"Emeralds" forlis i Svaneke (Efterskrift til Politivennen)

Den 28. november 1846 gik den engelske skonnert Emerald på Rødnæs skær udenfor Hullenakken ved Svaneke. Den 30. november sank skibet. 

Ifølge "Svanekes Venner" havde man et noget ambivalent forhold til strandinger dengang: 

"Vi erindrer os, at sprogforskeren Johan Nicolai Madvig, født 1804 i Svaneke, som dreng havde overhørt sin far sige at: "han ikke vidste, hvordan han skulle have gennemstridt det trange Aar, hvis Vorherre ikke havde sendt "de to dejlige Vrag". Ved den engelske skonnert "Emerald"s forlis ved Svaneke havn i 1846, hvor 9 mennesker omkom, fik ca. tre fjerdedele af byens husstande direkte økonomisk fordel af skibsulykken. Der var 2600 rigsdaler til deling. (se Bornholmske Samlinger 2. række, bind 13).".

Der henvises til Bornholmske Samlinger 1994, artiklen "Postsejlads i 150 år" af Poul Sonne. I den beskrives såvel ulykken som hvad der senere skete. Det er denne artikel som der refereres til i det følgende.

I de følgende dage drev ligene af de forulykkede i land: Kaptajn Georg Davidson, 55 år, en passager, en styrmand og 6 matroser. 8 englændere og en dansk matros, fra Bogø: Peter Christian Petersen, 22 år. Alle begravet i en fællesgrav vest for kirketårnet på Svaneke kirkegård. Et fyr på Svaneke havn blev først opsat i 1918. 

Hvorom alting er, så gik der kun lidt over en uge efter forliset før der var auktion:

Efter vedkommendes rekvisition bliver tirsdag den 8. i denne måned formiddag kl. 10 på stranden her ved byen afholdt auktion over det fra den indstrandede engelske skonnert "Emerald" til den tid bjergede skibsinventarium, bestående af ankre, kættinger og sejl mm. såvel som over ca. 100 tønder havareret hørfrø, samt en betydelig del tøndestaver af eg.
By- og herredsfogedkontoret i Svaneke,
den 3. december 1846. 
Koefoed.
(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende, 4. december 1846)

I København udbredte der sig såvel gennem Kjøbenhavnsposten som Fædrelandet mistænkeliggørelse af redningsaktionen. En sjover betød dengang bare en person som lod sig hyre til alskens forefaldende arbejde:

Nedenstående faktum forekommer indsenderen at fortjene en alvorlig undersøgelse, hvad det muligvis ikke uden offentliggørelse vil blive det til del, i hvilket øjemed jeg tillader mig at tilstille red. følgende uddrag af et brev fra Bornholm, dateret 14. december d. å.

I Svaneke er i denne tid indtruffet en sørgelig begivenhed: En skonnert, der efter at være stødt på grund var blevet læk, blev af konsul Hansen beordret lagt indenfor havnen med pålandsvind for at losse ud; den stak 15 fod og kunne således ikke skyde ind i havnen. I stedet for om natten at sætte søfolk ombord til pumperne, beordrede konsul Hansen bønderkarle og sjovere derud, hvis formand gik i land og lagde sig til at sove. Kuling og sø tog imidlertid til og langt om længe, efter at der var sendt bud efter nævnte formand, begav han sig ombord og bragte pumpesjoverne i land, men ville ikke uagtet det endnu havde været muligt, gå ud igen efter skibsmandskabet, der således blev tilbage uden båd og uden engang at være vækket. Inden søfolk kom til - om natten som det var - var redning umulig, og mandskabet, der således ikke alene ikke blev ydet nogen hjælp, efter ved kommissionærens malconduite ved placeringen af skibet at være bragt i en situation som beskrevet, men endog blev derover ethvert middel til at redde sig selv, da man havde taget skibets egne både fra borde, gik under med skibet da det henad morgenen drev i land og sloges i stykker mod klipperne. 9 mennesker måtte således sætte livet til for andres uforsvarlige  ligegyldighed og malconduite.
K
(Kjøbenhavnsposten den 23. december 1846).

- I "Handels- og Skibsfarts-Tidende" læses fra Bornholm af 6. december: Den 30. f. m. om morgenen strandede tæt ved Svaneke Havn skonnerten "Emerald" af Belfast, kapt. G. Davidsen, fra Riga bestemt til Newry med en ladning hørfrø. Skibet stødte først den 28.
på grund sønden for Svaneke, men kom om natten flot igen, skønt lækt, og blev bragt til ankers ud for byen, hvorpå af ladningen udlossedes 182 tdr. hørfrø. Med en pludselig opkommende kuling med svær sø drev skibet atter i land, sloges aldeles i stykker, og
mandskabet, i alt 8 mand, druknede

Efter hvad der er berettet os, turde der være mere end anledning til nærmere at undersøge denne stranding. Man har fortalt os, at kaptajnen søgte logi om natten i land, men at det blev ham nægtet; at de folk, som havde været ombord for at holde skibet flot, forlod det uden at vække mandskabet, der udmattet havde lagt sig til ro; at de havde tid til at medtage pumperne, og at de havde frataget skonnerten dens båd, som uskadt findes i land, og mere deslige, som vi ikke her skal gentage, men hvoraf hver enkelthed er tilstrækkelig årsag til en streng undersøgelse
(Fædrelandet, 24. december 1846)

Det fik strandingskommissær Herman Jørgen Hansen Peder til at imødegå kritikken i flere artikler, dels på Bornholm, dels i København: ·

Bornholm.

Af nogle bemærkninger i Fædrelandet nr. 306, af 24. f. m., angåennde skonnerten Emeralds forlis her på kysten den 30. novbr. f. å. , ser jeg at fejlagtige beretninger er udbredte om denne tildragelse, hvilke jeg derfor herved vil søge at berigtige ved at meddele et kort udtog af den forklaring jeg har afgivet til øvrigheden og andre vedkommende,

Den nævnte skonnert grundstødte den 28. novbr. om aftenen her ved byen, men blev ved hjælp herfra, efter 5 timers forløb, atter flot, dog så betydelig læk at begge pumper stadig måtte holdes i gang, hvorfor kaptajnen antog 12 mand til at pumpe og gå med skibet til Christiansø, hvilket imidlertid vindstille og senere modvind forhindrede. Der var 5 til 6 fod
vand i skibet og uagtet forceret pumpning syntes det dog bestandig at synke dybere og med lidt slagside lå det med den ene ræling næsten til vands, så at man hvert øjeblik måtte frygte at det kastede sig på siden oq sank. Kaptajnen besluttede da, efter overlæg med mig, at antage en del tilstedeværende både til at bugsere skibet ind til Svaneke Havn, for derfra at
få lægtere ud og, når det blev udlosset, søge at få det ind. 

Den 29. om middagen blev skibet således bragt til ankers lige for havnemundingen og tove fast i land. Om eftermiddagen blev losningen påbegvndt og fortsat indtil aften. Jeg var ombord for at få arbejdet sat i gang, og gjorde da aftale med en mand til som lods at blive ombord om natten. Jeg bestemte også pumpemandskabet at blive ombord til kl. 8, til hvilken tid jeg bestilte 12 friske mænd til afløsning. Før jeg gik i land spurgte jeg kaptajnen om han ikke ville have logi i land til natten; men han svarede: "Nej, jeg bliver ombord". Vinden var da østlig med laber kuling. Begge skibets både lå ved siden tilligemed flere andre. Senere kom kaptajnen ind til mig for at spørge hvad aftale jeg havde truffet med lægter-skipperne, og da jeg havde underrettet ham derom, sagde han, det var kun derom han ville tale med mig og ville derpå gå ombord igen. 

Dagen efter erfarede jeg han senere havde været inde et sted og der spurgt om nattelogi, men at konen i huset, som var alene hjemme, havde svaret ham, at hun ikke havde nogen lejlighed for logerende; hvorpå han var gået ombord. Om natten gik vinden vestlig. Men om
morgenen omtrent kl. 3 kom lodsen og vækkede mig og sagde: Det blæser en storm fra N. O. så at vi måtte gå i land, men skibets folk er endnu ombord. Da jeg øjeblikkelig derpå kom ned til Havnen blæste det en forrygende storm og der stod en svær sø på klipperne, dog spurgte jeg lodsen og flere tilstedeværende søfolk om det ikke lod sig gøre at gå ud med
en båd for at hente besætningen, men jeg fik et bestemt nej til svar. Jeg så nu intet middel til
besætningens frelse, men når de kappede masterne overbord og stod alle mand til pumperne, eller når de straks slap deres kætting og lod skibet gå i land før søen endnu blev højere, hvilket sidste blev dem tilråbt i en råber, hvorpå der også svaredes ombord, men hvad de svarede, kunne man ikke adskille, og man mærkede ikke at der foretoges noget som helst ombord. 

Skibet blev liggende på flot vand indtil det omtrent kl. 5 drev ind på klipperne og blev på ½ time aldeles sønderslået, uden at noget tov derfra havde været at opdage eller nogen af besætningen at se, uagtet mange mennesker var posterede langs klipperne, med tynde tove, bådshager og lanterner for at yde de forulykkede al mulig hjælp. Ved det derpå af øvrigheden optagne forhør er oplyst: at skibets storbåd allerede om aftenen var drevet i land efter at være løbet fuld af vand og at pumpemandskabet, som gik fra båden om aftenen kl. 8 havde dertil benyttet skibets jolle og lagt den ind i havnen; at lodsen var gået i land for at forfriske sig mens vinden om natten var østlig og havde imidlertid sendt en bror af sig ombord, men var tilstede igen da vinden sprang østlig og havde bragt pumpemantskabet i land, at hele besætningen om natten havde været til køjs med undtagelse af en ombord
værende dansk matros, som på efternatten var kommet på dækket og hvem lodsen havde anmodet om at vække de øvrige og bede dem gøre sig klar til at gå i land, da han ville komme ud igen med båden for at hente dem; men inden de var kommet i land med båden, var stormen i den grad tiltaget, at de ikke så sig i stand til at ro ud mere. 

Heraf vil erfares, selv af den usøkyndige, at dette sørgelige forlis, hvorved 9 mennesker omkom, fornemmelig er forårsaget ved den pludselig opkomne voldsomme storm og den beklagelige omstændighed, at skibets besætning ikke selv gik vagt og passede på deres både.

Svaneke, den 8. januar 1847.
H. J. Hansen
(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende, 12. januar 1847).

Efter at have indsendt svar på nogle bemærkninger i "Fædrelandet," Nr. 306 fra f. å., angående skonnerten Emeralds forlis her på kysten den 30. novbr., ved at meddele en forklaring over denne tildragelse, læste jeg et stykke i Kjøbenhavnsposten Nr. 299 undertegnet K. Dette hedder al være indsendt som et udtog af et brev fra Bornholm, så at man ikke kan vide om bogstavet K. er brevskriverens eller indsenderens mærke. Jeg vil imidlertid antage det første, uagtet jeg dog tror det er fingeret; for jeg skulle fejle meget, hvis jeg ikke kender forfatteren på den høje grad af animositet han røber ved at fremstille sagen så fuld af fordrejelser og usandheder. 

Hr. K. beskylder mig for at have udvist malconduite ved den lejlighed, men jeg tror at kunne godtgøre at han har vist mere malconduite ved at indlade sig på at bedømme en sag han ikke forstår eller, som han lader, ikke har haft nøjagtig kundskab om. Han har anført at jeg beordrede skibet lagt indenfor (skal vel være udenfor) Svanekes Havn. Heri har han for såvidt ret, at jeg på kaptajnens vegne, da han ikke kunne tale dansk, førte kommandoen ombord over Bornholmerne, og således bragte skibet til ankers udenfor havnen; men NB - kaptajnen havde forud bestemt sig til dette, i påhør af flere, jeg kaldte til, som forstod engelsk, som den eneste synlige udvej til at frelse skib og gods, da han kun havde valget mellem at lade skibet synke, sætte det på strand, og det som blev gjort, nemlig: lægge det ind ved Svaneke og få lægtere ud, for når det blev udlosset at få det i havn. 

At den smule vind der var, var pålands, er sandt og det var netop dette som forhindrede skibet i at gå til Christiansø som blev forsøgt. Man overså heller ikke den fare, man udsatte skibet for ved at lægge det ind under kysten, men som bemærket, her var intet andet at gøre, det måtte risikeres. 

Hr. K. har dernæst anført, at skibet stak 15 Fod og kunde derfor ikke flyde ind i havnen. Jeg
indrømmer det stak 14 a 15 Fod, men vel at mærke, det var formedelst det meget vand, der var i, at det stak så dybt; kaptajnen opgav mig, at det lå 11 fod med sin last og 7 fod ledigt, altså kunne det være kommet ind, når det var blevet udlosset og lænspumpet. Det er usandhed, at jeg havde sat bønderkarle ombord til at pumpe om natten. Det var foruden lodsen, 12 Mand, som alle var herfra byen og bestod af søfolk, fiskere og andre sjovere, som kom og tilbød sig. At antage lutter søfolk dertil faldt mig ikke ind, da skibet kun lå en skibslængde fra havnemundingen og et tov stod fast inde på havnen, så at der endogså ikke behøvedes roning for at komme til og fra skibet, da man med en båd kunne hale sig langs tovet. Mener hr. K. at det var mangel på søfolk, som bevirkede at besætningen ikke blev hentet i land, er dette fejlagtigt, for der var foruden pumpemandskabet, flere sømænd til stede, da der var spørgsmål om at hente besætningen, hvoraf dog ingen dristede sig til at ro ud. 

Den formand, K. taler om, må vel være lodsen, om hvem man siden erfarede, at han var gået i land om natten, da vinden var falden af landet, men havde dog sendt sin bror, som også er sømand, i stedet for sig, og var selv kommet ombord igen da vinden atter var falden pålands og bragte pumpemandskabet i land. Da disse gik fra borde, var en med skibet værende
dansk matros på dækket, som lodsen nu bad vække den øvrige besætning og bede dem gøre sig klar til at gå i land, da han ville komme ud igen med båden når han fik landsat det overflødige mandskab. Dette viser, at K.s beretning, at besætningen ikke blev vækket, er usandfærdig. 

Endvidere har Hr. K. anført, at man havde taget skibets egne både fra borde og derved berøvet besætningen ethvert middel til at redde sig selv. At K. ikke blues ved at fremføre en sådan usandhed er påfaldende. Vel erfaredes dagen efter, at tre af pumpemandskabet, som blev afløst Kl. 8, havde benyttet skibets jolle til at gå i land med og lagt den ind i havnen, men storbåden, som om aftenen lå ved skibet, var på fornatten drevet ind på klipperne fyldt med vand, som formodentlig har forårsaget at fangelinen er sprunget, og man kan følgelig ingenlunde sige, at båden var taget fra borde.

For her ikke at gentage mere af det, jeg i den foran berørte, til "Fædrelandet" indsendte forklaring har anført om dette forlis, må jeg henvise læserne dertil, og tror jeg at enhver sagkyndig som gør sig fuldstændig bekendt med denne tildragelse, vil indrømme, at der
fra min side ikke er vist nogen malconduite; for der er dog vel ingen, som vil mene at jeg burde gøre en gammel skibsfører opmærksom på hvad han havde at iagttage, når han lå med sit Skib på en åben kyst.

Til slut kan jeg ikke undlade at takke indsenderen fordi han har publiceret brevet, da det jo er langt bedre at sådant bliver offentliggjort, så at de pågældende får lejlighed til at refærddigøre sig end at usande rygter, som gerne opstår efter en sådan begivenhed, hemmeligt udspredes; dels mod bedrevidende, men også ofte af ren animositet.
Svaneke, den 16. januar 1847.
H. J. Hansen
(Kjøbenhavnsposten, 22. januar 1847. Morgenposten 27. januar 1847).

Bornholmske Samlinger oplyser at  det var Peder Lou som klokken 3 om natten vækkede konsul Hansen, mens hans bror, Mads Davidsen Lou afløste ham. Peder Lou blev også spurgt om det var muligt at ro ud, men var en af dem som sagde nej.

Det retlige efterspil

Bornholmske Samlinger fortæller også at " Der opstod straks i Svaneke en meget uvenlig stemning imod konsul Hansen, Peder Lou og enkelte andre, som man ligefrem gav skylden for, at "Emeralds" besætning havde fået denne sørgelige skæbne. I marts 1847 udstedte Danske Cancelli ordre til at rejse sag mod russisk vicekonsul, strandingskommissær Herman Jørgen Hansen og sømand Peder Lou for udvist forsømmelighed i opfyldelsen af deres pligter ved skonnerten "Emeralds" forlis og deres mangel på omsorg for at sikre mandskabets redning. Den 25. okt. 1847 begyndte sagen på rådstuen i Svaneke, og den 28. april 1848 blev dommen afsagt. Den kom til at lyde: "Tiltalte russisk Vicekonsul, Strandingskommissær Hansen bør at have sin Bestalling som Strandingskommissær forbrudt. - Tiltalte Sømand Peder Lou bør til Svaneke By's Fattigkasse at erlægge i Mulet 100 Rigsbankdaler; saa bør de og udrede alle af denne Sag lovligt flydende Omkostninger. "

Konsul Hansen appellerede dommen til Højesteret. Hvis dom (frifindelse) faldt den 24. november 1848:

Fredag den 24. november.
Nr. 198. Advokat Rotwitt mod russisk vicekonsul, strandingskommisær Hermann Jørgen Hansen og sømand Peder Lou for forsømmelighed i opfyldelsen af deres pligter ved skonnerten "Emeralds" forlis og deres mangel på omsorg for at sikre redningen af den på skibet værende besætning (defensor Buntzen og Blechingberg). Ved Svaneke købstads ekstrarets dom af 28. april 1845 er førstnævnte dømt til at have sin bestilling som strandingskomissær forbrudt, og sidstnævnte til at bøde 100 rbd. til Svaneke Bys fattigkasse.
Dom. De tiltalte bør for aktors tiltale i denne sag fri at være. For så vidt angår den af prokurator Fogh imod dommeren fremsatte anke bør bytingsdommen uefterrettelig at være. Advokaterne Rotwitt og Buntzen, samt etatsråd Blechingberg tillægges i salær for Højesteret, den første 30 rbd. og hver af de to sidste 20 rbd., som tilligemed de ved bytingsdommen bestemte salærer udredes af det offentlige.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 25. november 1848).

"Emeralds" jolle blev sat til salg i 1849:

Da jeg var så uheldig at måtte ophugge den kuf som jeg tog op af søen og bragte til Svaneke Havn, så har jeg derved fået at sælge underhånden: Dæksbjælker, bjælkeknæer, barkholtsplanker, tømmerstykker, master, bom og ræer, ror, skibsanker, stag og vant samt andet tovværk, en mængde bolte og andet jern, kompas m.m. Det bemærkes at det næsten er så godt som nyt, da det fartøjet kun var et par måneder gammelt da det strandede og at jeg har ladet det henligge for om jeg selv kunne lade det afbenytte. Endvidere sælges en del egetræer som er købt til skibsbygning. En del store engelske slibesten, der også kan dannes til kværnsten. Så sælges også den skibsjolle som hørte til skonnerten "Emerald" der med ladning og mandskab ynkelig blev sunket ud for Svaneke. Skulle jeg ikke så disse sager solgt underhånden, så venter jeg at auktionsretten er så god at sælge det for mig, eftersom man tidligere ikke har vist sig uvillig dengang skroget og senere stykkerne deraf hyppigt lå i vejen.
Svaneke den 7. april 1849.
J. H. Bohn.
(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende, 1. maj 1849)

Strandingskommissær og købmand Hansen døde i juni 1854, ridder af sankt stanislavsordenen, 52 år gammel. Han ejede den gamle avlsbruger- og købmandsgård som senere blev omdannet til Hotel Østersøen. Datteren, Nina Hansen blev boende i Svaneke, og skal have været et sjældent elskværdigt og ejegodt menneske, altid et smil og venligt ord til alle. Ifølge Bornholms Avis og Amtstidende, 6. september 1920.

14 år efter denne tragiske ulykke kaster Peder Lou sig i havet ud for Svaneke. 

Bornholm.

Rønne, de 27. december. Søndag aften har en i Svaneke bosiddende mand ved navn Peder Lou, der var lods og overførte posten fra Bornholm til Christiansø, styrtet sig i havet, da han på hjemrejsen derfra kom i nærheden af Svaneke Havn. Den anden i båden værende mand forsøgte at redde ham, ved at tilkaste ham en åre, men han ville ikke tage fat i den og druknede straks efter. Han har i længere tid været tungsindig.
(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende, 28. december 1860)

Bornholmske Samlinger: "Det fortælles, at den gamle mand, der var med, ikke magtede at hale ham om bord, men slæbte liget i land i en tovende. Han påstås også at skulle have hørt Peder Lou råbe ned i dybet: "Ja, ja, nu kommer jeg," før han sprang over bord."

Ringning paa almindelig Hospital (Efterskrift til Politivennen)

Det har i flere år været skik på almindelig Hospital, at vægteren hver halve time angiver tiden ved at slå på en i gården værende stor klokke. Da der på alle sygestuerne findes stueure, synes denne ringning kun at have til hensigt at vække patienterne. Før antog man det for et nødvendigt onde. Men pludselig blev klokken tavs, og hvorfor? Fordi kandidat R-e, der var ansat på hospitalet, var betænkelig syg. Efter hans død hørte man atter denne ringning. Altså var dhrr. medlemmer af direktionen og de på hospitalet ansatte læger overtydede om, at denne larm kunne indvirke skadeligt på hr. R-s helbred. 

Nu spørges direktionen og lægerne, om der ikke på hospitalet henligger mange lige så betænkelige patienter, og om deres helbred og liv ikke kan være dem selv og deres familie lige så kært og uundværligt, som hr. R-s. Og når lægerne antager at denne larm kunne fremskynde hans død, hvor mange patienters har den da ikke allerede fremskyndet og vil fremskynde.
En patient.

(Kjøbenhavnsposten 30. november 1846.)

Theodor Olshausen og Borgerforsamlinger i Kiel, August 1846. (Efterskrift til Politivennen)

Den slesvig-holstenske fane var blevet forbudt 1845, og man skred hårdere ind mod foreninger og forsamlinger. Den 20. april 1846 opløste man Rendsborgs borgerlige artilleri. I august måned afholdtes og planlagdes møder i Holsten om situationen. Det udviklede sig hurtigt. I tyske aviser blev begivenhederne set i et positivt lys:

Kiel, 11. august. (Kieler Correspondenzbl.) Senator Eilers (for byen Kiel) og o. a. adv. Forchhammer (for byerne Lütjenburg og Oldenburg) der var indkaldt som stedfortrædere for Itzehoe, reagerede negativt på opfordringen til indkaldelse som de modtog. - "Kiel. Wochenbl." indeholder følgende artikel der er indsendt: "Det er sikkert blevet klart for enhver der var tilstede på borgermødet den 8. i denne måned, hvor yderst vigtig og ønskelig fortsat kommunikation om vore forhold vil være for alle sande fædrelandsvenner. Hele borgerskabet ja, hele befolkningen skylder den varmeste anerkendelse til indkalderne senatorerne Lorenzen og Eilers og hr. Th. Olshausen for deres opmærksomhed på vores juridiske forhold. Så anmodningen og den utvetydige mening fra et stort antal tilhørere i lørdags gik som følger: at sådanne møder fremover kan finde sted ganske offentligt, altså i det fri, som i Neumünster, f.eks. på gymnastikpladsen søndag eftermiddag kl. 6. Det trange lokale i Union tvinger nogle tilhørere til at forlade mødet på grund af varmen, uanset deres stræben efter befolkningens ve og vel, hvilket ligesom i lørdags giver store forstyrrelser. Vi har derfor tillid til at det ærede foreløbige udvalg ikke vil undlade at gå med til ovenstående forslag om ændring af stedet, eller i det mindste vælge et mere rummelig lokale end Union til næste møde. Kiel, 10. august 1846.

Kiel, 11. August. (Kieler Correspondenzbl.) Die als Stellvertreter nach Itzehoe einberufenen Senator Eilers (für die Stadt Kiel) und O. A. Adv. Forchhammer (für die Städte Lütjenburg und Oldenburg) haben auf das an sie gelangte Einberufungsschreiden eine ablehnende Antwort abgehen lassen. - Das "Kiel. Wochenbl." enthällt folgenden eingesandten Artikel: "Gewiss ist es allen, welche in der Bürgerversammling am 8. d. M. anwesend waren, klar geworden wie höchst wichtig und wünschenswerth eine fortgesetzte Verathung über unsere Zustände für alle wahren Freunde des Vaterlandes seyn wird. Die gesammte Bürgerscaft, ja die ganze Einwohnerzahl schuldet den Convocanten, den Herren Senatoren Lornzen und Eilers und hrn. Th. Olshausen, für ihre Aufmerksamkeit auf unsere Rechtsverhälltnisse die wärmste Anerkennung. Damit aber alle Reden, von einer möglichst grossen Anzahl der Verheiligten besucht und gehört werden mögen, so geht die Bitte und unmassgehliche Meinung einer grossen Menge der Zuhörer am Sonnabend dahin: dass solche Zusammenkünfte hinfort ganz öffentlich, d. h. unter freiem Himmel, wie in Neumünster und zwar etwa auf dem Turnplatze, am Sonntag Nachmittag um 6 Uhr statthaben mögen. Das enge Local in der Union zwingt manche Zuhörer wegen der Hitze, ungeachtet ihres Strebens für das Volkswohl die Versammlung zu verlasse wodurch wie am Sonnabend grosse Störungen entstehen. Wir hegen daher das Vertrauen, dass das verehrliche provisorische Comite dem obigen Verschlage zur Veränderung des Platzes seine einstimmung nicht versagen oder wnigstens ein geräumigeres Local als das der Union für die nächste Versammlung wählen werde. Kiel, den 10- August 1846.

(Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung 16. august 1846).

Senator Eilers (gengivelse af foto fra Heinr. Eckhardt: Alt-Kiel in wort und Bild. 1897)

Senator Johann Gottlob Ernst Eilers (1792-1860) blev borger (købmand) i Kiel 1818 og senator 1842. Dr. Friedrich Hedde (1817-?) var udøvende advokat i Kiel fra omkring 1841. Han emigrerede i 1853 til USA, men vendte dog tilbage. Karl Dietrich Lorentzen (1817-1888) var udgiver af "Neuen Kieler Blätter" og var medforfatter af den såkaldte neumünsterske adresse. Han rejst til Bremen og vendte tilbage i 1848. Efter Frederik 7.s død var han i hertug Friedrich VIII's tjeneste. Efter krigen 1864 blev han i perioder medlem af den preussiske landdag.

Også i Danmark blev begivenhederne bemærket. De danske aviser var loyale overfor myndigheder i Slesvig-Holsten og stærkt kritiske overfor holstenerne:

I den "vossiske Tid." og derfra i "Hamb. Crsp" findes følgende Artikel fra Kiel af 9. Aug, der synes at fortjene Opmærksomhed: Igaar fandt her, med Politiets Samtykke og i dets Nærværelse, en Forsamling af Borgere og Indvaanere Sted, sammenkaldt af de som Committee sammentraadte Senatorer Lorenzen og Eilers samt Correspondentsbladets Redacteur Jernbane-Directeur Th. Olshausen. Sidste omtalte derved først Forordningen af 1838, hvorved Retten til frie Forsamlinger og Petitioner var bleven Folket frataget; derpaa Lovbudet af 1842, der gjengav Samme, og endelig det kongel. Reskript, der nu paany havde ophævet det i dets væsentligste Punkter. Det blev af ham og hans Efterfølger paa Tribunen, Advocat Hedde, paa det Tydeligste godtgjort, at dette Rescript ikke besad et Lovbuds væsentligste Betingelser. Hovedgrundene, som Deherrer herfor opstillede, vare følgende: 1) Det mangler Hs. Majestæts Navns Understrift; 2) det er ikke kontrasigneret; 3) det er udstædt uden først at være forelagt de just dengang forsamlede Stænder, uden hvilket hos os Intet maa forandres i Undersaatternes personlige Rettigheder. At dette ingen tomme Former er, godtgjordes med Henviisning til Danmarks Historie, hvor Struensee og Brandt, saavelsom Dronning Mathilde bleve Offere for den tilsnegne Underskrift af en i "Utilregneligheds-Tilstand" værende Konge. Fremdeles blev af et nyere Erempel godtgjort, at naar Folket nu, kommen til Bevidsthed om Vigtigheden af den det fratagne Ret, alligevel delibererer om Arvefølgen og de statsretlige Forhold i Hertugdømmerne, kunne Domstolene ingen Straf idømme dem derfor. Forbudet imod de slesvig- holsteenske (rød-hvid-blaae) Faner afgav Beviset. Disse Faner vare efter Forbudet blevne brugte paa en Maskerade, Politiet skred i denne Anledning ind, men Overretten kom til det Resultat: at der ingen Straf kunde dicteres, fordi Anordningen ingen havde bestemt. Samme Tilfælde indtraadte nu ogsaa her; ja det kongl. Restript var jo et engang, idet mindste ikke fuldstændig, bleven publiceret, men blot meddeelt Politi-Autoriteterne til Iagttagelse. I Preussen, hvor Kongen udstæder Cabinets- Ordrer, mangler aldrig den offentlige Kundgjørelse, aldrig Kongens Underskrift, aldrig Consignaturen. Overhovedet vilde det vare en stor Forblindelse, naar man vilde gaae ud fra den Grundsætning, at bestaaende Love ikke turde modvirkes. Paa denne Maade vilde man jo forevige slette Love. Modvirkning er tilladt, ja Pligt for et selvbevidst Folk; men ene og alene ad lovlig Vei. Ogsaa de gamle Militaire Forhold hertillands vare jo Lov; men en Petition med 40,000 Underskrifter erklaerede sig derimod, og, skjøndt Kongen ikke som Deputation vilde modtage de Landmand, der overbragte ham den, underholdt han sig dog venligt med enhver Enkelt og lovede snarlig Afhjælpelse, hvoraf de glædelige Følger nu vise sig. - Forsamlingcn var yderst talrigt besøgt, og endnu i denne Uge vil nok een finde Sted. Man vil fremdeles rolig og paa lovlig Maade drøfte Sagen; men for Øieblikket ikke herfra indgive nogen særskilt Petition, fordi man om kort Tid venter et Skridt af Landets samtlige Communer i denne Henseende.

Om "de tre Schwabenstreiche,", Stuttgardernes, Mannheimernes og Heidelbergernes Adresser, (angaaende de slesvig-holsteenske Anliggender) yttrer den interessante Brevskriver i Slagelse Avis Følgende: Hvilke tomme Ceremonier! Man beder Stænderforsamlingen om, at bede Forbundsdagen om, at bede Kongen af Danmark om, at hvis Høistsamme har isinde at gjøre Uret, Høistsamme da viste naadigst "geruhen" ikke at gjøre Uret. Men da Kongen af Danmark naturligviis ikke har isinde at gjøre Uret, saa er det Hele en overflødig Farce, som kun har den Fordeel i Følge, at vedkommende Regjeringer saa længe have Fred paa eget Territorium for disse allertydskeste af alle tydske Patrioter. I Stuttgard skriver man directe til den holsteenste Forsamling; - jeg mener at Sligt er Oprør; thi alt Slags Gesandtskab er blot Fyrstens Ret. I Heidelberg bede 230 Understrivere om, at Regjeringen især vil bevare det tydske Gebeets Integritet. I Mannheim tilbyde 490 Mennesker "ethvert Offer for Integriteten." Itzstein fremlagde Petitionen i Stænderforsamlingen og klagede over Politiets Indskriden; men det bekom ham og den hellige Sag ilde; thi en dygtig Statsmand, Ministerialdirectør Rettig, svarede uden alt Omsvøb, at Regjeringen har fuldkommen Lov til at forbyde mistænkelige Forsamlinger, og at den paagjældende i Mannheim for Schleswig-Holsteinerne "som bekjendt ogsaa skulde have været benyttet til at afstedkomme Skandaler med." Hecker, Bassermann og Consorter bleve furieuse; men Præsidenten - gik til Dagsordenen. Men forresten antager jeg, at vi snart læste om, at Beseler, Præsidenten i Neumünster, og Lorentzen, Adressens Forfatter, sidde i Fængsel for at betænke sig bedre til næste Gang, medens deres Proces gaaer sin jævne Gang. Denne Brand i Neumunster hidrører vist fra Brandfolkene i Rendsborg, de degraderede Artillerister. Denne ypperlige coup af Hans Majestæt tilgive de ham aldrig; den maa hævnes, og Jernbanen til Neumunster letter den søde Havns Udførelse; hos Holler ved Rendsborg er ogsaa Schleswig-Holsteins Vaaben med den bekjendte Indskrift og de i hinanden slagne Hænder bleven støbt; i Rendsborg overfaldt en tjenstgjørende Militair en Officier i Tjenesten; i Rendsborg samlede man Rigsbankpenge til Hermannsstøtten; i Rendsborg kaldte man ligefrem Prindsen af Augustenborg "Fremtidens Haab" ved hans Ankomst engang; i Rendsborg besørgede voxne Borgere paa en bekjendt Nat Gadedrengenes Forretninger; i Rendsborg er det egentlige schleswig-holsteinische laboratorium; - fra denne Rede fløi derfor mange sorte Fugle til Neumünster med den hvidlokkede gamle Jyde, Hr. Bauditz, i Spidsen.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende 25. august 1846)

Kiel, 23. august. (H. N. Z.) Efter anmodning fra udvalget bestående af senatorerne Lorenzen og Eilers og redaktøren af ​​"Correspondenzblatt", Olshausen, skulle det andet møde i Kiel kommune finde sted i dag kl. 4. Ikke alene næsten hele byens borgerskab, men også mange landboer fra omegnen var forsamlet i et sådant antal at de dertil udpegede lokale næppe kunne rumme mængden. Taleren hr. Olshausen påpegede at cirkulæret dateret 25 f. m. som han forklarede i det første møde, ingenlunde er at betragte som love, så at nogen der skulle hævdes at overtræde det, ikke kunne dømmes af vore domstole. Møder vil være tilladt, ligesom ytringsfrihed vil være tilladt. Enhver borger kan tale frit om landets vigtige anliggender. Til det formål skulle der holdes foreløbige møder over hele landet, som skulle komme i kontakt med hinanden for at arrangere en generalforsamling for eksempel i Neumünster. Her skulle hele folket i Slesvig og Holsten åbenlyst tilkendegive, hvorledes de tænker om landets vigtigste anliggender, således at kongen der er fanget i en uforståelig misforståelse med hensyn til sine tyske undersåtters ønsker og støttes heri af hans rådgivere, med sikkerhed ved hvad folket vil have. Adressen som alle skal underskrive, bør indeholde følgende hovedpunkter uden omsvøb: Vi ønsker at bevare vores tyskhed. Mandsstammen hersker i hertugdømmerne. Vi ønsker ikke et samlet dansk monarki udover i det omfang, vi har en fælles regent. (Her afbrød den tilstedeværende politibetjent taleren som dog straks fortsatte efter anmodning fra tilhørerne.) Til sidst sagde han, at enhver måtte påtage sig at opdrage deres børn på en sådan måde at de heller aldrig afviger fra de principper. Han tiltrak  almindeligt bifald. - Herefter trådte advokat Hedde frem med et par opklarende bemærkninger til den foregående tale og talte også kort om den adresse der skulle skrives. Han meddelte da forsamlingen at vor hertug som følge af de seneste begivenheder havde bedt om hans fritagelse fra embedsværket, og at dette nu var blevet ham bevilget. Han mente, at forsamlingen ville være helt enig hvis han foreslog at hertugen blev højtidelig modtaget ved hjemkomsten fra udlandet. Dette blev generelt accepteret.

Kiel, 23. August. (H. N. Z.) Laut Aufforderung des Comite's bestehend aus den Senatoren Lorenzen und eilers sowie aus dem Redacteur des "Correspondenzblattes", Olshausen, sollte die zweite Versammlung der Commune Kiel heute um 4 Uhr statthaben. Es hatten sich nicht blos fast die gesammte Bürgerschaft der Stadt, sonder auch viele Landleute aus der Umgegend in solcher Anzahl dazu eingefunden, dass das dazu bestimmte local die Menge kaum zu fassen vermochte. Der Redner, Hr. Olshausen, wies dar auf hin, dass die Cirkuläre vom 25. v. M., wie er in der ersten Versammlung explicirt habe, keineswegs als Gesetze anzusehen wären, so dass jemand, der etwa dawiderehandelnd in Anspruch genommen werden sollte, von unseren Gerichten nicht veruhrtheilt werden könnte. Versammlungen wären durchaus gestattet so wie auch das freie Wort. Jeder Staatsb¨¨urger könne sich frei über die wichtigen Angelegenheiten des Landes aussprechen. Zu dem Ende müssten im ganzen Lande vorläufige Versammlungen gehalten werden, die sich mit einander in Verbindung setzen müssten, um eine allgemeine Versammlung etwa in Neumünster zu verabreden. Hier müsste das gesammte Volk in Schleswig und Holstein sich unverhohlen aussprechen, wie es in den wichtigsten Angelegenheiten des Landes dächte, damit der König, der in einem unbegreiflichen Irrthume rücksichtlich der Wünsche seiner deutschen Unterthanen befangen wäre und durch seine Rathgeber darin erhalten würde, bestimmt erführe, was das Volf verlange. Die Adresse, die jeder unterschreiben müsste, sollte, ohne alle Umschweise abgefasst, etwa folgende Hauptsachen enthalten: Wir wollen enser Deutschthum erhalten. Der Mannsstamm herrsche in den Herzogthümern. Wir wollen keine dänische Gesammtmonarchie als nur in so fern, dass wir einen gemeinschaftlichen Regenten haben. (Hier unterbrach der anwesende Politzeimeister den Redner, der indess auf Anfordern des Publikums sogleich fortfuhr.) Endlich sagte er, müsse jeder sich verpflichten, seine Kinder so zu erziehen, dass auch diese von jenen Grundsätzen nie abwichen. Er trat ab mit allgemeinen Beifallsäusserungen. - Nachdem trat der Advocat Hedde mit einigen erläuternden Bemerkunden über die vorige Rede hervor und sprach sich ebenfalls über die zu verfassende Adresse in kuzen worten aus. Darauf machte er die Versammlung damit bekannt, dass unser Herzog in Folge der letzten Ereignisse um seine entlassung aus dem Staatsdienste eingekommen und diese ihm jetzt bewilligt worden sey. er glaubte, dass die Versammling gänzlich damit einverstanden wäre, wenn er vorschlüge, dass der Herzog bei seiner Rückkunft aus dem Auslande feierlich empfangen werde. Diess wurde allgemein angenommen.

(Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung 28. august 1846).

Olshausen bestred det forfatningsmæssige i at udstede forbud, og indkaldte til en forsamling den 14. september i Nortoft. Regeringen lod Olshausen arrestere den 1. september 1846 og førte ham til Rendsborg.

Den gamle Veste ved markedspladsen i Kiel. Efter et foto af Renard i Heinr. Eckhardt: Alt-Kiel in wort und Bild. 1897.

I starten forholdt Berlingske sig kritisk overfor de danske avisers holdning, og kritiserede bl.a. Fædrelandet:

Om Borgerforsamlingen i Kiel. Vi have allerede (see Nr. 193) gjort opmærksomme paa de tvende nylig afholdte Forsamlinger i Kiel, hvor man trods det givne Forbud har omhandlet Arvesagen m. m. som stod i Forbindelse hermed. De tydske Blade vedblive at meddele Referater af de ved disse Forsamlinger af Dhrr. Advocaterne Olshausen og Hedde holdte Taler, og vi maae med "Fædrel." være enige i, at Udførelsen af det ved denne Leilighed gjorte Forslag , at omsende en Erklæring Landet rundt , hvori Hvermand opfordres til at modsætte sig Landsherrens Bud, vilde være et betænkeligt Skridt for den offentlige Rolighed og Orden, og i moralsk Henseende ikke meget forskjelligt fra Oprør. Men naar "Fædrel." mener, at i denne Sag vises meget borgerligt Mod, saa kunne vi, Spørgsmaalet om Mod forresten tilsidesat, ikke være enige heri, saalænge Redacteuren af "Kiel. Corresp.", Hr. Olshausen, ikke engang optager disse af ham selv, under Paahør af Politimesteren Hr. Witterock, holdte Taler, i sit eget Blad, som dog ellers er Tumlepladsen for de slesvigholsteenske Tendentser. Politimesteren er Bladets Censor, og han vil dog ventelig ikke forbyde at referere Taler, som han selv har tilladt at holdes i Forsamlingerne. Da nu Hr. Olshausen ikke har modsagt Rigtigheden af de i de tydske Blade givne Referater, saa maa det jo være høist paafaldende, at man ikke finder disse Taler optagne i det af Hr. O. redigerede Blad. Er det imidlertid dog Politimesteren, som har forbudt Optagelsen, saa har han jo selv derom givet tilkjende, at han har handlet uforsvarligt ved i sil Paahør at tillade et lovstridigt mundtligt Foredrag. Vi forvente, at Regieringen paa det alvorligste lader denne Sag undersøge, og dersom det virkelig forholder sig saaledes, som de tydske Blade have refereret, da at drage Vedkommende, og især Politimesteren, til Ansvar, ikke alene for selve Sagens Skyld, men ogsaa for at man ikke her i Kongeriget skulde efterligne et Exempel, som efter "Fædrel.s" rigtige Anskuelse næsten maa staae ved Siden af Opfordring til Oprør.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. september 1846, 2. udgave).

Corsaren holdt sig på sin måde kritisk overfor arrestationen da man frygtede at det samme kunne ske med Corsarens redaktør, en indirekte kritik af danske avisers holdning som var stærkt præget af dansk-nationalisme:

Forholdene i Holsten begynde at blive saa alvorlige, at al Spøg fryser ihjel, naar man blot kommer Holsteens Kort nær. Nu er Redacteuren af Kieler Correspondenzblatt, Hr. Olshausen, deer var den egenlige Sjæl i Schleswigholsteinismen, bleven ført som Arrestant til Rendsborg. Jeg kan ikke rigtig glæde mig ved at see det stærke Haandtag, der snører Olshausens Hals sammen; jeg tænker paa min agen Hals. Jeg kan ikke glæde mig over, at han har faaet Logi i Fæstningen; thi engang kunde jeg yttre Ønske om en Constitution, og saa kunde Olshausen og jeg blive Sengekammerater.

(Corsaren 4. september 1846)

Kjøbenhavnsposten referede i starten blot meldinger fra tyske aviser og forholdt sig først senere til emnet:

- Angaaende Hr. Olshausens Arrestering skrives fra Kiel i "Neue-Zeit." : "Ifølge Cancelliskrivelse til Politimesteren i Kiel blev Redacteuren af Correspondenzblatt, Th. Olshausen i Tirsdags kaldt op paa Politikammeret, hvor han blev opfordret til at underskrive eller give sit Æresord paa, at han i Fremtiden hverken vilde sammenkalde Forsamlinger eller deeltage deri. Da han imidlertid ikke vilde beqvemme sig dertil, blev han lige fra Raadhuset under Politiledsagelse ført til Fæstningen Rendsborg. Hans Bolig blev strax forseglet." - Fra Rendsborg skrives dernæst: "I Eftermiddags blev Hr. Th. Olshausen bragt hertil som Fæstningsarrestant af to Politi-Officianter. Commandanten har anviist ham Arrest paa Hovedvagten og strengt forbudt ethvert ham tiltænkt Besøg. - Denne overordenlige Forholdsregel, om hvis Motiver man hidtil kun kunde nære Formodninger, har her vakt ligesaa megen Sensation som tidligere den ædle Lornsens Arrestering".

- (Alt. Merc.) Kiel den 2den Septbr. "Der er iaftes, og det vel ifølge den ved Hr. Th. Olshausens Arrestering fremkaldte Bevægelse, forefaldet nogle tumultuariske Scener paa Gaderne, hvilke nærmest have yttret sig i en Demonstration mod den med det sidste Dampskib fra Kjøbenhavn hidkomne nye Chef for den 5te Jægerbataillon. Senere blev i Prof. Paulsens Huus Vinduesruderne slaaede ind, hvilken Exces, ved denne stedse efter sin reneste Overbeviisning handlende og lærende Mands hæderligt Personlighed, vakte almindelig Beklagelse og Indignation. Iøvrigt syntes de fra Hobe af den lavere Folkeclasse hidrørende Uroligheder ikke at være af videre Betydenhed. Imidlertid var idag opstaaet en Politi-Placat paa Gadehjørnerne, som formaner Borgerne at holde deres Børn, Tjenestetyende osv. hjemme efter Kl. 6 om Aftenen, og som forbyder Grupper paa Gaderne af fleer end tre Personer. Alligevel havde iaften igjen betydelig Menneskehobe samlet sig, som, ligesom igaar, under Syngen af "Schleswig-Holstein meerumschiungen" droge gjennem Gaderne, men dog nu (Kl. 10) efter at en af Patrouillen arresteret Læredreng igjen er bleven frigiven, synes ganske at adsprede sig, hvorfor man ingen Frygt længer nærer. Militaire og Politi-Øvrighedernes forsigtig-humane Adfærd er man vist i den offenlige Interesse Tak skyldig."

(Kjøbenhavnsposten, 5. september 1846)

Kiel, 2. september (H.C.) I går aftes mødtes de mest respekterede indbyggere i vores by for at diskutere de nødvendige skridt. Følgende andragende til magistraten og borgerkollegierne i Kiel blev vedtaget: "En begivenhed af den alvorligste art har gjort os og hele borgerskabet yderst forfærdet. Hr. Th. Olshausen, vor medborger, blev pludselig revet fra vores midte med politivold, arresteret og ført til Rendsburg-fæstningen. Vi må frygte at der absolut ikke er nogen juridisk grund til at støtte denne procedure. Vilkårene for at gøre modstand, at beskytte vores medborgeres personlige frihed på egen risiko, er vor repræsentants ret og pligt, og det står rådet og viceborgerskabet så meget mere ved som hr. Olshausen er talsmand for kollegiet på 32 mænd. I den faste tillid til at råd og stedfortrædere er af samme overbevisning som vi, spørger vi derfor: "En højt ærværdig magistrat og de højt ærværdig borgerkollegier ønsker at bruge al deres energi på at befri hr. Olshausen." - Kiel, 1. September 1846." Denne adresse blev straks overdraget til borgmesteren i vor by, dr. Balemann, med 34 underskrifter. Samtidig samledes i går aftes en mængde mennesker i gaderne som bl.a. sang "Slesvig-Holsten" og marcherede gennem byen. Jubel blev bragt til hr. Olshausen og flere andre mænd, som nyder den almindelige kærlighed, og råbet hørtes vidt om at Olshausen skulle vende tilbage. Den nye chef for den her garnisonerede Jægerbataljon som var blevet sendt hertil for at tage hertugen af ​​Glücksburgs sted, oberstløjtnant von Høegh, er åbenbart ikke populær og blev opsøgt. Han blev mødt med en pereat, og derefter fik professor Paulsen der på grund af sine danske bestræbelser også er upopulær, om end måske mere end han fortjener, smadret adskillige ruder. Vi kan kun beklage denne praksis; men det er desværre et tydeligt tegn på den herskende stemning. Efterskrift kl. 13. Råd og statsborgerskab er nu samlet for at drøfte de nødvendige foranstaltninger. Der er netop sat en politiplakat op som forbyder mere end tre personer at samles på gaden efter klokken 8 om aftenen. I øvrigt kunne de mindre forstyrrelser, der er at frygte, let undgås, hvis borgerne blev vist tillid og nogle af dem betroet at formilde mængden.

- I går aftes bragte et stort antal Rendsburgere hr. Olshausen, der sad fængslet der, et højt hurra. Da advokat Bauditz blev arresteret i forløbet, ønskede man at befri ham, hvilket kommandantskabet efter nogen tøven af sig selv gjorde.

Kiel, 2. Sept. (H. C.) Gestern Abend vereinigten sich die angesehensten Einwohner unserer Stadt, um die erforderlichen Schritte zu berathen. Es wurde folgende Eingabe an den Magistrat und die Bürgercollegien Kiels beschlossen: "Ein Ereigniss der schwersten Art hat uns und die ganze Bürgerschaft in die grösste Bestürtzung versetzt. Hr. Th. Olshausen, unser Mitbürger, ist plötzlich durch polizeiche Gewalt aus unserer Mitte gereissen, verhaftet, auf die Rendsburger Festung abgeführt. Wir müssen befürchten, dass durchaus keine Rechtsgründe diesem Verfahren zur Seite stehen. Der Willkür zur widerstehen, der Mitbürger persönliche Freiheit mit eigener Gefahr zu schützen, ist aber unser Vertreter Recht und Pflicht, steht dem Rath und der deputirten Bürgerschaft um so mehr zu, da Hr. Olshausen Wortführer des Collegiums der zweiunddreissig Männer ist. In dem festen Vertrauen, dass Rath und deputirte Bürgerschaft mit uns gleicher Ueberzeugung sind, stellen wir darum die Bitte: "Ein hochverehrlicher Magistrat und die hochverehrlichen Bürgercollegien wollen sich mit aller Energie für die Befreiung des Hrn. Olshausen verwenden." - Kiel, den 1. September 1846." Diese Adresse ist mit 34 Unterschriften sofort dem Bürgermeister unserer Stadt, Dr. Balemann, übergeben. Om dieselbe Zeit sammelte sich gestern Abend eine grosse Menge Menschen in den Strassen, die, das Lied "Schleswig-Holstein" singend, durch die Stadt zogen. Es wurden Hrn. Olshausen und mehreren anderen Männern, welche die allgemeine Liebe geniessen, Hochs gebracht, und vielfach ertönte der Ruf, dass Olshausen zurückkehren solle. Der neue Chef des hier garnisonirenden Jägerbataillons, der an die Stelle des Herzogs von Glücksburg hierher gesandt ist, der, wie es scheint, nicht beliebte Oberstlieutenant von Höegh, wurde aufgesucht. Ihm wurde ein Pereat begracht, und darauf dem Professor Paulsen, der seiner dänischen Bestrebungen wegen ebenfalls, wenn auch voelleicht mehr als er es verdient, unbeliebt ist, mehrere Fensterscheiben eingeworfen. Wir können dieses Verfahren nur missbilligen; es ist aber leider ein deutliches Zeichen der hier herrschenden Stimmung. Nachschrift, Nachmittags 1 Uhr. Rath und Bürgersachft sind jetzt versammelt, um über die nöthigen Massregeln zu berathen. So eben ist ein Polizeiplacat angeschlagen, welches verbietet, dass mehr als drei Leute des Abends nach 8 Uhr sich auf der Strasse zusammenfinden. Uebrigens liessen sich die kleinen Unordnungen, die etwa zu befürchten sind, leicht vermeiden, wenn man den Bürgern Vetrauen schenkte und einigen derselben die Beschwichtigung der Menge anvertraute.

- Gestern Abend hat eine grosse Anzahl Rendsburger Einwohner dem dort inhaftirten Hrn. Olshausen ein Hoch gebracht. Als hierbei der Advocat Bauditz arretirt wurde, wollte man ihn befreien, wozu die Commandantschaft nach einigem Bedenken sich von selbst verstand.

(Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung 7. september 1846).

I 1844 var Kiels borgmester Jensen (Jensen (1795-) var født i Keitum på Sylt. Han arbejddede i det slesvig-holstenske kancelli fra 1824. Han blev borgmester 1834) blevet efterfulgt af dr. jur. Georg Ludwig Balemann (1787-1866). Han blev bl.a. kaldt til København i 1832 for at rådgive om provinsialstænderne, og blev 1834 selv medlem af den holstenske stænderforsamling. Da Danmark overtog styret, gik han af som borgmester. Han var med til at skrive den slesvig-holstenske grundlov i 1848.

Th. Olshausen blev forhørt den 5. september i Rendsborg. Seglet blev taget af hans dør og en husundersøgelse igangsat. Politimester justitsråd Wittrock blev derefter forhørt. Ligesom senator Lorenzen og senator Eilers, overretsadvokat Friederici og advokat Hedde. Flere afhøringer skete hver dag fra den 9. til 12. september. 

- Correspontenzbl. af 5te dennes indeholder følgende Skrivelse: "Rendsborg den 2den Septb. Igaar Eftermiddags henimod Kl. 5 ankom hertil en bedækket Vogn, hvori sad en Arrestant og to Politiofficianter. Den blev først holdende hos Commandanten Oberst Seyffarth og kjørte derfra til den Altholsteinske Portvagt, hvor der i de senere Aar har været indrettet Arrestværelser for Civilpersoner. Men førend Fangen var bleven indqvarteret der, kom Befaling til at bringe ham til Hovedvagten i streng Forvaring. Først efter lang Spørgen erfarede man at det var Redacteuren af Correspondenz Blatt, Hr. Theodor Olshausen som vi her maatte see indbragt som Fange uden i fjerneste Maade at kunne gjætte Aarsagen. Efterretningen udbredte sig som en Løbeild gjennem Staden og vakte en ikke ringe Sensation. Aftenen kom og ved Tappenstregstid forsamlede en Uhyre Menneskemasse sig paa Paradepladsen foran Hovedvagten, og der bragtes Hr. Olshausen et tredobbelt, tordnende og langt lydende Hoch, saa at Beboerne af de udenfor Portene beliggende Havehuse kunde høre der. Derpaa sang Mængden Folkesangen "Schleswig-Holstein" og det Hele syntes at være forbi. Vagten var naturligviis traadt i Gevær, for, hvis det skulde behøves, at forhindre Folkets Fremtrængen. Henimod Kl. 10 forsamlede Mængden sig paa ny og bevidnede Fangen, der befandt sig i et Arrestværelse i Vagthusets øverste Etage, dens Deeltagelse ved gjentagne Acclamationer og Hoch. Fra Vagten udgik nu Befaling til Folkemængden om at adskille sig eller vente at Magten vilde blive anvendt. Efter at denne Underretning var meddelt kom endnu flere Nysgjerrige fra Altstadt for at erkyndige sig om hvad der var passeret. Blandt dem befandt sig ogsaa Hr. Advocal Bauditz, der gik hen til den forsamlede Mængde for at erkyndige sig om Sagens Sammenhæng. I samme Øieblik lød atter et Hoch for Hr. Olshausen, hvorfor der blev udsendt en Patrouille af sex Mand under Anførsel af en Underofficeer, som arresterede Hr. Ad. Bauditz. Forgjæves protesterede han med sin Arrestering. da han alene var ankommen til Stedet som passiv Tilskuer og han overhoved var ubekjendt med den forudgaaende Trusel; han maatte finde sig deri (er möchte sich fügen). Commandanten blev strax underrettet om det Forefaldne og Bauditz af den vagthavende Officier anmodet om at begive sig til Vagtværelset. Imidlertid havde Bevægelsen blandt Folket antaget en temmelig betænkelig Charakteer, fra alle Sider blev raabt og skreget "Bauditz heraus!" saa at man fra Commandantskabets Side ansaae det fornødent at forstærke Vagtmandskabet med 40 Musketerer. Commandanten var imidlertid personlig ankommen til Vagten og lod sig af Bauditz, paa dennes Begjæring, fortælle hvorledes det var gaaet til med hans Arrestation. Strax derpaa indtraf ogsaa Politimesteren, Etatsraad Berger, for hvem Bauditz gjentog sin Fortælling og protesterede mod sin Arrestering. Efterat nu Mængden henimod Midnat havde adspredt sig, blev Bauditz løsladt af den momentane Arrest. - Olshausen befinder sig iøvrigt fuldkommen vel, som vi kunne forsikkre hans fraværende Venner og Slægtninge. Besøg tør han ikke modtage, derimod bliver han fra Hr. Commandantens Side (der har aflagt ham et personligt Besøg) behandlet med al den Agtelse og Forekommenhed, som den ene dannede Mand stedse tør vente af den anden." - Sluttelig gjør Brevskriveren opmærksom paa hvorledes Tiderne have forandret sig: Da for 16 Aar siden Lornsen paa en mørk taaget Novemberdag blev bragt som Arrestant til Rendsborg, viste Borgerne den største Ligegyldighed; og nu!

- Fra Kiel meldes i Correspbl. af 4de Seplbr.: "Igaar afholdtes her en Borgerforsamling, i hvilken der blev bestultet, at Borgerne selv vilde optræde som handlende; de vilde indrette et Slags Politi - om hvilket de alt Dagen i Forvejen havde underrettet de militaire Autoriteter, der havde optaget denne Meddelelse gunstig. Man afsendte derpaa en Deputation til Politiet og Militairautoriteterne, og tilbød Borgernes Tjeneste, naar alle Militairpatrouiller bleve inddragne. Dette Tilbud modtoges, og om Aftenen bleve derfor ingen Soldater udsendte, men smaa Afdelinger af Indbyggerne, kjendelige ved hvide Bind om den høire Arm, gik gjennem Gaderne. Uagtet en talrig Menneskemasse var paa Benene, gik dog alt roligt af. Den 4de syntes en lignende Forholderegel ikke længer nødvendig, thi ihvorvel Gaderne vare opfyldte af Folk, forefaldt der Intet af Betydenhed. I en anden Forsamling den 4de blev der besluttet, at man vilde tilbyde en Caution for at faae Hr. Olshausen fri.

- I en Skrivelse fra Kiel af 3die dennes i Alt. Merc. siges, at den Maade, hvorpaa 50 agtede Borgere og Indvaanere havde vidst med det Gode at bevæge de paa Gader og Torv forsamlede Hobe til at adsprede sig, havde gjort enhver Indblanding af Politi og Militair aldeles overflødig, saa at man oasaa, hvis ikke et af de fleersidig udbredte (tilsyneladende aldeles vage) Rygter om Entledigelfe af flere Embedsmænd og forestaaende Arrestationer, ulykkeligvils skulde stadfæste sig, kan være ubekymret ang. videre Uroligheder. - Da Olshausens ordinaire Forum er for den kielske Magistral, saa har denne besluttet en Forestilling til Over-Criminalretten, hvorved tilsigtes, at den Fængslede i dette Tilfoelde ikke undrages sine ordenlige Dommere.

- Til Indledning af Undersøgelsen med Hr. Th. Olshausen har den Holst. Overkriminalitet udnævnt en Commission, bestaaende af Dhrr. Overretsraader Malmros og Thaden, som allerede i Løverdags ere afreiste til Rendsborg.

(Kjøbenhavnsposten 7. september 1846)

Theodor Olshausen. Udsnit af billede af den provisoriske regering, Det Kongelige Bibliotek.

Kiel, 3. september. Min beretning fra i går om hr. Th. Olshausen bør rettes således, at han ikke bor i et privat hus, men er blevet ført i fængsel. Han er allerede udleveret til en strafferetlig efterforskning, som han går roligt og med god samvittighed i møde. Magistraten i Kiel og de borgerlige højskoler lyttede til ansøgningen og gjorde alt hvad de kunne for at befri hr. Olshausen, med nogen tøven underkastede den langvarige overvejelser og kom indtil videre ikke til nogen konklusioner. Nye forsamlinger fandt sted flere steder, og på trods af politiplakaten gik en flok på flere tusinde efter klokken 8 ud på gaderne, sang sange og 5. Jægerbataillon, greb en gang imellem ind og sludrede venligt med borgerne. En deputation til oberst Høegh der havde til hensigt at forhindre ham i at udøve militær strenghed på grund af politiplakatens iagttagelse, blev meget høfligt modtaget af ham, og det første skridt mod gode forhold mellem ham og indbyggerne i Kiel er således taget. Borgerne tilbød at opretholde ordenen med deres eget korps. I nat blev 40 personer anholdt, men i aften kun to, et par drenge som politimesteren snart satte fri igen. Skulle kongen komme til Plön, vil han snart overbevise sig selv om den virkelige situation ud fra den overflod af andragender og store skare af mennesker der ledsager dem fra alle dele af hertugdømmerne.

Kiel, 3 Sept. Mein gestriger Bericht über Hrn. Th. Olshausen ist dahin zu berichtigen dass derselbe in keinem Privathaus wohnt, sondern ins Gefängniss abgeführt ist. Er ist bereits einer Criminaluntersuchung übergeben worden, welcher er mit Ruhe und gutem Gewissen entgegengeht. Der Kieler Magistrat und die bürgerlichen Collegien haben den Antrag alles aufgebieten um Hrn. Olshausen zu befreien mit einigem Bedenken angehört, einer längeren Berathung unterworfen, und sind vorläufig -zu keinem Resultat gelangt. An mehreren Punkten fanden neue Versammlungen statt, und ungeachtet des Polizeiplacats wogte eine Menschenmasse von einigen Tausenden nach 8 Uhr auf den Strassen umher, Lieder singend und abwechselnd von 5ten Jåagerbataillon zogen dazwischen und unterhielten sich freundlich mit den Bürgern. Eine Deputation an den Obersten Höegh, welche die Absicht hatte ihn von der Ausübung militärischer Strenge wegen Richtbeachtung des Polizeiplacats absuhalten, ward sehr artig von demselben empfangen, und es ist somit der erste Schritt zu einem guten Vernehmen zwischen ihm und den Bewohnern Kiels gethan. Die Bürger erboten sich durch ein eigenes Corps die Ruhe aufrecht zu erhalten. In der vorigen Nacht sind 40 Personen verhaftet, diesen Abend jedoch nur zwei, ein paar Knaben welche der Politzeimeister bald wieder in Freiheit seitzte. Sollte der König nach Plön kommen, so wird er sich dirch eine Fülle von Petitionen und grossen Menschenschaaren welche diese aus alle Gegenden der Herzogthümer begleiten baldigst von der wirklichen Lage der Sache überzeugen. 

(Allgemeine Zeitung 8. september 1846).

Kiel, 2. sept. "Corresp.-Bl." berettede i dagens nummer om deres redaktør hr. Th. Olshausens færd. Siden hans gang (kl. 11) til politimesteren hvortil han var inviteret, har ingen af ​​hans bekendte set eller talt med ham igen. Først få timer senere blev den uhyrlige bortførelse kendt. Olshausen siges at have erklæret den til anerkendelse forelagte indberetning om den tale, han holdt på det sidste lokale borgermøde, for i det væsentlige rigtig, men samtidig standhaftigt og mandigt nægtet at give det løfte der blev forlangt af ham, at han ville tale for at han ikke længere ønskede folkemøder. Dette afslag førte til, som følge af et kgl. rescript, at portene til portene til Rendsburg fæstning åbnedes for ham, og hvor han nu holdes fanget. -

Kiel, 2. Sept. Das "Corresp.-Bl." berichtet in seiner heutigen Nummer über die Verhaltung seines Redacteurs, Hrm. Th. Olshausen. Seit seinem Gang (11 Uhr) zum Polizeimeister, zu dem er geladen war, hat ihn keiner seiner Bekannten wieder gesehen oder gesprochen. Erst einige Stnuden nachher wurde die unerhörte Entführung bekannt. Olshausen soll den ihm zur Anerkennung vorgelegten Bericht über die Rede, die er in der letzten hiesigen Bürgerversammling gehalten hat, der Hauptsache nach für richtig erklärt haben, zugleich aber standhaft und männlich sich geweigert haben, das ihm abverlangte Versprechen zu geben, dass er für Volksversammlungen nicht mehr thätig seyn wolle. Diese Weigerung hat ihm, in Folge eines königl. Rescripts, die Pforten der Festung Rendsburg geöffnet, woselbst er nun gefangen gehalten wird. - 

(Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung 8. september 1846).

Allgemeine Zeitung 9. september 1846 berettede om afskedigelser i Holsten, bl.a. i stænderforsamlingen og så det som et udtryk for dansk repression mod tysksindede. Omvendt forlod den danske professor Pauelsen Kiel med familie for at søge beskyttelse  på Föhr. Christian 8. var på rejse i Slesvig-holsten, og Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung 9. september 1846 berettede at kongen ikke ville komme til Kiel, men til Slesvig By, Rendborg, Neumünster og Plön. I Kiel fortsatte menneskemængden at synge patriotiske sange, lave larm og smadre vinduer, mens de finere klasser forberedte sig på flere folkeforsamlinger. 

De aviser som udkom i Slesvig-Holsten, var underlagt streng censur, og Dannevirke 9. september 1846 nøjedes med at citere fra de ovennævnt tyske aviser uden at kommentere. Det samme gjorde Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 9. september 1846.

Bådehavnen i Kiel. Tegning fra 1850'erne. Heinr. Eckhardt: Alt-Kiel in wort und Bild. 1897.

Slesvig-Holsten. Kiel, 6. september Der var endnu et borgermøde i går aftes. Hr. Højesteretsadvokat Claussen foreslog en adresse til den øverste straffedomstol hvor den hemmelige tilfangetagelse af Olshausen, "en af ​​byens mest fortjente, respekterede og elskede borgere", blev beskrevet som en ulovlig handling, og hvor lignende kabinetsordrer f.eks. juli-revolutionen i Frankrig blev fremsat med alskens bemærkninger. Den blev sendt afsted i morges med det første tog. Anholdelsen af ​​den ædle Lornsen for 16 år siden huskes generelt. En fransk avis sagde dengang, måske ikke helt forkert: Les habitans de Rendsbourg regardaient le captif d I'lle de Sild avec un étonnement stupide. Hvor anderledes nu! - Alt er beordret for at forpurre den store folkeforsamling på Nortoft. Hertugdømmernes blade fremstår med store censurhuller og i lemlæstet form. -

Schleswig-Holstein. Kiel, 6. Sept. Gestern Abend war abermals grosse Bürgerversammlung. Hr. Obergerichtsadvocat Claussen schlug eine Adresse an das Ober-Criminalgericht vor, worin die heimliche Gefangennehmung Olshausens, "eines der verdienstvollsten, geachtetesten und geliebtesten Bürger der Stadt", als eine gesetzwidrige Handlung bezeichnet wird, und wo auf änhliche Cabinetsbefehle vor der Juliusrevolution Frankreichs mit allerlei Bemerkungen angespielt ist. Sie ist diesen Morgen mit dem ersten Eisenbahnzuge abgeschickt. Man erinnert sich allgemein der Verhaftung des edeln Lornsen vor 16 Jahren. Ein französisches Blatt äusserte damals, vielleicht nicht ganz mit Unrecht: Les habitans de Rendsbourg regardaient le captif d I'lle de Silt avec un étonnement stupide. Wie ganz anders jetzt! - Es wird alles aufgeboten die grosse Volksversammlung zu Nortoft zu hintertreiben. Dir Blätter der Herzogthümer erscheinen mit grossen Censurlücken und in verstümmelter Gestalt. - 

(Allgemeine Zeitung 10. september 1846)

Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung 11. september 1846 omtalte at provst C. Harms skulle have holdt en prædiken ud fra Bibelens bud om at man godt kunne synde mod øvrigheden og af den grund nu var truet med at blive afskediget. Den citerede også de danske aviser som krævede politimesterens afgang.  

Corsaren kommenterede de danske avisers dobbeltmoral: Samtidig med at man havde hyldet Orla Lehmann, angreb man nu Olshausen - der blot havde gjort det samme som Lehmann med omvendt fortegn:

Liberalitet.

Det er vanskeligere at være liberal, end de Fleste troe. Naar man selv staaer om Natten udenfor Kroen, saa gaaer det af sig selv, det er en reen Smørrebrød, som "Aftenbladet" saa skjønt pleier at sige; man raaber blot: Luk op! Men naar man ligger i sin varme Seng og Andre banke paa, saa kniber det. Vi see i denne Tid Exempler herpaa. Dengang Lehmann blev arresteret og Menneskemassen, der vilde raabe Hurra for ham, samledes paa Lille Købmagergade, sagde "Fædrelandet", at det var Folket, der havde samlet sig, og "Fædrelandet" viste sig i det Hele ikke utilbøieligt til at træde ud paa Balconen og takke. Men nu, da Kielerne og Rendsborgerne have samlet sig og raabt Hurra for den arresterede Olshausen, kalder "Fædrelandet" det "Optøier". Lad os være retfærdige. Olshausen er nu engang Holstenernes Orla Lehmann, og med Tiden kan han saamænd ogsaa blive fornuftig. Vi Andre gaae omkring her i Kjøbenhavn og føle Indignation over den Svulst , hvormed det kielske Borgerraad har udtalt sig om Folkestemningen og Soldater. Lad os huske paa, hvorledes vi med stille Stolthed, og medens det rislede os koldt ned ad Ryggen, hiin urolige Nat talte om, at Husarerne holdt slagfærdige paa Materialgaarden. Lad os være retfærdige. Vi ere dog i Grunden Allesammen Vindbeutler for Vorherre.

(Corsaren 11. september 1846)

Folkeforsamlingen i Nortorf. Til Pløn var der den 14de Kl. 5½ Eftermiddag kommet Efterretning om, at den tilsigtede Forsamling der ikke havde fundet Sted, men en stor Deel Personer fra Rendsborg og Kiel havde derimod paa Jernbanen begivet sig til Neumünster, hvorfra det antoges de vilde tage til Pløn. - De hamborgske Blade meddele iøvrigt om denne Forsamling Følgende: Antallet af dem, der havde indfundet sig til denne Forsamling, var ikke saa stort , som man først havde ventet, der var en 3000 Personer tilstede, hvoraf en Trediedeel var kommen med Toget fra Kiel. Nortorf ligger en Station fra Neumünster, mellem denne By og Rendsborg. Da man ankom der, fandt man paa venstre Side af Chausseen opstillet en Bataillon Infanteri paa 600 Mand og en Esadron Dragoner paa 90-100 Mand af det i Itzehoe staaende Regiment, denne under Commando af Ritmester Torp, hine under Czersti, det Hele under Amtmandens Befaling i Rendsborg, v. Cossel - men intet Artilleri. Infanteriet havde Geværet i Armen, men forholdt sig ganske roligt og lagde Toget af de Ankommende ingen Hindringer i Veien. Da Toget holdt, bevægede Folkemassen sig til Venstre langs Jernbanen og besteeg Brystværnet, hvorfra man bragte Militairet i Almindelighed og derpaa de brave Dragoner fra Itzehoe et Leve. Disse svarede derpaa ved at drage deres Sidegevær. En Tidlang parlamenterede man frem og tilbage; imidlertid bevægede enkelte Grupper, deriblandt Fruentimmer og Børn, sig hen imellem Infanteriet og Cavalleriet; men paa modtagen Befaling rykkede disse frem og spærrede derved Passagen. Noget Mandskab blev udcommanderet for at rydde den. Ganske uventet satte det første Tog af Escadronen sig i Galop, hvorved flere Personer bleve overredne. Dragonerne forfulgte de Flygtende ind i Byen. I samme Øieblik stødtes Trainet tilbage, og man spærrede derved Dragonerne Tilbageveien, saa at de maatte gjøre en Omvei om Byen, for at komme til deres Escadron. Ved at sætte over Grøften faldt tre Mand af Hesten og sex tabte Hjelmene, hvoraf Folket ikke gjorde lidet Nar. Da denne Act af Dramaet, der kun var blevet bemærket af en lille Deel af de Tilstedeværende, var endt, kom den ledende Comitee for Folkeforsamlingen, ledsaget af Amtmand Cossel, og tog Plads paa en Waggon, hvorfra Inspecteur Tiedemann holdt en Tale, hvori han opfordrede Forsamlingen til at gaae fra hinanden, da dens egentlige Maal var forfeilet ved at den bevæbnede Magt under ingen Omstændigheder vilde tillade videre Forhandlinger. Besjælede af den faste Beslutning ikke paa nogen Maade at ville krænke den Retsgrund, hvorpaa de stode, skulde de derfor høre ham, for at ikke en eneste Draabe holsteensk Blod skulde blive udgydt. De sidste Ord, som Taleren stærkest betonede, forfeilede ikke deres Indtryk. Forsamlingen opløste sig derpaa og begav sig til Neumünster, hvor man samlede sig i det Jägerske Hotel. Advocat Wiggers vilde tale, men afbrødes af den constituerede Amtmand, Kammerherre Heinze, der selv havde indfundet sig der for at formane Forsamlingen til Rolighed. Han erklærede, at den bevæbnede Magt var stillet til hans Raadighed, men han havde afslaaet den, da han intet inderligere ønskede, end at enhver Conflict blev undgaaet. Wiggers opfordrede derpaa Forsamlingen til at adlyde Amtmanden. Folk forlangte nu, at Lorentzen skulde tale, men Tiedemann fremtraadte og foreslog blandt Andet, at man skulde drage til Pløn, for at foredrage Hs. Majestæt Landets Ønsker; men dertil var 50 og 100 ikke nok, men Tusinder, og hvem der vilde med skulde række Hænderne iveiret. Antallet af de oprakte Hænder stemte ikke med hans Forventninger; han foreslog derfor at træde udenfor, og dele sig i to Dele, for at komme efter, hvor mange der vilde være med at drage til Pløn. Men Forslaget blev ikke udført, da man betænkte sig forlænge, og en stor Deel af Forsamlingen imidlertid med det sidste Banetog forlod Neumünster.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. september 1846, 2. udgave).

I slutningen af november 1846 blev adskillige personer forhørt om mødet i Nortorf, bl.a. advokat Wiggers i 5 timer.

--- (Artiklen starter med at omtale afskedigelser og opsigelser i Slesvig-Holsten).

Samtlige disse Entledigelser vise mere end noget Andet, hvor betænkelig Stemningen for Øieblikket er. og hvor stor Enighed i denne Henseende, der findes mellem Folket og de hidtilværende høieste Autoriteter, der nu foretrække at nedlægge deres Embeder fremfor at hævde de Anskuelser, der ere udtalte i det aabne Brev.

Uagtet det foran anførte Forbud mod Forsamlinger og Demonstrationer om Arvespørgsmaalet, afholdtes tvende talrige Forsamlinger i Kiel, hvor Advokaterne Olshausen, Hedde, og flere holdt Taler, og der gjordes flere Forslag til at ytrre sig imod det aabne Brev. Blandt andet foresloges, at omsende en Erklæring hele Landet rundt, hvori Hvermand opfordres til at modsætte sig Landsherrens Bud. Ligeledes opfordrede Olshausen, der er Redaktør af "Kieler Korrespondentsblatt," til en stor Forsamling i Nortorft af lignende Tendents. Den 1ste Septbr. lod Politimesteren Olshausen kalde, og opfordrede ham til enten skriftlig eller paa Æresord at love, at afholde sig fra flige Folkeforsamlinger. Da han ikke var at formaae hertil, - og efter vor Formening havde svigtet sin Borgerpligt, om han havde givet et saadant Løfte, - og da han tillige vedkjendte sig det Referat af hans Taler ved Forsamlingerne i Kiel, som læstes i flere tydske Blade, saa førtes han i lukket Vogn som Arrestant til Rendsborg. Hans Papirer forsegledes, og der nedsattes en Kommission, bestaaende af de tvende Overretsraader Malmros og Thaden, til at indlede Undersøgelse imod ham. Saasnart Olshausens Arrestation rygtedes i Kiel, opstod der en stor Bevægelse i Byen, og Folkehoben raabte "Pereat" udenfor den nyankomne Oberst Høeghs Bopæl, sloge Vinduer ind i Major Sachaus Bolig, hvor Obersten var til Gjæst, og yttrede sit Mishag ved Huien og Raaben. Derfra gik Toget til Prof. Pouelsens Bolig, hvor Vinduerne atter indsloges. Denne Mand har paadraget sig Slesvigholsteinernes høieste Unaade, ved bestandig gjennem Forelæsninger, Skrifter og Bladartikler at udtale sig i modsat Retning. Han har senere seet sig nødt til med Familie at forlade Byen. Den 2den Septbr. var en Politiplakat opslaaet paa Gadehjørnerne, som formanede Borgerne til at holde Børn og Tyende hjemme efter Kl. 8 om Aftenen, og forbød flere end tre Personer at staae samlede paa Gaden. Desuagtet var samme Aften atter en Mængde Mennesker samlede, der trak igjennem Gaderne, under Parti-Sangen: "Schleswig-Holstein meerumschlungcn." Nogle Læredrenge arresteredes, men frigaves atter, og Mængden skiltes omsider, uden nogen alvorlig Kollisjon fandt Sted. En Borgerforsamling henvendte sig til Oberst Høegh om, at et frivilligt Korps af deres egen Midte maatte overdrages Ordenens Haandshævelse, og det Militære maatte forholde sig roligt. Dette indrømmedes, og det Politikorps, som derefter oprettedes, hævedes igjen et par Dage senere, som ikke længer fornødent. En Forsamling af de meest anseete Borgere i Kiel besluttede den 1ste Septbr. en Skrivelse til Magistraten, hvori de udtale, at Olshausens Arrest har sat hele Borgerskabet i den største Bestyrtelse, at de frygte for, at aldeles ingen Retsgrunde understøtte denne Fremgangsmaade, men det var deres Pligt, at modsætte sig Vilkaarlighed og beskjærme Medborgeres personlige Frihed med egen Fare. I den faste Fortrøstning, at Raadet og de deputerede Borgere vare af samme Overbeviisning, fremførte de den Begjæring, at de med al Energi ville gjøre sig Umage for Olshausens Befrielse. Den 5te holdtes atter en Forsamling, hvorved omtrent 1000 Mennesker vare tilstæde, og hvor et Andragende til den holsteenske Overkriminalret vedtoges og forsynedes med 910 Underskrifter, i hvilket Andragende det erklæres, at enhver Enkelt føler sig krænket i Olshausens Person, at hans Fængsling har frembragt den største Bevægelse, og derfor bedes om hans Frigivelse snarest muligt.

Da Olshausen var ankommet til Rendsborg, hvor han bragtes i streng Arrest paa Hovedvagten, udbredte Efterretningen herom sig som en Løbeild gjennem Staden, og vakte stor Sensasion hos Rendsborgerne. En stor Menneskemasse samlede sig om Aftenen paa Paradepladsen udenfor Hovedvagten, og bragte ham et tre Gange gjentaget tordnende Hurra, og afsang "Schlesv.-Holstein meerumschungen." Vagten traadte under Gevær for at hindre Sammenstimling af Folk, men henimod Kl. 10 samlede Mængden sig atter og bevidnede den i en Arrest i den øverste Etasje af Vagthuset ud mod Pladsen værende Arrestant sin Deeltagelse ved gjentagne Hurraraab. Vagten opfordrede nu Folk til at gaae fra hinanden, da den ellers vilde anvende Magt. Endnu Flere kom til, hvoriblandt Advokat Bauditz, ogsaa en bekjendt ivrig Slesvigholsteiner, og da i samme Øieblik atter et Leve for O. tonede fra Mængden, afsendtes fra Vagten en Underoffiseer og 6 Mand, som arresterede Bauditz. Han protesterede vel derimod, da han var kommet som en rolig Tilskuer og ikke vidste noget af den forudgaaede Trudsel, men han maatte give efter. Begivenheden meldtes til Kommandanten, medens Folkebevægelsen antog en saa betænkelig Karakteer og Raabet: "ud med Bauditz!" hørtes fra alle Sider, saa at man havde det fornødent at forstærke Vagten med 40 Musketerer. Saavel Kommandanten som Politimesteren kom tilstede i Vagten, og lode Bauditz fortælle, hvorledes det var gaaet til med hans Arrestasjon, hvorefter han henimod Midnat frigaves. Den 5te var atter et Gadeopløb i Rendsborg, men Borgerne tilbøde da, ligesom i Kiel, selv at sørge for Ordens og Roligheds Opretholdelse i Staden, og der skal ikke senere være forefaldet Exsesser.

Ved et kgl. Reskript er den til den 14de dennes berammede store Folkeforsamling i Nortorff forbudt, og det er indskjærpet Politiet ved alle til dets Raadighed staaende Midler, at forebygge dens Afholdelse. Da Hs. Maiestæt paa sin Reise indtraf i Slesvig, havde om Aftenen en stor Mængde af Indvaanerne samlet sig i Gaderne, droge syngende omkring, bragte de entledigede Regjeringsraader og Advokat Beseler Leve og Hurra, den ny udnævnte Præsident, Kmhr. Scheel, et Pereat, og sloge enkelte Steder Vinduerne ind. Scheels Bopæl besattes derpaa med Soldater.

Saaledes hersker Gjæring og Misfornøielse for Øieblikket i en Deel af Slesvig og hele Hertugdømmet Holsteen; fra en stor Deel tydske Steder indløbe bestandig Deeltagelses- og Opmuntrings-Skrivelser, og man er nu spændt paa, hvad Forbundsregjeringen vil foretage i Anledning af Stridsspørgsmaalene. Saameget fremgaaer af det, vi her have berettet, at vor Regjering er traadt ud af dens hidtil iagttagne Tausheds- og tilsyneladende Uvirksomheds-Tilstand, og optræder nu med Kraft og Bestemthed; - Noget, der naturligviis i høi Grad maa glæde os, om vi end ere meget langt fra, at billige ethvert af dens Skridt, og navnlig kunne vi ikke andet end misbillige dens Angreb paa Yttrings- og Petitionsfriheden, især for Stændernes Vedkommende.

(Almuevennen (København) 23. september 1846)

Fra Slesvig-Holsten, 24. september Højesterets- og landsretsadvokat Claussen i Kiel har netop offentliggjort sit forsvar for Olshausen. Det betragtes som et mesterværk. Jeg vil kun fortælle Dem konklusionen: "Hr. Olshausen har nægtet løftet om at han ikke ønsker at deltage i Nordtorf-mødet og lignende møder; som udvalgsmedlem før sin anholdelse offentligt inviterede han til Nordtorf-mødet, han har anmodet om at deltage i dette møde i Kiel. Alt dette er sandt. Dengang var det foreslåede møde dog ikke specifikt forbudt, dengang var hr. Olshausen overbevist om at den erklæring han havde foreslået, ikke faldt ind under reskriptet af 27. juli. Derimod er ingen myndighed berettiget til at antage at hr. Olshausen stadig ville deltage i det påtænkte møde, efter at forholdene havde ændret sig væsentligt. Selv som en præventiv foranstaltning, og selv om man anså anholdelsesmidlet for at være ufarligt, er anholdelse i nærværende sag derfor ikke længere berettiget efter at forholdene har udviklet sig så helt anderledes. Hvis den høje efterforskningskommission var en politimyndighed, hvis den havde beføjelse og pligt til at forhindre Nordtorf-mødet i at komme på besøg, og hvis den havde ret til at benytte sådanne anholdelser, ville den følgelig skulle anholde mindst alle udvalgsmedlemmer, der inviterede dem. Det er dog ikke domstolene, men kun de administrative politiafdelinger der har sådanne instrukser for at forhindre forsamlinger, så de retslige myndigheder, selv ifølge delstatsregeringens klart udtrykte mening, har ikke disse politibeføjelser. Som følge heraf kan Den Kongelige Straffedomstol eller Højkommissionen som mangler alle administrative politibeføjelser, kan ikke retfærdiggøre tilbageholdelse af præventive grunde. Efter min dybeste overbevisning er der dog absolut ingen juridisk begrundelse for dette. Skulle § 8 mod al forventning blive forsinket med et par dage mere, anmoder jeg om, at hr. Olshausen straks må komme ud 2 timer om dagen under militær eskorte. Der er ingen tænkelig grund til at modsætte sig denne bekymring for hr. Olshausens helbred, som har siddet i et lille varmt lokale i 9 dage uden nogen motion i det fri som han er så vant til. - (Det er allerede meddelt, at Olshausen må gå en tur i to timer.).

Aus Schleswig-Holstein, 24. Sept. So eben hat der Ober- und Landgerichtsadvocat Claussen in Kiel seine Vertheidigungsschrift für Olshausen herausgegeben. Sie wird als ein Meisterstück angesehen. Icht theile Ihnen nur den Schluss davon mit: "Herr Olshausen hat zwar das Versprechen, an der Nordtorfer Versammlung und an ähnlichen Versammlungen nicht Theil nehmen zu wollen, verweigert; er hat als Comitemitglied vor seiner Verhaftung zu der Nordtorfer Versammlung öffenlich eingeladen, er hat zum Besuch dieser Versammlung in Kiel aufgefordert. Das alles ist wahr. Damals war aber die gedachte Versammlung nicht speciell verboten; damals war Herr Olshausen der Ueberzeugung, dass die von ihm proponirte Erklärung nicht unter des Rescript vom 27. Juli falle. Dass dagegen Herr Olshausen jetzt noch die gedachte Versammlung besuchen würde, nachdem die Umstände wesentlich verändert sind, dies, anzunehmen ist keine Behörde berechtigt. Darum ist selbst als Präventivmassregel, und wenn man auch das Mittel der Verhaftung dazu für unbedenklich ansähe, gleichwohl die Verhaftung in dem vorliegenden Falle nicht mehr gerechtfertigt, nachdem die Umstände so ganz anders sich gestaltet haben. Wäre die hohe Untersuchingscommission eine Polizeibehörde, hätte sie also das Racht und die Pficht, den Besuch der Nordtorfer Versammlung zu verhindern, und hätte sie das Recht, daze Verhaftungen anzuwenden, so müsste sie consequenterweise mindestens alle Comitemitglieder verhaften, welche dazu eingeladen haben. Allein nicht den Gerichten, sondern nur den verwaltenden Polizeigehörden sind jene Instructionen wegen Verhinderung von Versammlungen, ertheilt, für die Justitzbehörden sind also, selbst nach der klar ausgesprochenen Ansicht der Staatsregierung, jene Polizeiverfügungen nicht erlassen. Durch Präventivpolizei kann folglich das königliche Obercriminalgericht oder die hohe Commission, denen alle Verwaltungspolizeigewalt fehlt, die Haft nicht rechtfertigen. Dieselbe ist aber, nach meiner innigsten Ueberzeugung, durch gar Nichts juristisch zu rechtfertigen. § 8 sollte wider alles Verhoffen, die Verlängerung der Haft sich noch um einige Tage verzögern, so bitte ich: dass dem Herrn Olshausen sofort gestattet werde, täglich 2 Stunden, unter militärischer Escorte, zu spazieren. Dieser Rücksicht auf die Gesundheit des Herrn Olshausen, welcher in einem kleinen heissen Zimmer jetzt schon 9 Tage sitzt, ohne alle Bewegung in freier Luft, wordan er so sehr gewöhnt ist, wird kein erdenklicher Grund entgegenstehen. - (Es ist schon mitgetheilt, dass Olshausen zwei Studen spazieren gehen darf.). 

(Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung 29. september 1846).

- Den holstenske Overkriminalret har nylig afsagt forskjellige Kiendelser i Undersøgelses-Sagen mod Olshausen. Olshausens Defensor havde nemlig andraget paa i 1) at Undersøgelsen som ubegrundet skulde ophæves, 2) at Olshausen skulde løslades af Arresten. Den 27de f. M. meddeeltes Olshausen Overkriminalrettens Svar herpaa, hvori erklæres, at den forlangte Løsladelse af Arresten, ifølge Undersøgelsens Forhold, ikke kunde finde Sted. Overretsadv. Friederici og Adv. Hedde havde ligeledes strax under deres Forhør andraget paa ufortøvet Ophævelse af den mod dem indledede ubegrundede Undersøgelse, og de have nu under 29de f. M. erholdt meddeelt en lignende Beslutning af Overkriminalretten, der gaaer ud paa: at, da Acterne, ifølge allerhøjeste Ordre, efter endt Undersøgelse skulle indsendes til det kgl. slesv.-holst.-lauenb. Cancelli, og det derhos maatte overlades den høieste Statsautoritet, om samme af de opstaaende Acter vil tage Anledning til at lade de Andragende fiscaliter tiltale, eller remittere Acterne til retlig sumarisk Afgjørelse, kunde der for Tiden ikke gaaes ind paa Meddelelsen af en Undersøgelsen ophævende retlig Kjendelse. Hr. Olshausens Defensor saavelsom de to sidsttnævnte Herrer have naturligviis strax henvendt sig til Overpellationsretten, som strax i sit Møde den 30te Septbr. har kjendt, at Overkriminalretien, saa hurtig som mulig, har til Overappellationkreiten at indsende Acterne med Beretning om Olshausens Andragende om Løsladelse.

(Correpondenzblt)

(Kjøbenhavnsposten 5. oktober 1846).

Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung 6. oktober 1846 meddelte at overappellationsretten den 30. september havde indskærpet at overkriminalretten med det samme indsendte akterne.

Den 14. oktober 1846 blev Olshausen løsladt og vendte den 16. oktober 1846 tilbage til Kiel hvor han fik en begejstret modtagelse. Affæren gjorde med et slag Olshausen til den mest populære politiske personlighed i Holsten. Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung 17. oktober 1846 meddelte at Olshausens avis, Kieler Correspondenzblatt for første gang siden Olshausens anholdelse nu udkom uden at være blevet censureret. Bladet mente også at vide at stemningen nu var for at politimesteren måtte indgive sin afsked.

Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung 18. oktober 1846 meddelte at afgørelsen skulle først udfærdiges og sendes til Glückstadt hvor overretten befandt sig. Herefter skulle overretten give besked til Rendsborg om at have modtaget afgørelsen. 

Kiel, 17. oktober. (H. N. Z.) I går eftermiddags spredtes her den bestemte nyhed, at hr. Th. Olshausen ville ankomme til Kiel med gårsdagens aftentog. Denne nyhed spredte sig over hele byen på få timer. Allerede om Eftermiddagen blev der overalt gjort forberedelser til en illumination, hvorved alle ville vise den udmærkede Olshausen deres glædelige medfølelse over at retfærdigheden endelig havde sejret. Allerede lidt efter klokken 6 strømmede store menneskemængder til stationen, som tog så meget til frem mod togets ankomst at man stod der som omkranset. Sangkoret var stillet op foran stationsbygningen for at byde de ankomne velkommen med sang. Da toget ankom lidt for sent klokken 7.30, kunne sangen inde i bygningen ikke høres for den voldsomme jubel uden for bygningen. Da folkemængden endelig havde trængt ind i stationsbygningen, talte Olshausen frimodigt og åbent som han har for vane, og bemærkede at han altid forblev tro mod sine principper; hvad han plejede at sige, fastholder han stadig nu. Han udbragte nu et Leve for sit Kiel som var ham så kær. Nu begyndte folkemængden med deres Olshausen i midten at synge og førte ham gennem byens stærkt oplyste gader til hans bolig; han blev hele tiden tiljublet fra husene, der især udmærkede sig ved et smagfuldt arrangement og bannere. Da han kom til sit hjem, udbragte han et tordnende Leve for det forenede, befriede Slesvig-Holsten. Celebranten udtrykte derefter sin dybtfølte tak til sine kære medborgere i Kiel for at have givet ham en så flot modtagelse. 2 unge piger klædt i hvidt med blomsterkranse modtog ham i hans lejlighed. - Ingen har nogensinde med stolthed kunnet kalde vores større og varmere. - Folkemængden fortsatte med at gå rundt i gaderne indtil klokken 11, men forholdt sig dog ganske rolig og gav absolut ikke militæret som blev indsendt i massevis fra vagten og kasernen og forsynet med levende patroner, nogen grund til at gribe ind.

Kiel, 17. Oct. (H. N. Z.) Gestern Nachmittag hatte sich die bestimmte Nachricht hier verbreitet, dass Herr Th. Olshausen mit dem gestrigen Abendzuge hier in Kiel eintreffen würde. Diese Kunde verbreitete sich in wenigen Stunden durch die ganze Stadt. Allenthalben sah man schon am Nachmittage Vorbereitungen treffen zu einer Illumination, wodurch jeder dem trefflichen Olshausen seine freudige Theilnahme an den Tag legen wollte, dass endlich doch die Gerechtigkeit obgesiegt habe. Schon etwas nach 6 Uhr strömten bedeutende Menschenmassen nach dem Bahnhofe, die sich noch gegen die Ankunft des Bahnzuges so vermehrten, dass man wie eingemauert da stand. Die Liedertafel stellte sich om Bahnhofgebäude auf, um den Ankommenden mit Gesang zu empfangen. Als der Zug, etwas verspätet, um 7 1/4 Uhr ankam, komnte man vor dem ungeheuren Jubel ausserhalb des Gebäudes den Gesang innerhalb desselben nicht hören. Als die Menge endlich den Eintritt in das Bahnhofgebäude erzwungen hatte, redete Olshausen freimütig und offen, wie er es gewohnt war, bemerkend, er bleibe seine Grundsätzen stets getreu; was er früher gesprochen habe, behaupte er auch noch jetzt. Er brachte seinen ihm so theuren Kiel ein Hoch. Jetzt setzte sich die Masse, ihren Olshausen in der Mitte, mit Gesang in Bewegung und brachte ihn durch die hellerleuchteten Strassen der Stadt zu seinem Logis; anhaltendes Hurrah-rufen bei den Häusern, die sich besonders durch ein geschmackvolles Arrangement und Transparente auszeichneten. An seiner Wohnung angelangt brachte er dem einigen, freiheitbefestigten Schleswig-Holstein ein donnerndes Hoch. Darauf sprach der Gefeierte seinen herzlichen Dank gegen seine lieben Kieler Mitbürger aus, dass sie ihm einen so überaus glänzenden Empfang bereitet hätten. In seiner Wohnung empfingen ihn 12 weisskleidete junge Mädchen mit Blumenkränzen. - Grossartiger und herzlicher ist noch wohl niemand jemals mit Stolz den unsrigen nennen können. - Die Menge wogte freilich noch bis 11 Uhr auf den Strassen umher, hielt sich indess durchaus ruhig und gab dem Militär, das in Massen in der Wache und Kaserne consignirt und mit scharfen Patronen versehen war, durchaus keine Veranlassung zum einschreiten.

(Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung 21. oktober 1846).

Claussens klage til klageretten blev indgivet 28. september, og den 13. oktober forelå afgørelsen. Nummeret berettede også om Olshausens tilbagevenden til Kiel. (Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung 23. oktober 1846). Ifølge Berlingske 24. oktober 1846 skulle Olshausen være i Altona den 21. oktober hvor han skulle have udtalt om Altona: "Den bro, hvorved Hertugdømmerne forenes med det øvrige Tydskland". Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung 18. november 1846 meddelte at den 13. november blev undersøgelserne i sagen om folkeforsamlingen i Neumünster genoptaget. 

Ved et af de slesvigske Stænderdeputeredes Middagsmaaltider i det Ravenske Hotel i Slesvig var ogsaa Theodor Olshausen og endeel af Stadens Indvaanere tilstede. Dr. Heiberg udbragte ved denne Leilighed en Skaal for Olshausen og ledsagede den omtrent med de Ord: "For den Mand, der ikke alene har talt og kjæmpet for Folkets og Landets Sag, men ogsaa har lidt for samme!" Han erindrede dernæst om, at navnlig Slesvigerne skyldte Olshausen, deres gamle Modstander som Nyholstener, Anerkjendelse og Tak, da det var ham, der først og meest, ved at tale mod den gamle provindsiale Schleswig-Holsteinismus, bragte det tydske Element i Hertugdømmerne til Bevidsthed. Olsh. svarede med et Leve for den slesvigske Stænderforsamling. Hertugen var ikke, skjøndt man havde ventet det, tilstede ved GiIdet; man seer ham overhovedet hyppig i Selskab med de tvende Prindser, hvilke oftere have deeltaget i Soireer, som have fundne Sted i Stændertiden.

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 26. november 1846).

Olshausen fortsatte på møder at fremhæve at man havde ret til at afholde folkeforsamlinger. Sagen trak i langdrag gennem det retlige bureaukrati. Så sent som i november 1847 blev sagen atter en gang udsat til 1. kvartal 1848. Der blev berammet møder den 6. marts 1848 og fremefter. I 1847 blev Theodor Olshausen valgt til stænderforsamlingen. Den 18. marts 1848 sejlede han til København og vendte tilbage den 26. marts for der at finde en provisorisk regering. Han blev landsforvist efter Treårskrigen 1. februar 1851 og ankom 5. september 1851 i New York.

Andre artikler om Olshausen kan ses her på bloggen, fx Slesvig-Holsten 1830-1839, Censur i Kiel, Krigsudbruddet fredagen d. 24. marts 1848, Slesvig juni-juli 1851, Theodor Olshausen. Men brug i øvrigt søgefeltet til at finde flere.

Kilde. Heinr. Eckhardt: Alt-Kiel in wort und Bild. 1897.