Troppeudbrud. Aabenraa. Slesvig-holstenere i Kjøge. Afmarsch fra Aalborg. 1ste til 4de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Jylland efter Fredsslutningen. Foreløbig vil Fredsslutningen ikke bevirke nogen Forandring i Tilstanden i Jylland, idet de fjendlige Tropper, saalænge de ere der, ville beholde samme Myndighed som hidtil. Dette meddeelte Indenrigsministeren under en Sammenkomst, han i Loverdags havde med de jydske Rigsdagsmedlemmer. Ved samme Lejlighed meddeelte Ministeren endvidere, at Regeringen havde henvendt sig i Wien og Berlin (Geheimeraad Brastrup skal være sendt dertil) for at opnaae en Lettelse for Jylland i dets Byrder, men forgjæves, og at det ikke var gaaet den bedre med dens Bestræbelser hos de neutrale Magter. England havde svaret, at det aldeles ikke mere vilde have med vore Affairer at gjøre; fra Frankrig kom der slet intet Svar, og Rusland beklagede ikke at formaae Noget for Øieblikket, hvorfor det raadede os til som den Overvundne rolig at finde os i vor Skjæbne.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 1. november 1864).

Skandalen ved Afstemningen i Aabenraa. (Rd. Av.) Man erindrer maaskee endnu den mærkværdige Afstemning over Skolesproget, som for en Tid siden gik for sig i Aabenraa, og hvor der kom et Resultat frem saa gunstigt for Hjemmetydskerne, som de vel selv neppe havde vovet at haabe (412 stemte for Tydsk 258 for Dansk). Samme Gang som "Flb. Nordd. Ztg." med megen Bram fortalte det, debiterede Bladet foruden endeel andre Løgne (saaledes vare Tallene forvandskede) ogsaa den, at midt under Afstemningen traadte en "anseet Borger' op og erklærede med Vidner at ville bevise, at en vis Hr. N. Sørensen udbetalte 24 sk. til Enhver, der vilde stemme for dansk Sprog; denne Erklæring blev strax ført til Protokols, og som en Følge heraf blev Sørensen arresteret, hvor han sikkerlig vilde faae sin fortjente Straf for sin slette Opførsel. - Hvormange sande Ord der var i det usIe Blads hele Referat, nemlig ikke eet eneste, fremgaaer af en Erklæring, som nævnte Sørensen (bekjendt tro dansk Mand) har ladet indrykke i "Köln. Zt.' for i Torsdags. Det oplyses der, at "hin Skandalmager, som ganske vist ved sin løgnagtige og for al Grund blottede Erklæring forstyrrede Afstemningens Gang, hvorved han gav Anledning til et pøbelagtigt Udbrud af hans Kammerater, var alt andet end en "anseet Borger', idet han nemlig er en indvandret Skrædersvend ved Navn Delffs, der arbejder hos en Klædefabrikant, og følgelig hverken var berettiget til at stemme eller overhovedet til at vise sig i Salen. Hans Erklæringer og Sørensens Moderklæring bleve ganske rigtig førte til Protokols; men Undersøgelserne, der fandt Sted samme Dag, og dreves med den største Omhyggelighed, kom desuagtet til det Resultat, at det Hele var en opdigtet, grov Usandhed. Heraf følger det vel af sig selv, at Fortællingen om Arrest og Straf er Iigesaa sandhedstro. N. Sørensen har forresten anlagt Sag mod nævnte Skrædersvend for ondskabsfuld "Bagvaskelse og Æreskrænkelse"

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 1. november 1864).

Fra Eideren, den 23de Octbr. Efter det i Frederiksstad udkommende Ugeblad for Landskaberne Stavelholm og Eidersted, skal der være kommet Ordre fra Wien til de i Eidersted og omliggende Landskaber cantonnerende Troppers Tilbagemarsch. Man vil endvidere have erfaret at de for Tiden i Jylland værende østerrigske Troppeafdelinger skulle paa deres efter al Sandsynlighed snart indtrædende Tilbagemarsch nærmest bevæge sig henad Slesvigs Vestkyst, for idetmindste for en Deel at gaae over Eideren ved Frederiksstad. Som det endvidere af paalideligste Kilde erfares, turde det være temmelig utvivlsomt, at enkelte Afdelinger af den tilbagegaaende østerrigske Hær ere bestemte til at tage Cantonnement syd for Eideren, i Ditmarsken eller andre Districter af Holsten, og skulle de Vedkommende allerede i saa Henseende have erholdt fornødne Ordrer.

- - -

I Aalborg bekjendtgjør Politimester Johnsen den 31te, ifølge en Skrivelse af 30te fra Commandanten, "at han paa Gaderne har truffet flere civile Personer iførte kasserede og ved Auction bekomne preussiske Vaabenfrakker med fuldstændige Distinctioner, saasom Skulderknapper og Regimentsnumere, at dette ikke gaaer an og derfor forbydes, og at han vil afstraffe enhver Overtræder af dette Forbud."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 2. november 1864).

Ifølge "Voss. Zt." forlanger Preussen af den nye Stat Slesvig-Holsten følgende Rettigheder for at tage den under sine Ørnevinger: Det maa have Ret til efter de i Preussen gjældende Regler at udskrive Soldater og Matroser, hvis Underhold, Uniformering og Pensionering bestrides af Hertugdømmernes Kasse, medens Preussen afholder Udgifterne til Vaaben og Munition. Endvidere maae Hertugdømmerne betale en Trediedeel af hvad der vil behøves til Anskaffelse og Vedligeholdelse af Flaadens Materiale. Preussen overtager forpligtelsen til at befæste de slesvig-holstenske Havne og Landets vigtigste strategiske Punkter, hvorfor der tilkommer det Ret til at anlægge Krigshavne samt at benytte alle Communications- og Befordringsmidler i militaire Øiemed, paa samme Maade som i selve Preussen. Fjerdedelen af de dertil medgaaende Omkostninger udredes af Hertugdømmerne, der næsten udelukkende ville komme til at nyde Godt deraf. De i Hertugdømmerne udskrevne Tropper forblive i deres Hjem paa tre Batailloner nær, der tilligemed hele Cavalleriet forlægges til preussiske Garnisonssteder. Iøvrigt maa Preussen være berettiget til at forlægge saamange af sine Tropper til Hertugdømmerne, som Omstændighederne udkræve, da det ogsaa i Fredstider kan blive nødvendigt at concentrere en preussisk Troppestyrke ved den jydske Grændse og de nærmestliggende Havnepladser. Men ingen andre end under preussisk Commando staaende Tropper tør drage igjennem Hertugdømmerne, medmindre den preussiske Overcommando udtrykkeligt har tilladt det, og ligesaalidt bør fremmede Krigsskibe løbe ind i slesvig-holstenske Havne eller farvande. De diplomatiske Poster og Consulaterne overtager Preussen, uden at det tilstedes Hertugdømmerne at være særskilt repræsenterede. Desuden maae disse indtræde i det preussisk-tydske Toldforbund og overlade Bevogtningen af Toldgrændsen til det preussiske Militair og dets Toldembedsmand. I Krigstilfælde skal Preussen have Ret til at forbyde Ind- og Udførselen af visse Gjenstande samt til at forstærke Udskrivningen, hvorimod det overtager Forpligtelsen til i Hertugdømmerne at concentrere en Troppeafdeling og holde en Flaadeafdeling i Søen, der er den danske Armee overlegen. Hverken i Krigs- eller fredstid tør der finde andre Hvervinger eller Udskrivninger Sted end preussiske. Kun paa en Overeenskomst, der indeholder disse Betingelser, kan man vente at Preussen vil indgaae.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 3. november 1864)

"Schl. Holst. Z." det slesvigh. Democraties Organ, skriger i vilden Sky: "Det tydske Folk er bleven bedraget for denne store Times Glæde. Dersom Slesvig-Holsten var bleven befriet i oprigtigt Fællesskab mellem det tydske Folk og dets Fyrster, vilde det have været et af de smukkeste Blade i den tydske Historie; men nu har Intriguens Politik frataget denne Daad dens skjønneste Betydning, har fremkaldt Strid og Tvedragt, hvor Enigheden burde raade, og vakt en forbittrelse i Tydskland, som ei var langt fra at udarte til en Borgerkrig (i Rendsborg?). Og hvorledes har man behandlet det slesvigholstenske Folk! Med Vold er det holdt borte (!) fra Kamppladsen, den ene Udmygelse efter den anden har det maattet taale. Hverken paa Londonerconferencen eller ved selve Fredsslutningen har man tilladt det Land, om hvis Skjæbne det gjaldt, at hæve sin Røst. Man har ikke blot formeent os at gribe til Vaaben, men indtil nu forhindret enhver Sammenkaldelse af vore Stænder. Vi skulle forblive værgeløse, vi skulle ikke komme tilorde, men finde os i, at være en Hjord, over hvilken den mægtige Seirherre efter Behag træffer sin Bestemmelse." Bladet slutter med at forudsige, at Straffen snart vil ramme Stormagterne for deres Misgjerninger. "Af de Statsmænd, som have ført det afgjørende Ord ved Fredsslutningen har den ene (Grev Rechberg) igaar ophørt med at være Minister, og den anden (Bismarck), som har benyttet et stort nationalt Anliggende til Opnaaelsen af indre Partiformaal. skylde vi ingen Tak; han har allerede høstet sin Len (i det preussiske Demokraties Underkuelse)!

- - -

Aarhuus. den 3die Novbr. Det bekræfter sig, hvad vi igaar udtalte en Formodning om, nemlig at de tydske Tropper allerede med næst lige ville begynde en Række Dislokationer, der skulle forberede Udmarschen af Jylland saa hurtig som muligt, naar Fredsratificationen er givet, eller endog som det synes, naar Rigsraadet har givet sit Samtykke til Freden. De fra førstkommende Mandag begyndende Dislokationer gaae, efter hvad vi kunne skjønne, ud paa at trække Tropperne, som ligge Nord paa, ned til Egnen imellem Aarhuus og Horsens. I Borum skal der efter hvad vi erfare, oprettes et Magazin til Forplejning af c. 2000 Md. og c. 900 Heste fra førstkommende Mandag. Her i Byen ville, som det lader, forskjellige Regimenter drage igjennem og afløse hinanden i Qvartererne; men Belægningsstyrken vil indtil videre forblive den samme som hidtil, uden forsaavidt som der nok vil komme en Stab mere hertil i Qvarteer. Efter hvad der fra god Kilde meddeles, er en lignende Bevægelse allerede paabegyndt med de østerrigske Tropper, som ligge Syd paa. (Ah. Av.)

- - -

Frederikshavn, den 3die Novbr. Idag er den tredie - vi tør vel sikkert haabe den sidste - fjendtlige Okkupation af vor By hævet, idet det der liggende Compagni imorges Kl. 7 paa Vogne er befordret til Aalborg. Var end Antallet af de fjendtlige Tropper, der i den sidste Tid have ligget der, saaledes kun ringe, har dog den sidste Okkupation været forbunden med betydelig Udgivt, idet Communen, for at skaffe Plads til en heel Bataillon, ved Troppernes Ankomst den 4de maatte kasernere en heel Deel Mandskab i de større ledigværende Bygninger og anskaffe mange dertil fornødne Reqvisiter. Oprettelsen af Feltlazarethet var ligeledes forbunden med megen Bekostning. Hvad der foruden de Ulemper og det Tryk, der for Byen og Egnen naturliget! følger med de fjendtlige Troppers Nærværelse, især har været ubehageligt for Landbostanden, er den forholdsviis betydelige Vognpark af 31 Vogne, der hele Tiden har maatte staae til Disposition. Over Troppernes Forhold har der iøvrigt ikke været egentlig Grund til Klage; i et Par Tilfælde have civile Personer maattet taale nogle Dages Fængselsstraf paa Grund af Klammeri med de fiendtlige Soldater. (Fdrkd. A.)

- - -

Viborg. General Kaminsky med Brigadestab og 2 Batailloner afgik imorges herfra ad Aarhus til. Styrken holder Rast et Par Mile herfra, i Landsbyen Høibjerg og Omegn, hvorfra imorgen marscheres videre. Fra Skive indtraf 1 Bataillon dertil i Efterm.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 4. november 1864).

Til Kjøge ankom nylig de første Cappeler Skippere med Fødevarer. Byens Av. har imidlertid ikke seet en eneste Kjøgianer gjøre Indkjøb hos dem og betragter det som et stort Beviis paa Kjøges "patriotisme". Det forekommer os snarere at maatte være et Beviis paa, at enten ere Tiderne for magre i Kjøge eller at man er tilstrækkeligt forsynet med fødevarer til at man behøver at tye til Cappelen. Skulde det derimod være et Vidnesbyrd om Patriotisme, hvorved Kjøge saaledes har vundet en ny Berømthed, saa maa let ogsaa heri have naaet et langt højere Standpunct end Kjøbenhavn; thi der siger Dgst. med veemodigt Tilbageblik paa Kjøges stolte Daad: "Desværre kunne vi ikke sige det Samme her i Byen. Der har her, lige siden Samfærdselen med Slesvig blev aabnet, navnlig ved Gammelstrand ligget en Mængde af de bekjendte Cappeler Skibe med Ost, Smør, Frugt osv., men skulde man her bedømme Patriotismen efter den Afsætning, som disse Varer have, maatte man komme til det Resultat, at Kjøbenhavnerne eller ialtfald de kjøbenhavnske Damer ere meget lidet patriotiske. En saadan Maalestok kan nu vel ikke godt anlægges som Patriotismen (nei virkelig?), men vi skulle ikke nægte, at det er i høi Grad harmeligt for en dansk Mand at see det haanlige Smiil, hvormed flere af disse Skippere, der ere bekjendte som Slesvigholstenere af det reneste Vand, meget ofte stikke de gode danske Penge i Lommen. Og naar de saa komme hjem, fortælle de ganske sikkert skjønne Historier om "die dummen Dänen". Det maatte da være ved at see den foranstaaende Betragtning eller rettere denS Slutning, thi naar Kjøberindende have Smag for Osten, saa er det jo netop huusholderisk klogt, at de søge den hvor de maatte finde den bedst og billigst, uden at generes af dumme Smiil ombord eller af fortrædelige Blikke, naar de gaae sen dyrere Høkerkjælder forbi. Skammen eller Spotten rammer da rettere dem, "som tænke ilde derom" eller som, af Mangel paa et virkeligt Object, coquettere med en smagløs Spækhøker-Patriotisme.

- - -

Aalborg, den 4de November

Imorges afmarscherede efter Bestemmelsen 50de Regiment og imorgen afgaaer 10de Regiment paa 60 Mand nær, som paa Mandag følge efter tilligemed det svære Feldtlazareth. Det hertil idag fra Frederikshavn ankomne Compagnie af 10de Reg. afgik tilvogns her fra Byen igaar Morges Kl. 7. Frederikshavn har været occuperet af preussiske Tropper ialt 47 Dage: første Gang i fjorten Dage, nemlig fra 12te til 26de Juli, anden Gang i 3 Dage, nemlig 4de, 5te og 6te August og tredie Gang i 30 Dage, nemlig fra 4de Octbr. til 3die Novbr. Af den Bataillon, der den 4te Octbr. kom dertil og ifølge Militairgouvernementets Bekjendtgjørelse skulde have ligget i Vinterqvarteer der, marscherede imidlertid allerede den Ude de 2 kompagnier derfra; den 13de afgik nok et Compagnie, saa der blev kun eet tilbage. - Var end Antallet af de fjendtlige Tropper, som i den sidste Tid have ligget der, saaledes kun ringe, har dog, efter Byens Av., den sidste Occupation været forbunden med betydelig Udgift, idet kommunen, for at skaffe Plads til en heel Bataillon, ved Troppernes Ankomst den 4de maatte kasernere en heel Deel Mandskab i de Porre ledigværende Bygninger og anskaffe mange dertil fornødne Reqvisiter. Oprettelsen af Feldtlazarethet var ligeledes forbunden med megen Bekostning. Hvad der foruden de Ulemper og det Tryk, der for Byen og Egnen naturligen følger med de fjendtlige Troppers Nærværelse, tsar har varet ubehageligt for Landbostanden, er den forholdsviis betydelige Vognpark af 31 Vogne, der hele Tiden har maattet staae til Disposition. Over Troppernes Forhold har der iøvrigt ikke været egentlig Grund til Klage; i et Par Tilfælde have civile Personer maattet taale nogle Dages Fængselsstraf paa Grund af Klammeri med de fjendtlige Soldater.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. november 1864).

Den biennorrhoiske Øiensygdom. Fra en af Hovedstadens meest anseete og agtede Læger har "Berl. Td" modtaget en Skrivelse, hvoraf den meddeler Følgende: "Den Gift her i Staden, hvorpaa jeg herved vil henlede Opmærksomheden, er en i stærk Tiltagende værende biennorrhoisk Øienbelændelse - ogsaa en Følge af - Krigen, opstaaet nærmest ved Smitte fra de hjemvendte Soldater, der atter have faaet den fra Fjender (især Østerrigerne). Sygdommen findes i især hos fattige Børn fra Smaagaderne (Pedermadsensgang f. Ex) og Børnene smitte de Voxne - hele Familier indlægges paa Hospitalerne, og Kommunehospitalet er alt overfyldt af disse Patienter. Fra Sundhedskommissionens Side gjøres hidtil Intet, uagtet det er meldt til den, og uagtet de epidemiske Ugelister hver Uge omtale Sygdommens Tiltagen. Der burde skaffes afsondret Plads til de Øiensyge, og hyppig visiteres i alle fattige Skoler og Asyler, for at Sygdommen itide kunde komme under Behandling, og Smitte forebygges".

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 4. november 1864).

Dansk landpostbud i Jylland. Illustrirte Zeitung 15. oktober 1864.

Valget 1848: Af et Brev fra Kjøge. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev fra Kjøge, dateret 7de October). Den 5te October er forbi, og jeg har indtegnet den blandt mine mærkeligste Dage. Hvad jeg paa den oplevede har jeg aldrig drømt om at see i vort kjære Danmark. Et kraftigt, virksomt og besindigt Folkeliv er vaagnet iblandt os; en vis Selvstændighedsfølelse er vakt selv hos den Ringeste, og en ivrig Higen efter at fremme Fødelandets Vel besjæler Alle. Du kjender vore Bestræbelser for at see vort Distrikt værdigen repræsenteret paa den forestaaende Rigsdag. De lykkedes tilfulde. Professor Krieger er nu vor Deputerede, og han er det paa en saadan Maade, at han maa føle den stærkeste Opfordring til at anstrenge enhver af sine mangesidige herlige Evner til Gavn for det Hele og til Ære for det 4de Valgdistrict. Jeg skal nu efter Løfte berette Dig Detaillen.

Valgbestyrelsen, til hvis Formand Justitsraad Brorson var udnævnt, havde besluttet at lade Valgene foregaae paa Byens smukke og rummelige Torv, hvor der blev opført en smagfuld Tribune, ikke ulig Tivolis Theater. Kun i yderste Nødstilfælde vilde man benytte Kirken. Tribunen var prydet med Kongens Navneziffer og Valgsprog, og over det Hele vaiede Dannebrog. Byens Borgere vare blevne enige om at standse al Handel og Bedrivt. Dagen brød frem med Storm og Regn, og dette Uheld truede med at gjøre et Skaar i den forestaaende Handlings Høitidelighed, ligesom man ogsaa frygtede for, at landboerne derved skulde afholdes fra at give Møde. Men til den bestemte Tid fyldtes Torvet lidt efter lidt med Mennesker, og med umiskjendelig Interesse stod den tæt sammentrængte Mængde, uanfægtet af Veiret, og forblev samlet, indtil dens vigtige Hverv var røgtet. Valgbestyrelsens Formand traadte nu frem, og mindede i et kraftfuldt Foredrag om den Gjernings Vigtighed, som her skulde fuldføres. Han udbragte et "leve" for Kongen, og dette istemmedes af den talrige Mængde med et 9 Gange gjentaget Hurra. Derpaa fremførte han de 3 Candidater, som havde stillet sig, og opfordrede disse til at udvexle deres Anskuelser med Vælgerne. Beskeden, men med Fasthed og Værdighed, fremtraadte derpaa Professor Krieger. I et sammentrængt, smukt og hjerteligt Foredrag gjentog han sin politiske Troesbekjendelse. Han vilde ""lovbunden Frihed i alle Retninger"; han vilde, "at Loven skal være lige og billig for Alle uden Hensyn til Fødsel og Stand"; han attraaede "et democratisk-konstitutionelt Monarchi", ikke for at tage "Magten til det Gode fra Kongen", men for at fremme "en besindig Anordning af Folkemagten ligeover for Kongemagten". Han vilde ikke, "at vi skulde springe fra den ubundne Kongemagt over til det skrankeløse Partiherredomme"; men han ønskede "en jevn, naturlig og fast Udvikling, ikke en voldsom Omtumlen mellem modsatte yderligheder". Dette smukke Foredrag, frit for alle tomme Phraser og Floskler, frit for alle skraldende Løvter og indholdsløse Deklamationer, havde ene været nok til at vinde Alle for Taleren, om man end ikke iforveien havde været bekjendt med hans Anskuelser. At han ikke paa flere Steder blev afbrudt ved Bifaldsyttringer, maa man alene tilskrive den Omstændighed , at vi endnu ere ubevandrede i Sligt; men aldrig saasnart havde han endt, forend et mange Gange gjentaget "Hurra" malmfuldt og eenstemmigen vidnede om Forsamlingens Sympathi, og dette gjentog sig atter og alter, saa ofte der tilbød sig den mindste Anledning, og navnligen, da han ved Forhandlingens Slutning proklameredes som lovligen valgt Deputeret for Distriktet. Jeg siger i Sandhed ikke formeget, naar jeg paastaaer, at Vælgerne vare formeligen forelskede i deres Rigsdagsmand.

Tilgiv denne lille Digression; jeg tager atter fat paa Traaden. Efter Krieger fremstod Kammerraad Petersen til Carlslundegaarden og anbefalede sig som Candidat for Distriktet. Vi havde allerede førhen været 2 Gange samlede med ham og kjendte hans Anskuelser. Han indskrænkede sig derfor til at imødegaae og afbevise de Beskyldninger, man i et anonymt Flyveblad havde udspredt imod ham. Endelig optraadte Proprietair Valentiner til Gjeddesdal for korteligen at gjøre Forsamlingen opmærksom paa, at han, efterat have hørt Professor Kriegers Foredrag, maatte erkjende Sidstnævntes Anskuelser for sine. Han bad derfor de Vælgere, som maatte have tiltænkt ham deres Stemme, at give den til Krieger, da han af den anførte Grund traadte tilbage.

Man skred nu til det kollektive Valg, og neppe var Kriegers Ravn opraabt, forend næsten alle Arme fløi iveiret med Adgangskortet i Haanden og og under en evindelig Jublen. Krieger var nu valgt; Petersen fik kun Minoriteten, og man skiltes ad, tor efter en Times Forløb atter at samles og foretage det videre Fornødne, hvis Nogen, efter den gjorte Opfordring fra Valgbestyrelsens Side, skulde forlange skriftlig Afstemning.

Da Timen var forløben, kaldte Raadstueklokken igjen til Møde. 50 af Kammerraad Petersens Vælgere forlangte denne Afstemning, og de 13 Valgprotoretter aabnedes. Efter Afstemningen viste det sig, at Krieger havde 676 Stemmer og Petersen 148. Valgbestyrelsens Formand traadte frem, berettede dette Udfald og proklamerede Krieger som Rigsdagsmand for Distriktet, hvilket Forsamlingen optog paa den forhen beskrevne Maade.

Distriktet har 938 indskrevne Vælgere, nemlig 305 for Kjøge Kjøge Kjobstad og 633 for samtlige Landsogne, Kjøge Landsogn iberegnet. Deraf mødte fra Kjøbstaden 284 og udeblev 21; fra Landet mødte 540 og udebleve 93. I Alt mødte altsaa 824 og udebleve 93. See vi hen til, at Mange havde flere Mile at reise, at Veiret var ugunstigt og afholdt enhver Svagelig fra at begive sig ud, at 1 var død og Flere syge, samt at en Deel af Peder Hansens Vælgere udebleve af en særegen Grund: saa mener jeg, at Distriktet, saavel Kjøbstaden som Landet, har givet et godt Vidnesbyrd om sin Interesse for Sagen. Men Landboerne have endnu i en anden Henseende fortrinligen udmærket sig, især naar man sammenligner dem med deres Standsfæller i andre Distrikter. Du veed, hvorledes et vist Parti har sat Alt i Bevægelse, for at hindre Kriegers og Petersens Valg; men alle dets Planer ere strandede paa vore fornuftige og brave Landboeres Fasthed. Een af dem stillede Krieger, en Anden anbefalede ham, 392 af 540 gave ham deres Stemmer, og de 148, som valgte paa den anden agtværdige Mand, have jo ikke mindre Krav paa vor Agtelse. Den Candidat, som skulde været os paatvungen af hiint Parti, handlede saaledes klogt i at blive borte. Kun maae de Faa, som mødte af dem, der havde lovet ham deres Stemme, beklage, at han ikke var saa artig at sende dem Afbud. De ventede forgjæves paa at høre Peder Hansen udtale sine "Anskuelser", og sloge sig omsider til en af de stillede Candidater.

Forresten kan Du nok begribe, at der ovenpaa en glædelig Dag ogsaa fulgte en glad Aften. Vor Rigsdagsmand og hans Medkandidat forbleve hos os, og i det talrige Selskab bastede en Gemytligbed og utvungen Glæde, som bedre kan nydes end beskrives. At den nye Rigsdagsmands Skaal blev udbragt med behørig "Akklamation", behøver jeg da ikke at fortælle. Gud være med ham, og give Held og Lykke til hans Bestræbelser!

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1848, 2. udgave)

Fotograf Carl Christian Hansen (1809-1891): A. F: Krieger. 1862. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Andreas Frederik Krieger (1817-1893) var jurist, politiker. 1841–43 ansat i danske kancelli. 1844 lektor ved universitetet, 1845 ekstraordinær professor og 1847–55 ordinær professor, 1853–55 tillige docent i slesvigsk ret. I 1840erne blev han mere og mere nationalliberal og begejstret for skandinavismen. Under det nordiske studentermøde i København 1845 førte han forsædet ved banketten i Christiansborg slots ridehus. 1848-1855 borgerrepræsentant i København. 

Som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling mente han modsat flertallet at man skulle udsætte forhandlingerne indtil forholdene i Slesvig. Valgt til Folketinget 1849-1852 som en af de nationalliberales hovedkræfter. Indenrigsminister 1856-1859. Støttede i starten Estrup, indtil det første provisorium i 1877. Provisoriet 1885 fik ham til at bryde med Højre, og i 1890 trak han sig fra landstinget.

Til den "Veifarende" eller Vildfarende paa "gamle Kjøge Landevei.". (Efterskrift til Politivennen)

Besvarelsen af det i Kjøbenhavnsposten Nr. 36 d. A. opkastede Sp.: "hvor er den daarligste Vei i Danmark" - vilde udentvivl have vunden meget i Interesse, Tydelighed og Klarhed, naar det heri tillige var blevet bemærket, at her for et Par Aarstid er bleven opført en ny Kroe, Jægerkroen kaldet, ved den udpegede Vei og naar det derhos endvidere, men Hensyn paa de personlige Allusjoner, var blevet antydet, at bemeldte Kro oprindeligen agtedes anbragt omtrent der, hvor den nedlagte Kjøge Kroe før havde staaet i Thune Herred, medens den nu staaer i Kjøbenhavns søndre Birk, men at Undertegnede, paa den "Veifarendes" Vink derom, ligefrem ytrede, at han ikke kunde understøtte en didhensigtende Ansøgning, hvis hans Erklæring derover blev fordret, hvilket derfor ei heller skete.

Seet fra dette Stade, torde den fremsattte, høist overdrevne og unøiagtige Skildring af fornævnte Vei vinde sin rette Betydning, i samme Grad som Billedet hos den Sagkyndige maa tabe i dets Lighed; thi Stykkets Prædikat og dets Sammenstillinger ere vistnok imposante, men desmindre træffende. Den herved navnkundiggjorte Vei løber, som bekjendt, langs Stranden for Kjøge Bugt, hvor Grunden afvexler med løs Sand og fast Steenbund, enkelte Steder ved Leer, gjennemskaaren af nogle Vandløb; hvilket Jordsmon maa være funden utjenlige til Veianlæg, siden den der i sin Tid paabegyndte Chaussee, hvoraf endnu ere synlige Spor, blev afbrudt og Landeveien given dens nuværende Retning; men at anlægge tvende paralelløbende Hovedveie, saa nær hinanden, vilde være en uforsvarlig Ødselshed.

Imidlertid vedligeholdes Broerne over de større Vandløb meest for Qvægdriftens Skyld, hvoritil den omhandlede Vei især af benyttes, skjøndt den ogsaa meget godt ved Dagen kan passers af andre Veifarende med sædvanligt Kjøretøi, der, som anmærket, giver Spor nok paa den saakaldte Hjerm, der størstedels henligger som Overdrrev og burde benyttes til Skovanlæg.

Veistrækningen her i Jurisdictionen, fra Skillingskroen tl Lilleveile Aa, (Amts- og Herredsskjellet) hvoraf dog Carlstrup Bymark hører under Gammelkiøgegaards Birk, behøver kun Reparation paa et enkelt Sted over en Leerbakke med Kildevæld paa Mosede Byes Grund, som aarlig istandsættes, anden Forbedring er efter Situationen og Brugen ligesaa overflødig som den for Beboerne vilde være trykkende, og den vil følgelig neppe nogensinde vorde foranstaltet. - Iøvrigt er denne Veistrækning, som Sandgrund beest, og benyttes hyppigst, netop naar Hovedlandevien er værst, hvorved den af hiin "Veifarende" angivne Hensigt altsaa fremmes. Forsaavidt derimod Kronæringen tilsigtes er det kjendeligt, at Roeskilde Kro nu har tabt Interessen for "den veifarende Skribent", hvis Inserat forresten ikkun blænder Den, der er ubekjendt med de locale og individuelle Forhold. Slige Konstproducter, prydede med Personalier, kunne muligen pirre, men - kun Sandheden gavner

Ramsøe-Thune Herredscontoir i Roeskilde d. 10de Febr. 1836. Blume.

(Kjøbenhavnsposten 14. februar 1836)

Englænderne jager danske skibe. (Efterskrift til Politivennen)

Mariboe d. 23 Maj. I forrige Uge blev en Skipper fra Ærø jaget paa Land af et fiendtligt Skib ved Damestrand. Skipperen med sine Folk maatte forlade baade Skib og Ladning. Fjenden besteg det og satte Ild paa det. - Imidlertid ilede de Militære med Artilleri til, hvorved Skib og Ladning blev reddet fra at falde i Fjendens Kløer. - Skipperen gik da igjen om bord og kom siden lykkelig sejlende med det til Helgenhavn. - Hele Kahytten var afbrændt. - Ved Grønsund, Kjøge, Præstø, Stevns ligge fjendtlige Skibe. - Den 16de dennes have de fjendtlige Krydsere taget 1 Skib ved Stevns og jaget 3 paa Land under Møen. Den 18de tog de 3 Galeaser og 4 Jagter og den 19de 1 Jagt. Fjenden gik sønder paa med dem. Farvandet vrimler af fjendtlige Krydsere. - Den 22de dennes passerede en stor fjendtlig Flaade Nysted. Om Aftenen saaes den imellem Darkegaard og Ringsebølle. Der siges at den bestaaer af en 200 Skibe og af over 6 Linjeskibe, 4 Fregatter og en Mængde Brigger. Hele Dagen hørtes en stærk Skyden, men det var ikke uden Signalskud. I Dag ligger den med Modvind imellem Kramnitze og Movleskov.

Korsøer d. 26. Maj. Til de Linieskibe, som i flere Dage have ligget her i Sprogøbeltet er der imorges endnu kommet 5 Linjeskibe, hvoraf et førende Kontraadmiralsflag, samt en Kutterbriig og en Kutter. Nu ligger her ialt 11 Linieskibe, et bevæbnet Pinkskib, en Kutterbrig og hvoraf norden for Sprogøe 4 Linieskibe og Pinken, de øvrige deels sønden for denne Øe, deels hen under Langeland. Et amerikansk Fregatskib, som kom sønder fra, mødte Eskadren, fortsatte sin Sejlads nordetfer, men har sideen maattet ankre formedelst Stille.

Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler, 4. juni 1810.

En Reisebeskrivelse.

(Den højkongelige generalpostdirektion underdanig tilegnet)

I. Rejsepræliminærer.

Min kvittering for indskrivningspengene med Lollandsposten pålagde mig at møde på postgården klokken 5.30 eftermmiddag. Til dette klokkesæt indfandt jeg mig da også, skønt jeg nok vidste jeg fik en god stund at vente. Men jeg trøstede mig ved rejseværelset hvor jeg dog før havde fristet tiden ret tåleligt i selskab med andre rejsende og dem der ledsagede disse til vogns. Jeg gik da straks hen til den sædvanlige dør, men fandt der brevkontoret i stedet for rejseværelset. På mit spørgsmål om et andet rejseværelse anvistes mig et firkantet hul med tykke jernstænger for vinduet, hvorom man ingen ide kan gøre sig uden at have set det. Vi var denne gang 5 rejsende, hvoraf de 3 til nød kunne stuves derind. Man tænker sig nu engang at der var flere rejsende eller at disse var damer. Hvor skulle disse dog placeres i den stive time man som oftest må vente inden man kommer afsted? og hvor skulle postkarlene få plads til kasserne og kufferterne der skulle med, uden at sætte disse ud i gården? Ja, dette værelses hele indretning (?) ville jeg i sandhed anse som et forsøg i det komiske hvis jeg ikkemåtte anse sådant for at være under postdirektionens værdighed. Jeg stod (for af naturen er jeg nu engang således indrettet at jeg - især i rejseklæder - ikke kan sidde på den langs med væggen værende nymalede tremme) altså jeg stod og grundede over hvad der kunne være i vejen for at overlade os personpostens rejseværelse til afbenyttelse. Efter at have stået og grundet en times tid, fandt jeg da en tænkelig grund, nemlig at det muligvis ville kollidere med personpostens ankomst- og afgangstider. Men denne modgrund fik jeg netop mig selv gendrevet dels dermed at dette højst sjældent ville ske, dels dermed at der ingen ulykke var i at det skete en meget enkelt gang, da posthornet i det samme kaldte os til vogns. Vi besteg da vognene og kørte ud af postgårdens port.

II Rejse til Køge

Længe kunne jeg ikke begribe hvorfor postillonen på det ubarmhjertigste gennempiskede de stakkels heste. Jeg troede i begyndelsen de havde forset sig ved et eller andet, hvorfor de skulle "straffes", men næppe var vi kommet udenfor Vesterport, før jeg erfarede grunden. Postillonen vendte sig nemlig om til os og sagde i en triumferende tone: "De har gået i tøjet siden i morges halv otte." Ved samme lejlighed bad han os sige ham om han kørte stærkt nok, "for han havde aldrig kørt post før." Ligeledes leverede han den ene af os sit tudehorn "for han forstod ikke at blæse det op." Mens han nu fortalte min medrejsende vidtløftigt at han havde været i Hamborg, Lübeck osv., men aldrig i Køge, og derfor bad ham sige sig vejen dertil, så snart der var drejet af ved Roskilde Kro, grundede jeg atter fr at udfinde hvorfor hovedvognen ikke kørte foran da denne dog altid må have en øvet kusk der kender vejen, har uret på vognen at rette kørslen efter, og kan "blæse hornet op" for derved at vække bommændene så betids at man ikke behøver at holde ved bommene. Men jeg kunne denne gang ikke tænke mig nogen grund. Under en kørsel, højst ubehagelig på grund af lyden af den snertende svøbe, der i bogstaveligste forstand kunne siges ikke at være af hestenes ryg inden vi nåede Køge postgård, nåede vi da denne hvor vi vederkvægedes ved et hyggeligt, godt opvarmet rejseværelse og ved proper og billig beværtning.

III Reise til Vordingborg

Fra Køge til Rønnede var hesteplageriet lige så utåleligt som før og kørslen langsommere. Dog fandt jeg mig tålmodigt heri, for i Rønnede fik vi jo nye heste og kørte da på vores magelige fjedervogn lige til Vordingborg, tænkte jeg. Men ak! vi mennesker tænker så tit fejl. Efter et lille ophold i Rønnede gik vi alle ud i regn og slud for at stige til vogns. Hvor blev jeg ikke lang i ansigtet ved at forefinde - i stedet for fjedervognen hvilken jeg havde tænkt mig ligesom hovedvognen holdende tør inde i vognskuret - en af de gamle postvogne holdende aldeles gennemvåd uden for vognskuret. Dog fandt jeg mig også heri og satte mig trøstigt i det svømmende lædersæde. Enhver vil vist være enig med mig deri at dette ikke er så ganske rigtigt gjort af postdirektionen. Det er at ove mere end den kan holde, således at lade de rejsende gøre begyndelsen af rejsen i en bekvem vogn, tage denne fra dem midt på ruten og i stedet give dem en fra forrige århundrede.

Vi kørte da afsted, men nu tabte jeg tålmodigheden. Vejen gik nemlig: til Præstø. Har du, kære læser! nogensinde rejst med posten fra København til Vordingborg? Gennemfarer der dig da ikke en vis gysen ved at høre Præstø nævne? Du vil sikkert i forening med mig henvende dine bønner til postdirektionen at de rejsende dog endelig må blive befriede fra denne dræbende, trvielle omvej, og at pakkenillekerne til Præstø blev aflagt i Rønnede Kro eller det sted på Vordingborgvejen der er det nærmeste. Dog - tilbage til rejsebeskrivelsen! tidlig på morgenstunden ankom vi til Præstø. En nedslående efterretning modtog vi her, nemlig den at der intet gæstgiveri var på aftrædelsesstedet. "Der var et gæstgiveri i den anden ende af byen, men der var nok ingen oppe og værelserne vist kolde." så vi følte ikke synderlig lyst til at begive os på opdagelsesrejse efter dette. I den lige over posthuset liggende kippe hvor postillonerne samledes, nød vi et koldt værelse, en kop kaffe, satte os derpå til vogns, havde en bandsat vej indtil vi igen nåede Vordingborgvejen som vi havde måttet forlade, og ankom efter en halsbrækkende tur ned ad et med store klippestykker brolagt, yderst smalt stræde til Vordingborg Postgård hvor vifandt os fuldkommen tilfredse i enhver henseende.

IV Rejse til Gåbense.

Om denne er meget lidt at sige Vi betalte vores "ispenge" i Vordingborg, sejlede i den korte tid af 1½ time over vandet i en lille båd uden at se en smule is, men om istransporten skulle vi i næste nummer udtale os, såvel om denne i almindelighed som om postdirektionens andel.

(Politivennen nr. 1151, Løverdagen, den 20de Januar 1838. Side 33-38)

Redacteurens Anmærkning

Køge Postgård lå på hjørnet af Torvet og Nørregade. Den er nu nedrevet. Ejendommen blev først i 1785 postgård, og senere det førende værtshus i Køge og “Hotel Prinsen”.

Atter om Postbefordringen fra Kjøge.

Onsdag den 24. august kl 5 eftermiddag bestilte indsenderen ekstrapost i Køge og fik den også til rette tid. Men hvorledes denne ekstrapost, en af de gamle velbekendte postvogne, var beskaffen, vil man let kunne indse når man erfarer at remmene i sæderne på den korte vej fra Køge til Skillingskroen gik i stykker ikke mindre end 4 gange så at passagererne næsten kom til at sidde på vognbunden og ved underlagt hø måtte se til at holde sæderne så meget i vejret at man ikke ganske kom til at danne en figur som en halv sammenfoldet tommestok. Kuskens bestræbelser for at sammenbinde de sprungne læderremme var naturligvis frugtesløse. 

Skulle man dog ikke engang kunne få posttilsynet i Køge arrangeret på en nogenlunde anstændig måde? Når man for ekstrapost fra Køge til København har betalt 5 rigsbankdaler, 3 mark synes man dog at burde være sikret for at blive så ynkeligt tilredt som på ovennævnte køretøj måtte blive tilfældet.

(Politivennen nr. 1079, Løverdagen, den 3die September 1836. Side 575-576) 

 Samtidig annonce for hyrevogn, Adresseavisen 3. oktober 1836.

Redacteurens Anmærkning

Vejen fra Køge til København var på Politivennens tid ret ufremkommelig, nærmest to hjulspor. Helt op i 1900-tallet. Derfor var der adskillige kroer undervejs. Skillingskroen var det første stop efter Køge og lå ved det nuværende Jersie Strand. Længere ind mod København var der Korporalskroen ved Karlslunde, Lopsholm Kro, Jægerkroen i Ishøj, Fedtekroen i Vallensbæk og sidste stop Flaskekroen ved Harrestrup Å. 

Fra Farver og Vognmand Rasmussen i Kjøge.

I nr. 1024 af Politivennen d. å. har en anonym der skal være en vis cand. jur. Nyholm, anket over den befordring jeg afgav med dagvognen fra Køge til København onsdag den 12. dennes, og i den anledning finder jeg mig beføjet herved at erklære: Den påankede vogn var en holstensk kurvevogn med 3 rummelige, udstoppede og bekvemme agestole, forsynet hver for sig med 2 fjedre under sædet, og antaget af den kongelige generalpostdirektion som lovmæssig, hestene var jo ikke så vel ved magt som hr. Nyholm, men dog i arbejdsdygtig stand, og er ligeledes af vedkommende autoritet erkendte befordringsdygtige, sikkert ikke uden grund, siden de tilbagelagde vejen mellem Køge og København, som er over 5 1/4 mil, den omhandlede dag, ikke som indsenderen beretter i 5, men i 4½ time, bedetiden iberegnet, hvilket kraftløse heste vist nok ikke formår, og postillonen sm skønt halt, dog havde fornøden førlighed til at køre et par heste, var medgivet reglementeret mundering. Om han ikke ha iført sig den undervejs, ved jeg ikke. Men i alt fald kan dette ikke lægges mig til last hvorimod den rejsende som sad ved siden af ham, kunne have pålagt ham at tage denne beklædning på dersom den øvrige ikke behagede ham. 

Uoverensstemmelsen mellem disse bemærkninger hvis rigtighed jeg tilbyder i fornødent fald at bevise, og dn anonyme indsenders fortælling godtgør således at denne referent farer med usandhed og derved har karakteriseret sig som en person der i det hele ikke kan stå til tro, ja endog må formodes at være ledet til sin færd af lave bevæggrunde.

At overalt den måde som Anonymus har valgt at fremføre sin anke på, bestyrker at ædel interesse for sagen ikke er hans drivfjeder, behøver næppe nogen udvikling.

Køge den 21. august 1835
H. Rasmussen.

(Politivennen nr. 1026, Løverdagen den 29de August 1835, s. 572-573).

Redacteurens Anmærkning.

En artikel underskrevet Interveniens i Politivennen nr. 1027, 5.september 1835, s. 586-589, stilet til den kongelige generalpostdirektion, spørger om det virkelig kan være rigtigt at de omtalte heste var godkendt til befordring.

Endnu en klage i Politivennen nr. 1075, 6. august 1836. Side 501-503 beskrev nogle af de miserable heste som Rasmussen brugte. 

Farver Rasmussen, Vognmand i Kjøge. Dyrplageri. Kjøge Dagvognsvæsen.

Onsdag den 12. august 1835 kørte indsenderen med Køge dagvognsbefordring fra Køge til København, og var så uheldig at få plads på den sidste bivogn (af hvilke der den dag kun var 7), som efter dagvognsekspeditørernes og kuskens udsagn, var leveret af farver Rasmussen, vognmand i Køge. Nævnte bivogn var en af de gamle bekendte postvogne som hverken havde fjedre under fadningen eller under stolene, på hvilke man derfor også ret til gavns får Køgevejens ujævnheder at føle. Kusken var en stakkels krøbling der måtte hinke afsted ved en krykke, og hans beklædning og uddunstning var ubehagelig nok for den rejsende der måtte sidde ved siden af ham. Men det mest miserable af alt var hestene, en brun og en grå der var så magre at man kunne tælle hvert ben i deres elendige kroppe, og så kraftløse at de kun ved de yderste anstrengelser fra kuskens side kunne i bestemt tid drives til målet. Disse kuskens - aldeles nødvendige - anstrengelser var det højst oprørende at måtte være vidne til. Indsenderen tør nemlig forsikre at der fra udkørslen af Carl Hansens gæstgivergård ved Køge indtil ankomsten i Knabstedgård på Rådhuspladsen i København ikke hengik noget minut eller måske rettere halvt minut, i hvilket kusken ikke måtte anvende alle sine kræfter og al sin kunst på at bibringe de udtærede øg sådanne piskeslag som kunne bevæge disse stakkelse skabninger til at ile fremad. Til sidst var endog piskesnerten utilstrækkelig, uagtet den blev anbragt på de ømfindtligste steder, og han måtte tæske løs med den tykke ende af skaftet.

Farver Rasmussen kan vist næppe fortænke nogen i at man efter i 5 timer at have set på et sådant ved ham foranlediget dyrplageri, ønsker ham selv blot hundreddelen af den behandling hans heste ved før nævnte lejlighed måtte lide, for at han kunne lære at indse hvor ubarmhjertigt den handler mod sine medskabninger der påfører dem en spådan lidelse.

Ved denne lejlighed kan man heller ikke tilbageholde det ønske at dagvognsvæsnet i Køge der uden tvivl er vognmandslaugets bedste kunde, ville formå dette til at anskaffe flere vogne med fjedre, og i særdeleshed at nævnte dagvognsvæsen ville påse at de heste der leveres til bivognene, er i stand til at nå bestemmelsesstedet i den fastsatte tid uden at de rejsende skal behøve at være vidner til en sådan mishandling som den oven beskrevne. Mod farver Rasmussens brune og grå heste tror indsenderen tilstrækkeligt at have advaret.

-20, 21, 22. -

(Politivennen nr. 1024, Løverdagen den 15de August 1835, s. 543-545).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares af vognmand Rasmussen i Politivennen nr. 1026, 29. august 1835, s. 572-573.

Formentlig uædel Adfærd af Dampskibsføreren paa Frederik den 6te.

Den 8. juli d. å. havde jeg det uheld på Køge Bugt med min 10½ læsters drægtige jagt at sejle min mast overbord, og måtte da ankre og udkaste en del af min indehavende murstensladning for at bringe fartøjet lettere på søen. I denne hjælpeløse tilstand så jeg dampskibet komme sydfra i retning ad mig. Jeg hejsede da mit flag og glædede mig med håbet at blive af det taget på slæbetov. Da det løb tæt forbi, råbte jeg og bad herom. Men fik af dampskibsføreren til svar at han kunne ikke og måtte ikke. Om "kunne ikke" an nu ikke være nogen tale da man ved at skibet sagtens har kraft nok til uden synderlig hinder at slæbe et så lille fartøj, og hvad angår "måtte ikke", da vil man vanskelig tiltro hans foresatte den inhumanitet at de skulle have givet ham sådanne instruktioner at han ikke måtte hjælpe i nøden, når sådant kunne ske uden deres skade. Heller ikke kan man tro at flertallet af de ombordværende passagerer ville have sat sig imod, så meget mindre som derved vist ikke kunne forsinkes over 1 højst 2 timer. Hvad om samme dampskib som jo før har haft bræk, men den gang hjalp sig selv, nok engang kom i en hjælpeløsere tilstand, var det da ikke uædelt om man nægtede at yde hvad man formåede til skibs og menneskers frelse? Ja! jeg er tilbøjelig til at tro at selve entusiasmen for navnet Frederik den 6. ville i enhver dansk mands barm udrette meget til dets redning. Men mod mig forekommer det mig som at Frederik 6.s navn er misbrugt.

Niels C. Spor af Vordingborg.

(Politivennen nr. 867, Løverdagen den 11te August 1832, s. 521-523.)

Redacteurens Anmærkning.

Dampskibsføreren svarer igen i Politivennen nr. 868, 18. august 1832, s. 542-543.

Bøn fra Kiøge.

Det var højligt at ønske at vedkommende ville sørge for at få indkørslen til Køge by når man kommer fra Tryggevælde noget forbedret. For stedet er meget farligt at passere. Når man kommer i fuld fart ned ad den stejle vej og pligtskyldigst skal holde uden for konsumtionskontoret, er man nødsaget til at holde hestene an, hvorved disse ofte falder på den jammerlige bro og vælter vognen. Dette hændte anmelderen her forlede på en rejse i selskab med 2 unge fruentimmer. Vognen væltede således at hjulene kom opad, og passagerne ville sikkert have tilsat livet, hvis hesten ikke havde været stadige. En person som var øjenvidne til dette uheld, forsikrede at sådant var intet usædvanligt tilfælde på dette sted, og istemte indsenderens ønske om en højst nødvendig forbedring af samme.

(Politivennen nr. 450. Løverdagen den 14de August 1824, s. 9079-9080)

Steenbroen i Kiøge.

Anmelderen som på en rejse i en del af Sjælland for en tid siden havde lejlighed til at passere Køge, så her et af de dårligste eksempler på elendig brolægning han har set i nogen småkøbstad i lang tid. Selv i denne bys hovedgader står man nemlig let i fare for ved at køre nogenlunde stærkt at vælte, og ved om aftenen at passere denne til fods, må man hvert øjeblik vente at falde og brække arme og ben. Besynderligt at i en by som denne hvor færdslen dog ikke er ubetydelig, og hvor politiet efter sigende i flere henseender skal være ret godt, at der ikke er sørget mere for denne sag der sikkert hører til en af de nødvendigste og væsentligste for en købstad. At byen skulle være så forarmet at den ikke skulle se sig i stand til at kunne anvende noget på dette sit største behov, synes næppe troligt. I særdeleshed da man skal have set mindre væsentlige mangler afhjulpet her i den senere tid. Anmelderen forener derfor sit ønske med flere af byens indbyggere han i denne henseende har talt med, om snart at se denne offentlige mangel fjernet.

(Politivennen nr. 309. Løverdagen den 1ste December 1821, s. 4961-4962).

Uønskelig Tilstand af Kjøge Vejen.

På en betydelig andel af denne vej især nær Køge er påfyldt denne hovedlandevej grus blandet med sten af indtil en næves størrelse o.m. hvilket overmåde ødelægger vejen.

Det er bekendt nok at der i den grus som påfyldes en vej, aldrig bør være sten af en valnøds størrelse, endsige større. Ved at klemme sig fast i en hests sko gør en lille sten dyret lamt og sygt i foden, og de større sten har den betydelige fejl at de aldrig fæster sig i vejskorpen, men hele tiden stødes løs. Man vil også på alle vores veje hele tiden se løsliggende sten som følger af at ovenstående regel ikke iagttages. Men denne følge er for den kørende overmåde slem da vognen ved at gå over sådanne sten, giver et ubehageligt stød. At vognen lider mere ved sådan stød end om disse løse sten var borte, er ligefrem klart, og at hestene har godt af at trække vognen og læsset over dem, vil vel ingen påstå.

Men har man nu ikke villet eller kunnet forebygge at en vej jo er blevet belemret med disse slemme løse sten (skønt intet synes anmelderen at være lettere, for det gjaldt kun at lade det første det bedste læs som bonden førte på sit vejstykke, straks køre tilbage indtil han fik gruset lappet), så burde der i det allermindste sørges for at få dem bort. Hertil er det letteste middel for hånden: at tilsige enhver gårdmand at møde med heste og tom vogn for at sanke og bortkøre de på hans vejpart løsliggende sten.

Et par sådanne tilsigelser ville hjælpe uendelig meget til at bonden af sig selv smukt harpede sit grus for han førte det på vejen

Ved den lejlighed kunne tillige anføres at en milsten i nærheden af Køge er beskadiget således at netop indskriften er med et stykke sten gået fløjten. Nogle ville påstå at det er sket i den Castenskjoldske batalje, hvorom alting er var det at ønske at enten indskriften indhuggedes på stenen et andet sted, eller at en anden sten sattes. En milepæl uden indskrift er det femte hjul til en vogn.

(Politivennen nr. 532, 9. juli 1808, s. 8547-8549) 

Tiggerunger i vores Småstæder

(Efter indsendt)

En rejsende har med mishag set at denne slemme uskik endnu finder sted hist og her i småstæderne. Således så han i Dragør i søndag for 8 dage siden en stor mængde tryglende børn omkring sig. I Køge blev han i onsdags også tryglet, skønt tingen ikke her syntes at være i den skønne drift som i Dragør.

Måske vil dette ikke være skrevet forgæves, og da samme rejsende om 3 ugers tid atter kommer på samme gader, har han lovet at offentliggøre hvorvidt det har båret frugt.

(Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8487)

Sønderstræde i Dragør. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Brød og Veje i Storehedinge.

Da bageren (NB. den eneste i Store Heddinge) i år solgte 2 pund meget mådeligt brød for 8 skilling og 4 pund for 1 mark, mens bagerne i Køge solgte rent rugbrød seks og et halvt pund for en mark, da rug der dog kun kostede fem og en halv til seks rigsdaler tønden, blev der indgivet en klage til stiftamtmanden og det blev da ved takst fastsat at bagerne i Store Heddinge skal sælge fem og trekvart pund brød for 1 mark.

Dette er sikkert en forbedring for de fattige borgeres tilstand, men to ting ville jeg endnu ønske skete. Den ene at bageren tillige for det foregående havde været pålagt en straf, den anden at taksten havde givet storeheddingerne lige så meget brød for skillingen som køgebagere giver denne nabostads indbyggere hvor kornet vel næppe er, og efter omegnens natur og stædernes beliggenhed fra København næppe kan være lettere end i Store Heddinge.

Store Heddinges vejstrækninger er i meget dårlig forfatning da der på nogle strækninger ikke findes spor til fyld, på andre store brosten kastet således oven på hinanden at det er snarere en forværring end en forbedring.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 85, den 8 December 1799, s 1345-1346)

Redacteurens Anmærkning

Før Trykkefrihedsforordningen var der blevet klaget over Vindbyholt Kro til von Holstein og han havde svaret at han gjorde noget ved det. Det samme skete ikke med denne klage, som tværtimod affødte en tilbagevisning af klagerne.

Klagen følges op i Politivennen 1800, nr. 117. 19 Juli 1800, s 1857-1859 af herredsfogeden Holstein, da der tilsyneladende intet er sket

Uorden i Kjøge.

Da der i Politivennen så ofte gøres forslag til at fremme gode indretninger og man tillige ser at uordener som fremsættes i den gode hensigt at se dem afhjulpne, ofte er blevet fjernet, så tror indsenderen det pligt at tale nogle kraftige ord for den gamle berømmelige stad Køge. Ord som han ønsker ikke må falde på sten, men i gode agre og bære hundredfold frugt.

Næppe skulle man forestille sig at en så folierig by som Køge i slutningsårene af det 18. århundrede igen skole havde, men at dens indbyggere der ikke har formue til at få dem underviste i huset, må enten sende dem ud i de nærmeste landsbyskoler eller selv efter fuldendt arbejde læse for dem hjemme. Men oplysning og lærdom står det derfor hos nogle subjekter hel mådelig til og der gives nok flere mager til den pige der i foråret 1798 kom fra Køge til Store Heddinge over 19 år gammel der ikke kunne læse inden i en bog og ville der forsøge at blive konfirmeret, som alt sammen nærmere kan til overflod efterlæses i Iris og Hebe for april og maj måned dette år. Er det derfor ikke en himmelråbende forsømmelighed at der ikke anlægges en god dansk skole for ungdommen i denne by, allerhelst da byen ejer midler og det betydelige, til sammes oprettelse. For 25 år siden blev Køge latinske skole ophævet, bygningen revet ned og solgt og dens kapitaler 25.000 rigsdaler som for største del var ved legater givet den af denne bys indbyggere, blev sat et sted - formodentlig på rente uden for byens cirkel.

Køge bys indbyggere har nu i mange år altså ventet på opfyldelsen af deres rimelige anmodninger og ønsker om at få en god danske skole i byen for deres egne midler, da de blev berøvet den næring og fordel deres latinske skole havde givet dem. Men hidtil forgæves! 25 år, næsten to generationers skoleår er frugtesløse fra denne side henrundne og vedbliver forfatningen således, må man en undres over om man skulle få at høre noget til huskors, værre end det der i fordum tid gjorde byen så berygtet. Til et føleligt minde om deres latinske skole må indbyggerne i Køge ved barnedåb, bryllupper og begravelser endnu betale de til den ved sådanne lejligheder udredende udgifter. Det er under sådanne omstændigheder virkelig hårdt. Læses dette af de folk i landet, hvis pligt og embede det er at afhjælpe sådanne mangler, formoder man at der straks bliver lagt hånd på et arbejde som nødvendigheden så stærkt kræver, og at den forrige forsømmelse ved en desto fornuftigere og nyttigere indretning og skoleanstalt bliver nogenlunde godtgjort.

I en tid hvor skolevæsnet i de danske stater så alvorlig har beskæftiget en del mænd i landet, er det forunderligt at der ikke er blevet kastet et blik i denne henseende til Køges store trang der har vedvaret så mange år. Det forekommer mig lige så underligt som om nogen, når jeg stod og beskuede den såkaldte frihedsstøtte uden for Vesterport der er sat til minde om bondens befrielse fra undertrykkelse, ville komme og fortælle mig at en herremand i Danmark i vore dage upåanket kunne kaste selvejere egenmægtigt uden lov og dom af deres gård foruden rettens behandling, bemægtige sig og sælge gård, besætning, indbo og afgrøde for restancer og ikke gøre afregning med dem, selv om hvad de ejede kunne beløbe sigen del over denne sum. At overskuddet ikke blev givet dem tilbage, eller også at en herremand, nu for tiden, dristede sig til at forbyde efter indfald en selvejer at gøre sig sin ejendom så nyttig som mulig, fx sælge til sine naboer der trænger dertil, sin overflødige tørv osv practica est multiplex; ved et monument som frihedsstøtten ville jeg holde sådant sagn for utroligt. Sådanne ting ville jeg sige og sværge ved støttens fod lader sig vel næppe nu gøre, i hvad der så ellers er sket i de dage da adelen og de med dem lige tænkende og privilegerede, der ejede bønder i landet, var nær ved at slå huden af velbemeldte stand og da træmæren og halsjernet var i fuld brug ved vore landsbykirker.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 75, den 28 September 1799, s 1192-1196)

Torvet i Køge, 1861 (C. I. Nielsen)