Der bor en Bager i Nørregade. (Efterskrift til Politivennen)

Sangen er oprindelig svensk. Den kendes på dansk omkring 1883, men dengang boede han ikke i Nørregade, men i Mariager. Senere blev den trykt i De Små Synger, og da var han flyttet til Nørregade. Der kan være tale om flere bagere. En af dem er Johan Friedrich Wilhelm Piper (12.10.1780-8.9.1853). Han kendes fra mange retssager som han var involveret i.

Ifølge Hs. Kongelige Majestæts allernaadigste Bevilling af 1ste Juni 1829 som læses i den Kongelige Lands Overret samt Hof- og Stadsret Mandagen den 3de Juni d. A., saa lydende:

"Vi Frederik den sjette, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg; Gjøre vitterligt: At Vi, efter Hofbagermester Johan Friederich Wilhelm Piper af Vor Kongelige Residentsstad Kjøbenhavn, derom allerunderdanigst gjorte Ansøgning og Begiæring, allernaadigst have bevilget og tilladt, saa og hermed bevilge og tillade, at han ved Proclama, aub poena præclusi et perpetui silensii, med Aar og Dags Varsel, i den danske Statstidende, Adressecontoirets Efterretninger samt den altonaiske Mercur, 3de Gange efter hinanden maae indkalde alle dem, som formene sig at have noget at fordre hos ham, med deres Paastand at fremkomme, og saadant deres havende Krav inden foreskrevne Tids Forløb, for ham at anmelde og beviisliggiøre; dog Umyndiges Tiltale i Fremtiden efter Forordningen 20de Februar 1717 forbeholden; og skal saadan Indkaldelse i Aviserne ansees og være lige saa Gyldig, som om den var skeet ved Proclama efter Loven; dog skal denne Vor allernaadigste Bevilling Ord til andet indrykkes i fornævnte offentlige Tidender, samt læses for Vor Lands Overret samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn

Hvorefter de Vedkommende sig allerunderdanigst have at rette og for Skade at tage vare.

Givet i Vor kongelige Residentsstad Kiøbenhavn, den 1ste Juni 1829.

Under Vort Kongelige Segl.
(L. S. R.)

Efter Hs. Kongelige Majestæts allernaadigste Befaling
Stemann, Monrad, Ørsted, Kjerulff, Hansen, Moltke/ Wilse

Bevilling for hofbagermester Johan Friderich Wilhelm Piper af Kiøbenhavn til ved proclama i Aviserne, at indkalde hans Creditorer"

indkaldes herved, sub poena præclusi & perpetui silensii, med Aar og Dags Varsel alle de, som formene sig at have noget at fordre hos mig Underskrevne, til dermed at fremkomme og saadant deres havende Krav, inden foreskrevne tids Forløb, for mig i min iboende Gaard No. 209 i Adelgaden at anmelde og beviisliggiøre.

Kiøbenhavn den 1ste Juni 1829
Johan Friderich Wilhelm Piper.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende", 12. juni 1829)

I Aarhuus Stifts-Tidende, 21. juli 1829 kan man læse at han vandt en sølvsukkerskål ved en fugleskydningskonkurrence. Hofbageren klarede sig godt. Han ejede 1835-50 Ulstrup Gods. Og det var en temmelig kompliceret sag: Ulstrup var blevet købt af den franske statsminister Bourienne af grev Scheel. Bourienne kom ikke selv på ejendommen, der bestyredes af forvalter Branno. Bourienne overdrog ejendommen til den danske regering for 70.000 rigsdaler i 1827. Den solgte i 1835 gård og gods til landsoverretsprokurator P. J. Knudsen for 118.200 rigsdaler. Han overdrog til ret til skøde for 121.200 rigsdaler til Piper som igen overdrog det for 128.200 rigsdaler til forpagteren, senere kammerherre P. Koch. (Randers Dagblad og Folketidende 25. januar 1900)

Følgende udførlige sag i Juridisk Tidsskift, 36. bind, 1840 beretter om hofbagermesteren:

I Sagen:

Directionen for det kongelige Theaters Enke- og Børneforsørgelseskasse,

Contra :

Hofbager Piper og Kammeradvocaten.

(Afsagt den 28de Mai 1838.)

Efter foregaaende Klage til Forligelsescommissionen have Citanterne, Directionen for det kongelige Theaters Enke: og Børneforsørgelſeskasse, saggivet Indstævnte, Hofbager Piper, til under en daglig Mulct at udlevere en fornævnte Enke- og Børneforsørgelseskasse tilhørende kongelig Obligation No. 501, dateret 18de December 1824, stor 2000 Rbdlr. Sølv, som af forhenværende Hovedkasserer ved bemeldte Theater, F. A. C. Printzlau, skal være bleven fravendt fornævnte Kasse, og som Indstævnte Hofbager Piper har i sin Besiddelse, samt til at betale Citanterne de af denne Obligation fra 11. December 1833 hævede Renter, med 4 pCt. Renter deraf fra Datum af Klagen til Forligelsescommissionen til Betaling skeer, og in subsidium, for det Tilfælde at Indstævnte Hofbager Piper for Citanternes Tiltale skulde blive frifunden, Kammeradvocaten til at høre den kongelige Kasse tilpligtet at holde meerbemeldte Enke- og Børneforsørgelseskasse skadesløs, ved enten til Directionen for samme at udlevere 2000 Rbdlr. S. i kongelige 4 pCt. rentebærende Obligationer, eller at betale disses Værdie efter den ved Betalingstiden gjeldende gangbare Priis, alt med skadesløse Renter deraf fra 11 Decbr. 1833 til Udlevering eller Betaling skeer.

Citanterne have derhos paastaaet de Indstævnte tilpligtede in subsidium at betale denne Processes Omkostninger skadesløst.

Derimod har Indstævnte Hofbager Piper i Indlæg af 30te November 1835 principaliter paastaaet Frifindelse, og subsidialiter, at han ikkun bør tilpligtes at udlevere den omhandlede Obligation og betale de Renter, han af samme har hævet, imod at Citanterne til ham erlægge den af ham for Obligationen betalte Sum 1820 Rbdlr. 4 Mk. 4 ß. Sedler og Tegn, med Renter heraf fra 22de Januar 1834, hvorhos han i Indlæg af 16de October f. A. har med Hensyn til at der ved den i Justitssagen imod ovennævnte Printzlau afsagte Højesteretsdom er tilkjendt Theatrets Enke- og Børneforsørgelſsskasse Erstatning hos Printzlau for den omqvæſtionerede Obligation, i alt Fald har paastaaet sig frifunden for Citanternes Søgsmaal som for tidligt anlagt.

Kammeradvocaten har paa den kongelige Kasses Vegne paastaaet enten Sagen afvist, eller nysnævnte Kasse for Citanternes Tiltale frifunden og sig tillagt Kost og Tæring eller Salair med noget Tilstrækkeligt.

Indstævnte Hofbager Piper maa efter den af ham brugte Procedure ansees at have indrømmet, at Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse har været Eier af den under Sagen omhandlede Obligation, der oprindeligvis er udstædt til Ihændehaveren, men, efterat den senere havde erholdt en Paategning om at tilhøre forbemeldte Kasse og ikke at kunne afhændes uden vedkommende Bestyrelses Samtykke, hvilken den 19de December 1826 er noteret i Statsgjeldscontoirets Bøger, under 12te October 1833 er forsynet med en ny Paategning, ifølge hvilken den transporteres til Ihændehaveren, hvilken Paategning, der er underskreven ”Directionen for Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse F. Holstein, Collin”, den 15de s. M. er blevet noteret i Statsgjeldscontoirets Bøger. 

Forsaavidt nu Indstævnte Hofbager Piper har formeent, at der maa tillægges ham Friſindelse, i alt Fald for Søgsmaalet som for tidligt anlagt, fordi der ved den i Justitssagen imod forhenværende Theaterkasserer Printzlau afsagte Højesteretsdom er tilkjendt Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse Erstatning hos bemeldte Printzlau for den omhandlede Obligation, hvoraf skulde følge, at Citanterne ikke kunne holde sig til Andre end til ham, i det Mindste ikke saalænge det ei er godtgjort om fornævnte Kasse ikke engang i Tiden kan hos ham erholde Erſtatning, kan denne Formening naturligvis ikke komme i Betragtning, hvor der, som in casu, er Spørgsmaal om at vindicere en Vedkommende fravendt Eiendom.

Naar dernæst Indstævnte Hofbager Piper til Styrke for sin Paastand om Frifindelse har paaberaabt sig, at det ikke er af Citanterne beviist, at den oftmeldte Obligation er paa ulovlig Maade fravendt Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse, eller at den paa samme tegnede Transport til Ihændehaveren er falsk, skjønnes ikke denne Benægtelse at kunne medføre det af ham attraaede Resultat. Om det nemlig end ikke ved de af forhenværende Theaterkasserer Printzlau under den imod ham anlagte Justitssag afgivne Forklaringer maatte kunne ansees tilstrækkeligt oplyst, at han har disponeret over den omqvæstionerede Obligation imod vedkommende Bestyrelses Vidende og Villie, og in specie i dennes Navn meddeelt en falsk Transport paa samme, saa kan det efter Sagens Natur ikke antages at være Citantermes Sag at føre Beviis for at Obligationen er fravendt dem paa uretmæssig Maade, eller at den ommeldte Transport er falsk, ligesom der ikke heller efter Sagens specielle Omstændigheder og den af Parterne brugte Procedure findes Anledning til at anvende Benægtelseseed.

Men selv under Forudsætning af at Obligationen paa ulovlig Maade maatte være frakommen Enke- og Børneforsørgelseskassen, og at den samme paategnede Transport til Ihændehaveren maatte være falsk, har Indstævnte Hofbager Piper formeent at burde tillægges Frifindelse, fordi han ikke, da han tilforhandlede sig Obligationen, som han kjøbte i Januar 1834 af en Mægler her i Staden, havde nogen Formodning om, eller Anledning til at formode, at den var paa ulovlig Maade kommen ud af den titnævnte Kasses Besiddelse.

Dette Moment vilde være afgjørende til Fordeel for Indstævnte, saafremt der var Tale om en oprindeligvis til Ihændehaveren udstædt Obligation, som var vedbleven at lyde paa Ihændehaver, uden nogen mellemkommende i Statsgjeldscontoirets Bøger noteret Paategning, hvorved den var kommen til at lyde paa Navn, eftersom et saadant Document, efter dets ejendommelige Beskaffenhed, maa sættes i Klasse med Penge og følgeligen ikke kan vindiceres fra den, der i god Troe har erhvervet samme *). Men et andet Resultat maa statueres i Henseende til saadanne Obligationer, der, oprindeligvis udstædte paa Ihændehaveren, senere have erholdt en paa behørig Maade noteret Paategning om at tilhøre en bestemt Person, som paastaaer at den er frakommen ham paa ulovlig Maade, om den end paa nye er bleven noteret ſom tilhørende Ihændehaveren.

Grunden til at en til Ihændehaveren udstædt Obligation, der vedbliver at have denne Characteer, maa under den ovennævnte Betingelse undtages fra den en Eier efter vor Lovgivning ellers tilkommende Vindicationsret, ligger i at det Modsatte vilde komme i Strid med den Hensigt, hvori Obligationer paa Ihændehaver udstædes, ifølge hvilken de uden videre skulle kunne gaae fra Mand til Mand, og herved kan Ingen komme til at lide noget Tab, hvorover han med Føje kan beklage sig, da den, der lader en Obligation udstæde paa Ihændehaver, eller erhverver den, medens den endnu uforandret befinder sig i denne Tilstand, maa vide at han er udsat for at kunne miste samme. Men hvor en Obligations Eier har ladet den forsyne med en Paategning om at den er ham tilhørende, og Paategningen paa behørig Maade notere, er Obligationens oprindelige Beskaffenhed, i Medhold af hvilken den ikke kunde være Gjenſtand for Vindication, forandret, og et Factum foregaaet, hvis Betydning er den, at Eieren vil sikkres imod den Fare, hvorfor Obligationens Egenskab, som lydende paa Ihændehaver, udsatte ham, og at Enhver maa vogte sig for at erhverve Documentet, naar han ikke har forvisset sig om at det paa lovlig Maade har ophørt at være den paagjeldende Persons Eiendom.

Vel kunde Frd. 7de Februar 1823 §. 2 synes at afgive et Argument herimod, da den fastsætter, at Obligationer og Penge-Effecter, som enten ifølge deres oprindelige Indhold eller efter foregaaende Transport ere i vedkommende Bøger noterede som lydende paa Ihændehaver, ikke kunne være Gjenstand for Mortification, men denne Lovbestemmelse kan i alt Fald alene antages at indeholde Reglen med Hensyn til Adgangen til at erholde Mortifications: Bevilling, hvorimod den ikke giver nogen Forſkrift med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt den, hvem en Obligation paa ulovlig Maade er fravendt, kan, uagtet den er bleven noteret paa Ihændehaver, gjøre sin Ret gjeldende imod den, som er kommen i Besiddelse af samme.

Vel lader sig med Hensyn til det saaledes antagne Resultat erindre, at Adgangen til at vindicere Obligationer, som den omqvæstionerede, fra den, der bonafide har erhvervet samme, kan medføre ſærdeles betydelige Inconvenientser og navnligen lægge Hindringer i Veien for den fri Omsætning med Statspapirer, men, uden at tale om at et modsat Resultat vilde have maaskee ikke mindre Ulejligheder i Følge med sig, saa skjønnes det ikke at dette Hensyn kan være afgjørende, hvor Spørgsmaalet alene drejer sig om hvad der bør antages i Overeensstemmelſe med den bestaaende Lovgivning.

Ifølge det Foranførte maae Citanterne være berettigede til at erholde den omqvæstionerede Obligation udleveret af Indstævnte Hofbager Piper, hvis Sag det, da han tilforhandlede sig samme, havde været at undersøge, hvorvidt den paategnede Transport var ægte **). Thi den af ham yttrede Formening, at den stedfundne Notering i Statsgjeldscontoirets Bøger af Transporten indeholdt tilstrækkelig Legitimation for at Obligationen var paa lovlig Maade ophørt at være Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasses Eiendom, kan ikke gives Medhold, efterdi Noteringen ifølge sin Natur ikke afgiver noget Bevis for Transportens Ægthed, men er indført i Øiemed, der ikke staae i Forbindelse med Tilvejebringelsen af nogen Garantie i saa Henseende.

Indstævnte Hofbager Piper vil følgeligen være at tilpligte under en daglig Mulct, der passende findes at kunne bestemmes til 5 Rbdlr. Sølv for hver Dag han sidder Dommen overhørig, at udlevere den omhandlede Obligation til Citanterne. Forsaavidt disse have paastaaet Indstævnte Hofbager Piper tilpligtet at betale til dem de af Obligationen fra 11te December 1833 hævede Renter, kan deres Paastand ikke tages til Følge, da han har været bonæ fidei possessor, hvorimod han, i Medhold af den af ham brugte Procedure, vil være pligtig at udrede de Renter, han har oppebaaret siden 22de Januar 1834, da han erhvervede Obligationen, indtil Udlevering skeer, af hvilket Rentebeløb det imidlertid ikke, saaledes som Citanterne have formeent, kan paalægges ham at tilsvare Renter.

Forsaavidt Indstævnte Hofbager Piper subsidialiter har paastaaet, at han ikkun bør tilpligtes at udlevere den omhandlede Obligation og betale de af samme hævede Renter imod at Citanterne til ham erlægge den af ham for Obligationen betalte Sum 1820 Rbdlr. 4 Mk. 4 ß. Sedler og Tegn, med Renter heraf fra den 22de Januar 1834, da kan dette ikke gives Medhold, da det ikke kan paaligge Citanterne at holde ham skadesløs for det Tab, han maatte have lidt ved at tilforhandle sig deres Eiendom.

Som Følge af dette Sagens Udfald vil den af Citanterne in subsidium nedlagte Paastand over den kongelige Kasse bortfalde ***).

Processens Omkostninger blive efter Omstændighederne at ophæve, dog at Citanterne have at udrede Salarium til Kammeradvocaten med 30 Rbdlr. Sølv.

Det Sagen, forsaavidt samme ikke har været beneficeret, tilhørende stemplede Papiir er rigtigt forbrugt.

Thi kjendes for Ret: Indstævnte Hofbager Piper bør, under en daglig Mulct af 5 Rbdlr. Sølv til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse for hver Dag han sidder Dommen overhørig, til Citanterne, Directionen for det kongelige Theaters Enke- og Børneforsørgelseskasse, udlevere den under Sagen omhandlede kongelige Obligation No. 501, dateret 18de December 1824, stor 2000 Rbdlr. Sølv. Saa bør han og til Citanterne betale de Renter, han af bemeldte Obligation har oppebaaret fra 22de Januar 1834 indtil Udlevering af Obligationen finder Sted.

Processens Omkostninger ophæves.

I Salair til Kammeradvocaten betale Citanterne 30 Rbdlr. Sølv.

At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

*) Cfr. en i Højesteret den 9de Mai 1804 stadfæſtet Hof- og Stadsretsdom af 19de December 1803 i Arkiv for Retsvidenskaben og dens Anvendelse, 1 Bd. p. 250-253, cfr. p. 447-448, og Conferentsraad Ørsteds Bemærkninger over Vindicationen af Gjeldsbreve, som lyde paa Ihændehaveren, i samme Bind af bemeldte Arkiv p. 501-519.

**) I Systematisk Fremstilling af den danske Procesmaade af Bang og Larsen, er det her omhandlede Spørgsmaal besvaret paa en modsat Maade; vide dette Tidsskrifts 32 Bd. p. 264 seq. Herved kan tillige mærkes den Synsmaade, der ligger til Grund for det af Conferentsraad Ørsted i Haandbog over den danske og norske Lovkyndighed 5te Bd. 1 Stk.P. 141- 142 brugte Raisonnement

***) I 5te Udgave af sin Formularbog p. 49 har Conferentsraad Ørsted yttret sig over det Spørgsmaal om den i Statsgjeldscontoirets Bøger stedfundne Notering af en paa en Statsobligation meddeelt Transport kan paadrage den kongelige Kasse noget Ansvar for Transportens Ægthed.

Hofbagermester Piper var også involveret i en dom i Landsoverretten mandag den 13. januar 1840:

Constitueret Regimentsqvarteermester Ernst Peter Frederik Dienhoff ctr. Hofbagermester Piper. Piper tilpligtedes, under en daglig Mulct af 5 Rbd., at flytte et under Sagen omhandlet Plankeværk, saaledes, at Dienhoff faaer fri Disposition over et ligeledes under Sagen omhandlet Grundstykke, endvidere til, efter uvillige Mænds Skjøn, at erstatte det Tab, Dienhoff har lidt eller maatte lide, indtil han ved Plankeværkets Flytning faaer fri Disposition over Grundstykket, endelig til at betale 30 Rbd. i Proces-Omkostninger er erlægge 10 Rbd. til Justitskassen i Mulct for unødig Trætte.

(Fædrelandet, 13. januar 1840)

Hofbagermesteren må have været en holden mand, for ifølge "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende", den 4. september 1841 købte han en ejendom på Vesterbro:

Solgte Eiendomme. Gaarden Nr. 74 paa Vesterbro, med Grund, Hauge, Keglebane m. v. hvilken Eiendom er assureret for 1550 Rbd. og vurderet for 5000 Rbd., blev i Tirsdags solgt til Hofbagermester J. F. W. Piper for 3,500 Rbd. r. S. 

Efter hans død meddelte Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 24. februar 1862:

Kjøbstadeiendomssalg. I Kjøbenhavn er Eiend. Nr. 231 og 232 B paa Nørregade af Arvingerne efter Hofbager Piper, efter Berl. T. solgt til Overretssagfører From for 24,000 Rd. foruden Bankhæftelsen. 

Disse ejendomme eksisterer stadig, nu som Nørregade 36 (1815-1816), opført af murermester Michael Bälckow. Ombygget 1826. I Politivennen fra juni 1834, se Redacteurens Anmærkning hertil, lå Harboes Klædefabrik der på daværende tidspunkt.

Nørregade 36. Denne ejendom tilhørte hofbagermester Piper, så måske boede der vitterligt en bager i Nørregade engang. Endda en hofbager.

Der er dog også andre gode bud om hvem bageren kunne være, ja faktisk flere. Ifølge nedenstående artikel skal der have boet en bager i Nørregade 14 (nu Hotel Skt. Petri) siden 1770'erne. Og det har vi oven i købet et avisfoto fra. I 1922 blev det imidlertid nedrevet, men det var det altså ikke da sangen blev til:

Der boede en Bager paa Nørregade.

De sidste Kryddere trækkes ud af den gamle Bagerovn.

"Der bo'r en Bager paa Nørregade", hedder det i en gammel Vise. Nu passer de Ord ikke mere. Fra i Dag bor der ingen Bager paa Nørregade. Daells vordende store Varehus har slugt ham. De sidste Brød er bagt i den ældgamle Ovn, som var Københavns ældste Bagerovn.

I henved 150 Aar har der boet en Bager i Nørregade Nr. 14, hvor af de skiftende Indehavere Jeep var der længst, nemlig i 49 Aar. Hans Efterfølger blev Thomsen, som nu efter henved en halv Snes Aars Virksomhed har maattet fortrække fra det gamle Sted.

Medens Butikken var blevet moderniseret, saa var Bageriet nede i Kælderen til Dels uforandret. I hvert Fald var selve Bagerummet og Ovnen uforandret fra Bageriets Anlæg helt i Slutningen af det 18. Aarhundrede.

Det var den ældste Bagerovn her i Byen, med et langt og lavt Dyb, hvor Brødene forsvandt mange Alen ind i Mørket.

I samme Gaard var der omkring 1850-60 flere andre Bagerovne hvor enkelte af Byens Bagermestre lod deres Brød bage, bl. a. en i sin Tid bekendt Franskbager Nielsen i Pilestræde. Ligesaa godt hans Navn var blandt Publikum, lige saa daarligt var hans Hustrus blandt Svendene. "Stine Kraft", som hun kaldtes, var nemlig ikke bange for at stikke en Svend en Lussing, naar han ikke arbejdede hende tilpas. Nu er Tiden jo en anden.

Om kort Tid er den gamle, paa Bagerminder saa rige Gaard selv kun et Minde.

(Aftenbladet (København) 18. oktober 1922).

Det kendte hjørne (den røde bygning forrest) - ældre kender det som Daells Varehus. Bageren måtte vige for varehuset. Som langt senere måtte vige for Hotel Skt. Petri - og "Dalle Valle". (Foto Erik Nicolaisen Høy).

Gamle Minder fra Nørregade 5 og Brolægger Stræde 11. (Efterskrift til Politivennen)

 Af A. C. Meyer.

Kontoret paa Nørregade: Wiinblad og A. C. Meyer i Diskussion. Fordybet i Avisen sidder gamle Kandidat Lund, i Færd med at skrive C. E. Jensen.

Lidt fra Nørregade og Brolæggerstræde har Redaktøren bedt mig om. Her er det:

Vi flyttede i Begyndelsen af Firserne til Nørregade 5, 2. Sal i Mellembygningen. Ejendommen hed "Den forgyldte Nøgle" og ejedes af en Vognmand. I den store Baggaard var der Gæstgiveri, hvis Indre og ydre Forhold var ganske i Stil med de Brodervirksomheder, som den Dag i Dag drives i Vestergade.

Fra Redaktionskontorets Stuer ud mod Baggaarden havde man et interessant Overblik over det travle Liv, der udfoldede sig med Gæstgiveriet som Bikube. Var Dagens ydre Gerning med Hestevrinsken og Staldkarletale forbi, klang Frue Kirkes Klokkeslag stundom gennem Stilheden, men da var Arbejdet netop travlest paa Redaktionskontoret. Vi var jo ikke mange om Arbejdet.

Fra først af var E. Wiinblads Bolig og Redaktionslokalerne indenfor samme Omraade. Men da Bladets Fremgang krævede forøget Plads, flyttede Redaktøren, og alle Værelser toges i Brug af Proletarpressen. Aaret 1886, 25. Juni, havde bragt Socialdemokratiet en straalende Sejr ved Valget af I. C. Hørdum i Københavns 9. Kreds og P. Holm i 5tes Kæmpekreds. Sejren virkede som Solskin paa en regnmættet Muld. Københavns Arbejdere, Foregangsmændene i Arbejderpolitiken og den faste Stok i de mod Højre forenede Oppositionspartier, jublede over Sejren, medens Købstædernes Arbejdere og Landets Smaakaarsfolk fattede Haab for kommende Dage, Haab om større Ret, om Sammenholdets Evne til at vinde Sejre efter Kampfællernes Forbillede derinde fra Hovedstaden.

Den socialdemokratiske Agitation vandt et uanet Opland, og "Social-Demokraten" blev et spaltevoksent Organ, som forholdsvis kort Tid efter Valgsejren noterede sine 20.000 Holdere. Æren herfor maa deles medlem mange, men den tilkom og tildeltes i første Række Wiinblad. Gennem smaa og trykkende Forhold, fra Tiden for Partiets nære Selvopgivelse i Halvfjerdsernes Slutning, havde han kæmpet for "SocialDemokraten"s Fremgang. Tiden var ham gunstig, og Nørregade 5, 2. Sal i Mellembygningen blev Revolutionsværkstedet, hvor der smededes nye Vaaben til baade politiske og faglige Agitatorer.

Borgmester J. Jensen.

De nyvalgte Folkethingsmænd Hørdum og Holm kunde ikke paatage sig Agitationens rastløse Udfærd. Men det var dem, man forlangte som Talere ude i Provinsen, og Anmodningerne kom i Snesevis efter Valget i 1881. Pianofortearbejder V. T. Holst og Smed F. Hurop tog en Del af Arbejdet, men det forslog ikke. Saa engagerede Firmaet Wiinblad & Knudsen mig som Journalist og Agitator. Basis i Redaktionen, Nørregade 5. Som Knudsens Sekretær i Beesvarelsen af Forespørgsler kneb det undertiden med at forklare Partifæller i Provinsen omstændeligt nok. hvorfor Holm eller Hørdum ikke kunde komme. Havde jeg forklaret Situationen paa et Par Brevsider, kasserede Knudsen Brevet og skrev selv et paa fire Sider. Det afgørende var imidlertid, at jeg skulle sendes ud til Mødet. Kendetegn for den paa Jærnbanestationen ventende Partifælle: Taleren fra København har et Eksemplar af "Social-Demokraten" i højre Haand.

Jeg har adskillige Gange i hin Tid set Skuffelse og Tvivl præge de ventende Partifællers Aasyn. En ung Knægt i Vikariat for en nyvalgt Folkethingsmand! Men "Journalisten", som Højrepressen satte i Gaaseøjne maatte jo til det. Maaske ræsonnerede Tilhørerne ligesom Johan Herman Wessel:

Naar Dig nogen Karper byder,
og Du kun faar tørre Jyder,
bliver Du lidt flov derved,
men har Du en sulten Mave
og ej anden Mad kan have,
gaar den tørre Jyde ned.

Naa - nogen egentlig Klipfisk var Journalisten fra København da heller ikke.

Saa tilbage til Redaktionskontoret og paa Hovedet i Artiklerne. Wiinblad havde med nogen Besvær lært Nykomlingen den rette Facon, som kort og godt kunde udtrykkes ved: Spring Indledningen over!

Der var en egen Hygge ved det gamle Redaktionskontor, skønt man boede yderst beskedent og laante af Wiinblads private Møbler.

Og Samarbejdet var intimt kammeratligt, selv om den brave Redaktionssekretær Adolf Decker, som sad i det lille Bur nærmest Trappen, kunde gøre ufornødne Ophævelser, naar man bad om en Pen eller et Frimærke. Han passede sine daglige Pligter med et Urværks Nøjagtighed, modtag Stoffet samt ekspederede Nyhedsjægere og andre, som indfandt sig i Buret, Selv var han kommen som Faktor paa Cohens Bogtrykkeri i Raadhuustræde, hvor "Social-Demokraten" blev trykt.

Bladets "Centralværksted", hvorfra man havde Udsigt til et Pensionat i Forhuset, var den midterste store Stue ud mod Forgaarden. Her sad Medarbejdernes Gros, mens den inderste Stue, det allerhelligste, var forbeholdt Redaktøren selv. Hos ham samledes man til de store politiske Raadslagninger med P. Knudsen som Partioverhoved og Maler J. Jensen som Fagforeningsleder. De egentlige, ofte stedfindende Forhandlinger om selve Socialismens Doktriner fandt. Sted i "Centralværkstedet", der ses paa øverste Billede.

Naar i den mørke Tid Drengen havde sat de tændte Petroleumslamper paa Plads, skrev Redaktøren Dagens politiske Artikel, cand. phil. Ipsen dukkede Advokat Hindenburg eller en anden Antisocialist i Satirens iskolde Vand. og Sejer Kjeldskov kom hjem fra et stormende politisk Møde med færdigskrevet Referat.

Senere paa Aftenen mødte C. E. Jensen for at anmelde en Forestilling. Hans noble Stil og kritiske Vurdering af Scenens eller Literaturens Ydelser var kendt langt ud over Arbejderpressens Læsekreds. Om mig selv gjaldt det, at jeg delte min Tid mellem Agitationsrejser og Kontorarbejde. Jeg var Redaktionens Benjamin. Norman Bryn virkede som Reporter og studerede ved Siden heraf med Flid periodisk Literatur, for Eks. "Ugeskrift for Læger", hvorfra han hentede Stof til mangen populær Artikel, hvad han for Resten gør endnu den Dag i Dag.

Medarbejdernes Tal er dog ikke ført til Ende hermed. Der var den "udenlandske Medarbejder", Barber Søren Larsen, som kom fra lille Regnegade med Nyheder "derude fra", specielt fra Tyskland, hvor Partifællerne vilde have sat Bismarck mange graa Haar i Hovedet, hvis han da havde haft flere end de 3, hvormed han til Stadighed afbildedes. 

Og saa var der den gamle cand. phil. H. V. Lund, som præsterede det betydelige Arbejde at oversætte Karl Marx' Hovedværk "Kapitalen". Naar vi vilde have Oplysning om noget ukendt, slog vi aldrig op i et Leksikon. Vi spurgte bare H. V. Lund .

Et af Medarbejderværelserne i Brolæggerstræde. Siddende Journalist Larsen, dernæst Borgbjerg, P. Knudsen, siddende ved Skrivebordene G. Chr. Olsen, Norman Bryn, og ved det runde Bord nuværende Redaktør J. E. Hansen i Nakskov.

Af særlig interessante Begivenheder fra Nørregade 6 kan nævnes hin Grundlovsdag, da Højremændene i Kongens Have opdagede "Social-Demokraten"s Referent, J. J. Ipsen, som de gjorde Forsøg paa at drukne i Svanespringvandets Bassin. Mordet mislykkedes og gav derved Ipsen selv Lejlighed til at referere Begivenheden.

En anden højtidelig Dag var den, da Typograf Rasmussen havde skudt paa Estrup. Da Redaktionen fik Meddelelsen, ventedes hvert Øjeblik Politiets Ankomst og Arrestation af Journalisterne. Paa Ekspeditionen i Rømersgade 22 og de forskellige Fagkontorer tænkte man sig ligeledes et Attentat paa erhvervede Rettigheder, en Slags Bismarcks Undtagelseslov, Men der skete ikke noget i Retning af Socialistlov. Estrup havde set, hvor lidt den Slags frugtede i Tyskland. Men provisoriske Love, der rettedes mod hele den politiske Opposition, fik man nok af. Blandt dem var Gendarmeriloven den mest forhadte. De "lyseblaa" pyntede kun i Provisorismens Landskab.

For redaktionen, socialistisk Virksomhed var Presseprovisoriet alligevel det mest generende, men "Social-Demokraten" havde nok af offervillige Mænd, som turde lægge Navn til "ophidsende" Artikler. Her skal med Ære især Sigvald Olsen nævnes. Han gik gentagne Gange i Fængsel for sin Overbevisning og sit Blad.

Wiinblad ved sin Pult i Brolæggerstræde 11. Ved Siden af ham afdøde Faktor Bøtcker.

Forfølgelserne skadede imidlertid ikke "Social-Demokraten". Tværtimod! Oplaget, som allerede var naaet til 25,000, voksede stadigt, og Valgnederlaget i 1887, da Hørdum faldt, ansporede kun til nye Anstrængelser. Det blev nu nødvendigt at finde større Lokaler. I 1889 forlod Redaktionen "Den forgyldte Nøgle" og drog til Brolæggerstræde 11, hvor den ulykkelige Frihedsmand Dr. Dampe en Gang havde boet. 

*

Aaret 1890 indledede en fredeligere Æra i Politik. Firsernes sidste Halvdel havde været Provisoriernes og den første store Lockouts Tid. Den 1. Oktober 1890 udkom "Social-Demokraten" med et omfangsrigt Numer, hvori C. C. Andersens og P. Knudsens Valg til Landsthingsmænd Dagen forud betegnedes som vor "største Sejr", og som ønskede de tyske Partifæller til Lykke med Socialistlovens Ophævelse. Lykønskningen forelaa bl. a. i et Digt, hvis Slutningslinjer var:

Død er den Lov, man skrev foroven,
nu der skrives franeden: leve Loven!

Marius Jensen og Th. Andersen i Korrektørværelset i Brolæggerstræde.

Det nye Tiaar mødte saaledes med Krans om Haaret. Det prægede ogsaa Redaktionens Arbejde. Det politiske Tryk var lettet, og den faglige Situation viste bedrede Kaar for Lønarbejderne, hvis Organisationer tog til i Tal og Styrke.

Med saa megen desto [mere] Ihærdighed kunde "Social-Demokraten" kaste sig over en af vigtigste Reformer, Underklassen havde Krav paa: Fattigplejens Omordning og Gennemførelsen af en human Alderdomsforsorg. Det var P. Knudsen, som gav Stødet til Agitationen for denne Sag, men det blev "Social-Demokrat", som ved en Række Artikler, der afslørede Fattiggaardenes Elendighed, leverede Materiale; til Domfældelse af Misbrug og Vilkaarlighed overfor Fattiggaardenes Beboere.

Redaktionen boede til Huse paa 2. Sal i Forhuset, og Bogtrykker Cohen havde installeret sig i Baghuset. Redaktionen raadede over 7-8 ret store Værelser, og dens Medarbejderstab var forøget. Købmand Anton Mundberg, som tidligere havde været Bladchef, men var fratraadt Redaktionen, rykkede nu atter ind som Medarbejder, og sad i Værelse sammen med A. C. Meyer og P. J. Borgbjerg, hvis første Artikler i Bladet, signeret "En Bondestudent", havde vakt berettiget Opsigt. Borgbjerg var baade Agitator og Journalist og blev i sidstnævnte Egenskab den, der snart kom til at præge Bladets politiske Kurs. Mundberg dyrkede Nationaløkonomi og læste 'det engelske Blad "Pall Mall Gazette". Han tog kun sjældent ud til Møder og var ikke stiv i Geografien. Han skulde saaledes til i Kalundborg, hvorom det bl. a. hed i et Opslag paa Døren i Redaktionsværelset:

Før Anton op til Mødet slap,
han saa paa Landkort, saa i Trap.
aah, hvor det Møde gør mig Sorg,
hvor Pokker ligger Kalundborg.

En Fødselsdag i Brolæggerstræde. Wiinblad, Borgbjerg, J. E. Hansen, C. E. Jensen. I Sofaen Oskar Jørgensen og Fru Wiinblad ved Siden af afdøde Børnehjemsforstander Marius Jensen, G. Chr. Olsen, Georg Wiinblad, Larsen og yderst afdøde Redaktionssekretær Adolf Decker.

Samværet i Brolæggerstræde 11 var i høj Grad præget af Arbejdets Festglæde, som ikke forstyrredes, selv om der mødte Genvordigheder. Blandt disse var den 3 Maaneders Fængselsstraf, som ramte Redaktør Wiinblad, fordi Bladet havde kritiseret en nordsjællandsk Præsts Optræden i Tyendeaffære. Den 19. Avgust 1891 fejredes Redaktørens Løsladelse ved en festlig Sammenkomst. Der omdeltes ved den Lejlighed et Eksemplar af "Social-Demokraten", som aldrig er kommet nogen abonnent i Hænde. Forsiden var nemlig udelukkende forbeholdt et Velkommen til den løsladte Redaktør. I en Sang hed det om hans Fængselsophold:

Wiinblad kom blandt slemme Lukser,
Allesammen Samfundsfukser,
Og et Opsyn paa Instrukser,
Og hver Aften Wiinblads Bukser,
Klokken 6 han atter saa
Bukserne og tog dem paa,
gik en Tur, en af de smaa
for lidt Appetit at faa.

Wiinblad kom ud i tilstrækkelig Tid til at være med ved Blads 20 Aars Jubilæum som Dagblad, den 2. April 1892. Der var saa megen større Grund til at fejre denne Dag, som Bladets Fremgang fortsattes, og Partiet holdt Trop dermed. Valget 1892, der havde skadet Folkethingets radikale Venstreopposition, gav Socialdemokratet ny Tilvækst. Men der var jo langt igen for Partiet ude i Provinsen. I Nakskov havde Mundberg kun faaet 35 Stemmer, og i en Redaktionsvise hed det, at han

faldt med saadan en Minoritet, 
som endnu aldrig her i dette Land er set.

Og nu! Nu er Nakskov en af de stærkeste Arbejderfæstninger. 

"Social-Demokraten" havde sin Part af Æren for det Arbejde, som førte til Partiets Fremgang ogsaa i 1892, til Sejre ved Borgerrepræsentantvalgene i 1893 og ved det store Folkethingsvalg i 1895.

Æren kunne deles med andre Faktorer, og man vil navnlig mindes P. Knudsens febrilske Arbejdsiver. Den kom naturligvis ogsaa paa Vers ved en Redaktionsfest.

Naa Gud ske Lov for Knudsens travle Flid,
det siger jeg foruden mindste Nid,
selv Decker, som kan ellers dejligt snærre,
er tavs, naar Kaspar han har meldt sin Herre.

"Kaspar" var Knudsens Hund, som ofte fulgte ham paa hans Besøg i Redaktionen.

Af nye Mænd, der tiltraadte Redaktionen i Tiaaret 1890-1899, var A. E. Hansen, nuværende Redaktør af Partiorganet i Nakskov, Lundbeck og G. Chr. Olsen, Hørdums Svigersøn. Den djærve "G. Chr." var Rigsdagsreferent, og om ham kunde det da med Rette siges:

Han fejer godt, for det solide Tag han har,
han refererer selv sin egen Svigerfar.

Og en ny Mand kom til, som fra første Færd blev en af vore virksomste Landagitatorer. Det var Oskar Jørgensen, "Social-Demokraten"s nuværende Redaktør. Han fører an for den Abonnenthær, der voksede med Titusinder i Firserne og Halvfemserne og aldrig hører op med at kalde Rekrutter til Fanerne.

Gamle Minder i Ære! Mændene fra svunden Tid forberedte Vejen for en yngre Slægt og trykkede den Sejrens Vaaben i Haand. "Social-Demokraten" er bleven større, men egner sig ikke - ligesom i gamle Dage - som Dug paa et Middagsbord. Andre Tider, andet Format!

A. C.

(Social-Demokraten 2. april 1922)

Artiklen er en ud af tre som udkom i Social-Demokraten 2. april 1822 i anledning af 50-årsdagen for den socialdemokratiske presse.

Fagskole for Linnedsyning. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Fagskole for Linnedsyning. En Kreds af Damer har i disse Dage sluttet sig sammen om den smukke og humane Tanke ved Oprettelsen af en Fagskole for Linnedsyning at bidrage til, at vore mange Linnedsyerskers Livsstilling kan blive noget taaleligere, end den nu er. I den Henvendelse, som denne Damekreds retter til Publikum, oplyses det, at der ved grovere Linnedsyning ved energisk Arbejde i eget Hjem kan i en Arbejdstid af 12 Timer tjenes 1 a 1½ Kr., ved finere Linnedsyning 2½ a 3 Kr. Herom udtales det - og sikkert med god Grund - at Existenskampen for de førstnævntes Vedkommende selvfølgelig er særlig haard, medens for de sidstnævnte Syersker Konkurrencen baade med Udlandet - særlig Tyskland - og med bedrestillede Damer, der udføre Linnedsyning som Bierhverv og for særlig lav Betaling, spiller en stor Rolle. Saavel Syersker som Arbejdsgivere ere af den Mening, at det er den mangelfulde Uddannelse, der maa anses for at være en Hovedgrund til vore Syerskers daarlige økonomiske Stilling.

Det maa derfor anses for en særdeles praktisk Tanke, at der nu fra 1ste Maj d. A. at regne vil blive oprettet en Fagskole for Linnedsyning (med Lokale i Nørregade 33, Stuen, Dansk Kvindesamfund). Eleverne skulle, som rimeligt er, betale et moderat Vederlag for deres Uddannelse, men man haaber ved Bidrag fra Publikum at kunne give Elever, der ville have en længere og grundigere Uddannelse, i alt Fald gratis Undervisning og muligvis Betaling for deres Arbejde, ligesom ogsaa Hjælp f. Ex til Anskaffelse af Symaskiner, naar Eleverne efter endt Uddannelse opnaa fast Arbejde.

Følgende Damer: Fru Carl Melchior, Fru Vigo Rantzau, Fru Charlotte Norrie. Frk. Wilhelmine Nerup, Kasserer (Dr. Tværgade 7) og Fru Dagmar Schmiegelow, Formand (Nørregade 18), modtage Indmeldelse saavel af Medlemmer af Selskabet som af Elever til Skolen.

Vi ledsage denne Opfordring med vor bedste og varmeste Anbefaling. Vi kunne ikke tro andet, end at det er en Sag, der vil finde Anklang i vide Kredse, og at man her ikke blot vil lade sig nøje med at vise sin Sympati i Ord og Tanke, men at man i Handling, altsaa i Form af Pengebidrag vil hjælpe den sammentraadte Damekomite til at løse den ingenlunde lette Opgave.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. februar 1899. 2, udgave).

Linnedsyersker.

Fagskolen for Linnedsyning

som vi tidligere har omtalt, har nu lejet Lokale paa Nørregade 33 i Stuen i Dansk Kvindesamfunds nye Lokaler, og begynder sin Virksomhed den 1. Maj. Indmeldelser modtages af Formanden, Fru Dagmar Schmiegelow, Nørregade 18.

Bestyrelsen beder os meddele, at den ved samvittighedsfuld Undersøgelse af Arbejdsforholdene, dels gennem et større Antal Syersker, dels hos flere større Arbejdsgivere, har faaet den bestemte Opfattelse, at en af Grundene til de danske Linnedsyerskers daarlige Lønforhold ligger i en mangelfuld Uddannelse hos Kvinderne. De kan ikke arbejde tilstrækkelig hurtigt og praktisk ved den grovere Linnedsyning og ikke tilstrækkeligt elegant og omhyggeligt ved det finere.

Følgen er, at de store Forretninger slet ikke laver det sine Arbejde udføre herhjemme. De tyske Kvinder er fiksere til deres Haandarbejde og nøjes formodenlig med en daarligere Løn. Kunde vore danske Linnedsyere derimod lære at udføre den elegante Linnedsyning, vilde Fabrikanterne lade det udføre herhjemme, da dette vilde kunne betale sig, selv om de skulde betale en betydelig højere Løn. Det viser sig nemlig, at de enkelte dygtige Linnedsyere, der er beskæftiget med fint Arbejde, tjener 2½ a 3 Kr. daglig, hvorimod en almindelig Linnedsyer kun kan naa til 1 a 1½ Kr ved 12 Timers Arbejde.

Skolen forlanger et moderat Vederlag for Uddannelsen, men haaber ved frivillige Bidrag at kunne give Fripladser, ligesom den tænker sig, ved eventuelt Overskud, at hjælpe Eleverne til Anskaffelse af Symaskiner osv.

Enhver, der ønsker at støtte Sagen, kan indtræde som Medlem mod et aarligt Bidrag af en Krone, som særligt Medlem mod at betale mindst 5 Kr., for hvilket Beløb der da erhverves Ret til at udtage Elevarbejde.

Det er den anden Fagskole i Rækken, som Kvinder har oprettet. Fagskolen for Kjolesyere har allerede i flere Aar arbejdet med Held og sendt flinke Syere ud, der har skaffet sig højere Løn end almindelige Syere. Dens Lokale er Vingaardsstræde 21.

Joh. M.

(Social-Demokraten 5. marts 1899. 2. udgave).

Indtil 1912 annoncerede skolen stadig. Indtil 1906 var adresse Nørregade 33. I 1907 lå skolen Købmagergade 53, i 1912 Østergade 7, 2. sal. Kvinder uddannet på skolen averterede indtil 1913.

Se også indslag om skolen andetssteds på bloggen.

Om Soldater med Slaver.

Onsdag den 27. september kl. 6 om morgenen kom 18 slaver igennem Nørregade. De skulle vel på arbejde og var omgivet af 13 soldater. Nogle ved siden og enkelte bagefter. Det var nok værd at vide hvor mange soldater, staden og landet holder på benene om året for at passe på disse mennesker. Jeg tillader mig at komme med et forslag som vores borgerrepræsentanter kunne påtale: Om det ikke kunne blive her som i England at vi kunne sende vores forbrydere til Grønland, Island, Guinea-kysten, Vest- og Ostindien eller købe en landstrækning i Amerika og sende dem derhen og lade dem arbejde for deres frihed uden at komme tilbage igen. Rusland har det så godt ved sit Sibirien. Der sender de deres forbrydere hen. I fredens skød som vi lever i, går det os som i England, folkemængden bliver for stor. Det var at ønske at mit forslag måtte komme i betragtning.

(Politivennen nr. 1448. Fredagen, den 29 September 1843. Side 635-636). 

En Mangel ved Gjæstgiverstedet Holland.

Den rejsende som ikke gør for store fordringer, men tager til takke med det jævne og borgerlige, vil i flere henseender finde sig ret vel tilfreds med dette gæstgiversted på Nørregade som derfor også er meget stærkt besøgt. En væsentlig mangel er det imidlertid at der er så lidt sørget for at de rejsende bekvemt kan hænge deres klæder op, hvortil næppe findes de fornødne søm indslået i væggen. Klædeskabe ville være for meget at forlange især da rummet i nogle værelser er for indskrænket til det, men nogle tilstrækkeligt befæstede knagerækker kunne afhjælpe manglen og omkostningen ved det er så ubetydelig at den sikkert opvejes ved de rejsendes forøgede tilfredshed.

(Politivennen nr. 1137, Løverdagen, den 14de Oktober 1837. Side 648)

 "Den rejsende som ikke gør for store fordringer, men tager til takke med det jævne og borgerlige, vil i flere henseender finde sig ret vel tilfreds med dette gæstgiversted på Nørregade som derfor også er meget stærkt besøgt" (Nørregade 36. Eget foto, 2017)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1837s oversigt over gæstgiverier fandtes Holland på Nørregade 39. Stedet har en indviklet matrikelhistorie. Siden 1828 havde nummer 39 været sammenlagt med 40 B, til: 39 & 40 B. I 1859 fik stedet husnummeret Nørregade 27. Dette blev 1907 Henlagt til 36 & 37 og fra 1953 betegnet Nørregade 36. Dette hus er fra 1818.

En ny Industri, som smager af Bedrageri.

Nogle husmænd fra Bagsværd som opholder sig her i byen den største del af ugen, driver den industri at de på torvet køber, eller lader komme fra Birkerød, et stort løs tørv som de læsser af i Hausergade hvor de omlæsser det på deres vogne der står der og som de har indrettet til kneb. Det således at de af et læs gør 4, 5 eller 6 mindre læs, hvormed de kører omkring i gaderne og driver handel. 

Så snart de har solgt et læs, kører de op i nævnte gård igen og pålæsser et andet, og vedbliver således dermed til helt ud på aftenen. Da foregiver de gerne enten at deres vogn er gået itu til byen, eller at nogen har bestilt tørven og nu ikke kan modtage den, eller at manden som har bestilt den, ikke var hjemme og flere sådanne foregivende for at folk desto lettere skal indlade sig på at købe tørven af dem. Enhver som vil overbevises om sandheden heraf, kan blive det ved at gå ind i ovennævnte gård, hvor man da især onsdag og lørdag vil finde flere læs liggende, og de til denne industri indrettede vogne stående ved siden af. 

Ved denne handel bliver mange mindre formuende bedraget da de køber i den tanke at få et godt køb, ligesom denne handel også leder til at tørvesælgere som har ordentlige læs, misbydes. Man har troet at burde offentliggøre dette for at advare folk for at indlade sig på denne handel der tjener til at føde lediggang. Samt for at give vores politi et vink til at hæmme samme. Efter forlydende skal en lignende industri finde sted i gæstgivergården "3 Ruller" på Nørregade. 

(Politivennen nr. 1053, Løverdagen, den 5te Marts 1836. Side 152-153)

Det kunne fx være her. Hausergade, 2016. Hauser Plads til højre (Foto Erik Nicolaisen Høy).

Uordener.

1) På hjørnet af Gammeltorv og Nørregade har det i lang tid, men især i de sidste dage, næsten været umuligt at kunne passere fortovet for en stor del sjovere og soldater der har placeret sig der så at man for at undgå at blive tilsmurt, eller behandlet med grovheder af disse personer, var nødsaget til at gå ud på gaden. Man må i denne henseende spørge om politiplakaten der forbyder at henstille noget der spærrer passagen på fortovet, alene gælder om ting og ikke om personer?

2) Mandag den 6. april hændte det at idet en vogn kørte roligt igennem Nørreport, en anden vogn kom farende forbi denne i stærkeste trav. Som en følge heraf var pladsen så snæver for de forbipasserende at det eneste menneske der i det øjeblik passerede porten, blev styrtet omkuld af vognens baghjul og lider endnu af faldets følger.

(Politivennen nr. 1008, Løverdagen den 25de april 1835, s. 273-274)

Tolvaars-Drengen, Carl Julius Hansen, som selvmorder.

Denne dreng blev for en tid siden efterlyst af faderen i avisen som bortgået i middagsstunden fra arbejde på Harboes Klædefabrik på Nørregade. Et par dage efter fandtes drengen druknet i Ladegårdsåen, førtes til Frederiksberg, begravedes der og dermed var alt stille. At et tolvårs barn ombringer sig selv forsætligt er et særsyn, og det synes der umagen værd at nøjere undersøgelse foretoges i den anledning, at nemlig hans far, fabriksherren og drengens anden omgivelse på fabrikken blev afkrævet forklaring om ikke for andet, så for at få et bidrag mere til vores psykologiske kundskab om mennesket, samt en bemærkning i vores årlige lister over fødte og døde om denne sjældne tildragelse i 1834. Men dette kunne også blive begyndelsen til en undersøgelse om fattige fabriksarbejdende børns stilling her på landet. 

At børn lider på sjæl og legeme på disse steder er en afgjort sag, og en sag af yderste vigtighed når man tænker sig at der for tiden tales om anvendelsen af en halv tønde guld til oprettelse af en stiftelse for moralsk fordærvede børn. Måske ville en sådan undersøgelse føre til det resultat at det var mere vigtigt at forebygge fordærvelsen end siden at gøre forsøg på at føre de forvildede tilbage på den rette vej. Ved ovennævnte tildragelse har man anledning til at grunde over hvad der har forvoldt at sådant arbejde, som nu forrettes i fabrikker ved børn, tidligere kunne blive og til dels blev blev udført af aldrende og gamle personer ligesom også årsagen til at drenge til fordærvelse på sjæl og vel også på legeme, nu størstedelen bruges som murhåndlangere, hvortil tidligere udelukkende brugtes voksne og aldrende mænd og kvinder. Skulle måske fattigvæsenet have sin del i grundene til det? endelig kunne man spørge: hvorledes kan en dreng fra Nyboder på 12½ år drukne i en sådan rende som Ladegårdsåen da disse børn alle lærer at svømme fra deres 8. eller 9. år? 

Rygtet siger at ved drengens optagelse af vandet flød blod af hans næse og mund, måske har han i faldet stødt sig eller hvorledes hænger dette sammen. Af dette blodflod kan man fristes til at tro at han var sprunget ud kort før han blev fundet. Det kunne derfor også være ønskeligt at erfare om noget forsøg til hans redning eller genoplivelse er blevet foretaget.

(Politivennen nr. 965, Løverdagen den 28de Juni 1834, s. 463-466) 

Nørregade 36. Det var her Harboes Klædefabrik holdt til, senere hofbagermester Piper. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 971, 9. august 1834, s. 568 bekendtgjordes resultatet af synsforretningen.

I  Navneregister til kirkebøgerne er indført dette:

B: Carl Julius Hansen                                             Født: 12.07.1821
F: Asmus Hansen - snedker ?                                Døbt: 17.08.1821
M: Karen Aagesen                                                  Sogn: Trinitatis

I Krak 1834 kan man finde følgende: "Harboe's Klædefabrik og Udsalg, Nørregade 236 & 37" . Ifølge Jævnførelsesregisteret blev 37 sammenlagt med 1806 36, til 36 & 37, fra 1953: 36 som er fra 1818. Hele 7 gange er denne matrikel henlagt til andre, siden 2008 Nørregade 36. Nr. 236 i Nørre Kvarter er i Jævnførelsesregisteret anført som en øltunnel i Ahlefeldts Bastion (ud for Nørregade) og som sådan nedlagt i forbindelse med sløjfningen af voldene. 

Der tale om justitsråd Johan Rubring Harboe (1762-1840). Han boede i 1832 i Nybrogade nr. 1. I Aalborg Stiftstidende 6. oktober 1840 blev det oplyst at ejendommen Nørregade 236 og 237 blev solgt en grund med bygning som var indrettet til klædefabrik tilhørende justitsråd Harboes bo. Han var da afg. justitsråd. Køberen var murermester P. L. Blom. Senere samme år blev indboet solgt. Måske var det hans tjener som annoncerede i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 18. september 1840:

En tro og skikkelig, jydsk Karl, som i flere Aar har tjent her i Byen, ønsker formedelst sin Herres Dødsfald Condition, enten til 1ste October eller til 1ste November. Anbefales fra det Sted, hvor han tjener, Klædefabriken paa Nørregade 236 og 237.

Og hans partner i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 15. juni 1841:

J. C. Humble, der i en Række af Aar har forestaaet afg. Justitsraad Harboes Klædefabriks Udsalg paa Nørregaden 236-37, har nu etableret et Klædeudsalg paa Nørregade 45, i Stuen. See bl. Bekjendtgjørelser.

En senere ejer var hofbagermester Piper, se Politivennen 22. maj 1819. 

Selvmord gav anledning til et cirkulære som er omtalt i  Kjøbenhavnsposten 24. juli 1834:

Det Kongl. danske Cancellie har, ved Circulaireskrivelse af 19de ds. til samtlige Overøvrigheder, anmodet disse om, herefter til Collegiet "at gjøre Indberetning om ethvert i deres Jurisdiction indtruffet Selvmords-Tilfælde og ledsage samme med en Udskrift af det i den Anledning optagne Forhør", ligesom dette allerede tidligere, ved Resc. af 1de Juni 1754, har været paalagt Stiftsbefalingsmanden over Sjællands Stift. Det er da Collegietss Agt for Fremtiden at "bringe Selvmordernes Antal i Danmark, som et ikke uvigtigt statistisk Datum, til offentlig Kundskab, i Forbindelse med de aarlige Criminaltabeller."