Til Inds. af Stykket, i Nr. 1410 af "Politivennen," angaaende Vægterne paa Lappen.

Da der ikke er nogen anden vægter på Lappen end undertegnede, byder pligten mig a modsige de beskyldninger som indsenderen af det stykke har lagt mig til last, da jeg kan bevisliggøre min ret. At jeg til enhver tid har passet min dont og råbt mine råb, vil jeg når de afkræves, kunne beedige. Og at man ofte træffer mig ved accisseporten, er ikke fordi jeg er bange for at være ude på posten, men kun ene og alene for at kunne høre de andre vægters råb da det ikke altid er muligt at kunne høre klokken slå. - Men der gives en slags mennesker hvis eneste fornøjelse består i at gøre ondt, og som altid vil over hvor gærdet er lavest. De betragter ikke en vægter som om han hørte til det menneskelige samfund, men som om han var et umælende dyr.

P.Olsen

(Politivennen nr. 1412. Løverdagen, den 21de Januar 1843. Side 46). 

Uordener

- (Indsendt fra Helsingør.) Da lappeboerne lige så fuldt må betale deres skatter og afgifter som de øvrige af byens indbyggere, tillader man sig følgende spørgsmål: "Hvoraf kommer det at den politibetjent som ved trommeslag oplæser bekendtgørelser, aldrig umager sig ud på Lappen undtagen når bekendtgørelsen handler om skarpskydning, bortskaffelsen af tangbunker osv.? Hvoraf kommer det at man aldrig ser vagter på Lappen efter kl. 11 eller hører noget råb efter denne tid? Vel har det jo i den senere tid været lidt risikabelt at gå derude om natten da der let kan opholde sig nogle af de gavtyve som i denne tid har gjort adskillige indbrud (men disse er dog sket inde i byen), dog derfor har man jo vægtere for at passe på og ikke for at sidde ved cisseporten. Og skulle det være for voveligt for vægterne at opholde sig derude, da kunne man jo postere en skildvagt til at våge over at ikke vægterens kære person skulle tage skade. Fik vi en af vore lyse jægere derud, ville han sikkert godt passe på manden med kniplen, holde ham vågen, og således endog skaffe os sømænd den fornøjelse at høre hvad vinden er. 

(Politivennen nr. 1410. Løverdagen, den 7de Januar 1843. Side 16)

Redacteurens Anmærkning.

Vægteren svarer igen i Politivennen nr. 1412, 21. januar 1843, s. 46.

Om Vægternes Nattesang paa Gaden.

I Kingos vægtersange er der unægteligt for det meste meget god poesi. Og når vores vægtere forstod at synge dem, om ikke så smukt som den vægter i Gothersgade for mange år siden der havde en stemme som lignede forhenværende skuespiller Carl Bruuns, så dog tåleligt, ville ingen have noget at indvende mod deres sang som da endog kunne more dem der må ligge mange timer vågne. Men da de fleste vægtere brøler i stedet for at synge, er der vist mange af Københavns beboere der ville være vores udmærkede politidirektør meget forbundet om han snart eller i det mindste til næste vinter, kunne afskaffe den afskyelige vægtersang om natten.

Der er skrevet adskillige gange mod denne brølen om natten. Man har anført at syge mennesker som var sengeliggende af nervefeber, derved er blevet ængstede på det ynkeligste, og at barselskoner har fået mange farlige tilfælde ved at tilbringe flere søvnløse nætter om vinteren på grund af den hver time gentagne vægterbrølen. Man indser sandelig ikke nødvendigheden af at vægterne synger lange vers på gaden om natten på den tid da de fleste søger og bør have ro og hvile. Den eneste antagelig grund hvorfor denne skik er blevet indført, var vel for at forebygge at vægterne ikke skulle sove på deres post, og ved denne sang tilkendegive at de var årvågne. Men kunne man ikke fordoble vægternes antal så at hver vægter kunne afløses en gang om natten, da han altså kun måtte have halvt så stor løn som han nu har, og tillige blot som det er skik i andre hovedstæder, lade ham råbe hver time om natten hvad klokken, og om man vil da København er en søstad, hvad vinden er. 

Anmelderen ønsker inderligt og han ved at såre mange nærer det ønske, at vores virksomme politidirektør til næste vinter, eller om muligt var før, ville sørge for at den afskyelige vægterbrølen kunne blive afskaffet.

(Politivennen nr. 1378, Løverdagen, den 28de Mai 1842. Side 345-346).

Nattestøi.

Natten mellem den 22. og 23. omtrent kl 2.30 blev anmelderen vækket ved en tummel og støj på gaden. I den tanke at der var ildløs i nærheden, eller spektakel, stod han op af sengen og nærmede sig et vindue ud til gaden. Her så han da at vægterne fra Vimmelskaftet, Klosterstræde og Hyskenstræde stod forsamlet i krydset i krydset af nævnte gader og at en 8 til 10 lystige personer under jodlen og højrøstet tale nærmede sig vægterne, hilste dem ved at byde dem hånden og være særdeles fidele mod dem. De tog vægterne under armen og indbød dem til at følge med sig for at drikke kaffe, hvilket vægterne dog ikke samtykkede i, men anviste dem på spørgsmålet om hvor der var et kaffehus, et sted så vidt kunne høres på Vandkunsten. En af selskabet tog et "penge"stykke, holdt det i vejret og spurgte "er det nok, vægter?", og da dette blev modtaget af en af vægterne, gik endelig selskabet syngende ned ad Hyskenstræde. Det er højst ubehageligt således om natten at blive forstyrret i sin ro, og da vægterne efter deres instruks ikke må samle sig udenfor deres poster, men skal forblive på samme, og sørge for at orden og ro vedligeholdes der, anmeldes dette for vægternes foresatte i håb om derved at bevirke at sådanne støjende optrin ikke oftere vil finde sted.

(Politivennen nr. 1278, Løverdagen, den 27de Juni 1840. Side 407-408) 

En Vægters høist pafaldende og upassende Adfærd mod tvende Udlændinge.

Mandag den 10. juni om aftenen klokken omtrent 10.30 blev to udlændinge som logerer hos værtshusholderen der bor i stedet nr. 75 Bag Børsen just som de stod på fortovet udenfor nedgangen til kælderen og samtalede ganske sagte såvel indbyrdes som med deres værts datter, på den mest ubehøvlede måde tiltalt af den posthavende vægter ved navn Berg idet han udlod sig således: "I lange, opløbne knægte står kun her på fortovet for at gøre kommers" og han betydede dem dertil i en højst upassende tone at de skulle gå ned i kælderen. Værtens datter der naturligvis blev ganske forundret over denne vægterens opførsel, forføjede sig ind i stuen til sin far der gik ud for at erfare hvad der var på færde. Efter at han af de fremmede og sin datter var blevet sat i kundskab om hvad der var passeret, bebrejdede han og det vist nok med rette, vægterens adfærd, men fik i stedet for en høflig undskyldning en mængde skældsord der ledsagedes med den trussel at han (nemlig vægteren) skulle melde ham (værten) fordi han holdt nattekommers.

Da man nu aldeles ikke ønsker at indlade sig med nævnte vægter ad rettens vej, men dog attrår at dette hans forhold med fredelige udlændinge måtte komme til hans foresattes kendskab, så har man valgt denne vej for at henlede disses opmærksomhed på ham, hvilket da vist nok vil have til følge at han vil få en alvorlig irettesættelse for denne hans højst upassende adfærd.

Til slut bemærkes at de fremmedes vært er ganske rolig med hensyn til den trussel hvormed vægteren har udladt sig da han er sig bevidst aldrig at have befattet sig med nattekommers.

(Politivennen nr. 1225, Løverdagen, den 22de Juni 1839. Side 387-388) 

Vægter-Maaneskin.

Det går hos os yderst langsomt med at afskaffe eller forandre indgroede sædvaner, forældet slendrian og groteske skikke, skønt tusind stemmer har hævet sig derimod. Således har her den meget underlige indgroede skik som i ingen anden hovedstad finder sted: ikke at tænde lygterne når almanakken forkynder måneskin. Man tager aldeles intet hensyn til at der på de bebudede måneskinsaftener kan indtræffe tåge, sne, regn, tyk luft m.m.; men vægterne har fra Arilds tid den ordre ikke på sådanne almanakaftener at tænde lygterne, eller også blot at lade dem lyse visse timer og atter slukke dem til en bestemt tid, om endog et egyptisk mørke da finder sted. I andre hovedstæder slukker man derimod slet ikke lygterne, men lader dem lyse fra den mørke aften til den klare dag. For ikke at tale om at København skønt forsynet med nye lygter, alligevel står tilbage i gadebelysning for andre hovedstæder. Så længe altså København har haft lygter, har den formodentlig også haft omtalte formørkelsesanordning, og ingen af de høje vedkommende har endnu indset: at af alle måner er den københavnske måne en af de mest genstridige og trodsige, den respekterer hverken Magistrat eller politi og ænser ikke almanakkens bebudelser.

Skønt lygteskatten opkræves med en klækkelig sum, må vi dog i flere aftener vandre i bælgmærke, og det undertiden således at vi ikke kan se hånd for øje eller finde hjørnet af gaden, ja ofte udsættes vi for at falde og blive lemlæstede. Det er på sådanne aftener et held for os at der fra så mange butikker og kældre udbredes lys over gaderne. Var det ikke tilfældet, ville det ikke være muligt at gå uden håndlygter fra det ene sted i byen til det andet. Man må altså takke butik- og kælderbeboerne der dog hver især må yde deres andel i lygteskatten, for dette gode! - I de to sidste måneder ville den stridige københavnske måne ikke udbrede sit lys over byen. Den holdt sig til trods for almanakkens bebudelse skjult i tåge eller skyer, og selv ikke aftenen før flyttedagen ville den lyse før henimod kl. 9, mens vi arme indbyggere snublede over halm og møddinger. Ja man hørte endog (for se kunne man ikke) at flere karle med byrder stødte mod hinanden og spolerede flyttegodset. Man kan da ikke andet end falde i forundring over vedkommendes utidige sparsommelighed især på sådan travl aften. Vel tales og skrives der meget om besparelser, men alt til sin tid, sagde den vise Salomon. - at lade indbyggerne vandre i mørke når vægtermåneskin er bebudet, er en latterlig og højst utidig sparsommelighed.

Har nu denne uskik fundet sted i århundreder, så tror man med ret og rimelighed at det må anses for at være på tide at den endelig bliver afskaffet, så at det anbefales vægterne at tænde lygterne forinden mørket falder på, og under intet påskud at slukke dem før månen lyser klart og luften er fri for skyer.

Hvad lygternes slukning kl. 12 angår, vil man her ikke berøre dette. Dog var det at ønske at nogle flere lygter måtte være tændte i hver gade.

Idet vi indstiller ovenstående til de ansvarliges opmærksomhed, håber vi at se den her påankede mangel afhjulpet, da der aldeles ikke findes nogen årsag, der kan tale for at lade den vedvare.

(Politievennen nr. 1145, Løverdagen, den 9de December 1837. Side 768-771)

Ønske i en sørgelig Anledning.

I nat er indtruffet den ulykke at en pige som tjente på Toldbod Vinhus, er blevet grueligt mishandlet og slidt ihjel af de hunde på Toldbodpladsen som vægterne har fået overladt som medhjælp. Det fremskynder det ønske at de gamle skrøbelige og halvt rådnede plankeværker der adskiller toldbodpladsen fra de boliger der er dyrt bortlejet til private, måtte blive afløst af en stenmur hvorved også sådanne gruelige scener ville blive forebygget for fremtiden. Nogen ville muligvis mene at denne anmodning kommer vel sent og anføre at det er vel sent at tilkaste brønden når barnet er druknet. Men anmærkeren der ikke anser en da capo for umulig, vil i så tilfælde svare: bedre sent end aldrig. Og da de ansvarlige i de senere år har anvendt en ikke ubetydelig sum på toldbodvæsnets lokales forskønnelse, ville de vist nok finde udveje til ved at opføre en simpel mur at sikre liv og førlighed for de lokale beboere som bor tilgrænsende.

(Politivennen nr. 1101, Løverdagen, den 4de Februar 1837. Side 76-77) 

Brokkensbod er det lave hus med det høje tag til venstre i billedet. Toldbod Vinhus skulle ligge lige overfor, mens Toldboden anes i baggrunden

Redacteurens Anmærkning.

Se artiklerne i Politivennen nr. 1101, 4. februar 1837. Side 76-77, Politivennen nr. 1102, 11. februar 1837. Side 81-83 og Politivennen nr. 1103, 18. februar 1837. Side 112. 

Toldbod Vinhus lå lige overfor Brokkensbod, se anmærkningen til artiklen fra 1822. Det er muligvis dette vinhus som blev omtalt i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 97, 16. september 1806, spalte 1539 således:

Det saakaldte Viinhus ved Toldboden begynder nu at ligne en liden Kjøbstæd. Ligefra Hjørnet ned til Amaliegaden er der indrettet 8 boutiquer, hvoraf de syv ere beboede af to Strømpehandlere, en Blikkenslager, en Tobakshandler etc. - I Centrumet er en Barbeerstue.

Toldbod Viinhuus præsenterede sig selv i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. maj 1806 således:

For det respective Publikum tilkiendegives hermed, at Toldbod-Viinhusets Hauge paany er anlagt og ingen Flid sparet til sammes Forskiönnelse, samt forsynet med en god Keglebane, og beværtes nu i Haugen med kold og varm Frokost, Middags- og Aftenspise, samt Caffe, Theee, Chocolade og andre Drikkevare, efter enhvers Behag ligesom i Huset; hvor ogsaa kan faaes beqvemme Værelser til Selskab og Tractementer, Reisende kan ligeledes og tillige bekomme vel indrettede Værelser, saavel for dem selv som til Domestikkerne, samt Staldrum og Vognremise for Equipage. Med reel og god Beværtning at erhverve det ærede Publikums Tilfredshed, skal stedse stræbes efter. Toldbod Viinhuus, den 22. April 1806.

C. J. Slængerich.

En notits i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 27. maj 1828, fortalte om den daværende vært:

I det jeg har den Ære at Bekjendtgjøre, at jeg er flyttet fra Toldbod-Viinhuus til mit Sted Nr. 12 paa Nørrebro, hvor jeg, Fredagen den 30te d. M., aabner Beværtningen, takker jeg paa det venskabeligste Alle og Enhver, som i en Række af 6 Aar forundte mig deres Søgning paa førstnævnte Sted, og anbefaler mig fremdeles til mine Venner og Bekjendte.

N. Rom.

En Politiplakat om glubske hunde blev offentliggjort i Politivennen nr. 1133, lørdag den 16. september 1837, side 586-588). Den omtalte artikel i Dagen, 3. februar 1837 lyder således:

Kjøbenhavn den 3die Februar.
I Gaar Morges tildrog sig den sørgelige Hændelse, at en Pige, som tjente paa det saakaldte "Toldbod-Wiinhuus", blev overfaldet, dræbt og skrækkelig lemlæstet af de Bulbider-Hunde, der om Natten gaae løse på Toldbod-Pladsen, men kom igjennem en Aabning der burde være lukket, kom ind i Gaarden, hvor Pigen ganske tidligt var beskæftiget. Begge Hundene skulle strax være blevne skudte. - Det er ikke første Gang, at glubende Vagthunde i Kjøbenhavn have anrettet en saadan Ulykke, ved at Folk, som vel have været Uvedkommende, men dog aldeles ikke have havt til Hensigt at stjæle, tilfældigviis ere komme paa deres Gebeet. Et Forbud imod at lade slige Hunde gaae løse, hvor og paa hvad Tid det end er, synes derfor at kunne have god Grund og at burde gives, da ingen bør have Ret til for sin Eiendom at sætte et Værn, der kan blive skyldige Medmennesker, som ved et Tilfælde nærme sig den, (undertiden til Eierens Tarv, som f. ex. ved Ildebrand) til Død eller Lemlæstelse. Desuden ere saadanne Hunde ikke sjelden nærmest Beskyttere af Nattevagtens rolige Søvn, istedetfor at de kun skulde være hans Hjælpere imod Tyve, hvilket vel i de fleste Tilfælde kan opnaaes ved at de staae lænkede og af ham først slaaes løs, naar han, der som oftest er velbevæbnet, blvier overbeviists om at der er Fare paafærde. Da der gives et Lovbud mod glubende Dyrs Indfør her i Landet, synes det ogsaa at burde være formeent at opdrætte eller holde Huusdyr, der ere glubende og endogsaa at lade dem gaae løse.

Kjøbenhavnsposten oplyste ganske kort om begivenheden den 2. februar 1837, samt et længere indlæg i Kjøbenhavnsposten 3. februar 1837 som indeholdt 2 beretninger (findes her på bloggen).

Knap 14 dage efter udkom der ifølge Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 14. februar 1837 et mindeblad:

Minde-Blad, indeholdende Opvartningspigen paa Tolbod-Viinhuus, Birgitte Kirstine Schmidts skrækkelige Endeligt, med littographeret Afbildning af Rædselsscenen. Faaes for 16 sk. i Christenbernikowsstrædet 217, 3die Sal tilhøire, og i Academiegaden 283, 3die Sal, paa Kobbertrykkeriet.

I øvrigt gav episoden ikke anledning til ændring idet Politivennen nr. 1231, 3. august 1839, s. 484-485 meddelte at en hvalp af en af hundene nu fungerede som nattevagt. Det retslige efterspil stod i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 31. juli 1837:

Kongens Foged her i Staden havde fundet sig foranlediget til at indstille, om der ikke maatte være Anledning til, under den Action, som er anlagt mod vedkommende Vægtere, for deres Mangel paa Tilsyn med de Hunde paa Toldbodpladsen, der sønderrev Pigen paa Toldbod-Viinhuus, tillige at udvide Tiltalen til Toldinspecteurerne og maaske endnu andre Embedsmænd ved Toldvæsenet for deres mangel paa Tilsyn med Plankeværket om Pladsen, saavelsom med de Hunde, som det var paalagt Vægterne at holde. Det kgl danske Cancelli har imidlertid svaret, at det ikke fandt tilstrækkelig Anledning til at udvide Actionsordren til disse embedsmænd.

Hunde der dræbte mennesker, skete også andre steder, som berettet i Kjøbenhavnsposten den 20. maj 1834:

I Nærheden af Wandsbeck har den 11te ds. tildraget sig den sørgelige Begivenhed, at en noget bekjænket Arbeidsmand, der henad Midnat vilde gaae fra Wandsbeck til Warmbeck, idet han kom bagved en derværende Blegeplads, blev anfalden af de der frigtgaaenede Vagthunde og af disse sønderflængedes saa frygteligt, at han Dagen efter døde af sine Saar. 

Velmeent Advarsel til Vægteren i Adelgaden imellem Helsingørs- og Dronningens Tvergade.

Gode mand! tænk på dette strøgs beboere og forskån os for den fatale banken om morgenen på døre og porte der vækker og forstyrrer os alle som ligger til gaden, så at vi ikke mere igen kan falde i søvn for den gang, og tænk da også på de uro derved forvoldes patienter!  - Se derfor at indrette hos vedkommende der absolut skal vækkes, noget der ikke kan forurolige andre. For hvis dette ikke sker, da må en del af nabolaget indgive klage til hr. kancelliråd Knudsen, og da tvivler man ingenlunde på at der vil ske forandring da man over år og dag tålmodigt har fundet sig i denne uorden.

En beboer af nævnte strøg i Adelgade.

(Politivennen nr. 1089, Løverdagen, den 12te November 1836. Side 733-734) 

Spørgsmaal i Anledning af Natteuorden paa Christianshavn.

Er vægterne der har post i nærheden af værtshusholder og dansebodvært P. Sørensens, eller P. Sørensen Bagsværds bopæl i Torvegade beordrede af deres foresatte til at tjene denne mand til sikkerhedsvagt når der indtræffer uordener hos ham?

Til dette spørgsmåls fremsættelse er indsenderen anmodet af flere af Christianshavns beeboere der har fundet det højst påfaldende jævnligt at se en del vægtere stå udenfor den oven nævnte mands bopæl som jævnlig er tumleplads for nattekommers og urdener, hvilke som oftest foranlediges af ham selv. På Christianshavn bor ingen politiofficiant, og når vægterne skal være bestemt til at beskytte en dansebodvært, hvem skal da varetage disses poster mens de flere timer står udenfor denne mands bopæl? Og hvem garanterer Christianshavns fredelige beboeres liv og ejendom når vægterne der om natten er sat til at våge over folks sikkerhed, tør forlade deres poster.

Foranlediget heraf indstilles til vores højagtede og driftige politidirektørs modnere overvejelse:

1) Bør det for fremtiden ikke forbydes Christianshavns vægtere at forlade deres poster for at tjene den nævnte dansebodvært til sauvegarde, og var det ikke rimeligere at denne i påkommende tilfælde ligesom andre henvendte sig til den nærmeste vagt, samt 

2) Da rettighed til at holde dans beror på en special tilladelse af politiet, bør da en sådan meddeles en mand hos hvem jævnlig uorden finder sted?

Disse vink håber indsenderen ville blive modtaget med velvilje af høje vedkommende.

Hansbild.
Maler.

(Politivennen nr. 1057, Løverdagen, den 2den April 1836. Side 215-216)

Vægterhuset i Amaliegaden.

Foranlediget ved en begyndt reparation på muren mellem Esplanaden og henimod det classenske bibliotek, tillader man sig atter at forespørge om der nu ikke kan haves håb om at blive befriet for det ved denne mur, i dette blad allerede flere gange ufordelagtigt omtalte vægterhus. 

Nævnte vægterhus frembyder i sandhed et skandaløst syn, og da det gøres til et uafladeligt centralsted for al uhumskhed, er det til forargelse for genboerne og ækelhed for de forbigående.

Hvorfor et sådant vægterhus skal vansire Amaliegade mere end de øvrige af byens hovedgader, fatter man ikke, da samme hvis det er nødvendigt, let kunne flyttes indenfor fattigboligens gård ved hvis port det desværre nu er anbragt.

(Politivennen nr. 1037, Løverdagen den 14de November 1835, s. 765-766).

Vægteren i Frederiksberg By.

Det ville være at ønske at vægteren i Frederiksberg By, som almindeligvis kaldes Niels, måtte påbydes at tage vare på sin post og bedre opfylde sine pligter end hidtil, da indbyggerne ellers bestandigt vil være udsat for stor fare ved opstået ildsvåde og udsat for tyveri og indbrud. Ofte savner man Niels' råb i flere timer, og mange nætter har indsenderen ikke hørt et eneste råb af ham, så at man fristes til at tro at han fortjener størstedelen af sin løn med at sove. Hertil kan han vel også være trængende når han om aftenen er overstadig drukken, går på værtshus og komme i klammeri med gæsterne, så at disse må sætte ham ud af huset, hvilket i det mindste en gang er sket, kl 11 om aftenen. Dog måske bryder Niels sig ikke om vægtertjenesten, en sådan ligegyldighed synes at vidne om det. Desuden er manden jo bødker og bebor brillante værelser til høj leje så at han rimeligvis ikke trænger til at strabadsere sig som nattevægter. 

Jacob Jacobsen. 

(Politivennen nr. 1025, Løverdagen den 22de August 1835, s. 556-557).

"Manden jo bødker og bebor brillante værelser til høj leje så at han rimeligvis ikke trænger til at strabadsere sig som nattevægter". (Folketællingen for 1850 for Frederiksberg sogn oplyser om en Niels Pedersen, f. 1797. Bødker og vægter, Frederiksberg. Det er dog uvist om det er ham, i givet fald ville han have været 38 år i 1835.)

Dyr Logis uden Kost.

Onsdag den 13. maj fik jeg tilsendt fra min søn der har etableret sig i Slimminge Kro 6 unge grise. Så uventet, kær og velkommen denne gave var mig, blev glæden dog forbitret ved følgende tilfælde:

Grisene kom til min bopæl om eftermiddagen ved Gisegårds karl som havde holdt dem i god stand, hvorfor jeg betalte ham 1 rigsbankdaler hvormed han var vel fornøjet. Men om natten derpå går de ud af gården og ned af broen hvor vægteren stødte på dem og drev dem ind på Trommelsalen hos hr,. kaptajn Stauning. Om morgenen kom vægteren til mig på Gråbrødretorv og fremlyste grisene, hvorfor jeg gav ham 20 rigsbankskilling, hvormed han var tilfreds, men lod mig vide at jeg straks måtte sende bud efter grisene da han ellers fik en irettesættelse fordi han ikke havde drevet dem til materialgården. Jeg sendte derfor straks min gårdskarl til Stauning, men han kom tilbage med uforrettet sag, det vil sige uden grisene, og forklarede at Stauning havde forlangt 4 mark for at have huset dem, men dog ville lade sig fornøje med 2 mark. Stauning havde endelig sagt ham: Du hender 2 mark, så står der 6e grise. Min karl er troskyldig nok, henter pengene og bringer dem derud, men får dog ikke grisene udleveret. Jeg nødtes derfor til at lade hr. Stauning indkalde for politiet hvor han i lørdags vedtog straks at udlevere grisene. Men ved udleveringen var en af dem død og de fem andre i højst mådelig tilstand, hvilket er let begribeligt da de i så lang tid aldeles intet havde fået til livets ophold. Havde hr. Stauning haft nogen følelse for de pligter man skylder dyrene, da havde han ikke undladt at give dem nogen føde, især da han vel vidste at jeg kunne erstatte ham samme, lige såvel som jeg kunne betale for deres ophold i hans indelukker. Jeg tror at burde bekendtgøre dette, dels for at gøre andre opmærksomme på at det ikke vil være rådeligt at overlade deres kreaturers forplejning til Trommelsalens ejer, dels for muligvis at bevæge denne til en mere barmhjertig fremfærd mod kreaturerne i fremtiden.

Vesterbro den 17. maj 1835.
J. C. Schmeltzer, slagtermester.

(Politivennen nr. 1012, Løverdagen den 23de Mai 1835, s. 339-341)

Gadepatrol.

1) Ved det gamle bindingsværkshus på hjørnet af Farver- og Gåsegade står en afviser på fortovet i sidstnævnte gade. Da fortovet her er meget smalt, og afviseren er til ingen nytte, men tværtimod kan bevirke mange farlige fald på mørke aftener, ønskes den borttaget.

2) Det skilderhus som er placeret på hjørnet af gennemgangen i Domhusbygningen (før kaldet Slutterigade) og Kattesundet, findes næsten dagligt at være besudlet med ækle ekskrementer og vil snart oprådne da det synes som om mængden har valgt den krog hvori det står, til urinsted. Skildvagten som har sin post inde i gangen, kan i regnvejr ikke søge ly i skilderhuset hvor det nu står, da han ikke derfra kan have tilbørlig opsyn med arrestvinduerne. Det synes derfor mere rigtigt om det flyttedes ind i gangen selv, hvorved de her nævnte ulemper ville forebygges.

3) Så vidt vides er det befalet at de handlende eller andre som vil have at vægteren skal vække dem tidligt om morgenen, skulle anskaffe sig en klokke i deres værelse for at vægteren ikke ved støjende banken skal forstyrre syge eller andre der bor i nærheden, og som ikke behøver at være så tidligt på færde, i deres morgensøvn. Er dette sådan, da overtrædes denne befaling af nogle handlende i Adelgade neden for Dronningens Tværgade hvor vægteren ved stærk banken på vinduesskodder og kælderdøre om morgenen kl. 5 vækker mange som på den tid ønskede at sove.

4) Landkadetakademiet der i det hele taget trænger til afpudsning, mangler påmalingen af begge gadernes navne. En sådan mangel burde mindst finde sted ved en offentlig bygning.

5) I den senere tid har natvognskuskene behaget at holde med deres skidne vogne straks indenfor Amagerport indtil kl. 6 om morgenen mens de efter endt nattefart, tager sig frokost i en kælder der findes der. Dette synes ikke at burde tillades, da disse vogne afgiver en væmmelig stank, hvormed Christianshavns indbyggere desuden plages fra mere end en side.

6) De skure som er anbragt over lærredsbutikkerne ved Helligåndskirken, er i en sådan tilstand at de skæmmer kirken og mispryder gaden. De som er halvt oprådnede, burde fjernes og nye, smagfuldere anskaffes, hvis sådant findes nødvendigt. Man mener butikkerne afgiver så meget i leje at dette nok kunne ske uden videre udgift for den i andre henseender ret godt doterede kirke.

(Politivennen nr. 999, Løverdagen den 21de Februar 1835, s. 124-126)

Redacteurens Anmærkning.

Skilderhuset blev borttaget og et nyt placeret samme sted ifølge en bekendtgørelse i Politivennen nr. 1000, 28. februar 1835, s. 143.

Vægtere med Træsko.

I denne vinter har indsenderen erfaret at adskillige vægtere om aftenen og om natten går med træsko. Skønt det vel ikke kan nægtes at disse især i frost og snevejr holder fødderne varmere end læderfodtøj, så vides det dog ikke om det er vægterne tilladt at bære dem såsom den støj som derved i nattens stilhed forårsages, forstyrrer folks nattero og især er ubehagelig for syge, hvoriblandt indsenderen der bor i Bådsmandsstræde på Christianshavn, må tegne sig. Han mener også at vægterne lønnes således at de på deres poster må kunne vise sig i samme anstændige mondur som den er hvori de møder ved parolen, samt at de hvis det af økonomi eller af anden årsag tillades dem at bære træsko, bør indskærpes at forsyne disse med et underlag af læder eller andet der kan forebygge den højst ubehagelige klapren som denne slags fodtøj ellers forårsager.

(Politivennen nr. 998, Løverdagen den 14de Februar 1835, s. 111)

Vægterhuset i Amaliegaden.

Dette vægterhus som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek, har før været omtalt i Politivennen og fortjener det fremdeles. Det frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden. Men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som gøres af det. To strømme af uhumskheder flyder fra vægterhuset ned i rendestenen så at de forbigående og især damer er nødt til at hoppe over dem for ikke at blive tilsølet. For de lige som bor overfor, er dette og måden hvorpå disse strømme altid tiltager særdeles stødende, og det synes ubegribeligt at et sådant sted bliver tålt i byens hovedgade mellem Amalienborg og Esplanaden. Idet mindste burde vægterhuset flyttes fra tid til anden for at fordele det onde.

Indsenderen smigrer sig med at det nu for sidste gang må være nødvendigt gennem dette blad at påanke denne mangel på orden og sømmelighed.

Ved denne lejlighed tillader man sig endvidere at gøre opmærksom på at de soldater og sjovere som opholder sig på hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade, har anlagt og vedligeholder en lignende strøm i Bredgade, og det uden beskyttelse af et vægterhus, til besvær og ækelhed for alle forbigående. Der spørges, strider sådan uanstændighed ikke imod politianordningerne? 

(Politivennen nr. 988, Løverdagen den 6te December 1834, s. 844-845)  

"Vægterhuset som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden, men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som deraf gøres." (Det Classenske Bibliotek lå i bygningen med søjlerne midt i billedet, Toldbodvej længst væk. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Det Classenske Bibliotek lå i bygningen på Amaliegade 38. Den artikel som der henvises til, blev bragt i Politivennen 11. maj 1833. 

Ønske om Indskrænkning i Vægtenes høie Natraab.

Skønt det sikkert må anses for en uskik at kællinger og sjovere om dagen støder folks ører med deres til væmmelse ækle skrigen på gaden, vil indsenderen dog lade dette være upåtalt, da det har en grund. Nemlig den at gøre folk opmærksomme på varer til salg. Men at vægterne (som et fortrinligt eksempel kan nævnes vægteren i Vognmagergade) skulle have en slags privilegium på at forstyrre folks ro om natten ved deres undertiden lige så hæslige råben idet de ofte synes at anstrenge sig for at overråbe hinanden, er et uvæsen af den natur at det må forundre enhver at samme ikke for længe siden er standset, da det ikke alene er hensigtsløst, en endog skadeligt.

Den eneste tænkelige hensigt skulle vel være denne at vægterne ved sin råben skulle tilkendegive sin årvågenhed. Men det ubegrundede heri indses let når man betænker at man derved på en måde gør alle byens indbyggere til opsynsmænd over vægterne, og således ligefrem modarbejdet hovedhensigten af vægtervæsnet, der sikkert er den at flertallet betrygget ved enkeltes årvågenhed, kan nyde en uafbrudt hvile.

At denne skrigen på den anden side endog er skadelig, vil lige så let indses, når man betænker hvor ofte en syg derved forstyrres i den ham styrkende søvn eller hvor ofte den arbejdende mand derved kan blive afbrudt i sin hvile og således næste dag følge sig mindre skikket til sit arbejde.

(Politivennen nr. 944, Løverdagen den 1ste Februar 1834, s. 67-69) 

Uordener.

2) En fæl, natteroen forstyrrende støj gøres overalt i staden af de folk som udfører natrenovationen som med vedkommende vægter, trampen med træsko, og en voldsom banken med baljen på vognfjælens kanter, vækker såvel syge som sunde i huset samt hos naboer og genboer. Denne uorden kunne om ikke ganske hæves, dog betydelig formindskes når det alvorligt pålagdes karlene at fare mere lempeligt afsted, og især ved at befale dem at væde baljerne før de bruges. Herved vilde de lettere slippe deres indhold og den stærke banken på gaden ved nattetid undgås. Hvilket atter måtte være til besparelse på redskaberne der må lide meget ved sådan voldsomhed.

(Politivennen nr. 937, Løverdagen, den 14de December, 1833. Side 850) 

Anmodning til Politiet.

Det var ønskeligt, ja i høj grad ønskeligt om de ansvarlige ville pålægge dem af stadens vægtere der har post i Brolæggerstræde og Badstuestræde, men især dem i Knabrostræde, at udjage af gaden de utallige offentlige fruentimmere der dagligt i skumringen indfinder sig i disse gader for der at søge fortjeneste. For foruden andre uordener som de afstedkommer der, sammenhober de sig på hjørnerne eller midt i gaden og opslår ofte en latter der nødvendigvis må vække enhver som har sengekammer til gaden. Forunderligt er det om en vægter skulle have mere magt end den anden. Således har indsenderen fx set at vægteren i Rådhusstræde så snart et af de ovennævnt fruentimmere nærmede sig, anråber samme med spørgsmålet: "hvorhen?", og i samme øjeblik jage hende tilbage, hvorimod Knabrostrædes vægter uden videre lader dem passere revy op og ned af gaden. Man kunne derfor næsten forledes til at tro at der var en eller anden venskabelig forståelse mellem disse folk. 

Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 379-380

"Det var ønskeligt om de ansvarlige ville pålægge stadens vægtere, især den i Knabrostræde, at udjage af gaden de utallige offentlige fruentimmere der dagligt i skumringen indfinder sig i disse gader for der at søge fortjeneste." (Knabrostræde, 2016. Eget foto.)

Vægterhuset i Amaliegaden.

I den nedre ende af Amaliegade ved Fattigboligens mur står et vægterhus hvis begge sider benyttes af de lavere klasser som et sted for al uhumskhed, til forargelse for genboerne og ulempe for de spadserende på fortovet, hvoraf de sidste er nødt til at hoppe over to strømme der løber ud i rendestenen fra nævnte vægterhus.

Det er højst upassende at man i en af stadens hovedgader og som fører til esplanaden som dagligt besøges af de kongelige herskaber og en stor del af publikum, tåler et så ækelt og vederstyggeligt syn. Og man tør af den grund håbe at de ansvarlige vil foranstalte dette vægterhus flyttet ind i fattigboligens gård og sørge for at muren og det omtale sted rengøres.
 
Politivennen nr. 906, Løverdagen, den 11te Maii, 1833. Side 338-339.

Redacteurens Anmærkning

Der klages igen over huset 6. december 1834. 

Heinrich Gustav Ferdinand Holm (1803-1861): Bygning nr. 37 i Amaliegade. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Bøn on Ro ved Midnat.

Indsenderen som er en gammel, svagelig mand og hvis første søvn er ham den bedste, blev pludseligt natten mellem fredag den 11. og lørdag den 12. d. m. omtrent kl. 12 vækket af sin gode søvn ved en skænden og banden på gaden. Han fattede da den tanke at det muligvis var nogle berusede mennesker som gik gennem gaden, og hvis støj snart ville ophøre. Men tværtimod blev den ved jo længere jo værre. Indsenderen stod derpå op, gik til vinduet og så til sin store forundring at det var to vægtere. Den ene som råber ved Frederiksholms Kanal og den anden som råber i Magstræde. Hvilke så vidt indsenderen kunne forstå, var kommet i klammeri af smålig jalousi over vægterens kone i Magstræde. Indsenderens mening er at da vægterne er for at holde ro på gaden ved nattetid bør de selv allermindst udøve noget som forstyrrer den. Til slut skal han ikke undlade at takke vægterne i Rådhusstræde og på Vandkunsten der så omhyggeligt søgte at styre de to førstnævnte, hidsige vægtere til ro.

(Politivennen nr. 829, Løverdagen den 19de November 1831, s. side 810-811)