taget fra højen, og kun, hvis man beskæftigede sig med arbejdet, var man nødt til at se dem. Vi viser altid den største hensyntagen netop i dette spørgsmål, så jeg skal ikke nægte, at jeg føler mig krænket.
- Hvad gøres der af de benrester, der findes ved nyanlæg af grave?
- Hver eneste lille stump bliver gravet ned i et hjørne af den nye grav. Men i de allerfleste tilfælde er der intet tilbage, når tyve år er gået. Og de to hovedskaller fra i går, som danner en undtagelse, blev således også straks begravet igen
Salix
(Nationaltidende, 18. april 1829 - 2. udgave).
Denne notits blev refereret i Aftenbladet med følgende tilføjelse:
Så vidt inspektøren. Vi har til morgen talt med den ene af de to damer som bestemt fastholder at optrinnet fandt sted klokken halvsyv aften, at det pågældende gravearbejde var ophørt for den dag og at de to kranier således for natten var overladt til deres mere eller mindre tilfældige skæbne
(Aftenbladet, 19. april 1929).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar