Year of American Rule in Virgin Islands Brings Loyalty, Prosperity and Contentment. (Efterskrift til Politivennen).

Danish Warship Saluting the Flag of Denmark for the Last Time Before it is Replaced by the Stars and Stripes

Administration Under Governor Oliver Working on Health Sanitation and Labor Questions

By Grace Phelps

Virgin Islands, U. S.

A YEAR ago this month the Danish West Indies became the Virgin Islands of the United States. Today 30,000 natives enthusiastically call themselves American citizens. The German sentiment which, delayed our acquisition of the islands for many years has absolutely disappeared. Twelve months of American occupation has wrought many important social and agricultural changes, but none more important than the loyalty of the inhabitants which has crystallized under the American administration.

Tho Virgin Islands are about 1,400 miles southeast from New York and 60 miles east of Porto Rico. Their actual transfer to the United States occurred March 31, 1917, just before our entrance into the world war, and because of that fact little is known of the new territory which we acquired from Denmark at a cost of $25,000,000.

The Virgin Islands include St. Thomas, with an area of 18,000 acres; St. Croix (better known as Santa Cruz) with an area of 53,000 acres, and St. John, whose area includes about 12.000 acres. With these are a number of smaller islands, many of which are even unnamed. St. Thomas has a population of 10,000, while the inhabitants of St. Croix number 18,000. St. John has less than 2,000 inhabitants. Of this population, 97 per cent is black or colored. The remaining 3 per cent includes the American officials and their families, the Danes who remained to engage in agriculture or commerce, and English planters and agents, with a scattering of French and other nationalities.

Few Remained Danish Subjects

The majority of the Banish officials returned to Benmark shortly after the transfer, but many, especially those who had intermarried with the natives, remained in tho islands. With "the blacks and-colored, these Danes automatically became American citizens January 17 of this year, when the treaty between the United States and Denmark was finally ratified. Provision had been made for those who wished to remain Danish subjects, but few availed themselves of this provision.

Citizenship Day, as it was called was celebrated as a gala occasion by the natives. In St. Thomas there Were games and athletic contests, parades and speeches, from early morning until the sunset gun was fired. Then every hat was off and every face was turned to watch the Stars and Stripes flutter down from old Christian's Fort, which for 251 years had borne the white cross of the Danneborg.

In the evening the blacks celebrated native fashion, with the Bamboula dance. They painted their faces white or wore white masks and in fantastic masquerade attire went dancing and singing up and clown the main street of the harbor town.

Congress has not yet determined the status of the islands, but under the treaty the old Danish laws were to be administered for one year. Admiral James E. Oliver was appointed Governor shortly after the transfer. It has been assisted by naval and Federal officers and a few Banish officials who comprised the former Colonial Council. A new code of laws is now being prepared, but the administration is laboring under a largo deficit, and very little constructive work can be done until Congress grants an appropriation sufficient to meet the needs of the islands.

War Has Cut Natives' Livelihood

Native living conditions in St. Thomas are especially acute. As a free port the island was the chief point of call in the West Indies before the war. Its harbor was the life of the island and the bread and butter of the natives, or more strictly speaking, the fish and cornmeal, The people depended almost entirely upon the shipping interest. Before the war fifteen steamers of the Hamburg-American Line called at St Thomas every month and coaled there on their way from Germany to South America. A French line connected it with other European ports, and steamers of many other lines visited it regularly, if less frequently. Since the war the German steamers have been interned, other traffic has been curtailed and save for the Quebec Steamship Company, which runs twice a month between New York and St. Thomas and connecting with the smaller islands of the West Indies, the island has been cut off from the rest of the world. Consequently the fortunes of the town have dwindled and the people are anxiously waiting the end of the war in expectation of American development. Prices are. very high, and many of the natives are in sore straits.

Poverty-stricken as they are and despite their disappointment that improvements have been so slow, the people are enthusiastically supporting the government in the war.

The natives have raised a volunteer company of soldiers which Is being drilled by a sergeant of the American marine force in the island. 'Even the youngsters are drilling in the hope that they may some day have a chance to fight the Germans. Fifty of them have formed a company of Boy Scouts under the direction of a sergeant of the marines, and make weekly hikes into the hills.

The Public Bath in St. Thomas Island.

Teaching Native Girls Nursing

The administration under Governor Oliver has done a great deal in the way of making investigations and studying conditions, and as much has been accomplished as is possible without funds. American surgeons connected with the navy or the naval reserves conduct the municipal hospitals in St. Thomas and St. Croix. A school for nurses has been established and thirteen native girls are taking the prescribed nursing course in St. Thomas. Dr. W. King, who came over from Porto Rico, has taken charge of the Health Department and Quarantine Service and has made several recommendations to improve the primitive sanitary conditions.

The water supply is inadequate and the inhabitants depend mainly on rainwater. Filtration plants are unknown. There are springs in the hills and water could easily be piped to the town, Government reservoirs are especially needed for the long, dry season.

The food of the people is poor and surprisingly unvaried, and this applies to all the islands. There is little or no food grown in any of the islands, Nearly everything has to be imported, A campaign has been begun under American auspices to teach the people to grew their own fruit and vegetables but the difficulties in the way arc enormous. St. Thomas is hilly and the soil is infertile. Years ago the island was heavily wooded, but the trees were destroyed by the planters to make more room for cane growing. With no roots to hold it, the rains washed the soil down the hills on either side into the Atlantic and the Caribbean.

In St. Croix the difficulties are of quite another kind. I shall refer to them in detail later.

The Remnants of Exiled Huguenots

One of the most interesting settlements in St. Thomas is Cha-Cha town as it is called. This settlement is peopled by descendants of a half dozen families of Huguenots, who fled from France to escape the massacre of St. Bartholomew's Eve. They have never associated with the natives, but have lived their own life apart from the other peoples of the island. Unfortunately, in their efforts to preserve their race they have intermarried among themselves within very narrow limits of consanguinity and reaped the usual fruits of mental amphysical degeneration.

The Cha-Chas live in little hovels and earn a precarious livelihood by fishing, net making and hat weaving. They speak the purest French, but very few can either read or write. The name Cha-Cha was given to them by the blacks, and is a corruption of the French word "chercher," which the refugees used frequently in telling the natives that they had come to seek home in the island.

It Is in St. Croix that the administration has been able to do its best work. During the last few years labor conditions on the island have been acute. The cane workers were grossly underpaid, they claimed, and overworked, and their housing conditions were the worst that I have seen in any of the West Indian islands. A labor union was formed, with a well educated black, Hamilton Jackson, often called by outsiders who have done business with him "the black Jim Larkin," as its head. Through his efforts wages were raised recently from 20 to 40 cents a day. But prices of food were rising steadily, and soon this wage could not buy any more than the 20 cents of before the war. The food of the people was restricted to "coco," a dish made of cornmeal and okras, and dried salt fish. Fruit trees had been sacrificed in St. Croix as in St. Thomas, but because of the low rolling hills the land was not denuded of its soil, and fruit can still be raised.

The agricultural experiment station was, and still is, in the hands of an Englishman from Barbados. The work done there is devoted entirely to the needs of the planters and experiments with cane. Nothing is done to teach or help the people to raise their own foodstuffs, and as a result of the unvaried carbonaceous diet, the health of the people is deteriorated.

Elephantiasis, a disease which, as its name indicates, causes the limbs to swell to the proportions of an elephant's, is prevalent among the workers as a consequence of their long years of malnutrition. Just what causes the disease is not known here. Some physicians in the West Indies blame it on the tsetse fly, others on the mosquito, but all agree that its spread among the natives is due to their inability to resist the disease in their weakened-physical condition.

Strikes and Lockouts Now Prohibited

These are some of 'the problems which the new American administration faced. To settle the labor troubles Acting Commissioner of the Interior Edmund Enright was brought over from Porto Rico to make a study of conditions. Mr. Enright, accompanied by a representative of the planters and a representative of the unions, made a two months' study of working conditions, visiting all the estates and sugar centrals on the islands. As a result of these tests, a day of nine hours was agreed upon, and the exact amount of work which should constitute a full day was settled to the mutual satisfaction of planters and workers alike, a solution deemed impossible by the Danes.

To a Northern mind the wage of fifty cents a day, which was agreed upon, will seem very small. None the less it is a decided advance over previous conditions. If the worker does more than a day's work in the nine hours he receives an increase in proportion to his work. If he does less he receives less. Provision is also made for the workers to receive a bonus in proportion to the increased price which the planters receive for the sugar. In case of a possible decrease in the price the planter is protected by an automatic reduction of wages.

Strikes or lockouts are prohibited now, and disputes are settled by a board of arbitration, chosen equally by the union and the planters.

The planters are bound to keep in repair the huts of the estate workers and on the other hand the workers are bound to keep the premises clean. The planter is also bound to provide an adequate water supply. Five cents a day extra is paid to workers who are not provided with huts or rooms on the estate.

A naïve provision of the agreement states that both laborer and employer shall treat each other with due respect and that abusive language shall not be used on either side.

The percentage of illiteracy among the people of the Virgin Islands is very small. The Danes had a compulsory school law, but unfortunately their education system seldom went beyond the mere learning to read and write. The natives are intelligent and crave education, and it has been a bitter disappointment to them that changes have been made in their school system. The school commissioner is a bishop of the Moravian Church, most of the teachers are poorly educated themselves, and the school books are English, of the early Victorian period. There are no schools above the primary and intermediate grades, and even these are often on half time.

Color Line Not Definitely Drawn

The color question is one which has not troubled the islands as yet. It is the one point on which the natives had any hesitation in becoming Americans. The Danes never drew the color line, but mingled with the natives on equal terms in social as well as business life. Many Danes intermarried with the natives and took their black or colored wives back to Denmark with them. With a Democratic Administration at Washington it was feared that the officials who would be appointed would be Southerners who would draw the line decidedly against the blacks. The present Administration, however has shown great tact in dealing with the question, and the natives have not been offended in any way.

Hamilton Jackson, the black Jim Larkin, said to me: "It is political equality and economic opportunity that we want most. Give us schools and American teachers; give us a simple code of American laws and a just administration; give us good sanitary conditions and doctors, and help us to grow our own foodstuffs, so that the islands will be self-supporting, and we shall not trouble you with demands for social recognition."

(New York Tribune 17. marts 1918.)

New-York Tribune blev grundlagt 1841 af Horace Greeley (Whig Party), som også var bladets udgiver de næste 30 år. Han var modstander af slaveri, alkohol, spil prostitution og dødsstraf, og støttede Abraham Lincoln under borgerkrigen. Blandt avisens gæsteskribenter var navne som Henry J. Raymond, Charles A. Dana, Bayard Taylor, George Ripley, Margaret Fuller Karl Marx. Det blev en af de mest indflydelsesrige aviser i USA. Efter Greeleys død i 1872 blev det videreført af Whitelaw Reid (1873-1912).

 På artiklens tidspunkt var det dennes søn, Ogden Reid som var udgiver. Avisen havde da udviklet sig væk fra skandale- og kriminalsager til politiske nyheder, specialartikler, litteratur m.m. Ogden Reid stod 1924 for fusionen med New York Herald til New York Herald Tribune. New York Herald Tribune blev kendt for højt kvalitetsjournalistik de næste fire årtier. Med journalister som Joseph Barnes, Homer Bigart, Russell Hill, Joseph Driscoll, Joseph Mitchell, Tom Wolfe, Walter Lippman, David Lawrence, Joseph Alsop og Roscoe Drummond. Efter Ogden Reids død i 1947 kom bladet ind i en nedgangsperiode, og det gik ind i 1966. 

Den vestindiske Krise. Et Bidrag til Forstaaelsen af Tilstandene blandt vore "sorte Landsmænd". (Efterskrift til Politivennen)

I Tilslutning til vor telegrafiske Meddelelse sidste Uge om ny Strejkeuroligheder i Dansk Vestindien hidsætter vi idag følgende Oversigt over Begivenhedernes Gang paa Øerne i det sidste Aarstid.

Der findes ikke i Danmark nogen synderlig udbredt Interesse for de danske Kolonier, Grønland og de vestindiske Øer. Dog maa man afgjort sige, at Interessen er i Vækst. Aarsagerne dertil kan være forskjellige. For de vestindiske Øers Vedkommende maa særlig nævnes den kritiske Tilstand, som i de sidste Aar har hersket Paa St. Croix.

Det var sidste Foraar, det gjennem Meddelelser af forskjellig Art blev klart, at Forholdene paa St. Croix truede med at blive fortvivlede. Blandt de Oplysninger, der fremkom, var noget af det interessanteste en Artikel af Departementschef Hiort-Lorenzen (der en Tid har været dansk Embedsmand derovre) i „Berlingske Tidende". Han giver her en indgaaende Skildring af, hvorledes Negrene i Løbet af den sidste Menneskealder mere og mere er bleven en jordløs Befolkning ogsaa mange af dem, der arbejder paa Landet, bor i Byerne hvorledes af denne og andre Grunde (daarlig Ernæring, Rom som Præmie for godt Arbejde), Drikkeriet og andre Laster har bredt sig mere og mere: "Hvis der ikke snart sker en radikal Forandring i Forholdene, vil den overhaandtagende Løsagtighed, Udvandringen, Børnedødeligheden og Drikkeriet medføre, at Befolkningen paa St. Croix vil gaa sin Undergang i Møde."

I Sommeren 1915 kom Negeren Hamilton Jackson til Danmark for som sine Landsmænds udpegede Tillidsmand at tale deres Sag. De, der kom i nærmere Berøring med ham, fik Indtryk af en Mand, der ikke blot var fuld af Mod og Energi. men ogsaa besjælet af en stærk Tro til, at det kunde hjælpe noget at gjøre et Arbejde blandt Negrene for at rejse dem menneskeligt og økonomisk. blot man bød dem nogle bedre Muligheder for at komme fremad, end de har i Øjeblikket. Hamilton Jackson rejste hjem med følelsen af, at han i alle Tilfælde havde rejst en vis Interesse for Sagen, og i Haab om, at noget blev der dog vistnok gjort. Ogsaa Øernes Guvernør, Hr. Helweg-Larsen, kom hjem til Danmark. Man fik ogsaa herved en Følelse af, at nu skulde der gjøres noget. Der blev da ogsaa i Eftcraarct af Finansminister Brandes forelagt en hel lille Række Lovforslag, som tog Sigte paa at afhjælpe nogle af de værste Ulemper. Men derved blev det i alt Fald foreløbig.

Den danske Rigsdag har nemlig hidtil ikke faaet Tid til at tage de forelagte Lovforslag op til Behandling. Det kan betvivles, om Lovforslagene var af den Art, at de Forholdsregler, de bød Paa, var i Stand til i nogen synderlig Grad at for bedre Forholdene, men det første, der var at gjøre, rnaatte dog være at faa dem frem til Behandling og mulig Forbedring.

I Begyndelsen af 1916 udkom der en Pjece af Sognepræsten i Christianssted, P. Helweg-Larsen. Den bekræfter stærkt, at Forholdene er af den Art, at der maa gjøres noget, og med Varme og Alvor lægger Forfatteren den danske Menighed paa Sinde at tage Sagen op. Han siger, at en social Bevægelse i Negerfolket er en Nødvendighed, og rejser det Spørgsmaal: "Er der af Samfundet som Helhed givet den kulørte Befolkning en "fair chance" en aaben Vej til at komme frem for dem med lidt Drift i og faa Arbejdet paa at faa vakt Driften hos dem, i hvem den sov?" Og han svarer: "Jeg kan ikke se andet, end at dette Spørgsmaal i det hele og store maa besvares med et klart Nej." Dernæst siger han, at det afgjørende for at byde Befolkningen en saadan aaben Vej "er Jordspørgsmaalet, thi St. Croix er Land og ellers intet."

Om Pastor Helweg-Larsen har et helt rigtigt Blik for, hvad der skal gjøres, er saa en anden Sag. I hvert Fald kan man næppe følge ham i at lade Staten slippe for sit Ansvar. Han siger selv, at Jordspørgsmaalet er en Hovedsag, og det maa løses ved Statens Indgriben, skal det løses for Alvor. Desuden er han ret utilfreds med Hamilton Jackson og hans Virksomhed. Men her er hans Domme ikke mere "up to date". Siden han skrev, har Strejken fundet Sted og Hamilton Jackson faaet Lejlighed til at bevise sin Dygtighed og sin Alvor, saa det er yderst sandsynligt, at Pastor Helweg-Larsen her selv har maattet ændre sin Dom.

Han skriver, at han er bange for, at Hamilton Jacksons Virksomhed skal ende med en Strejke, og at det saa skal gaa galt. Oprør kan da bryde løs i et Nu. "Og saa er Dyret løs. Det sidste halvandet Aar har vist med tilstrækkelig Tydelighed, hvor langt der er til Dyret i Mennesker med tusindaarig Civilisation og der er en Del kortere hos de Naturbørn, som mange af Negrene er. Saa er det godt nok, at H. I. daglig taler i sit Blad om den fredelige Befolkning, at han ved sine Møder formaner dem til Ro" osv.

Strejken kom: Regjeringen herhjemme gjorde intet. Fødemidlerne steg og steg i Pris, en rig Høst stod paa Markerne, Negrene bad om Lønforhøjelse, men fik ingen saa nedlagde de Arbejdet. Strejken kom men der blev intet Oprør. Og Begivenheden fik i det hele et saadant Forløb, at den kun kan bringe de sorte Mænd til at stige i vor Agtelse samtidig med, at den kaster et ikke særlig smukt Lys over en Del af de hvide med den tusindaarige Civilisation.

Strejkens Berettigelse fremgaar alene af, at mens Lønnen stadig var 45--94 Øre daglig (hvoraf dog fra gaar nogle Øre til Lægen), var Varepriserne steget til det dobbelte eller henimod det, saa at et Pund Mel kostede 22.5 Øre, Sukker 18.7, Fedt 67.5, Flæsk 75, Bønner 45 Øre Pundet. Og at Planterne var i Stand til at give mere, kan sluttes deraf, at de havde forhøjet Afgiften af udlejet Jord, meget betydeligt. (Paa St. Thomas er den laveste Arbejdsløn forøvrigt henimod Kroner 2.50).

Men det var jo letsindigt at begynde Strejken, thi der var ingen Strejkekasse!

Om dens Forløb fortæller bl. a. et Brev fra en paa Øen bosat dansk Dame saaledes: "Mandag Morgen (den 24. Januar) blev alle Arbejderne jaget fra deres Huse. Mødre, som nylig havde født, saavel som alle andre, og alle strømmede de til Byen, hvor de hverken har Hus eller mad." "Du skulde have set et Tog, da disse fattige Negre kom dragende herind Nød og Elendighed, og havde man ikke før vidst, hvilken Fattigdom der herskede, saa fik man sandelig nu Syn for Sagen. Det er til at græde over, og den Hjærteløshed, der udvises af de allerfleste Hvide, cr faa stor, at man næsten ikke kan holde det ud ." „Og hvad har de Stakler gjort? Stilfærdigt og roligt nedlagt Arbejdet, fordi de ikke kan leve af den elendige Løn."

Der blev nu gjort et stort Arbejde for at hjælpe alle disse Mennesker. Deres Ejendele var bleven smidt paa Gaden, midt ud i en Troperegn. Det lykkedes at faa fat i 30 Kærrer den følgende Morgen de blev stillet til Raadighed af Negerhusmænd og andre, og paa dem bragtes saa Ejendelene bort. Skoledirektør Rübner Petersen sørgede for, at Land skolerne blev aabnede for Kvinder og smaa Børn. Der blev opført et stort Telt der rummede 500 Mænd, foruden flere mindre. Adskillige af de sorte Beboere i Christianssted aabnede deres Huse for de Hjemløse. Og der blev sørget for Mad.

I en Artikel i "Sorø Amtstidende" fortæller Fru Ingeborg Hiort Lorenzen saaledes derom: "Et storartet' Sammenhold og en Offervillighed uden Lige traadte nu for Dagen. Kun faa af de Strejkende var saaledes stillet, at de havde Føde for nogen Tid, de fleste var tomhændede. De bosiddende paatog sig nu at ernære de hjemløse, saa godt de formaaede, saa længe Strejken varede. Fiskerne bragte hver Dag al Slags Fisk, Byfolkene gav Brød, Te, Sække med Majsmel og Sukker. Penge og kogte Spiser, og fra Landnegrene kom Sække, Kurve og Kærrer, fulde af søde Kartofler, Jams og Grøntsager, foruden enkelte Slagtedyr som Svin, Kalve og Lam eller Dele deraf. Alle gav uden at trættes til den sidste Strejkedag, men rimeligvis har dog baade de givende og de modtagende havt knappe Maaltider desto større Ære er det, at begge Parter holdt ud."

De Strejkende holdt nemlig ud. Planterne var meget nervøse for, at der skulde ske noget de gik om væbnede til Tænderne, og "Valkyrien"s Besætning brugtes til at holde Guvernementet bevogtet. Men Hamilton Jackson havde sørget for at faa Romsalget forhindret, saa længe Strejken varede paa hans Opfordring afleverede de Knive, Stokke og lignende, og de bevarede hele Tiden en mønsterværdig Holdning.

Og tilsidst opnaaedes der et Resultat. Planternes første Tilbud var uantagelige. Det beroede bl. a. der paa, at den Lønforhøjelse, der tilbødes, først skulde indtræde, naar man arbejdede mere end 4 Dage ugentlig, og kun de stærkeste Arbejdere kan udholde 6 Dages ugentligt Arbejde i Solheden. Det Forlig, der tilsidst kom i Stand, skyldes den nævnte Skoledirektør Rübner Petersen, der i det hele har indlagt sig megen Fortjeneste ved den Omtanke og store personlige Hjælpsomhed, hvormed han tog sig af de mange hjælpeløse. Betalingen blev ved Forliget sat op til 112½ Øre pr. Dag for 1. Klasses Arbejdere, der arbejder 4 Dage om Ugen, og 131 Øre, hvis der arbejdes 5 eller 6 Dage. Og tilsvarende for de ringere Arbejdere. Desuden garanteres der Arbejderen en god halv Skæppe Land til at avle Grøntsager paa.

Strejken har altsaa ingenlunde været økonomisk resultatløs. Den har bragt Arbejderne en Smule ud over den øjeblikkelige Sulteføde. Dens væsentlige Resultat ligger dog vistnok Paa et andet Punkt, nemlig i den Agtelse i eget og andres Omdømme, Negrene ved Strejken har vundet. Den danske Dame skriver: "Vedbliver Arbejderne at opføre sig som hidtil, er alene det en Sejr for dem, og det skal Hamilton Jackson have Æren for de lyder ham blindt." Det er dog klart nok, at det ikke blot er for Hamilton Jackson, men ogsaa for hans Landsmænd. Strejkens rolige Gjenemførelse er en moralsk Sejr.

Den Tale, man saa almindeligt møder, naar Negrenes Muligheder drøftes: De staar sikkert altfor lavt til, at det kan hjælpe at overlade noget til dem selv, de maa sikkert endnu i lange Tider leve under beskyttet Forsorg osv., bør efter dette ikke faa uimodstaaeligt brede sig. Som den danske Dame skriver: "Negrene maa have Rettigheder saavel som alle andre og ikke behøve at tage alt som Almisse af disse "ædle" Mennesker, der "holder saa meget af Negrene."

Det er ikke Negrene, der i denne Sag falder en stærk Slagskygge paa. Det er nok snarere dem med den "tusindaarige Civilisation", der bl. a. den 24. Januar tvang Politiet til at sætte en Kvinde, der havde født tre Dage forinden, ud af Huset. Og den danske Statsmagt, repræsenteret af Guvernør Helweg-Larsen, gaar heller ikke fri. Da Strejken begyndte, vilde han ikke have noget gjort til Afhjælp af Nøden siden vilde han ikke forhandle med Hamilton Jackson af personlige Grunde, skjønt han var Negrenes Fører og det var ikke Guvernøren, der bragte Forliget i Stand.

Hamilton Jackson og hans Medarbejdere vil gjennem det Blad, de har startet, og paa anden Maade tage fat paa et kulturelt Arbejde blandt Befolkningen. Men det betyder endnu ikke det, som Pastor Helweg-Larsen kaldte "en aaben Vej til at komme frem" for den kulørte Befolkning. Det kan kun den danske Regjering og Rigsdag hjælpe den til.

Edvard Brandes besvarede Negrenes Henvendelse gjennem Hamilton Jackson med en elskværdig Modta­gelse, med nogle Pulterkammer-Lovforslag og med at sende den hidtidige ikke afholdte Guvernør tilbage til Øerne, stivet af med "Valkyrien".

Dog, det er naturligvis ikke Enden paa Sagen. Rigsdagen har jo bl. a. endnu ikke ladet høre fra sig. Og hvis vi er tillidsfulde Naturer, vil vi endnu kunne trøste St. Croixs sorte Mænd med det gamle Ord: Sent, men sødt i Dannevang lyder Nattergalens Sang!

("Hfkbl.") Anders Vedel.

(St. Paul Tidende. 30. juni 1916)

St. Paul Tidende ("Saint Paul Times") udkom fra 1902. Christian Rasmussen købte det norsk-sprogede Heimdal for at udgive en avis for Minnesotas danske befolkning. Siden 1887 havde Rasmussens udgivelseskompagni "Bladfabrikken" udgivet 16 dansk- og norsksprogede aviser. St. Paul Tidende var af uafhængig republikansk observans. På tidspunktet for denne artikel havde den et oplag på omkring 5.000. Den danske befolkning i Saint Paul var omkring 3.000. Den daværende redaktør var Carl Munkholm som var tiltrådt 1913 - og dens sidste. Det sidste nummer af avisen menes at være udkommet i 1928.

Friedrich Gerstäcker: St. Thomas. (Efterskrift til Politivennen)

Friedrich Gerstäcker (1816-1872) var en tysk forfatter og eventyrer. Han rejste jorden rundt 1849-1852: Amerika, Polynesien og Australien. Nedenstående artikel om de Dansk Vestindiske Øer må være fra hans rejse til Nordamerika 1867-1868. Så vidt kan udledes var det på vej mod Mexico han i 1860 mellemlandede på St. Thomas. Han udgav 44 bind om sine rejser. I 1947 blev der indstiftet en litteraturpris med hans navn. I 1957 blev han æresborger i Arkansas, og i 1986 erklærede den daværende guvernør, Bill Clinton, 10. maj som "Friedrich Gerstäcker Day". Hans artikel i "Über Land und Meer" giver et indblik i datidens racistiske syn på landbefolkningen på øerne:

Negerne i St. Thomas

Skitse af

Friedrich Gerstäcker.

Under hele min nuværende rejse kunne jeg se overalt hvordan negerelementet voksede i disse sydlige lande. Men ingen steder har denne kendsgerning været så fast og tydelig indprentet mig som på Sankt Thomas, hvor den rejsende når han første gang kommer ind i landet - og selv under et ophold, næppe kan overbevise sig selv om at det ikke er en fuldstændig negerrepublik, men en europæisk koloni.

Naturligvis som i alle varme himmelstrøg, er bådene i bugten kun bemandet af negere, men selv om man sætter sin fod i den egentlige by, ser man intet andet end sorte, brune og gule mennesker med uldent hår og hører intet andet end deres frygtindgydende og altid højt råbte dialekt af denne nok slemt mishandlede, men i hvert fald ubehagelige race.

Befolkningen på St. Thomas retfærdiggør dog dette. Af de 15.000 indbyggere tilhører 12.500 den afrikanske stamme, og denne misforhold er endnu mere slående i gaderne hvor ud af 50 mennesker, vi møder, knap to har et hvidt ansigt og intet uldent hår. Desværre er det en kendsgerning at de på ingen måde er en velsignelse for landet, for siden de sortes frigørelse er kulturerne på samtlige naboøer, såvel som på Sankt Thomas, blevet forsømt og brudt sammen, og tusinder af dem hænger nu ledige på gaderne, ligger og skændes foran udskænkningssteder, eller spankulerer udklædt rundt, og ofte meget komisk.

De har selvfølgelig ikke selv skylden, for de forlod ikke deres fædreland frivilligt. Hvide røvere slæbte dem til et andet område, og det faktum at de med tiden skulle befries, var en naturlig konsekvens af civilisationen. Med deres frihed kunne de dog ikke længere tvinges til at arbejde, og det faktum at negeren lærte få behov, er kun takket være hans tidligere hvide herre. Han arbejder for at tilfredsstille dem – intet mere. Han har aldrig oplevet den bekymring for fremtiden som er plantet i hjerterne på dem der er født i frihed fra en tidlig alder. Så hvorfor skulle han gøre sit hjerte tungt med dette? Han er en fri mand, og det at vi ikke bryder os specielt om hans vaner eller hele hans eksistens, er som sagt ikke hans skyld. Han søgte ikke os, men vi ham, og vi skal nu høste den forbandelse som vores forrædere såede gennem en forbrydelse - slaveriet.

Men negrene selv ser ud til at være vel tilpas. Jeg har aldrig set et folk der er gladere og mere rent i deres glæde end dem. Det er en konstant strøm af latter og skrig på Sankt Thomas - man hører også ofte skænderier - bandeord her der får hårene til at rejse sig på hovedet - dér uhøflighed udtalt på en chevaler-agtig måde, men jeg har aldrig set nogen egentlig vold komme til, fordi de overværer dem, træder altid til i god tid og forhindrer voldelige angreb – hvis kombattanterne overhovedet er tilbøjelige til det.

De rigtige negerhadere som vi også har et meget lille antal af i Tyskland, har ofte beskyldt den afrikanske race for at være abeagtig i hele deres natur – og til en vis grad har de ret. Negeren har virkelig en stor trang til at abe, og hvor dette blev voldsomt undertrykt i slaven, bliver det endnu mere tydeligt i den nyvundne frihed.

Der er næppe noget sjovere i verden end at se rigtige afrikanske sorte der har tjent penge på en eller anden måde, og ikke kun i deres adfærd, men også i hele deres væsen, deres bevægelser, deres udtryk, men altid med dem imitere deres indfødte dialekt, den hvide - hos begge køn. Mange spiller den rigtige gentleman som de bedste skuespillere, og kun det forbandede sorte, etiopiske ansigt forstyrrer illusionen og kaster den over toppen.

På Jamaica bragte et par sådanne herrer en af ​​deres venner om bord på damperen, og det var ganske rørende at se med hvilken fremragende høflighed og med hvilke udsøgte ord de fulgte den elegant klædte neger til mellemdækket, for i kahytten er de, trods al emancipation og frihed, stadig ikke tilladt, og jeg må indrømme at jeg selv er fuldstændig enig i denne foranstaltning. Jeg giver helhjertet negeren hans frihed, og er af den opfattelse at den aldrig skulle have været taget fra ham, men - jeg kræver ikke hans selskab og undgår det endda hvor jeg kan. Det er måske ikke kristent, men det er naturligt. De to racer passer ikke sammen, og jo mere adskilte vi er, jo bedre.

Men jeg er fuldstændig kommet væk fra mine sorte herrer og damer og må vende tilbage til dem. Især damerne fortjener en særlig og fornem omtale, fordi de selv skiller sig ud her på den mest betydningsfulde måde, faktisk er det ikke ualmindeligt at møde damer af decideret mørk farve og med fuldstændig hår, som ville stå tilbage for nogen regeringsrådmand i deres påklædning. Sankt Thomas har selvfølgelig også en del velstillede og endda rige sorte mennesker der indtager en stilling i byen, og den mindste ting som negeren ejer eller kender, regner han med sig selv tre-fire gange så meget fordi han ikke har det, kan ikke skjule hvor svært det var at kæmpe for.

Ligesom en pengemand i vores land der har hævet sig op fra et lavere niveau, normalt altid er mest stolt af det han har vundet, så betragter negeren når han først har lært at skrive og læse, sig selv som en lærd, og at han ikke ønsker at se sin kone og døtre ringere end nogen hvid familie, siger sig selv.

Denne afhængighed af renlighed - faktisk det første skridt mod civilisation, fordi folk lærer om behov, som de tidligere aldrig havde mistanke om - findes ikke kun hos de rige, men strækker sig til de laveste klasser, og den sorte senorita bærer sin lange og dyre silkekjole værre og længere gennem støv og gadesnavs end den fattigste negerkvinde med en kurv fuld af grøntsager og afrevne bomuldsklude. Enhver der bærer en hvilken som helst kjole, er en meter bagud - for denne mode ser ud til at være i fuldt flor her nu - og jeg forstår virkelig ikke, hvordan, midt i sådanne karikaturer, rigtige hvide damer kan opretholde sig selv. Men det sker, og det forbliver, ligesom moden selv, et mysterium.

Den sidste storm gav i øvrigt stor næring til den luksus, der herskede i St. Thomas, fordi nogle skibes beskadigede laster blev bortauktioneret til latterlige spotpriser. Men negerne havde umiddelbart efter ulykkerne fået meget høj løn for meget lidt arbejde og havde penge på lommen. De kører i massevis af havvandsskadet beklædning, og siden da har der i St. Thomas suset af endeløse slæb alle steder og ender, stift stivede kalikoer og farvede herrer iført nederdele og bukser, som dem, der var indeholdt i ballerne, er stadig tydeligt synlige havvandsmærker.

Blandt håndværkerne - især blandt skrædderne og skomagerne - er der i øvrigt en meget stærk repræsentation af negre og farvede mennesker, men blandt købmændene er der et uforholdsmæssigt lille antal, selv om mange unge farvede nu går ind i husene som ekspedienter og også er let at finde et arbejde, fordi de stiller og kan stille billigere krav end de hvide - de har så mange færre behov end dem og er ikke tvunget til at opretholde en status.

(Slutning følger).

Franz Hanfstängl: Friedrich Gerstäcker (1816-1872). Zeno Fotografie. Public Domain.

Die Neger in St. Thomas

Skizze von

Friedrich Gerstäcker.

Auf Meiner ganzen jetzigen Tour konnte ich überall wahrnehmen, wie das Negerelement in diesen südlichen Ländern im Wachsen sei. Nirgends aber drängte sich mir diese Thatsache so fest und bestimmt auf, als her in St. Thomas, wo sich der Reisende, beim ersten Betreten des Landes - ja selbst bei einem Aufenthalt, kaum überreden kann, dass es sich nicht in einer vollständigen Neger-Republik, sondern in einer europäischen Kolonie befinde.

Die Boote in der Bai sind natürlich, wie in allen warmen Himmelstrichen, nur von Negern bemannt, aber selbst wenn man den Fuss in die eigentliche Stadt setzt, sieht man nichts als schwarzes, braunes und gelbes Volk mit wolligen Haaren, und hört nichts als den furchtvaren und stets laut geschrieenen Dialekt dieser wohl arg misshandelten, aber jedenfalls auch unangenehmen Rasse.

Die Bevölkerung von St. Thomas rechtfertigt das auch allerdings. Von 15,000 Einwohnern gehören 12,500 dem afrikanischen Stamme an, und noch viel auffällender stellt sich diess Missverhältniss in den Strassen heraus, wo unter 50 uns begegnenden Menschen kaum zwei ein weisses Gesicht und kein wolliges Haar haben. Leider ist es freilich eine Thatsache, dass sie dem Land keineswegs in dem Verhältniss zum Segen gereichen, denn seit der Emanzipation der Schwarzen sind in allen den Nachbarinseln sowohl wie auch auf St. Thomas die Kulturen liegen geblieben und eingegangen, und Tausende von ihnen lungern jetzt müssig in den Strassen herum, liegen und zanken sich vor der Schenckhäusern, oder stolziren aufgeputzt, und allerdings oft höchst komisch einher.

Sie selber tragen freilich nicht die Schuld, denn nicht freiwilling verliessen sie ihr Vaterland. Weisse Räuber schleppten sie in eine andere Zone, und dass sie mit der Zeit frei werden mussten, war eine natürliche Folge der Civilisation. Mit ihrer Freiheit konnte man sie aber nicht Mehr zur Arbeit zwingen, und dass der Neger wenig Bedürfnisse kennen lernte, verdankt er ebenfalss nur Wieder seinem früherren weissen Herrn. Diese zu befriedigen arbeitet er - nicht Mehr. Eine Sorge für die Zukunft, wie sie uns in der Freiheit geborenen gleich von frühester Zeit in's herz gepflanzt wird, hat er nie kennen gelernt; wesshalb soll er sich also damit das Herz schwer machen? Er ist ein freier Mann, und dass uns seine Angewohnheiten wie seine ganze Existenz nicht besonders behagen, ist eben, wie schon gesagt, nicht seine Schuld. Er hat uns nicht gesucht, sondern wir ihn, und wir müssen nun den Fluch ernten, den unsere Verräther durch ein Verbrechen - das der Schlaverei, gesäet.

Die Neger selber scheinen sich aber dabei vollkommen wohl zu befinden. Ich habe nie ein vergnügteres und in seiner Vergnügtheit lauteres Volk gesehen, als sie. Das ist ein ewiges Lachen und Schreien in St. Thomas - auch Zanken hört man häufig - Schimpfen hier, dass sich Einem die Haare auf dem Kopf sträuben - dort Grobheiten mit einer chevaleresken Art herausgestossen, aber nie habe es zu wirklichen Thätlichkeiten kommen sehen, denn die Beistehenden springen stets rechtzeitig ein und verhindern gewaltsame Angriffe - wenn die Streitenden überhaupt dazu geneigt sein sollten.

Die echten Negerhasser, von denen wir auch in Deutschland eine wenn auch nur sehr kleine Anzahl aufweisen könnnen, haben der afrikanischen Rasse oft das Affenähnliche in ihrer ganzen Natur vorgeworfen - und zum Theil haben sie recht. Der Neger besitzt wirklich einen grossen Trieb zum Nachäffen, und wo das bei dem Sklaven gewaltsam unterdrückt wurde, bricht es sich in der neugewonnenen Freiheit um so Mehr Bahn. 

Es gibt kaum etwas komischeres in der Welt, als echte afrikanische Schwarze zu sehen, die sich in irgend einer weise Geld verdient haben, und nun nicht allein in ihrer Fleidung, sondern auch in ihrem ganzen Wesen, ihren Bewegungen, ihren Ausdrücken, stets aber mit dem ihnen eingenthümlichen Dialekt, den Weissen - und zwar in beiden Geschlechtern, nachahmen. Viele spielen dabei den wirklichen Gentleman wie die besten Schauspiler, und nur das verwünschte Schwarze, äthiopische gesicht stört die Illustion und wirft sie über den Haufen.

In Jamaica brachten ein paar solcher Herren einen ihrer Freunde an Bord des Dampfers, und es war ordentlich rührend, zu sehen, mit Welcher ausgezeichneten Höflichkeit, und in wie gewählten Worten sie den elegant gekleideten Neger in das - Zwischendeck begleiteten, denn in der Kajüte wird die Rasse, trotz aller Emanzipation und Freiheit, noch immer nicht zugelassen, und ich muss gestehen, dass ich selber vollkommen einverstanden mit dieser Massregel bin. In gönne dem Neger seine Freiheit aus vollem Herzen, und bin der Meinung, dass sie ihm nie hätte genommen werden dürfen, aber - ich verlange nicht seine Gesellschaft und vermeide sie sogar wo ich nur irgend kann. Es mag das nicht christlich sein, aber es ist natürlich. Wir beide Rassen passen nun einmal nicht zu einander, und je getrennter wir uns halten, desto besser.

Doch ich komme ganz von meinen schwarzen Herren und Damen ab, und muss zu ihnen zurückkehren. Die Damen besonders verdienen eine besondere und ausgezeichnete Erwähnung, denn sie zeichnen sich selber hier auf das Bedeutendste aus, ja man begegnet sogar nicht selten Ladies von entschiedener dunkler Färbung und mit völligem Haar, die in ihrer Toilette hinter keiner Regierungsräthin zurückstehen würden. St. Thomas hat freilich auch sehr viele wollhabende und selbst Reiche Schwarze, die eine Stellung in der Stadt einnehmen, und das Gringste, was der Neger besitzt oder weiss, rechnet er sich in drei- und vierfacher Zahl selber an, weil er es sich nicht verhehlen kann, wie sauer es zu erkämpfen war.

Wie ein Geldprotz bei uns, der sich von einer unteren Stufe emporgeschwungen, meist immer am stolzesten auf sein Gewonnenes ist, so hält sich der Neger, wenn er nur erst einmal schreiben und lesen gelernt, auch sicher für einen Gelehrten, und dass er in dem Fall auch nicht seine Frau und Töchter irgend einer weissen Familie will nachstehen sehen versteht sich dabei von selbst.

Diese Putzsucht - eigentlich der erste Schritt zur Civilisation, denn die Leute lernen dabei früher nie geahnte Bedürfnisse kennen - bleibt aber nicht allein bei der Reicheren, sondern geht bis in die untersten Schichten hian, und die Schwarze Senorita schleppt ihr langes und theures Seidenkleid nicht ärger und länger durch Staub und Strassenschmutz, als das ärmst Negerweib, das mit einem Korb voll Gemüse und zerrissenen Kattunlappen. Was nur irgend ein Kleid trägt, schleist es über eine Elle hinterher - denn diese Mode scheint jetzt hier in voller Blüte - und ich begreiffe wirklich nicht, wie sich, mitten zwischen solchen Karrikaturen, weisse wirkliche Damen ebendalls aufrecht erhalten können. Aber es geschieht und das, wie die Mode selber, bleibt ein Räthsel.

Uebrigens hat der letzte Sturm den in St. Thomas herrschenden Luksus ausserordentlich gegünstigt, denn die beschädigten Ladungen mancher Schiffe wurden zu Spottpreisen verauktionier. Die Neger aber hatten, gleich nach den Unglücksfällen, für sehr wenig Arbeit sehr hohe Löhne bekommen, und dabei Geld in Hand. Sie laufen in Masse die durch Seewasser beschädigten Ausschnittwaaren, und seit der Zeit rauscht es in St. Thomas aller Orten und Enden von endlosen Scleppen, steif gestärkten Kattuns und Gentlemen of colour tragen Röcke und hosen, auf denen sich noch deutlich die in den Ballen enthaltenen Seewassermarken abzeichnen.

Uner den Handwerkern findet man übrigens - besonders unter den Schneidern und Schustern, die Neger wie Farbigen sehr stark vertreten, unter den Kaufleuten dagegen unverhältnissmässig wenig, obgleich jetzt doch auch viele junge Farbige als Commis in Häuser eintreten, und auch schon desshalb eine Stelle finden, weil sie billigere Forderungen stellen und stellen können, als die Weissen - haben sie doch so viel weniger Bedürfnisse als sie, und sind nicht genöthigt einen Stand zu wahren.

(Schluss folgt).

(Über Land und Meer, Nr. 7, November 1868)

Brugen af ordet "forrædere" (Verräther) synes underlig og det er måske en skrivefejl. Ud fra ånden i artiklen burde der måske have stået "forfædre". Artiklens stavemåde er imidlertid ikke til at tage fejl af.

Negerne i St. Thomas

Skitse af

Friedrich Gerstäcker.
(Slutning)

Et rigtig fint træk ved de sorte er deres hengivenhed over for familien, og endda den liberalitet, hvormed de støtter de nødlidende fattige, hvilket er særligt tydeligt nu i USA, dels til fordel og dels til skade for negrene. Til fordel, idet det reddede nogle virkelig trængende mennesker fra undergang, men også til skade, ved at det støttede hundredvis af ledige i deres lediggang.

Negeren er af natur velgørende, for han har oplevet ulykke af egen erfaring, og da det ikke kan nægtes, respekterer han normalt alderen mere end mere civiliserede stammer ofte gør. Gamle negre optræder derfor med en ubeskrivelig værdighed, og heri overgås de kun - men grundigt - af gamle negerkvinder.

Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men næsten alle gamle negerkvinder har en grundbas, som de udnytter mest fuldstændigt og ubegrænset. De griner sjældent eller aldrig - det overlader de til de unge, og når de taler, er det altid på en diktatorisk og meget bestemt måde, som om hvert ord var en lov.

Der er næppe noget mere alvorligt og mere komisk på samme tid end at se en gammel negerlady sidde foran sin egen dør med spredte knæ, den korte, rygende pibe i højre hånd, den venstre hvilende på knæet. meget spredte ben, og udtaler sin mening om ethvert emne - eller rettere giver en beslutning, fordi en modsigelse ville være utænkelig. De yngre mennesker behandler hende altid med respekt, og tingene bliver kun farlige, hvis en anden lignende dame har en anden mening. Så kan konsekvenserne ikke forudses. Naturligvis er der aldrig nogen fysisk vold mellem dem, og enden på sådan et verbalt slagsmål er næsten altid, at den besejrede kvinde rejser sig, går ind i sit hus med en hånlig gestus og fortsætter sit ræsonnement dér, så meget desto højere.

Gamle negre med hvidt hår bærer næsten altid høje, sorte silkehatte og en sort nederdel med brede bukser. I det hele taget er negerne slet ikke urene - med undtagelse af de laveste, mest forkastede klasser, selvfølgelig, som så beslutter sig for at give slip, så man ofte støder på virkelig modbydelige skikkelser - især de lavere klasser, kvinder. Men hvis negerkvinderne er i tjeneste et sted med en lineal, holder de sig altid - man kan næsten uden undtagelse sige - yderst rene og pæne, og så går de aldrig iøjnefaldende klædt ud. De vil bare ikke lade sig tage fra de forbandede slæb.

Nu rasede koleraen i St. Thomas og udelukkende blandt de sorte og farvede, da det er en mærkelig kendsgerning, at denne sygdom rammer de farvede mennesker i hele Amerika, i hvert fald i alle sydstaterne, mens den gule feber næsten udelukkende finder sine ofre blandt den hvide befolkning. Derfor kalder de sorte bare koleraen for Blackmans tur, mens gul feber kaldes Whitemans tur – hvilket betyder: Nu er det de sortes tur – så de hvide.

I øvrigt bemærkede man kun lidt eller intet i byen om selve sygdommen; Først nu og da om aftenen støder man på en ligvogn, og når man gik gennem sidegaderne, som overalt er fyldt med negre, hørte man hist og her den tungsindige, monotone og uhyggeligt klingende klagesang over en død, eller i et andet område sang man højtideligt koral, hvorigennem fromme samfundsmedlemmer forsøger at afværge sygdommen. Det er en mærkelig kendsgerning, at selvom et stort antal fisk blev kastet på tørt land af den store bølge, der fik jorden til at rejse sig og kaste den mod landet, ville ingen af ​​negrene spise nogen af ​​dem. De hævder, at jordskælvet er en straf fra Gud, og at de ikke burde have lyst til at drage fordel af det.

I Hotel du Commerce havde vi i modsætning til de opløste og beskidte negerfolk, der hang rundt foran en brændevinsbar og ofte fyldte luften med deres højt råbte skældsord, også den afrikanske races fulde aristokrati i sin sidste tid, eller ret højest, graduering den bedre race af de hvide - fordi jeg ikke ønsker at klassificere de rigtig veluddannede kvadroner blandt de almindelige irere eller en anden hvid nationalitet.

Det var hustruen og døtrene til en Haitiansk minister, som ventede på en mulighed for at tage et skib for at vende tilbage til Haiti, eftersom de engelske dampskibe, der opretholder forbindelsen, ikke tager passagerer fra St. Thomas - på grund af den frygtede karantæne. Damen selv kunne ikke benægte Quadronin, faktisk var hun næppe hvid nok til det, men ingen, der ikke kendte racens nøjagtige karakteristika, ville have forvekslet de to døtre, især den yngste, for andet end hvide damer. Det er to unge, elskværdige damer, hvis jeg ikke tager fejl, uddannet og uddannet i Paris, og samtidig beskedne og uhøjtidelige i hele deres væsen. Men de sorte ledsagere fløj, hvis de kunne læse et ønske i deres øjne.

Die Neger in St. Thomas

Skizze von

Friedrich Gerstäcker.
(Schluss)

Ein wirklich hübscher Zug der Schwarsen ist übrigens ihre Anhänglichkeit an die Familie, und selbst die Liberalität, mit Welcher sie bedürftige Arme unterstützen, was sich besonders jetzt in den Vereinigten Staaten theils zum Vortheil, theils zum Nachtheil der Neger zeigte. Zum Vortheil, indem es manchen wirklich Bedürftigen vom Untergang rettete, zum Nchtheil aber auch, indem es Hunderte von Faulenzern in ihrem Müssiggang unterstützte.

Der Neger ist von Natur mildthätig, denn er hat das Unglück aus eigener Erfahrung kennen lernen und achtet dabei - wie sie nicht leugnen lässt - das Alter gewöhnlich Mehr, als es oft civilisirtere Stämme zu thun pflegen. Alte Neger treten desshalb auch mit einer unbeschreiblichen Würde auf, und werden darin nur - aber gründlich - von alten Negerinnen übertroffen.

Woher es kommt, weiss ich nicht, aber fast alle alten Negerfrauen haben einen Grundbass, von dem sie den vollständigsten und unumschränktesten Gebrauch machen. Sie lachen dabei selten oder nie - das überlassen sie dem jungen Volk, und wenn sie sprechen, geschieht es stets in diktatorischer und sehr entschiedener weise, als ob jedes Wort ein Gesetz wäre.

Es gibt kaum etwas Ernsteres und Komischeres zugleich, als so eine alte Negerlady zu sehen, wenn sie sehr dekolletirt, mit auseinandergeschobenen Knieen, die kurze, qualmende Pfeife in der rechte Hand, die linke auf ihr Knie gestützt, vor ihrer eigenen Thür sitzt und ihre Meinung über irgend einen beliebigen Gegenstand ausspricht - oder vielmehr einen Bescheid ertheilt, denn ein Widerspruch wäre doch nicht denkbar. Die jüngeren Leute behandeln sie dabei auch stets mit Ehrfurcht, und nur gefährlich wird die Sache, wenn eine andere änhliche Dame dicht nedenan verschiedener Ansicht sein sollte. De Folgen sind dann nicht abzusehen. Zu Thätlichkeiten kommt es freilich nie zwischen ihnen, und der Schluss eines solchen Wortkampfes ist fast stets der, dass die Ueberwundne aufsteht, mit einer verächtlichen Bewegung in ihr Haus geht und dort, um so viel lauter, weiter raisonnirt.

Alte Neger mit weissen Haaren tragen fast stets hohe, Schwarze Seidenhüte und einen schwarzen Rock mit weitzen Hosen. Im Ganzen sind die Neger überhaupt nicht unreinlich - die untersten, verworfensten Klassen freilich ausgenommen, die sich dann aber auch ganz entschieden gehen lasse, so dass man da oft - besonders untere den Frauen - wahren Abscheu erregenden gestalten begegnet. Stehen die Negerinnen aber irgendwo bei einer Herrschaft im Dienst, so halten sie sich - man kann fast sagen ohne Ausnahme - immer höchst reinlich und adrett, und gehen dann auch nie Auffallend gekleidet. Nur die verwünschten Schleppen lassen sie sich nicht nehmen.

Jetzt wüthete die Cholera in St. Thomas, und zwar ausschliesslich unter den Schwarzen und Farbigen, wie es denn auch eine wunderliche Thatsache ist, dass diese Krakheit in ganz Amerika, wenigstens in allen südlichen Staaten, die Farbigen heimsucht, währen das gelbe Fieber dagegegen seine Opfer fast nur unter der weissen Bevölkerung herausgreift. Die Schwarzen nennen deshalb die Cholera auch nur Blackman's turn, das gelbe Fieber dagegen Whiteman's turn - was so viel heissen soll: Jetzt sind die Schwarzen an der Reihe - dann die Weissen.

Uebrigens bemerkte man in deer Stadt wenig oder gar nichts von der Krankheit selber; nur dann und wann Abends begegnet Einem ein Leichenwagen, und wenn man durch die Seitenstrassen ging, die überall von Negern gefüllt sind, hörte man auch wohl hie und da die wehmüthig monotone und unheimlich klingende Wehklage über eine Todten, oder in anderer Gegend einen feierlich gesungenen Choral, wodurch fromme Gemeindemitglieder die Krankheit von sich abzuwenden suchen. Eine sonderbare Thatsache ist es, dass - obgleich durch die grosse Welle, welche das Erdheben verursachte und gegen das Land schleuderte, eine Menge von Fischen auf's Trockene geworfen wurden keiner der Neger einen davon essen wollte. Sie behaupten, das Erdheben sei eine Strafe Gottes und sie dürften daraus keinen Vortheil für sich ziehen wollen. 

Im Hotel du Commerce hatten wir aber auch, als Gegensatz zu dem lüderlichen und schmutzigen Negervolk, das sich besonders dort vor einem Brantweinlokal herumtrieb und die Luft oft mit seinen lautgeschrieenen Zoten füllte, doe vollste Aristokratie der afrikanischen Rasse in ihrer letzten oder vielmehr höchsten Abstufung zu dem bessern geschlecht der Weissen - denn ich möchte die wirklich gu erzogenen Quadronen doch nicht unter den gemeinen Irländer oder eine andere weisse Nationalität einreihen.

Es waren diess Frau und Töchter eines haytischen Ministers, die hier auf eine Schiffesgelegenheit warteten, um nach Hayti zurückzukehren, da die englischen, die Verbindung unterhaltenden Dampfer keine Passagiere von St. Thomas mitnehmen - der gefürchteten Quarantäne wegen. Die Dame selber konnte die Quadronin nicht verleugnen, ja sie war kaum weiss genug dafür, die beiden Töchter aber, besonders die Jüngste, würde Niemand, der nicht die genauen Kennzeichen der Rasse kannte, für andere als weisse Damen gehalten haben. Es aren zwei junte, liebenswürdige Damen, wenn ich nicht irre, in Paris erzogen und ausgebildet, und dabei bescheiden und anspruchslos in ihrem ganzen Wesen. Die schwarzen Aufwärter flogen aber, wenn sie ihnen nur einen Wunsch an den Augen ablesen konnten.

(Über Land und Meer, Nr. 8, November 1868)

Hans syn ligger i øvrigt tæt op ad den danske apoteker på St. Croix, Alfred Paludan-Müller. Se indslaget fra dennes artikel fra 1915 andetsteds på bloggen. 

Salget af St. Thomas og St. Jan, Oktober 1867. (Efterskrift til Politivennen)

Danmark nederlag i Krigen i 1864 skabte i USA bekymring for om Østrig ville indtage Dansk Vestindien. Den amerikanske udenrigsminister William H. Seward indledte derfor forhandlinger med den danske gesandt Waldemar Raasløff i Washington. Amerikanerne var meget interesserede i at erhverve St. Thomas havn til sin orlogsflåde. I begyndelsen af 1867 forhandlede Seward og Raasløff en salgstraktat på plads som blev underskrevet på diplomatniveau den 24. oktober 1867: Amerikanerne ville købe St. Thomas med St. Jan for 7,5 millioner dollars i guld, men var ikke interesserede i landbrugsøen St. Croix. Dette skabte bekymring på denne ø for fremtiden:

To the Editor of the "St. Thomæ Tidende."

Hear Sir:! - It appears to me that, His Majesty the King of Denmark, &c., &c., &c., saw, from a political point of view, danger staring us in the face, and. in order to save his "beloved and faithful subjets", came to the conclusion to cede these Islands to the United States of America. Let us then through your paper return thanks to His Majesty, our Gracious King, for this noble act, in procuring our future welfare, by placing us in the hands of a government whom we feel assured will watch over us with a Mother's care.

Since this transaction took place we have labored under sad misfortunes, Hurricane and Earthquakes, which have placed us for the moment in great distress, let us then hope that our Gracious King will cause us to owe him a greater debt of gratitude, by placing at our disposal a Million of Dollars at a low rate of interest in order to enable us to restore, without delay our properties and to fix things in a fit state to receive with greeting of joy that Government whom our Gracious King has so judiciously selected to take charge of li is beloved and faithful subjects.

Long live our Gracious King!

(St. Croix Avis 10. december 1867)

Tiie position - speaking politically; and if we can venture to express these words: truly and really - of this Island, is uncertain at this moment, with regard to the future rule of it - the change of government, as is apparent. Some parties say, that St. Croix is sold; others deny it. Doubt has prevailed, for a considerable time, as to the uncertainty of the sale of this place. The secrecy that lasted during all this while, has not been either familiar or pleasant to any one. No! the feelings of man are too keen and perceptive not to observe all, and withstand this movement. Look then! Fellow-Citizens! at your present position; and study your own interests; for, it is undeniable, that the change of government, as far as regards the islands of St. Thomas and St. John came on equally as rapidly, suddenly, and unexpectedly as the hurricane of last month and the earthquakes during this month. Can any man of common sense and the least judgment then declare, that this island would be of value, benefit, or gain to Denmark, without St. Thomas and St. John? Can any one, for a moment, believe that the Agricultural interests of it would be better provided for in the present state of things? Shall we then with truth explain ourselves, and positively avow, that all things - whether agricultural, commercial and otherwise, would be left in suspense.

(St. Croix Avis 13. december 1867)

(From the St. Thomas Times, December 14.)

At an extraordinary Meeting held by the Colonial Council of St. Thomas and St. Johns on Wednesday the 11th instant, for the purpose of discussing the matters entered on the order of the day, fixed for the ordinary session appointed for the 19th ultimo, but which on account of the confusion that this community has been thrown into since the 18th November, had been postponed sine die, His Excellency, the Vice-Governor, immediately after the opening of the Meeting, addressed the Council in the following manner .

That the members of the Council had already by the Royal Proclamation of 25th October, 1867, been made acquainted with His Majesty the King's resolution relative to the cession of these Islands to the United States of America, and that the members, one and all, would doubtless join with him in the hope expressed in the proclamation, that the favorable dovelopcment of the Islands, in spiritual as well as in material respects, would be powerfully advanced, also under the new sovereignty. He would, however, take the liberty to use this occasion in earnestly impressing on the minds of the Council, and all its members to contribute on their side everything possible towards a happy transition from the new existing state of things to the future. The Colonial Council is at present the representative of this community, not only in municipal, but also to a certain extent, in legislative matters; and it is to be expected and hoped, that the new Government will make use of this institution in the deliberations on the changes in the legislature, and the regulating of the administration, that the new relations will require. Until that time the hitherto existing rules, and prescriptions must of course be observed; and he hoped, as long as he had the honor to fill the office of Superior Authority in this Community, and until the Islands be taken over by the new Government, that the Council with the same zeal as hitherto will contribute its co-operation in all matters which according to the Colonial Law appertain to and come under its competency. This for the present will be the correct, and only manner in which the transition to the future can happily be prepared.

From the foregoing remarks, no doubt can be left on the minds of this public, that henceforth and just as soon as the preparatory measures are completed, these Islands will pass into the hands of the United States.

Included among the proceedings of that day, the following proposal was put and carried: - 

"That an amount of $10,000 of the funds of the Colonial Treasury be placed at the disposal of His Excellency the President, to be employed as loans in conformity with the Presidency's letter of 9th November last, No. 2565 ; and on such terms, and conditions, respecting the repayment, rate of interest, and security to be given, as may be decided upon by His Excellency, and two members of the Colonial Council, to be elected to-day".

The Members elected to unite with the Vice-Governor for carrying out the above measure, were Mr. S. B. Lange and Mr. H. Krebs.

(St. Croix Avis 17. december 1867).