Børns Ferie. (Efterskrift til Politivennen).

I Morges oprandt den store Dag!

Da det første Ferietog rullede ud fra Hovedbanegaarden.

I Morges Kl. 5 rullede det første Ferietog ud fra Hovedbanegaarden for at sprede de jublende glade Københavnerbørn ud over det danske Land, ud til det herlige Sommereventyr, som de glæder sig til hele Aaret.

I Aar har Børnene maattet vente et Par Dage længere end sædvanlig. Ferien begyndte i Lørdags, men det er en uheldig Dag - Lørdag, Søndag og Mandag er saa travle Dage for Statsbanerne, at de umulig kan ekspedere de store Ekstratog - men endelig i Dag var Ventetiden endt, og Hovedbanegaarden genlød af den glade Jubel, som kun den, der selv har hørt den, gør sig et virkeligt Begreb om.

Københavnere, der vil se et af vor Bys allersmukkeste og mest rørende Folkelivsbilleder, burde gaa ned paa Banegaarden en saadan Morgen. Det er lidt af en Oplevelse at se den Livsglæde, de smaa Københavnerbørn lægger for Dagen, og det er maaske endnu mere rørende at se Forældrenes Glæde ved at sende Børnene ud til det store Sommereventyr, en Glæde, der dog er saa tydelig blandet med Afskedsvemod, at det virker helt gribende.

Et Blik hen over den tætpakkede Række taarevædede Moderansigter fæster sig maaske endnu smukkere i erindringen end de glade Barneansigter, der fylder alle Kupévinduer.

(Aftenbladet (København) 3. juli 1928). 

De, der ikke kom paa Landet

Øverst: Børnene laver Lejr ved Amager Strandvej. Nederst: Ved en Sandbunke i Ingerslevgade.

Det er jo desværre ikke alle Københavnerbørn, der opnaar den Lykke at faa Sommerferie ude paa det rigtig "Bondeland", og der er jo adskillige, der med et lille Stik i Barnehjertet ser de mere heldige Kammerater drage af Sted. Men en rigtig Københavner giver ikke ret længe Plads for Mismod, han forstaar at trøste sig, og den Tid er heldigvis forbi, da vor By karakteriseredes ved skumle Baggaarde og luftfattige Gader. Nu har vi heldigvis "Lufthuller" nok, og Byens Børn skal nok vide at udnytte dem. Vore i to Billeder viser, at Københavnerbørnene har Initiativ; paa det ene ser man en interimistisk Teltlejr ude ved den friske og smukke Amager Strandvej; paa det andet giver en Sandbunke i Ingerslevgade Kvarterets Børn fuld Beskæftigelse. De har foreløbig "nok at gøre" og tænker ikke paa land og Strand, Skov og Sø.

Det er netop det gode ved Hovedstadens Ungdom, den er foretagsom og forstaar altid at udfylde sin Tid - et Københavnerbarn keder sig aldrig.

(Aftenbladet (København) 4. juli 1928).

En Børnedag paa "Bakken"

To Situationer fra Afrejsen i Havnegade.

Der er jo desværre mange, altfor mange Københavnerbørn, som ikke kommer ud i Sommerferien, men saa er der jo heldigvis forskellige Institutioner, som sørger for, at saa mange som muligt i hvert Fald én Dag kommer bort fra Brostenene og tid i Skov og Mark.

I Gaar havde saaledes "Børnenes Kontor" arrangeret en Udflugt til Dyrehaven for ca. 300 Kommuneskolebørn, der om Formiddagen sejlede ud til Bellevue. Under Ledelse af Hr. Ivar Svendsen fra "B. K." tilbragte de nu nogle fornøjelige Timer i Skoven og paa Bakken, hvor Teltholderforeningen var en gavmild Vært.

Børnene var henrykte over alle de Herligheder, som den gamle Bakke bød dem, Pjerrot og Mester Jakel og de andre Bakkefolk gjorde alle deres Bedste for at more Børnene, og det lykkedes dem da ogsaa fuldstændig

(Aftenbladet (København) 5. juli 1928).

Tivolidagen blev storslaaet, trods Regnen.

Øverst til venstre: Børnetoget med Tivoligarden i Spidsen, til Højre: Fire Børn, der har forsynet sig med Boller og Sodavand. - I Ovalen: Cirkus Schumanns Klovner, Brødrene Brunnett. Til venstre: Pjerrot og Børn, der lytter til hans Or. Yderst til højre: Sandor ras Luftgymnastik.

Børn er et tappert Folkefærd, tappert indtil Ukuelighed. De gaar med oprejst Pande lige gennem Ild og Vand. Naa, de 1000 Børn, som Tivoli og Aftenbladet i Gaar havde budt til Fest, maatte nu navnlig gaa gennem Vand. Thi Vejrguderne var i det drilagtige Humør. Lige ved 2-Tiden, da Indmarchen fandt Sted, begyndte de første Regndraaber at falde, og saa blev Væden ved at hæIde ned over os til Aftentimerne.

Og mangen lys Pigekjole og mangen Drengebluse blev vaade, saa de "klaskede", og som Sko og Strømper saa ud! Men Humøret holdt. I den lune Luft straalede Øjnene, rødmede Kinderne. Jublen over Friluftsfornøjelserne har aldrig været stærkere. Pjerrot har saamænd aldrig faaet en mere stormende Hilsen end den, han fik i Gaar. Men uforglemmelig blev de Timer, da der spilledes for Børnene i Koncertsalen. Aldrig før har Tivolis Koncertsal frembudt et saadant Billede som det i Gaar, da de 2500 af Børnene var kommet i Hus derinde, da Salen var besat af en hel By af Ungdom. Og aldrig vil vel nogen Sinde Koncertsalen komme til at se saadan ud. Det skulde da lige være paa en anden Regnvejrsdag ved en af Aftenbladets fremtidige Tivolifester. Om Dagens Forløb bringer vi iøvrigt en lille Artikel andet Sted i Bladet, her bringer vi en Tak til alle dem, der var med i Arbejdet, og som netop paa denne Dag, hvor Forholdene var saa vanskelige, udrettede et dobbelt paaskønnelsesværdigt Arbejde.

Fra Tivolis Direktør til den lille Rengøringspige, der deltog i det store Arbejde, det var at pudse Tivoli op igen efter de stærke Spor, Børnenes Festdag havde sat sig - Læserne skulde blot have set Dansesalonen - har de alle Krav paa vor Hengivenhed, vor hjerteligste Tak, fordi de gjorde ogsaa Dagen i Gaar til den Oplevelse for de smaa Københavnere, den plejer at være.

Nor bedste Tak for Tivolidagen i Gaar.

Den har givet os Troen paa, at den kan gennemføres, selv om vi skulde faa baade Jordskælv og Vulkanudbrud.

Børnene udenfor Pantomineteatret under Forestillingen. Harlekin mekanisk Statue.

Tivolidagen.

Den gennemførtes straalende - trods Regnvejret.

Aldrig nogen Sinde har Koncert salen frembudt et Billede som det i Gaar.

Kilen Gollschalck, "Vor egen Nitouche", den muntre Frue, der i Gaar med sit Smil og sin glade Sangkunst hensatte 2500 unge Tilskuere i Tilstand af fuldstændig Henrykkelse.

I straalende Solskin stillede de først ankomne Børn sig op ved Gitteret langs Vester Boulevard, men efterhaanden som Opstillingen blev længere og længere, blev ogsaa Himlen mørkere og mørkere. Og da Tivoligardens Orkester mødte frem og paa Slaget to satte i med en March, var Skyerne blevet saa tunge, at de væltede ned som Regn.

Men glade og forventningsfulde marcherede Børnene ind i Tivoli, hvor de føret samledes om 

Kunstnerplænen.

Her viste den stadig tiltagende Regn sin første Virkning. 

Reckkunstnerne Scamp and Scamp maatte opgive at arbejde. Reckerne var for vaade. Da 3 Sandorras kunde dog gennemføre deres Nummer under almindelig Glæde, og da de bronce farvede Abdulla'er under Hylen og Skrigen valtede ind, tumlede sig i de mærkeligste Spring og Koldbøtter, lød der et Hyl af Begejstring. Børnene glemte Regnen og stirrede betagne paa de gulbrune om hinanden tumlende Legemer

Derfra stævnede alle ned fil

Pantomimeteatret,

hvor en mægtig Vifte hurtigt dannede sig trod den mere og mere nedvæltende Regn.

Paafuglen sænkede sig hurtigt - et Kvarter før Tiden - for "Harlekins mekanisk Statue", hvis vjdunderlige Begivenheder fængslede de ungdommelige Tilskuere saa stærkt, at de glemte Væden og trofast holdt ud til det Øjeblik. da Pjerrot traadte frem foran Tæppet og viste sig som et talende Menneske.

Da Jublen over den evigt populære Mand var stilnet af - Regnen gjorde det desværre ikke - stormede Børnene ned til

Koncertsalen,

hvor der blev en Fest uden lige. Tæt pakket sad de flere Tusinde Børn og frydede sig over den evig unge Troldmand Georg Kjeldsen, som saa ofte har glædet baade Voksne og Børn med sine vidunderlige kunster. Knap var Hurraerne for Tryllemanden forstummet, saa stod den elskede og populære Frk. Nitouche - Fru Ellen Gottschalck - paa Tribunen og sang til Holck Stillings sikre Akkompagnement under mægtig Jubel sine smaa Sange, og da Fruen til Slut under Udfoldelse af alt sit Skælmen og Luna sang Trommevisen af "Frk. Nitouche", var Hurraraabene og Jublen endeløs.

Sidste Nummer var de folkekære Klowner Bronnetts. Jo højere de tumlede og larmede, jo højere steg de Tusinder af Børns skrigende Jubel, og da til Slut den fra Cirkus kendte Vidunderhest trampede ind paa Tribunen, kendte Børnenes Jubel ingen Grænser. Jo mere det mærkelige Dyr væltede sig rundt, jo mere stormende blev Tilskuernes Glæde. Saadan et Dyr havde de aldrig set før. Et øredøvende Jubelskrig fulgte de opfindsomme Klovner til Dørs

Men samtidig havde

andre Glæder

samlet andre Tusinder af vore smaa Gæster. Biografteatret viste muntre Billeder, afpasset efter Børnene, Karusellen hvirvlede ustandseligt rundt med frydeskrigende Børn, Lilleputbanen sendte Tusinder og atter Tusinder - mange var ganske vist Gengangere - ind i Eventyrlandet, Rutcherbanen var ustandselig fuld af hvinende og skrigende Børn, der, naar de kunde naa det, mange Gange gennemkørte de stejle og mørke Veje, og paa "Det muntre Hjuls" glatte, svigefulde Flade tumlede Masser af Børn sig glædesdrukne rundt.

For alle dem var Regnen en ligegyldig Faktor, og da de til Slut alle samledes i Dansehallen, nød de veltilfredse Sodavandet og Bollerne for derefter at tage sig en lille Svingom til Vald. Larsens og hans Orkesters indsmigrende Toner.

Men saa slog Raadhusuret Seks. Festen var slut, den trods Vejret vellykkede Fest.

De Assisterende og alle de, der hjalp os, kunde bogstavelig talt tørre Sveden af Panderne - det havde saa sandt ogsaa været en streng Dag - og ind over Lokalerne rykkede en Skare af Rengøringsmænd og dito Kvinder, som nu tog fat paa at bringe det i Orden igen, efter at den glade Børneskare var svirret bort som en Fugleflok.

De lykkelige Vindere at Tivolidagens Børnedragter.

Ved Lodtrækningen blev Indehaverne af følgende Numre de heldige Vindere: 967 - 2083 - 2206 - 2388 - 3321 - 4038.

De heldige Vindere bedes snarest melde sig paa "Aftenbladet"s Ekspedition, Købmagergade nr. 9 medhavende Nummerbilletten.

(Aftenbladet (København) 6. juli 1928).

Gabr. Jensens Feriebørn paa Feltfod.

Middagen nydes af Børnene i det grønne. - Feltkøkkenet i Arbejde.

Man har, som meddelt, indenfor Ledelsen af Gabriel Jensens Ferieudflugter i Aar paabegyndt et Arbejde, der egentlig er lidt nyt indenfor de gamle Rammer. Paa det gamle Fæstningsterræn ved Husum har man faaet Plads til Børnene; fra Hæren har man laant et Par rullende Feltkøkkener, og saaledes har man alt parat til en Feriedag for Byens Børn, der ikke naaede at komme paa Landet. De kommer derud om Formiddagen, spiser straks den medbragte Frokost og tumler sig saa i Leg og Dans til Middagen er parat. Naar Solen daler, tager de atter tilbage til Byen. Men netop dette smukke Arbejde er desværre truet af Mangel paa Penge. Kommunelærer Johansen for Foretagendet, bor i Amalie Skrams Allé 6 i Valby, hvilket meddeles i Haab om, at en eller anden blandt vore Læsere vilde føle Trang til at hjælpe med en Skærv.

(Aftenbladet (København) 21. juli 1928).

Hjem fra Ferie-Eventyret.

Ved Banegaarden, da de første Børn i Gaar eftermiddag kom hjem fra Fyn.

Ak, nu er Børnenes Ferie-Eventyr tilende. I Gaar gik den første Strøm indad, ind mod Byens trange Mure.

En Maanedstid har de tilbragt ude i Landet, nydende Friluftslivets Herligheder, i Gaard og Mark, i Vand og Luft. Solen - ja den har jo været karrig ogsa< i Aar, men alligevel var Børnene brunet af det hærdende Vejrlig, velsignet sunde at se, med blanke Øjne og Smil om Munden, Smil, der blev dobbelt straalende, da man opdagede Mor og store Søster vinkende paa Perronen.

Og næppe var Kupédøren slaaet op og den første Omfavnelse overstaaet, før de smaa Rejsende tog fat paa at berette om al Dejligheden derovre paa Fyns flade, fede Land; det var nemlig Fynbogæsteme, der kom i Gaar. Der var nok at fortælle om og Minder at tære paa gennem hele den lange og trange Vinter.

I Dag til Morgen begyndte Strømmen fra Jylland, og den vil vare ved i flere Dage. Der er jo over en Snes Tusind Børn, som skal hjem, en Hær paa 20,000 smaa Københavnere, som Landboerne har vist Gæstfrihed.

Det er den Slags Ting, der i langt højere Grad end de Voksnes Stræben knytter Baandet mellem Land og By, fordi det ikke ses som en Samfundsnødvendighed, men udelukkende er Hjertet, der er med i Spillet.

(Aftenbladet (København) 8. august 1928).

Robert Watt (1837-1894). (Efterskrift til Politivennen)

 Et virksomt Liv.

Robert Watt.

Robert Watt, Tivolis artistiske Direktør, er i Gaar Kl. 3½ afgaaet ved Døden. I længere Tid havde han skrantet, og den Dag Tivoli aabnedes, saa en hver, der mødte hans kendte Skikkelse, langsom slæbende sig frem, at han var en mærket Mand, at det vilde være et Under, om han levede til Tivoli lukkede. Faa Dage efter indlagdes han paa Frederiks Hospital for at det nærmere kunde konstateres, hvad Sygdom han led af. Det viste sig som bekendt at være en hæftig Nyrebetændelse der inden lang Tid afstedkom en Blodforgiftning. Da han i Gaar døde var det en længe ventet Begivenhed.

Watt har ikke vunden sin Berømmelse i Tivoli. Hans Glansperiode ligger langt tidligere.

Han var en smuk, rask Gut, der hurtig fandt det for snævert herhjemme og allerede for sit tyvende Aar drog han af Landet og faitede rundt i Australiens Skove. Her førte han 

et æventyrligt Liv.

Til at begynde med boede han hos rige, velhavende Slægtninge, men senere kom han bort fra disse og var først Deligencekonduktør fra Guldminerne ved Melbourne, senere Kusk, hvad der var en meget betroet Stilling, ti her er hverken Vej eller Sti, og der kræves det nojeste Kendskab til Terrænforholdene.

Paa forskellig Maade slog han sig igennem, da denne Bestilling maatte opgives og han har f. Eks. blandt andet været Medhjælper hos en Tryllekunstner.

Sine Eventyr fortsatte han senere paa Amerikas Prærier. For alt, hvad han oplevede, havde han en fortræffelig Hukommelse og da han kom hjem nedskrev han med sjælden Livlighed og tiltalende Fantasi sine Æventyr, der under Mærket "Bob" hurtig vandt "Illustreret Tidende" hvori de fandtes, en stor Læsekreds.

En ny Journalistik.

Endnu mere Opsigt vakte Robert Walt, da han kastede sig ind i Døgnets Literatur og blev Redaktør af "Figaro". 

Han er paa en vis Maade her den moderne journalistiks Fader. Han indførte den lettere franske Behandling af Dagens Begivenheder og slog som første Mand til Lyd for den personlige Journalistik, der nu spiller saa stor en Rolle,

Det sidste vakte den Gang megen Forargelse. Det er ret betegnende for Tiden, at den første Meddelelse af den Slags, der fandtes i "Figaro", vakte en sand Storm. Og den omhandlede den ganske simple Ting, at en Læge fra Chicago var ankommen til Byen og havde taget Ophold paa Hotel "Tre Hjorter".

Noget sligt havde man aldrig tænkt sig, kunde skrives i et ordentlig Blad.

Men Watt fandt Forstaaelse hos den intelligente Del af Landets Ungdom, den Gang for en stor Del Adelen, der pekuniært støttede hans Blad og vedblev dermed, da det senere blev til "Dagens Nyheder", en Støtte, der har varet ved i mange Aar lige til de sidste Dage.

I Vælten.

Det følger af sig selv, at Watt som en Banebryder blev feteret som faa, og navnlig det smukke Køn var en trofast Beundrer at ham og hans Virksomhed. Hertil kom, at han var i høj Grad morsom og livlig at tale med, og navnlig som ung var overordentlig smuk.

Watt har tillige alle Dage været en rask og uforfærdet Karakter, har endog i sin Tid haft sin Duelhistorie, der ikke gjorde ham mindre populær.

Det var Redaktionssekretæren ved den da eksisterende "Dagstelegrafen", der havde skrevet at Watt ved en Fest i Odense havde badet sig for aabenlyst i Hoffets Naadesol.

Watt sendte straks en Udfordring, Meyer meldte ham til Politiet og W. fik otte Dages simpelt Fængsel

En heldig Teaterdirektør.

Da Folketeatrets daværende Direktør, Lange, døde 1876, blev Watt Direktør for Folketeatret. Ogsaa her fulgte Heldet ham og han benyttede sin store Kendskab til Udlandets Scener og fremmed Literatur til at opføre en Række Skuespil, alle i den lettere Stil, der bragte Teatrets Kasse til at svulme.

Han støttedes under sin Direktørvirksomhed af Hoedt. Sardou's Værker holdt under hans Ægide deres Indtog i Byen og med dem fejrede han store Sukcesser. Da han 1884 overdrog Folketeatret til Abrahams, var han en velhavende Mand, der kunde sætte sig hen og tage Livet med Ro.

Dette laa dog langt fra hans livlige Natur; han maatte have noget andet at tage sig for. Han rejste, skrev og oversatte. Særlig engelske og amerikanske Forfattere, som Mark Twain, Thackeray, Edgar Poe, Bret Harte, har i Watt haft en paalidelig og forstaaende Oversætter.

Da Watt 1886 kom tilbage fra en længere Pariserrejse, blev han udnævnt til Direktør i Tivoli, hvor han navnlig forestod den artistiske og den repræsentative Ledelse.

I de sidste Aar var hans Virksomhed i sidstnævnte Egenskab maaske den mest fremtrædende, og han var ligesom blevet træt, hvad der ikke er til at undres over, naar man tager hans æventyrlige og evig vekslende Levned i Betragtning.

Som Person.

Som Person var han - som tidligere bemærket - Elskværdigheden selv, at sige mod sine Venner. Sine Fjender var han for Alvor Fjende imod. Han havde Lykkeridderens Temperament Let og spøgende. Alt var ham en Leg. Han var blandt andet i høj Grad overtroisk, som den Slags Naturer er. Han var gift med Frøken Dorthea Olsen, en af Folketeatrets i sin Tid fejrede Primadonnaer. De levede et lykkeligt Familjeliv; hun hægede omhyggelig om sin i den sidste Tid noget vanskelige Husbond, og man saa' hende daglig følge Watt i Tivoli. Støttet til hendes Arm saa' han for sidste Gang det kære Etablissement, som han til det sidste omfattede med saa megen Interesse.

Hvem der bliver Watts Efterfølger, er der intet bestemt at sige om. Tivoli vil uden Tvivl staa sig ved en energisk artistisk Ledelse, der fører lidt længere bort fra den kedelige Gangart, hvori Etablissementet synes at være falden.

En Mand som Watt - da han var ung og vendte hjem fra de fremmede Lande med nye, rige Indtryk.

(København 12. juni 1894).

Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891): Robert Watt, impressario A. Zorini, operasangerinde Zelia Trebelli og operasanger Alessandro Bettini, Det Kongelige Bibliotek. Public domain.

Robert watt's Begravelse.

I Gaar MIddags Klokken halv tolv begravedes Robert Watt fra Kapellet paa vestre Kirkegaard. Det lille Rum blev hurtig fyldt til Trængsel, og Størsteparten al Publikum rnaatte tage Plads i den aabne Gaard udenfor Kapellet. Kisten var smagfuldt pyntet med Palmer og en Mængde Kranse, omgivet af Cypresser og Kandelabrer med brændende Voxlys.

Kransene.

Blandt de mange nævner vi Palmedekorationer fra "Københavns Tivoli", "Det kgl. københavnske Skydeselskab" og Cirkusetablissementet. En Sølvkrans fra Tivolis Lejere, endvidere Kranse fra Tivolis Kontrollører, Tivolis Pladsbetjente, Tivolis Arbejdere fra Georg Lumbye og Orkester, Carl Lumbye og Orkester, Pantomimeteatrets og Arenateatrets Artister og fra sidstnævntes Orkester en overmaade smagfuld Krans af Stedmoderblomster. Endvidere Kranse fra Foreningen "P. B." i Malmø, Skuespillerforeningen, Foreningen til Fjerkræavlens Fremme, Forfatteren Carl Møller m. fl.

Kendte Navne.

Blandt Publikum saas Størsteparten af de fra vort offentlige Liv kendte Ansigter. Den Afdødes Familje, hans Søstre og hans Hustru, der imidlertid forlod Kapellet kort før Højtidelighedens Begyndelse.

Blandt de mange nævner vi: Tivolis Direktion og Repræsentantskab, Lejere og adskillige Funktionærer, talrige Repræsentanter for Skuespillerverdenen, Direktørerne Abrahams, Th. Andersen og W. Petersen, Skuespillerne Zinck, Kolling, Vilh. Wiehe, Jacques Wiehe, Steffensen, Hellemann, Hunderup, Benj. Petersen og Aagaard. Cirkus Aktieselskab var repræsenteret gennem sin Bestyrelse: Jærnstøber Henrichsen, Murermester Brun og Direktør Schmidt indvidere nævner vi forskellige af den Afdødes nærmere Venner og Bekendte: Maleren, Prof. Frølich, Prof. Jensen, Red. Bay, Rodemester Møller, Dir. Kjeldskov, Kapt. Tychsen Revyforfatterne Brun og Schwanenflygel, Carl Lund, Dir. Schultz, Rantzau, Thor Jensen og en stor Del andre fra Tivolis Artistverden. Provinspressen var repræsenteret bl. a. gennem Redaktør Hertz, Vejle.

Efter at Salmen "Jeg er træt og gaar til Ro" var afsungen holdtes 

Talen

af kgl. Konfessionarius Paulli:

"Den smukke Aftensang minder os om, at vor Aften kommer for os alle, som den kom for den, hvis Minde vi fejrer. Naar Aftenen kommer, skal Regnskabet aflægges, og det gælder for os alle at være forberedte derpaa. Men enhver aflægge Regnskab for sit Eget, som Apostlen Poulus siger. Vi skal ikke dømme. Derfor samle vi ogsaa om denne Baare ikke for at dømme, men for at lade Minderne komme til deres Ret. Det er et lykkeligt Liv, der er afsluttet. Han, for hvis Skyld vi er sandet, havde et aabent Øje for Naturen og Kunsten, det gode og det skønne. Men Lykken kom ikke til ham sovende. Han har ogsaa arbejdet. Trofast er han i sin Færd støttet af sine Søstre og sin Hustru. Men ogsaa Prøvens Tid kom over ham, Sygeværelsets tunge Alvor. Han vidste, at han skulde dø, og han saa med Ro den store Rejse i Møde.

Gid han og vi alle i Dødens Stund maa erkende med Salmen:

»Jeg rejser, og ved, hvor Rejsen gaa hen.

Den gaar til Guds evige Rige«.

Efter Salmen "Den er slet ikke af Gud forladt, hvem han fratager de Hjertenskære" bares kisten ud.

(København 17. juni 1894).

Robert Watts gravsted på Vestre Kirkegård. Den hælder lidt til den ene side. Han er morfar til skuespilleren Bjørn Watt Boolsen (oberst Hackel, Matador, Olsen-banden m. fl), som er begravet på Søndermark Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Martin Schmidt: Vestre Kirkegaard Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Tivoli som åbnedes store bededag, var trods det mindre gunstige vejr dog straks besøgt af henimod 4.000 mennesker, og i går aftes da vejret var fuldstændig sommerligt, havde der samlet sig ca. 7.000 mennesker på etablissementet. Siden sidste sæson er der vel ikke foretaget noget større byggearbejde, men forskellige udvidelser og anlæg har dog fundet sted, ligesom lokalerne i det hele er blevet oppudsede, så at etablissementet nu under den begyndende forårspragt tager sig meget smukt og tiltalende ud i enhver henseende. 

Til de anlæg der er blevet udvidet, hører dampkarussellen hvor der i går eftermiddag indtraf en uhyggelig begivenhed, idet konduktøren (en ugift typograf ved navn Martin Schmidt), som var i begreb med at indkassere penge hos publikum, mens karrussellen var i gang, sprang ned imellem to af bådene, hvorved han faldt på skinnerne og blev overkørt af hjulene på hoved, bryst og arme, så at han øjeblikkelig måtte køres til Kommunehospitalet hvor han efter svære lidelser er afgået ved døden i morges. 

De to store orkestre i Tivoli dirigeres som sædvanlig af hr. Balduin Dahl og hr. C. E. Møller, og på teatret samt på Plænen optræder der tre ualmindelig dygtige gymnastikerselskaber. 

Ørstedsparkens Kuranstalt der først senere åbnes i parken, vil med det første etablere en brøndkur på Tivoli. Anstaltens kemiske fabrik har været i travl virksomhed lige siden december måned, da aktieselskabet blev stiftet. Dets maskiner der for en stor del er forfærdigede i udlandet, leveres og opsættes af firmaet Løwener & Co, og er af allernyeste konstruktion, ligesom der i det hele bliver draget omsorg for at de forskellige sorter vand bliver fabrikerede efter de bedste metoder. Det er ikke ganske ubetydelige kapitaler der hertil udkræves, og alene flaskerne repræsenterer en værdi af henimod 10.000 kr.

(Slagelse-Posten, 13. maj 1884).

På dette foto fra 188 ses til venstre Damp Flotille Karrussellen. Det anes at der er tale om både, men om det er de samme hvor Martin Schmidt blev dræbt, skal jeg ikke kunne sige. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder. Mariboes samling. 

At vor elskede søn, typograf Martin Schmidt ved et ulykkestilfllde er afgået ved føden, i sit 21. år, efter 12 timers hårde lidelser, dette sorgens budskab meddeles herved af hans dybtsrgende forældre og søskende.

Johanne Schmidt, født Schmidt.

Ludvig Schmidt, skrædder

Begravelsen finder sted søndag den 18. maj, kl. halv et fra kapellet på Vestre Kirkegård.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 16. maj 1884).

Jordefærd. I søndags jordedes på Veste Kirkegård typograf Martin Schmidt der forrige søndag forlykkede på Tivoli hvor han var ansat ved dampkarrusellen. Et meget stort følge af slægt, venner og kolleger havde indfundet sig. Sangforeningen "Baldur" sang en ligsalme i kapellet, hvorefter pastor Schmaltz holdt en lang tysk tale. Ved graven sang en tysk sangforening et farvel. Efter jordpåkastelsen sænkedes typografernes fane tre gange over graven som en sidste hilsen fra arbejdsfæller.

(Social-Demokraten, 20. maj 1884).

Det omtalte kapel er det nu nedrevne trækapel tæt på indgangen ved Bavnehøj Alle. Det var det eneste kapel som eksisterede dengang. Der er formentlig tale om daværende sognepræst ved St. Petri tydske Kirke, Paul Ferdinand Schmaltz (1828-1893).

Tivoli. (Efterskrift til Politivennen)

Tivolis Aabning foregik iaar under de heldigste Auspicier, idet den sidste Tids usædvanlig sommerlige Veir havde bevirket, at det smukke Terræn ved denne Lejlighed stod i saadan en Pragt, som det sjelden er Tilfældet saa tidlig paa Aaret. Denne Naturpragt af løvrige Træer og smukke Græsplæner er Kunsten ved Etablissementets dygtige Gartner, Hr. Bentziens Virksomhed paa en tiltalende Maade kommen tilhjælp, saa at Haven nu omslutter meget smukke Blomsterpartier, der desværre forholdsvis kun lidet bemærkes af Publikum, og navnlig ikke om Dagen fremkalde det Besøg, de fortjene. Et nyt Anlæg i Rokokostil, som er udført efter Tegning af Etablissementets nye artistiske Direktør, Hr. B. Olsen, vil rimeligvis vinde et Bifald, der svarer til det Arbeide, som er anvendt derpaa; naar det er fuldstændig voxet til, og det belyses stærkt enten af Solen eller, som det er paatænkt til Eftersommeren, af mange Gasblus, vil det frembyde et glimrende Skue. 

- De ca. 11,500 Mennesker, som i Søndags med synlig Tilfredshed atter vandrede om i Etablissementet, gjenhilste med et Bifald, der paaskjønnede lang og tro Tjeneste, flere af deres gamle Bekjendte, navnlig Krigsraad Lumbye, som ved sin Fremtræden modtoges med stærke Haandklap og hele Aftenen modtog levende Applaus for sit Orkesters Præstationer. Det Liv, som gaaer igjennem disse, er bekjendt nok, men det vilde dog være ønskeligt, om det kunde lykkes Hr. Lumbye at faa navnlig sin Strygekvartet ikke saa lidt stærkere besat. Det jævnlige Bifald, hvormed Hr. Balduin Dahl med sit Musikkorps lønnedes, afgav et Bevis paa, at Hornmusiken ved dette Korps er bleven hævet til at indtage en betydningsfuld Plads blandt Tivolis Forlystelser; de mange Siddepladser, som iaar ere anbragte ved Musikpavillonen paa Plænen, gjøre det nu ogsaa muligt med større Ro at nyde de smukke, nye Numere, som ved dette Korps faa en ingenlunde almindelig, smagfuld Udførelse. En stormende Modtagelse fik ogsaa Pantomimeselskabet, især naturligvis Volkersens fortræffelige Pjerrot. 

- Med sit Engagement af fremmede Artister synes den nye artistiske Direktør at have været heldig; det maa antages, at det er lykkedes for ham at bringe hertil det Bedste af, hvad der af denne Art er at finde i Udlandet, og de Engagerede synes virkelig, skjøndt man neppe skulde tro det muligt, i flere Henseender at overgaa det store Antal Artister, som Tivoli nu snart i en Fjerdedel af et Aarhundrede har præsenteret for Publikum. Naar man først har forsonet sig med det Usædvanlige i at se en kvindelig Akrobat - og det vil vel neppe vare længe - vil Miss Emmy Braatz rimeligvis her feire lignende Triumfer som i Udlandet; hendes Kautschukpræstationer vidne om en Udvikling af Legemet i Smidighed, som neppe er overgaaet af Nogen, og hun overtræffer i disse Præstationer endog Meget af, hvad der hidtil er seet her. Hendes Trapezkunster og Øvelser paa den saakaldte "Perserstang" vidne om en stor Dristighed, men tillige om en Sikkerhed, som i Forening med hendes tækkelige Optræden neppe vil undlade at øve stor Indflydelse paa Besøget i Tivolis Cirkus. Miss Emmy er et Led af en hel Familie af dygtige Gymnastikere, bestaaende foruden hende af to unge Mennesker, en halvvoxen Pige, en halvvoxen Dreng og en lille Fyr paa tre Aar, der med Sikkerhed og Liv udføre smukke gymnastiske Øvelser. Som Jonglør paa Staaltraadsline, paa Globus osv. udmærker Demoiselle Anna sig ved megen Behændighid og en tiltalende Fremtræden. Den næsten legende Livfuldhed, der er udbredt over de 4 Brødre Strasbourgers Præstationer, den Sikkerhed og Aplomb, hvormed de udføre de vanskeligste Sager, deres ofte meget pudsige Kunster, og navnlig den yngste Broders Beviser paa en for hans Alder usædvanlig Kraft, ville sikkert forskaffe dem en velfortjent Broderpart af det tivolibesøgende Publikums Gunst, ligesom navnlig Ungdommen upaatvivlelig vil finde sig særdeles tiltalt af den ene af Brødrenes vel dresserede Hunde. 

- Et, som sædvanlig, smukt og farverigt Fyrværkeri af Gaetano Amici afbrændtes til Slutningen. - I Pavillonen ved Rutschbanen forevises mod særlig Entree endel nette mekaniske Kunstværker og et saakaldet optisk Galleri, bestaaende af Hulspejle og Speilkugler, der fremkalde pudsige Forvrængninger af den, som betragter sig selv deri. Endvidere forevises der en svensk Dværg i Forening med og som Modsætning til en Landsmand, der ikke kan undlade at vække Opmærksomhed ved sin gigantiske Skikkelse, idet han, der er et ganske ungt Menneske, som mulig endnu ikke er fuldt udvoxet, er saa høi, at en almindelig Mand med Hat paa let kan staa under hans Arme; hans smige Legemsudvikling staaer i Forhold til hans Høide, saa at han i det Hele maa siges at være vel proportioneret. Til disse Naturmærkværdigheder vil der om saa Dage komme en Dame af en her hidtil useet Størrelse og Vægt (efter Sigende 400 Pd.) 

- For Fuldstændigheds Skyld skulle vi endnu nævne, at Tivolis Program iaar er forandret til en "Tivoli- Avis", der foruden Programmet indeholder Bekjendtgjørelser.

(Dags-Telegraphen (København) 19. maj 1868. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld)

Tegner Conrad Werdmann: Vesterbrogade, Dandsepladsen i Tivoli. 1868. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tivoli. (Efterskrift til Politivennen)

Tivoli var i Torsdags Aftes uagtet den forhøjede Pris besøgt af over 14,200 Lykønskende, der, som sædvanlig, med stor Taalmodighed opstillede sig og lod sig trykke og skubbe for at opfange et Glimt af de forskjellige Præstationer, samt langt ud paa Natten fyldte Gangene og Beværtningsstederne i det store Etablissement, der var usædvanlig godt oplyst paa enkelte Punkter, medens der paa andre herskede det sædvanlige Mørke. Vi skulle saaledes fremhæve den store Basarbygning, hvis fuldstændige Belysning med kulørte Lamper altid vil gjøre den til et fremtrædende Parti, selv om Lampernes Ophængning paa den Aar ud og Aar ind er uforandret. Paa Basarplænen var der omkring flere Blomsterbede anbragt en Mængde smaa Gasblus, som vel tog sig glimrende ud, men vi foretrække dog den mere dæmpede Belysning af kulørte Lamper, navnlig naar den er anbragt saa smukt blandt Blomsterne og Buskene, som Tilfældet var i Tirsdags Aftes paa Basarplænen og omkring Skovpavillonen. Af ældre Vauxhallspartier skulle vi fremhæve den store Gasbuegang, hvor Virkningen af Gasbelysningen var søgt forhøiet ved Hjælp af Glasprismer, der spredte Lyset i alle Regnbuens Farver, om end ikke med saa stærk Virkning, som man vistnok havde ventet; men dette maa maaske nærmest tilskrives Blæsten, som af og til blæste hele Buer ud, men som paa den anden Side frembragte en neppe tilsigtet Virkning, idet den ved at slaa Glasprismerne imod hinanden fremkaldte en Klokkeklang. Tivolis fra ifjor bekjendte Billedgalleri paa 12 Billeder var i Tirsdags blevet anbragt omkring det store Lysthus ved Rutschbanetaarnet, hvor Billederne traadte langt smukkere frem end ifjor i den stærke Belysning, hvori de da vare anbragte. Som sædvanlig, var det arrangerede Optog mindre heldigt, og hertil bidrog ikke lidet den Omstændighed, at det electriske Lys, som skulde belyse det, mislykkedes, efter Sigende fordi Regulatoren, umiddelbart for Lyset skulde benyttes, kom i Uorden, og andre uheldige Omstændigheder stødte til. Derimod var det store Fyrværkeri af Caetano Amici særdeles smukt og vandt stærkt Bifald.

Tivoli har, siden vi sidst omtalte det, faaet en Forøgelse af sit Personale, som har bragt nogen Afvexling ind i Forlystelserne, om end Forøgelsen ikke kan faldes heldig, undtagen for Ens Vedkommende. Den heldige Forøgelse er den 12aarige Akrobat Charles Footit, som udfører sin Gymnastik i en Trætrapez; med en forbavsende Sikkerhed og en Udholdenhed, som synes at maatte giøre ham aldeles uskikket til at røre sig i flere Timer efter en slig Tur, hvilket dog igen ikke at være Tilfælde. De andre nye Kræfter ere en Linedandser og en Linedandserinde samt en Dandserinde Adele Ferruz; af hvilke den Sidste har et smukt Udvortes, men neppe fortjener Navn af Dandserinde, medens de to Første ere af det Slags, som man sædvanlig seer paa Markeder i Provindsbyerne give Forestillinger for en Entrée "efter Behag".

(Dags-Telegraphen 17. august 1865).

Grundlovsfest i Tivoli. (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavn, den 6te Juni) Grundlovsfesten i Tivoli igaar var, som man kunde vente af dens forcerede Scandinavisme, meget mat, da Interessen for at fiskes op af og i Sverrig-Norge slet ikke er populair hos Stadens Befolkning. Ja man ymtede endog om, at Haandværkerne ville contrademonstrere. Besøget til Festens saakaldte "alvorlige Deel", den hvori der for Alvor skulde fiskes i Hr. Sørensens rørte Vand, var ogsaa sparsomt, Talerne døsige og hele denne Opera seria, efter at der, trods gjentagne Opfordringer til Begeistringen, ingen andre end de Indrullerede vilde have Ordet - allerede forbi Kl. 7. Sangene vare ligeledes flaue, med Undtagelse af en wüthende engelsk Sang af den longobardiske Prof. Stephens, og en god Frihedssang af Ploug. Havde man holdt sig til Friheden, var der i det Hele og som Selvfølge kommet mange flere Deeltagere i Festen; men, som sagt, Scandinavismens Physiognomier , tildeels in effigie repræsenterede ved Sturzenbecher og Barfod, afskrækkede Mangfoldige, der først indfandt sig senere, hidlokkede af Fyrværkeriet og tildeels af de to kafferske Vildmænd, som paa Placaten annonceredes at skulde give Krigsdandse. De, som lidet kunne ønske Skandinavismen anbragt paa et saa uheldigt Sted som 5te Juni, vare ganske bange for, at det skulde blive slet Veir, for at man skulde kunne dække sin scandinaviske Fiasco derved; men trods den brave Spandets Forsæde var det dog ikke muligt for Indbydere af scandinavisk eller sprogpolitisk Farve at faae Folket til at billige deres i Folkets Navn bebudede Demonstration. - Med Hensyn til Indbydelsen er at bemærke, at den deels ikke er foreviist alle her i Byen værende Rigsdagsmand, deels at enkelte udtrykkeligt have nægtet at underskrive. Prof. Clausen, hvis Navn stod iblandt Indbyderne, var nok selv fraværende.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. juni 1857)

Efter en Rapport i "Fdrl." havde man ved Grundlovsfesten i Tivoli været saa "gemytligt" scandinavisk, at man kun dandsede til Lumbyes Musik og ikke vilde have noget med Strauss og Gungl at gjøre, "fordi de vare Tydskere"-. Det har imidlertid været en lige saa ugemytlig Witz for os selv, som daarligt anbragt Havn imod Tydskerne, siden man netop hos dem hører Lumbyes Musik lige saa flittigt som den hjemmefødte, og Lumbye jo desuden, uagtet hans Ejendommelighed, selv er Elev af den straussiske Skole, saa at man her heller ikke hævder vor Musiks Nationalitet ved at fornægte dens Oprindelse. - "Imod Slutningen" har nok ogsaa Dandsen i de vedk. Grupper, trods de sydlige Toners Udelukkelse, faaet et noget St. Beltmæssigt Præg eller ogsaa Festtonen er bleven for høinordisk siden Politiet "brugte baade Stokken og Uqvemsord" og, hvad enten det har været "uden skjellig Anledning" eller ikke, frembragte et rigtignok meget upassende og meget ugrundlovmæssigt Finale.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 13. juni 1857)

Vesterbrogade udenfor Tivoli på festaften, Illustreret Tidende 1867. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Tivolis Jubilæum 1854. (Efterskrift til Politivennen).

Uveiret i Tirsdags har været saa haardt, at Mange ikke erindre noget lignende siden 1828. Det synes imidlertid som det egentlig kun har indskrænket sig til Hovedstaden og Omegn. Mange Skyer trak op og holdt rundt omkring paa Himlen, indtil man omtrent Kl. 7½ saae de første Lynglimt. Tivoli, som havde lokket, man siger henved 10,000 Gjæster, ud i Anledning af dets Stiftelsesdag, havde forberedt et stort Fyrværkeri og opstigende Balloner. Da Uveiret nærmede sig, brændte man Fyrværkeriet af i en Hast, og det var brillant at see denne Concurrence mellem Krudtets og Elektricitetens Productioner. Lynene bleve imidlertid voldsommere og voldsommere, saa at Øiet tilsidst ikke kunde taale dem. Da affyredes en af disse "Raketgryder", hvorfra en heel Klynge af Raketter med mangefarvede Glimt gaaer tilveirs under et stor, Knald. Det var tilsidst en Kamp imellem det Skjønne og det Uhyggelige. Allerede skyllede Regnen ned i strømmeviis og alle mulige bedækkede Rum fyldtes af Mennesker, betagne af Bæven for det vedholdende og stedse tiltagende Uveir. Veiret syntes at gaae i Retningen fra Amager og Kallebostrand op imod Taarbæk og Hveen. Ligeoverfor Staden var det stærkest. Lynene vare uafladelige og kun forcerede kort før Skraldene; disse vare, paa eet vældigt nær, ikke saa stærke, som det øvrige Veir lod formode. Der var et formeligt Skybrud, saa Gaderne vare heelt oversvømmede og mange Kjældere øieblikkeligt fyldtes med Vand. Regnen trængte ind ad tætte Vinduer, saa at Vandet flød hen ad Gulvene. Stormen hvinede gjennem Skorstene og de mindste Aabninger, og ved enkelte Vindstød sprang Dørrene op. Mange Vinduer, Tagsteen og selv store Træer bortreves af Vinden. Alle Rendesteensbrædter svømmede i vild Uorden paa Gaderne. Droschker stødte paa hverandre, osv. Flere Steder slog Lynet ned, dog uden at tænde. Mennesker vides ikke at være omkomne, men mange Krampetilfælde indfandt sig især paa Tivoli.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 18. august 1854).

Litograf Harald Christian Jensen (1834-1913): Tivolis Basarbygning. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kjøbenhavn, den 16de August. - Igaar var det Tivoli's Stiftelsesdag. Det havde været en 20 a 22 Graders Varme, og Luften bebudede mod Aften et forestaaende Tordenveir. Men alligevel strømmede Folk ud af Vesterport i Tusindviis, og Kl. henimod 9, da Festens Glandspunkt: et stort Vauxhall af 15,000 coul. Lamper, og et brillant Fyrværkeri, skulde finde Sted, kunde man vel anslaae Antallet af de i Tivoli Tilstedeværende til over 6000. Omtrent Kl. 8 forkyndte enkelte Lynglimt og en fjern Buldren, at et Uveir nærmede sig, og virkelig indtraf der et saadant, hvis Mage Ingen her kan erindre. Det var som om hele Himlen stod i Flammer; Lynene krydsede fra Øst til Vest, det ene stærke Tordenskrald afløste det andet, og midt under Uveiret udbrød en af Hagelslag ledsaget Orkan. At beskrive den Scene, der foregik i Tivoli, er næsten umuligt. I samme Øieblik, som Uveiret udbrød, havde Overkrigscommissair Høegh-Guldberg den beundringsværdige Conduite, at give Ordre til at antænde det hele pompeuse Fyrværkeri (der alligevel vilde være blevet spoleret) paa eengang. De under Hujen og Skrigen til alle Sider flygtende Mennesker, Kanonskuddene, ledsagede af Bravoraabet (for de paa eengang opstigende tusinde Raketter, de med Sværmere ledsagede Batterier, det hastige Bombardement af Snorild og romanske Lys), der lod fra de Kjække, baade Damer og Herrer, som holdt Stand i den voldsomste Pladskregn, de med en sjelden Hurtighed paa hinanden følgende Lyn, det forfærdelige Tordenbrag, dertil den orkanagtige Storm, der truede at knække alle Træerne i Tivoli, - alle disse Lyde i Forening gjorde et saa forunderligt og imponerende Indtryk, at man vilde kunne have følt sig ligesom fasttryllet til Stedet, dersom det havde været muligt at staae. Det var naturligviis en Selvfølge, at de Fleste strømmede henimod Beværtningslocalerne, til Bazaren, og i Særdeleshed til Concertsalen, hvor Damerne formelig belejrede Lumbyes Orchester og dets Instrumenter, og der blev snart allevegne saa overfyldt, at der ingen Plads var at faae for Penge, hvilke iøvrigt virkelig skulde være blevne tilbudte. For de Øvrigt var der nu intet Andet at gjøre, end i største Hast at søge Vesterport (thi paa alle mulige Droschker var der begribelig øieblikkeligt lagt Beslag); men her gik Elendigheden for de stakkels Damer først rigtig for sig ved den umaadelige Trængsel af den uhyre Menneskemasse gjennem den snævre Port, der ovenikjøbet stadig blev occuperet af de paa en utilladelig Maade galopperende Droschker, medens samtidig i Stadens Gader Forvirringen havde naaet sin høieste Grad: først Regnskyllet, der som en Bæk stod igjennem Gaderne, saa de sønderslagne Vinduesruder, der hvert Øieblik klingrende faldt ned paa Fortouget; dernæst af Vogne, der hverken kunde komme frem eller tilbage, en idelig Raaben, der blandede sig med Skrig fra dem, der ikke saae sig for, og som faldt, den Ene ovenpaa den Anden, over de svømmende Rendesteensbrædter, man havde levnet for at give Luft for Vandet, der i Løbet af faa Minutter havde fyldt alle Kjældere, hvorfra der med Spande uafladeligt østes ud paa Gaden, uanseet om der gik Nogen eller ikke, og endelig alt dette belyst af de idelige Lynstraaler; thi det var Magistrats- eller rigtigere: Almanaks- Maaneskin. Efter alt dette er det et Guds Under, at der Ingen er kommen synderlig til Skade derved.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 18. august 1854).

Jubilæet blev annonceret med store annoncer, som her i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 15. august 1854.

Tivoli. (Efterskrift til Politivennen)

 - I Løverdags Aftes vilde en Embedsmand heraf Byen begive sig ud i Tivoli, og havde til den Ende medbragt en Specie. Da han med den vilde betale sin Entrebillet, erklærede Billetsælgeren den for falsk og hidkaldte en ved Indgangen posteret Politibetjent. Da denne paa Forespørgsel havde faaet Mandens Navn, Stand og Bolig at vide, spurgte han videre, om han kjendte nogen Tilstedeværende. Da han dertil havde svaret Nei og vilde gaae sin Vei, anmodede Betjenten ham om at følge sig til Politikammeret, hvilket han ikke troede at burde undslaae sig for. Derhen kom de imidlertid ikke, da de paa Veien erfarede, at Politidirecteuren ikke var der, men begav sig i det Sted til dennes Bolig i Gothersgaden. Etatsraad Bræstrup var heller ikke hjemme, og nu maatte Manden tage Plads i det uhyggelige, smudsige Hul, som fører Navn af Politikjelderen, blandt de sig der opholdende Betjente. Da han af disse havde udholdt et Slags Forhør, der naturligvis ikke førte til andet, end at han havde været i Besiddelse af en Specie, som han havde modtaget for rigtig, og hvis tidligere Historie var ham ubekjendt, men som Billetsælgeren i Tivoli ansaae for falsk; og da han havde befundet sig der en Timestid, uden at Politidirecteuren var kommen tilstede, saa erklærede han paa det bestemteste, at han ikke vilde tilbringe Natten der, hvorpaa han ogsaa fik Lov til at gaae hjem, imod at indrømme, at en Betjent fulgte med og eftersaae hans Pengebeholdning. Vi bør endnu tilføie, at han Dagen efter beklagede sig over det Forefaldne for Politidirecteuren, og at denne undskyldte Betjentens Forhold dermed, at denne var ny i Tjenesten. Men vi troe ikke at denne Sag bør være faldet bort med denne Undskyldning, som altid kan haves paa rede Haand. vi troe at den nok fortjener at blive fortalt offentlig, dels for at Politiets Betjente en anden Gang i deres Tjenstiver kunne vogte sig for at tilfie aldeles sagesløse Folk ikke ubetydelige Ubehageligheder, dels for at borgerne kunne lære at indsee, hvor maadeligt der er sørget for den personlige Frihed og Ret, idet en væsentlig Deel af Politimyndighedens Udøvelse ofte er betroet raae og brutale, i alt Fald udannede Personer. 

(Fædrelandet, 28. august 1844)

Vesterbrogade, udenfor Tivoli på en festaften. Illustreret Tidende 1867. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tivoli. (Efterskrift til Politivennen)

Tivoli skal i de senere Aftner ikke have været meget stærkt besøgt; i det mindste ikke i Sammenligning med Besøgene der i den første Uge. Det torde saaledes allerede vise sig, tildeels vel ogsaa som en Følge af den fremrykkede Aarstid, at dette Etablissement, uagtet alle Entrepreneurernes Anstrengelser, ikke vil være i Stand til for en længere Tid at sikkre det den attraaede Betydning. Forventningerne kunne vel heller ikke siges at være saa almindelig tilfredsstillede, som de første ved Nyhedens Interesse fremkaldte Yttringer lode til at antyde. Inds. mener saaledes f. Ex., at Hensigten med Boutikerne er aldeles forfeilet; thi denne burde være, at Boutikerne skulde frembyde et behageligt Skue for de Spadserende, saaledes at disse med Lethed kunde oversee de deriværende Varer, og da kjøbe hvad Øiet fik Lyst til og Pungen tillod, i Stedet for at man nu for at lære Boutikernes Indhold at kjende maa forlade Spadsereveien og begive sig ind i de ofte overfyldte, lidet lyse Afdelinger. Man anseer det ogsaa for en Gene, at Priserne ere saa høie og Opvartningen saa slet, navnligen i Spisesalen; man ønsker Støvet dæmpet saa tilstrækkeligt, at ikke de Spadserende behøvede at bære en saa stor Deel af det hjem med sig. Andre betragte derimod ikke Tingen fra den Side; de synes at det Hele er meget morsomt, men de synes ogsaa at en Rigsort er meget morsom, helst naar den er Resultatet af flere Timers Arbeide. De vide ret vel at gjøre Forskjel mellem den Fornøielse at give en Dalers Penge for at faae Lov til at gaae omkring med Kone og et Par Børn, eller med sin Kjæreste og en Søster inde i det støiende Tivoli, og den, som den smukke Spadseretour til Frederiksberg tilbyder dem, hvor de for et Par Mark, samlede i Ro og Mag, langt borte fra Støv og Støi, kunne drikke deres Thee og spise deres Aftensmad. De have for liden Indbildningskraft til i Tivoli at tænke sig hensatte i en "Feeverden", og for megen sand Følelse til ikke ubehageligen at berøres af det Ufolkelige ved dette Forlystelsessted, og af denne Grund falder det dem heller ikke ind at sammenligne det med Dyrehavsbakken. Hvor rigtige nu end disse Reflexioner i sig selv kunne være, saa virke de dog ikke til Held for Tivolientreprisen, og hvor ufordeelagtigt end dette kan være for vedkommende Actionairer, saa kan det dog ingenlunde fortryde os naar vi see, at den simple Tarvelighed i Valget af Fornøielserne, der stedse har været characteristisk for den kjøbenhavnske Middelstand hævder sin gamle Ret.*_*

(Kjøbenhavnsposten 2. september 1843)

Tivoli. (Efterskrift til Politivennen)

- Man hører ofte sige, at der skal meget til for at sætte det danske Folk i en tilstrækkelig levende Bevægelse for hvad der burde opflamme det i statsborgerlig Henseende og man har deri tildeels Ret, dog vel især fordi mange af de Gjenstande, for hvilke man hidtil har ønsket at bevirke en saadan Bevægelse, ikke have havt tilstrækkeligt Krav derpaa, og deels fordi den store Mængde, som egentlig mest trænger til en saadan Bevægelse, endnu ikke har kunnet blive tilfulde overbeviist om, at det, som derved tilsigtes conseqvent vil føres videre til at afhjelpe dens Trang og fremme dens Bedste. Hvorvidt der derimod skal meget til for at sætte det danske Folk,- eller nærmest det kjøbenhavnske Publikum - i levende Bevægelse for adspredende Fornøielser og Lystigheder, vil vise sig ved Aabningen af det famøse Tivoli imorgen Eftermiddag og fremdeles. Vi antage, at Fornøielsernes store Agitator, Hr. Carstensen, der langtfra at staae i noget spændt Forhold til Regeringen tvertimod nyder dens ubemærkede Gunst, vil have gjort tilstrækkeligt for at opnaae sit store formaal, og at der saavel de, der erlægge den af ham og den øvrige Tivoli-Bestyrelses-Comitee foreløbigt forhøiede Entree-Priis, som de, der blive udenfor, ville føle sig lige tilfredsstillede.  Og bør det ikke ogsaa paaskjønes, hvorledes Regeringen understøtter alle Foretagender til at more og adsprede Folket? Hvorfor skulde man vel længe tænke paa saadanne Ubetydeligheder som Forbudet mod det skandinaviske Samfund, Beslaglæggelser og Trykkkefrihedsprocesser, - man sætte sig uden videre Betænkning paa den russiske Rutschbane og tænke engang maa vi dog dertil.

(Kjøbenhavnsposten. 14. august 1843)

Revolutionen i Tivoliet.

(Indsendt)

Lørdag den 31. august var en mærkværdig, men tillige omineus dag for det skønne Tivoli og dets entreprenør. Man kunne her anvende det gamle ordsprog: aftenen er ikke morgenen lig. Inden solen kastede sine stråler over Tivoli blev agenten forgudet af sit tro folk. Man bragte  ham kl. 2 formiddag en matinette (det modsatte af en serenade). Det var hans fødselsdag og hyldesten var storartet. Det lumbyeske og det braunsteinske musikkorps vækkede ham af den slummer hvori han nylig var faldet, træt af den foregående dags møje. Men overraskelsen var behagelig, agenten følte at man erkendte hans værd, hans fortjeneste. Han følte sig stolt som en konge. "Og er du ikke Tivolis fyrste og regent!" råbte han, men glemte at Kyhl forrige år havde vist ham at det var under konstitutionel regeringsform. 

På dagens horisont viste sig allerede skæbnesvangre skyer. Politiforbuddet mod at spille længere end til kl. 11 ankom. Tivolis presse kom i bevægelse, om aftenen sås de betydningsfulde brandgule plakater opslået. Folket strømmende ind, Tivoli var et ildhav, tilfredshed og glæde herskede overalt, djævelens kastel afbrændtes. Teatrets præstationer var endt, alle ilede til koncertsalen. Hvad betyder det! Programmets musiknumre er ikke udspillede, og de herrer musici stikker piben i sæk og begiver sig bort? Tydelige tegn på oprørs sind viser sig blandt det folk der ellers er tivolifyrsten så hengiven. Et bulder, som når havet bruser stiger op til koncertsalens af våbenskjolde omgivne loft. 

Agenten iler hid for at berolige det opbragte folk. Det vil ikke høre ham! Ham, hvis higen og tragten går ud på at more det! Han vil trænge sig frem for at tiltale det. Men massen vil ikke åbne sine rækker for at tilstede ham gennemgang. En af hans venner vil stå ham bi, han rækker sin krykkestok over mod ham, og vil venskabelig banke lidt på hans hat, for at gøre ham opmærksom på det. Oh, salige ven, du vidste ikke hvad du gjorde! Flere af det oprørske folk griber om stokken. Agentens hoved, det hoved som har udklækket ideen om Tivoli, bearbejdes af vanhellige hænder. Utaknemmelige folk, I er blinde i eders vrede! Politiet bemægtiger sig den som fastholder enden af stokken. Han falder som et offer for sit venskab. Tunge skæbne! 

Agenten må trække sig tilbage. To krigere hvis navne burde optegnes af saga i gardens årbøger, tiltalte det opbragte folk: "Vis nu den nordiske kraft, kække skandinaver, ryk frem!" Folket omringer Tivolis regent. Hans ytringer at en af hans ansvarlige ministre, kammerråd Friis, mod hans vilje har givet ordre til musikkens ophør, kan ikke høres under larmen og våbenbulderet. Agenten søger nu at trække sig tilbage bag kontorets hellige dør. Fama fortæller at her forefaldt atter en kamp. Agenten nåede det hellige Palladium, Bazaren. Hans venner slår en standse om det. Folket vil gerne erklære det i belejringstilstand, men det må ophæve blokaden, for Tivolis klokke har lydt tre gange. Lukkedes Tivolis porte, kunne dets blodhunde rykke frem som reserve og ve da heltene fra koncertsalen. Tavse sniger oprørerne sig bort og klokken slår tolv.

Politivennen nr. 1497. Fredagen, den 6 September 1844. Side 561-564).

Traps kort over Indre By, omkring 1870. Kortet viser Tivoli midt til venstre, den dominerende tømmerplads sydøst for samt Kalvebodløbet før det hele begyndte at blive opfyldt og jernbanen anlagt. Ligeledes Amagersiden.

Redacteurens Anmærkning

Trods den sarkastiske tone får Tivoli året efter en omtale hvor man kan læse om hvad Tivoli tilbyder, i artiklen "Tivoliet i Aar." i Politivennen nr. 1549, onsdag den 21 juni 1845, side 377-380. 

Der er tale om Georg Carstensens fødselsdag, d. 31. august, hvor han fyldte 32 år. Tumulter ved offentligt afholdte fødselsdage var ikke noget usædvanlige. Fx var der ofte tumult ved Frederik 6.s fødselsdag. Det første nummer af Politivennen 1798 handlede om politivold ved den lejlighed. Forposten den 1.september 1844 berettede om episoden:

- Det er igaar Aftes kommet til Scener i Tivoli, hvorved i det mindste Glarmesterne om ikke Saarlægerne have faaet Fortjeneste. Det er første Gang, at det tivolistiske Publikum har viist en afgjort Misfornøielse med Hr. Agent Carstensen, som ikke engang ved sin egen personlige Fremtrædelse, understøttet af Politiets Stokke, var i Stand til at dæmpe den, man han endog maatte søge sin Sikkerhed i et hurtigt Tilbagetog. Og anledningen dertil skal dog ikke have været hans Skyld. Hr. Carstensen havde i Adresseavisen ladet annoncere, at Forlystelserne, og navnlig Musikken i Consertsalen, iaftes skulde vare til Midnat; men om Aftenen blev det ved Contraplacater bekjendtgjort, at Politiet havde forbudt denne Forlængelse og at Musikken derfor vilde ophøre Kl. 11. - Da nu denne Tid kom og der af de averterede 36 Musiknummere endnu resterede nogle, hvoriblandt en Telegraph-Gallopade, som man nu slet ikke syntes at kunne undvære, fordrede Publicum Fortsættelsen, medens Musikanterne stak Piben ind for Politiet. Da Tumulten tiltag, da man med Trusler kaldte paa Hr. Agenten, da var det, at han ilede til for at berolige Gemytterne. Men man lod ham ikke komme til orde; og medens Concertsalens Ruder klirrede, maatte Entrepreneuren og de ham ledsagende Politibetjente trække sig tilbage. Rørende skal det have været at høre, hvorledes Hr. Carstensen, da Politiet vilde bruge Stokkende, med selvopofrende Mod raabte: Holder inde! Holder inde! Før vil jeg selv undgjelde, end see den danske Nation faae Prygl paa mit Tivoli! - Og Politiet, holdt det da virkelig inde? - Vi vide det ikke bestemt. - Men naar vi sige, at Agent Carstensen var uskyldig, saa mene vi, at Forbudet, der opbragte Publikum, ene maa hidrøre fra at Politiet allerede har antaget at burde handle i Overensstemmelse med det nye Udkast til en Anordning om Søn- og Heligdages Overholdelse ifølge hvilket det tilsigtes strengt at forhindre allehaande Forlystelser at gaae over fra Løverdag Aften til Søndag Morgen. Politiet har saaledes baaret sig ad paa samme Maade som Gjennemsynet, der beslaglægger i den Forestilling, at Udkastet til den nye Trykke-Anordning allerede er blevet Lov. - Det er Følgen af at Politiet læser Standertidenden - men at Politiets religiøse Strenghed derved er tiltagen - det kunde Hr. Carstensen jo ikke vide. - Iøvrigt viste der sig iaftes ogsaa udenfor Tivoli en meget urolig Aand, især paa Volden og ved Vesterport, hvilket foranledigede endeel Arrestationer.

I Fædrelandet den 11. september 1844 blev affæren kaldet "Tivoli-Tumulten". Til forklaring af politiets handlemåde hører at Tivolis fødselsdag kun 2 uger forinden, den 17. august var blevet fejret behørigt med et imponerende fyrværkeri ved midnat, hvorunder en raket skal være faldet ned gennem en skorsten på Amalienborg. Politiet blev i den anledning beskyldt for at sove. Se Dannevirke 24. august 1844.  En artikel fra Forposten 8. september 1844 må stå som et eksempel på hvor langt den trykte presse vovede at omgå censuren på dette tidspunkt: 

I den Erklæring, Hr. Carstensen har udstedt i Anledning af "Tivoli-Oprøret" næstsidste Løverdag, hedder det, at det maa beklages, at man eet Øieblik har kunnet antage, at der er foretaget noget vilkaarligt Skridt fra Politiets Side. Hr. Carstensen vindicerer her paa en ligesaa smuk som veltalende Maade de kjøbenhavnske Polities velbekjendte humane Fremgangsmaade, der ikke tillader det at gaae vilkaarligt tilværks ved nogensomhelst Leilighed. Det maa kun bemærkes, at Ordet vilkaarligt maa ene og alene tages og opfattes fra et reent dansk Standpunkt, altsaa noget forskjelligt fra den Maade hvorpaa det til exempel forstaaes i England og Frankrig; det gaaer nemlig med bemeldte Ords Betydning ligesom med Varmelinien, der synker betydeligt jo længere den kommer fra Vest til Øst. Vi kunne forøvrigt vel forstaae, at Hr. Carstensen har havt de tidligere offentliggjorte tilfælde for Øie, hvor det kunde synes at være paalagt Politiet, med Grund, at det havde handlet vilkaarligt; men det er altid senere tilfulde oplyst, at der ingen Grund har været til saadan Beskyldning, og at Politiet med Etatsraad Bræstrup i Spidsen stedse har viist den Humanitet, som det er bekjendt for. Hvis Politiet nogensinde imod Formodning skulde handle vilkaarligt, stod det jo desuden til Vedkommende at klage til Cancelliet, der vel vilde vide at hævde dets Rettigheder og Værdighed; thi fordi Stænderne have sagt, at Collegiet handler vilkaarligt, derfor er jo intet Beviis tilveiebragt for, at det vil tillade Politiet at handle saaledes, tilmed da den kgl. Commisssarius har tilstrækkeligt godtgjort, at en saadan Beskyldning er hentet lige ud af Oppositionsbladene eller fra en aldeles upaalidelig Kilde. Disse Bemærkninger have vi ikke troet at være overflødige med Hensyn til, at vi kunde blive mistænkte for ikke at dele Hr. Carstensen Anskuelser om politiet, naar vi ikke erklærede os beredvillige til at istemme hans indirecte Lovtale, som der staaer i Vægterverset, "men Haand og Mund, af Hjertens grund" - et Citat, vi uvilkaarligt mindedes derved, at Tanken henlededes paa Tivoli-Avisen, Vægteren for Tivolis Hæder.