Den gamle Skovfogeds Fortælling (6 - Baghold og Slutning). (Efterskrift til Politivennen)

 Den gamle Skovfogeds Fortælling.

(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat) 

"Jeg samlede mig rigtig sammen og krøb saa stille som en Muus baglænds ud ad af Kratten med Øinene stivt heftede paa Hunden, en dejlig Hund at see til. Mit Haab var, at komme over de faa Favne, jeg havde til Storskoven, hvor jeg smigrede mig med Haabet om at kunne undløbe. Men, - neppe havde jeg rørt mig, førend et halvt Dusin Kugler pebe over mig. Havde jeg været paa Benene, havde de vist pirret mig overende, men da jeg krøb paa alle Fire, slap jeg. Saasnart Skuddene vare faldne, reiste jeg mig og løb af alle Livsens Kræfter, for at komme ud af Forfølgernes Øiesyn. Der blev paany skudt efter mig, men ligeledes uden at de ramte mig. 

"Som en jaget Hjort løb jeg; et Minut eller to gik det godt, jeg fornam Ingen bag mig og troede mig næsten frelst,- thi dertil behøvede jeg ikke lange Forspring, - da Hunden med Eet halsede lige bag ved mig. Han maa være sluppet igennem Tykningen.

“Nu er du fortabt” var min første Tanke, men snarraadig som jeg er af Naturen, Vorherre være lovet,” sagde Jørgen, idet han atter lettede paa Kabudsen, “spændte jeg, medens jeg løb, Hanen paa Bøssen og speidede nu kun efter et Sted, hvor jeg kunde gjøre Holdt, for at skyde Hunden. Thi det indsaae jeg klart, at han maatte bort, ellers vilde han trække mig Forfølgerne saalænge paa Halsen - hvis jeg forresten kunde værge mig imod at blive bidt - at jeg blev deres Mand.

"Opmuntrende Raab til Hunden løde bag ved mig, hvilket sagde mig, at Engelskmændene ogsaa maatte være komne udenom Tykningen. En Fordeel følte jeg, at jeg havde af Hunden, den nemlig, at der ei blev skudt efter mig, saalænge han var imellem mig og Soldaterne. Støiende og raabende i vilden Sky, fulgte Soldaterne efter mig og Hunden, der allerede havde faaet et godt Forspring for dem. Hunden var mig lige i Haserne. Engang havde han allerede nappet mig i mine Skindbuxer, uden at kunne komme igjennem med Tænderne. Jeg følte, at paa denne Maade kunde det ikke gaae længere. I samme Nu øinede jeg en lille Lysning, kun nogle faa Alen bred, og strax var min Beslutning tagen. Ligesom jeg naaede Lysningen, spændte jeg atter Hanen ned igjen og da Hunden i allerstærkeste Fart for anden Gang skulde fare paa mig, lod jeg mig dumpe. Hunden gik i det stærke Løb, han var i, over mig med et Skrig af Forbauselse og tre fire Spring videre, inden han fik vendt sig. Denne Tid benyttede jeg, og i et Nu laa jeg paa Knæ, og da vi to, jeg og Hunden, saae hinanden i Øinene, havde jeg min Bøsse ved Kinden. 

"Det dejlige Dyr, der med disse kloge Dyrs Instinkt nok vidste, hvad det betød, vilde knibe ud, men dertil kunde jeg desværre ikke give mit Minde, uagtet det skar mig i Hjertet at ødelægge saadan en dejlig Hund. Jeg vidste tillige meget vel, at det kun var med den yderste Grad af Forsigtighed, at det vilde lykkes mig at dræbe eller ialfald uskadeliggøre denne min Dødsfjende; thi saasnart jeg gjorde Mine til at brænde løs, vilde den springe tilside eller trykke sig.  Derfor lod jeg, som om jeg trykkede af, og meget rigtigt, som jeg havde formodet, gjorde han et vældigt Sidespring og vendte mig derpa derpaa hylende Ryggen. Nu var den uigjenkaldelig min, og Knald! der gik den rundt, uden en Lyd fra sig. 

"Mine Forfølgere opløftede et Skrig og skøde for tredie Gang efter mig, men dette forudsaae jeg og havde allerede dækket mig bag et deiligt stort Bøgetræ, der tog sin Part af Salven; thi senere fandt jeg saamæn ikke færre end tre Kugler i dens Bark. Nu følte jeg mig let om Hjertet, og det varede kun føie Tid, saa var jeg uden al Fare fra den Kant. Ved Hundens Død havde de formodentlig opgivet Forfølgelsen, thi jeg hørte ikke mere til dem. 

"Chasseur var hævnet." Men havde mit eget Liv ikke staaet paa Spil, havde jeg neppe skudt Hunden, nu kan han troe mig, om han vil," sagde Jørgen med en saa høitidelig Alvor, at jeg følte mig fuldt og fast overbevidst om, at det var hans sande Mening han ytrede. 

"Da det begyndte at lakke ad Mørkningen," vedblev han, listede jeg mig over paa Gaarden. Den forrige Nat havde jeg sovet i Skoven og ikke været der siden den omtalte Morgen. Birthe og Drengen bleve meget glade ved at see mig, thi Qvinden havde været meget bange for mig. Jeg skal sige ham, vi holdt meget af hinanden. 

(Forts.)

(Kjøge Avis 28. oktober 1866)

 Den gamle Skovfogeds Fortælling.

(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat) 

"Saa snart "Manden" fik høre, at jeg var paa Gaarden, blev jeg strax kaldt op til ham. Her maatte jeg fortælle, hvad han senere altid kaldte "Jørgens Hundehistorie med Engelskmanden". Han lod mig vide, at der Dagen forud havde været en Patrouille ved mit Huus og derefter ovre paa Gaarden for at lede efter mig, og at Niels havde skjult sig, da han saae dem komme. Samvittigheden slog ham vel, mente Herremanden. Efter hvad Manden fortalte mig, havde den Officeer, som førte an, netop saadan Hund med sig som den, jeg skød i Krageskoven. Det er derfor ikke umuligt, at den Patrouille, jeg traf paa, maaskee netop har været sendt ud for at gribe mig. Da Manden raadede mig fra at blive paa Gaarden om Natten, saa søgte jeg Skoven, efter at have faaet noget varm Mad nede i Herskabskøkkenet og sammesteds faaet fyldt min Jagttaske. I de tykke Hasselbuske, som endnu den Dag idag findes paa Aasen, fik jeg mig en Luur, indtil Solen næste Morgen brændte mig paa Næsen. 

"Da jeg havde strækket mig lidt - man bliver saa stiv langs med Rygraden af at ligge og sove paa Jorden - og faaet mig toet i Aaen ved Foden af Aasen, listede jeg mig over Aaen, forbi mit Huus, hvor jeg fandt den Gamle og Alt tilsyneladende i god Orden, og igen ind i Krageskoven. Hvad der her forbausede mig og gjorde, at jeg neppe vilde troe mine egne Øren, var, at jeg aldeles Intet kunde høre, da jeg kom i Nærheden af de Steder, hvor jeg vidste, at Engelskmandens Poster vare stillede. Først troede jeg, at det var en Snare, der var lagt for mig, men da jeg gik til Skovkanten og ei heller der kunde øine nogen Post ude paa Markerne, hvor Kjeden havde staaet de to foregaaende Dage, blev jeg dristigere. Jeg undersøgte nu Sagen nøiere og fandt til min Glæde, at vore Skove vare blevne Fjenden qvit. I Lellinge, hvortil jeg søgte for at høre Nyt, fortaltes der, at Engelskmanden ved Morgengry var dragen ad Ringsted og Roeskilde til. 

"Saa glad, som jeg kunde være, skyndte jeg mig til Gammelkjøgegaard. Men her kunde jeg intet nyt fortælle, thi Fjendens Afmarche var allerede bekjendt der. 

"Det var nu min Agt, strax at tage Birthe og Drengen hjem med, men det vilde Hanselv ikke tillade. Han mente, at det dog var bedst at see Tiden lidt an endnu. 

"Det kunde gjerne hænde sig, at de fik i sinde endnu engang at skikke Bud efter Dig," sagde Manden, "og hvad saa? Tag Du hellere henad Middagstid og rid efter Engelskmanden og see til at faae rigtig Redelighed paa, hvor langt de ere dragne bort, og hvor deres Poster nu staae. Bliv Du paa Gaarden for det Første; her kan Du altid bedre retirere Dig end ovre i dit eget Huus, hvor de saa nemt kunde omringe Dig og nappe dig som en Grævling."

"Herremanden vilde ikke høre noget Svar, og det blev altsaa ved, hvad han havde sagt. Ved "Halvgaaenmiddag" red jeg ud, og i Skjendsved Kro fik jeg at vide af en Hønsekræmmer, at de Engelske stode imellem Ringsted og Roskilde, med en Fløi ned imod Kjøge Strand. Saa meget langt vare de altsaa ikke borte, og jeg maatte sande Herremandens Ord, at det under saadanne omstændigheder kunde være usikkert at tage hjem til mit Huus. 

"Ved Hjemkomsten fortalte jeg Manden, hvad jeg havde hørt. Og hvad troer han saa, at jeg gjorde? Jeg søgte Sengen samtidigt med Hønsene. Naar man i nogle Dage ikke har været af Klæderne, saa smager det godt at slippe af dem og i en rigtig Seng, og den fandt jeg i Nielses Kammer.

"Da jeg var kommen op næste Morgen og, for at hege mig rigtig, skulde rage mig, saae jeg noget Hvidt i den ene Tinding, og da jeg kigede nøiere efter, opdagede jeg en lille Tot graae Haar, som jeg formoder at "Hundehistorien" i Krageskoven har plantet der. Det var Begyndelsen til Den Kulør, nu ere de allerede i lang Tid, som han seer, Alle af den Slags. 

"I denne Ufredens Tid passede jeg saa godt som jeg kunde Tjenesten i min Skovpart og hjalp desforuden Niels med at skyde en Slump Raavildt, der blev solgt til Handlere, der igjen solgte det til Engelskmanden. Manden mente, at det var bedre, da Jagttiden stod lige for Døren, selv at nedlægge det overflødige Vildt end at friste Engelskmanden dertil, saafremt han kom igjen, hvad der kunde ventes med hver Dag. 

(Sluttes)

(Kjøge Avis 30. oktober 1866)

 Den gamle Skovfogeds Fortælling.

(Af B. H. - Efter "B. T.". Sluttet) 

Til os kom han imidlertid ikke mere; han forfulgte Landeværnet sydpaa og gik derpaa, som han jo nok veed, mod Kjøbenhavn, som det Skjarnstøi bombarderede og stak Ild paa den halve By. Der var megen Sorg i Landet, og Ingen vidste, hvad Enden skulde blive paa al den Elendighed. 

“Som jeg nu,” vedblev den gamle Mand efter et lille Ophold, "en halv Snes Dage efter at jeg havde maattet forlade mit Huus, en Aften kom hjem til Gaarden, blev jeg strax kaldt op til Manden. Det var ikke i Skrivestuen, men i "de Selves" egne Værelser, at jeg blev ført ind. Det var en Tirsdag, det husker jeg saa rigeligt. Da jeg kom ind, sad Herremanden med Ryggen imod mig, og da han vendte sig om, saae jeg strax, at der maatte være noget Galt paa færde, thi han saae meget nedslaaet ud.

"Jørgen," sagde han, idet han reiste sig og gik hen imod mig, "igaar havde de overgivet Byen og tilladt Flaadens Udlevering og derfor kjøbt Fred for sig selv og alle Andre med. Fra idag af er Du altsaa fri og kan nu uden Fare tage over til dit Huus, hvor Ingen vil vove at krumme et Haar paa dit forvovne Hoved." 

"Det var Alt, hvad han sagde. Da jeg vilde takke ham, vendte han sig om og vinkede ad mig, at jeg skulde gaae. Han var meget bedrøvet, og jeg troer bestemt ikke, at jeg lyver, naar jeg siger, at han græd som et Barn, og det vilde han vel ikke lade mig see. Ja, han kan troe, at vi andre simple Folk vare saamæn ogsaa bedrøvede, da vi først rigtig fik at vide, hvad det var, vi havde mistet. 

Seer han," saadan sluttede Jørgen, idet han reiste sig op, "det var nu Ufredens Dage, og de er ikke gode. Nu kommer der nok ingen Ufred mere, siger de, thi nu have Folk Andet at tage vare paa end at slaae hverandre ihjel. Skulle vi imidlertid faae Krig, imedens jeg endnu har mine Øine aabne, skal jeg rigtignok raade Jacob, at han holder sin Næse fra det, som ikke vedkommer ham, thi jeg har dog, sandt at sige, efter den Tid, jeg nu har fortalt om, ofte havt mine egne Tanker, naar jeg vandrede i Skoven og kom til at mindes - Engelskmanden.

"Som han maaske har hørt, taler jeg ikke gjerne om den Ting, thi Folk ere saa nysgjerrige her paa Egnen. De kunne sige om mig, hvad de ville, men det har Ingen hidindtil kunnet rose sig af, at Jørgen Jakobsen selv har fortalt ham det Ringeste om, hvad der skete i de Dage. 

"Nu har jeg fortalt ham, hvordan det rigtigt hænger sammen den Snak, at jeg ogsaa skulde have skudt de to Engelskmænd, som et Par Sankekjællinger fandt oppe i Skovene ad Gummerød til, er Noget, han ingen Lid skal fæste til. Der var jo Flere end jeg, der dengang tog Bøssen med, naar de gik i Skoven. Men reen Mund, hører han, indtil jeg kommer derop," sagde Jørgen og pegede paa Lellinge Kirketaarn, ved hvis Fod hans trætte Fødder engang skulde hvile.

Med et stumt Nik og et kraftigt haandslag forlod den gamle Mand mig, idet han, ligesom efter en Aftale, alene gik dybere ind i Skoven.

Omendskjøndt at gamle Jørgens Udtalelser om de to skudte Engelskmænd, der øiensynligt laae ham overmaade meget paa Hjertet, ikke kunde bidrage til at bibringe mig andre Meninger derom end dem, som Almeenheden nærede, fandt jeg det dog ikke passende at udfritte den gamle Mand mere, men lod ham uforstyrret fortsætte sin Gang længere indad i Skoven, hvor han havde traadt sine fleste Trin og hvis Træer havde været stumme Vidner, saavel til hans fredelige Dont som til hans Kamp og Eventyr med Fjenden, hvoraf han havde fortalt mig om ikke Alt, saa sikkerligen dog den største Deel.

I modsætning til Jørgen søgte jeg ud paa Landeveien, og da jeg kom forbi Hovstrædet, som fører til Gammellellingegaard, kunde jeg ikke modstaae Lysten til at gaae ned for at lede efter Flængen, som den engelske Kanon skulde have revet i et af de gamle Piletræer, som maaske den Dag idag endnu staaer paa "Dæmningen". Det havde sin Rigtighed. Flængen var der, ganske overensstemmende, med hvad Jørgen havde fortalt. 

Da jeg Sommeren derpaa atter gjæstede Egnen, som Maleren Rump nys har trukket frem for Publikums Øine ved det udmærkede smukke Maleri: "Aaen i Skovhuusvænget", og jeg hos Skovrideren spurgte efter Jørgen Jakobsen, lød Svaret: "Han døde pludseligt ved juletid og ligger nu oppe paa Kirkegaarden ved Siden af Birthe, som han savnede saa stærkt i det par Aar, han overlevede hende, at han siden hendes Død aldrig mere blev rigtig Menneske."

------

Gamle Jørgen havde kun ligget en halv Snes Aar i sin Grav paa Lellinge Kirkegaard, da vi, rigtignok noget uventet, atter fik Ufred, men dengang som bekjendt, ikke paa Sjælland. Tillige var det skrevet i stjernerne, at Jørgens Søn den lille Jakob fra 1807, skulde komme med i Krigen og hvad mere er, sansynligviis komme til at slaaes imod de samme Folk, imod hvis Fædre gamle Jørgen havde kæmpet i Aaret 1807. Som Herregaardsskytte, stillet af Vallø Stift, gjorde Jakob Jørgensen Felttoget med i 1848 og deeltog navnlig i Kampen i Sundeved mod Forbundstropperne, hvoraf Hannoveranerne - de der i 1807 gave Gjæsterolle paa Sjælland som Englændere - udgjorde en ikke uvæsentlig Deel. 

Sønnen gjorde ikke Faderen tilskamme som Skytte. I Nestved, hvor Herregaardsskytterne meldte sig og bleve prøvede, skjød han paa fri Haand saaledes ved den første Prøve, at han selv mellem de mange gode Skytter, som der vare forsamlede, gjorde stor Opsigt. Han skød fem Skud, og de fire sidste Kugler satte han i det samme Hul, som den første Kugle havde gjort. 

I Felten var han ikke mindre dygtig. Paa en udadgaaende Patrouille, hvor han og at Par andre Herregaardsskytter havde iført Dragonkapper, for at gjøre de fjendtlige Kavallerister trygge (thi saasnart disse saae Herregaardsskytternes mørke Skikkelser imellem de lyseblaae Dragoner, holdt de aldrig Stand salænge, at Skytterne kunde komme dem paa Skud), doublerede han med sin Büchsenflint to slesvig holstenske Dragoner, der begge maatte bide i Græsset. Han vendte hjem, prydet med det Sølvkors, som Faderen ikke naaede at faae. 

Hvis gamle Jørgen har faaet dette at vide, har han sikkerligen vendt sig i sin Grav af Glæde over, at Slægten ikke var vanslægtet, over, at det gode Øie og den sikre Haand endnu fandtes hos Repræsentanten for den Skovfogedfamilie, der igjennem flere Slægtled har afgivet de bedste Skytter i Miles Omkreds. 

Uden, som jeg haaber, herved paa nogen Maade at krænke Jørgen Jakobsens Manes, overgiver jeg den lille Fortælling til Publikum med det Ønske, at det Forhold imellem Damark og England intet Stof maa frembyde til en Fortælling som min.

(Kjøge Avis 1.november 1866)

Den gamle Skovfogeds Fortælling (5 - Forberedelse til Baghold). (Efterskrift til Politivennen).

Den gamle Skovfogeds Fortælling.

(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat) 

Da jeg stødte til Niels, havde hans Flok formeret sig. Inde i Skoven havde han nemlig stødt paa en ny Flok Landeværnsmænd. Det var ogsaa Sjællændere, men fra Præstøegnen. De havde siddet og holdt Maaltid, da han traf dem, men aldrig saasnart havde de hørt, hvorom det dreiede sig, førend den største Deel havde bundet for Madposerne og sluttet sig til ham og de Andre. De som ikke havde Lyst dertil, havde han viist Vei ad Lellinge til, for at de denne Vei kunde see til at naae hjemefter. Alt i Alt vare vi nu saavel et halvthundrede Mand og kunde nu tænke paa at træde lidt dristigere op. Hvordan vi end vendte og dreiede det, maatte vi dog altid huske paa, at vi maatte have Fjenden paa nært Hold, hvis der skulde være videre Tale om at træffe. 

"Niels og jeg og den Røde, som de kaldte Poul Kulsvier, gik lidt afsides, for at pleie Raad om, hvad der nu var at gjøre. Det varede ikke længe, førend vi bleve enige om, at vi maatte see at naae et Sted, hvor skoven laa noget nærmere ved Hovedlandeveien, som vi meente Fjenden vilde følge. For at naae dette, blev det besluttet fremdeles at følge den indvendige Skovkant mod Syd, indtil vi kom til Herfølge Hestehave eller Søllerup Indelukke, hvilke Skove navnlig den sidste, næppe ligge 2000 Alen fra den omtalte Vei. Med Rygstød i Skoven var det vor endelige Mening fra et af disse Steder at vove et Udfald imod det fjendtlige Rytteri, hvis det paa nogen Maade lod sig gjøre. 

"Vor Plan fandt almindeligt Bifald, og Landeværnsmændene erklærede sig rede til at deeltage i dens Udførelse. Vi satte os altsaa strax i Bevægelse, idet vi afsøgte Skoven med en Kjede fra øst til Vest. Dette maatte vi gjøre for ei at blive faldet i høire Flanke. Ud til venstre imod Vordingborgveien krøb saa Een - saa en Anden op i Træerne for at speide efter, om der endnu ingen Fjende kom fra Kjøgekanten. I den første Tid kunde man oppe fra Høiden kun see vort Landeværn, som flygtede til alle Sider. En heel Flok trak ind i Herfølge, hvor de paa Kirkegaarden sloges med Engelskmanden, indtil han skjød Kirkegaardsmuren ned med Kanoner, som var plantede ved Herfølge Mølle. Men nok om det! Endelig fik røde Poul Øie paa Rødkjolerne og sprang i Glæde herover ned fra Træet i en fire til fem Alens Høide.

"Vi vare nu naaede til Herfølge Hestehave. Her blev gjort Holdt, og jeg gik ud paa Speidertog og tog Poul med mig. Vi to gik over i den Skov, der hedder Søllerup Indelukke, og som støder lige op til Veien, som fra Hovedlandeveien fører til Sædder, der er Annex til Herfølge. Foran Skoven flyder en Aa, der gjennem et Engdrag løber videre bort, idet den skærer Kongevejen lidt Syd for Herfølge. Broen eller Steenkisten herover hedder Søllerup Bro. 

"Engen foran Hestehaven var saa blød, at vi neppe kunde slippe over den, da vi gik over til Indelukket. Herpaa lagde jeg en Plan, der simpelthen gik ud paa at faae noget fjendtlig Rytteri narret ud i Engen, hvor de da skulde ride i Sænk under Beskydning af det indenfor Skovgrøften skjulte Landeværn. Heri var Poul enig med mig, og vi listede os nu op imod Kongeveien, hvor vi saae, at Fjenden havde besat Søllerup Bro. Imedens jeg laa og kiggede paa Husarerne, som rede frem og tilbage oppe paa Landeveien, stødte den Røde paa engang til mig, idet han pegede ud. Ved at følge Hegningen opdagede jeg, at inde i samme Mark, paa hvis med tæt Hegn bedækkede Grøft vi laae, holdt en heel Eskadron, hvoraf de Halve vare i Sadlerne, den anden Halvdel laa henslængt paa Marken med Tøilen i Haanden. Det faldt mig strax ind, at det muligen kunde være dem, som havde besøgt min Kone i min Fraværelse. Mine Fingre kløede og pillede stærkt ved Hanen paa Riflen, men - jeg holdt mig. Dette Hestfolk var som jeg senere fik at vide, opstillet ved Broen, for at afskære Landeværnet fra Skovene, hvor det letteligen kunne have samlet sig og beredet Engelskmanden Vanskeligheder. Ved Besættelsen af Broen bleve de holdte paa den aabne Mark, og der kunde de gjøre bedre Kaal paa dem, og det gjorde de da ogsaa,” sagde Jørgen ligesom hen for sig selv. 

(Forts.)

(Kjøge Avis 16. oktober 1866)

Sædder Kirke. Foto Erik Nicolaisen Høy.

 Den gamle Skovfogeds Fortælling.

(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat.) 

“Vi ilede nu tilbage til Skoven og fortalte, hvad vi havde seet. Da Landeværnsfolket fik at høre, at de vare de fjendtlige Ryttere saa nær, kom der Liv i de gamle Karle. De havde en rigtig god Lyst til at give Engelskmanden en Tøraf, naar de kun saae, at der var Rimelighed for, at de kunde komme nogenlunde derfra. De vare slet ikke saa ringe, som de senere ere blevne udskregne for, i det mindste ikke disse. De havde ingen Officerer, de stakkels Folk. Der blev nu gjort den Aftale, at Landeværnet skulde lægge sig Side om Side bag Skovhegnet og her oppebie Fjenden, som Nogle af os skulde see at faae lokket herned oppe fra Kongeveien. De lovede ikke at skyde førend paa ganske nært Hold, og for at dette nøiagtig kunde blive efterlevet toge vi endnu yderligere Bestemmelser. Niels, den Røde og jeg tilbøde os som dem, der vilde gaae frem for at lokke Rytterne i Fælden. Vi forklarede dem, at vi vilde forsøge paa lidt efter lidt at faae Fjenden til at følge ef ter os i Retningen af Skoven. Lykkedes dette, maatte vi endvidere see til at faae ham ud i Engen. Fik vi ham paa Krogen, vilde vi løbe over Engen lige imod Grøften, bag hvilken Landeværnet var posteret, og dette vilde da ikke kunne skyde uden at gjøre os Fortræd, førend vi kastede os ned. Dette skulde da være Signalet til en almindelig Løsbrænding med dygtig lavt Sigte.

"Fuldkommen enige heri, skildtes vi fornøiede ad, og vi Tre gik lige til Udførelsen af den første Deel af Planen, der kunde iværksættes uden stor Fare. Vi kunde nemlig snige os langs Hegnene, der, stærkt bevoxede med Gjerdsel, gaae baade paalangs og paatværs og foraarsage, at det for Hestfolk vilde være meget vanskeligt at følge endsige fange os. Førend vi forlode Landeværnsmændene, formanede vi dem endnu engang til at være bomstille og holde paa deres Skud, indtil vi gave Tegnet ved at kaste os ned. I værste Tilfælde fulgte det af sig selv, at de, ved at sprede sig i Skoven, med Lethed kunde undgaae enhver Forfølgelse.

"Vi krøbe nu fremad, idet vi tillige udsøgte en Vei, hvoraf vi tænkte os at kunne lokke Fjenden. Den Røde og jeg gik som bekjendte Mænd forud; bagefter kom Niels. Den Røde var saa glad som et Barn, og det navnlig fordi Niels havde sat ham en “kogt” Steen paa hans “Muskedonner”. Endelig vare vi ved Markgrøften, indenfor hvilken vi havde seet Husarerne. Da vi viste Niels dem, saae jeg hans Haand famle ved Dobbeltflintens Laas. Jeg truede ad ham, og han lod Hanen, som han uvilkaarligen havde spændt, gaae ned igjen. Spørgsmaalet var nu, hvorledes vi skulde faae Rytterne til at følge os de Par Tusinde Alen ned til Skoven, hvor Bagholdet laa, for at de kunde faae den Bekomst, som der ventede dem. 

"De maatte først gjøres opmærksomme paa vor Nærværelse, og i den Anledning tilbød Poul, at han ligesom af Vanvare vilde springe ned paa Marken, hvor de holdt. Dette gjorde han, men i det Samme han sprang udstødte han et Brøl, der skulde gjælde for Tegn paa Overraskelse fra hans Side. Husarerne eller i det mindste Hestene bleve vist endeel overraskede, thi Alt foer sammen, og da nu dertil kom, at Niels og jeg kom tilsyne paa Gjærdet, hvorfra vi rakte Poul en Haand, for at han i en Gesvindighed kunde komme over Grøften igjen, fik Engelskmanden travlt. De, som vare paa Hestene, sprængte hen imod os. Vi løb nu til det næste Gærde, men her blev vi ikke længe, thi det var Karle til at ride. De satte udenvidere op paa Grøften, og i et Nu vare de nede paa Marken og efter os, som med Forundring betragtede disse raske Ryttere. De idelige Tværgrøfter vare dem dog meget i Vejen, og havde vi villet, kunde vi naturligviis godt have undløbet, saa de aldrig mere havde seet os, men - dette var jo ikke Meningen, vi passede, at vi ikke kom dem ud af Øiesyn. Naar de satte over Grøften paa den sydlige Kant af Marken vare vi paa den nordlige Markgrøft. Om skydning havde der endnu ikke været Tale paa nogen af Siderne. Vi vilde ikke, og Husarerne kunde vel intet godt Sigte faae paa os. Det var vel en Flok paa et halvhundrede Ryttere i Begyndelsen, men der blev kjendelig færre og færre. En tredie Mand havde vi bestandigt efter os, og bestandig blandt de Forreste. En paa en Rødskimmel. Det var en Fandens Karl til at ride. Havde de alle været saadan ridende, havde Vovestykket været farligere, end det i Virkeligheden var,” sagde Jørgen med ægte dansk Beskedenhed.

“Da vi havde faaet dem godt og vel Halvvejen,” vedblev den Gamle, “lod det næsten til, at de vare kjede af denne Leg, thi de gave sig Mine af at ville lade os skjøtte os selv. Men Niels, den Himmelhund, han vidste godt Raad herfor. Uden at mæle et Ord til Nogen af os to andre, gik han lige løs paa Flokken, der holdt stille, og skød med det ene Løb ham paa Rødskimmelen, saa at han deisede af med det Samme. Nu fik de travlt igjen, og vi maatte tage Benene godt med os, for at naae Skoven. De forfulgte os med stor Hidsighed.

Endelig vare vi lige ved Engen. Vi skulde over en temmelig stor Bondemark, inden vi naaede Skoven. Dette havde Engelskmændene ogsaa kunnet see; thi det var svært, hvor de klemte paa. Vi sprang ned i den sidste Grøft og i en Fart, som det kun skeer, naar man løber for at frelse Livet og dertil for at lokke en Fjende i Baghold, stilede vi hen mod Engen, mod Skoven. Hiin var haarbunds i Udkanten, men jo nærmere man kom Skovkanten, desto blødere blev den. Midtveis kunde den ikke bære noget Kreatur. Hidsige og vrede, som de vare, rede Husarerne rask ind paa Engen. De havde deres Officeer at hævne, ham var det, at Niels havde skudt. Det fik jeg siden at vide. I Udkanten bar Engen godt, men det varede ikke længe. Da den Første naaede det Bløde, kastede vi os paa eengang plat ned og Brølede “Fyr!” 

"Over os gik nu Landeværnssalven fra Skovgrøften, og jeg har mangen Gang siden tænkt paa, hvor let saadant Bondebæst kunde have skudt en af os, men godt gik det. Det var mere end Engelskmændene kunne rose sig af. Han skulde bare have seet et Syn! I den Fart, at Husarerne kom ansættende, har det ikke været dem muligt at standse Hestene, førend de sade i 'et op over Ørerne, som man siger. Da vi reiste os efter Salverne fra Vore, saae vi Mennesker og Heste vælte sig imellem hverandre. Det var et Mylder. Nogle, og det baade Karle og Heste, laae ganske stille. De havde faaet, hvad de behøvede. De, som ikke vare komne heelt ud i det Bløde, og som ikke var ramte, toge skyndsomt Flugten, ledsagede af en Salve fra os tre Lokkeduer, der imidlertid vist ingen Skade gjorde; i det mindste kunde vi ikke spore Noget, som tydede derpaa. 

"Vi skulde lige til at tage de Faldne og Saarede nærmere i Øiensyn og havde allerede gjort et Par Skridt henimod dem, da vi, uden at vi saae, hvorfra det kom, fik en Salve om Ørerne, der strakte røde Poul til Jorden. Han gav ikke en Lyd fra sig, men han sprang over en heel Alen i veiret, før han faldt. Han maa være ramt lige i Hjertet, thi saadan springer ogsaa et Stykke Dyr, naar man rammer det der.

"Skuddene kom fra Fodfolk, som, uden at vi havde bemærket det, maae være fulgte bagefter Rytterne. At vi nu for Alvor søgte at slippe ind i Skoven, behøver jeg vist ikke at fortælle ham. Vi kom ogsaa uskadt indenfor Hegnet, hvor der ikke var Spor af Landeværn; det var ligesom blæst bort. Herover vare Niels og jeg sandt at sige ikke videre bedrøvede; thi under saadanne omstændigheder som vore kunne to bedre retirere end Flere. Vi glædede os over, at vor List var lykkedes saa godt, som den halve Snees Mand vidnede om, der laa udenfor Skovhegnet. De fleste af disse gjorde neppe nogen Skade mere her i Landet. Adskillige af dem, derimellem Lieutenanten, kom op paa Herfølge Kirkegaard. 

"Vi satte nu Kursen efter mit Hjem og løb fra Træ til Træ, for at være dækkede, hvis Engelskmanden skulde vove sig ind i Skoven. Denne Forsigtighed var ikke overflødig, thi Fodfolket mylrede over den Skovgrøft, hvorfra Husarerne nys havde modtaget Salven, og sendte os enkelte Skud, hvoraf et Par vare nærgaaende nok. Da de imidlertid den Dag nøiedes med at besætte Yderkanten af Skoven, slap vi for videre Forfølgelse fra den Kant. 

"Havde Niels maattet raade, kunde vi ogsaa gjerne være komne ilav med Fodfolket, thi han havde rigtig god Lyst til "at puste En af dem overende", som han udtrykte sig. Det var kun med Nød og neppe, at jeg kunde tale ham fra det. Da vi naaede den Bæk, som løber igjennem Krageskoven, over Lellinge Marker og ud i Lellingeaa, toede vi os godt i den, og medens vi skiftedes til at staa paa Post, trak vi vore Riffelløb ud og pompede dem saa rene, at de saae ud, som om de ikke havde været i Brug den Dag. Derpaa ladede vi igjen og gik nu mere trøstig frem; thi i vore Skyttedragter kunde vi endda tilnød lade os træffe med Bøsser, naar disse blot ikke bare Spor af at være brugt den Dag. Denne Forsigtighed kom os forøvrigt ikke tilgode. 

(Forts.)

(Kjøge Avis 17. oktober 1866)

Nutidigt foto fra Krageskov som måske, måske ikke ligner det sumpede terræn som eksisterede i 1807. I hvert fald passer fotoet til de beskrivelser som skovfogden giver af området heromkring. Det synes også at rumme gode muligheder for gemmesteder.  Foto Erik Nicolaisen Høy.

 Den gamle Skovfogeds Fortælling.

(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat) 

"Vi vare kun komne et lille Stykke, da vi begge standsede ved Lyden af Trin, der nærmede sig os. At det ikke var En, som vilde liste sig frem, kunde vi høre deraf, at han knækkede Grene ved hvert et Trin. Vi lagde os ned bag noget Krat og oppebiede, hvad der vilde komme. Fyren kom snart tilsyne; det var en Landeværnsmand af dem, som havde været med oppe i Herfølge Hestehave. Han blev saa glad ved at træffe os og fortalte, at Landeværnet, efter Aftale, troligen var blevet liggende, skjøndt det havde seet farlig ud, da Husarerne kom farende i fuldt Fiirspring lige imod Skoven. De havde maattet vente med at skyde, indtil vi kastede os paa Engen, og derfor vare Husarerne komne saa nær, som de gjorde. Han havde ikke kunnet see Noget videre, men han troede dog at have hørt Jamren af Folk og Stønnen af Heste. Imedens Landeværnet ladede paany, havde Kuglerne pebet dem om Ørerne, og da de saae, at det var Fodfolk, som kom, var Enhver løbet sin Vei. Han var gaaet vild. 

"Vi toge ham med til Udkanten af Skoven", vedblev Jørgen, "og viste ham tilrette, hvordan han igjennem Lellinge og forbi Svinevadskro kunde naae Ringstedkanten, hvor han hørte hjemme. 

"Til stor Glæde for min Qvinde kom vi til Skovfogedhuset en Times Tid, førend Mørket faldt paa. Hun var ved langt bedre Mod, end da vi forlade hende. Der havde Ingen været, imedens vi havde været i Skoven. Ude i Haven havde hun og Jacob begravet Chasseur. Der var i det Hele taget kommet lidt mere Orden i Tingene, saa at de fleste Spor af Ødelæggelsen om Formiddagen, med Undtagelse af de ituslagne Ruder, vare udslettede. Paa Møddingen laa en heel Bunke Skaar af vore Fade og Kar . Skjøndt jeg ligesaa lidt dengang som senere nogensinde har haft Raad til at miste Noget, saa syntes det mig dog den Aften, ja den Dag idag,” tilføiede den gamle Mand med usædvanlig Livlighed, “at vi - Engelskmanden og jeg - nu maatte være hinanden saa temmelig qvit. Var der Nogen af os i den Andens Gæld, saa blev det nok Niels og mig, som kom til at skylde Engelskmanden.

"Nadveren blev nu fortæret, og derefter tog Niels Guldfuxen og red over Aaen ad Gammelkjøgegaard til. Træt og mødig gik jeg tilsengs. Hvor træt jeg end var, kunde jeg dog ikke falde rigtig isøvn. Snart var jeg paa Kjøge Landevej, snart i Hestehaven. Tilsidst faldt jeg dog i søvn, men efter et Par Timers Søvn vaagnede jeg af en fæl Drøm, som jeg mærkværdigt nok har drømt ikke saa faa Gange siden den Nat. Jeg drømte, at Niels, røde Poul og jeg vare blevne fangne af de engelske Husarer, som, da de saae, at vi vare sværtede af Krudt, og at vore Bøsser vare godt brugte, havde ladet os binde hver til sit Træ. En Officeer, netop ham, Niels havde skudt, havde derpaa stillet Husarerne op i en Halvkreds om os. Paa hans Kommando lagde de an med deres lange Pistoler. Kommandoordet lød, og i det samme - vaagnede jeg, badet Angstens kolde Sved. 

"Jeg befandt mig overmaade vel ved, at det kun var en drøm. Men Drømmens Beskaffenhed havde dog til følge, at jeg ikke mere kunde falde i søvn. Vaagen var jeg som midt om Dagen. Det nyttede kun lidet, at jeg vendte og dreiede mig. Det var ikke muligt at faae Blund i Øinene. Qvinden vaagnede og spurgte, om jeg var syg, da jeg laa saa urolig. Jeg gav et beroligende Svar og gjorde det sidste forgjæves Forsøg paa at sove. Saasnart det begyndte at dages, det var jo i August Maaned, stod jeg op.og klædte mig paa. Imedens jeg var ifærd hermed, bares det mig ligesom for, at der den Dag vilde møde mig noget Slemt. Jeg gik udenfor, flyttede Køerne, som stod i Vænget, og fangede et Faar, der havde rykket sig løs. Af gammel Vane fløitede jeg af Chasseur - men han kom ikke. Mine Tanker vare stedse hos Engelskmanden.

"Da det gamle Skovfogedhuus laa saa lavt, kunde jeg for Bakkens Skyld ikke see ad Ringstedkanten til. Saalangt jeg kunde øine, og det var langt dengang, kom der Ingen fra Kjøgekanten. For nu at overbevise mig om, at Veien ogsaa var reen paa den anden Kant, gik jeg op paa Bakken. Her var ingen Moders Sjæl at Øine fra nogen af Siderne. Jeg blev staaende lidt og saae mig om i den deilige Morgenstund og vilde lige til at gaae ned til Huset, da det forekom mig, at jeg paa Veien til Lellinge skimtede Noget, som blinkede. Et Øieblik efter saae jeg tydeligt, at det var en Slump af de bekjendte Husarer. Drømmen med Skydningen randt mig straks ihu og gjorde mig uhyggelig tilmode. Da de kom lidt nærmere, saae jeg, at en Mand tilfods gik foran. Med den Samvittighed, som jeg havde lige overfor Husarerne, faldt det mig, ved synet af denne Mand tilfods, pludselig ind, at det muligviis var mig, dette tidlige Morgenbesøg gjaldt. 

"I denne Tanke hastede jeg til Huset, vækkede Qvinden og fortalte hende, hvad jeg havde seet, og hvad jeg troede om det. Hun blev naturligviis bange og gav sig til at "vande Høns". Jeg bad hende for Guds Skyld at være rolig og sige, hvis der kom Nogen, at hun ei havde seet mig siden igaar, da jeg som sædvanlig var gaaet i Skoven, og at hun frygtede, at jeg var kommen Noget til. I øvrigt raadede jeg hende til at blive i Sengen og lade som Ingenting. Selv nappede jeg Riffelen og min Skydetaske og fik knap saa megen Tid, at jeg med en Springstang kunde komme tørskoet over Aaen, som flød bag Huset, og naae op paa gamle Kjøge Aas, førend Flokken holdt oppe paa "Banken".

"Fra mit Skjul kunde jeg tydeligen see, at Manden, der var tilfods, pegede paa mit Huus. Det forekom mig tillige, at han ikke vilde med ned til Huset, og at han allerede var paa Veien ad Lellinge til, men at en Husar red efter ham og fik ham med tilbage. Spionen, thi en saadan Kjæltring var det, maatte nu pænt spadsere foran ned til Huset, uagtet det var øiensynligt, at han grumme nødigt gik den Vei. Han har sandsynligviis tænkt paa de Prygl, der vilde vanke i Fremtiden for denne Kjeltringestreg. Han forregnede sig da ei heller, kan jeg troe,” tilføiede Jørgen, ligesom for sig selv. 

“I et Øieblik vare de ved Huset, som ikke laa over 200 Alen fra Landeveien. Hvad Spænding jeg laa i oppe paa Aasen, kan jeg ikke godt beskrive. Men saameget er imidlertid vist, at i den halve Times Tid, som Husarerne vare i mit Huus, randt alt det Onde mig ihu, som jeg kunde tænke mig, at de kunde tilføje Kone og Barn. Jeg bebreidede mig, at jeg ikke havde taget dem med mig; men dertil havde Tiden jo været for kort. Jeg var i stor Vaande. 

"Endelig hørte jeg Støi, og til min store Glæde saae jeg dem ride bort lige saa mange og ikke flere, end de vare komne. Min Frygt, at de have taget Kone og Barn med som Pant, havde altsaa været ugrundet. Jeg var sluppen med Skrækken. En hellig Eed svor jeg paa, ikke oftere at forlade dem paa denne Maade, men derimod see til at sørge bedre for dem. 

"Rytterne toge Veien vesterpaa, fulgte af Veiviseren, hvem jeg nu gjenkjente. Det var en Slyngel, som var tilhuse oppe paa den anden Side af Svinevadskro. Han kaldtes i almindelighed tydske Peiter og gik omkring og solgte Hægter og Maller og kjøbte Fruentimmerhaar. Gaaende paa Aasen, medens Husarerne rede paa Lellingeveien, fulgte jeg de Bortridende et godt Stykke Vei, og først, da jeg saa nogenlunde havde overbeviist mig om, at det ikke var deres Hensigt at vende om, vovede jeg mig i al Hast hjem. Her var det næsten ligesaa galt som Dagen forud. Qvinden sad og jamrede sig, og Drengen laa og brølte i Vuggen. Det forbandede Skarnstøj havde holdt et slemt Huus med hende. Tydske Peiter, den Kjeltring, der kunde snakke med Husarerne, spurgte hende, hvor jeg var. Da hendes Svar herpaa lød, at det vidste hun ikke, var det ikke langt fra, at de havde trukket hende ud af Sengen. Hun havde nu faaet Lov til at klæde sig paa, men herved var det ikke blevet meget bedre. De havde støjet og bandet og ladet hende sige ved tydske Peiter, at de meget godt vidste, at jeg havde været med at skyde en Officeer og endel af deres Kammerater oppe i Skoven ved Herfølge, at der i den Anledning var blevet sat en priis paa mit Hoved, der nok blev fortjent, og at dersom jeg ikke var hjemme, naar de næste Gang kom skulde de svie Kassen af lige til Jorden. 

"Qvinden havde nu skjændt paa Peiter, der skal have se et forknydt ud - han har naturligviis tænkt paa de gyselige Prygl, der vilde falde af, naar han og jeg engang mødtes. Han undgik mig et Par Aars Tid; thi han forsvandt tilligemed Engelskmanden fra vor Egn. Der var Mange, som troede, at han havde forladt Landet med Fjenden, hvem han viste Vei til Flere end mig. Men Vorherre er altfor retfærdig til, at en saadan Skurkestreg skulde kunne forblive ustraffet her paa Jorden. Hvad skeer? Hvem træffer jeg et Par Aars Tid efter paa Ringsted Marked? Ingen Anden end Mossiø Peiter, der saae ud, som om han skulde synke i Jorden, da hans Øine mødte mine. Min Harme var dengang meget afkjølet, men jeg troer dog nok, at han alligevel fik saameget, at han vist ingen videre Fornøielse havde af dette Marked. 

(Forts.)

(Kjøge Avis 20. oktober 1866)

 Den gamle Skovfogeds Fortælling.

(Af B. H. - Efter "B. T.") 

"Da jeg dertil lovede ham en lignende Bekomst, hver Gang vi oftere maatte sees, forlod han for bestandig vor Egn, og siden den Markedsdag har Ingen seet ham, som jeg har talt med, sagde Jørgen med stolt Selvfølelse af svunden Frygtelighed, idet han, for at faae Lejlighed til at gjøre denne lille Udflugt, lod sin Qvinde ene med Engelskmanden. 

"Hun bad altsaa Peiter, fortalte han, at give Husarerne den Besked, som jeg havde sagt, at hun skulde sige. Dette vilde de ikke tage for gode Varer. En sagde noget til tydske Peiter, som derpaa fortalte, at en Landeværnsmand, der Aftenen forud var bleven fangen af Husarerne, og som formodentlig har været ham, vi senest viste Vei, havde ladet sig kyse til at bekjende, at han tilligemed et halvhundrede andre Landeværnsmænd havde været dem, som anførte af et par Skytter havde skudt paa Husarerne fra Skovgrøften i Herfølge Hestehave. Den ene af Skytterne maatte efter Beskrivelsen være mig, og derfor vare de komne her.

"Ved at høre hele denne Sammenhæng, havde Qvinden, der var uvidende om alle Gaarsdagens Begivenheder, begyndt at jamre sig i vilden Sky, og det lød næsten til, at denne naturlige Sorg havde rørt dem, thi Noget efter vare de tagne afsted, rigtignok ikke uden gjennem Peiters Mund at udstøde svære Trusler, der virkede alt andet end beroligende paa min stakkels Qvinde.

"Efter at have tænkt mig lidt om, sagde jeg: "Birthe", - saadan hed den salige," sagde den gamle Mand, idet han aftørrede en Taare, som Erindringen om hans Livsledsagerinde, der som jeg senere hørte, for kort siden var bleven ham berøvet, lod trille ned over et Ansigt, der vist sjeldent vædedes paa denne Maade - “Birthe,” sagde jeg, "pak saa meget Tøi sammen, som Du kan i en Fart, og kom det i den store Kiste, saa vil jeg imens spænde for Vognen, thi her kunne vi ikke blive." 

"Da jeg paany fra Banken havde overbevist mig om, at der ingen overhængende Fare var for et fornyet fjendtlig Besøg, skyndte jeg mig ned og fik spændt for og læsset paa Vognen, hvad jeg saadan kunde. Huset blev stænget, og vi kjørte ad Kjøge til. 

"Nu har jeg været mange Gange i Kjøge baade før og siden, men aldrig har Hjertet banket saadan i Livet som den Morgen, da Birthe og jeg med Jakob imellem os kjørte ad Kjøge til, for uden om gamle Kjøgeby at naae over til Gammelkjøgegaard, hvor vi agtede os hen. Her vilde jeg bede Herremanden om Husly for Kone og Barn, saalænge Engelskmanden huserede i vor Egn. 

"Han undrer sig maaske over mit fine Bekjendtskab; men jeg skal sige ham, at Birthe havde tjent sex Aar paa Gaarden som stuepige og var meget afholdt af Herskabet, og Jacob var Fruens Gudsøn. Uden at rose mig selv var jeg ogsaa godt anskreven hos Herren, for hvem en flink Skytte gjaldt meget.

"Da vi kom til Gaarden, var der endnu Ingen oppe. Borgeleddet var lukket, og udenfor det standsede vi. Vægteren, som kom til, bad jeg kalde paa Niels, der i en Haandevending var hos os. Jeg kunne see hans Forundring over at see os der; hans første Ord vare: "Naa, I er vel rømte?" 

"Imedens Vægteren lukkede Ledet op og snakkede et par Ord med Qvinden - det var jo gamle Bekjendte - fortalte jeg Niels, hvad der var skeet. Da vi kjørte forbi Porten til Borggaarden, blev et Vindue aabnet paa Hovedbygningen. Det var “Han Selvs”

“Niels,” raabte han, “hvem er det ?” 

"Min Broder sprang nu hen og talte noget med Manden; derpaa kom han tilbage med den Besked, at vi gjerne kunde blive der for det Første, og at Herren vilde tale med mig paa Skriverstuen. Niels tog sig nu af Birthe og Jacob, Vægteren af Heste og Vogn, og jeg selv gik hen og satte mig paa Bænken udenfor Skriverstuen, hvor det ikke varede længe, førend "Manden" var der. Af Nielses Fortælling kjendte han Gaarsdagens Hændelser, og nu maatte jeg omstændeligt fortælle ham Morgenbegivenheden. 

""I ere et Par raske, men temmelig forvovne Fyre, og navnlig vil jeg raade Dig at see til at undgaae Englænderne; thi faae de Fingre i Dig, staar dit Liv ikke til at redde. Her paa Gaarden tør jeg ikke beholde Dig, thi skulde Nogen angive dit Opholdsted her, saa kan det volde os store Ubehageligheder og dertil blive farligt for Dig selv. Med Niels er det en anden Sag, han tjener mig. Søg Skovene, der er Du saa temmelig i Sikkerhed". 

"Herpaa svarede jeg, at paa Skoven havde jeg allerede selv tænkt. Niels, som kom til i det Samme for at høre Ordre, befalede Herren at forsyne mig med Mad og Drikke, og derpaa sagde han: "Gaa med Gud, Jørgen. Du er en flink Gut. Kom og see til din Kone og Barn, naar Du lyster, men mærk, hvad jeg siger Dig: vær forsigtig! Fange de Dig, saa skyde de Dig uden videre paa Peltsen som en gal Hund!" 

"Saa godt jeg kunde, takkede jeg nu Herremanden for al hans Naade mod Qvinde, Barn og mig selv, og efter at have sagt Farvel til Birthe - det var en slem Afsked, thi vi vidste jo ikke rigtigt, om vi saaes mere - forlod jeg Gaarden. 

"Førend jeg søgte tilskovs, gik jeg op i det til Gaarden stødende Skeelsstræde og fik fat i en gammel Mand, der lovede at gaae til Skovfogedhuset for at have Øie med dette og Kreaturerne paa Marken. Derpaa gik jeg op paa Aasen over Aaen hen forbi Skovfogedhuset, hvor det ikke lod til at Nogen havde været, siden vi forlode det. Over min Lod og Ringstedveien søgte jeg ind i Krageskoven, hvor jeg paa Grund af Skovens Størrelse troede mig sikrest. Her kjendte jeg mange Skjulesteder, hvor man ikke saa let skulde finde mig. For at blive fanget nærede jeg ingen videre Frygt, medmindre at man vilde anstille en formelig Klapjagt efter mig. Dog saa meget, trøstede jeg mig selv med, var jeg dem vel eiheller værd, endskjøndt det rigtignok lod til, at deres Fingre kløede stærkt efter at faae Neglene i mig. Dog for dette Tilfælde vidste jeg Raad. Jeg kjendte et Skjulested, som sandsynligviis vilde beskytte mig for enhver kortvarig Forfølgelse. Dette var i en uhyre stor, gammel Eeg. I Træet, som for en rask Mand ikke var meget vanskelig at komme op i, fandtes en Snees Alen oppe en Huulning, der var stor nok til at rumme en voxen Mand. Ved som Dreng at lede efter vilde Bier havde jeg fundet denne mærkværdige Huulning, der var fremkommen derved, at Egen i en storm havde mistet en af sine Hovedgrene. Ved Luftens og Regnens Indvirkning var i Tidernes Løb Hullet fremkommet. Hvis alt Andet glippede, skulde denne overjordiske Hule være mit sidste Tilflugtsted. Dog, saavidt kom det ikke! 

"Den første Dag af mit Ophold i Skoven gik meget godt. Engelskmanden havde stillet sine Poster i en Linie fra Lellinge over Aashøi, Svandsbjerg og ad Herfølge til. Jeg gik langs med den Deel af Forposterne, som stode inde i Skoven. Mere end een Gang havde jeg Fingeren paa Stillepinden, naar jeg kom saa nær, at jeg i den stille Skov tydeligen kunde høre dem tale. Engang havde jeg Bøssen ved Kinden, men, sandt at sige, nænnede jeg ikke at trykke af. Det forekom mig at smage af Snigmord. 

"Dagen derpaa havde min Dristighed nær kommet mig dyrt at staae. Ligesom den foregaaende Dag gik jeg henimod den fjendtlige Stilling for at see, om der var foretaget nogen Forandring derved. Herved kom jeg lige med eet til at befinde mig imellem en Patrouille, der maa have været sendt udenfor Kjæden, og selve denne. Patrouillen saae mig ikke, da jeg laa godt skjult af et stort Tjørnekrat, og den vilde sandsynligviis være gaaet forbi mig i en tredive Skridts Afstand, hvis den ikke havde været fulgt af en stor Hund. Han "veirede" mig øieblikkeligen og gav Hals, idet han kom springende hen imod Tykningen, der laa imellem Patrouillen og mig. En af Flokken, saavidt jeg i Farten kunde skjønne, en Officeer, formodentlig Hundens Eier, sprang til. Hunden stod for mig ligesom for en Holzsneppe.”

“Jeg følte,” vedblev Jørgen, idet han ved Erindringen om denne kritiske Begivenhed, han engang havde oplevet, og som sikkert nu under Fortællingen stod lyslevende for ham, tog den laadne Kabuds af og strøg Fingrene gjennem det endnu stærke, men sølverhvide Haar, der i naturlig Længde faldt ned over den Gamles Skuldre, "jeg følte," sagde han med en ganske egen Betoning, "at mit Liv hang i en tynd, i en meget tynd Traad."

"Det eneste", vedblev han, "jeg stolede paa var, at Krattet skulde være uigennemtrængeligt baade for Soldater og Hunden, og jeg kunde faae et lille Forspring, hvorved jeg maaske kunde undkomme.

De havde endnu ikke faaet Øie paa mig. Jeg laa naturligviis ganske stille; men at blive her, turde jeg ei heller vove; thi jeg frygtede meget for, Patrouillemandskabet skulde omgaae Tykningen, medens jeg havde min opmærksomhed henvendt paa Hunden og hans Herre, de Eneste, jeg kunde see.

(Forts)

(Kjøge Avis 23. oktober 1866)

Den gamle Skovfogeds Fortælling (4 - hos Qvinden og Hunden). (Efterskrift til Politivennen)

 Den gamle Skovfogeds Fortælling.

(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat.) 

Paa det sidste Spørgsmaal gave vi intet Svar, og da han mærkede, at vi i Folkenes Paahør ikke vilde ud med Sproget, bød han os indenfor. Vi bandt vore Heste ved Ringene i de store Kastanietræer udenfor Stuehuset og gik derpaa op med Manden i Storstuen, hvor man der paa Gaarden har den bedste Udsigt ad Kjøgekanten. Her fortalte vi ham, hvad vi vidste om Slaget, hvorover han blev meget bestyrtet og mente, at vi hvert Øieblik kunde vente Besøg af Fjenden, hvis han ikke gik længere mod Syd. Der blev skikket en Mand op paa den nærved Gaarden liggende Banke, Glentehøj, for at holde Udkig med Fjendens Bevægelse, og for saaledes i rette Tid at kunne vare os ad imod at blive overrumplede, hvormed Niels og jeg med vore ladte Bøsser og vor daarlige Samvittighed ikke kunde være tjente. 

Manden forlod os derpaa et Øieblik, hvorpaa han kom igjen og sagde, at han gjerne vilde have budt os nogen Middagsmad, men Engelskmanden havde forstyrret Kokkepigen, saa at der var ringe Udsigt til varm Mad. Han bød os derpaa ned i Dagligstuen paa en Bid Brød og et glas Viin. Her traf vi den gamle Jomfru Æskeris, der alene tilligemed Pigerne havde taget imod og beværtet Engelskmændene. Hun fortalte, hvordan det var gaaet i Mandens Fraværelse. Soldaterne havde drukket det meste Øl og Mælk, som fandtes paa Gaarden; Fødevarer havde de derimod ikke brudt sig videre om. De havde i det Hele ført sig vel op, og Officererne havde endog budt Betaling for hvad de havde faaet. En af disse, som for en Times Tid siden havde siddet i den samme Stol, hvor jeg sad, nemlig i den store Læderstol, som han nok kjendte, reiste sig, da han fik Øie paa et Par svære gammeldags Sølvsporer, som almindeligviis hang paa Væggen og af Forglemmelse ogsaa var bleven hængende den Dag, tog dem ned og kastede dem ind under det store Chatol, formodentlig for ikke at friste en eller anden Efternøler over Evne. De havde været meget vrede over, at Broen, der her fører over Aaen, var bleven afkastet af Landeværnet, og havde strax faaet meget travlt med at faae den istandsat. Hertil havde de brugt de store Ladeporte, og i Løbet af en halv Times Tid kunde Fodfolket gaae over herpaa, dog kun to og to ad Gangen. Med Kanonerne og Rytteriet kunde de ikke komme den Vei, og for at finde et Vadested, der var bundfast, satte de den tykkeste Malkepige op paa en Husarhest og betydede hende at ride over Aaen. Dette gjorde hun ogsaa lidt østenfor Gaarden, og da de nu saae, at Hesten ikke gik i, rede først Husarerne over, og derpaa kom de med Kanonerne, som det kneb nok med at faae op paa Dæmningen. Den ene Kanon rev ved denne Lejlighed en stor Flænge i en af de gamle Pile, som den Dag idag endnu staae paa Dæmningen med et tydeligt Mærke heraf.

"Længere kom Jomfruen ikke i sin Fortælling; thi i det samme blev der banket paa Døren. Det var Karlen, som havde holdt Udkig paa Glentehøj. Han fortalte, at nu var der ingen Engelskmænd mere at see; de vare, saavidt han havde kunnet øine, gaaet ind i Krageskoven. 

"Ved dette Budskab var min Ro borte. Jeg maatte strax afsted. Jeg længtes efter Kone og Barn, som jeg vidste vare i Fjendens allernærmeste Nærhed. Vi bøde Farvel og takkede for hvad vi havde faaet. Over Aaen rede vi gennem Lellinge, for herigennem at naae mit Huus, hvis det var gjørligt. I Byen herskede stor Forstyrrelse, og da vi kom igennem den, havde vi ikke ondt ved at spore Fjenden. Langs ad Veien laa henslængt alle slags Kar, Krukker, Bøtter, Flasker, Stribber, Siebøtter, kort sagt Alt, hvori der kunde være noget Flydende. Byfolkene, hvoraf Mændene nylig vare hjemkomne fra Skovene, vare allerede ude for at søge efter hvad der hørte Enhver til. Medens vi rede imellem alle disse Levninger, holdt vi godt Udkig til Skovene paa begge sider af Landeveien, thi den Regning var nem at gjøre, at fik Englænderne Fingre i os, som førte Bøsser, der vare godt brugte samme Dag, kunde det let have kommet til at see galt ud. Samvittigheden, Samvittigheden,” mumlede Jørgen, idet han gjorde en lille Pause.

“Da vi naaede Banken, hvorpaa det nye Skovfogedhuus er bygget, og nordfor hvilket mit gamle Huus laa ned i Siden, holdt vi Hestene et Øieblik an, førend vi dreiede ind mod Skovfogedhuset.

"Aldrig saasnart blev Qvinden os vaer, førend hun iilsomt kom os imøde. Hun saae kun ringe ud og bød Goddag med Taarer i Øinene. Jeg blev forskrækket over hendes Udseende, der bar tydeligt Spor af, at hun havde lidt Overlast paa en eller anden Maade. Da jeg savnede Drengen ved hendes Side, troede jeg, at der var hændtes ham en Ulykke. Langt, langt mere angst end da Engelskmandens Kugler pebe mig om Ørerne ude paa Kjøge Landevei, raabte jeg, hvor Drengen var. 

"Qvinden gav det beroligende Svar, at han sov og havde det godt, men lagde hun til, Herre Du milde Gud og fromme Fader, sikken et paastyr her har været, medens I have været borte. Hun fortalte derpaa, at Engelskmændene neppe havde ladet noget heelt Kar i hele Huset. Maden havde de spist, drukket Øllet, og selv Flæsket, som hang til Røg i Skorstenen, havde de ikke skaanet. Bøssen, som du havde gjemt oppe paa Loftet, fandt de og tog den med, efter at de først havde peget paa mig med den, idet de spurgte: "Wo de Man waar?" hvilket jeg nok forstod, men alligevel lod som Ingenting."

"Men nu kommer det Værste, men paa mig maa Du ikke blive vred Jørgen", sagde hun og rakte sin Haand op til mig, som i Forbauselse over hvad jeg saae og hørte, endnu sad paa Hesten. Jeg tog den fremstrakte Haand, glad over, at Qvinden, Drengen og et Tredie til vare i Behold. 

"De have skudt Chasseur, det Skarnstøi", "vedblev hun med Graad i Stemmen. 

"Chasseur skal han vide,” forklarede Jørgen mig, “var en Hønsehund med saa fiin en Næse, at jeg aldrig, hverken før eller senere, har kjendt hans Mage. Og Jørgen Jacobsens Hunde vare dog ellers bekjendte for ikke at være af de voveste," sagde den Gamle i en Tone, der vidnede om, at han var ligesaa stolt af sine Hunde, som mangen en Junker af sine Væddeløbere. 

"Qvinden," vedblev Jørgen, fortalte nu videre, hvorledes Engelskmændene vare mylrede ind til hende i stuen, ligesaa tæt som Fluer om Efterhøsten. Hunden, der laa inde hos hende, var da han med Eet saae den Mængde fremmede Mennesker, ganske stiltiende gaaet hen og havde lagt sig foran Vuggen, hvor Drengen laa og sov. Videre Agt havde hun ikke givet herpaa. En af Soldaterne maa vel være kommet Hunden for nær eller maaske endog have traadt paa ham hvordan det rigtig hang sammen hermed, have vi aldrig faaet at vide; thi de havde omringet hende saaledes, at hun kun saae fremmede Ansigter, hvoraf et og andet raabte paa "Geld." paa en Gang hørtes et gennemtrængende skrig. Da dette lød henne ved Kakkelovnskrogen, hvor Vuggen stod, og Drengen i det Samme gav sig til at raabe paa Moder, troede Qvinden strax, at der var Nogen, som vilde gjøre ham Fortræd. Med Angstens Skrig styrtede hun sig imellem det fremmede Krigsfolk, der vege tilside for hende, og hen imod Vuggen, hvori Jacob laa ganske uskadt og gloede med store Øine nok saa forundret paa de røde Kjoler. En Soldat derimod laae bleg og blødende paa Løibænken, og hans Banemand, Chasseur, var krøbet ind under Kakkelovnen, hvorfra han af og til stak Hovedet frem mellem Kakkelovnsbenene og snærrrede og bed af dem, der forgæves søgte at gribe ham. Med Fagter gave de hende at forstaae, hvad der forresten var tydelig nok, at han paa Bænken, var bidt af Hunden. 

"Den Hund ist doll!" raabte de i Munden paa hverandre. 

"Qvinden forstod ikke, hvad de mente hermed, førend En pegede paa sin egen Pande og derpaa rystede paa Hovedet. Hun begreb nu, at de troede, at Chasseur var gal. Men nu rystede hun paa sit Hoved og pegede paa Drengen, paa Hunden, paa sig selv og paa Soldaterne, for at gjøre dem begribeligt, at Hunden, naar hun ikke var tilstede, tog Parti for Drengen, naar Nogen kom denne for nær. 

Med denne Forklaring, gave de sig lidt tiltaals, men det varede ikke længe, førend de paany begyndte, at jage efter Hunden, der holdt sig tappert inde imellem Kakkelovnsbenene og nappede Enhver, der kom ham nær nok. Da de ikke selv kunde, vilde de formaae Qvinden til at jage ham ud, men hun lod, som om hun ikke forstod det. 

"En af Engelskmændene, der vel er bleven kjed af denne Leg, tog, da den Saarede var ført udenfor, en Pistol og sigtede efter Hunden, da Qvinden saa dette, sprang hun til for om muligt at frelse Hunden og vinkede. Han med Pistolen holdt inde, hvorpaa hun ilede ud i Stegerset og tog en Brand paa Ildstedet.”

“Hvad skulde det nytte til,” spurgte jeg forundret.

(Forts.)

(Kjøge Avis 12. oktober 1866)

 Den gamle Skovfogeds Fortælling.

(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat.) 

“Det skal jeg saamænd sige ham. Seer han, Chasseur var med alle sine gode Egenskaber noget egen. Han var, navnlig hjemme, ofte noget knarvorn og tvær. I Marken var han fortrinlig, men hjemme, som sagt, vilde han gjerne have Ro for ret at kunne pleie sin Magelighed. Laa han saaledes etsteds i Stuen, lod han sig ikke gjerne jage af Fruetimmer eller Fremmede, og hvor hengiven han end var min Kone, kunde det godt falde ham ind at vise Tænder, naar hun feiede Gulv og ikke vilde lade ham ligge i Ro paa den Plet, han havde valgt sig til Leje. Naar jeg saa ikke var ved Haanden, havde hun et Middel, der aldrig forfeilede sin Virkning. Hun tog en rygende Brand fra Ildstedet og for denne veg Mossiø Kalurius straks. 

"Saasnart Hunden," fortsatte Jørgen lugtede Branden, vidste han, hvad det gjaldt, og som en Piil foer han ud fra Kakkelovnen ind mellem Soldaterne, som villigt gave Plads for ham. Han havde maaske kunnet redde sig, hvis han ikke havde været saa uheldig at rende paa Een i Døren, just som han vilde smutte ud af den. Standset herved, bed han ogsaa denne i Læggen, og havde det ikke været galt før, saa blev det nu. Hunden kunde ikke være kommet ret langt ud i Gaarden, førend der faldt en tre a fire Skud, hvoraf de to traf Chasseur, der, efter at Fjenden havde forladt Huset, fandtes liggende steendød i Haven, hvortil en Blodstribe viste Vei. Min Qvinde, der vidste, hvormeget jeg gjorde af dette Dyr, var meest bedrøvet paa mine Vegne.”

"Jeg svarede ikke," vedblev Jørgen efter et lille Ophold, hvori han sukkede dybt en Gang, "videre paa Qvindens Fortælling, men han kan troe, at efter min Kone og mit Barn veed jeg Intet jeg nødigere vilde miste, end netop Chasseur. Jeg fik aldrig senere en saadan Hund! 

"Vi kom da af Hestene, og da vi havde sat dem i Stalden, gik vi ind i stuen. Her kunde man rigtignok see, at der havde været Fremmede. Havde jeg for nogle Timer siden, ude paa Kjøge Landevei, da jeg første Gang skulde skyde paa Engelskmanden, havt mine Betænkeligheder ved at tage Deel i Slaget, fordi jeg ikke var Soldat, saa er det ligesaa vist, at jeg, fra det 0ieblik jeg saae, hvordan Fjenden havde tilredet mit fattige Hjem, ikke i mindste Maade fortrød de gjorde Skud, men ydermere pønsede paa, hvorledes jeg fremdeles skulde stille Tingen an, for at skade Fjenden. Jeg svor at hævne mig, og jeg holdt det, sagde den gamle Mand med ungdommelig Fyrighed. 

Da jeg havde sundet mig lidt, tog jeg Støbeskeen ned fra Bjælken og gik ud i Stegerset og støbte mig en heel Pose fuld af Kugler af Kirkebly fra Lellinge Kirke, hvor det oprindelig havde tjent til Prydelse for de der bisatte Schølleres Kister. Det maa formodentlig have hørt til de overflødige prydelser," sagde Jørgen med skjælmsk Alvor, "thi jeg havde ærligt og redeligt tiltusket mig det af den gamle Degn for en fed Raabuk, som jeg havde anskudt, men desværre ikke kunde finde, førend Ræven havde ædt det Halve af Ryggen paa ham. Da jeg havde hørt, at Kirkebly skulde være rigtig krabat, meente jeg , at det var bedst at støbe Kugler til Engelskmanden heraf, og det vilde være en Skam af mig at laste de Kugler, jeg støbte den Eftermiddag. 

"Niels hjalp mig med Støbningen. Han nippede efterhaanden Støbehalsene af Kuglerne og pudsede dem med sin Kniv. Under dette Arbejde, hvor vi vare alene, spurgte jeg ham, om han vilde over for at see, hvordan det stod til paa Gammelkjøgegaard, eller om han hellere vilde følge med mig ind i Krageskoven for at see, hvor Engelskmanden var bleven af. Han foretrak det Sidste og meente, at Guldfuxen stod sikkrere i min Smule Stald end ovre paa Herregaarden. 

"Det var med Nød, kan han troe, at vi slap fra Qvinden. Kun mine Forestillinger, at vi vare sikrere i Skoven end hjemme, vandt tilsidst Seir. Der, hvor hun paaviste os, at Fjenden var gaaet ind i Skoven (det var ellers godt at see, da vi kom til Stedet), gik vi ogsaa over Skovgrøften. Indenfor denne var Ingen saa godt kjendt som vi, der fra Drenge af dagligdags havde færdedes der. Vi kjendte saa slideligt ethvert Fjæl og Skjul i Skoven, som dengang var ganske anderledes tæt end nutildags, hvor de begyndte at skove, som om ingen Folk skulde leve efter os. Skoven var saa tæt bevoxet med Krat og Underskov, at ikkun de, som kjendte Vexlerne *), kunde finde igjennem paa ethvert Punkt.

"Fjenden var nem at spore. Han var gaaet lige igjennem Krageskov og ud over Markerne henimod den Vei, som fører ad Vordingborg til. Han kom netop tidsnok til at gjenne det slagne Landeværn fra Skoven, hvor det kunnet søge Frelse. 

"Et par hundrede Alen indenfor Skovbrynet traf vi paa nogle Landeværnsfolk, som Niels kjendte fra Gammelkjøgegaard, hvor de havde ligget indqvarteret under Major Moltkes Kommando. De vare af 2den Landeværnsbataillon og vare ganske anderledes Karle end de, vi hidtil havde set af den Slags; men det var ogsaa Sjællændere, jeg tro er fra Heden og Ringstedkanten. Det var vel gamle Karle, ligesom de Andre, men de vare ikke forknytte. Nogle saae rigtig forvovne ud. De fortalte med Stolthed, at deres Bataillon ikke havde givet sig, førend alle de Andre vare "rendte". Tilsidst havde ogsaa den maattet vige, og da de først kom i Rend, vare de blevne splittede ad. De fleste flygtede igjennem Kjøgeby, og der havde Engelskmanden skudt efter dem med Kanonkugler langs ad Nørregade. I denne Gade, der, som Navnet antyder, vender imod Nord, havde de - hele Klatten var en Snes Mand - kastet sig ind i en stor Gaard, fra hvis Vinduer de havde beskudt de første Fjender, som kom tilsyne i Byen. For at undgaae Fangenskab havde de retireret igjennem en Baggaard og vare ad en Sidegade, over Torvet og igjennem Vestergade komne ind til Gammelkjøgegaards Have, hvor de havde skjult sig, indtil de fra Yderkanten havde seet, at Fjenden, der kom fra Lellingekanten, var gaaet ind i Skoven. De vare nu fulgte efter, for enten at finde deres Bataillon, eller for atter at see at slippe til deres Hjemstavn. 

"Men vi ville ikke have meget imod," sagde en stor Prygl, en rigtig Torn, med rødt Haar og rødt Skæg - han var fra Kulsvierkanten, sagde de Andre - "først at skyde nogle flere af de Patroner bort, som Generalen lod uddele til os imorges. Da I vel ere godt kjendte her i Egnen, saa kunne I maaske føre os saadan, at vi kunne komme over Engelskmanden, hvor han mindst venter det, og uden at riskere for meget at blive nappede."

"Ere I af den mening Allesammen?" spurgte jeg, "saa komme vi nok godt ud af det, thi vi to have ogsaa en Mellemregning med den samme gode Mand." 

"Villigt gave de Sig nu under vor Kommando, hvorpaa vi deelte dem, saa at der blev Elleve i hvert Hold. Vi bleve foreløbigen enige om, at hvert Hold for sig skulde snige sig igjennem Skoven for at naae den Udkant, som vender imod Vordingborgveien. Thi at Fjenden var her eller i al fald maatte komme denne Vei, derom kunde der ikke være stor Tvivl. Naar vi saa havde naaet Skovhegnet, skulde vi see at komme i Forbindelse med hverandre, for at danne en tynd Kjæde, som Soldaterne kalde det, bagved Skovhegnet. I aaben Kamp kunde vi Par Mand naturligviis ikke tænke paa at indlade os. Det Eneste, der fornuftigviis kunde være Tale om, var et Overfald eller om mulig et Baghold. Skulde der være nogen rimelig Udsigt til, at vi kunde gjøre os Haab om at træffe vor Mand, maatte vi have ham i Nærheden, thi med Undtagelse af Niels og mig selv vare de Andre forsynede med saa yderst slette Geværer, at selvom de havde været nok saa gode Skytter (Nogle saae mig grangiveligt ud som Vildttyve), vilde der have hørt et lille Mirakel til at træffe uden paa ganske nært Maal. Af Frygt for Hestfolket, der efter Landeværnets Sigende havde hugget slemt ind paa de Flygtende, turde vi ei heller vove os langt fra Skoven. Førend vi skiltes ad, aftalte Niels og jeg imellem os, at vi, som Tegn paa, at Alt gik godt, skulde "blade en Buk" **); et Glenteskrig skulde derimod varsle Fare. 

Vi gik nu fra hverandre. Jeg tog den Røde med mig, gik lige mod en By, som hedder Klemmestrup. Min Broder gik med sine mod Aashøj, det vil sige mere imod sydvest. Med Forsigtighed listede vi os nu gjennem Skoven. Vi vare bange for uforvarende at støde om ikke paa selve Fjenden, saa paa hans Efternølere, thi sandt at sige, stolede jeg ikke saa rigtig endda paa Landeværnsmændene, tiltrods for at de vare Sjællændere. 

Begge Hold naaede imidlertid Skovkanten uden at støde paa nogen Fjende. Vi trak os sammen igjen, da vi vare visse paa, at vi ingen Fjende havde bagved os i Skovene. 

*) Vildtets Gange.

**) I den falske Brunsttid (Parringstid) lokke Jægerne den elskovssyge Buk ved med et Blad for Munden at efterligne Raaens Kalden: Deraf Udtrrykket: "at blade en Buk."

(Forts.).

(Kjøge Avis 14. oktober 1866)

Den gamle Skovfogeds Fortælling (3 - Flugten fra slaget: Ølby m.m.). (Efterskrift til Politivennen).

  Den gamle Skovfogeds Fortælling.

(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat.) 

"Med alt det, at vi havde været med i Slaget, havde vi endnu ikke faaet løsnet et Skud, thi som rigtige Skytter vare vi kræsne med vore Skud og vilde gjerne have Sikkerhed for, at vi ikke gik hen og spildte vort Krudt og Bly til ingen Verdsens Nytte. Vi naaede Bomhuset, der ligger omtrent en Fjerdingsvei fra Byen. Lige herved er en stor Steenkiste under Broen. I denne foreslog Niels, at vi skulde krybe ned for at puste lidt og for tillige at see til, om det ikke skulde lykkes os at faae et Par Husarer paa Skud. Vi lagde os paa den Side af Broen, der vender imod Stranden, for at vi i Nødstilfælde kunde retirere ud i Engdraget ved Strandbreden, hvor Husarerne ikke ville kunne følge os paa Grund af Hængesækken, som findes der. Jeg laa inderst og Niels yderst stadigt syndende om der kom Nogen fra Kjøbenhavns Kanten. Da vi havde ligget lidt, og Ingen kom, bød han mig en Snaps af en lille knopret Lærke. Det var noget, der gjorde godt."Han kan troe", tilføiede Jørgen belærende, "at en Snaps til rette Tid, er Noget, der kan gyde Ild i Aarerne. Den kom ret tilpas, thi sandt af sige, trængte jeg til en Opmuntring Jeg følte mig ikke saa lidt benauet, men jeg skammede mig for Niels. Del forekom mig, at det dog var saadan en egen sag at skyde paa et Medmenneske, og han kan troe, at Ingen gjorde det første Gang uden én vis Betænkelighed. Her var det vel en skamløs Fjende, som overfaldt os i vort fredelige Hjem, men selve Soldaten er dog kun et Redskab, de virkelige Skyldige, hvis Bud han lyder, vogte sig nok for at vove Peltsen ....

"Det var godt," vedblev Jørgen efter en lille Pause, "at det ikke blev Tid til lang Betænkning, thi ellers frygter jeg næsten for - naar jeg skal sige Sandheden - at jeg var løben efter de Andre. Niels tænkte vist ikke et eneste Øieblik paa Noget, der lignede dette - han laa kun og passede paa . . .

""Nu kommer der Fire, der noget henne," hviskede han til mig.

"Jeg krøb nu lidt længere frem.

"Tag Du ham paa den Graa, saa tager jeg de to paa de Blissede, og saa kan han paa den Sorte ride hjem og sige, hvordan det hænger sammen med det," sagde Niels nok saa munter.

""Men, lagde han til, "det er ikke værd at vi skyde, førend vi ere rigtig sikkre paa dem. Lad dem komme paa en hundrede Alen, førend vi brænde løs; men saa," bandte han "ska' de ogsaa af Hestene, det svarer jeg og "Mandens" Dobbeltflint for."

""Du ryster da ikke paa Haanden," sagde han, da jeg ikke svarede paa det, han havde sagt.

""Nei vist gjør jeg ej !"

""Det vilde heller ikke være sundt; thi skyde vi dem ikke ihjel, saa maae de dog idetmindste af Sadlerne, ellers kunde Touren let komme til os. Falder der blot En af, vende de Andre nok Næsen derhen, hvorfra de kom."

"Vi kunde nu høre, at de talte sammen. Med Pistolen i Haanden og Sabelen hængende om Haandledet kom de luntende fremad. Af og til holdt de stille og saae sig omkring. Det var Forspidsen af den engelske Armee.

"Nu maa det snart være," hviskede Niels, idet han med Varsomhed spændte Flintens Haner paa Heri. - "Nu!"

"I dette Øieblik sprang vi begge op paa Grøftekanten og toge, efter Aftale, hver sin bestemte Mand. Min paa Skimlen faldt af, som rørt af et Slag, Nielses derimod gjorde omkring med de to Andre, der ei vare blevne skudte paa, men da han fik Kuglen af Dobbeltflintens andet Løb, maatte ogsaa han af Hesten. Han faldt dog ikke helt af, thi det ene Been blev i Sligbøilen, og jeg seer ham endnu for mine Øine blive slæbt hen ad Veien af Hesten, som ubekymret herom, fulgte de øvrige Heste. Det var et hæsligt Syn. Jeg vendte Hovedet bort og fulgte Niels, der allerede var paa Veien ad Kjøge til.

"Omtrent ved Møllerne, traf vi Vore. Først her var det lykkedes Officererne at faae nogen Standsning paa Folkene. Det var nok General Castenskiolds Mening endnu en Gang at gjøre et Forsøg paa at standse Fjendens Fremrykning. Vi bleve godt modtagne af Officererne, der havde iagttaget vore Bedrifter igjennem deres Kikkerter og fortalte det til Folkene, som med stor Forundring betragtede os, der frivilligt vovede det, de selv saa nødigt lod sig tvinge til. Generalen selv kom hen til os og spurgte om vore Navne, som han skrev op i en Bog, der dog vist senere maa være forkommet for ham, thi jeg hørte aldrig senere fra ham," sagde Jørgen med et skjelmsk Blik til Knaphullet paa venstre Side af Brystet.

"Generalen tog os i Haanden og sagde: "Vare barestens Halvdelen at mine Folk af den Slags, skulde jeg lære Engelskmanden noget Andet end saadan at jage med de Danske." Jeg husker disse Ord saa tydeligt, som om jeg havde hørt dem igaar, " tilføiede Jørgen med et Blik. der tydede paa, at den omtalte Situation stod i Gaar.

(Kjøge Avis 7. oktober 1866).

Den nuværende bro over Lellinge Å. Terrænet er temmelig kuperet. Den daværende bro havde landeværnet fået ådelagt, men derefter forladt, og Linsingens ingeniørtropper kunne uforstyrret få lavet en midlertidig overgang. Til venstre udenfor fotoet mod syd stiger terrænet mod Lellinge, til højre mod nord Gammel Lellingegård. Og endnu længere mod nord Lille Salby. Alle navne som nævnes i det nedenstående indslag. Foto Erik Nicolaisen Høy.

 Den gamle Skovfogeds Fortælling.

(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat) 

"Landeværnet," vedblev han efter et Øiebliks Pause, "blev nu stillet op bag Grøfter og Gjærder for at modtage Fjenden. Det skete ikke med nogen Villighed eller Lyst; Skrækken havde endnu ikke sat sig. Imidlertid kom Engelskmanden bestandig nærmere og nærmere, og snart spillede Kugler og Granater os om Ørerne. Møller Andersen, som stod i sin egen Dør og saae til, blev ved denne Lejlighed dræbt af en engelsk Kanonkugle. Det gik i det Hele taget meest ud over dem, som laae nærmest ved Stranden, og her faldt den Herremand, som havde faaet os til at gaae med i Ilden. Der var megen Sorg derover, da det var saadan en flink Mand; men han veed nok, at Kuglerne gjerne søge de Gjæveste. Min Broder og jeg opholdt os ved 9de Bataillon, som laa langt ind ad Landet til. Den havde taget Stilling bag en Grøft med en stor Pilehæk paa. Her skjøde vi jgjen nogle Skud, og jeg tør nok sige, uden at rose os formeget, al vi ikke fejlede ret lidt. Der var, som Niels sagde, nok at holde paa. Landeværnsmændene gloede svært paa os, men skyde gjorde vi kun sjeldent. At dette ikke kunde gaae i Længden paa denne Maade, var godt at indsee.

En knap halv Time eller saa omtrent holdt vi vel Fjenden Stangen, men da hørtes der paa een Gang et høit Brøl, og da vi skulde see rigtig til, saae vi, at det var et heelt Regiment med Skjørter og store lodne Huer - det var Skotlændere -, som kom ansættende, alt hvad de kunde.

"Han veed vel, at de gaae uden Buxer.

Jeg nikkede. 

- "Det var store Karle at see til. Uden at gjøre et Skud gik de frem, og idet de brølte af fuld Hals, styrede de lige imod Gjærdet, bag hvilket vi laae tilligemed Landeværnet, der istedetfor at bruge deres eget, øieblikkeligen greb Harens Gevær og tyede til Byen. Niels og jeg laae som sagt, yderst paa de Danskes venstre Fløi ind ad Landet til. Da Landeværnet nu løb igjen, spurgte jeg ham, om vi ikke skulde lade Landeværn være Landeværn og hellere ser til at naae ad Ølby til. Hertil var han villig, men meente, at det dog var bedst, at vi først toge et Par Skjørtemænd paa Kornet. Godt skjulte og dækkede bag Grøften med den store Pilehæk paa, oppebiede vi saa temmelig Skotlændernes Ankomst, førend vi sendte dem vore tre Kugler. Om vi traf, havde vi ingen Stunder til at undersøge, thi det var den yderste Tid, naar vi vilde haabe at snige os bort bag nogle Hegn, som endnu nogle Øieblikke dækkede os for den fremrykkende Fjendes Øine. Dette lykkedes, og snart vare vi udenfor Skotlændernes Skudvidde, hvis Stormangreb knækkede al Modstand nordfor Kjøge. Da vi mærkede, at vi vare bagved Fjenden, tømte vi Resten af Nielses Lærke, hvorpaa han under Raabet "Den Gule!" satte ud over Markerne, fulgt af mig.

"Vi naaede snart Ølby, hvor Fjenden endnu ikke havde været. Paa Vejen hertil kunde vi tydeligen høre, at der blev skudt med Kanoner i Kjøge By. I Ølby fandt vi Hestene i god Behold, og efter at have toet os godt i Vandtruget ude i Gaarden, for at blive af med Krudtslammen, toge vi godt til os af den Mad, Konen havde paa Bordet. Det Første, Niels gjorde, var at fylde sin Lærke af Bondens Klukflaske. Han var neppe bleven færdig hermed, da en Dreng kom grædende ind ad Døren og sagde, at man ude fra Toften at kunde see en Flok Hestfolk komme imod Byen. At vi fik travlt, kan han troe; imedens Manden lukkede Gaardens venstre Port op, svang vi os i Sadlen og fik neppe Tid til at sige Tak til Folkene, der vist vare ret fornøiede med at blive af med et saadant Par udenverlds Krigsfolk, der kunde have bragt dem i Ulykke, hvis vi vare blevne fangne i Gaarden med de utvetydige Mærker af Deeltagelse i den nys stedfundne Kamp, som ikke vare blevne aldeles udslettede ved Toeningen i Vandtruget.

"Flugten gik imod Vest. Vi rede ad Lellinge til, som var den modsatte Kant af den, hvorfra Skydningen lod sig høre. Det var ligesom Hestene vidste, hvad det gjaldt om, thi vi fløi henad Vejen. Han kan ellers troe, at vi vare godt ridende, som man siger, thi baade Fuxen og min sorte Hoppe kunde "vende en Hare",*), og det skulde være en meget slem Grøft, vi ikke kunde sætte over. I den Tid brugte man ofte Hestene paa Jagterne, nu bruges de kun paa Veien. Naar vi blot saae os om for Baghold, behøvede vi ikke Frygt for at blive oprevne.

Da vi naaede Kirsebærhuset, og vi ingen Fjende kunde øine, ladede vi vore Rifler, som vi ikke havde faaet Tid til hos Bonden. Bøsserne vare netop ladede, da der kom en Mand fra Lellinge. som fortalte os, at Engelskmanden lige i Øieblikket var draget igjennem Landsbyen og nu maatte være ved Hans Christophers, en Udflyttergaard fra Lellinge paa Veien mellem denne By og Kjøge. Opad Høielse til havde der Ingen været, fortalte Manden videre, det havde han hørt af Præstens Drenge, som han havde mødt ved Lundehuset. Dette var en god Efterretning for os, thi nu havde vi frit Felt til den ene Side.

Uden at støde paa Nogen, der kunde give os yderligere Oplysninger, rede vi forbi Lundehuset bagom Lille Salby til Gammellellingegaard, hvor vi traf Manden, der i det Samme kom hjem. Da Engelskmanden nærmede sig Gaarden, var han tilligemed alt Karlfolket tyet til Skovene og havde medtaget alle Hestene. Disse bleve slupne løse paa de store Skovsletter, hvor Engelskmanden vilde have havt ondt ved at fange dem, selv om han havde kunnet hitte derop.

"Han spurgte os, hvorfra vi kom og om det ikke var Guldfuxen fra Gammelkjøgegaard, samt om vi ikke havde seet Engelskmanden. (Forts)

*) c: At kunne ride saa stærkt paa et fladt og bart Jordsmon efter en opstødt Hare, at den, ligesom naar den jages af Mynder, maa forandre Retningen, for at undgaae Forfølgelsen.

(Kjøge Avis 9. oktober 1866)

Lellingegård set fra bakketoppen ved Lellinge Kirke. Englænderne skulle passere Køge Å som anes lidt under midten. De danske styrker havde godt nok ødelagt broen, men da de derefter var forduftet, var det kun en mindre opgave for de engelske ingeniørtropper at etablere en ny bro. Danskerne ville fra højdedraget have kunnet forsinke dette arbejde. Foto Erik Nicolaisen Høy.