Vægterne. (Efterskrift til Politivennen)

Private Vægtere. Natvægterne synge nu paa deres sidste Vers, og Vægtersangen vil snart høre til de gamle Minder, ligesom Tranlygterne, Byens Porte og mange andre Herligheder. Men et Savn vil der opstaae ved den Reform, der, naar Politiloven bliver stadfæstet, vil finde Sted i den forestaaende Sommer. Det er dog ikke Vægternes Sang, man vil savne saameget nu da Texten og Noderne til Vægterversene ere udkomne, vil Enhver, der længes altfor meget efter at høre den gamle Melodi, til Nød kunne faae sit Savn tilfredsstillet - det vil forhaabentlig, med Vished tør vi ikke paastaae det, thi det maa først Erfaringen afgjøre, heller ikke være Savnet af fornøden natlig Sikkerhed, der vil gjøre sig følelig, men Savnet af de Smaatjenester, som Vægterne hidtil mod et kontant Vederlag af nogle Skillinger og en Ret til at gratulere til alle protestantiske og katholske endnu existerende og for Aarhundreder siden afskaffede helligdage have ydet deres Gades Beboere. Saaledes som Forholdene ere i Hovedstaden, vil man ikke let kunne tænke sig, hvorledes det vilde gaa Folk, hvis de ikke havde Nogen, der turde kalde paa dem om Morgenen, lukke dem ind af Gadedøre og Porte, sætte Skotter for deres Boutiksvinduer, tænde deres Gasblus paa Trapperne og deslige. I rigtig Erkjendelse af, at der burde gjøres Noget for, at Vægternes Afskaffelse ikke skulde blive følt altfor haardt, er der paatænkt Oprettelsen af et Kontoir for private Vægtere, der skal raade Bod paa de Savn, som de officielle Vægteres Afskaffelse nødvendigviis maa medføre. Ideen er sikkert hensigtsmæssig, og naar Entrepreneurerne (tre bosatte Handlende her i Staden) sørge for, hvad der iøvrigt ligger i deres egen Interesse, at skaffe sig paalidelige Folk og at sætte Taxterne saa billigt som muligt, tvivle vi ikke om, at deres Forehavende vil finde Anklang hos Publikum. Det er at vente, at der snart vil foreligge noget Nærmere om den paatænkte Ordning af denne Sag, der, efter hvad der er meddeelt os, skal have fundet velvillig Imødekommen hos forskjellige Autoriteter.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. februar 1863)

Gadebelysningen. (Efterskrift til Politivennen)

Det er høist beklageligt at ingen af vor Communalbestyrelse vil tage sig af denne Sag trods den almindelige Klage over Gadernes slette Belysning. Det er bekjendt, at den halve Deel af Lygterne slukkes Kl. 12. Nytaars Morgen var Taagen saa stærk, at man neppe kunde see 2 Skridt fra sig, det var en total Formørkelse. Men desuagtet maatte flere hundrede af Kjøbenhavns Beboere, som gik til Froprædiken, lade sig nøie med den saakaldte halve Belysning fra Lamper som neppe gav et Skin fra sig, eller hvad endnu værre, der næsten alle vare slukkede. Vi spørge: hvorlænge Kjøbehavns Beboere vil lade sig saaledes behandle af Vægterbestyrelsen? og om ikke Communalbestyrelsen endelig vil alvorlige tage sig af denne Sag? Det forekommer os, at den dog er langt vigtigere, end Sagen angaaende Træbeplantningen paa Kongens Nytorv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. januar 1856).

Overfald paa Vægtere. (Efterskrift til Politivennen)

Sammenhængen med en af Criminal- og Politiretten den 3die April paadømt Justitssag, hvorunder Tiltalte, Anders Berthelsen, actioneredes for Overfald mod Vægtere, var følgende: Afvigte 11te Decbr., om Morgenen mellem Kl. 5 og 6, stod Vægter Nr. 121, Søren Peter Hansen, paa sin Post ved Rosenborg, og talede med den der arbejdende Reebslager Hassenpflug, da Tiltalte kom slingrende forbi dem fra en Dandsebod eller en lignende Anstalt. Tiltaltes uregelmæssige Bevægelser foranledigede Vægteren til at henvende nogle Bemærkninger til Hassenpflug, hvilke Tiltalte hørte og gjenmælede imod. Vægteren anmodede ham nu i en rolig Tone om at begive sig til sit Hjem, men dette optog Berthelsen ilde, thi han greb fat i Vægteren, og der opstod saaledes et haandgemæng imellem dem, hvorunder Vægteren først, og senere begge Parter, gjentagne Gange kastedes til Jorden, idet de Begge avancerede fra Rosenborg og henad Sølvgaden til, og da Vægteren, som vilde anholde Rolighedsforstyrreren, ikke kunde faae Magten over denne, som tvertimod blev ved at molestrere ham, peeb han flere Gange og raabte om Hjælp. Herved foranledigedes 2de af paa Volden patrouillerende Menige til at nærme sig, og de fandt da Berthelen ifærd med at slaae den paa Gaden liggende Vægter. Tiltalte vilde nu absentere sig, men Soldaterne, som fældede Geværerne, anholdt ham og overleverede ham til Vægter S. P. Hansen og en anden tilkommen Vægter, nemlig Nr. 117, Hans Jørgen Hansen. Da der saaledes vare 2de Vægtere om Tiltale, troede Soldaterne, at disse nok kunne styre ham, og begave sig derfor atter paa Volden; men heri toge de feil, thi Berthelsen pryglede nu begge Vægterne, og var derhos bleven saa desperat, at han beed Vægter Hans Jørgen Hansen i Fingrene, ligesom han allerede tidligere havde tilføiet S. P. Hansen voldsomme Slag over Øinene og paa flere Steder af Legemet. Da disse Vægtere altsaa ogsaa maatte pibe og raabe om Hjælp, saa fremkom atter de ovennævnte patrouillerende Soldater, ligesom ogsaa 2de nye Vægtere, og nu fik man endelig Bugt med Tiltalte, der ved Assistance af Vagtcommandeuren i Sølvgadens Kaserne indsattes i dennes Vagtarrest. For dette Forhold blev Tiltalte, der ei kunde antages at have været i beskjænket i en Tilregnelighed udelukkende Grad, anseet efter Frdn. 4de Octbr. 1833 § 16, og skjønnedes Straffen for ham, der var 27 Aar gl., og ifølge Dom af 31te Juli 1846 for Tyveri var straffet med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, at kunne bestemmes til lige Fængsel i 6 Gange 5 Dage. Han tilpligtedes derhos at udrede alle af Actionen flydende Omkostninger, derunder Salair til de befalede Sagførere med 5 Rd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. april 1855, 2. udgave.)

Vægter dømt for Vold. (Efterskrift til Politivennen)

En Vægter, tiltalt for Misbrug af sin Myndighed. Natten mellem den 21de og 22de Septbr. f. A. Kl. 12 kom nogle Personer, der i Selskab med andre vare paa Veien herind til Staden i den søndre Allee udenfor Vesterport i en Ordstrid med 2 dem ubekjendte Mandspersoner, af hvilke den ene snart fjernede sig, hvorimod der opstod et Slagsmaal med den anden. Da Carl Frederik Borch, som havde Post som Vægter paa den nærmeste Deel af Vesterbro, havde begivet sig hen til det Sted, hvor hiint passerede, fandt han, efter hvad han har forklaret, en Deel Personer i høirøstet Samtale, og paalagde dem strax at tie stille og at forføie sig bort, hvilket Paalæg ikke mødte nogen Indvending eller fremkaldte trodsig eller fornærmelig Adfærd imod ham, men, da de Paagjældende ikke strax taug, og, som B. har udtrykt sig, nogen af dem gik hen imod ham, gav han, uden at der var sagt et Ord til ham, eller paa anden Maade givet ham Anledning til at befrygte, at man enten vilde modsatte sig hans Befaling eller personlig angribe ham, sig til, idet han i Øieblikket tænkte sig Muligheden deraf, at bruge sin Stok, og ved med denne, der var en saakaldet Naturstok af Egetræ, og havde et Omfang foroven af 4 Tommer og forneden, hvor den var stærkt beslaaet med Jern, af 3 Tommer, at tildele forskjellige Personer Slag, fordrev han samtlige Vedkommende ned ad Alleen henimod Indgangen til Jernbanegaarden.

Imidlertid havde Politibetjentene Martin Hertz og Ludvig Hertz samt Opsigtsbetjent Steensbech, der efter en tilendebragt Patrouillering sadde paa en Bænk i den nordre Allee, bemærket, at Uorden fandt Sted i den anden Allee, og navnlig hørt nogen skrige meget høit, samt at det lod som om nogen blev slaaet med en Stok, hvisaarsag de ilede over i den sidstnævnte Allee, hvor de antraf endeel Personer, som forfulgtes af Borch. M. Hertz, der vil have foreviist sit Politiskilt for Borch og betydet denne, samt en anden tilstedeværende Vægter at de skulde begive dem til deres Poster, gjorde udtrykkeligt opmærksomt paa, at det var Politiet, der var kommet tilstede, men han havde neppe udtalt, førend B. løftede sin Stok og bibragte ham et Slag i Hovedet, saa at han styrtede til Jorden, hvorefter B. ogsaa tilføiede Opsigtsbetjent Steensbech, der ligeledes fremtog sit Skilt, og foreviste der for B. et Slag med Stokken over den høire Arm. B. vendte sig derefter til Politibetjent Ludvig Hertz og gjorde Mine til at slaae ham, men han forebyggede Slaget, ved at tilraade B., om han slog Politiet, og ved at holde ham Politiskiltet lige under Øinene.

Saavel M. Hertz som Steensbech indlagdes strax i Frederiks Hospital og under 23de Septbr. erklærede Overchirurgen, Professor Stein, med Hensyn til H., at han havde et contunderet Saar i venstre Tinding af lidt over 1 Tommes Længde, men uden Blottelse af Benet, hvorimod der havde viist sig nogle Hjernetilfælde af en saadan Beskaffenhed, at deres Udfald endnu ikke kunde bestemmes, og i Henseende til S., at han havde en Contusion af høire Albueled, der dog rimeligviis ikke vilde bevirke nogen blivende Skade paa hans Helbred og Førlighed. Under 6te October har Prof. Stein, næst at bemærke, at H. havde den 26de Septbr., ifølge eget Forlangende, forladt Hospitalet, efterat de Tilfælde af Hjernerystelse, som ledsagede Beskadigelsen, vare hævede, yttret, at Saaret kun var trængt igjennem de bløde Dele uden Beskadigelse af Benet, og at det saaledes kunde antages, at denne Læsion ikke vil efterlade Følger for Fremtiden, hvorhos han med Hensyn til det Spørgsmaal, hvorvidt den Beskadigedes Liv kan have varet udsat for øiensynlig Fare, har tilføiet, at det maa antages for afgjort, at et voldsomt Slag med en Stok af den Beskaffenhed, som den omhandlede, lettelig kunde have havt Døden til Følge.

I Forhør af 29de October har M Hertz erklæret, at det paagjældende Saar vel ikke endnu var fuldkomment lægt, men at han dog følte sig saa vel, at han igjen havde meldt sig til Tjeneste. For Steensbechs Vedkommende har Prof. Stein under 6te Octbr. yttret, at han, ifølge egen Begjæring, forlod Hospitalet d. 27. Septbr. i saa kjendelig Bedring, at hans fuldstændige Helbredelse kunde ventes inden kort Tid og det uden Følger for Fremtiden, og i Forhør af 4. Octbr har Steensbech erklæret, at han ingen Fornemmelse har af den ham tilføiede Beskadigelse.

Tiltalte Borch benægtede, at Nogen har, førend efter at han havde ophørt at tildele Slag med sin Stok foreviist ham Politiskilt, eller betydet ham, at det var Politiets Betjente, der vare komne tilstede, og, idet han, i Overensstemmelse hermed har anført, at han ikke slog Nogen, efter at han var kommen til Kundskab om, at Politiets Betjente havde indfundet sig, antog han, at M. Hertz og Steensbech have været iblandt de Personer, han, som ovenmeldt, bortjog, og der blev under Sagen ikke tilveiebragt Beviis for, at han, da han tilføiede H. og S. de omtalte Slag, vidste, at de vare til Politiet henhørende Betjente, i hvilken Henseende det med Hensyn til den ovenfor omtalte Foreviisning af Politiskiltene, bemærkes, at Tiltalte, efter hvad der er oplyst, maa antages at være i høi Grad nærsynet.

Som Følge heraf kunde der ikke paadrages ham Strafansvar fra det Synspunkt, hvorfra den Deel af Actionen gik ud, under hvilken han sigtedes for at have tilstået H. og S Legemsbeskadigelser under Udførelsen af deres Tjenesteforretninger, men derimod blev han fældet som skyldig i Misbrug af den ham, som Vægter tilkommende Myndighed, og blev han - der er 43 Aar gl., og ifølge Politidirecteurens Resolution har for usømmelige Udladelser imod en Politiofficiant straffet med Fængsel paa Vand og Brød - ved Criminalrettens Dom af 21. januar nu anseet med lige Fængsel i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. januar 1854, 2. udgave. Afsnit er indsat for at øge læsbarheden).

Fornærmelser imod Vægtere. (Efterskrift til Politivennen)

Fornærmelser imod Vægtere. Mandagen den 5te Januar om Aftenen indfandt en Person sig i Høker Poulsens Boutik i Peterhvidtfeldtstræde og fik paa Begjæring 2 Snapse Brændeviin. Han vilde derefter begive sig ind i den indre Stue, men, da han ikke saa sjeldent havde gjort Spectakler hos P., formeentes det ham, hvorover han blev grov, truede med at slaae og var ikke at formaae til at forlade Boutiken. Da Vagten, som P. havde ladet hente, kom tilstede, blev Personen aldeles forandret og gik paa Opfordring i al Stilhed bort, hvorefter Vagten forlod Stedet. Kort efter indfandt Personen sig paa ny hos P. og fortsatte, hvor han slap. Efter et forgjæves Forsøg paa at sætte ham paa Døren, gik P. igjen efter Vagten, forfulgt af Personen, hvis Angreb paa P. imidlertid blev afværget af dennes Gjæster, samt 2 tilstedekomne Vægtere, der derefter anholdt ham, for at bringe ham paa Politikammeret. Under Paagribelsen satte Anholdte sig med al mulig Magt til Modværge, tog den ene Vægter i Brystet og brugte truende Yttringer, saavel imod ham som imod den anden Vægter, navnlig at han skulde have dem i Erindring og passe dem op paa Posten. Han kastede sig derefter i Gaden og var ikke at formaae til at opgive denne Stilling. Flere Vægtere hidkaldtes, Stigen blev reqvireret, og Arnoldus Delphinus eller de Fine Gregersen v. Greiersen - det var den Anholdte - anbunden til samme, og, ledsaget af en Mængde Tilskuere, bragt til Bestemmelsesstedet. Til Rapporten og under det første Forhør paastod Arrestenten, at han ved den nævnte Leilighed var saa beskjenket, at han aldeles ikke vidste noget om det Passerede, eller hvorledes han var kommen paa Kammeret. Efter at Vægternes Forklaringer i hans Paahør vare oplæste, begyndte han, endnu uopfordret til derom at yttre sig, at erklære, at disse vare aldeles usandfærdige, hvorimod han meget nøiagtigt og detailleret, i Et og Alt overeensstemmende navnlig med Høker Poulsens Forklaring, fortalte Alt hvad der var passeret lige indtil det Tidspunkt, da han af Vægterne blev anholdt. Da Dommeren gjorde ham opmærksom paa, at der deri laae et afgjørende Beviis for løgnagtigheden i hans Forklaring om , at han hiin Aften havde været i den Grad beruset, at han var uvidende om, hvad der var passeret eller hvad han havde foretaget sig, tilføjede han, at han, da han blev sat ud paa Gaden, i Døren fik et voldsomt Slag i Hovedet, uden at han dog vidste, hvorledes dette blev ham bibragt, og at han først deraf blev saa fortumlet, at han senere ikke vidste hvad der foregik. Paa Spørgsmaal , hvorfor han hidtil ikke havde omtalt dette Slag, svarere han snart, at han ikke huskede paa det , snart at der ikke blev spurgt om dette Slag, og snart at han ikke troede vel nødvendigt, og noget nærmere bestemt Svar var ikke at erholde af ham. At der var tilføiet ham noget Slag er paa det Bestemteste benegtet af samtlige Deponenter, og hvad den af ham paaberaabte beskjænkede Tilstand angik, da var denne ifølge de fremkomne Oplysninger ikke af en saadan Grad, at den udelukkede Tilregnelighed. Arrestanten, der tiltaltes for Fornærmelser mod Vægtere, blev ved Criminal- og Politirettens Dom af 24de Februar anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage. Han er i en Alder af 31 Aar, har tidligere været straffet, blandt andet for Tyveri, og henhører til Protocollen over mistænkelige Personer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. maj 1852, 2. udgave)

Ifølge Krak 1852 var der en L. Poulsen i Pederhvidtfeldtstræde 106. Matrikel 106 var 1811 sammenlagt med 105, i dag Peder Hvitfeldts Stræde 9. Huset er opført i 1811 og ombygget 1930.

Ringning paa almindelig Hospital (Efterskrift til Politivennen)

Det har i flere år været skik på almindelig Hospital, at vægteren hver halve time angiver tiden ved at slå på en i gården værende stor klokke. Da der på alle sygestuerne findes stueure, synes denne ringning kun at have til hensigt at vække patienterne. Før antog man det for et nødvendigt onde. Men pludselig blev klokken tavs, og hvorfor? Fordi kandidat R-e, der var ansat på hospitalet, var betænkelig syg. Efter hans død hørte man atter denne ringning. Altså var dhrr. medlemmer af direktionen og de på hospitalet ansatte læger overtydede om, at denne larm kunne indvirke skadeligt på hr. R-s helbred. 

Nu spørges direktionen og lægerne, om der ikke på hospitalet henligger mange lige så betænkelige patienter, og om deres helbred og liv ikke kan være dem selv og deres familie lige så kært og uundværligt, som hr. R-s. Og når lægerne antager at denne larm kunne fremskynde hans død, hvor mange patienters har den da ikke allerede fremskyndet og vil fremskynde.
En patient.

(Kjøbenhavnsposten 30. november 1846.)

Opvartningspige dræbt af Hunde. (Efterskrift til Politivennen)

- Angaaende den i Gaars Nr. af d. Blad omtalte rædsomme Begivenhed har Red. sildigere modtaget følgende tvende Meddelelser:

1. "Morges Kl. 5-6 gik Opvartningspigen i Toldbod-Viinhuus ned i Gaarden for at hente Vand og blev, da hun var kommen hen ved Posten, angreben af de 3 Hunde, som om Natten gaae løse paa Toldboden under Opsigt af tvende vægtere. Hundene vare nemlig brudte igjennem et Hul *) paa det raadne Plankeværk, som adskiller Toldbodviinhusets Gaardsplads fra Toldboden. Vel hørtes den Ulykkeliges Skrig; men Ingen turde vove at komme hende til Hjelp, og da Vægterne fra Toldboden omsider kom til, og efter megen Anstrængelse fik Hundene jaget ud paa Gaden, var den Ulykkelige allerede død. Dette er tredie Gang i ikke lang Tid disse Hunde have afstedkommet Ulykke. En engelsk Styrmand, der i forrige Aar blev angreben af dem, døde af deres Bid."

2. "Rygtet fortæller, at en Pige, som tjente i Toldbod-Viinhuus i Morges Kl. 5 i hendes Husbonds Gaard er bleven ihjelreven af 2de Hunde, som fra den tilstedende Toldbodplads igjennem et Plankeværk vare trængte ind i Gaarden. Skjøndt jeg ikke er bekjendt med de nærmere Omstændigheder ved denne rædsomme Begivenhed, saa forekommer det mig dog utvivlsomt, at der ved samme maa have sundet Forsømmelse Sted, saavel fra Plankeværkets Eiers Side, som i Særdeleshed fra den Mands (i hvo han saa er), hvem Tilsynet med Vagtholdet paa Pladsen paahviler, og endelig, forsaavidt Ulykkens Afsendelse ved hurtig Hjelp angaaer, muligen fra vedkommende paa Pladsen ansatte Vægters, eller Vægteres Side, og derfor er jeg ogsaa overbeviist om, at Sagen vil blive forundt den nøiagtigste og omhyggeligste Undersøgelse og at Lovens Bud om Vaade og Straffen for samme - in specie 6-10-4, Plac. 4de October 1815 § 3, Forordn. 4de Aug. 1810 og andre lignende Lovsteder, for saa vidt de kunne komme til ligefrem eller analogist Anvendelse - ufravigeligen ville vorde anvendte. - Vist er der ogsaa - i det mindste forekommer det mig saaledes - i sig selv i høi Grad anomalt og besynderligt, at der overhoveder tillades, at lade saadanne Hunde, som de ommeldte, gaae løse paa visse Pladser som Vogtere imod Tyve. Den Lovgivning, der ved Forordn. 4de Aug. 1810 har indskærpet os Pligten til at hjelpe vore Medmennesker, uden nogetsomhelst Hensyn, naar de ere i Fare for Livs eller Helbreds Tab, og sætter streng Straf for Forsømmelse af denne Christenpligt, og den Lovgivning, som, med Hensyn til den Mulighed, at Rovdyr, som holdes indesluttede i stærke Bure under uafbrudt Tilsyn, kunde slippe løs og overfalde Mennesker, har aldeles forbudt saadanne Dyrs Indførelse i Landet **!), synes mig at ville modsige sig selv paa det Allerstærkeste, naar den tillod Nogen, - det være sig enkelt Mand eller Corporation, privat Eier eller offentlig Stiftelse - til sin Eiendoms Bevogtelse at holde Dyr, der vel hedde Hunde, men i Gjerningen ere al sætte i Klasse med Ulve og Tigere, saaledes gaaende løse, at det ikke alene er muligt, men endog sandsynligt, og ifølge tidligere Erfaring venteligt, at de af og til ville ombringe Mennesker paa den skrækkeligste Maade. Derfor baade antager jeg og anseer jeg det for min Pligt at antage, at Tilværelsen af den her ommeldte Praxis ikke er kommen til rette vedkommende høie Autoritets Kundskab, og derfor er det især, at disse Linier see Lyset. - Imod Afskaffelsen af løsgaaende glubende Hundes Brug til Bevogtning kunde man vel indvende, at selve Loven tillader at værge sit Gods med hvad Værge man mægtig er, og at der, naar kun Hundene ei kunne bryde ud, intet Urimeligt, eller imod Pligten mod Medmenneskers Liv og Velfærd Stridende, er i  deres Afbenyttelse; men dette synes mig Intet at betyde, naar man lægger Mærke til, at Loven kun tillader et saadant Forsvar, hvor Eierens person tillige udsættes for Fare, og naar man betænker, at ved det nævnte Værge sikkert kun kan forstaaes livløse Ting, der kun kunne skade naar de føres af Menneske-Haand, hvis Virksomhed kan ledes af Forbuddet mod Nødværgens Misbrug, og ikke en glubende Hunds rasende Tand; ligesom ogsaa endelig, om man end vil sætte, at Hundene aldrig slippe ud af Pladsen, kun et Uhyre, og intet Menneske, kan ville paastaae, at den, der i ulovligt Ærinde - han være Tyv, Morder eller Mordbrænder - om Nattetid trænger ind paa Toldboden, Skibs- eller Tømmerpladser, skulde for sin blotte onde Hensigt uden Lov og Dom og uden Betænkningstid, sønderrives af glubende Rovdyr."

*) Ved den anstillede Undersøgelse skal det være befundet, at de ere komne ind ved at stede en Lem op, som findes paa Plankeværket og over en Rende gaaet indad til Toldbodviinhuus.

**) Canc. Circ. af 16de Juli 1822.

(Kjøbenhavnsposten 3. februar 1837)

Se endvidere artikler i indslaget Ønske i en sørgelig Anledning, Politivennen 4. februar 1837.

Vægter dræber væverdreng. (Efterskrift til Politivennen)

I Mariboe er atter skeet en Ulykke. - Vægteren Jacob Bramsen har med sin jernpiggeede Morgenstierne slaaet Væverdrengen Jørgen Vikke, saa voldsomt i hovedet, at Jernpiggene var gaaet dybt ind i Hiernen og voldte, efter Lægernes Erklæring, at Drengen døde. Den ivrige Vægter er nu arresteret.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 12. marts 1818.

Forsømmelig Vægter i Ringsted. (Efterskrift til Politivennen)

Formedelst at en Vægter i Ringsted ikke saae det han burde see, nemlig at en Bodegaaard afbrændte i Allindemagle Natten mellem den 14de og 15de f. M., der ikkun ligger en Mil fra Ringsted, er han dømt fra sit Embede, og mulig var kommen til at bære den spanske Kappe, hvis ej hans Alder og Sygdom havde virket Skaansel derfor. - Desværre har man i mange Stæder Vægtere der kun lidet ere skikkede til denne dog saa vigtige Post.

(Dagen den 16. april 1805)

Til Inds. af Stykket, i Nr. 1410 af "Politivennen," angaaende Vægterne paa Lappen.

Da der ikke er nogen anden vægter på Lappen end undertegnede, byder pligten mig a modsige de beskyldninger som indsenderen af det stykke har lagt mig til last, da jeg kan bevisliggøre min ret. At jeg til enhver tid har passet min dont og råbt mine råb, vil jeg når de afkræves, kunne beedige. Og at man ofte træffer mig ved accisseporten, er ikke fordi jeg er bange for at være ude på posten, men kun ene og alene for at kunne høre de andre vægters råb da det ikke altid er muligt at kunne høre klokken slå. - Men der gives en slags mennesker hvis eneste fornøjelse består i at gøre ondt, og som altid vil over hvor gærdet er lavest. De betragter ikke en vægter som om han hørte til det menneskelige samfund, men som om han var et umælende dyr.

P.Olsen

(Politivennen nr. 1412. Løverdagen, den 21de Januar 1843. Side 46). 

Uordener

- (Indsendt fra Helsingør.) Da lappeboerne lige så fuldt må betale deres skatter og afgifter som de øvrige af byens indbyggere, tillader man sig følgende spørgsmål: "Hvoraf kommer det at den politibetjent som ved trommeslag oplæser bekendtgørelser, aldrig umager sig ud på Lappen undtagen når bekendtgørelsen handler om skarpskydning, bortskaffelsen af tangbunker osv.? Hvoraf kommer det at man aldrig ser vagter på Lappen efter kl. 11 eller hører noget råb efter denne tid? Vel har det jo i den senere tid været lidt risikabelt at gå derude om natten da der let kan opholde sig nogle af de gavtyve som i denne tid har gjort adskillige indbrud (men disse er dog sket inde i byen), dog derfor har man jo vægtere for at passe på og ikke for at sidde ved cisseporten. Og skulle det være for voveligt for vægterne at opholde sig derude, da kunne man jo postere en skildvagt til at våge over at ikke vægterens kære person skulle tage skade. Fik vi en af vore lyse jægere derud, ville han sikkert godt passe på manden med kniplen, holde ham vågen, og således endog skaffe os sømænd den fornøjelse at høre hvad vinden er. 

(Politivennen nr. 1410. Løverdagen, den 7de Januar 1843. Side 16)

Redacteurens Anmærkning.

Vægteren svarer igen i Politivennen nr. 1412, 21. januar 1843, s. 46.

Om Vægternes Nattesang paa Gaden.

I Kingos vægtersange er der unægteligt for det meste meget god poesi. Og når vores vægtere forstod at synge dem, om ikke så smukt som den vægter i Gothersgade for mange år siden der havde en stemme som lignede forhenværende skuespiller Carl Bruuns, så dog tåleligt, ville ingen have noget at indvende mod deres sang som da endog kunne more dem der må ligge mange timer vågne. Men da de fleste vægtere brøler i stedet for at synge, er der vist mange af Københavns beboere der ville være vores udmærkede politidirektør meget forbundet om han snart eller i det mindste til næste vinter, kunne afskaffe den afskyelige vægtersang om natten.

Der er skrevet adskillige gange mod denne brølen om natten. Man har anført at syge mennesker som var sengeliggende af nervefeber, derved er blevet ængstede på det ynkeligste, og at barselskoner har fået mange farlige tilfælde ved at tilbringe flere søvnløse nætter om vinteren på grund af den hver time gentagne vægterbrølen. Man indser sandelig ikke nødvendigheden af at vægterne synger lange vers på gaden om natten på den tid da de fleste søger og bør have ro og hvile. Den eneste antagelig grund hvorfor denne skik er blevet indført, var vel for at forebygge at vægterne ikke skulle sove på deres post, og ved denne sang tilkendegive at de var årvågne. Men kunne man ikke fordoble vægternes antal så at hver vægter kunne afløses en gang om natten, da han altså kun måtte have halvt så stor løn som han nu har, og tillige blot som det er skik i andre hovedstæder, lade ham råbe hver time om natten hvad klokken, og om man vil da København er en søstad, hvad vinden er. 

Anmelderen ønsker inderligt og han ved at såre mange nærer det ønske, at vores virksomme politidirektør til næste vinter, eller om muligt var før, ville sørge for at den afskyelige vægterbrølen kunne blive afskaffet.

(Politivennen nr. 1378, Løverdagen, den 28de Mai 1842. Side 345-346).

Nattestøi.

Natten mellem den 22. og 23. omtrent kl 2.30 blev anmelderen vækket ved en tummel og støj på gaden. I den tanke at der var ildløs i nærheden, eller spektakel, stod han op af sengen og nærmede sig et vindue ud til gaden. Her så han da at vægterne fra Vimmelskaftet, Klosterstræde og Hyskenstræde stod forsamlet i krydset i krydset af nævnte gader og at en 8 til 10 lystige personer under jodlen og højrøstet tale nærmede sig vægterne, hilste dem ved at byde dem hånden og være særdeles fidele mod dem. De tog vægterne under armen og indbød dem til at følge med sig for at drikke kaffe, hvilket vægterne dog ikke samtykkede i, men anviste dem på spørgsmålet om hvor der var et kaffehus, et sted så vidt kunne høres på Vandkunsten. En af selskabet tog et "penge"stykke, holdt det i vejret og spurgte "er det nok, vægter?", og da dette blev modtaget af en af vægterne, gik endelig selskabet syngende ned ad Hyskenstræde. Det er højst ubehageligt således om natten at blive forstyrret i sin ro, og da vægterne efter deres instruks ikke må samle sig udenfor deres poster, men skal forblive på samme, og sørge for at orden og ro vedligeholdes der, anmeldes dette for vægternes foresatte i håb om derved at bevirke at sådanne støjende optrin ikke oftere vil finde sted.

(Politivennen nr. 1278, Løverdagen, den 27de Juni 1840. Side 407-408) 

En Vægters høist pafaldende og upassende Adfærd mod tvende Udlændinge.

Mandag den 10. juni om aftenen klokken omtrent 10.30 blev to udlændinge som logerer hos værtshusholderen der bor i stedet nr. 75 Bag Børsen just som de stod på fortovet udenfor nedgangen til kælderen og samtalede ganske sagte såvel indbyrdes som med deres værts datter, på den mest ubehøvlede måde tiltalt af den posthavende vægter ved navn Berg idet han udlod sig således: "I lange, opløbne knægte står kun her på fortovet for at gøre kommers" og han betydede dem dertil i en højst upassende tone at de skulle gå ned i kælderen. Værtens datter der naturligvis blev ganske forundret over denne vægterens opførsel, forføjede sig ind i stuen til sin far der gik ud for at erfare hvad der var på færde. Efter at han af de fremmede og sin datter var blevet sat i kundskab om hvad der var passeret, bebrejdede han og det vist nok med rette, vægterens adfærd, men fik i stedet for en høflig undskyldning en mængde skældsord der ledsagedes med den trussel at han (nemlig vægteren) skulle melde ham (værten) fordi han holdt nattekommers.

Da man nu aldeles ikke ønsker at indlade sig med nævnte vægter ad rettens vej, men dog attrår at dette hans forhold med fredelige udlændinge måtte komme til hans foresattes kendskab, så har man valgt denne vej for at henlede disses opmærksomhed på ham, hvilket da vist nok vil have til følge at han vil få en alvorlig irettesættelse for denne hans højst upassende adfærd.

Til slut bemærkes at de fremmedes vært er ganske rolig med hensyn til den trussel hvormed vægteren har udladt sig da han er sig bevidst aldrig at have befattet sig med nattekommers.

(Politivennen nr. 1225, Løverdagen, den 22de Juni 1839. Side 387-388) 

Vægter-Maaneskin.

Det går hos os yderst langsomt med at afskaffe eller forandre indgroede sædvaner, forældet slendrian og groteske skikke, skønt tusind stemmer har hævet sig derimod. Således har her den meget underlige indgroede skik som i ingen anden hovedstad finder sted: ikke at tænde lygterne når almanakken forkynder måneskin. Man tager aldeles intet hensyn til at der på de bebudede måneskinsaftener kan indtræffe tåge, sne, regn, tyk luft m.m.; men vægterne har fra Arilds tid den ordre ikke på sådanne almanakaftener at tænde lygterne, eller også blot at lade dem lyse visse timer og atter slukke dem til en bestemt tid, om endog et egyptisk mørke da finder sted. I andre hovedstæder slukker man derimod slet ikke lygterne, men lader dem lyse fra den mørke aften til den klare dag. For ikke at tale om at København skønt forsynet med nye lygter, alligevel står tilbage i gadebelysning for andre hovedstæder. Så længe altså København har haft lygter, har den formodentlig også haft omtalte formørkelsesanordning, og ingen af de høje vedkommende har endnu indset: at af alle måner er den københavnske måne en af de mest genstridige og trodsige, den respekterer hverken Magistrat eller politi og ænser ikke almanakkens bebudelser.

Skønt lygteskatten opkræves med en klækkelig sum, må vi dog i flere aftener vandre i bælgmærke, og det undertiden således at vi ikke kan se hånd for øje eller finde hjørnet af gaden, ja ofte udsættes vi for at falde og blive lemlæstede. Det er på sådanne aftener et held for os at der fra så mange butikker og kældre udbredes lys over gaderne. Var det ikke tilfældet, ville det ikke være muligt at gå uden håndlygter fra det ene sted i byen til det andet. Man må altså takke butik- og kælderbeboerne der dog hver især må yde deres andel i lygteskatten, for dette gode! - I de to sidste måneder ville den stridige københavnske måne ikke udbrede sit lys over byen. Den holdt sig til trods for almanakkens bebudelse skjult i tåge eller skyer, og selv ikke aftenen før flyttedagen ville den lyse før henimod kl. 9, mens vi arme indbyggere snublede over halm og møddinger. Ja man hørte endog (for se kunne man ikke) at flere karle med byrder stødte mod hinanden og spolerede flyttegodset. Man kan da ikke andet end falde i forundring over vedkommendes utidige sparsommelighed især på sådan travl aften. Vel tales og skrives der meget om besparelser, men alt til sin tid, sagde den vise Salomon. - at lade indbyggerne vandre i mørke når vægtermåneskin er bebudet, er en latterlig og højst utidig sparsommelighed.

Har nu denne uskik fundet sted i århundreder, så tror man med ret og rimelighed at det må anses for at være på tide at den endelig bliver afskaffet, så at det anbefales vægterne at tænde lygterne forinden mørket falder på, og under intet påskud at slukke dem før månen lyser klart og luften er fri for skyer.

Hvad lygternes slukning kl. 12 angår, vil man her ikke berøre dette. Dog var det at ønske at nogle flere lygter måtte være tændte i hver gade.

Idet vi indstiller ovenstående til de ansvarliges opmærksomhed, håber vi at se den her påankede mangel afhjulpet, da der aldeles ikke findes nogen årsag, der kan tale for at lade den vedvare.

(Politievennen nr. 1145, Løverdagen, den 9de December 1837. Side 768-771)

Ønske i en sørgelig Anledning.

I nat er indtruffet den ulykke at en pige som tjente på Toldbod Vinhus, er blevet grueligt mishandlet og slidt ihjel af de hunde på Toldbodpladsen som vægterne har fået overladt som medhjælp. Det fremskynder det ønske at de gamle skrøbelige og halvt rådnede plankeværker der adskiller toldbodpladsen fra de boliger der er dyrt bortlejet til private, måtte blive afløst af en stenmur hvorved også sådanne gruelige scener ville blive forebygget for fremtiden. Nogen ville muligvis mene at denne anmodning kommer vel sent og anføre at det er vel sent at tilkaste brønden når barnet er druknet. Men anmærkeren der ikke anser en da capo for umulig, vil i så tilfælde svare: bedre sent end aldrig. Og da de ansvarlige i de senere år har anvendt en ikke ubetydelig sum på toldbodvæsnets lokales forskønnelse, ville de vist nok finde udveje til ved at opføre en simpel mur at sikre liv og førlighed for de lokale beboere som bor tilgrænsende.

(Politivennen nr. 1101, Løverdagen, den 4de Februar 1837. Side 76-77) 

Brokkensbod er det lave hus med det høje tag til venstre i billedet. Toldbod Vinhus skulle ligge lige overfor, mens Toldboden anes i baggrunden

Redacteurens Anmærkning.

Se artiklerne i Politivennen nr. 1101, 4. februar 1837. Side 76-77, Politivennen nr. 1102, 11. februar 1837. Side 81-83 og Politivennen nr. 1103, 18. februar 1837. Side 112. 

Toldbod Vinhus lå lige overfor Brokkensbod, se anmærkningen til artiklen fra 1822. Det er muligvis dette vinhus som blev omtalt i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 97, 16. september 1806, spalte 1539 således:

Det saakaldte Viinhus ved Toldboden begynder nu at ligne en liden Kjøbstæd. Ligefra Hjørnet ned til Amaliegaden er der indrettet 8 boutiquer, hvoraf de syv ere beboede af to Strømpehandlere, en Blikkenslager, en Tobakshandler etc. - I Centrumet er en Barbeerstue.

Toldbod Viinhuus præsenterede sig selv i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. maj 1806 således:

For det respective Publikum tilkiendegives hermed, at Toldbod-Viinhusets Hauge paany er anlagt og ingen Flid sparet til sammes Forskiönnelse, samt forsynet med en god Keglebane, og beværtes nu i Haugen med kold og varm Frokost, Middags- og Aftenspise, samt Caffe, Theee, Chocolade og andre Drikkevare, efter enhvers Behag ligesom i Huset; hvor ogsaa kan faaes beqvemme Værelser til Selskab og Tractementer, Reisende kan ligeledes og tillige bekomme vel indrettede Værelser, saavel for dem selv som til Domestikkerne, samt Staldrum og Vognremise for Equipage. Med reel og god Beværtning at erhverve det ærede Publikums Tilfredshed, skal stedse stræbes efter. Toldbod Viinhuus, den 22. April 1806.

C. J. Slængerich.

En notits i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 27. maj 1828, fortalte om den daværende vært:

I det jeg har den Ære at Bekjendtgjøre, at jeg er flyttet fra Toldbod-Viinhuus til mit Sted Nr. 12 paa Nørrebro, hvor jeg, Fredagen den 30te d. M., aabner Beværtningen, takker jeg paa det venskabeligste Alle og Enhver, som i en Række af 6 Aar forundte mig deres Søgning paa førstnævnte Sted, og anbefaler mig fremdeles til mine Venner og Bekjendte.

N. Rom.

En Politiplakat om glubske hunde blev offentliggjort i Politivennen nr. 1133, lørdag den 16. september 1837, side 586-588). Den omtalte artikel i Dagen, 3. februar 1837 lyder således:

Kjøbenhavn den 3die Februar.
I Gaar Morges tildrog sig den sørgelige Hændelse, at en Pige, som tjente paa det saakaldte "Toldbod-Wiinhuus", blev overfaldet, dræbt og skrækkelig lemlæstet af de Bulbider-Hunde, der om Natten gaae løse på Toldbod-Pladsen, men kom igjennem en Aabning der burde være lukket, kom ind i Gaarden, hvor Pigen ganske tidligt var beskæftiget. Begge Hundene skulle strax være blevne skudte. - Det er ikke første Gang, at glubende Vagthunde i Kjøbenhavn have anrettet en saadan Ulykke, ved at Folk, som vel have været Uvedkommende, men dog aldeles ikke have havt til Hensigt at stjæle, tilfældigviis ere komme paa deres Gebeet. Et Forbud imod at lade slige Hunde gaae løse, hvor og paa hvad Tid det end er, synes derfor at kunne have god Grund og at burde gives, da ingen bør have Ret til for sin Eiendom at sætte et Værn, der kan blive skyldige Medmennesker, som ved et Tilfælde nærme sig den, (undertiden til Eierens Tarv, som f. ex. ved Ildebrand) til Død eller Lemlæstelse. Desuden ere saadanne Hunde ikke sjelden nærmest Beskyttere af Nattevagtens rolige Søvn, istedetfor at de kun skulde være hans Hjælpere imod Tyve, hvilket vel i de fleste Tilfælde kan opnaaes ved at de staae lænkede og af ham først slaaes løs, naar han, der som oftest er velbevæbnet, blvier overbeviists om at der er Fare paafærde. Da der gives et Lovbud mod glubende Dyrs Indfør her i Landet, synes det ogsaa at burde være formeent at opdrætte eller holde Huusdyr, der ere glubende og endogsaa at lade dem gaae løse.

Kjøbenhavnsposten oplyste ganske kort om begivenheden den 2. februar 1837, samt et længere indlæg i Kjøbenhavnsposten 3. februar 1837 som indeholdt 2 beretninger (findes her på bloggen).

Knap 14 dage efter udkom der ifølge Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 14. februar 1837 et mindeblad:

Minde-Blad, indeholdende Opvartningspigen paa Tolbod-Viinhuus, Birgitte Kirstine Schmidts skrækkelige Endeligt, med littographeret Afbildning af Rædselsscenen. Faaes for 16 sk. i Christenbernikowsstrædet 217, 3die Sal tilhøire, og i Academiegaden 283, 3die Sal, paa Kobbertrykkeriet.

I øvrigt gav episoden ikke anledning til ændring idet Politivennen nr. 1231, 3. august 1839, s. 484-485 meddelte at en hvalp af en af hundene nu fungerede som nattevagt. Det retslige efterspil stod i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 31. juli 1837:

Kongens Foged her i Staden havde fundet sig foranlediget til at indstille, om der ikke maatte være Anledning til, under den Action, som er anlagt mod vedkommende Vægtere, for deres Mangel paa Tilsyn med de Hunde paa Toldbodpladsen, der sønderrev Pigen paa Toldbod-Viinhuus, tillige at udvide Tiltalen til Toldinspecteurerne og maaske endnu andre Embedsmænd ved Toldvæsenet for deres mangel paa Tilsyn med Plankeværket om Pladsen, saavelsom med de Hunde, som det var paalagt Vægterne at holde. Det kgl danske Cancelli har imidlertid svaret, at det ikke fandt tilstrækkelig Anledning til at udvide Actionsordren til disse embedsmænd.

Hunde der dræbte mennesker, skete også andre steder, som berettet i Kjøbenhavnsposten den 20. maj 1834:

I Nærheden af Wandsbeck har den 11te ds. tildraget sig den sørgelige Begivenhed, at en noget bekjænket Arbeidsmand, der henad Midnat vilde gaae fra Wandsbeck til Warmbeck, idet han kom bagved en derværende Blegeplads, blev anfalden af de der frigtgaaenede Vagthunde og af disse sønderflængedes saa frygteligt, at han Dagen efter døde af sine Saar. 

Velmeent Advarsel til Vægteren i Adelgaden imellem Helsingørs- og Dronningens Tvergade.

Gode mand! tænk på dette strøgs beboere og forskån os for den fatale banken om morgenen på døre og porte der vækker og forstyrrer os alle som ligger til gaden, så at vi ikke mere igen kan falde i søvn for den gang, og tænk da også på de uro derved forvoldes patienter!  - Se derfor at indrette hos vedkommende der absolut skal vækkes, noget der ikke kan forurolige andre. For hvis dette ikke sker, da må en del af nabolaget indgive klage til hr. kancelliråd Knudsen, og da tvivler man ingenlunde på at der vil ske forandring da man over år og dag tålmodigt har fundet sig i denne uorden.

En beboer af nævnte strøg i Adelgade.

(Politivennen nr. 1089, Løverdagen, den 12te November 1836. Side 733-734) 

Spørgsmaal i Anledning af Natteuorden paa Christianshavn.

Er vægterne der har post i nærheden af værtshusholder og dansebodvært P. Sørensens, eller P. Sørensen Bagsværds bopæl i Torvegade beordrede af deres foresatte til at tjene denne mand til sikkerhedsvagt når der indtræffer uordener hos ham?

Til dette spørgsmåls fremsættelse er indsenderen anmodet af flere af Christianshavns beeboere der har fundet det højst påfaldende jævnligt at se en del vægtere stå udenfor den oven nævnte mands bopæl som jævnlig er tumleplads for nattekommers og urdener, hvilke som oftest foranlediges af ham selv. På Christianshavn bor ingen politiofficiant, og når vægterne skal være bestemt til at beskytte en dansebodvært, hvem skal da varetage disses poster mens de flere timer står udenfor denne mands bopæl? Og hvem garanterer Christianshavns fredelige beboeres liv og ejendom når vægterne der om natten er sat til at våge over folks sikkerhed, tør forlade deres poster.

Foranlediget heraf indstilles til vores højagtede og driftige politidirektørs modnere overvejelse:

1) Bør det for fremtiden ikke forbydes Christianshavns vægtere at forlade deres poster for at tjene den nævnte dansebodvært til sauvegarde, og var det ikke rimeligere at denne i påkommende tilfælde ligesom andre henvendte sig til den nærmeste vagt, samt 

2) Da rettighed til at holde dans beror på en special tilladelse af politiet, bør da en sådan meddeles en mand hos hvem jævnlig uorden finder sted?

Disse vink håber indsenderen ville blive modtaget med velvilje af høje vedkommende.

Hansbild.
Maler.

(Politivennen nr. 1057, Løverdagen, den 2den April 1836. Side 215-216)

Vægterhuset i Amaliegaden.

Foranlediget ved en begyndt reparation på muren mellem Esplanaden og henimod det classenske bibliotek, tillader man sig atter at forespørge om der nu ikke kan haves håb om at blive befriet for det ved denne mur, i dette blad allerede flere gange ufordelagtigt omtalte vægterhus. 

Nævnte vægterhus frembyder i sandhed et skandaløst syn, og da det gøres til et uafladeligt centralsted for al uhumskhed, er det til forargelse for genboerne og ækelhed for de forbigående.

Hvorfor et sådant vægterhus skal vansire Amaliegade mere end de øvrige af byens hovedgader, fatter man ikke, da samme hvis det er nødvendigt, let kunne flyttes indenfor fattigboligens gård ved hvis port det desværre nu er anbragt.

(Politivennen nr. 1037, Løverdagen den 14de November 1835, s. 765-766).

Vægteren i Frederiksberg By.

Det ville være at ønske at vægteren i Frederiksberg By, som almindeligvis kaldes Niels, måtte påbydes at tage vare på sin post og bedre opfylde sine pligter end hidtil, da indbyggerne ellers bestandigt vil være udsat for stor fare ved opstået ildsvåde og udsat for tyveri og indbrud. Ofte savner man Niels' råb i flere timer, og mange nætter har indsenderen ikke hørt et eneste råb af ham, så at man fristes til at tro at han fortjener størstedelen af sin løn med at sove. Hertil kan han vel også være trængende når han om aftenen er overstadig drukken, går på værtshus og komme i klammeri med gæsterne, så at disse må sætte ham ud af huset, hvilket i det mindste en gang er sket, kl 11 om aftenen. Dog måske bryder Niels sig ikke om vægtertjenesten, en sådan ligegyldighed synes at vidne om det. Desuden er manden jo bødker og bebor brillante værelser til høj leje så at han rimeligvis ikke trænger til at strabadsere sig som nattevægter. 

Jacob Jacobsen. 

(Politivennen nr. 1025, Løverdagen den 22de August 1835, s. 556-557).

"Manden jo bødker og bebor brillante værelser til høj leje så at han rimeligvis ikke trænger til at strabadsere sig som nattevægter". (Folketællingen for 1850 for Frederiksberg sogn oplyser om en Niels Pedersen, f. 1797. Bødker og vægter, Frederiksberg. Det er dog uvist om det er ham, i givet fald ville han have været 38 år i 1835.)