Jøderne paa Hjørnet af Læderstrædet.

Som bekendt findes dagligt på oven nævnte sted en hob mosaiter med de mest afskyelige fysiognomier man vel kan tænke sig. Disse subjekter gør i gamle klæder og tiltaler derfor enhver forbigående med de to ord: "gamle klæ'r?", hvilke de tilhvisker os med den impertinenteste fremstikken af deres næsvise fjæser. Kan det nu end ikke forbydes dem at afgive en konstant prydelse for den plads de har indtaget, skulle vi dog mene der kunne og burde forbydes deem således påtrængende at antaste dem der aldrig har tænkt på at have noget med dem at skaffe. For ofte har man følgeskab med sig, fx af damer, der let kunne formode at man har lidt hæderlige  forbindelser med disse personer, og antager deres næsvise antastelse for en venskabelig hilsen og takken for sidst.

(Politivennen nr. 1345 Løverdagen, den 9de October 1841. Side 656). 

Yderligere Bemærkninger angaaende den af Hr. Eibeschütz oprettede Stiftelse i Compagnistræde.

I et inserat i sidste nummer af dette blad er det blevet erklæret at ovennævnte stiftelse ikke har noget med menighed eller Fattigvæsen at gøre, og at hr. Eibeschütz selv administrerer samme. At det sidste er tilfældet har indsenderen også senere erfaret. Men ikke desto mindre bliver det dog sandt at huset engang ved gave af hr. Eibeschütz er blevet til en stiftelse, og at det altså er det offentlige (ligegyldigt om det er Fattigvæsen, repræsentanter eller andre autoriteter) der har at påtale det, når man søger at gøre nogen forandring ved det der engang er skænket samme. 

At huset nemlig en gang for alle er skænket, må som allerede berørt i forrige inserat, antages på grund af at der uden på huset står, læseligt for alle: "Skjænket af H. S. A. Eibeschütz" osv. og det omtalte reglement viser alene at hr. Eibeschütz selv er bestyrer af samme og altså som sådan har ret til at opsige beboerne, når deres opførsel gør dem uværdige til længere at bo i det. Når det endvidere hedder i dette inserat at hr. Eibeschütz muligvis har i sinde at udvide sin velgerning ved at lade de familier der bor i nævnte stiftelse tilligemed en del andre bor i et hus i Studiestræde, da er det ingenlunde indsenderens agt på ringeste måde at betvivle hr. Eibeschütz' gode hensigt med det gode arrangement, men han skal dog tillade sig følgende bemærkninger: Det man især roste hr. Eibeschütz for da han bortskænkede denne stiftelse, var at han lod familier bo i samme der før havde været velhavende, men som nu ved uheld var kommet tilbage. Den mosaiske menighed har også andre fattigstiftelser, men som alle bebos af folk der på få undtagelser nær, hører til den lavere klasse.

Når nu hr. Eibeschütz ombyttede dette hus i Kompagnistræde med det i Studiestræde, hvilket sidste skal bestå af meget små lejligheder, der kun er indrettet for de mest forarmede familier, da var det væsentligste ved denne velgerning ophævet. Der ville således nemlig ikke længere være noget hus hvor de trængende, skønt mere dannede familier af den mosaiske tro skænkedes fri bolig hvorimod de ældre stiftelser kun ville blive forøget med en ny af samme slags. Og det bliver således dog rigtigt at hr. Eibeschütz i det væsentlige ville ophæve den gave han engang havde skænket.

(Politivennen nr. 1308, Løverdagen, den 23de Januar 1841. Side 59-61). 

Redacteurens Anmærkning

Debatten startede i nr. 1306, 9. Januar 1841. Side 31-32. Artiklen besvaredes i nr. 1307, 16. januar 1841, side 41-42.

Berigtigelse til Inseratet i sidste numer af Politievennen om Friboligen i Compagnistrædet Nr. 66.

Forfatteren af dette inserat synes ikke at have haft nøje kendskab til den sag han har villet omtale, hvorfor indsenderen der nøjere er underrettet om den, vil tillade sig at bemærke at omhandlede ejendom tilhører hr. S. A. Eibeschütz som deri har skænket bolig til 13 uformuende anstændige familier og at samme ejendom er det mosaiske samfunds Fattigvæsen samt dets repræsentanter uvedkommende. Dette ses også af det trykte reglement som leveres enhver familie ved inflytning i stiftelsen. Dette reglements § 1 lyder nemlig således: "Omendskjøndt de Familier, som jeg har forundt fri Bolig i ovennævnte Stiftelse, kunne gjøre sig Haab om at forblive sammesteds, saalænge deres Kaar ikke maatte forbedre sig, så ere de dog pligtige til at fraflytte samme, naar de til en af de lovlige Opsigelsestider forud varsles til Fraflytning i en af de sædvanlige Flyttetider. Skulde de derimod ved deres Forhold eller ved dette Reglements Overtrædelse gjøre sig uværdige til den dem forundte Velgjerning, da ere de pligtige til Fraflytnig paa hvilkensomhelst Tid, jeg maatte bestemme." Hr. Eibeschütz kan altså uden indskrænkning disponere over sin ejendom efter behag.

Men når talen har været om at denne ejendom skulle være til salg, stammer dette fra at hr. Eibeschütz i disse dage er blevet ejer af en større og til fribolig mere hensigtssvarende sted der kan rumme mere end det dobbelte antal familier end dette, har en stor gårdsplads og en rummelig have, hvori gamle eller syge kan nyde den fri luft om sommeren. Dersom nu hr. Eibeschütz har den hensigt at give det dobbelte antal familier og enker fri bolig i denne ejendom og at lade de i omhandlede stiftelse boende deri flytte ind, så er der vel ved denne forøgelse af hans godgørenhed mod fattige så meget mindre grund til at sige at han har taget tilbage hvad han engang har givet, hvilken tanke vist ikke ville kunne opstå hos nogen der kender mandens øvrige borgerlige færd.

(Politivennen nr. 1307, Løverdagen, den 16de Januar 1841. Side 41-42).  

Redacteurens Anmærkning

Debatten var foranlediget af en artikel i Politivennen nr. 1306, den 9. Januar 1841, side 31-32). Ovennævnte artikel besvaredes med et gensvar i nr. 1308, den 23. januar 1841, side 59-61). 

Hr. S. Eibeschütz's Stiftelse i Compagnistræde for Trængende af den mosaiske Troe.

Det er blevet fortalt at nævnte stiftelse i disse dage skulle være blevet anvist til salg. Indsenderen har imidlertid ikke kunnet fæste lid til denne beretning. Han tiltror nemlig hr. Eibeschütz den klogskab at han ikke vil prøve på noget som næppe lader sig udføre, nemlig at tilbagetage en en gang bortskænket ting. Nævnte hus er nemlig en gang for alle uden indskrænkning til visse år givet af hr. Eibeschütz til et veldædigt øjemed (der står endog uden på huset med store bogstaver: "Skjænket af Hr. Eibeschütz", osv.) og bør altså som gave stå ved magt. Og der er intet spørgsmål om at hvis det skulle gøres fornødent, vil vedkommende Fattigvæsen gøre sin ret gældende til at beholde noget hvorpå det har et lovgyldigt krav.

Så vidt vides har den mosaiske menighed sit eget Fattigvæsen, og det omtalte måtte da påligge menighedens repræsentanter. Men lige så lidt som indsenderen synes at oven nævnte beretning stemmer med hr. Eibeschütz' klogskab, lige så lidt synes den at stemme med den veldædige karakter som hr. Eibeschütz har navn for. Det ville måske være det første eksempel på at nogen havde tilbagetaget en gave han engang havde skænket til et velgørende øjemed. Efter at herr Eibeschütz har oprettet nævnte stiftelse, skal han have skænket flere kapitaler af ikke ubetydelig værdi dels til kirken, dels til de fattige, og det er af denne grund så meget mere rimeligt at allerede nævnte beretning fra begyndelsen af er udspredt, for at skade en mand der ligesom så mange i hans stilling, ikke er fri for misundere.

(Politivennen nr. 1306, Løverdagen, den 9de Januar 1841. Side 31-32). 

Redacteurens Anmærkning

Simon Aron Eibeschütz Fribolig blev oprettet 28. januar (Frederik 6's fødselsdag) 1834 Kompagnistræde 12 for 14 jødiske familier, deraf 4 fortrinsvis af stifterens og hustrus slægt. I Trap står at den nu har 40 boliger. 

Artiklen besvaredes i nr. 1307, 16. januar 1841, side 41-42, med et gensvar i nr. 1308, den 23. januar 1841, side 59-61. 

Jødernes stænderiske Valgbarhed.

Dette spørgsmål er igen kommet til live i anledning af kongens sidste bekendtgørelse til provinsialstænderne, og det har krav på almindelig interesse, uagtet der for tiden ikke kan ventes anden bestemmelse end den afgivne. Hvad der er sagt for og imod jødernes valgbarhed som stænderdeputerede er nok så bekendt til atter at trænge til gentagelse. I almindelighed har grundene for valgbarheden efter indsenderen mening en væsentlig overvægt over dem imod samme, og af hvilke sidste nogle endog er meget søgte og meget uvæsentlige. Når ægte liberale mænd imidlertid beklager at en hel klasse af statsborgere som i dette århundrede har stræbt i særdeles mærkelig grad at gøre sig dette navn værdige, skal være udelukket fra den første politiske rettighed i Danmark ene og alene på grund af afvigende religiøs trosbekendelse, så må indsenderen tillige udtale den mening at det beklagelige heri langt fra ikke bør tilregnes en utilbøjelighed hos regeringen for ganske at emancipere jøderne, som snarere regeringens hensyn til undersåtternes endnu langt fra ikke udslettede animositet mod de mosaiske trosbekendere.

Fra regeringens side har det på ingen måde manglet på den bedste vilje til at befri jøderne fra bånd og indskrænkninger som før hvilede på dem og for derved at lette deres egen virksomhed i at udrive dem fra ældre forhold, hvorunder de absolut måtte betragtes og virkeligt var skadelige medlemmer af samfundet. Men disse regeringens humane bestræbelser har på ingen måde i den grad som de fortjente, vundet genklang i nationens midte. Så man kan uden at komme sandheden for nær, sige at den offentlige mening har været i strid med regeringens foranstaltninger.

For at bestyrke det her ytrede, behøver indsenderen ikke at påberåbe sig at de ikke endnu er så sjældent at en jøde forfølges på gaden med hån eller skældsord, eller at enkelte ondsindede ikke undså sig under opløbet her i staden forleden 23. maj om aftenen at kaste sten ind i Synagogen. For fra gadedrenge og pøbel skal man ikke slutte til folkets stemning. Men han har ganske andre eksempler til sin rådighed, der viser at selv de der vil stå på et højere trin af kultur og dannelse, langtfra ynder jøden eller ønsker han i alle henseender sat lig med den kristne. Det er således kun noget over 20 år siden at borgerne i en af Fyns købstæder formelig androg for kancelliet om at blive befriet for deres jødiske medborgere og det var omtrent til den tid at en højtstående gejstlig ville i almueskoledirektionen her i staden gøre den mening gældende at jødebørn ikke burde forundes adgang til kristne skoler. Ikke få laug, navnlig isenkræmmernes, hørkræmmernes, glarmestrenes, blikkenslagernes, har længe søgt at forhindre jødiske drenges antagelse i lære, og ganske nyligt har "Fædrelandet" oplyst os om at parykmagerne slår krøller på næsen når en jøde vil indvies i deres kunsts hemmeligheder. 

Om mosaister nu kan blive optagne som medlemmer i det kongelige privilegerede Københavnske Skydeselskab, ved indsenderen ikke. Hvorimod han tidligere oftere har hørt tale om at troen her var en afgørende anstødssten. Enkelte jyske stænderdeputerede var, som vi jo har set på prent, ikke meget delikate i deres ytringer om jøderne. Og for at minde om noget som ligger os så meget nær i tiden, hvorledes teede sig en nu aftrådt redaktør (som lagde så megen vægt på opførsel en gentelman) da han kom i en lille konflikt med en kollega af anden trosbekendelse, med en mand som selv hans værste modstandere ikke kan frakende store fortjenester, og det ikke blot som skribent? Vel ved vi at denne redaktørs forhold ved denne lejlighed mødte almindelig indignation hos alle bedresindede, men - det gør os ondt at måtte sige det - vi frygter for at selv disse gode mænd vil når de bliver eller tror sig forurettede af deres jødiske næste, i deres harme herover ikke lader jøden er han end selv døbt, blive ganske udenfor sagen. At tænke liberalt er i almindelighed lettere end at tale eller handle liberalt, og til dels, men også kun til dels, kan man undskylde de der fejler. Der er gamle med modermælken indsugede vaner og principper som til enkelte tider ubevidst igen indtog deres herredømme og til ganske at fordrive disse nykker, behøves vist endnu en hel årrække.

Så meget om den herskende opinion hos de kristne. På den anden side kan man ikke nægte at jøderne ikke ganske kan fritages for at nære denne uvilje. Hvor mange der endog blandt de sidste står i kultur og opførsel aldeles lige med de kristne, så mangler der dog heller ikke på dem hvis adfærd og hele manerer til at te sig i livet på ingen måde er skikket til at vække velvilje. Der gives desværre ikke få jøder som ikke endnu har tilegnet sig den beskedenhed der udgør et så værdigt træk i den danske nationalkarakter. Og de fremtræder derfor ikke sjældent i former som absolut må støde og mishage. Men så længe denne udanske påtrængenhed og rent ud sagt næsvished ikke mere er udryddet, må de bedre jøder også finde sig i at lide med de skyldige, og de må trøste sig med at tiden vil hæve denne som andre onder.

Når amalgationen først viser sig mere kendelig og almindelig, vil den danske regering næppe stå tilbage med at sætte kronen på sine uforglemmelilge fortjenester af jødernes kultur og fremskridt i Danmark. For tiden bliver det, hvor meget end i almindelighed kan siges for jødernes stænderiske valgbarhed, være rigtigste at slutte sig til den værdige ytring: "Den danske jøde har ikke årsag til at bede, men til at takke."

(Politivennen nr. 1283, Løverdagen, den 1ste August 1840. Side 477-481). 

Jødernes Valgbarhed var tema for artikler i Fædrelandet, startende med den 24. juli 1840.

Redacteurens Anmærkning

Mens jøder havde stemmeret til stænderforsamlingerne, var de ikke valgbare, med mindre de konverterede til kristendommen. Jøderne var ikke de eneste, kun ca. 2,8 % af befolkningen (omkring 32.000 personer) var stemmeberettigede. Christian VIII havde gjort det klart at han ikke ville ændre i sin forgænger Frederik VIs forbud mod at jøder blev valgt.

Fædrelandet bragt fra 25. juli 1840 en række artikler om jødernes valgbarhed hvori de kritiserede kongens og regeringens holdning og argumenterede for at jøder burde være valgbare. Debatten fortsatte i endnu et årti og blev først ændret med Grundloven 1849. Blandt fortalerne for ikke at give jøderne valgbarhed var bl.a. St. St. Blicher, 

Kjøbenhavnsposten fortsatte debatten den 30. oktober 1840. Og den fortsatte så endnu 10 år. Og mere til.

Pjaltenborg.

I København eksisterer flere bygninger som af menigmand gives den af stolthed og ydmyghed sammensatte titel: Pjaltenborg, og de er hvad benævnelsen også udviser, boliger for den usleste og fattigste del af stadens folkemængde. At sådanne huse hvor fattigdom, elendighed og sammes uadskillige ledsagere: smuds, pjalter og mephitiske dunster findes så at sige en masse, ikke kan undgås i en stad hvor der findes så megen nød og næringsløshed som i København, er meget naturligt, ligesom det er rimeligt og billigt at de derfor i almindelighed findes og kun bør findes i de mest afsides og fra byens midtpunkt længst bortliggende kvarterer af staden. 

Publikum vil derfor undre sig ved at erfare at desuagtet i midtpunktet af byen, i Købmager kvarter, et af de livligste, smukkest og mest velhavende i staden, findes et sådant Pjaltenborg. Jeg mener nemlig huset nr. 94 i Peder Hvitfeldts Stræde der fortiden ejes af mosaisten Meyer. Dette hus der synes engang at have set bedre dage, står nu som en skamplet på gaden mellem lutter nye og smukke og velvedligeholdte gårde. Husets farve er, da vist ingen murkost i mange år er gået over det, meget tvivlsom, dog nærmest det skidengrå. Døre og vinduessprosser umalet og i mådelig forfatning. Ruderne enten ituslået eller overklinet med papir. Taget forfaldent, fra kvistvinduerne hænger pjalter, skident og laset linned i yndige festons. Væmmelige sengeklæder, hvis indhold først tilbørlig rystes, soles ud; ligesom der fra bel etage dingler et bræt som fra 1. januar til 31. december forkynder lysthavende at "her er værelser til leje".

Peder Hvitfeldts Stræde 12 (o. 1817). "Pjaltenborg". (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Enhver vil altså af ovenanførte se at dette hus frembyder et højst ubehageligt skue såvel for forbigående som især for genboerne, og at det forstyrrer harmonien i denne for resten smukke gade. Man tillader sig derfor at gøre den ærede bygningskommission som våger over at symmetri og skønhed ikke forstyrres i gaderne, opmærksom på dette stygge hus. Man har fortalt at en mand her i staden ikke må have gebrokkent tag på sit hus, skønt han derved kunne vinde nogle hundrede rigsdaler årlig i husleje fordi det ville forstyrre symmetrien med de nærliggende huse, ja det siges at ingen gårdeejer må lade sin gård eller endog sin port male, før han har underrettet bygningskommissionen om de farver han agter at bruge. Alt for byens skønheds skyld.

Holder man altså på denne måde så strengt over at ingen på  en direkte måde vansirer byens gader, synes konsekvensen at kræve at den samme strenghed vises mod dem der gør det på en indirekte måde ved at lade huset forfalde, og jeg tvivler ikke på at det kan pålægges enhver husejer i de smukkere kvarterer af staden at give sit hus et nogenlunde ordentligt og anstændigt udvortes. Men dette er så lidet tilfældet med det påpegede hus i Peder Hvitfeldts Stræde at man jævnligt ser forbigående standse og med forundring spørge om dette hus har været stormet af pøbellen. 

Pjaltenborg, det blå hus efter det røde forrest i billedet til højre. Det var her ballade holdt til i 1839. (Foto: Erik Nicolaissen Høy, 2019).

En naturlig følge af denne husets jammerlige og forfaldne tilstand er at værten ikke kan vente at få solide og ordentlige lejere, men at han må tage til takke med dem ligesom de falder. Huset er derfor næsten hele året igennem et tilholdssted for arbejdsløse sjovere, løse fruentimmer, dagdrivere og folk af lignende kaliber. At der mellem sådanne folk og værten ikke hersker nogen stiv hoftone, er meget begribeligt, og det sker derfor jævnligt at de ypper klammeri med ham og offentlig på gaden giver ham hædersnavne og titler der næppe tvivle findes anført i nogen hof- og statskalender. Mosaisten som ikke føler sig forpligtet til at stikke noget under stolen, eller at gøre en røverkule af sit hjerte, tager også bladet rask fra munden og gengælder skud for skud, indtil ammunitionen af skældsord på en af siderne er opbrugt, hvorved krigen da endes. Dog hører man ikke at nogen af parterne herved ha fundet sig krænket på sin ære, eller af den årsag har indledt en injurieproces. På sin side tror værten sig heller mod sådanne lejere forpligtet til at iagttage alle konvenientsens former, og behandler dem ikke altid på den mest enlige måde.

Således bruger han blandt andet for at få dårlige betalere til at flytte, det middel om vinteren at borttage vinduer og døre fra deres lejlighed så at disse bliver uddrevet, ligesom Napoleon af Rusland, ved frost og kulde. Dog er det ikke blot mod deres fælles fjende: værten at lejerne (dvs. de oven nævnte sjovere, dagdrivere, løse fruentimmer) fører krig. Også i det indre af denne lazaron-republik forefalder desværre jævnligt indbyrdes tvistigheder hvis katastrofe næsten altid bliver til et offentligt skuespil. Når naboerne om dagen hører en dump mumlen og larmen lyder fra det indre af huset, kan de være sikre på at det ligesom når det tordner i Vesuvs indvolde, vil inden aften komme til et voldsomt udbrud. Støjende stemmer, eder og forbandelser lader sig da høre. Voldsomme slag sker på dørene, vinduer og møbler ituslås, børn skriger, og der udstødes så hvineende og rædsomme skrig om hjælp at naboer og folk fra gaden forskrækkede strømmer til, i den tanke at der sker overfald og mord. 

Peder Hvitfeldts Stræde 9, gården overfor som trods god stand blev påvirket af genboen.

Når nu hertil kommer at skarer af børn hele dagen igennem dels ligger på trappen udenfor huset, dels løber skrigende og støjende om på gaden, så at de omkringboende næppe kan høre ørenlyd, og at genboerne flere gange har måttet rekvirere politiets assistance for at forbyde beboerne af huset at foretage sig ting ved vinduerne som velanstændighed forbyder at nævne. - så vil man let kunne begribe at enhver så meget som muligt skyr dette nabolag, og in specie er det vist at i den modstående gård, nr. 106, har flere familier ene af den grund opsagt deres lejligheder. Dette må naturligvis medføre nedsættelse i huslejen. Og samtlige gårdejere i gaden skal efter sigende derfor også i forening have indgivet til Magistraten et andragende hvori gøres opmærksom på det tab de lider i deres lovlige næringsvej og indkomster. Til dato er ikke reflekteret herpå, og man er derfor nysgerrig for at erfare hvor længe det kan lykkes en mand således uhindret at skade og fortrædige sine medborgere. 

Til samme hus, nr. 94 i Peder Hvitfeldts Stræde, hører også et baghus hvor de samme begivenheder foregår som i forhuset, kun måske efter en endnu større målestok. Men af disse nyder kun de beboere af Købmagergade hvis bopæl støder op dertil, godt. Anmelderen som desuden kun fortæller hvad han selv har hørt af velunderettede, vil dog ikke gå videre i beskrivelsen af dette hus for ikke at trække forhænget til side for sener der måske kunne forekomme mange af læserne for stærke, og må i den anledning erindre om Schillers ord:

- der Mensch versuche die Götter nicht;
Und begehre nimmer und nimmer zu schauen
Was sie [gnädig] bedecken mit Nacht und Grauen.

(Politivennen nr. 1223, Løverdagen, den 8de Juni 1839. Side 351-356) 

Redacteurens Anmærkning

Begge huse eksisterer stadigvæk: Peder Hvitfeldts Stræde 94 er nutidens nr. 12, og er opført omkring 1817 for brændevinsbrænder Peder Møller, mens nr 106 er nr. 9. Dette hus er opført 1811.

Om 2 Drenges skammelige Opførsel mod en Dame, i over 100 Menneskers Paasyn.

Pinsedag om aftenen omtrent kl. 6.30 gik en velklædt dame fra Vesterbro ind til byen. Blandt den store mængde der samtidig passerede denne vej, befandt sig to drenge af omtrent 13 års alder af hvem hun blev forfulgt med de ækleste grimasse og mest gemene gestikulationer, hvorved alles opmærksomhed blev henvendt på hende. Dene ene af drengene iklædt en blå trøje, hvid krave og hat, syntes at være ophavsmanden til disse gemenheder, for hver gang hans lille jødekammerat - der også var i blå klæder, men med kasket - så sit snit, gik denne dristig hen til damen og sagde hende de plumpeste grovheder, mens den anden skælm blev tilbage og lo hjertelig over udførelsen af den overlagte plan. Næsten skulle man tro at disse drenges mageløse dumdristige gemenheder ikke har haft sin grund i et ondskabsfuldt indfald hos dem selv, men snarere at der har været et redskab for andre som pøbelen desværre så ofte er ved endnu langt vigtigere og følgerige lejligheder. For deres opførsel var ellers aldeles uden motiv udefra. Det er at formode at damen så meget foragter denne væmmelige scene at hun end ikke vil gøre anmeldelse derom. Men hvis det skulle være politiet om at gøre at vide disse velopdragne drenges opholdssteder, da vil man lige over for "Skibet" på Vestergade finde en lille tyk firskåren krabat der er vel bekendt i hele gaden, og vist nok vil kunne opgive sin kammerats bopæl. Det ville vist ikke være uden interesse for over 100 mennesker der var vidner til deres skamløse færd, at erfare at disse drenge havde ved øvrighedens medvirken fået en eftertrykkelig korporlig revselse, det eneste man kan tiltro nogen virkning på sådanne subjekter.

(Politivennen nr. 1221, Løverdagen, den 26de Mai 1839. Side 325-327)

Om Catechetembeder for det mosaiske Troessamfund.

Kateketen ved den mosaiske menighed her i staden er tillagt en årlig gage på 300 rigsbankdaler, foruden 200 rigsbankdaler som menighedens præst må udrede til ham. Desuden har han indkomster af alle de brudevielser som forefalder hos de mosaiske trosbekendere på Sjælland, men udenfor hovedstaden. En arbejder er vist nok sin løn værd. Men da der for nys nævnte gage ikke påhviler kateketen nogen særskilt pligt eller forretning og al hans tid er overladt til egen disposition, så synes det ikke mere end rimeligt om han gav fri undervisning i det mindste i en af menighedens skoler, hvis lærere lønnes af menigheden der har byrder nok at bære. 

De kristne kateketer har med langt ringere indkomster flere pligter at opfylde. Således må de især i købstæderne undervise i skolerne og prædike i kirken, samt ellers assistere de andre præster. Det er også underligt at man i de sidste 2 år har savnet den nuværende kateket i kirken ved religionsprøverne da hans nærværelse både kunne være menigheden til opbyggelse og præsten til nytte i tilfælde af ildebefindende der muligvis kunne forhindre ham i at tilendebringe eksaminationen. Det kunne altså blive en besparelse i henseende til skoleudgifter, ligesom en opbyggelse og yderligere sikkerhed for fuldførelsen af en begyndt højtidelig kirkelig handling, hvis hr. kateketens embedsforretninger nolens volens udvidedes noget. Vi tror ikke at denne mand just anvender megen tid til litterære arbejder hvis vi med rette tør slutte fra hans bekendte i Borgervennen meddelte artikel.

(Politivennen nr. 1221, Løverdagen, den 26de Mai 1839. Side 324-325)