Livsfarlig Belysning ved Korsør Jernbanestation. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af den hyppige uforsvarlig slette Belysning ved offentlige Færdselssteder og den hermed forbundne Fare indeholder "Kors. Av." Føgende: 

"Da jeg med Jernbanetoget i Onsdags Aftes ankom til Korsør, var det saa mørkt, at man ikke kunde see tre Skridt frem for sig, idet der til Belysning af Havnepladsen var tændt een, skriver een Lygte. Da jeg skulde afgaae med Dampskibet til Kiel, fik jeg en kjendt Mand paa Pladsen (en Litsenbroder) til at føre mig hen hvor Skibet laae, thi selv kunde jeg Intet opdage. Idet vi ravede frem i Mørket, nærmende os et Skib, hørte vi et Pladsk i Vandet og ved Raabet om Hjælp overtydedes vi snart om, at et Menneske var faldet ud; ved hurtigt tililende Hjælp lykkedes det at redde Manden (Gross. Halberstadt fra Kjøbenhavn, paa Reise til Hamborg), der i Mørket havde taget feil og ligesom vi var kommen hen til det Skib, der skulde afgaae til Nyborg, og ved at ville gaae ombord var falden ud. Jeg yttrede til flere omkringstaaende Indvaanere fra Korsør min Forundring over, at Jernbanebestyrelsen ikke sørgede for den nødvendige Belysning, saa at de Rejsende uden at risiquere Liv og Lemmer ved Ankomsten hertil kunde opsøge Postskibene; men til min Forbavselse blev der mig svaret, at det ikke var første Gang, at der af Mangel paa tilstrækkelig Belysning havde været Menneskeliv i Fare samt at det længe havde forundret dem, at de Reisende ikke havde klaget over denne uforsvarlige Fremgangsmaade." J.

Klage over saa uforsvariig Fremgang burde man imidlertid ikke overlade til de Reisende, der ere ukjendte med den truende Fare, eller til dennes Stund; men det er Pligt for Indvaanerne paa de Steder, hvor Fare ved slig Forsømmelighed er øiensynlig, at klage herover og sørge for, at de Reisende, som, fremmede for Stedlighederne, færdes igjennem deres By, kunne overbevises om at passere et civiliseret Sted og ialtfald ikke udsættes for Fare paa Liv og Lemmer. Dette er for hver By, navnlig for hver Kjøbstad, der ogsaa drager stor Fordeel af Færdselen, en almeen Færdsels- og Menneskepligt. De særlige Myndigheder, eller Tilsynsmænd, som gjøre sig skyldige i Forsømmeisen, fortjene fortrinsviis den alvorligste Irettesættelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 29. april 1857).

Den uheldige grosserer kan have været David Moses Halberstadt (1819-1874). Han tog 1843 borgerskab og etablerede sammen med Jakob Hermann Mannheimer David Halberstadt & Co., der bl.a. beskæftigede sig med med kornforretning. 1857 købte firmaet en ejendom på Christianshavn, på hvilken det anlagde en dampmølle, som 1874 blev til aktieselskabet De forenede Dampmøller. Han var medlem af Grosserer-Societetets komité (1857-74) og af Sø- og Handelsretten (1873-74).

Denne tegning giver måske et indtryk af forholdene ved stationen i dagslys. Johann Carl Neumann: De slesvigske gæsters ankomst til Korsør, 1861. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Anledning af en Artikel i den Berlingske Tidende for 27de d. M., som er optagen af "Korsør Avis", angaaende en Reisende, som skal være falden i Vandet ved at gaae ombord i et af de til Afgang fra Korsør om Aftenen bestemte Dampskibe, hvorfor Skylden er lagt paa Jernbanebestyrelsen, skal jeg ikke undlade at henlede Opmærksomheden paa, at ligesom det omhandlede Factum, at en Mand er falden i Vandet ved at gaae ombord i et Dampskib, ikke beviser, at dette er skeet paa Grund af Mangel paa tilstrækkelig Belysning, saaledes vil dette, saafremt det virkelig skulde være Tilfældet, ikkun godtgjøre, at Landgangsbroen fra Dampskibet ei havde været tilstrækkeligt oplyst, og at bevirke dette er formeentlig ikke Jernbanens, men Dampskibenes Sag, ligesom Jernbanen selv maa belyse Indgangsdørrene til sine Stationer, og det maatte formeentlig let kunne skee med et Par Lygter paa Dampskibets Hjulkasse.

Forøvrigt skal jeg bemærke, at Pladsen imellem Hovedbygningen paa Korsør Banegaard og Dampskibene den omhandlede Aften var belyst af 7 a 8 Lygter. Forsavidt en fuldstændigere Belysning skulde være ønskelig, da hidrører den mulige Trang dertil væsentlig fra, at de til Afgang fra Korsør om Aftenen bestemte Dampskibe ofte ikke ligge paa det for dem bestemte og for de Reisende beqvemmeste Sted lige ud for Hovedbygningen, men jevnligt langt til Siden fra denne paa Steder, som nærmest er bestemt for Godstrafiken og hvor Jernbanen er nødsaget til at lade sine Godsvogne henstaae. Hvorvidt der maatte kunne skee en Forandring heri til de Reisendes Beqvemmelighed, skal jeg lade være uafgjort, eftersom det er en Sag, hvorpaa Jernbanedirectionen ikke har nogen Indflydelse. At Nogen tidligere skuide være falden i Vandet ved at gaae ombord i Dampskibene om Aftenen i Korsør, forholder sig ifølge modtagen Oplysning ikke rigtigt.

Den 29de April 1857, ærbødigst
Rothe.

(Da det i ovenstaaende Artikel stilles tvivlsomt, om den Paagjældende virkelig er falden i Vandet, kunne vi forsikkre, at dette virkelig har været Tilfældet. Forøvrigt haabe vi, at vedkommende Autoritet, hvem det saa end vedkommer, vil sørge for den tilbørlige Belysning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. april 1857).

Rothe var direktør for den sjællandske Jernbane. Artiklen i Berlingske den 27. april indeholdt samme beretning som i Aalborg Stiftstidende 30. april 1857.

Også Korsør Avis bragte Rothes svar, og tilføjede følgende:

Vi kunne med Bestemthed forsikkre Hr. Rothe, at den nævnte Grosserer af Mangel paa Ulstrækkelig Belysning paa Pladsen "virkelig" er falden i Vandet, og vi see os istand til, efter senere indhentede Oplysninger, at meddelt følgende: I Slutningen af forrige Aar faldt en Passager, som i Mørket tumlede om efter Kielerskibet, i Vandet, men blev til Lykke reddet, hvorimod en Pakke Sager, Manden førte med sig, gik tabt. For omtrent 3 Uger siden vilde tvende Arbejdere ligeledes passere Banegaardens Dunkelhed, men fristede samme Skjæbne og faldt ud; heldigviis vare Litsenbrødrene strax ved Haanden og fik dem trukken op. Ovennævnte Tilfælde er fuldkommen Sandhed; tvivler Hr. Directeur Rothe om, at "det virkelig skulle være Tilfælde", see vi os istand til ved en Deel Vidner yderligere at bekræfte, hvad vi her have fremført. Med Hensyn til Hr. Rothes Bemærkning, at Platsen den omhandlede Aften var belyst af 7 a 8 Lygter, da kunde vi hertil svare, at saafremt Hr. R. regner de Haandlygter med som af Enkelte benyttes paa Pladsen, kan han have Ret, ellers maae vi paa det Bestemteste paastaae, at dette ikke var Tilfældet.

Red.

- Fra en agtet Haand, hvem Red. tillægger megen Vægt i det omhandlede Spørgsmaal, have vi igaar modtaget følgende Skrivelse:

"Jernbanedirecteur Rothe skubber paa sin sædvanlige flotte Maneer alt Ansvar fra sig med Hensyn til den slette Belysning paa Banegaarden ved Korser og giver glatvæk Postdampskibene Skylden for at folk ved at gaae ned til Skibene gaae ud i Vandet og udsættes for at drukne, hvorfra de dog af Postdampskibenes Matroser hidindtil ere blevne reddede.

Den Reisende, der sidst faldt i Vandet, faldt ud imellem to af Dampskibene, hvor der altsaa ikke var nogen Bro og det godtgjøres saaledes ikke at Landgangsbroen til Dampskibet ikke har været oplyst, men derimod at Banegaarden ikke har været det. De tvende Lygter udenfor Pakhuset vare ikke tændte, rimeligviis af Forsømmelse, thi Aftenen derpaa brændte de ualmindeligt klart og smukt. Paa hvert af de afgaaende Dampskibe brænder saavel ved Landgangsbroen som paa Hjulkasserne og Mastetoppene ligesaa mange Lygter som paa hele Banegaarden.

Men at falde i Vandet er ikke den eneste Fare, man er udsat for, thi førend man kommer til Vandet, udsættes man for at løbe Panden istykker mod den lange Række tomme Godsvogne, der bestandig ere opkjørte ligeud for Jernbanestationens Hovedbygning, saaledes at man som oftest maa gjøre en lang Omvei for at komme ned til de nærmeste Skibe. Og er man sluppet lykkelig fordi disse, udsættes man for at løbe imod Pæle, falde over Fortøininger, Landgangsbroer etc.

Med Hensyn til Directeurens Anke over at Dampskibene ikke altid ligge ligeud for Hovedbygningens Døre, skulde man troe at han stod i den Formening, at det er lige saa let at flytte et Skib, som at rulle en Vogn frem paa et Par Skinner. Men om man ogsaa vilde lade Skibene hver Aften kjøre for Døren, har Directeuren saagodtsom gjort dette umuligt, da Bolværket, som oprindelig er bestemt for Dampskibene, altid for begge Ender er opfyldt af Seilskibe, der lodse Kul og Træ til Jernbanen, hvorved Pladsen er saa indskrænket, at der ikke er mere end et Par Tommers Afstand mellem hvert af Dampskibene.

Derimod vilde Intet saa godt som en tilstrækkelig Belysning af den omtalte Plads afvende alle de Farer hvorfor man er udsat paa Veien fra Jernhanestationen til Dampskibene. 8"

(Korsør Avis 2. maj 1857).

Korsør, den 6te Mai.

- Fra Hr. Inspecteur Salomon ved Korsør Banestation have vi igaar modtaget følgende Brev:

Hr. Redacteur!

I Nr. 67 af "Korsør Avis" paastaaer De bestemt, at der om Aftenen den 15de f. M. kun var en Lygte tændt paa Korsør Banegaard. Desuagtet har De Uret i denne Paastand, og jeg skal tillade mig i den Anledning at meddele følgende Facta: Paa Korsør Banegaard befindes 10 faste Lygter, der alle vare tændte bemeldte Aften. Ved Deres Nærværelse paa Banegaarden - jeg maa naturligviis forudsætte, at De personlig har været tilstede - maa De have bemærket, at det var stærk Blæst med Snee og Regn, hvilket foraarsagede, at Lygterne idelig slukkedes; men saavidt det var overkommeligt for Stationens Lampist, bleve de ogsaa strax tændte paany. Da leget ankom, eller maaskee rettere, da Passagererne gik ombord, vare af de 10 Lygter følgende 3 slukkede: Lygten ved Opgangen til Vareexpeditionen, den ene af de bagved Varehuset anbragte Lygter og den ene af de paa Pladsen foran Stationsbygningen staaende Lygter. Denne sidste var Lampisten i Begreb med at tænde paany, da Passagererne gik ombord. - Saaledes forholder Sagen sig, og jeg er aldeles vis paa min Fremstillings Rigtighed, uanseet Deres bestemte Paastand om det Modsatte.

Det forekommer mig at være noget dristigt at paastaae det alene er Belysningens Skyld, hvergang Nogen her falder i Vandet; man har jo dog ikke faa Exempler paa, at Folk kunne gaae i Taaget, som man siger, ved høilys Dag. At De kun er istand til at nævne denne Slags Malheur som indtruffen to Gange der, forekommer mig ikke at være noget slaaende Bevis for at Belysningen er saa yderlig slet, at den alene er Skyld i deslige Uheld. I Forhold til Freqventsen og til Tiden i hvilken denne har bestaaet, samt med Hensyn til andre Omstændigheder, saasom Landsætning og Ombordbringen m. m., troer jeg at Forholdet i saa henseende ikke stiller sig ugunstigere for Korsør Havns Vedkommende end for andre Steder af samme Art. Jeg maa ogsaa herved bemærke, at jeg ikke før jeg læste det i "Korsør Avis", har vidst, eller hørt noget om, at der tidligere end fornævnte 15de f. M. skal være falden Nogen i Vandet ved at gaae ombord i et af Dampskibene, og jeg maa tilstaae, at jeg ei heller har været istand til at faae anden Underretning derom, end den Deres Artikel i Nr. 67 af "Korsør Avis" meddeler. - Det er alt for længere Tid siden besluttet, og der er truffet Foranstaltning til en forstærket Belysning af Korsør Banegaard; naar denne er gjennemført, vil det vise sig om den omhandlede Slags Ulykkestilfælde ville blive endnu sjeldnere.

Deres Referat angaaende de to Arbejdere, der ere faldne i Vandet for 3 Uger siden, trænger upaatvivlelig til større Fuldstændighed. Saaledes som denne Sag er bleven mig berettet, kunde De nok blandt Andet ligesaa passende have brugt det samme Udtryk om disse to Mand, som om den Passager der "tumlede om" efter et Skib, indtil han faldt i Vandet, De burde, for at fremstille Sagen tydeligt, have bemærket, at Historien passerede paa en Tid af Døgnet, da Banegaarden slet ikke er oplyst, og endelig, at de to Arbejdere ikke skulde ombord i noget af Dampskibene, der nok vare afsejlede for lange siden. Mig har man meddeelt Sagen saaledes, at vedkommende, der fra Hotel "Store-Belt" vilde begive sig til Korsør, toge feil af Coursen, og styrede mod Vest istedetfor mod Øst; man har endvidere sagt mig, at de antoge Sprogø Fyr for Lygterne paa Korsør Havneplads.

Jeg ønsker ikke at indlade mig i nogensomhelst Strid angaaende Belysningen paa Korsør Banegaard eller paa Dampskibene, og idet jeg er overbeviist om, at denne Sag vil blive ordnet paa en for alle Parter fyldestgjørende Maade, beder jeg Dem ansee, hvad jeg her har meddeelt, alene som nogle oplysende Bemærkninger til Deres Artikel i "Korsør Avis" Nr. 67. Med Hensyn til den i samme Numer optagne Artikel, undertegnet 8, der af Dem betegnes som "en agtet Haand, hvem (?) Redactionen tillægger megen Vægt", da maa jeg tilstaae, at jeg ifølge denne Artikels Indhold og Form ikke føler mig opfordret til at besvare samme, der jo i Grunden ei heller vedkommer mig personlig. Jeg er, som ovenfor sagt, overbeviist om, at der vil komme Orden i Alt, saavel hvad der vedkommer Jernbanen, Havnevæsenet og Dampskibene hver for sig, som i de indbyrdes Forhold mellem disse.

Korsør Banegaard, den 3die Mai 1857.

Deres ærbødige

Fr. J Salomon

* * *

At Belysningen paa Pladsen ved Korsør Banestation fortiden er slet, er allerede paapeget, men da der efter Hr. Inspecteurens Skrivelse er stille i Udsigt, at Belysningen ved Stationen vil blive forstærket, ville vi saaledes opnaae den Forbedring vi paaankede: om den af Hr. Inspecteuren efter vor Artikel citerede Bemærkning maa vi tilføie, at en Fremmed, som i Mørket med toget indtræffer til Stationen, kan, ved den nuværende Belysning ved Pladsen, med god Grund siges at "tumle om", før han finder det Skib, hvormed han skal afgaae, uden at dette Udtryk behøver at underlægges en dobbelt Betydning.

Red.

(Korsør Avis 6. maj 1857).

Gadebelysningen. (Efterskrift til Politivennen)

Det er høist beklageligt at ingen af vor Communalbestyrelse vil tage sig af denne Sag trods den almindelige Klage over Gadernes slette Belysning. Det er bekjendt, at den halve Deel af Lygterne slukkes Kl. 12. Nytaars Morgen var Taagen saa stærk, at man neppe kunde see 2 Skridt fra sig, det var en total Formørkelse. Men desuagtet maatte flere hundrede af Kjøbenhavns Beboere, som gik til Froprædiken, lade sig nøie med den saakaldte halve Belysning fra Lamper som neppe gav et Skin fra sig, eller hvad endnu værre, der næsten alle vare slukkede. Vi spørge: hvorlænge Kjøbehavns Beboere vil lade sig saaledes behandle af Vægterbestyrelsen? og om ikke Communalbestyrelsen endelig vil alvorlige tage sig af denne Sag? Det forekommer os, at den dog er langt vigtigere, end Sagen angaaende Træbeplantningen paa Kongens Nytorv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. januar 1856).

Gadebelysningen (Efterskrift til Politivennen)

Gasbelysning er belyst på denne blog gennem indslag fra Politivennen og Redacteurens Anmærkning til disse, samt til en baggrundsartikel om de mislykkede forsøg på at få gas i København. Følgende artikel er en opfølgning på disse:

København, den 26. august 1847.
- Blandt den københavnske kommunebestyrelses mange nedsatte komiteer, er også en der nu i en række af år stadig har siddet og beskæftiget sig mod stadens belysning med gas. Den har gjort indstillinger og afgivet beretninger. Den har endog flere gange rejst sig for at udsøge de fortrinligste pladser i og udenfor staden hvor gastilberedningsapparaterne kunne anlægges; - men endnu er der næppe stor udsigt til videre end nye indvendinger og betænkninger. Borgerrepræsentanternes seneste forhandlinger indeholder rigtignok en lang beretning desangående, der begynder med januar 1845 og går til 5. august d. å. men resultatet deraf er kun at "man mener, at det kunne overdrages den allerede nedsatte komite at tilvejebringe en detaljeret og nøjagtig plan til foretagendet", og at forsamlingen fandt sig foranlediget ved nogle angående gasbelysningen indkomne andragender og tilbud, til "at ytre det ønske, at andragender til kommunalbestyrelsen, der ikke er affattede på dansk, fremtidig måtte blive tilbageviste."

I øvrigt erfarer kommunens beboere af beretningen at de tidligere planer til en gasbelysning til dels er strandede på mangel på lokale til gasværkernes anlæggelse: admiralitetet og Kommissiariatskollegiet kunne hverken undvære et dertil udset stykke af Gammelholm eller en plads bag proviantgården; overhofmarskallatet turde af frygt for ildebrand ikke overlade sit stykke af sidstnævnte plads hvor den kgl. "Vedhave" er, og med hensyn til en tredje plads bag Amalienborg ved de kgl. korntørrings- og oplagsmagasiner havde man gennem Rentekammeret fået opgivet under hvilke vilkår samme skulle sælges ved auktion. Komiteen havde altså søgt og fundet en ny plads udenfor Nørreport og udarbejdet et dertil svarende nyt forslag der nu blev drøftet, men hvorved man atter stødte på den ikke uvæsentlige indvending, at nævnte plads har en alt for høj beliggenhed, da gassen ikke lader sig lede ned til byen således som vand. Derfor er det vel især, at der igen behøves en ny plan. 

Med hensyn til hvilke dele af staden der først skulle nyde godt af gasbelysningen, eller om den ikke på engang skulle indføres over hele staden, var repræsentantskabet af lige delt mening. Men denne uenighed har foreløbig ikke videre at betyde. Derimod var et overvejende flertal for at kommunen skal anlægge det påtænkte gasværk for egen regning og beholde det til eje, skønt man dog nok vil søge at få det udført ved licitation, "under foreskrevne vilkår og nøje kontrol". Som et hovedargument for indførelsen af denne belysningsmåde anføres, at "hvad væsentlig bør komme i betragtning er at gasbelysningen endog er af større vigtighed for de private end for det offentlige, og at de private i almindelighed ikke kan komme til at nyde godt af den når den ikke indføres ved offentlig foranstaltning". 

Vil det sige andet end at det er mere væsentligt at butikkerne kunne blive endnu stærkere og mere skinnende belyste for en billigere betaling, end at folk, der går på gaden om aftenen kunne blive sikrede for ikke at løbe mod hinanden eller falde i rendestenen ved de nuværende elendige tranlygter og magistratsmåneskinnet? Men man vil vel endnu længe komme til at nøjes med begge dele, omendskønt der i beretningen siges, at "en almindelig foranstaltning til stadens belysning med gas om ikke lang tid forudsættes at ville blive indført", - af hvilken grund repræsentantskabet enstemmig erklærede sig imod, at det tillades bestyreren af Kasinos gasværk ved rørs nedlæggelse at lede gas fra Kasinos værk hen til andre dele af staden.

(Kjøbenhavnsposten 26. august 1847)

Gasbelysningen - og blikkenslager Irgens. (Efterskrift til Politivennen).

Ifølge en artikel i Politivennen nr. 162, 6. februar 1819, s. 2609-2612 skulle Irgens have tændt gaslyset i 1816. Det er interessant, idet det strider imod den gængse opfattelse af hvornår det skete. Her nævner sekundærkilder årstal som 1813, 1814 eller 1815. Den første gang jeg har kunnet finde årstallene 1814 og 1815 nævnt, er i en artikel i Fædrelandet 18. marts 1842, altså næsten 30 år efter. Her stod (i uddrag):

Gasbelysning i Kjøbenhavn. --- Det er nemlig ikke mindre end 28 Aar siden, nemlig vinteren 1814 og 1815, at man første Gang her i Staden saae Gasflammer brænde paa offenlig Gade. Det var dengang den dristige Borger, Blikkenslager Irgens, der paa Kjøbmagergade satte en Gaslygte udenfor sit Hus, og til samme Tid indgav allerunderdanigst Forslag til hele Byens Belysning, idet han søgte om Tilladelse til at anlægge sit Gasapparat i Nicolai Vagttaarns underste Deel. Paa den Ansøgning blev, saavidt vides, ikke synderlig reflecteret, i det mindste fik Irgens intet andet Svar, end at Kongen i en Audients fraraadede ham en saa stor Entreprise under de daværende Conjuncturer, men lovede dog nærmere at tage Sagen under overveielser. To Aar senere, 1817, fik imidlertid ikke Irgens, men Admiral Bardenfleth, Overauditeur Bille og Professor Ørsted Privilegium paa at oplyse en Deel af Byen med Gas, men paa Anlægget begyndtes aldrig. Irgens, som, uagtet han var den Første, der gjorde Forslag, saaledes saae sig skuffet i sit Haab, søgte, da det givne Privilegium løb paa Kulgas, at holde sig nogenlunde skadeløs ved at begjære Privilegium paa 10 Aar til Anlæg af Olie-Gas-Apparater; men han fik kun Privilegium paa 3 Aar, og det endda med den Indskrænkning, kun at anvende det i det Smaa til enkelte Familiers eller Selskabers Behov, hvilket naturligvis var omtrent det Samme som et Afslag. Desuagtet arbeidede denne ufortrødne Mand frem og anlagde en Deel Gasapparater, saasom i Selskabet "Thalias" Locale i 1818, i det chemiske Øvelses-Laboratorium 1819; Havne-Fyr i Danzig 1823; i Christiania Universitets Forelæsnings-Locale i 1822; Havne-Fyr i Malmø 1823; i Hjorteapotheket 1826; i polytechniske Anstalt 1828; paa Høiskolen 1830, og senest, 1841, i Etatsraad Waagepetersens Gaard.

Problemet med Fædrelandets artikel er at den ikke kan bekræftes af samtidige kilder i Mediestream 1813-1815. Det forplumres ydermere af at Historiske Meddelelser om København, 1834, s. 222-223 omtaler at det var i 1813:

...Allerede i 1813 (havde) en Blikkenslager Johs. Irgens paa Købmagergade Nr. 1 faaet arrangeret et lille privat Gasværk i sin Bagsue, saaledes at han om Aftenen kunde skilte med to veritable Gaslygter ud til gaden; men det fremkaldte et saa mægtigt tilløb, at Politimester Hvidberg lod det forbyde (!). 

Den oplysning har forfatteren til artiklen (Krohn) fra Kraks Tidstavler og Køb. Gasværker 1857-1932, s. 44. Altså senere kilder. Den oplysning kan ikke være rigtig, idet politimester Hvidberg først tiltrådte 25. august 1815, og altså ikke kan have forbudt det 2 år før han tiltrådte sin stilling som politimester.

Overfor dette står følgende. Jeg har forsøgt at anbringe oplysningerne/kilderne i kronologisk orden. 

1813
Efter blikkenslager Henning Irgens' død i 1811, var hans nevø, blikkenslager Johannes Irgens (1785-1863) rejst fra Stockholm til København for at overtage virksomheden. Den 9. april 1813 var han flyttet til Købmagergade, ifølge Adresseavisen fra denne dato:

En fattig Karl ved det jydske Regiment er frastiaalet et Sølv-Lommeuhr med 2 Kasser, kiendelig derved, at een Sølv Enesteskilling er fastloddet for en Aabning inden i den inderste Kasse. For Opdagelsen deraf loves en god Douceur af Blikkenslager Irgens paa store Kiøbmagergade.

Han blev rosende omtalt i Statstidende, 30. august 1813 ved en årlig udstilling af Selskabet for indenlandsk Kunstflid i Kongens Klub, Østergade 14:

De lakerede Arbeider af Blikkenslagerne Rames og den yngre Irgens og Dohlmann, der forener høi Skjønhed med sielden Billighed i Prisen.

1814
I Kiøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger 5. november 1814 måtte han udsende et dementi om en formodet ildebrand i et værksted han havde i en kælder under Christiansborg Kirke:

De Velyndere, som i Anledning af den opdigtede Ildebrand sidstafvigte 30te October i mit Værksted (en brandfri Kjælder under det afbrændte Slots Kirkebygning, som af Hans Excellence Hr. Overhofmarechal Hauch var mig overladt til der at forfærdige bøiede Glasfoutteraler til Taffeluhrene), havet anonyme Breve tilsendt mig Bidrag, som Erstatning for den mig derved tilføiede Skade, takkes forbindtligt for deres derved yttrede Velvillie imod mig. - Men, da ingen Ildsvaade fandt Sted, endnu mindre nogen Fare af Ild i en opmuret Ovn, i en brandfri Kjælder, var at befrygte, hverken for Slottet eller Byen (undtagen man vilde antage, at selve Stenene maatte brænde), og jeg saaledes ikke har lidt nogen Skade, uden hvad deni Kjælderen nedtrængende Folkemængde har foraarsaget ved mine Glassers Sønderbrækning; saa vilde det være urigtigt handlet af mig, at modtage velgjørende Bidrag. Jeg maa derfor ærbødigst anmode de ærede indsendere af Bidragene, behageligen at lade samme afhente, imod at opgive Brevenes Indhold og de indsluttede Summer, og da tillige imodtage min mundtlige Taksigelse for deres ædelmodige Velvillie. - Hvor, der iøvrigt foraarsagede Klemtningen med lokkerne den Aften, veed jeg endnu ikke med Vished; men at hverken Taarnvægterren kunde see nogen Ild, eller Vand behøvedes eller brugtes, endnu mindre Sprøite - ligesom jeg ei heller i nogen Henseende har misbrugt den mig givne Tilladelse - det er Sandhed. Ikke desto mindre har dog denne foregivne Ildebrand og den derved opvakte Alteration foraarsaget at den høie Commission angaaende Slottets Opførelse har befalet mig, uopholdeligen at udflytte mit Værktøi og nedbryde mine Ovne i ommældte Kjælder, hvorved altsaa den Næringsgreen er spærret, da jeg, som en ny Begynder, ei har Evne til at skaffe mig et saadant Locale, saa sikkert og saa tjenligt til det ovennævnte Brug. Paa Grund heraf nødsages jeg til, at frasige mig alle de Bestillinger, som ere gjorte hos mig, af Uhrfoutteraler, vonvexe Uhrglas etc., samt tilkjendegive de Herrer Uhrmagere og Glashandlere, som jeg hidindtil har barbeidet for, at jeg for Eftertiden ikke kan forsyne dem med Arbeid af den Natur, - hvilket altsaa herefter maae forskrives fra Udlandet. J. Irgens. Blikkenslagermester.

1814/15
Ifølge "Kommissionen af 24/12 1824 angående gasbelysningens indførelse i København" på Starbas fik Irgens i vinteren 1814-15 bevilling til at anbringe en gadelygte uden for sin ejendom i Købmagergade. 

I vinteren 1814-15 fik blikkenslagermester Irgens bevilling til at anbringe en gadelygte uden for sin ejendom i Købmagergade, og derefter blev han ved med at lave små gasapparater til belysning af enkelte bygninger. 

Om han opsatte dem, beretter historien imidlertid ikke noget om, og jeg har ikke kunnet verificere at han skulle have gjort det. Til gengæld ser det ud til at Irgens opgav at satse på glas, for i Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 27. oktober 1815 kunne man læse at han afhændede grunde i Køge:

Løverdagen den 2den December næstkommende, om Formiddagen Kl. 10 Slet, bliver paa Raadstuen i Kiøge, efter Requisition fra Kammer-Advocaten paa den Kongelige Finantskasse-Directions Vegne, foretaget offentlig Auction over en Blikkenslager Johannes Irgens i Kiøbenhavn tilhørende, og paa Kiøge Fænnedige ved Aaen beliggende Grund til et Glasværks Opførelse, med derpaa værende murede Ovn, endeel Kampestene, et Brædeskuur og et Plankeværk, samt hernæst adskillige Bygnings-Materialer, bestaaende af Bielker, Løsholter, Stolper, Planker og Bræder, samt noget Jern med videre; alt efter de Conditioner, hvilke forinden kunde faaes til Eftersyn paa Kammer-Advocatens Comptoir i Kiøbenhavn i Dronningens Tværgade No. 361, samt hos Procurator Bruun i Haarløv, paa hvilke begge Steder en trykt Fortegnelse over Bygnings-Materialerne om nogen Tid vil være at erholde. 

1816
Irgens' farbror var uddannet blikkenslager i England og havde her set gasindustrien. At Johannes Irgens var opfindsom, fremgik af Fyens Stifts kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissementstidende, 28. maj 1816:

Industrie og Oeconomie. Til Konstflids-Selskabet er fra Hr. Blikkenslager Irgens indsendt en Puster til at dræbe Insekter i Haver, efter engelsk Opfindelse. Den vil blive prøvet, og Udfaldet bekjendtgjort.

I juni 1816 opsatte han nogle udenfor sin butik i Købmagergade, ifølge "Aarhuus Stifts Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Tidender, som forsendes med Brevposten". Her kunne man den 4. juni 1816 kunne man læse:

Blikkenslager Irgens har i Aftes fornyet sit Forsøg med Gasbelysningen udenfor sit Værksted paa store Kiøbmagergade og har været meget heldig dermed. Belysningens af 2 smaae Lamper var saa klar og udbredte sine Straaler saa lang en Strækning, at man letteligen vil skjønne den oeconomiske Fordeel af denne Opfindelse. Man ønsker ham Held til dette Foretagende, som vist vil finde Opmuntring.

Det lys havde han tændt i hvert fald et halvt års tid, ifølge "Avis for ti Kjøbstæder", indtil 21. december 1816:

Blikkenslager Irgens i Kiøbenhavn, har udenfor sin Boutik giort Forsøg med Gaslamper, hvormed som bekiendt nu hele London oplyses, nogle syntes godt om denne Oplysning, andre ikke; men den er ikke siden bleven almindelig indført; maaskee man ikke forstaaer sig saa godt paa denne Oplysnings Maade; maaske Steenkullene ere for dyre, i Kiøbenhavn maae man hente sin Gade-Oplsyning fra Iishaveet, London lader sin opgrave af Jorden.

1817/1818
Christian Ludvig Colding havde 1817/18 ladet et værelse oplyse ved gas. Hos Det dramatiske Selskab Thalia i Christen Bernikows Stræde (nr 1, hjørnet til Østergade, også kaldet "Vildmanden"), havde Irgens i 1818 installeret gaslys.

1818
Fyens Stifts Kongelige allene ... meddelte den 31. august at Mechanicus Friis og Blikkenslager Irgens havde passeret Storebælt fra Sjælland til Fyn. Irgens fremstillede 1818 argandiske eller arganske brændere (patenteret af Francois Pierre Aime Argand i 1784). Det var en olielampe med rørformet væge og afløstes af petroleumslampen i 1850erne. Se fx Adresseavisen 19. september 1818:

Da de til Boutiqvers, Comptoirers og Værksteders fortrinlige Belysning saameget anbefalende arganske Lamper, igjen efter den senere og forbedrede Indretning, begynde at faae Tiltro og Ynde, saa anbefaler Undertegnede sig med forskjellige Sorter deraf til de meest billige Priser. J. Irgens. Blikkenslager, boende paa store Kjøbmagergade Nr. 23.

1819
I 1819 fik Irgens ifølge "Kongelige rescripter, resolutioner og collegialbreve for Danmark og Norge, Del 7,Bind 7" af 12. januar 1819 lov til at forevise gasbelysning:

Kanc Skr. (til Politiderekteuren i Kjøbenhavn), hvori Samme tilskrives, at det kan tillades Blikkenslagermester Irgens i en Tid af tre Maaneder imod Betaling at forevise en gasbelysning, dog at deraf svares sædvanlig Afgift til Fattigvæsenet, ligesom og at Politiet forud underrettes om Tiden, naar, og Stedet, hvor Gasbelysningen forevises *).

*) Koll. Tid. for 1819 Side 55.

Og i juli samme år fik han bevilling til at "afhænde" (dvs sælge) apparaterne. 

21 Juli. Kgl. Bevilling, hvorved Blikkenslagermester Irgens af Kjøbenhavn forundes Eneret til i tre Aar at afhænde til Enhver, som til Brug for enkelte Huse eller Familier maatte attrae det, Apparater til Gasudvikling af Tran, Olie og fidtaftige Materier **)

**) Koll. Tid. for 1819 Side 536, Jvfr. næstforegaaende Bevilling.

Nu havde andre i mellemtiden fået øjnene op for gassen. Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 15. januar 1819:

I Kjøbenhavn er nu gjort en heldig Begyndelse med Gasbelysning, under Hr. Auditeur Steen Billes Bestyrelse, i Hr. Grosserer Hambroes Gaard paa Kongens Nytorv. Apparatet er anbragt i Kjelderen, hvorfra Gassen ledes igjennem Rør op til Trappegangen, som meget skjønt oplyses derved. Den brænder saa klart, som Flammen af det bedste Voxlys. Ligeledes har Hr. Blikkenslager Irgens, som allerede tilforn har beskæftiget sig med Gasbelysnings-Forsøg, gjort en Indretning i sit Huus, hvorved han med Gas oplyser et Værelse. Med det Apparat Hr. Irgens har, vindes af mindre end 3/4 Pd. almindeligt Steenkul over 3 Cubikfod Gas, som fylder Gassamleren. Med dette Qvantum underholdes en Gasflamme i 4½ time; altsaa fortæres i hver Time 4 Kubiktommer. Ogsaa har denne vor dristige Landsmand tilveiebragt Gas, som brænder saare klart og skjønt, af Tørv, Affald af Læder fra Garverier og Skomagerværkstæder samt af Knokler.

Og H. C. Ørsted og Steen Andersen Bille arbejdede med offentlig gasbelysning. I 1819 installeret i H. C. Ørsteds stue i Nørregade. I "Fyens Stifts ... Adresse-Avis" kunne man den 3. august 1819 læse at myndighederne havde bevilliget gasbelysning til at anlægge et gasapparat til at forsyne beboerne på Kongens Nytorv, Østergade, Højbro Plads, Købmagergade, Amagertorv, Vimmelskaftet, Nygade, Gammeltorv, Frederiksberggade og Vestergade med sidegader. Heri stod præciseret hvordan rørene skulle lægges og gener forebygges. Ved samme lejlighed fik blikkenslager Irgens eneret til i 3 år til ... 

Enhver, som til Brug for enkelte Huse eller Familier maatte attraae det, at afhænde Apparater til Gasudvikling af Tran, Olie og fidtagtige Materier.

Den skotsk-vestindiske plantageejer og forretningsmand Christopher McCoy fik i august tilladelse til at installere gas i sit palæ i Bredgade, mod at han samtidig oplyste de kongelige gemakker. Det varede dog ikke længere end et par dage pga utætte gasledninger. Dagen kunne 31. juli 1820 berette: 

Kiøbenhavn, den 31te Juli. Den Indretning til at oplyse Pladsen mellem palaierne paa Amalienborg og nogle Gader i Nærheden med Gas, som Grosserer Mac Evoy efter hans allerunderdanigste Tilbud har foranstaltet, er nu færdig, og Gassen har, for at giøre Forsøg med denne Oplysningsmaade, allerede flere Gange været tændt. I enhver af de dertil anskaffede smagfulde Lygter ere 3 til 9 saa klare og stærke Flammer, at man i 7 til 8 Skridts Afstand kan see at læse i en trykt Bog.

Den 6. juli 1825 var der indgået en kontrakt med W. Elliot hvor det blev tilladt Det Forenede Almindelige Gas-Kompagnie i London at oprette et gasbelysningsetablissement i København mod at det inden 31. juli 1847 forpligtede sig til at oplyse København. Kompagniet fik også lov til at anlægge gasværker. Selskabet mente at de ca. 2.000 tranlygter kunne erstattes af ca 800 gaslygter. Kontrakten er underskrevet af H. C. Ørsted, Bentley, Mundt, Bræstrup, J. Hammerich og E,. Busch. Den 33 sider lange kontrakt på dansk og engelsk på Københavns Hovedbibliotek (idnr 4 494 086 8).

Men det britiske firma sprang fra aftalen, og i stedet blev det fortsat Irgens som stod for gassen, bl.a. i en håndfuld københavnske borgerhjem og nogle fyrtårne. I 1843 installerede J. og L. Salomonsen gasbelysning i deres bomuldsvæveri Vimmelskaftet, og successen med at lade folk arbejde døgnet rundt blev udført på andre fabrikker. Fra 1846 fulgte forlystelsesetablissementer som Casino, Hippodromen i Nørregade og Alhambra.

Johannes Irgens (1959). Litografi fra Det Kongelige Bibliotek.

Man måtte vente til 1857 før københavn fik gasbelysning med opførelsen af Vestre Gasværk. 1800 gaslygter tændtes til erstatning for de 1600 gamle tranlygter. Og det først efter at det med held var blevet anlagt i Odense i 1853. Irgens var da blevet gammel, og skrev i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 28. oktober 1856:

Gasledning. Ifølge Opfordring af flere af mine Velyndere og Kunder om at paatage mid Gasledning i Huse til Boutiker, Billarder, Restaurationer o. s. v., tillader jeg mig at bekjendtgjøre, at jeg nu i mit 74de Aar er for gammel til selv af befatte mig dermed, hvorimod min Søn, Johannes Irgens, som i de 2 sidste Aar med Dygtighed har forestaaet mmit Værksted og i 3 Aar forud har freqventeret den polytechniske Læreanstalts Værksteder og Tegnestuer, i enhver Henseende paa mine Vegne paatager sig Udførelsen deraf for dem, der ønske det, ihvorvel han hverken kan eller vil fremhæve sin Dygtighed med en mangeaarig practisk Erfaring i Gasfaget. Derimod kan han støtte sig paa min Veiledning, grundet paa min mangeaarige virkelig practiske Erfaring, da jeg, ifølge mit Privilegium, har anlagt 15 større og mindre Gasapparater i offentlige og private Bygninger og Boliger. Min Søn, der for Tiden er paa en Reise til London og andre Steder, ventes hjem i Løbet af 8 a 12 Uger, som er meer end tidligt nok, da Gasanlæget heri Staden ikke vil være fuldendt forinden 1 a 2 Aar.

Men Irgens søn, Johannes (f. 1827) fik ikke opgaven med Københavns første gasværk, Vestre Gasværk. Gaden Gasværksvej på Vesterbro førte derned. Først i 1882 forsvandt de gamle tranlygter helt. Da var elektrisk belysning allerede blevet afprøvet året før,og i 1892 oplystes Københavns gader for første gang med elektrisk lys.

I mellemtiden kunne man læse opsigtsvækkende artikler om ulykker, som fx  i Kjøbenhavnsposten, 7. december 1827: 

Man har efterretning fra Hamborg om et Vanheld, der for ikke længe siden er indtruffet ved Gasbelysningen i Gjæstgivergaarden Bellvedere. Det fortælles i et hertil indløbet Brev paa følgende Maase: "Under Reengjørelsen af Gasometret i benævnte Auberge, kom der pludselig Ild i Rummet, og det stod i lys Lue. Den ulykkelige, til hvem Arbeidet var overdraget, stod i den yderste Fare for at blivelevende brændt; den i Nærheden værende Mekanikus, som skulde have Tilsyn med Indretningen, ilede til, og fik ham ud af Luerne; men denne forbrændte derved sin Arm, og begge styrtede ved Uforsigtighed i en Aabning af 9 til 10 Fods Dybde, som brugtes til Olies Opbevaring. Olien antændtes, og begges Klæder kom i Brand. Med megen Aandsnærværelse kastede den nævnte Mekanikus Vand paa Karlen, og søgte selv hen til Alsteren, for at slukke Ilden i sine Klæder. Begge ere imidlertid blevne stærkt forbrændte, især Karlen, der sikkert vilde have tilsat Livet, hvis han ei saa hurtigt havde faaet Hjelp."

Hambroes gård eksisterer ikke længere. Den blev revet ned i 1893-94 og på pladsen står nu Magasin.

Steen Andersen Bille må være den velhavende mand som samme år købte Danmarks første dampskib Caledonia i England. Det ankom til København i slutningen af maj. Bille havde i 1816 ansøgt om privilegium til dampskibsfærgefart mellem København og Kiel.

Lygteglas. (Efterskrift til Politivenen)

For at afbøde det Savn, som føles paa engelsk Lygtehorn, tilbyder Hr. Irgens at krumme Glas saaledes, at de kunne bruges til Lygteruder, og ere da langt bedre end hine af Horn. Hans Priis er 10 til 12 Rd. naar de bestilles hundredevis og 10 til 12 Sk stykket i dusinvis. Foruden den udmærkelse Hr. Irgens har nydt af Landhuusholdningsselskabet for sin Kyndighed i at bøje Glas, behøver man blot at gaae forbi hans Bod paa store Kiøbmagergade og betragte sammes Vinduer, for at overbevise sig om, at han besidder den Kunst han anmælder.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 21. december 1809.

Om deet helsingørske Magistrats- eller Vægter-Maaneskin.

Hvoraf kan det vel komme at den kærlige magistratsmåne lyser så forskellig at den p en og samme tidbåde er fuld halv og sidste kvarter? På Stengade og adskillige andre gader, dvs. hvor honoratiores har bopæl, skinner den velsignede måne i sin fuldeste glans, men derimod i de gader der kun bebos af andet godtfolk, der ikke har plads i rangforordningen eller sidder i råd, hersker et egyptiskmørke hvilket så ofte har været tilfældet i Sct. Olai Gade. Og når da endelig lygterne bliver tændt i disse gader, er dog belysningen langt fra at sammenligne med den der findes i de veloplyste. At vægterne er ganske uskyldig heri er vist. For hvor ingen lygter er, kan disse jo heller ikke skaffe lys. Det vil derfor vist ikke kunne synes urimeligt om der i den ende af Strandgade som går ud til den såkaldte snurre såvel som i Brøndstræde blev placeret flere lygter da den ene borger eller husejer lige såvel må betale lygteskat som den anden.

(Politivennen nr. 1413. Løverdagen, den 28de Januar 1843. Side 61-62). 

Redacteurens Anmærkning.

Sct. Olai Gade fik sit navn efter først at have heddet Mellemgaden og Brøndstræde (sidst nævnte på Politivennens tid). Brønden lå i den østlige ende. Andre navne var Danske Kirkestræde og Store Kirkestræde. I 1830'erne blev gaden forlænget nord for Skt. Olai Kirke, og i begyndelsen af 1900-årene fik gaden sit nuværende navn, måske som følge af det dårlige ry som Brøndstræderne i København havde.

Vægter-Maaneskin.

Det går hos os yderst langsomt med at afskaffe eller forandre indgroede sædvaner, forældet slendrian og groteske skikke, skønt tusind stemmer har hævet sig derimod. Således har her den meget underlige indgroede skik som i ingen anden hovedstad finder sted: ikke at tænde lygterne når almanakken forkynder måneskin. Man tager aldeles intet hensyn til at der på de bebudede måneskinsaftener kan indtræffe tåge, sne, regn, tyk luft m.m.; men vægterne har fra Arilds tid den ordre ikke på sådanne almanakaftener at tænde lygterne, eller også blot at lade dem lyse visse timer og atter slukke dem til en bestemt tid, om endog et egyptisk mørke da finder sted. I andre hovedstæder slukker man derimod slet ikke lygterne, men lader dem lyse fra den mørke aften til den klare dag. For ikke at tale om at København skønt forsynet med nye lygter, alligevel står tilbage i gadebelysning for andre hovedstæder. Så længe altså København har haft lygter, har den formodentlig også haft omtalte formørkelsesanordning, og ingen af de høje vedkommende har endnu indset: at af alle måner er den københavnske måne en af de mest genstridige og trodsige, den respekterer hverken Magistrat eller politi og ænser ikke almanakkens bebudelser.

Skønt lygteskatten opkræves med en klækkelig sum, må vi dog i flere aftener vandre i bælgmærke, og det undertiden således at vi ikke kan se hånd for øje eller finde hjørnet af gaden, ja ofte udsættes vi for at falde og blive lemlæstede. Det er på sådanne aftener et held for os at der fra så mange butikker og kældre udbredes lys over gaderne. Var det ikke tilfældet, ville det ikke være muligt at gå uden håndlygter fra det ene sted i byen til det andet. Man må altså takke butik- og kælderbeboerne der dog hver især må yde deres andel i lygteskatten, for dette gode! - I de to sidste måneder ville den stridige københavnske måne ikke udbrede sit lys over byen. Den holdt sig til trods for almanakkens bebudelse skjult i tåge eller skyer, og selv ikke aftenen før flyttedagen ville den lyse før henimod kl. 9, mens vi arme indbyggere snublede over halm og møddinger. Ja man hørte endog (for se kunne man ikke) at flere karle med byrder stødte mod hinanden og spolerede flyttegodset. Man kan da ikke andet end falde i forundring over vedkommendes utidige sparsommelighed især på sådan travl aften. Vel tales og skrives der meget om besparelser, men alt til sin tid, sagde den vise Salomon. - at lade indbyggerne vandre i mørke når vægtermåneskin er bebudet, er en latterlig og højst utidig sparsommelighed.

Har nu denne uskik fundet sted i århundreder, så tror man med ret og rimelighed at det må anses for at være på tide at den endelig bliver afskaffet, så at det anbefales vægterne at tænde lygterne forinden mørket falder på, og under intet påskud at slukke dem før månen lyser klart og luften er fri for skyer.

Hvad lygternes slukning kl. 12 angår, vil man her ikke berøre dette. Dog var det at ønske at nogle flere lygter måtte være tændte i hver gade.

Idet vi indstiller ovenstående til de ansvarliges opmærksomhed, håber vi at se den her påankede mangel afhjulpet, da der aldeles ikke findes nogen årsag, der kan tale for at lade den vedvare.

(Politievennen nr. 1145, Løverdagen, den 9de December 1837. Side 768-771)

Et Vink til Vedkommende

Da der mandag aften den 30. oktober var bal ved hoffet i anledning af hendes majestæts høje fødselsdag, ligesom også aftenen derefter, brændte de 8 på begge sider af kolonnaden mellem deres majestæters kongens og dronningens palæer meget mådeligt. Om mangel på tran eller reverberernes dårlige afpudsning var skyld i det, vides ikke. Men det er sandt at denne belysning afveg meget i forhold til den som lygterne på de private bygninger i begge Amaliegaderne frembød.

(Politivennen nr. 1140, Løverdagen, den 4de November 1837. Side 693-694)

Redacteurens Anmærkning

I nogle af de første årgange af Politivennen blev beskrevet uroligheder i forbindelse med kongens (Christian 7.'s) fødselsdag. Så blev der ikke meldt mere om det, men i Kjøbenhavnsposten 10. februar 1836 blev antydet at det bestemt ikke var holdt op med Frederik 6. der havde fødselsdag 28. januar:

"Hamb. Corresp." af 6te dennes meddeler i en Skrivelse fra Kiel under 30te f. M. blandt andet Følgende: "Desværre har Kongens Fødselsdag, ligesom oftere tilforn, ogsaa denne Gang givet Anledning til Slagsmaal og blodige Pander. Studenter og Borgere bleve uenige paa et offentligt Sted, Vagten maatte blande sig i Sagen og gjøre Brug af sine Vaaben, hvorved flere bleve saarede, blandt hvilke en Student høist farligt. En Mængde Studerende ere arresterede."

Bøn om lidt Belysning i Hillerød.

Efter den ulykkelige ildebrand i Hillerød er torvet og den tilstødende Slotsgade så overfyldt af materialer og sten som en naturlig følge af genopførelsen af de afbrændte bygninger at man selv i klart vejr om aftenen står i fare for ved at passere de nævnte steder at lide skade på lemmer og helbred. Dette kunne afhælpes ved at lygterne der af en eller anden grund ikke tændes før i slutningen af året, allerede tændes i denne måned. Bekostningen ville vist ikke være betydelig, og ikke stå i noget forhold til menneskeliv og lemmer som i det egyptiske mørke der nu om aftenen hviler over Hillerød by, er udsat for stor fare.

(Politivennen nr. 982, Løverdagen den 25de October 1834, s. 748-749) 

Indstændig Anmodning til Lygtevæsenets Vedkommende.

Når man fra Gothersgade vil passere ad det stykke vej på Kongens Nytorv mellem hjørnet af Store Kongensgade og det thottske palæ er man ofte stedt i en temmelig hård knibe, især når det er tyk luft og hverken måne eller stjerne er oppe. Skrædderen som bor i stueetagen på hjørnet af Kongens Nytorv og Store Kongensgade har en brillant belysning. Men fra hans vinduer til nærmeste lygte er 42 skridt, og på det øvrige stykke, indtil det thottske palæ, er omtrent lige så langt mellem lygterne. Herved opstår på denne lange strækning af torvet et egyptisk mørke som kontrasterer slemt med den omtalte hjørnebelysning, og således blænder øjet at man når man kommer fra Gothersgade, umuligt kan vogte sig for at blive overkørt af de drosker og andre vogne som med ilsom fart kommer jagende fra torvet ned ad Gothersgade. For vel kan man høre deres larmen. Men i sådant mørke er det umuligt at skelne hvor nær de er, især når de kommer jagende straks efter hverandre. Blændedes øjet ikke af skrædderens lamper, ville det uden tvivl være lettere at skimte vognene, men nu er det umuligt.

Overhovedet er dette skønne torv alt for mådelig belyst hvorfor man altid er i fare når man skal gå tværs over det, i hvilken som helst retning dette end sker. Dette er i særdeleshed tilfældet når man på mørke aftener går fra teatret: lygterne ved Det Kongelige Teater oplyser dets nærmeste omkreds, men udenfor denne er det så mørkt at man umuligt kan vogte sig for de mangfoldige vogne som i alle retninger krydser hinanden, idet de forlader Det Kongelige Teater for at køre til deres bestemmelsessteder i forskellige egne af staden. Det ville ikke alene mærkbart bidrage til dette torvs forskønnelse om aftenen, men især til indbyggernes nytte og sikkerhed, når der blev sørget for en belysning som nogenlunde svarede til dets beskaffenhed og omfang. På det omtalte stykke vej fra Store Kongensgade til Bredgade burde anbringes en klart brændende lygte mellem hver to af dem der nu står. Dette ville allerede afhjælpe en stor del af denne stræknings sorte og farlige mørke. Den øvrige forbedring af torvets belysning kunne måske iværksættes ved anvendelse af nogle flere klart skinnende lygter omkring den skønne statue samt ved et større antal lygter langs med de forskelige store bygninger som findes på dette torv. Dog, de nærmere bestemmelser i denne henseende til størst mulig gavn og pryd overlades til vedkommende embedsmænd hvem man beder ikke at overse denne anmodning.

(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 875-877)

Spørgsmål.

En ny prydelse som København er blevet forskønnet med på det seneste, er unægtelig de nye lygter. Men da visse alene er placeret i hovedgaderne, og da man intet tegn ser til deres anbringelse i smågaderne, så finder man sig beføjet til at spørge: betaler beboerne i Københavns smågader ikke ligeså meget lygteskat som beboerne i hovedgaderne?

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 94)

Magistratsmaaneskin.

Således kaldte afdøde K. H. Seidelin det i sin Politivennen når almanakken lovede måneskin, men gaderne var bælgmørke. Dette (som snarere kunne hedde vægtermåneskin, for magistraten har vel ikke at gøre med det) har ofte fundet sted i denne måneds regnfulde aftner, især i torsdag aften da man indtil kl. kvart i elleve måtte vandre i et egyptisk mørke så man ikke vidste om man gik på fortovet eller i rendestenen. Og folk som var svage til fods, kunne let brække hals eller andre lemmer. 

Indsenderen gik samme aften kl. 10 gennem Store Helliggeistesstræde forbi hyrekuskens port hvor en måske fuld karl manøvrerede til alle sider med en forspændt offenbachervogn. Man kunne høre tummelen, men det var så mørkt at man ikke kunne vogte sig for hestene og hjulene før man var tæt inde ved dem. Indsenderen håber at sådant for fremtiden forebygges, for et par timers besparelse af lygtebrændingen kan umuligt opveje nogle menneskers tab på liv og helbred.

(Politivennen nr. 712, Løverdagen den 22de August 1829, s. 552-553)

Redacteurens Anmærkning

Store Heliggeistesstræde er nu en strækning af Valkendorfsgade. Emnet bliver også berørt i artiklen  "Vægter-Maaneskin", Politivennen nr. 1145, lørdag den 9. december 1837, side 768-771.

Der skete dog noget, ifølge Kjøbenhavnsposten, 28. august 1829, side 562:

Siden indeværende Maaneds Begyndelse har Gadebelysningen i Kjøbenhavns Hovedgader vundet betydeligt ved Anbringelsen af en ny Art af Reflectionslygter, der udbrede et saa stærkt Skin, at den derved tilveiebragte Lysning omtrent kan regnes at være dobbelt saa stor som ved de almindelige Gadelygter. Denne forbedring er en Følge af den ved Kjjøbenhavns Magistrat, som bekjendt, til denne Hensigt udsatte Præmie, der tilkjendtes Hr. Uhrmager Kyhl, efter hvis Tegning og Prøve disse Reflectionslygter ere forfærdigede.

Maadelig Belysning i Norges- eller Bred-Gaden.

Næppe er nogen af de større gader i byen hvorigennem stor færdsel er, dårligere belyst end denne gade. Man ser kun entreen ind i samme fra Kongens Nytorv. Den lange tothske sidemur frembyder et kaotisk mørke, og længere ned i gaden såvel på den ene som den anden side, er store spring mellem de tændte lygter. Når ikke nogle udenlandske ministre der logerer i denne gade, havde dobbelte antændte lygter foran deres bopæle og Schimmelmanns lygter ikke brændte hele tiden, så det jammerligt ud i belysningen. Længere udad i gaden mod toldboden er belysningen særdeles sparsom og tynd, og Politivennen anbefaler denne gade hvad angår det foranstående påankede i særdeleshed til den ansvarlige autoritet der bestyrer samme.

(Politivennen nr. 681, Løverdagen den 17de Januar 1829, s. 44-45)

Til Brolægningens Foresatte.

Ved såvel delvis som almindelig belysning er det blevet mere og mere brugt at plante begkranse uden for stederne. Dels for at oplyse desto bedre, dels for at undgå os indvending i værelserne. Men dette medfører en skadelig ulempe for almenheden. Den består i at de folk der sendes hen for at plante disse fakler, straks tager en sten op fra broen og slænger den til siden. Begkransens stang stødes ned i hullet, hvor den forbliver så længe belysningen varer. Men når denne er til ende og stangen tages op, glemmer man at lægge stenen i hullet og tætne samme. Hvilket forvolder at både mennesker og kreaturer dels træder i hullet, dels snubler over den løse sten. Spor heraf kan foruden på flere steder ses på Garnisonspladsen og på Kongens Nytorv.

Man anmoder derfor ærbødigst det ærede brolægningsvæsen om at have nogen indsigt hermed, så at alt efter illuminationen igen bringes i sin forrige orden *).

Ligeledes kan man ikke undlade ved denne lejlighed at bringe i erindring og beskuelse de store indsøer der er at se på Kongens Nytorv efter at regn er faldet og som endog bliver stående mange dage efter. Og da vejen over torvet falder overalt, så træffer det ofte, særdeles i mørke aftner at man spadserer lige i dem. Man har så mange beviser på at brolægningsvæsnet når man blot peger til sådanne mangler velvilligt, råder bod på samme og ikke optager angivelser ilde som slår i dens fag. Så i tillid til at hjælpen vil komme, vover at fremsætte dette.

"Man ikke undlade ved denne lejlighed at bringe i erindring og beskuelse de store indsøer der er at se på Kongens Nytorv efter at regn er faldet som endog bliver stående mange dage efter." (Kongens Nytorv, set af H. G. F. Holm, 1853. Statens Museum for Kunst.)

*) Den humanitet som udmærker vores politi, havde for nogen tid siden tilladt en bygherre der manglede plads, at henlægge sit tømmer ved statuen på Kongens Nytorv for der at få det tilhugget. Da manges vej faldt over torvet og man i mærke tågede og regnfulde aftener let kunne falde over tømmeret og komme til skade, eftersom de to lygter på den ene side af statuen ikke nok så meget kunne oplyse terrænet, havde man ventet at tømmerets ejer havde ladet en lygte opsætte på den vestre side, hvilket dog ikke sket. Efter at den største del af tømmeret var taget bort, så man en del store huller i brolægningen samt en mængde løse sten ligge strøet deromkring. Denne skade burde nok bygherren også straks have foranstaltet erstattet, da det almindelige ikke bør lide tab ved en enkelt mands fordel. Men huller og sten er endnu i samme tilstand i dag den 15. november.

Udgiverens Anmærkning.

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 731-733).

Svar paa det første Stykke i Politievennen Nr. 579.

At bomforpagterne er berettiget at holde bommen lukket når tid og omstændighed gør det fornødent, derom vil vist hverken forfatteren af oven nævnte stykke eller nogen anden betvivle, da den ellers ikke behøvedes. At holde belysning ved den, kan ikke påhvile forpagteren udover så vidt at de passerende kan se at tælle de befalede passagepenge. Og hvis nogen ved uforsigtig kørsel beskadiger bommen, så bliver han pligtig at erstatte skaden. Hvortil også manden for hvem dette skete den 25. i forrige måned på Amagerport bom erklærede sig beredvillig uden mindste modsigelse.

At jeg bestrider min post med den mest nøjagtige opmærksomhed som er muligt, kan bevidnes af agtbare mænd hvis førnævnte forfatter skulle ønske og æske det. Hvad benævnelsen "skillingsmand" angår, da må jeg lade den gode herre vide, hvis han ikke allerede ved det, at disse mænd allerede for mange år siden er afgået og at denne benævnelse rimeligvis ikke nu kan være anvendelig på nogen. 

Endelig må jeg rent ud sagt erklære at jeg ikke har forpagtet bomforpagtere, hvilket publikum let skulle falde på at mene, dersom jeg ikke offentligt modsagde den benævnelse som allerede nævnte forfatter har tillagt mig som "forpagterens forpagter". Jeg er kun ligefrem forpagter af Amagerports bomindtægter efter lovlig kontrakt.

I øvrigt var det at ønske at mænd i deres lovlige forretninger kunne være fri for vinkelskriveres chikanerende anmærkninger. Således tror jeg hver ærekær mands mening er, og således mener jeg.

C. P. Dethmer. 

(Politivennen nr. 580. Løverdagen den 10de Februar 1827, s. 84-85).

Ønske om lidt Belysning paa Amagerbro, og om lidt mere Opmærksomhed af Skillingsmanden.

Det er meget ofte tilfældet at lygterne på Amagerbro forbliver utændt, mens man inde i byen Christianshavn allerede har vandret i lyset henved 1½ til 2 timer. Et sådant egyptisk mørke udbredte sig også over nævnte bro forleden 25. januar. Og da det netop den dag mod sædvane behagede bomforpagternes bomforpagter, en skomager Dethmer at lade bommen ved Amagerport gå ned mellem 7 og 8 om aftenen, så blev følgen af det og af det mørke som alt var indhyllet i, at en amagerbonde der troede bommen var åben, som sædvanligt med sin slæde kørte lige mod samme. Og det med en sådan kraft at den knækkede ved det.

Der opstod en heftig ordstrid mellem bommanden der nu krøb ud af sit hus og amagerbonden. Og efter at bonden var blevet opholdt over en halv time, endte det med at sidstnævnte måtte deponere 5 rigsbankdaler for den tilføjede skade på bommen.

I henhold til forestående faktiske omstændigheder tør man mene at vægteren på Amagerbro har en ordre der er ukendt for indsenderen, ifølge hvilken han kan undlade at tænde lygterne til sædvanlig tid. Den ordre ønsker man i så fald ændret og endvidere at nævnte forpagter er fritaget for at udhænge lygter når han lader bommen gå ned på en tid det er bælgmørkt på broen.

Med hensyn til dette sidste da synes det virkelig rimeligt at bommanden blev indskærpet at udhænge eller udsætte lygte hvis man endog ville skåne ham for den ubehagelighed selv at forlade kakkelovnskrogen i bomhuset. For således som sagerne forholder sig nu, er der stor fare på færde såvel for folk som fæ.

(Politivennen nr. 579. Løverdagen den 3die Februar 1827, s. 65-67).

Eckersbergs billede fra 1809 af Amagerport. I baggrunden bommen. Med Frelser Kirke og formentlig Lille Mølle bagest.

Vagthuset fra Eckersbergs billede findes såmænd stadig, selv om det blev flyttet da man udvidede vejen. (Flere billeder bl.a. fra flytningen findes her. Kik under Historier G-O, Om vagthuset ...) Bommen er for længst fjernet. I nederste højre hjørne kan man lige skimte Christianshavns Vold. Udsigten mod Frelserkirke er derimod spærret af etagebyggeri.

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 580. 10. februar 1827, s. 84-85.

Uordener.

2) Blusklapperne på lygterne i Kronprinsessegade har såvel om dagen som om aftenen været åbne, så at nogle der tilfældigvis har stået under en sådan lygte, har fået deres klæder tilsølet af tran. Hvis det ikke er nødvendigt at disse klapper står åbne, men sådant kun sker fordi vægterne med mindre ulejlighed kan tænde lygterne, så kunne man ønske at han fik ordre til at holde dem lukkede.

Det her påankede finder næsten sted i alle byens gader til megen ulempe for fodgængerne.

(Politivennen nr. 566. Løverdagen den 4de November 1826, s. 736)

Bagvendt Anbringelse af Lygtepælene udenfor Christiansborg Slot

Blandt de nødvendige interimistiske foranstaltninger der i den seneste tid er truffet, findes næppe nogen der i så høj grad fortjener at blive misbilliget som anbringelsen af lygtepælene udenfor Christiansborg Slots færdige facade.

Anmelderen skal ikke indlade sig på at anke over at nævnte vist nok kun er interimistisk anbragte lygtepæle der er hensat udenfor et kongeligt slot uden at være tilhøvlet eller malet. Det frembyder allerede et yderst påfaldende og højst smagløst skue, men han vil kun henlede de ansvarliges opmærksomhed på følgende langt vigtigere og mere påfaldende omstændigheder:

1. Synes anbringeren ikke at have taget noget hensyn til at vi her i staden ofte er udsat såvel for regnvejr om solskin idet pælene er anbragt ganske tæt ved fortovsfliserne så at det er umuligt at befærde disse med paraply eller parasol.
2. Er det på alle pælene fastgjort tværtræ anbragt så lavt at personer endog af middelhøjde absolut må støde an mod disse og derved få deres hatte eller andet hovedtøj ødelagt.

Med hensyn til denne ikke just ubetydelige omstændighed bør imidlertid bemærkes hvad anmelderen også selv tror at have fundet ud af, at et vist og klogt besparelseshensyn muligvis har foranlediget disse tværtræers anbringelse på et for fodgængerne så ulejligende sted. Han har nemlig lagt mærke til at vægterens stige netop har en sådan længde at dens øverste ende kan hvile på nævnte tværtræer. Og han finder det derfor ikke urimeligt at man for ikke at anskaffe en ny stige har indrettet pælene og de på samme anbragte tværpinde efter den gamle man var i besiddelse, for således at undgå en formentlig betydelig omkostning.

"Anmelderen skal ikke indlade sig på at anke over at de interimistisk anbragte lygtepæle er hensat udenfor et kongeligt slot uden at være tilhøvlet eller malet" (En formentlig stærkt idylliseret udsigt fra Gammel Strand mod Christiansborg. Heinrich Hansen, 1868. Statens Museum for Kunst).

• 3. Synes det mere passende at nævnte lygtepæle i stedet for som nu at stå udenfor fortovsfliserne var blevet anbragt så langt inde på fortovet at de kunne afgive fornøden belysning for samme, hvilket nu er helt umuligt, og at 2 til 3 personer uden at støde an på dem, kunne passere fortovet således at en af disse kunne vandre på fliserne.

Disse anmelderens individuelle anskuelser som han dog åbenhjertig må tilstå han deler med en stor del af almenheden, har han ikke villet undlade at fremsætte offentligt i det håb at de herrer ansvarlige med al redebonhed vil bortrydde enhver for fodgængeren anstødelig hindring.

Til slut vil han ikke lade ubemærket at man på den modsatte side af slotspladsen er gået ud fra et modsat princip, idet man der har anbragt lygtepælene så tæt indenfor fortovsfliserne at det kun er muligt for en person at befærde disse.

(Politivennen nr. 554. Løverdagen den 12te August 1826, s. 511-514)

Redacteurens Anmærkning

Kjøbenhavnsposten kunne knap et år senere, den 12. maj 1827 meddele følgende:

Christiansborg Slot. - Man seer, at denne Bygnings Omgivninger nu mere og mere vinde i Reenhed og Frihed som igjen bidrager til det heles Total-Virkning. Saaledes er den Gaardsplads, som ligger imellem Tøihuset og Slottet, i den senere Tid bleven ny brolagt og de der i Forbindelse med Slottet værende Corridorer, Trapper o. s. v. udbedrede, samt i det Udvendige alt Forstyrrende af Plankeværker, gamle Lygtepæle, Interimsvinduer etc paa denne Side bortskaffet, hvorved man nu først erfolder et smukt Overblik af den østre Fløi af Bygningen. Ligeledes bemærker man med Fornøielse, at ogsaa ved den Facade, der vender ud imod Slotspladsen alt det Interimistiske efterhaanden bortskaffes. Saaledes seer man i denne Tid opsat foran Slottet en heel Række af nye Tildeels særdeles smagfulde Lygtepiller. Meget vel denne Facade vinde, naar de for Hovedindgangen bestemte Basreliefs og Figurer indtage deres endnu tomme Plads.

Nørrebro.

Flere har undret sig over at denne bro som betragtes som en af Københavns forstæder, helt mangler en væsentlig nødvendighed: Belysning.

For anmelderen af dette er det ligeledes ubegribeligt hvorfor Nørrebro som har den største passage af kørende og ridende, skal savne dette gode da Vesterbro både har en del lygter samt vægter til at passe dem.

Da Nørreport nu står åben vinter og sommer hele natten og som sagt den meste passage finder sted gennem denne port, så var det ikke så urimeligt gennem dette blad at fremkomme med det ønske at denne bro måtte forsynes med 25 til 30 lygter, NB noget bedre indrettet end Københavns almindelige gadelygter der kun afgiver en meget sparsom belysning. Disse lygter burde anbringes fra Nørre Fælled til Fæstningsbroen og fra Assistenskirkegård til noget forbi Blågård.

Nørrebro bebos af en del familier både vinter og sommer, og flere familier og selskaber har sommerværelser der. Det er derfor meget ubehageligt både for den ene og anden i mørke sommer- og vinteraftner at vandre i mulm og mørke.

Anmelderen er overbevist om at Nørrebros beboere med største velvillighed ville yde en passende lygteskat samt underholde 1 til 2 vægtere der kunne passe lygterne og nogenlunde påse orden.

Man foreslår at anbringe 6 lygter fra enden af Nørre Fælles til hjørnet hvor vejen går til Peblingesøen, 5 lygter derfra til Peblingesøen, på broen over søen 6 ditto, i alleen 6 ditto, samt 5 til 6 stk. ved Blågård. I alt henved 28 til 30 lygter. Udgifterne til et så ringe antal lygter vil ikke forvolde Nørrebros beboere nogen frygtelig afgift. Og da forpagtningen af Nørrebros bom i flere henseender afgiver en klækkelig fortjeneste, så burde en del af denne lygteskat falde på bomforpagterne. For de kunne da vente at flere kørende, ridende og gående ville passere fra og til Nørrebro når man fandt den belyst.

Det ville vist nok være Nørrebros beboere højst kært hvis en sådan foranstaltning snart måtte finde sted. Og skal det glæde anmelderen om de høje vedkommende ville tage dette forslag i overvejelser.

(Politivennen nr. 550. Løverdagen den 15de Juli 1826, s. 447-449)

Redacteurens Anmærkning

En lignende artikel findes i Politivennen nr. 661, 30. august 1828: "Bøn om Belysning paa Nørrebro" s. 574-576. Heri henvises til tidligere artikler og konstaterer at der ikke er sket noget på trods af Nørrebros vækst og at der er ved at blive opført et teater.