Georg Laursen - Højforræder? (Efterskrift til Politivennen).

Rigsretten i Leipzig erklærer Georg Laursen skyldig i Højforræderiforsøg.

Hans Handlinger betegnedes som en Trusel mod den tyske Republiks Sikkerhed, og Straffen kom til at lyde paa 2 Aars Fæstningsarrest.

(Fra vor Korrespondent).

Berlin, Lørdag.

Rigsretten i Leipzig fortsatte i Dag Behandlingen af Lands- og Højforræderisagen mod Danskeren Georg Laursen. Ligesom de to foregaaende Dage forlangte Rigsadvokaten Forhandlingerne ført for lukkede Døre. Laursens Forsvarer, Dr. Kurt Rosenberg protesterede, men Rigsretsdommerne fulgte Rigsadvokatens Henstilling.

Man havde forberedt sig paa, at Sagens Behandling vilde vare fire Dage, og at Dommen saaledes tidligst vilde falde paa Mandag Aften. Det virkede derfor overraskende, da Rigsadvokaten i Eftermiddag kun holdt en ganske kort Tale og straks efter meddelte Retspræsidenten, at Dommen vil blive afsagt i Dag, hvorefter Dommerne trak sig tilbage.

Dommen.

Ved 7-Tiden var Rigsretten færdig med sine Overvejelser og vendte tilbage til Retslokalet, hvor Retspræsidenten meddelte, at Georg Laursen var frifundet for Anklagen for Landsforræderi, men idømtes 2 Aar og seks Maaneders Fæstningsarrest for Forberedelse paa Højforræderi for Handlinger, der er en Trusel mod Republikens Sikkerhed, for Dokumenttyveri og for Dokumentforfalskning. Endvidere skal Laursen betale en Bøde paa 500 Guldmark og efter udstaaet Straf udvises af det tyske Rige. Den Tid, Laursen har siddet i Varetægtsarrest vil blive ham godskrevet med 6 Maaneder, saaledes at Straffen, han skal afsone, kun bliver to Aar. Dommen anses for at være meget mild. Naar der virkelig har været Grundlag for Domfældelse, saa er det enestaaende, at den Anklagede slipper med saa lille en Straf.

Interview med Georg Laursens Forældre.

Den unge Malersvend var Ven med Lenin og Trotsky, som han havde truffet i Svejts.

(Fra vor Korrepondent)

Aarhus, Lørdag.

Den i Berlin arresterede Georg Laursens Forældre bor i et lille Hus i Nørre Allé 50 her i Byen, hvor Deres Korrespondent i Dag har aflagt Besøg for at erfare nærmere om den danske Eventyrers Liv.

Hans Fader, en fhv. Lagerforvalter, fortæller, at Georg Laursen har lært Malerprofessionen og l 1909 begav sig ud paa Rejse. Han gennemtravede hele Europa, indtil han ved Krigens Udbrud faldt til Ro i Svejts. Her traf han Lenin og Trotsky, og der opstod i Løbet af kort Tid et venskabeligt Forbold mellem den danske Malersvend og de to Verdensrevolutionære, der faa Aar efter indskrev deres Navne i Verdenshistorien.

I 1917, da Lenin og Trotsky rejste hjem til Rusland for at styrte Kejserdømmet, skiltes de tre Mænd, og Georg Laursen blev i Svejts. Her forsøgte han i 1919 at lave Generalstrejke og blev i den Anledning udvist af Landet. Saa kom han tilbage til Danmark og Indvalgtes i Ledelsen af Malerforbundets Aarhusafdeling og blev Medlem af et af de mange den Gang eksisterende kommunistiske Partier herhjemme. Paa den kommunistiske Samlingskongres i 1932 valgtes Georg Laursen til Formand for Partiet Denne Stilling beklædte han et Aar, saa rejste han til Moskva, og fra den Dag har ingen herhjemme kunnet følge hans Færden før nu, Meddelelsen om hans Arrestation i Berlin naar frem til Offentlighedens Kundskab.

Han var en stille Dreng, slutter Faderen, men han læste meget og har i Udlandet modtaget de Indtryk, der drev ham ud i Kommunismen. Georg Laursens Moder, der har hørt paa Mandens Beretning om Sønnens Liv, føjer til:

- Jeg kan ikke forstaa, hvordan han er kommet Ind i saadan noget. Han var den mest ejegode Dreng, man kunde tænke sig. Nu har Ulykken ramt ham.

E.

(Social-Demokraten, 3. april 1927).

Georg Laursen. Foto fra Arbejderbladet, 1. april 1927.

Laursen var anklaget for at være spion for Rusland, og bl.a. skulle skaffe beviser for at England drev militærspionage mod Rusland. Han rejste til Tyskland hvor statspolitiet imidlertid havde ham under mistanke og arresterede ham. Georg Laursen blev indsat på fæstningen Gollnow i Tyskland. Han var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, en overgang som medlem af forretningsudvalget i partiet. I forbindelse med Hindenburgs 90 års fødselsdag den 2. oktober 1927 blev der arbejdet på at få ham benådet. 

Han blev i slutningen af 1927 hemmeligt udvekslet med 3 tyske statsborgere og blev herefter russisk efterretningsagent under navnet Georg Franzevitj Moltke, og sovjetisk statsborger marts 1928. 

Under 2. verdenskrig var han speaker på Radio Moskvas danske udsendeler under navnet Peter Hansen. 1949 blev han arresteret og sendt i en gulag-lejr i Sibirien 1949-1953 (han havde bl.a. kendt Trotsky). Herefter blev han rehabiliteret og døde 1977 i Moskva. 

Retssager Marts 1865. (Efterskrift til Politivennen)

Retssag om Udeblivelse fra Ægtkjørsel for Fjenden. (Dbl.) Ifølge en endnu uforandret Bestemmelse i Christian Vs Lov 6-4-3 er der fastsat kvalificeret Livsstraf for den, der med "Daad eller Raad" bistaaer en her i Landet indtrængt Fjende. At denne Lovbestemmelse imidlertid er uanvendelig paa den, der gaaer Fjenden tilhaande, ikke for at understøtte ham, men kun for at afværge større Ulykker for sine Medundersaatter, følger af sig selv og er udtrykkelig fastsat ved den for de fleste Jurister bekjendte Højesteretsdom af 9de Februar 1809 (sec jurid. Arkiv Nr. 19. S. 50), hvorved Grev Schulin af Frederiksdal, Etatsraad de Coninck, Eier af Dronninggaard. og Sognepræst i Lyngby Rønne frifandtes i den Generalfiskalsag, der var anlagt imod dem, fordi de under den engelske Okkupation i 1807, da samtlige høiere Embedsmænd i Kjøbenhavns og Frederiksborg Amter vare flygtede til Hovedstaden, befriede de nævnte Amter for den Plyndring, hvormed den engelske General truede, saafremt de Leverancer, den fjendlige Armee havde Brug for, ikke præsteredes, ved med stor personlig Opoffrelse at paatage sig disse Leverancer. I Overensstemmelse hermed har det senere ikke blot været antaget for tilladeligt, men tillige som bekjendt i vore tvende sidste Krige været en faststaaende Regel, at vedkommende Øvrighed i de af Fjenden okkuperede Distrikter, hvor vor egen Armee ikke kunde værge om Beboerne, har paatagel sig Ordningen af de Leverancer, Ægtkjørsler osv., som Fjenden krævede. Om der imidlertid i et saadant Tilfælde kan paahvile den enkelte Borger noget Strafansvar, naar han istedet at efterkomme Øvrighedens Bud, foretrækker at løbe den Risiko at udplyndres og mishandles af Fjenden, er et tvivlsomt Spørgsmaal, der saavidt vi vide, nu for første Gang har fundet sin Besvarelse i en for nylig af Viborg Overret afsagt og i del sidstudkomne Nr. af "Juridisk Ugeskrift" meddeelte Dom i en Justitssag, anlagt mod Proprietair Ole Pallesen. 

Under Sagen sigtedes den Tiltalte for og overbevistes om, da det rygtedes, at Fjenden vilde rykke bort fra Vendsyssel, at være udebleven fra en i denne Anledning fra Frederikshavn tilsagt Ægtkjørsel, hvilken Udeblivelse havde til Følge, at de tilstedeværende Vogne overlæssedes, samt al der en Timeslid blev sat Vagt om Politimesteren paa Torvet, indtil man havde taget Kjøbstadboernes tilstedeværende Befordringer, der saaledes uforberedte kom til at gjøre en længere Reise. Herfor blev Tiltalte saavel ved Under- som ved Overretten idømt 10 Rd. Mulkt til Jurisdiktionens Politikasse, ligesom Aktionens Omkostninger, derunder en ligesaa stor Sum i Salair til Aktor og Defensor for Overretten, paalagdes ham. Imidlertid have to af de i Sagen voterende Overretsassessorer afgivet nedenstaaende, ligeledes i ovennævnte Ugeskrift meddeelte Dissents:

"Om det endog, trods Lovgivningens almindelige Forbud imod al yde Fjenden nogen Bistand i Raad eller Daad, kan antages, at Øvrigheden har handlet rigtig ved under de forhaandenværende faktiske Omstændigheder efter Fjendens Rekvisition at træffe saadanne Foranstaltninger som i Dommen ommeldt sigtende til at tilfredsstille Fjendens Fornødenheder, mangler der dog ialfald Hjemmel i Lovgivningen til at antage, at en Undladelse af at efterkomme Øvrighedens Paalæg i saa Henseende skulde kunne paadrage Vedkommende Strafansvar, idet det findes at maatte staae Enhver, der foretrækker at udsætte sig for Muligheden af umiddelbar Tvang fra Fjendens Side, frit for at vægre sig ved at udrede Præstationer, med Hensyn til hvilke det er givet, at de ville komme Fjenden tilgode. Paa Grund heraf stemme vi for, at Tiltalte frifindes for det Offenliges Tiltale i denne Sag, og at Sagens Omkostninger paalægges det Offentlige"

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 3. marts 1865).

 

Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Koldinghus. Foran ruinen t. h. vogne som er udskrevet til ægtkørsel. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Ulovlig Omgang med fjenden. (Veile Avis) Ved Viborg Landsoverret er den 27de Febr. d. A. afsagt Dom i en Sag, hvorunder Arrestanten Edvard Hinrichsen er tiltalt for ulovlig Omgang med Fjenden. Hinrichsen var almindeligt anseet for at være Spion for Tydskerne, og den 15de April blev han derfor anholdt i Daugaard Kro og transporteret til Horsens. hvor han fandtes i Besiddelse af en Deel preussiske Penge og et preussisk Pas. I Forhørerne har han blandt Andet forklaret, at han d. 17de Marts f. A. af fjendligt Militair blev transporteret til en preussisk General i Veile, der udspurgte ham om de danske Troppers Stilling og Bevægelser, og han lovede Generalen at underrette ham om, naar han hørte, at der var danske Tropper i Nærheden. Til en Prinds af Mecklenburg-Schwerin henvendte han sig den 12te April s. A. paa Petersholm, af ham fik han 29 pr. Dalere og besørgede et Brev for ham til Brandts Hotel i Veile, hvor han af Officerer udspurgtes deels om, hvor de Preussere førtes hen der fangedes ved Assendrup, hvor den ved samme Lejlighed saarede Trompeter var bleven af, deels om Lieutenant Eckardt til Ornmgaard og om Fiskerne ved Veile Fjord, samt om hvorvidt der vare danske Tropper i Hornumkjær osv. Arrestanten har vedgaaet, at han om alle disse Punkter gav de Oplysninger, han kunde, og i det Hele taget svarede, hvad han vidste og troede var sandt. Pengene, sagde han, havde han faaet ikke for at være Spion for Fjenden, men for at sættes istand til at reise tilbage til Mecklenburg. Ved de iøvrigt under Sagen fremkomne Oplysninger et der tilvejebragt en ikke ringe Grad af Formodning for at Arrestanten ved sine Meddelelser til Fjenden har foranlediget eller medvirket til, at Lieutenant Eckardt, Sognefoged Poul Pedersen og Gaardmand Peder Olsen bleve arresterede af Fjenden og at denne lod Propr Ernsts Pakhuus ved Daugaard Strand afbrænde. Arrestanten, der er født i Mecklenburg og ikke sees tidligere at have været tiltalt eller straffet her i Landet, hvor han har opholdt sig i c 25 Aar, idømtes 2 Aars Forbedringshuusstraf. (Underretsdommen ved Hatting Herreds Extraret lød paa Fængsel paa Vand og Brød i ti Gange 5 Dage)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 10. marts 1865).

Den fulde tekst af dommen kan ses i et tidligere udgivet indslag.

Uskyldig dansk Spion benaadet. 6te til 7de September 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk notits, original nedenfor:

Den nye borgmester i Aabenraa, Richardi, fratrådte sit embede og vendte tilbage til Kiel, fordi byens slesvig-holstenere krævede mere hensynsløse fremgangsmåder mod de dansksindede borgere, end han ville beskæftige sig med, og fordi han ikke kunne lide forhold overhovedet. Advokat Gottburgsen i Rendsburg, hjemmehørende i Slesvig og tidligere medlem af centralkomiteen for slesvig-holstenske foreninger, er nu trådt i hans plads.

Der neue Bürgermeister in Apenrade, Richardi, hat sein Amt aufgegeben und ist nach Kiel zurückgekehrt, weil die Schleswig-Holsteiner der Stadt ein rücksichtsloseres Verfahren gegen die dänischgesinnten Bürger von ihm forderten als worauf er sich einlassen wollte, und weil ihm überhaupt die Zustände nicht gefielen. An seine Stelle ist nun Advocat Gottburgsen in Rendsburg, ein geborner Schleswiger, bisher Mitglied des Centralausschusses der schleswig-holsteinischen Vereine, getreten.

(Allgemeine Zeitung 6. september 1864)

Richardi havde afløst borgmester Peter Iver Julius Lunn (1813-1907) som sammen med herredsfoged Bluhme var blevet sat i husarrest i april 1864 da man mente at have fundet beviser for at de havde hemmeligt samkvem med danskerne på Als. Lunn havde været borgmester, byfoged og byskriver i Aabenraa siden 1850. Han blev løsladt og afskediget en måned efter. Han blev derefter herredsfoged og skriver i Hasle, Vester Lisberg, Framlev og Sabro herreder fra 1866.

Den som Spion af Østerrigerne fængslede, nu frigivne pension. Vagtmester Johnsen skriver i "Cold. Av.": "Den 9de Marts d. A. blev jeg paa Veien fra Colding til Veile fængslet som formeentlig Spion og hensad i Fængslerne i disse tvende Byer indtil den 30te Mai. inden min Dom faldt, som lød paa 10 Aars haardl Fængsel i svært Jern. Den 1ste Juni, om Morgenen Kl. 4½, blev jeg bortført, Hænder og Fødder sammenlænkede. Min Doms Fuldbyrdelse var begyndt! Samme Dags Aften modtog min Kone en Gave fra en Østerriger, overbragt af tvende Officerer, af 10 preussiske Thaler med den Bemærkning: "de Smaa maatte ikke lide Nød!" Den samme Østerriger tilskrev under 10de Juni en dansk Embedsmand, at det var ham en kjær Pligt at kunne meddele denne, at han havde indsendt et Bønskrift til sin Herre, Keiseren, om at benaade mig ved den kommende Fredsslutning. Keiseren havde paalagt ham til den Tid at minde Allerhøistsamme om Bønnen. Østerrigeren tilføiede: "Idet jeg har den Ære at tilmelde Deres Høivelbaarenhed dette med Tilføiende, at jeg i rette Tid ikke skal undlade at gjøre de fornødne Skridt, beder jeg Deres Høivelbaarenhed godhedsfuldt at underrette Madam Henriette Johnsen herom, for at dette kan tjene den uskyldige Familie til Trøst." Men hvem var da denne Mand? Hvem var da denne østerriger, der i et fjendtligt Land handlede saaledes imod en Mand og hans Familie, som de østerrigske Krigslove havde dømt saa haardt? Denne Mand er Generalfeldtmarschallieutenant i den keiserlige Armee. Hans Navn er von Gablenz!"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. september 1864).

Den danske Menighed i Flensborg vil efter Forlydende ikke blive ophævet, som det har været fortalt i tydske Blade, men derimod ville samtlige dens Privilegier blive den fratagne, saa at blandt Andet Menighedsmedlemmerne ville blive nødsagede til tillige at være i en af Byens tydske Menigheder og betale Afgifter begge Steder, hvoraf Følgen naturligviis vil blive, at den uformuende Deel af Menigheden vil tråde ud, fordi den ikke har Raad til al betale til to Præster paa engang for alle mulige kirkelige Handlingers Foretagelse, Og netop blandt den fattige Deel af Flensborgs Befolkning rekrutteredes den danske Menighed for en stor Deel, Man har desuden ogsaa paa anden Maade sørget for at gjøre Folk kjede af at gaae til dansk Gudstjeneste, thi efterat have afskediget begge de i Menigheden meget afholdte danske Præster Graae og Munch, har man nu til dansk Præst udnævnt en Person, hvem uden Tvivl meget faa af Flensborgs dansksindede Borgere ønske at benytte som Præst - nemlig en vis theologisk Kandidat Karstens, der er en Skolelærersøn fra Grumtofte i Angel. Han har udelukkende studeret ved Kjøbenhavns Universitet og har bl. A, under sit Ophold der i Byen ligget paa Regentsen, og har efter den Tid været Huuslærer paa en Herregaard i Sjælland, Da det imidlertid begyndte at see ud til, at Danmark skulde miste Slesvig, og der desuden blev saa mange Præstekald ledige ved de danske Præsters Forjagelse, besluttede Hr, Karstens ogsaa at drage over til Slesvig og tilbyde Civilkommissairerne sin Tjeneste, hvad han da ogsaa udførte. Civilkommissairerne (eller nok snarere den nye slesvigske Superintendent, Provst Godt i Grumtofte) fandt imidlertid Hr. Karstens's Fortid noget mistænkelig, og man betydede ham derfor, at han enten skulde modtage Embedet som dansk Præst i Flensborg eller ogsaa slet ikke vilde blive befordret. Uagtet det uhyggelige Forhold, som han jo kunde forudser at ville komme til at staae i til sin Menighed, tog han imod Embedet og vil nu en af Dagene blive indsat. At den danske Menighed imidlertid ikke vil komme til at blomstre, medens Hr, Karstens er Præst, er sikkert nok, og det er vel ogsaa de nye tydske Magthaveres Ønske, - De danske Borgerskoler i Flensborg ville rimeligviis ogsaa om nogen Tid paa en eller anden Maade blive ophævede eller bragte til at uddø (Dtlgr.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. september 1864).

Gomme Frederik Aug. Graae var præst ved Helligåndskirken 1851-1864, og Frederik Vilhelm Munck kateket 1862-1864. S. Karstens fungerede som kateket i 1864. Herefter blev han præst i Kliplev 1865-1906.

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Altona, 3. sept. Den tysksindede befolkning giver også indrømmelser til Preussen i Sundeved og på Als, dog kun med forbehold for anerkendelse af den uafhængige hertug Frederik VIII, for hvem embedsmændene hidtil har vist meget lidt råderum til Slesvig, og som tværtimod understreger at Slesvig og selv Schauenburg-andelen i Holsten overgik i de tyske stormagters retmæssige besiddelse. I Gråsten udtalte "Sundevedforeningen" sig, som jeg ville nævne, for hertug Friedrichs nært forestående magttiltrædelse, for forening med Preussen i de tre kendte henseender og imod Scheel-Plessens repræsentation af hertugdømmerne; ligeledes i Augustenborg på Als hvor foreningen for ovennævnte hersker der skulle regere "i kraft af befolkningens vilje (d.v.s. tysksindet) og i kraft af den ældgamle statsret", ligeledes med resolutionerne fra byrådet i Neumünster, som også indrømmede at underordne sig under Preussen, for så vidt som en sådan kræver tysk interesse, og erklæret mod friherre. v. Scheel-Plessen. Flere og flere dels byer, dels landsamfund i Holsten (f.eks. flækken Pretz, som ikke havde sendt nogen, gennem flækkekollegiet, de slesvig-holstenske foreninger i Wandsbeck og i Flintbeck sogn) bliver også mere og mere involveret, så at det er et tåbeligt foretagende af "Nordd. Allg. Ztg." at skulle sætte bystyret ud af trit med befolkningens vilje. I Husum derimod hvor stemningen, som nye rapporter bekræfter, generelt er blevet meget trykket, har borgerforeningen (Slesvig-Holsten) udtrykt interesse for den der fremsatte ansøgning om at tilslutte sig byrådets beslutninger, og dermed kan bykollegierne, der som nævnt havde stemt for en midlertidig regering og øjeblikkelig annektering til Preussen, for at give et mistillidsvotum, ikke blive enige. -

Altona, 3 Sept. Die deutschgesinnte Bevölkerung kommt Preussen auch im Sundewitt und auf Alsen entgegen, aber nur unter Vorbehalt der Anerkennung des selbsständigen Herzogs Friedrich VIII, für welchen Schleswig herauszugeben die Officiösen bis jetzt sehr wenig Luft zeigen, die im Gegentheil hervorheben dass Schleswig und sogar der schauenburgische Antheil an Holstein in den rechtmässigen Besitzt der deutsschen Grossmächte übergegangen seyen. In Gravenstein hat sich, wie ich erwähnen wollte, der "Sundewitter Verein" für Herzog Friedrichs alsbaldigen Regierungsantritt, für den Anschluss an Preussen in den bekannten drei Beziehungen und gegen Scheel-Plessens Vertretung der Herzogthümer ausgesprochen; ebenso hat sich in Augustenburg auf Alsen der Verein für den genannten Herscher, der "kraft des Willens der Bevölkerung (d. h. deutschgesinnten) und kraft des uralten Landesrechts" zu regieren habe, ferner für die Beschlüsse des Neumünster'schen Städtetags, die ja ebenfalls Unterordnung unter Preussen zugeben, soweit solche das deutsche Interesse fordert, und gegen den Frhrn. v. Scheel-Plessen erklärt. Den beschlüssen des Städtetags treten auch immer mehr theils städtische, theils ländliche Gemeinden in Holstein (so z. B. der Flecken Pretz, welcher ihn nicht beschickt hatte, durch das Fleckenscollegium, die schleswig-holsteinischen Vereine zu Wandsbeck und im Kirchspiel Flintbeck) bei, so dass es ein thörischtes Unternehmen der "Nordd. Allg. Ztg." war den Städtetag ausser Zusammenhang mit dem Willen der Bevölkerung zu setzen. In Husum dagegen, wo, wie neue Nachrichten bestätigen, die Stimmung überhaupt sehr gedrückt geworden ist, hat sich der Bürger-(schleswig-holsteinische) Verein über den dort gestellten Antrag, den Beschlüssen des Städtetags beizutreten und so den Stadtcollegien, welche, wie erwänht, für Interimsregierung und unmittelbaren Anschluss an Preussen gestimmt hatten, ein Mistrauensvotum zu geben, nicht einigen können. -

(Allgemeine Zeitung 7. september 1864. Fra omkring dette nummer begyndte nyheder fra Slesvig-Holsten at vises under "Deutschland" og ikke så før i et selvstændigt afsnit i denne avis).

Illustration fra det humoristiske ugemagasin Kladderadatsch 25. september 1864: "Folgen des Eigensinnes eines Mannes, der sich seinen Rock mit wenigen Ausbesserungen hätte erhalten können, und nun leicht den schönsten Theil desselben verlieren kann" (Konsekvenser af stædigheden hos en mand, der kunne have beholdt sin frakke med få reparationer, og som nu let kan miste den smukkeste del af den). Bladet vurderede altså at pga. Christian 9.s egensind ville han ikke have små forbedringer af sin frakke, og på grund af det nu risikerer at miste begge frakkeskøder, Slesvig og Holsten.

Brevhemmeligheden i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

- Den tyske oppositions N. Fr- Z. skriver: De tyske organer har gennem længere tid hævdet at den danske spionage, især i Slesvig, også rettede sig om ankommende og afsendte breve fra fremtrædende personligheder i Slesvig, ligesom breve, hvis adresser eller brudte segl til breve fra fra politisk upopulære personer i landet, giver anledning til mistanke om at de blev åbnet på posthusene, den danske presse var meget indigneret over denne anklage. Denne beskyldning har vakt stor harme i den danske presse. Det er derfor nødvendigt fra tid til anden at tage fat i de beviser, der ender i det offentlige domæne i denne henseende. For et par måneder siden berettede Itzehoer News om tre tilfælde, der var indtruffet alene på det lille Gottorp postkontor, hvor der skal være sket en krænkelse af brevhemmeligheden på posthuset i Slesvig By, idet åbningen skete ud fra, at i de pågældende breve indeholdt papirpenge, uden at dette indhold var medtaget i adressen. Nu gør Rendsburger Wochenblatt offentligheden opmærksom på en sag, hvor det faktum, at brevet var åbnet, ikke engang kunne bestrides af Rendsburgs postkontor. En borger dér kendt i bredere kredse på grund af sine tyske følelser, havde modtaget et brev fra Tønder, hvis segl tilsyneladende var blevet brudt. Rendsburgs postkontor noterede udtrykkeligt på brevet, at brevet var modtaget med et brudt segl. I de fleste tilfælde bruger postvæsenet i Slesvig det påskud når de åbner breve, at de har mistanke om at det pågældende brev indeholder papirpenge hvis værdi ikke er opgivet.

- Der N. Fr. Z. schreibt man: Als vor längerer Zeit in deutschen Organen die Behauptung auftauchte, dass die dänische Spionage in den Herzogthümern, namentlich im Schleswigschen, sich auch auf die ankommenden und abgehenden Briefschaften erstrecte, und dass die Briefe an hervorragende Persönlichkeiten der deutschen Opposition im Schleswigschen, ebenso wie die Briefe, deren Adressen oder Siegel irgend der Vermuthung Raum geben, dass sie von politisch missliebigen Personen im Lande herrühren, auf den Postämtern erbrochen würden, that die dänische Presse über diese Anschuldigung sehr entrüstet. Es ist deshalb geboten, ab und zu von den Beweisen, die in dieser Beziehung hier in die Oeffentlichkeit gelanden, Act zu nehmen. Vor einigen Montaen berichteten die Itzehoer Nachr. über drei Fälle, die allein auf der kleinen Poststation Gottorp vorgekommen waren, in denen offenbar auf dem Postamte der Stadt Schleswig eine Verletzung des Briefgeheimnisse vorgekommen sein musste, indem von dort aus die Denunciation erfolgte, dass in den betreffenden Briefen Papiergeld enthalten sei, ohne dass dieser Inhalt auf der Adresse beerkt war. Jetzt bringt das Rendsburger Wochenblatt einen Fall zur öffentlichen Kenntniss, in welchem die geschehene Erbrechung des Briefes selbst von dem Rendsburger Postamte nicht bestritten werden konnte. Einem dortigen, wegen seiner deutschen Gesinnung auch in weiteren Kreisen bekannten Bürger war nämlich aus Tondern ein Brief zugegangen, dessen Siegel offenbar verletzt war. Von dem Rendsburger Postcomptoir war auf dem Briefe ausdrücklich vermerkt, dass der Brief mit verletztem Siegel eingegangen sei. Meistentheils bedienen sich die Postbeamten im Schleswigschen bei Erbrechung der Briefe des Vorwands, sie hätten die Vermuthung gehegt, dass sich in dem betreffenden Briefe Papiergeld, dessen Wrth nicht declarirt wäre, fände.

(Süddeutsche Zeitung. Morgenblatt 23. maj 1863)

Spionage. (Efterskrift til Politivennen)

Midt i april indbragtes nogle formodede spioner til København. Der fortaltes ikke meget om dem, bortset fra at de havde været frivillige på eksercerskolen. Politiløjtnant (politiadjudant), senere etatsråd John Erik Leerbech, Leerbek eller Leerbeck (1806 eller 1805-1860) var leder af hærens spionvæsen. Han startede som kopist på politikammeret i København hvor han blev anset for særdeles dygtig. Han blev november 1849 til april 1851 udlånt til Krigsministeriet. Allerede i april berettede kilder dog at han arbejdede for hæren. Leerbech organiserede bl.a. meldetjenester med udstationerede bønderkarle og opsadlede heste som kunne bringes til hovedkvarteret eller nærmere fastsatte steder med sendebud. Leerbech indtog en særstilling ved generalstaben og rapporterede flere gange direkte til statsrådet. Han var meget aktiv efterretningsmand og spionageleder. (se Karl Peder Pedersen: Kontrol over København, 2014).

(Kjøbenhavn, den 1ste Mai.) 3 Spioner ere idag blevne skudte her, den ene en tidligere relegeret Student Møller, der stod som Frivillig i en af vore Batailloner. Han blev greben ved Armeen i en Correspondents med Fjenden, hvem han stal have villet give Tegning af Fredericia Fæstning. Det er Politicommissair Leerbeck, som især har fremkaldt disse farlige Individers Paagribelse. En Undersøgelse var det forresten ogsaa værd, hvorledes vor Angrebsplan paa Colding, der dog kun skulde være bekjendt for Indviede, almindeligt kunde vides her flere Dage før den udførtes. Vi betvivle ikke, at det er ved en Skjødesløshed eller lignende Forseelse, den maa være bleven divulgeret; men saadanne Forseelser ere i deres Følger for utilgivelige, til at deres Ophav ikke skulde have en tilbørlig Correction herfor. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3.maj 1849).

- Efterat "Flyveposten" og et Par andre lignende Blade flere Gange forgjæves have været gjort opmærksomme paa den Skade, de stifte ved at meddele detaillerede Beretninger om Krigsoperationer fra dansk Side - hvorved de, om ogsaa kun af Snakkesyge og for at tilfredsstille uvirksomme Læseres Nysgjerrighed, til en vis Grad unødvendiggjøre det fjendtlige Spioner, - har vedkommende Autoritet derved fundet sig foranlediget til at gjentage Anmodningen til de offenlige Organer om ikke at meddele saadanne Artikler som dem "Flyveposten" indeholder. Man skulde troe, al bemeldte Blad lagde an paa at nødvendiggjore Censurens Indførelse som Beskyttelsesmiddel mod dets egen Taktløshed.

(Kjøbenhavnsposten 8. maj 1849).

I et Brev fra Horsens af 7de ds. hedder det: Leerbek udvikler en beundringsværdig Virksomhed og gavner Hæren meer end man skulde troe; han har atter opdaget og taget 5 Spioner tilfange; deriblandt en Sergeant af 7de Bat., en S-tz, der skal være noksom bekjendt i Kjøbenhavn. (R. Posteft.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. maj 1849).

Spioner. I Søndags bragtes tre Spioner hertil, som ved Politiadjutant Leerbecks aarvaagne Nidkjærhed vare blevne arresteres i Veile og Horsens. De tvende, hørende til Militairet, bragtes til Hovedvagten, den tredie, der lod til at være en Landmand eller Hestepranger, bragtes til Raadstuen. Den talrige Mængde, som ved deres Ankomst var forsamlet paa Toldbode, gav sin retfærdige Harme Luft i Skjældsord og Forbandelser, og det var ikke meget langt fra, at den ene, ved at stige i en Vogn, var blevet Offer for de Tilstedeværendes Raseri, dersom ikke Vagten og Politibetjente paa det Kraftigste havde afværget det.

(Flyveposten 15. maj 1849).

Odense den 14de Mai. Igaar bragtes 9 Fanger hertil fra Fredericia, iblandt hvilke var et Par Deserteurer og de andre Spioner. Den ene Fange var et Fruentimmer, der som en Slags Marketenderske havde søgt Samqvem med begge Armeer. Ligeledes bleve en Del Syge og Saarede bragte hertil fra Bogense.

(Fædrelandet 15. maj 1849).

Leerbeck har atter attraperet flere Spioner som ere befriede. I Skanderborg er ogsaa idag anholdt en Spion, nemlig en bosat Mand i Lysgaard Herred. Han var forsynet med Pas fra dette Herredscomptoir for at kunne reise til Veile-Egnen, hvor han agtede at besee en Eiendom, der var tilfals. Byfognden i Skanderborg, som ikke fandt sig tilfredsstillet hermed, visiterede Fyren og fandt da paa Kroppen af ham 7 Stkr. 50 Rigsbankdalersedler samt en Fortegnelse over alle Moser, Krat, osv., som findes i den Egn af Jylland. Naturligviis maa en saadan Person have Hjælpere. Han sidder arresteret i Skanderborg. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. maj 1849, 2. udgave).

"L.-F. Av." skriver fra Kbhavn af 7. ds.: Rygtet har fortalt, at 3 Spioner ere skudte her. Det forholder sig ikke saa. Blandt de hidbragte Krigsfanger, som paa 33 nær allerede ere udvexlede, var der en jydsk Bondekarl fra Gram i Haderslev Amt, som var mistænkt for Spioneri, men af de optagne Forhør er der ikke fremkommet noget særdeles graverende imod ham, og det er saa langt fra at han er skudt, at det endog er rimeligt, at han vil blive sat paa fri Fod, maaskee under Politiets Opsigt. De andre 2 saakaldte Spioner ere 2 Matroser, der ifjor løb bort fra "Hekla", og nu ere paagrebne som Desertører.

(Ribe Stifts-Tidende 21. maj 1849).

I Fredags afleveredes til Politiet en Person, der af det nørrejydske Armeecorps var oversendt som greben i for Betaling at have været Fjenden behjælpelig ved Plyndinger fra Indvaanerne i Jylland. Angaaende denne Persons Forbrydelse kunne vi nærmere meddele Følgende:

Efterat Politiassistent Grønlund i Framlev ved Aarhus den 9de Juni sidstleden havde indfundet sig i Jexen Kro paa en Tid, da netop en fjendlig Patrouille var sammesteds tilstede, antraf han en Person, der var iført civile Klæder, men bevæbnet med en Sabel, og da han erklærede, at han var fra Haderslev og fulgte for Betaling med de fjendlige Tropper som Tolk, fratog Grønlund ham hans Værge og bragte ham nordlig ud af Byen, medens den fjendlige Patrouille opholdt sig i den vestlige Del af samme. Han førtes derefter til General Ryes Hovedqvarter, hvor han til en af Politiadjutant Leerbeck optagen Rapport fremstod og forklarede, at hans Navn var Peter Claussen Jungdahl, 49 Aar gammel og født i Haderslev. Siden Aaret 1828 havde han som Bundtmager været bosiddende i Flensborg, hvor han var gift og havde 3 Børn. Endvidere forklarede han, at, da de bayerske Tropper den 4de April d. A. kom til Flensborg, skete en almindelig Opfordring til Beboerne om at gaae med Corpset som Sprogmestre, i hvilken Anledning han, som var i smaa Omstændigheder, meldte sig, og lod sig for 2 Mk. courant daglig samt fri Forplejning engagere til at følge med de baierske Tropper som Tolk imellem dem og den danske Befolkning. Foruden ham var der ti andre Slesvigere, der ligeledes havde ladet sig engagere i samme Egenskab ved de bayerske Tropper. Han var ansat ved 4de Regiments 2den Bataillon under Major Wichardt, med hvilken Bataillon han stedse havde fulgt, og navnlig stedse været med, naar Fjenden havde reqvireret Fødemidler og Andet hos Beboerne. Han havde, paa Grund af den Betaling, han modtog , og hvorved han ansaae sig for ansat ved den fjendlige Armee, troet sig forpligtet til at følge med og assistere Fjenden, naar denne havde gjort Strejftog for med Magt at fratage Befolkningen Fødemidler, ligesom han ogsaa tilstod for nogen Tid siden at have været med Fjenden i Hørring, hvor der ved hans Medvirkning blev taget ti Heste og 3 Vogne. Med Hensyn til Sablen, han bar, forklarede han, at, da de fjendlige Tropper kom i Nærheden af Haderslev, blev det ham befalet at bære en saadan, uden at det blev ham opgivet i hvilken Anledning, men han antog, at Hensigten var, at han dermed skulde forsvare sig mod de danske Beboere, saafremt han skulde komme i saadant Tilfælde, at det var nødvendigt for ham for at redde sig. Han havde imidlertid ingensinde brugt dette Værge.

Sognefoged Rasmus Nielsen i Jexen og Kromand Sørensen sammesteds have om den ovenfor nævnte Landsforræder overensstemmende forklaret, at han den 7de Juni med c. 50 Mand fjendlige Infanterister under en Lieutenants Commando, medhavende 3 Vogne, var kommen til Jexen, hvor han, der for dem erklærede, at han var den Commanderende og havde ligesaa meget at sige som Obersten, beordrede Tropperne, uden at Lieutenanten blandede sig deri, til at gaae ind til Bønderne og tage hvad de forefandt af Fødevarer, samt Tobak og Brændevin, hvilket Soldaterne ogsaa efterkom. Endvidere havde han samme Dag, uden at være i Følge med Nogen, reqvireret Melk, hvilket han ogsaa fik til et Beløb af c. 100 Potter, og førte det med sig paa en Vogn, han havde med. Ved denne Lejlighed havde en Mand fra Stilling været tilstede, der til Sognefoged Nielsen fortalte, at Personen ligeledes der havde været paa Plyndring. De forklarede fremdeles, at den Anholdte Dagen iforveien om Morgenen var med 50 Mand kommen igjennem Jexen og laget til Bodil Mølle, hvor han ligeledes havde ladet plyndre og taget, foruden Fødemidler, nogle Par Støvler. Om Eftermiddagen var han atter kommen til Jexen, uden at være i Følge med Nogen, for at reqvirere 2 Vogne, men blev ved denne Leilighed af Politiassistenten, som netop kom tilstede i Kroen, anholdt. Samtidig med ham var en Cavalleri-Patrouille paa 3 Mand i Byen, men disse opholdt sig paa en anden Kant af Byen og saae ikke Anholdte.

Efterat Anholdte, i Overværelse af Capitainerne Bech og Høst, var bleven forelæst sin Forklaring samt den af de ovenfor nævnte Mænd afgivne, ratihaberede han hin og vedgik Vigtigheden af denne i enhver Henseende, hvorefter han oversendtes til Kjøbenhavns Commandantskab, hvorfra han, efterat Krigsministeren havde confereret med Generalauditeuren om Behandlingen af denne Sag, blev afgivet til Politidirecteuren med begjæring om, at denne vilde foranstalte ham tiltalt og straffet, og Sagen blev da remitteret Criminal- og Politiretten til Undersøgelse. I det her over Arrestanten optagne Forhør ratihaberede han ligeledes sin til Rapporten afgivne Forklaring, men har nu fritaget Retten for videre Behandling af Sagen, idet han igaar Nat i Arresten har - hængt sig.

(Fædrelandet 26. juni 1849).

I marts 1851 blev J. E. Leerbech udnævnt til chef for det nyoprettede Slesvigske Gendarmeri, Det Slesvigske Gendarmerikorps eksisterede 1. juni 1851 til 1. november 1864. I Fædrelandets "Brev fra Nordslesvig" (2. april 1851) stod der om Leerbechs udnævnelse til chef for gendarmeriet at 8-10 landbetjente ville være tilstrækkeligt, mens det sydlige burde belægges med et eller to dragonregimenter. Gendarmerikorps ville blive betragtet med mistro af befolkningen, især med Leerbech som chef, da han var opdraget i Bræstrups enevældisk-bureaukratiske ånd som betragtede befolkningen som mistænkelige individer. Dette ville absolut ikke vække slesvigernes tillid. Som andre embedsmænd opretholdt Leerbech sin løn hos Københavns Politi.

Et Par i denne Tid højst vigtige Borgerpligers Indskærpelse

(Efter indsendt)

Vi har for øjeblikket to ydre fjender. Dem har regent og folk med forenede kræfter at bekæmpe. Men der er endnu to andre fjender i landet midt mellem os, i vores stæder og landsbyer, i vores huse, i vores selskaber, hvis alvorlige bekæmpelse er pligt for den fornuftige, oplyste og velmenende borger, og en pligt som han vel kan undlade uden at indkassere offentlig straf, men ikke uden at straffes med den skrækkeligste bevidsthed at have forsømt, at gøre sit til det anfægtede fædrelands redning.

1.) Den første af disse fjender er hemmelige spioner, hvad enten de er indfødte eller fremmedfødte. Regering og politi kan gøre alt hvad der står i deres magt for at opdage dem, og dog ikke nå deres mål fuldstændigt, hvis enhver redelig mand ikke iler dem til hjælp med det. Højlig er det derfor at ønske at enhver vil være yderst opmærksom på enhver fremmeds tale og handlinger, efterspore deres gerninger og forbindelser. Og ved endog den allermindste mistænksomhed straks angive det for politiet eller vedkommende autoriteter. Også på indfødte der er i slægtsskab, svogerskab eller anden forbindelse med fremmede, er sådan opmærksomhed højlig at anbefale. Ligesom på enhver anden, der gør sig mistænkelig. Vi har en uhyre mængde af svenske og nogle engelske iblandt os, som vi bør give nøje agt på. Men også andre fremmede selv af fredelige nationer bør ikke lades af øje.

2.) Det andet slags fjender er vores alarmister. Dertil regner jeg ikke blot dem som opdigter afskrækkende rygter, men også dem, der dadler os, dadler vores nation, vores regering, vores tapperhed, vores statskræfter, vores foranstaltninger. Højligen er det en regering til ære, at den ikke imod dette slags statsutøj griber til det forslidte og ikke alene uoverholdelige, men om det kunne overholdes skadelige middel at forbyde politisering i selskab. Sådant forbud hindrer en regering fra at erfare mange gode vink. Det hindrer gode borgere fra at opflamme til det gode, og udbreder en skummel og styg nedslåethed og ligegyldighed, mens de ildesindede ville hviske at sådant forbud røber en mådelig bevidsthed.

Nej, her er det blot den gode borger, der skal virke, når hver sådan ikke tillader sådan tale at fremføres i hans nærværelse, men gendriver og straffer disse sladdervæsner med den varme, som sagen kræver, og tillige opfordrer de nærværende til at virke for landet i stedet for at føre unyttig eller skadelig sladder eller høre på den, da skulle sådanne alarmister skamfulde stikke piben ind og en herlig borgerånd besjæle vores tale som vores handlinger! Det ske!

(Politivennen nr. 518, 2. april 1808, s. 8327-8329)