Landeværnet. Udfaldet i Classens Have. (Efterskrift til Politivenen)

Hr. Kammerherre Wedel Jarlsberg har udgivet et lidet Skrivt under Titel: Fædrenelandske Betragtninger, hvori han især tager Landværnet i Forsvar mod de Beskyldninger, man har villet vælte paa det. Forf. forsikkrer, at Landværnet, selv saa uøvet som det var, havde kunnet afværge Landgangen i det mindste i den Kant af Landet, dersom det havde været samlet ved Landgangen, og faaet Lov til at gaae Fienden i Møde. Han forsikkrer endvidere, at Corpset ikke kunde blevet Angrebet paa en ubeleiligere Tid eller i en ubehageligere Stilling. Bataillonerne fra Øerne ankom først om Aftenen og om Natten til den 29; da havde om Dagen maattet tilbagelægge 9 Mile, og deraf de 4 til Fods. Da de kom seent, maatte de ligge paa Marken om Natten, og stax om Morgenen maatte de stille sig mod den angribende Fiende. Endeel af de Sjællandske Batailloner kom halvtrætte lige fra Exerceerpladsen, hvor de fra om Morgenen tidlig af hade øvet sig, og maatte stille sig op en Front mod Fienden. Paa ordentlig Retirade, Manoeuvrering og alt, som hører til Strategie var ikke at tænke, thi Fienden rykkede med sit Artillerie, dækket af Cavallerie lige imod, og hans Dragoner og Skarpskyttere havde allerede omgaaet venstre Flanke. Den høire stod lænet paa Stranden, og en Deel af Bataillonens tactiske Bevægelser maatte skee under Fiendens Canoner. Fienden kunde, og vilde sikkert ogsaa have sprængt hele Corpset i Stranden, dersom han havde været mindre frygtsom og ikke saa langt tilbage bag sit Artilleri. Gen. Linsingen, som siden indsaae denne Feil, foregav at det var skeet af Ædelmodighed!! At vort Cavallerie, som blev sendt til Bedækning af et Par smaa Canoner Fienden i Møde, som vare uvante til Skud. Oberst v. Alten skal have erklæret, at den Orden og Præcision, hvormed det Danske Cavallerie fremrykkede, imponerede hans Folk, som først fik sit Mod, da de saae de fleste Heste vende sig og kom i Uorden. Af regulairt Cavallerie befandtes kun et et lille Detachement af Sjællandske Ryttere, som forhen var blevet sendt til Kronborg og udelukket fra Kjøbenhavn, og Regimentets Exerceerskole. Det Par smaa Canoner, der sendtes mod Fienden, gjorde fuldkommen deres Pligt saalænge de kunde. Nu stode endeel Batailloner opstillet en Front for Fienden, isoleret, i en uafbrudt Cartesche-Ild. Fiendens Haubitzer kastede Granater paa Mandskabet; Skarpskyttere og Dragoner havde han i Flankerne; derved at de stode, blev Cavalleriets Retirade dækket, ellers vilde hver Mand af Bataillonen blevet sprængt i Vandet. Nu først begyndte høire Fløis Batailloner, at retirere sig igjennem Kjøge; endnu stod venstre Fløi, og indtil det fiendtlige Artillerie en Front kom tæt paa Livet, det forgjeves havde taget en anden Stilling og der blev commanderet: omkring march march! stod sidste venstre fløi urokket.

(Om 29 August 1807, Slaget ved Køge): Nyeste Skilderie af København, nr. 25, 5 Januarii, 1808)

Slaget ved Køge og Herfølge den 29. august 1807 er behandlet i et særskilt indslag. Endvidere er en udførlig topografisk vandring mm. at læse i Vandringsløse Tidende, 10 november 2018. Om Slaget ved Køge den 29. August Køge, se Nyeste Skilderie af København, nr. 25, 5 Januarii, 1808)

Nyeste Skilderie af København, nr. 92, 29 Augustii, 1807. Nummeret beskæftiger sig med udfaldet mod Nørrebro og den Classenske Have på Østerbro.

Madam Broagers Bekjendtgjørelse, hvori hun melder sin haabefulde Søn, Livjæger J. A. Broagers hæderlige Død for Fædredelandet i sin Alders 22de Aar. En fiendtlig Kugle - disse ere hendes Ord - som traf ham ved første Udfald mod Fienden ved Vibenshuus, var Aarsag til hans Død. Ti uger udstod han med Standhaftighed haarde Lidelser. Haabet smigrede mig dog om hans Redning, men jeg - blev skuffet. - Jeg mistede i ham min Alders Støtte. Min Trøst i min dybe Kummer er denne, at han havde opfyldt sin Pligt mod Fædrenelandet, var elsket af sine Foresatte og af enhver som kjendte ham. 

(Om 31. august 1807: Nyeste Skilderie af København, nr. 6, 30 October, 1807)

(Udfaldet ved Vibenhus skete den 17. august 1807, og gik gennem Classens Have, Østerfælled til Lille Vibenhus. 1 døde, 13 blev såret. Yderligere udfald forekom 20. og 25 august, og 26. og 31. august - sidstnævnte det mest kendte).

Den 30. august ved middagstid flyttede Københavns kommandant, generalmajor Ernst Peymann sit hovedkvarter fra Kommandantgården i Kastellet til Raus Hotel på Kongens Nytorv (nu Hotel d'Angleterre)

Udtog af en Rapport fra Langeland d. 1 Sept. D. 31 August lagde en Kutterbrig sig tæt under Steengaards Skov og beskjød vore Strandposter. Jeg formodede strax, at der skulde sættes Folk i Land, og commanderede 24 Jægere til at modtage dem paa behørig Maade ved Landingen. Jeg selv tog 12 Dragoner og reed langs med Stranden. To Barkasser vare ikke langt fra Landet, men de gik bort da de saae os. Lieutenant W. reed ved Siden af mig og Dragonerne bag os. Pludseligen hidsede de to Barkasser Seilene op roede af alle Kræfter og gave os to Kartæskeskud, som fløi imellem os, uden at beskadige enten Mennesker eller Heste. Jeg trak mig derpaa til Skoven, for ikke, unødvendigen, at udsætte Folkene for Canonilden. Barkasserne gik tilbage til Skibet. Jeg gik frem med W., for fremdeles at observere Fiendens Foretagender. Neppe vare vi blevne synlige for Skibet, førrend de gave os tvende Skud; den ene Kugle gik forbi os paa høire, den anden paa venstre Side. Jeg lod Kuglerne grave ud og fandt, at det var ottepundige. Briggen blev ved at give Ild, men uden Virkning. Henimod Middag kom en lille Brig til, som lagde sig endnu nærmere Land, fyrede stærkt og skjød ofte Grene ned fra Træerne. Da Aftenen stundede til og Barkasserne havde begivet sig bort, commanderede jeg 6 Jægere og 4 Dragoner paa Vagt. Med største Fornøielse forsikkrer jeg, at saavel Jægere som Dragoner vare raske og aldeles ligegyldige med Canonaden. Fienden morede sig med at skyde og kaste Ildkugler hele Natten. Jeg lod bringe en Pjece til Skoven, for at vise at vi ogsaa havde Midler til at tage imod dem, dersom de vilde i Land. I Dag forholde de sig dog rolige, og skyde ikke mere.

31. august femte udfald, igen mod Classens Have. I dette deltog generalmajor Peymann. Efter at være såret i foden skal han have sagt til lægen: "Åh, det er ingenting. Her burde kuglen have truffet", og pegede og sit bryst. Han havde åbenbart indset det håbløse. I dette det største udfald deltog 2.200 mand, herunder 50 brandfolk og 50 af Holmens tømmermænd. Formålet var at nedrive bygningerne i haven og fælde træerne så Kastellets kanoner kunne få frit skud. Den 14-årige herregårdsskytte Frits Abel Hammer ramte den engelske general Baird og sårede ham i armen. Efter kapitulationen fik han et par pistoler som belønning for sin skydefærdighed. En lille rest af Classens Have findes stadig i gården til Classensgade 58 og 60. 

(Om 31. august 1807: Nyeste Skilderie af København, nr. 6, 30 October, 1807)

Om Værelser for fattige Folk.

Ved Københavns brand i året 1795 brændte 1.000 huse, og allerede efter 3 års forløb var den største del af disse opbygget igen. Ved Københavns bombardement i året 1807 afbrændte ikke halvdelen af det nævnte antal, og efter 16 års forløb ligger en stor del af dem endnu som tomter. Krigen, mangel på erhverv, pengevæsenets forandring, ejendommenes lave pris, har frataget byggelysten, og det vil have lange udsigter inden vi får at se at København atter fuldkommen har rejst sig af sine ruiner.

Ved branden i 1795 ødelagdes en del bygninger der indholdt smålejligheder for fattige folk. Ved genopbygningen blev en del mindre grunde slået sammen, og der blev altså kun bygget for den velhavende og rige. For huse egentlig bygget for lav husleje således som den fattige må formodes at kunne betale, blev slet ikke opført. De få som blev bygget efter bombardementet, har også enten haft til formål at tjene store indtægter ved at indrette værelser for formuende og rige, eller for at fortsætte en næringsvej på et fordelagtigt beliggende sted, bygget sit hus til egen afbenyttelse. Af sidstnævnte ses flere sådanne et-etagesbygninger på Kultorvet, Lille Købmagergade, Landemærket, ved volden, i Skindergade og flere andre steder. 

"De få som blev bygget efter bombardementet, har haft til formål at fortsætte en næringsvej på et fordelagtigt beliggende sted, bygget sit hus til egen afbenyttelse fx i Skindergade og flere andre steder". (Skindergade 37-41 i midten af billedet efter den røde murstensbygning er eksempler på byggerier 1798-1828. Eget foto, 2015).

Sådanne bygninger kunne vel tillades at opføres straks efter foregående ildebrand, da bygningsmaterialer og arbejdsløn falder dyrere end til andre tider. Men burde næppe for altid forblive uden flere etagers tilfæstning, da de både vansirer en hovedstad, og enkelte familier således ene optager en stor del af det rum der skal deles mellem flere tusind. De bygninger som således blev opført på slotspladsen efter branden i 1795 blev, da byen nogenlunde havde rejst sig af sin aske, solgt ved offentlig auktion. Afdøde brandmajor Kirkerup købte en del, som blev opsat i Amaliegade, og udlejet til mange fattige familier der for et par år siden måtte rømme dem, da de blev solgt til det almindelige fattigvæsen.

Vel er huslejen dog ikke af frydelige grunde, faldet noget. Nogle har ved at dele deres etager som før beboedes af en familie, gjort plads for 2 eller 3 familier, men lejen for sådanne lejligheder udgør dog altid 50 rigsbankdaler og derover. Den fattige som ikke engang kan udrede det halve af denne su, hvor får han husly?

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9237-9239)

Redacteurens Anmærkning

Om skadeserstatningerne (eller mangel på samme) som følge af bombardementet, se bl.a Politivennen nr. 714, lørdag den 5. september 1829, s. 577-582: "Videre Spørgsmaal, de Qvæstedes Fond og de dertil indkomne milde Gaver betræffende." af Maren Sophie Reinbold, født Bornemann. Se endvidere indlægget i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn i Redacteurens Anmærkning her. 

Et eksempel på sådanne byggerier: Soldins Stiftelse kendes denne bygning mest som. Men oprindelig hed den Trøstens Bolig og var for mindre håndværkere. Bygningen fortsætter på Dyrkøb. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fortsættelse angaaende Landværnet.

I Politivennen nr. 157 har en forfatter i ondt lune givet en ikke ærefuld beskrivelse af vores Landeværn som han behager at sige vil blive den fordommeligste landeplages, de stående hæres grav, at den ikke alene i krig, men selv i fredstider vil kræve omkostninger. Men da intet af dette er bevist, og vel aldrig lader sig bevise, så behøver sætningen ingen gendrivelse. Det tillades mig kun herved at anmærke at dersom man ved at tale om noget blodsudgydelse og nogle omkostninger kan skræmme et lands beboere fra at sætte sig i forsvarsstand, da vil det blive let at gøre erobringer. Erobreren behøvede blot at vise sig for at kunne beskrive sin sejrrige fremgang med disse Cæsars ord: Jeg kom, jeg så, jeg vandt. Lad andre grue for en truende fjende, vi vil ikke lade os forskrække af denne, men ligne vores kække brødre af 2. april, ligne vores forfædre som ved deres tapperhed indgød britten sådan ærefrygt for dem at han benævnte den danske soldat med denne høje titel: Lord Dane. 

For at sætte os i agtelse hos enhver nation og i sikkerhed mod fjenden, er det nødvendigt at det unge mandskab som endnu ikke har haft gevær i hænderne, bliver øvet i våben, jeg tør sige at når alle de som ikke har gjort den sædvanlige krigstjeneste sættes fra deres 20. år under våben, da har man af disse alene i kongens riger og lande 100.000 mand, en betydelig hær når den blev øvet i våben, men dette kunne den uden store omkostningner blive, da vi har Landeværnsofficerer som understøttede af deres sergenter og underofficerer kunne inden foråret have dannet disse til at bruges imod en fjende, allerhelst når regeringen efter mit før gjorte forslag ville overlade en flint med bajonet og patrontaske til enhver gård, hvorpå bonden årligt betale 3 mark til amtsstuen, indtil geværet var betalt. Disse geværer fulgte gården og beboeren blev altid ansvarlig for dem. Når en af disse unge som skulle oplæres til krigstjeneste, tjente bonder, fik samme unge bondens gevær til brug under krigsøvelserne. For at spare staten for omkostninger, kunne bondekarlen gå i sin røde trøje. Fjenden ville da måske anse ham med foragt som en uøvet mand og glemme den fornødne agtpågivenhed, men måske også herved komme meget til kort, hvilket ofte har været tilfældet, når man foragtede sin fjende. Imidlertid da bønderkarle skal have klæder ligesom andre folk og en landeværnstrøje og lange bukser ikke koster mere end bondens sædvanlige dragt, når den er af vadmel (for hvad der går mere til bukser, det spares igen på landeværnstrøjen som er kortere end bondens sædvanlige trøje), så tror jeg det ikke ville være upassende om regeringen behagede at erklære at den anså landeværnsdragten som den rette nationaldragt og at den helst ønskede at se landets unge mandskab i denne dragt. Dette sket, ville enhver forskaffe sig denne dragt for ikke at synes ringere end andre. Dog måtte den som iførte sig denne dragt, enten allerede være øvet i våben eller søge eksercerpladsen for der at blive øvet i dem. På de vanskeligheder som forfatteren opgiver i samme nummer, vil jeg give mig den frihed at svare således:

Geværerne bør vedligeholdes, og den som bruger dem, må besørge dem istandsatte når de hos ham kom ti skade. Jeg taler her om små gevær, andre har vi endnu ikke på landet. De højere officerers gage som forfatteren tror vil blev en offentlig udgift, bør ikke forskrække nogen. Det er jo klart at disse høje officerer som ejer herregårde i landet eller har stor formue, bør intet have da de ved at værne om fødelandet, tillige værner om deres private ejendomme. At betale disse for deres tjeneste ved Landeværnet, ville være lige så urimeligt som om man ville betale en mand fordi han var behjælpelig med at slukke en ildebrand som ellers ville fortære hans gård. Man måtte også fornærme disse æresmænd om man troede at kun egennytte overtalte dem til at værne for fædrelandet. De andre ved Landeværnet ansatte officerer er jo pensionister som intet får foruden den pension de havde for deres forrige tjenetse ved de regulære tropper, og bliver altså ikke til nogen ny byrde for staten. De belønninger som høje officerer, proprietærer, embedsmænd og andre formuende som tjener ved Landeværnet kan vente, er en højere rang, et ærestegn, en offentlig taksigelse af fædrelandet når de ved udvist tapperhed har gjort sig værdige dertil. Derimod tror jeg at de herrer løjtnanter som fik megen umage med at øve så mange mennesker i våben, jeg tror at de kunne fortjene et tillæg i deres gage, da det er dem kostbarere her på landet end i København. Når Landeværnet i ufred blev gjort mobil, ville det være nødvendigt at landeværnsmændene fik sold. Og da de intet har i fredstider, og er vant til at blive mættet daglig, ville det være passende at de da blev besoldet ligesom fodgarden, så meget heller da modet har sit sæde i maven. For man mærker at en forsulten mand har hverken mod eller styrke til strid. Ved anvisning på amtsstuen kunne da enhver bataljonschef få gage til sine underhavende, og når proprietærer, præster og andre som har frit hartkorn, beholdt i ufredstider et oplag af rug, kunne deraf bages brød til landeværnsmændene. Jeg er forvisset om at enhver ville være så patriotisk at lade den rug han havde til oplag male og bage for disse der værnede for landet uden at betales for det. Rugen måtte da forud besigtes før og efter at den var malet, ligesom også brødet når det var bagt måttet afleveres ved syn. De som ingen personlig tjeneste gjorde ved Landeværnet, enten de var i eller udenfor bondestanden, skulle på omgang befordre landeværnsmændenes brød og køre de rejser som nødvendigheden fordrede uden al betaling. Den mest bekvemme måde til at få batterierne istandsat synes at være denne at man opgav et års mønstring og lod i denne måned krigsfolkene og artillerihestene enhver i sin provins arbejde på de steders forskansning som ansås for nødvendige.

Skulle Landeværnet give nogen anvisning til formindskelse i den stående hær, kan dette ikke anses for en landeplage da så mange store mænd har bevist at de store krigshære som Europa nu holder, er en af de største årsager til dets ødelæggelse, et mindre antal af regulære tropper vil imidlertid være en besparelse, hvorved sømagten der er så betydelig for os øboere, kunne blive gjort større uden at vi i en ufred skulle savne tropper. For når stammen til den stående hær vedbliver, kan man altid formere denne ved dem som efter at have tjent i 4. år, må i ufred gå tilbage til regimenterne for der at gøre de resterende 3 års krigstjeneste, se Politivennen nr. 162. Til at bestride en del af Landeværnets udgifter, tror jeg man burde anvende de penge som bruges ti udenlands hvervning, dels fordi folkemængden gør disse hvervninger unødvendige for eftertiden, dels også fordi hvervede folk, nogle få undtagene, er et sammenskrab af mennesker uden ejendomme og forbindelse med den stat de lever i, som ikke tjener længere end til lejlighed gives til at få nye håndpenge og som sætter en ære i at have tjent flere fyrster med et par sko. For dem som vægrer sig ved at være landeværnsmænd, foreslår jeg landsforvisning til straf, med sådant pas:

NN som har vægret sig for at være landeværnsmand og herved vist sig uværdig sit fædreland og sine medborgeres samkvem, forvises kongens riger og lande som han skal rømme inden 14 dage, pågribes han i samme efter denne tid, da hensættes han i fæstningsarbejde for sin øvrige levetid.
(Her sættes amtsmandens navn)

Kirke Helsinge den 24. juni

Holm

Præst for Helsinge og Drøsselberg Menigheder.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 167, 4 Juli 1801, s. 2664-2670)

Johannes Senn: En Landeværnsmand. Statens Museum for Kunst. Til fri brug.

I Anledning af det Indrykkede, om Landeværnsuordner i Karlebo.

(Indrykket efter begæring).

I ugebladet Politivennen nr. 165, d. 20. juni 1801 findes indrykket: En slem uorden i Karlebo (tilegnet den ansvarlige amtmand). Under denne titel forklarer bladets udgiver hr. Seidelin, at nogle mennesker i Karlebo og flere steder, har taget sig for, tværtimod lovene at holde værtshus og udskænkning, og svarer de, som gør opmærksom på denne uorden, at de som landeværnsmænd skulle have tilladelse til det. Og at det går endog så vidt, at disse militære kroholdere triller hjulbøre fulde af drikkevarer op ved kirken, og sælger ud af den, uden at lade sig bortvise, enten ved formaninger eller skam. Herefter fremsætter forfatteren det ønske, at den ansvarlige amtmand alvorlig søger at kvæle en så giftig usædelighedsspire i fødslen.

Jeg ville anse det for unødvendigt at tage til genmæle over for egnens beboere og andre, som kender omstændighederne i anledning af ovennævnte klage. Men måden hvorpå denne uorden er fremsat, nemlig at denne var foranlediget ved ligegyldighed i min embedsførelse, har jeg for deres skyld, som læser det påankede, og ikke kender mig og sagens sammenhæng, villet forklare sagen indgående og således som den er.

Da forordningen af 19. januar dette år var udkommet, kom adskillige landeværnsmænd til mig og spurgte om de nu ikke var berettigede til, ifølge nævnte forordnings § 5 at udskænke øl og brændevin mod betaling, samt at handle med kaffe, te og sukker mm. Jeg oplyste dem så om det urigtige i deres antagelse. Forklarede dem hvad straf de ville pådrage sig hvis de foretog sig enten at skænke mod betaling eller at drive den omtalte handel. Og ydermere forbød jeg dem strengt at foretage sig nogen af delene. Efter nogen tids forløb blev det berettet til mig, at nogle landeværnsmænd uagtet denne advarsel begyndte at sælge øl og brændevin med videre.

Jeg lod derpå udgå en almindelig advarsel, som blev bekendtgjort, såvel ved birkedommeren som de berørte sognefogder, at ingen landeværnsmænd, uden han var forsynet med kongelig bevilling, måtte enten skænke øl eller brændevin mod betaling, eller drive nogen slags handel, som henhørte til købstadsnæring, under den straf som anordningen bestemmer for sådan ulovlig krohold og handel. 

Det er nok så bekendt, at oplysningen hos almuen desværre er meget indskrænket, og at den derfor ikke besidder evne til selv at forstå lovenes mening, især når der forekommer udtryk, som den synes at kunne tolke til sin fordel. På grund af det troede jeg det ville have været at handle hårdt, at en del fattige husmænd med familie skulle have været straffet efter lovenes strengeste strenghed. Og naturligvis således var blevet aldeles ødelagt, fordi de af vankyndighed, ja muligvis endog forledt af andre, havde begået en overtrædelse af lovene. Og dette var da således de bevægende årsager som bestemte mig til på den måde, som foran er meldt, nemlig først at advare landeværnsmændene, i stedet for efter lovenes yderst strenghed at lade straffe en del vankyndige husmænd, som vist ikke med overbevisning om deres ulovlige foretagende var blevet lovovertrædere.

Denne advarsel hjalp så vidt, at jeg i nogen tid intet hørte om ulovlig krohold eller deslige. Indtil først i denne måned, da en angiver meldte sig hos mig, og angav at to husmænd i Karlebo som udøvede ulovlig krohold. Efter at jeg havde modtaget denne angivelse, beskikkede jeg den 6. dennes en aktor til at afsige dom over disse to husmænd.To til tre angivelser fra andre steder, som indkom omtrent på samme tid, er ligeledes straks foranstaltet påtalte på lovlig vis. Men om disse er præcis de samme som hr. Seidelin mener, når han udtrykker sig således: I Karlebo og flere steder, uden at nævne hvilke de steder er, ved jeg ikke. Men dette ved jeg, at enhver ordentlig angivelse, som er indkommet til mig er straks foranstaltet undersøgt og påtalt. Jeg tror således at have handlet overensstemmende med embedspligt , ligesom også hr. Seidelin heraf vil blive underrettet om, at den påankede uorden er søgt hæmmet, længe før samme blev påanket i Politivennen.

Frederiksborg d. 27. juni 1801
Levekow.
Amtmand over Frederiksborg, Kronborg og Hirschholms Amter

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 167, 4. juli 1801, s.2660-2664)

En slem Uorden i Karlebo.

(Tilegnet den ansvarlige amtmand)

Ingenting er så god at den jo også kan have en ond følge. Ordsproget kan man se bekræftet på vores så fortræffelige landeværn.

I Karlebo og flere steder har nogle mennesker sat sig for, imod lovene, at holde værtshus og udskænkning. De svarer de som påtaler denne uorden, at de som landeværnsmænd skulle have tilladelse til det.

Det går endog så vidt, at nogle af disse militære kroholdere triller hjulbøre fulde af drikkevarer op ved kirken og sælger ud af det, uden at lade sig bortvise enten af formaninger eller skam.

Hvor skadelige følgerne heraf kunne blive, helst imellem en så fordærvet og umoralsk slægt, som vores kulsvierbønder gemenlig er, er gyseligt at tænke på. Man må derfor ønske at den ansvarlige amtmand alvorligt søger at kvæle en så giftig usædelighedspire ved fødslen.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 165, 20. juni 1801, s.2625-2626)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen. Hefte 13. Nr. 167, 4. juli 1801, s.2660-2664.

Hattekokarder.

I de 12 til 14 krigeriske dage i slutningen af forrige og begyndelsen af denne måned sås hver borger og næsten hver mand med det korpses kokarde hvortil de henhørte. Man bør ikke formode at denne prydelse har været brugt blot som et tryghedsmiddel imod at presses, men som et tegn på borgerånd og beredvillighed til at værne som mænd for landet hver i sit korps. Imidlertid må det forundre ikke blot de herværende fremmede, men virkelig enhver patriot at stilstanden aldrig så snart var sluttet, før man skyndte sig at afrive dette hæderstegn som om der ikke mere var krig, skønt vi så fjenden blive i vores egne hvor han endog dagligt forstærker sig. Man kan næppe andet end herved huske på vores bønderkarles løjerlige adfærd der når de er kommet hjem fra kampement, går så vidt i at feje soldaten ud at de ikke alene lader hårende igen hænge flagrende fuldt ned på ryggen, og bærer helekroppen i den mest skødeløse stilling, men endog gør sig umage for at få den nette indtilbens gang tilbage. Nogle borgere har imidlertid vedtaget at ville bære deres kokarde så længe i det mindste krigen varer. Måske flere ved at læse dette, bringes til samme beslutningen så meget desto mere da kokarden endog opliver en hat der ellers var for uanselig til at bæres.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 159, 9 Maj 1801, s. 2536-2537)

Om Landværn.

Underhold er den tredje væsentlige betragtning ved et velindrettet landeværn.

Det kunne synes ved øjekast som om et Landeværn ikke kan forårsage udgifter. Nøjere betænkt vil man dog finde at denne herlige indretning der engang hos alle sædelige af gode regenter styrede nationer vil blive den mest fordømmeligste landeplage, de stående hæres, grav, ikke alene i krig, men selv i fredstider vil kræve bekostninger. Og for disse bør altså forud bestemmes hvorfra og hvorledes.

Måske kunne uniformer undværes ved et Landeværn. Et meget mindre bekosteligt tegn kunne gøre den samme nytte i felten. Dog kan staten overkomme at skænke uniformen, for anderledes kan den vel ikke få tilstedeværelse, så gør den sikkert mere nytte end skade da den på den ene side viser en agtelse fra regeringens side, og på den anden giver i fjendens øjne anseelse af ordentligt militær som de dog plejer, måske ofte uden grund, at frygte mere end en hob kommanderede landboere.

Geværernes vedligeholdelse hvad enten disse gemtes under embedsmands eller under hver landværners værge, og deres påpasning tillige i det første tilfælde, ville allerede i fredstider selv kræve udbetalinger til de dertil ansatte personer, ligesom officerernes, i det mindste de højeres, gager også bliver en offentlig udgift. De med Landeværnets kanoner besættende batterier enten ved kysterne eller i difiler der ikke som hidtil næsten over alt er sket *), burde henligge i den ubrugeligste stand, men altdi holdes således som på kommende brug måtte kræve, ville også kræve arbejdsløn, ligesom kanonernes egen redeholdelse med redskab og tilbehør krævede nogle få faste artillerister ansat og imellem nogen tømmermands og smedeløn.

I krig bliver udgifterne ved en Landeværn imidlertid ulige meget større. Transporter af kanoner og ammunition når fornødent gøres selv sogntransport af folkene, ridende bud frem og tilbage, madvarers tilførsel såvel som forings når den medtagne pose gik op, og høsækken var fortæret, alt dette og meget andet, gør en fuldmagt hos den øverste anfører, ja endog hos hver højtskommanderende på enhver fraliggende post, til at rekvirere fornødenhederne i natur eller penge.

De herved iagttagende forholdsregler er det altså for staten højst nødvendigt forud at bestemme ved et fast reglement. At oppebie uroligheders udbrud forinden, er uforsigtigt. For disse kunne ofte komme meget pludseligt og et angreb et eller andet sted blive foretaget forinden til enhver provins især i en stat af en sådan beliggende som den danske, kan indløbe forholdsordre fra hovedstaden.

Materien har medført disse betragtninger over udgifter ved et Landeværn. Adskillige har ytret at en sådan indretning ville slet intet koste. Den første brug vores regering har gjort af det ny oprettede Landeværn har vist hvor liberalt den tænker i denne henseende.

*) Det er ikke mange år siden at Hals Skanse som forsvarer indløbet til ikke færre end 7 købstæders havne, var ganske forfalden. Skanserne ved Koster, Lyholm, Grønsund, Taars og mange andre steder var det for ikke meget længe side, i sådan grad at hvis de er gjort i stand eller nogen tid skulle blive det, måtte arbejdet koste næsten lige så meget som om det blev gjort fra nyt.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 157, 25 April 1801, s. 2497-2500)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er en fortsættelse af artiklerne i nr. 151, 14. marts 1801, s. 2409-2412 og nr. 154, 4 April 1801, s. 2455-2458. Den får en kommentar med på vejen i Politivennen nr. 167, 4 Juli 1801, s. 2664-2670

Om Landværn.

(Fortsat)

Den anden væsentlige genstand ved et landværn er våben.

Det er bedrøveligt når et lands provinsboere er så blottet for våben som vores. Jagten, denne de mægtigeres leg, som så mange agerdyrkeres vel har været opofret for, men som nu til lykke for Danmark ser sin undergang i udskiftningen, havde også den skadelige virkning at det våben hvormed fjende skulle slås, reves ud af den kraftige hånd for at ikke en hjort eller hare dermed skulle jages bort fra den bølgende kornmark eller den indfredede kålhave. Før bonden blev jorddrottens træl var han bevæbnet, og landet værnet uden stående hær. Nu kappes vores godsejere om at opfylde en retfærdig regents ønske. Jordene udskiftes, indfredes og jagten vil ophøre med de unyttige dyr der var genstanden derfor.

Hvor en almue ingen våben ejer, er det en nødvendighed at de uddeles af staten. Denne uddeling kan enten være blot for tiden så at geværerne tilbagetages igen når den truende fare er forsvundet, eller som er langt mere ønskelig være en vedvarende indretning. Da våbnene til det bestemte brug bliver i hver landeværnsmands eller i sognefogdens eller i amtmandens værge.

I en stat der som Danmark er adskilt med sunde, synes det i det allermindste nødvendigt at våbnene forbliver i hvert amt. På ganske små øer bør de vel blive i hvert sogn eller by. Den opmuntring det ville være for landeværnsmændene, hvis en tillidsfuld regering gav dem selv våbnene i værge, i det mindste i egne hvor fællesskabet er ophævet, er alt for begribeligt til at behøve at blive uddybet.

Der burde uddeles korte trykte underretninger om geværers natur og egenskaber i deres forskellige dele, forsigtigheden ved at rense og lade dem og lignende. og måtte hver landeværnsmand når han modtog sine våben, enten til kort eller bestandig varetægt give en forskrift til udlevereren at han havde modtaget dem i forsvarlig stand (NB når dette var sandhed), og derved forpligtes til at tilbagelevere dem lige så gode eller finde sig i at de på hans bekostning istandsattes.

Ved et landeværn er det en sand nødvendighed at have flere gode bøssesmede i enhver provins. Måske var det bedst at give dem en fast gage imod at landeværnets geværer fortrinligst skulle besørges vedligeholdt.

Også om krudtets egenskaber, dets dele og deres forhold, dets bevaringsmåde osv. burde kort og tydelige underretninger trykkes og gratis uddeles. Ligeledes om det rå salpeters frembringelse, ligesom samme altid i hvor små kvantiteter det end bragtes, måtte opkøbes af regeringen i det mindste så længe partikulære ikke ville. 

En krudtmølle i hver provins eller på hver af de store øer; Fyn, Lolland, Falster, Femern, Møn, Bornholm, Als osv. var en nødvendig foranstaltning.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4 April 1801, s. 2455-2458)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er fortsat fra Politivennen nr. 151, 14. marts 1801, s. 2409-2412 og fortsættes i nr. 157, 25 April 1801, s. 2497-2500.

Om Landværn.

Da udgiveren i disse blade har fremsat andres forslag og tanker om vores landeværn, og selv for en 8 års tid siden gjort et udkast til et for Lolland og Falster, og da denne genstand for nærværende tid beskæftiger så mange medborgere, tror han ikke det er af vejen kort at fremsætte nogle almindelige grundlinjer af et landeværn, således som det efter hans tanker bedst til virkning kan indrettes.

Til ethvert krigsvæsen, altså også til et landeværn, hører følgende fem væsentlige genstande:
Folk.
Våben.
Underhold.
Anførsel.
Våbenøvelse.
Betragter vi disse rekvisita med hensyn til landeværn, det veil sige til et fra den stående hær eller statens sædvanlige krigsforsvarsvæsen afsondret overordentligt forsvarsmiddel i landets samtlige våbendygtige mænd, så ses at:

1) Der vil ikke mangle folk da alle våbendygtige bør høre under Landeværnet. Og her tror jeg det måtte tilrådes alle statsstyrere ikke at gøre nogen undtagelse, uden den som statens tjeneste gør nødvendig. Til indskrivning som landeværnere er altså at binde alle 16 eller 18 årige mandspersoner som ikke er ansat ved landets sædvanlige forsvarsstand, som ikke er i gejstlige eller verdslige embeder og endelig som ikke ved vanførhed er gjort ubrugbare.
De embeder som kunne tåle opsættelse, må ikke engang fritage fra indskrivning.

Ved den fritagende vanførhed må kun forstås den som gør det umuligt at bære et gevær, lade det, sigte og afskyde det. Den pukkelryggede, den halte, den skævbenede, firefodsmanden kan altså ikke anses som fritaget fra landeværnstjeneste.

2) Allerbedst synes næsten for at forebygge alle ulovlige fritagelser og for at kunne ved jævnføring med mandtalslisterne kontrollere landeværnsfolkene, at alle mandspersoners navne uden undtagelse fandtes i dem, men at to vedstående rubrikker udviste, den ene om den indskrevne var virkelig landeværner, den anden på hvad grund han ikke var det. 

Herremænd, forpagtere, forvaltere, ladefogeder, ridefogeder, skytter, gartnere, præster (en hvor der var to), degne, blev alle virkelige landeværnere og med største villighed da de alle havde mere at tabe ved fjendevold end bønderne.

At jeg bruger ordet fritage her som om det antages at ulyst til at være landeværner ville være mere almindelig end dagens erfaring (se sidste Kollegialtidende) giver ret til at antage, vil man ikke fortænke mig i da jeg sætter så mange personer hen i listerne som ikke var der før.

(fortsættes)

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 151, 14. marts 1801, s. 2409-2412)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen synes at være skrevet af redaktøren K. H. Seidelin. Den fortsætter i Politivennen. nr. 154, 4 April 1801, s. 2455-2458 og nr. 157, 25 April 1801, s. 2497-2500.

Forslag til at antage Landeværns Rekruter.

Efter at have forfattet de befalede lister over landeværnsmændene i de sogne som allernådigst er betroet mig, og som er temmelig folkerige, indser jeg at landeværnsmændenes antal ikke er så stort i nogen provins som det burde være når denne kongens faderlige omhu ved dem at betrygge fædrelandet mod al fjendtlig anfald, skal opnås. Som forventet finder man i bondestanden så få øvede i våben fordi ingen undtagen de fattigste før blev afgivet til regimenterne, og måtte gå så længe at de blev grå under våbnene, mens de formuende bønders børn blev sat til gårde. For at rette de fejl som er begået i den forbigående tid, og for at komme det tilsigtede mål nærmere ved at gøre dette landværn så talrig at regeringens og folkets ønske kan opnås, tillades det mig atter allerunderdanigst at fremsætte følgende forslag:

Ligesom man nu sognevis har forfattet en liste over landeværnsmændene, så kunne man på samme måde forfatte en liste over landeværnsrekrutterne i ethvert sogn. Til disse rekrutter henregner jeg alle dem som er under 45 år og ikke endnu har gjort, og heller ikke kan komme til at gøre den sædvanlige krigstjeneste. Herunder forstår jeg:


1) Alle dem som er over den alder at de kan antages til den sædvanlige krigstjeneste. Nemlig dem som har fyldt det 20 eller om man hellere vil det 30 år. *)
2) Alle dem som er lavere end at de kan antages til den sædvanlige krigstjeneste **)
3) Alle dem som har fået afsked for en eller anden legemsfejls skyld. ***)
4) Alle gammelmands sønner ****)

Men da man ikke med nytte kan bruge rå og uøvede folk, så gør jeg allerunderdanigst følgende forslag til at få disse landeværnsrekrutter øvede i våben:

Man udvælger i enhver landsby en af landeværnsmændene som formand *****). Denne bør altid vælges af dem som har gjort krigstjenesten og de årlige mønstringer efter seneste indretning, da disse er bedst øvede i våben. Landeværnsrekrutterne forpligtes til hver søndag eftermiddag at møde hos formanden i den by de opholder sig i eller til hvilken de henhører for at blive øvet i våben af deres formand. Denne holder en liste over dem som hver søndag møder eller ikke møder til våbenøvelse på nedenfor anførte måde ******), og han har magt til at mulktere dem på 2 eller 4 rigsdaler for hver gang de udebliver fra våbenøvelse når ikke sygdomme ellernogen anden betydelig årsag hindrer dem fra at komme. 

Når landeværnsmændene bliver sammenkaldt og får deres anførere, da skal formændene forevise de kommanderende de lister de har over dem som de skulle øve i våben, da de kommanderende giver dem som har været flittige i at komme til våbenøvelse en berømmelse for udvist flid, og derimod de forsømmelige en passende irettesættelse eller efter omstændighederne pålægger dem en pengemulkt. Det ville meget opmuntre de antagne formænd til at anvende al flid på at gøre deres rekrutter færdige i våbenøvelse når de kommanderende udmærkede dem som havde de bedst øvede rekrutter og foreslog regeringen at belønne disse med et smukkere gevær end det de andre havde. Imidlertid kunne man til opmuntring for disse formænd forunde dem samme frihed som lægdsmændene, nemlig frihed for ekstraskatten for dem og deres hustruer om de var gift og tillige lade dem beholde de for forsømmelse af landeværnsrekrutterne faldne mulkter samt tillægge dem hver i sin by de 2 mark årlig som tjenestekarle, husmænd og inderster der ikke har gjort deres sædvanlige krigstjeneste, må betale indtil deres 36 år efter forordning af 2. august 1791 hvilket er ubetydeligt. For af det mandtal jeg er forbundet til at holde over anførte tjenestekarle, husmænd og inderster i de mig allernådigst betroede sogn hvor folketallet ikke er lille, ser jeg at en sådan formand ikke kunne få mere end 6 til 8 mark af den by han var i, og denne udgift vil findes vel anvendt da den tjener til fædrelandets beskyttelse. På disse anførte lister blev da årligt til afgang anført alle de som har fyldt deres 45 år og derimod til tilgang ansat alle de som havde fyldt de 28 eller 30. år og af den grund ikke kan antages til den sædvanlige krigstjeneste. 

Ved at følge dette forslag tror jeg at landeværnet bliver så talrig og øvet at fædrelandet vil bedre betrygges ved denne end ved 100.000 mand lejede tropper for hvilke det er ligegyldigt hvem der regerer et land eller bebor det.

Kirke Helsinge den 18. februar 1801
Holm

*) Da alle vil nyde landets gode, bør de også tage del i landets farer.

**) Ligesom jeg er villig til at tilstå at det ville vansire linjerne af opstillede regulære tropper når en af de opstillede mænds hoveder kun nåede til de andres skuldre, så mener jeg derimod at det går an at bruge disse lave til landeværn, da man ser mere på nytte end på pynt og ordsproget er rimeligt: lige brødre lige rappe.

***) Fordi disse ikke er i stand til at udstå alle en krigers strabadser, derfor er de dog ikke uskikkede til landeværnstjeneste som forefalder sjældnere og gøres ikke udenfor den provins enhver bebor.

****) da disse bliver befriet fra at gøre den sædvanlige krigstjenste fordi de træder i deresfædres sted og betragtes som interims gårdmænd, så er det også rimeligt at de følgermed de andre gårdmænd som har gjort den sædvanlige krigstjeneste når der gælder om at forsvare fædrelandet, når ingen fritages ophører også al indbyrdes fortrydelse og alle bliver færdige i våbenøvelse.

*****) I så kritiske omstændigheder som de nærværende beordres straks at vælge en formand i hver by og straks at lade ham begynde at øve rekrutterne efter præstens og lægdmandens distrikt.

******) Formændenes liste over de rekrutter som møder eller ikke møder til våbenøvelserne:

Da bønder sjældent kan skrive, kunde de bedst holde denne regning ved at betegne de mødende med et + og de udeblivende med et 0 når en anden i forvejen havde indrettet listen for dem.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 149, 28 Februar 1801, s. 2369-2375)

Forslag til en fast og bestandig Landværge i disse Riger og Lande.

Imens jeg med mine medborgere glædede mig over at en krig som truede landet, var lykkelig endt, faldt denne tanke mig ind: Om en fjende engang fik det indfald at gøre landgang på de danske øer for at plyndre der, kunne da beboerne med held gå den ankomne fjende imøde og fordrive den? Så gerne som jeg ønskede dette, så lidt turde jeg håbe det - da jeg kender forfatningen på de fleste stæder. Enhver ved at de gamle anordninger som ville hindre landmanden fra at forgribe sig på den mængde dyr som åd hans sæd og år efter år, har ligesom revet ham de geværer af hænderne hvormed han kunne dræbe disse og andre sine fjender. Man kan endnu i store landsbyer gå fra gård til gård, ofte uden at finde et eneste skydegevær. De våben landmanden har, er leer, høtyve og økser, men med disse afslår man ikke en væbnet hær. I vore tider da landmanden mere end før øves i våben og lærer at bruge disse imod en fjende, i disse tider ville det også være passende at give ham de våben i hænde med hvilke han kunne forsvare sit fædreland, sin familie og ejendom mod enhver fjende, og da vi om en halv eller højst en hel snes år har ingen landbeboer som ikke er øvet i våben og i de ny brugelige ekserciser, så ser enhver hvilken ypperlig landværn man havde i landalmuen når denne var forsynet med de fornødne våben. For hvem strider vel med større mod og fyrighed end den som forsvarer sit eget, det være lille eller stort? 

Jeg drister mig derfor underdanigst at gøre følgende forslag som ingen tænkende medborger vil foragte, da man let ser hvor stor tjeneste man kunne vente at sådan en landeværn, i omstændigheder lige så kritiske som de vi nylig har oplevet. Et forslag som jeg ønsker en mand af det militære fag ville danne og bringe til det, det burde være. For da jeg ikke er militær, besidder jeg heller ikke den kundskab som kræves til dette foretagende. Mit forslag er dette; Enhver indfødt som går ud af krigstjenesten, får afsked som landværge og beholder de våben han har haft mens han stod i tjeneste, og forpligtes til at beholde disse hvor han end måtte opholde sig i kongens riger og lande indtil han har fyldt sit 60. år, da han efter ergangne anordninger anses som gammel mand. Som landværge er han ikke bundet til noget vist opholdssted, ikke heller forpligtet til noget vist regiment. Derimod er det hans pligt at fremstille sig bevæbnet når et fjendtligt indfald måtte ske på den ø eller det land hvor han opholder sig og med andre steders beboere at tjene mod den udfaldende fjende indtil samme er aldeles fordrevet. Skulle det synes alt for bekosteligt for den kongelige kasse at bortskænke så mange geværer, da kunne man gøre sig betalt for disse på følgende måde:

Man afdrager enhver som gør krigstjeneste, årligt af hans dusørpenge så meget at hans gevær kan være afbetalt ved slutningen af det sjette år han står i krigstjeneste. Da geværet betales af hans dusør og han i geværet har vederlag for sine penge, så kan han ikke være misfornøjet med denne fremgangsmåde da man bør antage at geværerne overlades for en tålelig pris. Man kunne tillige overlade til hver bondegård en flint med bajonet og en kårde hvorpå årlig blev betalt 1 mark, dog ikke længere end til geværerne var afbetalt. Disse geværer fik et vist distriktsmærke, og ved skifte af gårdsejere var den aftrædende forbundet til at levere geværerne til den tiltrædende gårdmand eller når de savnedes da betale geværernes fulde værdi. Enhver godsejer havde opsigt over de geværer som var henlagt til hans bøndergårde og blev ansvarlig for disse mod at have sin regres til bonden som på anførte måde måtte betale de manglende.

Når landbeboerne var således forsynet med geværer og inddelt i regimenter som vel ikke blev alle lige store, da det synes mest passende at et hvert herred udgjorde et særskilt korps, kunne disse forskellige korps efter forhen gjordte reglement støde til de regulære tropper og kommanderes af disses officerer. Det ville være mest passende at landalmuen rykkede ud i deres røde trøjer for at være i farve lige alle landets krigere som bærer mundur.

På øerne derimod hvor ingen regimenter ligger af regulære tropper, kunne officerer som har pension, ansættes med noget tillæg til deres pension for i påkommende tilfælde at kunne anføre øboerne mod en indfaldende fjende.

Ethvert af disse kompagnier fik en af sine egne til anfører ligesom på Bornholm hvortil den dueligste blev valgt. Denne efterså at geværerne blev holdt rene og at de altid var i behørig stand og øvede sit kompagni engang hvert år straks efter høsten. Man kunne også lade et helt herreds landeværn samles engang om efteråret for at gøre deres øvelser under kommando af en af de nærmest garnisonerende officerer som lod dem øve sig i at bruge bajonetten på flinten og at holde sluttede geledder. Man antog nu og bekendtgjorde en vis måde at ringe på, hvormed man tilkendegav at en fjende var i landet. På denne måde begyndt man at ringe først der hvor man først blev opmærksom på fjenden og siden over alt landet, og nu red bud fra sogn til sogn for at tilkendegive hvor fjenden var i landet. Sognefogden i hver by var den som ved ridende bud skulle bekendtgøre dette, hvorfor han fik en lille dusør når han var brugt hertil. De som udviste største hurtighed i at rykke frem mod fjenden og som snarest til deres bestemmelse, i betragtning af deres afstand til stedet, fik en belønning, de som derimod havde vist sig nølende, betalte en mulkt til de fattige i det sogn hvortil de henhørte.

For at vide hvad man kunne love sig af sådant landeværn, kunne man engang om året lade nogle af vore skibe under fremmed flag gøre forstilt angreb nu på et, nu på et andet sted i landene. Herved holdt man landets værn i god øvelse.

Da de franske har med bajonetter på flinten tilfægtet sig en glimrende sejr efter den anden, tør man håbe at disse nordiske folk som i betragtning af deres klima har stærkere arme, skulle intet eftergive dem i disse øvelser, og at den fjende som vovede at angribe disse fredelige lande, skulle træffe indbyggere her som kunne sikre landets kyster og grænser således imod ethvert fjendtligt angreb at fjenden skulle hos dem intet finde uden sin død og sin grav. 

Kirke Helsinge den 28. september 1800

Holm
Præst til Helsinge og Drosselberg
Menigheder i Sjælland.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 128. 4 October 1800, s 2042-2047)