Den gamle Skovfogeds Fortælling.
(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat.)
"Med alt det, at vi havde været med i Slaget, havde vi endnu ikke faaet løsnet et Skud, thi som rigtige Skytter vare vi kræsne med vore Skud og vilde gjerne have Sikkerhed for, at vi ikke gik hen og spildte vort Krudt og Bly til ingen Verdsens Nytte. Vi naaede Bomhuset, der ligger omtrent en Fjerdingsvei fra Byen. Lige herved er en stor Steenkiste under Broen. I denne foreslog Niels, at vi skulde krybe ned for at puste lidt og for tillige at see til, om det ikke skulde lykkes os at faae et Par Husarer paa Skud. Vi lagde os paa den Side af Broen, der vender imod Stranden, for at vi i Nødstilfælde kunde retirere ud i Engdraget ved Strandbreden, hvor Husarerne ikke ville kunne følge os paa Grund af Hængesækken, som findes der. Jeg laa inderst og Niels yderst stadigt syndende om der kom Nogen fra Kjøbenhavns Kanten. Da vi havde ligget lidt, og Ingen kom, bød han mig en Snaps af en lille knopret Lærke. Det var noget, der gjorde godt."Han kan troe", tilføiede Jørgen belærende, "at en Snaps til rette Tid, er Noget, der kan gyde Ild i Aarerne. Den kom ret tilpas, thi sandt af sige, trængte jeg til en Opmuntring Jeg følte mig ikke saa lidt benauet, men jeg skammede mig for Niels. Del forekom mig, at det dog var saadan en egen sag at skyde paa et Medmenneske, og han kan troe, at Ingen gjorde det første Gang uden én vis Betænkelighed. Her var det vel en skamløs Fjende, som overfaldt os i vort fredelige Hjem, men selve Soldaten er dog kun et Redskab, de virkelige Skyldige, hvis Bud han lyder, vogte sig nok for at vove Peltsen ....
"Det var godt," vedblev Jørgen efter en lille Pause, "at det ikke blev Tid til lang Betænkning, thi ellers frygter jeg næsten for - naar jeg skal sige Sandheden - at jeg var løben efter de Andre. Niels tænkte vist ikke et eneste Øieblik paa Noget, der lignede dette - han laa kun og passede paa . . .
""Nu kommer der Fire, der noget henne," hviskede han til mig.
"Jeg krøb nu lidt længere frem.
"Tag Du ham paa den Graa, saa tager jeg de to paa de Blissede, og saa kan han paa den Sorte ride hjem og sige, hvordan det hænger sammen med det," sagde Niels nok saa munter.
""Men, lagde han til, "det er ikke værd at vi skyde, førend vi ere rigtig sikkre paa dem. Lad dem komme paa en hundrede Alen, førend vi brænde løs; men saa," bandte han "ska' de ogsaa af Hestene, det svarer jeg og "Mandens" Dobbeltflint for."
""Du ryster da ikke paa Haanden," sagde han, da jeg ikke svarede paa det, han havde sagt.
""Nei vist gjør jeg ej !"
""Det vilde heller ikke være sundt; thi skyde vi dem ikke ihjel, saa maae de dog idetmindste af Sadlerne, ellers kunde Touren let komme til os. Falder der blot En af, vende de Andre nok Næsen derhen, hvorfra de kom."
"Vi kunde nu høre, at de talte sammen. Med Pistolen i Haanden og Sabelen hængende om Haandledet kom de luntende fremad. Af og til holdt de stille og saae sig omkring. Det var Forspidsen af den engelske Armee.
"Nu maa det snart være," hviskede Niels, idet han med Varsomhed spændte Flintens Haner paa Heri. - "Nu!"
"I dette Øieblik sprang vi begge op paa Grøftekanten og toge, efter Aftale, hver sin bestemte Mand. Min paa Skimlen faldt af, som rørt af et Slag, Nielses derimod gjorde omkring med de to Andre, der ei vare blevne skudte paa, men da han fik Kuglen af Dobbeltflintens andet Løb, maatte ogsaa han af Hesten. Han faldt dog ikke helt af, thi det ene Been blev i Sligbøilen, og jeg seer ham endnu for mine Øine blive slæbt hen ad Veien af Hesten, som ubekymret herom, fulgte de øvrige Heste. Det var et hæsligt Syn. Jeg vendte Hovedet bort og fulgte Niels, der allerede var paa Veien ad Kjøge til.
"Omtrent ved Møllerne, traf vi Vore. Først her var det lykkedes Officererne at faae nogen Standsning paa Folkene. Det var nok General Castenskiolds Mening endnu en Gang at gjøre et Forsøg paa at standse Fjendens Fremrykning. Vi bleve godt modtagne af Officererne, der havde iagttaget vore Bedrifter igjennem deres Kikkerter og fortalte det til Folkene, som med stor Forundring betragtede os, der frivilligt vovede det, de selv saa nødigt lod sig tvinge til. Generalen selv kom hen til os og spurgte om vore Navne, som han skrev op i en Bog, der dog vist senere maa være forkommet for ham, thi jeg hørte aldrig senere fra ham," sagde Jørgen med et skjelmsk Blik til Knaphullet paa venstre Side af Brystet.
"Generalen tog os i Haanden og sagde: "Vare barestens Halvdelen at mine Folk af den Slags, skulde jeg lære Engelskmanden noget Andet end saadan at jage med de Danske." Jeg husker disse Ord saa tydeligt, som om jeg havde hørt dem igaar, " tilføiede Jørgen med et Blik. der tydede paa, at den omtalte Situation stod i Gaar.
(Kjøge Avis 7. oktober 1866).
Den gamle Skovfogeds Fortælling.
(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat)
"Landeværnet," vedblev han efter et Øiebliks Pause, "blev nu stillet op bag Grøfter og Gjærder for at modtage Fjenden. Det skete ikke med nogen Villighed eller Lyst; Skrækken havde endnu ikke sat sig. Imidlertid kom Engelskmanden bestandig nærmere og nærmere, og snart spillede Kugler og Granater os om Ørerne. Møller Andersen, som stod i sin egen Dør og saae til, blev ved denne Lejlighed dræbt af en engelsk Kanonkugle. Det gik i det Hele taget meest ud over dem, som laae nærmest ved Stranden, og her faldt den Herremand, som havde faaet os til at gaae med i Ilden. Der var megen Sorg derover, da det var saadan en flink Mand; men han veed nok, at Kuglerne gjerne søge de Gjæveste. Min Broder og jeg opholdt os ved 9de Bataillon, som laa langt ind ad Landet til. Den havde taget Stilling bag en Grøft med en stor Pilehæk paa. Her skjøde vi jgjen nogle Skud, og jeg tør nok sige, uden at rose os formeget, al vi ikke fejlede ret lidt. Der var, som Niels sagde, nok at holde paa. Landeværnsmændene gloede svært paa os, men skyde gjorde vi kun sjeldent. At dette ikke kunde gaae i Længden paa denne Maade, var godt at indsee.
En knap halv Time eller saa omtrent holdt vi vel Fjenden Stangen, men da hørtes der paa een Gang et høit Brøl, og da vi skulde see rigtig til, saae vi, at det var et heelt Regiment med Skjørter og store lodne Huer - det var Skotlændere -, som kom ansættende, alt hvad de kunde.
"Han veed vel, at de gaae uden Buxer.
Jeg nikkede.
- "Det var store Karle at see til. Uden at gjøre et Skud gik de frem, og idet de brølte af fuld Hals, styrede de lige imod Gjærdet, bag hvilket vi laae tilligemed Landeværnet, der istedetfor at bruge deres eget, øieblikkeligen greb Harens Gevær og tyede til Byen. Niels og jeg laae som sagt, yderst paa de Danskes venstre Fløi ind ad Landet til. Da Landeværnet nu løb igjen, spurgte jeg ham, om vi ikke skulde lade Landeværn være Landeværn og hellere ser til at naae ad Ølby til. Hertil var han villig, men meente, at det dog var bedst, at vi først toge et Par Skjørtemænd paa Kornet. Godt skjulte og dækkede bag Grøften med den store Pilehæk paa, oppebiede vi saa temmelig Skotlændernes Ankomst, førend vi sendte dem vore tre Kugler. Om vi traf, havde vi ingen Stunder til at undersøge, thi det var den yderste Tid, naar vi vilde haabe at snige os bort bag nogle Hegn, som endnu nogle Øieblikke dækkede os for den fremrykkende Fjendes Øine. Dette lykkedes, og snart vare vi udenfor Skotlændernes Skudvidde, hvis Stormangreb knækkede al Modstand nordfor Kjøge. Da vi mærkede, at vi vare bagved Fjenden, tømte vi Resten af Nielses Lærke, hvorpaa han under Raabet "Den Gule!" satte ud over Markerne, fulgt af mig.
"Vi naaede snart Ølby, hvor Fjenden endnu ikke havde været. Paa Vejen hertil kunde vi tydeligen høre, at der blev skudt med Kanoner i Kjøge By. I Ølby fandt vi Hestene i god Behold, og efter at have toet os godt i Vandtruget ude i Gaarden, for at blive af med Krudtslammen, toge vi godt til os af den Mad, Konen havde paa Bordet. Det Første, Niels gjorde, var at fylde sin Lærke af Bondens Klukflaske. Han var neppe bleven færdig hermed, da en Dreng kom grædende ind ad Døren og sagde, at man ude fra Toften at kunde see en Flok Hestfolk komme imod Byen. At vi fik travlt, kan han troe; imedens Manden lukkede Gaardens venstre Port op, svang vi os i Sadlen og fik neppe Tid til at sige Tak til Folkene, der vist vare ret fornøiede med at blive af med et saadant Par udenverlds Krigsfolk, der kunde have bragt dem i Ulykke, hvis vi vare blevne fangne i Gaarden med de utvetydige Mærker af Deeltagelse i den nys stedfundne Kamp, som ikke vare blevne aldeles udslettede ved Toeningen i Vandtruget.
"Flugten gik imod Vest. Vi rede ad Lellinge til, som var den modsatte Kant af den, hvorfra Skydningen lod sig høre. Det var ligesom Hestene vidste, hvad det gjaldt om, thi vi fløi henad Vejen. Han kan ellers troe, at vi vare godt ridende, som man siger, thi baade Fuxen og min sorte Hoppe kunde "vende en Hare",*), og det skulde være en meget slem Grøft, vi ikke kunde sætte over. I den Tid brugte man ofte Hestene paa Jagterne, nu bruges de kun paa Veien. Naar vi blot saae os om for Baghold, behøvede vi ikke Frygt for at blive oprevne.
Da vi naaede Kirsebærhuset, og vi ingen Fjende kunde øine, ladede vi vore Rifler, som vi ikke havde faaet Tid til hos Bonden. Bøsserne vare netop ladede, da der kom en Mand fra Lellinge. som fortalte os, at Engelskmanden lige i Øieblikket var draget igjennem Landsbyen og nu maatte være ved Hans Christophers, en Udflyttergaard fra Lellinge paa Veien mellem denne By og Kjøge. Opad Høielse til havde der Ingen været, fortalte Manden videre, det havde han hørt af Præstens Drenge, som han havde mødt ved Lundehuset. Dette var en god Efterretning for os, thi nu havde vi frit Felt til den ene Side.
Uden at støde paa Nogen, der kunde give os yderligere Oplysninger, rede vi forbi Lundehuset bagom Lille Salby til Gammellellingegaard, hvor vi traf Manden, der i det Samme kom hjem. Da Engelskmanden nærmede sig Gaarden, var han tilligemed alt Karlfolket tyet til Skovene og havde medtaget alle Hestene. Disse bleve slupne løse paa de store Skovsletter, hvor Engelskmanden vilde have havt ondt ved at fange dem, selv om han havde kunnet hitte derop.
"Han spurgte os, hvorfra vi kom og om det ikke var Guldfuxen fra Gammelkjøgegaard, samt om vi ikke havde seet Engelskmanden. (Forts)
*) c: At kunne ride saa stærkt paa et fladt og bart Jordsmon efter en opstødt Hare, at den, ligesom naar den jages af Mynder, maa forandre Retningen, for at undgaae Forfølgelsen.
(Kjøge Avis 9. oktober 1866)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar