Vort fædreland har i den sidste tid været velsignet med en række frugtbare og især for bondestanden heldige år, og en større velstand har udbredt sig over en del af nationen. Men til trods for denne frugtbarhed er livets første fornødenheder stadigt steget i pris, navnlig i det sidste år, og ikke uden en vis bæven ser en stor del af nationen - den arbejdende, den fattige klasse - den kommende vinter i møde. Vinteren er for den fattige kun en mørk, en kold, en glædeløs tid, og den vil synes endnu mere tung, når nøden udstrækker sin jernarm. For nøden vil komme. Den standses ikke af enkeltes barmhjertighed - kun fast sammenhold kan holde den borte. Men hvorledes skal dette kunne ske? Enten må hver enkelt anspore alle sine kræfter, arbejde med en energi, hvortil kun få er vante, endnu færre i stand, og desuden er arbejdskraften ofte begrænset ved mangel på tilstrækkelig beskæftigelse, og endelig vil overanstrengelse nedbryde både legemets kraft og sjælens ligevægt. Eller også må arbejdslønnen forhøjes. Hvem af os vil nægte at det sidste fra vort standpunkt både synes os det tilrådeligste og det letteste, men hvem af os vil og kan tillige benægte, at sagen må ses ikke blot fra arbejdernes, men også fra arbejdsherrens standpunkt, og derfra turde spørgsmålet stille sig i et andet Lys.
Vi er ikke så forblindede at vi vil forlange at arbejdslønnen øjeblikkeligt skal forhøjes. Vi indser til fulde at akkorder som er afsluttede og begrundede på en lavere arbejdsløn, må stå ved magt, og at det ville være urimeligt at dhrr. principaler skulle betale en forhøjet arbejdsløn for sådanne værker, som allerede er i arbejde. Men hvad vi vil andrage på er: at de ved fremtidige arbejder tager et rimeligt hensyn til nødvendigheden af at forhøje arbejdslønnen, skønt vi erkender beredvilligt og gerne, at ikke få af dem ser ikke blot på deres egen, men også på deres arbejderes interesse. For der er desværre ingen sandsynlighed for at de høje priser kun er et forbigående onde. Det er tværtimod mere end rimeligt, at de ville vedblive.
Men selv om livets nødvendigheder atter blev billigere, ville en højere arbejdsløn end den nuværende være et gode, som vi måske mere end de fleste andre arbejdere havde krav på, især af den første af de to følgende grunde. 1) Der er ofte blevet klaget, og desvære ikke altid uden årsag, over arbejdernes mangel på smag, på dannelse og skønhedssans. Men det eneste fyldestgørende svar der herpå kan gives, er: løn arbejderne således at forældre, der har givet deres børn en god opdragelse, kan sætte dem i en lære, som med tiden vil give et sådant udbytte at de kan vedligeholde og udvikle den åndsdannelse og smag der ofte er nødvendig, når et arbejde skal udføres til alles tilfredshed. Når det sker, da vil bogtrykkerkunsten hæve sig til en højere rang og dens dyrkere til en større anseelse end nu. 2) Da bogtrykkeriejernes antal i København er begrænset til et vist antal, og da det er sandsynligt at forholdene med tidens løb vil stille sig således, at enkelte store officiner - som nu begynder at sker - drager arbejdet til sig. Hvilket unægtelig både er i kunstens og litteraturens, samt i publikums interesse, men just ikke i deres som med en ringe kapital vil søge at hæve sig ud af arbejdernes masse, så bliver det en mere og mere uafviselig nødvendighed, at der også må tages mere hensyn til at forbedre arbejderens kår, således at det bliver ham muligt at kunne indtræde i ægteskab uden alt for meget at måtte grue for fremtiden. For denne viser sig bestandig mørkere og mørkere for ham. Af c. 250 typografer kan hvert 1 ½ år en vente at blive principal. Mange forlader efter lang kamp den håndtering, de har lært og søger sig en anden erhvervsgren der bedre lønner sig, eller i det mindste giver større - håb.
De, som bliver tro indtil enden, deres rimelige lod er enten at blive fattiglemmer, eller ved opgivelse af al livsnydelse, kummerlig at trælle for deres brød indtil døden lukker den udpinte arbejders liv. Således vil alderdommen blive for den, som ikke et barns kærlige hånd holder oprejst og lindrer de sidst, tunge år, - for den som foretrak, for at vandre sin bane ene som ung, end han ville drage en elsket pige ned i den elendighed, som så ofte er arbejderens lod, når sygdom eller arbejdsløshed indtræffer. Vi håber således at have godtgjort at humanitet og rimelighed taler for at arbejdslønnen forhøjes, og at dette ikke alene må betragtes som en nådesakt, men som et rimelighedskrav. For også arbejderen har sin stolthed, sin æresfølelse. Han ønsker ikke at få noget for intet. Han ønsker ikke at få fri skolegang for sine børn, han ønsker ikke at få huslejehjælp, eller brød, eller klæder. Han ønsker intet af dette. Nej, han ønsker arbejde. Og at hans arbejde må lønnes således at han kan leve med sin Familie. For kun i familielivet er tilfredshedens hjem. Den enlige tumles om som et vrag på lidenskabernes hav - kun i familielivet løses livets opgave til fulde, kun der er Harmoni ....
Lad aldrig den time komme, som fjerne uvejrsglimt bebuder, at også ægteskabet kan blive et monopol for de bemidlede. Vi attrår ikke at tiltvinge os en højere arbejdsløn, men vi nærer den faste fortrøstning til dhrr.s humanitet, at dette skridt ikke vil være forgæves eller uden følger. Fra vor lavere synskreds kan vi måske ikke ret overskue forholdene, eller se dem i deres rette lys. Men et synes os mindre dunkelt, og dette ene ser vi i kristendommens dagskjær, som forjog trældommens nat. M ed denne nat svandt den nedarvede trældoms åg, ved dette lys fik alle samfundsklasser ligeberettigelse til lod og del i livets goder.
Bevidstheden om denne berettigelse har længe slumret. For langsomt falder sløret fra massens øje. Men engang vil det falde og indtil da går vi ad nådens, ad bønnens vej. Hvad udfald denne sag vil få, står i forsynets hånd, men hvordan det end bliver, trøster vi os med at have stræbt efter at gøre vor pligt.
(Kjøbenhavnsposten 20. oktober 1846).
Vi er ikke så forblindede at vi vil forlange at arbejdslønnen øjeblikkeligt skal forhøjes. Vi indser til fulde at akkorder som er afsluttede og begrundede på en lavere arbejdsløn, må stå ved magt, og at det ville være urimeligt at dhrr. principaler skulle betale en forhøjet arbejdsløn for sådanne værker, som allerede er i arbejde. Men hvad vi vil andrage på er: at de ved fremtidige arbejder tager et rimeligt hensyn til nødvendigheden af at forhøje arbejdslønnen, skønt vi erkender beredvilligt og gerne, at ikke få af dem ser ikke blot på deres egen, men også på deres arbejderes interesse. For der er desværre ingen sandsynlighed for at de høje priser kun er et forbigående onde. Det er tværtimod mere end rimeligt, at de ville vedblive.
Men selv om livets nødvendigheder atter blev billigere, ville en højere arbejdsløn end den nuværende være et gode, som vi måske mere end de fleste andre arbejdere havde krav på, især af den første af de to følgende grunde. 1) Der er ofte blevet klaget, og desvære ikke altid uden årsag, over arbejdernes mangel på smag, på dannelse og skønhedssans. Men det eneste fyldestgørende svar der herpå kan gives, er: løn arbejderne således at forældre, der har givet deres børn en god opdragelse, kan sætte dem i en lære, som med tiden vil give et sådant udbytte at de kan vedligeholde og udvikle den åndsdannelse og smag der ofte er nødvendig, når et arbejde skal udføres til alles tilfredshed. Når det sker, da vil bogtrykkerkunsten hæve sig til en højere rang og dens dyrkere til en større anseelse end nu. 2) Da bogtrykkeriejernes antal i København er begrænset til et vist antal, og da det er sandsynligt at forholdene med tidens løb vil stille sig således, at enkelte store officiner - som nu begynder at sker - drager arbejdet til sig. Hvilket unægtelig både er i kunstens og litteraturens, samt i publikums interesse, men just ikke i deres som med en ringe kapital vil søge at hæve sig ud af arbejdernes masse, så bliver det en mere og mere uafviselig nødvendighed, at der også må tages mere hensyn til at forbedre arbejderens kår, således at det bliver ham muligt at kunne indtræde i ægteskab uden alt for meget at måtte grue for fremtiden. For denne viser sig bestandig mørkere og mørkere for ham. Af c. 250 typografer kan hvert 1 ½ år en vente at blive principal. Mange forlader efter lang kamp den håndtering, de har lært og søger sig en anden erhvervsgren der bedre lønner sig, eller i det mindste giver større - håb.
De, som bliver tro indtil enden, deres rimelige lod er enten at blive fattiglemmer, eller ved opgivelse af al livsnydelse, kummerlig at trælle for deres brød indtil døden lukker den udpinte arbejders liv. Således vil alderdommen blive for den, som ikke et barns kærlige hånd holder oprejst og lindrer de sidst, tunge år, - for den som foretrak, for at vandre sin bane ene som ung, end han ville drage en elsket pige ned i den elendighed, som så ofte er arbejderens lod, når sygdom eller arbejdsløshed indtræffer. Vi håber således at have godtgjort at humanitet og rimelighed taler for at arbejdslønnen forhøjes, og at dette ikke alene må betragtes som en nådesakt, men som et rimelighedskrav. For også arbejderen har sin stolthed, sin æresfølelse. Han ønsker ikke at få noget for intet. Han ønsker ikke at få fri skolegang for sine børn, han ønsker ikke at få huslejehjælp, eller brød, eller klæder. Han ønsker intet af dette. Nej, han ønsker arbejde. Og at hans arbejde må lønnes således at han kan leve med sin Familie. For kun i familielivet er tilfredshedens hjem. Den enlige tumles om som et vrag på lidenskabernes hav - kun i familielivet løses livets opgave til fulde, kun der er Harmoni ....
Lad aldrig den time komme, som fjerne uvejrsglimt bebuder, at også ægteskabet kan blive et monopol for de bemidlede. Vi attrår ikke at tiltvinge os en højere arbejdsløn, men vi nærer den faste fortrøstning til dhrr.s humanitet, at dette skridt ikke vil være forgæves eller uden følger. Fra vor lavere synskreds kan vi måske ikke ret overskue forholdene, eller se dem i deres rette lys. Men et synes os mindre dunkelt, og dette ene ser vi i kristendommens dagskjær, som forjog trældommens nat. M ed denne nat svandt den nedarvede trældoms åg, ved dette lys fik alle samfundsklasser ligeberettigelse til lod og del i livets goder.
Bevidstheden om denne berettigelse har længe slumret. For langsomt falder sløret fra massens øje. Men engang vil det falde og indtil da går vi ad nådens, ad bønnens vej. Hvad udfald denne sag vil få, står i forsynets hånd, men hvordan det end bliver, trøster vi os med at have stræbt efter at gøre vor pligt.
(Kjøbenhavnsposten 20. oktober 1846).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar