06 maj 2017

Nattestøi.

Natten mellem den 22. og 23. omtrent kl 2.30 blev anmelderen vækket ved en tummel og støj på gaden. I den tanke at der var ildløs i nærheden, eller spektakel, stod han op af sengen og nærmede sig et vindue ud til gaden. Her så han da at vægterne fra Vimmelskaftet, Klosterstræde og Hyskenstræde stod forsamlet i krydset i krydset af nævnte gader og at en 8 til 10 lystige personer under jodlen og højrøstet tale nærmede sig vægterne, hilste dem ved at byde dem hånden og være særdeles fidele mod dem. De tog vægterne under armen og indbød dem til at følge med sig for at drikke kaffe, hvilket vægterne dog ikke samtykkede i, men anviste dem på spørgsmålet om hvor der var et kaffehus, et sted så vidt kunne høres på Vandkunsten. En af selskabet tog et "penge"stykke, holdt det i vejret og spurgte "er det nok, vægter?", og da dette blev modtaget af en af vægterne, gik endelig selskabet syngende ned ad Hyskenstræde. Det er højst ubehageligt således om natten at blive forstyrret i sin ro, og da vægterne efter deres instruks ikke må samle sig udenfor deres poster, men skal forblive på samme, og sørge for at orden og ro vedligeholdes der, anmeldes dette for vægternes foresatte i håb om derved at bevirke at sådanne støjende optrin ikke oftere vil finde sted.

(Politivennen nr. 1278, Løverdagen, den 27de Juni 1840. Side 407-408) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar