Børns Ferie. (Efterskrift til Politivennen).

I Morges oprandt den store Dag!

Da det første Ferietog rullede ud fra Hovedbanegaarden.

I Morges Kl. 5 rullede det første Ferietog ud fra Hovedbanegaarden for at sprede de jublende glade Københavnerbørn ud over det danske Land, ud til det herlige Sommereventyr, som de glæder sig til hele Aaret.

I Aar har Børnene maattet vente et Par Dage længere end sædvanlig. Ferien begyndte i Lørdags, men det er en uheldig Dag - Lørdag, Søndag og Mandag er saa travle Dage for Statsbanerne, at de umulig kan ekspedere de store Ekstratog - men endelig i Dag var Ventetiden endt, og Hovedbanegaarden genlød af den glade Jubel, som kun den, der selv har hørt den, gør sig et virkeligt Begreb om.

Københavnere, der vil se et af vor Bys allersmukkeste og mest rørende Folkelivsbilleder, burde gaa ned paa Banegaarden en saadan Morgen. Det er lidt af en Oplevelse at se den Livsglæde, de smaa Københavnerbørn lægger for Dagen, og det er maaske endnu mere rørende at se Forældrenes Glæde ved at sende Børnene ud til det store Sommereventyr, en Glæde, der dog er saa tydelig blandet med Afskedsvemod, at det virker helt gribende.

Et Blik hen over den tætpakkede Række taarevædede Moderansigter fæster sig maaske endnu smukkere i erindringen end de glade Barneansigter, der fylder alle Kupévinduer.

(Aftenbladet (København) 3. juli 1928). 

De, der ikke kom paa Landet

Øverst: Børnene laver Lejr ved Amager Strandvej. Nederst: Ved en Sandbunke i Ingerslevgade.

Det er jo desværre ikke alle Københavnerbørn, der opnaar den Lykke at faa Sommerferie ude paa det rigtig "Bondeland", og der er jo adskillige, der med et lille Stik i Barnehjertet ser de mere heldige Kammerater drage af Sted. Men en rigtig Københavner giver ikke ret længe Plads for Mismod, han forstaar at trøste sig, og den Tid er heldigvis forbi, da vor By karakteriseredes ved skumle Baggaarde og luftfattige Gader. Nu har vi heldigvis "Lufthuller" nok, og Byens Børn skal nok vide at udnytte dem. Vore i to Billeder viser, at Københavnerbørnene har Initiativ; paa det ene ser man en interimistisk Teltlejr ude ved den friske og smukke Amager Strandvej; paa det andet giver en Sandbunke i Ingerslevgade Kvarterets Børn fuld Beskæftigelse. De har foreløbig "nok at gøre" og tænker ikke paa land og Strand, Skov og Sø.

Det er netop det gode ved Hovedstadens Ungdom, den er foretagsom og forstaar altid at udfylde sin Tid - et Københavnerbarn keder sig aldrig.

(Aftenbladet (København) 4. juli 1928).

En Børnedag paa "Bakken"

To Situationer fra Afrejsen i Havnegade.

Der er jo desværre mange, altfor mange Københavnerbørn, som ikke kommer ud i Sommerferien, men saa er der jo heldigvis forskellige Institutioner, som sørger for, at saa mange som muligt i hvert Fald én Dag kommer bort fra Brostenene og tid i Skov og Mark.

I Gaar havde saaledes "Børnenes Kontor" arrangeret en Udflugt til Dyrehaven for ca. 300 Kommuneskolebørn, der om Formiddagen sejlede ud til Bellevue. Under Ledelse af Hr. Ivar Svendsen fra "B. K." tilbragte de nu nogle fornøjelige Timer i Skoven og paa Bakken, hvor Teltholderforeningen var en gavmild Vært.

Børnene var henrykte over alle de Herligheder, som den gamle Bakke bød dem, Pjerrot og Mester Jakel og de andre Bakkefolk gjorde alle deres Bedste for at more Børnene, og det lykkedes dem da ogsaa fuldstændig

(Aftenbladet (København) 5. juli 1928).

Tivolidagen blev storslaaet, trods Regnen.

Øverst til venstre: Børnetoget med Tivoligarden i Spidsen, til Højre: Fire Børn, der har forsynet sig med Boller og Sodavand. - I Ovalen: Cirkus Schumanns Klovner, Brødrene Brunnett. Til venstre: Pjerrot og Børn, der lytter til hans Or. Yderst til højre: Sandor ras Luftgymnastik.

Børn er et tappert Folkefærd, tappert indtil Ukuelighed. De gaar med oprejst Pande lige gennem Ild og Vand. Naa, de 1000 Børn, som Tivoli og Aftenbladet i Gaar havde budt til Fest, maatte nu navnlig gaa gennem Vand. Thi Vejrguderne var i det drilagtige Humør. Lige ved 2-Tiden, da Indmarchen fandt Sted, begyndte de første Regndraaber at falde, og saa blev Væden ved at hæIde ned over os til Aftentimerne.

Og mangen lys Pigekjole og mangen Drengebluse blev vaade, saa de "klaskede", og som Sko og Strømper saa ud! Men Humøret holdt. I den lune Luft straalede Øjnene, rødmede Kinderne. Jublen over Friluftsfornøjelserne har aldrig været stærkere. Pjerrot har saamænd aldrig faaet en mere stormende Hilsen end den, han fik i Gaar. Men uforglemmelig blev de Timer, da der spilledes for Børnene i Koncertsalen. Aldrig før har Tivolis Koncertsal frembudt et saadant Billede som det i Gaar, da de 2500 af Børnene var kommet i Hus derinde, da Salen var besat af en hel By af Ungdom. Og aldrig vil vel nogen Sinde Koncertsalen komme til at se saadan ud. Det skulde da lige være paa en anden Regnvejrsdag ved en af Aftenbladets fremtidige Tivolifester. Om Dagens Forløb bringer vi iøvrigt en lille Artikel andet Sted i Bladet, her bringer vi en Tak til alle dem, der var med i Arbejdet, og som netop paa denne Dag, hvor Forholdene var saa vanskelige, udrettede et dobbelt paaskønnelsesværdigt Arbejde.

Fra Tivolis Direktør til den lille Rengøringspige, der deltog i det store Arbejde, det var at pudse Tivoli op igen efter de stærke Spor, Børnenes Festdag havde sat sig - Læserne skulde blot have set Dansesalonen - har de alle Krav paa vor Hengivenhed, vor hjerteligste Tak, fordi de gjorde ogsaa Dagen i Gaar til den Oplevelse for de smaa Københavnere, den plejer at være.

Nor bedste Tak for Tivolidagen i Gaar.

Den har givet os Troen paa, at den kan gennemføres, selv om vi skulde faa baade Jordskælv og Vulkanudbrud.

Børnene udenfor Pantomineteatret under Forestillingen. Harlekin mekanisk Statue.

Tivolidagen.

Den gennemførtes straalende - trods Regnvejret.

Aldrig nogen Sinde har Koncert salen frembudt et Billede som det i Gaar.

Kilen Gollschalck, "Vor egen Nitouche", den muntre Frue, der i Gaar med sit Smil og sin glade Sangkunst hensatte 2500 unge Tilskuere i Tilstand af fuldstændig Henrykkelse.

I straalende Solskin stillede de først ankomne Børn sig op ved Gitteret langs Vester Boulevard, men efterhaanden som Opstillingen blev længere og længere, blev ogsaa Himlen mørkere og mørkere. Og da Tivoligardens Orkester mødte frem og paa Slaget to satte i med en March, var Skyerne blevet saa tunge, at de væltede ned som Regn.

Men glade og forventningsfulde marcherede Børnene ind i Tivoli, hvor de føret samledes om 

Kunstnerplænen.

Her viste den stadig tiltagende Regn sin første Virkning. 

Reckkunstnerne Scamp and Scamp maatte opgive at arbejde. Reckerne var for vaade. Da 3 Sandorras kunde dog gennemføre deres Nummer under almindelig Glæde, og da de bronce farvede Abdulla'er under Hylen og Skrigen valtede ind, tumlede sig i de mærkeligste Spring og Koldbøtter, lød der et Hyl af Begejstring. Børnene glemte Regnen og stirrede betagne paa de gulbrune om hinanden tumlende Legemer

Derfra stævnede alle ned fil

Pantomimeteatret,

hvor en mægtig Vifte hurtigt dannede sig trod den mere og mere nedvæltende Regn.

Paafuglen sænkede sig hurtigt - et Kvarter før Tiden - for "Harlekins mekanisk Statue", hvis vjdunderlige Begivenheder fængslede de ungdommelige Tilskuere saa stærkt, at de glemte Væden og trofast holdt ud til det Øjeblik. da Pjerrot traadte frem foran Tæppet og viste sig som et talende Menneske.

Da Jublen over den evigt populære Mand var stilnet af - Regnen gjorde det desværre ikke - stormede Børnene ned til

Koncertsalen,

hvor der blev en Fest uden lige. Tæt pakket sad de flere Tusinde Børn og frydede sig over den evig unge Troldmand Georg Kjeldsen, som saa ofte har glædet baade Voksne og Børn med sine vidunderlige kunster. Knap var Hurraerne for Tryllemanden forstummet, saa stod den elskede og populære Frk. Nitouche - Fru Ellen Gottschalck - paa Tribunen og sang til Holck Stillings sikre Akkompagnement under mægtig Jubel sine smaa Sange, og da Fruen til Slut under Udfoldelse af alt sit Skælmen og Luna sang Trommevisen af "Frk. Nitouche", var Hurraraabene og Jublen endeløs.

Sidste Nummer var de folkekære Klowner Bronnetts. Jo højere de tumlede og larmede, jo højere steg de Tusinder af Børns skrigende Jubel, og da til Slut den fra Cirkus kendte Vidunderhest trampede ind paa Tribunen, kendte Børnenes Jubel ingen Grænser. Jo mere det mærkelige Dyr væltede sig rundt, jo mere stormende blev Tilskuernes Glæde. Saadan et Dyr havde de aldrig set før. Et øredøvende Jubelskrig fulgte de opfindsomme Klovner til Dørs

Men samtidig havde

andre Glæder

samlet andre Tusinder af vore smaa Gæster. Biografteatret viste muntre Billeder, afpasset efter Børnene, Karusellen hvirvlede ustandseligt rundt med frydeskrigende Børn, Lilleputbanen sendte Tusinder og atter Tusinder - mange var ganske vist Gengangere - ind i Eventyrlandet, Rutcherbanen var ustandselig fuld af hvinende og skrigende Børn, der, naar de kunde naa det, mange Gange gennemkørte de stejle og mørke Veje, og paa "Det muntre Hjuls" glatte, svigefulde Flade tumlede Masser af Børn sig glædesdrukne rundt.

For alle dem var Regnen en ligegyldig Faktor, og da de til Slut alle samledes i Dansehallen, nød de veltilfredse Sodavandet og Bollerne for derefter at tage sig en lille Svingom til Vald. Larsens og hans Orkesters indsmigrende Toner.

Men saa slog Raadhusuret Seks. Festen var slut, den trods Vejret vellykkede Fest.

De Assisterende og alle de, der hjalp os, kunde bogstavelig talt tørre Sveden af Panderne - det havde saa sandt ogsaa været en streng Dag - og ind over Lokalerne rykkede en Skare af Rengøringsmænd og dito Kvinder, som nu tog fat paa at bringe det i Orden igen, efter at den glade Børneskare var svirret bort som en Fugleflok.

De lykkelige Vindere at Tivolidagens Børnedragter.

Ved Lodtrækningen blev Indehaverne af følgende Numre de heldige Vindere: 967 - 2083 - 2206 - 2388 - 3321 - 4038.

De heldige Vindere bedes snarest melde sig paa "Aftenbladet"s Ekspedition, Købmagergade nr. 9 medhavende Nummerbilletten.

(Aftenbladet (København) 6. juli 1928).

Gabr. Jensens Feriebørn paa Feltfod.

Middagen nydes af Børnene i det grønne. - Feltkøkkenet i Arbejde.

Man har, som meddelt, indenfor Ledelsen af Gabriel Jensens Ferieudflugter i Aar paabegyndt et Arbejde, der egentlig er lidt nyt indenfor de gamle Rammer. Paa det gamle Fæstningsterræn ved Husum har man faaet Plads til Børnene; fra Hæren har man laant et Par rullende Feltkøkkener, og saaledes har man alt parat til en Feriedag for Byens Børn, der ikke naaede at komme paa Landet. De kommer derud om Formiddagen, spiser straks den medbragte Frokost og tumler sig saa i Leg og Dans til Middagen er parat. Naar Solen daler, tager de atter tilbage til Byen. Men netop dette smukke Arbejde er desværre truet af Mangel paa Penge. Kommunelærer Johansen for Foretagendet, bor i Amalie Skrams Allé 6 i Valby, hvilket meddeles i Haab om, at en eller anden blandt vore Læsere vilde føle Trang til at hjælpe med en Skærv.

(Aftenbladet (København) 21. juli 1928).

Hjem fra Ferie-Eventyret.

Ved Banegaarden, da de første Børn i Gaar eftermiddag kom hjem fra Fyn.

Ak, nu er Børnenes Ferie-Eventyr tilende. I Gaar gik den første Strøm indad, ind mod Byens trange Mure.

En Maanedstid har de tilbragt ude i Landet, nydende Friluftslivets Herligheder, i Gaard og Mark, i Vand og Luft. Solen - ja den har jo været karrig ogsa< i Aar, men alligevel var Børnene brunet af det hærdende Vejrlig, velsignet sunde at se, med blanke Øjne og Smil om Munden, Smil, der blev dobbelt straalende, da man opdagede Mor og store Søster vinkende paa Perronen.

Og næppe var Kupédøren slaaet op og den første Omfavnelse overstaaet, før de smaa Rejsende tog fat paa at berette om al Dejligheden derovre paa Fyns flade, fede Land; det var nemlig Fynbogæsteme, der kom i Gaar. Der var nok at fortælle om og Minder at tære paa gennem hele den lange og trange Vinter.

I Dag til Morgen begyndte Strømmen fra Jylland, og den vil vare ved i flere Dage. Der er jo over en Snes Tusind Børn, som skal hjem, en Hær paa 20,000 smaa Københavnere, som Landboerne har vist Gæstfrihed.

Det er den Slags Ting, der i langt højere Grad end de Voksnes Stræben knytter Baandet mellem Land og By, fordi det ikke ses som en Samfundsnødvendighed, men udelukkende er Hjertet, der er med i Spillet.

(Aftenbladet (København) 8. august 1928).

Robert Watt (1837-1894). (Efterskrift til Politivennen)

 Et virksomt Liv.

Robert Watt.

Robert Watt, Tivolis artistiske Direktør, er i Gaar Kl. 3½ afgaaet ved Døden. I længere Tid havde han skrantet, og den Dag Tivoli aabnedes, saa en hver, der mødte hans kendte Skikkelse, langsom slæbende sig frem, at han var en mærket Mand, at det vilde være et Under, om han levede til Tivoli lukkede. Faa Dage efter indlagdes han paa Frederiks Hospital for at det nærmere kunde konstateres, hvad Sygdom han led af. Det viste sig som bekendt at være en hæftig Nyrebetændelse der inden lang Tid afstedkom en Blodforgiftning. Da han i Gaar døde var det en længe ventet Begivenhed.

Watt har ikke vunden sin Berømmelse i Tivoli. Hans Glansperiode ligger langt tidligere.

Han var en smuk, rask Gut, der hurtig fandt det for snævert herhjemme og allerede for sit tyvende Aar drog han af Landet og faitede rundt i Australiens Skove. Her førte han 

et æventyrligt Liv.

Til at begynde med boede han hos rige, velhavende Slægtninge, men senere kom han bort fra disse og var først Deligencekonduktør fra Guldminerne ved Melbourne, senere Kusk, hvad der var en meget betroet Stilling, ti her er hverken Vej eller Sti, og der kræves det nojeste Kendskab til Terrænforholdene.

Paa forskellig Maade slog han sig igennem, da denne Bestilling maatte opgives og han har f. Eks. blandt andet været Medhjælper hos en Tryllekunstner.

Sine Eventyr fortsatte han senere paa Amerikas Prærier. For alt, hvad han oplevede, havde han en fortræffelig Hukommelse og da han kom hjem nedskrev han med sjælden Livlighed og tiltalende Fantasi sine Æventyr, der under Mærket "Bob" hurtig vandt "Illustreret Tidende" hvori de fandtes, en stor Læsekreds.

En ny Journalistik.

Endnu mere Opsigt vakte Robert Walt, da han kastede sig ind i Døgnets Literatur og blev Redaktør af "Figaro". 

Han er paa en vis Maade her den moderne journalistiks Fader. Han indførte den lettere franske Behandling af Dagens Begivenheder og slog som første Mand til Lyd for den personlige Journalistik, der nu spiller saa stor en Rolle,

Det sidste vakte den Gang megen Forargelse. Det er ret betegnende for Tiden, at den første Meddelelse af den Slags, der fandtes i "Figaro", vakte en sand Storm. Og den omhandlede den ganske simple Ting, at en Læge fra Chicago var ankommen til Byen og havde taget Ophold paa Hotel "Tre Hjorter".

Noget sligt havde man aldrig tænkt sig, kunde skrives i et ordentlig Blad.

Men Watt fandt Forstaaelse hos den intelligente Del af Landets Ungdom, den Gang for en stor Del Adelen, der pekuniært støttede hans Blad og vedblev dermed, da det senere blev til "Dagens Nyheder", en Støtte, der har varet ved i mange Aar lige til de sidste Dage.

I Vælten.

Det følger af sig selv, at Watt som en Banebryder blev feteret som faa, og navnlig det smukke Køn var en trofast Beundrer at ham og hans Virksomhed. Hertil kom, at han var i høj Grad morsom og livlig at tale med, og navnlig som ung var overordentlig smuk.

Watt har tillige alle Dage været en rask og uforfærdet Karakter, har endog i sin Tid haft sin Duelhistorie, der ikke gjorde ham mindre populær.

Det var Redaktionssekretæren ved den da eksisterende "Dagstelegrafen", der havde skrevet at Watt ved en Fest i Odense havde badet sig for aabenlyst i Hoffets Naadesol.

Watt sendte straks en Udfordring, Meyer meldte ham til Politiet og W. fik otte Dages simpelt Fængsel

En heldig Teaterdirektør.

Da Folketeatrets daværende Direktør, Lange, døde 1876, blev Watt Direktør for Folketeatret. Ogsaa her fulgte Heldet ham og han benyttede sin store Kendskab til Udlandets Scener og fremmed Literatur til at opføre en Række Skuespil, alle i den lettere Stil, der bragte Teatrets Kasse til at svulme.

Han støttedes under sin Direktørvirksomhed af Hoedt. Sardou's Værker holdt under hans Ægide deres Indtog i Byen og med dem fejrede han store Sukcesser. Da han 1884 overdrog Folketeatret til Abrahams, var han en velhavende Mand, der kunde sætte sig hen og tage Livet med Ro.

Dette laa dog langt fra hans livlige Natur; han maatte have noget andet at tage sig for. Han rejste, skrev og oversatte. Særlig engelske og amerikanske Forfattere, som Mark Twain, Thackeray, Edgar Poe, Bret Harte, har i Watt haft en paalidelig og forstaaende Oversætter.

Da Watt 1886 kom tilbage fra en længere Pariserrejse, blev han udnævnt til Direktør i Tivoli, hvor han navnlig forestod den artistiske og den repræsentative Ledelse.

I de sidste Aar var hans Virksomhed i sidstnævnte Egenskab maaske den mest fremtrædende, og han var ligesom blevet træt, hvad der ikke er til at undres over, naar man tager hans æventyrlige og evig vekslende Levned i Betragtning.

Som Person.

Som Person var han - som tidligere bemærket - Elskværdigheden selv, at sige mod sine Venner. Sine Fjender var han for Alvor Fjende imod. Han havde Lykkeridderens Temperament Let og spøgende. Alt var ham en Leg. Han var blandt andet i høj Grad overtroisk, som den Slags Naturer er. Han var gift med Frøken Dorthea Olsen, en af Folketeatrets i sin Tid fejrede Primadonnaer. De levede et lykkeligt Familjeliv; hun hægede omhyggelig om sin i den sidste Tid noget vanskelige Husbond, og man saa' hende daglig følge Watt i Tivoli. Støttet til hendes Arm saa' han for sidste Gang det kære Etablissement, som han til det sidste omfattede med saa megen Interesse.

Hvem der bliver Watts Efterfølger, er der intet bestemt at sige om. Tivoli vil uden Tvivl staa sig ved en energisk artistisk Ledelse, der fører lidt længere bort fra den kedelige Gangart, hvori Etablissementet synes at være falden.

En Mand som Watt - da han var ung og vendte hjem fra de fremmede Lande med nye, rige Indtryk.

(København 12. juni 1894).

Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891): Robert Watt, impressario A. Zorini, operasangerinde Zelia Trebelli og operasanger Alessandro Bettini, Det Kongelige Bibliotek. Public domain.

Robert watt's Begravelse.

I Gaar MIddags Klokken halv tolv begravedes Robert Watt fra Kapellet paa vestre Kirkegaard. Det lille Rum blev hurtig fyldt til Trængsel, og Størsteparten al Publikum rnaatte tage Plads i den aabne Gaard udenfor Kapellet. Kisten var smagfuldt pyntet med Palmer og en Mængde Kranse, omgivet af Cypresser og Kandelabrer med brændende Voxlys.

Kransene.

Blandt de mange nævner vi Palmedekorationer fra "Københavns Tivoli", "Det kgl. københavnske Skydeselskab" og Cirkusetablissementet. En Sølvkrans fra Tivolis Lejere, endvidere Kranse fra Tivolis Kontrollører, Tivolis Pladsbetjente, Tivolis Arbejdere fra Georg Lumbye og Orkester, Carl Lumbye og Orkester, Pantomimeteatrets og Arenateatrets Artister og fra sidstnævntes Orkester en overmaade smagfuld Krans af Stedmoderblomster. Endvidere Kranse fra Foreningen "P. B." i Malmø, Skuespillerforeningen, Foreningen til Fjerkræavlens Fremme, Forfatteren Carl Møller m. fl.

Kendte Navne.

Blandt Publikum saas Størsteparten af de fra vort offentlige Liv kendte Ansigter. Den Afdødes Familje, hans Søstre og hans Hustru, der imidlertid forlod Kapellet kort før Højtidelighedens Begyndelse.

Blandt de mange nævner vi: Tivolis Direktion og Repræsentantskab, Lejere og adskillige Funktionærer, talrige Repræsentanter for Skuespillerverdenen, Direktørerne Abrahams, Th. Andersen og W. Petersen, Skuespillerne Zinck, Kolling, Vilh. Wiehe, Jacques Wiehe, Steffensen, Hellemann, Hunderup, Benj. Petersen og Aagaard. Cirkus Aktieselskab var repræsenteret gennem sin Bestyrelse: Jærnstøber Henrichsen, Murermester Brun og Direktør Schmidt indvidere nævner vi forskellige af den Afdødes nærmere Venner og Bekendte: Maleren, Prof. Frølich, Prof. Jensen, Red. Bay, Rodemester Møller, Dir. Kjeldskov, Kapt. Tychsen Revyforfatterne Brun og Schwanenflygel, Carl Lund, Dir. Schultz, Rantzau, Thor Jensen og en stor Del andre fra Tivolis Artistverden. Provinspressen var repræsenteret bl. a. gennem Redaktør Hertz, Vejle.

Efter at Salmen "Jeg er træt og gaar til Ro" var afsungen holdtes 

Talen

af kgl. Konfessionarius Paulli:

"Den smukke Aftensang minder os om, at vor Aften kommer for os alle, som den kom for den, hvis Minde vi fejrer. Naar Aftenen kommer, skal Regnskabet aflægges, og det gælder for os alle at være forberedte derpaa. Men enhver aflægge Regnskab for sit Eget, som Apostlen Poulus siger. Vi skal ikke dømme. Derfor samle vi ogsaa om denne Baare ikke for at dømme, men for at lade Minderne komme til deres Ret. Det er et lykkeligt Liv, der er afsluttet. Han, for hvis Skyld vi er sandet, havde et aabent Øje for Naturen og Kunsten, det gode og det skønne. Men Lykken kom ikke til ham sovende. Han har ogsaa arbejdet. Trofast er han i sin Færd støttet af sine Søstre og sin Hustru. Men ogsaa Prøvens Tid kom over ham, Sygeværelsets tunge Alvor. Han vidste, at han skulde dø, og han saa med Ro den store Rejse i Møde.

Gid han og vi alle i Dødens Stund maa erkende med Salmen:

»Jeg rejser, og ved, hvor Rejsen gaa hen.

Den gaar til Guds evige Rige«.

Efter Salmen "Den er slet ikke af Gud forladt, hvem han fratager de Hjertenskære" bares kisten ud.

(København 17. juni 1894).

Robert Watts gravsted på Vestre Kirkegård. Den hælder lidt til den ene side. Han er morfar til skuespilleren Bjørn Watt Boolsen (oberst Hackel, Matador, Olsen-banden m. fl), som er begravet på Søndermark Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Martin Schmidt: Vestre Kirkegaard Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Tivoli som åbnedes store bededag, var trods det mindre gunstige vejr dog straks besøgt af henimod 4.000 mennesker, og i går aftes da vejret var fuldstændig sommerligt, havde der samlet sig ca. 7.000 mennesker på etablissementet. Siden sidste sæson er der vel ikke foretaget noget større byggearbejde, men forskellige udvidelser og anlæg har dog fundet sted, ligesom lokalerne i det hele er blevet oppudsede, så at etablissementet nu under den begyndende forårspragt tager sig meget smukt og tiltalende ud i enhver henseende. 

Til de anlæg der er blevet udvidet, hører dampkarussellen hvor der i går eftermiddag indtraf en uhyggelig begivenhed, idet konduktøren (en ugift typograf ved navn Martin Schmidt), som var i begreb med at indkassere penge hos publikum, mens karrussellen var i gang, sprang ned imellem to af bådene, hvorved han faldt på skinnerne og blev overkørt af hjulene på hoved, bryst og arme, så at han øjeblikkelig måtte køres til Kommunehospitalet hvor han efter svære lidelser er afgået ved døden i morges. 

De to store orkestre i Tivoli dirigeres som sædvanlig af hr. Balduin Dahl og hr. C. E. Møller, og på teatret samt på Plænen optræder der tre ualmindelig dygtige gymnastikerselskaber. 

Ørstedsparkens Kuranstalt der først senere åbnes i parken, vil med det første etablere en brøndkur på Tivoli. Anstaltens kemiske fabrik har været i travl virksomhed lige siden december måned, da aktieselskabet blev stiftet. Dets maskiner der for en stor del er forfærdigede i udlandet, leveres og opsættes af firmaet Løwener & Co, og er af allernyeste konstruktion, ligesom der i det hele bliver draget omsorg for at de forskellige sorter vand bliver fabrikerede efter de bedste metoder. Det er ikke ganske ubetydelige kapitaler der hertil udkræves, og alene flaskerne repræsenterer en værdi af henimod 10.000 kr.

(Slagelse-Posten, 13. maj 1884).

På dette foto fra 188 ses til venstre Damp Flotille Karrussellen. Det anes at der er tale om både, men om det er de samme hvor Martin Schmidt blev dræbt, skal jeg ikke kunne sige. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder. Mariboes samling. 

At vor elskede søn, typograf Martin Schmidt ved et ulykkestilfllde er afgået ved føden, i sit 21. år, efter 12 timers hårde lidelser, dette sorgens budskab meddeles herved af hans dybtsrgende forældre og søskende.

Johanne Schmidt, født Schmidt.

Ludvig Schmidt, skrædder

Begravelsen finder sted søndag den 18. maj, kl. halv et fra kapellet på Vestre Kirkegård.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 16. maj 1884).

Jordefærd. I søndags jordedes på Veste Kirkegård typograf Martin Schmidt der forrige søndag forlykkede på Tivoli hvor han var ansat ved dampkarrusellen. Et meget stort følge af slægt, venner og kolleger havde indfundet sig. Sangforeningen "Baldur" sang en ligsalme i kapellet, hvorefter pastor Schmaltz holdt en lang tysk tale. Ved graven sang en tysk sangforening et farvel. Efter jordpåkastelsen sænkedes typografernes fane tre gange over graven som en sidste hilsen fra arbejdsfæller.

(Social-Demokraten, 20. maj 1884).

Det omtalte kapel er det nu nedrevne trækapel tæt på indgangen ved Bavnehøj Alle. Det var det eneste kapel som eksisterede dengang. Der er formentlig tale om daværende sognepræst ved St. Petri tydske Kirke, Paul Ferdinand Schmaltz (1828-1893).

De kvindelige Arbeidere. (Efterskrift til Politivennen)

Det moralske Grundlag for Samfundets Organisation er Familien; et smukt Familieliv beviser, at Samfundet er sundt. Familielivets gode Aand er Kvinden, svigter hun sit Kald, vil der heraf opstaae Forstyrrelser, som kunne blive farlige for Samfundet. Det er godtgjort, at Kvinden havde en ikke ringe Deel i Parisercommunens Udskeielser, og franske Forfattere forlange, at man bør arbeide hen til en Reform navnlig af den arbeidende Klasses Familieliv. Men forat dette skal kunne skee, er det nødvendigt, at man ogsaa skjænker den unge Arbeiderinde Opmærksomhed, at hun, for hun træder ind i Ægtestanden, ikke hengiver sig til Fornøielser, som have Lasten i deres Følge.

Nutidens Reformer og Opfindelser have ikke forbedret Arbeiderindens Kaar, om de end just ikke have forværret dem. Det er en flor og smuk Opgave for Menneskevenner at arbeide hen til, at den unge Pige trods hendes ringe Fortjeneste kan holdes borte fra Fristelserne og blive en dygtig Hustru i en Arbeiders Hjem. Af alle Arbeiderinder ere Tjenestepigerne heldigst stillede, ja i en vis Forstand maaskee for heldigt, idet Tyendeloven neppe længer giver Huusbonden den fornødne Myndighed, hvoraf igjen følger Mangel paa Lydighed og Respect hos Tyendet. Det bliver sjeldnere og sjeldnere at træffe et Tyende, som har tjent flere Aar paa eet Sted. Man tør derfor nok paastaae, at gaaer et Tjenestetyende tilgrunde, saa er det i de sjeldnere Tilfælde Samfundets, men for det Meste Tyendets egen Skyld, saameget mere som der f. Ex. i Kjøbenhavn findes et Tjenestepigehjem, hvor der kan opnaaes midlertidigt Ophold, indtil en ny Condition findes.

Ganske anderledes forholder det sig med de saakaldte Syersker, Syjomfruer, Sypiger eller hvad man vil kalde dem; de have ikke foruden deres Løn baade Kost og Logis, de maae ved deres Hænders Gjerning tjene saa meget, at de først og fremmest deraf kunne bestride Udgifterne ved deres Underhold. Men deres Fortjeneste er meget ringe; thi Concurrencen er stor. Det er nemlig ikke alene de egentlige Syjomfruer, der paatage sig saadant Arbeide; det er slet ikke ualmindeligt, at Damer, som ikke ligefrem behøve det for deres Udkommes Skyld, concurrere i at tage fremmed Sytøi, som det hedder, for af Fortjenesten at besørge deres Garderobe, maaskee ogsaa for at kunne gaae lidt oftere i Theatret. De kunne naturligvis arbeide billigere end de Stakler, som skulle leve udelukkende af Fortjenesten. Og hvor Meget kan der da fortjenes? Ja, det retter sig naturligvis efter hvilket Slags Sytøi, man kan faae. Hosekræmmerne i St. Grønnegade have stor Afsætning paa Lærredsbeenklæder til Søfolk. De sende Lærredet til en vis bestemt Kone, der beregner sig selv 2 sk for at skjære et Par Beenklæder til, og der betales 10 sk for at sye dem. Det er almindeligt grovt Lærred og derfor ubehageligt at sye i. Ved anstrengt Flid, ved at staae meget tidligt op om Morgenen og "hænge i" til Kl. 9 om Aftenen vil en dygtig Arbeiderske kunne sye 3 Par Beenklæder om Dagen og altsaa tjene 30 sk. For Tilskjæring og Syning af en Blouse betales 10 sk, for en Skjorte 12 a 16 sk. Dog er der ogsaa Skjorter, som kun betales med 8 sk. For Mansketskjorter betales der fra 24 til 40 sk pr. Stk., idet Betalingen retter sig efter Indlæger i Brystet. I Gjennemsnit kan en Syerske, der syer i Haanden, høist tjene 15 Rd. om Maaneden, syer hun paa Maskine 20 Rd. Men det er kun Foraar og Efteraar, at hun kan gjøre Regning paa fast Arbeide; om Sommeren og Vinteren maa mangen en dygtig Syerske tage tiltalte med daarligt Sytøi og være glad ved at tjene 10 Rd. om Maaneden.

Man vil heraf kunne see, hvor strengt og vedholdende en Syerske maa arbeide blot for at kunne leve, og at der Intet bliver tilovers til Nydelser eller Forlystelser. Det unge Sind trænger dog engang imellem til lidt Adspredelse; gaaer man forbi Tivoli en Søndag Aften, vinke de farvede Lamper uimodstaaeligt. I Reglen har Syersken begyndt at arbeide for Kræmmerne, medens hendes Forældre endnu levede, hun har med dem besøgt vore Forlystelsessteder; den Tid staaer for hende som en smuk Drøm, der aldrig mere skal blive til Virkelighed, nu da hun staaer alene. Da faaer en erfaren Veninde hende engang med ud "at more sig"; men denne Morskab bærer saa saare ofte Spiren til en sørgelig Fremtid i sig.

Den unge Pige bliver gift. En Haandværkssvend eller en Mand i en lignende Stilling faaer hende til Hustru; Udstyret er sædvanligvis taget paa Afbetaling, og nu skal der arbejdes inden det første Barn melder sig. Men hun har faaet Smag paa Forlystelser, og hun opfordrer sin Mand til at føre sig ud paa de forskjellige Forlystelsessteder - Entreen er jo saa billig. Men er man først kommen ind, skal der dog nydes Noget, man skal høre Sangerinder osv. Kommer nu den Tid, da Manden ikke mere har Penge tilovers til at anvende paa Fornøielser, bliver hun gnaven og trættekjær og fortæller Manden, at hun ikke har giftet sig for at blive "et Trældyr", at hun fortryder, at hun har giftet sig; thi hun førte et langt fornøieligere Liv som ugift, og har hun faaet Børn, kan man være Vidne til, at hun ogsaa lader sin Vrede gaae ud over de uskyldige Smaa. Hun skuer med et Suk tilbage paa en ikke ganske pletfri Fortid, og har intet Begreb om. at hun i Selvopoffrelse for Mand og Børn kan finde Opreisning og varig Tilfredshed. Rivningerne tiltage mellem hende og Manden, denne bliver kjed af de evige Bebrejdelser og søger til Værtshuset. Gjælden voxer, Assistentshuussedlernes Antal bliver større, Børnene faae daarlige Klæder og utilstrækkelig Føde. De voxe op i en tung Atmosphære af Utilfredshed og Mangel paa Gudsfrygt, deres Sind taber sin barnlige Uskyldighed og ungdommelige Frejdighed, det bliver bittert og misfornøiet, ja, Døttrene belæres af Moderen om, at de aldrig bør gifte sig; thi "det er det Dummeste, de kunne gjøre".

Og nu de Arbeidersker, som ikke blive gifte? De, som modstaae de lokkende Fristelser, føre et kummerligt Liv til deres Livs Ende, som i Reglen kommer tidligt; thi Sundheden lider ved den megen Stillesiden. De, som give efter for Fristelseme, gaae en endnu sørgeligere Alderdom imøde - og ende - det er endda ikke de alleruheldigste! - som Lemmer paa Almindeligt Hospital eller i et andet Fattighuus.

Det er ikke alene den knappe Fortjeneste, som bidrager til at lokke den unge Pige ud i Lastens, med pralende Giftblomster bedækkede Hængedynd; der er mange andre Factorer, som virke med, og den slibrige Literatur, som i de sidste 20 a 30 Aar er bleven omplantet fra fremmed paa dansk Jordbund, er ikke den mindst virksomme. De franske Publicister udtale sig i stærke Udtryk om, hvor meget denne Literatur har bidraget til at svække og demoralisere det franske Samfund. Lad det ikke gaae os ligedan! I en Artikel af Revue des deux Mondes om det "literaire Løsgjængeri", oversat i "Fædrelandet", hedder det: "Nutidens Roman har derfor sin Part, sin tunge Part af Ansvaret for de sidste Begivenheder. De Exempler, den har givet paa sine Kjeltringsstreger og paa aandelig Fordærvelse, har blændet og fortryllet en Mængde svage Aander, hvilke Samfundets og vor Tids upaalidelige Moralitet kun skjærmede daarligt mod deres egne Tilbøieligheder. Mange af hine Ulykkelige, som blot havde faaet deres moralske Opdragelse af saadanne Bøger, have banet sig Vej gjennem den virkelige Verden, som om den havde været hine plumpe og fordærvelige Opdigtelsers Verden."

De Dannede kjende Intet til denne Literatur og endnu mindre til de Veie, den afbenytter, for at skaffe sig Indgang i de lavere Klasser. Vi kunne forsikkre om, at den Literatur, som ikke averteres i Bladene, blomstrer frodigere end nogensinde, og at dens Colporteurer strejfe hele Landet rundt ligefra Skagen til Nakskov. I den sidste Tid skal der gjøres gode Affairer ved at udgive Paul de Kocks "samlede Værker" paa Subskription. Denne Literaturs Forlæggere udgive Alt paa Subskription og til en Priis af 2 Skilling Arket. Dens Colporteurer kunne findes i alle Smaagader og paa alle Bagtrapper, og Entreprisen skal efter Sigende betale sig fortræffeligt.

Spørge vi nu, hvad der, under disse Omstændigheder er gjort, for at lette navnlig de fattige Syerskers Kaar, saa maae vi svare: "Der er Intet gjort, det er den eneste Klasse, for hvilken der slet Intet er gjort." - Vi skulle villigt indrømme, at der her opstiller sig flere Vanskeligheder end andetsteds, men disse Vanskeligheder maae dog kunne overvindes. En Bestræbelse for at faae Sylønnen forhøiet, vilde neppe føre til Noget, uden ved en Formindskelse af Concurrencen, og man maatte derfor nærmest rette sin Virksomhed paa at aabne nye Erhvervsgrene for unge Piger.

Noget kunde i denne Henseende maaskee opnaaes, naar flere unge Piger med dertil fornøden Dannelse vilde søge Beskjæftigelse som Oversætterinder, skjøndt stort Udbytte kan ikke ventes heraf, da Oversættervirksomheden allerede er saa stærkt optagen, at det kun i ringe Grad vil lønne sig at forøge Arbejdernes Antal. Større Udbytte maatte der kunne ventes af at anvende Kvinder ved de mindre anstrengende Haandværk navnlig ved Skræderprofessionen. Allerede nu blive i Reglen alle Herreveste syede af Kvinder; hvorfor skulde disse da ikke kunne anvendes ogsaa til den øvrige Herreeqvipering? Ligeledes maatte man kunne benytte deres Hjælp til Bogføring for Haandværkere osv.

Men ikke alene ved Arbeide, ogsaa ved at gjøre det billigere for dem at leve vilde man kunne hjælpe de kvindelige Arbeidere, og man burde da følge det allerede givne Exempel og, ligesom der opføres billige Arbejder boliger nærmest for Arbejderfamilier, ogsaa opføre billige Arbeiderboliger for ugifte Kvinder. De Boliger, som Syerskerne nu beboe, ere enten at finde paa Kvister, i Kjældere eller Bagstuer, eller ogsaa boe de hos en Familie, som i Reglen har mange Børn, er fattig og ofte forlanger en gratis Haandsrækning af Syersken i hendes Fritid. Varm Mad er en Sjeldenhed for Syersken: hun lever saagodtsom udelukkende af Kaffe og Thee eller tyndt Øl og tør Kost, det vil sige Rugbrød med "skrabet" Smør paa og dertil ved høitidelige Lejligheder en Skive Ost. Denne Skildring er i sin Almindelighed ikke overdreven.

Det er naturligt, at Beboerskerne af en Arbeiderindebolig som den, vi tænke os, maatte staae under en vis Control og finde sig i at underkaste sig et Huusreglement. Controllen kunde ledes af en Damecomitee, og Reglementets Overholdelse paasees af en gift Inspecteur. Til Boligen maatte der høre en Vaske og Badeanstalt og en Strygestue. Hvert Værelse burde være meubleret med sunde, men anstændige Meubler, bestaaende af en Sovesopha, et Bord, et Par Stole og en Servante. Der burde i Reglen være to Syersker om hvert Værelse, og hver af dem derfor betalte 2 Rd. om Maaneden, Vilde en Syerske have et Værelse for sig selv, maatte hun betale 4 Rd. derfor. Byggedes der nu en Arbeiderbolig med f. Ex. 100 Værelser, vilde den aarlige Bruttoindtægt være alene af Leie 4800 Rd., og indrettede man Stueetagen til at udleies til Handlende, vilde Leien kunde blive endnu større. Selv om altsaa en saadan Bolig vilde koste mellem 70 og 80,000 Rd. at opføre, hvilket den ikke behøver at koste, saa vilde den aarlige Indtægt dog kunne blive over 5 pCt. af Kapitalen.

Endskjøndt den bekjendte amerikanske Velgjører Peabody har skjænket et Par Millioner Dollars til Opførelsen af Arbeiderboliger, og Tanken saaledes andetsteds er ved at blive virkeliggjort, er det dog maaskee muligt, at den ikke ligestrax herhjemme vil vinde Indgang i sin Heelhed, men at man først vil gaae forsøgsviis tilværks. For dette Tilfælde tillade vi os at henstille følgende Forslag til Overvejelse: Som bekjendt bliver der i Nyboder udparcelleret en stor Mængde Grunde, og paa mange af disse opføres der Arbeiderboliger. Naar man nu kjøbte Grundene i den tidligere Bjørnegade og Ulvegade, hvorpaa der staae Bygninger, som først ere opførte 1818, og saa udvirkede Finantministeriets Tilladelse til for Øiemedets Skyld at maatte lade Bygningerne blive staaende indtil videre, hvilken Tilladelse maaskee, i Lighed med, hvad der tidligere er indrømmet Vognmandscorporationen, vilde kunne opnaaes, saa havde man indtil videre Bygningerne for Intet. Med nogle Forandringer, blandt hvilke den, at der kun blev een eller et Par Indgange til hele Huusrækken, vilde man kunne faae ret brugelige Boliger for kvindelige Arbeidere. Det er naturligviis ikke her Stedet til yderligere at udvikle denne Plan; men vi have ikke villet undlade at antyde den.

Enhver veed, hvilken gavnlig Indflydelse et hyggeligt Hjem har navnlig paa Kvinden; men der er maaskee kun Faa, der gjøre sig nogen Forestilling om, hvor fordærvelig en Indflydelse det Modsatte medfører; vi skulle blot fremhæve, at naar Hjemmet er uhyggeligt, driver det Beboerne til at søge andetsteds hen, og der er neppe Tvivl om, at den unge Syerskes hyppige Færden paa Gaden, der ofte bliver faa fordærvelig for hende, for en stor Deel skyldes Uhyggeligheden paa det Sted, hun kalder sit Hjem.

Vor Tid har en smuk Tendens til at virke for Arbejderens aandelige og legemlige Velvære; det er paa Tide, at den stakkels Syerske ikke længer bliver Stedbarn. Hun fortjener Hjælp; thi hendes Kamp for at kunne friste Livet er som oftest haardere end Mandens, og det er jo tildeels hende, der skal opdrage Fremtidens Slægt af Arbeidere. Lad derfor Nutiden sørge for, at der ved denne Slægts Vugge fældes saa faa Taarer som muligt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. oktober 1871).

Den Fransk-Tydske Krig - Udbruddet. (Efterskrift til Politivennen)

Den fransk-tyske krig 1870-1871 mellem Frankrig og Det Nordtyske Forbund (støttet af Baden, Bayern, Hessen og Württemberg) var bl.a. udløst af fransk frygt for en tysk samling under Preussens ledelse. Ved udsigten til at den spanske trone skulle overtages af en preussisk prins, følte Frankrig sig omklamret og det endte med en fransk krigserklæring den 19. juli 1870. Nogle aviser i Danmark luftede ideen om at Danmark skulle gå ind i krigen på fransk side, bl.a. for at få Nordslesvig. Nogle mente endda at stemningen blandt befolkningen var for det. 

Franske Sympathier. Hvis man behøvede en ærligere Bekræftelse paa Sandheden af de forskjellige Meddelelser om, at der hos Hovedstadens Befolkning atter har viist sig en frisk og frimodig Stemning, som bringer Mindet om Martsdagene i 1848 til at staae klart for den ældre Slægt, og som danner en glædelig Modsætning til den uhyggelige Aand, der hvilede over Byen i 1863, vilde man i Løverdags i Tivoli have faaet en saadan. Fra de franske Orlogsskibe paa Rheden havde fire Officerer foretaget en Udflugt til Tivoli, og Synet af disse elektriserede formelig det ellers saa adstadige Løverdagspublikum, Da de omtrent Kl. 9½ gik over imod Basaren, spillede Dahls Orkester Marseillaisen, som de Fremmede hørte paa med blottede Hoveder, medens Publikum hilsede Sangen med levende Hurraaraab, Efter tredie Afdelings Slutning i Koncertsalen forlangte flere Røster blandt det talrige Publikum under stormende Bifaldsraab, at Orkestret skulde spille Marseillaisen; men da Krigsraad Lumbye meddeelte, at Direktionen havde forbudt denne Sangs Udførelse (!), forlangte man "den tappre Landsoldat", hvilket Ønske blev efterkommet, og Sangen lød atter fra de Tilstedeværende med samme løftende Begejstring som for over 29 Aar siden. Imidlertid var et af Direktionens Medlemmer kommet tilstede og havde formodentlig suspenderet det meningsløse Forbud, forhaabentlig for bestandig; thi et Øieblik efter lød fra Orkestertribunen den franske Nationalsang, hilset med stormende Jubel, som gjentog sig efterat Melodien tre Gange var spillet og sungen med fuldtonende Røst af saavel Damer som Herrer i den tætfyldte Sal. (Dags-Telgr.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 2. august 1870).

I Nordslesvig opbyggede Preussen forsvar mod et eventuelt fransk flådeangreb på havnene, bl.a. ved Dybbølstillingen, Sønderborg og Als. 

Hertugdømmerne. (Af et Brev fra Mellemslesvig den 1ste August.) De militaire Transporter langs den slesvigske Jernbane vedvare endnu bestandig. I de sidste Dage er der foruden Landeværnstropper især blevet befordret Munderingsgienstande, Vaaben, Ammunition og Proviant. Sidstnævntes Bestemmelsessted er væsentlig Sønderborg. Betydelige Qvantiieter Meel, Riis. saltet Kød, Salt og Havre ophobes i denne Byes Magasiner, landevejen fra Flensborg til Sønderborg frembyder en uafbrudt Færdsel i denne Tid. En stor Deel af Transporten udføres imidlertid ad Søveien og selv de smaa Dampskibe "Adler" og "Seemöwe", der ellers tre Gange dagligen besørge Farten imellem begge Byer, anløbende 8 Mellemstationer paa begge Sider af Fjorten, have maattet indskrænke deres Farter paa Grund af de omtalte Militairtransporter. Postdampskibsfarten fra Korsør til Flensborg er som bekjendt bleven standset. Det svensk-norske Viceconsulat har nu ogsaa under den 28de f. M. meddeelt, at Dampskibs-farten mellem Christiania og Flensborg, der udføres af "Viken", foreløbig ophører. Det nordtydske Expeditionsselskab (Norddeutsche-Packet Beforderungsgesellschaft) befordrer paa Grund af Krigen ingen Pakker mere langs jernbanerne. De tydske Assuranceselskaber speculere allerede i de snart forestaaende Fjendtligheder og forventede Krigsskader, idet de i de Localblade, der endnu have Lov at udkomme, meddele Betingelserne for Forsikkringer mod Brandskader foranledigede ved Krig, og Beskadigelser af Eiendomme, hidrørende fra Oprør. Fra Sønderborg vedvarer Udvandringen, især af Kvinder, Børn og de mere velhavende Indvaanere, hvis Næringsvej ikke nødvendig knytter dem til Stedet. Den af de Herrer Knuth, A. Ingwersen, C. Christiansen, J. Balzer, E. Jürgensen og F. R. Friedrichsen bestaaende Comitee i Flensborg har seet sig istand til at skaffe ikke faa af de Flygtende Befordringsmidler og Logis til og i nævnte By. Den Troppemængde, der nu er forsamlet til Forsvar for Fæstningsværkerne ved Alssund anslaaes til 7-8000 Mand, deriblandt henved 2000 Mand Artillerister og Ingenieurer. Det er foruden den slesvigske Fæstnings Artilleri- Afdeling Nr. 9 væsentlig Landeværns Batailloner, der nu have taget Ophold i Sønderborg, Sundeved og paa Als. Byen vil blive forfærdelig overfyldt, naar Fæstningsværkerne i den nærmeste Fremtid skulde blive blokerede eller angrebne og Mandskabet, der just ikke hører mere til de ganske Unge, vilde i det tilstundende Efteraar komme til at døie utroligt, dersom det lille Sønderborg ved et Bombardement eller andet fjendtligt Angreb skulde afbrænde heelt eller tildeels som i ren sidste Krig. For Tiden arbeider en stor Deel af samme i Skandserne, af hvilke en Deel endnu savne det fuldstændige Antal Skyts og den fornødne Ammunition. Der siges her, at samtlige fortificatoriske Værker ere forbundne med hverandre ved en underjordisk telegraphisk Ledning, samt at der, foruden en Ledning imellem Sønderborg og det ligeoverfor liggende Brohoved, findes et hemmeligt lagt Kabel længere nordpaa i Sundet. Endnu i den allersidste Tid er der ved den sydlige Udkant af Sundet blevet arbeidet paa Jordværker, der skulle forøge den Krydsild, med hvilken Preusserne mene at kunne afværge de franske Pandserskibes Fremtrængen til Nærheden af Sønderborg. Befolkningen paa Als er stærkt bebyrdet med Kjørsler og Indkvartering og bliver vel neppe fri for en ufrivillig Leverance af Slagtekvæg, naar Tropperne maae forlade Fæstningens fjernere Omegn. Stemningen er imidlertid ingenlunde trykket hos Øens dansksindede Parti.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. august 1870)

En fransk Østersø-eskadre på ca. 10 skibe heriblandt 5 panserfregatter patruljerede i danske farvande og ud for Kiels havn. Tilsvarende lå der en fransk flåde på bl.a. 6 panserskibe som stod overfor preussiske kanonbåde. Preusserne posterede formodentlig 20-25.000 tropper, der blev indført en kortvarig belejringstilstand, pålagt pressen censur og arresteret enkelte fremstående dansksindede personer, fx Kryger Bevtoft:

Stemningen. Det er er sand Fornøielse, skriver "V. A. F". i disse Dage at være Vidne til den Aand, som aabenbarer sig i Folket saavelsom i By paa Land. Har man været i Vilderede med Folkets Stilling overfor Tydsk og Dansk, saa behøver man blot at gaae ud og høre. Allevegne hvor man kommer, er Krigen Dagens "brændende" Spørgsmaal, og allevegne aabenbarer sig den dybeste Uvillie imod Preussen og den meest levende Sympathi for Frankrig. Vi troe dog ikke, at Uvillien mod Preussen egentlig kan kaldes Tydskerhad, saaledes at man hader Tydskerne som Folk, men det er som Danmarks Fjende og Retfærdighedens Undertrykkere man ønsker det alvorlig tugtet, at Folket maaskee kan komme til at fatte dets egentlige Opgave. Danmarks Deeltagelse i Kampen omtales ogsaa allevegne, og hvis der bliver Tale om, at vi skulle tage Parti, gaaer Folket omtrent eenstemmig med Frankrig; derimod gives der vel ikke saa, navnlig blandt de Ældre, hvem Krig er en Modbydelighed, og derfor nok kunne ønske os udenfor; men Ungdommen er omtrent overalt stemt for, at Danmark bør gaae med, og mange Ældre ere af samme Mening. Man har nu i over 4 Aar talt om Sønderjyllands Gjenerhvervelse, siger man, nu foreligger Lejligheden med den største Sandsynlighed for et heldigt Udfald; skulde vi nu ikke gribe den, ialfald hvis vi blive opfordrede til at tage Deel, saa maae vi helst for Eftertiden lade være at tale om Sønderjyllands Gjenerhvervelse. Denne Skildring af Stemningen er aldeles tilforladelig, forsaavidt som vi i en temmelig udstrakt Kreds have kunnet erfare. Det er nok Sagnet om Holger Danske, der har begyndt at vække den vcnme danske Fædrelandskjærlighed; Gud give den Værd og Fremgang !

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 3. august 1870)

Tivoli. (Efterskrift til Politivennen)

Tivolis Aabning foregik iaar under de heldigste Auspicier, idet den sidste Tids usædvanlig sommerlige Veir havde bevirket, at det smukke Terræn ved denne Lejlighed stod i saadan en Pragt, som det sjelden er Tilfældet saa tidlig paa Aaret. Denne Naturpragt af løvrige Træer og smukke Græsplæner er Kunsten ved Etablissementets dygtige Gartner, Hr. Bentziens Virksomhed paa en tiltalende Maade kommen tilhjælp, saa at Haven nu omslutter meget smukke Blomsterpartier, der desværre forholdsvis kun lidet bemærkes af Publikum, og navnlig ikke om Dagen fremkalde det Besøg, de fortjene. Et nyt Anlæg i Rokokostil, som er udført efter Tegning af Etablissementets nye artistiske Direktør, Hr. B. Olsen, vil rimeligvis vinde et Bifald, der svarer til det Arbeide, som er anvendt derpaa; naar det er fuldstændig voxet til, og det belyses stærkt enten af Solen eller, som det er paatænkt til Eftersommeren, af mange Gasblus, vil det frembyde et glimrende Skue. 

- De ca. 11,500 Mennesker, som i Søndags med synlig Tilfredshed atter vandrede om i Etablissementet, gjenhilste med et Bifald, der paaskjønnede lang og tro Tjeneste, flere af deres gamle Bekjendte, navnlig Krigsraad Lumbye, som ved sin Fremtræden modtoges med stærke Haandklap og hele Aftenen modtog levende Applaus for sit Orkesters Præstationer. Det Liv, som gaaer igjennem disse, er bekjendt nok, men det vilde dog være ønskeligt, om det kunde lykkes Hr. Lumbye at faa navnlig sin Strygekvartet ikke saa lidt stærkere besat. Det jævnlige Bifald, hvormed Hr. Balduin Dahl med sit Musikkorps lønnedes, afgav et Bevis paa, at Hornmusiken ved dette Korps er bleven hævet til at indtage en betydningsfuld Plads blandt Tivolis Forlystelser; de mange Siddepladser, som iaar ere anbragte ved Musikpavillonen paa Plænen, gjøre det nu ogsaa muligt med større Ro at nyde de smukke, nye Numere, som ved dette Korps faa en ingenlunde almindelig, smagfuld Udførelse. En stormende Modtagelse fik ogsaa Pantomimeselskabet, især naturligvis Volkersens fortræffelige Pjerrot. 

- Med sit Engagement af fremmede Artister synes den nye artistiske Direktør at have været heldig; det maa antages, at det er lykkedes for ham at bringe hertil det Bedste af, hvad der af denne Art er at finde i Udlandet, og de Engagerede synes virkelig, skjøndt man neppe skulde tro det muligt, i flere Henseender at overgaa det store Antal Artister, som Tivoli nu snart i en Fjerdedel af et Aarhundrede har præsenteret for Publikum. Naar man først har forsonet sig med det Usædvanlige i at se en kvindelig Akrobat - og det vil vel neppe vare længe - vil Miss Emmy Braatz rimeligvis her feire lignende Triumfer som i Udlandet; hendes Kautschukpræstationer vidne om en Udvikling af Legemet i Smidighed, som neppe er overgaaet af Nogen, og hun overtræffer i disse Præstationer endog Meget af, hvad der hidtil er seet her. Hendes Trapezkunster og Øvelser paa den saakaldte "Perserstang" vidne om en stor Dristighed, men tillige om en Sikkerhed, som i Forening med hendes tækkelige Optræden neppe vil undlade at øve stor Indflydelse paa Besøget i Tivolis Cirkus. Miss Emmy er et Led af en hel Familie af dygtige Gymnastikere, bestaaende foruden hende af to unge Mennesker, en halvvoxen Pige, en halvvoxen Dreng og en lille Fyr paa tre Aar, der med Sikkerhed og Liv udføre smukke gymnastiske Øvelser. Som Jonglør paa Staaltraadsline, paa Globus osv. udmærker Demoiselle Anna sig ved megen Behændighid og en tiltalende Fremtræden. Den næsten legende Livfuldhed, der er udbredt over de 4 Brødre Strasbourgers Præstationer, den Sikkerhed og Aplomb, hvormed de udføre de vanskeligste Sager, deres ofte meget pudsige Kunster, og navnlig den yngste Broders Beviser paa en for hans Alder usædvanlig Kraft, ville sikkert forskaffe dem en velfortjent Broderpart af det tivolibesøgende Publikums Gunst, ligesom navnlig Ungdommen upaatvivlelig vil finde sig særdeles tiltalt af den ene af Brødrenes vel dresserede Hunde. 

- Et, som sædvanlig, smukt og farverigt Fyrværkeri af Gaetano Amici afbrændtes til Slutningen. - I Pavillonen ved Rutschbanen forevises mod særlig Entree endel nette mekaniske Kunstværker og et saakaldet optisk Galleri, bestaaende af Hulspejle og Speilkugler, der fremkalde pudsige Forvrængninger af den, som betragter sig selv deri. Endvidere forevises der en svensk Dværg i Forening med og som Modsætning til en Landsmand, der ikke kan undlade at vække Opmærksomhed ved sin gigantiske Skikkelse, idet han, der er et ganske ungt Menneske, som mulig endnu ikke er fuldt udvoxet, er saa høi, at en almindelig Mand med Hat paa let kan staa under hans Arme; hans smige Legemsudvikling staaer i Forhold til hans Høide, saa at han i det Hele maa siges at være vel proportioneret. Til disse Naturmærkværdigheder vil der om saa Dage komme en Dame af en her hidtil useet Størrelse og Vægt (efter Sigende 400 Pd.) 

- For Fuldstændigheds Skyld skulle vi endnu nævne, at Tivolis Program iaar er forandret til en "Tivoli- Avis", der foruden Programmet indeholder Bekjendtgjørelser.

(Dags-Telegraphen (København) 19. maj 1868. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld)

Tegner Conrad Werdmann: Vesterbrogade, Dandsepladsen i Tivoli. 1868. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tivoli. (Efterskrift til Politivennen)

Tivoli var i Torsdags Aftes uagtet den forhøjede Pris besøgt af over 14,200 Lykønskende, der, som sædvanlig, med stor Taalmodighed opstillede sig og lod sig trykke og skubbe for at opfange et Glimt af de forskjellige Præstationer, samt langt ud paa Natten fyldte Gangene og Beværtningsstederne i det store Etablissement, der var usædvanlig godt oplyst paa enkelte Punkter, medens der paa andre herskede det sædvanlige Mørke. Vi skulle saaledes fremhæve den store Basarbygning, hvis fuldstændige Belysning med kulørte Lamper altid vil gjøre den til et fremtrædende Parti, selv om Lampernes Ophængning paa den Aar ud og Aar ind er uforandret. Paa Basarplænen var der omkring flere Blomsterbede anbragt en Mængde smaa Gasblus, som vel tog sig glimrende ud, men vi foretrække dog den mere dæmpede Belysning af kulørte Lamper, navnlig naar den er anbragt saa smukt blandt Blomsterne og Buskene, som Tilfældet var i Tirsdags Aftes paa Basarplænen og omkring Skovpavillonen. Af ældre Vauxhallspartier skulle vi fremhæve den store Gasbuegang, hvor Virkningen af Gasbelysningen var søgt forhøiet ved Hjælp af Glasprismer, der spredte Lyset i alle Regnbuens Farver, om end ikke med saa stærk Virkning, som man vistnok havde ventet; men dette maa maaske nærmest tilskrives Blæsten, som af og til blæste hele Buer ud, men som paa den anden Side frembragte en neppe tilsigtet Virkning, idet den ved at slaa Glasprismerne imod hinanden fremkaldte en Klokkeklang. Tivolis fra ifjor bekjendte Billedgalleri paa 12 Billeder var i Tirsdags blevet anbragt omkring det store Lysthus ved Rutschbanetaarnet, hvor Billederne traadte langt smukkere frem end ifjor i den stærke Belysning, hvori de da vare anbragte. Som sædvanlig, var det arrangerede Optog mindre heldigt, og hertil bidrog ikke lidet den Omstændighed, at det electriske Lys, som skulde belyse det, mislykkedes, efter Sigende fordi Regulatoren, umiddelbart for Lyset skulde benyttes, kom i Uorden, og andre uheldige Omstændigheder stødte til. Derimod var det store Fyrværkeri af Caetano Amici særdeles smukt og vandt stærkt Bifald.

Tivoli har, siden vi sidst omtalte det, faaet en Forøgelse af sit Personale, som har bragt nogen Afvexling ind i Forlystelserne, om end Forøgelsen ikke kan faldes heldig, undtagen for Ens Vedkommende. Den heldige Forøgelse er den 12aarige Akrobat Charles Footit, som udfører sin Gymnastik i en Trætrapez; med en forbavsende Sikkerhed og en Udholdenhed, som synes at maatte giøre ham aldeles uskikket til at røre sig i flere Timer efter en slig Tur, hvilket dog igen ikke at være Tilfælde. De andre nye Kræfter ere en Linedandser og en Linedandserinde samt en Dandserinde Adele Ferruz; af hvilke den Sidste har et smukt Udvortes, men neppe fortjener Navn af Dandserinde, medens de to Første ere af det Slags, som man sædvanlig seer paa Markeder i Provindsbyerne give Forestillinger for en Entrée "efter Behag".

(Dags-Telegraphen 17. august 1865).

Grundlovsfest i Tivoli. (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavn, den 6te Juni) Grundlovsfesten i Tivoli igaar var, som man kunde vente af dens forcerede Scandinavisme, meget mat, da Interessen for at fiskes op af og i Sverrig-Norge slet ikke er populair hos Stadens Befolkning. Ja man ymtede endog om, at Haandværkerne ville contrademonstrere. Besøget til Festens saakaldte "alvorlige Deel", den hvori der for Alvor skulde fiskes i Hr. Sørensens rørte Vand, var ogsaa sparsomt, Talerne døsige og hele denne Opera seria, efter at der, trods gjentagne Opfordringer til Begeistringen, ingen andre end de Indrullerede vilde have Ordet - allerede forbi Kl. 7. Sangene vare ligeledes flaue, med Undtagelse af en wüthende engelsk Sang af den longobardiske Prof. Stephens, og en god Frihedssang af Ploug. Havde man holdt sig til Friheden, var der i det Hele og som Selvfølge kommet mange flere Deeltagere i Festen; men, som sagt, Scandinavismens Physiognomier , tildeels in effigie repræsenterede ved Sturzenbecher og Barfod, afskrækkede Mangfoldige, der først indfandt sig senere, hidlokkede af Fyrværkeriet og tildeels af de to kafferske Vildmænd, som paa Placaten annonceredes at skulde give Krigsdandse. De, som lidet kunne ønske Skandinavismen anbragt paa et saa uheldigt Sted som 5te Juni, vare ganske bange for, at det skulde blive slet Veir, for at man skulde kunne dække sin scandinaviske Fiasco derved; men trods den brave Spandets Forsæde var det dog ikke muligt for Indbydere af scandinavisk eller sprogpolitisk Farve at faae Folket til at billige deres i Folkets Navn bebudede Demonstration. - Med Hensyn til Indbydelsen er at bemærke, at den deels ikke er foreviist alle her i Byen værende Rigsdagsmand, deels at enkelte udtrykkeligt have nægtet at underskrive. Prof. Clausen, hvis Navn stod iblandt Indbyderne, var nok selv fraværende.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. juni 1857)

Efter en Rapport i "Fdrl." havde man ved Grundlovsfesten i Tivoli været saa "gemytligt" scandinavisk, at man kun dandsede til Lumbyes Musik og ikke vilde have noget med Strauss og Gungl at gjøre, "fordi de vare Tydskere"-. Det har imidlertid været en lige saa ugemytlig Witz for os selv, som daarligt anbragt Havn imod Tydskerne, siden man netop hos dem hører Lumbyes Musik lige saa flittigt som den hjemmefødte, og Lumbye jo desuden, uagtet hans Ejendommelighed, selv er Elev af den straussiske Skole, saa at man her heller ikke hævder vor Musiks Nationalitet ved at fornægte dens Oprindelse. - "Imod Slutningen" har nok ogsaa Dandsen i de vedk. Grupper, trods de sydlige Toners Udelukkelse, faaet et noget St. Beltmæssigt Præg eller ogsaa Festtonen er bleven for høinordisk siden Politiet "brugte baade Stokken og Uqvemsord" og, hvad enten det har været "uden skjellig Anledning" eller ikke, frembragte et rigtignok meget upassende og meget ugrundlovmæssigt Finale.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 13. juni 1857)

Vesterbrogade udenfor Tivoli på festaften, Illustreret Tidende 1867. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.