Indsenderen tillader sig herved at henvende det ærede politis opmærksomhed på en flok drenge der har taget deres stadig forsamlingsplads udenfor gården nr. 130 i Badstuestræde. Vi ved ikke ved hvilken skæbnes ironi de så længe ustraffede har kunnet drive deres spil udenfor den mands bopæl under hvem politiet på en måde rangerer. Men vist er det at de i mere end en henseende har krav på denne autoritets opmærksomhed. Næsten hver aften forefalder små skærmydsler imellem dem, og den støjen og uro der naturligvis må følge hermed, forvolder de omboende en utålelig gene.
Disse få ord tror vi at være tilstrækkelige for at henvende opmærksomheden på dem, idet vi anser det for unødvendigt at gå i detaljer med alle de platituder og gemenheder hvori de daglig gør sig skyldige, og i hvilke de - som det synes - finder en rig kilde til moro og fornøjelse.
(Politivennen nr. 1280, Løverdagen, den 11de Juli 1840. Side 442-443)
Redacteurens Anmærkning.
Badstuestræde 130 er nutidens nr. 9. Det blev i 1903 henlagt til Badstuestræde 9-11. Den sydlige del er opført 1796-97, den nordlige 1904. Som antydet i artiklen boede en af enevældens mest indflydelsesrige politiker, P. C. Stemann (1764-1855) i huset (1828-1847). Han var bl.a. præsident for Danske Kancelli, justitsminister og gehejmestatsminister. Efter enevælden fratrådte han sine poster, efter at have proklameret Frederik den 7. som konge. Mest kendt er han måske som bagmand for Frederik 6.'s “Vi Alene Vide..“ fra 1830'erne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar