Imens jeg med mine medborgere glædede mig over at en krig som truede landet, var lykkelig endt, faldt denne tanke mig ind: Om en fjende engang fik det indfald at gøre landgang på de danske øer for at plyndre der, kunne da beboerne med held gå den ankomne fjende imøde og fordrive den? Så gerne som jeg ønskede dette, så lidt turde jeg håbe det - da jeg kender forfatningen på de fleste stæder. Enhver ved at de gamle anordninger som ville hindre landmanden fra at forgribe sig på den mængde dyr som åd hans sæd og år efter år, har ligesom revet ham de geværer af hænderne hvormed han kunne dræbe disse og andre sine fjender. Man kan endnu i store landsbyer gå fra gård til gård, ofte uden at finde et eneste skydegevær. De våben landmanden har, er leer, høtyve og økser, men med disse afslår man ikke en væbnet hær. I vore tider da landmanden mere end før øves i våben og lærer at bruge disse imod en fjende, i disse tider ville det også være passende at give ham de våben i hænde med hvilke han kunne forsvare sit fædreland, sin familie og ejendom mod enhver fjende, og da vi om en halv eller højst en hel snes år har ingen landbeboer som ikke er øvet i våben og i de ny brugelige ekserciser, så ser enhver hvilken ypperlig landværn man havde i landalmuen når denne var forsynet med de fornødne våben. For hvem strider vel med større mod og fyrighed end den som forsvarer sit eget, det være lille eller stort?
Jeg drister mig derfor underdanigst at gøre følgende forslag som ingen tænkende medborger vil foragte, da man let ser hvor stor tjeneste man kunne vente at sådan en landeværn, i omstændigheder lige så kritiske som de vi nylig har oplevet. Et forslag som jeg ønsker en mand af det militære fag ville danne og bringe til det, det burde være. For da jeg ikke er militær, besidder jeg heller ikke den kundskab som kræves til dette foretagende. Mit forslag er dette; Enhver indfødt som går ud af krigstjenesten, får afsked som landværge og beholder de våben han har haft mens han stod i tjeneste, og forpligtes til at beholde disse hvor han end måtte opholde sig i kongens riger og lande indtil han har fyldt sit 60. år, da han efter ergangne anordninger anses som gammel mand. Som landværge er han ikke bundet til noget vist opholdssted, ikke heller forpligtet til noget vist regiment. Derimod er det hans pligt at fremstille sig bevæbnet når et fjendtligt indfald måtte ske på den ø eller det land hvor han opholder sig og med andre steders beboere at tjene mod den udfaldende fjende indtil samme er aldeles fordrevet. Skulle det synes alt for bekosteligt for den kongelige kasse at bortskænke så mange geværer, da kunne man gøre sig betalt for disse på følgende måde:
Man afdrager enhver som gør krigstjeneste, årligt af hans dusørpenge så meget at hans gevær kan være afbetalt ved slutningen af det sjette år han står i krigstjeneste. Da geværet betales af hans dusør og han i geværet har vederlag for sine penge, så kan han ikke være misfornøjet med denne fremgangsmåde da man bør antage at geværerne overlades for en tålelig pris. Man kunne tillige overlade til hver bondegård en flint med bajonet og en kårde hvorpå årlig blev betalt 1 mark, dog ikke længere end til geværerne var afbetalt. Disse geværer fik et vist distriktsmærke, og ved skifte af gårdsejere var den aftrædende forbundet til at levere geværerne til den tiltrædende gårdmand eller når de savnedes da betale geværernes fulde værdi. Enhver godsejer havde opsigt over de geværer som var henlagt til hans bøndergårde og blev ansvarlig for disse mod at have sin regres til bonden som på anførte måde måtte betale de manglende.
Når landbeboerne var således forsynet med geværer og inddelt i regimenter som vel ikke blev alle lige store, da det synes mest passende at et hvert herred udgjorde et særskilt korps, kunne disse forskellige korps efter forhen gjordte reglement støde til de regulære tropper og kommanderes af disses officerer. Det ville være mest passende at landalmuen rykkede ud i deres røde trøjer for at være i farve lige alle landets krigere som bærer mundur.
På øerne derimod hvor ingen regimenter ligger af regulære tropper, kunne officerer som har pension, ansættes med noget tillæg til deres pension for i påkommende tilfælde at kunne anføre øboerne mod en indfaldende fjende.
Ethvert af disse kompagnier fik en af sine egne til anfører ligesom på Bornholm hvortil den dueligste blev valgt. Denne efterså at geværerne blev holdt rene og at de altid var i behørig stand og øvede sit kompagni engang hvert år straks efter høsten. Man kunne også lade et helt herreds landeværn samles engang om efteråret for at gøre deres øvelser under kommando af en af de nærmest garnisonerende officerer som lod dem øve sig i at bruge bajonetten på flinten og at holde sluttede geledder. Man antog nu og bekendtgjorde en vis måde at ringe på, hvormed man tilkendegav at en fjende var i landet. På denne måde begyndt man at ringe først der hvor man først blev opmærksom på fjenden og siden over alt landet, og nu red bud fra sogn til sogn for at tilkendegive hvor fjenden var i landet. Sognefogden i hver by var den som ved ridende bud skulle bekendtgøre dette, hvorfor han fik en lille dusør når han var brugt hertil. De som udviste største hurtighed i at rykke frem mod fjenden og som snarest til deres bestemmelse, i betragtning af deres afstand til stedet, fik en belønning, de som derimod havde vist sig nølende, betalte en mulkt til de fattige i det sogn hvortil de henhørte.
For at vide hvad man kunne love sig af sådant landeværn, kunne man engang om året lade nogle af vore skibe under fremmed flag gøre forstilt angreb nu på et, nu på et andet sted i landene. Herved holdt man landets værn i god øvelse.
Da de franske har med bajonetter på flinten tilfægtet sig en glimrende sejr efter den anden, tør man håbe at disse nordiske folk som i betragtning af deres klima har stærkere arme, skulle intet eftergive dem i disse øvelser, og at den fjende som vovede at angribe disse fredelige lande, skulle træffe indbyggere her som kunne sikre landets kyster og grænser således imod ethvert fjendtligt angreb at fjenden skulle hos dem intet finde uden sin død og sin grav.
Kirke Helsinge den 28. september 1800
Holm
Præst til Helsinge og Drosselberg
Menigheder i Sjælland.
(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 128. 4 October 1800, s 2042-2047)
Jeg drister mig derfor underdanigst at gøre følgende forslag som ingen tænkende medborger vil foragte, da man let ser hvor stor tjeneste man kunne vente at sådan en landeværn, i omstændigheder lige så kritiske som de vi nylig har oplevet. Et forslag som jeg ønsker en mand af det militære fag ville danne og bringe til det, det burde være. For da jeg ikke er militær, besidder jeg heller ikke den kundskab som kræves til dette foretagende. Mit forslag er dette; Enhver indfødt som går ud af krigstjenesten, får afsked som landværge og beholder de våben han har haft mens han stod i tjeneste, og forpligtes til at beholde disse hvor han end måtte opholde sig i kongens riger og lande indtil han har fyldt sit 60. år, da han efter ergangne anordninger anses som gammel mand. Som landværge er han ikke bundet til noget vist opholdssted, ikke heller forpligtet til noget vist regiment. Derimod er det hans pligt at fremstille sig bevæbnet når et fjendtligt indfald måtte ske på den ø eller det land hvor han opholder sig og med andre steders beboere at tjene mod den udfaldende fjende indtil samme er aldeles fordrevet. Skulle det synes alt for bekosteligt for den kongelige kasse at bortskænke så mange geværer, da kunne man gøre sig betalt for disse på følgende måde:
Man afdrager enhver som gør krigstjeneste, årligt af hans dusørpenge så meget at hans gevær kan være afbetalt ved slutningen af det sjette år han står i krigstjeneste. Da geværet betales af hans dusør og han i geværet har vederlag for sine penge, så kan han ikke være misfornøjet med denne fremgangsmåde da man bør antage at geværerne overlades for en tålelig pris. Man kunne tillige overlade til hver bondegård en flint med bajonet og en kårde hvorpå årlig blev betalt 1 mark, dog ikke længere end til geværerne var afbetalt. Disse geværer fik et vist distriktsmærke, og ved skifte af gårdsejere var den aftrædende forbundet til at levere geværerne til den tiltrædende gårdmand eller når de savnedes da betale geværernes fulde værdi. Enhver godsejer havde opsigt over de geværer som var henlagt til hans bøndergårde og blev ansvarlig for disse mod at have sin regres til bonden som på anførte måde måtte betale de manglende.
Når landbeboerne var således forsynet med geværer og inddelt i regimenter som vel ikke blev alle lige store, da det synes mest passende at et hvert herred udgjorde et særskilt korps, kunne disse forskellige korps efter forhen gjordte reglement støde til de regulære tropper og kommanderes af disses officerer. Det ville være mest passende at landalmuen rykkede ud i deres røde trøjer for at være i farve lige alle landets krigere som bærer mundur.
På øerne derimod hvor ingen regimenter ligger af regulære tropper, kunne officerer som har pension, ansættes med noget tillæg til deres pension for i påkommende tilfælde at kunne anføre øboerne mod en indfaldende fjende.
Ethvert af disse kompagnier fik en af sine egne til anfører ligesom på Bornholm hvortil den dueligste blev valgt. Denne efterså at geværerne blev holdt rene og at de altid var i behørig stand og øvede sit kompagni engang hvert år straks efter høsten. Man kunne også lade et helt herreds landeværn samles engang om efteråret for at gøre deres øvelser under kommando af en af de nærmest garnisonerende officerer som lod dem øve sig i at bruge bajonetten på flinten og at holde sluttede geledder. Man antog nu og bekendtgjorde en vis måde at ringe på, hvormed man tilkendegav at en fjende var i landet. På denne måde begyndt man at ringe først der hvor man først blev opmærksom på fjenden og siden over alt landet, og nu red bud fra sogn til sogn for at tilkendegive hvor fjenden var i landet. Sognefogden i hver by var den som ved ridende bud skulle bekendtgøre dette, hvorfor han fik en lille dusør når han var brugt hertil. De som udviste største hurtighed i at rykke frem mod fjenden og som snarest til deres bestemmelse, i betragtning af deres afstand til stedet, fik en belønning, de som derimod havde vist sig nølende, betalte en mulkt til de fattige i det sogn hvortil de henhørte.
For at vide hvad man kunne love sig af sådant landeværn, kunne man engang om året lade nogle af vore skibe under fremmed flag gøre forstilt angreb nu på et, nu på et andet sted i landene. Herved holdt man landets værn i god øvelse.
Da de franske har med bajonetter på flinten tilfægtet sig en glimrende sejr efter den anden, tør man håbe at disse nordiske folk som i betragtning af deres klima har stærkere arme, skulle intet eftergive dem i disse øvelser, og at den fjende som vovede at angribe disse fredelige lande, skulle træffe indbyggere her som kunne sikre landets kyster og grænser således imod ethvert fjendtligt angreb at fjenden skulle hos dem intet finde uden sin død og sin grav.
Kirke Helsinge den 28. september 1800
Holm
Præst til Helsinge og Drosselberg
Menigheder i Sjælland.
(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 128. 4 October 1800, s 2042-2047)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar