Børns Ferie. (Efterskrift til Politivennen).

I Morges oprandt den store Dag!

Da det første Ferietog rullede ud fra Hovedbanegaarden.

I Morges Kl. 5 rullede det første Ferietog ud fra Hovedbanegaarden for at sprede de jublende glade Københavnerbørn ud over det danske Land, ud til det herlige Sommereventyr, som de glæder sig til hele Aaret.

I Aar har Børnene maattet vente et Par Dage længere end sædvanlig. Ferien begyndte i Lørdags, men det er en uheldig Dag - Lørdag, Søndag og Mandag er saa travle Dage for Statsbanerne, at de umulig kan ekspedere de store Ekstratog - men endelig i Dag var Ventetiden endt, og Hovedbanegaarden genlød af den glade Jubel, som kun den, der selv har hørt den, gør sig et virkeligt Begreb om.

Københavnere, der vil se et af vor Bys allersmukkeste og mest rørende Folkelivsbilleder, burde gaa ned paa Banegaarden en saadan Morgen. Det er lidt af en Oplevelse at se den Livsglæde, de smaa Københavnerbørn lægger for Dagen, og det er maaske endnu mere rørende at se Forældrenes Glæde ved at sende Børnene ud til det store Sommereventyr, en Glæde, der dog er saa tydelig blandet med Afskedsvemod, at det virker helt gribende.

Et Blik hen over den tætpakkede Række taarevædede Moderansigter fæster sig maaske endnu smukkere i erindringen end de glade Barneansigter, der fylder alle Kupévinduer.

(Aftenbladet (København) 3. juli 1928). 

De, der ikke kom paa Landet

Øverst: Børnene laver Lejr ved Amager Strandvej. Nederst: Ved en Sandbunke i Ingerslevgade.

Det er jo desværre ikke alle Københavnerbørn, der opnaar den Lykke at faa Sommerferie ude paa det rigtig "Bondeland", og der er jo adskillige, der med et lille Stik i Barnehjertet ser de mere heldige Kammerater drage af Sted. Men en rigtig Københavner giver ikke ret længe Plads for Mismod, han forstaar at trøste sig, og den Tid er heldigvis forbi, da vor By karakteriseredes ved skumle Baggaarde og luftfattige Gader. Nu har vi heldigvis "Lufthuller" nok, og Byens Børn skal nok vide at udnytte dem. Vore i to Billeder viser, at Københavnerbørnene har Initiativ; paa det ene ser man en interimistisk Teltlejr ude ved den friske og smukke Amager Strandvej; paa det andet giver en Sandbunke i Ingerslevgade Kvarterets Børn fuld Beskæftigelse. De har foreløbig "nok at gøre" og tænker ikke paa land og Strand, Skov og Sø.

Det er netop det gode ved Hovedstadens Ungdom, den er foretagsom og forstaar altid at udfylde sin Tid - et Københavnerbarn keder sig aldrig.

(Aftenbladet (København) 4. juli 1928).

En Børnedag paa "Bakken"

To Situationer fra Afrejsen i Havnegade.

Der er jo desværre mange, altfor mange Københavnerbørn, som ikke kommer ud i Sommerferien, men saa er der jo heldigvis forskellige Institutioner, som sørger for, at saa mange som muligt i hvert Fald én Dag kommer bort fra Brostenene og tid i Skov og Mark.

I Gaar havde saaledes "Børnenes Kontor" arrangeret en Udflugt til Dyrehaven for ca. 300 Kommuneskolebørn, der om Formiddagen sejlede ud til Bellevue. Under Ledelse af Hr. Ivar Svendsen fra "B. K." tilbragte de nu nogle fornøjelige Timer i Skoven og paa Bakken, hvor Teltholderforeningen var en gavmild Vært.

Børnene var henrykte over alle de Herligheder, som den gamle Bakke bød dem, Pjerrot og Mester Jakel og de andre Bakkefolk gjorde alle deres Bedste for at more Børnene, og det lykkedes dem da ogsaa fuldstændig

(Aftenbladet (København) 5. juli 1928).

Tivolidagen blev storslaaet, trods Regnen.

Øverst til venstre: Børnetoget med Tivoligarden i Spidsen, til Højre: Fire Børn, der har forsynet sig med Boller og Sodavand. - I Ovalen: Cirkus Schumanns Klovner, Brødrene Brunnett. Til venstre: Pjerrot og Børn, der lytter til hans Or. Yderst til højre: Sandor ras Luftgymnastik.

Børn er et tappert Folkefærd, tappert indtil Ukuelighed. De gaar med oprejst Pande lige gennem Ild og Vand. Naa, de 1000 Børn, som Tivoli og Aftenbladet i Gaar havde budt til Fest, maatte nu navnlig gaa gennem Vand. Thi Vejrguderne var i det drilagtige Humør. Lige ved 2-Tiden, da Indmarchen fandt Sted, begyndte de første Regndraaber at falde, og saa blev Væden ved at hæIde ned over os til Aftentimerne.

Og mangen lys Pigekjole og mangen Drengebluse blev vaade, saa de "klaskede", og som Sko og Strømper saa ud! Men Humøret holdt. I den lune Luft straalede Øjnene, rødmede Kinderne. Jublen over Friluftsfornøjelserne har aldrig været stærkere. Pjerrot har saamænd aldrig faaet en mere stormende Hilsen end den, han fik i Gaar. Men uforglemmelig blev de Timer, da der spilledes for Børnene i Koncertsalen. Aldrig før har Tivolis Koncertsal frembudt et saadant Billede som det i Gaar, da de 2500 af Børnene var kommet i Hus derinde, da Salen var besat af en hel By af Ungdom. Og aldrig vil vel nogen Sinde Koncertsalen komme til at se saadan ud. Det skulde da lige være paa en anden Regnvejrsdag ved en af Aftenbladets fremtidige Tivolifester. Om Dagens Forløb bringer vi iøvrigt en lille Artikel andet Sted i Bladet, her bringer vi en Tak til alle dem, der var med i Arbejdet, og som netop paa denne Dag, hvor Forholdene var saa vanskelige, udrettede et dobbelt paaskønnelsesværdigt Arbejde.

Fra Tivolis Direktør til den lille Rengøringspige, der deltog i det store Arbejde, det var at pudse Tivoli op igen efter de stærke Spor, Børnenes Festdag havde sat sig - Læserne skulde blot have set Dansesalonen - har de alle Krav paa vor Hengivenhed, vor hjerteligste Tak, fordi de gjorde ogsaa Dagen i Gaar til den Oplevelse for de smaa Københavnere, den plejer at være.

Nor bedste Tak for Tivolidagen i Gaar.

Den har givet os Troen paa, at den kan gennemføres, selv om vi skulde faa baade Jordskælv og Vulkanudbrud.

Børnene udenfor Pantomineteatret under Forestillingen. Harlekin mekanisk Statue.

Tivolidagen.

Den gennemførtes straalende - trods Regnvejret.

Aldrig nogen Sinde har Koncert salen frembudt et Billede som det i Gaar.

Kilen Gollschalck, "Vor egen Nitouche", den muntre Frue, der i Gaar med sit Smil og sin glade Sangkunst hensatte 2500 unge Tilskuere i Tilstand af fuldstændig Henrykkelse.

I straalende Solskin stillede de først ankomne Børn sig op ved Gitteret langs Vester Boulevard, men efterhaanden som Opstillingen blev længere og længere, blev ogsaa Himlen mørkere og mørkere. Og da Tivoligardens Orkester mødte frem og paa Slaget to satte i med en March, var Skyerne blevet saa tunge, at de væltede ned som Regn.

Men glade og forventningsfulde marcherede Børnene ind i Tivoli, hvor de føret samledes om 

Kunstnerplænen.

Her viste den stadig tiltagende Regn sin første Virkning. 

Reckkunstnerne Scamp and Scamp maatte opgive at arbejde. Reckerne var for vaade. Da 3 Sandorras kunde dog gennemføre deres Nummer under almindelig Glæde, og da de bronce farvede Abdulla'er under Hylen og Skrigen valtede ind, tumlede sig i de mærkeligste Spring og Koldbøtter, lød der et Hyl af Begejstring. Børnene glemte Regnen og stirrede betagne paa de gulbrune om hinanden tumlende Legemer

Derfra stævnede alle ned fil

Pantomimeteatret,

hvor en mægtig Vifte hurtigt dannede sig trod den mere og mere nedvæltende Regn.

Paafuglen sænkede sig hurtigt - et Kvarter før Tiden - for "Harlekins mekanisk Statue", hvis vjdunderlige Begivenheder fængslede de ungdommelige Tilskuere saa stærkt, at de glemte Væden og trofast holdt ud til det Øjeblik. da Pjerrot traadte frem foran Tæppet og viste sig som et talende Menneske.

Da Jublen over den evigt populære Mand var stilnet af - Regnen gjorde det desværre ikke - stormede Børnene ned til

Koncertsalen,

hvor der blev en Fest uden lige. Tæt pakket sad de flere Tusinde Børn og frydede sig over den evig unge Troldmand Georg Kjeldsen, som saa ofte har glædet baade Voksne og Børn med sine vidunderlige kunster. Knap var Hurraerne for Tryllemanden forstummet, saa stod den elskede og populære Frk. Nitouche - Fru Ellen Gottschalck - paa Tribunen og sang til Holck Stillings sikre Akkompagnement under mægtig Jubel sine smaa Sange, og da Fruen til Slut under Udfoldelse af alt sit Skælmen og Luna sang Trommevisen af "Frk. Nitouche", var Hurraraabene og Jublen endeløs.

Sidste Nummer var de folkekære Klowner Bronnetts. Jo højere de tumlede og larmede, jo højere steg de Tusinder af Børns skrigende Jubel, og da til Slut den fra Cirkus kendte Vidunderhest trampede ind paa Tribunen, kendte Børnenes Jubel ingen Grænser. Jo mere det mærkelige Dyr væltede sig rundt, jo mere stormende blev Tilskuernes Glæde. Saadan et Dyr havde de aldrig set før. Et øredøvende Jubelskrig fulgte de opfindsomme Klovner til Dørs

Men samtidig havde

andre Glæder

samlet andre Tusinder af vore smaa Gæster. Biografteatret viste muntre Billeder, afpasset efter Børnene, Karusellen hvirvlede ustandseligt rundt med frydeskrigende Børn, Lilleputbanen sendte Tusinder og atter Tusinder - mange var ganske vist Gengangere - ind i Eventyrlandet, Rutcherbanen var ustandselig fuld af hvinende og skrigende Børn, der, naar de kunde naa det, mange Gange gennemkørte de stejle og mørke Veje, og paa "Det muntre Hjuls" glatte, svigefulde Flade tumlede Masser af Børn sig glædesdrukne rundt.

For alle dem var Regnen en ligegyldig Faktor, og da de til Slut alle samledes i Dansehallen, nød de veltilfredse Sodavandet og Bollerne for derefter at tage sig en lille Svingom til Vald. Larsens og hans Orkesters indsmigrende Toner.

Men saa slog Raadhusuret Seks. Festen var slut, den trods Vejret vellykkede Fest.

De Assisterende og alle de, der hjalp os, kunde bogstavelig talt tørre Sveden af Panderne - det havde saa sandt ogsaa været en streng Dag - og ind over Lokalerne rykkede en Skare af Rengøringsmænd og dito Kvinder, som nu tog fat paa at bringe det i Orden igen, efter at den glade Børneskare var svirret bort som en Fugleflok.

De lykkelige Vindere at Tivolidagens Børnedragter.

Ved Lodtrækningen blev Indehaverne af følgende Numre de heldige Vindere: 967 - 2083 - 2206 - 2388 - 3321 - 4038.

De heldige Vindere bedes snarest melde sig paa "Aftenbladet"s Ekspedition, Købmagergade nr. 9 medhavende Nummerbilletten.

(Aftenbladet (København) 6. juli 1928).

Gabr. Jensens Feriebørn paa Feltfod.

Middagen nydes af Børnene i det grønne. - Feltkøkkenet i Arbejde.

Man har, som meddelt, indenfor Ledelsen af Gabriel Jensens Ferieudflugter i Aar paabegyndt et Arbejde, der egentlig er lidt nyt indenfor de gamle Rammer. Paa det gamle Fæstningsterræn ved Husum har man faaet Plads til Børnene; fra Hæren har man laant et Par rullende Feltkøkkener, og saaledes har man alt parat til en Feriedag for Byens Børn, der ikke naaede at komme paa Landet. De kommer derud om Formiddagen, spiser straks den medbragte Frokost og tumler sig saa i Leg og Dans til Middagen er parat. Naar Solen daler, tager de atter tilbage til Byen. Men netop dette smukke Arbejde er desværre truet af Mangel paa Penge. Kommunelærer Johansen for Foretagendet, bor i Amalie Skrams Allé 6 i Valby, hvilket meddeles i Haab om, at en eller anden blandt vore Læsere vilde føle Trang til at hjælpe med en Skærv.

(Aftenbladet (København) 21. juli 1928).

Hjem fra Ferie-Eventyret.

Ved Banegaarden, da de første Børn i Gaar eftermiddag kom hjem fra Fyn.

Ak, nu er Børnenes Ferie-Eventyr tilende. I Gaar gik den første Strøm indad, ind mod Byens trange Mure.

En Maanedstid har de tilbragt ude i Landet, nydende Friluftslivets Herligheder, i Gaard og Mark, i Vand og Luft. Solen - ja den har jo været karrig ogsa< i Aar, men alligevel var Børnene brunet af det hærdende Vejrlig, velsignet sunde at se, med blanke Øjne og Smil om Munden, Smil, der blev dobbelt straalende, da man opdagede Mor og store Søster vinkende paa Perronen.

Og næppe var Kupédøren slaaet op og den første Omfavnelse overstaaet, før de smaa Rejsende tog fat paa at berette om al Dejligheden derovre paa Fyns flade, fede Land; det var nemlig Fynbogæsteme, der kom i Gaar. Der var nok at fortælle om og Minder at tære paa gennem hele den lange og trange Vinter.

I Dag til Morgen begyndte Strømmen fra Jylland, og den vil vare ved i flere Dage. Der er jo over en Snes Tusind Børn, som skal hjem, en Hær paa 20,000 smaa Københavnere, som Landboerne har vist Gæstfrihed.

Det er den Slags Ting, der i langt højere Grad end de Voksnes Stræben knytter Baandet mellem Land og By, fordi det ikke ses som en Samfundsnødvendighed, men udelukkende er Hjertet, der er med i Spillet.

(Aftenbladet (København) 8. august 1928).

Robert Watt (1837-1894). (Efterskrift til Politivennen)

 Et virksomt Liv.

Robert Watt.

Robert Watt, Tivolis artistiske Direktør, er i Gaar Kl. 3½ afgaaet ved Døden. I længere Tid havde han skrantet, og den Dag Tivoli aabnedes, saa en hver, der mødte hans kendte Skikkelse, langsom slæbende sig frem, at han var en mærket Mand, at det vilde være et Under, om han levede til Tivoli lukkede. Faa Dage efter indlagdes han paa Frederiks Hospital for at det nærmere kunde konstateres, hvad Sygdom han led af. Det viste sig som bekendt at være en hæftig Nyrebetændelse der inden lang Tid afstedkom en Blodforgiftning. Da han i Gaar døde var det en længe ventet Begivenhed.

Watt har ikke vunden sin Berømmelse i Tivoli. Hans Glansperiode ligger langt tidligere.

Han var en smuk, rask Gut, der hurtig fandt det for snævert herhjemme og allerede for sit tyvende Aar drog han af Landet og faitede rundt i Australiens Skove. Her førte han 

et æventyrligt Liv.

Til at begynde med boede han hos rige, velhavende Slægtninge, men senere kom han bort fra disse og var først Deligencekonduktør fra Guldminerne ved Melbourne, senere Kusk, hvad der var en meget betroet Stilling, ti her er hverken Vej eller Sti, og der kræves det nojeste Kendskab til Terrænforholdene.

Paa forskellig Maade slog han sig igennem, da denne Bestilling maatte opgives og han har f. Eks. blandt andet været Medhjælper hos en Tryllekunstner.

Sine Eventyr fortsatte han senere paa Amerikas Prærier. For alt, hvad han oplevede, havde han en fortræffelig Hukommelse og da han kom hjem nedskrev han med sjælden Livlighed og tiltalende Fantasi sine Æventyr, der under Mærket "Bob" hurtig vandt "Illustreret Tidende" hvori de fandtes, en stor Læsekreds.

En ny Journalistik.

Endnu mere Opsigt vakte Robert Walt, da han kastede sig ind i Døgnets Literatur og blev Redaktør af "Figaro". 

Han er paa en vis Maade her den moderne journalistiks Fader. Han indførte den lettere franske Behandling af Dagens Begivenheder og slog som første Mand til Lyd for den personlige Journalistik, der nu spiller saa stor en Rolle,

Det sidste vakte den Gang megen Forargelse. Det er ret betegnende for Tiden, at den første Meddelelse af den Slags, der fandtes i "Figaro", vakte en sand Storm. Og den omhandlede den ganske simple Ting, at en Læge fra Chicago var ankommen til Byen og havde taget Ophold paa Hotel "Tre Hjorter".

Noget sligt havde man aldrig tænkt sig, kunde skrives i et ordentlig Blad.

Men Watt fandt Forstaaelse hos den intelligente Del af Landets Ungdom, den Gang for en stor Del Adelen, der pekuniært støttede hans Blad og vedblev dermed, da det senere blev til "Dagens Nyheder", en Støtte, der har varet ved i mange Aar lige til de sidste Dage.

I Vælten.

Det følger af sig selv, at Watt som en Banebryder blev feteret som faa, og navnlig det smukke Køn var en trofast Beundrer at ham og hans Virksomhed. Hertil kom, at han var i høj Grad morsom og livlig at tale med, og navnlig som ung var overordentlig smuk.

Watt har tillige alle Dage været en rask og uforfærdet Karakter, har endog i sin Tid haft sin Duelhistorie, der ikke gjorde ham mindre populær.

Det var Redaktionssekretæren ved den da eksisterende "Dagstelegrafen", der havde skrevet at Watt ved en Fest i Odense havde badet sig for aabenlyst i Hoffets Naadesol.

Watt sendte straks en Udfordring, Meyer meldte ham til Politiet og W. fik otte Dages simpelt Fængsel

En heldig Teaterdirektør.

Da Folketeatrets daværende Direktør, Lange, døde 1876, blev Watt Direktør for Folketeatret. Ogsaa her fulgte Heldet ham og han benyttede sin store Kendskab til Udlandets Scener og fremmed Literatur til at opføre en Række Skuespil, alle i den lettere Stil, der bragte Teatrets Kasse til at svulme.

Han støttedes under sin Direktørvirksomhed af Hoedt. Sardou's Værker holdt under hans Ægide deres Indtog i Byen og med dem fejrede han store Sukcesser. Da han 1884 overdrog Folketeatret til Abrahams, var han en velhavende Mand, der kunde sætte sig hen og tage Livet med Ro.

Dette laa dog langt fra hans livlige Natur; han maatte have noget andet at tage sig for. Han rejste, skrev og oversatte. Særlig engelske og amerikanske Forfattere, som Mark Twain, Thackeray, Edgar Poe, Bret Harte, har i Watt haft en paalidelig og forstaaende Oversætter.

Da Watt 1886 kom tilbage fra en længere Pariserrejse, blev han udnævnt til Direktør i Tivoli, hvor han navnlig forestod den artistiske og den repræsentative Ledelse.

I de sidste Aar var hans Virksomhed i sidstnævnte Egenskab maaske den mest fremtrædende, og han var ligesom blevet træt, hvad der ikke er til at undres over, naar man tager hans æventyrlige og evig vekslende Levned i Betragtning.

Som Person.

Som Person var han - som tidligere bemærket - Elskværdigheden selv, at sige mod sine Venner. Sine Fjender var han for Alvor Fjende imod. Han havde Lykkeridderens Temperament Let og spøgende. Alt var ham en Leg. Han var blandt andet i høj Grad overtroisk, som den Slags Naturer er. Han var gift med Frøken Dorthea Olsen, en af Folketeatrets i sin Tid fejrede Primadonnaer. De levede et lykkeligt Familjeliv; hun hægede omhyggelig om sin i den sidste Tid noget vanskelige Husbond, og man saa' hende daglig følge Watt i Tivoli. Støttet til hendes Arm saa' han for sidste Gang det kære Etablissement, som han til det sidste omfattede med saa megen Interesse.

Hvem der bliver Watts Efterfølger, er der intet bestemt at sige om. Tivoli vil uden Tvivl staa sig ved en energisk artistisk Ledelse, der fører lidt længere bort fra den kedelige Gangart, hvori Etablissementet synes at være falden.

En Mand som Watt - da han var ung og vendte hjem fra de fremmede Lande med nye, rige Indtryk.

(København 12. juni 1894).

Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891): Robert Watt, impressario A. Zorini, operasangerinde Zelia Trebelli og operasanger Alessandro Bettini, Det Kongelige Bibliotek. Public domain.

Robert watt's Begravelse.

I Gaar MIddags Klokken halv tolv begravedes Robert Watt fra Kapellet paa vestre Kirkegaard. Det lille Rum blev hurtig fyldt til Trængsel, og Størsteparten al Publikum rnaatte tage Plads i den aabne Gaard udenfor Kapellet. Kisten var smagfuldt pyntet med Palmer og en Mængde Kranse, omgivet af Cypresser og Kandelabrer med brændende Voxlys.

Kransene.

Blandt de mange nævner vi Palmedekorationer fra "Københavns Tivoli", "Det kgl. københavnske Skydeselskab" og Cirkusetablissementet. En Sølvkrans fra Tivolis Lejere, endvidere Kranse fra Tivolis Kontrollører, Tivolis Pladsbetjente, Tivolis Arbejdere fra Georg Lumbye og Orkester, Carl Lumbye og Orkester, Pantomimeteatrets og Arenateatrets Artister og fra sidstnævntes Orkester en overmaade smagfuld Krans af Stedmoderblomster. Endvidere Kranse fra Foreningen "P. B." i Malmø, Skuespillerforeningen, Foreningen til Fjerkræavlens Fremme, Forfatteren Carl Møller m. fl.

Kendte Navne.

Blandt Publikum saas Størsteparten af de fra vort offentlige Liv kendte Ansigter. Den Afdødes Familje, hans Søstre og hans Hustru, der imidlertid forlod Kapellet kort før Højtidelighedens Begyndelse.

Blandt de mange nævner vi: Tivolis Direktion og Repræsentantskab, Lejere og adskillige Funktionærer, talrige Repræsentanter for Skuespillerverdenen, Direktørerne Abrahams, Th. Andersen og W. Petersen, Skuespillerne Zinck, Kolling, Vilh. Wiehe, Jacques Wiehe, Steffensen, Hellemann, Hunderup, Benj. Petersen og Aagaard. Cirkus Aktieselskab var repræsenteret gennem sin Bestyrelse: Jærnstøber Henrichsen, Murermester Brun og Direktør Schmidt indvidere nævner vi forskellige af den Afdødes nærmere Venner og Bekendte: Maleren, Prof. Frølich, Prof. Jensen, Red. Bay, Rodemester Møller, Dir. Kjeldskov, Kapt. Tychsen Revyforfatterne Brun og Schwanenflygel, Carl Lund, Dir. Schultz, Rantzau, Thor Jensen og en stor Del andre fra Tivolis Artistverden. Provinspressen var repræsenteret bl. a. gennem Redaktør Hertz, Vejle.

Efter at Salmen "Jeg er træt og gaar til Ro" var afsungen holdtes 

Talen

af kgl. Konfessionarius Paulli:

"Den smukke Aftensang minder os om, at vor Aften kommer for os alle, som den kom for den, hvis Minde vi fejrer. Naar Aftenen kommer, skal Regnskabet aflægges, og det gælder for os alle at være forberedte derpaa. Men enhver aflægge Regnskab for sit Eget, som Apostlen Poulus siger. Vi skal ikke dømme. Derfor samle vi ogsaa om denne Baare ikke for at dømme, men for at lade Minderne komme til deres Ret. Det er et lykkeligt Liv, der er afsluttet. Han, for hvis Skyld vi er sandet, havde et aabent Øje for Naturen og Kunsten, det gode og det skønne. Men Lykken kom ikke til ham sovende. Han har ogsaa arbejdet. Trofast er han i sin Færd støttet af sine Søstre og sin Hustru. Men ogsaa Prøvens Tid kom over ham, Sygeværelsets tunge Alvor. Han vidste, at han skulde dø, og han saa med Ro den store Rejse i Møde.

Gid han og vi alle i Dødens Stund maa erkende med Salmen:

»Jeg rejser, og ved, hvor Rejsen gaa hen.

Den gaar til Guds evige Rige«.

Efter Salmen "Den er slet ikke af Gud forladt, hvem han fratager de Hjertenskære" bares kisten ud.

(København 17. juni 1894).

Robert Watts gravsted på Vestre Kirkegård. Den hælder lidt til den ene side. Han er morfar til skuespilleren Bjørn Watt Boolsen (oberst Hackel, Matador, Olsen-banden m. fl), som er begravet på Søndermark Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Martin Schmidt: Vestre Kirkegaard Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Tivoli som åbnedes store bededag, var trods det mindre gunstige vejr dog straks besøgt af henimod 4.000 mennesker, og i går aftes da vejret var fuldstændig sommerligt, havde der samlet sig ca. 7.000 mennesker på etablissementet. Siden sidste sæson er der vel ikke foretaget noget større byggearbejde, men forskellige udvidelser og anlæg har dog fundet sted, ligesom lokalerne i det hele er blevet oppudsede, så at etablissementet nu under den begyndende forårspragt tager sig meget smukt og tiltalende ud i enhver henseende. 

Til de anlæg der er blevet udvidet, hører dampkarussellen hvor der i går eftermiddag indtraf en uhyggelig begivenhed, idet konduktøren (en ugift typograf ved navn Martin Schmidt), som var i begreb med at indkassere penge hos publikum, mens karrussellen var i gang, sprang ned imellem to af bådene, hvorved han faldt på skinnerne og blev overkørt af hjulene på hoved, bryst og arme, så at han øjeblikkelig måtte køres til Kommunehospitalet hvor han efter svære lidelser er afgået ved døden i morges. 

De to store orkestre i Tivoli dirigeres som sædvanlig af hr. Balduin Dahl og hr. C. E. Møller, og på teatret samt på Plænen optræder der tre ualmindelig dygtige gymnastikerselskaber. 

Ørstedsparkens Kuranstalt der først senere åbnes i parken, vil med det første etablere en brøndkur på Tivoli. Anstaltens kemiske fabrik har været i travl virksomhed lige siden december måned, da aktieselskabet blev stiftet. Dets maskiner der for en stor del er forfærdigede i udlandet, leveres og opsættes af firmaet Løwener & Co, og er af allernyeste konstruktion, ligesom der i det hele bliver draget omsorg for at de forskellige sorter vand bliver fabrikerede efter de bedste metoder. Det er ikke ganske ubetydelige kapitaler der hertil udkræves, og alene flaskerne repræsenterer en værdi af henimod 10.000 kr.

(Slagelse-Posten, 13. maj 1884).

På dette foto fra 188 ses til venstre Damp Flotille Karrussellen. Det anes at der er tale om både, men om det er de samme hvor Martin Schmidt blev dræbt, skal jeg ikke kunne sige. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder. Mariboes samling. 

At vor elskede søn, typograf Martin Schmidt ved et ulykkestilfllde er afgået ved føden, i sit 21. år, efter 12 timers hårde lidelser, dette sorgens budskab meddeles herved af hans dybtsrgende forældre og søskende.

Johanne Schmidt, født Schmidt.

Ludvig Schmidt, skrædder

Begravelsen finder sted søndag den 18. maj, kl. halv et fra kapellet på Vestre Kirkegård.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 16. maj 1884).

Jordefærd. I søndags jordedes på Veste Kirkegård typograf Martin Schmidt der forrige søndag forlykkede på Tivoli hvor han var ansat ved dampkarrusellen. Et meget stort følge af slægt, venner og kolleger havde indfundet sig. Sangforeningen "Baldur" sang en ligsalme i kapellet, hvorefter pastor Schmaltz holdt en lang tysk tale. Ved graven sang en tysk sangforening et farvel. Efter jordpåkastelsen sænkedes typografernes fane tre gange over graven som en sidste hilsen fra arbejdsfæller.

(Social-Demokraten, 20. maj 1884).

Det omtalte kapel er det nu nedrevne trækapel tæt på indgangen ved Bavnehøj Alle. Det var det eneste kapel som eksisterede dengang. Der er formentlig tale om daværende sognepræst ved St. Petri tydske Kirke, Paul Ferdinand Schmaltz (1828-1893).

Tumult i Tivolis Concertsal over Balduin Dahl. (Efterskrift til Politivennen)

I 1881 besøgte den preussiske general Helmuth Graf von Moltke (1800-1891) Tivoli. Han 1819-1822 i dansk militærtjeneste, derefter i den preussiske hær. 1836-1839 var han militærinstruktør i den osmanniske hær. Efter 1839 atter i preussisk tjeneste. Han var 1857-88 generalstabschef. Her stod han i høj graf bag organiseringen af Krigen 1864, bl. a. ved brug af jernbane og telegraf. og senere krigene mod Østrig i 1866 og Frankrig 1870-1871. I 1870 udnævntes han til greve, 1871 til generalfeltmarskal. Han var 1867-91 konservativt medlem af Rigsdagen. Det var denne militærpersonlighed som gæstede Tivoli i 1881:

Feltmarschal, Grev Moltke paa Tivoli. Den berømte tyske Feltherre, Feltmarschal, Grev Moltke, har bl. A. benyttet sit korte Ophold i Kjøbenhavn til i Mandags Aftes at besøge Tivoli. Han overværede Koncertens anden Afdeling i Koncertsalen, og Orkesterdirigenten. Hr. Balduin Dahl, lod i den Anledning sit Orkester spille "Heil dir im Siegeskranz". Publikum, af hvilket utvivlsomt den mindre Del har forstaaet den Ovation, som tilsigtedes med det givne Extranummer, og som formentlig har taget "Heil Dir im Siegeskranz" for "God save the Queen", applauderede som for alt Extra, og Melodien maatte spilles da capo.

Det er en lille Episode, som fortjener ikke at gaa ubemærket og upaatalt hen, og vi skulle tillade os at sige Hr. Balduin Dahl, at han har handlet temmelig ubesindig og taktløst ved paa denne Maade at bringe Feltmarschal Moltke en offentlig Hyldest i Kjøbenhavn. Vort Forhold til Tyskland er godt, hvad vi haabe, at det fremdeles maa vedblive at være, og vore Følelser for det tyske Folk have mistet en Del af deres gamle Bitterhed. Men derfra til at glemme den Uret, Tyskland har gjort imod Danmark og det danske Folk, er der et stort Spring, og det er ikke stemmende med det danske Folks Værdighed at hilse den Mand, der har forberedt Tysklands Sejre, med et "Heil dir im Siegeskranz". Da den tyske Kronprins for nogle Aar siden gjæstede Kjøbenhavn, hilsede Publikum ham her med den Ærbødighed, der skyldtes den danske Konges Gjæst, men ingen Hurraraab lød ham imøde, og han selv erkjendte, efter hvad man siger, at den Modtagelse, han fik af Hovedstadens Befolkning, var taktfuld og vel stemmende med de faktiske Forhold. Men hvad der gjælder overfor Arvingen til den tyske Kejserkrone, maa ogsaa gjælde overfor denne Krones Grundpiller, dens Statsmænd og Generaler, og ligesaa lidt som det vilde være sømmeligt i en dansk Koncertsal at hilse Fyrst Bismark, om han viste sig der, med en tysk Sejershymne, ligesaa lidet er det stemmende med god Takt, naar dette er sket overfor Feltmarschal Moltke. Det var derhos i høj Grad uklogt handlet af Hr. Dahl, thi havde det været almindelig bekjendt, at det var "Heil dir im Siegeskranz", han spillede, og hvorfor han spillede den, er det næsten utænkeligt Andet, end at der fra en eller anden Sid vilde være bleven protesteret herimod, og den Hyldest, der var tilsigtet, vilde saaledes let have kunnet fremkalde en pinlig og ubehagelig Moddemonstration. En saadan blev heldigvis undgaaet; men Grev Moltke burde ikke have været udsat for Muligheden af, at den kunde finde Sted. og burde herfra have medtaget et bedre Begreb om vor Sans for det Sømmelige end det. Tivolis Orkesterdirigent har givet ham. (Dagbl.)

(Slagelse-Posten 10. august 1881).

"Heil dir im Siegerkranz" var 1871-1918 en slags nationalmelodi for det tyske kejserrige. En af mange i Det tyske Forbund. Teksten (1793) var af Balthasar Gerhard Schumacher. Undertitlen var "God Save the King" som antydede melodien. 

Georg Emil Hansen (1833-1891): Tivolis Koncertsal. 1864-1892. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tivoli gav iaftes en smuk Fest med Fyrværkeri og Illumination, som trods det urolige Veir havde samlet et meget talrigt Publikum. Hovedinteressen knyttede sig dog ikke til Etablissementets sædvanlige Forlystelser og de mange glimrende Lyseffecter, men til en folkelig Demonstration, der med stor Udholdenhed igjennem Concertens samtlige fire Afdelinger blev udført imod Musikdirecteur Balduin Dahl. Som det vil være bekjendt, havde Hr. Dahl for nogle Aftener siden begaaet den næsten ubegribelige og i hvert Fald beklagelige Takløshed at modtage Feltmarschal Moltke ved Indtrædelsen i Concertsalen med den preussiske Nationalhymne "Heil dir im Siegeskranz" der er digtet til samme Melodi som god save the King. Denne utidige Hyldest gik dengang ubemærket hen, men ved nærmere Overveielse og ved Bladenes Omtale havde der aabenbart samlet sig endeel Forbittrelse hos Publicum, der iaftes gav sig Luft i en Folkejustits af eiendommelig Art. I Concertens første Afdeling hørtes enkelte Piber, der i anden Afdeling voxede til et heelt Chor, og som fremkaldte en Contrademonstration af Klappere, der tildeels under selve Musikstykkerne, men navnlig i Pauserne førte en Kamp, der stadig tiltog i Heftighed. Publicum raabte efter "Den tappre Landsoldat", som ogsaa blev spillet og stærkt applauberet, men Piberne fornyede stadig deres Demonstration. Tumulten naaede sit Høidepunkt i 3die Afdeling, da der til Afvexling under Musikstykkerne blev raabt Leve for gamle Lumbye og for Georg Lumbye samt sunget fædrelandske Sange, hvorefter Pibere og Klappere atter begyndte deres Kamp. Ouverturen til "Don Juan" er vist aldrig udført med et saadant Accompagnement, som ved denne Leilighed. Kun af og til kunde man høre Noget af Mozarts Toner; Resten druknede i en Alt overdøvende Larm Syngen og Piben. Disse Demonstrationer fortsattes efter hvert Musik numer; dog syntes Larmen at sagtne noget i sidste Afdeling, muligviis som Følge af, at Politiet havde indfundet sig temmelig mandstærkt. Ligesaalidt der kan være Tvivl om, at Balduin Dahl har begaaet en slem Taktløshed, ligesaa vist er det, at en Gjentagelse af disse Optøier vilde være meget at beklage og tillige noget ubillig imod den ellers med Rette populaire og yndede Musikdirigent, som bidrager saa meget til at give tivoli dets Tiltrækningskraft for Danske og Fremmede.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. august 1881)

Det var ikke første gang Balduin Dahl var udsat for pibekoncerten, se fx indslaget Ballade i Tivoli fra 1873. 

Balduin Dahl og Feltmarskal Moltke. Paa en Gjennemreise til Sverrig opholdt Feltmarskal Grev Moltke sig i Mandags i Kjøbenhavn. I Følge "Mbl." var det tilkjendegivet Greven, at Hr. Balduin Dahl, den berømte Orkesteranfører i Tivolis Koncertsal, til Efteraaret agtede at gjæste Berlin med sit Orkester. Alle store Anførere - skriver det nævnte Blad - have en Svaghed for hinanden. Grev Moltke maatte, skiønt træt af Reisen, ud i Tivoli for af hilse paa Balduin Dahl, inden denne kom og hilste paa ham i Berlin. Grev Moltke traadte altsaa ind i Koncertsalen. Der stod Balduin Dahl i Spidsen for sine Mænd. Det saa godt ud, da de to, som vidste, i hvor høi Grad deres Berømmelse afhang af dem, som omtrentlig fulgte Svinget af deres Kommandostav, maalte hinanden med et anerkjendende Blik. Men saa lod Hr. Dahl pludselig sine Folk istemme: "Heil dir im Siegeskranz" Den tydske Seirssang: "Hil dig i din Seierskrands!", (der nok for Øvrigt er skreven til en fransk Melodi). Det var sig selv og Moltke han tænkte paa. Københavnerne glemte han. Han saa sig selv i Berlin til Efteraaret med sit Orkester og Moltke i den By, hvor han i sin Tid havde gaaet i Skole, inden han tog de Smule Hertugdømmer. Men de dumme Kjøbenhavnere, som vare til Stede, forstode hverken det stumme Spil, som var gaaet forud, eller det, som Orkesteret nu istemmede. De troede, at Hr. Dahl gav dem et Extranummer og klappede; det faldt ikke en af dem ind, at de vare uvedkommende, at det var de to store Anførere, der udvexlede private Høflighedsyttringer, og at i alt Fald den ene af dem tænkte paa, at den ene Villighed var den anden værd. Hvad man gav i Kjøbenhavn, maatte komme igien i Berlin.

Denne Taktløshed fra Balduin Dahls Side blev alvorlig paatalt af flere Blade, og i Gaar Aftes fik han Uvillien derover at føle. "Dags-Avisen" giver følgende fyndige Skildring af de Spektakler, for hvilke den ellers saa fredelige Koncertsal i Tivoli blev Skuepladsen:

Der udbredte sig i Gaar her i Byen det Rygte, at nogle Folk som Følge af at Balduin Dahl i Mandags spillede "Heil dir  im Siegeskranz", da Feltmarstal Moltke var i Koncertsalen, vilde pibe af ham; paa Grund deraf havde et stort Publikum indfundet sig, og der fandt i Koncertsalen de forfærdeligste Spektakler Sted. I første Afdeling var alt gemytligt, i anden ubehageligt, i tredie et Helvedes Spektakel, i fjerde Slagsmaal. 

Da Dahl Kl. 7 traadte frem, hørtes der først en stærk Hyssen, saa lød 6 Piber, en Barnetrompet og en større Trompet sig høre. Da der saa tidligt kun var et ringe Herre publikum, og Damerne, der ubetinget staa paa Balduin Dahls Side, - flere af dem vinkede til ham med deres Lommetørklæder, - ikke kan klappe meget, blev Kampen ikke stærk. Da to Stykker vare spillede, forlangtes "Den tapre Landsoldat". Dahl gik frem, bukkede og sagde: "De skal faa den", og saa blev den spillet endog to Gange. Man troede, at denne Undskyldning havde forsonet, men efter Afdelingens Slutning tiltog Larmen. En Dame, der ikke vilde finde sig i Mishag mod Balduin Dahl, slog Piben ud af Munden paa en Herre.

Saa kom 2den Afdeling, i hvilken Piberne var betydeligt forstærkede. og det med mindre heldige Elementer, der ikke iagttog den Elskværdighed, som Piberne hidtil havde udfoldet; en enkelt Piber slog en klappende Herre over Armen, og ogsaa under Musikstykkerne blev der pebet. "Landsoldaten" spilledes atter men det vidunderlige skete - man peb i Tivolis Koncertsal af denne Sang. Saa kom "Champagnegaloppen". En Piber raabte, idet denne ydede Dands intoneredes: "Hold Kjæft" op til Orkestret, en anden brølede" "Gaa til Berlin med det Skidt." Til Venstre i Salen opstod et alvorligt, meget hastigt Slagsmaal; en Sergent blev kastet ud.

I 3die Afdeling var alle Grændser brudte. Da det første Stykke, Ouverturen til "Don Juan" spilledes, stod en Mand op paa en Stol og intonerede "Den Gang jeg drog afsted". Saa blev denne Sang almindeligt sungen og saa brølende, at der ikke var Tale om at høre en Tone. Mens Klapperne benyttede Stolesæder, mens Pibere larmede og en Mængde sang, var Politiet, der saa let kunde have dæmpet det Hele, absolut passivt. Det stod fuldkommen magtesløst overfor disse Skandaler, gjorde ikke engang Forsøg paa at opretholde Ordenen. Da Stykket var forbi, blev paa Tilstedeværendes Opfordring enkelte noteret; Politiet tog saa godt som ikke Initiativ til noget. Spektaklerne, der hele Aftenen var brudt frem efter hvert Stykke, bleve nu permanente, og af hele 3die Afdeling hørtes intet. "Til Berlin", "TIl Helvede", "Smid ham ud", "Ned med ham", "Længe leve gamle Lumbye", "Længe leve Georg Lumbye", "Længe leve Carl Lumbye", hvinedes ud *), Piberne skingrede, og de mest rasende Klapsalver blandede sig med Hurraraab for Balduin Dahl, der spillede den ene patriotiske Melodi efter den anden, men kun opnaaede, at hele det nationale Repertoire blev udpebet. Da Afdelingen sluttede, blev Dahl ligesom efter de andre Afdelinger fremkaldt, denne Gang under øredøvende Larm.

Imellem 3die og 4de Afdeling samlede Folkethingsmand, Kapt. Jagt (!) om sig et større taknemligt Publikum, for hvilket han udviklede, at del hele var overdrevent og uretfærdigt mod Dahl, som fra Officerer (!) havde modtaget Opfordring til at spille "Heil dir im Siegeskranz." Kaptejnen lagde Skylden for Spektaklerne paa Bladene, særlig paa "Dagbladet".

4de Afdeling var Fortsættelse af 3die. Ikke nogen national Sang undgik sin Skjæbne. Bifaldet, der til enkelte Tider af Aftenen ikke var meget stærkere end Mishagsytringerne, var nu absolut dominerende. Til Slut spillede Dahl det Stykke, hvor samtlige Musici efterhaanden gaa, mens Dirigenten bliver ene. I det Øieblik Dahl stod ene paa sin Dirigentplads naaede Larmen en Høide, der trodser enhver Beskrivelse. Der var nu kommet ligefrem Vildskab over Publikum. -Efter Sigende skal Spektaklerne fortsættes i flere Aftener.

Erik Bøgh skriver i "Dagens Nyheder", at man ikke kan fortænke Tivolis Publikum i, at det paa en tydelig Maade bevidnede Balduin Dahl sin Misbilligelse af hans fjollede Galanteri, men haaber, at det dermed maa have en Ende og tilføier den ret træffende Bemærkning: "Man maa ikke skyde paa Spurve med Kanoner!"

*) Da tivolis gamle Musikdirektør H. V. Lumbye for nogle Aar siden afgik, var den ene af hans Sønner, Georg Lumbye, Balduin Dahls Konkurrrent til posten som Orkesterdirigent i Tivolis Koncertsal. Hans anden Søn, Karl Lumbye, dirigerer Orkestret i "Boulevarden" lige over for Tivoli.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 11. august 1881).

Fotograf Bertel Christian Budtz (1837-1884): Christian Florus Balduin Dahl (1834-1891). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tivoli. Fra Musikdirektør Balduin Dahl have vi modtaget følgende Skrivelse:

Hr. Redaktør!

Uden i mindste Maade at ville søge at forsvare mig lige over for det i Mandags Aftes i Tivolis Koncertsal passerede, tror jeg at burde fremføre de Grunde, der bragt mig til at lade den saa ilde modtagne Melodi spille. Under Koncertens anden Afdeling sad Feltmarskal Moltke i Salen og hørte paa Musiken, uden at jeg i nogen Maade tog Notits deraf; fra to danske Herrer modtog jeg da en Opfordring til at hædre den bekjendte Gjæst ved et eller andel Musikstykke, og lidt efter sendte en Hamborger mig en skriftlig Anmodning om at spille "Die Wacht am Rhein". Jeg nægtede at spille denne, men for dog at føle Anmodningerne besluttede jeg mig til al spille den Sang, der i Reglen bærer Navnet God save the Queen, men som tillige kaldes "Heil Dir im Siegeskranz". Naar man nu ved, at denne af Franskmanden Lully komponerede Melodi er bleven naturaliseret saa vel i England som i Sveits, Sverig og Preussen, saa havde jeg Grund til at anse den Høflighed, jeg her viste den fremmede Gjæst, for i national Henseende at være saa indifferent som muligt. I henved 18 Aar har jeg været Musik-Dirigent i Tivoli, og i denne lange Aarrække har jeg ved enhver Lejlighed søgt at efterkomme Publikums Ønsker ved at spille de mest forskjellige Landes Nationalsange; naar jeg altsaa ved denne Leilighed - maaske lidt ubetænksomt, det indrømmer jeg - har ladet mig forlede til at spille en halvt international Melodi, hvilken rigtignok ogsaa en Tysker kan tage sig til Indtægt, saa kan ingen mere end jeg beklage det Forefaldne, men paa den anden Side haaber jeg, at min hele Fortid maa være den bedste Borgen for mit Fædrelandssind, og at den alvorlige Misbilligelse, Publikum iaftes har givet mig, tør anses for en Afslutning paa denne Episode. 

Ærbødigst

Balduin Dahl.

(Nationaltidende 11. august 1881. 2. udgave).

Melodiens oprindelse er omdiskuteret. Tidligere versioner kendes fra 1745, men lignende melodier er endnu ældre. Af de mange som er blevet tilskrevet som komponisten er den engelske komponist John Bull (1562-1628), Henry Purcell (1859-1695), Henry Carey (1687-1743) og som nævnt i flere artikler den franske komponist Jean-Baptiste Lully (1632-1687). Den er som også nævnt i artiklerne brugt som nationalmelodi for flere lande: Liechtenstein "Oben am jungen Rhein", Schweiz (indtil 1961) "Rufst du, mein Vaterland" 

Tivoli. iaftes havde der - uden Tvivl i Forventning om  nye Demonstrationer og Løier - indfundet sig et usædvanlig talrigt Publikum, henved 9000 Mennesker, i Etablissementet. Politiet var ligeledes tilstede i anseelig Styrke, ca. 70 Mand. Omkring Concertsalen var der en saadan Trængsel, at det var vanskeligt at komme frem. Desværre gjentoge Optøierne fra forrige Aften sig, dog med den Forskjel, at de øiensynlig vare mere arrangerede og derfor af mindre Virkning skjøndt Pibernes Antal maaskee var stærkest end i Onsdags. Under Udførelsen af Concertprogrammets Numre var der forholdsviis roligt, men aldrig saasnart var Slutningsaccorden forbi, førend der udbrød den gamle Kamp mellem Pibere og Klappere, der skjøndt trættende og lidt komisk ved den idelige Gjentagelse, dog syntes at more Demonstranterne i høi Grad. Vi kunne kun gjentage, at det efter en saa uforbeholden Erklæring af Musikdireeleur Dahl, som den igaar meddeelte, bør være forbi med disse Demonstrationer, og at en Appel til Publicums Sømmelighedsfølelse i denne Henseende ikke bør være forgjæves.

Opmærksomheden henledes paa omstaaende Bekjendtgjørelse fra Politiet, der i Anledning af de i Tivoli i de senere Aftener stedfundne Uordener indskjærper Bestemmelsen i Politivedtægtens § 75, ifølge hvilken Besøgende ved offentlige Forestillinger og andre Forlystelser skulle iagttage Sømmelighed og Orden, hvorhos det finder Straf af Bøder af indtil 100 Kr. er forbudt ved Støien, Raaben, vedholdende Bifalds- og Mishagsytringer eller paa anden Maade at hindre eller afbryde Forestillingen eller Forlystelsen eller forstyrre andre Deeltagere i Nydelsen deraf.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. august 1881)

Fotograf Emil Stæhr (1827-1912): Koncertsal i Tivoli. 1870-1912. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De Nationalgale i Tivoli.

Den Skandale, vi her vil omtale, har gjort saa megen Opsigt, at det vel næppe fejler, at de fleste af vore Læsere allerede er ret godt bekendte med den; men vi vil alligevel skænke den et Par Ord, inden Mindet om den forsvinder mellem alle de andre Skandaler, vore københavnske Nationalliberale har staaet i Spidsen for.

Som omtalt i Onsdags hilste Tivolis Orkesterdirigent Balduin Dahl den tyske Grev Moltke med Melodien "Heil dir im Siegeskranz", da Greven i Mandags Aftes besøgte Koncertsalen. Publikum følte sig saa lidt generet af den Hyldest, der paa denne Maade ydedes den tyske General, at det tværtimod lønnede Balduin Dahl med Haandklap, og der var slet intet, der tydede paa, at Nogen havde taget Forargelse.

Men om Tirsdagen mødte "Nationaltidende" og om Onsdagen "Dagbladet" hver med sin indignerede Protest mod det Passerede. Onsdag Aften var Tivolis Koncertsal overfyldt med en larmende Mængde Spektakelmagere, der hylende og pibende demonstrerede, og i Gaar fortsattes Balladen i den nationale Presse, for hvilken Godsejerorganet "Dagens Nyheder" gik i Spidsen med Udtryk om Hr. Dahl som "fjollede" osv.

Hvad Spektaklerne i Tivoli angik, da naaede disse en Højde, som de endnu aldrig har været sete paa noget Værtshus, selv ikke af de uroligste. Under den mest fortvivlede Larm af alle Slags pibende Instrumenter, under Skrigen og Brølen slog man til hverandre, kastede hverandre ud og opførte sig i det Hele som berusede Idioter. Man raabte paa "Landsoldaten", og da man fik denne Melodi peb man af den; En brølede "Hold Kæft" op til Dirigenten, en Anden streg om "Champagne-Galoppen": "Gaa til Berlin med det Skidt!" og samtidig raabte man Hurra for ham, der havde komponeret denne Galop. Brølene om. at Hr. Dahl skulde rives ned fra Orkestret, overdøvede fuldstændigt Musiken, og Medarbejderne af den nationalgale Presse toge ivrig Del i Skandalerne. En af dem, ansat ved "Dags-Telegrafen", affordrede en Politibetjent dennes Pibe for at kunne gøre mere Larm, end han allerede gjorde; men han fik den naturligvis ikke. Det Hele endte først, da Koncerten var sluttet og Lysene slukkede for den "patriotiske" Pøbel.

Under samtlige de skandaløse Scener havde Politiet forholdt sig fuldstændigt passivt. De fine Herrer og Damer fik roligt Lov til at slaa hverandre Piberne af Munden, flænge hverandres Klæder, foretage Udsmidninger og insultere Dirigenten. Efter "Forestillingens" Slutning noteredes nogle Enkelte, men de erholder ingen Straf, det tør man roligt forsværge.

Dette er Optøjerne i Tivoli fortalt med faa Ord; men at de "Fine" og "Flotte" har slaas og pebet er just ikke det Interessante ved Sagen; det Interessante ligger i Undersøgelsen af, hvad der har bragt dem til at skabe sig saaledes, som de har gjort.

Den ene Aften sidder disse pæredanske Dagdrivere, der fylder Tivoli om Hverdagen, og applauderer Balduin Dahl, fordi han spiller "heil dir im Siegeskranz" til Ære for en af "Arvefjendens" Generaler; de applauderer i god Tro, fordi de er vandt til at applaudere; de tænker hverken Ondt eller Godt derover, og de gaar hjem og sover gaar hjem og sover de Uskyldiges Søvn uden at ane, at de har været med til at begaa noget meget upatriotisk. Den næste Dag læser de i deres Aviser, at det var noget absolut galt, de havde begaaet, at de tvertimod burde have pebet og lavet Skandale. Da denne Parole stikkes ud føler de ikke, at den kommer for sent, de generes ikke af, at de selv bliver mest latterlige ved at demonstrere mod det, som de selv Dagen før applauderede - de gaar trøstig i Tivoli og lægger deres loyale danske Sindelag for Dagen ved at pibe af "Den tapre Landsoldat" med den samme Ivrighed som den, hvormed de to Dage før havde klappet af den tyske Sejrshymne..

Det er vist længe siden, at de glade Københavnere har sat sig et saa bedrøveligt Minde om deres absolute Holdningsløshed som i dette Tilfælde; men godt er det, at denne Mangel paa selvstændig Karakter er kommen for Lyset netop i disse Dage. Der tales saa meget om, at Københavnerne er et Værn for det reaktionære Højreregimente mod det øvrige Land; men et saadant Værn, en saadan Flok af ukritiske Mennesker, der blot ved en Notits i et Par Blade gaar fra den ene Yderlighed til den anden, et saadant Værn er der vist Ingen, der for Alvor støtter sig til, og Ingen, der for Alvor frygter. Ser den københavnske Bladklikke er støn Dag sin Regning ved at føre ren Venstrepolitik, er der flet ingen Grund til at tvivle om, at Københavnerne gaar til dette med den samme Ugenerthed som den, hvormed de gjorde Skandale i Onsdags.

Forøvrigt er Politiets Optræden ved denne som ved saa mange lignende Lejligheder heller ikke uden Interesse og særdeles belærende. Naar man ser dem ved den fine Pøbels Optøjer staa saa tamme og uvirksomme som om de aldrig havde kendt en Knippel, og naar man tillige erindrer, hvor virksomme og brutale de vilde være, hvis det i Stedet for pyntede Medborgere var jævne Arbejdere, der lagde deres Følelser for Dagen paa en støjende Maade, saa kommer man uviliaarligt til at tænke paa, at disse Lovens Haandhævere egenlig har en praktisk Maade at gøre dem selv umulige paa saalænge de bibeholder deres nuværende Organisation

* * *

Demonstrationerne imod Balduin Dahl fortsattes i Aftes efter en storartet Maalestok. Ved hver Koncert-Afdelings Begyndelse samledes flere Tusinde Mennesker i og uden om Koncertsalen og gav efter hvert Nummer deres Bifald eller Mishag tilkende. Der var intet Ophold imellem de forskellige Numre, da der, saa snart et Nummer var forbi, begyndte en øresønderrivende Pibekoncert, som var Signalet til, at Orkestret straks begyndte igen. De forskellige Koncertnumre vekslede med Fædrelandssange, saa Publikum var meget enigt om at modtage med Bifald, men naar de var forbi, begyndte Pibekoncerten igen forfra. Efter Slutningsnumret fulgte Champagnegaloppen . som blev modtaget med stormende Bifald, men straks efter blev Demonstrationerne værre end de hidtil havde været. Politiet var talrigt til Stede under Anførsel af en Assistent, men det var fuldstændigt magtesløst i den overordenlig stærke Trængsel, og lod derfor fem være lige.

(Social-Demokraten 12. august 1881).

Tivoli. Der var iaftes saavel fra Directionens som fra Politiets Side truffet forskjellige Foranstaltninger for at hindre en eventuel Gjentagelse af de tumultuariske Optrin fra de foregaaendd Aftener. Sideindgangene til Concertsalen vare lukkede, hele Passagen var igjennem Hovedindgangen, og Politiet, der var mødt fuldtalligt, tog Omsorg for, at Salen ikke blev overfyldt, saa at det havde Frihed til hurtig at bevæge sig fra det ene Sled til det andet i Localet. Concertens Numre vare ikke specificerede paa Programmet eller inddelt i Afdelinger, og for at udfylde Pauserne, der navnlig vare blevne benyttede til Optøierne, bleve disse udfyldte af Pianist Leser, der strax begyndte, naar Orchestret hørte op. Der havde ogsaa iaftes indfundet sig nogle Tumultuanter, men deres Antal var aldeles forsvindende, og de overdøvedes næsten fuldstændigt af Klapperne. Enkelte Urostiftere, der ikke holdt sig Politiets Forskrifter efterrettelig, bleve udviste af Salen og noterede af Politiet, der ogsaa foretog enkelte Anholdelser. 

Kl. 10 3/4 gik Luftskipperen Damme i elektrisk Belysning op med sin Ballon, medtagende to Passagerer. Ballonen gik i sydøstlig Retning.

Etablissementet var besøgt af omtrent 5000 Mennesker.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. august 1881).

Grev Moltke fortsatte sin rejse til Sverige hvor han bl. a. var i Stockholm. På Misebacken blev han bl. a. fejret med et militærorkester der såvel spillede "Die Wacht am Rhein" og "Heil Dir im Siegeskanz". Efter nogle dage rejste han hjem igen over Skåne.

Demonstrationerne i Tivoli. Efterat Concerten Torsdagen den 11te d. M. var forbi og Gongongen havde lydt, lagde en i Concertsalen tilstedeværende Betjent Mærke til, at en Stol blev løftet tilveirs og holdt op over Hovederne paa de Omkringstaaende, og da han formodede, at den skulde kastes ind i Mængden, rev han den til sig og fik den trykket ned paa Gulvet. Strax efter greb en tæt ved staaende Person atter fat i Stolen for at løfte den op, men Betjenten holdt igjen og betydede Personen, at han skulde lade den staae. Personen løftede derpaa en Spadserestok, han havde i Haanden, mod Betjenten og førte et Slag mod denne, der blev ramt, dog ikke videre kraftigt, over den ene Arm. hvorefter han tog Flugten ud af Salen, efterfulgt af Betjenten, der indhentede ham og bragte ham til Politivagten, hvor han maatte opgive Navn og Bopæl. Betjenten var civilklædt og gjorde først, efterat være bleven slaaet, den Paagjældende bekjendt med sin Stilling. Da der Intet oplystes om, at Vedkommende, Handelsagent Theodor Holm, havde vidst, at den af ham overfaldne Person var Politibetjent, kunde hans Handling kun opfattes som en grov uorden og ved Straffens Fastsættelse alene bedømmes fra dette Synspunkt. Efter en Deel Forsøg paa at unddrage sig Ansvaret ved at nægte sin Skyld, vedtog han i Mindelighed at erlægge en Bøde paa 25 Kr.

Aftenen efter gjorde en Person udenfor koncertsalen sig bemærket ved under Fortepianomusiken i Salen vedholdende at klappe i Hænderne, og han vedblev hermed, efterat forskjellige af de Omkringstaaende havde gjort ham opmærksom paa, at der ikke maatte klappes. Den Paagjældende, Krigsassessor Paul Petersen, som i nævnte Anledning var tiltalt ved din offentligc Politiret, gjorde under Sagen gjældende, at han havde været uvidende om, at der skulde udføres Fortepianomusik i Salen, og da der saavel i som udenfor denne blev klappet og pebet og han ikke kunde see Dirigenten paa sin Plads i Orchestret, havde han, der fra det Sted, hvor han stod, ikke kunde høre Fortepianomusiken, staaet i den Formening, at Concerten foreløbig var forbi. Han var vel af Flere bleven opfordret til at høre op med at klappe, men han havde ikke taget noget Hensyn hertil, da han betragtede de Paagjaldende som Modstandere, der vilde afholde ham fra at give sit Bifald tilkjende. Da der, efterat Vidnerne vare hørte, ikke fandtes tilstrækkelig Grund til at forkaste denne Forklaring, blev Bøden for hans Vedkommende sat til 10 Kr.

Cand. phil. D. A. C. Just og Contoirist Andreas Valdemar Nielsen havde d. 12te d.M. umiddelbart forinden Concertens Begyndelse givet sig til at pibe, da Dirigenten traadte ind i Salen, og de vare vedblevne hermed, efterat han fra sin Plads i Orchestret havde givet Signal til Concertens Begyndelse. Da deres Forklaring om ikke at have lagt Mærke hertil efter Omstændighederne ikke fandtes at kunne forlastes, og da de i ethvert Fald ikke havde fortsat Pibningen, efter at Musiken var begyndt, slap de med en Bøde paa 5 Kr. hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. august 1881. 2. udgave).

Breve fra Kjøbenhavn.

Den 22. August.

Om de sidste Skandalescener i Kjøbenhavns Tivoli gaar der, som naturligt er, en Mængde forskjellige Rygter. Man hører de mest utrolige Ting, saa at man ikke en Gang tør tro Folk, som ellers anses for at være ganske paalidelige. Jeg har derfor fra en absolut sikker Kilde søgt Oplysning om de faktiske Forhold og derved erfaret, hvor store Overdrivelser der her er blevet præsteret. Den paagjældende Aften var ganske rigtig Grev Moltke til Stede i Koncertsalen, men at der skulde være blevet spillet en speciel tysk Nationalmelodi til Ære for ham, er falsk; der er spillet en Melodi, som er saavel engelsk, fransk, schweizisk, svensk, dansk, tysk osv., kort sagt der findes Texter til den i mange Sprog, og den kan følgelig tages til Indtægt af Folk af mange Nationaliteter, altsaa tilfældigvis ogsaa af Tyske. Forøvrigt er denne Grev Moltke jo næppe at betragte som nogen oprindelig Dansk; han er født i Mecklenborg 1800, og allerede i 1821, for 60 Aar siden, ansøgte han som Løjtnant Kong Frederik d. 6te om Afsked og Tilladelse til at gaa i fremmed Krigstjeneste samt om en Slags Understøttelse paa 400 Rdlr. Kongen bevilgede Ansøgningens første Del men paategnede den med en Bemærkning om, at han ikke begreb hvorfor "han vilde have de 400 Daler". Altsaa for 60 Aar siden gik en tyskfødt Mand, som var gaaet i dansk Tjeneste, med Kongens Tilladelse over i sit egentlige Fædrelands Tjeneste. Er der virkelig nogen fornuftig Grund til at gjøre en saadan Allarm over, at denne Mand hilses med en uskyldig, nu international Melodi, for Resten oprindelig skreven til den danske Kong Christian d. 7des Ære? De Demonstrationer, som senere ere foretagne til "Ære" for Hr. Lumbye i Concert du Boulevard, give hele Sagen en styg personlig Braad, som er yderst pinlig; derimod ere de Truselsbreve, som ere sendte Hr. Balduin Dahl, vistnok udelukkende fremgaaede af drengeagtig Kaadhed, thi intet fornuftigt Menneste kan dog have anden Mening om saadanne Udtryk som dette: "der staar 600 Revolvere til vor Tjeneste", en Vending, som fandtes i et af dem. Naar man fortæller, at Hr. Dahl ikke har turdet gaa frit om i Byen, er dette usandt, han er tværtimod flere Aftener efter Optøjerne gaaet den sædvanlige Vej hjem tværs igjennem Byen, trods det at han modtog et - naturligvis anonymt - Brev om, at hvis han gik den Vej en Gang til, "vilde han ikke komme levende hjem". I et Par Dage har Hr. Dahl nu afgivet Taktstokken til en Anden, men dog først efterat have vist, at personlig Overlast frygtede han ikke, og Stormen, der, som sagt, har haft en styg personlig Karakter og har haft stærkt Udseende af at have til Hensigt at fordrive ham fra hans Plads, som han jo altid har udfyldt til ualmindelig Tilfredshed hos alle Kyndige, synes nu at have lagt sig. Sikkert er det, at i Kjøbenhavn findes ikke let Nogen, der vilde kunne udfylde hans Plads, og desuden maa det erindres, at B. D. og hans Orkester danner et Hele, som Kjøbenhavnerne stade højt og ikke ville lade sig frarive af nogle faa Urostiftere; forøvrigt er det Rygte, der fortæller, at Hr. B. D's Kontrakt skulde være opsagt af Tivolibestyrelsen, lige saa usandt som det urimelige Rygte, der i vide Kredse fortælles om, at han fra en tysk Forening skulde have modtaget en anerkjendende Skrivelse. Det er dog stygt, at Nationalfølelsen kan faa Folk til at forløbe sig saa slemt, som det er sket her.

(Aarhus Amtstidende 23. august 1881).