Børns Ferie. (Efterskrift til Politivennen).

I Morges oprandt den store Dag!

Da det første Ferietog rullede ud fra Hovedbanegaarden.

I Morges Kl. 5 rullede det første Ferietog ud fra Hovedbanegaarden for at sprede de jublende glade Københavnerbørn ud over det danske Land, ud til det herlige Sommereventyr, som de glæder sig til hele Aaret.

I Aar har Børnene maattet vente et Par Dage længere end sædvanlig. Ferien begyndte i Lørdags, men det er en uheldig Dag - Lørdag, Søndag og Mandag er saa travle Dage for Statsbanerne, at de umulig kan ekspedere de store Ekstratog - men endelig i Dag var Ventetiden endt, og Hovedbanegaarden genlød af den glade Jubel, som kun den, der selv har hørt den, gør sig et virkeligt Begreb om.

Københavnere, der vil se et af vor Bys allersmukkeste og mest rørende Folkelivsbilleder, burde gaa ned paa Banegaarden en saadan Morgen. Det er lidt af en Oplevelse at se den Livsglæde, de smaa Københavnerbørn lægger for Dagen, og det er maaske endnu mere rørende at se Forældrenes Glæde ved at sende Børnene ud til det store Sommereventyr, en Glæde, der dog er saa tydelig blandet med Afskedsvemod, at det virker helt gribende.

Et Blik hen over den tætpakkede Række taarevædede Moderansigter fæster sig maaske endnu smukkere i erindringen end de glade Barneansigter, der fylder alle Kupévinduer.

(Aftenbladet (København) 3. juli 1928). 

De, der ikke kom paa Landet

Øverst: Børnene laver Lejr ved Amager Strandvej. Nederst: Ved en Sandbunke i Ingerslevgade.

Det er jo desværre ikke alle Københavnerbørn, der opnaar den Lykke at faa Sommerferie ude paa det rigtig "Bondeland", og der er jo adskillige, der med et lille Stik i Barnehjertet ser de mere heldige Kammerater drage af Sted. Men en rigtig Københavner giver ikke ret længe Plads for Mismod, han forstaar at trøste sig, og den Tid er heldigvis forbi, da vor By karakteriseredes ved skumle Baggaarde og luftfattige Gader. Nu har vi heldigvis "Lufthuller" nok, og Byens Børn skal nok vide at udnytte dem. Vore i to Billeder viser, at Københavnerbørnene har Initiativ; paa det ene ser man en interimistisk Teltlejr ude ved den friske og smukke Amager Strandvej; paa det andet giver en Sandbunke i Ingerslevgade Kvarterets Børn fuld Beskæftigelse. De har foreløbig "nok at gøre" og tænker ikke paa land og Strand, Skov og Sø.

Det er netop det gode ved Hovedstadens Ungdom, den er foretagsom og forstaar altid at udfylde sin Tid - et Københavnerbarn keder sig aldrig.

(Aftenbladet (København) 4. juli 1928).

En Børnedag paa "Bakken"

To Situationer fra Afrejsen i Havnegade.

Der er jo desværre mange, altfor mange Københavnerbørn, som ikke kommer ud i Sommerferien, men saa er der jo heldigvis forskellige Institutioner, som sørger for, at saa mange som muligt i hvert Fald én Dag kommer bort fra Brostenene og tid i Skov og Mark.

I Gaar havde saaledes "Børnenes Kontor" arrangeret en Udflugt til Dyrehaven for ca. 300 Kommuneskolebørn, der om Formiddagen sejlede ud til Bellevue. Under Ledelse af Hr. Ivar Svendsen fra "B. K." tilbragte de nu nogle fornøjelige Timer i Skoven og paa Bakken, hvor Teltholderforeningen var en gavmild Vært.

Børnene var henrykte over alle de Herligheder, som den gamle Bakke bød dem, Pjerrot og Mester Jakel og de andre Bakkefolk gjorde alle deres Bedste for at more Børnene, og det lykkedes dem da ogsaa fuldstændig

(Aftenbladet (København) 5. juli 1928).

Tivolidagen blev storslaaet, trods Regnen.

Øverst til venstre: Børnetoget med Tivoligarden i Spidsen, til Højre: Fire Børn, der har forsynet sig med Boller og Sodavand. - I Ovalen: Cirkus Schumanns Klovner, Brødrene Brunnett. Til venstre: Pjerrot og Børn, der lytter til hans Or. Yderst til højre: Sandor ras Luftgymnastik.

Børn er et tappert Folkefærd, tappert indtil Ukuelighed. De gaar med oprejst Pande lige gennem Ild og Vand. Naa, de 1000 Børn, som Tivoli og Aftenbladet i Gaar havde budt til Fest, maatte nu navnlig gaa gennem Vand. Thi Vejrguderne var i det drilagtige Humør. Lige ved 2-Tiden, da Indmarchen fandt Sted, begyndte de første Regndraaber at falde, og saa blev Væden ved at hæIde ned over os til Aftentimerne.

Og mangen lys Pigekjole og mangen Drengebluse blev vaade, saa de "klaskede", og som Sko og Strømper saa ud! Men Humøret holdt. I den lune Luft straalede Øjnene, rødmede Kinderne. Jublen over Friluftsfornøjelserne har aldrig været stærkere. Pjerrot har saamænd aldrig faaet en mere stormende Hilsen end den, han fik i Gaar. Men uforglemmelig blev de Timer, da der spilledes for Børnene i Koncertsalen. Aldrig før har Tivolis Koncertsal frembudt et saadant Billede som det i Gaar, da de 2500 af Børnene var kommet i Hus derinde, da Salen var besat af en hel By af Ungdom. Og aldrig vil vel nogen Sinde Koncertsalen komme til at se saadan ud. Det skulde da lige være paa en anden Regnvejrsdag ved en af Aftenbladets fremtidige Tivolifester. Om Dagens Forløb bringer vi iøvrigt en lille Artikel andet Sted i Bladet, her bringer vi en Tak til alle dem, der var med i Arbejdet, og som netop paa denne Dag, hvor Forholdene var saa vanskelige, udrettede et dobbelt paaskønnelsesværdigt Arbejde.

Fra Tivolis Direktør til den lille Rengøringspige, der deltog i det store Arbejde, det var at pudse Tivoli op igen efter de stærke Spor, Børnenes Festdag havde sat sig - Læserne skulde blot have set Dansesalonen - har de alle Krav paa vor Hengivenhed, vor hjerteligste Tak, fordi de gjorde ogsaa Dagen i Gaar til den Oplevelse for de smaa Københavnere, den plejer at være.

Nor bedste Tak for Tivolidagen i Gaar.

Den har givet os Troen paa, at den kan gennemføres, selv om vi skulde faa baade Jordskælv og Vulkanudbrud.

Børnene udenfor Pantomineteatret under Forestillingen. Harlekin mekanisk Statue.

Tivolidagen.

Den gennemførtes straalende - trods Regnvejret.

Aldrig nogen Sinde har Koncert salen frembudt et Billede som det i Gaar.

Kilen Gollschalck, "Vor egen Nitouche", den muntre Frue, der i Gaar med sit Smil og sin glade Sangkunst hensatte 2500 unge Tilskuere i Tilstand af fuldstændig Henrykkelse.

I straalende Solskin stillede de først ankomne Børn sig op ved Gitteret langs Vester Boulevard, men efterhaanden som Opstillingen blev længere og længere, blev ogsaa Himlen mørkere og mørkere. Og da Tivoligardens Orkester mødte frem og paa Slaget to satte i med en March, var Skyerne blevet saa tunge, at de væltede ned som Regn.

Men glade og forventningsfulde marcherede Børnene ind i Tivoli, hvor de føret samledes om 

Kunstnerplænen.

Her viste den stadig tiltagende Regn sin første Virkning. 

Reckkunstnerne Scamp and Scamp maatte opgive at arbejde. Reckerne var for vaade. Da 3 Sandorras kunde dog gennemføre deres Nummer under almindelig Glæde, og da de bronce farvede Abdulla'er under Hylen og Skrigen valtede ind, tumlede sig i de mærkeligste Spring og Koldbøtter, lød der et Hyl af Begejstring. Børnene glemte Regnen og stirrede betagne paa de gulbrune om hinanden tumlende Legemer

Derfra stævnede alle ned fil

Pantomimeteatret,

hvor en mægtig Vifte hurtigt dannede sig trod den mere og mere nedvæltende Regn.

Paafuglen sænkede sig hurtigt - et Kvarter før Tiden - for "Harlekins mekanisk Statue", hvis vjdunderlige Begivenheder fængslede de ungdommelige Tilskuere saa stærkt, at de glemte Væden og trofast holdt ud til det Øjeblik. da Pjerrot traadte frem foran Tæppet og viste sig som et talende Menneske.

Da Jublen over den evigt populære Mand var stilnet af - Regnen gjorde det desværre ikke - stormede Børnene ned til

Koncertsalen,

hvor der blev en Fest uden lige. Tæt pakket sad de flere Tusinde Børn og frydede sig over den evig unge Troldmand Georg Kjeldsen, som saa ofte har glædet baade Voksne og Børn med sine vidunderlige kunster. Knap var Hurraerne for Tryllemanden forstummet, saa stod den elskede og populære Frk. Nitouche - Fru Ellen Gottschalck - paa Tribunen og sang til Holck Stillings sikre Akkompagnement under mægtig Jubel sine smaa Sange, og da Fruen til Slut under Udfoldelse af alt sit Skælmen og Luna sang Trommevisen af "Frk. Nitouche", var Hurraraabene og Jublen endeløs.

Sidste Nummer var de folkekære Klowner Bronnetts. Jo højere de tumlede og larmede, jo højere steg de Tusinder af Børns skrigende Jubel, og da til Slut den fra Cirkus kendte Vidunderhest trampede ind paa Tribunen, kendte Børnenes Jubel ingen Grænser. Jo mere det mærkelige Dyr væltede sig rundt, jo mere stormende blev Tilskuernes Glæde. Saadan et Dyr havde de aldrig set før. Et øredøvende Jubelskrig fulgte de opfindsomme Klovner til Dørs

Men samtidig havde

andre Glæder

samlet andre Tusinder af vore smaa Gæster. Biografteatret viste muntre Billeder, afpasset efter Børnene, Karusellen hvirvlede ustandseligt rundt med frydeskrigende Børn, Lilleputbanen sendte Tusinder og atter Tusinder - mange var ganske vist Gengangere - ind i Eventyrlandet, Rutcherbanen var ustandselig fuld af hvinende og skrigende Børn, der, naar de kunde naa det, mange Gange gennemkørte de stejle og mørke Veje, og paa "Det muntre Hjuls" glatte, svigefulde Flade tumlede Masser af Børn sig glædesdrukne rundt.

For alle dem var Regnen en ligegyldig Faktor, og da de til Slut alle samledes i Dansehallen, nød de veltilfredse Sodavandet og Bollerne for derefter at tage sig en lille Svingom til Vald. Larsens og hans Orkesters indsmigrende Toner.

Men saa slog Raadhusuret Seks. Festen var slut, den trods Vejret vellykkede Fest.

De Assisterende og alle de, der hjalp os, kunde bogstavelig talt tørre Sveden af Panderne - det havde saa sandt ogsaa været en streng Dag - og ind over Lokalerne rykkede en Skare af Rengøringsmænd og dito Kvinder, som nu tog fat paa at bringe det i Orden igen, efter at den glade Børneskare var svirret bort som en Fugleflok.

De lykkelige Vindere at Tivolidagens Børnedragter.

Ved Lodtrækningen blev Indehaverne af følgende Numre de heldige Vindere: 967 - 2083 - 2206 - 2388 - 3321 - 4038.

De heldige Vindere bedes snarest melde sig paa "Aftenbladet"s Ekspedition, Købmagergade nr. 9 medhavende Nummerbilletten.

(Aftenbladet (København) 6. juli 1928).

Gabr. Jensens Feriebørn paa Feltfod.

Middagen nydes af Børnene i det grønne. - Feltkøkkenet i Arbejde.

Man har, som meddelt, indenfor Ledelsen af Gabriel Jensens Ferieudflugter i Aar paabegyndt et Arbejde, der egentlig er lidt nyt indenfor de gamle Rammer. Paa det gamle Fæstningsterræn ved Husum har man faaet Plads til Børnene; fra Hæren har man laant et Par rullende Feltkøkkener, og saaledes har man alt parat til en Feriedag for Byens Børn, der ikke naaede at komme paa Landet. De kommer derud om Formiddagen, spiser straks den medbragte Frokost og tumler sig saa i Leg og Dans til Middagen er parat. Naar Solen daler, tager de atter tilbage til Byen. Men netop dette smukke Arbejde er desværre truet af Mangel paa Penge. Kommunelærer Johansen for Foretagendet, bor i Amalie Skrams Allé 6 i Valby, hvilket meddeles i Haab om, at en eller anden blandt vore Læsere vilde føle Trang til at hjælpe med en Skærv.

(Aftenbladet (København) 21. juli 1928).

Hjem fra Ferie-Eventyret.

Ved Banegaarden, da de første Børn i Gaar eftermiddag kom hjem fra Fyn.

Ak, nu er Børnenes Ferie-Eventyr tilende. I Gaar gik den første Strøm indad, ind mod Byens trange Mure.

En Maanedstid har de tilbragt ude i Landet, nydende Friluftslivets Herligheder, i Gaard og Mark, i Vand og Luft. Solen - ja den har jo været karrig ogsa< i Aar, men alligevel var Børnene brunet af det hærdende Vejrlig, velsignet sunde at se, med blanke Øjne og Smil om Munden, Smil, der blev dobbelt straalende, da man opdagede Mor og store Søster vinkende paa Perronen.

Og næppe var Kupédøren slaaet op og den første Omfavnelse overstaaet, før de smaa Rejsende tog fat paa at berette om al Dejligheden derovre paa Fyns flade, fede Land; det var nemlig Fynbogæsteme, der kom i Gaar. Der var nok at fortælle om og Minder at tære paa gennem hele den lange og trange Vinter.

I Dag til Morgen begyndte Strømmen fra Jylland, og den vil vare ved i flere Dage. Der er jo over en Snes Tusind Børn, som skal hjem, en Hær paa 20,000 smaa Københavnere, som Landboerne har vist Gæstfrihed.

Det er den Slags Ting, der i langt højere Grad end de Voksnes Stræben knytter Baandet mellem Land og By, fordi det ikke ses som en Samfundsnødvendighed, men udelukkende er Hjertet, der er med i Spillet.

(Aftenbladet (København) 8. august 1928).

Sarah von Scharffenberg von Brockdorff: Tivoli og Gældsfængsel. (Efterskrift til Politivennen).

I 1904 forsøgte Scharffenberg sig med en debut på scenen: 

Baronesse v. Brockdorff hysses ud i kisten.

For et overfyldt parket, hvori den fine verden og halvverdenen var ligelig repræsenteret, debuterede i aftes i Tivolis variete baronesse v. Brockdorff, født Scharfenberg.

Mens mægtige blomsterkurve og buketter dængedes op på scenen, trådte baronessen ind og sang rystende af angst en vise, hvori hendes excentriske liv rulledes op. Fru Brockdorff der i modsætning til så mange baronesser på varietetribunen virkelig er baronesse, har ønsket at ende sine dage på tribunen - som hun selv siger: Det er ikke af sensationslyst jeg må optræde, men kun af nød. Det må desværre siges at baronessen mindede om kameliadamen i femte akts sidste scene, end ikke den gribende hofte savnedes. 

Da frk. Brockdorff trak sig tilbage, rystede salen af piben og hyssen og med et sørgmodigt smil sprang hun atter frem, samlede en buket op og forsvandt.

Det gjorde et trist indtryk på publikum at Sarah Scharfenberg, generalens datter der var født til noget bedre, skulle undergå den skæbne.

H.

(Aftenbladet (København), 9. november 1904).

En baronesse i gældsfængslet.

København, mandag.

En herboende snedkermester med det borgerlige navn Hansen har været så raffineret ondskabsfuld at han i dag har ladet baronesse Sarah Scharffenberg v. Brockdorff hensætte i gældsarrest.

Nævnte baronesse der er velkendt i det lystige København, har for længst købt sig et nyt, elegant møblement hos snedker Hansen, men penge har snedkeren ikke kunnet få.

Så anlagde han sag mod baronessen der også blev dømt til at betale, men hertil tog hun ikke det ringeste hensyn.

Snedkeren tabte imidlertid tålmodigheden, og i dag lod han hende indsætte "på et ærligt sted", som det hedder i loven, det vil sige i fængslet.

Her skal Sarah Scharffenberg v. Brockdorff nu sidde til hun betaler, eller til snedkeren bliver ked af at betale udgifterne ved arrestationen, idet der skal betales 4 kr. 58 øre pr. dag. 

Baronessens gale streger er utallige. Man vil således erindre at hun for nogle år siden arrangerede sin egen begravelse.

En skøn dag indeholdt "Berlingske Tidende" en dødsannonce hvori det meddeltes at Sarah Scharffenberg v. Brockdorff blidt og stille var hensovet, og at begravelsen foregik fredag den 7. sept. kl. 2 på Assistens Kirkegård.

På den fastsatte tid mødte en del honoratiores, men særlig en stor del af baronessens mandlige bekendte, med kranse og blomster ude ved kapellet.

De fandt ingen kiste, ej heller nogen grav, bestemt for baronessen, hvorfor de måtte vende tilbage med blomsterne. Sarah Scharffenberg v. Brockdorff og en veninde overværede hele optrinnet, idet de havde skjult sig bag nogle buske.

Om aftenen fejrede de sammen med venner et drabeligt begravelsesgilde, og det vakte vild jubel da flere af ligfølget indfandt sig med kransene og blomsterne.

Der er ingen tvivl om at byen oplever en ny gemytlig nat når baronessen atter slipper ud af fængslet.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 11. maj 1915).

For at erfare noget nærmere om baronessen og hendes forhold henvendte vi os til justitsråd Sofus Elvius, lederen af Nyt Genealogisk Institut, der gav os følgende oplysninger.

Den pågældende dame er sikkert ingen v. Brockdorff, sagde justitsråden. Der lever kun en familie af det navn her i landet, nemlig Juul-Brockdorff, og her hører hun absolut ikke til. En svag mulighed er der for at hun i Tyskland, hvor hun har færdedes meget, har været gift med en Brockdorff, men jeg tror det ikke.

Hun er datter af en nu afdød toldembedsmand Scharffenberg i Herluf Trollesgade og var allerede fra sin tidligste ungdom en stærkt omtalt kvinde.

(Uddrag af en længere artikel i København, 11. maj 1915)

Heri tog "eksperten" altså fejl. Den 29. maj 1915 meddelte Lolland-Falsters stiftstidende at hun stadig sad på Christianshavn, men at snedker Hansen var blevet underlagt pres dels fra hans egen advokat (Klubien & Wulff), dels fra politimyndighedernes side. Hvis han gav efter, havde han ikke længere noget krav på hende for de 100 kr.  Hvis han lod hende sidde tiden ud (71 dage), havde han dog krav på at få udleveret møblerne som hun havde deponeret hos Salicath. Efter denne historie er det svært at tro denne dødsannonce, men den var god nok: 

At min mand, løjtnant, fideikommisbesidder

Cai von Brockdorff,

er afgået ved døden på Frederiksberg Hospital, bekendtgøres herved af hans hustru.

Sarah von Brockdorff

født von Scharffenberg.

Ligbrændingen har fundet sted.

(Nationaltidende, 11. juli 1915)

Sarah var gift med Kai Cristian Magnus Christopher Nicolaus von Brockdorff (1867-1916/15?), mor til Cai von Brockdorff (1898-1901). 

Robert Watt (1837-1894). (Efterskrift til Politivennen)

 Et virksomt Liv.

Robert Watt.

Robert Watt, Tivolis artistiske Direktør, er i Gaar Kl. 3½ afgaaet ved Døden. I længere Tid havde han skrantet, og den Dag Tivoli aabnedes, saa en hver, der mødte hans kendte Skikkelse, langsom slæbende sig frem, at han var en mærket Mand, at det vilde være et Under, om han levede til Tivoli lukkede. Faa Dage efter indlagdes han paa Frederiks Hospital for at det nærmere kunde konstateres, hvad Sygdom han led af. Det viste sig som bekendt at være en hæftig Nyrebetændelse der inden lang Tid afstedkom en Blodforgiftning. Da han i Gaar døde var det en længe ventet Begivenhed.

Watt har ikke vunden sin Berømmelse i Tivoli. Hans Glansperiode ligger langt tidligere.

Han var en smuk, rask Gut, der hurtig fandt det for snævert herhjemme og allerede for sit tyvende Aar drog han af Landet og faitede rundt i Australiens Skove. Her førte han 

et æventyrligt Liv.

Til at begynde med boede han hos rige, velhavende Slægtninge, men senere kom han bort fra disse og var først Deligencekonduktør fra Guldminerne ved Melbourne, senere Kusk, hvad der var en meget betroet Stilling, ti her er hverken Vej eller Sti, og der kræves det nojeste Kendskab til Terrænforholdene.

Paa forskellig Maade slog han sig igennem, da denne Bestilling maatte opgives og han har f. Eks. blandt andet været Medhjælper hos en Tryllekunstner.

Sine Eventyr fortsatte han senere paa Amerikas Prærier. For alt, hvad han oplevede, havde han en fortræffelig Hukommelse og da han kom hjem nedskrev han med sjælden Livlighed og tiltalende Fantasi sine Æventyr, der under Mærket "Bob" hurtig vandt "Illustreret Tidende" hvori de fandtes, en stor Læsekreds.

En ny Journalistik.

Endnu mere Opsigt vakte Robert Walt, da han kastede sig ind i Døgnets Literatur og blev Redaktør af "Figaro". 

Han er paa en vis Maade her den moderne journalistiks Fader. Han indførte den lettere franske Behandling af Dagens Begivenheder og slog som første Mand til Lyd for den personlige Journalistik, der nu spiller saa stor en Rolle,

Det sidste vakte den Gang megen Forargelse. Det er ret betegnende for Tiden, at den første Meddelelse af den Slags, der fandtes i "Figaro", vakte en sand Storm. Og den omhandlede den ganske simple Ting, at en Læge fra Chicago var ankommen til Byen og havde taget Ophold paa Hotel "Tre Hjorter".

Noget sligt havde man aldrig tænkt sig, kunde skrives i et ordentlig Blad.

Men Watt fandt Forstaaelse hos den intelligente Del af Landets Ungdom, den Gang for en stor Del Adelen, der pekuniært støttede hans Blad og vedblev dermed, da det senere blev til "Dagens Nyheder", en Støtte, der har varet ved i mange Aar lige til de sidste Dage.

I Vælten.

Det følger af sig selv, at Watt som en Banebryder blev feteret som faa, og navnlig det smukke Køn var en trofast Beundrer at ham og hans Virksomhed. Hertil kom, at han var i høj Grad morsom og livlig at tale med, og navnlig som ung var overordentlig smuk.

Watt har tillige alle Dage været en rask og uforfærdet Karakter, har endog i sin Tid haft sin Duelhistorie, der ikke gjorde ham mindre populær.

Det var Redaktionssekretæren ved den da eksisterende "Dagstelegrafen", der havde skrevet at Watt ved en Fest i Odense havde badet sig for aabenlyst i Hoffets Naadesol.

Watt sendte straks en Udfordring, Meyer meldte ham til Politiet og W. fik otte Dages simpelt Fængsel

En heldig Teaterdirektør.

Da Folketeatrets daværende Direktør, Lange, døde 1876, blev Watt Direktør for Folketeatret. Ogsaa her fulgte Heldet ham og han benyttede sin store Kendskab til Udlandets Scener og fremmed Literatur til at opføre en Række Skuespil, alle i den lettere Stil, der bragte Teatrets Kasse til at svulme.

Han støttedes under sin Direktørvirksomhed af Hoedt. Sardou's Værker holdt under hans Ægide deres Indtog i Byen og med dem fejrede han store Sukcesser. Da han 1884 overdrog Folketeatret til Abrahams, var han en velhavende Mand, der kunde sætte sig hen og tage Livet med Ro.

Dette laa dog langt fra hans livlige Natur; han maatte have noget andet at tage sig for. Han rejste, skrev og oversatte. Særlig engelske og amerikanske Forfattere, som Mark Twain, Thackeray, Edgar Poe, Bret Harte, har i Watt haft en paalidelig og forstaaende Oversætter.

Da Watt 1886 kom tilbage fra en længere Pariserrejse, blev han udnævnt til Direktør i Tivoli, hvor han navnlig forestod den artistiske og den repræsentative Ledelse.

I de sidste Aar var hans Virksomhed i sidstnævnte Egenskab maaske den mest fremtrædende, og han var ligesom blevet træt, hvad der ikke er til at undres over, naar man tager hans æventyrlige og evig vekslende Levned i Betragtning.

Som Person.

Som Person var han - som tidligere bemærket - Elskværdigheden selv, at sige mod sine Venner. Sine Fjender var han for Alvor Fjende imod. Han havde Lykkeridderens Temperament Let og spøgende. Alt var ham en Leg. Han var blandt andet i høj Grad overtroisk, som den Slags Naturer er. Han var gift med Frøken Dorthea Olsen, en af Folketeatrets i sin Tid fejrede Primadonnaer. De levede et lykkeligt Familjeliv; hun hægede omhyggelig om sin i den sidste Tid noget vanskelige Husbond, og man saa' hende daglig følge Watt i Tivoli. Støttet til hendes Arm saa' han for sidste Gang det kære Etablissement, som han til det sidste omfattede med saa megen Interesse.

Hvem der bliver Watts Efterfølger, er der intet bestemt at sige om. Tivoli vil uden Tvivl staa sig ved en energisk artistisk Ledelse, der fører lidt længere bort fra den kedelige Gangart, hvori Etablissementet synes at være falden.

En Mand som Watt - da han var ung og vendte hjem fra de fremmede Lande med nye, rige Indtryk.

(København 12. juni 1894).

Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891): Robert Watt, impressario A. Zorini, operasangerinde Zelia Trebelli og operasanger Alessandro Bettini, Det Kongelige Bibliotek. Public domain.

Robert watt's Begravelse.

I Gaar MIddags Klokken halv tolv begravedes Robert Watt fra Kapellet paa vestre Kirkegaard. Det lille Rum blev hurtig fyldt til Trængsel, og Størsteparten al Publikum rnaatte tage Plads i den aabne Gaard udenfor Kapellet. Kisten var smagfuldt pyntet med Palmer og en Mængde Kranse, omgivet af Cypresser og Kandelabrer med brændende Voxlys.

Kransene.

Blandt de mange nævner vi Palmedekorationer fra "Københavns Tivoli", "Det kgl. københavnske Skydeselskab" og Cirkusetablissementet. En Sølvkrans fra Tivolis Lejere, endvidere Kranse fra Tivolis Kontrollører, Tivolis Pladsbetjente, Tivolis Arbejdere fra Georg Lumbye og Orkester, Carl Lumbye og Orkester, Pantomimeteatrets og Arenateatrets Artister og fra sidstnævntes Orkester en overmaade smagfuld Krans af Stedmoderblomster. Endvidere Kranse fra Foreningen "P. B." i Malmø, Skuespillerforeningen, Foreningen til Fjerkræavlens Fremme, Forfatteren Carl Møller m. fl.

Kendte Navne.

Blandt Publikum saas Størsteparten af de fra vort offentlige Liv kendte Ansigter. Den Afdødes Familje, hans Søstre og hans Hustru, der imidlertid forlod Kapellet kort før Højtidelighedens Begyndelse.

Blandt de mange nævner vi: Tivolis Direktion og Repræsentantskab, Lejere og adskillige Funktionærer, talrige Repræsentanter for Skuespillerverdenen, Direktørerne Abrahams, Th. Andersen og W. Petersen, Skuespillerne Zinck, Kolling, Vilh. Wiehe, Jacques Wiehe, Steffensen, Hellemann, Hunderup, Benj. Petersen og Aagaard. Cirkus Aktieselskab var repræsenteret gennem sin Bestyrelse: Jærnstøber Henrichsen, Murermester Brun og Direktør Schmidt indvidere nævner vi forskellige af den Afdødes nærmere Venner og Bekendte: Maleren, Prof. Frølich, Prof. Jensen, Red. Bay, Rodemester Møller, Dir. Kjeldskov, Kapt. Tychsen Revyforfatterne Brun og Schwanenflygel, Carl Lund, Dir. Schultz, Rantzau, Thor Jensen og en stor Del andre fra Tivolis Artistverden. Provinspressen var repræsenteret bl. a. gennem Redaktør Hertz, Vejle.

Efter at Salmen "Jeg er træt og gaar til Ro" var afsungen holdtes 

Talen

af kgl. Konfessionarius Paulli:

"Den smukke Aftensang minder os om, at vor Aften kommer for os alle, som den kom for den, hvis Minde vi fejrer. Naar Aftenen kommer, skal Regnskabet aflægges, og det gælder for os alle at være forberedte derpaa. Men enhver aflægge Regnskab for sit Eget, som Apostlen Poulus siger. Vi skal ikke dømme. Derfor samle vi ogsaa om denne Baare ikke for at dømme, men for at lade Minderne komme til deres Ret. Det er et lykkeligt Liv, der er afsluttet. Han, for hvis Skyld vi er sandet, havde et aabent Øje for Naturen og Kunsten, det gode og det skønne. Men Lykken kom ikke til ham sovende. Han har ogsaa arbejdet. Trofast er han i sin Færd støttet af sine Søstre og sin Hustru. Men ogsaa Prøvens Tid kom over ham, Sygeværelsets tunge Alvor. Han vidste, at han skulde dø, og han saa med Ro den store Rejse i Møde.

Gid han og vi alle i Dødens Stund maa erkende med Salmen:

»Jeg rejser, og ved, hvor Rejsen gaa hen.

Den gaar til Guds evige Rige«.

Efter Salmen "Den er slet ikke af Gud forladt, hvem han fratager de Hjertenskære" bares kisten ud.

(København 17. juni 1894).

Robert Watts gravsted på Vestre Kirkegård. Den hælder lidt til den ene side. Han er morfar til skuespilleren Bjørn Watt Boolsen (oberst Hackel, Matador, Olsen-banden m. fl), som er begravet på Søndermark Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fonografen. (Efterskrift til Politivennen)

Fonografen i Tivoli

I Tivolis Udstlllingsbygning, hvor saa meget andet, baade mælende og umælende, har været forevist et højstæret Publikum, har nu den meget talende Fonograf opslaaet sit Telt og gjorde i Gaar Formiddag sin første Opvartning for en snævrere Kreds.

Fonografen har udstyret sit Avdiensværelse med stor Hygge og Smag; navnlig faar man al Agtelse for dens Kunstsans, naar man ser Væggene bedækkede med en stor Samling Malerier af nordiske Kunstnere; for yderligere Oplysnings Skyld er Priserne vedføiede, saa behøver man ikke at spørge om dem, og lige saa har Dekoratøren herttet sin Adresse ved de ikke uefne Draperier for Vinduerne, saa ved man, hvor man kan henvende sig.

Til Brug ved sin Optræden i Tivoli har Fonografen samlet sig et stort og udsøgt Repertoire og byder hver Uge paa nyt Program.

Det aabner strax med en af Perlerne i Samlingen: Phisters Monolog af "Jeppe paa Bjerget", anden Akt, i Baronens Seng. Det er aldeles beundringsværdigt, hvor tydeligt og distinkt hvert Ord af den berømte Monolog kommer ud af Fonografens Mund, med samme Betoning og Klangfarve, som man vil erindre fra den geniale Kunstners sceniske Fremtræden; man synes næsten at se Nathuen paa Jeppes Hoved og Kvasten dingle over Ansigtet paa ham.

Hvad Betydning en saadan Opbevaring af Replikformningen vil kunne faa for Traditionen, er aldeles uoverskuelig - at den nu vil kunne glæde alle de mange, der kun kjender Phisters Fremstilling af Omtale, er jo allerede ubetaleligt.

Samme Tanker faar man, naar man hører Schram synge Leporellos ikke mindre kjendte "Ingen Penge, Prygl desfler", eller hører ham foredrage den humoristiske Vise om "Tømmermanden med de 15 Børn"; og saa vidt er Fonografen allerede kommet, at man, uden at sætte Glasrørene i Øret, kan høre den helt ud i Stuen, uden at tabe en eneste Pointe, en eneste af de mange drastiske Nuancer.

Fonografen har endvidere af Prof. Phisters rige Repertoire indtaget Visen "Og jeg vil ha'e en Hjærtenskjær" af "Æventyr paa Fodrejsen"; Kammersanger Schram møder med Mefistofeles' Serenade af "Faust" og Jægerens Vise af "Elverhøj".

I den første Seance, fra den 29de Mai til den 7de Juni, bestaar Programmet endvidere af "Nyse-Vise", foredraget at en scenisk Fremtidsmulighed, Kammersanger Simonsen synger "Gurre", og et Blæseorkester spiller "Kong Kristian" og Marsch af "Figaros Bryllup".

Samtidig med Fonografen er udstillet "den amerikanske Kaligraf", der under en rutineret Behandling skal kunne skrive meget hurtig, og den Fordel er der i det mindste ved den, at den ikke kan give selv den skarpsindigste Grafolog den ringeste Anvisning paa den skrivendes Karakter - det skulde da være den Oplysning, at han har Raad til at anskaffe sig en saadan Skrivemaskine.

(Morgenbladet (København) 30. maj 1890).

Fonografen.

Det kgl. Theater skal efter Forlydende have anskaffet sig en Fonograf, og det er formentlig Hensigten at danne et systematisk Bibliothek, eller hvad man nu skal kalde en saadan Valsesamling, af dansk Kunst. Endnu lever en Række berømte Skuespillere og Skuespillerinder - Fru Heiberg og Fru Sødring, Phister, Hultmann o. s. fr. - der sikkert gjærne grundlægger Samlingen med udvalgte Prøver paa deres Kunst. Efterhaanden vil de nuvirkende Kræfter ved Theatret saa træde til. Kommende Tider og ufødte Kunstnere vil høste rig Nytte og Erfaring af Fonografens Evne til at lade Traditionen gaa i Arv fra Slægt til Slægt. 

Allerede Fonografen i Tivoli, som vi i Gaar nærmere omtalte, vil kunne lære os meget om Opfindelsens Fremtidsbetydning. Utvivlsomt vil den ogsaa Sommeren igjennem samle talrige Tilhørere. Af det righoldige Repertoire, som lidt efter lidt vil blive fremdraget, skal vi her nævne et og andet.

J. L. Phister har vist Fonografen særlig Opmærksomhed. Den gamle Kunstner efterkom strax beredvillig Opfordringen til at overgive forskjellige Scener af sine Glansroller til Efterverdenen. Han gav Møde uden Bog og reciterede med sin beundringsværdige Hukommelse Scene efter Scene uden at standse eller snuble. Faa Kunstnere kan som Phister slaa som den gamle Skoles Repræsentant, naar det gjælder Pietet mod Digteren og Troskab mod hans Text.

Foruden den i Gaar omtalte Monolog af "Jeppe paa Bjærget" og Skriverhans' Bondevise af "Æventyr paa Fodrejsen", skjænkede Prof. Phister Fonografen Oldfux som Tyskeren og som Peter Eriksen, begge Scener af "Den stundesløse", og endelig Henriks Monolog i 1ste Akt af "Den politiske Kandestøber".

Af Hostrup er ligesom af Holberg ikke lidet valgt af flere Kunstnere. Hr. Zangenberg har sunget "Man maa rejse til Fods" af "Æventyr paa Fodrejsen", Hr. Olaf Poulsen "Kejseren bor paa det høje Slot" af "Spurv i Tranedans". Endvidere har Hr. Olaf Poulsen sammen med Hr. Vald. Kolling spillet Ankers og Mads' Scene af "Soldaterløjer". Hr. Kolling har sammen med Hr. Meyer spillet de to Spidsborgeres Scener af "Gjenboerne". Og endelig har Hr. Kolling alene sunget Glæsers "En lille Hat".

Af bekjendte Koncertsangere kan tilsidst nævnes Operasanger Lundqvist og Hr. Salomon Schmit, saa Fonografen, der vil skifte Repertoire hver Uge, kan byde paa rig Afvexling.

(Morgenbladet (København) 31. maj 1890).

Disse Danmarks ældste lydoptagelser er bevaret i den såkaldte Ruben-samling efter generalkonsul Gottfried Ruben. Han optog 1889-1897 datidens berømte sangere og skuespillere på den nyligt opfundne fonograf. Han havde medbragt Thomas Edisons forbedrede fonograf til Danmark i efteråret 1889. Fra 1889 fungerede Ruben som generalagent i hele Skandinavien for fonografen, og sammen med sin kompagnon, optiker Cornelius Knudsen, etablerede han firmaet Edisons Fonograph-Compagniet i København. I forbindelse med demonstrationer for publikum forestod firmaet en løbende produktion af nye lokale indspilninger på voksvalser. De fleste af disse valser er efter al sandsynlighed gået tabt i løbet af årene. De, der er tilbage, kaldes i daglig tale for Ruben-samlingen. Rubens indsats betyder, at vi i dag har bevaret enestående optagelser fra en dansk teater- og sangtradition, som ellers ikke er tilgængelig. Optagelserne tæller bl.a. Peter Schram, Augusta Lütken, Louise Phister, Otto Zinck, Frederik Jensen, Emil og Oluf Poulsen samt Niels Juel Simonsen. Dertil kommer en række musikoptagelser. Voksvalserne med optagelserne bevares på Det Kgl. Bibliotek og flere af dem kan høres på internettet.

Pintse. (Efterskrift til Politivennen)

Paa pintsefart.

Freverik«berg.

de ivrigste Pintsemennesker staar op Kl 3 Pintsemorgen, for fra Frederiksberg Bakke at kunne overvære en Solopgang, for "at se Solen danse", som det traditionelt hedder. Naturligvis er der ingen af disse Pintsemorgenmænd og Kvinder, der i sit inderste tror paa, at Solen just den ene Dag i Aaret gaar op paa en mærkeligere eller skjønnere Maade end ellers. Men Traditionen i Forbindelse med en naturlig Stræben efter at gjøre denne Aarets eneste, til Friluftsglæder viede, absolute Fridag saa lang og indholdsrig som muligt behersker i den Grad Kjøbenhavn og dens Ungdom, at de Frederiksberg-Beværtere altid trygge og uden Risiko til hver tilbagevendende Pintsemorgen kan Næne extraordinære Dispositioner med Hensyn til Øl-, Kaffe-, Bolle- og Opvarterforsyningen.

Foruden Solen, Øllet, Kaffen, Bollerne og de nystrøgne Opvartere byder iøvrigt den smukke Have aldrig paa nogen særlig Overraskelse i Anledning af Festen, og naar Solen saa, som det hænder en Gang imellem, faar Forfald og slet ikke "leger med", endsige danser, kan det være slet nok bevendt med Feststemningen. Den pintsepyntede, ufordærvede Ungdom, som er mødt i den Hensigt ærligt at beundre Naturens poetiske Skjønhed i Dagbrydningen, bliver tavse og fortrydelige over Himlens aldeles malplacerede graa, grædefærdige Mine, over de triste Udsigter for Dagens Hovedbegivenhed: den store Fælles- og Andels-Familieskovtur, hvis samlende Midtpunkt er den store Madkurv, men hvis uafviselige Forudsætning er Solskin og Tørvejr. Og saa bliver det den mindre ufordærvede Del, de, der begyndte Pintsefesten Lørdag Aften og nu lusker sig ud efter Nattens Knejpe-Bakkanaler, der er Morgenstemningens menneskelige Bærere - en høirøstet uhyggelig erotisk-alkoholistisk Stemning. 

I Aar var Solen imidlertid venlig og smilende. "Dagmoders straalende Karfunkel" hæver sig rød og rund i festlig guldbræmmede Skyer og sender sin mandstærke Riddervagt paa Frederiksberg Bakke Straalerne lige i Linene.

De trætte, forvaagede Øjne maa lukke sig - det er ikke det Lys, de er vant til - , en upoetisk Gentleman laver sig til at gaa med et: "Lad os ikke staa her og glo, men komme hen og faa noget Øl". Hans Donna følger ham ned ad Bakken, og flere følger efter for at besætte Ølkjældernes solfrie Pavluner og Traktørernes skyggefulde Lysthuse. Men de sunde Øjne nyder den "gyldne Udsigt" over Stadens Mylder af Huse og Skov, af Taarne og Spir en god Stund endnu. Naar den bliver altfor blændende, trækker den unge Pige blot lidt ned i den bredskyggede hvide Straahat, hvorunder de friske Kinder gløder dobbelt i Pintsestemning og Sollys.

Saa gaar det hjemad til Dagens Fornøjelser, der gjærne skal begynde saa tidligt som muligt. Af disse Fornøjelser er der en Slags, der for hvert Aar vinder mere og mere Tilslutning; det er "det forenede Dampskibsselskab"s 

Lystture i Sundet.

Kl. halvotte gaar det første Skib til Helsingør og Helsingborg, anløbende alle Kyststationerne. Det skal blive en storartet Tur i det herlige Sommervejr.

For 7 allerede begynder der at blive Trængsel i Havnegade, og da den store Sunddamper Kl. 7 1/4 lægger Landgangsbroen over, er det paa et Øieblik fyldt fra øverst til nederst, fra For til Agter. "Færdig!" hedder det pludselig, og Landgangsbroen trækkes ind under et Sorgens-Udbrud fra den paa Kajen tilbagestaaende Mylder af skuffede Lvstturister. Det dages dog hurtigt. Næppe har Skibet lettet med sin glade Last, før et nyt lægger til og tager Resten om Bord. Og i Løbet af Dagen afgaar saa med korte Mellemrum nye Skibsladninger af Skovgjæster til de forskjellige nordsjællandste Kyststationer.

Af dem, der vilde nyde Dagen fra Morgenstunden af, blev kun faa i Klampenborg; de fleste tog til Skodsborg, hvor Skovene og den romantiske Bøllemose gjemmer alle en skjøn Naturs tillokkende Herligheder, og hvorfra den herligste Fodtur til Klampenborg kan foretages, naar man har set sig mæt paa det skjønne og spist sig mæt i det grønne.

En stor Mængde tog dog ogsaa helt til Helsingør. Med de mange Ophold under Vejs blev Klokken næsten elleve, inden man naaede i Havn her. Ankommen gik Turen, til Vogns og til Fods, sporenstregs ad "Marienlyst" og med den vidunderlig skjønne Strandpromenade ad Julebæk, Hellebæk og Aalsgaarde til. For de rigtige Naturens Børn, der ikke bryder sig om, at man ikke kan se fra det ene Bedested til det andet, er denne Tur noget aldeles udsøgt. Mellem Marienlyst og Aalsgaarde træffer man intet Spor af hjemlig Hovedstadskomfort, kun ved Stranden et lille Hus med en lille Have gjemt under en svimlende høi Skovskrænt og med den mest henrivende Udsigt over Sundet til svenske Kysten. Her faas "Øl fra Fad", Mælk, Kaffe, "Vand paa Maskine" m. m., altsammen til saa fabelagtig billige Priser, at hele den beværternæringsdrivende Del af Kystbefolkningen fra Skodsborg til Kjøbenhavn med Skam faar tilstaa, at de ikke kan optage Konkurrencen. Bliver Skovgjæsterne, som i Søndags, overfaldne af en yndig og velment, men ikke just særlig belejlig Regnskyl, kan det nok hænde, der bliver Liv i det lille Hus og den lille Have. Hver Stump Stol og Bænk bliver optaget. Mand, Kone og vævre Smaapiger anstrænger sig næsten over Evne for at imødekomme og betjene Giæsterne; fra alle Sider kommer de af Regnen jagede Skovgjæster, Herrer uden Paraply med ødelagte Silkehatte, Damer - ulykkelige Damer - med lyse Silke- eller Kniplingsparasoller over de hvide Straahalte med de prægtige, krusede Fjer.

Jens Møllers Boghandel (1878-1927). Postkort. Julebæk. Det kongelige Bibliotek.

Regnen varer stive to Timer, og Fortvivlelsen vilde være stor, hvis ikke en Smule Sangforening, trodsende Regn og Spot, fra Skovskrænten oplivede det sunkne Mod ved at afsynge forskjellige populære danske og svenske Sange i Pauserne mellem ØI-"Omgangene".

Men Regnen holdt op, uden at have spoleret hele Resten af Dagen. Og der blev Anledning til ny Fryd, nemlig over den grønne Frodigheds fornyede Friskhed og Syrenernes forstærkede Duft efter Regnen. Marienlyst med Hamlets Grav, Ofelias Kilde, Badehotellet med dets friske Park, dets udmærkede Restavrant og dets elskværdige Leder, Hr. Kaptejn Dahl, og Kronborgs Seværdigheder blev besøgt og beundret, inden man begav sig paa den 5 Timer lange Sørejse hjemefter.

Det var 1ste Pintsedag. 2den Pintsedag var trist og iskold og vel egnet til at holde Udflugtslysterne nede.

Anden pintsedag.

Huha, sikken et Vejr, da 2den Pintsedag oprandt. 1ste Pintsedag var vel til Dels en slem Dag, - men den anden var dog værre.

Himlen snavset og graa, med jagende tunge Skyer, Blæst, der, hujende fælt, fo'r gjennem Gaderne, ruskede i Trætoppene og jog Kastanieblomsternes Blade som Sne hen over Gader og Boulevarder - og saa bitterlig koldt.

Trøstesløst stirrede man ud ad Vinduet - hvad Kulde det dog blive til. Og Pintsetøjet, der knap var tørt endnu efter Gaarsdagens Regn, blev hængt bort - hvad nyttede det at pynte sig, naar Himlen aldeles ufejlbarlig lovede Masser aj Regn.

Somme foretrak saa at holde sig hjemme og se Tiden an, andre knappede Tøjet tæt til, fik Paraplyen i Haand og vovede sig ud. Huh! hvor det blæste, det gik gjennem Klæderne til Marv og Ben - man kunde saamænd gjærne, naar det ikke var for Skams Skyld, have trukket i Vintertøjet, for Grund til at prise Sommer var der virkelig ikte.

Af og til saa' det dog ud til, at det skulde blive lidt bedre. Solen stak Hovedet frem gjennem Skyerne og straalede varmt, saa Træerne atter stod grønne og man blev lidt varmet op. Men strax var der saa en stor sort Bussemand af en Sky, der hyllede dens Hoved ind, og en kort Regnbyge raslede over den syndige Jord, og det var alter koldt og uhyggelig, - -

Men Kjøbenhavnerne er nu engang et lystigt Folkefærd. Det kunde dog ikke gaa an, da Kl. 4 Helligdagsfreden var til Ende, saa at gaa om og hænge med Næbet. Fat tog jo nu Lystigheden i By og i Skov - Lystigheden, der havde hvilet i et Par Dage, der for forlystelsessyge Mennesker absolut synes en Uendelighed. Og fat tog derfor Kjøbenhavnerne paa at more sig saa godt, som Forholdene tillod det. -

I Tivoli.

Fra Facadebygningen vaiede Flag paa Flag, lystigt piskede om af Blæsten, makrelstribede Plakater meldte stor Fest, og saa Kl. 4 drønede de obligate Skud, og Indgangen var aabnet for Folket til Watts Regn.

Godt besat var der da allerede derinde af Drenge, der havde gaaet og frosset dét fra Morgenstunden og levet frugalt paa deres Smørrebrød i den græsgrønne "Botanismørkasse", og af lange Gardere, lyseblaa Husarer og smaa Infanterister, der maabende gik om og saa' paa alle de lukkede Herligheder og ventede paa, at Musiken skulde kalde til Dans paa den dertil indrettede aabne Estrade.

Trægt smækkede Tælleapparaterne, men efterhaanden blev der mer og mer Liv: det syntes virkelig, som om Tivoli, trods det høist uheldige Vejr dog skulde blive nogenlunde besat.

Men hvor var der dog koldt derinde - da Illuminationen straalede i al den kjendte Pragt, jog Vinden isnende om og lod Flammen flakke usikkert.

Ved koncertsalen travede Stamgiæsterne i hurtigere Tempo end ellers om og søgte at holde sig i Aande, - men udenfor var hver Plads besat, og trindt om paa Bordene dampede varme Toddyer. Det var ikke langt fra, at man overalt svigtede Nationaldrikken ØI og slog sig paa koghede Varer, for at holde Liv i sig.

I Fregatten var der lunt nede under Dæk - og dér stuvede Folk sig sammen og lyttede til Tyrolernes jodlende Sang. Ja om det saa var ved Arenatheatret, som ellers er lidt stifmoderlig behandlet fra Publikums Side, var der hele Tiden brillant besat. Der er derovre sket den prisværdige Foranstaltning, at Halvdelen af de mange reserverede Bænke til 50 Øre nu er inddraget, hvilket sikkert vil vise sig fordelagtig baadet for Tivoli og Værten, Hr. Bock.

Med Fyrværkeri sluttede Aftenen. og langsomt sluktes Illuminationens Masser af Blus.

Cirkus Busch

var det Etablissement, der nød godt af Himlens onde Lune.

Allerede tidlig paa Dagen begyndte Folk at belejre Billetkontorerne, for at faa Billet til Eftermiddagsforesiillingen.

Og da Forestillingen begyndte, var Cirkus fyldt lige fra Barrieren til op under Loftet, et broget. fornøjet Søndagspublikum af pyntede Smaafolk, hjemløse Fugle, Masser af Børn og Masser af Soldater.

Straalende glad viste Hr. Busch sig i Manegen under drønende Bifald - og da tilsidst Hestene ranke som Lys stod paa Bagbenene og rakte deres Forpoter mod Himlen, saa' det ganske ud, som om de med deres Direktør anraabte Himlen om, at det saaledes maatte blive ved.

Korr efter var der ogsaa udsolgt til Aftenforestillingen.

Særlig Frk. Weis hilstes med Jubel, da hun i vildt Ridt fo'r over Barriererne og lod Hesten stejle, saa man skulde tro, hun maatte styrte af det vilde Dyr.

Hr. Busch tog ind en smuk Skilling til al begynde sin egenlige Sæson med.

Paa Bakken.

Efter første Pintsedags Stilhed, da "Bakken" officielt aabnedes, tog nu Lystigheden fat, - al den gamle kjendte Lystighed, der er ens fra Aar til Aar, og et stort, gemytligt Søndagspublikum overværede Premieren og tog livlig Del i alt.

Lirekasserne larmede i Munden paa hinanden. Skuddene smældede ved Skydeapparaterne, med hvinende Elskerpar fo'r Gyngerne op i de høje Træers Kroner, Karussellerne fo'r om, og ridderlige Svende stak ufortrødent til Ringen, mens inde fra Teltene Sangerindernes skingrende Toner lokkede galante unge Mænd ind at "ligge paa Tallerkenen".

Hele det ejendommelige Sommerliv, der lokker Folk til Bakken og Kirstens Kilde og kulminerer St. Hans Nat, var nu vaagnet.

(Morgenbladet (København) 28. maj 1890).

Tivoli under Udstillingen. (Efterskrift tl Politivennen)

De gamle Tivoligrændser udviskes mere og mere Dag for Dag og "Tivoli" glider umærkeligt over i sin nære Nabo, Udstillingsterrainet, i hvilket Kjøbenhavnernes gamle yndling til Sommer utvivlsomt - navnlig da om Aftenen - vil komme til at danne det stærkt pulserende Hjerte. "At gaa i Tivoli vil iaar dog blive et meget elastisk Begreb, da selv en godt lokaliseret Kjøbenhavner adskillige Gange vil være i Tvivl, om hvorvidt man staar paa Udstillingens eller Tivolis Grund, men netop i denne Omstændighed ligger der noget Tiltrækkende.

Iøvrigt begynder "Tivoli" allerede nu at vaagne af sin Vinterdvale for i Tide at kunne iføre sig en saa pragtfuld Udstillingsdragt som muligt. Uden at røbe for mange af de Overraskelser, som Etablissementet vil bringe i Anledning af Udstillingen, skulle vi i det Følgende gaa lidt nærmere ind paa de enkelte Engagementer og større Forandringer, der ville blive trufne i Løbet af Foraaret.

Af større Nybygninger vil den nye "Boulevardpavillon" ved Søen komme til at spille en vis Rolle, navnlig da Bygningen, der er overtaget i Entreprise af Brødrene Køhler og som i disse Dage nærmer sig sin Fuldendelse, baade hvad Murstenene, Malerarbeidet, Udstyrelsen o. s. v. angaar, vil blive et Udstillingsarbeide med speciel Omtale i Udstillingskataloget. "Boulevarpavillonen" er nu udleiet til Restaurateur Jensen som Underleier, medens Bryggeriet Gl. Carlsberg er Hovedleier. Omgivelserne ville her blive forskønnede med en midlertidig Beplantning, og til næste Aar, naar dette Terrain endelig for bestandig indlemmes i Tivoli, er det Meningen, at man paa Skrænten ved Søen vil plante en malerisk Lund, som en passende Dæmper af Støien fra Halmtorvet og den ny Boulevard. I Nærheden af denne Alsterpavillon lægges en Baadebro med Oversået til en anden Baadebro omtrent bagved Koncertsalen. Endvidere bibeholdes den gamle Bro med Færgefart til "St. Georg"; det synes saaledes, at den paabegyndte Bro over Tivoligraven, er temmelig overflødig, navnlig naar man end videre erindrer, at der findes Spaseregange langs med Søens nordlige og sydlige Ende, der i tilstrækkelig Grad sætter Tivoli og Udstillingsbygningen i den tilbørlige Rapport.

Paa Tivoliøen, der, som bekjendt ikke længere er nogen Ø, lader Marstrands Bryggerier opføre en Ølpavillon. der i Parenthes bemærket efter Udstillingsaaret vil blive Økomomibygning for det nye Arenatheater, som Bestyrelsen har tænkt at opføre paa denne Kant, naar Tivolis Grændser ere endelig regulerede. Vi have tidligere omtalt, at forskjellige Militairorkstre ville musicere i Udstillingstiden fra en i Nærheden af ovennævnte Ølpavillon beliggende Musikestrade, og kunne nu supplere denne Meddelelse dermed, at man for Tiden ligger i Underhandling med "den svenske Kronprins Husarers Musikkorps", ligesom det anses for sikkert, at der bliver knyttet Engagement med et stort østrigsk Dameorkester, bestaaende af lutter Blæsere i Marketender-Dragter. Endvidere staar det norske Militairorkester, der skal være fortræffelig indøvet af den bekjendte norske Komponist Ole Olsen, i Underhandling med Udstillingskomiteen, og endelig søger man at erhverve et Par danske Militairorkestre, der ligeledes skulle musicere paa dette Sted. Det synes altsaa ikke, at man vil faa Mangel paa Musik. Disse extraordinaire Orkestre ville endvidere i Udstillingstiden musicere om Formiddagen fra Kl. 12-2 paa forskjellige Steder i Haven.

Tivoliudstillingsbygningens to Afdelinger ere nu udleiede. I din ene vil det moderene Vallhalla blive indstalleret, hvor Valkyrier ville ombære det kogte Flæsk og en læskende Mjød eller det gamle Øl, som Værten siges at have brygget paa i to Aar. I den anden Halvdel af Bygningen vil Publikum enten blive Gienstand for et optisk Bedrag a la Galathea eller blive diverteret af to lærde tyske Hunde, som bl. A. spille 66 med stor Dygtighed.

De forskjellige Restauranter paa Tivoli ville denne Gang endnu mere end tidligere forberede sig paa at kunne tilfredsstille de ventede Giæster, selv om disse Tal naar Legio eller derover.

Restaurationen i Basaren er udleiet til Restaurator Neiendamm paa tre Aar. I Basaren skal om Formiddagen serveres med varme Frokostretter til kun 50 Øre. Selve Basaren bliver pudset op, ligesom Tivolis ældre Bygninger i det Hele taget ville blive gaaet betydelig efter med Malerkosten.

I Nærheden af Basaren, omtrent ved Labyrinten kommer den mægtige "Tuborgflaske" med Elevator og Promenade rundt om Proppen til at ligge.

Det vigtige Entrespørgsmaal er nu kommet sin Afslutning nær, og vi kunne allerede paa nærværende Tidspunkt give efterfølgende detaillerede Oplysninger om Entrepriserne til Tivoli og Udstillingsterrainet.

Entreen til Udstillingen vil i Tiden fra Kl. 10 Formiddag til Kl. 7 Aften blive 1 Krone (om Søndagen 75 Øre). Efter Kl. 7 finder der ingen Adgang til Udstillingsbygningerne Sted. Udstillingen lukkes Kl. 8 og Tiden mellem 7-8 er nærmest bestemt til Tømning af de forskjellige Lokaler.

Tivoli aabnes hver Aften Kl. 7 og Entreen vil blive den sædvanlige 50 Øre. Med Hensyn til Abonnementskortene kunne vi oplyse at en hvilkensomhelst Abonnent, Dame eller Herre, faar saa deres Kort 2 Kr. billigere end ellers, fordi Abonnenterne tabe de tre Timer fra Kl. 4-7. Formiddags og Børneabonnements falde selvfølgelig kort i denne Saison. Tivolis faste Abonnentskab ere dog imidlertid de heldigst stillede, idet Folk, som i de sidste tre Aar have været Tivoli-Abonnenter, til sædvanlig Pris !a deres Abonnement gjældende fra Kl. 4 om Eftermiddagen, hvorved de altsaa kunne faa Tid nok til at aflægge et Besøg paa Udstillingen.

Iøvrigt agter Tivolis Bestyrelse ikke iaar at lægge den største Vægt paa Festerne, da man paa Grund af Udstillingen er indskrænket i mange Retninger og stadig maa tage det fornødne Hensyn til Udstillingskomiteens Bestemmelser og Benyttelser af Terrainet. Paa Pantomimetheatret vil der iaar ikke blive spillet Operetter, derimod er der engageret tre forskjellige udenlandske første Klasses Selskaber med Nyheder og Specialiteter i forskjellige Retninger. Tivolis største Fest falder iaar paa 100 Aarsdagen for Stavnsbaandets Løsning, hvortil der allerede nu træffes Forberedelser.

Som det ses er her meget i Gjære og meget at gjøre færdigt, indtil Udstillingen og Tivoli aabner sine gjæstfri Porte, naar noget af den forventede Million melder sin Ankomst paa Tivolis og Udstillingens Aabningsdag den 18. Mai.

Got.

(Dagens Nyheder 4. februar 1888).

Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København. Udsigt over Tivoli og en del af udstilllingsområdet 1888 set fra kuppelen over hovedhallen. I baggrunden Kalvebod Strand. Kildetekst: I Forgrunden (den lille Bygning med hvidt Tag) er Udstillingens Fotograf Juncker-Jensens Atelier. Tv. Alster Pavillonen (Boulevard-Pavillonen) Midt i billedet, paa den anden Side af Tivolisøen, Tivolis Koncertsal. Bag denne Tuborgflasken og Landbrugs-Udstillingens Bygninger, th. for disse Tivolis Bazarbygning. I baggrunden th. Husrækkerne i Reventlowsgade, og Skorstenene ved Vestre Gasværk, samt tv. Vestre Hospitals Bygninger. (Mariboe) 1888. Kbhbilleder. 

Frk. Petolettis Død Jordefærd. (Efterskrift til Politivennen)

En Artistindes Endeligt.

Det er ikke ret mange Aar siden, Tivolis yngre, vexlende Stab af Kolumbine-Fremstillerinder ikke existerede; lige saa ufravigelig som der hver Aften blev givet en Pantomime, lige saa sikkert kunde man paa Programmet se Rollens Indehaverinde angivet som Frøken Petoletti.

I en lang Række af Etablissementets første Aar hed hun Jomfru Petoletti; da i Begyndelsen af Treserne Revolutionen i den kvindelige Titulatur opstod, fulgte Tivoli Strømmen, som selv det kgl. Theater tilsidst bøiede sig for, og Jomfrunavnet blev ombyttet med Frøkentitlen.

Aften efter Aften saalænge Tivolisaisonen varede mødte Frøken Petoletti paa Pletten, og endnu længe efterat hun var ude over de første Ungdomsaar, vedblev hun at fremstille Harlekins bedaarende Elskede. Slægt efter Slægt er voxet op under Forestillingen om, at saaledes som hun nu engang spillede Rollen, maatte Kolumbine absolut være; man havde ingen Anden seet og tænkte slet ikke paa, at ogsaa hun var Forkrænkelighedens Lov undergiven.

Omsider kom dog den Dag, da Ombytningen skete; det var en hel Begivenhed i Tivolis Liv; men frøken Petoletti forsvandt ikke ganske; naar der af til i Pantomimerne var Brug for Rollen i det ældre Fag, bleve de nu tildelte hende, og ogsaa som Veilederinde for adskillige af de yngre Kræfter gjorde hun Tjeneste; i sin Ungdoms Dage havde hun selv optraadt som Dandserinde, som saa mange Andre gik hun senere over til at blive en Art Instruktrice.

Men selv denne virksomhed fik Ende. Alvorlig og langvarig Sygdom tvang hende tilsidst til helt at gaa tilbage fra scenisk virksomhed, og i de sidste Aar tilhørte hun fuldstændig Privatlivet; kun sieldent saa man den fordums Kolumbine, altid iført en tarvelig, mørk Dragt, bevæge sig gennem Byens Gader.

Nylig havde hun atter været angreben af en alvorlig Sygdom, den slog sig paa Hjernen, og en Morgen savnedes hun i sit Hjem. som hun i sindsforvirret Tilstand havde forladt, kun halvt paaklædt.

Man efterlyste hende og søgte efter hende overalt, men forgjæves; Ingen havde seet hende. Ingen vidste Besked om hende,

Saa omsider i Fredags, da en Damper seilede ind i Gasværkshavnen, bragte Bevægelsen i Bandet et kvindeligt Lig op til Overfladen; i det første Oieblik vidste Ingen, hvem det var, kun syntes man at antage, at det var en yngre Kvinde - senere har det vist sig, at det var Frøken Petoletti.

Hvorledes Ulykken er skeet, frivillig eller ufrivillig, vil vel aldrig blive konstateret, men Sandsynligheden taler maaske nærmest for det sidste, ialtfald er hun gaaet i Døden uden Bevidsthed.

(Dagens Nyheder 18. juli 1886).

Ukendt Fotograf:, Caroline Barbara Louise Petoletti (1824-1886) balletdanserinde (Columbine på Tivoli i København). Det kongelige Bibliotek.

I Gaar Middags fandt en Jordefærd Sted paa Vestre Kirkegaard under ualmindelige Omstændigheder. Den Afdøde, en forhenværende Artistinde, var nemlig døbt og opdragen som Katholik, men den katholske Præst havde vægret sig ved at forrette Jordpaakastelsen, da det saa ud til, at hun selv havde søgt Døden. Dette Hverv havde da Pastor Lütken paataget sig. Organist Kalhauge spillede Orgel og et Kor af unge Damer sang. Hun havde saa godt som ingen Slægtninge tilbage. De mest fremragende i Følget var hendes gamle Kammerater, Artisterne ved Tivolis Pantomimeteater, Volkersen og Hesse. Denne med Grønt og hvide Lilier smuttede Kiste oversluttede nemlig Frøken Petoletti, Tivolis mangeaarige Kolumbine.

Hvilken Københavner kendte ikke hende? I over fyrretyve Aar havde hun smilende og gratiøst som Harlekins Elskerinde danset hen over den lille Scenes Brædder. Mange Tusinder har tiljublet hende, ethvert Barn forstod hendes stumme Sprog. Men selv paa det Kønneste Ansigt ætser Tiden Mærker, som ikke kan skjules af Teatersminken. Da Frøken Petoletti var bleven henimod 60 Aar, maatte hun give Afkald paa den skælmske, yndefulde Kolumbine, men hun spillede derefter nogle ældre Roller og fungerede som Instruktrice for de yngre Kolumbiner.

Saa tvang Sygdom hende helt tilbage fra den sceniske Virksomhed, Sygdommen tiltog, hendes Hjærne blev angreben. En Morgen savnedes hun i sit Hjem, som hun rimeligvis sent om Aftenen havde forladt i sindsforvirret Tilstand. Man efterlyste hende, søgte efter hende over alt, men ingen havde set hende. Sine Ørenlokker og Ringe havde hun taget af og lagt paa Bordet. Hun var kun halvt paaklædt.

I Fredags sejlede en Damper ind i Gasværkshavnen. Ved den Bevægelse, Vandet kom i, bragtes et kvindeligt Lig op paa Overfladen. Næste Dag meddelte Bladene ganske kort: Liget af en forhenværende meget bekendt Artistinde, der den 8. ds forlod sit Hjem i sindsforvirret Tilstand, blev i Gaar Morges funden flydende i Gasværkshavnen. Det blev ved Politiets Foranstaltning indlagt i Lighuset ved Langebro.

Det var Tivolis feterede Kolumbine. Hun var ikke til at kende. Liget havde ligget otte Dage i Vandet.

De mange Aar, hun havde virket ved Pantomimen i Tivoli, havde styrket Venskabsbaandet mellem hende og hendes Kaldsfæller fra den første Tid og til nu. Da Præsten havde endt Jordpaakastelsen, traadte Volkersen op paa Jordhøjen og udtalte højt:

"En hjærtelig Tak til alle, der venligt fulgte min gamle Kammerat!"

A-

(Social-Demokraten 22. juli 1886).

Frøken Pettoletti var datter af en Casorti. Som skrevet instruerede hun bl. a. Anna Kjærrumgård (1866-1939) der dansede Columbine i 35 år. På Vesterbros teater var Casorti den første berømte danske Pjerrot og hans datter Theresia skal have været en yndig Columbine. Völkersen spillede Pjerrot i 50 år. Columbinerne spillede dengang modsat senere tider helt op i den modneste alder, de blev ikke udskiftet.

Hesse havde sine 1843 optrådt i Tivoli i de casortiske pantomimer. Han trak sig først tilbage i 1894. Han gæsteoptrådte som 80-årig i 1897.