Sluttelig tilføie vi en Meddelelse fra Holbek Avis, grundet paa Forhøret angaaende det Mord, som for noget over en Maaned siden fandt Sted ved Nykjøbing p. S. og forøvedes mod en Huusmand, Jens Nielsen.
Paa Nykjøbings Vesterlyng boede et Par Huusmandsfolk, Jens Nielsen og Ane Nielsdatter. De havde været gifte henved 24 Aar; han var nu 51, hun 46 Aar gammel. Ved sit Giftermaal bragte hun sin Mand en Gaard, Engmosegaarden i Høiby Sogn, hvor hun, der var et uægte Barn, blev opdragen hos en Pleiefader, som nogle Aar senere tog sig selv af Dage. Hun havde aldrig gaaet i Skole, men var bleven underviist hiemme lige til Konfirmationsforberedelsen. Mandens Tilbøielighed til Drik og Konens vistnok i høi Grad skjødesløse og ødsle Huusholdning satte dem efterhaanden saa langt tilbage, at de maatte afhænde Gaarden, og de kjøbte brefter et Huus paa Nykjøbings Lyng, som de igjen afhændede for det mindre, de nu beboede, og hvor de levede i megen Armod og under kummerlige huuslige Vilkaar. De havde fem Børn, hvoraf de to vare hjemme. Forholdet imellem Ægtefællerne havde længe ikke været godt, og for et Aarstid siden indlod Konen sig i en hemmelig Forstaaelse med Ungkarl Hans Pedersen (nu 26 Aar gammel). Manden kom nok under Veir med dette Forhold, men turde ikke besvære sig derover, ja han maatte endog finde sig i, at Hans Petersen en Tidlang fik Nattelogis i Huset og havde sit Tøi der.
Forrige Sommer begyndte Ane Nielsdatter at yttre for Hans Pedersen sine Ønsker om, "at det var godt, om Vorherre vilde tage hendes Mand, for at de kunde faae hinanden," men først i Løbet af denne Sommer bragte hun uden Omsvøb paa Bane, at hendes Mand paa en eller anden Maade maatte bringes af Dage. Hans Pedersen vægrede sig ved at bidrage hertil; "han hverken kunde eller vilde, da det var en farlig Sag, og vel aldrig kunde gaae dem godt; vilde hun af med Jens Nielsen paa den Maade, maatte hun selv gjøre det" osv.; men han var alligevel den, som først henledte Anes Opmærksomhed paa , at hun ved at give Manden Noget ind, navnlig det Slof, som sidder paa enden af Svovlstikker, let kunde foranledige hans Død. Hans Pedersen foreslog ogsaa, om hun ikke ved et Snit i Struben med en Barbeerkniv vilde gjøre det af med ham. Folk kunde saa troe, at Manden selv havde gjort det. Dette sidste Forslag vilde Konen imidlertid ikke gaae ind paa - hun valgte hellere Giftstoffer eller saadanne, som hun ansaae for giftige, og i Løbet af den sidste Maaned, Jens Nielsen levede, gjorde hun tre Mordforsøg paa ham. Først gav hun ham en Aftenstund, han var kommen tilsengs for 2 sk. Skedevand i Tanddraaber (Kreosot) under Paaskud af, at det kunde godt fordrive Utøi: Jens blev syg, kastede længe op, men kom sig dog næste Dag ovenpaa den Dosis. Fjorten Dage senere kogte hun ham en Kop Søndagskaffe paa brændt Rug, hvortil der var tilsat en halv Snees Svovlstikker, og otte Dage efter gav hun ham ene Kreosot, men ingen af Delene havde han nogen Skade af. At give ham mere Gift ind kunde ikke nytte; der maatte Andet og Mere til. Ane Nielsdatter undfangede da den Plan, som tildeels blev fulgt ved Mordet: Manden skulde drikkes fuld, bringes op paa Loftet ved Siden af Loen - hvor han nemlig meget ofte pleiede godvillig at sove, naar han var beruset - og derfra styrtes ned i Loen. Rimeligviis vilde han i sin berusede Tilstand slaae sig ihjel, og det Hele kunde let faae Udseende af et Ulykkestilfælde - han kunde jo i sin Drukkenskab være tumlet ned i Mørket. Denne Plan meddeelte hun Hans, der efter sin vedholdende og ikke modsagte Forklaring stadig ømmede sig ved at udføre den, men Ane søgte efter bedste Evne baade at ægge hans Selvfølelse ved Yttringer som "nei, det vil jeg nok troe, Du vil Intet gjøre; nu har jeg gjort, hvad jeg kunde, men Du vil Intet gjøre", og at gjøre ham Gjerningens Nødvendighed indlysende ved Udladelser om, at "nu havde hun forgivet paa ham i 3 Uger, uden at det kunde hjælpe, saa nu maatte han gjøre Noget." Saaledes var Forbrydelsen forberedt, da Søndagen den 10de Juli kom. Konen lod kjøbe Brændeviin og Punsch-Extract i det Øiemed at beruse Manden, og da denne henad Middag kom hjem fra Nykjøbing, fandt han Petersen i Hjemmet; det kom til Slagsmaal imellem dem, der dog endte med, at de som "gode Venner" satte sig til at drikke. I dette Drikkelag, der afbrydes ved heftige Ordstridigheder, deeltog senere en tredie Person, en Svensker, som tilfældig kom til, og da denne ved Solnedgang forlod Jens Nielsens Huus, vare saavel Jens som Hans svirende, Førstnævnte mest. Nu fornyede Ane sine hele Eftermiddagen gjentagne Opfordringer til Hans om dog endelig at gjøre Alvor af det den Aften, "skete dete det ikke nu; skete det aldrig"; og Hans, som var beruset og udsat for en idelig . listig Paavirkning af den ham i aandelig Henseende overlegne Qvinde, var for svag og lod sig forlede til at begaae Forbrydelsen. "Lad mig see," havde hun sagt som en sidste Opmanding. "at Du lader Dig bevæge (!) og omvender (!) dit Sind!" De havde begge fulgt Svenskeren ud, og da de kom ind i Sovekammeret, hvor Drikkelaget havde fundet Sted, sad Jens Nielsen, halvt sovende, hvilende Hovedet paa Armene, som støttede mod Bordet. Hans Opfordring til at gaae op paa Loloftet besvarede Jens imødekommende, naar Hans vilde blive hos ham, og hertil erklærede denne sig villig. Han reiste ham saa fra Bordet, ledsagede ham gjennem Stuerne og Forstuen ind i Loen, hvor Ane, der havde sit mindste Barn, en lille tiaars Pige med, forlod dem og rendte tilbage til Stuen, oppebiende Udfaldet af den Gjerning, hun selv havde lagt Sæden til. Dengang var Klokken over 9. Hans Pedersen gik først op ad Stigen for dernæst at hjælpe den berusede Jens Nielsen op; idet Hans traadte ind paa Loftet, og Jens endnu befandt sig paa det øverste eller næstøverste Trin, gled Stigen omkuld, hvorved Jens jamrende faldt om paa Logulvet. Hans Petersen paastaaer vedholdende, at hans i Dagens Løb givne Tilsagn til Ane om at udøve Udaaden den Aften, kun blev givet for at slippe for hendes Overhæng, men uden at det var hans Forsæt at indfrie sine Løfter ved Forbrydelsen; at Stigen uden forsætlig Medvirkning fra hans Side gled omkuld, og at dengang Jens Nielsen, rimeligviis bedøvet ved Faldet og jamrende sig, laa paa Logulvet, var det først at det dukkede op i ham som et fuldmodent, mørkt Forsæt at efterkomme Anes saa mangfoldige Gange gjentagne Opfordring om at aflive hendes Mand; nu var Modstandskraften hos den berusede, bedøvede Mand ringe, om ikke aldeles brudt, og med denne Tanke klavrede han fra Loftet ned i Loen - han havde "bevæget sig og omvendt sit Sind." Hans tog en Rebende, som han vidste hang paa et Søm ved Døren, og slog den om Halsen paa Jens, rimeligviis udenpaa hans Halstørklæde, trak for paa Halsen en Knude og hørte ved den Leilighed, at Jens drog Veiret, og at det rallede i Halsen. Til Rebets ene Ende knyttede han et nyt Stykke Reb og viklede dettes anden Ende om et Søm i Væggen, omtrent tre Alen fra Gulvet; Legemets egen Tyngde trak Knuden mere sammen, og da Hans kunde skjønne, at Jens, som ikke havde givet mindste Kny fra sig, maatte være død, lagde han Liget ned og gik ind til Ane. Hans Melding om, at "det nu var forbi med ham", modtog hun med, "at det var godt", og opfordrede ham til at løse Rebene af Halsen paa Liget, hvilket han ogsaa gjorde og hængte dem hen paa Væggen. Liget lagde han tilrette paa Gulvet, men i en Stilling, som ikke egnede sig til at støtte Formodningen om et Dødsfald, foranlediget ved et Ulykkestilfælde. Ved Bortgangen omfavnede Ane ham og yttrede, "at nu kunde hun faae ham som sin Egen." Hans var dog endeel betænkelig; han havde gjort den Gjerning, hun saa ofte havde bedt ham om, men han frygtede det forestaaende Forhør. Denne Betænkelighed søgte hun at overvinde; naar de kun forklarede det Samme, vilde at Mistanke mod dem snart forsvinde, meente hun. Han gik nu til sit Hjem, og hun gik tilsengs, om end ikke til Ro; næste Morgen bad hun den hjemmeværende ældste Datter vække Faderen, og Datteren fandt ham følgelig stiv og død paa Logulvet. Samme Dag bleve de paagiældende anholdte; den 25de Juli forlangte Hans Petersen selv at komme i Forhør; Samvittigheden lod ham ingen Ro, og han tilstod Forbrydelsen i Løbet af Natten. Da han bekjendte, maatte Ane indrømme sin Meddeelagtighed, var det end først efter adskillige Benægtelser, at hun vedgik at have forsøgt paa ved Gift at ombringe sin Mand. Hvad Hans Pedersen angaaer, da er hun aabenbart ledet Forbrydelsen og sin Ulykke imøde ved den Qvindes Magt, han havde hengivet sig til. Han er af Naturen saare tarvelig begavet og har nydt en daarlig Opdragelse; skjøndt han var 17 Aar gammel, da han blev confirmeret, vare hans Kundskaber saa maadelige, at der maatte søges Dispensation for ham hos Biskoppen. Ane Nielsdatters mere lidenskabelige Charakteer medfører nødvendigviis en større Bevægelse i Følelsen, naar denne først vækkes, og det er utvivlsomt, at hun virkelig angrer sin Misgerning og den Blodskyld, som hviler paa hende. Sluttelig maa endnu anføres den Mærkelighed, at der ikke, hverken ved det foreløbige Ligsyn eller ved Obductionsforretningen var noget Spor af Rebets Sammensnøring om Halsen at opdage, hvilket vist er et meget sjeldent, om end ikke enestaaende Tilfælde.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. september 1859)
Nykjøbing den 23. Febr. Landsover- samt Hof- og Stadsretten har nu afsagt Dom i den fra Nykjøbing Kjøbstads-Extraret til Overretten indankede Sag angaaende Mordet paa Huusmand Jens Nielsen af Nykjøbing Lyng. Vi have i vort Blads Nr. 102-3 for f. A. meddelt de væsentligste Omstændigheder ved dette Mord og skulde her indskrænke os til følgende:
Arrestanten Hans Petersen auctioneredes for at have ombragt Huusmand Jens Nielsen af Nykjøbing Lyng, samt for at have gjort sig skyldig i Hoer og bedrageligt forhold, og Arrestantinden Ane Nielsdatter for at have været medvidende i og tilskyndet til det paa hendes Mand, førnævnte Jens Nielsen, af Arrestanten begaaede Mord, samt for at have gjort Forsøg paa at ombringe sin Mand ved Gift og endelig for at have gjort sig skyldig i Hoer.
Den af Landphysikus og Distriktslæge Friis den 13de Juli f. A. foretagne legale Obductionsforretning gaaer ud paa, at Jens Nielsen ikke har paadraget sig noget dødeligt Stød paa Hovedet ved Faldet fra Stigen ned paa Logulvet, samt at det ikke er sandsynligt, at der ved dette Fald er paadraget ham nogen dødelig Hjernerystelse, men at det maa antages, at han er død suffocativt. - Efter dertil fra Overretten given Anledning have disse Læger, efter at vare blevne gjorte bekjendte med Sagens Akter, erklæret det for utvivlsomt, at det er den af Arrestanten foretagne Strangulation, som har gjort Ende paa Jens Nielsens Liv, og endelig har det kongl. Sundhedsscollegium i en af Overretten indhentet Erklæring udtalt, at skjøndt flere af de almindelige Tegn paa Qvæling. i nærværende Tilfælde have manglet, er der dog overvejende Sandsynlighed for, at Døden er bevirket ved Qvæling, og at Rebet altsaa har været snøret sammen om den Afdødes Hals, medens han endnu levede. Efter Indholdet af disse Erklæringer, i Forbindelse med den af Arrestanten afgivne Tilstaaelse, findes det saaledes ikke at kunne betvivles, at Jens Nielsens Død er bevirket derved, at Arrestanten sammensnørede Rebet om hans Hals.
Det af Arrestanten udviste bedragelige Forhold bestaaer i, at han uden Eierens, Arbeidsmand Peder Eriksens Vidende eller Samtykke, har solgt et Par denne tilhørende og til 1 Rd. vurderede Støvler, som Arrestantinden, i hvis Værge Støvlerne befandtes, i forrige Sommer havde overladt ham til Brug.
For den af Arrestanten, der er født d. 16 Jan. 1833, saaledes begaaede Forbrydelse, efter Overlæg at have ombragt Jens Nielsen, blev han saavel ved Under- som Overretten anset med den i Lovens 6-9-1 cfr. Frd. 24de September 1824 foreskrevne Straf af at have sit Liv forbrudt og Hovedet sættes paa en Stage, hvormed den Straf, han havde forskyldt for bedrageligt Forhold, absorberedes; derimod fandtes han ikke som ugift at have paadraget sig strafansvar ved sin utugtige Omgang med Arrestantinden.
Arrestantinden, som er født den 3die Januar 1813, blev, som overbevist saavel gjentagende at have forsøgt at ombringe sin Mand ved giftige Substantser, som at have forledet Arrestanten til at ombringe Manden, uden at det kunde tillægges nogen Betydning, at dette Mord ikke blev fuldbragt netop paa den Maade, hvorpaa hun havde søgt at formaae ham til at udføre samme, anseet med den i Lovens 6-9-12 cfr. Frd. 24de September 1824 foreskrevne qvalificerede Straf af at have sit Liv forbrudt og henlægges paa Steile og Hjul, hvorved Hoerstraffen absorberedes
(Nykjøbing Avis (Nykøbing S) 23. februar 1860)
21. maj 1860 stadfæstede Højesteret Nykjøbing Kjøbstads Extraretsdom af 24. september 1859 og Landsrettens dom. Justitsministeriet. En af de voterende Tilforordnede i Højesteret indstillede hende til ved Kongens Nåde at eftergives Livsstraffen mod livsvarigt Tugthusarbejde. Samtlige voterende instillede Hans Pedersen til benådning. Justitsministeriet bifaldt Indstillingerne. Kongen resolverede at begge de domfældte skulle eftergives Livsstraffen mod at hensættes til Tugthusarbejde på Livstid. Efter 20 år i tugthuset blev de benådet. Ane der fik tilnavnet Tugthus-Ane, boede herefter i Nykøbing fattighus, mens Hans var på Nygård Fattighus.
